Indledning og episodens emne
I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige. Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser. Kære brødre, må Allah acceptere jeres faste og nattebønner. Vi beder Allah, Den Ophøjede, om at gøre os og jer til nogle af dem, Han befrier fra Ilden i denne velsignede måned.
Her er vi sammen med jer i fjerde del af vores liveprogram. Vi fortsætter vores sammenhængende serie om Vejen til Iman. I sidste episode nåede vi til emnet om at bevise Skaberens, Den Ophøjedes, eksistens. Vi fremlagde en række rationelle beviser for Allahs, Den Ophøjedes, eksistens—Skaberen af universet, mennesket og livet.
I denne episode behandler vi et emne, der er tæt forbundet med det foregående: Er følelserne tilstrækkelige som vej til iman på Allah, Den Ophøjede? Det er emnet for denne episode, og vi vil forklare det udførligt, med Allahs tilladelse, efter at have hørt følgende oplæste afsnit.
Oplæst tekst fra bogen Islams system
Iman på Den Organiserende Skaber er faktisk medfødt i ethvert menneske. Men sådan en medfødt iman kommer via følelserne. Følgerne af at efterlade denne medfødte iman alene, er usikre og fører ikke til en rodfæstelse. Dette skyldes, at følelserne ofte tilføjer til det, man i forvejen tror på, noget, der ingen virkelighed har; en tro som man på basis af følelserne har forestillet sig som værende nødvendige attributter til det, man tror på, og derved havner man i kufr (vantro) eller vildledning. Afgudsdyrkelse, overtro og nonsens er netop et resultat af følelsernes fejlagtighed. Metoden for at have iman har Islam derfor ikke overladt til følelserne alene, således at man ikke tilskriver Allah ﷻ attributter, der modstrider guddommeligheden. Eller at man muliggør legemliggørelsen af Allah i materielle ting. Eller at man forestiller sig at kunne tilnærme sig Allah gennem tilbedelse af materielle ting. Dette ville enten føre til kufr eller shirk (polyteisme) eller til indbildning og overtro, hvilket den sandfærdige iman forkaster. Derfor har Islam skarpt påkrævet brugen af forstanden sammen med følelserne og har pålagt muslimen at bruge sin forstand i forbindelse med iman på Allah ﷻ, og har forbudt imitation (taqlid) i ’aqida. Islam har derfor gjort forstanden til dommer i forbindelse med iman på Allah ﷻ. Allah ﷻ siger:
﴿ إِنَّ فِى خَلْقِ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ وَٱخْتِلَـٰفِ ٱلَّيْلِ وَٱلنَّهَارِ لَـَٔايَـٰتٍ لِّأُو۟لِى ٱلْأَلْبَـٰبِ ﴾
»Sandelig, i himlenes og jordens skabelse, og i nattens og dagens vekslen, er der visselig tegn for de skarpsindige« [3:190]
Derfor er det en pligt (wajib) over enhver muslim at lade sin iman have sit udspring i tænkning, undersøgelse og overvejelse og at gøre forstanden til den fuldstændige dommer i iman på Allah ﷻ. Kaldet til overvejelsen omkring universet for at udlede dets love og for at blive retledt til iman på universets Skaber, gentager Qur’anen hundredvis af gange i sine forskellige sura’er (Qur’an-kapitler). Disse sura’er appellerer alle sammen til menneskets intellektuelle evner og kalder mennesket til tænkning og grundig overvejelse, så menneskets iman baseres på forstanden og det soleklare bevis. Kapitlerne advarer også mennesket mod at godtage det, ens forfædre har fulgt, uden overvejelse, dybdegående undersøgelse og selvstændig tillid til sandheden deraf. Det er denne iman, Islam har kaldt til. Islam har ikke kaldt til det, som kaldes de gamles tro, men en iman af et oplyst og et absolut overbevist menneske, som har gennemgået overvejelse efter overvejelse og derefter tænkning efter tænkning, for til sidst gennem overvejelsen og tænkningen at nå frem til den utvivlsomme vished (yaqin) om Allah, den Almægtige.
Er følelserne tilstrækkelige som vej til iman?
Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed, kære brødre. Vores emne er iman på Allah, Den Ophøjede.
Nogle muslimer og visse islamiske skoler—hvis man kan sige det sådan—har den opfattelse, at der ikke er behov for at fremlægge rationelle beviser for Skaberens, Den Ophøjedes, eksistens. De mener, at mennesket ikke behøver rationelle beviser for at nå frem til iman på Allah, Den Almægtige, men at følelserne alene er tilstrækkelige som vej til iman.
De mener, at det er det, menneskets natur fører til af sig selv. De siger: Mennesket er fra naturens side skabt med iman på Allah, Den Ophøjede. Når mennesket er skabt med denne medfødte iman på Allah, Den Almægtige, har det iman gennem sin skabelse og natur og behøver derfor ikke at søge efter rationelle beviser på Allahs, Den Almægtiges, eksistens.
De støtter dette med Allahs, Den Almægtiges, ord:
﴿ فَأَقِمْ وَجْهَكَ لِلدِّينِ حَنِيفًا ۚ فِطْرَتَ ٱللَّهِ ٱلَّتِى فَطَرَ ٱلنَّاسَ عَلَيْهَا ۚ لَا تَبْدِيلَ لِخَلْقِ ٱللَّهِ ۚ ذَٰلِكَ ٱلدِّينُ ٱلْقَيِّمُ وَلَـٰكِنَّ أَكْثَرَ ٱلنَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Ret derfor dit ansigt mod religionen som hanif—Allahs natur, som Han har skabt menneskene med. Der er ingen ændring af Allahs skaberværk. Det er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke.« [30:30]
De støtter sig også til Hans ord:
﴿ وَإِذْ أَخَذَ رَبُّكَ مِنۢ بَنِىٓ ءَادَمَ مِن ظُهُورِهِمْ ذُرِّيَّتَهُمْ وَأَشْهَدَهُمْ عَلَىٰٓ أَنفُسِهِمْ أَلَسْتُ بِرَبِّكُمْ ۖ قَالُوا۟ بَلَىٰ ۛ شَهِدْنَآ أَن تَقُولُوا۟ يَوْمَ ٱلْقِيَـٰمَةِ إِنَّا كُنَّا عَنْ هَـٰذَا غَـٰفِلِينَ ﴾
»Og da din Herre frembragte fra Adams børn—fra deres lænder—deres efterkommere og lod dem vidne om sig selv: ›Er Jeg ikke jeres Herre?‹ De sagde: ›Jo, vi vidner,‹ så I ikke på Opstandelsens Dag skulle sige: ›Det var vi uvidende om.‹« [7:172]
De, der har denne opfattelse, siger, at verset tydeligt viser, at Allah, Den Ophøjede, tog en pagt med Adams børn i den præjordiske al-Dharr-verden og frembragte deres efterkommere fra deres lænder—altså fra det tidspunkt, hvor Han skabte Adam (fred være med ham). Iman på Allah, Den Almægtige, er derfor indlejret i dem som en del af deres natur og kræver ikke rationelle beviser.
Dette udsagn indeholder i virkeligheden en vis overdrivelse. Ja, vi har allerede fastslået og bekræftet det gennem Allahs, Den Ophøjedes, ord, som vi reciterede for lidt siden:
﴿ فَأَقِمْ وَجْهَكَ لِلدِّينِ حَنِيفًا ۚ فِطْرَتَ ٱللَّهِ ٱلَّتِى فَطَرَ ٱلنَّاسَ عَلَيْهَا ۚ لَا تَبْدِيلَ لِخَلْقِ ٱللَّهِ ذَٰلِكَ ٱلدِّينُ ٱلْقَيِّمُ وَلَـٰكِنَّ أَكْثَرَ ٱلنَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Ret derfor dit ansigt mod religionen som hanif—Allahs natur, som Han har skabt menneskene med. Der er ingen ændring af Allahs skaberværk. Det er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke.« [30:30]
Det fremgår også af det andet vers, som vi reciterede, nemlig Hans ord:
﴿ وَإِذْ أَخَذَ رَبُّكَ مِنۢ بَنِىٓ ءَادَمَ مِن ظُهُورِهِمْ ذُرِّيَّتَهُمْ وَأَشْهَدَهُمْ عَلَىٰٓ أَنفُسِهِمْ أَلَسْتُ بِرَبِّكُمْ ۖ قَالُوا۟ بَلَىٰ ۛ شَهِدْنَآ ﴾
»Og da din Herre frembragte fra Adams børn—fra deres lænder—deres efterkommere og lod dem vidne om sig selv: ›Er Jeg ikke jeres Herre?‹ De sagde: ›Jo, vi vidner.‹« [7:172]
Dette vers—eller disse to vers—viser, at iman på Allah, Den Ophøjede, er medfødt. Men hvordan er menneskets iman på Allah, Den Ophøjede, når den udelukkende bygger på menneskets natur? Det kaldes iman gennem følelserne.
Betydningen af følelserne og religiøsitetsinstinktet
Hvad mener vi med ordet »følelserne«, når vi siger, at følelserne ikke er tilstrækkelige som vej til iman på Allah, Den Almægtige? På arabisk betegner wijdaan det, et menneske finder i sig selv: Verbet wajada betyder »at finde«, og navneordene wajd og wijdaan er afledt af det. Det er denne særlige betydning, vi taler om her.
I denne sammenhæng kan den særlige betydning være det, mennesket spontant finder i sig selv: en tilbøjelighed til at tilfredsstille sin natur, som får det til at føle sit behov for Den Organiserende Skaber, Den Ophøjede.
Menneskets natur—religiøsitetsinstinktet i mennesket—er menneskets følelse af behovet for Den Organiserende Skaber, Den Ophøjede.
Denne følelse udspringer af menneskets naturlige følelse af afmagt og behov. Mennesket indser, at det har brug for Allah, Den Ophøjede, og vender sig derfor til Ham. Følelsen er en sult i mennesket—et behov, der kræver tilfredsstillelse. Den korrekte tilfredsstillelse fører mennesket til tryghed og hvile, til ro i hjertet og til lykke.
Vejen til at tilfredsstille denne natur er sand iman på Allah, Den Ophøjede, at tilbede Ham gennem de ’ibadat, Han har foreskrevet, og at leve i overensstemmelse med Allahs retledning. Det, der tilfredsstiller menneskets natur, er altså iman på Allah, Den Ophøjede.
Hvis mennesket tænker korrekt, når det frem til iman på Allah, Den Almægtige. I sidste episode talte vi om den korrekte måde at tænke på—den naturlige måde at tænke på—som fører mennesket til iman på Allah, Den Almægtige.
Men lad os antage, at mennesket sætter sin forstand ud af kraft og ikke undersøger de rationelle beviser vedrørende det, der ligger bag universet, mennesket og livet, for at nå frem til deres Skaber, Den Ophøjede, og få iman på Ham.
Kan menneskets natur ikke gennem følelserne blive tilfredsstillet ved at tilbede andre end Allah, Den Ophøjede? Og som en anden mulighed: Kan følelserne alene ikke føre mennesket til at tillægge Allah, Den Ophøjede, egenskaber, der ikke sømmer sig for Ham, så det begår shirk mod Ham og forestiller sig egenskaber hos Ham, der ikke sømmer sig for Ham?
Jo. Hvordan? Hvis et menneskes sag overlades til dets følelser—altså den spontane tilbøjelighed, det finder i sig selv til at tilfredsstille religiøsitetsinstinktet—vil det hælde mod det, dets egen natur driver det imod. Det sker i overensstemmelse med dets særlige, personlige sindelag, en opvækst, der har påvirket det, og et miljø, der har præget det.
Er det ikke det, Allah, Den Ophøjede, henviser til i Sin ædle Bog, når Han siger:
﴿ وَإِذَا قِيلَ لَهُمُ ٱتَّبِعُوا۟ مَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ قَالُوا۟ بَلْ نَتَّبِعُ مَآ أَلْفَيْنَا عَلَيْهِ ءَابَآءَنَآ ۗ أَوَلَوْ كَانَ ءَابَآؤُهُمْ لَا يَعْقِلُونَ شَيْـًٔا وَلَا يَهْتَدُونَ ﴾
»Når det siges til dem: ›Følg det, Allah har åbenbaret,‹ siger de: ›Nej, vi følger det, vi fandt vores fædre følge.‹ Også selv om deres fædre intet forstod og ikke var retledte?« [2:170]
»Det, vi fandt vores fædre følge«—altså det, vi fandt vores fædre følge—det er betydningen af følelserne.
Imitation (taqlid) og religiøsitetsinstinktets afvigelse
Et menneske kan overlade sin natur til at tilfredsstille sig selv eller lade den blive tilfredsstillet af det, mennesket finder omkring sig, og som kan tilfredsstille den.
Hvis mennesket så finder, at folk omkring det—dets samfund, forældre og familie—tilbeder en afgud, vil det i sig selv finde en tilbøjelighed til at tilfredsstille religiøsitetsinstinktet gennem det, det ser omkring sig: mennesker, der tilfredsstiller instinktet ved at tilbede afguden.
De sagde derimod:
﴿ إِنَّا وَجَدْنَآ ءَابَآءَنَا عَلَىٰٓ أُمَّةٍ وَإِنَّا عَلَىٰٓ ءَاثَـٰرِهِم مُّهْتَدُونَ ﴾
»Vi fandt vores fædre følge en bestemt vej, og vi er retledte ved at følge i deres spor.« [43:22]
»Vi fandt vores fædre…« De finder folk omkring sig tilbede noget, hvorefter deres natur—på en forkert og afvigende måde—hælder mod at tilbede de samme ting, som andre mennesker tilbad.
Derfor ender mennesker så ofte i imitation, indbildninger, overtro og myter, når de sætter deres forstand ud af kraft.
Var de mennesker, der gennem historien bar eller antog religioner, ikke tilhængere af hedenskab i dets mange former—dem, der tilbad solen, månen eller stjernerne; dem, der tilbad Nilen eller Farao; dem, der tilbad afguder, de selv havde fremstillet; dem, der gjorde en af Allahs profeter til en gud og tilbad ham; eller dem, der tilbad koen, og så videre?
Hvad drev disse mennesker til at tilbede sådanne ting? Var det forstanden, der fik mennesket til at tage en afgud til sig og tilbede den? Bestemt ikke. Det var religiøsitetsinstinktet i mennesket. Mennesket ønsker at tilbede, at helliggøre og at søge nogen, som kan afhjælpe dets mangel og behov. Når det sætter forstanden ud af kraft, finder det mennesker omkring sig tilbede en afgud, kaste sig ned for et afgudsbillede eller helliggøre et skabt væsen, og så følger det dem. Sådan forløber denne form for tænkning.
Påstanden om, at følelserne alene er tilstrækkelige til iman på Allah, Den Ophøjede, at forstanden ikke er relevant her, og at der ikke er behov for rationelle beviser på Allahs, Den Ophøjedes, eksistens, er i virkeligheden en grundløs påstand—både set i forhold til virkeligheden og til Shariahs tekster.
Qur’anens opfordring til rationel overvejelse
Hvorfor henleder Allah, Den Ophøjede, i Sin ædle Bog menneskenes opmærksomhed på skabelsens hemmeligheder og opfordrer dem til at betragte universet, mennesket og livet overalt i himlene og på jorden? Hvorfor siger Allah, Den Ophøjede, til menneskene:
﴿ قُلِ ٱنظُرُوا۟ مَاذَا فِى ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ ﴾
»Sig: ›Se på det, der er i himlene og på jorden.‹« [10:101]
Og hvorfor siger Han:
﴿ أَفَلَا يَنظُرُونَ إِلَى ٱلْإِبِلِ كَيْفَ خُلِقَتْ وَإِلَى ٱلسَّمَآءِ كَيْفَ رُفِعَتْ وَإِلَى ٱلْجِبَالِ كَيْفَ نُصِبَتْ ﴾
»Ser de da ikke på kamelerne, hvordan de blev skabt, på himlen, hvordan den blev hævet, og på bjergene, hvordan de blev rejst?« [88:17–19]
Hvorfor siger Allah, Den Ophøjede, til menneskene, når Han taler til dem om iman:
﴿ أَمْ خُلِقُوا۟ مِنْ غَيْرِ شَىْءٍ أَمْ هُمُ ٱلْخَـٰلِقُونَ أَمْ خَلَقُوا۟ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضَ ۚ بَل لَّا يُوقِنُونَ ﴾
»Blev de skabt af intet, eller er de selv skaberne? Eller skabte de himlene og jorden? Nej, de har ingen sikker vished.« [52:35–36]
Disse vers taler tydeligt om skabelsen. De leder mennesket til at betragte universets tegn, som findes spredt omkring det i himlene og på jorden, så det gennem dem kan nå frem til Skaberens, Den Ophøjedes, eksistens.
Ateisme og behovet for rationelle beviser
Virkeligheden er, at der fra oldtiden og frem til i dag har været mennesker, tankeretninger og ’aqidaer, som byggede på at benægte Skaberens, Den Ophøjedes, eksistens. De fór vild og ledte andre vild efter sig.
Denne idé er ikke ny. Tidligere blev dens tilhængere kaldt Dahriyyun—evighedstilhængerne—og de udtrykte deres opfattelse således.
Som det fremgår af Allahs, Den Almægtiges, Bog:
﴿ وَقَالُوا۟ مَا هِىَ إِلَّا حَيَاتُنَا ٱلدُّنْيَا نَمُوتُ وَنَحْيَا وَمَا يُهْلِكُنَآ إِلَّا ٱلدَّهْرُ ﴾
»De siger: ›Der findes kun vores jordiske liv. Vi dør og lever, og intet andet end tiden tilintetgør os.‹« [45:24]
Siden oldtiden har der—selv om de fleste mennesker var religiøse af natur—været afvigende skoler, afvigende filosofier og afvigende ’aqidaer, hvis tilhængere fastslog, påstod og hævdede, at denne eksistens ikke har nogen Skaber, men eksisterer af sig selv uden at være frembragt af nogen. Denne ’aqida—denne idé—findes stadig i dag under forskellige betegnelser og er blevet antaget af nogle af vor tids mest kendte skoler og retninger.
Den marxistiske filosofi bygger på den ’aqida, at »der ikke er nogen gud, og livet er materie«. Det er ikke kun marxister, der hævder, at universet, mennesket og livet ikke har nogen Skaber, at de har eksisteret af sig selv siden evigheden, og at ingen Skaber har frembragt dem. I Vesten og resten af verden findes mennesker, der pralende hævder at være nået frem til den absolutte sandhed: at intet andet end materie eksisterer, og at materien er nødvendigvis-eksisterende. De har påvirket andre, og nogle folkeslag er blevet påvirket af denne idé. Hvad skal vi sige til dem?
Skal vi sige til dem: »Vi har intet svar og intet bevis, der kan gendrive den filosofi, I bærer, og den ateisme, I er nået frem til«? Skal vi sige: »Vend blot tilbage til jeres natur«? Tidens gang har ødelagt deres natur; tanker har ødelagt den; filosofi har ødelagt den; og det materielle liv, de lever, har ødelagt den. Der findes ingen vej til at føre deres natur tilbage til den rette kurs uden at tale til deres forstand.
De hævder at være nået frem til ateisme gennem rationel tænkning. Det er deres påstand, selv om de i virkeligheden blot foregiver at være rationelle og ikke er det.
Hvis forstanden følger sandhedens vej, når den uundgåeligt frem til, at universet, mennesket og livet har en Skaber, som har skabt dem—Allah, Den Ophøjede. Derfor må vi diskutere med disse mennesker ved hjælp af forstanden for at bevise over for dem, at materien i universet, mennesket og livet ikke kan eksistere af sig selv.
Vi må rette deres opmærksomhed og tanker mod, at materien i universet, mennesket og livet af natur er begrænset, mangelfuld, afmægtig og afhængig af en, der frembringer den og underlægger den det system, som den er underlagt. Derfor må vi konfrontere ateisterne og besvare de vildfarnes, tvivlendes og fortabtes spørgsmål ved at tale til deres forstand og fremlægge absolutte og afgørende rationelle beviser på Allahs, Den Ophøjedes, eksistens.
Forstanden og »de gamles tro«
Derfor afviser vi den idé, som nogle nåede frem til for flere hundrede år siden i Islams historie, og som fortsat gentages i dag: at iman er »de gamles tro«—en iman, der hverken bygger på tanke, forstand eller bevisførelse, men blot er en iman, som Allah kaster ind i hjerterne. »De gamles tro er et lys, som Allah kaster ind i hjertet.«
Ja, iman er et lys, som Allah kaster ind i hjertet på grundlag af korrekt tænkning.
Allah, Den Ophøjede, gjorde forstanden til grundlaget for taklif (pålæggelse af ansvar). Det er Ham, der henvendte Sig til menneskene og opfordrede dem til at tænke, bruge forstanden og overveje alt i himlene og på jorden—alt omkring dem:
﴿ سَنُرِيهِمْ ءَايَـٰتِنَا فِى ٱلْـَٔافَاقِ وَفِىٓ أَنفُسِهِمْ حَتَّىٰ يَتَبَيَّنَ لَهُمْ أَنَّهُ ٱلْحَقُّ ﴾
»Vi vil vise dem Vore tegn i horisonterne og i dem selv, indtil det står klart for dem, at det er sandheden.« [41:53]
﴿ سَنُرِيهِمْ ءَايَـٰتِنَا فِى ٱلْـَٔافَاقِ وَفِىٓ أَنفُسِهِمْ حَتَّىٰ يَتَبَيَّنَ لَهُمْ أَنَّهُ ٱلْحَقُّ ﴾
»Vi vil vise dem Vore tegn i horisonterne og i dem selv, indtil det står klart for dem, at det er sandheden.« [41:53]
Sagen drejer sig derfor om betragtning, iagttagelse, overvejelse og tænkning:
﴿ إِنَّ فِى خَلْقِ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ وَٱخْتِلَـٰفِ ٱلَّيْلِ وَٱلنَّهَارِ لَـَٔايَـٰتٍ لِّأُو۟لِى ٱلْأَلْبَـٰبِ ﴾
»Sandelig, i himlenes og jordens skabelse, og i nattens og dagens vekslen, er der visselig tegn for de skarpsindige.« [3:190]
Med »de skarpsindige« menes dem, der bruger deres forstand.
Når Qur’anen taler om de skarpsindige og om et hjerte i mennesket, der skal bruge forstanden, overveje og tænke, henvender den sig til forstandene—menneskets rationelle evner—så mennesket kan nå frem til sandheden.
Farerne ved at nøjes med følelsesbaseret iman
Iman er ikke blot følelsesbaseret iman. Det er heller ikke blot, at menneskets natur spontant bevæger sig mod det, mennesket kommer til at tro på. Det kan endda føre til, at mennesket forestiller sig Skaberen, Den Ophøjede, legemliggjort i materiel form, sådan som de arabiske afgudsdyrkere, som Allahs Sendebud (saw) blev sendt iblandt, gjorde. De sagde om deres guder:
﴿ مَا نَعْبُدُهُمْ إِلَّا لِيُقَرِّبُونَآ إِلَى ٱللَّهِ زُلْفَىٰٓ ﴾
»Vi tilbeder dem kun, for at de kan bringe os nærmere Allah.« [39:3]
De anerkendte Allahs eksistens, Skaberens eksistens:
﴿ وَلَئِن سَأَلْتَهُم مَّنْ خَلَقَ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضَ لَيَقُولُنَّ ٱللَّهُ ﴾
»Hvis du spørger dem, hvem der skabte himlene og jorden, vil de bestemt sige: ›Allah.‹« [31:25; 39:38]
Ja, blandt farerne ved at overlade iman til følelserne alene er, at mennesket enten kan blive ateist eller begå shirk. Det kan også have iman på Skaberen, Den Ophøjede, men tillægge Ham egenskaber, der ikke sømmer sig for Ham, eller søge nærhed til Ham gennem afgudsdyrkelse. Det gjorde de arabiske afgudsdyrkere. De forestillede sig, at de ved at tilbede al-Lat, al-Uzza, Manat og Hubal nærmede sig Allah, Den Almægtige. De anerkendte Allahs eksistens, men da de uden at bruge forstanden overlod sagen til traditionel, følelsesbaseret og nedarvet iman, overtro og indbildning, begyndte de at tilbede afguder—eller at nærme sig Allah gennem afguder. Når iman overlades til følelserne, kan mennesket også forestille sig måder at tilbede Allah på, som ikke sømmer sig for Ham, Den Almægtige.
Mennesket opfinder så selv sådanne former for tilbedelse. Derfor må det forene begge dele: Det skal søge den ’aqida, der tilfredsstiller og stemmer overens med dets natur, og denne ’aqida skal overbevise forstanden. Mennesket skal undersøge virkelighederne gennem de evner, Allah, Den Ophøjede, har givet det: evnen til at opfatte ting og evnen til at forstå virkeligheder.
At anerkende forstandens grænser—ikke at forkaste den
Dette er at bygge på tanken, forstanden og rationelle beviser. Det er ikke korrekt, når nogle siger, at et menneske, som fordyber sig i rationel bevisførelse, på et tidspunkt ender i en blindgyde. I virkeligheden var det ikke dem, der brugte forstanden til at nå frem til iman på Allahs, Den Ophøjedes, eksistens, som faldt i dette problem. Det var dem, der belastede deres forstand ud over dens evne. Vi vil tale om dem i en senere episode, med Allahs tilladelse. De så, at deres forstand kunne opfatte de sanselige tings virkelighed, og antog derfor, at forstanden havde ubegrænsede evner. De begyndte at søge at opfatte det, der ligger ud over sanserne og ud over den håndgribelige, sanselige virkelighed. De forsøgte at forestille sig det, der ligger bag universet, mennesket og livet. Derefter gik de endnu længere og forsøgte at forstå Skaberens, Den Ophøjedes, væsen og egenskaber, fordi de antog, at forstanden var en evne med ubegrænsede muligheder. Da de fangede sig selv i denne indbildning, vendte de om og sagde: »Vi forestillede os, at forstanden kunne nå frem til alle sandheder. Vi nåede derefter en anden konklusion og lagde til ved den modsatte bred: Det er ikke forstanden, der leder til Allah, Den Ophøjede; iman er derimod et lys, som Allah kaster ind i hjertet. Det er de gamles tro, som ikke bygger på rationel bevisførelse.« I virkeligheden er dette en omvending af deres egen position, ikke en retledning til sandheden. Allah, Den Ophøjede, gav mennesket en forstand, der skulle være grundlaget for retledning. Uden menneskets evne til at opfatte gennem forstanden og tænkningen ville det ikke kunne nå frem til nogen sandhed. Derfor gjorde Allah, Den Ophøjede, forstanden til grundlaget for taklif (pålæggelse af ansvar).
Hvis denne evne fratages mennesket—hvis det mister det, det har fået—bortfalder de forpligtelser, der er pålagt det. Derfor holder ingen af os et sindssygt menneske ansvarligt for en bevidst og forstående iman på Allah, Den Ophøjede, eller for at underkaste sig Hans befalinger, fordi det hverken kan begribe dem, fatte dem med forstanden eller forstå dem.
Allah, Den Ophøjede, grundlagde den islamiske ’aqida hos de troende på forstanden. Han siger:
﴿ إِنَّ فِى خَلْقِ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ وَٱخْتِلَـٰفِ ٱلَّيْلِ وَٱلنَّهَارِ وَٱلْفُلْكِ ٱلَّتِى تَجْرِى فِى ٱلْبَحْرِ بِمَا يَنفَعُ ٱلنَّاسَ وَمَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ مِنَ ٱلسَّمَآءِ مِن مَّآءٍ فَأَحْيَا بِهِ ٱلْأَرْضَ بَعْدَ مَوْتِهَا وَبَثَّ فِيهَا مِن كُلِّ دَآبَّةٍ وَتَصْرِيفِ ٱلرِّيَـٰحِ وَٱلسَّحَابِ ٱلْمُسَخَّرِ بَيْنَ ٱلسَّمَآءِ وَٱلْأَرْضِ لَـَٔايَـٰتٍ لِّقَوْمٍ يَعْقِلُونَ ﴾
»I skabelsen af himlene og jorden, i nattens og dagens skiften, i skibene, som sejler på havet med det, der gavner menneskene, i det vand, som Allah sender ned fra himlen og dermed giver jorden liv efter dens død og spreder alle slags levende væsener på den, i vindenes skiften og i skyerne, som holdes mellem himmel og jord, er der tegn for mennesker, som bruger deres forstand.« [2:164]
Spørgsmål og diskussion
Al lovprisning tilkommer Allah, verdenernes Herre. Jeg går nu videre til de spørgsmål, vi har modtaget live.
Hvad det betyder at grundfæste ’aqida
Spørgsmål: Hvad betyder det at grundfæste ’aqida? Og hvordan forbinder vi det med Allahs Sendebuds (saw) udsagn: »Den, der siger: ›Der er ingen anden gud end Allah,‹ vil træde ind i Paradiset« [al-Tabarani, al-Mu‘jam al-Awsat 2426]? Er »de gamles tro« ikke tilstrækkelig for et menneske? Tak.
Hvad betyder det? Lad mig begynde med spørgsmålet: Hvad betyder det at grundfæste ’aqida? Vi har sagt, at den troendes ’aqida skal hvile på beviser.
Når vi taler om iman på Allah, Den Ophøjede, grundfæstes denne iman ved at fastslå de rationelle beviser, der påviser Hans eksistens. Når vi taler om iman på, at Qur’anen er Allahs Tale, vil vi behandle dette senere, med Allahs tilladelse. Det sker ved at fremlægge afgørende og absolutte rationelle beviser for, at Qur’anen er Allahs Tale. Det grundfæster også iman på, at Muhammad (saw) er Allahs Sendebud. Når vi taler om at grundfæste iman på englene, den Yderste Dag, Paradiset og Helvedet, fremlægger vi absolutte overleverede beviser fra Allahs, Den Almægtiges, Bog, som påviser englenes, den Yderste Dags, Paradisets og Helvedets eksistens. Det er betydningen af at grundfæste ’aqida: at forankre den i absolutte beviser, hvad enten det er rationelle beviser—hvor forstanden skal anvendes i bevisførelsen—eller overleverede beviser—hvor åbenbaringen skal anvendes i bevisførelsen.
Betydningen af hadithen »Den, der siger: ›Der er ingen anden gud end Allah‹«
Angående Allahs Sendebuds (saw) udsagn: »Den, der siger: ›Der er ingen anden gud end Allah,‹ vil træde ind i Paradiset«, betyder det naturligvis ikke, at du træder ind i Paradiset, blot fordi du med tungen siger: »Der er ingen anden gud end Allah.« Iman er ikke blot ord. Iman er derimod en overbevisning, som fører til en mundtlig anerkendelse og derefter til lydighed mod Allah, Den Ophøjede. Imam al-Hasan al-Basri, må Allah være ham nådig, udtrykte det således: »Iman er det, der har slået rod i hjertet og bekræftes af handling« [Musannaf Ibn Abi Shaybah 32365]. En kafir, afgudsdyrker eller hykler kan udtale ordene »Der er ingen anden gud end Allah« uden at bære dem i sit hjerte eller være overbevist om dem i sit hjerte, mens han fornægter Allah og er kafir. Er det nok blot at sige ordene? Sagde hyklerne dem ikke? Allah, Den Ophøjede, sagde:
﴿ إِنَّ ٱلْمُنَـٰفِقِينَ فِى ٱلدَّرْكِ ٱلْأَسْفَلِ مِنَ ٱلنَّارِ ﴾
»Hyklerne vil sandelig være i Ildens dybeste lag.« [4:145]
De plejede at sige ordene hele tiden og gentage dem i bønnen sammen med de troende, mens de stod bag Allahs Sendebud (saw) og bad af hykleri. Udsagnet »Den, der siger: ›Der er ingen anden gud end Allah,‹« skal derfor forstås som: Den, der har iman på, at der ikke er nogen anden gud end Allah, og opfylder det, denne iman kræver, vil træde ind i Paradiset.
Er »de gamles tro« uden rationelt bevis?
Der findes en påstand om, at »de gamles tro« alene bygger på menneskets natur og ikke på rationelle selvfølgeligheder.
Denne påstand har intet grundlag. Hvem siger, at gamle kvinder ikke har en forstand, de kan tænke med? Hvem siger, at det kræver genier at bevise Allahs, Den Ophøjedes, eksistens ved hjælp af forstanden? Nåede beduinen ikke frem til Skaberens, Den Ophøjedes, eksistens ved at sige: »Kamelgødning vidner om en kamel, og spor vidner om en rejsende. Vidner et land med bjergpas, bjerge med faste tinder og en himmel med stjernebilleder ikke om Skaberen, Den Ophøjede?« Havde denne beduin den uddannelse, som nogle forestiller sig, at vi behøver for at bevise Allahs, Den Ophøjedes, eksistens? Bestemt ikke.
Ethvert menneske med et klart sind, som anerkender virkelighederne og oprigtigt søger sandheden, kan gennem de rationelle selvfølgeligheder, det besidder, nå frem til iman på Allah, Den Ophøjede, ved at betragte tingene omkring sig. Hver eneste af disse ting indeholder et bevis på Allahs eksistens. Gamle kvinder, der har iman på Allah, Den Ophøjede, er som unge mennesker, som mænd, som uddannede mennesker, som dannede mennesker og som de højest uddannede mennesker, der søgte efter og stræbte efter sandheden og nåede den ved at indse, at hverken disse ting, som findes spredt omkring os, eller vi selv kan eksistere, uden at Skaberen, Den Ophøjede, har frembragt os.
Et spørgsmål om takfir og overdreven ophøjelse af awliya
Broder Abu Qusay spørger: Fører det, du har forklaret, ikke en muslim til kufr, hvis han ikke følger den korrekte vej til iman? Jeg henviser til udsagnet: »Det er det, vi fandt vores fædre følge.« Hvordan undgår vi så letfærdig takfir, når vi taler om den korrekte vej til iman? Nogle muslimer fulgte ikke denne vej. Ud over iman på Allah, Hans Sendebud og Hans engle antog de en yderligere form for iman på visse retskafne awliya eller personer, som det skete hos visse sufier eller retninger. Jeg håber, mit spørgsmål er tydeligt, og jeg beklager, at det blev langt. Må Allah ære dig, kære broder.
Den tilsigtede betydning fremgår tydeligt af spørgsmålet som helhed.
Ja. Dit spørgsmål bekræfter det, vi har sagt: Hvis man sætter forstanden ud af kraft og overlader iman til følelserne—følelser, der påvirkes af personlige tilbøjeligheder, som igen formes af den virkelighed, mennesket lever i, miljøet, samfundet, presset og den nedarvede tradition—overlader man iman til disse forhold. Hvis et menneske på denne måde lader iman komme gennem følelserne, kan det få iman på andet end Allah.
Et menneske kan have iman på Allah og derefter føje en helliggørelse af visse awliya til sin iman på Allah, Den Ophøjede, og give dem en høj rang. Det kan give nogle awliya status som hellige personer, placere dem højere end profeterne eller forestille sig, at de kan kontrollere universets partikler, og så videre. Ja.
Alt dette skyldes, at disse mennesker forlod den korrekte rationelle tænkemåde og begyndte at følge indbildninger, nonsens og overtro—alt sammen fordi de overlod sagen til en traditionel og nedarvet iman, der alene kommer gennem følelserne.
Afslutning
Kære brødre, vi stopper her med det, vi hidtil har fremlagt. Vi beder Allah, Den Ophøjede, om at have gavnet os gennem det og om at lade os få endnu større gavn. O Allah, lær os det, der gavner os, lad os få gavn af det, Du har lært os, og øg os i viden, Du mest Barmhjertige af alle barmhjertige. Al lovprisning tilkommer Allah, verdenernes Herre. Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser.
