Introduktion: Verdensanskuelser og sandhedens målestok
Fred, nåde og velsignelser fra Allah være med dig, kære brødre. Mennesker har deres egne verdensanskuelser; der findes mange, og vi har vores, som vi inviterer hele verden til. Hvilken målestok anvender vi for at bevise for folk, at vores verdensanskuelse er sand og at alle andre er falske? Dette er emnet for denne episode.
Indledning til bogen Islams system
Tanken om det jordiske liv kan ikke konsolideres produktivt, undtagen efter frembringelsen af tanken om universet, mennesket og livet, samt om det, der ligger før og efter det jordiske liv og om det jordiske livs forhold med det, der ligger før og efter. Dette vil blive gjort ved fremlæggelsen af den altomfattende idé vedrørende det, der er bag universet, mennesket og livet, fordi denne idé er det intellektuelle grundlag, som alle tanker omkring livet bygger på. Leveringen af den altomfattende idé vedrørende disse ting er løsningen på den allerstørste knude hos mennesket. Løses den allerstørste knude, vil alle andre knuder løses, da disse er detaljer eller forgreninger af den allerstørste knude. Denne løsning vil dog ikke føre til den sande oprejsning, medmindre det er en sand løsning, der stemmer overens med menneskets natur, samt overbeviser forstanden og derved fylder hjertet med tryghed.
Denne sande løsning kan kun finde sted ved den oplyste tanke om universet, mennesket og livet. Derfor skal de, der ønsker oprejsningen, ønsker at gå på højnelsens vej, først løse denne knude med en sand løsning via den oplyste tanke. Denne løsning udgør verdensanskuelsen (’aqida), og den er det intellektuelle grundlag, som enhver forgrenet tanke om adfærden i livet og om livssystemerne er baseret på.
Resumé af forrige Halaqa
Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser. I Allahs, Den Nådiges, Den Barmhjertiges navn. Mine kære brødre, i forrige episode gennemgik vi en omfattende undersøgelse, som påviste menneskets behov for en ’aqida: den altomfattende idé om universet, mennesket og livet, om det, der eksisterede før dette jordiske liv og kommer efter det, og om det jordiske livs forhold til begge dele. Vi fastslog, at denne altomfattende idé er menneskets indgang til at forstå meningen med sin eksistens. Når denne mening er fastlagt, kan mennesket ud fra sit syn på det jordiske liv danne begreber om de ting, det møder i sin adfærd. Når mennesket tilegner sig disse begreber, fører de til en bestemt adfærd—en bestemt måde at leve på. Hvis livsførelsen skal være sand, kræver det sande begreber. De udspringer igen af et sandt syn på det jordiske liv som del af en altomfattende idé om universet, mennesket og livet. Er denne altomfattende idé sand, bliver resultatet sand adfærd: en afbalanceret livsførelse, som giver mennesket lykke i dette liv samt psykisk stabilitet og ro. Det opsummerede vi i forrige episode. Vi påviste også, at mennesket har brug for en ’aqida som grundlag for sit liv. Den er det intellektuelle grundlag, som alle tanker om livet bygges på, og det intellektuelle lederskab, som fører mennesket gennem livet. Den løser den allerstørste knude hos ethvert menneske. Når den er løst, løses alle andre knuder i menneskets liv.
Hvordan skelner vi den korrekte verdensanskuelse?
Det fører os til følgende emne: Vi er blevet overbevist om, at mennesket har brug for en ’aqida—den altomfattende idé om universet, mennesket og livet. Men mennesker har mange forskellige synspunkter og tankeretninger. Gennem hele historien og indtil Dommedag vil ’aqidaer fortsat være talrige og indbyrdes modstridende. Hver afviser de andre og påstår selv at være sand. Hvordan kan vi blandt alle disse ’aqidaer, filosofier og principper overbevise mennesker om, at den ’aqida, vi bærer—den islamiske ’aqida—er den sande? Hvordan går vi trin for trin frem med den, der lytter til os, så vi overbeviser vedkommende og leder ham til den sande ’aqida? Hvad er målestokken? Hvilken målestok bruger vi til at fastslå, at denne ’aqida er sand, og alle andre er falske? Vi siger, med Allahs hjælp.
De to målestokke for den korrekte verdensanskuelse
Den korrekte verdensanskuelse, for at blive bevist sand og for folk at acceptere, at den er sand, skal opfylde to betingelser: for det første skal den stemme overens med menneskets natur (fitrah); for det andet skal den være baseret på forstand. Disse er to betingelser. Hvis de er til stede i en verdensanskuelse, er den korrekt. Stemme overens med fitrah og etablering på forstand – hvorfor skal verdensanskuelsen være baseret på forstand? Nogen kan spørge: “Hvorfor denne antagelse? Hvor kom denne antagelse fra? Hvor stammer disse to kriterier eller målestokke fra?” De to målestokke, som I har opstillet for ’aqidaen? Vi siger, med Allahs hjælp.
Den første målestok: Stemme overens med fitrah
Hvad angår overensstemmelse med fitra, skal ’aqidaen stemme overens med fitra. Med fitra mener vi, mine kære brødre, menneskesjælens sande natur, især dens mest fremtrædende side, som kaldes religiøsitetsinstinktet. Allah, Den Ophøjede og Almægtige, sagde om den:
﴿ فَأَقِمْ وَجْهَكَ لِلدِّينِ حَنِيفًا ۚ فِطْرَتَ ٱللَّهِ ٱلَّتِى فَطَرَ ٱلنَّاسَ عَلَيْهَا ۚ لَا تَبْدِيلَ لِخَلْقِ ٱللَّهِ ۚ ذَٰلِكَ ٱلدِّينُ ٱلْقَيِّمُ وَلَـٰكِنَّ أَكْثَرَ ٱلنَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Ret derfor dit ansigt mod religionen som hanif—Allahs natur, som Han har skabt menneskene med. Der er ingen ændring af Allahs skaberværk. Det er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke.« [30:30]
Men når vi taler til et menneske, som ikke har nogen ’aqida, eller som har en anden ’aqida end den islamiske, begynder vi ikke med dette vers, for vedkommende tror endnu ikke på Koranen.
Men vi kan blive enige med ham om en kendsgerning, som ethvert fornuftigt menneske kan se: Mennesket er religiøst af natur, gennem sin fitra og sit instinkt—det, der er nedlagt i det. Alle kan se, at mennesket af natur føler behov for Den Organiserende Skaber. Denne følelse udspringer af menneskets naturlige afmagt og behov. Især i svage stunder søger mennesket helt naturligt den Skaber, som skabte det og organiserer dets anliggender, for at søge Hans hjælp og vende sig til Ham. Derfor har mennesket siden historiens begyndelse været religiøst og tilbedende, hvad enten det fulgte den sande religion eller en falsk religion. Det er religiøst af natur. Hvorfor vendte mennesket sig til tilbedelse af noget andet end Allah, når sendebuddene ikke var kommet til det, eller når det forkastede dem? Det tilbad et fædreland, en afgud, en flod, et hav, en stjerne, solen, månen, en konge, en filosof eller en profet. Hvorfor har mennesket altid været religiøst, og hvorfor har alle folk og nationer haft en eller anden form for religiøsitet? Ganske enkelt: Det er medfødt. Mennesket har et stærkt behov for Den Organiserende Skaber. Hvis det ikke lærer sin Organiserende Skaber, Den Pristværdige og Ophøjede, at kende og ikke tror på Ham med den sande tro, tilfredsstiller det sit religiøsitetsinstinkt forkert gennem tilbedelse af afguder og billeder eller guder foruden Allah, Den Pristværdige og Ophøjede.
Mennesket er religiøst af natur; det er nedlagt i det. Derfor sagde vi, at religiøsitetsinstinktet er et af menneskets fremtrædende instinkter. Enhver ’aqida, der siger til mennesket: »Der er ingen gud, ingen religion, ingen helliggørelse og ingen tilbedelse«, vil være i strid med dets fitra.
’Aqidaen skal løse den allerstørste knude hos mennesket og åbne vejen for, at det kan løse sine problemer og tilfredsstille sine drifter på den rette måde. Men så kommer en ’aqida og siger for eksempel: »Der findes ingen gud, og livet er blot materie.« Derefter siger den: »Religion er folkets opium«, og så videre. Når en ’aqida blokerer menneskets fitra og hindrer det i at tilfredsstille sine medfødte behov, er den mislykket både i sit resultat og i sin anvendelse. Dens anvendelse møder mange hindringer. ’Aqidaen skal løse menneskets problem, ikke forværre det. Det er ’aqidaens opgave. Hvis den strider imod menneskets fitra og blokerer dens naturlige vej, er den uden tvivl falsk.
Det er den ene side af sagen. Den anden er, at fitraen er virkelig. Den er en grundlæggende del af menneskets sammensætning, ja, af selve menneskets væsen. ’Aqidaen—den altomfattende idé om universet, mennesket og livet—skal også være virkelig og stemme overens med virkeligheden for at være sand. En sandhed kan ikke modsige en anden sandhed; sandheder modsiger ikke hinanden. Hvis vi har fastslået, at fitraen er virkelig, men en ’aqida giver et andet billede af universets, menneskets og livets virkelighed, fremlægger den en usand idé, som ikke stemmer overens med virkeligheden, fordi den modsiger virkeligheden. Dermed er den en falsk ’aqida. Den sande ’aqida anerkender menneskets fitra, tilfredsstiller den og leder den ad dens rette vej. Det fører mennesket til en ret tilfredsstillelse og dermed til en ret adfærd. Det var med hensyn til fitraen: ’Aqidaen skal stemme overens med fitraen. Derfor dømmer vi straks ’aqidaer, som bygger på materialisme og benægtelse af Skaberen, Den Pristværdige og Ophøjede, som falske. Den marxistiske ’aqida er en af de mest kendte. I praksis har den vist, at den ikke er levedygtig, og at den ikke over længere tid kan forme folk og nationer effektivt. Mennesket kan ikke leve i harmoni med en ’aqida, der strider imod dets fitra. En ’aqida, der benægter Skaberens eksistens, benægter religion og blokerer menneskets naturlige behov for tilbedelse og religiøsitet. Den er derfor falsk.
Den anden målestok: ’Aqidaen, der bygger på forstanden
Vi er nu nået til den anden målestok, som er, at ’aqidaen skal være baseret på forstanden.
Hvad mener vi med, at ’aqidaen skal bygge på forstanden? Vi mener, at forstanden skal afgøre, om denne ’aqida er sand eller falsk. Hvorfor? Fordi ’aqidaen er en dom over virkeligheden—over universets, menneskets og livets virkelighed. Den er en tanke, en idé. Kriteriet for, om en idé er sand, er, om den stemmer overens med virkeligheden, for den er en dom over virkeligheden. Den altomfattende idé om universet, mennesket og livet fastslår, om de er begrænsede eller ubegrænsede og dermed skabte eller ikke skabte. Vi fælder altså en dom over universets, menneskets og livets virkelighed. Hvornår er dommen sand eller falsk? Stemmer den overens med virkeligheden, er den sand. Strider den imod virkeligheden, er den falsk. Hvem afgør, om dommen stemmer overens med sandheden eller strider imod den? Det gør forstanden. Forstanden er menneskets redskab til at opfatte ting. Uden den kunne mennesket ikke opfatte noget. Den er menneskets opfattelsesevne, som gør det muligt at skelne mellem det sande og det usande og at opfatte ting, deres eksistens og deres egenskaber. Forstanden sætter mennesket i stand til at forholde sig bevidst og forstående til dette liv. Derfor siges det: »Forstanden er grundlaget for taklif—pålæggelsen af ansvar.«
Kritik af den materialistiske ’aqida
Og man kan spørge: Er der nogen, der mener, at…
at verdensanskuelsen kan være grundlagt på andet end forstanden? Er I blot muslimer? Er I blot dem, der udleder jeres verdensanskuelse gennem forstanden? Hævder ikke andre, at deres verdensanskuelse er rationel? Ja, mange gør faktisk det; faktisk hævder de fleste tilhængere af verdensanskuelser, at deres verdensanskuelse er rationel og bygget på forstanden. Men blot at hævde det er ikke kriteriet. For eksempel, da marxistiske kommunister fastslog, at materie er grundlaget for alt, at intet eksisterer før materie, at intet eksisterer efter materie, og at materie er den nødvendigt-eksisterende – idet de forestillede sig, at dens ikke-eksistens er umulig, og dermed anså den for at være uskabt – og at forstanden blot er et produkt af materie, hvad har disse individer så faktisk opnået? I sandhed byggede de deres verdensanskuelse på materie, ikke på forstanden, fordi de fra starten antog, at materie er den grundlæggende virkelighed.
Og materie går forud for forstanden; følgelig blev deres verdensanskuelse bygget på materie. Dette er ét eksempel. Et andet eksempel er den verdensanskuelse, der i dag dominerer verden: den vestlige civilisationens verdensanskuelse, verdensanskuelsen om at adskille religion fra livet. Bestemte forstanden, at religion skal adskilles fra livet? Forklarede forstanden, at hvis der er en Skaber af universet, mennesket og livet, så er der ingen forbindelse mellem dem, og at det er mennesket, der bestemmer livets mening i stedet for, at Skaberen bestemmer livets mening? Selvfølgelig ikke. Forstanden siger, at den, der skaber noget, er den, der bestemmer formålet med dets skabelse. Forstanden hævder, at enhver, der bringer noget til eksistens og skaber det, er den, der fra starten bestemte formålet med dets eksistens. Derfor, når vi konfronteres med virkeligheden, at Allah, Den Ophøjede og Almægtige, er den, der skabte himlene og jorden, den, der skabte universet, mennesket og livet, kan forstanden da hævde, at Skaberen ikke har ret til at gribe ind i livets virkelighed? Sikkert ikke.
Verdensanskuelsen om at adskille religion fra livet
Forstanden er således grundlaget; følgelig, når vesterlændinge hævder, at deres verdensanskuelse – verdensanskuelsen om at adskille religion fra livet – er grundlagt på forstanden, bedrager de i virkeligheden sig selv og bedrager folk. Sandheden er, at den vestlige verdensanskuelse er verdensanskuelsen om at adskille religion fra livet, den kapitalistiske verdensanskuelse. Det kapitalistiske princip er verdensanskuelsen om liberalisme. Kald den, hvad I vil: denne verdensanskuelse, der adskiller religion fra livet, er i virkeligheden ikke grundlagt på forstanden, men på et kompromis.
Ja, på et kompromis. Hvad mener vi med det? Den vestlige verdensanskuelse om at adskille religion fra livet opstod historisk over to århundreder. Hvordan opstod denne verdensanskuelse? Den opstod efter en konflikt mellem Kirken, der dominerede europæisk samfund i hundreder af år – cirka tusind år – og fremvoksende filosoffer, der vovede at modsætte sig Kirken og hævdede, at Kirken og religiøsitet var årsagen til de ulykker, Europa led under i hundreder af år. Følgelig opstod en konflikt mellem Kirken, der søgte at påtvinge kristendommen samfundet, og ateistiske filosoffer, uanset om de benægtede Allah, Den Ophøjede og Almægtige, eller benægtede åbenbaringen, afviste skriftstederne og profeterne. En konflikt opstod mellem disse to grupper: én gruppe mente, at samfundet skulle grundlægges på den kristne religion, mens den anden gruppe konkluderede, at samfundet skulle grundlægges på ateistisk materialistisk tænkning.
Derefter foreslog nogle filosoffer og tænkere: »Lad os finde et kompromis mellem de to grupper. Vi ønsker ikke, at livet skal grundlægges på religion og religiøsitet, og vi ønsker heller ikke, at det skal grundlægges på ateisme. Lad os i stedet adskille dette emne fra livet. Trods vores forskellige ’aqidaer, religioner og filosofier kan vi alle leve sammen efter én livsførelse. Vi adskiller alle disse diskussioner—religion og filosofier, der er imod religion—fra livet. Derefter kan diskussionen og debatten mellem religion og ateisme og mellem religion og filosoffer fortsætte adskilt fra menneskers liv.« Sådan opstod ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet.
fra livet og blev grundlagt på kompromisløsningens kriterium. Dette etablerede en tænkemåde i Vesten, der stadig styrer, hvordan folk der tænker i dag: det, de kalder pragmatisme, oversat til arabisk som den instrumentalistiske tænkemåde, eller instrumentalistisk pragmatisme.
Disse er derfor verdensanskuelser, hvis tilhængere hævder, at de byggede dem på forstanden, selvom de i virkeligheden ikke grundlagde dem på forstanden. Det er værd at bemærke, at nogle tilhængere af religiøse verdensanskuelser åbent siger, at religion og forstanden ikke mødes. Dette er tilfældet, for eksempel med Kirken, der betragter forstanden som en fjende af religion og tro. De argumenterer for, at hvis en person insisterer på at følge sin fornuf og logiske tænkning, som de siger, forlader han troen.
De hævder, at tro er ren underkastelse. Faktisk mener nogle, at forstanden er kilden til laster og fejl, og at mennesket ikke har nogen vej til tro undtagen gennem et åbent hjerte. Hvad er kriteriet da? Én persons hjerte åbner sig for denne verdensanskuelse, en andens for en anden religion, og en tredje persons for en anden filosofi, og så videre. Hvad er kriteriet, hvis sagen overlades til menneskelige følelser, som de kalder det? Dette fører naturligvis til fejl, og målestokke og kriterier går tabt.
Forstanden er derfor menneskets vej til at opfatte sandheder. Et menneske bruger og henviser til forstanden hver dag i mange – faktisk de fleste – detaljer, der optræder i livet. Hvordan kan nogen da stole på forstanden til at opfatte hverdagslige, umiddelbare sandheder, men sætte forstanden til side, når de beslutter at vedtage en verdensanskuelse, der danner grundlaget for livet, og overlade sagen til følelser, efterligning og at følge samfundet og ens forældre?
Koranen og anvendelsen af forstanden
Dette er præcis fejlen. Koranen var yderst tydelig, da den talte til menneskers forstand og sagde, at de, der besidder forstand og forståelse, er dem, der når frem til sandheden.
De når frem til den sande tro, når de bruger forstanden. Allah siger:
﴿ إِنَّ فِى خَلْقِ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ وَٱخْتِلَـٰفِ ٱلَّيْلِ وَٱلنَّهَارِ وَٱلْفُلْكِ ٱلَّتِى تَجْرِى فِى ٱلْبَحْرِ بِمَا يَنفَعُ ٱلنَّاسَ وَمَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ مِنَ ٱلسَّمَآءِ مِن مَّآءٍ فَأَحْيَا بِهِ ٱلْأَرْضَ بَعْدَ مَوْتِهَا وَبَثَّ فِيهَا مِن كُلِّ دَآبَّةٍ وَتَصْرِيفِ ٱلرِّيَـٰحِ وَٱلسَّحَابِ ٱلْمُسَخَّرِ بَيْنَ ٱلسَّمَآءِ وَٱلْأَرْضِ لَـَٔايَـٰتٍ لِّقَوْمٍ يَعْقِلُونَ ﴾
»I skabelsen af himlene og jorden, i nattens og dagens skiften, i skibene, som sejler på havet med det, der gavner menneskene, i det vand, som Allah sender ned fra himlen og dermed giver jorden liv efter dens død og spreder alle slags levende væsener på den, i vindenes skiften og i skyerne, som holdes mellem himmel og jord, er der tegn for mennesker, som bruger deres forstand.« [2:164]
De bruger forstanden, tænker, sanser og når på den måde frem til sandhederne. Andre vers henvender sig til dem, der forstår:
﴿ أَفَلَا يَتَدَبَّرُونَ ﴾
»Vil de da ikke reflektere?« [47:24]
»Vil de da ikke tænke?«
﴿ أَمْ عَلَىٰ قُلُوبٍ أَقْفَالُهَآ ﴾
»Eller er der låse på deres hjerter?« [47:24]
Og så videre.
Koranen opfordrer altså meget tydeligt mennesker til at bruge forstanden for at nå frem til den sande ’aqida. Og i slutningen—i slutningen— Det er de to kriterier, vi skal anvende og fremlægge for alle mennesker for at skelne den sande ’aqida fra en falsk. ’Aqidaen skal besvare de store spørgsmål, som udgør den allerstørste knude hos mennesket: Hvad er universets, menneskets og livets virkelighed? Er de skabte eller ikke skabte? Hvis de er skabte, hvad eksisterede før dem, og hvad kommer efter dem? Hvis noget eksisterede før dem, hvilket forhold har de da til det? Og hvis noget kommer efter dem, hvilket forhold har de da til det?
Det er ’aqidaens opgave. Mennesket kan ikke besvare disse spørgsmål ved at sætte forstanden ud af kraft og lægge den til side. Derfor skal forstanden anvendes på dette område. Her kommer en indvending.
Ja, forstanden er et redskab til at kende sandheden. Men ’aqidaen skal fortælle dig, hvad der eksisterede før dette jordiske liv, og hvad der kommer efter det. Den skal besvare, om universet, mennesket og livet er skabte eller ikke skabte—det vil sige, om en Skaber har skabt dem. Hvis denne Skaber eksisterer, som nogle udtrykker det, hvordan kan forstanden da erkende og bevise Hans eksistens, når Han ikke kan sanses eller ses? Kan forstanden bedømme noget, der ikke kan sanses? Kan forstanden bevise eksistensen af noget eller et væsen, der ikke kan sanses? Nogle mennesker praler med, at den videnskabelige metode frembringer viden om sanselige kendsgerninger i sanselige ting. De påstår, at den eneste rationelle tænkemetode, som er blevet bevist i denne tid, er den videnskabelige metode, der underlægger materien observation og eksperimenter, og så videre. Da Skaberen ikke kan sanses, siger de, at videnskaben ikke kan bevise Hans eksistens. Hvis videnskaben ikke kan, mener de, at forstanden heller ikke kan. Vi siger til dem: I er faret vild og har vildledt andre. Hvorfor? Fordi I har begrænset forstandens opfattelse til kun én af dens sider.
I har overset alt andet. Derfor fastslog det afsnit, vi læste i begyndelsen af denne episode, at man kun kan nå frem til ’aqidaen—den altomfattende idé om universet, mennesket og livet—gennem den oplyste tænkning.
Forstanden og perceptionens grænser
Hvad mener vi med den oplyste tænkning? Før jeg forklarer udtrykket, så lad os lytte sammen til en historie, som nogle fortæller som en vittighed, selv om den indeholder en grundlæggende regel for tænkningen. Det fortælles, at en ateistisk lærer stod foran sine elever i klassen for at overbevise dem om, at Skaberens eksistens ikke kunne bevises—ja, at der slet ikke fandtes en Skaber. Han førte deres tanker frem skridt for skridt og spurgte: »Kan I se dette bord?« De svarede: »Ja.« Han sagde: »Så findes bordet. Kan I se denne tavle?« De svarede: »Ja.« Han sagde: »Så findes tavlen. Kan I se denne lampe?« De svarede: »Ja.« Han sagde: »Så findes der en lampe i rummet.« Sådan fortsatte han, indtil han spurgte dem: »Kan I se Allah?«
De svarede: »Nej.« Han sagde: »Så findes Allah ikke. Hvordan kan vi fastslå eksistensen af noget, vi ikke kan se?« En elev bad om lov til at tale og spurgte sine klassekammerater: »Kan I se lærerens forstand?« De svarede: »Nej.« Han sagde: »Så har læreren ingen forstand«—ifølge lærerens egen regel, naturligvis. Eleven gjorde sin lærer til grin foran klassen, men det er ikke historiens eneste pointe.
Eleven gjorde sin lærer til grin foran sine klassekammerater. Men historien indeholder et vigtigt princip for tænkningen: Vi bekræfter eller benægter ikke noget alene ud fra, om vi kan se det.
Metoder til at Erkende Tinges Eksistens
Der findes ting i denne verden, som vi fastslår eksisterer uden at se dem. Hvordan? Med Allahs hjælp har forstanden tre veje til at opfatte, at ting eksisterer. De er alle rationelle veje. Den første er, at sanserne opfatter selve tingen. Du ser en ting; hvis den ikke fandtes, kunne du ikke se den. Når sanserne opfatter en ting, beviser det dens eksistens. Du ser vand foran dig, og dermed er der vand. Du ser en mand foran dig, og dermed findes manden. Du ser solen stå op og gå ned hver dag, og dermed findes der noget, som kaldes solen. Sansernes opfattelse af selve tingen beviser dens eksistens. Det er ingen to mennesker uenige om.
Erkendelse af en Ting gennem Dets Effekt
er dette den eneste måde at erkende tinges eksistens på? Selvfølgelig ikke.
Der findes en anden vej til at opfatte, at ting eksisterer: Sanserne opfatter tingens virkning i stedet for selve tingen. Sanserne opfatter dens virkning—sanserne opfatter dens virkning. Det nærmeste eksempel er det, vi nævnte for et øjeblik siden. Du bedømmer et menneske som intelligent og som et menneske med forstand uden at se noget, der kaldes en forstand. Hvem påstår at have set forstanden? Forstanden kan ikke ses.
Nogen svarer måske straks: »Men hjernen kan sanses.« Hjernen er ikke forstanden. Hjernen er en af betingelserne for forstanden, men en hjerne kan eksistere uden en udviklet forstand. Et nyfødt barn har en hjerne, men har endnu ikke udviklet sin forstand. Et æsel har en hjerne, men tænker ikke, og det samme gælder andre dyr. Et menneske med alvorlig mental svækkelse har en hjerne, som udfører kroppens biologiske funktioner, men den rationelle proces fungerer ikke korrekt.
Et sådant menneske har en hjerne, men fungerer ikke rationelt. Hvordan bedømmer vi så, at et menneske er rationelt og har en forstand? Vi bedømmer det ud fra handlingerne. Hvis vedkommende handler målrettet, opfatter tingene, som de er, taler sammenhængende og omgås tingene produktivt, siger vi: »Dette menneske har en sund forstand, som det handler og forholder sig til livet gennem.« Vi opfatter forstandens virkning, ikke selve forstanden.
Vi fastslår altså, at et bestemt menneske har en forstand, ud fra forstandens virkninger. Det er ét eksempel.
Et andet eksempel: Du træder ind i en bygning, et hus eller et andet sted og ser, at lyset er tændt. Du konkluderer straks, at der er elektrisk strøm, for uden strøm ville lyset ikke være tændt. Hvem kan se den elektriske strøm? Kan den ses? Naturligvis ikke. Men du kan se dens virkning: Elektriske apparater fungerer. Det betyder, at der er elektrisk strøm. Du ser planter og konkluderer, at området indeholder vand, selv om vandet hverken er synligt eller mærkbart, for uden vand ville der ikke være liv:
﴿ وَجَعَلْنَا مِنَ ٱلْمَآءِ كُلَّ شَىْءٍ حَىٍّ ﴾
»Og Vi skabte alt levende af vand.« [21:30]
På den måde fastslår du eksistensen af mange ting i livet, uden at røre dem eller sanse dem direkte, blot fordi du sanser deres virkninger. Forestil dig, at du træder ind i et rum og finder en tændt cigaret, men ingen mennesker i huset. Du konkluderer, at nogen var der for kort tid siden, tændte cigaretten og efterlod den på dens sædvanlige plads. En cigaret tænder ikke sig selv og bliver liggende dér. Nogen må have tændt den. Vedkommende er enten stadig til stede eller er netop gået; var der gået længere tid, ville cigaretten være brændt ud. Den anden vej til at opfatte, at ting eksisterer, er altså at opfatte deres virkninger. Det er den anden vej. Findes der en tredje?
Den visse nyhed
Da jeg opfatter tingene som eksisterende, er der faktisk en tredje vej, som alle fornuftige mennesker er enige om, nemlig den visse nyhed. Hver af os stoler på nyheder for at fastslå eksistensen af ting, begivenheder, personer osv.
Er der nogen fornuftig person iblandt os i dag, der benægter eksistensen af en personlighed i historien ved navn Napoleon, for eksempel? Er der nogen fornuftig person, der benægter eksistensen af en begivenhed ved navn Anden Verdenskrig?
Selvfølgelig ikke. Er der nogen fornuftig person, der benægter eksistensen af Første Verdenskrig? Selvfølgelig ikke. Selv om de fleste mennesker ikke så nogen krig, lærte de om den gennem en bestemt rapport. Millioner af mennesker fortalte millioner af andre, at de havde oplevet betingelserne for en krig kaldet Første eller Anden Verdenskrig.
Her er et eksempel. Antag, at du er et bestemt sted, og en person kommer og fortæller dig, at der har været en uro og en skænderi der. For dig er dette en spekulativ rapport. Du tænker, at begivenheden måske har fundet sted, fordi personen kunne tage fejl. Hvis en anden person derefter bringer dig den samme rapport, fulgt af en tredje, en fjerde og en femte, og du har bekræftet, at de ikke kunne have aftalt at lyve, og at ingen kender hinanden, siger du endelig: Ja, jeg er nu sikker på, at denne begivenhed fandt sted. Du har opfattet eksistensen af noget uden at føle eller se det og uden at mærke dens virkning.
Det var den visse rapport, der beviste for dig eksistensen af noget. Disse er altså tre måder, hvorpå forstanden dømmer.
Gennem dem dømmer forstanden eksistensen af ting. Lad os nu vende tilbage til emnet om oplyst tænkning.
Overfladisk, dyb og oplyst tænkning
Hvad mener vi med oplyst tænkning? Oplyst tænkning er en af opdelingerne eller en af typerne af tænkning. Dette er en opdeling fra et bestemt perspektiv. Vi siger, at der er overfladisk tænkning, der er dyb tænkning, og der er oplyst tænkning. Hvad mener vi med hver af disse tre?
Overfladisk tænkning er den tænkning, der bygger på en overfladisk opfattelse af ting, der går forbi, uundersøgt og ikke dyb. Mange ting i vores liv kræver faktisk ikke dyb tænkning; de kræver ikke dybde til at sige: “Dette er en stol,” og “Dette er et bord.” En overfladisk, forbipasserende opfattelse er tilstrækkelig til at bedømme ting ved at sige: “Dette er en bil,” og “Dette er et fly,” og “Dette er et bord,” og “Dette er en tallerken,” osv.
Men hvis et menneske betragter alt på denne overfladiske måde, bliver det intellektuelt tilbagestående og sakker bagud i livet, for der findes forhold, hvor en overfladisk betragtning og overfladisk tænkning ikke er nok. Nogle forhold kan kun opfattes gennem dyb tænkning. Med dyb tænkning mener vi tænkning, som bygger på en dyb, omhyggelig, grundig og gentagen undersøgelse af en ting, sammen med en fast forbindelse i sindet til tidligere oplysninger om det, der opfattes. Tænk for eksempel på en fysiker, en kemiker eller en biolog. Hvis vedkommendes tænkning var overfladisk, kunne han da nå frem til de sandheder som fysikkens, kemiens og biologiens videnskaber er nået frem til? Naturligvis ikke. Dyb tænkning er nødvendig. Forestil jer en person, der læser en lovtekst. Er en overfladisk læsning nok til at forstå teksten? Naturligvis ikke. Dyb tænkning er nødvendig. Vi har brug for denne dybde på mange områder i livet. Mennesker har forskellige specialer, og hver person fordyber sig i sit særlige område. Vi fordyber os hver især i bestemte forhold i vores liv for at nå de sandheder og resultater, som kræver denne fordybelse.
Dyb tænkning
Det er dyb tænkning. Men dyb tænkning gør ikke mennesket i stand til at kende enhver sandhed. Selv om den går i dybden med et emne, bevæger den sig ikke nødvendigvis videre end undersøgelsen af selve tingen. En fysiker undersøger materien i dybden. En biolog undersøger celler, kroppens organer og så videre. Hver går i dybden med sit bestemte område uden nødvendigvis at gå videre end det.
Dermed mangler vi et højere niveau: den oplyste tænkning. Hvad mener vi med den? Den oplyste tænkning er hverken overfladisk eller tilfreds med en dyb tænkning, som forbliver begrænset til selve tingen. Den går ud over tingen og undersøger det, der ligger bag den, vedrører den og er forbundet med den. Tag en fysiker som eksempel. Hvis han går videre end studiet af materien og spørger: »Når al materie består af atomer, og atomerne er grundlaget for alle ting, hvordan opstod atomet da? Hvem frembragte det første gang?«, er han gået fra dybde til oplysning. Han undersøger nu det, der ligger bag tingen, og det, der er forbundet med den. Denne oplysning er nødvendig for at opfatte det, der ikke falder under sanserne. Lad mig give jer ét sidste eksempel, som skelner mellem tænkningens tre niveauer: overfladisk, dyb og oplyst tænkning.
Eksempel på den oplyste tænkning
En gruppe mennesker sidder sammen, da de pludselig hører tumult, støj og høje stemmer. De ser straks ud ad vinduet og ser en menneskemængde, som råber slagord og bevæger sig i en nogenlunde organiseret march. Den ene kaster et hurtigt, overfladisk blik og siger: »Det er en demonstration.« Ja, der kræves ikke mere end et overfladisk blik og en overfladisk dom for at identificere den som en demonstration. Den anden undersøger demonstrationen grundigere og forsøger at anslå antallet af demonstranter. Han siger: »Der ser ud til at være omkring ét eller to tusind. De råber disse slagord og bærer disse bannere. De fleste ser ud til at være midaldrende«, og så videre. Han har undersøgt situationen i dybden, så hans dom er dyb og ikke blot overfladisk. Han ser nøje og gentagne gange for at forstå detaljerne i demonstrationen. Den tredje har politisk tænkning og politisk bevidsthed. Ligesom den anden undersøger han demonstrationens virkelighed, detaljer og kendetegn. Men han forbinder den straks med omgivelserne, de relaterede forhold og omstændighederne før og under den. Hvad skete der i går? Hvordan hænger en bestemt politisk udtalelse sammen med demonstrationen? Hvilken gruppe tilhører disse mennesker? Tilhører de middelklassen eller de fattige? Er de uddannede eller uuddannede? Hvor begyndte de, og hvor er de på vej hen? Hvordan hænger alt dette sammen med det omgivende politiske klima? Hvilket mål søger man at nå gennem demonstrationen? Hans tænkning begrænses ikke til demonstrationens størrelse, kendetegn og slagord. Han går videre og forstår det, der ligger bag den, dens mål og det, der er forbundet med den, samt det, den kan føre til. Dette menneske tænker oplyst.
Det er, hvad vi mener med den oplyste tænkning. Eleven, som spurgte sine klassekammerater: »Kan I se lærerens forstand?«, viste denne form for tænkning. De svarede nej, og ifølge lærerens regel konkluderede eleven, at læreren ingen forstand havde. Eksemplet viser, at vi kan fastslå eksistensen af noget uden at se det direkte: Vi sanser dets virkning og opfatter derigennem den ting, som er skjult for sanserne. Det er oplyst tænkning. Alt dette blev fremlagt som svar til dem, der påstår, at mennesket ikke kan nå en konklusion om universets, menneskets og livets oprindelse og det, der ligger bag dem—om de har en Skaber. Vi kan undersøge de ting, som udgør universet, mennesket og livet, for at forstå deres virkelighed. Gennem denne forståelse opfatter vi, at de ikke kan eksistere af sig selv. De eksisterer ikke af sig selv; de opstod på et bestemt tidspunkt; og deres natur indebærer, at de vil ophøre på et bestemt tidspunkt. Det betyder, at nogen har skabt dem. Vi bruger denne oplyste tænkning til at bevise vores ’aqida. Den fastslår Skaberens, Den Pristværdige og Ophøjedes, eksistens gennem et rationelt bevis, som bygger på at undersøge tingene for at nå frem til deres Skaber, Den Pristværdige og Ophøjede. Det skal vi begynde på i næste episode, om Allah vil, på det grundlag, som Allah, Den Pristværdige og Ophøjede, har forklaret i Sin Ædle Bog. Mange vers opfordrer mennesket til at undersøge universet, mennesket og livet for derigennem at opfatte deres Skabers eksistens. Han er ophøjet over det, de sætter ved siden af Ham.
Lovet være Allah, alverdens Herre.
Spørgsmål og diskussion
Broder Abu Anas al-Maqdisi spørger: Hvad hvis det, der beskrives som et menneskes ’aqida, ikke løser den allerstørste knude hos vedkommende? Hvis den allerstørste knude ikke løses, er det ikke en ’aqida, for ’aqidaens funktion er at besvare disse spørgsmål. Når svarene kommer, løses knuden. Hvis ’aqidaen fortæller mennesket, at universet, mennesket og livet er skabt af en Skaber, at Skaberen eksisterede før dem, og at regnskabet hos Skaberen kommer efter dette liv, knytter ’aqidaen det jordiske liv til det, der eksisterede før det, og det, der kommer efter det. Så har den løst menneskets knude. Men hvis et menneske bærer denne ’aqida mangelfuldt og ikke forstår dens indhold, løser den i praksis ikke knuden fuldstændigt. Sådan er situationen for mange muslimer. De anerkender den islamiske ’aqida og forstår, at universet, mennesket og livet er skabt af en Skaber; at Skaberen eksisterede før dem; at det hinsidige kommer efter; at menneskets forhold til Skaberen er at være en lydig tjener; og at forholdet mellem dette jordiske liv og det hinsidige er regnskab, belønning og straf. Men ’aqidaen er ikke fuldstændigt udkrystalliseret og forstået hos dem. De forstår eksempelvis ikke fuldt ud forbindelsen mellem dette jordiske liv og det, der eksisterede før det: at hele livet skal føres efter Allahs påbud og forbud. Hvis mennesket begrænser sit forhold til Skaberen til tilbedelseshandlinger, gør det uret mod sig selv, og den allerstørste knude er ikke løst fuldstændigt. Mennesket har da ikke gjort ’aqidaen til grundlag for sit liv, sit intellektuelle grundlag og sit intellektuelle lederskab gennem hele livet.
Forholdet mellem forstand og overlevering
Abu Qasi spørger: Hvordan forklarer vi forskellen mellem vores udsagn om, at forstanden skal være dommer ved fastlæggelsen af ’aqidaen—og at forstanden alene skal være dommer ved dens fastlæggelse—og påstanden fra dem, der beskylder os for at ophøje forstanden og stille den over overleveringen?
Fra denne tale gør de – ja, desværre – nogle af de religiøse og nogle af de intellektuelle iblandt os – de religiøse, der er uddannet med en vis begrænset kultur – det til enten forstand eller overlevering, dvs. enten vi stoler på forstanden eller vi stoler på overlevering i alt. Og når de fik valget mellem forstand og overlevering, sagde de: “Vi er et overleveringens folk,” og dermed kastede de forstanden til side og fulgte overleveringen. Naturligvis har de forurettet sig selv.
Først er Koranen tydelig i at beordre mennesker til at bruge deres forstand og i at gøre forstanden til betingelse for juridisk ansvar. Dette er først. For det andet er overlevering og forstand ikke to modstridende eller modsatrettede ting. Som jeg nævnte tidligere, er overlevering en af forstandens veje til at nå sandheden; nyheden er en af forstandens veje til at nå fakta.
Imidlertid har den islamiske ’aqida to dele. Den ene del falder under sansernes rækkevidde; vejen til dens opfattelse og bevis, og argumenterne på den, er forstanden. Når vi står over for emnet om at bevise Skaberens eksistens, er søgningen efter at bevise Skaberens eksistens en søgning ind i skabtes virkelighed, om de er skabte eller ikke skabte. Hvis vi søger ind i det sanselige, og forstanden erkender, at essensen af ting er magtesløs, mangelfuld og begrænset, Det uddyber vi i næste episode, om Allah vil. Forstanden når frem til, at disse ting er skabte, og dermed til Skaberens eksistens. Skaberens eksistens bevises altså gennem forstanden. Det samme gælder, når vi undersøger Koranen: Er den Allahs Bog eller ikke? Vi kan ikke sige til et menneske, der endnu ikke tror, at beviset for, at Koranen er Allahs tale, er Allahs tale. Vi kan med andre ord ikke bruge et koranvers til at bevise, at Koranen er Allahs tale, før vedkommende tror på Koranen. Da Allah, Den Ophøjede og Almægtige, pålagde mennesker at tro på Koranen og opfordrede dem til at tro på Muhammads ﷺ budskab, krævede Han det gennem brugen af deres forstand.
Hvordan? Han sagde til dem: »Dette er en mirakuløs bog, som intet menneske kan frembringe magen til. Hvis I kan frembringe noget magen til den, eller blot en sura magen til den, har I dermed bevist, at den ikke er Allahs tale. Men hvis I ikke kan, bliver det et bevis imod jer på, at den er Allahs tale.« Dette er et rationelt bevis. Allah, Den Ophøjede og Almægtige, sagde:
﴿ وَإِن كُنتُمْ فِى رَيْبٍ مِّمَّا نَزَّلْنَا عَلَىٰ عَبْدِنَا فَأْتُوا۟ بِسُورَةٍ مِّن مِّثْلِهِۦ وَٱدْعُوا۟ شُهَدَآءَكُم مِّن دُونِ ٱللَّهِ إِن كُنتُمْ صَـٰدِقِينَ فَإِن لَّمْ تَفْعَلُوا۟ ﴾
»Hvis I er i tvivl om det, Vi har åbenbaret for Vores tjener, så frembring en sura magen til den, og tilkald jeres vidner foruden Allah, hvis I taler sandt. Men hvis I ikke gør det …« [2:23–24]
﴿ وَلَن تَفْعَلُوا۟ فَٱتَّقُوا۟ ٱلنَّارَ ٱلَّتِى وَقُودُهَا ٱلنَّاسُ وَٱلْحِجَارَةُ ۖ أُعِدَّتْ لِلْكَـٰفِرِينَ ﴾
»… og det vil I aldrig gøre, så frygt Ilden, hvis brændsel er mennesker og sten, og som er gjort klar til de vantro.« [2:23–24]
Her henvender Allah sig til menneskets forstand for at bevise, at Koranen er Allahs tale. Koranen er foran os og kan sanses. Derfor beviser forstanden, at Koranen er Allahs tale. Når en del af ’aqidaen handler om noget, der kan sanses, er beviset rationelt. Men når en del af ’aqidaen hverken falder under sanserne eller har en virkning, som falder under sanserne, er beviset et overleveret bevis; det direkte rationelle bevis har ingen rolle i den. Forstanden alene kan ikke bevise englenes, Paradisets, Helvedes, Dommedagens, djinnernes og djævlenes eksistens, Dommedagens rædsler eller beretningen om skabelsen. Disse ting kan ikke sanses og har ingen virkning, som falder under sanserne. Men det overleverede bevis er blevet fastslået gennem forstanden: Forstanden har fastslået, at Koranen er Allahs tale, og at det, Muhammad bragte, kom fra hans Herre, Den Ophøjede og Almægtige. Forstanden er derfor sikker på, at denne beretning er sikker. Det, han bragte, fastslår dermed med sikkerhed, at englene er virkelige, djinnerne er virkelige, Paradiset er virkeligt, Helvedet er virkeligt, regnskabet er virkeligt, Vægten er virkelig, og så videre. Hvorfor? Fordi disse forhold blev fastslået gennem en af forstandens veje til sandheden: et overleveret bevis i form af en sikker beretning. Derfor siger vi, at nogle dele af ’aqidaen bevises rationelt, mens andre bevises gennem overleveret bevis. Med »dele af ’aqidaen« mener vi her de dele, der tilsammen udgør den islamiske ’aqida. ’Aqidaen omfatter flere dele; nogle bevises rationelt, nogle bevises rationelt, og andre gennem overleveret bevis.
Al-Tahawis ’aqida
Søster, må Allah velsigne dig, spørger. Hvad er Al-Tahawis ’aqida? Hun skrev »طحوبة«. Og hvorfor er den navngivet sådan? Hvad er forskellen i navngivningen? Desværre er den navngivet efter en person. Al-Tahawis ’aqida er et udtryk, der almindeligvis bruges blandt muslimer, der henviser til en bog skrevet af en lærd ved navn Al-Tahawi. I stedet for at sige “Al-Tahawis bog om ’aqidaen” har folk i hundreder af år cirkuleret og sagt “Al-Tahawis ’aqida.” I vores opfattelse er dette forkert og ugyldigt. ’Aqidaen er islams ’aqida; det er den islamiske ’aqida. Det skulle have været sagt “Al-Tahawis bog om ’aqidaen,” ikke “Al-Tahawis ’aqida.”
Videnskab og erkendelsen af Allahs eksistens
En broder spørger, om der er en forbindelse mellem videnskab og erkendelsen af Allahs eksistens, Den Pristværdige og Ophøjede. Er der nødvendigvis en sådan forbindelse, eller er der ikke? Hvad mener jeg med det? Jeg nævnte et eksempel i mit oplæg: Et menneske kan være videnskabsmand. Hvis »videnskab« her betyder de materielle og eksperimentelle videnskaber som fysik, kemi, biologi og andre naturvidenskaber, kan et menneske være meget dygtigt og højt specialiseret inden for dem, uden at dets opfattelse af disse videnskaber og deres viden bevæger sig videre til det, der ligger bag dem.
Han når således ikke frem til troen på Allah, Den Pristværdige og Ophøjede. Det er disse mennesker, Allah, Den Pristværdige og Ophøjede, sagde følgende om:
﴿ يَعْلَمُونَ ظَـٰهِرًا مِّنَ ٱلْحَيَوٰةِ ٱلدُّنْيَا وَهُمْ عَنِ ٱلْـَٔاخِرَةِ هُمْ غَـٰفِلُونَ ﴾
»De kender kun det ydre af det jordiske liv, mens de er uopmærksomme på det hinsidige.« [30:7]
Disse mennesker kender det jordiske livs ydre. Uanset hvor dybt de trænger ind i det, og hvor meget de beskæftiger sig med dets detaljer, bevæger de sig ikke videre til det, der ligger bag det. Men hvis et menneske går videre end disse videnskaber og føler ansvar—hvis han efter at have sanset disse tydelige sandheder bevæger sig videre til at tænke over det, der ligger bag dem—siger han: Denne begrænsede, afmægtige og mangelfulde materie kan ikke eksistere af sig selv. Materie, som er underlagt en lov, kan ikke eksistere uden én, der har underlagt den denne lov. Forskere med speciale i de materielle videnskaber kender materiens love bedst. Derfor bør de frem for nogen spørge, hvem der har pålagt materien de love, som den ikke selv kan ændre. Hvem har underlagt den disse love? Der må altså være én, som har underlagt den disse love. Hvis han tænker på denne måde og når frem til, at der findes en Skaber, som har skabt, og hans erkendelse af Skaberens eksistens får ham til at indse betydningen af at etablere en forbindelse mellem mennesket og dets Skaber—en vejledende forbindelse—søger han derefter efter et sendebud fra Allah, Den Pristværdige og Ophøjede, så han kan blive vejledt gennem Hans vejledning. Gennem denne tænkning når han naturligt frem til troen og den sande tro. Men dette menneske skal oprigtigt søge sandheden og underkaste sig den. Han må være oprigtig mod sandhed og virkelighed og dermed mod Allah, Den Ophøjede.
De, som budskabet ikke nåede
Vores broder spørger: Hvis den islamiske ’aqida er rationel, forstanden grundlæggende er den samme hos alle mennesker, og ethvert menneske gennem tænkning kan nå frem til den islamiske ’aqida, hvorfor holdes mennesker, som budskabet ikke nåede, eller som intet sendebud kom til, da ikke ansvarlige? Svaret er enkelt: Forstanden fører mennesket til Skaberens eksistens. Den gør også mennesket sikkert på, at det har brug for Skaberens vejledning, for kun Skaberen har ret til at fortælle mennesket meningen med dets eksistens i dette liv. Mennesket erkender derfor sit behov for et budskab og et sendebud fra Allah, Den Pristværdige og Ophøjede. Men hvis sendebuddets budskab ikke når frem, hvordan skal mennesket da fuldende sin ’aqida? Det er nået frem til, at det er skabt af en Skaber, og har erkendt sit behov for Skaberen. Men uden Skaberens budskab kan det ikke tro på Allahs Bog—eller Allahs bøger og sendebud—og kan ikke vide, hvad der ligger ud over universet, mennesket og livet. Hvordan skulle det kende til eksistensens begyndelse, skabelsens detaljer, som Allah har fortalt os om i Sin Ædle Bog, Paradiset, Helvedet og englene?
I det omfang han naturligt ikke har mulighed for at kende dette, holder Allah, Den Pristværdige og Ophøjede, ham ikke ansvarlig. Derfor sagde Allah, Den Pristværdige og Ophøjede:
﴿ وَمَا كُنَّا مُعَذِّبِينَ حَتَّىٰ نَبْعَثَ رَسُولًا ﴾
»Vi straffer aldrig, før Vi har sendt et sendebud.« [17:15]
’Aqidaen, den altomfattende idé og det intellektuelle grundlag
Broder Muhammad Mansour spørger: Er der forskel på disse begreber: tro, den altomfattende idé, det intellektuelle grundlag, løsningen på den største knude? Er de ét og samme, eller er der en specifik definition for hvert? Ja, de er alle navne og egenskaber for ét og samme. Vi siger “tro” i den forstand, at det er den idé, som menneskets hjerte har fastslået, og det er også et moderne begreb anvendt på den altomfattende idé om universet, mennesket og livet – det vil sige den grundlæggende idé. Hvad angår den altomfattende idé, er det en idé, der giver en idé om alt, hvad der omgiver mennesket. Mennesket er den største virkelighed, der lever indeni mennesket; han er et menneske, der lever i universet. Således er det en idé om mennesket, livet og universet; det er en altomfattende idé om den virkelighed, som mennesket lever i, der giver ham et svar på de største realiteter, han oplever. Hvad angår det at være det intellektuelle grundlag eller det intellektuelle grundlag, er det, fordi det er grundlaget for alle idéer, fordi det giver eller løser den største knude i mennesket, og det giver mennesket en altomfattende idé om universet, mennesket og livet. Det var værdigt og den eneste berettigede til at være den grundlæggende idé, så vi kaldte det det intellektuelle grundlag – det vil sige grundlaget, som alle menneskets idéer er bygget på – og det er løsningen på den største knude. Vi har tidligere forklaret, hvorfor det er løsningen på den største knude, fordi det løser et problem eller besvarer menneskets grundlæggende spørgsmål; hvis han besvarer dem, kan han derefter besvare alle andre spørgsmål. Således er de navne og egenskaber for ét og samme.
Er den oplyste tænkning begrænset til ’aqidaen?
Kanan Hamza spørger: Er den oplyste tænkning begrænset til troen, eller kan den oplyste tænkning handle om alt, ikke begrænset til troen, og er det ikke nødvendigt at handle om alt? Hvad angår, at den ikke er begrænset til troen, er den bestemt en evne i mennesket; den oplyste tænkning er en evne i mennesket, og dermed er det en evne, der kan anvendes og påberåbes i hans liv, hvor det er nødvendigt. Således er denne tænkning naturligvis ikke eksklusiv for troen. Som jeg nævnte tidligere ved eksempel, tænker en politiker på en oplyst måde, og en, der ikke besidder oplyst tænkning og ikke er vant til at tænke på en oplyst måde, er ikke egnet til at være politiker eller leder, ej heller til at have interesse i offentlige anliggender og vogter af statens mest fremtrædende anliggender. Det mest fremtrædende hos politikere, hos mænd af politik, hos mænd af staten, er ikke, at de besidder klar oplyst tænkning; snarere er det, der er mest fremtrædende hos dem, oplyst tænkning, fordi de altid ser ud over hændelsen, ikke på hændelsen selv. Dette er ikke alt; for eksempel er kriminelle efterforskere primært afhængige af oplyst tænkning. De kommer til gerningsstedet for at se sporene af forbrydelsen, og derefter analyserer, udleder og når frem til gerningsmanden ved at forbinde brikkerne i sagen trin for trin, indtil de når frem til gerningsmanden. De når frem til gerningsmanden ved at følge hans spor. Dette kaldes oplyst tænkning.
Konklusion og introduktion til næste Halaqa
Kære brødre, lad os i dag nøjes med denne række spørgsmål, og vi beder Allah, Den Pristværdige og Ophøjede, om at Han har velsignet os og vil velsigne os yderligere gennem disse emner og episoder.
I næste episode, hvis Allah vil, vil vi begynde med jer at anvende de regler, vi fastlagde i første og anden episode. Vi vil starte med at etablere beviset for den islamiske verdensanskuelse (’aqida), hvor det vigtigste er at bevise eksistensen af Den Organiserende Skaber, Den Pristværdige og Ophøjede. Så vær med os næste mandag. Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser.
