1
00:00:00,000 --> 00:00:06,739
As-salamu alaykum wa rahmatullahi
wa barakatuhu, ærede brødre.

2
00:00:06,739 --> 00:00:16,200
Velkommen til en ny episode
af jeres program »Halaqa Online«.
Bismillah ir-Rahman ir-Rahim.

3
00:00:16,200 --> 00:00:24,033
I de foregående sessioner talte
vi fra begyndelsen om ’aqidaen.

4
00:00:24,033 --> 00:00:35,180
Vi gik i dybden og nåede frem til emnet
al-qada’ og al-qadar og de emner,
der knytter sig til det.

5
00:00:35,180 --> 00:00:40,842
I dag går vi videre
og bygger på dette fundament.

6
00:00:40,842 --> 00:00:51,720
Iman—den islamiske ’aqida—er grundlaget
for den islamiske personlighed,
den islamiske tænkning,

7
00:00:51,720 --> 00:01:06,100
den islamiske kultur, det islamiske
samfund, det islamiske liv, den islamiske
stat og den islamiske civilisation.

8
00:01:06,100 --> 00:01:07,715
Allah, den Ophøjede,

9
00:01:07,715 --> 00:01:17,840
har gjort den islamiske ’aqida til
grundlaget for et liv i overensstemmelse
med Hans befalinger og forbud.

10
00:01:17,840 --> 00:01:23,460
Han har gjort den til grundlaget for den
levemåde, Han har godkendt for menneskene.

11
00:01:23,460 --> 00:01:24,244
Allah har sagt:

12
00:01:24,244 --> 00:01:25,748
﴿ وَٱلْعَصْرِ إِنَّ
ٱلْإِنسَـٰنَ لَفِى خُسْرٍ إِلَّا

13
00:01:25,748 --> 00:01:27,251
ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟
وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ

14
00:01:27,251 --> 00:01:28,886
وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلْحَقِّ
وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلصَّبْرِ ﴾

15
00:01:28,886 --> 00:01:34,769
»Ved tiden! Mennesket er sandelig fortabt,
undtagen dem, der har troet,
gjort gode gerninger, rådet hinanden til

16
00:01:34,769 --> 00:01:37,580
sandheden og rådet hinanden
til tålmodighed« [103:1–3]

17
00:01:37,580 --> 00:01:38,951
Og den Almægtige sagde:

18
00:01:38,951 --> 00:01:40,756
﴿ قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ
ٱللَّهَ فَٱتَّبِعُونِى

19
00:01:40,756 --> 00:01:42,488
يُحْبِبْكُمُ ٱللَّهُ
وَيَغْفِرْ لَكُمْ ذُنُوبَكُمْ ﴾

20
00:01:42,488 --> 00:01:45,086
»Sig: Hvis I elsker Allah,
så følg mig; Allah vil

21
00:01:45,086 --> 00:01:47,540
elske jer og tilgive
jer jeres synder« [3:31]

22
00:01:47,540 --> 00:01:50,540
Iman må nødvendigvis bære frugt.

23
00:01:50,540 --> 00:02:02,578
Denne frugt er fuldstændig
efterlevelse af Allahs shari’ah
og et liv efter den levemåde,

24
00:02:02,578 --> 00:02:07,540
Allah har foreskrevet for Sine tjenere.

25
00:02:07,540 --> 00:02:12,540
Iman er det gode ord med dybe,

26
00:02:12,540 --> 00:02:23,540
faste rødder, som ikke blot spirer,
men bærer varige og omfattende frugter.

27
00:02:23,540 --> 00:02:36,570
Det får den troende til i alle sine
handlinger at holde sig til Allahs
befalinger og forbud. Allah har sagt:

28
00:02:36,570 --> 00:02:38,456
﴿ أَلَمْ تَرَ كَيْفَ ضَرَبَ
ٱللَّهُ مَثَلًا كَلِمَةً طَيِّبَةٍ

29
00:02:38,456 --> 00:02:40,272
كَشَجَرَةٍ طَيِّبَةٍ أَصْلُهَا
ثَابِتٌ وَفَرْعُهَا فِى

30
00:02:40,272 --> 00:02:41,327
ٱلسَّمَآءِ ﴾

31
00:02:41,327 --> 00:02:46,287
»Har du ikke set,
hvordan Allah fremsætter en lignelse:
Et godt ord er som et godt træ, hvis

32
00:02:46,287 --> 00:02:48,737
rod står fast, og hvis
grene er i himlen« [14:24]

33
00:02:48,737 --> 00:02:50,192
﴿ أَصْلُهَا ثَابِتٌ
وَفَرْعُهَا فِى ٱلسَّمَآءِ ﴾

34
00:02:50,192 --> 00:02:52,659
»Dets rod står fast, og dets
grene er i himlen« [14:24]

35
00:02:52,659 --> 00:02:54,431
﴿ تُؤْتِىٓ أُكُلَهَا كُلَّ حِينٍۭ
بِإِذْنِ رَبِّهَا ۗ وَيَضْرِبُ

36
00:02:54,431 --> 00:02:56,202
ٱللَّهُ ٱلْأَمْثَالَ لِلنَّاسِ
لَعَلَّهُمْ يَتَذَكَّرُونَ ﴾

37
00:02:56,202 --> 00:03:01,199
»Det bærer sin frugt til enhver
tid med sin Herres tilladelse,
og Allah fremsætter lignelser for

38
00:03:01,199 --> 00:03:03,540
menneskene, så de måske
vil tage ved lære« [14:25]

39
00:03:05,540 --> 00:03:10,299
Qur’an-fortolkerne har sagt,
at det gode ord er iman.

40
00:03:10,299 --> 00:03:18,540
Nogle sagde, at det gode ord er
»Der er ingen gud undtagen Allah«.
Betydningen er den samme.

41
00:03:18,540 --> 00:03:28,954
’Aqidaen er træet med rødder fast plantet
i jorden. Hvad er da dets frugter?
Hvad giver det i udbytte?

42
00:03:28,954 --> 00:03:31,818
﴿ تُؤْتِىٓ أُكُلَهَا كُلَّ
حِينٍۭ بِإِذْنِ رَبِّهَا ﴾

43
00:03:31,818 --> 00:03:35,463
»Det bærer sin frugt til enhver tid

44
00:03:35,463 --> 00:03:38,848
med sin Herres tilladelse« [14:25]

45
00:03:38,848 --> 00:03:47,540
Dets udbytte er et liv, hvor den troende
og ummaen efterlever Allahs shari’ah.

46
00:03:47,540 --> 00:03:57,683
Det frembringer en islamisk levemåde
og dermed et højtstående liv, der fører
mennesket til lykke i begge boliger:

47
00:03:57,683 --> 00:04:02,540
denne verden og det hinsidige.

48
00:04:04,540 --> 00:04:15,540
Hvad er den praktiske udmøntning af dette?
Den er, at Allah har foreskrevet
mennesket en shari’ah.

49
00:04:15,540 --> 00:04:25,540
Denne shari’ah omfatter hele menneskets
liv og alle menneskets handlinger.

50
00:04:25,540 --> 00:04:36,034
Ingen menneskelig handling
er uden en shari’ah-lov,
som Allah har foreskrevet. Allah har sagt:

51
00:04:36,034 --> 00:04:37,754
﴿ ثُمَّ جَعَلْنَـٰكَ عَلَىٰ
شَرِيعَةٍ مِّنَ ٱلْأَمْرِ

52
00:04:37,754 --> 00:04:39,782
فَٱتَّبِعْهَا وَلَا تَتَّبِعْ
أَهْوَآءَ ٱلَّذِينَ لَا

53
00:04:39,782 --> 00:04:40,877
يَعْلَمُونَ ﴾

54
00:04:40,877 --> 00:04:44,400
»Derefter satte Vi dig på en
foreskrevet vej i sagen; følg

55
00:04:44,400 --> 00:04:47,540
den, og følg ikke ønskerne
hos dem, der ikke ved« [45:18]

56
00:04:47,540 --> 00:04:53,540
I sin oprindelige sproglige
brug betyder shari’ah
vandingsstedet—altså en vandkilde.

57
00:04:54,540 --> 00:05:04,540
Da Allah kaldte det system, Han åbenbarede
for menneskene, og den samlede lovgivning,
Han foreskrev for dem,

58
00:05:04,540 --> 00:05:11,540
for shari’ah, var det som en henvisning
til, at den er en uudtømmelig kilde.

59
00:05:12,540 --> 00:05:22,540
Shari’ah er den samlede mængde
shari’ah-love, som udspringer
af deres kilder i Koranen og Sunnah.

60
00:05:22,540 --> 00:05:24,830
Det er den uudtømmelige kilde,

61
00:05:24,830 --> 00:05:33,540
der giver shari’ah-love for alle
menneskets handlinger til enhver
tid og på ethvert sted.

62
00:05:35,540 --> 00:05:41,779
Imans fuldendelse, fuldkommenhed
og frugt er, at muslimen i alle sine

63
00:05:41,779 --> 00:05:52,506
handlinger efterlever Allahs befalinger
og forbud og udfører handlingerne
i overensstemmelse med Allahs shari’ah.

64
00:05:52,506 --> 00:05:56,540
Det samme gælder muslimernes fællesskab,
den islamiske umma.

65
00:05:56,540 --> 00:06:09,033
Når muslimernes fællesskab efterlever
Allahs befalinger og forbud—altså Hans
shari’ah—bliver det et islamisk samfund,

66
00:06:09,033 --> 00:06:11,540
der lever et islamisk liv.

67
00:06:11,540 --> 00:06:19,540
Her kommer Islams levemåde
til udtryk, og det er det,
der kaldes den islamiske civilisation.

68
00:06:20,540 --> 00:06:28,540
Her går vi fra behandlingen af ’aqida
og iman til behandlingen af lovgivning.

69
00:06:28,540 --> 00:06:31,540
Dagens emne er Hukm Shar’i,
shari’ah-loven.

70
00:06:32,540 --> 00:06:35,540
Hvad er shari’ah-loven?

71
00:06:36,540 --> 00:06:45,540
Hukm Shar’i defineres som
Lovgiverens tale; Lovgiverens tale
vedrørende menneskers handlinger.

72
00:06:45,540 --> 00:06:52,540
Hukm Shar’i er Lovgiverens tale
vedrørende menneskers handlinger.

73
00:06:53,540 --> 00:06:58,540
Og lad os tage denne
definition ord for ord.

74
00:06:59,540 --> 00:07:07,540
Hukm Shar’i er det,
Allah har henvendt til menneskene.

75
00:07:07,540 --> 00:07:17,540
Når vi taler om Allahs lov,
stammer den fra Allahs tale.

76
00:07:17,540 --> 00:07:27,540
Shari’ah-loven udledes af det,
Allah har henvendt til Sine tjenere.

77
00:07:28,540 --> 00:07:37,540
Hvis ikke åbenbaringen var blevet sendt
ned til Allahs Sendebud ﷺ, ville der
ikke have eksisteret nogen shari’ah-lov.

78
00:07:37,540 --> 00:07:46,540
Menneskets handlinger ville hverken være
blevet bedømt som tilladte eller forbudte,

79
00:07:46,540 --> 00:07:50,540
gode eller onde,
prisværdige eller dadelværdige.

80
00:07:51,540 --> 00:08:01,540
Menneskets handlinger blev hverken bedømt
som prisværdige eller dadelværdige,

81
00:08:01,540 --> 00:08:08,540
gode eller onde, før Allah sendte
åbenbaring ned til Sin Profet ﷺ.

82
00:08:09,540 --> 00:08:17,540
Herfra kommer grundlaget for Hukm Shar’i:
Allahs tale er Lovgiverens tale.

83
00:08:18,540 --> 00:08:28,540
Med Lovgiveren menes her Allah—den,
der har lovgivet.

84
00:08:28,540 --> 00:08:35,540
Vi tager derfor Allahs
tale som shari’ah for os.

85
00:08:37,540 --> 00:08:43,540
Når vi siger »Lovgiverens tale«,
mener vi Allahs tale.

86
00:08:43,540 --> 00:08:55,540
De lærde, navnlig usul-lærde,
valgte imidlertid udtrykket »Lovgiveren«
frem for blot at sige »Allahs tale«.

87
00:08:56,540 --> 00:09:08,540
Det gjorde de for at undgå, at folk
misforstod udtrykket og troede, at der
kun mentes Allahs Bog, altså Koranen.

88
00:09:09,540 --> 00:09:19,540
Lovgiverens tale—Allahs tale—kommer
ikke kun til udtryk i Koranen,
men også i Profetens Sunnah ﷺ.

89
00:09:19,540 --> 00:09:24,654
Ligesom Koranen er åbenbaring fra Allah,
er Sunnah også åbenbaring fra Allah.

90
00:09:24,654 --> 00:09:29,272
Han ﷺ sagde: «أَلَا إِنِّي أُوتِيتُ
الْكِتَابَ وَمِثْلَهُ مَعَهُ»

91
00:09:29,272 --> 00:09:34,844
[Sunan Abi Dawud 4604] — »Jeg har
fået Bogen og dens lige sammen

92
00:09:34,844 --> 00:09:35,540
med den.«

93
00:09:36,540 --> 00:09:42,540
Forskellen mellem Bogen
og Profetens Sunnah ﷺ er,

94
00:09:42,540 --> 00:09:50,540
at Bogen—Koranen—er åbenbaring
fra Allah i både ordlyd og betydning.

95
00:09:50,540 --> 00:10:00,540
Koranens ord er ord for ord og bogstav
for bogstav åbenbaring fra Allah.

96
00:10:00,540 --> 00:10:06,601
Sunnahs betydninger og indhold
er også åbenbaring fra Allah,

97
00:10:06,601 --> 00:10:18,540
men Profeten ﷺ udtrykte
dem gennem sin egen ordlyd,
sine handlinger eller sin godkendelse.

98
00:10:20,540 --> 00:10:28,540
Når usul-lærde og andre lærde siger,
at Hukm Shar’i er Lovgiverens tale,

99
00:10:28,540 --> 00:10:39,540
er det for, at udtrykket skal omfatte
Koranen—Allahs Bog—Sendebuddets Sunnah
ﷺ samt det, som de begge henviser til.

100
00:10:40,540 --> 00:10:48,540
Sahabas konsensus er
en kilde til lovgivning,
ikke fordi Sahaba var lovgivere.

101
00:10:48,540 --> 00:10:56,540
Der blev naturligvis heller ikke åbenbaret
til dem, og deres konsensus er ikke
i sig selv en åbenbaring fra Allah.

102
00:10:57,540 --> 00:11:05,540
Det skyldes, at Allah har rost Sahaba,
og at de alle var retskafne og troværdige.

103
00:11:05,540 --> 00:11:15,371
Deres konsensus var derfor en angivelse
af og et bevis på et bevis,
som var skjult for os.

104
00:11:15,371 --> 00:11:25,540
Deres konsensus udtrykte et sådant
skjult bevis, som de havde set
eller hørt fra Sendebuddet ﷺ.

105
00:11:26,540 --> 00:11:36,540
Det samme gælder qiyas: at knytte en ny
sag til en oprindelig sag, fordi de har
samme ’illa, den effektive årsag.

106
00:11:36,540 --> 00:11:45,540
Denne ’illa skal være fastslået
ved et bevis fra Koranen,
Sunnah eller Sahabas konsensus.

107
00:11:46,540 --> 00:11:49,540
Udtrykket »Lovgiverens
tale« omfatter således alt,

108
00:11:49,540 --> 00:11:58,540
der fører til Allahs åbenbaring:
Koranen og Sunnah samt det,
som de begge henviser til.

109
00:12:01,540 --> 00:12:04,540
Lovgiverens tale vedrørende
menneskers handlinger;

110
00:12:04,540 --> 00:12:13,540
hvorfor er udtrykket vedrørende menneskers
handlinger inkluderet i definitionen?

111
00:12:14,540 --> 00:12:23,236
Fordi Allahs tale—i Koranen,
Sunnah og det, som de begge
henviser til—omfatter to områder.

112
00:12:23,236 --> 00:12:34,540
Det ene er ’aqida: beretninger,
der ikke er direkte knyttet til menneskets
handlinger, såsom iman på Allah,

113
00:12:34,540 --> 00:12:39,540
Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud,
den sidste dag og qadar.

114
00:12:40,540 --> 00:12:44,540
Koranens og Sunnahs beretninger
om det usete—om det,

115
00:12:44,540 --> 00:12:51,540
der har været, det, der vil ske,
og så videre—vedrører absolut
anerkendelse, altså hjertet.

116
00:12:51,540 --> 00:12:59,540
Som nogle har udtrykt det, er de hjertets
handlinger, ikke lemmernes handlinger.

117
00:13:00,540 --> 00:13:02,540
Dette hører under ’aqida.

118
00:13:02,540 --> 00:13:05,844
Hukm Shar’i vedrører derimod

119
00:13:05,844 --> 00:13:16,540
menneskets handlinger og defineres
derfor som Lovgiverens tale
vedrørende menneskets handlinger.

120
00:13:16,540 --> 00:13:18,982
Det, der vedrører handlinger,

121
00:13:18,982 --> 00:13:27,540
er en shari’ah-lov; det,
der vedrører absolut anerkendelse,
hører under ’aqida eller iman.

122
00:13:30,540 --> 00:13:35,540
Definitionen viser,

123
00:13:35,540 --> 00:13:48,540
at det, som ikke er tale
fra Allah—hverken i Bogen
eller Sunnah—ikke er en shari’ah-lov.

124
00:13:49,540 --> 00:14:02,540
Nogle fremsætter fatwaer,
som de hævder er shari’ah-love, men
som hverken bygger på »Allah har sagt«,

125
00:14:02,540 --> 00:14:14,540
»Allahs Sendebud ﷺ har sagt« eller på
konsensus blandt Allahs Sendebuds Sahaba,
måtte Allah være tilfreds med dem alle.

126
00:14:14,540 --> 00:14:27,540
I stedet henviser de til en interesse,
opnåelse af gavn, afværgelse af skade
eller andre rationelle begrundelser.

127
00:14:28,540 --> 00:14:30,540
Dette er ikke en shari’ah-lov.

128
00:14:30,540 --> 00:14:36,540
Hvis noget ikke er tale
fra Allah i Hans åbenbaring,

129
00:14:36,540 --> 00:14:41,540
har det intet med shari’ah-loven at gøre;
det er ikke en shari’ah-lov.

130
00:14:42,540 --> 00:14:50,540
Ingen må sige: »Dette er halal,
dette er haram, dette er fard eller wajib,
dette er mandub, og dette er makruh«,

131
00:14:50,540 --> 00:14:58,540
uden at bygge det på et shari’ah-bevis
fra Allahs Bog, Allahs Sendebuds Sunnah
ﷺ eller det, som de begge henviser til.

132
00:14:59,540 --> 00:15:00,906
Det er rigtigt,

133
00:15:00,906 --> 00:15:11,150
at shari’ah er kommet for at varetage
menneskets interesser, og at disse
består i at opnå gavn og afværge skade.

134
00:15:11,150 --> 00:15:14,540
Men hvad der virkelig opnår
gavn og afværger skade,

135
00:15:14,540 --> 00:15:25,540
kan kun kendes gennem et bevis fra Allahs
Bog, Allahs Sendebuds Sunnah ﷺ eller det,
som de begge henviser til.

136
00:15:25,540 --> 00:15:36,540
Rationelle slutninger ud fra,
hvad den begrænsede menneskelige fornuft
anser for gavnligt eller skadeligt,

137
00:15:36,540 --> 00:15:41,872
udgør ikke en shari’ah-lov, men
menneskeskabt lovgivning. Allah har sagt:

138
00:15:41,872 --> 00:15:43,604
﴿ وَلَا تَقُولُوا۟ لِمَا
تَصِفُ أَلْسِنَتُكُمُ ٱلْكَذِبَ

139
00:15:43,604 --> 00:15:44,950
هَـٰذَا حَلَـٰلٌ وَهَـٰذَا
حَرَامٌ لِّتَفْتَرُوا۟

140
00:15:44,950 --> 00:15:46,225
عَلَى ٱللَّهِ ٱلْكَذِبَ ۚ إِنَّ ٱلَّذِينَ

141
00:15:46,225 --> 00:15:47,882
يَفْتَرُونَ عَلَى ٱللَّهِ
ٱلْكَذِبَ لَا يُفْلِحُونَ ﴾

142
00:15:47,882 --> 00:15:54,336
»Sig ikke, idet jeres tunger beskriver
løgnagtigt: ‘Dette er tilladt, og dette
er forbudt’, så I opdigter løgn mod Allah.

143
00:15:54,336 --> 00:15:57,736
De, der opdigter løgn mod Allah,
vil ikke få fremgang« [16:116]

144
00:15:57,736 --> 00:16:03,540
Enhver, der siger: »Dette er halal,
fordi jeg ser en interesse
eller en fordel i det«,

145
00:16:03,540 --> 00:16:11,859
eller: »Dette er haram, fordi jeg mener,
at det afværger en skade«,
lovgiver som menneske og ikke ud

146
00:16:11,859 --> 00:16:22,540
fra Allahs lovgivning—medmindre udsagnet
bygger på et detaljeret bevis fra Allahs
Bog eller Allahs Sendebuds Sunnah ﷺ.

147
00:16:24,540 --> 00:16:29,540
Dette er altså definitionen af
Hukm Shar’i: Lovgiverens tale,

148
00:16:29,540 --> 00:16:34,540
det vil sige Allahs tale
vedrørende menneskets handlinger.

149
00:16:38,540 --> 00:16:41,540
Hvad er shari’ah-lovene, mine brødre?

150
00:16:41,540 --> 00:16:46,540
Efter denne definition spørger vi
mere konkret: Hvilke shari’ah-love
vedrører menneskets handlinger?

151
00:16:48,540 --> 00:16:54,540
Den, der undersøger
den islamiske shari’ahs love,

152
00:16:54,540 --> 00:17:01,540
vil se, at de pålæggende love—ahkam
al-taklif—falder i fem kategorier.

153
00:17:04,540 --> 00:17:14,596
Kategorierne er fard, som også
kaldes wajib; derunder mandub,

154
00:17:14,596 --> 00:17:28,540
som undertiden kaldes Sunnah, nafl eller
nafila; haram, som også kaldes mahzur;

155
00:17:28,540 --> 00:17:40,540
makruh, hvis forbud er mindre strengt end
haram; og som den femte kategori mubah.

156
00:17:41,540 --> 00:17:56,411
En gennemgang af Lovgiverens tale
vedrørende menneskets handlinger viser,
at de pålæggende shari’ah-love,

157
00:17:56,411 --> 00:18:07,540
som Allah har pålagt Sine tjenere, er
begrænset til fem kategorier: fard/wajib,
mandub, haram, makruh og mubah.

158
00:18:07,540 --> 00:18:14,540
Lad os definere og forklare dem én for én.

159
00:18:15,540 --> 00:18:28,239
Fard eller wajib er det, som shari’ah
påbyder gennem en bindende opfordring.

160
00:18:28,239 --> 00:18:38,684
Når det overleverede (sam‘i)
bevis fra Lovgiverens tale kræver,

161
00:18:38,684 --> 00:18:49,540
at en handling udføres bindende,
er handlingen fard eller wajib.

162
00:18:50,540 --> 00:19:05,540
Fard og wajib har naturligvis samme
betydning. Den, der udfører handlingen,
roses, mens den, der undlader den, dadles.

163
00:19:05,540 --> 00:19:19,540
Den, der undlader den, fortjener straf,
mens den, der udfører den,
fortjener belønning. Det er wajib.

164
00:19:20,540 --> 00:19:28,023
Der findes mange eksempler:
pligten til bøn, hajj, zakat og faste;

165
00:19:28,023 --> 00:19:41,536
godhed mod forældrene; sandfærdighed
og pålidelighed; jihad og at dømme
efter det, Allah har åbenbaret.

166
00:19:41,536 --> 00:19:50,272
Alt, som shari’ah påbyder gennem
en bindende opfordring, er fard/wajib.

167
00:19:50,272 --> 00:20:00,540
Den, der udfører det, fortjener belønning,
og den, der undlader det, fortjener straf.

168
00:20:03,540 --> 00:20:10,788
At Lovgiveren kræver handlingen
gennem en bindende opfordring betyder,

169
00:20:10,788 --> 00:20:18,273
at påbuddet om handlingen
er eftertrykkeligt
og ledsaget af en indikation,

170
00:20:18,273 --> 00:20:29,415
som viser, at det er bindende—eksempelvis
når Allah truer den, der undlader denne
fard, med straf. Eksempelvis siger Allah:

171
00:20:29,415 --> 00:20:30,933
﴿ مَا سَلَكَكُمْ فِى سَقَرَ ۝ قَالُوا۟

172
00:20:30,933 --> 00:20:32,094
لَمْ نَكُ مِنَ ٱلْمُصَلِّينَ ﴾

173
00:20:32,094 --> 00:20:34,861
»Hvad bragte jer ind i Saqar? De vil sige:

174
00:20:34,861 --> 00:20:37,540
Vi var ikke blandt dem,
der bad« [74:42–43]

175
00:20:37,540 --> 00:20:43,044
Når det at lade være med bønnen
fører til indtræden i helvedet Saqar,

176
00:20:43,044 --> 00:20:49,180
er dette et klart tegn på,
at opfordringen til bøn er bindende.

177
00:20:49,180 --> 00:20:52,971
Dette er blot ét eksempel – der
findes mange flere eksempler på,

178
00:20:52,971 --> 00:21:00,540
at bønnen er fard/wajib
og at opfordringen til den er bindende
end vi kan nævne i denne session.

179
00:21:01,540 --> 00:21:09,540
Dette er således definitionen på fard:
Lovgiverens tale kræver handlingen
som en bindende opfordring,

180
00:21:09,540 --> 00:21:17,540
hvorved udøveren fortjener belønning
og den, der lader være fra det,
fortjener straf.

181
00:21:19,540 --> 00:21:28,416
Når opfordringen til at udføre
en handling er ikke-bindende—shari’ah

182
00:21:28,416 --> 00:21:41,540
opfordrer altså til handlingen
uden at gøre den bindende—kaldes
den mandub eller mustahab.

183
00:21:41,540 --> 00:21:48,540
Forskellige anbefalede
handlinger kaldes også nawafil,

184
00:21:48,540 --> 00:21:57,540
flertalsformen af nafila, og juristerne
bruger undertiden betegnelsen Sunnah.

185
00:21:57,540 --> 00:22:04,540
Den, der undlader handlingen,
trues ikke med straf.

186
00:22:05,540 --> 00:22:16,540
Dette kaldes mandub: Den, der udfører det,
fortjener ros og belønning, mens den,
der lader være, ikke straffes.

187
00:22:16,540 --> 00:22:22,540
Det skyldes, at det ikke
er en bindende opfordring.

188
00:22:23,540 --> 00:22:36,540
Der findes mange eksempler:
De frivillige bønner ud over
de fem daglige bønner er nawafil.

189
00:22:36,540 --> 00:22:48,540
Det samme gælder frivillig faste ud
over Ramadan og ud over den faste,

190
00:22:48,540 --> 00:22:54,540
som undertiden bliver wajib som kaffara.

191
00:22:54,540 --> 00:23:02,540
En anden hajj eller umra,
sadaqa ud over zakat og zakat al-fitr,

192
00:23:02,540 --> 00:23:14,540
recitation af Koranen, nattebøn, tasbih
og megen dhikr er ligeledes nawafil.

193
00:23:15,540 --> 00:23:23,540
Shari’ah-loven har opfordret
til det som en ikke-bindende handling.

194
00:23:23,540 --> 00:23:29,540
Den, der lader være, trues ikke med straf,
og det siges ikke, at den,
der lader være, er syndig.

195
00:23:29,540 --> 00:23:41,540
Dette er mandub: Den, der udfører det,
belønnes; den, der lader være, fordømmes
ikke og straffes ikke for at lade være.

196
00:23:44,540 --> 00:23:59,026
Den tredje type er haram eller mahzur:
Shari’ah-loven har forbudt
det med en bindende

197
00:23:59,026 --> 00:24:10,540
opfordring, således at den, der udfører
det, trues med straf og fortjener den.

198
00:24:10,540 --> 00:24:22,540
Den, der afholder sig fra det,
kan dog også fortjene belønning.

199
00:24:23,540 --> 00:24:31,540
Det overleverede (sam‘i) bevis angiver,
at Lovgiverens tale kræver, at handlingen
undlades gennem en bindende opfordring.

200
00:24:32,540 --> 00:24:47,127
Der findes også mange eksempler
på haram eller mahzur: drab, riba, zina,
tyveri og ulydighed mod forældrene.

201
00:24:47,127 --> 00:25:00,540
Allah har gjort mange ting haram.
Vi skal ikke opregne dem nu,
og vi kan ikke opregne dem i én session.

202
00:25:02,540 --> 00:25:08,540
Det, som Lovgiveren gennem en bindende
opfordring kræver undladt, er haram.

203
00:25:09,540 --> 00:25:23,461
Derefter kommer det,
som Lovgiveren gennem en ikke-bindende
opfordring kræver undladt.

204
00:25:23,461 --> 00:25:36,237
Lovgiveren fraråder altså handlingen uden
at true den, der udfører den, med straf.

205
00:25:36,237 --> 00:25:50,540
Det er makruh: Den,
der undlader handlingen, belønnes,
mens den, der udfører den, ikke straffes.

206
00:25:53,540 --> 00:26:07,159
Profeten ﷺ frarådede eksempelvis
den muslim, der havde lært
Koranen udenad, at glemme den.

207
00:26:07,159 --> 00:26:18,540
Juristerne sagde derfor, at det er makruh
at glemme det, man har lært udenad.

208
00:26:18,540 --> 00:26:31,540
Der kom ingen trussel om straf mod den,
der glemmer det,
men Profeten ﷺ frarådede det.

209
00:26:31,540 --> 00:26:43,540
Derfor er det makruh at undlade
at repetere den del af Koranen,
man har lært udenad.

210
00:26:47,540 --> 00:26:51,540
Der findes spørgsmål,
som juristerne er uenige om,

211
00:26:51,540 --> 00:27:01,540
når den vise Lovgivers forbud foreligger:
Nogle forhold har juristerne vurderet
som haram og andre som makruh.

212
00:27:02,540 --> 00:27:10,540
Under alle omstændigheder er
de lærde enige om, at det,
Lovgiveren kræver undladt,

213
00:27:10,540 --> 00:27:18,540
falder i to kategorier: Det,
Han kræver undladt bindende, og det,
Han kræver undladt ikke-bindende.

214
00:27:18,540 --> 00:27:21,540
Det første er haram,
og det andet er makruh.

215
00:27:22,540 --> 00:27:25,522
Det var fire kategorier.

216
00:27:25,522 --> 00:27:39,540
Den femte af de pålæggende shari’ah-love
er mubah: det, hvor Lovgiveren har givet
valget mellem at gøre og at undlade.

217
00:27:40,540 --> 00:27:51,540
Udfører muslimen en mubah handling,
er der intet ansvar forbundet med det: Han
fortjener hverken belønning eller straf.

218
00:27:51,540 --> 00:28:00,540
Undlader han handlingen,
er der heller intet ansvar: Han
fortjener hverken belønning eller straf.

219
00:28:01,540 --> 00:28:08,540
Man kan ikke sige, at udførelsen af en
mubah handling i sig selv giver belønning,
for så ville den høre under mandub.

220
00:28:08,540 --> 00:28:15,540
Mubah er den femte kategori,
hvor Lovgiveren har givet valget
mellem at gøre og at undlade.

221
00:28:15,540 --> 00:28:19,540
Hverken den, der gør det, eller den,
der undlader det, belønnes eller straffes.

222
00:28:20,540 --> 00:28:24,540
Her er en vigtig
bemærkning om det tilladte.

223
00:28:25,540 --> 00:28:28,540
Mange tror fejlagtigt, at mubah er det,

224
00:28:28,540 --> 00:28:39,540
shari’ah har tiet om og derfor ikke
har givet nogen lov, så handlingen blot
forbliver tilladt som udgangspunkt.

225
00:28:39,540 --> 00:28:40,540
Det er forkert.

226
00:28:41,540 --> 00:28:50,540
Ingen af menneskets handlinger har
en oprindelig lov uden et shari’ah-bevis.

227
00:28:50,540 --> 00:29:03,540
Før shari’ah foreligger, har menneskets
handling ingen lov—hverken mubah,
haram, wajib, mandub eller makruh.

228
00:29:05,540 --> 00:29:14,540
De anerkendte muslimske lærde er enige om,
at der ikke findes nogen lov,
før shari’ah foreligger.

229
00:29:15,540 --> 00:29:18,540
Dette står i modsætning til mu’tazila,

230
00:29:18,540 --> 00:29:23,540
som hævdede, at fornuften kan afgøre,
om handlinger er gode eller onde,
før shari’ah foreligger.

231
00:29:25,540 --> 00:29:31,052
Loven for menneskets handlinger
er den, som shari’ah fastlægger.

232
00:29:31,052 --> 00:29:38,540
Uden Allahs shari’ah findes
der ingen lov for menneskets
handlinger—heller ikke mubah.

233
00:29:39,540 --> 00:29:41,540
En handling er mubah,

234
00:29:41,540 --> 00:29:48,722
når det overleverede (sam‘i) bevis
fra Koranen og Sunnah eller det,
som de begge henviser til, angiver det.

235
00:29:48,722 --> 00:29:54,540
Hvis intet shari’ah-bevis angiver,
at handlingen er mubah,
kan den ikke kaldes mubah.

236
00:29:54,540 --> 00:29:57,540
Selv mubah kræver et shari’ah-bevis.

237
00:29:59,540 --> 00:30:07,540
Nogen vil spørge:
Er det ikke shari’ah-lovens grundprincip,
at udgangspunktet for ting er tilladelse?

238
00:30:07,540 --> 00:30:08,540
Jeg svarer: Ja.

239
00:30:09,540 --> 00:30:20,540
Shari’ah-reglen er,
at udgangspunktet for ting er tilladelse.
Her må vi imidlertid pege på to forhold.

240
00:30:21,540 --> 00:30:28,540
Først: Denne regel gælder
ikke handlinger, men kun ting.

241
00:30:30,540 --> 00:30:39,540
Det overleverede (sam‘i) bevis angiver,
at udgangspunktet er
tilladelse for de nyttige ting,

242
00:30:39,540 --> 00:30:50,540
som Allah har skabt,
så mennesket kan drage nytte af dem—mad,
drikke, beklædning og andre skabte ting.

243
00:30:52,540 --> 00:30:53,500
Allah har sagt:

244
00:30:53,500 --> 00:30:55,100
﴿ خَلَقَ لَكُم مَّا فِى
ٱلْأَرْضِ جَمِيعًا ﴾

245
00:30:55,100 --> 00:30:58,060
»Han skabte alt det, der er
på jorden, for jer« [2:29]

246
00:30:58,060 --> 00:31:05,980
De overleverede (sam‘i) beviser viser, at
Allah har underlagt himlene, jorden og alt
i dem for mennesket. Allah har også sagt:

247
00:31:05,980 --> 00:31:08,220
﴿ كُلُوا۟ مِن طَيِّبَـٰتِ مَا
رَزَقْنَـٰكُمْ وَٱشْكُرُوا۟ لِلَّهِ ﴾

248
00:31:08,220 --> 00:31:10,860
»Spis af de gode ting,
Vi har forsørget jer

249
00:31:10,860 --> 00:31:13,420
med, og vær taknemmelige
mod Allah« [2:172]

250
00:31:13,420 --> 00:31:15,580
﴿ فَٱمْشُوا۟ فِى مَنَاكِبِهَا
وَكُلُوا۟ مِن رِّزْقِهِۦ ﴾

251
00:31:15,580 --> 00:31:19,340
»Gå da på dens skråninger, og
spis af Hans forsørgelse« [67:15]

252
00:31:19,340 --> 00:31:22,540
Og Han har underlagt alt på
jorden for jer [se 45:13].

253
00:31:23,540 --> 00:31:31,540
Flere samstemmende beviser viser,
at de ting, Allah har skabt,
er mubah for mennesket.

254
00:31:31,540 --> 00:31:40,540
Udgangspunktet for ting er tilladelse,
medmindre der foreligger
et bevis på forbud.

255
00:31:41,540 --> 00:31:51,149
Nogle ting har Allah gjort haram. Dette
forbud afgrænser den generelle tilladelse
og udgør en undtagelse. Allah har sagt:

256
00:31:51,149 --> 00:31:53,455
﴿ حُرِّمَتْ عَلَيْكُمُ
ٱلْمَيْتَةُ وَٱلدَّمُ وَلَحْمُ

257
00:31:53,455 --> 00:31:55,761
ٱلْخِنزِيرِ وَمَآ أُهِلَّ
لِغَيْرِ ٱللَّهِ بِهِۦ ﴾

258
00:31:55,761 --> 00:31:59,124
»Forbudt for jer er
ådsler, blod, svinekød og

259
00:31:59,124 --> 00:32:02,006
det, der er viet til
andre end Allah« [5:3]

260
00:32:02,006 --> 00:32:08,540
Disse ting har Allah gjort haram og dermed
undtaget fra den generelle tilladelse.

261
00:32:09,540 --> 00:32:17,838
Udgangspunktet er altså,
at de nyttige ting, Allah har skabt,
er tilladte for mennesket,

262
00:32:17,838 --> 00:32:21,094
medmindre der foreligger
et bevis på forbud.

263
00:32:21,094 --> 00:32:25,265
Mennesket må drage nytte
af Allahs skabte ting,

264
00:32:25,265 --> 00:32:32,540
fordi udgangspunktet for dem er mubah,
medmindre et bevis forbyder bestemte ting.

265
00:32:34,540 --> 00:32:45,877
Denne regel handler om tings
tilladelighed, og denne tilladelighed
er fastlagt ved et shari’ah-bevis.

266
00:32:45,877 --> 00:32:52,528
Tingene var ikke halal gennem
en shari’ah-lov, før shari’ah forelå.

267
00:32:52,528 --> 00:32:57,366
Hvordan skulle
en shari’ah-lov kunne findes,

268
00:32:57,366 --> 00:33:05,871
før shari’ah forelå—altså før åbenbaringen
blev sendt ned til Allahs Sendebud ﷺ?

269
00:33:05,871 --> 00:33:13,244
Tingene fik loven mubah gennem
shari’ah-beviser som dem, vi har nævnt.

270
00:33:13,244 --> 00:33:17,606
Reglen omfatter imidlertid
ikke handlinger.

271
00:33:17,606 --> 00:33:26,540
Man siger ikke, at udgangspunktet
for menneskets handlinger er tilladelse.

272
00:33:26,540 --> 00:33:27,677
﴿ فَوَرَبِّكَ لَنَسْـَٔلَنَّهُمْ

273
00:33:27,677 --> 00:33:29,573
أَجْمَعِينَ عَمَّا كَانُوا۟ يَعْمَلُونَ ﴾

274
00:33:29,573 --> 00:33:32,700
»Ved din Herre! Vi vil visselig spørge dem

275
00:33:32,700 --> 00:33:35,638
alle om, hvad de plejede
at gøre« [15:92–93]

276
00:33:35,638 --> 00:33:42,367
Allah vil altså spørge mennesket
om alle dets handlinger—om alt det,
de plejede at gøre.

277
00:33:42,367 --> 00:33:43,504
﴿ فَوَرَبِّكَ لَنَسْـَٔلَنَّهُمْ

278
00:33:43,504 --> 00:33:45,399
أَجْمَعِينَ عَمَّا كَانُوا۟ يَعْمَلُونَ ﴾

279
00:33:45,399 --> 00:33:48,527
»Ved din Herre! Vi vil visselig spørge dem

280
00:33:48,527 --> 00:33:51,465
alle om, hvad de plejede
at gøre« [15:92–93]

281
00:33:51,465 --> 00:33:55,540
Allah vil spørge mennesket
om alle dets handlinger.

282
00:33:55,540 --> 00:34:02,540
Udgangspunktet er, at mennesket står
til ansvar for enhver handling og bliver
spurgt om den efter Allahs lov.

283
00:34:02,540 --> 00:34:09,540
Derfor må enhver menneskelig handling—også
en mubah handling—have en shari’ah-lov.

284
00:34:09,540 --> 00:34:15,005
Man siger ikke, at udgangspunktet
for handlinger er tilladelse,

285
00:34:15,005 --> 00:34:20,540
men at udgangspunktet for handlinger
er at være bundet af shari’ah-loven.

286
00:34:20,540 --> 00:34:28,540
Derfor siger man eksempelvis ikke,
at udgangspunktet
for kontrakter er tilladelse.

287
00:34:28,540 --> 00:34:40,567
Nogen kunne ellers sige:
»Vi behøver ikke undersøge shari’ahs
lov for hver enkelt kontrakt.

288
00:34:40,567 --> 00:34:52,435
Det er nok at finde de kontrakter,
Allah har gjort haram, og deraf slutte,
at de øvrige er mubah.« Nej.

289
00:34:52,435 --> 00:35:02,540
Udgangspunktet for handlinger er
at være bundet af shari’ah-loven,
og det gælder også kontrakter.

290
00:35:02,540 --> 00:35:07,262
Ingen kontrakt har nogen
lov uden et shari’ah-bevis.

291
00:35:07,262 --> 00:35:18,508
Vi lever i en tid, hvor nye kontrakter er
opstået—nye tanker er blevet opfundet, nye
kontrakter, som ikke fandtes tidligere.

292
00:35:18,508 --> 00:35:23,998
Kan man sige, at udgangspunktet
for dem er tilladelse?

293
00:35:23,998 --> 00:35:30,540
Naturligvis ikke. Udgangspunktet er,
at de skal være bundet af shari’ah-loven.

294
00:35:30,540 --> 00:35:37,670
Da Allahs shari’ah er fuldkommen,
og shari’ah-beviserne omfatter
alle menneskets handlinger,

295
00:35:37,670 --> 00:35:46,281
har Allah sendt en åbenbaring ned til Sit
Sendebud ﷺ, som indeholder shari’ah-love
for alle menneskets handlinger.

296
00:35:46,281 --> 00:35:47,392
Allah har sagt:

297
00:35:47,392 --> 00:35:49,799
﴿ وَنَزَّلْنَا عَلَيْكَ ٱلْكِتَـٰبَ
تِبْيَـٰنًا لِّكُلِّ شَىْءٍ ﴾

298
00:35:49,799 --> 00:35:52,670
»Og Vi har sendt Bogen ned til dig som en

299
00:35:52,670 --> 00:35:55,540
tydelig forklaring på alle ting« [16:89]

300
00:35:55,540 --> 00:36:04,028
Verset peger klart på,
at ingen af menneskets handlinger
er uden en shari’ah-lov,

301
00:36:04,028 --> 00:36:09,540
og intet af de goder, som mennesket
udnytter, er uden en shari’ah-lov.

302
00:36:09,540 --> 00:36:10,356
Hvordan?

303
00:36:10,356 --> 00:36:13,882
Hvordan kan vi udlede
shari’ah-love fra tekster,

304
00:36:13,882 --> 00:36:22,245
hvis antal er begrænset,
til nye spørgsmål,
der opstår helt frem til dommedag?

305
00:36:22,245 --> 00:36:28,540
Det er et andet emne. Måske mødes vi
om det en anden gang, insha’Allah.

306
00:36:28,540 --> 00:36:34,067
Men der er ingen tvivl om—og alle
muslimske lærde er enige om—at

307
00:36:34,067 --> 00:36:38,944
ingen af menneskets handlinger
er uden en shari’ah-lov.

308
00:36:38,944 --> 00:36:42,130
Allahs Bog, Hans Profets Sunnah ﷺ og det,

309
00:36:42,130 --> 00:36:51,385
som de begge henviser til, rummer
et bevis på shari’ah-loven for enhver
menneskelig handling. Allah har sagt:

310
00:36:51,385 --> 00:36:53,075
﴿ ٱلْيَوْمَ أَكْمَلْتُ
لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ

311
00:36:53,075 --> 00:36:55,047
عَلَيْكُمْ نِعْمَتِى وَرَضِيتُ
لَكُمُ ٱلْإِسْلَـٰمَ دِينًا ﴾

312
00:36:55,047 --> 00:36:58,568
»I dag har Jeg fuldendt jeres
religion for jer, fuldbyrdet Min

313
00:36:58,568 --> 00:37:01,737
gunst over jer og godkendt
Islam som jeres religion« [5:3]

314
00:37:01,737 --> 00:37:05,540
Dette er definitionen på shari’ah-lovene;
typerne af shari’ah-love.

315
00:37:05,540 --> 00:37:13,209
Shari’ah-lovene kan også inddeles
efter en anden betragtning:

316
00:37:13,209 --> 00:37:20,728
absolutte (qat‘i) og formodningsbaserede
(zanni) shari’ah-love.

317
00:37:20,728 --> 00:37:27,946
Har Islam foreskrevet, at nogle
love er qat‘i og andre zanni?

318
00:37:27,946 --> 00:37:35,465
Jeg foretrækker at gemme dette
emne til en særskilt session,

319
00:37:35,465 --> 00:37:45,540
så vi kan holde fokus på dagens
emne og besvare de spørgsmål,
vi har modtaget om det.

320
00:37:45,540 --> 00:37:53,540
I en senere session vil vi,
insha’Allah, tale om shari’ah-lovens
grader med hensyn til qat‘i og zanni.

321
00:37:54,540 --> 00:37:58,717
Jeg beder Allah om at lede vores ord
og handlinger til det rette,

322
00:37:58,717 --> 00:38:06,174
lære os det, der gavner os, øge vores
viden og gøre vores viden og handlinger
oprigtige alene for Hans ædle skyld.

323
00:38:06,174 --> 00:38:08,540
Lovprisning tilkommer Allah,
alverdens Herre.

324
00:38:08,540 --> 00:38:12,113
Må Allah velsigne vores mester Muhammad,

325
00:38:12,113 --> 00:38:18,540
hans familie, hans Sahaba og enhver,
der følger hans retledning
på bedste vis indtil dommens dag.

326
00:38:18,540 --> 00:38:26,540
Det første spørgsmål kommer fra bror
Abu Nizar: Fred være med jer, og Allahs
nåde og velsignelser være over jer.

327
00:38:26,540 --> 00:38:31,540
Må Allah belønne jer for denne session.
Må Allah ære dig.

328
00:38:31,540 --> 00:38:39,540
Mit spørgsmål er: Hanafitter skelner
mellem fard og wajib i deres mazhab
– hvad er jeres mening om dette?

329
00:38:39,540 --> 00:38:47,540
Godt, må Allah belønne broder Abu
Nizar med alt godt. Det giver os
et nyttigt supplement til denne session.

330
00:38:47,540 --> 00:38:59,540
Vi har nævnt, at Shari’ahs love består af
fem kategorier – dette er den almindelige
opfattelse hos de muslimske lærde.

331
00:38:59,540 --> 00:39:04,540
Nogle muslimske
lærde—navnlig hanafitterne,

332
00:39:04,540 --> 00:39:14,540
imam Abu Hanifas madhhab, må Allah vise
ham barmhjertighed—inddelte derimod de
pålæggende shari’ah-love i syv kategorier.

333
00:39:14,540 --> 00:39:22,598
De tilføjede altså to kategorier.
Han indførte en kategori
mellem fard og mandub: wajib.

334
00:39:22,598 --> 00:39:35,540
Han skelnede dermed klart mellem fard
og wajib – hvorved wajib blev placeret
lavere end fard, men højere end mandub.

335
00:39:35,540 --> 00:39:41,540
Hvad siger så hanafitterne om
denne forskel mellem fard og wajib?

336
00:39:41,540 --> 00:39:51,540
Hanafitterne, må Allah vise dem
barmhjertighed, sagde, at fard er det,
som et absolut bevis angiver.

337
00:39:51,540 --> 00:39:59,540
En shari’ah-lov, der er udledt
af et absolut bevis, er således fard.

338
00:39:59,540 --> 00:40:04,540
En shari’ah-lov, der er udledt
af et formodningsbaseret bevis,
er derimod wajib.

339
00:40:04,540 --> 00:40:09,540
Denne skelnen bygger altså
på bevisets karakter.

340
00:40:09,540 --> 00:40:14,540
Men når det gælder selve handlingen,

341
00:40:14,540 --> 00:40:25,540
forklarer de det sådan:
Ved at rangordne shari’ah-lovene – særligt
inden for ’ibadat – som eksempel...

342
00:40:25,540 --> 00:40:28,784
En fard er en af tilbedelsens grundpiller.

343
00:40:28,784 --> 00:40:41,540
Uden den er tilbedelsen ugyldig.
En wajib derimod tillader gyldig
tilbedelse, selv om man undlader den.

344
00:40:41,540 --> 00:40:46,540
Med hensyn til belønning
og straf sagde de,

345
00:40:46,540 --> 00:40:53,540
at fard og wajib er ens: Den,
der udfører dem, belønnes,
og den, der undlader dem, synder.

346
00:40:53,540 --> 00:41:03,540
Ligesom den, der udfører en fard,
belønnes, og den, der undlader den,
synder, gælder det samme for wajib.

347
00:41:03,540 --> 00:41:13,540
Men i bønnen – som eksempel – er det,
der er fard, en søjle i selve bønnen.
Uden dette søjleelement er bønnen ugyldig.

348
00:41:13,540 --> 00:41:23,540
Hvad angår wajiber blandt bønnenes regler:
At efterlade dem medfører synd,
men bønnen forbliver gyldig uden dem.

349
00:41:23,540 --> 00:41:29,540
Hanafierne nævnte som eksempel, at
læsningen af al-Fatiha i bønnen er wajib.

350
00:41:29,540 --> 00:41:32,540
Den, der efterlader den,

351
00:41:32,540 --> 00:41:39,412
begår synd, men bønnen forbliver
gyldig uden den – forudsat at man
læser en anden del af Koranen.

352
00:41:39,412 --> 00:41:45,540
På samme måde gælder det mange andre
handlinger blandt bønnenes wajiber.

353
00:41:45,540 --> 00:41:54,625
Hos shafi‘itterne er bønnens søjler
talrige, fordi alt, der er wajib hos dem,
også er en søjle og en fard.

354
00:41:54,625 --> 00:42:01,540
Hos hanafitterne er søjlerne begrænset
til det, som absolutte beviser angiver.

355
00:42:01,540 --> 00:42:09,540
Det, som formodningsbaserede beviser eller
andre nærmere beskrevne grunde angiver,

356
00:42:09,540 --> 00:42:18,984
er hos hanafitterne wajib:
Bønnen er gyldig uden det,
selv om den, der undlader det, synder.

357
00:42:18,984 --> 00:42:24,540
Dette er kategorien, som hanafitterne
har tilføjet mellem fard og mandub.

358
00:42:24,540 --> 00:42:34,333
Den anden kategori, som hanafitterne
placerede mellem haram og makruh,

359
00:42:34,333 --> 00:42:38,540
kaldte de makruh tahriman—makruh
af forbudskarakter.

360
00:42:41,540 --> 00:42:50,390
De sagde: Det, som et absolut
bevis forbyder bindende, er haram.

361
00:42:50,390 --> 00:43:01,540
Det, som et formodningsbaseret bevis
forbyder bindende, er makruh tahriman.

362
00:43:04,540 --> 00:43:11,298
Hos hanafitterne er både haram
og makruh tahriman forbudt.

363
00:43:11,298 --> 00:43:20,540
Den, der udfører dem, syndiger,
mens den, der afholder sig fra dem,
kan blive belønnet.

364
00:43:22,540 --> 00:43:27,740
Forskellen ligger imidlertid
i beviset: Er beviset absolut,

365
00:43:27,740 --> 00:43:35,540
kalder de handlingen haram;
er beviset formodningsbaseret,
kalder de den makruh tahriman.

366
00:43:36,540 --> 00:43:43,540
Vi mener, ligesom flertallet,
at denne yderligere sondring hos
hanafitterne ikke er på sin plads.

367
00:43:43,540 --> 00:43:50,828
Shari’ah-lovenes praktiske resultat er,
hvad man belønnes for at gøre
eller undlade, hvad man straffes

368
00:43:50,828 --> 00:43:59,540
for at gøre eller undlade, og hvad hverken
den handlende eller den, der undlader,
belønnes eller straffes for—nemlig mubah.

369
00:44:00,540 --> 00:44:10,540
Konklusionen er fem kategorier: 1) Det,
der belønner udøveren og straffer den,
der lader være fra: fard/wajib.

370
00:44:10,540 --> 00:44:17,179
2) Det, der belønner udøveren men ikke
straffer den, der lader være fra: mandub.

371
00:44:17,179 --> 00:44:23,433
3) Det, der belønner begge – både
udøveren og den, der afholder sig: haram.

372
00:44:23,433 --> 00:44:30,245
4) Det, der belønner den, der afholder
sig, men ikke straffer udøveren: makruh.

373
00:44:30,245 --> 00:44:37,950
5) Det, hvor hverken udøver eller den,
der afholder sig,
belønnes eller straffes: mubah.

374
00:44:37,950 --> 00:44:43,980
Dette er hanafitternes yderligere
inddeling af shari’ah-lovene.

375
00:44:43,980 --> 00:44:55,540
Et spørgsmål fra bror Nadhir bin Salih:
Hvorfor er mujtahiderne uenige om
klassificeringen af shari’ah-lovene?

376
00:44:55,540 --> 00:45:02,420
Påvirker det shari’ah-lovens betydning,
altså forståelsen af Lovgiverens tale?

377
00:45:02,420 --> 00:45:08,126
Da min kære bror spurgte om
klassificeringen af shari’ah-lovene,

378
00:45:08,126 --> 00:45:13,280
har jeg allerede besvaret
det i et tidligere svar.

379
00:45:13,280 --> 00:45:17,680
Han spørger ikke om
forskelle i selve lovene,

380
00:45:17,680 --> 00:45:23,343
men om deres inddeling – som jeg har
behandlet i mit svar til broder Abu Nizar.

381
00:45:23,343 --> 00:45:33,380
Har det indflydelse på betydningen af
shari’ah-loven? Bemærk, at forskellen til
en vis grad er formel og terminologisk.

382
00:45:33,380 --> 00:45:38,320
Resultatet er fortsat,
at der findes shari’ah-love,
som muslimen skal efterleve,

383
00:45:38,320 --> 00:45:48,360
og som fordeler sig efter belønning
og straf, fravær af belønning eller straf
samt fravær af både belønning og straf.

384
00:45:48,360 --> 00:45:56,260
Spørgsmål fra broderen al-‘Ābid:
Er der andre jurister og usul-forskere,
som deler denne opfattelse –

385
00:45:56,260 --> 00:45:59,980
at en befaling kan indikere
enten en pligt eller et forbud?

386
00:45:59,980 --> 00:46:04,740
Eller er Sheikh Taqi ad-Din an-Nabhani
den eneste med denne mening?

387
00:46:06,740 --> 00:46:13,497
Der er enighed om,
at et påbud kan angive wajib,

388
00:46:13,497 --> 00:46:22,366
mandub, mubah, vejledning eller andet.

389
00:46:22,366 --> 00:46:26,540
Det er et spørgsmål
inden for usul al-fiqh.

390
00:46:29,180 --> 00:46:35,380
Mere præcist handler spørgsmålet
om imperativformen og dens
modstykke, forbudsformen.

391
00:46:35,380 --> 00:46:40,100
Hvad angiver imperativformen,
og hvad angiver forbudsformen?

392
00:46:40,100 --> 00:46:48,200
Vi skal skelne mellem påbuddet
og imperativformen samt mellem
forbuddet og forbudsformen.

393
00:46:48,200 --> 00:46:58,780
Et påbud er en opfordring.
Opfordringen kan angive wajib,
mandub eller undertiden mubah.

394
00:46:58,780 --> 00:47:04,549
Opfordringsformen er derimod en
sproglig betegnelse—grammatisk,

395
00:47:04,549 --> 00:47:10,008
retorisk eller lignende—altså
en betegnelse blandt sprogfolk.

396
00:47:10,008 --> 00:47:16,780
Formen »if‘al« er opfordringsformen,
også kaldet imperativformen,

397
00:47:16,780 --> 00:47:21,340
og behandlingen af den er noget
andet end behandlingen af påbuddet.

398
00:47:21,340 --> 00:47:27,702
Forbuddet kan indikere haram eller makruh.

399
00:47:27,702 --> 00:47:39,189
Selve forbuddsformens
struktur – som la taf'al,
iyyaka an taf'ala eller la taf'alu –

400
00:47:39,189 --> 00:47:50,500
er en lingvistisk analyse, da denne form
i sproget kan have flere betydninger.

401
00:47:50,500 --> 00:47:56,023
Det samme gælder formen
»if‘al« eller »fal-taf‘al«:
Formen kan angive en opfordring,

402
00:47:56,023 --> 00:48:02,886
men den kan også angive noget
andet end en opfordring.
Når Allah siger til den vantro i Jahannam:

403
00:48:02,886 --> 00:48:04,690
﴿ ذُقْ إِنَّكَ أَنتَ
ٱلْعَزِيزُ ٱلْكَرِيمُ ﴾

404
00:48:04,690 --> 00:48:08,027
»Smag! Du er sandelig den
mægtige, den ædle« [44:49]

405
00:48:08,027 --> 00:48:14,340
er dette sprogligt en opfordringsform,
som grammatikerne kalder en imperativform.

406
00:48:14,340 --> 00:48:24,860
Dette er en lingvistisk term,
ikke identisk med det oprindelige
sproglige begreb om ordrer og forbud.

407
00:48:24,860 --> 00:48:33,080
I sprogets grundform er en ordre
en anmodning, mens et forbud er
en anmodning om at lade være.

408
00:48:33,080 --> 00:48:41,260
Hvad der i grammatikken kaldes imperativ-
(af'al) og forbuddsformer (la taf'al),
er emner for lingvistisk analyse.

409
00:48:41,260 --> 00:48:44,848
Hvis formuleringen »gør«
(imperativ) indtræder –

410
00:48:44,848 --> 00:48:51,440
som kaldes imperativform i grammatikken –,
hvilke muligheder findes
der for dens betydning?

411
00:48:51,440 --> 00:48:53,153
Udgangspunktet er, at den angiver

412
00:48:53,153 --> 00:48:58,720
en opfordring, medmindre en kontekstuel
indikation ændrer dens betydning
til noget andet end en opfordring.

413
00:48:58,720 --> 00:49:04,060
Hvis formen angiver en opfordring,
kræves der en kontekstuel indikation
for at bestemme dens type:

414
00:49:04,060 --> 00:49:08,740
Er opfordringen bindende,
ikke-bindende eller udtryk for tilladelse?

415
00:49:08,740 --> 00:49:16,320
Her er usul-lærde uenige: Er
udgangspunktet for imperativformen wajib,

416
00:49:16,320 --> 00:49:25,600
mandub, mubah eller blot en opfordring,
hvis betydning bestemmes
af den kontekstuelle indikation?

417
00:49:25,600 --> 00:49:28,246
Usul-lærde har været uenige om dette.

418
00:49:28,246 --> 00:49:34,860
Spørgsmålet er ikke nyt,
og sheikh al-Nabhani fremsatte
ikke en nyopstået holdning til det.

419
00:49:34,860 --> 00:49:41,944
Som eksempel husker jeg blandt de kendte
usul-lærdes udsagn al-Amidis ord,

420
00:49:41,944 --> 00:49:49,640
må Allah vise ham barmhjertighed, i bogen
»Al-Ihkam fi Usul al-Ahkam«, et af de mest
kendte værker om usul al-fiqh.

421
00:49:49,640 --> 00:49:56,320
Han siger, at udgangspunktet
for påbuddet—eller
imperativformen—blot er en opfordring.

422
00:49:56,320 --> 00:50:02,760
Den kontekstuelle indikation bestemmer,

423
00:50:02,760 --> 00:50:10,240
om opfordringen angiver wajib,
mandub, mubah, underlæggelse,
vejledning eller noget andet.

424
00:50:10,240 --> 00:50:13,895
Dette er et grundlæggende
og selvstændigt emne.

425
00:50:13,895 --> 00:50:22,300
Det er i virkeligheden en afstikker
fra vores emne og er ikke vores emne her.
Det behandles inden for usul al-fiqh.

426
00:50:22,300 --> 00:50:28,620
Vores kære bror Abdullah spørger:
Du siger, at udgangspunktet
for ting er tilladelse.

427
00:50:28,620 --> 00:50:32,780
Men disse ting er knyttet til handlinger.

428
00:50:32,780 --> 00:50:42,747
Fører det ikke til, at udgangspunktet
for handlinger knyttet til ting er
tilladelse, indtil der kommer et bevis?

429
00:50:42,747 --> 00:50:52,000
Er det at spise løg og hvidløg ikke
et eksempel? Jo. Må Allah velsigne
dig og belønne dig med det bedste.

430
00:50:52,000 --> 00:51:04,740
Der findes noget, som Lovgiverens tale
om tilladelse indikerer – for at denne
tilladelse kan have praktisk gyldighed.

431
00:51:04,740 --> 00:51:13,340
Tilladelsen af ting indebærer
altså tilladelsen til at drage
nytte af disse ting.

432
00:51:13,340 --> 00:51:28,000
Når fødevarer betegnes som mubah,
indebærer det, at det også er
mubah at spise disse fødevarer.

433
00:51:28,000 --> 00:51:35,485
Hvis shari’ah-beviset angiver,
at udgangspunktet for drikkevarer—som
er ting—er tilladelse,

434
00:51:35,485 --> 00:51:41,000
betyder det, at udgangspunktet
for at drikke dem også er tilladelse.

435
00:51:41,000 --> 00:51:46,000
Hvis beviset angiver,
at udgangspunktet for ting—herunder
beklædning—er tilladelse,

436
00:51:46,000 --> 00:51:51,846
betyder det, at det er tilladt at bære
disse ting: uld, bomuld og så videre.

437
00:51:51,846 --> 00:51:55,000
Udgangspunktet for alt,
Allah har skabt, er tilladelse.

438
00:51:55,000 --> 00:51:56,326
Når vi siger,

439
00:51:56,326 --> 00:52:08,000
at udgangspunktet for ting er tilladelse,
følger det, at det som udgangspunkt
er mubah at drage nytte af dem.

440
00:52:08,000 --> 00:52:14,000
Men dette betyder ikke, at udgangspunktet
for alle handlinger er tilladelse;

441
00:52:14,000 --> 00:52:19,000
for der findes handlinger,
som ikke har direkte forbindelse til ting.

442
00:52:19,000 --> 00:52:22,238
Derfor gav jeg et eksempel på handlinger,

443
00:52:22,238 --> 00:52:28,619
da jeg sagde, at udgangspunktet
for handlinger er at være
bundet af shari’ah-loven.

444
00:52:28,619 --> 00:52:31,000
Hvilket eksempel gav jeg?

445
00:52:31,000 --> 00:52:39,000
Kontrakter. Man kan ikke sige,
at udgangspunktet for kontrakter er
tilladelse, for kontrakter er ikke ting.

446
00:52:39,000 --> 00:52:41,851
Selvom kontrakter kan omhandle ting,

447
00:52:41,851 --> 00:52:48,931
handlinger eller brugsrettigheder,
er de selv ikke direkte
knyttede til udnyttelse af ting.

448
00:52:48,931 --> 00:52:55,000
Kontrakter er handlinger, der foretages
i mellemmenneskelige transaktioner.

449
00:52:55,000 --> 00:52:59,738
Det må ikke siges: »Baseret på,
at udgangspunktet for ting er tilladelse,

450
00:52:59,738 --> 00:53:07,415
er udgangspunktet for handlinger også
tilladelse«, blot fordi handlinger er
en form for udnyttelse af disse ting.

451
00:53:07,415 --> 00:53:07,660
Nej.

452
00:53:07,660 --> 00:53:14,140
Handlinger, der består i direkte brug af
sådanne ting, er eksempelvis at spise mad,

453
00:53:14,140 --> 00:53:20,121
drikke drikkevarer og bære beklædning,
hvis udgangspunkt er tilladelse;

454
00:53:20,121 --> 00:53:27,020
at bruge jern og træ; at fremstille
og køre i en bil; at flyve i et fly;
og at fremstille apparater.

455
00:53:27,020 --> 00:53:36,320
Udgangspunktet for disse handlinger er
tilladelse, fordi de er direkte brug
af ting, hvis udgangspunkt er tilladelse.

456
00:53:36,320 --> 00:53:40,241
Dette princip gælder dog
ikke for alle handlinger.

457
00:53:40,241 --> 00:53:47,970
Man kan ikke påstå, at slag har
udgangspunkt i tilladelse, fordi det ikke
er en form for udnyttelse af ting.

458
00:53:47,970 --> 00:53:54,151
Det samme gælder tyveri eller renter –
de har ikke udgangspunkt i tilladelse.

459
00:53:54,151 --> 00:53:59,207
Udgangspunktet for handlinger er derimod
at være bundet af shari’ah-loven,

460
00:53:59,207 --> 00:54:04,980
og der skal altid foreligge et bevis for,
at en handling er tilladt.

461
00:54:04,980 --> 00:54:06,857
For at handlingen kan kaldes mubah.

462
00:54:06,857 --> 00:54:10,727
Et spørgsmål fra min kære bror Wael
al-Sultan: Allahs Sendebud ﷺ sagde:
«الْحَلَالُ مَا أَحَلَّ

463
00:54:10,727 --> 00:54:14,239
اللَّهُ فِي كِتَابِهِ، وَالْحَرَامُ مَا
حَرَّمَ اللَّهُ فِي كِتَابِهِ، وَمَا
سَكَتَ عَنْهُ فَهُوَ مِمَّا عَفَا عَنْهُ»

464
00:54:14,239 --> 00:54:17,217
[Jami‘ al-Tirmidhi 1726] — »Halal
er det, Allah har gjort halal

465
00:54:17,217 --> 00:54:20,260
i Sin Bog; haram er det,
Allah har gjort haram i Sin Bog; og det,

466
00:54:20,260 --> 00:54:24,793
Han har tiet om, hører til det, Han har
båret over med.« I en anden overlevering
hedder det: «وَسَكَتَ عَنْ أَشْيَاءَ مِنْ

467
00:54:24,793 --> 00:54:26,735
غَيْرِ نِسْيَانٍ» [Sunan
al-Daraqutni 4396] — »Og Han tav om

468
00:54:26,735 --> 00:54:31,980
ting uden at have glemt.« Hvad
menes der her med tavshed: Kun ting,
som Han tav om, eller også handlinger?

469
00:54:33,640 --> 00:54:38,260
Jeg takker min bror Wael
for dette spørgsmål.

470
00:54:38,260 --> 00:54:44,293
Mange påberåber sig denne hadith
fra Allahs Sendebud ﷺ og siger,

471
00:54:44,293 --> 00:54:51,602
at det, shari’ah har tiet om—altså det,
som intet shari’ah-bevis omtaler—er mubah.

472
00:54:51,602 --> 00:54:53,840
Det er forkert.

473
00:54:53,840 --> 00:54:58,490
Ingen handling er uden en shari’ah-lov,
ingen shari’ah-lov er uden et bevis,

474
00:54:58,490 --> 00:55:04,617
og noget er ikke en shari’ah-lov,
medmindre der foreligger et bevis for det.

475
00:55:04,617 --> 00:55:07,604
Men de sagde: Ser du ikke,
at Profeten ﷺ sagde: «الْحَلَالُ
مَا أَحَلَّ اللَّهُ فِي كِتَابِهِ،

476
00:55:07,604 --> 00:55:10,285
وَالْحَرَامُ مَا حَرَّمَ اللَّهُ
فِي كِتَابِهِ، وَمَا سَكَتَ
عَنْهُ فَهُوَ مِمَّا عَفَا عَنْهُ»

477
00:55:10,285 --> 00:55:13,103
[Jami‘ al-Tirmidhi 1726] — »Halal
er det, Allah har gjort halal

478
00:55:13,103 --> 00:55:18,493
i Sin Bog; haram er det, Allah har gjort
haram i Sin Bog; og det, Han har tiet om,
hører til det, Han har båret over med«?

479
00:55:18,493 --> 00:55:24,300
Hvad menes der så med,
at »Han tav om ting«? Det betyder ikke,
at Han ikke gav dem nogen shari’ah-lov.

480
00:55:25,580 --> 00:55:29,136
Hadithen selv viser det, når den siger,

481
00:55:29,136 --> 00:55:35,120
at halal er det,
Allah har gjort halal i Sin Bog—altså det,
hvis tilladelighed en tekst angiver.

482
00:55:35,120 --> 00:55:44,180
Meningen er, at noget halal er blevet
erklæret halal gennem en tekst,
der direkte angiver tilladelsen.

483
00:55:44,180 --> 00:55:53,000
En anden måde, hvorpå handlinger
og ting tillades—en anden måde, hvorpå
handlinger og ting tillades—er følgende:

484
00:55:53,000 --> 00:56:02,000
Da shari’ah kom til menneskene, udførte
de allerede handlinger og benyttede ting.

485
00:56:02,000 --> 00:56:06,405
Når shari’ah godkendte
dette og ikke forbød det,

486
00:56:06,405 --> 00:56:14,500
blev denne godkendelse og tavshed om
handlingerne et bevis på, at de var mubah.

487
00:56:14,500 --> 00:56:25,800
Vi ved, at Sunnah er alt, hvad der er
overleveret fra Profeten ﷺ i form af tale,
handling eller godkendelse.

488
00:56:25,800 --> 00:56:31,278
Når mennesker gør noget
i Profetens ﷺ nærvær,

489
00:56:31,278 --> 00:56:41,300
for hans øjne og med hans kendskab,
og han tier om det,
er det en godkendelse fra ham.

490
00:56:41,300 --> 00:56:44,600
Det er et eksempel på noget,

491
00:56:44,600 --> 00:56:57,656
shari’ah har tiet om: Han så
det eksistere, mens mennesker gjorde
det og benyttede det, uden at forbyde det.

492
00:56:57,656 --> 00:57:03,600
Det er derfor et shari’ah-bevis på,
at det er mubah.

493
00:57:03,600 --> 00:57:11,700
Det, som mennesker gjorde,
før shari’ah kom,
kan således ikke i sig selv kaldes mubah.

494
00:57:11,700 --> 00:57:17,799
Men når shari’ah lod dem fortsætte
med en handling—Allah forbød den ikke,

495
00:57:17,799 --> 00:57:28,100
og Allahs Sendebud ﷺ hindrede dem ikke
i den—var godkendelsen af den en tavshed
om handlingen, altså en tilladelse af den.

496
00:57:28,100 --> 00:57:37,208
Det er betydningen af det,
shari’ah har tiet om. Allahs Bog
erklærede det ikke udtrykkeligt tilladt.

497
00:57:37,208 --> 00:57:48,469
Noget blev derimod tilladt gennem
Profetens ﷺ godkendelse: Han så
en handling og forbød den ikke, hvilket

498
00:57:48,469 --> 00:58:00,300
beviste, at den var mubah; eller han hørte
et udsagn og godkendte det, hvilket viste,
at udsagnet var korrekt, og så videre.

499
00:58:00,300 --> 00:58:08,823
Som afslutning på svaret
på min bror Waels spørgsmål:
Dette omfatter både handlinger og ting.

500
00:58:08,823 --> 00:58:18,120
Det, Profeten ﷺ godkendte, da han så
mennesker gøre det og benytte det,
hører under det, shari’ah har tiet om.

501
00:58:18,120 --> 00:58:26,975
Det betyder, at shari’ah har tiet
om at forbyde det—ikke at den har
undladt at give det en shari’ah-lov.

502
00:58:26,975 --> 00:58:30,960
Tavsheden om forbuddet
gav det loven mubah.

503
00:58:30,960 --> 00:58:33,179
Bror Abu al-Rashid siger:

504
00:58:33,179 --> 00:58:41,280
Sagde Sendebuddet ﷺ ikke:
»Iman er det, der fæstner sig
i hjertet og bekræftes af handlingen«?

505
00:58:41,280 --> 00:58:45,940
Hvorfor skelner I så mellem
’aqida og shari’ah-loven?

506
00:58:47,320 --> 00:58:54,878
For det første, min bror Abu al-Rashid:
Dette er ikke en hadith
fra Allahs Sendebud ﷺ.

507
00:58:54,878 --> 00:58:59,194
Udsagnet er mawquf hos en af tabi‘un,
nemlig al-Hasan al-Basri.

508
00:58:59,194 --> 00:59:11,140
Efter det mest sandsynligt fastslåede
tilskrives disse ord al-Hasan al-Basri,
må Allah vise ham barmhjertighed.

509
00:59:11,140 --> 00:59:12,961
Han hørte til de ærværdige tabi‘un:
«الْإِيمَانُ مَا وَقَرَ فِي

510
00:59:12,961 --> 00:59:14,457
الْقَلْبِ وَصَدَّقَهُ الْعَمَلُ»
[al-Iman by Ibn Abi Shaybah 93]

511
00:59:14,457 --> 00:59:15,520
— »Iman er det,

512
00:59:15,520 --> 00:59:23,080
der har fæstnet sig i hjertet og bekræftes
af handlingen.« For det andet: Hvorfor
skelner I mellem ’aqida og shari’ah-loven?

513
00:59:23,080 --> 00:59:28,266
Det er ikke os, der har skabt sondringen
mellem ’aqida og shari’ah-loven.

514
00:59:28,266 --> 00:59:37,000
Det er ikke en sondring mellem, hvad der
er påkrævet og ikke påkrævet, og det hører
ikke til det, som tilskrives Murji’ah.

515
00:59:37,000 --> 00:59:43,080
De siger: »Ulydighed gavner
ikke … ulydighed skader ikke
sammen med iman.« Nej, nej.

516
00:59:43,080 --> 00:59:49,180
Meningen er, at noget er
henvendt til muslimen som
en sag om absolut anerkendelse.

517
00:59:49,180 --> 00:59:58,780
Dets sted er hjertet, ikke lemmerne.
Andet er henvendt til ham vedrørende
hans handlinger og gerninger.

518
00:59:58,780 --> 01:00:07,068
Det første klassificeres under ’aqida, og
det andet under shari’ah-lovene. Muslimen
er pålagt både det ene og det andet.

519
01:00:07,068 --> 01:00:12,680
Sondringen går ikke mellem noget, der er
påkrævet, og noget, der ikke er påkrævet.

520
01:00:12,680 --> 01:00:18,040
Den troende—muslimen—er pålagt iman,
handling og at afholde
sig fra det forbudte.

521
01:00:18,040 --> 01:00:21,060
Han påbydes iman og forbydes kufr;

522
01:00:21,060 --> 01:00:28,120
han påbydes at udføre
sine fard/wajib-handlinger
og at afholde sig fra det haram.

523
01:00:28,120 --> 01:00:42,000
Men der er en anden sondring; nemlig:
Den, der forlader iman, er kafir
og forbliver evigt i Jahannams ild.

524
01:00:42,000 --> 01:00:45,426
Den, der ikke har iman på Allah,
Hans engle, Hans bøger,

525
01:00:45,426 --> 01:00:53,260
Hans sendebud, den sidste dag
og qadar—dens gode og onde
fra Allah—er kafir og ikke muslim.

526
01:00:53,260 --> 01:00:59,460
Allah accepterer ingen handling fra
mennesket, medmindre den bygger på iman.

527
01:00:59,460 --> 01:01:07,960
Hverken bøn, faste, hajj, sadaqa eller
nogen anden god handling accepteres hos
Allah fra et menneske, der ikke har iman.

528
01:01:07,960 --> 01:01:14,646
Hvad bygger handlingen altså på?
Den gode handling bygger på iman.
Allah har sagt om de vantro:

529
01:01:14,646 --> 01:01:16,058
﴿ وَقَدِمْنَآ إِلَىٰ مَا عَمِلُوا۟ مِنْ

530
01:01:16,058 --> 01:01:17,548
عَمَلٍ فَجَعَلْنَـٰهُ هَبَآءً مَّنثُورًا ﴾

531
01:01:17,548 --> 01:01:20,137
»Og Vi vil vende Os mod
de gerninger, de har

532
01:01:20,137 --> 01:01:22,569
gjort, og gøre dem til
spredt støv« [25:23]

533
01:01:22,569 --> 01:01:26,099
Menneskets handling accepteres
således kun med iman.

534
01:01:26,099 --> 01:01:28,844
Iman er grundlaget og indgangen til Islam.

535
01:01:28,844 --> 01:01:35,906
Når mennesket har iman, er det pålagt
at handle i overensstemmelse med det,
Allah har foreskrevet. Bemærk Allahs ord:

536
01:01:35,906 --> 01:01:37,618
﴿ وَٱلْعَصْرِ ۝ إِنَّ
ٱلْإِنسَـٰنَ لَفِى خُسْرٍ ۝ إِلَّا

537
01:01:37,618 --> 01:01:39,330
ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟
وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ ﴾

538
01:01:39,330 --> 01:01:42,437
»Ved tiden! Mennesket er
sandelig fortabt, undtagen

539
01:01:42,437 --> 01:01:45,322
dem, der har troet og gjort
gode gerninger« [103:1–3]

540
01:01:45,322 --> 01:01:52,200
Gennem iman træder mennesket ind
ad Islams dør og bliver muslim;
uden for den er mennesket kafir.

541
01:01:52,200 --> 01:02:01,655
På grundlag af denne iman
pålægges og belønnes mennesket
for alle de gode handlinger,

542
01:02:01,655 --> 01:02:09,080
det udfører, ligesom det pådrager sig
synd, hvis det overtræder shari’ah.

543
01:02:09,080 --> 01:02:14,018
Den gode handling bygger således på iman,
og al-Hasan al-Basris udsagn er sandt:
«الْإِيمَانُ مَا وَقَرَ فِي الْقَلْبِ

544
01:02:14,018 --> 01:02:15,923
وَصَدَّقَهُ الْعَمَلُ» [al-Iman
by Ibn Abi Shaybah 93] — »Iman

545
01:02:15,923 --> 01:02:22,060
er det, der har fæstnet sig i hjertet
og bekræftes af handlingen.« Det vil sige,
at handlingen bekræfter iman.

546
01:02:22,060 --> 01:02:24,448
Men bemærk, at man ikke siger,

547
01:02:24,448 --> 01:02:32,920
at et menneske mister sin iman
eller forlader imans kreds, hver gang
det handler i strid med shari’ah.

548
01:02:32,920 --> 01:02:38,880
At undlade handlingen er ulydighed;
at undlade handlingen er en synd.

549
01:02:38,880 --> 01:02:44,620
At begå det forbudte er ulydighed,
mens det at forlade iman er kufr.

550
01:02:44,620 --> 01:02:53,470
Den, der modsiger vidnesbyrdet om, at der
ikke er nogen gud undtagen Allah, og at
Muhammad er Allahs Sendebud ﷺ, begår kufr.

551
01:02:53,470 --> 01:02:57,029
Den, der tvivler på Allahs
eksistens, begår kufr.

552
01:02:57,029 --> 01:03:02,760
Den, der siger: »Jeg har en overvejende
formodning om, at Koranen er Allahs tale,

553
01:03:02,760 --> 01:03:06,700
men ikke sikkerhed«,
er hverken troende eller muslim.

554
01:03:06,700 --> 01:03:14,205
Men den, der lader være fra en fard/wajib
af dovenskab – uden at benægte dens
gyldighed – er blandt de syndige.

555
01:03:14,205 --> 01:03:16,760
Vedkommendes synd kan
være stor og alvorlig,

556
01:03:16,760 --> 01:03:23,020
men det gør ikke vedkommende til en kafir,
der evigt skal brænde i Helvedes ild.

557
01:03:23,020 --> 01:03:29,900
Undtagelsen er,
hvis handlingen angiver kufr,
for der findes handlinger, som viser kufr.

558
01:03:29,900 --> 01:03:35,760
Man kan dog ikke erklære kufr alene
på grundlag af enhver handling som sådan.

559
01:03:35,760 --> 01:03:40,740
Hvis nogen eksempelvis
med vilje vanærer mushaf’en,

560
01:03:40,740 --> 01:03:51,140
er vedkommende kafir, fordi handlingen
krænker Allahs Bog og Allahs
tale og dermed modsiger ’aqidaen.

561
01:03:51,140 --> 01:03:59,240
Vedkommende begik ikke kufr,
blot fordi han var ulydig,
men fordi han modsagde sin iman.

562
01:03:59,240 --> 01:04:09,010
Det samme gælder den, der forhåner Allah
eller Hans Profet ﷺ. Vedkommende har
udtalt ord, og talen er en handling.

563
01:04:09,010 --> 01:04:16,500
Men disse ord modsiger, ophæver og fjerner
iman, og derfor bliver vedkommende kafir.

564
01:04:16,500 --> 01:04:22,040
Man siger derimod ikke om enhver,
der begår en ulydighed
eller undlader en wajib-handling,

565
01:04:22,040 --> 01:04:24,800
at vedkommende har mistet sin iman.

566
01:04:24,800 --> 01:04:28,700
Iman er den absolutte
anerkendelse baseret på bevis.

567
01:04:28,700 --> 01:04:38,410
Så længe mennesket fastholder denne
absolutte anerkendelse og ikke
bryder den gennem en overbevisning,

568
01:04:38,410 --> 01:04:44,700
tvivl om iman eller en handling,
der modsiger iman, er vedkommende troende.

569
01:04:44,700 --> 01:04:49,798
Selv hvis han begår en ulydighed, kan han
som nævnt fortjene synd og straf for den,

570
01:04:49,798 --> 01:04:54,200
men han er ikke blandt de kafirer,
der forbliver evigt i Jahannams ild.

571
01:04:54,200 --> 01:05:02,700
Derfor må vi tydeligt skelne mellem
iman og handling: Iman er grundlaget,
og handlingen er frugten.

572
01:05:02,700 --> 01:05:09,200
Allah accepterer ingen handling uden
grundlaget—og hvad er det? Det er iman.

573
01:05:09,200 --> 01:05:15,700
Mine ærede brødre, jeg beder Allah om,
at denne halaqa har gavnet både os og jer.

574
01:05:15,700 --> 01:05:19,700
Vi ses i en kommende halaqa,
hvor vi fortsætter emnet Hukm Shar’i.

575
01:05:19,700 --> 01:05:25,700
Jeg betror jer til Allah. Wa-s-salamu
alaykum wa rahmatullahi wa barakatuhu.
