Alle Halaqaat
DA

Halaqa 3

Beviset for Allahs eksistens

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 3: Vejen til iman og beviset for Allahs eksistens

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 12. juni 2017 — 17. ramadan 1438 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning: Beviset for den islamiske ’aqida

I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige. Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser. Kære brødre, jeg beder Allah, Den Ophøjede, om at acceptere min og jeres faste, nattebøn, rukūʿ og sujūd i denne velsignede måned. Her er vi sammen igen i tredje episode af vores direkte program. Vi behandler fortsat Vejen til Iman fra bogen Islams system. I sidste episode undersøgte vi målestokken for den sande ’aqida: Hvordan skelner vi den sande ’aqida fra falske ’aqidaer? Vi fastslog, at den sande ’aqida bygger på forstanden og stemmer overens med menneskets natur. Vi sagde også, at tænkningen over den allerstørste knude—universet, mennesket og livet samt deres oprindelse og endemål—skal bygge på den oplyste tanke. Efter at have fastlagt disse principper begynder vi nu, med Allahs tilladelse, at bevise den islamiske ’aqida. Vi begynder med imans første søjle: iman på Allah, Den Ophøjede. Hvordan beviser vi over for den, som ikke tror på Allah, at Allah er en virkelighed, og at Han er Skaberen af himlene og jorden—Skaberen af universet, mennesket og livet?

Fra bogenIslams systemSjette udgave · 2001s. 6

Det første tekstuddrag fra Islams system

Islam har behandlet denne allerstørste knude og har løst den for mennesket med en løsning, som stemmer overens med menneskets natur. En løsning, som fylder forstanden med overbevisning og hjertet med tryghed. Indtrædelsen i Islam er - ifølge Islam - afhængig af anerkendelsen af denne løsning; en anerkendelse, der har sit udspring i forstanden. Derfor er Islam baseret på et grundlag, nemlig den islamiske ’aqida, som siger at der bag universet, mennesket og livet findes en skaber, der har skabt disse, som har skabt alting; denne skaber er Allah ﷻ. Denne ’aqida siger ligeledes, at Skaberen har skabt tingene ud af intet, at Han er nødvendigvis-eksisterende og er derved ikke blevet skabt, ellers kunne Han ikke være skaber. At Han er Skaber, betyder nødvendigvis at Han ikke er skabt og at Han er nødvendigvis-eksisterende, fordi alle ting i deres eksistens støtter sig til Ham, hvorimod Han ikke støtter sig til noget.

Se bogkilden

Den islamiske ’aqida og løsningen på den allerstørste knude

Islam, brødre—den islamiske ’aqida, den islamiske ideologi, Islams intellektuelle grundlag og Islams intellektuelle lederskab—er forskellige udtryk og betegnelser for én og samme ting: den altomfattende idé, som Islam giver om universet, mennesket og livet; det vil sige om det jordiske liv, det, der lå før det, det, der følger efter det, det jordiske livs forhold til det, der lå før, og dets forhold til det, der følger efter. Hvad er denne forestilling? Hvilken idé giver Islam kort sagt på dette område?

Islam fastslår, at det jordiske liv—det, der udtrykkes som universet, mennesket og livet—består af begrænsede ting, som er opstået på et bestemt tidspunkt og ender på et bestemt tidspunkt. De er altså skabte. Dette er svaret på det første spørgsmål om universets, menneskets og livets virkelighed.

Hvad angår svaret på det andet spørgsmål—hvad der lå før dette jordiske liv—følger det indlysende af det første svar: Før det jordiske liv er Skaberen af himlene og jorden, Skaberen af universet, mennesket og livet, Allah, Den Ophøjede. Svaret på det tredje spørgsmål—hvad der følger efter det jordiske liv—er den Yderste Dag, hvor der er enten Paradiset eller Helvedet.

Dette jordiske liv, det, der lå før det, og det, der følger efter det.

Det jordiske livs forhold til det, der ligger før og efter det

Hvad er da det jordiske livs forhold til det, der lå før det? Med andre ord: Hvad er menneskets forhold i det jordiske liv til sin Skaber, Den Ophøjede? Islam fastslår, at menneskets forhold i det jordiske liv til det, der lå før det, er skaberforholdet: Mennesket er skabt, og universet, som det lever i, samt livet i dette univers er skabt af Allah, Den Ophøjede. Forholdet mellem mennesket i det jordiske liv og dets Skaber er et forhold af vejledning og organisering. Det betyder, at mennesket skal leve dette liv efter Allahs påbud og forbud og udføre sine handlinger i overensstemmelse med dem.

Med andre ord bør mennesket leve det jordiske liv på den måde, som dets Herre, Den Ophøjede, ønsker, og ikke vende sig bort fra Ham for at vælge andre måder at leve på. Dette er det jordiske livs forhold til det, der lå før det.

Hvad angår svaret på den allerstørste knudes femte og sidste spørgsmål—det jordiske livs forhold til det, der følger efter—hvad er da menneskets forhold i det jordiske liv til den Yderste Dag? Det er ganske enkelt et forhold af regnskab. Hvis mennesket lever det jordiske liv efter Allahs påbud og forbud, underkaster sig Allah, Den Ophøjede, og følger det liv, som Allah har foreskrevet og vejledt det til, vil dets endemål være Paradiset, hvis bredde er som himlene og jorden. Men hvis det fornægter Allah, Den Ophøjede, optræder hovmodigt over for Ham, vender sig fra Hans Shari’ah og lever på måder, som hverken behager Allah eller sømmer sig for mennesket, vil dets regnskab føre det til Helvedet—et ondt endemål. Dette er den altomfattende idé, som Islam giver om universet, mennesket og livet. Det er Islams løsning på den allerstørste knude for mennesket.

Qur’an-vers, der sammenfatter den universelle tanke

Vers fra Allahs Bog, ophøjet og lovprist er Han, sammenfatter dette. Han, ophøjet og lovprist er Han, sagde:

﴿ قَالَ ٱهْبِطَا مِنْهَا جَمِيعًۢا ﴾
»Han sagde: ›Stig begge ned derfra, alle sammen.‹« [20:123]

Dette er det jordiske livs forhold til det, der gik forud for det.

﴿ فَإِمَّا يَأْتِيَنَّكُم مِّنِّى هُدًى فَمَنِ ٱتَّبَعَ هُدَاىَ فَلَا يَضِلُّ وَلَا يَشْقَىٰ ﴾
»Hvis der kommer vejledning til jer fra Mig, vil den, der følger Min vejledning, hverken fare vild eller lide.« [20:123]

﴿ وَمَنْ أَعْرَضَ عَن ذِكْرِى فَإِنَّ لَهُۥ مَعِيشَةً ضَنكًا ﴾
»Men den, der vender sig bort fra Min påmindelse, vil få et trangt og elendigt liv.« [20:124]

Det vil sige, at han vil leve i elendighed i dette liv.

﴿ وَنَحْشُرُهُۥ يَوْمَ ٱلْقِيَـٰمَةِ أَعْمَىٰ ﴾
»Og Vi vil genopvække ham blind på Opstandelsesdagen.« [20:124]

Dette er det jordiske livs forhold til det, der følger efter det. Mennesket siger:

﴿ قَالَ رَبِّ لِمَ حَشَرْتَنِىٓ أَعْمَىٰ وَقَدْ كُنتُ بَصِيرًا ﴾
»Han vil sige: ›Min Herre, hvorfor har Du genopvakt mig blind, når jeg før kunne se?‹« [20:125]

Allah, ophøjet og lovprist er Han, minder ham om, at han forsømte sit forhold i dette liv til det, der gik forud for det. Derfor blev hans gengældelse, at Allah glemte ham på Opstandelsesdagen. At glemme betyder her ikke uopmærksomhed, men at forsømme og overlade ham til Ilden.

﴿ قَالَ رَبِّ لِمَ حَشَرْتَنِىٓ أَعْمَىٰ وَقَدْ كُنتُ بَصِيرًا ﴾
»Han vil sige: ›Min Herre, hvorfor har Du genopvakt mig blind, når jeg før kunne se?‹« [20:125]

﴿ قَالَ كَذَٰلِكَ أَتَتْكَ ءَايَـٰتُنَا فَنَسِيتَهَا ۖ وَكَذَٰلِكَ ٱلْيَوْمَ تُنسَىٰ ﴾
»Han vil sige: ›Således kom Vore tegn til dig, men du glemte dem; og således bliver du glemt i dag.‹« [20:126]

Denne altomfattende idé, som Islam giver mennesket om det jordiske liv, det, der lå før det, det, der følger efter det, og dets forhold til begge, lærer mennesket dets oprindelse, endemål og meningen med dets eksistens. Den lærer det også dets forbindelse til det, der lå før dets ankomst til livet, og til det, der følger efter dets afrejse. Hjørnestenen eller grundlaget i denne forestilling—denne altomfattende idé om universet, mennesket og livet—er således, at mennesket har iman på, at det selv, dets liv og universet, som det lever i, alle er skabt af en Skaber.

Indledning til beviset for Skaberens eksistens

Hvad er det rationelle bevis, hvormed vi forpligter mennesker, overbeviser forstanden og fremlægger et afgørende bevis for alle på Allahs eksistens som Den Organiserende Skaber?

Før vi begynder at fremlægge beviserne for Allahs eksistens, må vi fuldende billedet med nogle få ord. Når vi siger, at universet, mennesket og livet er skabt af vores Skaber, Den Ophøjede, kan denne Skaber umuligt selv være skabt; ellers ville Han ikke være Skaberen. Skaberen kan ikke være skabt, for Han er nødvendigvis-eksisterende. Uden Ham ville intet eksistere. Himlene, jorden, universet, mennesket og livet er alle skabte og afhængige af deres Skaber. Skaberen er nødvendigvis-eksisterende; Hans ikke-eksistens kan ikke tænkes. Det betyder, at Han uden tvivl er evig, for intet kan eksistere uden Ham.

Dette er Islams forestilling om det jordiske livs virkelighed og om det, som det rummer af universet, mennesket og livet. Dette er Islams altomfattende idé om universet, mennesket og livet.

Nu må vi sammen begynde at fremlægge beviserne for Skaberens, Den Ophøjedes, eksistens, efter at vi sammen har lyttet til det følgende afsnit.

Fra bogenIslams systemSjette udgave · 2001s. 6–7

Det andet tekstuddrag fra Islams system

At tingene nødvendigvis må være skabt af en skaber skyldes, at mennesket, livet og universet, som er de ting, forstanden opfatter, alle er begrænsede, da de er afmægtige, mangelfulde og afhængige af andet end dem selv. Mennesket er begrænset, fordi det på alle områder kun vokser til en bestemt uoverskridelig grænse. Derfor er mennesket begrænset. Livet er begrænset, fordi det udelukkende fremtræder i individet, og det er sanseligt, at livet ophører i individet. Derfor er livet begrænset. Universet er begrænset, fordi det er en samling af himmellegemer, hvor hvert himmellegeme er begrænset, og samlingen af begrænsede elementer er naturligvis også begrænset. Altså er universet begrænset. Hermed er mennesket, livet og universet absolut begrænsede. Betragter vi det begrænsede element, finder vi frem til, at det ikke er evigt, for ellers vil det ikke have været begrænset. Derfor må det begrænsede element være skabt af en anden, som er skaberen af mennesket, livet og universet. Skaberen er enten en andens skabning, sin egen skaber eller evig, nødvendigvis-eksisterende. At Han er en andens skabning er falsk, fordi Han i så fald vil være begrænset. Det er også falsk, at Han er sin egen skaber, fordi Han i så fald vil være sin egen skabning og skaber på samme tid. Derfor må Skaberen være evig, nødvendigvis-eksisterende, og denne skaber er Allah ﷻ. I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige.

Se bogkilden

Materien eller den evige Skaber?

﴿ أَمْ خُلِقُوا۟ مِنْ غَيْرِ شَىْءٍ أَمْ هُمُ ٱلْخَـٰلِقُونَ أَمْ خَلَقُوا۟ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضَ ۚ بَل لَّا يُوقِنُونَ ﴾
»Eller blev de skabt af intet, eller er de selv skaberne? Eller skabte de himlene og jorden? Nej, de har ingen vished.« [52:35–36]

Disse velformulerede vers er et bevis over for ethvert menneske, som beslutter at lade forstanden dømme uden at følge sine lyster, mine brødre.

Alle er enige om én grundlæggende ting, både de, der tror på en Skaber, og ateisterne: Der må findes noget, som ikke på noget tidspunkt kan tænkes ikke at have eksisteret. Hvorfor?

Den sanselige virkelighed, som vi lever i, rummer eksisterende ting, som vi selv er en del af. Universet, mennesket og livet eksisterer. Disse ting kan ikke være opstået af sig selv; de kan ikke være kommet fra ikke-eksistens uden nogen, som har frembragt dem.

Uenigheden mellem dem, der tror på Den Ophøjede Skaber, og ateisterne gælder dette spørgsmål: Hvad har eksisteret fra evighed? Er det materien—universets, menneskets og livets stof—eller noget andet, som har skabt den? Findes der en anden, som har frembragt den?

Andre muligheder end disse to er umulige. Enten har universets, menneskets og livets stof eksisteret fra evighed og er dermed, ifølge ateisterne, nødvendigvis-eksisterende og uafhængigt af en Skaber; eller også opstod det på et bestemt tidspunkt. Hvis det opstod på et bestemt tidspunkt, må nogen have frembragt det, for intet kan frembringe sig selv. For at frembringe sig selv måtte det allerede eksistere. Hvordan skulle det kunne eksistere, før det var kommet til eksistens? Denne tanke er umulig.

Der må altså findes noget, som har eksisteret fra evighed: enten materien omkring os—det jordiske livs stof, universet, mennesket og livet—eller Den, som har frembragt det, nemlig Skaberen, Den Ophøjede. Derfor følger det afgørende spørgsmål:.

Det afgørende spørgsmål er dette: Findes der i det jordiske livs stof—universet, mennesket og livet—noget, som viser, at det er nødvendigvis-eksisterende, evigt og eksisterer ved sig selv uden nogen, som har frembragt det? Eller beviser de rationelle beviser, at universets, menneskets og livets stof er begrænset, at det derfor nødvendigvis er opstået på et bestemt tidspunkt og kan ende på et bestemt tidspunkt? I så fald er det ikke den oprindelige, evige eksistens, men skabt af Skaberen, som er evig og nødvendigvis-eksisterende.

Hvad viser det jordiske livs virkelighed? Den viser, at mennesket lever i universet; det jordiske liv er altså et menneske, som lever i universet. Hvis det kan bevises, at disse tre—mennesket, livet og universet—er begrænsede, afmægtige, mangelfulde og afhængige af andet end sig selv, er det bevist, at de ikke er den oprindelige eller nødvendigvis-eksisterende eksistens. De er derimod skabte. Den oprindelige eksistens findes et andet sted: hos Skaberen, Den Ophøjede.

Menneskets og livets begrænsning

Lad os se på universets, menneskets og livets virkelighed; deres synlige natur er begrænset.

Hvordan? Lad os begynde med mennesket. Er mennesket ikke begrænset i både størrelse og tid? Mennesket opstår på et bestemt tidspunkt, når det skabes og fødes ind i det jordiske liv, og dets liv ender med døden. Uanset hvor længe et menneske lever, begynder livet på ét tidspunkt og ender på et senere tidspunkt. Dets eksistens i dette liv er derfor tidsligt begrænset. Kroppen, som vokser, er også begrænset. Ethvert menneske vokser, indtil det når sin fulde udvikling, hvorefter det gradvist går tilbage, indtil livet ender. Mennesket er altså begrænset både i tid og i sin kropslige vækst. Derfor er dets liv begrænset. Begrænset betyder, at noget eksisterer fra et bestemt tidspunkt og ender på et senere tidspunkt.

Nogen kan sige: »Dette gælder det enkelte menneske, men individet er en del af menneskehedens liv, som ikke ender, når det enkelte menneske dør.« Vi svarer: Ja, menneskehedens liv er summen af individernes liv. Men uanset hvor mange individer der findes, er deres samlede antal i sidste ende begrænset. Menneskehedens levetid er begrænset, for mennesket opstod på et bestemt tidspunkt og ophører på et andet. Det er derfor nødvendigvis begrænset, og det begrænsede kan ikke være evigt. Lad os gå lidt videre. Nogen kan sige: »Menneskets liv kan godt være begrænset og være begyndt på et bestemt tidspunkt, men hvorfor antager vi ikke, at mennesket er en videreudvikling af et levende væsen, som udviklede sig til et menneske?«.

Her fremsættes tanken om evolution—teorien om oprindelse og udvikling—som altid har været en teori. Nogle hovmodige mennesker, ja mange, har behandlet den som en absolut sandhed, selv efter at videnskabsfolk fremlagde sanselige beviser for, at tiden var løbet fra teorien. Alligevel holder nogle stadig fast i den. Under alle omstændigheder siger vi:.

Uanset om vi taler om mennesket eller et andet levende væsen, er livet den samme virkelighed i alle levende væsener—dyr, planter og andet. Livet består af celler: Celler fødes, vokser, formerer sig og dør. Ingen celle fødes uden senere at dø, mens nye celler fortsat opstår og dør. Ethvert levende væsen består af disse begrænsede celler. Uanset hvor mange de er, er hver celle begrænset, og en samling af begrænsede dele er fortsat begrænset. Hvad enten vi taler om menneskets liv eller dyrs og planters liv, viser virkeligheden den samme cellulære begrænsning: Celler opstår fra andre celler og dør igen. Biologer fastslår, at hverken en celle eller et levende væsen opstår spontant; det må komme fra et andet levende væsen efter de love, vi iagttager.

Det indlysende spørgsmål, som mennesket må stille, er derfor: Når livet i den virkelighed, vi lever i og ser, kun opstår fra andet liv, hvordan opstod livet da første gang? Hvordan opstod den første levende celle, når en levende celle kun kan opstå fra en anden levende celle?

Trods videnskabens udvikling, de tekniske redskaber, laboratorierne og videnskabsfolkenes store evne til at gribe ind har de ikke været i stand til at skabe et levende væsen af en livløs ting eller livløs materie.

Når det forholder sig sådan, betyder det, at nogen skabte det levende væsen første gang, uanset om dette levende væsen var et menneske, et dyr eller en plante.

Hvem skabte livet første gang? Forstanden siger: Livet viser sig i individer, og alle de levende væsener, vi ser i dag, fødes af andre levende væsener. Derfor må nogen have skabt livet første gang, hvorefter det fortsatte frem til i dag og fortsætter, indtil dets forløb ender. Livet er således begrænset i kraft af sin natur, og det begrænsede kan ikke være evigt. Det, som ikke er evigt, kan heller ikke bestå for altid ved egen kraft eller i kraft af sig selv.

Dette gælder mennesket og livet.

Universets begrænsning

Hvad angår universets virkelighed: Hvor naive og uvidende er ikke de, som fra barnsben har lært mennesker, at universet er en uendelig udstrækning uden afslutning. Hvem har fortalt jer, at universet er uendeligt, uden afslutning og uden grænser?

De bygger på videnskaben og hævder, at den er alt i tænkningen og den eneste vej til at kende sandheder. Men denne samme videnskab siger: »Jeg kan ikke dømme om noget, som ligger uden for sansernes rækkevidde.« Det, som ikke kan sanses, observeres og afprøves, hører ikke under videnskaben.

Det mest, videnskaben—fysik, astronomi, rumforskning eller hvad man vil kalde den—kan sige, er derfor, at vi har nået en bestemt grænse i universet. I hver tidsalder siger man, at vores viden er nået længere. Man kan kun sige, at vi kender den del af universet, som sanserne har opfattet, og som kan undersøges gennem observation og forsøg. At hævde, at universet har en uendelig udstrækning, er at lade forstanden og videnskaben dømme om noget, som ligger uden for deres rækkevidde og ikke kan undersøges—hverken abstrakt eller med den videnskabelige metode.

Forstanden har derimod noget andet at sige. Når jeg taler om forstanden, den rationelle metode og den rationelle tænkemåde i modsætning til den videnskabelige tænkemåde, taler jeg ikke om to modsætninger. Den videnskabelige tænkemåde falder inden for den rationelle metode og menneskets naturlige måde at tænke på. Den udgør en del af menneskets rationelle tænkemåde.

Forstandens metode er at sanse virkeligheden, forbinde denne sansede virkelighed med de tidligere oplysninger, den råder over—herunder de indlysende sandheder, som stammer fra kendskabet til universets, menneskets og livets virkelighed—og derefter fælde sin dom om den.

Hvis vi følger den rationelle tankegang, der gør det muligt for mennesker at opfatte sandheder om tingene, hvad finder vi så ved observation af virkeligheden?

Vi finder, at universet er en samling af himmellegemer: planeter, måner, sole, stjerner og meteorer. Uanset hvor små eller store disse legemer er, har hvert af dem en bestemt størrelse og vægt. Når universet består af en samling af disse legemer, betyder det, at universet består af en samling begrænsede ting.

Uanset om vores sanser opfatter alle disse himmellegemer eller kun nogle af dem, har vi opfattet en del af det, som universet består af. Dermed ved vi, at universet består af en samling begrænsede himmellegemer.

Universet består altså af en samling begrænsede ting. Derfor er universet selv begrænset, for uanset hvor mange begrænsede ting der findes, og uanset om vi kan tælle dem eller ej, er samlingen af begrænsede ting også begrænset. Det begrænsede forbliver begrænset, uanset hvor talrigt det er. Universet består af begrænsede himmellegemer og er derfor begrænset. Universet er altså begrænset.

Forandring, tid og universets udvidelse

Det er nok at betragte nogle af universets kendsgerninger for at forstå, at det i kraft af sin natur ikke kan være evigt. Det er i bevægelse og forandring. For at denne bevægelse og forandring kunne finde sted, krævede den tid, og den kræver fortsat mere tid for at nå en anden tilstand, et andet indbyrdes forhold, en anden størrelse eller en anden afstand mellem planeterne.

De siger, at universet, som vi lever i og ser omkring os, udvider sig hele tiden. Godt.

Det vil udvide sig endnu mere efter vores tid. Hvis vi spørger dem, hvorfor universet er nået til denne udstrækning og endnu ikke længere, vil de svare, at der ikke er gået tilstrækkelig tid til en større udvidelse. Vi taler altså om tid, og tale om tid strider mod tale om evighed. Kun den tid, der har bragt universet til dets nuværende udstrækning, er gået, og det behøver mere tid for at udvide sig yderligere. Der er endnu ikke gået tilstrækkelig tid. Det betyder, at vi taler om et begrænset tidsrum.

Temperaturforskelle og hvad de viser

Lad os se på sagen fra en anden vinkel. Det kræver ingen videnskabsfolk, for vi sanser og oplever det dagligt. Hvis man samler flere legemer med forskellige temperaturer—et legeme med én temperatur, et andet med en højere temperatur og et tredje med en lavere—påvirker de hinandens temperatur. Det varme påvirkes af det kolde, og det kolde af det varme. Det kolde bliver varmere, og det varme bliver koldere, indtil alle legemer når samme temperatur. Er det ikke det, der sker, når vi sætter noget varmt i et køleskab? Det tager tid, før det får køleskabets temperatur. Mens det endnu er varmt, påvirker det tingene omkring sig og hæver deres temperatur, indtil køleskabet igen køler dem ned.

Virkeligheden er altså, at legemer med forskellige temperaturer påvirker hinanden, indtil deres temperatur udlignes. Derefter siger man, at temperaturen fortsætter med at falde, indtil den når det absolutte nulpunkt. Universet består nu af himmellegemer med forskellige temperaturer: en brændende sol, en kold måne og en jord med moderat temperatur. De udveksler alle varme. Jorden påvirkes af Solens varme; derfor er den ene side varmere om dagen og koldere om natten. Om vinteren, når solstrålerne falder mere skråt på en del af Jorden, bliver den koldere, mens den del, som modtager næsten lodrette solstråler, bliver varmere. Solen befinder sig i et rum, der er koldere end den selv, og man forventer, at den med tiden afkøles; ifølge dem er den allerede blevet koldere end tidligere. Himmellegemerne udveksler altså stadig varme, og der er ikke gået tilstrækkelig tid til, at de alle har nået samme temperatur. Vi taler derfor om et begrænset tidsrum, hvor tilstrækkelig tid endnu ikke er gået.

Jeg har uddybet nogle få indlysende rationelle beviser. Hvis mennesket anvender dem, når det indlysende frem til, at ting, som forandrer sig, i kraft af deres natur er begrænsede og ikke kan være evige.

Hvis vi fortsatte og uddybede bevisførelsen på dette område, ville gennemgangen blive lang, og vi ville ikke kunne afslutte den, for eksemplerne er langt flere, end et menneske kan tælle.

Den evige Skaber er nødvendigvis-eksisterende

Vi vender tilbage til beviset for, at disse ting er begrænsede, og at deres tid er begrænset. Kun den tid, som har gjort det muligt for dem at nå deres nuværende tilstand, er gået. Det betyder, at de ikke fandtes og derefter kom til eksistens.

Disse ting fandtes ikke og kom så til at eksistere. De er altså skabte. Skabt af hvem? Skabt af hvem?

﴿ أَمْ خُلِقُوا۟ مِنْ غَيْرِ شَىْءٍ أَمْ هُمُ ٱلْخَـٰلِقُونَ أَمْ خَلَقُوا۟ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضَ ۚ بَل لَّا يُوقِنُونَ ﴾
»Eller blev de skabt af intet, eller er de selv skaberne? Eller skabte de himlene og jorden? Nej, de har ingen vished.« [52:35–36]

Kan materien skabe sig selv? Naturligvis ikke. Den eksisterede ikke, så hvordan skulle den kunne skabe noget, mens den ikke fandtes? Hvordan skulle den kunne skabe sig selv? Intet kan skabe sig selv. Den må derfor være skabt af noget andet, hvilket betyder, at der fandtes en Skaber før den. Denne Skaber kan ikke selv være skabt, for hele eksistensen afhænger af Ham; uden Hans eksistens ville intet findes. Han er derfor nødvendigvis-eksisterende, og Hans ikke-eksistens kan ikke tænkes. Denne Skaber er Den Første og Evige, den nødvendigvis-eksisterende, uden hvem intet overhovedet ville findes—hverken vi i dette jordiske liv eller noget i dette univers.

Dette er et rationelt bevis—ja, flere indlysende rationelle beviser. Ethvert fornuftigt menneske, som ydmygt bøjer sig for sandheden og ikke er hovmodigt, bør nå frem til denne absolutte sandhed uden de meningsløse påstande og antagelser, som nogle forsøger at formulere.

Der er en enorm forskel mellem antagelser, som mennesket forsøger at udfylde og lappe sammen for at få dem til at fremstå mulige, og en indlysende rationel tænkning over den sanselige virkelighed. Denne virkelighed viser, at universets, menneskets og livets stof er begrænset, at det derfor opstod på et bestemt tidspunkt, og at det dermed er skabt af en Skaber.

Tegn på orden og præcision

Dette er tilstrækkeligt, selv om man kunne sige meget mere og henlede opmærksomheden på mange andre ting.

Når mennesket ser på universet, mennesket og livet omkring sig, finder det bevis efter bevis—en mængde beviser på, at hverken dette liv eller dette univers kan eksistere ved sig selv.

Når vi betragter mennesket, ser vi, at dets eksistens afhænger af en lang række betingelser. Hvis blot én af dem svigtede, ville livet være umuligt. Mennesket behøver vand, en moderat temperatur, et bestemt lufttryk og en bestemt tyngdekraft fra Jorden. Tænk på, hvordan alle disse betingelser mødes og gør menneskelivet muligt. Hvis blot én af dem ændrede sig—hvis Jorden kom lidt tættere på eller længere fra Solen, tyngdekraften steg eller faldt en smule, lufttrykket steg eller faldt, eller Jordens rotations- eller omløbshastighed ændrede sig en anelse—fastslår de sagkyndige, at menneskelivet ville blive umuligt. Det ville ikke kun gælde mennesket, men alle levende væsener på Jorden.

Er disse omfattende og præcise betingelser opstået af sig selv?

Ved I, hvad man må sige om den, som hævder, at disse betingelser og faktorer tilfældigt er faldet sammen? Denne opfattelse fører til vildfarelse. Lad os spørge personen selv.

Hvis du så et meget smukt oliemaleri af havet, stranden, et træ og stjernerne, ville din første tanke i beundring da ikke være, at maleren var dygtig og havde en fin sans? Du ville vide, at et sådant værk ikke kunne have skabt sig selv.

Den, der påstår, at maleriet kunne være opstået af sig selv—eller forestiller sig, at et jordskælv fik farvebeholdere til at falde ned over et lærred og frembringe et hav, et skib, en strand, et træ og en fisker—ville blive kaldt vanvittig og vildledt. Maleriet kræver præcise forudsætninger, først og fremmest en kunstner med evne og fin sans.

Dette maleri er intet sammenlignet med universets, menneskets og livets virkelighed, som rummer detaljer og undere, der overvælder menneskets forstand.

Det er nok at betragte menneskets organer—eller et hvilket som helst dyrs organer—og se harmonien, samspillet og den indbyrdes supplering mellem kroppens systemer. Det viser en dyb visdom og en vældig kraft bag disse levende skabninger.

Qur’anens opfordring til at iagttage og tænke

Lyt kort til Allahs, Den Ophøjedes, ord om dette emne, når Allah henleder menneskets opmærksomhed på universets, menneskets og livets virkelighed.

Allah, Den Ophøjede, spørger mennesket:

﴿ أَفَلَا يَنظُرُونَ إِلَى ٱلْإِبِلِ كَيْفَ خُلِقَتْ ﴾
»Ser de da ikke på kamelerne, hvordan de blev skabt?« [88:17]

Bemærk her, at Koranen opfordrer til eftertanke og derefter til indsigtsfuld forståelse efter denne overvejelse.

Hvad mente jeg her med oplyst tænkning? Det er ikke nok, at mennesket ser på de skabte ting; derefter må mennesket spørge, hvordan de kom til at eksistere.

﴿ أَفَلَا يَنظُرُونَ إِلَى ٱلْإِبِلِ كَيْفَ خُلِقَتْ وَإِلَى ٱلسَّمَآءِ كَيْفَ رُفِعَتْ وَإِلَى ٱلْجِبَالِ كَيْفَ نُصِبَتْ وَإِلَى ٱلْأَرْضِ كَيْفَ سُطِحَتْ ﴾
»Ser de da ikke på kamelerne, hvordan de blev skabt; og på himlen, hvordan den blev hævet; og på bjergene, hvordan de blev rejst; og på jorden, hvordan den blev bredt ud?« [88:17–20]

Dette henleder menneskets opmærksomhed.

Se og tænk: Hvordan kan disse ting eksistere på denne måde? Kan de eksistere af sig selv?

﴿ ٱلَّذِى خَلَقَ ٱلْمَوْتَ وَٱلْحَيَوٰةَ لِيَبْلُوَكُمْ أَيُّكُمْ أَحْسَنُ عَمَلًا ﴾
»Han, som skabte døden og livet for at prøve jer og se, hvem af jer der handler bedst.« [67:2]

﴿ ٱلَّذِى خَلَقَ سَبْعَ سَمَـٰوَٰتٍ طِبَاقًا ۖ مَّا تَرَىٰ فِى خَلْقِ ٱلرَّحْمَـٰنِ مِن تَفَـٰوُتٍ ﴾
»Han, som skabte syv himle i lag. Du ser ingen uoverensstemmelse i Den Barmhjertiges skabelse.« [67:3]

Du ser ingen modsigelse i skabelsen og ingen konflikt mellem skabningerne.

﴿ لَا ٱلشَّمْسُ يَنۢبَغِى لَهَآ أَن تُدْرِكَ ٱلْقَمَرَ وَلَا ٱلَّيْلُ سَابِقُ ٱلنَّهَارِ ۚ وَكُلٌّ فِى فَلَكٍ يَسْبَحُونَ ﴾
»Solen kan ikke indhente månen, og natten kan ikke overhale dagen. De svæver hver især i deres bane.« [36:40]

Sammenhæng og orden.

﴿ ٱلَّذِى خَلَقَ سَبْعَ سَمَـٰوَٰتٍ طِبَاقًا ۖ مَّا تَرَىٰ فِى خَلْقِ ٱلرَّحْمَـٰنِ مِن تَفَـٰوُتٍ فَٱرْجِعِ ٱلْبَصَرَ ﴾
»Han, som skabte syv himle i lag. Du ser ingen uoverensstemmelse i Den Barmhjertiges skabelse. Se igen.« [67:3]

Bemærk her opfordringen til dyb tænkning:

﴿ فَٱرْجِعِ ٱلْبَصَرَ هَلْ تَرَىٰ مِن فُطُورٍ ﴾
»Se igen: Kan du se nogen brist?« [67:3]

Dette er en opfordring til oplyst tænkning:

﴿ هَلْ تَرَىٰ مِن فُطُورٍ ﴾
»Kan du se nogen brist?« [67:3]

﴿ ثُمَّ ٱرْجِعِ ٱلْبَصَرَ كَرَّتَيْنِ ﴾
»Se så igen og igen.« [67:4]

Han opfordrer mennesket til at se gentagne gange, altså til mere dybde i tænkningen. Det er det, vi tidligere talte om: Mennesket må gå i dybden med tænkningen og derefter tænke oplyst. Mennesket må se, så se igen, så se igen og derefter spørge: Hvordan?

﴿ فَٱرْجِعِ ٱلْبَصَرَ هَلْ تَرَىٰ مِن فُطُورٍ ثُمَّ ٱرْجِعِ ٱلْبَصَرَ كَرَّتَيْنِ يَنقَلِبْ إِلَيْكَ ٱلْبَصَرُ خَاسِئًا وَهُوَ حَسِيرٌ ﴾
»Se igen: Kan du se nogen brist? Se så igen og igen. Dit blik vil vende tilbage til dig ydmyget og udmattet.« [67:3–4]

Ordene er her rettet mod dem, som forsøger at bevise, at universet er formålsløst og kan være opstået af sig selv.

Ateisten, som hævder, at materien er opstået og har udviklet sig ved et tilfælde eller gennem det, de kalder nødvendighedens lov, opfinder antagelser. Derefter gør han disse antagelser, som hverken forstanden eller videnskaben underbygger, til kendsgerninger. På dem forsøger han at bygge et kald, som inviterer mennesker til ateismen, men som i virkeligheden blot er Satans kald. Overalt, hvor mennesket ser omkring sig, finder det i universet, mennesket og livet beviser på beviser, som det ikke kan tælle, og hvis betydning det umuligt kan undgå. Tegnene er talrige og spredt omkring det og viser, at disse ting er skabt af en Skaber, Den Ophøjede. Lad os sammen høre flere eksempler på disse tegn i den følgende passage.

Fra bogenIslams systemSjette udgave · 2001s. 7–8

Det tredje tekstuddrag fra Islams system

Blot ud fra eksistensen af de ting man sanser kan enhver, som besidder en forstand opfatte at der til disse ting findes en skaber, som har skabt dem. Dette skyldes, at det er sanseligt, at disse ting er afmægtige, mangelfulde og afhængige af andet end dem selv, og dermed er det absolut, at de er blevet skabt. Derfor er det tilstrækkeligt at henlede opmærksomheden til hvad som helst i universet, livet og mennesket for dermed at konkludere beviset på eksistensen af Den Organiserende Skaber. Overvejelsen af et hvilket som helst himmellegeme i universet, betragtningen af et hvilket som helst af livets aspekter, og opfattelsen af en hvilken som helst side i mennesket, leder absolut til beviset på eksistensen af Allah ﷻ. Derfor ser vi, at den glorværdige Qur’an henleder opmærksomheden til tingene og kalder mennesket til at overveje disse ting og det, som befinder sig omkring og har relation til tingene. En overvejelse hvorigennem man fastslår beviset på eksistensen af Allah ﷻ. Da menneskets overvejelser leder til forståelsen af, at tingene er afhængige af andet end dem selv, vil det absolut opfatte eksistensen af Allah ﷻ, Den Organiserende Skaber. Der findes hundredvis af Qur’an-vers, der påbyder denne overvejelse. Allah ﷻ siger i surat Aal-’Imran:

﴿ إِنَّ فِى خَلْقِ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ وَٱخْتِلَـٰفِ ٱلَّيْلِ وَٱلنَّهَارِ لَـَٔايَـٰتٍ لِّأُو۟لِى ٱلْأَلْبَـٰبِ ﴾
»Sandelig, i himlenes og jordens skabelse, og i nattens og dagens vekslen, er der visselig tegn for de skarpsindige« [3:190]

Og Allah ﷻ siger i surat Al-Rum:

﴿ وَمِنْ ءَايَـٰتِهِۦ خَلْقُ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ وَٱخْتِلَـٰفُ أَلْسِنَتِكُمْ وَأَلْوَٰنِكُمْ ﴾
»Og blandt Hans (Allahs) tegn er himlenes og jordens skabelse, og forskellen i jeres sprog og farver« [30:22]

Se bogkilden

Og Han, Den Ophøjede, siger i sura al-Ghashiyah … Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed.

Spørgsmål og diskussion

Vi fortsætter nu med vores kære brødre for at besvare de modtagne spørgsmål eller nogle af disse.

Forskellen mellem livet og det jordiske liv

Det første spørgsmål siger: Vi har bemærket, at bogen ét sted taler om det jordiske liv, som mennesket skal leve i, og et andet sted taler om livet som mangelfuldt, afmægtigt og afhængigt. Mener bogen to forskellige ting med disse udtryk?

Hvordan det? Ja, det er et relevant spørgsmål. Når vi taler om livet, taler vi om én ting; når vi taler om det jordiske liv, taler vi om noget andet.

Med det jordiske liv mener vi det tidslige og rumlige område, som mennesket lever i fra sin fødsel til sin død. Vi taler om individets jordiske liv, som begynder, når det fødes ind i dette liv, og ender med dets død. Vi taler også om menneskehedens jordiske liv, som begyndte, da Adam, fred være med ham, steg ned til Jorden, og som ender på Opstandelsesdagen. Mennesket lever dette jordiske liv i universet. Det jordiske liv er altså et menneske, som lever i universet. Dette udtryk beskriver det jordiske liv: et menneske, som lever i universet. Det er det tidslige område, som begynder med individets eller menneskehedens eksistens.

Dette tidsrum ender, når individet eller menneskeheden ender. Det er det jordiske liv. Når vi derimod taler om »universet, mennesket og livet«, mener vi med livet den egenskab, som findes i levende væsener og adskiller dem fra døde væsener og livløs materie. Hvorfor undersøger vi livet?

Det jordiske livs virkelighed består af tre store kendsgerninger: et menneske, som lever i universet. Da vi ville forstå det jordiske livs virkelighed, undersøgte vi derfor de tre ting, som det består af. Vi undersøgte mennesket og beviste, at det er begrænset. Vi undersøgte livet og beviste, at det er begrænset—det liv, som viser sig i forskellen mellem et levende og et dødt menneske, eller mellem et levende og et dødt væsen; det liv, som findes i levende væsener og, om man vil, består af levende celler. Endelig undersøgte vi universet, som mennesket lever i.

At tale om livet er altså noget andet end at tale om det jordiske liv. Det jordiske liv er den fase, som mennesket lever fra sin indtræden i dette univers, til det forlader det. Dette er det jordiske liv.

Tilfredsstiller andre ’aqidaer menneskets behov?

Spørgsmål to.

Har andre ’aqidaer end Islam tilfredsstillet menneskets behov og behandlet dets afmagt og afhængighed? Andre ’aqidaer end Islam opfylder ikke menneskets behov. Vi har tidligere forklaret, at den sande ’aqida er den, som stemmer overens med menneskets natur. Når den gør det, har den reelt opfyldt menneskets behov og fået det til at behandle sin afhængighed og mangel på det rette sted ved at vende sig til sin Herre og Skaber, Den Ophøjede. Blandt de ’aqidaer, som strider mod menneskets natur, er ateistiske ’aqidaer, der siger, at mennesket ingen Skaber har, og at der ikke findes nogen gud. Det gælder også ’aqidaer, som siger, at Skaberen måske findes, men ikke har noget forhold til dit liv og ikke organiserer dine anliggender. De opfylder heller ikke menneskets behov eller får det til at behandle sin mangel og afhængighed. Hvorfor? Fordi menneskets natur rummer behovet for Den Organiserende Skaber og følelsen af afhængighed af Ham. Hvis du siger til mennesket, at der ingen Skaber findes, strider du mod dets natur. Hvis du siger, at Skaberen ikke organiserer dets anliggender, sådan som ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet hævder, strider du igen mod dets natur og tilfredsstiller den ikke.

Tingenes mangel og afhængighed—herunder menneskets—beviser, at de er skabt af en Skaber. De ’aqidaer, som benægter denne Skabers eksistens, står derimod over for en blindgyde, fordi de ikke kan forklare, hvorfor universets, menneskets og livets stof er begrænset, afmægtigt og afhængigt af andet end sig selv. Fred være med jer.

Tingenes afhængighed og indbyrdes samspil

Det siges, at afmagt, mangel og afhængighed viser sig i én eksisterende ting, men at andre ting fuldender den; at alt i dette liv altså fuldendes af andre eksisterende ting. Hvordan kan afmagt, mangel og afhængighed da være et bevis?

Ja, jeg nævnte denne antagelse under min forklaring og besvarede den: Når afhængigheden er tydelig i materiens virkelighed—selv i blot én del af den—betyder det, at materien er afhængig. Materien er altså afhængig af andet end sig selv i kraft af sin natur. Det er ikke materien selv, der får dens dele til at fuldende hinanden. Den, som gav disse ting et system, hvori de supplerer hinanden, pålagde dem dette system udefra. Det er endnu et bevis på, at nogen har skabt dem, for Den, som skabte dem, er Den, som pålagde dem dette system.

Vand kræver en bestemt temperatur for at koge og bestemte betingelser for at fryse. Hvem har underlagt det denne lov? For at et foster kan dannes eller fødes i en kvindes livmoder, skal en række betingelser være opfyldt efter bestemte love; det kan umuligt eksistere uden for disse love. Hvem har underlagt disse ting disse love, så de hverken kan supplere hinanden uden for lovene eller ændre dem?

Materien er med andre ord ikke intelligent, sådan som nogle hævder, når de siger: »Materien er intelligent.« Hvis den var intelligent, kunne den ændre sine love og træde ud af dem. Heller ikke det intelligente menneske kan, trods de moderne videnskabelige metoder, det har udviklet, hjælpe materien med at ændre disse love.

Men uanset hvor meget mennesket griber ind, og hvor langt det når inden for videnskab og opdagelser, ender det med at opdage lovene og arbejde på at udnytte dem—ikke på at ændre dem. Alle teorier og alle materielle videnskabelige resultater bygger på kendskab til disse love og på, hvordan man kan bruge dem eller fremkalde ændringer og reaktioner inden for dem for at opnå det ønskede og skabe flere ting.

Det står derfor fast, at universets, menneskets og livets stof—tingenes materie—er afmægtigt og afhængigt af andet end sig selv. Det behøvede nogen, som fik dets dele til at supplere hinanden, og nogen, som pålagde det dette system, så det fungerer, som det gør. Hvis disse love blev brudt, ville livet komme i uorden, og mennesket kunne ikke eksistere i dette jordiske liv.

Giver forstanden altid det rigtige svar?

I har forklaret universets, menneskets og livets virkelighed og fastslået, at alle disse skabninger har en Skaber, som har skabt dem, og at forstanden dømmer om eksistensen af Den, som har frembragt eksistensen. Spørgsmålet er: Giver forstanden altid det korrekte svar? Vi ser jo, at andre ideologier, såsom kommunismen og kapitalismen, også siges at bygge på forstanden, og at mennesket tager udgangspunkt i rationelle principper for at bevise eksistensen af Den, som har frembragt eksistensen.

Det første spørgsmål er, om forstanden altid giver sande og absolutte resultater. Ja. Når alle betingelser for tænkningen er opfyldt, frembringer tænkningen absolutte domme, forudsat at forstanden anvendes på sit rette område. Når forstanden bruges til at opfatte en sanselig virkelighed og har tilstrækkelige oplysninger til at fortolke den, giver den absolutte domme.

Hvis vi antog, at man ikke kan stole på forstanden i nogen sandhed, ville mennesket placere sig i nihilismen og nå frem til, at det ikke kan stole på nogen sandhed. Det ville ende i de meningsløse påstande, som vesterlændinge nåede frem til, da de sagde, at alle sandheder er relative: Der findes ingen absolut idé og ingen absolut dom fra forstanden, for enhver dom kan på et tidspunkt omstødes. Alle idéer skulle dermed være relative og kunne modbevises. Dette er falsk. Ellers ville mennesket ende med at tvivle på sin egen eksistens, på eksistensen af andre omkring sig og på eksistensen af universets, menneskets og livets stof. Samtidig bygger den videnskab, som Vesten ophøjer, udelukkende på undersøgelsen af sanselige ting og deres virkelighed.

Der findes altså forhold, som forstanden fælder absolutte domme om. Forstanden fastslår med fuld sikkerhed og uden tvivl, at sanselige ting eksisterer. Vi fastslår universets, menneskets og livets stofs eksistens—alt det, som vores sanser gentagne gange og grundigt har opfattet, sådan som vi nævnte for lidt siden.

Forstanden fastslår også, at hvis en eksisterende ting bærer et spor af noget andet, viser dette spor, at noget har frembragt det. Som vi sagde, kan en lampe ikke lyse uden en elektrisk strøm eller energi, som frembringer lyset. Forstanden fastslår også, at en plante ikke kan eksistere uden vand. Hvis vi finder planten, erkender vi derfor vandets eksistens, selv om vi ikke ser vandet. Dette er absolutte rationelle domme.

På samme måde har vi bevist Allahs, Den Ophøjedes, eksistens med et absolut bevis. Hvorfor? Fordi alt omkring os peger på Skaberen. Når vi beviser, at tingene er begrænsede, og at deres begrænsning betyder, at de er opstået på et bestemt tidspunkt, følger det med sikkerhed, at nogen har skabt dem.

Det samme gælder det berømte eksempel, som vi ofte har nævnt. Da en beduin blev spurgt, hvordan han kunne tro på Allah, Den Ophøjede, uden at have set Ham, svarede han med den indlysende formulering, som bygger på absolutte rationelle principper: »Ekskrementet viser, at kamelen har været der, og sporet viser, at nogen har vandret.« Ekskrementet kunne ikke ligge her, hvis kamelen ikke var kommet forbi. Fodsporene betyder, at en karavane har passeret. Det er absolutte rationelle domme: Et spor viser nødvendigvis, at noget har frembragt det.

Forstandens domme er absolutte i de spørgsmål, som ligger inden for dens rækkevidde, og som den har forudsætninger for at dømme om. Hvis forstanden derimod undersøger det usete, bliver dens domme hverken absolutte eller sandsynlige, men blot forestillinger og grundløse antagelser.

Findes der liv på andre planeter? Findes der menneskelignende liv i andre galakser? Det er forestillinger. Forstanden kan hverken bevise eller afkræfte dem. Forstanden giver altså absolutte domme, når den anvendes korrekt.

Er kommunismen og kapitalismen baseret på forstanden?

Når forstanden anvendes under de rette betingelser, giver den altså absolutte domme. Hvad angår spørgsmålets anden del—om andre ’aqidaer, såsom kommunismen og kapitalismen, bygger på forstanden—er svaret nej. Den kommunistiske ’aqida bygger ikke på forstanden. Kommunisterne antog på forhånd, at materien er altings oprindelse, og at forstanden er et produkt af materien. De gjorde dermed materien til forstandens grundlag. Deres ’aqida kom til at bygge på materien, ikke på forstanden. Uden bevis antog de, at materien er nødvendigvis-eksisterende, og at dens ikke-eksistens ikke kan tænkes; at den er evig, uden noget før eller efter sig. De byggede således deres ’aqida på materien, ikke på forstanden.

Kapitalisterne byggede heller ikke deres ’aqida på forstanden. Deres forstand burde have besvaret den allerstørste knudes spørgsmål: Er universet, mennesket og livet skabt af en Skaber eller ej? Hvis de er skabt af en Skaber, hvilken rolle har Skaberen da i menneskets liv, og kan mennesket leve uden vejledning fra Skaberen? De besvarede ikke dette spørgsmål.

De stod over for en konflikt mellem på den ene side en kirke, som med magt påtvang mennesker iman på Allah og derefter sine egne holdninger og ’aqidaer, og på den anden side filosoffer, som fornægtede Skaberen eller fornægtede åbenbaringen, profeterne og skrifterne.

De sagde: »Vi løser dette dilemma med et kompromis ved at adskille religionen fra livet og adskille Skaberen—hvis Han findes—fra skabningerne.« Det var et kompromis mellem to modstridende synspunkter og strømninger.

De byggede således deres ’aqida på kompromiset, ikke på forstanden. De undveg svaret og byggede derfor ikke deres ’aqida på forstanden. Forstanden kan ikke føre til modstridende svar, når den undersøger den virkelighed, den dømmer om, korrekt. Her står vi over for universets, menneskets og livets virkelighed—sanselige ting, som sanserne og forstanden har bevist er begrænsede og derfor skabte.

Er disse beviser nok til at overbevise ateister?

Mener du, at de beviser, du har fremlagt for Skaberens eksistens, er nok til at overbevise nutidens nye ateister? Ateister er ateister. Der er ingen forskel på de nye og de tidligere, om hvem Allah, ophøjet og lovprist er Han, sagde:

﴿ وَقَالُوا۟ مَا هِىَ إِلَّا حَيَاتُنَا ٱلدُّنْيَا نَمُوتُ وَنَحْيَا وَمَا يُهْلِكُنَآ إِلَّا ٱلدَّهْرُ ﴾
»De siger: ›Der findes kun vores jordiske liv. Vi dør og lever, og intet andet end tiden tilintetgør os.‹« [45:24]

Ateisterne kommer blot og forskønner deres ateisme og giver den et filosofisk præg med teorier, som de forsøger at fremstille som fuldstændige. Nogle taler om tilfældighed, andre om den materielle evolutions lov eller teorien om oprindelse og udvikling, andre igen om nødvendighedens lov eller om intelligent materie. Alt dette er antagelser. De behandler ikke en sanselig virkelighed.

De begyndte med at antage, at materien er evig og uskabt. Derefter søgte de begrundelser og teorier, som kunne støtte antagelsen. Hvilket rod af forskellige teorier forsøger de ikke at samle til én sammenhængende forklaring!

Domme skal derimod bygge på en sanselig virkelighed. Den sanselige virkelighed er, at universets, menneskets og livets stof er begrænset og derfor ikke kan være evigt; afmægtigt og derfor ikke kan opstå af sig selv; samt mangelfuldt og derfor ikke selv kan afhjælpe sin mangel. Det er derimod underlagt Den, som har frembragt det, underlagt det en lov og skabt harmoni mellem dets dele, kære brødre.

Afslutning

Vi har brugt tilstrækkelig tid, og vi beder Allah, Den Ophøjede, om, at vi har ydet emnet retfærdighed. Som vi tidligere sagde, ville gennemgangen blive meget lang, hvis vi fortsatte med at undersøge de beviser, som fører til iman på Skaberen, Den Ophøjede. Vi kunne afholde den ene episode efter den anden og hver gang fremlægge et nyt bevis på Skaberens eksistens. O Allah, lad os få gavn af det, Du har lært os, lær os det, som gavner os, og gør vores viden og handlinger oprigtige for Dit ædle ansigt. O Allah, send fred og velsignelser over vores mester Muhammad, hans familie, hans ledsagere og alle, som følger hans vejledning på bedste vis indtil Dommedagen. Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del