Alle Halaqaat
DA

Halaqa 7

Vejen til Iman — Beviset for Muhammads profetskab ﷺ

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 7: Vejen til Iman — Beviset for Muhammads profetskab ﷺ

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 17. juli 2017 — 23. shawwal 1438 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning og halaqaens emne

Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser. I Allahs navn, Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige. Al lovprisning tilkommer Allah. Må fred og velsignelser være med Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der følger ham.

Kære brødre, velkommen til en ny episode af jeres program Halaqa Online. Vi fortsætter med emnet Vejen til Iman. I den foregående episode talte vi om menneskets behov for et budskab fra Allah ﷻ. Gennem dette budskab kan mennesket lære, hvordan det knytter forbindelsen til Allah ﷻ, altså hvordan det tilbeder Ham. Fra Allah ﷻ kan mennesket også hente betydningen og formålet med sin eksistens og lære, hvordan det skal leve i dette jordiske liv: hvilket system mennesket som individ og samfund skal følge for at organisere sit liv, så det forløber ret, fører til oprejsning og bringer det til lykke. Vi fastslog uden nogen tvivl, at mennesket har et uomgængeligt behov for et budskab fra Allah ﷻ.

I dag taler vi med jer om at fastslå, at menneskeheden har modtaget et budskab fra Allah ﷻ, nemlig islams budskab. Vi henvender os til mennesker, der lever i denne tid, med det budskab fra Allah ﷻ, som Han har valgt for Sine tjenere frem til Opstandelsesdagen. Vi henvender os til alle mennesker med, at islam er Allahs budskab til Sine tjenere, at det er det sidste budskab, som intet budskab følger efter, at profeternes tid er afsluttet, og at dette budskabs Profet, Muhammad (saw), er profeternes segl. Islam er derfor vores budskab til verden.

Islams budskab og behovet for et afgørende bevis

Et budskab fra Allah ﷻ til verden, som Han har pålagt os at bære ud til menneskene, så vi kalder dem til islam. Et budskab fra Allah ﷻ, som gør dem bekendt med den altomfattende idé om universet, mennesket og livet, om det, der var før dem og kommer efter dem, og om deres samlede forbindelse til det, der var før og kommer efter. Det giver dem en livsførelse og det system, de skal følge, og viser dem, hvordan de skal tilbede Allah ﷻ. Allah ﷻ siger:

﴿ وَكَذَٰلِكَ جَعَلْنَـٰكُمْ أُمَّةً وَسَطًا لِّتَكُونُوا۟ شُهَدَآءَ عَلَى ٱلنَّاسِ وَيَكُونَ ٱلرَّسُولُ عَلَيْكُمْ شَهِيدًا ﴾
»Således har Vi gjort jer til en afbalanceret ummah, for at I kan være vidner over menneskene, og Sendebuddet kan være vidne over jer« [2:143]

Men har ikke-muslimer ikke ret til at spørge: Hvad beviser for os, at den deen, I har antaget, islam, er Allahs budskab på jorden? Verden er fuld af religioner, hellige skrifter, profeter, folkeslag og grupper, der hævder at bære den sande deen, og at deres egen deen er den rette. Hvad får os da til at have iman på, at jeres islam virkelig er Allahs Deen og faktisk Hans budskab til Sine skabninger? Det er et berettiget krav. Mennesket kan ikke med rette følge enhver, der gør krav på profetskab eller et budskab, og kan ikke godtage enhver, der siger: »Jeg er en profet sendt af Allah ﷻ.« Der må fremlægges et bevis for menneskene, som absolut og uden nogen tvivl fastslår, at islam er Allahs Deen og dermed et budskab fra Allah ﷻ til Sine skabninger. Når en afsender sender en besked til én person, flere personer eller en gruppe mennesker, underskriver han beskeden for at bevise, at den kommer fra ham.

Når vi skriver en besked, underskriver vi den og sender den til andre for at sige: »Denne er fra mig og ikke fra en anden.« Underskriften på beskeden er derfor et bevis på, at den kommer fra afsenderen.

Miraklet – Allahs bekræftelse af Sine sendebudes sandfærdighed

Jo vigtigere og mere alvorlig en besked er, desto mere troværdig og pålidelig må underskriften være. Når beskeden eksempelvis er et officielt dokument, der beskytter rettigheder, nøjes den udstedende myndighed ikke med en håndskrevet underskrift. På grund af dokumentets betydning forsegler myndigheden det også med et stempel. Hvis dokumentets betydning og alvor er endnu større, kan myndigheden desuden forsyne det med en kode eller en hemmelig nøgle, som afsenderen og modtageren har aftalt, så modtageren med sikkerhed ved, at dokumentet kommer fra myndigheden. Intet budskab er vigtigere eller større end Allahs ﷻ budskab til Sine skabninger. Derfor må den underskrift, som Allah ﷻ sender med Sine profeter og sendebude, være absolut og hverken give plads til tvivl eller menneskelige indvendinger. Den må være en absolut underskrift, som overhovedet ikke kan betvivles.

Miraklet som bevis på profetskab

Allahs ﷻ visdom indebar, at hver gang Han sendte et Sendebud, sendte Han en underskrift med ham. Når et forstandigt menneske så denne underskrift, kunne det med sikkerhed fastslå, at den var fra Allah ﷻ. Underskriften er et tydeligt tegn fra Allah ﷻ og et absolut bevis, som ikke efterlader tvivl om, at denne profet bærer et budskab fra Allah ﷻ. Allah ﷻ underbygger det budskab, Han sender med Sin profet, med et tegn og en handling, der sker ved Sendebuddets (as) hånd og viser, at et menneske ikke kan frembringe det, fordi det ligger uden for menneskets evne. Som regel sker der ved Sendebuddets hånd noget, der bryder med det sædvanlige, naturens love og den orden, der styrer universet, mennesket og verden. Eftersom Allah ﷻ har skabt disse love, kan kun Han bryde dem. Menneskene er underlagt de love, Allah ﷻ har lagt i dette liv.

Når en af Allahs profeter bliver kastet i ilden, hvis egenskab er at brænde, men ikke bliver brændt, betyder det, at han er blevet beskyttet og støttet med et tegn fra Allah ﷻ. Kun ildens Skaber kan sætte ildens brændende egenskab ud af kraft. Det beviser, at profeten er støttet af Allah ﷻ og bærer et tegn fra Ham. Når en profet på samme måde bringer de døde til live, selv om han ikke selv kan give de døde liv, fordi Allah ﷻ alene giver liv og lader dø, betyder det, at Allah ﷻ bragte de døde til live ved hans hånd. De lærde har valgt at kalde disse tegn og tydelige beviser, som Allah støtter Sine profeter med, for mirakler. Ordet »mirakel« forekommer hverken i Qur’anen eller Sunnah. Det er et senere fagudtryk, og der er ingen grund til uenighed om selve betegnelsen.

Vi taler nu om et bevis, der fastslår profetskabet hos den profet, som erklærede, at han var en profet sendt af Allah ﷻ. Hvad er beviset på, at Muhammad (saw) er et Sendebud fra Allah ﷻ, der bærer Allahs budskab?

Qur’anen – Muhammads evige mirakel

Hvad beviser, at Muhammad (saw) var et Sendebud fra Allah ﷻ, som bar Allahs budskab? Eftersom Muhammad (saw) var profeternes segl, og hans budskab skulle være et bevis for menneskene frem til Opstandelsesdagen, ville Allah ﷻ i Sin visdom, at hans mirakel skulle bestå frem til Opstandelsesdagen, nemlig Qur’anen. Qur’anen er Muhammads (saw) mirakel. Så længe Qur’anen består og findes i vores hænder, vidner den fortsat om Allahs Sendebuds (saw) profetskab.

Denne Qur’an, som Sendebuddet (saw) bragte, ligger foran os. Hvis det fastslås, at intet menneske kunne have frembragt den, og at ingen skabning er i stand til at frembringe noget tilsvarende denne Qur’an, er det dermed fastslået, at Muhammad (saw) er Allahs Sendebud, fordi menneskene er ude af stand til at frembringe noget tilsvarende.

Det afgørende rationelle bevis fastslår, at Qur’anen ikke kommer fra noget menneske. Dermed står kun tilbage, at den er fra Allah ﷻ. Den er derfor Allahs Bog, og den, der bragte Qur’anen, er Allahs Sendebud. Dermed fastslås det, at islams budskab er Allahs budskab og en sandhed, som menneskene må underkaste sig. Det er dette, vi skal forstå i denne halaqa.

De tre mulige kilder til Qur’anen

Hvordan beviser vi, at Qur’anen er Allahs ﷻ tale, at den er fra Allah ﷻ og ikke menneskers værk? Helt enkelt opstiller vi de muligheder, som mennesker kan forestille sig: Hvad er Qur’anens kilde? Hvad kan tænkes at være dens kilde?

Der findes kun tre muligheder og ingen fjerde: Enten er Qur’anen fra araberne, fra Muhammad (saw) eller fra Allah ﷻ. Vi må undersøge disse tre muligheder for at se, hvilken der kan fastslås. Lad os sammen se, hvad den ædle Qur’ans absolutte kilde er.

Første mulighed: Er Qur’anen fra araberne?

Lad os begynde med den første mulighed: at Qur’anen er fra araberne. Hvorfor siger jeg »fra araberne« og ikke »fra ikke-arabere«? Ganske enkelt fordi Qur’anen er arabisk. Det er utænkeligt, at en person, som ikke er araber, kan skrive en arabisk bog. Med »araber« mener vi her en person, der behersker det arabiske sprog. Ikke-arabere, som ikke behersker arabisk, kan ikke skrive en arabisk tekst, endsige en bog, og slet ikke en bog, som mennesker var ude af stand til at frembringe magen til: Qur’anen.

Quraysh forkastede og modsatte sig Sendebuddet (saw). Som udtryk for deres tåbelighed påstod de blandt andet, at en kristen dreng ved navn Jabr lærte Profeten (saw) denne nye deen. Allah ﷻ afviste dem og gjorde deres påstand til skamme, idet Han sagde:

﴿ وَلَقَدْ نَعْلَمُ أَنَّهُمْ يَقُولُونَ إِنَّمَا يُعَلِّمُهُۥ بَشَرٌ لِّسَانُ ٱلَّذِى يُلْحِدُونَ إِلَيْهِ أَعْجَمِىٌّ وَهَـٰذَا لِسَانٌ عَرَبِىٌّ مُّبِينٌ ﴾
»Vi ved bestemt, at de siger: ‘Det er blot et menneske, som underviser ham.’ Den persons sprog, som de hentyder til, er fremmed, mens dette er tydeligt arabisk sprog« [16:103]

I tilskriver Qur’anen en ikke-araber, selv om I er forbløffede over dens sprog, veltalenhed og stærke udtrykskraft. Derefter holdt de vantro fra Quraysh op med at gentage denne påstand, fordi den gjorde dem til grin blandt menneskene. Muligheden for, at Qur’anen skulle være fra ikke-arabere, er dermed afvist.

Lad os da undersøge muligheden for, at Qur’anen skulle være fra araberne. Kan Qur’anen være fra araberne, når den udfordrer alle arabere, især de mest veltalende blandt dem, Quraysh, til at frembringe noget tilsvarende, og de er ude af stand til det? Hvordan skulle den så kunne være fra dem? Den udfordrede dem til at frembringe noget tilsvarende. I hvilken forstand? De skulle frembringe en Qur’an eller en bog med de egenskaber, som Qur’anen har, og som de ikke kunne skabe på deres eget sprog, arabisk. Allah ﷻ siger:

﴿ إِنَّآ أَنزَلْنَـٰهُ قُرْءَٰنًا عَرَبِيًّا ﴾
»Vi har visselig nedsendt den som en arabisk Qur’an« [12:2]

Qur’anen blev åbenbaret på arabernes sprog. Araberne kan godt skrive en arabisk bog på størrelse med Qur’anen. Men udfordringen var ikke at frembringe en arabisk bog af samme omfang eller med samme antal linjer eller ord. Udfordringen var at frembringe noget tilsvarende denne Qur’an. Hvad mener vi med det?

Qur’anens veltalenhed og den fuldendte stil

Qur’anen gjorde araberne ude af stand til at tage udfordringen op. På hvilke områder? På flere områder, hvoraf det tydeligste er det sproglige: for det første Qur’anens veltalenhed, præcision og fuldendte formulering, og for det andet dens stil. Det er disse to forhold.

Det første aspekt er veltalenheden og den fuldendte formulering. Ingen af de arabere, som Allahs Sendebud (saw) blev sendt iblandt, og heller ingen af de veltalende talere, der kom efter dem, kunne sige om en aya, en sætning eller en formulering: »Her er en svaghed; det havde været bedre at formulere det sådan.« Qur’anen er præcist formuleret. Sammenhængen i dens retorik og udtryk overgik de veltalende talere, sprogforskerne og sprogets kreative mestre. De kunne ikke sige, at en tekst, en formulering, en aya eller en sætning i Qur’anen var klodset eller svag, eller at en anden formulering havde været bedre.

Qur’anen nåede således det højeste niveau af præcision og fuldendthed i sit udtryk. Ingen kunne formulere dens betydninger mere præcist eller bedre end den tekst, ordlyd og opbygning, der findes i den. Ingen araber kunne sige, at en aya var klodset eller svag eller havde nogen mangel i sin retorik eller sit udtryk. Det er ét aspekt.

Det andet aspekt er Qur’anens stil. Det er et andet spørgsmål end udtrykkets præcision og fuldendte formidling af betydningen. Qur’anens stil adskiller sig fra det, araberne kendte som poesi, prosa, rimet prosa (saj’) og andre former for tale. Qur’anen kom med en stil, araberne ikke kendte, og hvis de forsøgte at skrive efter dens mønster, mislykkedes de. Beviset er, at araberne fra Qur’anens åbenbaring og frem til i dag har kendt mange veltalende mennesker, digtere og nyskabende forfattere af arabiske tekster. Betragt disse specialister i retorik og udtrykskunst, disse digtere og mestre i at formulere tale. Har nogen af dem formået at skabe fremragende tekster efter Qur’anens metode? Nogle udmærkede sig i poesi og nåede et meget højt niveau af veltalenhed. Andre udmærkede sig i prosa, rimet prosa og andre former for formulering. Men hvorfor formåede ingen af dem at skrive i Qur’anens stil, efter dens mønster og med den særlige form, som Qur’anens formulering har?

Disse veltalende og nyskabende mennesker siger selv, at når de forsøger at skrive efter Qur’anens mønster, frembringer de klodsede, svage og helt mislykkede tekster. Selv de veltalende mestre, som udmærkede sig inden for sproget, udtrykskunsten, poesien og litteraturen, kunne altså ikke skrive fuldendte og fremragende tekster efter Qur’anens mønster.

Hvordan kan det da være tænkeligt, at en araber skulle have frembragt en hel Bog i denne stil? Qur’anen gjorde araberne ude af stand til at matche dens sproglige præcision, udtrykkenes styrke, sammenhæng, veltalenhed og betydning, formuleringernes skønhed, retorikkens nøjagtighed og den særlige stil, som ingen af arabernes veltalende mestre kunne skrive efter og bruge til at frembringe en strålende tekst. Den ædle Qur’an »fortryllede« de arabere, der hørte den, gennem sin stærke udtrykskraft. Her sætter vi ordet »fortryllede« i anførselstegn.

Udfordringen til araberne om at frembringe noget tilsvarende Qur’anen

På denne måde gjorde Qur’anen araberne ude af stand til at tage udfordringen op. Hverken araberne fra Quraysh eller samtlige arabere på Den Arabiske Halvø, som modsatte sig islam, kunne frembringe noget, der ikke blot svarede til hele Qur’anen i omfang, men blot en sura fra den, ti suraer fra den eller nogle få af dens ayat. Allah ﷻ siger:

﴿ قُل لَّئِنِ ٱجْتَمَعَتِ ٱلْإِنسُ وَٱلْجِنُّ عَلَىٰٓ أَن يَأْتُوا۟ بِمِثْلِ هَـٰذَا ٱلْقُرْءَانِ لَا يَأْتُونَ بِمِثْلِهِۦ وَلَوْ كَانَ بَعْضُهُمْ لِبَعْضٍ ظَهِيرًا ﴾
»Sig: ‘Hvis menneskene og jinn samledes for at frembringe noget magen til denne Qur’an, kunne de ikke frembringe dens mage, selv hvis de støttede hinanden’« [17:88]

Dette er en udfordring fra Qur’anen, en udfordring fra Allah ﷻ: Selv hvis alle mennesker samledes og djinnerne var med dem for at frembringe noget svarende til denne Qur’an, ville de ikke kunne frembringe noget tilsvarende. Godt, dette gælder noget tilsvarende. Men udfordringen blev skærpet yderligere. Allah ﷻ udfordrede dem endnu mere og sagde til dem: Frembring én sura, der svarer til denne Qur’an. Allah ﷻ siger:

﴿ وَإِن كُنتُمْ فِى رَيْبٍ مِّمَّا نَزَّلْنَا عَلَىٰ عَبْدِنَا فَأْتُوا۟ بِسُورَةٍ مِّن مِّثْلِهِۦ وَٱدْعُوا۟ شُهَدَآءَكُم مِّن دُونِ ٱللَّهِ إِن كُنتُمْ صَـٰدِقِينَ ﴾
»Hvis I er i tvivl om det, Vi har nedsendt til Vores tjener, så frembring en sura som den, og tilkald jeres vidner foruden Allah, hvis I taler sandt« [2:23]

﴿ فَإِن لَّمْ تَفْعَلُوا۟ ﴾
»Hvis I ikke gør det« [2:24]

Dette skærper udfordringen yderligere:

﴿ وَلَن تَفْعَلُوا۟ ﴾
»og I vil aldrig gøre det« [2:24]

﴿ وَلَن تَفْعَلُوا۟ ﴾
»og I vil aldrig gøre det« [2:24]

﴿ فَٱتَّقُوا۟ ٱلنَّارَ ٱلَّتِى وَقُودُهَا ٱلنَّاسُ وَٱلْحِجَارَةُ ۖ أُعِدَّتْ لِلْكَـٰفِرِينَ ﴾
»så beskyt jer mod Ilden, hvis brændsel er mennesker og sten, og som er beredt til de vantro« [2:24]

Udfordringen om at frembringe én sura

Ordet »sura« gælder enhver sura i Qur’anen: både den længste, Surat al-Baqarah, og den korteste:

﴿ إِنَّآ أَعْطَيْنَـٰكَ ٱلْكَوْثَرَ ۝ فَصَلِّ لِرَبِّكَ وَٱنْحَرْ إِنَّ شَانِئَكَ هُوَ ٱلْأَبْتَرُ ﴾
»Vi har visselig skænket dig al-Kawthar. Bed derfor til din Herre og bring offer. Den, der hader dig, er visselig afskåret« [108:1–3]

Det er en sura på tre ayat, som ikke fylder mere end én linje. Qur’anen udfordrede araberne til at frembringe noget svarende til denne sura. Ingen af de vantro fra Quraysh, som Allahs Sendebud (saw) blev sendt iblandt, vovede at efterligne Qur’anen, fordi de hver især vidste, at de ville gøre sig selv til grin. Men da islams budskab sejrede, en islamisk stat blev oprettet, og de arabiske ledere så, at Muhammad (saw) var blevet leder af en stor stat.

De, der gjorde krav på profetskab, og deres manglende evne til at efterligne Qur’anen

Nogle mennesker lod sig bedrage og så, at dette var en indbringende forretning, så nogle af dem forsøgte at gøre krav på profetskab. De tænkte: Når araberne fulgte Muhammad, fordi han gjorde krav på profetskab og overbeviste dem om det, hvad skulle så hindre mig i at gøre det samme? Det blev, om man så må sige, en mode blandt araberne at gøre krav på profetskab: Sajah, den løgnagtige al-Aswad al-‘Ansi og den løgnagtige Musaylimah. De gjorde alle krav på profetskab, og hver af dem forsøgte at forfatte tekster, som de kunne bedrage araberne med, efter samme stil som Qur’anen. Hvad er der tilbage af disse tekster? Og hvad regnede mennesker for veltalenhed hos disse løgnagtige bedragere? »Elefanten! Hvad ved du om elefanten? Den har en kort hale og en lang snabel.« De gjorde sig selv til grin blandt menneskene. »Dem, der maler, maler; og dem, der ælter, ælter.« Ord, man griner ad. Nogle historikere har gengivet dem, og noget af det er blevet nedskrevet. De gjorde sig selv til spot blandt menneskene. Nogle af deres tilhængere sagde endda: »Ved Allah, vi ved, at I er løgnere. Men I er fra vores folk og står os nærmere end manden fra Quraysh.« Araberne var altså dengang og gennem flere hundrede år ude af stand til at frembringe en tekst som denne Qur’an, blot én sura, selv Qur’anens korteste sura.

Eftersom araberne fra dengang og frem til i dag har været ude af stand til at gøre det, fastslår dette, at Qur’anen ikke er fra araberne. Dermed falder den første mulighed bort.

Muligheden for, at Qur’anen er fra Muhammad, falder bort

Der er to muligheder tilbage: Enten er Qur’anen fra Muhammad (saw), eller også er den fra Allah ﷻ. Når den første mulighed falder bort, altså at araberne skulle have frembragt denne Qur’an, falder den anden mulighed også bort: at Qur’anen skulle være fra Muhammad (saw). Muhammad var nemlig én af araberne. Hvis de var ude af stand til noget, er det naturligt, at han også var ude af stand til det. Alle araberne kunne ikke frembringe blot én linje af Qur’anen eller en kort sura. Hvordan skulle Muhammad (saw), som var én af araberne, da kunne frembringe en Bog med tusindvis af linjer og hundredvis af emner, beretninger, love og lovgivninger i denne mirakuløse stil? Når den første mulighed falder bort, falder den anden derfor naturligt også bort, fordi det, der gælder for araberne, også gælder for Muhammad (saw), som var én af dem. Dertil kommer, at nogle arabere kunne skrive, forfatte værker og læse bøger og skrifter, mens Muhammad (saw) var ummi og hverken kunne læse eller skrive.

Profetens ummi-status og Qur’anens vidnesbyrd

Se bort fra de påstande, vi på det seneste har hørt fra nogle opdigtende og fordrejende personer, som udadtil fremstiller sig som forsvarere af Allahs Sendebud (saw), men benægter, at han var ummi. Qur’anen er klar og absolut i betydningen, når den henvender sig til Profeten (saw):

﴿ وَمَا كُنتَ تَتْلُوا۟ مِن قَبْلِهِۦ مِن كِتَـٰبٍ وَلَا تَخُطُّهُۥ بِيَمِينِكَ ۖ إِذًا لَّٱرْتَابَ ٱلْمُبْطِلُونَ ﴾
»Før den reciterede du ingen skrift, og du skrev den heller ikke med din højre hånd. Ellers ville falskhedens folk have tvivlet« [29:48]

﴿ وَمَا كُنتَ تَتْلُوا۟ مِن قَبْلِهِۦ مِن كِتَـٰبٍ وَلَا تَخُطُّهُۥ بِيَمِينِكَ ۖ إِذًا لَّٱرْتَابَ ٱلْمُبْطِلُونَ ﴾
»Før den reciterede du ingen skrift, og du skrev den heller ikke med din højre hånd. Ellers ville falskhedens folk have tvivlet« [29:48]

Ud over den nedskrevne og overleverede historie fastslår Qur’anen altså, at Muhammad (saw) hverken læste eller skrev. Efter at budskabet var blevet åbenbaret for ham, fik han naturligvis nogen erfaring og et vist kendskab til at læse og skrive. Men han var hverken specialist eller dygtig til det. Derfor tilkaldte han skrivere blandt sahaba, som skrev Qur’anen ned for ham, når den blev åbenbaret. Ud over at være én af araberne var han altså ummi og kunne hverken læse eller skrive. Hvordan skulle han da kunne frembringe en Bog, som araberne var ude af stand til at frembringe magen til?

Qur’anens uændrede niveau fra åbenbaringens begyndelse til dens afslutning

Vi fortsætter med de beviser, der absolut fastslår, at Muhammad (saw) ikke kan have forfattet eller opfundet denne Qur’an. Hvorfor fokuserer vi netop på dette aspekt og denne mulighed? Fordi de, der i dag modsætter sig islam, bekæmper den og forsøger at ugyldiggøre dens sandhed, fremfører påstanden om, at Muhammad (saw) er Qur’anens forfatter. Med Allahs hjælp tilføjer vi derfor yderligere beviser. Sendebuddet (saw) begyndte at recitere Qur’anen i en alder af fyrre år og fortsatte derefter i treogtyve år frem til sin død.

Begynder nyskabende mennesker deres arbejde med en så enestående præstation? Begynder de pludselig at frembringe værker på dette niveau som fyrreårige? Har I kendt en digter, en nyskabende skribent, en veltalende taler eller en forfatter, som pludselig begyndte at skrive på litteraturens og veltalenhedens højeste niveau som fyrreårig? Det er det første punkt: Intet er overleveret om, at Allahs Sendebud (saw) før da havde talt på denne måde. Det andet punkt er følgende: Når en person begynder at skabe arabiske tekster og skrive poesi og prosa og derefter fortsætter, begynder han da ikke på et lavt niveau og hæver gradvist sit niveau, indtil han når så højt, som han kan? Naturligvis. Det er en vedvarende lov i livet. Lad hver af os se tilbage på sine egne tekster. Lad enhver, der skriver, sammenligne sine første tekster med det niveau, de nåede efter flere år. Personen vil se, at han begyndte på et lavt niveau og derefter blev bedre og bedre, fordi det er menneskets natur.

Lad os se på Qur’anen fra den første sura, der blev åbenbaret:

﴿ ٱقْرَأْ بِٱسْمِ رَبِّكَ ٱلَّذِى خَلَقَ ﴾
»Læs i din Herres navn, Han som skabte« [96:1]

Der står »skabte«:

﴿ خَلَقَ ٱلْإِنسَـٰنَ مِنْ عَلَقٍ ﴾
»Han skabte mennesket af noget, der hænger fast« [96:2]

﴿ ٱقْرَأْ وَرَبُّكَ ٱلْأَكْرَمُ ۝ ٱلَّذِى عَلَّمَ بِٱلْقَلَمِ ﴾
»Læs, og din Herre er den Mest Gavmilde, Han som lærte ved pennen« [96:3–4]

Der står »lærte«:

﴿ عَلَّمَ ٱلْإِنسَـٰنَ مَا لَمْ يَعْلَمْ ﴾
»Han lærte mennesket det, som det ikke vidste« [96:5]

Hvem kan hævde, at disse ayat og derefter ayat fra Surat al-Muzzammil og Surat al-Muddaththir, som blev åbenbaret i begyndelsen af åbenbaringen, er mindre veltalende og svagere i deres udtryk end det, der blev åbenbaret mange år senere?

Nogle forsøgte endda at sammenligne Qur’anens ayat. En af dem gjorde sig selv til grin, da han sagde: »Vi finder en forskel mellem den mekkaniske Qur’an, der er præget af skønhed, poesi, ophøjet litteratur og en fin følsomhed, og den lovgivende Qur’an og de ayat, der omhandler lovgivning.« Han begyndte at sammenligne to forskellige slags indhold: ayat om ’aqidaer, den altomfattende idé om det, der ligger bag universet, mennesket og livet, profeternes beretninger, beretningerne om tidligere folk og retskafne mennesker, følelserne og den åndelige side, med lovgivende ayat. Endnu værre var det, at han indrømmede, at den del af Qur’anen, han foretrak, var de ayat, der omhandler ’aqidaer, det, der ligger uden for sanserne, skabelsens oprindelse, Opstandelsesdagen, Paradiset og Helvedet og så videre. Han sagde, at disse var bedre og mere storslåede, men glemte, at disse suraer og ayat blev åbenbaret i begyndelsen. Hvordan kan det, der blev åbenbaret først, da være det største, smukkeste, mest veltalende og mest storslåede, mens det, der blev åbenbaret senere, efter jeres opfattelse er svagere?

Det er i virkeligheden ikke korrekt at sammenligne ayat om ’aqidaer, profeternes beretninger, skabelsens begyndelse, det usete, Opstandelsesdagen, Samlingens, Opstandelsens og Regnskabets rædsler samt beretninger om Paradiset og Helvedet med ayat, der udfolder lovgivning. Sammenligningen må være mellem alt dette og menneskelig tale, al menneskelig tale. Qur’anen var veltalende fra begyndelsen på det højeste niveau, som intet menneske kunne nærme sig eller matche. Den forblev på dette niveau gennem alle åbenbaringens år, indtil Allahs Sendebud (saw) døde. Intet menneske kan begynde på et så højt niveau og forblive på sit højeste niveau frem til livets afslutning. Lad hver af os læse det, mennesker har skrevet. Det er umuligt. Dette er et uigendriveligt bevis på, at Muhammad ikke forfattede denne Bog, og at intet menneske forfattede den. Mennesker kan kun udvikle sig gradvist, mens Qur’anen fra begyndelse til slutning befinder sig på toppen af veltalenhed, litterær kvalitet og storslåethed.

Forskellen mellem Qur’anens stil og Profetens tale

Det var ét punkt. Vi går nu videre til et andet. Muhammad (saw) talte til menneskene med sine egne ord, og de ord, han henvendte sig til dem med, er bevaret hos os frem til i dag i tusindvis af hadith. Vi har tusindvis af hadith fra Allahs Sendebud (saw). Nogle er overleveret gennem tawatur, så ingen kan så tvivl og sige: »Hvordan ved vi det? Hvad beviser absolut, at dette er Muhammads ord?« Der findes tusindvis af hadith, som er berettet fra Allahs Sendebud (saw), og som har samme stil. Nogle er mutawatir, altså overleveret af den ene gruppe efter den anden af mennesker, hvis sammensværgelse om en løgn er utænkelig. Ingen kan betvivle, at de er korrekt overleveret fra Profeten (saw). Disse hadith er Allahs Sendebuds (saw) ord. Når han talte til menneskene med sine egne ord, citerede han en aya fra Allahs ﷻ Bog. Denne Bog er bevaret hos os, og i mange af de hadith, der er overleveret til os fra Allahs Sendebud (saw), ser vi gentagne gange Profeten (saw) indføje en aya i sin tale.

Ethvert forstandigt menneske, der kan læse tekster ordentligt, kan mærke og forstå den enorme forskel mellem Qur’anens stil og Allahs Sendebuds (saw) stil, selv hvis personen ikke selv er veltalende på arabisk eller specialist i sproget, men blot har et almindeligt kendskab til det. Det er to forskellige stilarter, som stilistisk ikke ligner hinanden. Dette forringer ikke Allahs Sendebuds (saw) hadith, altså hans Sunnah, og sår heller ikke tvivl om den. Profetens (saw) Sunnah, herunder hans hadith, er åbenbaring fra Allah ﷻ i de betydninger, den indeholder. Formuleringen er derimod Allahs Sendebuds (saw) egen menneskelige formulering. Profeten (saw) var den mest veltalende og udtryksfulde af araberne, som han selv fortalte. Men selv denne veltalenhed, som nåede det højeste niveau, et menneske kan nå, ligner overhovedet ikke Qur’anens stil.

Hvor ofte sker det ikke, at nogen af uvidenhed eller andre grunde gengiver en hadith og siger: »En aya.« En person med blot et vist kendskab til arabisk siger da: »Stop. Dette er ikke fra Qur’anen. Allahs Bog har en anden stil. Det kan være en hadith, men det er ikke fra Qur’anen.« Nogle mennesker har nået et så højt niveau af veltalenhed, og der er ikke få af dem blandt specialisterne i sproget og Profetens (saw) hadith, at de straks kan høre, når ord falsk tilskrives Profeten (saw). Uden at kende ordenes overleveringskæde eller kilde siger de: »Stop. Dette er ikke Allahs Sendebuds (saw) stil.«

Hans (saw) stil var således en del af hans personlighed. Man siger ligefrem, at et menneskes måde at tale på er et personligt aftryk. Ligesom der findes et fingeraftryk og et aftryk fra øjet, findes der også et aftryk i talestilen. Hvor mange af os har ikke læst en tekst og sagt: »Denne tekst er skrevet af den og den. Jeg kender hans stil; jeg kender hans opbygning og hans måde at skrive på.«

Et menneskes måde at tale på er altså en del af dets personlighed, natur og sammensætning. Ligesom det udseende, Allah ﷻ har skabt mennesket med, kan det ikke træde ud af sin stil. Hvis et menneske fremsiger ord i en anden stil end sin egen, ved vi, at det gengiver og har lært ordene udenad. Når Sendebuddet (saw) reciterer Qur’anen, adskiller dens stil sig meget tydeligt fra hans egen. Vi ved derfor, at det ikke er hans tale, men at han overleverer den fra Ham, hvis tale ingen anden kan frembringe magen til. Araberne var ude af stand til at frembringe noget tilsvarende disse ord, og ordene var fuldstændig forskellige fra Profetens (saw) egen talestil. Det beviser absolut, at de ikke er fra Muhammad og derfor er fra Allah ﷻ. Dette er et afgørende bevis, som ethvert forstandigt menneske kan forstå, selv om de benægtende naturligvis afviser det.

Fraværet af modsigelser og uoverensstemmelser i Qur’anen

Vi kan tilføje, at det ligger i menneskets natur at overse noget. Mennesker overser, begår fejl og glemmer. Forestil jer, at en person begynder at fortælle historiske beretninger og derefter gentager en beretning fra hukommelsen efter et år, to år, tre år eller ti år. Han gentager ofte beretningerne og fortæller dem hver gang i en anden stil og med andre ord. Ligger det ikke i menneskets natur at begå fejl og glemme og dermed ændre en eller to dele af beretningen? Tallet ændres, hændelsen ændres, eller en detalje ændres. Sådan er menneskets natur.

﴿ وَلَوْ كَانَ مِنْ عِندِ غَيْرِ ٱللَّهِ لَوَجَدُوا۟ فِيهِ ٱخْتِلَـٰفًا كَثِيرًا ﴾
»Havde den været fra nogen anden end Allah, ville de have fundet mange modsigelser i den« [4:82]

De ville have fundet modsigelser og forskelle. Men ingen har kunnet påvise nogen forskel i Qur’anens veltalenhed. Hele Qur’anen befinder sig tværtimod på det absolut højeste niveau af veltalenhed og klarhed. Dette er altså ét aspekt: På dette punkt findes der ingen uoverensstemmelse i Qur’anen.

Beretninger gentages også i Qur’anen, især beretningerne om profeterne. Beretningen om Musa (as) gentages eksempelvis mange gange. Qur’anen fortæller om de samme begivenheder flere gange, og nogle spørger: »Hvorfor denne gentagelse?« Gentagelsen rummer bestemt visdom og nytte. Hver gang fremhæver den et bestemt aspekt og uddrager en visdom og lære fra dette aspekt om det emne, den vil belyse. Et andet aspekt er det, vi henviser til nu: Når en beretning gentages, fortælles den samme beretning med forskellige stilarter og ord, men uden nogen modsigelse mellem gengivelserne.

Der kan gå flere år mellem én fortælling og en anden tilsvarende fortælling fra åbenbaringens begyndelse til dens afslutning. Er dette menneskers værk? Kan et menneske overhovedet gøre det? Bestemt ikke. Intet ord i Qur’anen modsiger et andet, og intet tal modsiger et andet. Qur’anen er fuldstændig integreret og sammenhængende. Ingen kan finde nogen fejl, svaghed eller modsigelse i den.

﴿ لَّا يَأْتِيهِ ٱلْبَـٰطِلُ مِنۢ بَيْنِ يَدَيْهِ وَلَا مِنْ خَلْفِهِۦ ﴾
»Falskhed kan ikke komme til den, hverken forfra eller bagfra« [41:42]

Som Allah ﷻ siger i Sin ædle Bog.

Dette er uigendrivelige beviser på, at Qur’anen ikke er Muhammads (saw) tale. Kan vi tilføje mere? Hvis man ville tilføje mere, ville gennemgangen blive lang. Lad os også betragte et andet aspekt af Qur’anen, hvor modsigelser og uoverensstemmelser er umulige. Qur’anen fortæller om begivenheder, som vil indtræffe, selv om mennesker, især de vantro, som modsatte sig Profeten (saw), med deres menneskelige evner kunne have forsøgt at modbevise disse beretninger. Men det skete ikke.

Beretningen om Abu Lahab som bevis på Qur’anens oprindelse

Lad os gå direkte til eksemplet. Allah ﷻ siger:

﴿ تَبَّتْ يَدَآ أَبِى لَهَبٍ وَتَبَّ ۝ مَآ أَغْنَىٰ عَنْهُ مَالُهُۥ وَمَا كَسَبَ سَيَصْلَىٰ نَارًا ذَاتَ لَهَبٍ وَٱمْرَأَتُهُۥ حَمَّالَةَ ٱلْحَطَبِ فِى جِيدِهَا حَبْلٌ مِّن مَّسَدٍۭ ﴾
»Må Abu Lahabs hænder gå til grunde, og til grunde går han. Hans rigdom og det, han tjente, vil ikke gavne ham. Han skal brænde i en flammende Ild, og det skal hans hustru også, hun som bærer brænde, med et reb af snoede fibre om halsen« [111:1–5]

Hvad er det bevispunkt i denne sura, som interesserer os nu? Mens Abu Lahab og hans hustru, som suraen nævner sammen med ham, stadig levede, blev Qur’anen åbenbaret med en advarsel om, at de begge ville træde ind i Ilden og blive straffet dér.

Hvis disse ord var menneskelig tale, Muhammads (saw) tale, måtte Muhammad ifølge dem, der tilskriver ham Qur’anen, være et geni. Gennem denne påståede genialitet overbeviste han millioner af mennesker om sit budskab og udformede og fuldendte denne Bog for at »fortrylle« menneskene. Er det ikke deres påstand?

Kunne et sådant geni med rimelighed risikere sin påstand og sit påståede budskab, som de kalder det, ved at sige til sin onkel, et af de mennesker, der stod ham nærmest, og til hans onkels hustru: »I vil træde ind i Ilden og forblive dér for evigt«? Kunne Abu Lahab og hans hustru ikke have modbevist Muhammads (saw) budskab, blot i hykleri, ved at erklære, at de havde antaget islam? Burde Muhammad (saw) ikke have taget højde for, at hans onkel, som stod ham nær, kunne opgive sin fjendtlighed og få iman på ham, ligesom al-Abbas senere gjorde, og Hamzah havde gjort før ham? Var det ikke muligt? Muhammad var ivrig efter, at alle mennesker skulle antage islam. Hvordan kunne han da undlade at ønske det samme for sin onkel, og hvordan kunne han ønske, at hans onkel, et af de mennesker, der stod ham nærmest, fortsatte sin fjendtlighed? Hvorfor advarede Qur’anen ikke Abu Sufyan? Hvordan vidste Allahs Sendebud (saw), hvad der ville ske med Abu Lahab og hans hustru Umm Jamil, om hvem Qur’anen åbenbarede ord, der advarede hende om Ilden? Der fremkom også beretninger, der advarede Abu Jahl og al-Walid ibn al-Mughirah.

Vi bygger dog ikke på dette, fordi ingen aya i Qur’anen klart angiver, at Abu Jahl og al-Walid ibn al-Mughirah er dem, der menes. Abu Lahab blev derimod nævnt ved navn, og det samme gjorde hans hustru Umm Jamil. Hvorfor advarede Qur’anen ikke Abu Sufyan, men advarede Abu Lahab og hans hustru Umm Jamil om Ilden? Kendte Muhammad (saw) det usete? Dette er et uigendriveligt bevis på, at Qur’anen ikke er menneskelig tale, men Allahs ﷻ tale. Hvorfor faldt det aldrig Abu Lahab ind at få iman, hverken oprigtigt eller i hykleri? Dette skyldtes ikke, at Allah ﷻ tvang Abu Lahab og hans hustru for at bevise budskabet. Det var derimod Allahs evige viden, som omfatter alt, før det sker.

﴿ لَّا يَأْتِيهِ ٱلْبَـٰطِلُ مِنۢ بَيْنِ يَدَيْهِ وَلَا مِنْ خَلْفِهِۦ ﴾
»Falskhed kan ikke komme til den, hverken forfra eller bagfra« [41:42]

Selv de vantro fra Quraysh kunne ikke gøre det. Selv de vantro fra Quraysh kunne ikke gøre det, og det faldt dem ikke engang ind at sige: »Abu Lahab, erklær, at du har antaget islam! Umm Jamil, erklær, at du har antaget islam, så kan vi modbevise Muhammads (saw) budskab!« Hvilket større mirakel kunne der være? Hvis vi ville fortsætte, ville vores gennemgang blive lang. Dette er altså et uigendriveligt bevis på, at Qur’anen ikke er Muhammads (saw) tale og derfor heller ikke menneskelig tale.

Konklusion: Qur’anen er fra Allah

De beviser, vi har fremlagt for at afvise, at Qur’anen skulle være fra Muhammad (saw), gælder for ethvert menneske. Det, der gælder for Muhammad (saw), gælder for ethvert menneske, for intet menneske kan frembringe noget tilsvarende. Dermed er den anden mulighed, at Qur’anen skulle være fra Muhammad (saw), faldet bort. Kun den sidste mulighed står tilbage: at denne Qur’an er fra Allah ﷻ, som har magt over alt og kan gøre det, de mennesker, Han har skabt, er ude af stand til. Udfordringen består frem til i dag.

Mange tåber har forsøgt at efterligne Qur’anen og har skrevet tekster. Gå ind på internettet og se, hvad nogle latterlige tåber har skrevet i deres forsøg på at efterligne Qur’anen. I vil se, at de tog tekster, som lignede Qur’anens egne tekster, og begyndte at udskifte ét ord med et andet for at skabe betydninger, som selv den mindst veltalende og udtryksfulde person ville skamme sig over at citere, skrive eller stå inde for. De regner naturligvis med at kunne vildlede naive mennesker gennem dette.

Kære brødre, denne gennemgang kunne forlænges, og vi kunne bruge halaqa efter halaqa på emnet. Vi har nu dækket tilstrækkeligt og fremlagt tilstrækkelige beviser for, at Qur’anen ikke er et menneskes eller nogen anden skabnings værk. Den er derfor nødvendigvis fra Allah ﷻ.

Beviset på Muhammads profetskab og budskab

Når det er fastslået, at Qur’anen er Allahs tale, er det også fastslået, at Muhammad (saw) er Allahs Sendebud. Det er kun profeterne, der bringer Allahs budskaber, og Qur’anen fastslår selv, at Muhammad er Allahs Sendebud. Allah ﷻ siger:

﴿ مُّحَمَّدٌ رَّسُولُ ٱللَّهِ ﴾
»Muhammad er Allahs Sendebud« [48:29]

Og:

﴿ وَٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ … وَءَامَنُوا۟ بِمَا نُزِّلَ عَلَىٰ مُحَمَّدٍ ﴾
»dem, der har iman … og har iman på det, der blev nedsendt til Muhammad« [47:2]

Dette er altså et absolut bevis på, at Qur’anen er Allahs tale, og at Muhammad er Allahs Sendebud. Når det er fastslået, at Muhammad er Allahs Sendebud, er det også fastslået, at det, Muhammad (saw) bragte, er et budskab fra Allah til menneskeheden. Dermed har vi en kilde, hvorfra mennesket kan fuldende sin ’aqida. Denne kilde er Allahs tale og Allahs Sendebuds (saw) ord. Som vi vil fastslå i senere halaqaat, er hans ord sande og sandfærdige, og alt, hvad de indeholder, er sikkert, så længe det er fra Allah ﷻ.

Fuldendelsen af ’aqidaen gennem det overleverede bevis

Gennem det fuldender vi den altomfattende idé om universet, mennesket og livet og om det, der var før og kommer efter dette jordiske liv. Forstanden kan gennem sine sikre, faste og afgørende beviser fastslå Allahs ﷻ eksistens, at Allah er sand, at Qur’anen er Allahs tale, og at Muhammad er Allahs Sendebud. Derefter findes der ingen vej til at fastslå de øvrige dele af ’aqidaen, som vedrører det usete, undtagen gennem det overleverede bevis: Allahs tale og Allahs Sendebuds ord, som er åbenbaring fra Allah ﷻ. Det er det, vi tidligere fremlagde og sagde i begyndelsen og indledningen til disse halaqaat: Der findes tre måder at fastslå en tings eksistens på. Sanserne opfatter selve tingen, sanserne opfatter tingens virkning, eller en sikker beretning fastslår den. Vi har nu Allahs Bog, som er den sikre beretning, i vores hænder. I den og gennem den fortæller Allah ﷻ os om skabelsens oprindelse. Hvordan blev mennesket skabt? Hvorfor blev mennesket skabt? Hvad kommer efter dette liv, og hvad er menneskets bestemmelsessted? Hvordan skal mennesket leve sit liv? Hvilket system skal mennesket følge for at styre sine handlinger og organisere sine relationer i dette liv, så det opnår højnelse og oprejsning og finder lykke i begge verdener?

Afslutning på foredraget

Dette er et nyt fundament, som de kommende halaqaat med Allahs ﷻ tilladelse skal bygges på. Jeg siger disse ord og beder Allah om tilgivelse for mig og for jer. Må Allahs fred og velsignelser være med Allahs Sendebud (saw), hans familie, hans sahaba og dem, der følger hans retledning på bedste vis frem til Dommens Dag. Al lovprisning tilkommer Allah, alverdens Herre. Jeg bliver nu hos jer for at besvare de spørgsmål, vi har modtaget.

Spørgsmål og diskussion

Under halaqaen skriver Abu Qusay: »Vores kære bror, må Allah give dig fremgang og ære dig med det gode. Qur’anens mirakel var tydeligt for Qurayshs sprogkyndige og ligeledes for veltalende talere og sprogforskere. Hvordan kan dette mirakel blive tydeligt for os, når vi kun kender sprogets overflade? Tak.« Jeg mener, at jeg allerede har besvaret spørgsmålet under halaqaen, men jeg gentager svaret kort. Jeg sagde, at en person, der ikke er veltalende, kan mærke den enorme forskel mellem Qur’anens stil og Allahs Sendebuds (saw) stil. Det er ét punkt. Personen kan også erkende Qur’anens sammenhæng og fraværet af modsigelser og forskelle. Det kræver ikke veltalende eller særligt sprogkyndige mennesker. Blandt udtrykkene for denne umulighed er:

﴿ لَّا يَأْتِيهِ ٱلْبَـٰطِلُ مِنۢ بَيْنِ يَدَيْهِ وَلَا مِنْ خَلْفِهِۦ ﴾
»Falskhed kan ikke komme til den, hverken forfra eller bagfra« [41:42]

Qur’anen fastslog på forhånd, i det nogle kalder en mirakuløs forudsigelse, at Abu Lahab, som stadig levede, ville dø i kufr. Dette er et uigendriveligt bevis på, at disse ord ikke er menneskelig tale.

De beviser, jeg har fremlagt, beviserne i Islams system og det afsnit, som denne halaqa bygger på, handler ikke kun om Qur’anens sproglige mirakel, dens veltalenhed eller dens stil. De handler også om forskellen mellem Qur’anens stil og Muhammads (saw) stil. Dette vedrører ikke veltalenheden, men henleder blot opmærksomheden på forskellen mellem de to stilarter. Beviserne viser også, at Qur’anens niveau ikke steg gradvist. Mennesker kan ikke nå veltalenhedens højeste niveau med det samme. Enhver, der læser Qur’anen, kan forstå dette, selv uden at besidde sprogforskernes veltalenhed.

Selv hvad angår Qur’anens veltalenhed, kan en person, der ikke selv kan erkende den, og selv en ikke-araber, henvende sig til eksperterne i veltalenhed, som har udmærket sig inden for den, og spørge dem: »Kan nogen gøre dette? Har nogen overgået disse veltalende talere, nyskabende forfattere, sprogforskere og digtere, fra de tidligste til de største forfattere? Har nogen af dem skrevet efter Qur’anens mønster?« Ethvert menneske, også en ikke-araber, kan finde svaret. En ikke-araber kan undersøge og spørge: »Har nogen nyskabende forfatter, digter eller skribent skabt noget i Qur’anens stil?« Svaret vil med sikkerhed være nej. Lad dem fremvise én nyskabende og veltalende forfatter, hvis veltalenhed, kreativitet og litteratur fulgte Qur’anens stil. Det kan de absolut ikke; det er helt umuligt. Hver gang nogen har forsøgt, trods den udtrykkelige udfordring, har personen fundet sine ord klodsede og latterlige og har skammet sig over at vise dem til andre. Dette er derfor noget, selv ikke-arabere kan erkende.

Hvad menes der med det videnskabelige mirakel?

Et spørgsmål fra min kære bror Muhammad Jassar: »Må Allah velsigne jer for denne gode indsats. Må Allah ære dig. Kan du forklare det, der i disse dage bliver udbredt om det videnskabelige mirakel?« Vi tilslutter os ikke det, der siges om det videnskabelige mirakel, selv om emnet kræver en nærmere uddybning. Qur’anens mirakel er fra Allah ﷻ og gør menneskene ude af stand til at frembringe noget tilsvarende. De, der indførte betegnelsen »det videnskabelige mirakel«, knyttede den til begrebet videnskab. Med videnskab mener de de materielle, eksperimentelle videnskaber. De henleder opmærksomheden på ayat i Qur’anen, der omtaler forhold, som geologien, fysikken eller biologien har undersøgt. Med henvisning til disse videnskaber kaldte de det »videnskabeligt«.

Når Qur’anens indhold viser, at den omtalte disse kendsgerninger for flere hundrede år siden, selv om mennesket først har forstået dem i dag, fastslår det, at Qur’anen rummer et videnskabeligt mirakel. Qur’anen er ikke en lærebog i naturvidenskab, fysik, kemi eller medicin. Qur’anen er en bog med retledning. Derfor er det ikke korrekt at tilskrive Qur’anen den eksperimentelle naturvidenskabelige forskningsmetode, for Allah ﷻ er hævet over menneskenes metoder til at opnå viden. Desuden er resultaterne af den eksperimentelle naturvidenskabelige forskningsmetode ikke absolutte, hvilket forskerne inden for disse fag selv anerkender.

Hvis nogen siger, at Qur’anen rummer beretninger, der udgør beretningsmæssige beviser, hvis nogen siger, at Qur’anen rummer beretninger, som fastslår, at den ikke kan være fra et menneske, svarer vi: Ja, det er sandt. Qur’anen rummer beretninger, som menneskene på den tid ikke kunne nå frem til. Eftersom mennesker var ude af stand til at frembringe sådanne beretninger, udgør det endnu et bevis på, at Qur’anen ikke er menneskelig tale, uanset om vi kalder det mirakuløst eller ej. Er det blandt Qur’anens mirakler eller ikke? Det er blandt Qur’anens mirakler. Under alle omstændigheder bør vi bemærke, at betegnelserne »ufterlignelighed« og »mirakel« blev indført senere og ikke er undersøgelsens emne. De er blot fagudtryk, og der er ingen grund til uenighed om betegnelser. Vi taler specifikt om de rationelle beviser, der fastslår, at Qur’anen ikke er fra Allah.

Når Qur’anen nævner kendsgerninger for at henlede menneskets opmærksomhed på Allahs tegn, som er spredt i universet, og disse rummer noget, der var skjult for menneskene på den tid, kan nogle bruge det som bevis på, at Qur’anen er Allahs tale. Det har de ret til. Hvis en forsker finder, at Qur’anen indeholder en kendsgerning, som intet menneske kunne have kendt på den tid, og dette får ham til at anerkende, at Qur’anen ikke er menneskelig tale, men Allahs tale, så ja, sådan forholder det sig. Qur’anen er naturligvis Allahs tale. Eftersom den er Allahs tale, er den faste rationelle konklusion, at den rummer beretninger, som menneskene ikke kendte på den tid, beretninger, som de ikke vil kende frem til Opstandelsesdagen, og beretninger, som menneskene gradvist har opdaget gennem historien.

Hvad er forskellen mellem et mirakel og magi?

Maryam Badr spørger: »Den ædle Qur’an er et mirakel, og et mirakel er noget, der bryder med det sædvanlige. Men de blandede miraklet sammen med magi. Hvordan skelner vi mellem et mirakel og magi? Hvordan kunne denne påstand narre araberne trods deres veltalenhed og kendskab til ordenes betydninger, og trods deres kamp mod Allahs Sendebud, hvor de kaldte ham en magiker, som skiller en mand fra hans hustru og fortryller med ord? Kære bror, hvad siger du om dem, der anerkender Qur’anens mirakuløse karakter og forbinder den med det videnskabelige mirakel?« Dette spørgsmål kom tidligere, og jeg besvarede det.

Hvad angår forskellen mellem et mirakel og magi, er magi menneskers værk, og magikere specialiserer sig i det. Når én magiker kan specialisere sig i magi, kan en anden også gøre det. Magi kan ophæve magi, afsløre magi og frembringe noget tilsvarende magi. Det tydeligste eksempel er, at Faraos folk, Egyptens folk på den tid, var specialister i magi. De kom for at udfordre vores herre Musa (as), og han sagde til dem:

﴿ أَلْقُوا۟ مَآ أَنتُم مُّلْقُونَ ﴾
»Kast det, I vil kaste« [10:80]

De kastede deres stave. De kastede deres stave, og gennem deres magi fik de menneskene til at forestille sig, at stavene bevægede sig.

Hvad skete der så? Musa (as) kastede sin stav:

﴿ فَإِذَا هِىَ حَيَّةٌ تَسْعَىٰ ﴾
»Og pludselig var den en slange, der bevægede sig hurtigt« [20:20]

Den blev til en levende slange, der bevægede sig. Så begyndte den at:

﴿ تَلْقَفُ مَا يَأْفِكُونَ ﴾
»og den slugte det, de falskeligt havde frembragt« [7:117]

Den slugte det, som disse magikere havde kastet. Magikerne kendte forskellen mellem magi og det, der ikke var magi, og de vidste, at magi ikke kunne gøre det, Musa (as) havde gjort. Hvad gjorde de? De faldt ned i prostration; de kastede sig ned. De sagde: »Vi tror på Musas og Haruns Herre.« De sagde:

﴿ ءَامَنَّا … رَبِّ مُوسَىٰ وَهَـٰرُونَ ﴾
»Vi har iman … på Musas og Haruns Herre« [7:121–122]

Specialister blandt magikerne kan altså afsløre magi og afsløre en magiker. Hvis det, Muhammad (saw) bragte dem, havde været magi, som de påstår, så lad andre mennesker frembringe tilsvarende magi, uanset hvad man kalder det.

Naturligvis. Araberne var selv rådvilde om, hvad de skulle sige. Da de begyndte at diskutere og overveje, hvad de skulle fortælle menneskene om Muhammad og hans Qur’an, og dette er en berømt og velkendt beretning, spurgte de: »Er det magi? Er det trolddom? Er det vanvid?« Hver gang nogen fremsatte et forslag, sagde en anden: »Det er ikke magi. Det er ikke spådomskunst, sandsigeri eller trolddom. Vi kender magikerne, troldmændene og sandsigerne, og vi kender Muhammad. Det er ikke noget af dette.« Til sidst kunne de ikke finde et svar, så de valgte én af disse påstande og sagde: »Det er intet andet end tydelig magi.« De sagde: »Ser I ikke, at Muhammad har skilt en mand fra hans far, en mand fra hans søn og en bror fra hans bror? Ser I ikke det? Han er altså en magiker.« Det var alt, de formåede.

I dag hører denne påstand fortiden til. Hvem hævder i dag, at Qur’anen er magi? Hvem hævder det nu? I dag hører denne påstand fortiden til. Det meste, som de benægtende og afvisende kan enes om, er, at Muhammad forfattede Qur’anen, fordi alle de øvrige overtroiske påstande er blevet uacceptable: »Denne Qur’an er forfattet af Muhammad.« Vi har fremlagt omfattende beviser, som absolut fastslår, at Muhammad (saw) ikke kan have været Qur’anens forfatter.

Ophævede Qur’anen de tidligere skrifter?

Hvad mener I om en person, der hævder, at de himmelske skrifter, såsom Toraen og Evangeliet, ikke ophørte med at gælde, da den ædle Qur’an kom? Helt konkret drejer spørgsmålet sig om en person, der hævder, at Qur’anen ikke ophævede de tidligere skrifter, at de stadig er tilstrækkelige at følge, og at den, der begrænser sig til at følge Toraen og Evangeliet uden at have iman på Qur’anen, har en undskyldning over for Allah ﷻ. Sådan forstod jeg spørgsmålet ud fra sammenhængen, selv om spørgsmålet ikke uddybede dette.

Nogle siger nu, at de kristne har ret til at bevare deres iman på Allah ﷻ gennem Evangeliet, og at jøderne har ret til at bevare deres iman på Allah ﷻ gennem Toraen. De siger, at dette er tilstrækkeligt for dem og giver dem en undskyldning, som de kan møde Allah ﷻ med, uden at antage Muhammads budskab og uden at have iman på Qur’anen. Helt klart, uden omsvøb og uden eufemismer: Den, der siger dette, er kafir, fordi han benægter sandheden i Allahs tale. Den, der afviser Muhammad (saw) og hans budskab, er kafir. Qur’anen er klar om, at iman er iman på Allah, Hans sendebude og Hans bøger uden undtagelse: »Vi skelner ikke mellem nogen af Hans sendebude.«

﴿ ءَامَنَ ٱلرَّسُولُ بِمَآ أُنزِلَ إِلَيْهِ مِن رَّبِّهِۦ وَٱلْمُؤْمِنُونَ ۚ كُلٌّ ءَامَنَ بِٱللَّهِ وَمَلَـٰٓئِكَتِهِۦ وَكُتُبِهِۦ وَرُسُلِهِۦ لَا نُفَرِّقُ بَيْنَ أَحَدٍ مِّن رُّسُلِهِۦ ۚ وَقَالُوا۟ سَمِعْنَا وَأَطَعْنَا ۖ غُفْرَانَكَ رَبَّنَا وَإِلَيْكَ ٱلْمَصِيرُ ﴾
»Sendebuddet har iman på det, der er blevet nedsendt til ham fra hans Herre, og det har de troende også. Alle har iman på Allah, Hans engle, Hans Bøger og Hans sendebude. Vi skelner ikke mellem nogen af Hans sendebude. De siger: ‘Vi hører og adlyder. Vi beder om Din tilgivelse, vor Herre. Til Dig er den endelige tilbagevenden’« [2:285]

»Vi gør ingen forskel mellem nogen af Hans sendebude« betyder, at vi ikke har iman på nogle og afviser andre. Det er at gøre forskel, og det betyder noget andet end at foretrække nogle frem for andre. Allah ﷻ har naturligvis givet nogle sendebude forrang frem for andre. At gøre forskel er derimod at sige: »Det er nok for mig at have iman på Musa; jeg er ikke forpligtet til at have iman på Isa,« eller: »Jeg har iman på Isa, men jeg er ikke forpligtet til at have iman på Muhammad,« eller at iman på én af profeterne er tilstrækkelig. Dette er åbenlys kufr (vantro), og der er overhovedet ingen plads til eftergivenhed i dette spørgsmål.

Hvis nogen siger: »Den, der begrænser sig til at have iman på Toraen og Evangeliet, er en troende, som kommer i Paradiset, selv hvis han afviser Muhammad og afviser Qur’anen,« siger vi til ham: Dette er åbenlys kufr (vantro).

Hvad angår påstanden om, at vi kan have iman på Qur’anen, men følge Evangeliet og Toraen og tage ved lære af deres forskrifter, er den også i absolut modstrid med Allahs ﷻ Bog. Allah har oplyst, at Qur’anen kom som vogter over alle de tidligere skrifter, og at den lovgivning, Muhammad (saw) bragte, er en fuldstændig lovgivning, som ophævede de foregående lovgivninger. Derfor skal de tidligere lovgivninger ikke længere følges. Vi ved og fastslår med sikkerhed, og Qur’anen har udtrykkeligt sagt det, at de forvanskede deres skrifter og tillagde Allah ﷻ noget, Han ikke havde sagt. Allah ﷻ siger:

﴿ فَوَيْلٌ لِّلَّذِينَ يَكْتُبُونَ ٱلْكِتَـٰبَ بِأَيْدِيهِمْ ثُمَّ يَقُولُونَ هَـٰذَا مِنْ عِندِ ٱللَّهِ ﴾
»Ve dem, der skriver Skriften med deres egne hænder og derefter siger: ‘Dette er fra Allah’« [2:79]

Deres skrifter er blevet forvansket. Et bevis på det er de modsigelser, som bøgerne i deres hænder indeholder. Det er ikke vores emne nu. Specialister har behandlet dette emne indgående, og I kan henvise til dem. Nogle har på fremragende vis påvist modsigelserne i det, der er tilbage af de tidligere skrifter. Vi har iman på, at Evangeliet er en af Allahs bøger, og vi har iman på, at Toraen er en af Allahs bøger: Evangeliet, som blev åbenbaret for Isa (as), og Toraen, som blev åbenbaret for Musa (as). Noget af dem er bevaret, noget er fjernet, mere er tilføjet, og noget er forvansket. Vi nærer overhovedet ingen tvivl om dette standpunkt. Det, der er kommet til os fra Allah ﷻ, er tilstrækkeligt for os.

Afslutning

Dette var de spørgsmål, vi modtog fra jer, mine kære brødre. Jeg beder Allah ﷻ om at beskytte os mod at fejle, lære os det, der gavner os, gavne os gennem det, Han har lært os, og øge os i viden og retskafne handlinger. Al lovprisning tilkommer Allah, alverdens Herre. Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del