Alle Halaqaat
DA

Halaqa 6

Vejen til Iman — Menneskets behov for Allahs budskab

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 6: Vejen til Iman — Menneskets behov for Allahs budskab

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 3. juli 2017 — 9. shawwal 1438 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning og halaqaens emne

Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. I Allahs navn. Al lovprisning tilkommer Allah, og må fred og velsignelser være med Allahs Sendebud. Kære brødre, velkommen til denne nye halaqa. I jeres liveprogram fortsætter vi emnet Vejen til Iman. Vi bevæger os gennem en sammenhængende række tanker, indtil vi har ført det fulde bevis for den islamiske ’aqida.

I den forrige halaqa behandlede vi beviset for Skaberens eksistens, ophøjet være Han, og de spørgsmål, der vedrører iman på Allah, Den Almægtige.

Efter at have afsluttet dette emne tager vi i dag fat på et meget vigtigt spørgsmål: Når mennesket har lært sin Skaber at kende—altså har fået iman på, at universet, mennesket og livet har en Skaber, som har skabt dem—kan denne iman og overbevisning da blot passere gennem dets tanker uden at blive det fundament, som det bygger sit liv, sin tænkning og sin livsanskuelse på?

Det er dagens emne: Hvad følger der af iman på Skaberens eksistens, ophøjet være Han?

Fra bogenIslams systemSjette udgave · 2001s. 11–12

Tekst læst fra bogen Islams system

Hvad angår bekræftelsen af menneskenes behov for sendebude, så er det således, at det er bekræftet, at mennesket er blevet skabt af Allah ﷻ, og at religiøsitet er en del af menneskets natur, da det er et af menneskets instinkter. Mennesket helliggør af natur sin skaber, og denne helliggørelse er selve tilbedelsen, som er forholdet mellem mennesket og Skaberen. Hvis dette forhold efterlades uden noget system, vil forholdet blive forvirret og føre til tilbedelsen af andet end Skaberen. Derfor skal dette forhold organiseres med et sandt system. Dette system kan umuligt komme fra mennesket selv, fordi mennesket er ude af stand til at opfatte Skaberens virkelighed og derved kunne nedfælde et system for forholdet mellem sig selv og Skaberen. Derfor skal dette system komme fra Skaberen. Og da Skaberen skal meddele mennesket dette system, skal der nødvendigvis være sendebude, som meddeler Allahs Deen (budskab) til menneskene.

Se bogkilden

Den vestlige kulturs modsigelse: Skaberen adskilles fra livet

Den vestlige kultur, som dominerer verden i dag, er bemærkelsesværdig. Den siger til mennesket: »Ja, det er ikke usandsynligt, at der findes en Skaber.« I nogle store vestlige lande, såsom USA, viser den fremherskende kultur ligefrem, at folk har tillid til og tror på en Skabers eksistens. Samtidig siger de dog til folk: ”Denne Skaber skabte jer, men efterlod jer derefter til at leve jeres liv, som I ønsker, og efter hvad I selv anser for at være i jeres interesse.”

Nogle oplysningstidsfilosoffer udtrykte denne tanke ved at sammenligne Skaberen – ophøjet er Han – med en urmager, der fremstiller et ur og derefter efterlader det; hvorefter det fungerer uafhængigt af hans indgriben.

Således overbeviste de folk om, at Skaberen—ophøjet være Han—skabte mennesket, men derefter ikke længere tog del i dets liv: hverken gennem lovgivning, retledning eller vejledning, og heller ikke ved at styre dets anliggender eller hjælpe det til fremgang.

De afskar dermed fuldstændigt forbindelsen mellem Skaberen og det skabte i dette liv. De benægtede profetskabet, åbenbaringen, profeterne og de åbenbarede bøger. Det er kort fortalt ideen eller ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet.

Her henvender vi os til hele menneskeheden—til mennesket som menneske. O menneske! Når du er blevet sikker på, at Allah er Sandheden, og at Han har skabt dig og himlene og jorden omkring dig, hvordan kan du da vende dig bort fra denne store og afgørende sandhed og leve dit liv uden forbindelse til den?

Dette er selve modsigelsen mellem en afgørende sandhed, som mennesket kender, og en adfærd, der modsiger den.

Iman på Skaberen kræver, at man søger Hans retledning

Når mennesket får iman på den Skaber, som skabte himlene og jorden, skabte mennesket selv og satte det i dette liv blandt alle andre mennesker, må denne iman uundgåeligt præge dets tænkning. Mennesket kan aldrig leve dette liv med ro i sindet, tryghed i hjertet og sikre skridt, medmindre det erkender sit behov—behovet for et budskab fra Allah, Den Ophøjede. Så længe mennesket erkender, at en Skaber har skabt det, må det hente sin retning i dette liv fra Allah, Den Ophøjede, gennem et budskab fra Allah, Den Almægtige. Derfor siger vi: Mennesket har et uundgåeligt behov for sendebude—for et Sendebud fra Allah, ophøjet være Han, som gør mennesket bekendt med meningen med dets eksistens: hvorfor det findes, hvordan det knytter forbindelsen til sin Skaber, og hvordan det følger retledning i dette liv, så det lever godt og opnår højnelse. Derefter kan det forlade dette liv til det næste liv, som Allah har beredt, med sin udrustning til mødet med sin Herre, mens Herren er tilfreds med det.

Det første bevis: Religiøsitetens medfødte natur og behovet for at kende tilbedelsen

Jeg begynder med et grundlæggende punkt i dette emne: Hvordan beviser vi, at mennesket har brug for et budskab fra Allah, Den Ophøjede?

Det er fastslået uden mulighed for tvivl, at mennesket af natur er religiøst. Menneskets natur er skabt med tilbedelse, helliggørelse og religiøsitet. Dets naturlige følelse af mangel og behov får det til at mærke sit behov for Skaberen, som styrer alt, så det vender sig til Ham med tilbedelse og helliggørelse. Dette instinkt er som en sult i mennesket—en sult, som det må tilfredsstille. Hvordan tilfredsstiller det den? Ved at tilbede sin Herre. Det helliggør sin Herre, ophøjet være Han. I denne tilbedelse kommer taknemmeligheden over for Ham, der skænker alle goder, til udtryk. Det er Ham, der har skænket mennesket livet, synet, hørelsen og alle de velsignelser i livet, som omgiver det.

Så snart mennesket har fået iman på, at det er skabt af en Skaber, er det naturligt, at det vender sig til denne Skaber, ophøjet være Han, i underkastelse, ydmyghed, helliggørelse og tilbedelse. Men et spørgsmål står tilbage: Kan mennesket selv erkende den sande og korrekte tilbedelse, som Allah, Den Ophøjede, fortjener—en tilbedelse, der passer til mennesket og virkelig tilfredsstiller dets religiøsitetsinstinkt? Det er spørgsmålet.

Lad os kaste et kort, men omfattende blik på fortidens og nutidens nationer gennem historien. Lad os betragte dem nøje og se dem.

Når de ikke hentede retledning fra Allah, Den Ophøjede, og heller ikke hentede tilbedelsesritualerne fra Ham, hvordan tilbad de da Allah, Den Almægtige?

Nogle forestillede sig Allah, Den Almægtige, legemliggjort i en afgud eller et afgudsbillede—ophøjet er Allah langt over dette. Andre søgte nærhed til Allah, Den Ophøjede, ved at tilbede afguder, mennesker, konger eller ting i naturen.

Andre sagde: »Jeg vil tilbede Allah alene.« Men når de ikke havde et budskab fra Allah, Den Ophøjede, eller ikke fulgte og underkastede sig dette budskab, begyndte de selv at opfinde ritualer, som de brugte til at søge nærhed til Allah, Den Almægtige.

Her er Qurayshs vantro. Hvad sagde de om deres tilbedelse af afguder? De sagde:

﴿ مَا نَعْبُدُهُمْ إِلَّا لِيُقَرِّبُونَآ إِلَى ٱللَّهِ زُلْفَىٰٓ ﴾
»Vi tilbeder dem kun, for at de skal bringe os nærmere Allah« [39:3]

De påstod, at de kom nærmere Allah den Almægtige ved at tilbede afguder, som de selv havde antaget og fremstillet med deres egne hænder.

Både forstanden og virkeligheden fastslår, at Skaberen skal tilbedes på den måde, der passer til Ham. Så længe mennesket ikke kan erkende Allahs væsen, er det naturligt, at det heller ikke ved, hvilken tilbedelse der passer til Allah, Den Ophøjede.

Når vi står over for den tilbedende og Den, der tilbedes, hvem fastlægger da måden at tilbede på? Når tilbedelsen udføres for Allah, Den Ophøjede, kan mennesket da give sig selv retten til at vælge, hvordan det vil tilbede sin Skaber?

Forestil dig en person, der ønsker at takke en anden for en stor nåde. En person har gjort en anden en stor tjeneste, og vedkommende ønskede at takke sin velgører. Da han dog besluttede, hvordan han skulle takke ham, valgte han en form for taknemmelighed, der tilfredsstillede ham selv, men gjorde den person, der havde gjort ham tjenesten, vred. Ville det være taknemmelighed eller utaknemmelighed?

Hvis du vil takke Ham, der har skænket dig goder, er det naturligt, at du søger den form for tak, der giver Ham velbehag—ikke den, der blot behager dig. I virkeligheden er det, der giver Ham velbehag, også det, der behager dig, fordi du søger Hans velbehag, ønsker at takke Ham og udtrykke din taknemmelighed. Derfor søger du det, der giver Ham velbehag, ikke det, der blot behager dig.

Hvis Han er tilfreds, er du tilfreds. Hvad da med Skaberen af himlene og jorden, som skabte dig, gav dig liv, lader dig dø, forsørger dig og råder over din skæbne? Du føler, at du er Hans ydmyge tjener. Hvis du vil tilbede Ham, må du bede Ham om at fortælle dig, hvilken tilbedelse Han elsker og er tilfreds med. Den tilbedelse passer derfor også til dig, for det passer sig for en tjener at underkaste sig sin Skaber på den måde, som Skaberen ønsker.

Hvor absurd er det ikke, når mennesker siger, at alle, der tror på Allah—trods deres forskellige måder at tilbede på og deres forskellige retninger og former for henvendelse til Ham—tilbeder Allah, og at ingen af dem er bedre end de andre. Dette er i virkeligheden noget af det mest absurde, man kan høre. Vi ser dagligt denne idé udtrykt i slogans, billeder og udformninger. De fremstiller alle tilbedere som lige: Én tilbeder Allah gennem bestemte ritualer, en anden gennem andre ritualer og en tredje gennem helt andre ritualer. De påstår, at alle søger Allahs velbehag, og at det derfor er ligegyldigt, hvordan den enkelte tilbeder sin Herre. Dette er den yderste falskhed og frækhed over for Allah, Den Almægtige, som skabte mennesket, retleder det i, hvordan det skal tilbede, og fastlægger den tilbedelse, der passer til Ham.

Når Allah befaler bøn, faste, pilgrimsritualer, påkaldelse, nattebøn, ihukommelse, lovprisning og andre tilbedelseshandlinger—og forklarer, hvordan de skal udføres—har mennesket, når det følger dem, takket Allah og tilfredsstillet sit religiøsitetsinstinkt korrekt. Det har dermed tilfredsstillet den medfødte natur, som Allah, Den Ophøjede, har skabt i det.

Og Han sagde:

﴿ فَأَقِمْ وَجْهَكَ لِلدِّينِ حَنِيفًا فِطْرَتَ ٱللَّهِ ٱلَّتِى فَطَرَ ٱلنَّاسَ عَلَيْهَا لَا تَبْدِيلَ لِخَلْقِ ٱللَّهِ ذَٰلِكَ ٱلدِّينُ ٱلْقَيِّمُ وَلَـٰكِنَّ أَكْثَرَ ٱلنَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Vend derfor dit ansigt mod Deen som hanif – Allahs fitrah, som Han har skabt menneskene med. Der er ingen ændring af Allahs skaberværk. Det er den rette Deen, men de fleste mennesker ved det ikke« [30:30]

Menneskets behov for at kende de tilbedelseshandlinger, der tilfredsstiller dets religiøsitetsinstinkt og medfødte natur, og hvormed det vender sig ydmygt og helliggørende til sin Skaber, beviser derfor endegyldigt, at mennesket har brug for et Sendebud, som bringer et budskab, der forklarer, hvordan tilbedelsen skal udføres.

Derfor var sendebudene overbringere af glædelige budskaber og advarsler. De var et bevis over for menneskene og vejledere, som viste dem, hvordan Allah, Den Ophøjede, skal tilbedes. Dette er det første bevis for, at mennesket uundgåeligt har brug for et budskab fra Allah, Den Ophøjede. Vi fortsætter med emnet, kære brødre.

Det andet bevis: Menneskets behov for et system, der regulerer tilfredsstillelsen af dets behov

Efter den følgende pause. Det andet bevis på menneskenes behov for sendebude er, at menneskets tilfredsstillelse af sine instinkter og organiske behov er en uomgængelig faktor. Hvis denne tilfredsstillelse foregår uden noget system, vil det føre til den forkerte eller en naturstridig tilfredsstillelse og vil forårsage menneskets elendighed. Derfor skal der være et system, der organiserer menneskets instinkter og organiske behov. Dette system kommer ikke fra mennesket, fordi menneskets forståelse for organiseringen af sine instinkter og organiske behov er tilbøjelig til variation, uenighed, modsætning og påvirkning fra det miljø, mennesket lever i. Hvis denne organisering overlades til mennesket, vil systemet have tilbøjelighed til variation, uenighed og modsætning, og dette vil føre til menneskets elendighed. Derfor skal systemet nødvendigvis være fra Allah ﷻ.

Må Allahs fred være med jer. Kære brødre, vi vender tilbage til emnet om menneskets behov for sendebude.

Et af de afgørende beviser for menneskets behov for sendebude er dets behov for et system i dette liv, som regulerer dets adfærd og dermed organiserer relationerne mellem mennesker.

Alle mennesker anerkender uden uenighed, at mennesket har en vital energi, som driver det til at handle, udføre handlinger og dermed udvise adfærd.

Denne vitale energi består af de behov, som Allah, Den Ophøjede, har nedlagt i mennesket: dels organiske behov såsom behovet for mad, drikke og varme, dels instinkter, som Allah har nedlagt i det, og som kræver tilfredsstillelse—såsom formeringsinstinktet og overlevelsesinstinktet. For lidt siden talte vi om religiøsitetsinstinktet. Disse former for sult i mennesket kaldes vital energi. De driver mennesket til at tilfredsstille dem, så det uundgåeligt handler for at tilfredsstille sine behov.

Når mennesket handler for at tilfredsstille sine behov, opdager det, at mange af dem findes hos eller kan opfyldes gennem andre mennesker. Det må derfor udveksle goder med dem: Det får nogle af sine behov opfyldt gennem dem og opfylder til gengæld nogle af deres behov. Sådan opstår relationer mellem mennesker, og samfundet opstår. Dermed opstår det presserende behov for et system, der regulerer tilfredsstillelsen af disse instinkter og derigennem organiserer relationerne mellem mennesker, fordi disse relationer netop opstod for at tilfredsstille menneskers behov.

Derfor er mennesker enige om, at der må findes en lovgivning, et system eller love—kald det, hvad I vil—som regulerer menneskets adfærd og dermed relationerne mellem mennesker i det enkelte samfund og mellem samfund og stater. Der må være et system, som regulerer dette. Menneskets adfærd kan vedrøre forholdet mellem mennesket og det selv, hvilket hører under manerer og moral; forholdet mellem det og andre mennesker, hvilket hører under mu’amalat (transaktioner); eller forholdet mellem det og dets Skaber, som vi allerede har talt om.

Hvor kommer systemet fra?

Her opstår spørgsmålet: Hvor kommer det lovgivningssystem fra, som regulerer tilfredsstillelsen af menneskets behov og organiserer de relationer, der er opstået af behovet for at tilfredsstille dem? Det er dette system, vi taler om. Der er to muligheder: Enten kommer systemet fra mennesket, eller også kommer det fra menneskets Skaber, ophøjet være Han. Det menneskeskabte system er virkeligheden i de fleste—ja, næsten alle—samfund i dag, som styres af systemer, mennesket har udarbejdet. Den anden mulighed er, at systemet kommer fra Skaberen, ophøjet være Han. Hvilket system passer til mennesket?

Det system, som mennesket selv udarbejder, bliver i virkeligheden et resultat af menneskers forskellighed, deres indbyrdes uligheder og deres påvirkning fra de miljøer, de lever i. Disse miljøer varierer: naturforhold, samfund samt historiske, politiske og geografiske omstændigheder og så videre. Virkeligheden er, at mennesker er forskellige og ulige.

Hvert individ formes af sit miljø; derfor vil de love, som mennesker fastsætter ved eget skøn, af natur være udsat for variation, forskellighed og modsigelser.

Det er menneskets vilkår. Vi ved, at mennesker befinder sig på forskellige niveauer i deres tænkning, at deres vurderinger varierer, og at de er uenige i deres vurderinger på grund af forskellige tankemæssige baggrunde og grundprincipper. Du ser én person forbyde en handling, mens en anden tillader den, og en tredje kan endda gøre den samme handling obligatorisk. Folk kan være enige om et bestemt anliggende, men derefter være uenige om i hvilket omfang det skal tillades, begrænses eller efterlades uden restriktioner. Se, hvordan Vesten på et tidspunkt blev splittet—selv inden for det samme vestlige samfund og mellem nærtstående vestlige samfund—i spørgsmålet om ejendomsret: Har mennesket ret til at eje, eller har det ikke? Nogle sagde, at mennesket måtte eje indtil en bestemt grænse. Andre sagde, at det måtte eje gennem bestemte erhvervelsesmetoder. Andre igen sagde, at mennesket ikke måtte have privat ejendom, men at al ejendom skulle være fælles, og at den enkelte kun måtte tage det, han havde behov for. De levede i det samme samfund eller i nært forbundne samfund, men havde hver deres synspunkt. Når mennesket lovgiver, er det altså udsat for forskellighed, ulighed, modsigelser og påvirkning fra miljøet. Det er virkeligheden.

Den menneskelige lovgivnings begrænsninger og påvirkning fra miljøet

Hvis vi betragter lovgiveren, når han begynder at overveje, vil du finde, at den menneskelige lovgiver ikke lovgiver for mennesket i dets egenskab som menneske. Hvad mener jeg med dette?

Når mennesket lovgiver, forsøger det at løse problemer, som mennesker har lidt under i et bestemt miljø og under bestemte omstændigheder. De forhold og det miljø, lovgiveren selv levede i, var præget af bestemte problemer, og derfor koncentrerede han hele sin tænkning om at løse netop dem.

Hvis du undersøger disse problemer nøje, vil du finde, at de ikke er generelle menneskelige problemer eller iboende for menneskeheden som helhed. Tværtimod var de specifikke vanskeligheder, som mennesker mødte inden for det pågældende samfund, på det tidspunkt og under de givne forhold. Derfor udformede han love til at håndtere disse specifikke problemer – ikke mennesket i dets væsen som menneske. Følgelig vil denne lovgivning – løsninger udtænkt af mennesker – ikke have nogen værdi i et andet samfund, der ikke har stået over for de samme problemer. Den kan endda miste sin værdi i det samme samfund efterhånden som tiden går, gamle problemer forsvinder, og nye opstår.

Du vil bemærke lovgivere udtale: “Det system, vi besidder nu, har ingen betydning, fordi det blev vedtaget for fortidige spørgsmål, problemer og anliggender. Vi har brug for ny lovgivning i dag.” Bemærk derfor, at nationer, når de først har fastlagt deres love, begynder at revidere deres love dag for dag, år for år, årti efter årti uden ophør, hver gang virkeligheden pålægger dem pres, eller når tider, forhold og omstændigheder ændrer sig. Dette er menneskets natur.

Kapitalismen som produkt af en særlig historisk virkelighed

For at illustrere dette punkt konkret og undgå en rent teoretisk diskussion i dag: Det system, der dominerer verden, er kapitalismen. Dette kapitalistiske system opstod i et bestemt miljø, på et bestemt tidspunkt i historien, på ét sted og inden for et bestemt samfund.

Kapitalismen opstod i Europa på et tidspunkt, hvor folk havde forkastet feudalismen og det politiske system, der opretholdt den: monarkiet, hvor kongerne kontrollerede samfundet under påskud af teorien om den guddommelige ret. En kongelig familie regerede med kirkens støtte på grundlag af en lære, som folk enten var blevet overbevist om eller tvunget til at acceptere: at kongen var bemyndiget af Allah, Den Ophøjede, til at regere over menneskene. Dette er teorien om den guddommelige ret. Folk led under dette system i århundreder. Til sidst muliggjorde omstændighederne, at folk kunne vælte denne virkelighed, og et nyt system opstod. Det kombinerede et kapitalistisk økonomisk system med demokratisk styre og offentlige friheder i samfundet og politikken.

Sådan opstod det system, vi i dag kender i Vesten. Det bygger på ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet, som var en reaktion på kirkemændenes kontrol over menneskenes liv. Det demokratiske system var en reaktion på monarkiet, som havde kontrolleret folkene i århundreder, og kapitalismen var en reaktion på feudalismen. Dette system opstod altså under bestemte forhold som en reaktion på bestemte omstændigheder, de europæiske samfund havde levet under.

Andre samfund oplevede ikke disse forhold – for eksempel mødte den islamiske verden aldrig de forhold, der strakte sig over århundreder i Europa. Den historiske kontekst var ukendt for folkene i Østasien – Indien, Kina – og alle andre nationer. De var ikke bekendt med dette system, som det udviklede sig i Europa; kapitalismen opstod der udelukkende som en reaktion på feudalisme.

Da Vesten derefter begyndte at kolonisere verden og tvinge folk til at underkaste sig kapitalismen, blev systemet påtvunget disse lande med magt. Det opfyldte ikke folkenes behov, udtrykte ikke deres krav og havde ingen forbindelse til deres virkelighed. Derfor skabte det ikke den oprejsning dér—fordærvet som den var—som det havde skabt i Vesten. I stedet skabte det forvredne samfund. I resten af verden lovgav den kapitalistiske eller liberale lovgiver altså ikke for mennesket som menneske. Han søgte ikke det system, der passer til mennesket som menneske: det system, der egner sig til at tilfredsstille overlevelsesinstinktet, det system, der egner sig til at tilfredsstille formeringsinstinktet, og det system, der egner sig til at skabe sunde menneskelige relationer.

Kapitalismens kriser og socialismens fremkomst

Vi kan nævne et andet eksempel: Kapitalismen selv, efter at have været anvendt i Europa i årtier, skabte rystende problemer og kriser, som blev de største katastrofer, der ramte de europæiske samfund.

Den største katastrofe, der ramte de europæiske samfund, var den enorme modsigelse og ulighed mellem to klasser: kapitalisterne på den ene side og arbejderne og bønderne på den anden. Rigdommen blev samlet hos en meget lille gruppe kapitalister—én eller to procent af befolkningen i Europa og Amerika—som kom til at besidde mere end halvfems procent af samfundets rigdom.

Denne kapitalistiske gruppe ejede de fleste store fabrikker, landbrug, handelsvirksomheder og institutioner. Mere end halvfems procent af samfundet måtte arbejde som lønarbejdere eller ansatte hos disse kapitalister. Udbuddet af arbejdskraft voksede derfor, og når der var rigeligt med arbejdskraft, faldt lønningerne.

Det skabte enorme skarer af arbejdere, ansatte og landarbejdere, som var tvunget til at acceptere beskedne lønninger—nogle få mønter. De arbejdede fra morgen til aften med hårdere arbejde end middelalderens fæstebønder og modtog derefter kun nogle få mønter. Disse lønninger kunne knap dække arbejderens og hans families mest grundlæggende behov. Systemet skabte utilfredshed og vrede i Europa. Derefter begyndte tænkere og teoretikere fra arbejderklassen—den arbejdende klasse, som de kaldte proletariatet—at udarbejde nye teorier for samfundets økonomiske system.

Derefter opstod de socialistiske teorier, hvoraf den marxistiske socialisme var den mest fremtrædende. Den fastslår, at produktionsmidlerne ikke må tilhøre enkeltpersoner, men skal være offentlig ejendom i statens hænder, så menneskene får lige eller næsten lige løn. Den socialistisk-marxistiske kommunistiske idé opstod, der blev dannet partier omkring den, og siden blev der oprettet stater på dens grundlag, med Sovjetunionen i spidsen i det forrige århundrede.

Har I bemærket, at den socialistisk-kommunistiske idé opstod som en reaktion på forhold, kapitalismen havde skabt? Den fremlagde altså ikke løsninger for mennesket som menneske, men forsøgte at løse et bestemt problem, som netop dette samfund eller disse europæiske samfund havde lidt under. Hvad med de andre samfund, som hverken havde kendt kapitalismen eller det feudale system før den?

Dette viser, at lovgiverne ikke adresserer folks problemer eller vedtager lovgivning for mennesket som menneske.

Skaberens lovgivning passer til mennesket som menneske

Når systemet og lovgivningen dog kommer fra menneskets Skaber, er denne lovgivelse for mennesket som menneske. Den, der skabte mennesket, indlejrede dets organiske behov, instinkter og sult i det – ting, som mennesket ikke engang kan se eller identificere direkte.

Påstår nogen videnskabsmand at have lagt disse instinkter under et mikroskop—religiøsitetsinstinktet, overlevelsesinstinktet eller formeringsinstinktet? Naturligvis ikke.

Vi ved, at der findes instinkter i mennesket, fordi vi erkender en tings eksistens gennem dens virkning på vores sanser. Ligesom vi erkender Allahs eksistens gennem de skabte tings sanselige virkninger, erkender vi instinkternes eksistens i mennesket—ikke fordi vi har set dem, men fordi vi har set deres virkninger.

Det er den drift, som får mennesket—som menneske—til at søge tilfredsstillelse. For at overleve forsvarer det sig, sørger for sin sikkerhed, søger behandling hos en læge og så videre.

For at sikre artens fortsatte eksistens drages mennesket mod det modsatte køn: Det gifter sig, formerer sig og får børn. Følelsesmæssige bånd knytter det til dets ægtefælle, mor, far, barn, søskende og så videre. Dette er instinkter i mennesket, som vi har erkendt gennem deres virkninger.

At vi erkender disse instinkters eksistens, betyder dog ikke, at vi ved, hvordan de skal tilfredsstilles korrekt. Den, der skabte disse instinkter i mennesket—Allah, Den Ophøjede—er Den, der ved, hvilket program der egner sig til at styre, tilfredsstille og regulere dem. Æret være Allah.

Se på, hvordan mennesket forholder sig til komplicerede apparater. Det siger, at den første, som ved, hvordan et apparat fungerer, er den, der har fremstillet det. Når vi køber et apparat, vedlægger producenten ofte en vejledning, der viser os, hvordan det skal bruges. Nogle gange vedlægger han også en teknisk manual, som reparatøren kan støtte sig til, hvis apparatet går i stykker.

Dette er blot et eksempel, og Allah tilkommer det højeste eksempel. Hvad er mest komplekst? Hvad er mest komplekst: den menneskelige sjæl, som ingen nogensinde har placeret under et mikroskop eller set med egne øjne, eller det materielle apparat skabt af mennesket? En person, der ikke fuldt ud forstår det, han har fremstillet, ved ikke, hvordan han skal håndtere det. Hvad er mest komplekst? Uden tvivl er det den menneskelige sjæl. De uheldige psykologer påstod, at de havde analyseret den menneskelige psyke, fundet ud af, hvad der egner sig til den, og udarbejdet et program for, hvordan den skal leve, og hvordan dens problemer skal behandles. Men disse selv samme psykologer var uenige imellem sig, deres meninger var modstridende, og de udviklede forskellige tilgange, hvor hver enkelt modsagde de andre.

Det er naturligt. De søger retledning hos mennesker i stedet for at søge retledning hos Allah, Den Ophøjede. Et menneske søger behandling for sine problemer hos et andet menneske, som selv har brug for nogen til at behandle dets problemer.

Den uomtvistelige sandhed er, at Han, som skabte mennesket, ved, hvad dets sjæl hvisker til det, og er det nærmere end dets halspulsåre, som Allah den Ophøjede siger:

﴿ وَنَعْلَمُ مَا تُوَسْوِسُ بِهِۦ نَفْسُهُۥ وَنَحْنُ أَقْرَبُ إِلَيْهِ مِنْ حَبْلِ ٱلْوَرِيدِ ﴾
»Vi ved, hvad hans sjæl hvisker til ham, og Vi er ham nærmere end hans halspulsåre« [50:16]

Han ved, hvad der er passende for denne sjæl, disse behov, disse former for sult og dette bemærkelsesværdige temperament. Han ved, hvordan de skal tilfredsstilles på den rette måde. Derfor regulerer Han menneskets adfærd og dermed menneskenes relationer i samfundet. Når systemet kommer fra Allah, menneskets Skaber, løser det menneskets problemer og lovgiver for mennesket på ethvert sted, til enhver tid, i ethvert miljø og i ethvert samfund.

Den historiske virkelighed mellem menneskeskabte systemer og den islamiske Shari’ah

Lad os anvende det, vi har sagt, på virkeligheden. Jeg sagde for lidt siden: Da Vesten kom for at anvende sit system på alle andre folk, hvad gjorde dette system da i Afrika? Skabte det oprejsning hos de afrikanske folk, sådan som det gjorde i Europa og Amerika? Hvad gjorde systemet i de muslimske lande, da de blev tvunget til at underkaste sig det?

Hvad gjorde dette system i andre lande? Det bar ikke den samme frugt dér, som det havde båret, hvor det opstod—selv om også frugten i de vestlige lande var fordærvet. Vi siger ikke, at systemet lykkedes hos de vestlige folk. Det bar bestemte, men bitre frugter: Det gav dem malurt og bitterhed, fordærvede deres samfund og kastede dem ud i psykiske kriser. Min pointe her er, at systemet kunne anvendes og bære en bestemt frugt dér, hvor det opstod, men var ude af stand til det i andre samfund.

Hvad angår det system, som vi har iman på, at Allah, Den Ophøjede, har åbenbaret—Islams Shari’ah—trådte denne Shari’ah frem på Den Arabiske Halvø uden nogen forbindelse til den tænkning, kultur eller livsførelse, araberne havde før den.

Enhver, der læser historie—og som virkelig har studeret arabernes historie—ved, at der overhovedet ikke var nogen forbindelse mellem det islamiske liv, der opstod efter Islams åbenbaring, og det førislamiske liv: Jahiliyyah-livet.

Der fandtes et samfund med en bestemt livsførelse. Islam kom og ændrede denne livsførelse fuldstændigt, uden tankemæssig, kulturel, lovgivningsmæssig eller civilisatorisk forbindelse til det, araberne havde før Islam i Jahiliyyah. Islam skabte et nyt liv uden forbindelse til det tidligere. Det var ganske vist de samme mennesker, som gik fra Jahiliyyah til Islam, men de ændrede deres livsførelse og deres personligheder og begyndte at leve efter et system, som Allah, Den Ophøjede, havde åbenbaret for dem, og som passede til dem.

Slutter det her? Nej. Islam bredte sig ud over Arabien til Syrien, hvor romerne var; til Irak og Persien, hvor perserne boede; derefter til Nordafrika, Kaukasus, Centralasien på den anden side af Oxus-floden helt frem til Kinas grænser og Indien. Faktisk trængte det dybt ind i Europa fra vesten helt til Frankrigs grænser. Fra øst nåede Islam ind i Centraleuropa. Hvad skabte Islam, efter at det havde spredt sig i alle disse lande? Se på, hvad Islam skabte—noget, som vestlige tænkere og orientalister, der indgående har studeret Islams kultur og historie, selv anerkender.

De siger, at Islam—trods landenes forskellige historier, tidligere kulturer, sprog, hudfarver og tidligere religioner—gjorde alle disse folk til én Ummah, efter at de havde antaget den islamiske ’aqida, fulgt Islams Shari’ah og organiseret deres liv efter Islams system.

De blev alle smeltet sammen i én kultur, levede efter det samme mønster og førte den samme livsførelse. De organiserede deres relationer efter én Shari’ah: den samme Shari’ah, som skabte det islamiske samfund i de arabiske lande, skabte det samme samfund i Levanten, Persien, Indonesien, al-Andalus og Nordafrika. Selv forskellene mellem deres retsskoler var ikke knyttet til deres miljøer. For eksempel opstod den malikitiske og den shafi’itiske retsskole på Den Arabiske Halvø, i Allahs Sendebuds (saw) by, men de blev anvendt både i det fjerneste øst og det fjerneste vest. Befolkningen i al-Andalus og Nordafrika—det islamiske Maghreb—fulgte den malikitiske retsskole, ligesom nogle af indbyggerne i Malay-landene, herunder Malaysia. Den shafi’itiske retsskole blev tilsvarende udbredt i Indonesien og så videre.

Hvorfor? Fordi denne Shari’ah ikke kom til araberne for at løse deres problemer som arabere. Den behandlede menneskelige problemer som menneskelige problemer. Denne Shari’ah kom for at svare til og stemme overens med menneskets natur. Den stemmer overens med den samme menneskelige natur, som Allah, Den Ophøjede, har skabt i alle mennesker. Deres hudfarver og udseende varierer, og måske varierer også deres temperamenter på grund af de forskellige miljøer, de lever i. Men de har alle de samme instinkter, de samme organiske behov og den samme medfødte natur. I sidste ende stammer alle mennesker fra den samme slægt: De er alle Adams børn, og de er alle mennesker.

Da de bar én kultur og ét budskab og levede sammen efter denne Shari’ah og dette budskab, skabte Islams budskab en oprejsning i al-Andalus, Nordafrika og Centralasien. Denne oprejsning svarede til muslimernes oprejsning i Islams oprindelsessted og i åbenbaringens land på Den Arabiske Halvø.

Dette er et tydeligt bevis på, at den lovgivning, som kommer fra Allah, Den Ophøjede, er den, der passer til mennesket. Det beviser endegyldigt, at mennesket ikke kan undvære et budskab fra Allah, Den Ophøjede, som forklarer, hvordan det skal tilbede og helliggøre Allah, og hvordan det skal tilfredsstille sine instinkter og organiske behov. Vi vender nu tilbage til de grundlæggende punkter i vores samtale, som vi begyndte med i tidligere halaqaat—måske endda i den allerførste halaqa.

Kendskab til Skaberen og livets mening

Husker I, hvad vi sagde i tidligere episoder? Måden mennesket handler på i dette liv, og den tanke om livet, han bærer med sig, afhænger af kendskab til den omfattende idé om universet, mennesket og livet.

Når mennesket har lært, at Den, der skabte det og skabte himlene og jorden, er Allah, Den Ophøjede, er det naturligt, at det siger: »Der findes en Skaber, som har skabt mig. Han er Allah, Den Almægtige, som eksisterede før universet, mennesket og livet, og som skabte universet, mennesket og livet. Når jeg nu har erkendt Hans eksistens, så … har ingen andre end Allah, Den Ophøjede, ret til at gøre mig bekendt med meningen med min eksistens i dette liv og give mig forståelsen af dette verdslige liv. Allah, Den Almægtige, som skabte mennesket, er Den, der fortæller det, hvad dets eksistens i dette liv betyder, og hvorfor det er her. Han er Den, der forklarer mennesket livets betydning, fordi Han skabte det og satte det i dette verdslige liv.«

Så siger Skaberen, ophøjet være Han, til mennesket:

﴿ ٱلَّذِى خَلَقَ ٱلْمَوْتَ وَٱلْحَيَوٰةَ لِيَبْلُوَكُمْ أَيُّكُمْ أَحْسَنُ عَمَلًا ﴾
»Som skabte døden og livet for at prøve, hvem af jer der handler bedst« [67:2]

Han sendte mennesket en lovgivning: Hvis mennesket følger dens retledning i dette liv, opnår det højnelse og tryghed. Men hvis det vender sig bort fra Allahs Shari’ah og lever efter andre lovgivninger, bliver det ulykkeligt.

﴿ وَمَنْ أَعْرَضَ عَن ذِكْرِى فَإِنَّ لَهُۥ مَعِيشَةً ضَنكًا ﴾
»Den, der vender sig bort fra Min påmindelse, vil få et trangt liv« [20:124]

Så snart du bliver sikker på, at en Skaber har skabt dig, og at Han er Allah, ophøjet være Han, bliver du straks sikker på, at Han er Den, der fastlægger livets mening for dig. Derfor vender du dig til Ham med en anmodning og en bøn: »Min Herre, retled mig i dette liv.«

﴿ ٱهْدِنَا ٱلصِّرَٰطَ ٱلْمُسْتَقِيمَ ﴾
»Retled os til den rette vej« [1:6]

Bemærk derfor følgende. Den surah, som vi læser hver dag, gentagne gange i hver bøn, begynder med lovprisning. Det er, hvad kendskabet til Skaberen, ophøjet være Han, kræver:

﴿ ٱلْحَمْدُ لِلَّهِ رَبِّ ٱلْعَـٰلَمِينَ ﴾
»Al lovprisning tilkommer Allah, alle verdeners Herre« [1:2]

Det første, som kendskabet til Allah den Almægtige kræver – det første, som kendskabet til Allah kræver – er, at du takker Allah og vender dig til Ham i tilbedelse. Du skal også hente måden at tilbede på fra Ham:

﴿ ٱلْحَمْدُ لِلَّهِ رَبِّ ٱلْعَـٰلَمِينَ ٱلرَّحْمَـٰنِ ٱلرَّحِيمِ ﴾
»Al lovprisning tilkommer Allah, alle verdeners Herre, Den Mest Barmhjertige, Den Særligt Barmhjertige« [1:2–3]

﴿ مَـٰلِكِ يَوْمِ ٱلدِّينِ إِيَّاكَ نَعْبُدُ وَإِيَّاكَ نَسْتَعِينُ ﴾
»Herskeren på dommedag. Dig alene tilbeder vi, og Dig alene beder vi om hjælp« [1:4–5]

Vi søger Din hjælp i vores liv.

﴿ ٱهْدِنَا ٱلصِّرَٰطَ ٱلْمُسْتَقِيمَ صِرَٰطَ ٱلَّذِينَ أَنْعَمْتَ عَلَيْهِمْ ﴾
»Retled os til den rette vej, vejen for dem, Du har begunstiget« [1:6–7]

﴿ غَيْرِ ٱلْمَغْضُوبِ عَلَيْهِمْ وَلَا ٱلضَّآلِّينَ ﴾
»Ikke dem, der har pådraget sig vrede, og heller ikke de vildfarne« [1:7]

Det er, som om Allah, Den Ophøjede, ved at pålægge mennesket at læse denne surah hver dag i rak’aherne i de daglige bønner, siger til det: »Dette er det fundament, som livet skal bygges på. Du har lært din Herre at kende, så tak og lovpris Ham, underkast dig Ham, ydmyg dig for Ham, følg Hans retledning, og bed Ham om at retlede dig til den rette vej«—altså den rette måde at leve på i dette liv.

Indledning til næste halaqa

En person, der endnu ikke har fået iman, vil naturligvis sige: »I påstår, at det, I har, er et budskab fra Allah, Den Ophøjede. Hvad beviser for os, at det, I muslimer har, er et budskab fra Allah? Hvad beviser, at jeres Deen, Islam, virkelig er Allahs Deen og det budskab, som Allah sendte til mennesket for at gøre det bekendt med meningen med dets liv, vise det, hvordan Allah skal tilbedes, og give det det system, der passer til dets liv?«

Dette bliver emnet i næste halaqa, om Allah vil. Vær med i den kommende halaqa, hvor vi fastslår, at Islam er Allahs Deen ved at bevise, at Muhammad er Allahs Sendebud, og at Qur’anen er Allahs Bog. Al lovprisning tilkommer Allah, alle verdeners Herre.

Spørgsmål og diskussion

Vi vender os nu til de spørgsmål, vi har modtaget under denne halaqa.

Har moderne viden gjort mennesket uafhængigt af sendebudene?

Et spørgsmål fra al-‘Abid al-Quds: Mennesker i fortiden var primitive i deres tænkning og behov – eller deres behov var primitive – så de havde brug for sendebud eller filosoffer til at vejlede dem i organiseringen af deres anliggender. Men efter den industrielle revolution og den enorme ophobning af menneskelig viden udviklede det menneskelige sind sig og blev mere i stand til at organisere sine anliggender på egen hånd.

Det ser ud til, at vores bror al-‘Abid al-Quds har fremført en indvending, så den kan besvares. Han stillede ikke et spørgsmål, men fremsatte en af de indvendinger, som folk fremmer. Vi svarer dem: Dette er en af Vestens påstande—at mennesker tidligere var primitive og havde brug for nogen til at vejlede dem, mens de efter den industrielle revolution angiveligt kunne undvære, at sendebude og profeter organiserede deres liv, fordi de selv kunne organisere deres anliggender. Denne påstand er i virkeligheden forkert. Det fremgår tydeligt af deres erfaring: Da de begyndte at udarbejde systemer, blev de uenige om, hvordan livet skulle organiseres. Da de anvendte deres systemer, blev de ramt af store problemer og katastrofer. Tror I, at Vesten i dag er tilfreds med den virkelighed, det er nået frem til? Hvis I rejser til disse lande, vil I opdage, at folk tydeligt mærker den krise, som den kultur og tænkning, de lever efter, har bragt dem ud i.

Er Vesten i dag tilfreds med den åndelige kulde og tomhed, det lever i? Føler mennesket ikke elendighed, fordi dets religiøsitetsinstinkt ikke bliver tilfredsstillet tilstrækkeligt og på en måde, der passer til det? Er Vesten i dag tilfreds med individualismen, som har fået mennesket til at søge varme—familiens, følelsernes og kærlighedens varme—uden at finde den?

Er Vesten i dag tilfreds med de psykiske kriser, som hærger det, og som det ikke ved, hvordan det skal komme ud af? Vesten hævdede, at psykologien havde løst menneskets psykiske problemer. Men virkeligheden viser, at netop dette Vesten, som har flest psykologer, klinikker og psykiatriske centre, også oplever de alvorligste psykiske kriser i verden—trods dets højnelse og oprejsning. Det samfund, der overgår alle andre i sin oprejsning, er samtidig det, der lider mest under psykiske kriser. Håndgribelige statistiske tal beviser det: Dette samfund har de højeste forekomster af selvmord og selvmordsforsøg. Som de selv erkender, udspringer dette af psykiske kriser, fortvivlelse, frustration og manglen på et mål og et formål med livet. De udarbejdede systemer for sig selv og troede og bildte sig ind, at de havde løst menneskets problemer. I virkeligheden bragte de måske mennesket ud i den største psykiske og samfundsmæssige krise, historien har kendt.

Uanset hvor langt mennesket når inden for industrien, er dette blot det ydre af dette verdslige liv, som Allah den Almægtige siger:

﴿ يَعْلَمُونَ ظَـٰهِرًا مِّنَ ٱلْحَيَوٰةِ ٱلدُّنْيَا وَهُمْ عَنِ ٱلْـَٔاخِرَةِ هُمْ غَـٰفِلُونَ ﴾
»De kender kun det ydre af dette verdslige liv, mens de er uopmærksomme på det hinsides« [30:7]

Uanset hvad mennesket opdager og opfinder, og hvilke resultater det når på det materielle område, forbliver det begrænset på de åndelige og psykiske områder og i reguleringen af menneskelige relationer. Det kan aldrig træde i Skaberens, ophøjet være Han, sted med hensyn til at lovgive for mennesket.

Hvad med de folk, som intet Sendebud nåede?

Bror Abdullah stiller følgende spørgsmål: Mennesker har brug for sendebude, men der findes folk og nationer, som intet Sendebud nåede.

Ophæver dette, som vi ved, nødvendigheden af sendebude? Nej, naturligvis ikke. Hvis menneskene kunne undvære sendebude, ville Allah, Den Ophøjede, ikke have sendt dem. Men Allahs visdom krævede, at Han betroede dette ansvar til de af Sine tjenere, som havde fået iman. Allah, Den Ophøjede, siger:

﴿ وَكَذَٰلِكَ جَعَلْنَـٰكُمْ أُمَّةً وَسَطًا لِّتَكُونُوا۟ شُهَدَآءَ عَلَى ٱلنَّاسِ وَيَكُونَ ٱلرَّسُولُ عَلَيْكُمْ شَهِيدًا ﴾
»Således gjorde Vi jer til en afbalanceret ummah, for at I kan være vidner over menneskene, og Sendebuddet kan være vidne over jer« [2:143]

Allah, Den Ophøjede, sendte Sendebuddet, som overbragte budskabet til dem, det nåede. Den, der modtog budskabet og fik iman på det, bar derefter dette ansvar. Efter Sendebuddet (saw) var det deres ansvar at bære det videre til alle andre mennesker. Den islamiske ummah er i dag ansvarlig for at overbringe dette budskab til alle mennesker, og den er forsømmelig og syndig, hvis den svigter dette ansvar.

Forestil jer, at den islamiske ummah havde en islamisk stat, hvor den levede et islamisk liv og anvendte Islams Shari’ah, men forsømte at bære Islams budskab til verden. Den ville da være syndig. Hvor meget større er dens synd ikke, når den i over et århundrede selv har accepteret at leve et ikke-islamisk liv under ikke-islamiske stater, der anvender menneskeskabte love? Denne synd er dobbelt.

Det er derfor ummahens pligt at leve et islamisk liv ved at anvende Shari’ah i sine lande under en islamisk stat. Derefter skal den opfylde sit ansvar ved gennem den islamiske stat at bære Islams budskab til verden. Den islamiske ummah skal fortsætte med at bære Islams budskab til verden, indtil det omfatter hele jorden.

Hvorfor sendte Allah et menneskeligt Sendebud?

Et spørgsmål fra Tariq al-‘Izzah: Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. Må Allah velsigne og ære jer. Om emnet menneskets behov for Sendebud siger Allah den Ophøjede:

﴿ وَمَا مَنَعَ ٱلنَّاسَ أَن يُؤْمِنُوٓا۟ إِذْ جَآءَهُمُ ٱلْهُدَىٰٓ إِلَّآ أَن قَالُوٓا۟ أَبَعَثَ ٱللَّهُ بَشَرًا رَّسُولًا ۝ قُل لَّوْ كَانَ فِى ٱلْأَرْضِ مَلَـٰٓئِكَةٌ يَمْشُونَ مُطْمَئِنِّينَ لَنَزَّلْنَا عَلَيْهِم مِّنَ ٱلسَّمَآءِ مَلَكًا رَّسُولًا ﴾
»Intet forhindrede menneskene i at få iman, da retledningen kom til dem, bortset fra at de sagde: »Har Allah sendt et menneske som Sendebud?« Sig: »Hvis der havde været engle på jorden, som gik omkring i tryghed, ville Vi bestemt have sendt dem en engel ned fra himlen som Sendebud«« [17:94–95]

Tillad mig at stille to spørgsmål.

Hvordan skal vi forstå menneskenes indvending i verset mod, at et Sendebud blev sendt til dem blandt deres egne, og hvordan svarer Allah dem ved at forklare, at Han sender dem et Sendebud af samme art som dem selv?

Jeg besvarer først det første spørgsmål, før jeg går videre til det andet: Hvordan skal vi forstå menneskenes indvending i verset mod, at et Sendebud blev sendt fra menneskene til menneskene?

Dette var i virkeligheden ikke en rationel indvending. De mennesker, der afviste Sendebuddets budskab og de tidligere profeters budskaber, blev drevet til kufr (vantro) og benægtelse og til at holde folk borte fra Allahs vej af følgende: De så, at dette budskab ville fratage dem deres fordele. De førende vantro blandt Quraysh kunne for eksempel ikke acceptere, at Muhammad (saw) var den, som modtog åbenbaringen. De spurgte: »Hvorfor gives åbenbaringen til dig? Hvad gør dig bedre end os, Qurayshs ledere? Hvis vi følger dig, bliver du vores leder og derefter arabernes leder.«

Det, der drev dem til vantro og benægtelse, var deres fastholdelse af deres gevinster og positioner samt deres stammetroskab til det, de havde arvet fra deres fædre og forfædre. De opfandt derfor påskud for at retfærdiggøre deres benægtelse af Sendebuddet (saw).

Det er, som om nogen eksempelvis siger:

﴿ وَقَالُوا۟ لَوْلَا نُزِّلَ هَـٰذَا ٱلْقُرْءَانُ عَلَىٰ رَجُلٍ مِّنَ ٱلْقَرْيَتَيْنِ عَظِيمٍ ﴾
»De sagde: »Hvorfor blev denne Qur’an ikke sendt ned til en mægtig mand fra en af de to byer?«« [43:31]

Hvorfor skulle den sendes ned til dig og ikke til en person fra en af de to byer, Makkah eller Ta’if – en mægtig mand fra en af de to byer?

Tidligere folk sagde på samme måde: »Skal vi følge den og den, når vi er vigtigere end ham? Vi er værdigere end ham og har større ret til magten end ham,« og så videre.

Blandt de påskud, de fandt på, var dette: »Hvorfor skal du være Allahs Sendebud, i stedet for at Allah sender en engel? Ville det ikke være mere passende, at en engel bragte Allahs budskab til os? Du er blot et menneske som os.« Det er blot påskud, som disse mennesker finder på. Er de rationelle? Nej.

Allah, Den Ophøjede, svarede dem også rationelt: Hvis I var engle, der gik på jorden, ville Han have sendt jer en engel som Sendebud. Men I er mennesker. Selv hvis Vi havde sendt jer en engel, som skulle tale til jer, måtte Vi have ladet englen vise sig i menneskelig skikkelse. I ville dermed stadig følge en menneskelig skikkelse. Den, der henvender sig til mennesker, argumenterer med dem og fører samtale med dem, er et menneske. Da Allah, Den Ophøjede, sendte et Sendebud til menneskene, sendte Han et menneske fra deres egen midte.

Hvorfor blev budskabet overbragt gennem et Sendebud?

Hvad angår det andet spørgsmål: Hvorfor bruger Allah, Den Almægtige, en mellemmand til at overbringe Sine befalinger og forbud til skabningerne, når Han kan gøre det uden?

Det ser ud til, at spørgeren—mand eller kvinde—spørger: Når Allah, Den Ophøjede, kunne have talt direkte til menneskene, hvorfor sendte Han da et menneskeligt Sendebud til at overbringe Sit budskab til dem?

Her vender vi kort tilbage til det, der blev diskuteret i vores forrige session: Ja, sindet kan forestille sig, at Allah, ophøjet være Han, kunne tale til hvert enkelt individ direkte. Hvorfor gjorde Han det så ikke?

Her bevæger du dig ind i et spørgsmål, der vedrører Allahs væsen, ophøjet være Han. Når du har fået iman på Skaberens eksistens, tænker du ikke længere over noget, som dine sanser kan registrere, og som din forstand kan undersøge.

Noget af det, du har fået iman på, er, at denne Skaber besidder visdom, kun gør det, der rummer visdom, og handler uden at blive spurgt om det, Han gør. Mennesket er altid ude af stand til fuldt ud at forstå Allahs visdom.

Allah, Den Almægtige, bestemte i Sin visdom, at Hans budskab skulle overbringes gennem et menneskeligt Sendebud. Hvis Han havde villet noget andet, kunne Han have gjort det anderledes. Men Allah, Den Ophøjede, handler efter Sin absolutte visdom, som mennesket ikke fuldt ud kan begribe. Mennesket kan ikke fuldt ud begribe den. Allah, Den Ophøjede, siger:

﴿ لَا يُسْـَٔلُ عَمَّا يَفْعَلُ وَهُمْ يُسْـَٔلُونَ ﴾
»Han bliver ikke spurgt om det, Han gør, men de vil blive spurgt« [21:23]

Jeg har ret til at spørge Allah, Den Almægtige, om, hvad Han ønsker af mig, og hvad Han vil med min skabelse.

Hvad var årsagen til min skabelse? Det er ikke mit anliggende; Skaberen, ophøjet være Han, krævede det ved sin visdom. Hvad er visdommen bag min skabelse? Hvad ønsker Du ved at skabe mig? Min Herre, hvad er formålet med min skabelse? Jeg spørger for at vide, hvordan jeg skal leve. Allah, ophøjet være Han, siger:

﴿ وَمَا خَلَقْتُ ٱلْجِنَّ وَٱلْإِنسَ إِلَّا لِيَعْبُدُونِ ﴾
»Jeg skabte kun jinn og mennesker, for at de skulle tilbede Mig« [51:56]

Mennesket spørger sin Skaber om det, der vedrører dets liv, dets handling og dets adfærd. Intet menneske kan blande sig i Allahs visdom, den ophøjede, eller argumentere: “Hvorfor krævede Hans visdom dette frem for det andet?” Kan et menneske med sin begrænsede forstand og evne debattere det, som Allahs visdom har krævet? Bestemt ikke. Når du har fået iman på, at Han er Skaberen, får du også iman på og sikkerhed om, at Han besidder de absolutte guddommelige egenskaber, herunder visdom. Derfor ved du, at det, Han gør, er visdom, mens enhver forestilling om det modsatte strider mod visdommen, for den sande visdom er Allahs visdom. Allah, Den Almægtige, bliver ikke spurgt: »Hvorfor sendte Du Dit budskab på denne måde og ikke på en anden?« Han bliver ikke stillet til regnskab for det, Han gør, mens vi bliver stillet til regnskab for det, vi gør.

Afslutning

Det ser ud til, at dette var de spørgsmål, vi modtog i dag, kære brødre. Vi lovpriser Allah, Den Ophøjede, for Islams velsignelse, og vi beder Ham om at gøre os i stand til at bære dette budskab til os selv og til alle mennesker. Han er Den Althørende og Den, der besvarer bønner. O Allah, send velsignelser over Muhammad, Muhammads familie, Muhammads ledsagere og alle, der følger hans vej på bedste vis indtil Dommens Dag.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del