Indledning og halaqaens emne
Al lov og tak tilkommer Allah, Den Nådige, Den Barmhjertige. Må Allahs fred, nåde og velsignelser være med jer. Al lov og tak tilkommer Allah, og må fred og velsignelser være over Allahs Sendebud (saw), hans familie, hans sahaba og dem, der følger ham. Lad os fortsætte.
Velkommen, ærede brødre, til en ny episode af jeres program Halaqa Online. I denne ottende halaqa fortsætter vi vores behandling af emnet »Vejen til Iman«.
I den foregående halaqa talte vi om at bevise, at Qur’anen er Allahs tale, og dermed at Muhammad (saw) er Allahs Sendebud. Det står nu fast for os, at vi har et budskab fra Allah ﷻ: islam, som er kommet til udtryk i Allahs Bog og Hans Profets (saw) Sunnah. Det står fast, at vi har Allahs Bog og Hans Profets (saw) Sunnah foran os – et budskab fra Allah ﷻ.
Hvad følger der af, at budskabet er fastslået?
Hvad betyder det, at det står fast, at vi har et budskab fra Allah? Det betyder ganske enkelt, at vi ved hjælp af rationelle beviser er nået frem til en række svar på den allerstørste knudes spørgsmål – spørgsmålene om den altomfattende idé om universet, mennesket og livet: Hvad er universet, mennesket og livet? Er de skabte eller ikke skabte? Og dermed: Hvad ligger før det jordiske liv? Hvad kommer efter det jordiske liv? Hvilken forbindelse har det jordiske liv til det, der ligger før det, og hvilken forbindelse har det til det, der kommer efter det?
Da vi beviste Skaberens ﷻ eksistens, besvarede vi det grundlæggende spørgsmål om universets, menneskets og livets virkelighed: Det jordiske livs materie er skabt, og det, der ligger før det, er naturligvis Skaberen ﷻ, Den Evige, hvis eksistens ikke har nogen begyndelse. Allah ﷻ er Den Evigtvarende, hvis eksistens ikke har nogen ende. Dermed står det fast, at det jordiske livs forbindelse til det, der ligger før det, er, at det er skabt af Allah. Mennesket er en skabning, som Allah ﷻ har skabt og bragt til eksistens i dette jordiske liv.
Svarene er endnu ikke fuldstændige. Hvordan fuldender vi dem? Hvordan besvarer vi flere af den allerstørste knudes spørgsmål? Hvad består forbindelsen mellem det jordiske liv og det, der ligger før det, i ud over skabelsesforholdet? Og hvad er forbindelsen mellem det jordiske liv og det, der kommer efter det?
Dette hører til mughaiyyabat (det usete), som forstanden ikke selvstændigt kan nå frem til gennem tænkning. Først da vi opnåede yaqin om Allahs eksistens og erkendte, at Allah ﷻ sendte os et Sendebud, som bragte os et budskab fra Ham, blev døren åbnet for, at vi gennem dette budskab kunne få svar på den allerstørste knudes øvrige spørgsmål. Dette budskab er den åbenbaring, som Allah ﷻ nedsendte til Sit Sendebud Muhammad (saw).
Rationelt bevis og overleveret bevis
Her kommer rollen for det, der kaldes åbenbaringsbaseret bevis, også kaldet overleveret bevis. Hvad menes med overleveret bevis? Kort sagt er beviset for iman og ’aqida enten rationelt eller overleveret. Vi har fastslået Allahs eksistens gennem rationelt bevis, og vi har fastslået Muhammads (saw) profetskab gennem rationelt bevis. Hvorfor? Fordi iman på Allah og på Muhammads (saw) profetskab vedrører noget, som forstanden kan opfatte og nå frem til med den evne og kapacitet, den besidder. Emnet falder nemlig inden for sansernes rækkevidde.
Allahs ﷻ væsen falder naturligvis ikke inden for sansernes rækkevidde. Vi opfatter derimod Hans eksistens ved at opfatte Hans virkning, nemlig Hans skabninger, for en virkning viser, at dens ophav findes. Det rationelle bevis fastslår, at Allahs skabninger er begrænsede, afmægtige og mangelfulde. De kan derfor ikke være evige, men må være opstået på et bestemt tidspunkt. Således viser de Allahs ﷻ eksistens. Genstanden for iman på Allahs eksistens falder dermed inden for sansernes rækkevidde, nemlig skabningerne.
Vi fik også iman på Muhammads (saw) profetskab, fordi hans profetskab blev fastslået ved, at det blev bevist, at Qur’anen er Allahs tale. Qur’anen ligger foran os, og vi har med et afgørende rationelt bevis fastslået, at denne Qur’an umuligt kan være frembragt af et menneske eller nogen anden skabning. Den må derfor være fra Allah ﷻ. Dermed står det fast, at Qur’anen er Allahs tale, og følgelig at Muhammad er Allahs Sendebud, for det var Muhammad (saw), der bragte Qur’anen. Forstanden kan udlede og fastslå disse ’aqidaer: iman på Allah, at Qur’anen er Allahs tale, og at Muhammad er Allahs Sendebud. Disse ’aqidaer er fastslået ved rationelle beviser.
Det, forstanden ikke kan opfatte, og åbenbaringens rolle
Det, som hverken falder inden for sansernes rækkevidde eller har en virkning, sanserne kan opfatte, kan forstanden ikke fastslå alene ved sin egen evne. Men da forstanden først havde fastslået, at Qur’anen er Allahs tale, og at Muhammad (saw) er Allahs Sendebud, havde vi overleverede beretninger fra Allah ﷻ foran os – overleverede beviser. Alt, hvad Allah ﷻ har meddelt os i Sin åbenbaring, som blev nedsendt som Qur’an og Sunnah, er sandt, fordi Allah ﷻ besidder de guddommelige egenskaber. Alt, hvad Han meddeler, er derfor sandt og udgør utvivlsom vished. Gennem Allahs tale, som er overleveret til os, og Allahs Sendebuds (saw) ord, som er overleveret til os, når vi dermed frem til de øvrige ’aqidaer.
Den islamiske ’aqida er iman på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude, den Yderste Dag og al-Qadar – dens gode og onde – fra Allah ﷻ. Gennem rationelt bevis har vi fået iman på Allahs eksistens, på at Qur’anen er Allahs tale, og på at Muhammad er Hans Sendebud. Det, der herefter står tilbage, er at få iman på den Yderste Dag gennem det overleverede bevis i Qur’anen og Sunnah. Vi skal også have iman på alle de øvrige bøger, Allah har fortalt os om i Sin ædle bog, og på alle de profeter, Han har nævnt. Vi skal have iman på den Yderste Dag med genoplivelsen, tilbagevendelsen, regnskabet, belønningen, straffen og så videre, samt på al-Qadar: Allahs evige viden, som Han har nedskrevet i den Bevarede Tavle. Disse dele af ’aqidaen, herunder iman på Allahs engle, kan hverken opfattes gennem sanserne eller fastslås rationelt. Den eneste vej til iman på dem er det overleverede bevis: det, Allah har sagt, og det, Hans Sendebud (saw) har overbragt.
Når Allah ﷻ siger i Sin ædle bog:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ ءَامِنُوا۟ بِٱللَّهِ وَرَسُولِهِۦ وَٱلْكِتَـٰبِ ٱلَّذِى نَزَّلَ عَلَىٰ رَسُولِهِۦ وَٱلْكِتَـٰبِ ٱلَّذِىٓ أَنزَلَ مِن قَبْلُ ۚ وَمَن يَكْفُرْ بِٱللَّهِ وَمَلَـٰٓئِكَتِهِۦ وَكُتُبِهِۦ وَرُسُلِهِۦ وَٱلْيَوْمِ ٱلْـَٔاخِرِ فَقَدْ ضَلَّ ضَلَـٰلًۢا بَعِيدًا ﴾
»I, der har iman! Hav iman på Allah, Hans Sendebud, den bog, Han har nedsendt til Sit Sendebud, og de bøger, Han tidligere har nedsendt. Den, der fornægter Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude og den Yderste Dag, er kommet langt på afveje« [4:136],
er dette en absolut bekræftet meddelelse. Det er en af de ayaat i Allahs bog, som befaler iman. Ud over iman på Allah, på at Qur’anen er Allahs tale, og på at Muhammad (saw) er Hans Sendebud, befaler den os at have iman på englenes eksistens, alle de øvrige bøger, alle sendebudene, den Yderste Dag og al-Qadar. Det fremgår også af Allahs Sendebuds (saw) hadith: «الإيمان أن تؤمن بالله وملائكته وكتبه ورسله واليوم الآخر، وأن تؤمن بالقدر خيره وشره من الله تعالى» — »Iman er, at du har iman på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude og den Yderste Dag, og at du har iman på al-Qadar – dens gode og onde – fra Allah ﷻ« [Sahih Muslim 8a]. Iman på al-Qadar vedrører naturligvis det, betegnelsen dækker, og ikke nødvendigvis selve navnet. Det er omtalt med flere betegnelser i Allahs bog, og vi er befalet at have iman på det.
Dette er altså det overleverede bevis: Når du har iman på, at Qur’anen er Allahs tale, og at Muhammad (saw) er Hans Sendebud, må alt det, Allah har fortalt os, være sandt. Vi behøver ikke at opfinde rationelle beviser, sådan som nogle forsøger, for at bevise englenes eksistens, at den Yderste Dag vil komme, Paradis, Helvede, regnskabet eller jinn. Nogle forsøger at overbevise ikke-muslimer – eller måske sig selv – ved hjælp af konstruerede rationelle argumenter, som er løsrevet fra det overleverede bevis i Allahs bog og Hans Sendebuds (saw) Sunnah.
Dette er en fejl. Hvis vi ikke havde nogen tale eller noget budskab fra Allah ﷻ, ville det på ingen måde være muligt at udlede englenes eksistens. Vi kunne heller ikke med utvivlsom vished fastslå de tidligere skrifter før Qur’anen, for de er ikke bevaret i deres helhed og er ikke mirakuløse, sådan som Muhammads (saw) bog, Qur’anen, er. Hvis Allah ikke havde fortalt os om dem, kunne vi derfor heller ikke med utvivlsom vished fastslå de tidligere sendebudes profetskab. På samme måde kunne vi ikke fastslå, at der kommer en Yderste Dag med genoplivelse, regnskab, belønning, straf, Paradis og Helvede. Forstanden kan aldrig udlede disse forhold, for de falder ikke inden for sansernes rækkevidde, og der findes ingen virkning af dem, som sanserne kan opfatte og forstanden derigennem kan fastslå.
Det, der er kommet til os fra Allah ﷻ, er tilstrækkeligt. Gennem åbenbaringen har Han fortalt os om mughaiyyabat – det, som mennesket ikke kan opfatte. Iman på dette usete er et kendetegn ved den troende, som har utvivlsom vished om, at Qur’anen er Allahs tale, og derfor har utvivlsom vished om hvert eneste ord, der er åbenbaret fra Ham. Iman på det usete betyder iman på alt det, Allah har fortalt os om, som ligger uden for sansernes rækkevidde og ikke efterlader nogen virkning, sanserne kan opfatte. Med disse svar og med disse dele af ’aqidaen, som Qur’anen og Sendebuddet Muhammad (saw) befaler den troende at have iman på, fuldendes den islamiske ’aqida. Dermed fuldendes også den altomfattende idé om universet, mennesket og livet, det, der lå før og kommer efter dette jordiske liv, og deres indbyrdes forbindelser.
Hvordan verificerer vi en overleveret beretning?
Ethvert menneske, der kaldes til iman på islam, har ret til at stille spørgsmål – ja, det skal gøre det. Vi anerkender, at Allahs tale er sand, og at alt, hvad Allah ﷻ har fortalt os, er absolut sandhed uden nogen tvivl. På samme måde har vi utvivlsom vished om det, Allahs Sendebud (saw) overbragte. Når Allah sender et sendebud, er dette sendebud sandfærdigt, og det er umuligt for en profet at lyve om sin Herre. Men vi har ikke hørt Allahs bog direkte fra Sendebuddet (saw), og vi har heller ikke modtaget Qur’anens ayaat direkte fra ham. Der ligger århundreder mellem ham og os. Desuden har vi ikke direkte fra ham hørt det, han sagde ud over Qur’anen, nemlig hans hadith.
Hvordan kan vi da have utvivlsom vished om, at den Qur’an, vi har, er præcis den, der blev åbenbaret til Allahs Sendebud (saw), og som hans ædle sahaba – må Allah være tilfreds med dem – reciterede? Og hvordan kan vi bekræfte, at de beretninger, der tilskrives Allahs Sendebud (saw), virkelig er de ord, han udtalte, da han talte til sine sahaba?
Vi siger: Ja, dette er et berettiget spørgsmål, og det skal naturligvis besvares. Vi svarer med Allahs hjælp.
Beretningernes fem kategorier
Dette handler om at klassificere beretninger: forskellen mellem en sahih (autentisk) og en ikke-sahih beretning, mellem en beretning, der med sikkerhed er sand, og en beretning, der med sikkerhed er falsk. Det er beretningernes kategorier.
Lad os undersøge karakteren af de beretninger, mennesker naturligt hører i deres liv. Enhver beretning, der når et menneske – enhver beretning, vi modtager eller hører – falder inden for fem mulige kategorier. Enten er beretningen med utvivlsom vished (yaqin) sand. Det er den højeste kategori: en beretning, der med utvivlsom vished er sand. Eller også er beretningen sand med overvejende sandsynlighed, sådan at vi overvejende anser den for at være sand. Det er den anden kategori.
Eller også vejer beretningens sandhed ikke tungere end dens falskhed: Vi hører en beretning, hvis sandhed vi ikke kan anse for mere sandsynlig, men hvis falskhed vi heller ikke kan anse for mere sandsynlig. Det er den tredje kategori. Den fjerde kategori er en beretning, som vi med overvejende sandsynlighed anser for at være falsk eller urigtig. Den femte kategori er en beretning, som vi med sikkerhed fastslår er falsk.
Det er altså beretningernes kategorier: en beretning, der med sikkerhed er sand; en beretning, der med overvejende sandsynlighed er sand; en beretning, hvor hverken sandhed eller falskhed vejer tungest; en beretning, som vi anser for mere sandsynligt falsk end sand eller mere sandsynligt urigtig end rigtig; og endelig en beretning, som med sikkerhed er falsk.
Lad os give et eksempel på hver af disse fem kategorier. Hvad er en beretning, som med sikkerhed er sand? En beretning, som med sikkerhed er sand, kan være en beretning fra Allah ﷻ: Allahs tale til Hans Sendebud. Hvis nogen hører talen direkte fra Allah ﷻ, sådan som Allah taler til sine engle eller profeter, er den med sikkerhed en sand beretning, når talen er fra Allah. Det samme gælder, hvis beretningen kommer fra Allahs Sendebud (saw). Hvis et menneske hører ordene direkte fra Allahs Sendebud (saw), er det, som vedkommende hører, med sikkerhed sandt og sandfærdigt, uden nogen mulighed for tvivl. Hvis en sahabi hørte Allahs Sendebud (saw) fremsige ord, der kom fra Allah ﷻ som åbenbaring, var dette for ham utvivlsom vished, ’aqida og iman.
Ingen mennesker i dag befinder sig i nogen af disse to situationer. Ingen taler direkte med Allah ﷻ, for åbenbaringen er ophørt og var forbeholdt Hans sendebude. Ingen kan i dag være alene med Profeten (saw), for hans tilstedeværelse blandt menneskene ophørte ved hans død.
Mutawatir-beretningen
Der eksisterer en kategori af beretninger, hvor vi har utvivlsom vished om deres sandhed: nemlig mutawatir-beretningen. Hvad mener vi med en mutawatir-beretning? Det er ikke en beretning, der kun er overleveret gennem én person, to personer eller endda tre personer, som kender hinanden og rationelt kunne aftale at opdigte en løgn. En mutawatir-beretning er derimod overleveret fra gruppe til gruppe blandt mennesker, som umuligt kan have aftalt at lyve.
Lad os illustrere dette med et eksempel. Forestil jer, at vi sidder i en forsamling, da en mand kommer ind og siger: »Jeg så det og det sted brænde.« Vi siger: Dette er en beretning fra én person, som kan tale sandt eller lyve. Hvis vi har stor tillid til ham, taler den overvejende sandsynlighed for, at han taler sandt, men uden at dette bliver til utvivlsom vished. Hvis endnu en person derefter kommer, og vi ved, at han ikke kender den første og er sikre på, at de to ikke har aftalt at lyve, styrkes vores tillid til beretningen. Hvis der dernæst kommer en tredje, fjerde og femte person – en gruppe, som alle fortæller om samme begivenhed – og vi har utvivlsom vished om, at de ikke kan have aftalt at lyve, bliver beretningen sikker. Det forudsætter, at de hver især selv har oplevet begivenheden og ikke blot har viderebragt den fra én fælles kilde. Hvis de alle bekræfter: »Vi så og hørte selv det, vi beretter om«, er overleveringen uafhængig. De så det hver især og berettede om det, og det var umuligt for dem at aftale en løgn. Dette er mutawatir-beretningen, som skaber utvivlsom vished og fuldstændigt fjerner tvivl.
Tag eksempelvis en nyhedsberetning. Vi åbner en bestemt kanal og ser, at et nyhedsbureau direkte citerer præsidenten for en stormagt for at have sagt det og det. Et andet bureau har sin egen korrespondent og gengiver samme udtalelse, hvorefter et tredje bureau gør det samme. Disse nyhedsbureauer kan ikke have aftalt at lyve, for de konkurrerer indbyrdes. Vi siger derfor ikke, at beretningen blot er sandsynlig eller tvivlsom. Vi siger derimod: Beretningen er blevet mutawatir-overleveret fra flere uafhængige kilder om præsidenten for en stormagt, som ikke kan lyve uden straks at blive afsløret. En sådan udtrykkelig udtalelse bliver dermed en sikker mutawatir-beretning. Mutawatir-beretningen er et absolut overleveret bevis og den højeste kategori af beretninger.
Enkeltberetningen (khabar al-ahad)
Den lavere rang inden for overleverede beretninger når ikke mutawatir-niveauet, men bygger på en enkelt person, som anses for troværdig. Hvis du kender en sandfærdig person, som aldrig er blevet beskyldt for at lyve, og der ikke findes noget motiv for ham til at lyve – eller hvis det ligefrem er umuligt eller meget usandsynligt, at han ville lyve om netop dette, fordi løgnen kunne blive afsløret – gælder følgende: Når en sådan person fortæller mig noget, og jeg har tillid til ham, siger jeg: »Denne beretning er sand med overvejende sandsynlighed, men ikke med utvivlsom vished.« Dette kaldes en enkeltberetning (khabar al-ahad). Dens sandhed vejer tungere end dens falskhed, fordi vi har modtaget den fra en troværdig person. Denne person kendetegnes af to egenskaber: sandfærdighed, som er en del af taqwa, og nøjagtighed i overleveringen, så han ikke forveksler eller glemmer det, han overleverer. Når nogen bevidner, at han er retskaffen, troværdig og nøjagtig og ikke begår fejl i sin overlevering, anses beretningen med overvejende sandsynlighed for at være sand, selv om den ikke når graden af utvivlsom vished. Mennesker kan nemlig begå fejl på ethvert led i overleveringen og kan undertiden lyve – selv i god hensigt – eller under pres og tvang, for materiel vinding eller på grund af et begær.
De øvrige kategorier af beretninger og deres dom
Den tredje kategori er en beretning, hvis sandhed eller falskhed vi ikke kan vurdere. Det kan eksempelvis være en helt ukendt person, der bringer en beretning. Vi ved ikke, om han er sandfærdig eller løgnagtig, og vi ved heller ikke, om han er nøjagtig eller forveksler det, han overleverer. Det gælder både den, som er ukendt af navn og person, og den, hvis tilstand og karakter vi ikke kender. En sådan beretning anses ikke med overvejende sandsynlighed for at være sand, selv om den heller ikke anses med overvejende sandsynlighed for at være falsk. Den forkastes derfor naturligt i spørgsmål om religionen. En beretning anses med overvejende sandsynlighed for at være usand, når dens fortæller er kendt for at lyve, ikke er troværdig og retskaffen eller er kendt for at forveksle ting og overlevere unøjagtigt. Hans beretning anses ikke for troværdig og accepteres derfor ikke i spørgsmål om religionen og Shari’ah. En beretning, hvis falskhed vi med sikkerhed fastslår, er en beretning, som et andet bevis viser er ugyldig. Hvis nogen eksempelvis fortæller mig, at en bestemt person døde for fem dage siden, mens jeg var sammen med ham for kort tid siden, er beretningen med sikkerhed falsk for mig. Det samme gælder enhver beretning, der strider mod den sanselige virkelighed eller mod en absolut sikker og sand beretning. Den er ugyldig og forkastes. Hvis en sandsynlig beretning strider mod en sikker beretning, forkastes den sandsynlige, mens den sikre står fast.
Det er kategorierne af beretninger, som overleveres til og modtages af mennesker. Der er fem kategorier, hvoraf islam forkaster tre: 1. En beretning, hvis falskhed er sikker. Den forkastes både ud fra sin natur og ifølge Shari’ah. 2. En beretning, som med overvejende sandsynlighed er falsk. Den forkastes også ifølge Shari’ah og må ikke accepteres. 3. En beretning, hvor hverken sandhed eller falskhed vejer tungest. Den forkastes ligeledes ifølge Shari’ah, for vi har pligt til at efterprøve beretninger, før vi accepterer dem. Der er således to gyldige veje tilbage: mutawatir-beretningen, hvis sandhed kan fastslås med utvivlsom vished, og enkeltberetningen (khabar al-ahad), som er overleveret gennem en kæde af troværdige fortællere, hvor hver fortæller har modtaget den fra en anden, helt tilbage til den oprindelige kilde. Hvis al-Bukhari eksempelvis overleverede fra en af tabi’ al-tabi’in, som overleverede fra en tabi’i, der igen overleverede fra en sahabi, og hele kæden bestod af retskafne og troværdige personer, mens hverken teksten eller overleveringskæden rummede nogen fejl, som svækkede beretningens autenticitet, ville beretningen med overvejende sandsynlighed være sand. Disse to kategorier – den med sikkerhed sande mutawatir-beretning og enkeltberetningen, som med overvejende sandsynlighed er sand – er de eneste, Shari’ah accepterer.
’Aqida bygger kun på utvivlsom vished
I spørgsmål om ’aqida – det område, hvor vi er befalet at have iman, og som menneskets indtræden i islam afhænger af – må beviset under ingen omstændigheder blot være sandsynligt. Når Allah befaler os at have iman på Ham, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude, den Yderste Dag og al-Qadar – dens gode og onde – fra Allah ﷻ, kan beviset for disse grundlæggende dele af islam ikke bygge på formodning. Beviset skal derimod skabe utvivlsom vished. Det vil sige, at det overleverede bevis skal være nået til os gennem mutawatir-overlevering.
Qur’anens mutawatir-overlevering
Sådan forholder det sig med Qur’anen og ligeledes med det fra Allahs Sendebuds (saw) Sunnah, som er nået til os gennem mutawatir-overlevering.
Den ædle Qur’an, som rummer de grundlæggende dele af ’aqidaen, som menneskets indtræden i islam afhænger af, er i sin helhed blevet overleveret til os gennem mutawatir-overlevering. Overleveringen af Qur’anen til os har aldrig, hverken for en eneste aya eller et eneste ord, været afhængig af én person alene. Profeten (saw) modtog Qur’anens åbenbaring og reciterede den for sine sahaba, som lærte den udenad i hans levetid. Hundredvis, ja tusinder, af sahaba lærte den udenad. Hver aya, hver gruppe af ayaat og hele suraer blev bevaret gennem mutawatir-overlevering fra Allahs Sendebuds (saw) tid. Derefter blev Qur’anen overleveret fra generation til generation, ligeledes gennem mutawatir-overlevering. Fra Profetens (saw) tid lærte et stort antal sahaba Allahs bog udenad. Ikke alle lærte nødvendigvis hele Qur’anen, men hele Qur’anen blev bevaret gennem mutawatir-overlevering i deres hjerter. Nogle lærte bestemte dele udenad, mens andre lærte andre dele. Qur’anen er således blevet overleveret til os gennem mutawatir-overlevering fra den generation, fra Profetens (saw) tid og frem til i dag. Gennem århundreder har vi ikke kendt nogen anden Qur’an end den, ummah var enige om. Den Qur’an og mushaf, vi har foran os, er den samme, som muslimerne har reciteret og lært udenad fra Profetens (saw) tid og frem til i dag.
Det er velkendt, at Profeten (saw) ikke nøjedes med at recitere Qur’anen for sine sahaba – må Allah være tilfreds med dem – men også befalede, at den skulle skrives ned. Hver gang noget af Qur’anen blev åbenbaret til ham, tilkaldte han åbenbaringsskriverne og befalede dem at skrive det, og de skrev det. Det, der blev skrevet siden Allahs Sendebuds (saw) tid, er stadig i vores hænder i dag, bogstav for bogstav og ord for ord. Muslimerne kender ikke to forskellige mushaf, og de troende kender hverken to versioner eller to overleveringer af Qur’anen. Der findes kun forskellige læsevarianter af én og samme mushaf. Profeten (saw) sagde: «أنزل علي القرآن على سبعة أحرف، أوحي إلي القرآن بسبعة أحرف» — »Qur’anen blev nedsendt til mig i syv ahruf; Qur’anen blev åbenbaret til mig i syv ahruf« [Sahih al-Bukhari 4991]. De syv ahruf er her arabernes dialekter. Derfor opstod der forskellige læsevarianter af den samme mushaf, uden at muslimerne fik flere forskellige mushaf. De har gennem historien kun kendt én mushaf.
Der har været vedvarende og talrige forsøg – og de fortsætter indtil i dag – på at udgive forvanskede udgaver af Qur’anen. Men hver gang en sådan forvanskning trykkes eller spredes, opdager muslimske børn den, retter den og påpeger, at den strider mod teksten i Allahs bog. Fra øst til vest og gennem alle tider er der aldrig fundet nogen anden tekst til Allahs bog end den, vi har foran os. Qur’anen er blevet overleveret til os gennem mutawatir-overlevering. Fra Allahs Sendebuds (saw) tid har generation efter generation videreført den på en så udbredt måde, at det er umuligt at tvivle på, at den ikke er det, han reciterede som åbenbaring fra Allah. Sådan forholder det sig med Qur’anen. Fordi den er en mutawatir-overleveret bog, har vi utvivlsom vished om, at det, vi har i dag, er præcis det, Allahs Sendebud (saw) reciterede og dikterede til åbenbaringsskriverne. Det er et afgørende bevis på, at de overleverede beviser i Allahs bog, som ligger foran os, er hævet over enhver tvivl. Det, vi reciterer fra mushaf, er Allahs tale. Det er sandt og sikkert uden mulighed for tvivl. Når den omtaler englene, tidligere bøger og profeter, den Yderste Dag, jinn, shayatin, beretninger om det hinsidige, Paradis, Helvede, regnskabet, skabelsens begyndelse eller de tidligere profeters beretninger, er alt dette utvivlsomt sikkert. Den, der tvivler på en eneste aya i Allahs bog, fornægter den og kan ikke betragtes som troende. Det gælder hele Qur’anen.
Mutawatir-hadithen og enkeltberetningen
Det, der er nået til os fra Allahs Sendebuds (saw) hadith, falder inden for en af de fire øvrige kategorier, jeg tidligere nævnte. Beretningerne om Allahs Sendebud (saw), som er blevet overleveret til os, kan være nået gennem en sahih overleveringskæde. Det betyder, at hver retskaffen og nøjagtig fortæller har overleveret fra en anden retskaffen og nøjagtig fortæller, fra kædens nederste til dens øverste led, i en sammenhængende kæde af sandfærdige, retskafne og nøjagtige fortællere. Hadithen skal desuden være fri for enhver defekt, der kan svække dens autenticitet. Dette behandles nærmere i hadithterminologien. Hvis en hadith tilhører denne kategori, er den med overvejende sandsynlighed sahih (autentisk).
Vi har imidlertid hadither, som er overleveret fra Profeten (saw) gennem mutawatir-overlevering. Vi har utvivlsom vished om deres autenticitet og sandhed, ligesom vi har om Qur’anen. Tag eksempelvis de fem obligatoriske bønner: fajr, dhuhr, ’asr, maghrib og ’isha. De er blevet overleveret fra Profetens (saw) tid og frem til i dag gennem praktisk mutawatir-overlevering, som ikke rummer nogen tvivl. Fra Profetens (saw) tid udførte tusindvis af muslimer de fem daglige bønner bag ham. Disse tusinder videreførte dem til de efterfølgende generationer, som igen videreførte dem. Sådan er de blevet overleveret fra den tid og frem til i dag uden nogen tvivl. På samme måde er der ingen tvivl om antallet af raka’at i hver bøn: fajr består af to raka’at, dhuhr og ’asr af fire hver, maghrib af tre og ’isha af fire. Disse detaljer er blevet overleveret med sikkerhed siden Profetens (saw) tid, ligesom de fem bønner selv er blevet overleveret gennem mutawatir-overlevering.
Der er ligeledes overleveret hadither fra Profeten (saw) gennem mutawatir-veje, som overhovedet ikke giver plads til tvivl. Det gælder eksempelvis hans ord: «من كذب علي متعمداً فليتبوأ مقعده من النار» — »Den, der med vilje lyver om mig, skal indtage sin plads i Ilden« [Sahih al-Bukhari 1291]. Disse hadither, som er nået til os gennem mutawatir-overlevering, er absolut bekræftede og efterlader ingen tvivl. Den, der ved og forstår, at de er mutawatir og dermed er overleveret som en absolut bekræftet beretning fra Profeten (saw), skal have iman på deres indhold. Iman på dem er nemlig en del af vores iman på Allahs Sendebud (saw). Din iman på Profeten (saw) som et sendebud fra Allah ﷻ kræver, at du accepterer hvert ord, han sagde. Hvis disse ord er nået til os fra Profeten (saw) gennem en absolut bekræftet vej, nemlig mutawatir-overlevering, er iman på dem en del af iman på Profeten (saw). At afvise dem er at afvise hans profetskab eller hans sandfærdighed. Det er naturligvis en form for kufr vedrørende Allahs Sendebuds (saw) profetskab.
Det, der er nået til os fra Allahs Sendebud (saw) gennem mutawatir-overlevering, er sikkert og når dermed graden af absolut overbevisning. Hvad angår det, der er nået til os om Allahs Sendebud (saw) gennem enkeltberetninger, og som opfylder betingelserne for autenticitet med overvejende sandsynlighed, kalder vi det en sahih hadith eller en sahih beretning. Der findes også det, som kaldes en hasan hadith. Begge kategorier hører til de beretninger, hvis sandhed vejer tungest med overvejende sandsynlighed. Hvis en sådan beretning ikke modsiges, og fortællerne og hadithforskerne anerkender den som autentisk, selv med overvejende sandsynlighed, skal muslimen acceptere den som sand. Den når dog ikke graden af utvivlsom vished og betegnes derfor hverken som iman eller ’aqida. Den, der afviser sådanne beretninger, begår synd, men er ikke kafir. Kufr kræver nemlig, at man afviser noget, som med sikkerhed er overleveret fra Allah ﷻ eller Hans Sendebud (saw).
Ærede brødre, vi har nu behandlet og besvaret det spørgsmål, som kan opstå for dem, der bærer da’wahen til islam. Når det med utvivlsom vished er fastslået, at Qur’anen er Allahs tale, og at den mushaf, vi har i vores hænder, præcis er den, Allahs Sendebud (saw) reciterede – sådan som den blev åbenbaret til ham – bliver denne mushaf og dens ayaat afgørende beviser for alt det, de omtaler, undtagen hvor en ayas betydningsindikation er sandsynlig og kan rumme flere betydninger. Vi har utvivlsom vished om, at en aya er Allahs tale. Men hvis den kan rumme flere betydninger, bliver dens konkrete betydning sandsynlig, og man kan ikke kræve utvivlsom vished eller iman på én bestemt fortolkning.
Når en beretning når os fra Allahs Sendebud (saw) gennem mutawatir-overlevering, er den et sikkert bevis, og iman på dens indhold hører til iman. Vi har nemlig utvivlsom vished om, at dette er Allahs Sendebuds (saw) ord, og det er ikke tilladt at afvise hans ord. Den, der afviser en mutawatir-beretning fra Allahs Sendebud (saw), samtidig med at vedkommende ved, at den er mutawatir, har bevidst erklæret Allahs Sendebud (saw) for løgner. Det er en form for kufr. Hvad angår det, der når os fra Allahs Sendebud (saw) gennem enkeltberetninger, hvis autenticitet vejer tungest med overvejende sandsynlighed, skal det accepteres. Denne accept når dog ikke graden af utvivlsom vished og betegnes derfor hverken som ’aqida eller iman. Vi siger, at den, der afviser sådanne beretninger, begår synd, men vi siger ikke, at vedkommende er kafir.
Imans betydning
Når vi befales at have iman på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude, den Yderste Dag og al-Qadar – dens gode og onde – fra Allah ﷻ, hvad er så denne iman, som opfylder menneskets ansvar over for Allah ﷻ og fører sin indehaver ind i Paradis? Hvordan kender vi denne iman? Jeg vil ikke nu gå ind i den strid og uenighed, som nogle har givet større betydning og omfang, end den har, når de har diskuteret: Er iman den faste anerkendelse, eller er iman den faste anerkendelse, ord og handling? Denne uenighed er i virkeligheden sproglig og ikke reel. Nogle af dem, der var uenige, sagde, at iman er den faste anerkendelse, mens andre sagde, at iman er den faste anerkendelse, ord og handling. Men de var ikke uenige om indholdet eller den tilsigtede betydning. De var kun uenige om, hvordan ordet iman skulle anvendes. Alle var enige om, at iman har en grundlæggende betydning, hvis modsætning er kufr: Den, der ikke har iman, er kafir. Det er denne iman, menneskets indtræden i islam afhænger af. Den, der ikke har den, er kafir.
I modsætning til påstanden om, at handling eller den gode gerning kaldes iman, blev ordet iman oprindeligt anvendt om den faste anerkendelse. I Allahs bog og Profetens (saw) Sunnah anvendes ordet iman dog også om handling og tale. Da Allahs bog omtaler salah og ændringen af qibla, siger Allah ﷻ:
﴿ وَمَا كَانَ ٱللَّهُ لِيُضِيعَ إِيمَـٰنَكُمْ ﴾
»Allah ville aldrig lade jeres iman gå tabt« [2:143].
Mufassirun er enige om, at ordet »jeres iman« her sigter til de bønner, I tidligere udførte i retning af Bayt al-Maqdis. Allah ville ikke lade dem gå tabt for jer. Ordet iman anvendes her om salah, altså om en god handling. Profeten (saw) sagde ligeledes: «الإيمان بضع وسبعون شعبة، أعلاها الإيمان بالله، أو بضع وستون شعبة كما ورد في بعض الأحاديث، أعلاها الإيمان بالله، وأدناها إماطة الأذى عن الطريق» — »Iman består af halvfjerds og nogle grene – eller tres og nogle grene, som det fremgår af nogle beretninger. Den højeste er iman på Allah, og den laveste er at fjerne noget skadeligt fra vejen« [betydningen i Sahih Muslim 35b]. At fjerne noget skadeligt fra vejen blev således kaldt iman. Ordet iman anvendes altså både om den faste anerkendelse og om den gode handling.
Udgangspunktet er, at når vi undersøger Allahs bog og Allahs Sendebuds (saw) hadith, ser vi, at ordet iman, når det forekommer, betegner det, den troende skal anerkende med absolut overbevisning for at være troende, træde ind i islam og komme i Paradis. Når Allah ﷻ siger i Sin ædle bog:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ ءَامِنُوا۟ بِٱللَّهِ وَرَسُولِهِۦ وَٱلْكِتَـٰبِ ٱلَّذِى نَزَّلَ عَلَىٰ رَسُولِهِۦ وَٱلْكِتَـٰبِ ٱلَّذِىٓ أَنزَلَ مِن قَبْلُ ﴾
»I, der har iman! Hav iman på Allah, Hans Sendebud, den bog, Han har nedsendt til Sit Sendebud, og den bog, Han tidligere har nedsendt« [4:136],
og derefter:
﴿ وَمَن يَكْفُرْ بِٱللَّهِ وَمَلَـٰٓئِكَتِهِۦ وَكُتُبِهِۦ وَرُسُلِهِۦ وَٱلْيَوْمِ ٱلْـَٔاخِرِ فَقَدْ ضَلَّ ضَلَـٰلًۢا بَعِيدًا ﴾
»Den, der fornægter Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude og den Yderste Dag, er kommet langt på afveje« [4:136],
stilles iman direkte over for kufr. Qur’anen kræver, at mennesket med absolut overbevisning anerkender bestemte forhold, mens det modsatte er kufr.
Det samme fremgår af Allahs Sendebuds (saw) hadith, hvor Jibreel spurgte ham om islam og derefter om iman. Da han sagde: »Fortæl mig om islam«, svarede Profeten (saw): «الإسلام أن تشهد أن لا إله إلا الله وأن محمد رسول الله وتقيم الصلاة وتؤتي الزكاة وتصوم رمضان وتحج البيت» — »Islam er, at du bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud, at du udfører salah, betaler zakah, faster i Ramadan og udfører hajj til Huset.« Da han blev spurgt om iman, sagde han: «الإيمان أن تؤمن بالله وملائكته وكتبه ورسله واليوم الآخر وأن تؤمن بالقدر خيره وشره من الله تعالى» — »Iman er, at du har iman på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude og den Yderste Dag, og at du har iman på al-Qadar – dens gode og onde – fra Allah ﷻ« [Sahih Muslim 8a]. Vi bemærker, at ordet iman oprindeligt blev anvendt i Qur’anen og Profetens (saw) Sunnah om det, som den troende skal anerkende med absolut overbevisning for at træde ind i islam. Den, der afviser denne iman, begår kufr. Dette adskiller sig fra de steder i Allahs bog og Profetens (saw) Sunnah, hvor iman bruges billedligt om handlinger.
Ordet iman anvendes oprindeligt om den absolutte anerkendelse, som står i modsætning til kufr. Om denne anvendelse er billedlig eller skyldes, at ordet har flere betydninger, er ikke vores emne her. Det vigtige er, at der findes en iman, som fører sin indehaver ind i islam og Paradis, mens forsømmelse af noget af den gør mennesket til kafir og fører til evigt ophold i Jahannam. Hvad er da denne iman, som den troende skal være kendetegnet ved og besidde for virkelig at være troende og have opfyldt sit ansvar over for Allah ﷻ? Den gode handling bygger derefter på denne iman, for iman nødvendiggør den gode handling. Det vender vi tilbage til om lidt.
Når Allah ﷻ siger: »De, der har iman og udfører gode handlinger«, sigter iman her til det, mennesket skal have iman på for at træde ind gennem islams dør og blive en troende muslim. Den handling, Allah ﷻ har pålagt, accepteres kun af Ham efter iman og er et resultat af iman, for iman fører til handling. Al-Hasan al-Basri – må Allah være ham nådig – udtrykte det sådan: »Iman er det, der har slået rod i hjertet og bekræftes af handling.« Hvad er denne iman? Det er den iman, som står i modsætning til kufr, og som fører sin indehaver ind i islam, så vedkommende bliver en troende muslim. Det er den iman, Allah ﷻ har befalet. Allahs Sendebud (saw) sagde: «الإيمان أن تؤمن بالله وملائكته وكتبه ورسله واليوم الآخر وأن تؤمن بالقدر خيره وشره من الله تعالى» — »Iman er, at du har iman på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude og den Yderste Dag, og at du har iman på al-Qadar – dens gode og onde – fra Allah ﷻ« [Sahih Muslim 8a]. Dette fremgår også af mange ayaat i Allahs bog, heriblandt:
﴿ ءَامَنَ ٱلرَّسُولُ بِمَآ أُنزِلَ إِلَيْهِ مِن رَّبِّهِۦ وَٱلْمُؤْمِنُونَ ۚ كُلٌّ ءَامَنَ بِٱللَّهِ وَمَلَـٰٓئِكَتِهِۦ وَكُتُبِهِۦ وَرُسُلِهِۦ لَا نُفَرِّقُ بَيْنَ أَحَدٍ مِّن رُّسُلِهِۦ ۚ وَقَالُوا۟ سَمِعْنَا وَأَطَعْنَا ۖ غُفْرَانَكَ رَبَّنَا وَإِلَيْكَ ٱلْمَصِيرُ ﴾
»Sendebuddet har iman på det, der er blevet nedsendt til ham fra hans Herre, og det har de troende også. Alle har iman på Allah, Hans engle, Hans bøger og Hans sendebude. Vi skelner ikke mellem nogen af Hans sendebude. De siger: Vi hører og adlyder. Vi beder om Din tilgivelse, vor Herre. Til Dig er den endelige tilbagevenden« [2:285].
Imans betingelser
Hvilke betingelser skal denne iman opfylde, for at et menneske kan regnes som troende? Det, mennesket har iman på, skal anerkendes absolut, stemme overens med virkeligheden og bygge på et bevis. Den første betingelse er altså, at hans iman skal være en absolut anerkendelse. Anerkendelse står her i modsætning til at erklære noget for løgn eller fornægte det. Der menes ikke blot viden. Et menneske kan kende sandheden og have utvivlsom vished om den, men alligevel fornægte den og begå kufr. Et sådant menneske kaldes hverken troende eller anerkendende. Allah ﷻ siger om de vantro:
﴿ وَجَحَدُوا۟ بِهَا وَٱسْتَيْقَنَتْهَآ أَنفُسُهُمْ ﴾
»De fornægtede dem, selv om deres sjæle var overbeviste om dem« [27:14].
De besidder altså viden om forhold, der hører til iman, og denne viden når graden af utvivlsom vished (yaqin), men de fornægter dem: De erklærer dem for løgn og anerkender dem ikke. Iman er derfor anerkendelse, ikke blot viden.
Iman er altså anerkendelse – men hvorfor tilføjer vi, at den skal være absolut? Fordi anerkendelsen af det, Allah ﷻ har befalet os at have iman på, ikke må bygge på overvejende sandsynlighed. Hvis nogen siger: »Jeg anser det for overvejende sandsynligt, at Allah er sand«, eller: »Jeg anser det for overvejende sandsynligt, at Muhammad (saw) er Allahs Sendebud, og at Qur’anen er Allahs tale«, siger vi til vedkommende: Dette er ikke iman.
﴿ ذَٰلِكَ ٱلْكِتَـٰبُ لَا رَيْبَ ۛ فِيهِ ﴾
»Dette er bogen, hvori der ikke er nogen tvivl« [2:2].
﴿ أَفِى ٱللَّهِ شَكٌّ فَاطِرِ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ ﴾
»Kan der være tvivl om Allah, himlenes og jordens Skaber?« [14:10].
Iman er utvivlsom vished. Hvis nogen siger: »Jeg anser det for overvejende sandsynligt, at Qur’anen er Allahs tale, men jeg har stadig en vis tvivl. Jeg anerkender med tres, halvfjerds, firs eller halvfems procents sikkerhed, at Qur’anen er Allahs tale«, siger vi: Dette er ikke iman. Iman er utvivlsom vished. Du skal have utvivlsom vished om, at Allah er sand, at Muhammad er Allahs Sendebud, at Qur’anen er Allahs tale, at englene er sande, at Paradis er sandt, at Helvede er sandt, og at Allah ﷻ har sendt sendebude og nedsendt bøger. Det, som ikke er utvivlsom vished, er ikke iman. Iman er den absolutte anerkendelse. Derfor fordømmer Allah ﷻ formodning og dem, der følger deres religion og ’aqida på grundlag af formodning:
﴿ إِن يَتَّبِعُونَ إِلَّا ٱلظَّنَّ وَمَا تَهْوَى ٱلْأَنفُسُ ﴾
»De følger kun formodning og det, sjælene begærer« [53:23].
﴿ إِن يَتَّبِعُونَ إِلَّا ٱلظَّنَّ ۖ وَإِنَّ ٱلظَّنَّ لَا يُغْنِى مِنَ ٱلْحَقِّ شَيْـًٔا ﴾
»De følger kun formodning, og formodning gavner intet over for sandheden« [53:28].
I spørgsmål om ’aqida, iman og religionens grundlag har Allah ﷻ befalet, at mennesket skal have et afgørende bevis. Allah ﷻ siger:
﴿ قُلْ هَاتُوا۟ بُرْهَـٰنَكُمْ إِن كُنتُمْ صَـٰدِقِينَ ﴾
»Sig: Frembring jeres bevis, hvis I taler sandt« [2:111; 27:64].
Der er enighed om, at burhan betyder et afgørende bevis. Allah ﷻ siger også:
﴿ قُلْ هَلْ عِندَكُم مِّنْ عِلْمٍ فَتُخْرِجُوهُ لَنَآ ﴾
»Sig: Har I nogen viden, som I kan fremlægge for os?« [6:148].
Viden betyder her sikker viden. Han siger videre:
﴿ فَأْتُونَا بِسُلْطَـٰنٍ مُّبِينٍ ﴾
»Bring os da et tydeligt bevis« [14:10].
De lærde er enige om, at sultan betyder et afgørende bevis. Når vi siger, at iman er en absolut anerkendelse, udelukker vi dermed det, som bygger på formodning eller tvivl. Et menneske kan ikke sige: »Jeg har iman på Allah, jeg har iman på Qur’anen, og jeg har iman på Profeten (saw)«, mens der stadig er en vis tvivl. Dette er ikke iman. Det kan være en anerkendelse, som bygger på overvejende sandsynlighed, men det er ikke iman, og Allah ﷻ accepterer det ikke. Utvivlsom vished (yaqin) er derfor nødvendig.
Iman er en absolut anerkendelse, der stemmer overens med virkeligheden. Der er altså ikke blot tale om en antagelse, hvor man forestiller sig, at det, man har iman på, måske slet ikke eksisterer. Nogle mennesker forestiller sig, at Allah ﷻ blot er en ophøjet idé, som mennesket bør have iman på – måtte Allah beskytte os mod en sådan tanke. Allah er en absolut virkelighed. På samme måde er iman på englene ikke iman på en god idé, men på virkelige skabninger. Min iman vedrører det, der findes i virkeligheden. Jeg anerkender, at det hinsidige virkelig vil komme, at Paradis virkelig findes, og at Helvede virkelig findes. Jeg har iman på noget, der faktisk eksisterer nu eller vil eksistere senere. Den Yderste Dag er en virkelig begivenhed, som vil indtræffe. Min iman stemmer derfor overens med virkeligheden. Den modsiger ikke virkeligheden, men bekræftes af den.
Iman er altså en absolut anerkendelse, der stemmer overens med virkeligheden og bygger på et bevis. Jeg fremlagde beviserne for dette for lidt siden. Den troende kan ikke have iman på noget, som vedkommende ikke har et bevis for. Påstanden om, at den troende kan få iman alene gennem følelser, gennem det, der kaldes mystisk afdækning (kashf), eller gennem en indre impuls og lignende, beskriver ikke iman. Allah ﷻ siger:
﴿ قُلْ هَاتُوا۟ بُرْهَـٰنَكُمْ إِن كُنتُمْ صَـٰدِقِينَ ﴾
»Sig: Frembring jeres bevis, hvis I taler sandt« [2:111; 27:64]
﴿ فَأْتُونَا بِسُلْطَـٰنٍ مُّبِينٍ ﴾
»Bring os da et tydeligt bevis« [14:10]
﴿ قُلْ هَلْ عِندَكُم مِّنْ عِلْمٍ فَتُخْرِجُوهُ لَنَآ ﴾
»Sig: Har I nogen viden, som I kan fremlægge for os?« [6:148]
Da Allah sendte Sine profeter, lod Han ikke sagen bero på menneskenes tillid til dem. Han overlod det ikke til menneskene blot at sige: »Muhammad (saw) er den sandfærdige og troværdige, et menneske med god karakter, som vi aldrig har kendt for at lyve eller have en mangelfuld egenskab.« Allah støttede derimod Sit Sendebud (saw) med et afgørende bevis på, at han var Allahs Sendebud. Allah støttede alle profeterne med tegn fra Sig, som vi kalder mirakler, og som gjorde menneskene ude af stand til sandfærdigt at erklære Profeten (saw) for løgner. De fornægtede, erklærede ham for løgner og var hovmodige og overlegne af egen vilje. Men de tegn, Allah sendte med Profeten (saw), var afgørende beviser på, at denne profet var sendt fra Allah ﷻ.
Der skal altså være et bevis for den ’aqida, mennesket har iman på. Vi har allerede fremlagt dette bevis: Det er enten rationelt eller overleveret. Det afgørende rationelle bevis fastslår, at Allah er sand, fordi forstanden med utvivlsom vished har fastslået, at materien – universet, mennesket og livet – er begrænset og derfor skabt. Forstanden har også med utvivlsom vished fastslået, at Qur’anen er Allahs tale, fordi intet menneske har kunnet frembringe en tilsvarende bog. Det rationelle bevis fastslår dermed, at Qur’anen er Allahs tale, og at Muhammad er Allahs Sendebud. Når mennesket har fået iman på, at Qur’anen er Allahs tale, får det iman på de afgørende overleverede beviser. Det vil sige, at det får iman på et overleveret bevis, som bygger på et afgørende rationelt bevis. Det rationelle bevis fastslår, at Qur’anen er Allahs tale, og dermed at det overleverede bevis i den med utvivlsom vished består af sande og sandfærdige ord. Enhver aya i Allahs bog, hvis betydningsindikation er absolut, er et afgørende bevis for de beretninger, den indeholder, især de forhold, som menneskets indtræden i islam afhænger af.
Det er den iman, som gør menneskets indtræden i islam gyldig. Et menneske er ikke troende, medmindre det anerkender absolut, i overensstemmelse med virkeligheden og på grundlag af et bevis. Sådan skal denne iman være. Hvis anerkendelsen ikke er absolut, eller hvis den er … eller hvis mennesket har utvivlsom vished om, at det, som det har iman på, er sandt og virkeligt, eller hvis det ikke har noget bevis – altså hvis det har iman uden bevis, gennem efterligning og arv – er dette ikke gyldigt hos Allah ﷻ.
Imans virkning på handlinger
Når denne iman slår rod i menneskets indre, skaber den en åndelig forbindelse med Allah ﷻ. Gennem denne forbindelse mærker mennesket sit forhold til Allah: at det er Hans skabning og Hans tjener. Mennesket kommer i forbindelse med Allah ﷻ gennem den åbenbaring, som blev nedsendt til Allahs Sendebud (saw), og som er nået til os og ligger foran os i dag. Allah ﷻ har befalet mennesket og forbudt det, lovet Paradis, hvis det adlyder, og truet med Ilden, hvis det er ulydigt. Når denne iman slår rod i menneskets indre på denne måde, må den nødvendigvis drive muslimen til gode handlinger og afholde vedkommende fra ulydighed mod Allah ﷻ.
Allah ﷻ siger:
﴿ فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّىٰ يُحَكِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا۟ فِىٓ أَنفُسِهِمْ حَرَجًا مِّمَّا قَضَيْتَ وَيُسَلِّمُوا۟ تَسْلِيمًا ﴾
»Nej, ved din Herre! De har ikke iman, før de lader dig dømme i det, der er opstået uenighed om mellem dem, og derefter ikke finder nogen modvilje i sig selv mod det, du har afgjort, men underkaster sig fuldstændigt« [4:65].
Allahs Sendebud (saw) sagde: «لا يؤمن أحدكم حتى يكون هواه تبعًا لما جئت به» — »Ingen af jer har iman, før hans tilbøjelighed følger det, jeg er kommet med« [al-Nawawis Fyrre Hadith 41; overleveringskæden er omstridt]. Det er denne iman, som den gode handling bygger på, og som bliver til en adfærd, hvor mennesket styrer alle sine handlinger efter Allahs ﷻ befalinger og forbud.
I vores næste halaqa vil vi, insha’Allah, afslutte emnet »Vejen til Iman«, ærede brødre. Jeg beder Allah ﷻ om, at Han har givet mig succes med at tydeliggøre det, vi ønskede i denne halaqa: imans betydning og bevis, forskellen mellem rationelt og overleveret bevis samt definitionen og forklaringen af iman. Jeg beder Allah ﷻ om at øge vores viden, gavne os med det, Han har lært os, og gøre vores viden og handlinger oprigtige alene for Dit ædle Ansigts skyld. Må fred og velsignelser være over vores mester Muhammad, hans familie, hans sahaba og alle, der følger hans retledning på bedste vis indtil Opstandelsesdagen.
Spørgsmål og drøftelse
Jeg går nu over til de spørgsmål, der blev stillet under denne halaqa. Broder al-’Abid spørger, hvordan de kategorier af overleveret bevis, jeg nævnte, forholder sig til iman, og hvad der får dem til at være forskellige. De kategorier af overleveret bevis, jeg omtalte, udspringer af tingenes natur i virkeligheden, og det er alle mennesker enige om. Alle forstandige mennesker inddeler beretninger på denne måde; inddelingen er ikke særegen for muslimer.
Vi muslimer har dog en særlig fordel: Vi kan skelne en troværdig person fra en utroværdig. Hos os er en troværdig fortæller retskaffen og nøjagtig i sin overlevering. Alle mennesker kan skelne en nøjagtig fortæller fra en unøjagtig, uanset om de er muslimer eller vantro. Vores særlige fordel er, at vi kan genkende det retskafne menneske: den gudfrygtige og sandfærdige person, som er kendt for at overholde Allahs befalinger og ikke hører til dem, der åbent begår synd eller vedvarende er ulydige. En sådan person er retskaffen og troværdig og er kendt for sin religion, sin gode religiøse praksis, sin lydighed, sin sandfærdighed og sin pålidelighed. Det er det, der kendetegner os muslimer. Derfor indgår der noget i disse regler hos os, som ikke kan indgå hos andre.
Alle mennesker ved, at beretninger falder inden for fem kategorier. Enhver tænkende person siger, at en beretning, som når ham, enten er: 1) med sikkerhed sand, 2) med sikkerhed falsk eller 3) befinder sig et sted mellem disse to yderpunkter. Man kan stå forvirret over for en beretning uden at vide, om den er sand eller falsk. Man kan anse det for overvejende sandsynligt, at den er sand, eller for overvejende sandsynligt, at den er falsk. Det er de fem kategorier, som beretninger havde, allerede før islam kom. Islam gav ikke beretningerne disse kategorier; de følger af virkeligheden og beretningernes natur. Det, islam bragte, var pligten til at efterprøve beretninger. Islam fastslog, at iman skal være sikker, og at dens bevis derfor skal skabe utvivlsom vished og være absolut. Derfor fastslog vi, at det overleverede bevis i spørgsmål om ’aqida skal være mutawatir, fordi et ikke-mutawatir bevis ikke når graden af utvivlsom vished (yaqin). Det er det, islam befalede, da Allah ﷻ sagde:
﴿ قُلْ هَاتُوا۟ بُرْهَـٰنَكُمْ إِن كُنتُمْ صَـٰدِقِينَ ﴾
»Sig: Frembring jeres bevis, hvis I taler sandt« [2:111; 27:64].
Vi sagde derfor, at iman ikke kan bygge på beviser, som kun skaber overvejende sandsynlighed.
Om en beretning, som med overvejende sandsynlighed anses for at være sand, findes der bevis i Allahs tale og Hans Sendebuds (saw) Sunnah for, at den skal accepteres, selv om den ikke når graden af utvivlsom vished. Den skal anerkendes som sand, men uden absolut overbevisning, og den må ikke forkastes, fordi den med overvejende sandsynlighed er overleveret fra Allahs Sendebud (saw). Det vigtigste er, at man skal handle efter de befalinger og forbud, den indeholder – altså de detaljerede beviser for Shari’ahs love. Islamisk fiqh bygger ikke udelukkende på absolutte beviser. Den bygger på: 1) absolutte beviser fra Allahs tale og Hans Sendebuds (saw) mutawatir-overleverede Sunnah, 2) sandsynlige beviser fra Allahs tale, herunder ayaat, hvis betydningsindikation er sandsynlig, og 3) hadith fra Allahs Sendebud (saw), som er overleveret gennem enkeltberetninger.
Islam indførte ikke klassificeringen af beretninger. Det, islam indførte, var afgørelsen af, hvilke beretninger der må accepteres, og hvilke der skal forkastes. Islam udelukker tre kategorier fra accept: 1. Den, hvor falskheden er absolut sikker. 2. Den, som med overvejende sandsynlighed er falsk. 3. Den, hvor vi ikke kan afgøre, om den er sand eller falsk – hverken sandheden eller falskheden vejer tungere. Islam forkaster disse kategorier fuldstændigt og befaler, at mutawatir-beretningen accepteres og gøres til en del af ’aqidaen. Islam befaler også, at enkeltberetningen (khabar al-ahad), som er overleveret gennem en kæde af retskafne og troværdige fortællere, accepteres, at dens indhold anerkendes som sandt, og at der handles efter det. Den, der forkaster disse beretninger – det vil sige den, der siger, at han ikke accepterer enkeltberetninger eller udleder deres regler – har forkastet en stor del af Allahs ﷻ Shari’ah. Vedkommende har ændret den og uforsvarligt set bort fra en stor del af Allahs religion og Shari’ah. Det er derfor ikke tilladt at sige, at vi ikke er befalet at acceptere enkeltberetninger. Der skal handles efter dem, og deres indhold skal anerkendes som sandt, uden at denne anerkendelse når graden af utvivlsom vished – altså graden af ’aqida eller iman.
Afslutning
Ærede brødre, lad os nøjes med dette. Vi beder Allah ﷻ om at skænke os evnen til at handle efter det, vi har erkendt, lært og undervist i fra Allahs religion, og om at acceptere det fra os og jer. I håb om at møde jer igen i den næste halaqa om en uge betror jeg Allah ﷻ jeres religion, det, I er blevet betroet, og afslutningen på jeres handlinger. Må fred og Allahs nåde være med jer.
