Alle Halaqaat
DA

Halaqa 1

Menneskets behov for ’aqida

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 1: Vejen til Iman og menneskets behov for ’aqida

Forelæser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Forklaring af bogen Islams system
Dato: 29. maj 2017 — 3. ramadan 1438 e.H.

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning

Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser.

Mine ærede brødre, jeg ønsker jer en accepteret faste, og jeg beder Allah, ophøjet og lovprist være Han, om at acceptere jeres faste og jeres nattebønner. Vi beder Allah, den Mægtige, om at velsigne os i denne ærværdige måned og gøre den til en velsignet måned for os, over os og i hele vores liv.

I dette første afsnit af programmet Halaqa Online med emnet Vejen til Iman rejser jeg følgende spørgsmål: Mange af os er dygtige til at præsentere den islamiske verdensanskuelse (’aqida), imans søjler og forklare dem. Nogle af os – faktisk mange af os – er dygtige til at fremføre de absolutte beviser og argumenter for denne ’aqida. Men hvem er det, der indser vigtigheden af at overbevise mennesket om, at han har brug for iman?

I denne tid, som er domineret af en kultur, der har overbevist mange mennesker – især dem, der lever under den vestlige kultur – om, at du, menneske, kan leve dit liv, opnå lykke og højnelse uafhængigt af beslutningen i spørgsmålet om, hvad der ligger bag universet, mennesket og livet; eller med andre ord, uafhængigt af fastlæggelsen af det, der kom før dette jordiske liv, og det, der kommer efter det, samt dets forhold til det, der kom før, og det, der kommer efter. Den har overbevist dem om, at du, menneske, kan leve et tilfredsstillende liv uden at have en altomfattende idé om universet, mennesket og livet. Under disse omstændigheder og under vægten af denne kultur, hvordan kan man så overbevise et menneske, der er påvirket af eller har levet under denne kultur? Hvordan kan man overbevise ham: Du, menneske, vil ikke opnå den lykke, du søger, medmindre du har iman, og medmindre du fastlægger din livsanskuelse i dette jordiske liv og kendskab til det, der kom før det, og det, der kommer efter det, samt din relation i dette jordiske liv til det, der kom før, og det, der kommer efter? For derefter at kunne gå ind i præsentationen af den ’aqida, som du ønsker at præsentere, og fremføre beviser og argumenter for den.

Dette er vores emne i aften.

Fra bogenIslams systemSjette udgave · 2001s. 5

Åbningstekst fra bogen Islams system

I Allahs navn, Ar-Rahman, Ar-Rahim. Vejen til Iman.

Mennesket rejser sig ved den tanke det har om livet, universet og mennesket, samt disses forhold til det, der er før og efter det jordiske liv. Derfor må det nuværende menneskes tanke nødvendigvis ændres gennem en fundamental og omfattende ændring, og der må frembringes en ny tanke for at det rejser sig. Fordi det er tanken, som frembringer opfattelserne om tingene, og som grundfæster disse opfattelser. Mennesket indretter sin opførsel i livet efter sine opfattelser om det. Menneskets opfattelser om en person det kan lide, afstemmer menneskets adfærd over for vedkommende, som står i kontrast til dets adfærd over for en person, som det ikke kan lide og har hadske opfattelser om. Endnu en forskel ses i menneskets adfærd over for en person, som det hverken kender eller har nogen opfattelser om. Således er den menneskelige opførsel forbundet med menneskets opfattelser. Derfor skal vi som det første skridt ændre menneskets opfattelser, når vi ønsker at ændre dets lavtliggende opførsel og ophøje den. Allah ﷻ siger:

﴿ إِنَّ ٱللَّهَ لَا يُغَيِّرُ مَا بِقَوْمٍ حَتَّىٰ يُغَيِّرُوا۟ مَا بِأَنفُسِهِمْ ﴾
»Allah ændrer visselig ikke et folks tilstand, førend de selv ændrer det, som er i deres indre.« [13:11]

Se bogkilden

Hvorfor har mennesket brug for iman?

Fred være med jer og Allahs barmhjertighed igen, mine ærede brødre.

Da den vestlige kultur fik overtaget – den kultur, der adskilte religion fra livet – overbeviste den hele folk og samfund, måske milliarder af mennesker, om, at de kunne leve og nå deres mål uden først at tage stilling til deres oprindelse og endelige mål: Hvor kommer du fra? Hvor er du på vej hen? Og hvordan hænger dit liv sammen med den oprindelse, du kom fra, og det mål, du vender tilbage til efter døden? Derfor ser vi folk, der har valgt en levemåde som den, vi finder i den vestlige kultur, der har påvirket mange samfund.

Man går hen til dem og siger: »Lad mig overbevise dig om, at den ’aqida, jeg bærer, er den islamiske ’aqida, og at den er sand.« De svarer: »Hvad har det med mig at gøre? Hvorfor skal jeg besvære mig med det spørgsmål?«

Generationer efter generationer har tidligere udforsket dette i europæisk historie og vestlig historie. De led i en svunden tid under en konflikt mellem kirken, som fastlagde en livsanskuelse vedrørende det jordiske liv samt det, der ligger før og bagved det, og filosofferne, der bragte nye idéer frem, som udfordrede den kristne ’aqida. Denne kamp hos dem mellem kirken på den ene side og de ateistiske filosoffer på den anden side resulterede i at nå frem til en kompromisløsning. Altså: Lad os adskille denne sag fra vores liv, så vi kan udleve vores liv uden at tage stilling til spørgsmålet om den altomfattende idé om universet, mennesket og livet. Det vil sige, uden at vi nødvendigvis har en endelig udtalelse om, hvorvidt der findes en Skaber eller ikke findes en Skaber; og hvis der findes en Skaber, har Han så en relation til dette liv, som vi lever i denne verden, det jordiske liv, eller har Han ingen relation? Er det Ham, der bestemmer, hvordan vi lever, eller ikke?

De kastede dette emne til side, de kastede det bag deres rygge, og sagde: Lad den, der ønsker det, undersøge hvad han ønsker, og som han ønsker, i dette emne – isoleret fra det offentlige liv, som mennesket udøver. Og lad os leve et liv, der er fuldstændigt adskilt fra religionen, så folk – som de siger – kan samles på trods af deres forskellige ’aqidaer, religioner og trosforestillinger og leve ét fælles liv adskilt fra religionen. Og derfor forestillede de sig, at et menneske kan leve det liv, det ønsker, og opnå lykke – en lykke, der helt sikkert er en illusion – uden at besvære sig med at undersøge, hvad den rette religion er og hvad den korrekte ’aqida er.

Hvad ligger bag universet, mennesket og livet? Hvor kommer mennesket fra? Og hvor er det på vej hen? Hvorfor eksisterer det her? Og hvordan bør eller skal dette liv leves? Dermed at bygge på dette for at fastlægge sin måde at leve på, altså den levemåde, man vælger blandt de mange levemåder, som har mangfoldiggjort sig gennem historien og i dette liv.

Herfra blev det i denne tid nødvendigt, at vi besidder de idéer, meninger og beviser, hvorigennem vi kan nå ud til ethvert menneske. For at fastslå over for ham: Du, menneske, vil ikke opnå den sande oprejsning, der fører dig til din lykke og til dit hjertes tryghed; følgelig vil du hverken leve godt eller finde den rette måde at leve på. Medmindre du fastlægger betydningen af din eksistens i livet. Betydningen af din eksistens i livet vil hverken blive fastlagt eller blive stærkt forankret, medmindre den er knyttet til en erkendelse af det før dette jordiske liv – hvor kom du fra? – og det efter dette jordiske liv – hvor er du på vej hen? – og dermed forbindelsen af disse tre med hinanden: det før dette jordiske liv, det jordiske liv, og det efter dette jordiske liv. Hvad er så indgangen, som vi kan træde ind gennem for at tage ethvert menneske i hånden i denne sag, indtil han forstår og bliver overbevist om, at han har brug for iman, og at han hverken vil leve godt, få tryghed i hjertet eller opnå ro i sjælen uden iman og ’aqida?

Lykke og adfærd

Vi siger, med Allahs hjælp: Hvad er det grundlæggende fællespunkt, der forener alle mennesker? Hvad er det, som alle mennesker deler, og som gør det muligt at tale til ethvert menneske på en meget enkel måde?

Ethvert menneske søger lykke. Mennesket ønsker at løfte sig og opnå oprejsning. Det søger en oprejsning og højnelse, der giver hjertet tryghed og sjælen hvile – altså lykke. Ingen siger: »Jeg ønsker ikke lykke.« Nogle siger det måske uden at mene det, fordi de er stædige eller ikke har forstået, hvad lykke betyder. Men mennesket søger af natur tryghed i hjertet og hvile i sjælen, og det er det, folk kalder lykke. Ønsker du ikke at løfte dig? Ønsker du ikke at rejse dig i stedet for at forblive lavtstående og fornedret? Ønsker du ikke, at denne oprejsning skal give dig lykke, tryghed i hjertet og hvile i sjælen? Lad os da sammen søge vejen til lykke.

Bestemt. Det endelige svar er genstand for uenighed blandt folk, men vi ønsker at gå med mennesket skridt for skridt: Vi bliver enige om en idé, før vi bevæger os videre til en anden, og på denne måde står vi over for en række tanker, som vil føre os alle frem til det samme resultat, hvis vi overvejer dem sammen med et klart sind og ren oprigtighed.

Ønsker vi ikke at være lykkelige? Ja. Hvad er folk blevet enige om i forhold til lykke? Folk er enige om, at den måde et menneske lever på – altså karakteren af dets adfærd: Hvad er dets adfærd? Det vil sige, hvad er karakteren af dets handlinger og optræden i livet? Hvordan lever det? Livsførelsen. Folk er enige om, at den måde et menneske lever på – det vil sige dets samlede adfærd i dette liv – er ansvarlig for at placere mennesket på vejen til lykke eller på vejen til elendighed. Alle mennesker siger: »Den og den levede sit liv ulykkeligt, fordi han handlede på denne måde; den og den var mere tryg og havde større indre ro, fordi han handlede på den anden måde.« Der er enighed om, at det livsmønster, som mennesket vælger – det vil sige dets adfærd i dette liv – er det, der ligger bag graden af dets lykke eller elendighed.

En bestemt form for adfærd fører mennesket mod sjælens tryghed, mod sjælens komfort og hjertets ro, mens en anden form for adfærd fører det til elendighed, til angst og uro. Derfor er folk – tænkere, filosoffer og religiøse udøvere – blevet enige om, at det er nødvendigt for ethvert menneske at beskæftige sig med spørgsmålet om adfærd. Hvad udgør sund adfærd? Hvad er den korrekte adfærd? Det vil sige, hvilken levemåde er det, der vil føre til lykke? Vi er så blevet enige om det første punkt: At kilden til lykke er adfærden. Med andre ord er det menneskets måde at leve på. Den, der ønsker at opnå lykke, må nå frem til den sunde, korrekte adfærd, som fører mennesket til denne lykke.

Opfattelserne er kilden til adfærden

Vi står nu over for et nyt spørgsmål: Hvordan opnår mennesket den rette adfærd? Hvad er kilden til menneskets adfærd? Også her tager vi udgangspunkt i noget, som alle er enige om: Menneskets adfærd er tæt forbundet med dets opfattelser om tingene. Hvorfor? Mennesket handler af natur efter sine opfattelser; de idéer, det er overbevist om, afspejles i dets adfærd. Hvad mener vi med »opfattelser«? Opfattelser om ting. Menneskets adfærd består i at forholde sig til ting i dette jordiske liv: til sig selv, til andre, til genstande og til de behov og ønsker, der rører sig i mennesket og udgør en livskraft, som driver det til handling. Mennesket handler altså efter sine opfattelser.

For ikke at gøre den teoretiske gennemgang for lang vil vi se på nogle enkle eksempler.

Antag, at du står over for tre personer: en person, du kender, og som du har positive opfattelser om, hvilket gør dig tryg ved og komfortabel i din omgang med ham; en anden person, som du også kender, men hvor du har modsatte, forskellige – det vil sige negative – opfattelser, som bringer dig i en tilstand af afstandstagen over for ham; og en tredje person, som du ikke kender, og om hvem du ikke har nogen opfattelser overhovedet. Ser du ikke tydeligt, at disse forskellige opfattelser om de tre personer er det, der styrer din adfærd over for hver af de tre?

Hvad angår den person, du kender og som du har positive opfattelser om, således at du ser dine opfattelser og hans opfattelser som harmoniske og i overensstemmelse med hinanden, så søger du mod denne person, interagerer positivt med ham og stræber efter samarbejde med ham. Omvendt, ved din adfærd over for en person, du kender, men om hvem du har opfattelser om had og fjendskab, vender du dig væk fra ham og nægter at indgå i kontakt med ham. Hvad angår den tredje, som du ikke har dannet nogen opfattelser om – du ved intet om ham – så hverken søger du mod ham eller trækker du dig fra ham; der er hverken tiltrækning eller afsky. Din interaktion med ham stopper op baseret på det, du gradvist vil lære om hans opfattelser – det vil sige de idéer, der findes om ham – og dermed dikterer dette din adfærd over for enhver person.

Således er vores adfærd i dette liv en interaktion med ting: Du interagerer med en ting i overensstemmelse med din opfattelse om den – og dette er noget, vi alle ser i vores liv; hvordan folk varierer i deres håndtering af ting alt efter deres forskellige opfattelser om disse ting. Ser du ikke en tydelig forskel mellem en person, der eksempelvis har en opfattelse om, at alkohol er noget grimt? Han vender sig væk fra den og fra dem, der drikker den. Dette står i kontrast til en person, der har opfattelsen, at alkohol er noget godt; han tager imod den, drikker den, omgås dem, der drikker den, og bliver fortrolig med dem.

Derfor er det alle mennesker er enige om, at kilden til adfærd er opfattelserne. Herfra har også alle fornuftige mennesker, tænkere og religiøse udøvere været enige om, at mennesket skal beskæftige sig med opfattelser – det vil sige, at han skal have en opfattelse om alt, han håndterer i dette liv, fordi hans opfattelser er dem, der vil diktere hans adfærd og hans levemåde.

Vi har nu forbundet tre led: Lykken udspringer af adfærden, og adfærden udspringer af opfattelserne. Hvis du overbeviser et menneske om, at det må undersøge sine opfattelser om tingene, kan det handle efter korrekte opfattelser. Det fører til sund adfærd og en levemåde, der fører til lykke.

Hvor får mennesket sine opfattelser fra?

Så er vi også nået til et nyt spørgsmål, nemlig: Ja, folk er blevet enige om vigtigheden af opfattelser om ting; opfattelser om ting. Er denne handling god eller grim? Er denne ting god eller grim? Er denne tilfredsstillelse acceptabel eller afvist? Er denne tilbøjelighed acceptabel eller forkert? Og så videre. Det påhviler mennesket at fastlægge opfattelser for sig selv, som bestemmer dets tilbøjeligheder i dette liv. Så står vi over for et nyt spørgsmål: Hvordan får mennesket sine opfattelser om de ting, der bestemmer hans adfærd over for disse ting og dermed hans levemåde i dette liv?

Folk spænder her mellem den ophøjede og den lave. Den lave er den, der ikke gør sig umage med at undersøge opfattelserne, men blot efterligner de opfattelser, som folk omkring ham bærer, og følger strømmen. Det er den person, vi kalder en medløber: Finder han folk, der gør godt, gør han godt sammen med dem; finder han dem gøre ondt, gør han ondt sammen med dem. Han undersøger ikke idéens grundlag – om den er rigtig eller forkert – og gør sig ikke umage med at rense og efterprøve opfattelserne. Han fandt sine fædre følge noget og sit samfund følge noget, så han fulgte med uden at vide, om han fulgte mennesker, der havde ret, eller mennesker, der tog fejl. Således vandrer han planløst gennem livet, mens Allah, ophøjet og lovprist være Han, siger:

﴿ أَفَمَن يَمْشِى مُكِبًّا عَلَىٰ وَجْهِهِۦٓ أَهْدَىٰٓ أَمَّن يَمْشِى سَوِيًّا عَلَىٰ صِرَٰطٍۢ مُّسْتَقِيمٍۢ ﴾
»Er den, der går med ansigtet bøjet mod jorden, bedre vejledt end den, der går oprejst på en lige vej?« [67:22]

Så er det ophøjede menneske – og det er dette, vi taler til ethvert menneske, som vi ønsker at ophøje – det menneske, der raffinerer opfattelserne og søger efter den målestok, hvormed han kan måle opfattelserne, så han kan skelne mellem det rigtige og det forkerte i disse opfattelser, som folk bærer på og er uenige om. Så siger vi: Og med Allahs hjælp.

Livsanskuelsen er opfattelsernes grundlag

Hvordan kan et menneske fastlægge sine opfattelser om tingene i dette liv uden at fastlægge sin livsanskuelse i det jordiske liv, som det lever? Et menneskes opfattelser kan ikke blive grundfæstede, stabile, helhedsorienterede og indbyrdes forbundne, så de giver mennesket en tydelig personlighed med et bestemt præg, medmindre de alle bygger på en fastlagt livsanskuelse – eller med andre ord på en tanke om det jordiske liv. Dette skyldes at når et menneske definerer meningen med sin eksistens i dette jordiske liv, så er det denne livsanskuelse – deres forestilling om livet – der giver tingene omkring dem deres betydning baseret på deres forestilling om livet og meningen med deres eksistens i livet; det er dette som bestemmer deres holdning til tingene. Jeg vil give et eksempel på dette.

Lad os antage at en person forestiller sig livet som materiel nytte, og at lykken i dette liv består i at opnå den største andel af sanselige nydelser fra fysisk, kropslig og materiel tilfredsstillelse. Denne person, der har forestillet livet på denne måde, vil betragte alle ting omkring sig gennem denne linse, fra denne vinkel. Det, der fører til materiel nytte eller sanselig nydelse for ham, er godt og dydigt; mens alt, hvad der fører til smerte eller lidelse, alt det, hvorfra man ikke kan opnå materiel nytte, betragtes i hans øjne som grimt. Og på denne måde samler han sine opfattelser i dette liv baseret på dette princip: hvad bringer mig materiel nytte, og hvad gør ikke. Eller hvad der modsiger denne materielle nytte. Følgelig finder vi, at materialistiske samfund bærer målestokke; deres målestok for ting er: hvad der er materielt gavnligt, og hvad der er materielt skadeligt. Dette er et eksempel på mennesker, der har formet deres opfattelser og udformet deres forståelse af de ting, der styrer deres adfærd, gennem deres materialistiske livsanskuelse.

Der findes andre, som så på livet fra en modsat vinkel. Der er dem, der så livet som en kamp mellem en ophøjet ånd og materie af lav værdi, og at deres lykke ligger i at lade ånden sejre over materien. Denne sejr opnås ved at de forlod dette verdens livs nydelser, dets glæder og dets pragt. Følgelig var deres målestok i dette liv, for at nå den lykke de forestillede sig, at de skulle give afkald på alle livets fornøjelser. Herfra opstod sufismens filosofi, som mange mennesker fejlagtigt tror stammer fra islams historie eller islams kultur. Det er en gammel filosofi, der eksisterede før islam, som trådte ind i det muslimske samfund, gennemsyrede det og gennemtrængte det.

Denne filosofi holder fast ved, at menneskets lykke ligger i at lade ånden sejre over kroppen ved at undertrykke kroppen og opgive livets nydelser. Ud fra dette grundlag klassificerer den tingene: dette er godt og det er grimt. Alt, der fører til at tilfredsstille kroppen og opnå dens nydelse, er ondt i dens syn, mens alt, der undertrykker denne krop og løfter mennesket over det jordiske livs materielle aspekter, er godt. Dette portræt af livet formede hans opfattelser om tingene i overensstemmelse med hans livsanskuelse.

Jeg præsenterer nu eksempler, der bekræfter, at det er nødvendigt for ethvert menneske at definere sin egen livsanskuelse og bære en tanke om det jordiske liv. Denne tanke om det jordiske liv – forestillingen om det jordiske liv, betydningen af dette jordiske liv – er det, hvorigennem et menneske betragter tingene i det; følgelig danner det sine opfattelser om dem og handler i overensstemmelse med disse opfattelser.

Forbindelsen mellem det jordiske liv og dets ophav og mål

Vi står nu over for et nyt spørgsmål. Vi har forbundet fire led, som hver især er tæt knyttet til det næste. Vi sagde: Lykken udspringer af adfærden; adfærden udspringer af opfattelserne om tingene; og opfattelserne udspringer af livsanskuelsen, eller med andre ord tanken om det jordiske liv. Mine brødre, hvordan kan et menneske fastlægge sin livsanskuelse? Hvordan kan det forstå meningen med det jordiske liv og danne sig en tanke om det? Dette er det vigtigste og mest afgørende led, men mange mennesker i vores tid, som blev revet med af den vestlige kultur, har overset det.

Et menneske kan ikke danne sig en tanke om det jordiske liv uden at forbinde det med dets ophav og mål – altså med det, der ligger før og efter det. Hvorfor? Enkelt sagt: Hvis der findes noget før dette jordiske liv og noget efter det, er livet et led i en kæde. Hvordan kan et menneske forstå én del isoleret fra den helhed, den indgår i? Du ønsker at vide, hvad dette jordiske liv er, hvad din eksistens her betyder, og hvordan du skal forstå livet. Men livet er en del af en helhed: Mennesket kom til denne verden fra det, der gik forud, og forlader den mod det, der følger efter. Hvordan kan du fastlægge din livsanskuelse og danne dig en tanke om det jordiske liv uden at vide, hvor det kom fra, og hvor det fører hen?

Du blev født på et bestemt tidspunkt, og fødslen var din indgang til dette liv. Efter dage og år vil du forlade det. Hvor skal du hen? Hvordan kan du fastlægge meningen med din eksistens i dette jordiske liv uden at vide, hvor du kom fra, hvor du er på vej hen, og hvem der bragte dig hertil? Hvis nogen bragte dig hertil, hvorfor gjorde Han det? Derfor, mine ærede brødre, kan et menneske ikke give et sikkert og fast svar på meningen med sin eksistens i dette liv uden at forbinde den med det, der kom før, og det, der kommer efter: Hvor kom mennesket fra, og hvor skal det hen?

Hvis du ved, hvor du kom fra, og hvem der bragte dig frem, må du spørge, hvordan dette jordiske liv hænger sammen med det, der gik forud. Netop denne sammenhæng fastlægger meningen med menneskets eksistens her og hvordan det bør leve. Hvis du erkender, at der findes noget efter dette jordiske liv, må din adfærd her stemme overens med det, du ønsker for dig selv bagefter. For at fastlægge meningen med sin eksistens i dette jordiske liv – altså for at danne sig en tanke om livet – må mennesket derfor kende og besvare de spørgsmål, vi har nævnt. Samlet er der fem: Hvad er det jordiske liv? Hvad kom før det? Hvad følger efter det? Hvordan hænger det sammen med det, der kom før, og hvordan hænger det sammen med det, der følger efter?

Når et menneske besvarer disse spørgsmål, er det nået frem til den ’aqida, som dets hjerte hviler ved. Den bliver grundlaget for dets tanke og basis for alle dets idéer; den bliver et intellektuelt grundlag og udgangspunktet for alle dets tanker. Det er den første idé, som alle øvrige idéer følger efter. Det udgør også det intellektuelle lederskab, der leder ham i hans liv, fordi menneskets adfærd, som vi tidligere har nævnt, er knyttet til hans opfattelser, og disse opfattelser er forbundet med hans livsanskuelse og hans forestilling om det jordiske liv. Hans forestilling om det jordiske liv er en del af den altomfattende idé om det jordiske liv, om det, der kom før det, om det, der kommer efter det, samt dets forhold til det, der kom før det, og dets forhold til det, der kommer efter det.

Dette spørgsmål – disse spørgsmål – er menneskets allerstørste knude. Det er knuden over alle knuder: Løses den for mennesket, løses alle øvrige knuder; løses den ikke, forbliver dets liv fyldt med knuder, og det bliver et uroligt, fornedret og lavtstående menneske – og dermed uden tvivl et ulykkeligt menneske.

Hvis mennesket bliver overbevist af dette argument, erkender det, at det har brug for en ’aqida. Det giver os en indgang til at præsentere den islamiske ’aqida og naturligvis overbevise mennesket om den gennem sikre og afgørende beviser.

Disse er indledende punkter til mennesket, der ikke har indset vigtigheden af ’aqida, og som forestiller sig, at han kan leve i dette liv uden en ’aqida.

Spørgsmål og diskussioner

Svage opfattelser og splittelse i opførslen

Et spørgsmål fra bror Abu Qusay: Er det ikke naturligt for et menneske, at adfærden stemmer overens med dets opfattelser? Hvordan forstår vi så denne splittelse hos ummahen? De ved, at jøderne er Allahs fjender, og de ser deres ledere samarbejde med jøderne, mens de samtidig hylder disse ledere. Hvordan kan det være?

Dette beviser, at når opfattelser er svage, har de ingen indvirkning på mennesket. Muslimer besidder nedarvede opfattelser, men de er svage; derfor, i takt med at en opfattelse er svag hos et menneske, bliver dens indflydelse på adfærden tilsvarende svag. Hvis livets pres så forhindrer mennesket i at handle efter disse opfattelser, søger det andre opfattelser at holde fast i, såsom »det mindste af to onder«, gradvished og »det kunne ikke være bedre end det, der var«, og så videre. Her finder du opfattelser, der erstatter andre opfattelser, fordi de oprindelige fundamentale opfattelser, som en muslim bør handle efter – og som skal udspringe fra den islamiske ’aqida – har i denne tidsalder en svag indvirkning på muslimernes forstand.

For de er for længe siden holdt op med at bære islam intellektuelt; de har bevæget sig væk fra at forstå islam intellektuelt og fra at studere den intellektuelt. Desværre har imitation (taqlid) og nedarvet forståelse domineret muslimernes forståelse af disse love.

Opfattelsen om tingenes virkelighed og opfattelsen om deres værdi

Er opfattelserne om ting ikke opfattelser om tingenes egenskaber, uden sammenhæng med de opfattelser om livet, som er knyttet til disse ting? Opfattelsen om vin er, at den er en berusende væske, mens opfattelsen om livet knyttet til vin er, at den er haram eller en spirituøs drik, og så videre.

Min kære bror, opfattelserne om ting er af to slags. Der findes en opfattelse om tingen ud fra, hvad den faktisk er, og dette er folk enige om: Alle ved, at vin er berusende; alle ved, at gift dræber; alle ved, at en varm drik kan brænde tungen og munden; og alle ved, at vand slukker tørsten. Disse opfattelser om tingene i kraft af, hvad de er, er noget som folk er enige om, og de påvirker naturligvis menneskets adfærd, da et menneske, som vi tidligere har illustreret med de eksempler, vi netop før nævnte, agerer over for en genstand i overensstemmelse med dets opfattelse om den. Men det er ikke kun opfattelsen om tingen ud fra, hvad den er – som alle mennesker er enige om – der påvirker menneskets adfærd. Alle mennesker er enige om at kende tingen ud fra, hvad den er: Vin beruser; det ved alle. Vand slukker tørsten; det ved alle. Denne mad mætter sulten; det ved alle.

Den anden kategori – den anden side af opfattelserne om tingene – er opfattelsen af en ting ud fra, om den er god eller grim, halal eller haram, eller med menneskers udtryk: godt eller ondt. Således er opfattelsen om vin hos en muslim, at det er haram; dette er en opfattelse om vin, en opfattelse om noget, der hedder »vin«. Denne opfattelse om vin hos muslimen er knyttet til hans livsanskuelse; muslimen ser på vin som noget grimt i overensstemmelse med hans opfattelse af halal og haram, og hans opfattelse af halal og haram er en del af hans forestilling om det jordiske liv. Og tilsvarende har den sekulære vestlige liberale en opfattelse om vin som noget godt, fordi det fører ham til nydelse; det giver ham nydelse. Da hans livsanskuelse er nytte, og lykke er at opnå størst mulig grad af sanselig nydelse, så ser han under disse omstændigheder på vin som noget godt. Derfor inkluderer hans opfattelse om alkohol ikke blot dens berusende natur, men også et andet lag: Han betragter den gunstigt, fordi den giver nydelse; for ham er livet lig med materiel nytte og sanselig nydelse.

Således er opfattelserne om tingene, som bestemmer menneskets adfærd over for tingene, en kombination af hans opfattelse om, hvorvidt det tilfredsstiller eller ikke tilfredsstiller, om det opnår tilfredsstillelse eller ej, og om det er sanseligt gavnligt eller skadeligt; samt også hans opfattelse om, hvorvidt det egner sig til at tilfredsstille et behov eller ej. Vin beruser; må jeg så blive beruset eller ikke? En muslim ser på livet gennem målestokken halal og haram og erklærer alkoholen som noget grimt, mens en anden ved, at alkohol beruser – ligesom muslimen gør – men vælger at tage imod den og anser den for god, fordi hans livsanskuelse definerer livet som nytte. Hvad angår opfattelsen om livet, er det en opfattelse om det jordiske liv. Man siger ikke, at opfattelsen om, at alkohol er forbudt, i sig selv er en opfattelse om livet; det udspringer derimod af hans opfattelse om livet: hans syn på, at det jordiske liv skal føres i overensstemmelse med Allahs påbud og forbud, og at halal og haram er blandt målestokkene for handlinger. Dette er hans livsanskuelse.

Denne livsanskuelse fødte opfattelsen om, at alkohol er noget grimt; det er en opfattelse om en specifik ting, nemlig alkohol. Omvendt, som vi har sagt tidligere, vil den person, der ser på livet gennem linsen af materiel nytte, vedtage denne opfattelse – at livet udelukkende består af verdslig vinding – og danner dermed for sig selv en forestilling om det, han kalder »alkohol«. Han anser den da for god, tager imod den og drikker den. Således frembringer opfattelsen om det jordiske liv en opfattelse om en bestemt ting, og opfattelsen om tingen frembringer en adfærd hos mennesket: Det tager enten imod alkoholen eller vender sig fra den.

Hvad er sammenhængen mellem denne tale og etableringen af Kalifatet?

En person, der er begyndt at studere denne bog live sammen med os, kunne spørge: Disse indledende ord minder om det, man finder i bøger om filosofi og psykologi. Hvordan hænger de så sammen med etableringen af Kalifatet? Og hvorfor begyndte forfatteren med dette vanskelige emne?

Min kære bror, dette emne er ikke kun for filosoffer; det vedrører ethvert menneske i kraft af dets natur. Søger mennesket ikke af natur efter lykke? Drives det ikke af natur til at tilfredsstille sine organiske behov og instinkter? Søger det ikke af natur efter det rette og det forkerte, så det kan handle efter det, det anser for godt, og undgå det, det anser for grimt? Søger det ikke af natur efter sit ophav, sit endelige mål og meningen med sin eksistens? Jo, det er netop det, vi taler om – en sag, der vedrører ethvert menneske. Forskellen er, at filosofferne påtog sig rollen som guder og besvarede disse spørgsmål på folks vegne.

Islam siger derimod: Du er Allahs skabte tjener. Hvis du ønsker korrekte svar på disse spørgsmål, som udspringer naturligt af dig – af Allahs fitrah, den natur Han har skabt mennesket med – må du vende dig til Ham, der skabte dig. Derfor siger vi til folk: For at lære den rette levemåde at kende må I vende tilbage til det, der gik forud for dette jordiske liv.

Findes der nogen, der har skabt det, eller ikke? Hvis de undersøger dette spørgsmål og når frem til, at der findes en Skaber, som skabte det – som skabte mennesket og dets jordiske liv, og skabte universet, mennesket og livet – vender de sig til Ham, så Han kan gøre dem bekendt med oprindelsen til deres eksistens, deres mål og meningen med deres eksistens i dette liv. Således bliver de ledt af Allahs vejledning, ophøjet og lovprist være Han.

Hvad er sammenhængen mellem dette emne og Kalifatet? Er Kalifatet ikke det system, som islam bragte? Jo. Hvorfor accepterer mennesket så det Kalifatsystem, som islam bragte? Mennesket accepterer dette system, fordi Allah, ophøjet og lovprist være Han, har påbudt det. Hvordan søger mennesket at adlyde Allah, ophøjet og lovprist være Han, i det Han har påbudt og forbudt, ved at sige: »Jeg har besluttet at leve efter det system, som Allah, ophøjet og lovprist være Han, har fastsat«? Når han bliver overbevist om, at Allah, ophøjet og lovprist være Han, har sendt et budskab, der indeholder disse påbud og forbud. For at blive overbevist om, at Allah har sendt dette budskab, må han søge efter et sendebud. Herfra kommer vi til at sige til mennesket: Du har brug for en ’aqida, og du har brug for et sendebud, der forklarer dig betydningen af din eksistens i dette liv og viser dig, hvordan du skal leve i dette liv.

Kalifatet er det system, som islam bragte, og systemet hviler på ét fundament: ’aqida. Hvis mennesket ikke omfavner denne ’aqida med fast overbevisning og utvivlsom vished (yaqin), hvad skal så få det til at acceptere det islamiske system, vi kalder Kalifatstaten? Vi kan ikke overbevise folk om et system uden først at overbevise dem om dets fundament. Sig til folk: Islams system er det mest egnede. Hvorfor er det det? Fordi Allah, ophøjet og lovprist være Han, har valgt det for menneskene. Overbevis mig om det. Du må derfor begynde med at overbevise mennesket om, at islam er sandheden. For at gøre det må du overbevise det om, at det har brug for en religion. Det var her, vi begyndte i dette afsnit, og vi beder Allah, ophøjet og lovprist være Han, om at velsigne det, der senere skal bygges på dette fundament.

Hvorfor har Koranen ikke formet muslimernes opfattelser, som den burde?

Spørgsmål: Hvordan kan det være, at muslimer besidder en storslået ’aqida, nemlig islams ’aqida, og har den ædle Koran som en hovedkilde til at forme deres opfattelser, mens de læser Koranen og fuldfører den flere gange i ramadanen? Og endnu vigtigere: Hvordan har Koranen, trods sin storhed, ikke påvirket opfattelserne hos dem, der kaldes lærde i denne tid?

Desværre førte århundreder med efterligning, følgen af forfædrene og det at bære islam som en arv til, at muslimerne bevægede sig væk fra at tænke over islam og bære den intellektuelt. Og derfor var de på et givent tidspunkt, efter de var blevet fastlåste og ramt af intellektuel slaphed, en modtagelig jordbund klar til at vakle og blive besejret over for en anden kultur, som dens udøvere har tillid til og er stolte af. Og det er netop det, der skete: Den vestlige kultur kom og angreb muslimerne, deres forstand og deres kultur efter lange tider med intellektuelt forfald blandt muslimerne. Derefter lykkedes det denne vestlige kultur, som angreb og erobrede muslimernes lande og forstand, at udrydde den islamiske levemåde ved at afskaffe den islamiske stat.

I denne atmosfære af tilbagegang, svaghed og intellektuelt forfald formåede Vesten at indpode sine egne opfattelser, især adskillelsen af religion fra livet. I årtier, og endda længere, har generationer læst og studeret islam gennem en vestlig linse. Den fremstiller enhver religion, herunder islam, som et anliggende mellem mennesket og dets Skaber uden nogen rolle i det jordiske liv. Ifølge dette syn skal en muslim, der ønsker at holde fast ved sin religion, begrænse den til forholdet mellem sig og sin Herre og mellem sig og sig selv: til præstelig, åndelig iman og tilbedelse i forholdet til sin Herre og til dannelse og moral i forholdet til sig selv.

Hvad angår det jordiske liv, så styres det af love – love som de påstår er videnskaber blandt videnskaberne, og de hævder, at de gik forud for menneskeheden i disse discipliner. Kom til os, tag disse videnskaber fra os! Og sådan er generationer gået med at læse islam gennem denne vinkel, så de kun rettede opmærksomheden mod islams åndelige, tilbedelsesmæssige og moralske aspekter. Dette blev yderligere forstærket af de politikker, der styrer de muslimske lande.

Konklusion og indledning til næste Halaqa

Vi beder Allah, ophøjet og lovprist være Han, om vi i dette afsnit har lagt et fundament for nye afsnit, som vil være grene af denne basis. I det næste afsnit, efter vi har overbevist – hvem har vi overbevist? – om nødvendigheden af ’aqida: I det kommende afsnit vil vi stille følgende spørgsmål: Da mennesket har brug for en ’aqida, og der findes mange ’aqidaer, hvor folk følger forskellige veje inden for deres respektive ’aqidaer, hvordan kan et menneske så skelne den korrekte ’aqida fra den falske? Hvad er målestokken – hvad er kriteriet, som mennesket lægger til grund for at nå frem til en ’aqida? Vær med os i næste afsnit. Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del