Alle Halaqaat
DA

Halaqa 9

Vejen til Iman — Imanens forudsætninger

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 9: Vejen til Iman — Imanens forudsætninger

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 31. juli 2017 — 8. dhu al-qi‘dah 1438 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning og opsummering af Vejen til Iman

Fred være med jer samt Allahs nåde og velsignelser. I Allahs navn. Al lovprisning tilkommer Allah, og fred og velsignelser være over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der følger ham.

Ærede brødre, hjertelig velkommen til den sidste halaqa i rækken af halaqaat, hvor vi gennem de foregående otte halaqaat har behandlet emnet »Vejen til Iman«. Vi fulgte en række intellektuelle skridt, det ene efter det andet, med udgangspunkt i menneskets tanke og menneskets natur. Derved påviste vi menneskets behov for en ’aqida: den altomfattende idé om universet, mennesket og livet. Vi fastlagde også de intellektuelle grundregler, som mennesket må bygge på for at nå frem til denne altomfattende idé. Først påviste vi Skaberens eksistens og behandlede det, der knytter sig til iman på Skaberen. Derefter behandlede vi, hvordan iman på Skaberen medfører en følelse af behov for et budskab fra Ham ﷻ, altså behovet for sendebude. Efter det påviste vi, at Muhammad (saw) er Allahs Sendebud, ved at påvise, at Qur’anen er Allahs tale.

Efter at det er blevet fastslået for os, at Allah er en virkelighed, at Qur’anen er Allahs tale, at Muhammad (saw) er Allahs Sendebud, og at vi har en bog fra Allah ﷻ i vore hænder, som gennem det overleverede bevis fuldender den altomfattende idé – det vil sige det, Allah og Allahs Sendebud har sagt om det, der ligger bag universet, mennesket og livet, om det, der var før det jordiske liv, og det, der kommer efter det, samt livets forbindelse til det, der var før, og det, der kommer efter. Hele dette billede fuldendes gennem den iman, som Allah ﷻ har påbudt i sin ædle bog: iman på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude, den yderste dag og al-Qadar.

Denne ’aqida er den altomfattende idé om universet, mennesket og livet. Den er løsningen på den allerstørste knude hos mennesket. Den, der har iman på Allah som Herre, på Qur’anen som en bog fra Ham og på Muhammad (saw) som et Sendebud fra Ham, får dørene til løsningen på den allerstørste knude åbnet for sig. Billedet af hans tilværelses oprindelse og endemål samt meningen med hans tilværelse i dette liv bliver klart for ham.

Her åbnes døren på vid gab for denne troende, så han kan vide, hvordan han skal leve i dette liv, hvilket system han skal følge, og hvilket grundlag han skal bygge hele sit liv på: hele sin adfærd og hele sin kultur. Således bliver denne ’aqida i sandhed den ideologi, som han tager udgangspunkt i gennem sit liv.

Før vi fortsætter, vil vi sammen med jer høre det sidste afsnit af emnet »Vejen til Iman«.

Fra bogenIslams systemSjette udgave · 2001s. 15–17

Åbningsteksten fra »Islams system«

Når mennesket har nået denne løsning, kan det gå videre til tanken om det jordiske liv og til frembringelsen af de sande og produktive opfattelser om dette liv. Denne løsning er selve fundamentet, som ideologien, der skal tages som metode for oprejsningen, bygger på, og denne løsning er fundamentet, som denne ideologis kultur (hadara) bygger på. Derudover er denne løsning fundamentet, hvorfra ideologiens systemer udspringer, og denne løsning er fundamentet, hvorpå ideologiens stat er etableret. Heraf er det fundament, som Islam bygger på - som en idé og en metode - den islamiske ‘aqida. Allah ﷻ siger:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ ءَامِنُوا۟ بِٱللَّهِ وَرَسُولِهِۦ وَٱلْكِتَـٰبِ ٱلَّذِى نَزَّلَ عَلَىٰ رَسُولِهِۦ وَٱلْكِتَـٰبِ ٱلَّذِىٓ أَنزَلَ مِن قَبْلُ ۚ وَمَن يَكْفُرْ بِٱللَّهِ وَمَلَـٰٓئِكَتِهِۦ وَكُتُبِهِۦ وَرُسُلِهِۦ وَٱلْيَوْمِ ٱلْـَٔاخِرِ فَقَدْ ضَلَّ ضَلَـٰلًۢا بَعِيدًا ﴾
“O I som har iman, hav iman på Allah, Hans Sendebud og Bogen, som Han har åbenbaret for Sit Sendebud, og på Skriften, som Han har åbenbaret forud. Og den, der fornægter Allah og Hans engle og Hans bøger og Hans sendebud og den Yderste dag, er visselig faret vild i en stor vildfarelse” [4:136]

Efter at dette er blevet bekræftet, og at iman herpå er en uundgåelig sag, så er enhver muslim forpligtet til at have iman på hele den islamiske Shari’ah, fordi den glorværdige Qur’an og Sendebuddet ﷺ er kommet med den, og hvis ikke er man kafir (ikke-muslim).

Derfor er det kufr at fornægte Shari’ahs love som helhed eller at fornægte detaljer af de absolutte shari’ah-love, uanset om disse love har relation til ’ibadat (andagter), mu’amalat (transaktioner), straf eller levnedsmidler. At erklære kufr på (dvs. fornægte) følgende Qur’an-vers:

﴿ وَأَقِيمُوا۟ ٱلصَّلَوٰةَ ﴾
“Og hold salah (bøn)” [2:43],

er det samme som at erklære kufr på Qur’an-versene:

﴿ وَأَحَلَّ ٱللَّهُ ٱلْبَيْعَ وَحَرَّمَ ٱلرِّبَوٰا۟ ﴾
“Og Allah har tilladt handel, men forbudt riba (rente)” [2:275]

﴿ وَٱلسَّارِقُ وَٱلسَّارِقَةُ فَٱقْطَعُوٓا۟ أَيْدِيَهُمَا ﴾
“Og tyven - mand eller kvinde - hug deres hænder af.” [5:38]

﴿ حُرِّمَتْ عَلَيْكُمُ ٱلْمَيْتَةُ وَٱلدَّمُ وَلَحْمُ ٱلْخِنزِيرِ وَمَآ أُهِلَّ لِغَيْرِ ٱللَّهِ بِهِۦ ﴾
“Forbudt for jer er det selvdøde og blod og svinekød og det, et andet navn end Allahs er påkaldt over (ved dets slagtning)” [5:3]

Iman på Shari’ah er ikke afhængig af forstanden, men man skal fuldstændig underkaste sig alt, hvad Allah ﷻ har åbenbaret. Allah ﷻ siger:

﴿ فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّىٰ يُحَكِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا۟ فِىٓ أَنفُسِهِمْ حَرَجًا مِّمَّا قَضَيْتَ وَيُسَلِّمُوا۟ تَسْلِيمًا ﴾
“Men nej, ved din Herre, de vil ikke have iman, førend de gør dig til dommer i alt, hvad de strides om, og dernæst ikke finder nogen uvilje i deres indre mod det, du afgør, men underkaster sig fuldstændigt” [4:65]

Se bogkilden

Den islamiske ’aqida som grundlag for den troendes liv

Fred være med jer samt Allahs nåde endnu en gang, mine ærede brødre. Mine brødre, en af den islamiske ’aqidas store egenskaber, som adskiller den fra alle andre religioner med en åndelig, præstelig eller traditionelt følelsesmæssig karakter, er, at den kun accepterer at være grundlaget for menneskets liv. Den er grundlaget for dets tænkning, dets kultur og dets adfærd og dermed det grundlag, som hele dets liv bygger på.

﴿ قُلْ إِنَّ صَلَاتِى وَنُسُكِى وَمَحْيَاىَ وَمَمَاتِى لِلَّهِ رَبِّ ٱلْعَـٰلَمِينَ ﴾
»Sig: Min salah, min ofring, mit liv og min død tilhører sandelig Allah, alverdens Herre« [6:162].

Den islamiske ’aqida præger den troendes liv fuldstændigt med sit præg.

’Aqidaen som intellektuelt lederskab og intellektuelt grundlag

Lad os sammen huske, hvordan vi indledte vores emne i den første halaqa, da vi sagde: Mennesket opnår oprejsning i kraft af den tanke, det har om universet, mennesket og livet. Vi forklarede udførligt, at mennesket opnår højnelse, hvis dets tanke er høj, og synker, hvis dets tanke er lav. Når den tanke, mennesket bærer, er en sund og korrekt udformet tanke, fører den til den rette oprejsning og dermed til menneskets lykke og indre ro. Dengang sagde vi også, at denne tanke, for at kunne føre til oprejsning, må bygge på en altomfattende idé om universet, mennesket og livet.

Da vi nåede frem til, at den korrekte idé om universet, mennesket og livet er den islamiske ’aqida, som løser menneskets allerstørste knude korrekt, forstod vi, at denne ’aqida er det, der fører mennesket til oprejsning. Den er menneskets intellektuelle lederskab.

Eftersom mennesket i dette liv ledes af sine opfattelser, og eftersom alle disse opfattelser enten er frembragt af eller bygger på denne ’aqida, betyder det, at den troende ledes gennem livet af sin ’aqida. Den er hans intellektuelle lederskab i livet.

Den er også hans intellektuelle grundlag, i den forstand at han bygger alle sine tanker på den. Han accepterer ingen tanke, som ikke kan bygges på denne ’aqida. Den islamiske ’aqida er derfor hans målestok for alle tanker: En tanke accepteres, hvis den kan bygges på den islamiske ’aqida, og afvises, hvis den ikke kan bygges på denne ’aqida og dermed strider mod den.

Denne ’aqida er den troendes ideologi, fordi den er den første tanke, som alle hans øvrige tanker udgår fra. Denne ’aqida er således det grundlag, som hele den troendes liv bygges på.

Imanens frugt: at følge Shari’ahen

Hvordan kommer dette til udtryk i praksis? Det sker ved, at hele den troendes adfærd styres af den Shari’ah, der udspringer af denne ’aqida. Den troende udfører ingen handling uden at bygge den på det, Allah ﷻ har påbudt eller forbudt. Det, Shari’ahen er kommet med, er menneskets vejledning i dette liv: Den leder og vejleder mennesket og styrer dets handlinger.

﴿ فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّىٰ يُحَكِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا۟ فِىٓ أَنفُسِهِمْ حَرَجًۭا مِّمَّا قَضَيْتَ وَيُسَلِّمُوا۟ تَسْلِيمًۭا ﴾
»Men nej, ved din Herre, de vil ikke have iman, før de gør dig til dommer i alt, hvad de strides om, og dernæst ikke finder nogen uvilje i deres indre mod det, du afgør, men underkaster sig fuldstændigt« [4:65]

Den troendes overholdelse af Allahs påbud og forbud i alle sine handlinger – det vil sige Allahs Shari’ah og det system, Allah ﷻ har lovgivet for mennesket – betyder, at han lader alle sine handlinger styre af denne Shari’ah. Dette er imanens frugt. Det får ham til at leve på den måde, som Allah ﷻ har billiget for ham, som passer til ham, og som fører til hans højnelse i dette liv og til hans frelse, lykke og evige nydelse på Opstandelsens Dag.

Shari’ahen omfatter alle menneskets handlinger

Her melder et spørgsmål sig for mange, som ikke har lært islam ordentligt at kende: Er Shari’ahen kommet for at give en lov for enhver af menneskets handlinger? Har dette islamiske budskab givet den troende — som har iman på den islamiske ’aqida, på Allah som Herre, på Muhammad (saw) som profet, på Qur’anen som Bog og på alle de øvrige dele af den islamiske ’aqida, som Qur’anen har fastslået — en Shari’ah med love for alle menneskets handlinger, så han kan styre alle sine handlinger efter Allahs påbud og forbud? Ja. Allah ﷻ siger:

﴿ وَنَزَّلْنَا عَلَيْكَ ٱلْكِتَـٰبَ تِبْيَـٰنًۭا لِّكُلِّ شَىْءٍۢ ﴾
»Og Vi har nedsendt Bogen til dig som en forklaring på alting« [16:89]

Allah ﷻ siger også:

﴿ ٱلْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِى وَرَضِيتُ لَكُمُ ٱلْإِسْلَـٰمَ دِينًۭا ﴾
»I dag har Jeg fuldkommengjort jeres deen for jer, fuldendt Min gunst over jer og billiget Islam som jeres deen« [5:3]

Hvad er den islamiske Shari’ah? Den er Allahs Shari’ah, som ikke kan sammenlignes med nogen jordisk lovgivning eller med lovgivningen fra dem, der selv udformer love. Den indeholder en Shari’ah-lov for enhver af menneskets handlinger, så ingen af vores handlinger er uden en Shari’ah-lov. Alle vores handlinger falder ind under Shari’ahs fem lovkategorier: mubah, wajib, mandub, haram og makruh. Enhver af menneskets handlinger er således enten mubah på grundlag af et Shari’ah-bevis, wajib på grundlag af et Shari’ah-bevis, mandub på grundlag af et Shari’ah-bevis, haram på grundlag af et Shari’ah-bevis eller makruh på grundlag af et Shari’ah-bevis.

Den islamiske Shari’ah er kommet med generelle, overordnede og detaljerede beviser, som giver love for alle menneskets handlinger. Islams lærde er enige om, at ingen af menneskets handlinger er uden en Shari’ah-lov.

Åbenbaringen som kilde til shari’ah-loven

For at denne Shari’ah-lov kan være en Shari’ah-lov, skal dens kilde være åbenbaringen, det vil sige Bogen: Allahs bog, Hans Profets (saw) Sunnah og det, som de to henviser til. En lov er således ikke en Shari’ah-lov, som den troende følger og derved efterlever Allahs befaling, medmindre den er afledt, hentet, udledt og deduceret fra åbenbaringens tekster og det, de henviser til, i Allahs bog og Hans Profets (saw) Sunnah. Muslimen lader derfor alle sine handlinger styre af Allahs påbud og forbud, det vil sige af den åbenbaring, der blev sendt ned til Muhammad (saw).

Forbindelsen til Allah i alle handlinger

Dette er ikke muligt for andre end den troende. På denne måde er den troende altid forbundet med Allah ﷻ, hvad enten han beder, tilbeder og hengiver sig, indgår handelsforbindelser med mennesker, indgår i familie- og ægteskabsrelationer eller handler efter sin etik og moral. Han er i en tilstand af vedvarende forbindelse til Allah ﷻ. Hvorfor? Fordi han lader sine handlinger – også når de er materielle – styre af Allahs påbud og forbud på grundlag af sin erkendelse af forbindelsen til Allah ﷻ og sin iman på Allah som Skaber, Styrer, Vejleder og Lovgiver. Derfor er han vedvarende forbundet med Allah ﷻ.

Når han spiser og nyder maden, takker han Allah ﷻ for den velsignelse, Han har givet ham, og sikrer sig, at hans mad er halal. Dermed forener han den materielle handling med ånden, det vil sige forbindelsen til Allah ﷻ. Han mærker det åndelige aspekt, og hans forhold til Allah ﷻ forbliver vedvarende.

Den troende overholder derfor Allahs Shari’ah ud fra en intellektuel overbevisning og en stærk følelsesmæssig drivkraft: imanens drivkraft, som forbinder ham med Allah ﷻ, fordi Han er hans Skaber og den, der skænker ham velsignelser, og fordi Han vil stille ham til regnskab på Opstandelsens Dag, hvorefter han enten kommer i Jannah eller i Ilden.

Kun den islamiske lovgivning kan mennesket overholde ud fra en åndelig drivkraft. Mennesket venter derfor ikke på en myndighed, der skal tvinge det til at overholde den, sådan som det er tilfældet med andre lovgivninger.

Shari’ahen er åbenbaring, ikke et produkt af forstanden

Men det, vi især må gøre opmærksom på her, er, at Allahs Shari’ah er en åbenbaret Shari’ah. Den er resultatet af det overleverede bevis; den er resultatet af åbenbaringen og ikke af forstanden. Derfor er det ikke korrekt, at muslimen lader sin forstand dømme i Shari’ahen, sådan som mange mennesker gør i dag. Du siger til ham: »Dette er halal, dette er haram, eller dette er wajib.« Han svarer: »Overbevis mig.« Du spørger: »Hvordan skal jeg overbevise dig?« Han svarer: »Overbevis mig gennem forstanden.« Hvis denne person er muslim, har han i virkeligheden ikke forstået den islamiske mentalitets virkelighed, hvordan tænkning foregår i islam, eller hvad det betyder, at Shari’ahen er fra Allah ﷻ.

Når du har iman på Allah ﷻ som Herre, Skaber og Styrer, er Han den, der vejleder dig i dette liv, lovgiver for dig og gør halal og haram kendt for dig. I denne situation giver du ikke din forstand ret til at lovgive og dermed heller ikke ret til at bestride lovgivningen. Allahs Shari’ah diskuteres eller bestrides ikke.

Ja, du har ret til at spørge efter beviset for en Shari’ah-lov og til at sikre dig, at den lov, du hører, faktisk er udledt af Allahs bog og Allahs Sendebuds (saw) Sunnah. Men du har ikke ret til at lade din forstand dømme denne Shari’ah-lov og sige: »Hvis jeg bliver overbevist om, at riba er haram, overholder jeg forbuddet. Hvis jeg ikke bliver overbevist om, at det er haram, overholder jeg det ikke.«

Hvad er kilden til overbevisningen om Shari’ahs love? Kilden til overbevisningen om Shari’ahs love er, at du ved, at denne shari’ah-lov er fra Allah. Hvis shari’ah-beviset viser, at noget er haram, at noget er wajib, at noget er mubah, at noget er makruh, eller at noget er anbefalet; hvis shari’ah-beviset viser det, er det tilstrækkeligt til at overbevise dig om, at du er forpligtet til at følge den:

﴿ وَمَا كَانَ لِمُؤْمِنٍۢ وَلَا مُؤْمِنَةٍ إِذَا قَضَى ٱللَّهُ وَرَسُولُهُۥٓ أَمْرًا أَن يَكُونَ لَهُمُ ٱلْخِيَرَةُ مِنْ أَمْرِهِمْ ﴾
»Det tilkommer ikke en mand eller kvinde med iman, når Allah og Hans Sendebud har afgjort en sag, at have noget valg i den sag« [33:36]

Gendrivelse af adskillelsen mellem islam og Shari’ahen

Mange mennesker hævder pralende i dag, at Shari’ahen er en menneskelig indsats og et menneskeligt produkt, at vi ikke er forpligtede til at overholde Shari’ahen, men kun er forpligtede til at følge islam. De skelner således mellem islam og Shari’ahen og benytter mange påskud og svage argumenter. Disse mennesker har ikke forstået islams virkelighed, eller … mange af dem fremsætter i virkeligheden løgne om Allahs Deen og arbejder på at adskille muslimerne fra deres Shari’ah.

Der kommer nogen og siger: »Shari’ahen er de retslærdes Shari’ah«, at den er et menneskeligt produkt, og at de retslærde kan tage fejl eller have ret. Derfor er denne Shari’ah, som de har ophobet eller frembragt gennem hundreder af år, et produkt af deres tidsaldre. Vi er derimod i denne tid ikke bundet af det, de har frembragt. Vi skal holde fast ved islam, dens formål og mål og se, hvilken lovgivning der passer til denne tid. Dette kan i virkeligheden nå så langt som til kufr mod Allahs Deen. Hvorfor? Fordi den, der fornægter Shari’ahen som helhed, eller som ophæver dens bindende karakter og pligten til at følge og overholde den, i virkeligheden har fornægtet Allahs befaling til de troende om at følge denne Shari’ah:

﴿ ثُمَّ جَعَلْنَـٰكَ عَلَىٰ شَرِيعَةٍۢ مِّنَ ٱلْأَمْرِ فَٱتَّبِعْهَا وَلَا تَتَّبِعْ أَهْوَآءَ ٱلَّذِينَ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Dernæst satte Vi dig på en Shari’ah angående sagen; følg den derfor, og følg ikke lysterne hos dem, der ikke ved« [45:18]

﴿ ثُمَّ جَعَلْنَـٰكَ عَلَىٰ شَرِيعَةٍۢ مِّنَ ٱلْأَمْرِ فَٱتَّبِعْهَا وَلَا تَتَّبِعْ أَهْوَآءَ ٱلَّذِينَ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Dernæst satte Vi dig på en Shari’ah angående sagen; følg den derfor, og følg ikke lysterne hos dem, der ikke ved« [45:18].

Allah har givet et påbud, og derfor skal det adlydes. Allah har nedlagt et forbud, og derfor skal det adlydes. Den, der opfordrer til at frigøre sig fra Shari’ahen, fordi den efter hans påstand er et menneskeligt produkt, har dermed begået kufr mod Allahs Shari’ah, som blev åbenbaret i Hans Bog og Hans Profets (saw) Sunnah.

Fornægtelse af de absolutte shari’ah-love

Ligeledes har den, der fornægter en specifik lov blandt de absolutte Shari’ah-love, begået kufr.

Den, der hævder, at forbuddet mod riba ikke længere gælder i vor tid, at vi i dag ikke er forpligtede til at overholde dette forbud, og at det er nødvendigt at handle med riba – og som dermed tilsidesætter Allahs Shari’ah i dette spørgsmål – har begået kufr mod Allahs bog. Dens ayat er absolutte i bekræftelsen og absolutte i betydningen af, at riba er haram.

Ligeledes er det kufr at fornægte pligten til at hugge tyvens hånd af, at fornægte pligten til at stene den, der begår zina, eller at fornægte den piskning af den mand og kvinde, der begår zina, som Allahs bog har fastlagt. Det samme gælder den, der fornægter pligten til salah, faste, Hajj eller zakah.

Der er ingen forskel på, om disse love vedrører ’ibadat eller mu’amalat: økonomiske mu’amalat, politiske mu’amalat, sociale forhold, familie- og ægteskabsforhold og så videre.

Alle disse er en del af Allahs Shari’ah. Den, der fornægter en absolut lov blandt de love, Allah ﷻ har fastlagt i sin bog, har begået kufr mod Allahs bog.

Allahs bog blev ikke åbenbaret blot som et område for viden, for at man skulle søge oplysning i dele af dens indhold eller få gavn af den som en bog med visdom og formaninger. Nej.

Allahs bog og Hans Profets (saw) Sunnah består af vejledning, påbud, forbud og valgmuligheder fra Allah ﷻ. Påbud skal overholdes, når de er bindende, og det er anbefalet at udføre dem, når de ikke er bindende. Den troende skal afholde sig fra forbud, når de er bindende, og det er makruh at udføre den pågældende handling, når forbuddet ikke er bindende. Det, hvor Allah ﷻ har givet et valg mellem at handle og at undlade, er overladt til den troende: Han kan handle eller lade være.

Iman kræver handling

Dette er altså frugten af iman på den islamiske ’aqida: Hvis den islamiske ’aqida ikke fører til overholdelse af Allahs påbud og til, at man afholder sig fra det, Allah ﷻ har forbudt, er imanen i dette tilfælde ikke ægte iman. Der er en fejl et sted; et område er blevet ramt eller rystet … eller er ikke … eller er mangelfuldt hos den troende eller hos den, der erklærer, at han er troende.

Iman kræver handling.

﴿ وَٱلْعَصْرِ ﴾
»Ved tiden« [103:1].

﴿ إِنَّ ٱلْإِنسَـٰنَ لَفِى خُسْرٍ ﴾
»Mennesket er sandelig i tab« [103:2].

﴿ إِلَّا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ ﴾
»Undtagen dem, der har iman og udfører retskafne handlinger« [103:3].

Den, der påstår at have iman uden at udføre retskafne handlinger, er blandt de tabere, som surah Al-’Asr omtaler:

﴿ وَٱلْعَصْرِ ﴾
»Ved tiden« [103:1].

﴿ إِنَّ ٱلْإِنسَـٰنَ لَفِى خُسْرٍ ﴾
»Mennesket er sandelig i tab« [103:2].

Udgangspunktet er, at mennesket er en taber. Forestil jer mennesket i dette liv uden ’aqida, uden iman og uden Shari’ah: Det er med sikkerhed en taber, allerede før det dør. Det har lidt tab.

Vi ved alle, at livet består af et bestemt antal dage. Hver gang en dag går, mister mennesket en dag. Det er som en person, der har en sum penge og bruger af den: Hver gang han bruger, mister han noget af den, for der kommer et tidspunkt, hvor summen er brugt op. Han er en taber.

Hvem er ikke en taber? Det er den, der har forberedt sig på det, der kommer efter dette liv, og som har forberedt og investeret den kapital, han ejer i form af det jordiske livs dage. Hvad består denne forberedelse i?

Kun iman? Nej. Imanen er ikke sand iman, medmindre den fører til islamisk adfærd: en adfærd, der overholder Allahs Shari’ah. Hvem er det da, der er trådt ud af tabernes kategori og har undsluppet den store mængde, som er i tab?

﴿ وَٱلْعَصْرِ ﴾
»Ved tiden« [103:1]

﴿ إِنَّ ٱلْإِنسَـٰنَ لَفِى خُسْرٍ ﴾
»Mennesket er sandelig i tab« [103:2]

﴿ إِلَّا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ ﴾
»Undtagen dem, der har iman og udfører retskafne handlinger« [103:3].

Iman uden retskafne handlinger er ikke sand iman.

Den troende kan begå fejl og være ulydig. Adam (as) var ulydig, men angrede derefter, og Allah tog imod hans anger. Allahs Sendebud (saw) sagde: «Alle Adams børn begår fejl, og de bedste af dem, der begår fejl, er dem, der angrer» [Jamiʿ at-Tirmidhi 2499; Sunan Ibn Majah 4251]. I Sin ædle Bog roser Allah dem, der søger tilgivelse og angrer:

﴿ إِنَّ ٱللَّهَ يُحِبُّ ٱلتَّوَّٰبِينَ وَيُحِبُّ ٱلْمُتَطَهِّرِينَ ﴾
»Allah elsker sandelig dem, der bestandigt angrer, og Han elsker dem, der renser sig« [2:222].

De fejl, som en troende kan begå, er det, vi kalder mangler i adfærden. Det er naturligt, at en troende har mangler i sin adfærd: Han er ikke en engel og kan tage fejl eller have ret.

Men kan et menneske leve sit liv og hævde at have iman, samtidig med at det lever løsrevet fra Allahs påbud og forbud? Kan det undlade at gøre den islamiske Shari’ah samt halal og haram til målestok for sine handlinger? Eller kan det hævde at have iman på Allah, rette ’ibadat og ritualer mod Ham og derefter i dette jordiske liv følge menneskeskabte lovgivninger? Et sådant menneske har ikke forstået imanens virkelighed, har ikke begribet imanens virkelighed og hører ikke til dem, der er blevet reddet fra tabet:

﴿ وَٱلْعَصْرِ إِنَّ ٱلْإِنسَـٰنَ لَفِى خُسْرٍ ﴾
»Ved tiden. Mennesket er sandelig i tab« [103:1–2]

﴿ إِلَّا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ ﴾
»Undtagen dem, der har iman og udfører retskafne handlinger« [103:3].

At tilskynde hinanden til sandheden og tålmodighed

Suraen stopper ikke dér. Nogle af sahaba og mange af tabi’un og deres efterfølgere sagde om den: »Hvis intet andet fra Qur’anen end denne sura var blevet åbenbaret, ville den have været tilstrækkelig«, fordi den er en sura, der samler islams betydninger.

﴿ إِلَّا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلْحَقِّ ﴾
»Undtagen dem, der har iman, udfører retskafne handlinger og tilskynder hinanden til sandheden« [103:3].

At tilskynde hinanden til sandheden hører naturligvis til de retskafne handlinger; det er i sig selv en retskaffen handling. Men Allahs visdom indebar, at suraen ud over de retskafne handlinger skulle tilføje … at suraen skulle tilføje en præcisering, nemlig:

﴿ وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلْحَقِّ ﴾
»Og tilskynder hinanden til sandheden« [103:3].

At tilskynde hinanden til sandheden betyder, at menneskene påbyder hinanden, at de troende påbyder hinanden, at de påbyder hinanden det rette og gensidigt afholder hinanden fra det forkastelige. Hvorfor?

Den troende må nemlig ikke nøjes med selv at være troende og alene overholde Allahs påbud og forbud. Han er ansvarlig for at bære denne amanah til alle mennesker: Han bærer imanen til de ikke-troende og påbyder det rette og forbyder det forkastelige over for både troende og ikke-troende.

Og

﴿ وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلصَّبْرِ ﴾
»Og tilskynder hinanden til tålmodighed« [103:3].

Det betyder, at de skal tilskynde hinanden til tålmodighed i lydigheden mod Allah ﷻ. Denne iman er den iman, der frembringer en islamisk adfærd styret af Shari’ahen. Den troende overholder alle Allahs påbud og forbud og styrer dermed hele sit liv efter Allahs påbud og forbud.

’Aqidaen som grundlag for samfundet, kulturen og staten

Hvis samfundet udvikles på grundlag af denne opfattelse, opstår det islamiske liv i et islamisk samfund. Den islamiske ’aqida bliver da grundlaget for det islamiske samfund, grundlaget for det islamiske liv og grundlaget for den islamiske kultur.

Kultur er en levemåde, og levemåden udspringer af en samling opfattelser om livet. Den samling opfattelser om livet, som det muslimske samfund overholder, består af de opfattelser, der bygger på eller udspringer af den islamiske ’aqida. Den islamiske ’aqida er derfor grundlaget for det islamiske samfund, grundlaget for det islamiske liv og grundlaget for den islamiske kultur.

Den er grundlaget for den islamiske stat. Dette udsagn står naturligvis over for sekularismens ’aqida, som intrigemagere forsøger at befæste i vores lande ved at hævde og udbrede, at staten ikke må grundlægges på en ’aqida. Tværtimod skal hele livet grundlægges på den islamiske ’aqida. Grundlæggelsen af det islamiske liv på den islamiske ’aqida bliver ikke fuldstændig, medmindre staten – som anvender systemerne i samfundet og varetager menneskenes anliggender gennem dem – selv bygger på den islamiske ’aqida.

Allahs Sendebuds (saw) da’wah byggede på den islamiske ’aqida, og derefter blev hans stat oprettet på grundlag af den islamiske ’aqida. Under denne islamiske stat opstod et islamisk liv for et muslimsk samfund – et islamisk samfund grundlagt på den islamiske ’aqida – og en ny, fremvoksende kultur grundlagt på den islamiske ’aqida bredte sig over hele verden. Den var den største kultur i historien og i tilværelsen.

Dette er, hvad den islamiske ’aqida medfører; dette er, hvad iman medfører. Iman medfører en islamisk personlighed, der bygger på den islamiske ’aqida, tænker efter den islamiske metode og handler og lever efter den islamiske metode. Den medfører et islamisk samfund, hvis relationer bygger på islams tanker, islams følelser og islams systemer, som den islamiske ’aqida har frembragt. Og den medfører en islamisk stat, der regerer med det, Allah har åbenbaret, det vil sige med den Shari’ah, der udspringer af den islamiske ’aqida.

Den islamiske ’aqida kom, islam kom, islams budskab kom, og islams ideologi kom for at skabe en levemåde på denne jord, som står i modsætning til alle de levemåder, mennesker har opfundet og frembragt, og gennem hvilke de er faret vild fra Allahs vejledning og fra den levemåde, der passer til dem.

Vi beder Allah ﷻ om at levendegøre imanens frugter og betydninger i os, og om at vi må leve i overensstemmelse med det, imanen medfører. Iman har ingen betydning, hvis der ikke findes islamisk adfærd og et islamisk liv. Al lovprisning tilkommer Allah, alverdens Herre.

Spørgsmål og diskussion

Nu går jeg sammen med jer videre til de spørgsmål, der er kommet ind under udsendelsen – hvis der er kommet nogen spørgsmål.

De lærdes uenighed om Shari’ahs love

Et spørgsmål fra »Vejen til værdighed«: »Fred være med jer samt Allahs nåde og velsignelser. Vi elsker dig for Allahs skyld, vores lærer Ahmad al-Qasas. Må Allah ære dig og belønne jer med alt godt. Vi beder Allah om at beskytte dig og åbne sandheden for dig. Hvis du vil være så venlig: Hvad med uenigheden blandt de lærde – må Allah ﷻ have barmhjertighed med dem – om Shari’ahs love? Den ene siger halal, den anden haram; den ene siger fard, den anden makruh og så videre. Hvordan skal vi forstå denne uenighed? Må Allah velsigne jer og ære dig.«

Dit spørgsmål er naturligvis noget, vi bør behandle. Jeg har ikke behandlet det i dag, fordi der kommer særlige halaqaat om Shari’ah-loven og Shari’ah-beviset. Men det forhindrer os ikke i at besvare dit spørgsmål nu.

Hvorfor er de lærde uenige? Lad os først fastslå en grundlæggende regel: Den islamiske Shari’ah indeholder absolutte Shari’ah-love, som de lærde ikke er uenige om. Ingen kan hævde, at de lærde er uenige om pligten til salah eller om antallet af obligatoriske rak’ah i de fem bønner. Ingen kan hævde, at der er uenighed om pligten til at faste, betale zakah eller udføre Hajj, om forbuddet mod tyveri, om pligten til at hugge tyvens hånd af eller om pligten til at piske den mand og kvinde, der begår zina, og så videre. Der findes absolutte love, som de retslærde ikke er uenige om.

Hvad er en absolut Shari’ah-lov? Det er en Shari’ah-lov, som er udledt og hentet fra beviser, der er absolutte i bekræftelsen og absolutte i betydningen. Hele Qur’anen er absolut i bekræftelsen. Blandt hadithene er nogle absolutte i bekræftelsen, mens andre er tvivlsomme i bekræftelsen. Når beviset er absolut i både bekræftelsen og betydningen og ikke kan rumme mere end én betydning vedrørende denne lov, er der tale om absolutte Shari’ah-love, som der ikke er uenighed om. Den, der modsiger dem med viden og forståelse, har fornægtet Allahs tale og har dermed begået kufr. Der er ikke rum for at være uenig om disse absolutte love. I vor tid findes der dog folk, der indfører bid’ah og siger: »Hele vores Shari’ah består af foranderlige forhold og rummer ingen faste forhold.« Dette er en klar vildfarelse.

Den anden del af den islamiske Shari’ah består af Shari’ah-love, der er udledt af tvivlsomme beviser, hvad enten beviset er tvivlsomt i bekræftelsen, tvetydigt i betydningen eller både tvivlsomt i bekræftelsen og tvetydigt i betydningen. Det er disse Shari’ah-love, som mujtahid’erne og de retslærde er uenige om, og som er genstand for ijtihad. Hvad er så standpunktet til dem?

At disse love ikke er absolutte, må ikke bruges som påskud for at frigøre sig fra Shari’ahs love. Muslimen skal overholde Shari’ahs love i alle sine handlinger. Det, der er absolut, overholder han uden diskussion og uden at undersøge, hvilken mening der er mest hensigtsmæssig, for der findes slet ikke to meninger om det.

Hvad angår de love, der er tvivlsomme og genstand for ijtihad: Hvis personen er mujtahid og udleder lovene direkte fra Bogen og Sunnahen – mujtahid i den betydning, at han har evnen til ijtihad – skal han overholde det, som han på grundlag af overvejende sandsynlighed anser for korrekt gennem sin ijtihad. Ijtihad er at yde sin yderste indsats for at nå frem til en Shari’ah-lov ved at udlede den af dens detaljerede beviser. Mujtahiden skal derfor overholde det, hans ijtihad har ført ham frem til, for det er Allahs lov for ham. Der findes undtagelsestilfælde, som vi vil behandle på deres rette sted, hvis Allah ﷻ vil.

Hvis en person ikke har evnen til ijtihad, må det heller ikke blive en vej til at frigøre sig fra Shari’ahs love. I stedet skal han spørge de lærde. Du siger: »De lærde er uenige om dette.« Så skal du spørge den, du har tillid til, eller den, det er muligt for dig at lære fra. Derfor spurgte menneskene Allahs Sendebuds (saw) sahaba. Nogle handlede efter den ene sahabis mening, mens andre handlede efter en anden sahabis mening. Dette fortsatte i tabi’uns tid, derefter blandt tabi’ al-tabi’in og gennem alle islams tidsaldre. Mujtahid’er udførte ijtihad vedrørende Shari’ahs love og overholdt det, de nåede frem til på grundlag af overvejende sandsynlighed. Andre tog fra disse mujtahid’er, fordi de ikke selv havde evnen til ijtihad. Dette kaldes taqlid. Den højeste grad af taqlid er at tage en lov fra en mujtahid sammen med dens bevis, men man forbliver alligevel muqallid. Hvis personen klassificeres som muttabi’ (bevidst imitator), tager han Shari’ah-loven fra en person, hvis udledning af den han kender. Allah siger:

﴿ فَسْـَٔلُوٓا۟ أَهْلَ ٱلذِّكْرِ إِن كُنتُمْ لَا تَعْلَمُونَ ﴾
»Spørg dem, der besidder påmindelsen, hvis I ikke ved« [16:43; 21:7]

Dette er en sag, som de retslærde er enige om.

Den troende må derfor ikke frigøre sig fra en Shari’ah-lov, som han har antaget for sit liv. Hvis han antager en lov fra en mujtahid, bliver den Allahs lov for ham. Han må derfor ikke forlade den til fordel for en anden ijtihad, medmindre det sker i overensstemmelse med de Shari’ah-mæssige betingelser, som vi vil behandle senere, hvis Allah ﷻ vil.

Under alle omstændigheder er alle de love, som mujtahid’erne har udledt gennem ijtihad, Shari’ah-love. Al-Shafi‘is mening er således en Shari’ah-lov, og Abu Hanifahs afvigende mening er også en Shari’ah-lov.

Selvfølgelig har den ene ret. Derfor sagde Profeten (saw): «Den, der udfører ijtihad og fejler … Den, der udfører ijtihad og når frem til det rette, får to belønninger, mens den, der udfører ijtihad og fejler, får én belønning» [Sahih al-Bukhari 7352; Sahih Muslim 1716a]. Begge bliver belønnet: Den ene får én belønning, fordi han tog fejl, mens den anden får to, fordi han nåede frem til det rette.

Men ingen af dem kan med sikkerhed fastslå, at hans mening er den rette. Et kendt udsagn, som tilskrives imam al-Shafi‘i og andre, lyder: »Min mening er rigtig, men kan være forkert.« Dette gælder spørgsmål, der er genstand for ijtihad: Min mening er rigtig, men kan være forkert, mens en andens mening er forkert, men kan være rigtig.

Derfor må en muslim ikke bebrejde en anden muslim, at han har fulgt en anden ijtihad eller taqlid end den, han selv følger. Dette er standpunktet til mujtahid’ernes uenighed: De var ikke uenige om at lovgive love, men om at forstå, hvad Allah ﷻ mente med sit udsagn i Qur’anen eller i Sunnahen. Lovgivere er uenige om deres udgangspunkter og grundlag og om selve lovgivningen, fordi de er lovgivere. De retslærde og mujtahid’erne er ikke lovgivere. Mujtahiden udfører ijtihad for at forstå Allahs hensigt. Han undersøger, hvad Allah ﷻ mente med denne ayah, og hvad Profeten (saw) mente med den pågældende hadith, for at nå frem til det, som han med overvejende sandsynlighed anser for at være Allahs Shari’ah-lov i dette spørgsmål eller denne hændelse.

Den islamiske mentalitet og den islamiske psyke

Spørgsmålet er fra søster Maryam Badr efter studiet af »Vejen til Iman«: Er det naturligt at se en islamisk personlighed med en islamisk psyke, men uden en islamisk mentalitet? Og gælder det omvendte? Eller er en personlighed kun islamisk, hvis psyken og mentaliteten er af samme art som ideologien?

Dette bygger naturligvis på spørgerens viden om, at den islamiske personlighed består af en islamisk mentalitet og en islamisk psyke. Kort sagt mener vi med den islamiske mentalitet den islamiske tænkemåde: Den troende tænker efter den metode, islam er kommet med, antager ’aqidaen på den måde, islam har fastlagt, og antager Shari’ah-loven på den måde, islam har fastlagt, som vi netop har behandlet. Psyken viser sig derimod i menneskets adfærd. Hvis dets mentalitet er islamisk, er det naturligt, at dets psyke også er islamisk, således at det handler i livet på en måde, hvor dets adfærd stemmer overens med den mentalitet, der har frembragt dets islamiske kultur. En person med en islamisk mentalitet, men en ikke-islamisk psyke, kan ikke betegnes som en islamisk personlighed. Det er ikke en islamisk personlighed.

Denne Vejen til Iman, som fører den troende til iman på den korrekte måde, frembringer naturligvis islamisk adfærd i overensstemmelse med islams opfattelser og love. Det er dette, der frembringer en sund islamisk personlighed.

Forskellen mellem ’aqidaens bevis og shari’ah-lovens bevis

Bror Abu Qusay: Fred være med jer. Og fred være med jer samt Allahs nåde og velsignelser. Eftersom Shari’ahs love er påbud og forbud fra Allah ﷻ, hvorfor skelnes der så mellem beviset for en Shari’ah-lov og beviset for ’aqidaen? Må Allah velsigne dig, min ærede bror. Hvorfor foretages denne skelnen?

Helt enkelt kan beviserne for Shari’ahs love kun være overleverede beviser. Det er ikke korrekt at gøre forstanden til dommer over Shari’ahs love. Man siger derfor ikke, at beviset for, at riba er haram, er, at det ifølge forstanden skader økonomien. Man siger heller ikke, at beviset for fastens pligt er, at den ifølge forstanden gavner sundheden og får den rige til at føle med den fattige, og så videre. Man siger heller ikke, at alkohol er haram ifølge forstanden, fordi den får forstanden til at forsvinde og skaber fordærv mellem mennesker, eller at zina er haram ifølge forstanden, fordi den fører til dette eller hint. Beviset for alle Shari’ahs love er: Allah har sagt, og Allahs Sendebud har sagt.

Hvad angår ’aqidaen, kan dens beviser være fordelt mellem rationelle og overleverede beviser, som vi tidligere har behandlet. Når emnet for et element af den islamiske ’aqida er sanseligt, er beviset rationelt. Beviset for Skaberens eksistens er rationelt, fordi forstanden sanser de skabte ting, som efter deres natur peger på Skaberen ﷻ. De skabte ting og skabelsens virkninger er sanselige. Det samme gælder iman på, at Qur’anen er Allahs tale: Qur’anen er sanselig for os, og ved at undersøge og tænke over den når vi frem til, at den er Allahs tale. Derfor bygger iman på Muhammads (saw) profetskab også på rationel slutning, for når det er fastslået, at Qur’anen er Allahs tale, er det fastslået, at Muhammad er Allahs Sendebud. Beviserne for en del af den islamiske ’aqida er således rationelle, mens beviserne for den anden del er overleverede.

Dette ligner slutningen vedrørende Shari’ahs love, men med én forskel: ’Aqidaen – og med ’aqida mener vi her ’aqidaens grundlag, som mennesket kun er muslim ved at antage, og hvis fornægtelse udgør kufr mod islam – skal have absolutte beviser. Iman på Allah må ikke være tvivlsom, iman på Qur’anen må ikke være absolut, og iman på Muhammads (saw) profetskab må ikke være tvivlsom. Iman skal være … iman på Allah, Qur’anen, Muhammad (saw), det Hinsidige og englene må ikke være tvivlsom. Iman skal være absolut og urokkelig og bygge på absolutte beviser.

Hvad angår beretninger i Profetens (saw) Sunnah om det usete, som er kommet gennem tvivlsomme beretninger – det vil sige enkeltberetninger – skal den troende bekræfte og anerkende dem, uden at de når graden af absolut sikkerhed, fordi deres bevis ikke er absolut. Den, der fornægter dem, er syndig, men har ikke begået kufr. ’Aqidaens beviser skal være absolutte. Det, der er tvivlsomt, hører ikke til ’aqidaen, selv om det er wajib at bekræfte det.

Hvad angår Shari’ahs love, er det ikke et krav, at de alle er absolutte. Den Shari’ah-lov, som et absolut bevis peger på, er absolut, mens en lov med et tvivlsomt bevis er en tvivlsom Shari’ah-lov. Det er wajib at handle efter de tvivlsomme Shari’ah-love, sådan som Shari’ah-beviset viser. Hvis Allah vil, vil vi også behandle dette udførligt og i flere trin i kommende halaqaat – i kommende halaqaat. Dette er forskellen mellem beviserne for ’aqidaen og beviserne for lovgivningen.

Den islamiske ’aqida er en politisk ’aqida

Søster Aisha al-Za’atari: Fred være med jer. Og med jer være fred og Allahs nåde og velsignelser. Hvordan fremlægger Hizb ut-Tahrir emnet Vejen til Iman som et politisk emne og ikke som et rent ’aqida-mæssigt og intellektuelt emne?

Det handler ikke om, at vi fremlægger den islamiske ’aqida på den ene eller den anden måde. Hvad er dens natur? Hvad er dens virkelighed? Den islamiske ’aqida bygger på rationelle beviser. Den er en absolut tanke og består af absolutte opfattelser. Det er den ene side. Af sin natur forbinder den også mennesket med dets Skaber, lovprist og ophøjet være Han, og bygger derfor på iman på Allah den Almægtige. Udgangspunktet for iman på den islamiske ’aqida er således iman på Allah, lovprist og ophøjet være Han. Den er derfor en åndelig ’aqida. Dernæst kommer spørgsmålet: Hvorfor er den en politisk ’aqida? Det er ikke Hizb ut-Tahrir, der betragter den islamiske ’aqida politisk, og det er heller ikke et spørgsmål om, at Hizb ut-Tahrir har valgt dette. Pointen er, at den islamiske ’aqida af sin natur er en politisk ’aqida.

Hvad menes der med, at den islamiske ’aqida af sin natur er en politisk ’aqida? En ’aqida, der blot forbinder mennesket med dets Skaber, lovprist og ophøjet være Han — uanset om forbindelsen er sand eller forkert — uden at gribe ind i livets anliggender, samfundets dannelse, reguleringen af menneskenes relationer eller lovgivningen for samfundet, er rent åndelig og ikke politisk. Men når en ’aqida danner grundlag for en altomfattende lovgivning for livet — især den politiske lovgivning, som etablerer et samfund, regulerer menneskenes relationer og udgør et system for livet, samfundet og staten — så er denne ’aqida af sin natur en politisk ’aqida.

En del af den mission, som profeterne blev udsendt med, var netop, at de var politiske ledere. Allahs Sendebud (saw) sagde: «Banu Isra’il blev styret af profeterne.» Ordet tasusuhum er afledt af siyasah: sasa, yasusu, sawsan eller siyasatan. Profeternes arbejde var således politik på grundlag af den ’aqida, de bragte, og den Shari’ah, som blev åbenbaret til dem.

Nogle af dem nåede så langt, at de etablerede både et samfund og en stat for islam, fordi folk havde iman på dem og fulgte dem. Derefter blev en lovgivning åbenbaret til dem, som de skulle overholde, og hvorved de etablerede et liv i overensstemmelse med Allahs lovgivning, lovprist og ophøjet være Han. Eksempler på dette er vores herrer Dawud (as) og Sulayman (as), som var konger og styrede menneskene med det, Allah havde åbenbaret, i en stat, der implementerede Allahs Shari’ah.

Det sidste eksempel på dette er Allahs Sendebud (saw), som etablerede en islamisk stat tretten år efter begyndelsen på sin sendelse. Vi vender tilbage til hadithen: «Banu Isra’il blev styret af profeterne» — det vil sige, at profeterne varetog deres politik og drog omsorg for deres anliggender. Hver gang en profet døde, blev han efterfulgt af en anden profet. Profeterne afløste altså hinanden i at drage omsorg for menneskenes anliggender. «Der er ingen profet efter mig. Banu Isra’il blev styret af profeterne. Hver gang en profet døde, blev han efterfulgt af en anden profet. Der er ingen profet efter mig, men der vil komme kaliffer, og de vil blive mange.»

Efter Profetens (saw) død overgik omsorgen for menneskenes anliggender derfor til de kaliffer, som menneskene vælger og giver bay’ah. Med hvad drager kalifferne omsorg for menneskenes anliggender efter Profeten (saw)? Med Allah den Almægtiges Shari’ah. «Der vil komme kaliffer, og de vil blive mange.» De spurgte: «Hvad befaler du os?» Han svarede: «Opfyld bay’ahen til den første og dernæst den næste, og giv dem deres ret, for Allah vil spørge dem om det, Han betroede dem.» [Sahih al-Bukhari 3455; Sahih Muslim 1842a].

Det vil sige, at de overtog omsorgen for menneskenes anliggender efter Profeten (saw), og Allah, lovprist og ophøjet være Han, vil spørge dem om denne omsorg. På hvilket grundlag vil Allah den Almægtige spørge kalifferne? Han vil spørge dem på grundlag af Sin Shari’ah: på grundlag af det, de implementerede af Allahs Shari’ah. De vil blive stillet til regnskab for det, de ikke implementerede, for det, de implementerede forkert, for at øve uret mod menneskene, for at handle forkert, for at forsømme deres pligt og så videre.

Når et system udspringer af den islamiske ’aqida, etablerer en kultur og et islamisk samfund og bliver den islamiske stats system og lovgivning, hvormed staten drager omsorg for menneskenes anliggender, så er denne ’aqida af sin natur en politisk ’aqida. Den bæres til menneskene som en politisk ’aqida, der ændrer deres virkelighed og træder i stedet for enhver lovgivning og levemåde bortset fra dem, islam har bragt.

Politik og bagtalelse

Et spørgsmål fra bror Nizar Stitia: Hvordan svarer man dem, der mener, at interessen for politik ikke har samme betydning i Shari’ah som interessen for ’ibadat (andagter), med den begrundelse, at mange politiske diskussioner i praksis indeholder ghibah (bagtalelse), som er forbudt af Shari’ah, mens ’ibadat bringer mennesket nærmere Allah?

Jeg mener, at det, jeg sagde i svaret på det foregående spørgsmål, også besvarer dette spørgsmål og alle sådanne forestillinger, herunder påstanden om, at interessen for politik eller politiske diskussioner indeholder forbudt ghibah. Denne påstand er helt uden grundlag. Interessen for politik i overensstemmelse med Shari’ah og arbejdet for at etablere Allahs Shari’ahs herredømme kræver ikke, at menneskene bagtaler hinanden. Diskussionen af tanker, politik og handlinger, der er synlige for menneskene, har intet som helst med ghibah at gøre.

Ghibah betyder, at du omtaler din muslimske bror med noget, som er sandt om ham, men som han ikke bryder sig om. Det vil sige noget, han har skjult, og som han ikke ønsker, at menneskene får kendskab til. Hvis du nævner det, har du bagtalt ham. Det hører ikke til politik eller politiske diskussioner at trænge ind i menneskenes hemmeligheder. At trænge ind i menneskenes hemmeligheder er slet ikke politik.

Politik omhandler tanker, systemer, lovgivninger, politiske retningslinjer og den praksis, som regenter, partier og dem, der interesserer sig for offentlige anliggender, udøver. Dette har intet at gøre med de forhold, som begrebet ghibah gælder for. Sådanne påstande fremsættes af tåberne og de uforstandige, der anstrenger sig og gør deres yderste for at adskille islam fra livet, samfundet og politik.

Afslutning

Jeg tror, at dette er det sidste spørgsmål, vi har modtaget. Vi beder Allah, lovprist og ophøjet være Han, om at lære os det, der gavner os, øge os i viden og gøre vores viden og vores handlinger oprigtige for Hans ædle Ansigts skyld. Jeg beder Allah, lovprist og ophøjet være Han, om, at jeg har fremlagt emnet Vejen til Iman godt i denne sidste episode af serien Vejen til Iman. Hvis jeg har gjort det godt, er det fra Allah, lovprist og ophøjet være Han, og ved Hans hjælp. Hvis jeg har gjort det dårligt, er det fra mig selv, og jeg beder Allah, lovprist og ophøjet være Han, om tilgivelse for enhver forsømmelse. Lovprisning tilkommer Allah, og fred og velsignelser være med Allahs Sendebud. Fred være med jer samt Allahs nåde og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del