Alle Halaqaat
DA

Halaqa 5

Vejen til Iman — Forstandens manglende evne til at opfatte Allah Selv

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 5: Vejen til Iman — Forstandens manglende evne til at opfatte Allah Selv

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 26. juni 2017 — 2. shawwal 1438 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning og emne for afsnittet

Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige. Lovprisning tilkommer Allah, og fred og velsignelser være med Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og enhver, der følger hans vej på bedste vis frem til dommedag. Kære brødre.

Her er vi igen sammen med jer i et nyt afsnit af vores liveprogram. Vi beskæftiger os fortsat med emnet Vejen til Iman. Når mennesket tænker korrekt over dette emne, fører det til sidst frem til iman på den korrekte ’aqida, som Allah, Den Ophøjede, har valgt for Sine tjenere.

Vi har tidligere talt om iman på Allah, Den Almægtige, og med afgørende rationelle beviser fastslået, at universet, mennesket og livet er skabt af en Skaber. Dette var beviset for Allahs, Den Ophøjedes, eksistens.

I sidste afsnit talte vi om en yderst vigtig sag: Iman på Allah, Den Ophøjede, må ikke overlades alene til følelserne. Hans eksistens skal bevises med rationelle beviser, for følelserne kan føre mennesket på afveje til at tilbede andre end Allah, sætte nogen ved Hans side eller tilskrive Ham egenskaber, der ikke sømmer sig for Ham.

I dag fortsætter vi emnet iman på Allah, Den Ophøjede, og behandler endnu en yderst vigtig sag. Uklarhed om denne sag har fået mange mennesker til at havne i alvorlige problemer, som undertiden kan føre mennesket ud af imanens kreds. Hvis mennesket med sin forstand kan slutte sig til Allahs, Den Ophøjedes, eksistens – og forstanden således kan fastslå og erkende Skaberens eksistens – er den samme forstand da også i stand til at opfatte Allah Selv og dermed Hans egenskaber? Eller afhænger kendskabet til Allahs egenskaber, eller nogle af dem, af den overleverede vej, som kommer til os fra Allah, Den Ophøjede? Dette er emnet for dette afsnit.

Fra bogenIslams systemSjette udgave · 2001s. 10–11

Oplæsning fra bogen Islams system

På trods af at mennesket er forpligtet til at gøre brug af forstanden for at nå frem til iman på Allah ﷻ, så er det dog ikke muligt for mennesket at opfatte det, som ligger ud over menneskets sanser og forstand. Dette skyldes, at menneskets forstand er begrænset, ligeledes er forstandens evner, som er begrænset af en uoverskridelig grænse, uanset hvor meget den højnes og vokser. Som følge deraf er menneskets opfattelsesevne begrænset. Derfor kan forstanden ikke opfatte Allah Selv og Hans virkelighed, fordi Allah ﷻ er ophøjet over universet, mennesket og livet, og menneskets forstand er ude af stand til at opfatte virkeligheden af det, der er hævet over mennesket. Derfor kan forstanden ikke opfatte Allah Selv. I denne sammenhæng er det forkert at spørge: Hvordan er mennesket med sin forstand kommet frem til iman på Allah, samtidig med at menneskets forstand er ude af stand til at opfatte Allah Selv? Svaret er, at denne iman er en iman på eksistensen af Allah ﷻ, og Hans eksistens kan opfattes gennem eksistensen af Hans skabninger, som er universet, mennesket og livet. Disse skabninger ligger inden for grænsen af det, forstanden kan opfatte. Altså har mennesket begrebet disse skabninger, og har gennem denne opfattelse begrebet eksistensen af en skaber til dem, og denne skaber er Allah ﷻ. Derfor er iman på Allahs eksistens rationel og ligger inden for forstandens grænser. Modsat forholder det sig i forbindelse med opfattelsen af Allah Selv, som nemlig er umulig at opfatte, fordi Allah er ophøjet over universet, mennesket og livet, og dermed hævet over forstandens rækkevidde. Det er umuligt for forstanden at opfatte virkeligheden af det, der er ophøjet over forstanden pga. forstandens begrænsede evne til at opfatte dette.

Denne begrænsede opfattelsesevne skal i sig selv være med til at forstærke iman og skal ikke være et tvivlsmoment eller en faktor for skepsis, for da vores iman på Allah ﷻ er kommet via forstanden, så er vores opfattelse af Hans eksistens en fuldstændig opfattelse, og da vores følelse af Hans eksistens er ledsaget af forstanden, er vores følelse af Hans eksistens en absolut følelse. Alt dette giver os en fuldstændig opfattelse og en absolut følelse af alle de guddommelige egenskaber.

Dette tjener til at overbevise os om, at vi ikke vil være i stand til at opfatte virkeligheden af Allah Selv på trods af vores stærke iman på Hans eksistens. Ligeledes tjener det til at overbevise os om, at vi skal underkaste os alle Hans meddelelser til os vedrørende det, forstanden ikke har været i stand til at opfatte eller nå frem til at opfatte. Denne begrænsede opfattelsesevne skyldes den naturlige afmægtighed i den menneskelige forstand med dens relative og begrænsede målestokke til at opfatte hvad, der er hævet over forstanden, da en sådan opfattelse kræver målestokke, der hverken er relative eller begrænsede, hvilket mennesket ikke er og heller ikke kan komme i besiddelse af.

Se bogkilden

Forstandens grænser hos Ibn Khaldun

Brødre, jeg indleder min tale om dette emne med at læse en smuk passage af den store lærde Ibn Khaldun – må Allah være barmhjertig mod ham – fra hans berømte værk al-Muqaddimah. Her taler han om forstanden, dens betydning og dens grænser.

Han siger – må Allah være barmhjertig mod ham: »Forstanden er en korrekt målestok, og dens domme er sikre og uden falskhed. Men du må ikke håbe at kunne veje spørgsmål om tawhid, profetskabets realitet, de guddommelige egenskabers realiteter og alt det, der ligger uden for dens virkefelt, med den. Det ville være at håbe på det umulige.«

For at forklare dette giver han et fint eksempel på forstandens evne. Han sammenligner den med en mand, der så en vægt, som man vejer guld med, og derfor håbede at kunne veje bjerge med den. Han fandt en vægt, der vejede guld nøjagtigt, og i sin beundring for den håbede han også at kunne veje bjerge med den.

Ibn Khaldun – må Allah være barmhjertig mod ham – fortsætter: »Dette viser ikke, at vægtens domme er usande. Men forstanden har en grænse, hvor den standser, og den kan ikke overskride sit virkefelt, så den kan omfatte Allah og Hans egenskaber. For den er blot ét atom blandt de atomer i eksistensen, som Han har frembragt.« Derefter siger han – må Allah være barmhjertig mod ham: »Forstå heraf fejlen hos den, der i sådanne spørgsmål giver forstanden forrang for det overleverede, hans mangelfulde forståelse og hans svage vurdering. Sandheden i sagen er nu blevet tydelig for dig.«

Forstandens virkefelt og iman på det usete

Ibn Khaldun gør altså her opmærksom på forstandens betydning og fastslår, at dens domme er afgørende og uden tvivl, når forstanden dømmer inden for det område, den magter, og som ligger inden for dens evner.

Men hvis forstanden får frit løb til at dømme om det, der ligger ud over sansningen, er dens domme ikke længere egentlige rationelle domme, men blot fantasier og forestillinger. Det var det, mange filosoffer faldt i. De blev betaget af forstanden og mente, at de med den havde opdaget realiteterne af de ting, sanserne opfatter, samt eksistensen af ting, som sanserne ikke opfatter direkte, men hvis virkninger de opfatter.

De antog, at forstanden kunne fælde dom over alt, selv det, der ligger uden for sansernes rækkevidde. Det er det, Qur’anen betegner som det usete. Allah, Den Ophøjede, siger:

﴿ ذَٰلِكَ ٱلْكِتَـٰبُ لَا رَيْبَ فِيهِ هُدًى لِّلْمُتَّقِينَ ٱلَّذِينَ يُؤْمِنُونَ بِٱلْغَيْبِ وَيُقِيمُونَ ٱلصَّلَوٰةَ ﴾
»Dette er Skriften, som der ingen tvivl er om, en retledning for de gudsbevidste, som har iman på det usete og opretholder bønnen« [2:2–3]

De har iman på det usete. Iman på det usete er en grundlæggende sag og en væsentlig del af den islamiske ’aqida. Vi har iman på forhold, som Allah, Den Ophøjede, har pålagt os at have iman på, uden at vi ser dem, opfatter dem med vores forstand eller sågar sanser deres virkninger. Vi har iman på dem, fordi sikre oplysninger om dem er nået frem til os fra en kilde, der ikke hersker tvivl om: åbenbaringen fra Allah, Den Ophøjede. Iman på Allahs egenskaber hører til denne kategori.

Forstandens realitet og erkendelsens grænser

Kan mennesket med sin forstand slutte sig til Allahs, Den Ophøjedes, egenskaber? Nej, naturligvis ikke. Forstanden er ganske enkelt en erkendelsesevne hos mennesket, som afhænger af materielle elementer. Hvad er forstanden da?

Forstanden er i sin realitet resultatet af, at sansningen af ting overføres til hjernen. Allah, Den Ophøjede, har skabt fem sanser i dig. Med dem sanser du tingene omkring dig: Du ser, hører, lugter, rører og smager. De fem sanser overfører sansningen af tingene til hjernen. I hjernen knyttes sansningen sammen med tidligere informationer, som mennesket har lagret. Denne sammenknytning er forstanden. Det arabiske ord ’aql betyder sprogligt at binde eller knytte: At binde en ting er at knytte den fast.

Forstanden fælder sin dom over den virkelighed, som mennesket har sanset. Forstandens erkendelse er derfor begrænset af menneskets sansning. Mennesket opfatter det, det sanser: det, det ser, hører, smager, rører og så videre. Gennem disse sanser finder erkendelse, tænkning og forstandsprocessen sted.

Det rationelle bevis for Skaberens eksistens

Da vi fastslog Skaberens, Den Ophøjedes, eksistens, var det ikke, fordi forstanden kan opfatte Allah Selv – naturligvis ikke. Det var, fordi vi undersøgte de ting, der omgiver os: universets, menneskets og livets materie. Vi fandt og sansede, at disse ting er begrænsede, afmægtige og mangelfulde, at de ikke kan eksistere af sig selv, og at intet ved dem giver grundlag for at dømme, at de er evige og uden begyndelse. Alene ved at dømme, at de er begrænsede, dømte vi, at de har en begyndelse. Der findes altså én, som har frembragt disse ting: universet, mennesket og livet. Vi erkendte Skaberens eksistens ved at erkende Hans virkning, og ved at sanserne opfattede denne virkning, nemlig skabelsen. Der findes ingen skabelse uden en Skaber.

Når forstanden med sikkerhed har fastslået, at tingene omkring os er skabte, er det et bevis for Skaberens, Den Almægtiges, eksistens. Her standser forstandens evne i forbindelse med iman på Allah. Sanserne opfattede virkningen – skabelsen – og derigennem erkendte vi Skaberens eksistens. Blandt de ting, vores sanser opfatter, findes der naturligvis også tegn på nogle af Skaberens egenskaber.

Hvad forstanden kan opfatte af Skaberens egenskaber, og kilden til kendskabet til dem

Ved en rationel dom er Allah, Den Almægtige, almægtig, for den, der ikke besidder magt, kan ikke skabe disse skabninger. Han er stor og vis, og sporene af visdom er udbredt omkring os. Vi opfatter det af egenskabernes virkninger, som vores sanser kan nå. Men mennesket må ikke lade fantasien løbe og forestille sig, at det kan opfatte Allahs, Den Ophøjedes, egenskaber. Disse egenskaber ligger ud over forstanden og sansningen. Mennesket kan derfor ikke med forstanden alene fastslå med sikkerhed, at Allah eksempelvis er Dommeren, Forsørgeren, Althørende, Altseende eller Den, der giver sejr. Disse egenskaber kan mennesket ikke erkende med forstanden alene. Vi er blevet sikre på de egenskaber, som Allah har fortalt os om gennem åbenbaringen til Sin Profet Muhammad (fred og velsignelser være med ham). Qur’anen og sunnaen indeholder beskrivelser af Allahs egenskaber. Iman på disse egenskaber er iman på den åbenbaring, der blev sendt til Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham), og den fuldender imanen på Allah, for iman på Allahs egenskaber er en del af vores iman på Ham.

Vi har således iman på Allah som Den Organiserende Skaber, og vi har iman på alt det, Han har beskrevet Sig Selv med i Sin Ædle Bog eller i Sin Profets sunna, når det er nået frem til os ad en sikker vej.

Manglende evne til at opfatte Allah Selv styrker imanen

Nogen kan spørge: »Viser dette ikke svaghed i imanen på Allah, Den Almægtige?« Vi svarer: Tværtimod. Når et menneske helliggør og tilbeder guder, som sanserne kan opfatte – med en begrænset størrelse og endelige dimensioner, indeholdt i universet, jorden og himlen – er det et tydeligt bevis på, at det tilbeder noget, som ikke bør tilbedes og ikke fortjener tilbedelse. Det tilbeder ting, der falder inden for menneskets sanser i denne begrænsede og endelige verden. Allah, Den Ophøjede, er Skaberen af alle disse ting. Han har gjort menneskets sansning i dette liv begrænset til universet, mennesket og livet. At vi har iman på Hans egenskaber, men ikke kan opfatte dem med vores sanser eller forstand – menneskets manglende evne til at opfatte Allah Selv – styrker den troendes iman. Han har iman på en Gud, som er større end de skabninger, Han har skabt, og som på ingen måde er en del af de skabninger, menneskets sanser opfatter. Vi har iman på en Gud, som skabte himlene og jorden, universet, mennesket og livet. Vi har iman på Allah, Den Almægtige, som gav os tilstrækkelig erkendelsesevne til at opfatte universets, menneskets og livets materie samt de ting, der er knyttet til dem og falder inden for sanserne. Det er derfor naturligt, at den troende føler sig tryg ved at tilbede en Skaber, en Gud, som er større og mere ophøjet, end at synet kan omfatte Ham i dette univers og liv, hvor menneskets erkendelse og sanser er begrænsede.

Det overleverede bevis for Allahs egenskaber

Den eneste vej til iman på Allahs egenskaber er det overleverede bevis. Hvad mener vi med det overleverede?

Vi mener følgende: Hvis det er fastslået for os, at Allah, Den Ophøjede, har åbenbaret en Bog til Sin Profet (fred og velsignelser være med ham) – hvilket vi vil behandle i senere afsnit, om Allah vil – og gennem den har fortalt os om Sine egenskaber, om universets, menneskets og livets oprindelse og endelige skæbne, deres natur og forhold til det, der gik forud, og det, der følger efter, så har vi sikker iman på det, Han har fortalt os. Det skyldes, at den, der bringer meddelelsen, er Allahs Profet, som modtog åbenbaring fra Allah, Den Almægtige.

Filosoffernes fejl og deres spekulationer om Skaberens væsen

Filosofferne fór derfor vild, da de begyndte at forestille sig, hvem og hvad Skaberen er, og hvilken natur Skaberen har. Nogle kaldte Skaberen, Den Almægtige, Den Første Sjæl, andre kaldte Ham Den Universelle Forstand, og andre kaldte Allah Den Første Ånd eller Den Universelle Ånd og så videre. Alt dette er blot grundløse formodninger og forestillinger. Det havde været tilstrækkeligt for dem at sige: Vi har erkendt eksistensen af en Skaber af universet, mennesket og livet, men vi kender ikke denne Skabers væsen eller egenskaber. Herfra erkender vi også fejlen hos dem, der gav deres forstand en vis frihed til at gå videre i forståelsen af Allahs egenskaber, som er nævnt i Bogen og sunnaen, alene i Bogen eller alene i sunnaen.

Iman på Allahs egenskaber og dens virkning på adfærden

Når Allah, Den Ophøjede, fortæller os om Sig Selv, at Han er Altseende, standser vi dér og tilføjer intet. Vi spørger ikke, hvordan Allah, Den Ophøjede, ser. Det samme gælder, når Han fortæller os, at Han er Althørende, og at Han, Den Ophøjede:

﴿ يَعْلَمُ خَآئِنَةَ ٱلْأَعْيُنِ وَمَا تُخْفِى ٱلصُّدُورُ ﴾
»Han kender øjnenes svigefulde blik og det, hjerterne skjuler« [40:19]

Når Allah, Den Ophøjede, fortæller os om Sine egenskaber, begrænser vi os til at forstå det, som forstanden kan opfatte på dette område.

Hvis vi har iman på, at Allah, Den Ophøjede, er Altseende, er den sikre betydning, som er tilstrækkelig for os, at Han ser os i alt det, vi gør. Det medfører frygt og ærefrygt for Allah, Den Almægtige, så vi ikke gør det, der mishager Ham, for Han ser os.

Hvis vi har iman på, at Allah, Den Ophøjede, er Althørende, forstår vi af denne sikre egenskab, at Han hører hvert eneste ord, vi siger. Derfor frygter vi Allah, Den Almægtige, og afholder os fra at sige eller udtale et ord, der gør Ham vred.

Formålet med iman på Allahs, Den Ophøjedes, egenskaber er ikke, at vi danner et billede i vores sind af Allah Selv. Allah er højt ophøjet over dette. Formålet er ikke at danne et billede, en forestilling eller en opfattelse af Allah Selv. Iman på Allahs egenskaber påvirker derimod tjenerens handlinger og menneskets adfærd og tænkning, så det får større frygt for Allah og større håb om Hans barmhjertighed.

Tilgivelse, sejr og forsyning

Når du ved, at Allah, Den Ophøjede, er Tilgivende og Barmhjertig, og at Han tager imod Sin tjeners tawba, siger Allah, Den Almægtige:

﴿ ۞ قُلْ يَـٰعِبَادِىَ ٱلَّذِينَ أَسْرَفُوا۟ عَلَىٰٓ أَنفُسِهِمْ لَا تَقْنَطُوا۟ مِن رَّحْمَةِ ٱللَّهِ ﴾
»Sig: O Mine tjenere, som har begået overgreb mod jer selv! Fortvivl ikke over Allahs barmhjertighed« [39:53]

Hvordan afspejles imanen på, at Allah, Den Ophøjede, er Tilgivende og tilgiver alle synder, i tjeneren? Den afspejles ikke i, at man forestiller sig et billede af Allah. Den afspejles i tjenerens liv ved, at han vender sig mod lydighed mod Allah, tawba til Ham og søger Hans tilgivelse, hvis han har syndet mod Allah, været ulydig mod Ham eller er faret vild.

Selv hvis et menneske har levet hele sit liv i kufr og vildfarelse, holder Allah, Den Ophøjede, muligheden åben for ham indtil lige før hans død. Så længe han ikke er død, og hans sjæl ikke har nået hans hals, står dørene til gudsbevidsthed og tawba åbne for ham:

﴿ ۞ قُلْ يَـٰعِبَادِىَ ٱلَّذِينَ أَسْرَفُوا۟ عَلَىٰٓ أَنفُسِهِمْ لَا تَقْنَطُوا۟ مِن رَّحْمَةِ ٱللَّهِ إِنَّ ٱللَّهَ يَغْفِرُ ٱلذُّنُوبَ جَمِيعًا ﴾
»Sig: O Mine tjenere, som har begået overgreb mod jer selv! Fortvivl ikke over Allahs barmhjertighed. Allah tilgiver sandelig alle synder« [39:53]

Iman på Allahs, Den Almægtiges, egenskaber bliver således en drivkraft til større gudsbevidsthed, underkastelse under Allah og tilbageholdenhed fra ulydighed mod Ham.

Her erkender du, at Allah, Den Ophøjede, giver de troende sejr, og at sejren kommer fra Allah. Det afspejles i, at du søger sejren hos Ham ved at overholde Hans påbud og forbud og ikke leder efter midler til sejr uden for lydigheden mod Ham, sådan som mange mennesker gør i dag. Allah, Den Ophøjede, er Den, der giver sejr.

Når du har iman på, at Allah, Den Ophøjede, er Forsørgeren, Besidderen af styrke, Den Stærke, er formålet ikke, at du skal tænke over, hvordan menneskene får deres forsyning. Allah, Den Ophøjede, er i stand til at forsyne alle mennesker:

﴿ وَمَا خَلَقْتُ ٱلْجِنَّ وَٱلْإِنسَ إِلَّا لِيَعْبُدُونِ مَآ أُرِيدُ مِنْهُم مِّن رِّزْقٍ وَمَآ أُرِيدُ أَن يُطْعِمُونِ إِنَّ ٱللَّهَ هُوَ ٱلرَّزَّاقُ ذُو ٱلْقُوَّةِ ٱلْمَتِينُ ﴾
»Jeg skabte kun jinn og mennesker, for at de skulle tilbede Mig. Jeg ønsker ingen forsyning fra dem, og Jeg ønsker ikke, at de skal bespise Mig. Allah er sandelig Forsørgeren, Besidderen af styrke, Den Stærke« [51:56–58]

Hvis du har iman på, at Allah, Den Ophøjede, er Forsørgeren, søger du ikke forsyning gennem ulydighed mod Allah, og du søger ikke forsyning ad en haram vej. Hvis du også ved, at Allah, Den Ophøjede, er Forsørgeren, og at forsyningen er i Hans hånd, fortvivler du ikke, hvis du arbejder uden at få forsyning, for forsyningen er i Allahs hånd. Hvor mange mennesker har ikke stræbt efter at få forsyning uden at få den, og hvor mange har ikke fået deres forsyning, mens de sad hjemme! Fortvivl derfor ikke, hvis Allah, Den Ophøjede, prøver dig i din forsyning. Sig derimod:

﴿ إِنَّا لِلَّهِ وَإِنَّآ إِلَيْهِ رَٰجِعُونَ ﴾
»Vi tilhører sandelig Allah, og til Ham vender vi sandelig tilbage« [2:156]

Allah tilhører det, Han har taget, og Allah tilhører det, Han har givet [overleveret af al-Bukhari og Muslim, gengivet efter meningen].

At gå ind i det flertydige

Allah, Den Ophøjede, har talt til os om iman på Sine egenskaber, ikke for at vi ved at samle dem skulle danne en forestilling eller opfattelse af Allah Selv. Nej, langt fra. Allah er højt ophøjet over dette.

Når nogle derfor gik ind i fortolkningen af visse flertydige tekster i Qur’anen eller sunnaen, fjernede de ayat fra deres sammenhæng, formål og betydninger.

De begik en fejl. Striden opstod om de ord for »hånd« eller »ansigt«, som findes i Qur’anen. Et ord forekommer imidlertid i en bestemt sammenhæng og sproglig konstruktion, og betydningen udledes kun af hele konstruktionen, ikke af enkeltord taget hver for sig.

For eksempel når Allah, Den Ophøjede, siger:

﴿ وَقَالَتِ ٱلْيَهُودُ يَدُ ٱللَّهِ مَغْلُولَةٌ غُلَّتْ أَيْدِيهِمْ وَلُعِنُوا۟ بِمَا قَالُوا۟ بَلْ يَدَاهُ مَبْسُوطَتَانِ يُنفِقُ كَيْفَ يَشَآءُ ﴾
»Jøderne siger: ‘Allahs hånd er bundet.’ Må deres hænder blive bundet, og må de blive forbandet for det, de siger! Nej, begge Hans hænder er udstrakte; Han giver, som Han vil« [5:64]

Denne aya viser tydeligt, at emnet er forsyning. Da jøderne—må Allahs forbandelse hvile over dem for det, de sagde—sagde, at Allahs hånd er bundet, mente de dermed, at Allah, Den Ophøjede, er nærig og ikke giver tjenerne det, de fortjener. Allah, Den Ophøjede, svarede dem i Sin Ædle Bog og sagde:

﴿ بَلْ يَدَاهُ مَبْسُوطَتَانِ يُنفِقُ كَيْفَ يَشَآءُ ﴾
»Nej, begge Hans hænder er udstrakte; Han giver, som Han vil« [5:64]

Ayaens emne er Allahs forsørgelse af Sine tjenere.

Så kommer nogen og tager enkeltord ud af dette aya for at drøfte noget, som forstanden ikke magter.

Han forsøger at fastslå, hvad der menes med ordet »hånd«, »to hænder« eller »hænder«, og forlader dermed sammenhængen.

Nogle siger, at man skal benægte egenskaben hånd, mens andre siger, at man skal bekræfte den. På den måde fjerner de dette aya fra dets sammenhæng og betydning og går ind i noget, som de første troende blandt Allahs Sendebuds sahaba aldrig gik ind i.

De diskussioner, som de gik ind i på dette område, belastede deres forstand med noget, den ikke kunne bære.

Forstandens grænser og imanens virkning på adfærden

Det bør derfor være en selvindlysende grundsætning i tale og tænkning, at mennesket ikke med rette kan sige: »Hvis jeg ikke ser Allah, Den Almægtige, og opfatter Ham Selv, kan jeg ikke have iman på Ham.« Det er en alvorlig fejl.

Du har iman på en Skaber, der skabte himlene og jorden, fordi du har erkendt, at de efter deres natur er skabte. Du har også iman på, at Allah, Den Ophøjede, nedsendte en Qur’an, hvori Han beskrev Sig Selv med egenskaber. Du har iman på disse egenskaber, sådan som de er blevet meddelt, og på en måde, der virker positivt ind på din adfærd.

Se på de spørgsmål, som skolastikerne gik ind i. Du vil opdage, at disse spørgsmål overhovedet ikke påvirker menneskets adfærd.

Hvis du har iman på, at Allah, Den Ophøjede, er Altseende, er det tilstrækkeligt til at øge din frygt for Allah. Du gør derfor ikke noget, der mishager Ham, for Han ser dig.

Men hvad får du yderligere ud af at gå ind i dette spørgsmål: Ser Han mig med et øje eller uden et øje, med en pupil eller uden en pupil? At gå ind i dette er at forgribe sig på Allah Selv, og det har ingen virkning på tjenerens handlinger, uanset om han tror på denne påstand eller benægter den.

Hvis du har iman på, at Allah, Den Ophøjede, er Althørende, får det dig til at afholde dig fra at sige noget, der mishager Allah.

Men hvad får du yderligere ud af at gå ind i spørgsmålet: Hvordan hører Han – med et øre eller uden et øre? Nogle, ja mange, af skolastikerne gik ind i dette. I stedet for at give mennesket større klarhed i sindet og renhed i imanen skabte det forvirring i deres sind og forstand og delte mennesker mellem forskellige forståelser, indtil nogle desværre erklærede andre for vantro.

Ihsan og derefter spørgsmål

Kære brødre, ja, vi skal udvise ihsan i vores lydighed og gudsbevidsthed.

Profeten (saw) blev spurgt—Jibril spurgte ham: »Fortæl mig om ihsan.« Han sagde: «الإحسان أن تعبد الله كأنك تراه، فإن لم تكن تراه فإنه يراك». — »Ihsan er, at du tilbeder Allah, som om du ser Ham; og hvis du ikke ser Ham, så ser Han dig« [Sahih Muslim 8].

At tilbede Allah, Den Ophøjede, som om du ser Ham, selvom du ikke ser Ham. Hvorfor? Fordi du har iman på Ham med fuldkommen sikkerhed. Du ser Ham naturligvis ikke, men Han ser dig. Han omgiver dig fra alle sider. Han er med dig, hvor end du er, med Sin viden, hørelse, syn, organisering og hjælp, hvis du fortjener hjælpen; med Sin straf, hvis du fortjener straffen; og med Sin prøvelse, hvis Hans visdom kræver, at Han prøver dig.

Denne ihsan i tilbedelsen udspringer af iman på en stor Skaber, hvis eksistens kan erkendes, men som ikke Selv kan opfattes.

Dette er, hvad jeg ville sige, og jeg beder Allah om tilgivelse for mig og for jer.

Jeg bliver hos jer for at besvare de spørgsmål, jeg har modtaget.

Spørgsmål og drøftelse

Her følger et spørgsmål fra Alaa al-Nadi.

At komplicere Allahs egenskaber og fjerne mennesker fra religionen

Nogle beskæftiger sig med Allahs egenskaber på en måde, der gør religionen og ’aqida vanskelig for mennesker og gør forståelsen forbeholdt de religiøse lærde. Dermed fjerner de mennesker fra religionen og baner vejen for religionens adskillelse fra livet – må Allah beskytte os.

Jeg henviste til dette i slutningen af min tale. De behandler Allahs egenskaber på en kompliceret måde og går ind i logiske detaljer, som hverken Profeten (fred og velsignelser være med ham) eller hans ærede sahaba efter ham gik ind i. Man bør i stedet begrænse sig til de sikre betydninger af Allahs egenskaber, som virker positivt ind på den troende i form af gudsbevidsthed og tilbageholdenhed. Ja.

Egenskaber fastslået af forstanden

Kommentaren er på sin plads. Et spørgsmål fra al-Abid Bayt al-Maqdis lyder: Har Skaberen, Den Ophøjede, ikke egenskaber? Findes der ikke egenskaber ved Skaberen, som er fastslået af forstanden, eksempelvis at Han er Stærk, Levende, Den Nødvendige Eksistens og Almægtig og så videre? Er disse egenskaber ikke uløseligt forbundet med ordet Skaber? Det var det, jeg henviste til i begyndelsen af dette afsnit: Der findes egenskaber, hvis virkninger vores sanser opfatter.

Ja, blandt Allahs egenskaber er, at Han er Almægtig. Uden magt kunne Han ikke have skabt dette univers. Han er Stærk; uden styrke kunne dette univers ikke eksistere. Skaberens, Den Ophøjedes, styrke er derfor tydelig i dette univers.

Ligesom vi med forstanden erkendte Allahs eksistens, fordi vores sanser opfattede Skaberens, Den Ophøjedes, virkning, kan egenskaber, hvis virkninger vores sanser opfatter, ligeledes erkendes med forstanden, som vi har nævnt.

Prøvelsen om Qur’anens skabelse og ’aqidaens underordnede spørgsmål

Et spørgsmål fra Tariq al-Izzah: Vi har tidligere set en uenighed mellem kaliffer og lærde om undersøgelser vedrørende ’aqida, eksempelvis spørgsmålet om, hvorvidt Qur’anen er skabt eller Allahs uskabte tale.

Den korrekte formulering er, at striden fandt sted under al-Ma’mun og opstod, fordi mu’tazilaerne gik ind i skolastisk teologi om dette spørgsmål.

Den første gruppe, der blev alment kendt for at gå ind i skolastisk teologi, var mu’tazilaerne. De diskuterede, om denne Qur’an er skabt eller uskabt.

De vandt indflydelse over al-Ma’mun, muslimernes kalif på det tidspunkt, og overbeviste ham om deres retning. Beklageligvis begyndte al-Ma’mun derefter at tvinge de øvrige lærde til at sige det samme som mu’tazilaerne i deres forskellige spørgsmål, herunder om Qur’anen var skabt eller uskabt. Dermed udsatte han mennesker for en prøvelse. En af de mest kendte blandt dem, der blev udsat for denne prøvelse – altså blev prøvet, ikke at han afveg, fór vild eller faldt – var imam Ahmad ibn Hanbal, må Allah være barmhjertig mod ham. Hans historie i denne sag er velkendt. Spørgsmålet var: Er Qur’anen skabt eller uskabt?

Led efter denne undersøgelse hos de ærede sahaba og tabi’in, og du vil ikke finde den. Den opstod først senere med fremkomsten af ilm al-kalam.

Sahaba – må Allah være tilfreds med dem – var enige og sikre på, ligesom enhver troende blandt os i dag er sikker på, at Qur’anen er Allahs tale.

Er det ikke tilstrækkeligt at sige, at Qur’anen er Allahs tale, og at Allah, Den Ophøjede, åbenbarede den til Sin Profet (fred og velsignelser være med ham)? Den er ikke fremstillet eller skabt af noget menneske og er ikke en bog forfattet af noget menneske eller nogen jinn.

Iman på Qur’anen betyder, at man har iman på, at Qur’anen er Allahs tale, og at den kom som Allahs åbenbaring til Hans Profet (fred og velsignelser være med ham).

Men mu’tazilaerne insisterede på at gå ind i dette spørgsmål, udsætte mennesker for prøvelser og gennem den daværende kalif tvinge dem til at sige det samme som dem: at Qur’anen var skabt. Al-Ma’mun begik en fejl, da han tog fat på omstridte spørgsmål, som ikke hørte til ’aqidaens kerne, men til dens underordnede spørgsmål, vedtog en bestemt holdning og pålagde alle at følge den.

Al-Ma’mun udsatte derfor enhver, der ikke sagde, at Qur’anen var skabt, enhver, der insisterede på ikke at gå ind i spørgsmålet, og enhver, der sagde, at Qur’anen var Allahs uskabte tale, for prøvelser og tortur, indtil han tvang dem til at tilslutte sig mu’tazilaernes standpunkt.

Den islamiske stat under al-Ma’mun, som dengang var muslimernes kalif, burde ikke have pålagt mennesker nogen af skolastikernes eller retningernes holdninger.

Disse spørgsmål hører ikke til ’aqidaens kerne. Kernen er at sige, at Qur’anen er Allahs tale, at den ikke er fremstillet af noget menneske, men er en åbenbaring, som Allah, Den Ophøjede, åbenbarede til Sin Profet (fred og velsignelser være med ham). Der er overhovedet ingen grund til derefter at gå ind i noget, som sahaba ikke gik ind i.

Den islamiske stat burde derfor på det tidspunkt have holdt sig ude af de diskussioner, som mu’tazilaerne og skolastikerne gik ind i, og helt have undladt at tvinge muslimerne – særligt de muslimske lærde – til at følge en bestemt retning. Den islamiske stat må ikke vedtage holdninger i det, der betegnes som ’aqidaens underordnede spørgsmål.

Sahaba – må Allah være tilfreds med dem – var selv uenige om visse spørgsmål, som placeres i kapitlet om ’aqida, men som ikke hører til selve ’aqidaens kerne.

Var sahaba – må Allah være tilfreds med dem – ikke uenige om, hvorvidt Profeten (fred og velsignelser være med ham) så sin Herre under Isra og Mi’raj? Nogle sagde, at Profeten så sin Herre, mens andre sagde, at han ikke gjorde. Er dette en del af den grundlæggende ’aqida, som skelner mellem en troende og en vantro? Naturligvis ikke.

Sahaba gjorde heller ikke selv dette spørgsmål til et iman-spørgsmål, som de brugte til at skelne mellem den, hvis ’aqida var sund og korrekt, og den, hvis ’aqida var fordærvet.

Det er også velkendt, at de troendes moder Aishah – må Allah være tilfreds med hende – sagde, at Profetens krop (fred og velsignelser være med ham) ikke forlod hans leje på Isra- og Mi’raj-natten. Hun og dem, der delte hendes holdning, sagde derfor, at Isra og Mi’raj fandt sted med ånden og ikke med kroppen.

Andre sagde, at det skete med både ånd og krop. Var dette da en uenighed, som fik sahaba til at dele sig i mennesker med en korrekt ’aqida og mennesker med en ukorrekt ’aqida? De var uenige om spørgsmålet, og uenigheden gik videre og består stadig i dag. Sådanne spørgsmål placeres ofte under kapitlet om ’aqida, men de hører ikke til selve ’aqidaens kerne. Ellers ville mennesker have erklæret hinanden for vantro på dette grundlag.

Den islamiske stat skal derfor undgå at vedtage og gennemtvinge holdninger i underordnede beretninger eller i de underordnede spørgsmål under det, der kaldes kapitlet om ’aqida.

Betydningen af istiwa’

Jeg læser nu det sidste spørgsmål fra broder Tariq Sharqiyyah: »Fred være med jer. Må Allah velsigne jer.«

Og fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Det, der volder størst vanskelighed i dette emne, er fortolkningen af ordet istiwa’. Hvad er den istiwa’, der menes i disse ayat? Allah, Den Ophøjede, siger:

﴿ إِنَّ رَبَّكُمُ ٱللَّهُ ٱلَّذِى خَلَقَ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضَ فِى سِتَّةِ أَيَّامٍ ثُمَّ ٱسْتَوَىٰ عَلَى ٱلْعَرْشِ يُغْشِى ٱلَّيْلَ ٱلنَّهَارَ يَطْلُبُهُۥ حَثِيثًا وَٱلشَّمْسَ وَٱلْقَمَرَ وَٱلنُّجُومَ مُسَخَّرَٰتٍۭ بِأَمْرِهِۦٓ أَلَا لَهُ ٱلْخَلْقُ وَٱلْأَمْرُ تَبَارَكَ ٱللَّهُ رَبُّ ٱلْعَـٰلَمِينَ ﴾
»Jeres Herre er sandelig Allah, som skabte himlene og jorden på seks dage og derefter etablerede Sig over Tronen. Han lader natten dække dagen, mens den hurtigt forfølger den. Solen, månen og stjernerne er underlagt Hans påbud. Sandelig, skabelsen og påbuddet tilhører Ham. Velsignet er Allah, alle verdeners Herre« [7:54]

Og Allah, Den Almægtige, siger:

﴿ هُوَ ٱلَّذِى خَلَقَ لَكُم مَّا فِى ٱلْأَرْضِ جَمِيعًا ثُمَّ ٱسْتَوَىٰٓ إِلَى ٱلسَّمَآءِ فَسَوَّىٰهُنَّ سَبْعَ سَمَـٰوَٰتٍ وَهُوَ بِكُلِّ شَىْءٍ عَلِيمٌ ﴾
»Han er Den, som skabte alt på jorden for jer og derefter vendte Sig mod himlen og formede dem til syv himle. Han har viden om alle ting« [2:29]

Og Allah, Den Ophøjede, siger:

﴿ ٱلرَّحْمَـٰنُ عَلَى ٱلْعَرْشِ ٱسْتَوَىٰ ﴾
»Den Mest Barmhjertige etablerede Sig over Tronen« [20:5]

Her er der opstået et stort problem. Det skyldes, at mange ord i det arabiske sprog kan rumme flere betydninger. Et ord kan altså have flere betydninger, og et flertydigt ord kan have mere end én betydning.

Når et ord i den Ædle Qur’an beskriver en af Allahs, Den Ophøjedes, handlinger – her istiwa’, at Allah etablerede Sig over Tronen – bør de troende muslimer ganske enkelt undgå de problemer, der er opstået og fortsat opstår den dag i dag.

Hvis ordet istiwa’ har flere betydninger, findes der betydninger, som vi kan fastslå med sikkerhed, fordi de ikke indeholder noget problem og ikke indebærer nogen lighed med det skabte. Andre betydninger indeholder derimod noget problematisk eller flertydigt og er derfor spekulative. For at iman skal være iman – en fast og sikker iman – skal den bygge på afgørende anerkendelse. Iman eller ’aqida er afgørende anerkendelse; menneskets spekulative formodninger er ikke iman. Det, som du ikke anerkender afgørende og sikkert, er ikke ’aqida. Det kan være en spekulativ anerkendelse, som man anser for sandsynlig, men iman er afgørende anerkendelse, og ’aqida er afgørende anerkendelse. Hvis disse ayat har sikre betydninger og andre spekulative betydninger, er det tilstrækkeligt for den troende at tage de sikre betydninger, som ikke indeholder noget problem eller nogen lighed med det skabte.

Vi må ikke vælge en betydning, der ikke sømmer sig for Allah, Den Ophøjede, når denne betydning kun er en spekulativ indikation i ordet i Allahs Bog – eksempelvis at sidde – og derefter sige, at istiwa’ over Tronen betyder at sidde på Tronen.

Så er vi gået alt for langt og har forgrebet os. Men vi kan tage de sikre betydninger af ordet istiwa’. Blandt de sikre betydninger er høj status, storhed og magt.

Det sikre er, at Allah, Den Ophøjede, har foretaget istiwa’, og at denne istiwa’ angiver Allahs ophøjethed i status, storhed og magt. Lad os derfor af Qur’anens betydninger om Allahs egenskaber, som er skjult for sanserne, tage de sikre betydninger, der øger den troendes tillid til Allah, frygt for Allah og ærefrygt for Allah, Den Ophøjede.

Sådan skal man behandle tekster, ayat og hadither med spekulative eller mulige betydninger. Der findes en sikker betydning af ordene, som vi har iman på, og der findes spekulative betydninger, som vi hverken gør til en del af imanen eller den islamiske ’aqida. Kære brødre, dette er tilstrækkeligt for i dag.

Afslutning

Jeg beder Allah, Den Ophøjede, om, at Han har gavnet mig og jer gennem dette afsnit. Vi beder Allah, Den Almægtige, om at lære os det, der gavner os, gavne os med det, Han har lært os, og gøre vores viden og handlinger oprigtige for Hans ædle åsyn. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del