Alle Halaqaat
DA

Halaqa 11

Al-Qada’ og al-Qadar — spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 11: al-Qada’ og al-Qadar — spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 11. september 2017 — 20. dhu al-hijjah 1438 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning: Forskellen mellem iman på qadar og spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar

Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige. Al lovprisning tilkommer Allah, og fred og velsignelser være over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der følger ham.

Kære brødre, velkommen til en ny episode af jeres program »Halaqa Online«. I denne episode skal vi sammen behandle et nyt emne med titlen »al-Qada’ og al-Qadar«.

Nogle vil måske tænke: »Er dette ikke blot en gentagelse af den forrige halaqa?« Jeg skynder mig at svare: »Bestemt ikke!«

I den forrige halaqa talte vi om et emne – eller om iman på qadar. Det er det, der står i Allahs Sendebuds (saw) definition af iman: «الإيمان أن تؤمن بالله وملائكته وكتبه ورسوله واليوم الآخر وتؤمن بالقدر» — »Iman er, at du tror på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans Sendebud og den Yderste Dag, og at du tror på qadar« [Sahih Muslim 8a]. Den iman på qadar, som vi talte om i den forrige halaqa, er iman på, at Allah ﷻ har bestemt alt, dvs. at Han har kendt det og skrevet det på Den Bevarede Tavle fra evighed.

Vi talte om emnet, forklarede det og behandlede det udførligt, og vi fjernede megen af den forvirring, der omgiver det. Allerede i den forrige halaqa advarede jeg mod den fejl at forveksle iman på qadar med spørgsmålet, der kaldes »al-Qada’ og al-Qadar« – under dette navn, hvor de to ord står sammen.

Dette spørgsmål opstod blandt muslimerne omtrent et århundrede efter Profetens (saw) sendelse. På et tidspunkt fik det titlen »al-Qada’ og al-Qadar«. Mange blev forvirrede: De blandede det sammen med iman på qadar, og de blandede det også sammen med ordet qada’, der flere gange forekommer i Allahs Bog med forskellige betydninger, som alle er sproglige.

Qur’anen »blev åbenbaret på arabernes sprog«. Hvad angår spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar, er det forkert at lede efter dets betydning og indhold i Qur’anen og Sunnah. Det vil sige, at det er forkert at fastslå, hvad titlen »al-Qada’ og al-Qadar« betyder her, ved at undersøge de udtryk for qada’ og qadar, som forekommer i Allahs Bog og Hans Profets (saw) Sunnah.

Hvorfor? Fordi spørgsmålet ikke er en undersøgelse af disse udtryks sproglige betydninger eller af, hvordan de forekommer i Qur’anen og Sunnah; også dér har de sproglige betydninger. Det svarer til, at en person i dag gentagne gange hører ordet »samfund« eller udtrykket »civil stat« og derefter går til Qur’anen og Sunnah – og måske til gamle arabiske tekster og ordbøger – for at finde betydningen af »samfund«, »civil stat«, »socialisme« og så videre.

Dette er den alvorlige fejl, som mange begår: De forestiller sig, at termens betydning kun kan forstås ud fra arabiske ordbøger eller Qur’anen og Sunnah. Men termen har en ny teknisk betydning, som opstod efter Qur’anens og Sunnahs tid, efter Profetens tid og endda efter sahabas tid, må Allah være tilfreds med dem. Derfor…

Undersøgelsens emne og dets tekniske betydning

I dagens halaqa vil vi følge spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar tilbage for at forstå, hvordan det opstod, og hvad det handler om. Dermed vil vi klarlægge, hvad titlen »al-Qada’ og al-Qadar« betyder her, fremlægge vores syn på spørgsmålet og fjerne den forvirring, der opstod, da muslimer blandede dette nye spørgsmål sammen med emner fra den islamiske ’aqida, som findes i Allahs Bog og Hans Profets (saw) Sunnah.

Hvad er så spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar? Det fandtes ikke på Profetens (saw) tid og heller ikke på hans sahabas tid, må Allah være tilfreds med dem. Der fandtes intet spørgsmål med navnet al-Qada’ og al-Qadar, og de to udtryk forekom ikke sammen i denne form – »al-Qada’ og al-Qadar« – hverken i Qur’anen eller Sunnah. Ordet qada’ forekom med forskellige betydninger, og ordet qadar forekom med forskellige betydninger; de var alle sproglige. I den forrige halaqa forklarede jeg flere af de sproglige betydninger, som ordet qadar har i Qur’anen og Sunnah.

Ordet al-Qada’ – eller ordene al-Qada’ og al-Qadar sammen – forekom i én hadith fra Allahs Sendebud (saw), som al-Bazzar har berettet med en hasan-isnad: «أكثر ما يموت من أمتي بعد قضاء الله وقدره في الأنفس» — »Det, som flest i min ummah dør af efter Allahs afgørelse og bestemmelse, er det onde øje« [al-Bazzar; isnaden er hasan]. Hvis vi undersøger denne ene hadith, hvori de to udtryk forekommer sammen, ser vi, at deres betydning er sproglig og udtrykker en Shari’ah-opfattelse. Den har ingen forbindelse til spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar, som opstod senere og fik andre betydninger – eller andre betegnelser.

Blandt de titler, dette spørgsmål fik, var »viljens frihed« og »tvang og frit valg«. Spørgsmålet fik flere titler, herunder al-Qada’ og al-Qadar. Vi søger derfor ikke spørgsmålets indhold eller titlens betydning i sproget eller i Qur’anen og Sunnah, men i de diskussioner, som disse kalam-teologer (mutakallimun) indførte.

Den historiske udvikling af emnet

Disse kalam-teologer fremstod omtrent et århundrede efter Profetens tid. For at forstå, hvad de behandlede under denne titel, må vi huske, at islam havde bredt sig uden for Den Arabiske Halvø: til al-Sham, Irak, Persien og Nordafrika. Islam var nået mod øst og vest. I disse lande bar muslimerne den islamiske da’wah til folk, som havde ’aqidaer, fulgte religioner og bar kulturer, de havde levet og handlet efter. Muslimerne kom ikke til folk uden tanker og kultur. De åbnede derimod lande med lange historier, kulturer, skrifter og religioner og så videre. Muslimerne måtte derfor tage alvorligt fat på at kalde disse mennesker til islam.

Det er velkendt, at kaldet til islam kræver, at man debatterer med mennesker – debat her i positiv betydning. Allah, Den Ophøjede, siger:

﴿ وَجَـٰدِلْهُم بِٱلَّتِى هِىَ أَحْسَنُ ﴾
»Og debatér med dem på den bedste måde« [16:125]

Det vil sige: Drøft sagen med dem, og gå i dialog med dem. Hvis du vil kalde et menneske til islam, begynder du med at påvise, at hans ’aqida, hans ideologi og hans filosofi – den ’aqida, han bærer – er falsk. Allah, Den Ophøjede, siger:

﴿ فَمَن يَكْفُرْ بِٱلطَّـٰغُوتِ وَيُؤْمِنۢ بِٱللَّهِ فَقَدِ ٱسْتَمْسَكَ بِٱلْعُرْوَةِ ٱلْوُثْقَىٰ لَا ٱنفِصَامَ لَهَا ﴾
»Den, der forkaster taghut og tror på Allah, har grebet det fasteste håndtag, som aldrig brister« [2:256]

Iman på Allah kan kun bygge på forkastelsen af taghut, det vil sige forkastelsen af alt andet end Allah, Den Ophøjede, herunder lovgivere, religioner og filosofier, som strider mod Allahs Deen.

Muslimerne debatterede med de kristne. De debatterede med jøderne. De debatterede med de dualistiske magere og zoroastriere. De debatterede med filosoffer og ateister. Alle disse mennesker var rustet med kulturer, de allerede bar. Blandt de vigtigste kulturer, som de kristne og jøderne var rustet med, var den græske kultur. Den bragte spørgsmål og problemstillinger til debat, som kunne skabe forvirring hos mennesker. Sådanne spørgsmål blev forelagt muslimerne, nogle gange med det formål at skabe forvirring, forstyrre og lægge hindringer i vejen for da’wahen til islam. Andre gange rejste og drøftede folk dem ikke for at forvirre muslimerne, men fordi de selv var blevet påvirket af dem. Spørgsmålene påvirkede fortsat deres tænkning, og de ønskede svar. Blandt de spørgsmål, som græsk filosofi rejste, og som trængte ind i kristendommen og måske jødedommen, var spørgsmålet: Er mennesket tvunget eller frit stillet? Ingen må tro, at dette spørgsmål kom med islam, eller at islam gjorde det til et undersøgelsesemne. Men islam giver naturligvis et svar på det.

Det problematiske spørgsmål, der udtrykkes med titlen »Er mennesket tvunget eller frit stillet?«, blev ikke rejst af islam eller gjort til et spørgsmål for mennesker af islam. Islam kom i overensstemmelse med menneskets fitrah og bragte klare, tydelige og enkle betydninger om ’aqida og lovgivning uden forvirring eller kompleksitet. Før islam nåede dem – jeg mener de folk og nationer uden for Den Arabiske Halvø, hvis lande islam trådte ind i – bar disse folk allerede sådanne spørgsmål i deres tanker og kulturelle miljøer. De forelagde dem muslimerne til debat og undersøgelse. Muslimerne blev spurgt: Hvad siger I om mennesket? Er det tvunget eller frit stillet? Vælger mennesket de handlinger, det udfører, eller er det tvunget i dem?

Mange fuqaha besvarede disse spørgsmål med enkel og klar Shari’ah-baseret tale for at fjerne forvirringen. Men sagen begrænsede sig ikke til svarene fra de lærde og fuqaha, som tænkte efter Qur’anens og den profetiske Sunnahs metode – islams metode for tænkning. I svarene til disse mennesker fremstod dem, der kaldes kalam-teologerne (mutakallimun).

Al-Mu‘tazilas holdning

I begyndelsen var al-Mu‘tazila den mest fremtrædende af disse grupper. Det er velkendt, at Wasil ibn ‘Ata’ grundlagde denne skole. Al-Mu‘tazila kastede sig over besvarelsen af spørgsmålet, påvirket – til en vis grad – af græsk kultur eller filosofi og af det daværende intellektuelle miljø. Nogle af dem, der antog islam, havde allerede før islam båret disse kulturer i deres tanker og været påvirket af dem. De ønskede at kende islams syn på spørgsmålene, men deres svar blev i høj grad forvirrede. Det var al-Mu‘tazila.

Al-Mu‘tazila sagde: »Vi ved, at Allah, Den Ophøjede, har befalet og forbudt mennesket, og at Han belønner og straffer det. Derfor er sagen hverken fornuftig eller holdbar, medmindre mennesket er frit stillet i de handlinger, det holdes til regnskab for. Det tror eller fornægter ved sit valg; det retledes eller vildledes, adlyder eller er ulydigt ved sit valg. Det udfører ved sit valg enhver handling, som det er mukallaf i.« De sagde også, at mennesket tydeligt kan mærke forskellen mellem de handlinger, det udfører ved eget valg, og dem, det ikke udfører ved eget valg. Det udfører de første ved eget valg, er ansvarligt for dem og belønnes eller straffes for dem. Hvis al-Mu‘tazila havde begrænset sig til dette, ville deres udsagn have været korrekt og godt, uden noget problem. Problemet var, at de gik videre til synspunkter og tanker, hvori de stred mod islam og dele af den islamiske ’aqida.

Blandt de vigtigste problemstillinger, som al-Mu‘tazila rejste, var det, der kaldes »spørgsmålet om Allahs retfærdighed«. De sagde: »Vi ved, at den, der vil retfærdighed, er retfærdig; den, der vil uretfærdighed, er uretfærdig; den, der vil det gode, er god; og den, der vil det onde, er ond. Kun retfærdighed kan derfor tilskrives Allah, Den Ophøjede. Hvis vi sagde, at mennesket begår kufr ved Allahs vilje, ville vi tilskrive Allah kufr, vildledning og ondskab, og det er ikke holdbart.« På dette grundlag sagde de: »Menneskets handling sker ved menneskets vilje, ikke ved Allahs vilje.« Dermed udelukkede de menneskets valgfrie handlinger fra Allahs vilje. De sagde: »Menneskets handling – dets iman, kufr, retledning og vildledning – sker ved menneskets vilje, ikke ved Allahs vilje.« Dermed udelukkede de en del af menneskets handlinger fra Allahs vilje.

Derefter gik de fra spørgsmålet om vilje til et andet spørgsmål. De sagde: »Når mennesket udfører sin handling ved frit valg, kan man ikke sige, at Allah, Den Ophøjede, har bestemt den for det.« Derfor sagde de: »Der findes ingen qadar.« De benægtede, at Allah, Den Ophøjede, fra evighed havde bestemt og kendt menneskets handlinger i detaljer. De sagde, at Allah fra evighed kender det almene, men ikke enkelthederne. Dermed fjernede de sig meget langt fra de klare tekster i Qur’anen og den profetiske Sunnah. De sagde: »Menneskets handling sker ikke ved Allahs vilje og i samme betydning heller ikke ved Allahs ønske.« De sagde: »Der findes ingen qadar. Allah, Den Ophøjede, har hverken bestemt menneskets handlinger eller kendt dem fra evighed.«

De gik endnu videre og tog et andet spørgsmål op: Allahs egenskab som Skaber. De sagde: »Det er ikke korrekt at sige, at Allah, Den Ophøjede, er Skaberen af menneskets handlinger«, for hvis Allah skabte menneskets handling, ville mennesket være tvunget i den. Derfor sagde de: »Menneskets valgfrie handling er skabt af mennesket, ikke af Allah, Den Ophøjede.« De mente, at to skabelseshandlinger – menneskets skabelse og Allahs skabelse – umuligt kan forenes i én handling. Dermed udelukkede de menneskets valgfrie handlinger fra Allahs skabelse. De sagde: »Menneskets handling er skabt af mennesket; den er menneskets skabelse, ikke Allahs skabelse.«

Disse synspunkter var naturligvis chokerende og blev ikke accepteret af muslimerne. Hverken det lærde miljø af ulama og fuqaha eller en anden kalam-gruppe på den tid – al-Jabriyya – accepterede dem.

Al-Jabriyyas mening

Denne opfattelse tilskrives Jahm ibn Safwan. Al-Jabriyya sagde: »Hvordan kan man sige, at menneskets handling er skabt af mennesket og ikke af Allah? Hvordan kan man sige, at den sker ved menneskets vilje og ikke ved Allahs vilje? Hvordan kan man sige, at den ikke indgår i Allahs viden eller bestemmelse? Det er ikke tilladt!« De sagde: »Vi har læst i Allahs Bog:

﴿ وَمَا تَشَآءُونَ إِلَّآ أَن يَشَآءَ ٱللَّهُ ﴾
»Og I vil ikke, medmindre Allah vil« [76:30]

Alt sker derfor efter Allahs ønske. Vi har også læst i Allahs Bog:

﴿ ٱللَّهُ خَـٰلِقُ كُلِّ شَىْءٍ ﴾
»Allah er Skaberen af alle ting« [39:62]

Menneskets handlinger hører til tingene, og derfor er Allah deres Skaber.«

De sagde: »Vi har læst i Allahs Bog, at alt er ved qadar, at Allah, Den Ophøjede, har skrevet alt i Den Bevarede Tavle, og at Allah har kendt alle ting fra evighed.« På dette grundlag forkastede og tilbageviste de al-Mu‘tazilas synspunkt. De sagde: »Alt er ved qadar. Enhver af menneskets handlinger er skabt af Allah; alt er kendt af Allah; alt er bestemt af Allah; og alt er skrevet i Den Bevarede Tavle frem til Dommedagen.«

Hvis også de havde begrænset sig til dette, ville deres udsagn have været korrekt. Men de gik videre. De byggede på overbevisningerne om, at alt sker ved Allahs vilje og ønske, at alt er omfattet af Hans viden, at alt er efter Allahs bestemmelse, at menneskets handlinger står skrevet i Den Bevarede Tavle, at alt er skabt af Allah, og at:

﴿ ٱللَّهُ خَـٰلِقُ كُلِّ شَىْءٍ ﴾
»Allah er Skaberen af alle ting« [39:62]

Heraf drog de en logisk slutning – ikke en Shari’ah-baseret eller sproglig slutning – om, at disse overbevisninger betyder, at »mennesket er tvunget og ikke frit stillet«. De sagde, at mennesket ingen vilje har, hvormed det handler eller undlader at handle. Mennesket handler ikke ved sin egen vilje: Det tror ikke ved sin egen vilje, begår ikke kufr ved sin egen vilje, bliver ikke retledt ved sin egen vilje, bliver ikke vildledt ved sin egen vilje og adlyder eller er ulydigt heller ikke ved sin egen vilje. Derfor sagde de: »Mennesket er tvunget og ikke frit stillet.« Det er som en fjer i vinden eller et stykke træ i vandet, der kastes rundt af bølgerne.

De begyndte at fortolke de Qur’an-vers og hadith, som viser, at mennesket er frit stillet i sine handlinger. Dermed stod vi med to modsatrettede grupper: al-Mu‘tazila, som fastslog, at mennesket er frit stillet og ikke tvunget, og på dette grundlag benægtede nogle af Allahs egenskaber; og en anden gruppe over for dem, som fastslog disse egenskaber hos Allah og på dette grundlag konkluderede, at mennesket er tvunget og ikke frit stillet. Der opstod en strid mellem de to grupper.

Ash‘aritternes syn og begrebet tilegnelse (kasb)

Derefter opstod en tredje kalam-skole. Den blev grundlagt af Abu al-Hasan al-Ash‘ari, som var uddannet i al-Mu‘tazilas skole. Abu al-Hasan al-Ash‘ari vendte sig mod al-Mu‘tazila og grundlagde en ny skole. Dens mest fremtrædende spørgsmål var al-Qada’ og al-Qadar. Han sagde: »Jeg er nået frem til et synspunkt, som hverken er al-Mu‘tazilas eller al-Jabriyyas.« Hvad var dit synspunkt, Abu al-Hasan al-Ash‘ari? Han sagde det samme som al-Jabriyya: at menneskets handling er skabt af Allah og ikke skabt eller udført af mennesket; at menneskets handling sker ved Allahs vilje og ikke ved menneskets vilje eller ønske; at Allah fra evighed har bestemt den og skrevet den i Den Bevarede Tavle; og at Hans bestemmelse bringer handlingerne til eksistens. Han fastslog dermed Allahs egenskaber, sådan som al-Jabriyya havde fastslået dem. Disse egenskaber er naturligvis fastslået i Allahs Bog. Problemet ligger i forståelsen og fortolkningen af dem og i de slutninger, der drages af dem.

Han sagde: »Menneskets handling sker ved Allahs skabelse, Allahs vilje, Allahs ønske og Allahs bestemmelse fra evighed.« Han blev spurgt: »Er dette ikke al-Jabriyyas synspunkt? Hvordan adskiller det sig fra deres?« Han svarede: »Jeg tilføjer noget, som al-Jabriyya ikke sagde: Mennesket har en egenskab, der kaldes tilegnelse (kasb).« Hvad mener du med tilegnelse, ash‘ari? Al-Ash‘ari sagde: »Tilegnelse betyder, at mennesket ikke udfører handlingen ved sin vilje, sit ønske eller sin evne. Menneskets handling er et resultat af Allahs skabelse, vilje, ønske og bestemmelse. Det, der ser ud som om mennesket selv udfører sin handling, er kun det ydre. I virkeligheden udgår handlingen ikke fra mennesket ved dets vilje. Handlingen forekommer derimod fra mennesket ledsaget af dets vilje.« »Ledsaget af dets vilje?« Hvad betyder det? Han sagde: »Hvis vi sagde, at mennesket udfører sin handling ved sin vilje, sit ønske og sin evne, ville vi forene menneskets vilje, evne og ønske med Allahs vilje, ønske og evne. Det er ikke korrekt. To evner, to ønsker og to viljer kan ikke forenes om én handling. Derfor kan man ikke sige, at mennesket udførte sin handling ved sin vilje, sit ønske og sin evne. Allah, Den Ophøjede, gav derimod mennesket egenskaben vilje. Når mennesket vil, skaber Allah handlingen ved dets hænder. Mennesket udfører ikke handlingen ved sin vilje; handlingen kommer derimod fra Allah ledsaget af menneskets vilje.« Når vi undersøger deres forståelse af viljen som Allahs vilje, forstår de den sådan, at den bringer menneskets handling til eksistens: Det er den, der frembragte menneskets handling, og Allah skabte handlingen, da den skete. Når vi undersøger deres forståelse af al-Qada’, eller Allahs bestemmelse, som Allahs afgørelse om, at handlingen skulle ske – og ikke blot Hans viden – forstår vi, at menneskets handling efter deres syn opstod som resultat af Allahs vilje, ønske, bestemmelse og skabelse. Ash‘aritternes synspunkt er derfor en gentagelse af al-Jabriyyas synspunkt med tilføjelsen af en kalam-term, der kaldes tilegnelse (kasb).

Han hentede naturligvis termen »tilegnelse« (kasb) fra Allahs Bog:

﴿ لَهَا مَا كَسَبَتْ وَعَلَيْهَا مَا ٱكْتَسَبَتْ ﴾
»Den får det, den har fortjent, og den bærer det, den har pådraget sig« [2:286]

Der er meget stor forskel på dette vers’ sproglige betydning i Allahs Bog og den tekniske kalam-betydning, som ash‘aritterne gav ordet. I Allahs Bog har udtrykket en sproglig betydning:

﴿ لَهَا مَا كَسَبَتْ ﴾
»Den får det, den har fortjent« [2:286]

Det vil sige, at den får belønning i forhold til det gode, den har gjort, eller svarende til det gode, den har gjort i denne verden; og den bærer den ondskab, vildledning, uret og ulydighed, som den har pådraget sig, og så videre. Mennesket får altså gavn af de gode handlinger, det udførte, og bærer følgerne af de dårlige handlinger, det udførte. Men at ændre denne betydning til en kalam-term, som betegner noget, der hverken findes i Qur’anen eller Sunnah, er helt forkert. Hvem har sagt, at »tilegnelse« betyder en vilje ledsaget af Allahs skabelse af handlingen? Det var en ny betydning, som Abu al-Hasan al-Ash‘ari, grundlæggeren af den ash‘aritiske skole, indførte.

Dette var den første skole, som betegnelsen »Ahl al-Sunnah wa’l-Jama‘ah« blev anvendt om. Tidligere blev betegnelsen »Ahl al-Sunnah« brugt som modsætning til »Ahl al-Bid‘ah«. Da den ash‘aritiske skole opstod, tog Abu al-Hasan al-Ash‘ari betegnelsen »Ahl al-Sunnah wa’l-Jama‘ah« i brug. Senere blev betegnelsen omstridt blandt islamiske strømninger og skoler. Nogle skoler og ulama anerkendte ikke ash‘aritternes krav på at være Ahl al-Sunnah wa’l-Jama‘ah. Betegnelsen er stadig omstridt mellem islamiske strømninger, skoler og madhahib. Ash‘aritterne siger: »Vi er Ahl al-Sunnah wa’l-Jama‘ah«, og de var de første til at bruge denne betegnelse. Andre sagde derpå til dem: »Nej! I er ikke Ahl al-Sunnah wa’l-Jama‘ah.« Vi skal ikke nu undersøge betydningen af betegnelsen »Ahl al-Sunnah wa’l-Jama‘ah«. Vi undersøger de tre skolers synspunkter.

Metodisk fejl i drøftelsen af spørgsmålet

De tre kalam-skoler, som behandlede al-Qada’ og al-Qadar, er al-Mu‘tazila, al-Jabriyya og ash‘aritterne. Deres fælles problem var, at de tog et spørgsmål, hvis emne er det sanselige menneske – et spørgsmål fra den iagttagelige verden. Emnet er menneskets handling: Udfører mennesket den ved eget valg eller uden eget valg? Belønnes eller straffes det for den? Hvilke handlinger omfattes af belønning og straf, og hvilke gør ikke? Denne undersøgelse har ingen forbindelse til de andre emner, som de førte ind i og blandede sammen med den. Det er ikke korrekt at undersøge, om mennesket er tvunget eller frit stillet, eller om det belønnes eller straffes for sin handling, ved at se på Allahs egenskaber. Disse egenskaber hører til det usete, og forståelsen af dem må begrænses til det, teksterne angiver efter deres sproglige betydninger. Det er ikke korrekt at afgøre, om mennesket er tvunget eller frit stillet, ved at undersøge Allahs egenskaber, som om man kunne betragte den iagttagelige, sanselige virkelighed gennem forhold fra det usete. Kan det sanselige erkendes gennem det usete? Problemet er, at de forestillede sig, at deres iman på og forståelse af disse emner krævede, at de fremsatte et synspunkt om dette spørgsmål, selv om iman på disse emner ikke medfører de synspunkter, de fremsatte.

Trods deres uenigheder forestillede og antog al-Mu‘tazila, ash‘aritterne og al-Jabriyya alle, at »Allahs vilje med menneskets handlinger betyder, at mennesket er tvunget«; her har vilje og ønske samme betydning. De forestillede sig også, at hvis vi siger: »Allah, Den Ophøjede, er Skaberen af alle ting«, betyder det, at hvis mennesket selv udfører sine handlinger, så er mennesket skaberen af dem. Dette er en fejlagtig forestilling. De forestillede sig endvidere, at hvis vi siger: »Allah, Den Ophøjede, bestemte alt, kendte det og skrev det i Den Bevarede Tavle«, så bringer denne bestemmelse, viden og nedskrivning i Den Bevarede Tavle menneskets handlinger til eksistens. Det er fejlagtige forestillinger. Hvorfor? Jeg vil svare kort uden at gå i detaljer; måske uddyber vi senere dette emne. Når vi siger: »Alt sker ved Allahs vilje«, betyder det ikke, at Allahs vilje frembragte menneskets handlinger.

Vilje og ønske betyder ikke tvang

Menneskets handlinger sker ved Allahs vilje og ønske – ja. Men hvad betyder det? Det betyder, at alle menneskets handlinger sker ved Allahs vilje og ønske; vilje og ønske har her samme betydning. Det betyder, at mennesket ikke gør noget imod Allahs vilje, og at Allahs vilje indebar, at mennesket blev ladt frit til at handle. Uanset om mennesket gør dette eller hint, sker det ved Allahs vilje. Allah lod mennesket vælge mellem iman og kufr. Hvis det valgte iman, lod Allah det gøre det og gjorde det let for det, og det skete ved Allahs vilje. Hvis det valgte kufr, lod Allah det gøre det for en tid og vil holde det til regnskab på Dommedagen. Dets kufr skete derfor ved Allahs vilje. I denne betydning var Allahs vilje ikke det, der frembragte menneskets handling. Betydningen er, at Allahs vilje lod mennesket udføre den handling, det udførte. Uanset om det gjorde dette eller hint, skete det ved Allahs vilje. Allahs vilje tvinger altså ikke mennesket.

For at gøre betydningen klarere vil jeg give et eksempel fra vores sanselige liv. Antag, at jeg sagde til min søn: »Pas på, at du ikke gør den bestemte handling! Gå ikke ud af huset her til morgen.« Jeg gav ham en befaling – eller forbød ham at gå ud. Derefter holdt jeg øje med ham bag et forhæng, uden at han bemærkede mig. Jeg så ham åbne døren, gå ud og trodse min befaling. Jeg lod ham gøre det af en visdom og med et formål, som jeg havde. Han gik ud ved min vilje, fordi han ikke gik ud mod min vilje: Jeg kunne have hindret ham, men lod ham gøre det. Han gik altså ud ved min vilje. Min vilje var ikke det, der fik ham til at gå ud; min vilje lod ham gå ud.

﴿ وَلِلَّهِ ٱلْمَثَلُ ٱلْأَعْلَىٰ ﴾
»Og Allah tilkommer det højeste eksempel« [16:60]

Dette eksempel skal blot gøre betydningen lettere at forstå.

Når Allah, Den Ophøjede, lader mennesker gøre det, de gør – uden at hindre eller tvinge dem – og de derefter handler, sker det ved Hans vilje. Den, der adlyder, gør det ved Allahs vilje, og den, der er ulydig, gør det ved Allahs vilje og ønske. Dette er betydningen af Hans ord:

﴿ وَمَا تَشَآءُونَ إِلَّآ أَن يَشَآءَ ٱللَّهُ ﴾
»Og I vil ikke, medmindre Allah vil« [76:30]

Det vil sige: Hvis Allah, Den Ophøjede, ikke havde givet jer evnen til at vælge og ville, kunne I hverken vælge eller ville. I valgte, ville og handlede, fordi Allah gav jer denne evne. Sådan forstår vi Hans ord:

﴿ وَمَا تَشَآءُونَ إِلَّآ أَن يَشَآءَ ٱللَّهُ ﴾
»Og I vil ikke, medmindre Allah vil« [76:30]

Verset betyder ikke, at Allahs ønske og vilje frembragte menneskets handling og dermed gjorde mennesket tvunget frem for frit stillet. Dette angår vilje og ønske.

Bestemmelse, viden og skabelse tvinger ikke mennesket

Når vi siger, at alt er ved qadar, mener vi på samme måde, at Allah, Den Ophøjede, har bestemt alt og skrevet det i Den Bevarede Tavle. Dette omfatter menneskets valgfrie handlinger, dets iman og kufr samt dets retledning og vildledning. Det betyder på ingen måde, at Allah gennem denne bestemmelse og nedskrivning i Den Bevarede Tavle tvang mennesker eller frembragte deres handlinger. Det betyder kun, at Allah vidste, hvad der ville ske frem til Dommedagen – det vil sige, at Han bestemte det og skrev det i Den Bevarede Tavle. Bestemmelsen og nedskrivningen i Den Bevarede Tavle er et udtryk for Allahs evige viden. Jeg behandlede dette spørgsmål udførligt i den forrige halaqa og vil ikke uddybe det nu. Allahs evige viden påvirker ikke menneskets handlinger. Allahs viden frembragte ikke menneskets handlinger. Denne viden betyder derimod, at menneskets handlinger frem til Dommedagen og efter Dommedagen er kendte og åbenbare for Allah. Dette hører til fuldkommenheden af Allahs egenskaber.

Hvad skabelsen angår, sagde de:

﴿ ٱللَّهُ خَـٰلِقُ كُلِّ شَىْءٍ ﴾
»Allah er Skaberen af alle ting« [39:62]

Allah, Den Ophøjede, siger også i Sin ædle Bog:

﴿ وَٱللَّهُ خَلَقَكُمْ وَمَا تَعْمَلُونَ ﴾
»Allah skabte jer og det, I gør« [37:96]

De sagde, at når Allah, Den Ophøjede, er Skaberen af menneskets handlinger, kan handlingen ikke tilskrives den person, der udførte den. Hvis vi siger, at personen selv udførte sin handling, hævdede de, betyder det, at personen skabte sin handling. Man kan ikke sige, at personen er skaberen af sin handling, for:

﴿ ٱللَّهُ خَـٰلِقُ كُلِّ شَىْءٍ ﴾
»Allah er Skaberen af alle ting« [39:62]

Ash‘aritterne og al-Jabriyya konkluderede derfor, at menneskets handlinger blev til gennem Allahs skabelse: Allah, Den Ophøjede, skabte menneskets handlinger, og menneskets handlinger er Allahs handling, ikke menneskets handling. Denne forståelse af skabelsen er forkert.

﴿ ٱللَّهُ خَـٰلِقُ كُلِّ شَىْءٍ ﴾
»Allah er Skaberen af alle ting« [39:62]

Ja.

Alle menneskets handlinger er skabt af Allah – ja, i betydningen, at Han har bragt dem til eksistens fra intet, og at Allah, Den Ophøjede, skabte mennesket og skabte evnen til at vælge i det: Han gav det et ønske og evnen til at føre dette ønske ud i livet, ikke altid, men dér hvor Allah vil, og hvor Hans ønske tillader det. Mennesket er skabt af Allah, og menneskets vilje blev oprindeligt skabt af Allah. Allah gav det evnen til at vælge, og Han gav det de lemmer og den evne, hvormed det fører sin vilje ud i livet. I denne betydning er alle dets handlinger skabt af Allah. Det er ét spørgsmål. Spørgsmålet »Hvem udførte handlingen nu?« er et andet. Når mennesket udfører en handling, skaber det ikke. Når jeg nu bevæger min hånd, er spørgsmålet ikke, hvem der skabte denne handling. Alt er skabt af Allah, fordi Allah skabte mig, skabte min hånd og skabte evnen til at bevæge den i mig. Det hører til Allahs skabelse. Men når vi siger, at mennesket handlede, tilskriver vi ikke mennesket skabelse. Vi taler om, hvad mennesket gjorde: Det bevægede noget, Allah havde skabt, og brugte en evne og et ønske, som Allah havde givet det. Når vi siger, at mennesket handlede, betyder det derfor ikke, at mennesket skabte. Hvis jeg løfter denne kop, betyder det ikke, at jeg har skabt noget. Koppen er skabt af Allah, og jeg er skabt af Allah. Spørgsmålet om menneskets handling er ikke et spørgsmål om, hvem der skabte; det er et spørgsmål om, hvem der direkte udførte handlingen nu.

Al-Mu‘tazila begik derfor en fejl, da de på grundlag af deres syn på mennesket som frit stillet og ikke tvunget benægtede disse egenskaber hos Allah. Den anden gruppe begik også en fejl, da den på grundlag af iman på disse egenskaber beskrev mennesket som tvunget. Dette var den alvorlige fejl. Sagen sluttede ikke dér: Spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar standsede ikke ved spørgsmålet »Hvem udførte handlingen – mennesket eller Allah? Hvem gik? Hvem slog? Hvem skar – mennesket eller Allah?« Deres diskussion standsede ikke ved dette spørgsmål. Efter at al-Mu‘tazila havde sagt, at mennesket skaber sin handling ved sin vilje og sit ønske – ikke ved Allahs vilje, ønske, bestemmelse eller skabelse – efter at al-Mu‘tazila havde sagt dette…

Virkninger af handlinger

Derefter gik de videre til et andet spørgsmål: »Dette er menneskets handling.« Men hvad med det, der følger af menneskets handling – er det skabt af mennesket eller af Allah? Lad mig give et eksempel: En person kommer og tænder en ild, og ilden flammer op. Kommer denne antændelse fra mennesket eller fra Allah? Bevægelsen kommer fra mennesket, men selve antændelsen er det, der følger af menneskets handling. Kommer den fra mennesket eller fra Allah? En person kaster eksempelvis et stykke papir i ilden, og det brænder. Kommer denne afbrænding af papiret fra mennesket eller fra Allah? Også dette spørgsmål tog de op til drøftelse.

Mennesket bevæger hånden opad med en sten, og stenen flyver op. Kommer stenens bevægelse opad fra mennesket eller fra Allah? Det var deres spørgsmål. Flertallet af al-Mu‘tazila sagde, at de virkninger, der følger af menneskets handlinger, er skabt af mennesket. De byggede dette på deres forståelse af, at Allah holder mennesket til regnskab for det, der følger af dets handling. Hvis du brænder noget, vil du blive spurgt om afbrændingen på Dommedagen. Når du bliver spurgt om den på Dommedagen, er den din handling og ikke skabt af Allah. Når en person bevæger sin hånd og sender en sten opad, kan stenen ramme et andet menneske i hovedet og kvæste det, og den, der kastede, er ansvarlig. På dette grundlag sagde al-Mu‘tazila, at stenens flugt eller bevægelse opad er skabt af mennesket og ikke af Allah. Da de drøftede handlinger og de virkninger, der følger af handlinger, blev al-Mu‘tazila uenige indbyrdes. Nogle sagde, at en del af virkningerne ikke er skabt af mennesket, men af Allah. De antog mange forskellige synspunkter, og deres holdninger blev i sandhed talrige og sammenfiltrede. Betegnelsen »kalam-teologi« viser sig tydeligt i dette emne.

Det korrekte svar: Menneskets to handlingssfærer

Efter at vi har belyst, hvordan dette spørgsmål opstod, hvad det handler om, og fejlen i deres metode til at undersøge det, skal vi nu se på svaret: Kommer menneskets handling fra mennesket eller fra Allah? Er mennesket frit stillet eller tvunget? Mennesket er ganske enkelt en sanselig virkelighed. Hver af os mærker sig selv og ser, hvordan andre handler. Når vi ser bort fra de andre spørgsmål, ser vi, at mennesket befinder sig i to sfærer: en sfære, der dominerer mennesket, og en anden sfære, som mennesket dominerer.

En sfære dominerer mennesket, når de handlinger, der sker i den – det, der sker fra mennesket eller rammer det – ligger uden for dets vilje. Mennesket kan hverken afværge eller forhindre dem. I denne sfære, der dominerer mennesket, er det tvunget og ikke frit stillet. Hvad angår eksistensens love – tingenes love – kan mennesket ikke træde uden for de livslove, som Allah har skabt, og som eksistenssystemet kræver: det system, som Allah har skabt for dette liv. Mennesket kan ikke træde uden for dem og er tvunget inden for dem. Ingen af os kan bestemme, hvornår vi fødes, eller hvornår vi dør. Du fødes mod din vilje og dør mod din vilje. Du kan ikke vælge farven på dine øjne, farven på dit hår eller din krops højde. Du kan ikke vælge at flyve gennem luften uden en maskine eller at gå med din naturlige krop på vandets overflade. Du kan ikke vælge at leve uden mad eller drikke eller uden at indånde ilt. Du kan ikke leve på Månens overflade uden kunstigt åndedrætsudstyr. Dette er krav fra eksistenssystemet. Du kan ikke vælge dem og er derfor tvunget inden for dem. Du er tvunget inden for de love, som Allah har fastsat for, hvordan din krop lever. Du er tvunget inden for de love, der omgiver dig i denne eksistens; du kan ikke overskride dem og er underlagt dem. Kun det, som eksistenssystemet kræver, påtvinges dig og tvinger dig.

Nej. I vores liv findes også forhold, som eksistenssystemet ikke kræver, selv om de ikke falder uden for det. Eksistenssystemet kræver ikke, at du kommer ud for en ulykke, mens du kører bil, men ulykken sker inden for det. Mange sådanne hændelser eller ulykker kan du ikke beskytte dig imod; du valgte dem ikke. Du kan måske ikke forhindre noget i at falde ned på dit hoved og dræbe dig. Det kræves ikke af eksistenssystemet, men sker inden for det. I mange tilfælde kan du måske ikke afværge en forræderisk angriber, som dræber dig bagfra, slår dig eller skader dig. Dette kræves ikke af eksistenssystemet, men det rammer dig, uden at du kan afværge det. Alt dette ligger i den sfære, der dominerer mennesket, og som mennesket ikke dominerer. Den omfatter det, der sker fra eller rammer mennesket, hvad enten det kræves af eksistenssystemet eller ikke nødvendigvis kræves af det, men sker inden for det. Mange handlinger sker fra eller rammer mennesket i den sfære, der dominerer det. Her er mennesket tvunget og ikke frit stillet. Det kan ikke afværge det, der sker i denne sfære, eller ændre eller kontrollere det. Dette er en sfære, der dominerer mennesket, og mennesket er tvunget inden for den.

Den anden sfære er den, hvor mennesket udfører sine handlinger ved eget valg. Når det vågner om morgenen, ser det to stykker tøj og vælger det ene. Det ser to, tre eller fire retter og vælger én, selv om det kunne have valgt en anden. Det beslutter at forlade sit hjem, selv om det kunne have besluttet at blive. Det går på arbejde, selv om det kunne være blevet væk. Det går på markedet, hvor mange ting tilbydes, og vælger én af dem, selv om det kunne have undladt at vælge nogen. Langt vigtigere er det, at tanker bliver forelagt mennesket, og det accepterer nogle og afviser andre. Mennesket kaldes til iman: Den, der tror, gør det ved eget valg, og den, der begår kufr, gør det ved eget valg. Forbudte handlinger bliver forelagt mennesket: Nogle vælger at begå dem, mens andre vælger at afholde sig fra dem. Mennesket har derfor mange valgfrie handlinger, selv om de ikke udgør flertallet, og selv om denne sfære naturligvis er den smallere. Men inden for den har mennesket mange muligheder, som det vælger imellem. Ved et foreningsvalg eller universitetsvalg vælger det den kollega, det ønsker: Det kan stemme på én person eller en anden, undlade at stemme på nogen eller stemme på en tredje.

I mange af sine handlinger er mennesket altså frit stillet og ikke tvunget. Om de handlinger, som mennesket vælger, skal man ikke sige, at det er som en fjer i vinden, eller at det ingen vilje har. I disse handlinger gør mennesket det, det vil og vælger, inden for den evne til at vælge og handle, som Allah har givet det. Mennesket dominerer den sfære, hvor det udfører sine handlinger ved eget valg. Det er denne sfære, som belønning og straf omfatter. Allah belønner ikke mennesket for noget, som det ikke besluttede at gøre, og straffer det ikke for noget, som det ikke besluttede at gøre eller undlade. Allah siger:

﴿ لَا يُكَلِّفُ ٱللَّهُ نَفْسًا إِلَّا وُسْعَهَا ﴾
»Allah pålægger ingen sjæl mere, end den evner« [2:286]

﴿ لَا يُكَلِّفُ ٱللَّهُ نَفْسًا إِلَّا مَآ ءَاتَىٰهَا ﴾
»Allah pålægger ingen sjæl mere end det, Han har givet den« [65:7]

Det er derfor ikke korrekt at sige, at Allah tvang mennesket til at udføre en handling og derefter holdt det til regnskab for den. Når Allah befaler og forbyder – før vi overhovedet taler om belønning og straf – har selve det, at Allah befalede mennesket og forbød det noget, en betydning. Når Han befaler dig at udføre en handling, bygger befalingen på, at du er i stand til at udføre den. Hvis du ikke er i stand til det, holder Han dig ikke til regnskab for den og bebrejder dig ikke, at du undlod den. Når Han forbyder dig en handling, bygger forbuddet på, at du er i stand til at udføre den, at Han forbyder dig at udføre den, og at du ikke vil udføre den under tvang. Hvis du udfører den under tvang uden din vilje eller dit ønske, holder Han dig ikke til regnskab for den. Befalinger og forbud bygger på den virkelighed, at mennesket er i stand til at handle eller undlade at handle. Ellers ville befalinger og forbud være meningsløse. Allah er højt hævet over dette.

Når Allah belønner mennesket for dets handling, er det ligeledes, fordi mennesket udførte den. Hvordan skulle et menneske kunne belønnes for noget, som det hverken gjorde eller valgte? Forestil jer, at et menneskes formue mod dets vilje blev overført til andre – til de fattige – uden dets vilje, ønske eller samtykke. Ville det blive belønnet for det? Naturligvis ikke. Men hvis et menneske havde til hensigt at handle og derefter handlede, bliver det belønnet. Hvis det havde til hensigt at handle, men en hindring forhindrede det i at gøre det og føre sin hensigt ud i livet, bliver det også belønnet, fordi det traf en beslutning, og denne beslutning er i sig selv et menneskeligt valg. Det besluttede sig og handlede, så det blev belønnet. Det besluttede sig, men noget forhindrede det i at handle, og det blev også belønnet. Mennesket belønnes derfor for det, som det beslutter og udfører ved eget valg, og straffes for det, som det beslutter og udfører ved eget valg.

Sagen er derfor helt klar: Mennesket befinder sig mellem to sfærer. Den ene sfære dominerer mennesket. Belønning og straf omfatter ikke denne sfære. Mennesket er ikke ansvarligt for det, som det ikke har besluttet. Det er ikke ansvarligt for sit udseende, sin farve eller sin fars og mors navne. Det er heller ikke ansvarligt for det, der ved en fejl sker fra dets side: «رُفع عن أمتي الخطأ والنسيان وما استكرهوا عليه» — »Fejl, glemsel og det, som min ummah tvinges til, er blevet ophævet for dem« [Sunan Ibn Majah 2045].

﴿ لَا يُكَلِّفُ ٱللَّهُ نَفْسًا إِلَّا وُسْعَهَا ﴾
»Allah pålægger ingen sjæl mere, end den evner« [2:286]

og så videre. Allah holder ikke mennesket til regnskab for den sfære, der dominerer mennesket, som det ikke selv dominerer, og som det er tvunget inden for. I den sfære, hvor mennesket derimod udfører sine handlinger ved eget valg, belønnes eller straffes det. Dette er altså vores svar på spørgsmålet om menneskets handlinger: Er mennesket tvunget eller frit stillet? Mennesket befinder sig mellem to sfærer; det er ansvarligt for den ene og ikke for den anden.

Tingenes egenskaber og menneskets ansvar

Vi mangler at besvare det andet spørgsmål, som opstod af denne diskussion, sådan som de formulerede det: Hvad med de virkninger, der følger af menneskets handlinger? I virkeligheden skyldes de virkninger, der følger af menneskets handlinger, de egenskaber, som Allah har lagt i tingene. Allah har lagt den egenskab i stenen, at den flyver, når den skubbes; dette har at gøre med tyngdekraften, stenen og så videre. Allah har lagt egenskaben at brænde i ilden, egenskaben at skære i kniven og egenskaben at trænge igennem i en affyret kugle. Allah har lagt sultens og tørstens egenskaber i mennesket: Når det drikker, slukkes tørsten, og når det spiser, bliver det mæt. Disse egenskaber i tingene, som mennesket udløser eller aktiverer gennem sine handlinger, er skabt af Allah. Egenskaben kommer fra Allah og ikke fra mennesket.

Allah er den, der har lagt egenskaben at brænde i ilden. Når noget brænder, efter at mennesket har antændt det, er afbrændingen skabt af Allah. Men det fritager ikke mennesket for ansvar, for mennesket aktiverede egenskaben og bragte den i anvendelse. Når et menneske tager en kniv og skærer med den, kommer egenskaben at skære fra Allah, og det, der skæres, er skabt af Allah. Men mennesket er ansvarligt for handlingen og dens følger, for kniven ville ikke have skåret, hvis mennesket ikke havde grebet den og skåret med den. Hvis et menneske med vilje kaster en sten, som flyver og rammer et andet menneske i hovedet, er kasteren ansvarlig, fordi stenen ikke ville have bevæget sig, og hændelsen ikke ville have fundet sted, hvis mennesket ikke havde sat stenen i bevægelse. Hvis det skete uden menneskets vilje, holdes det ikke til regnskab for det.

Tingenes egenskaber er derfor skabt af Allah, og det, der følger af dem, er skabt af Allah. Alt dette er skabt af Allah, men mennesket udløser og aktiverer disse egenskaber og holdes derfor til regnskab for det hos Allah. Den, der dræber med vilje, holdes således til regnskab for drabet. Den, der uden ret brænder en andens hus, holdes til regnskab, og det samme gør den, der stikker en anden med en kniv eller affyrer et våben, og så videre. Mennesket holdes til regnskab for alt dette. Hvis det med vilje frembringer det, der følger af dets handling, er det ansvarligt for resultatet. Det er dette, der vedrører de virkninger, der følger af handlinger. Disse virkninger er skabt af Allah, men mennesket udløser og aktiverer egenskaberne, og der opstår dermed ting som følge af menneskets handling. Menneskets handling fører til disse resultater, og mennesket er derfor ansvarligt og holdes til regnskab for dem samt bærer ansvaret for dem i denne verden og i det hinsides.

Sammenfatning af sagen

Dette er emnet for spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar. Heraf bliver det klart for jer, kære brødre, at dette spørgsmål ikke har nogen forbindelse til iman på Allahs qadar, som vi behandlede og forklarede udførligt i den forrige halaqa. Der er kun en lighed mellem ordene. Titlen opstod måske, fordi disse forhold blev blandet sammen, og spørgsmål om Allahs egenskaber blev ført ind i diskussionen. Derfor kaldte de det spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar. De gav qada’ kalam-definitioner uden forbindelse til ordets sproglige betydning, og de gav på samme måde qadar betydninger uden forbindelse til ordets sproglige betydninger og teksterne i Qur’anen og Sunnah. De gav al-Qada’ og al-Qadar tekniske betydninger uden forbindelse til den qada’ og qadar, som forekommer i Qur’anen og Sunnah. Det er derfor korrekt at sige, at det, der menes med »al-Qada’ og al-Qadar« her, er menneskets handlinger og de virkninger, der følger af menneskets handlinger, sådan som de rejste og undersøgte spørgsmålet. Dette er emnet for al-Qada’ og al-Qadar, og dette er islams syn på de spørgsmål, som de undersøgte under denne titel.

Som vi sagde, blev dette emne undersøgt under titlen »al-Qada’ og al-Qadar«, under titlen »viljens frihed« og under titlen »tvang og frit valg«. Det er et spørgsmål, som trængte ind i muslimernes lande, tanker og bevidsthed fra andre kulturer, især den græske kultur. Den græske kultur indeholdt selv to synspunkter, der lignede de to synspunkter, som muslimerne antog, indførte eller tog til sig. Ligesom grækerne havde synspunkter om disse spørgsmål, fik muslimerne også synspunkter om dem. Problemet med kalam-teologerne var, at de blev påvirket af den græske logiks metode, når de udtalte sig om disse spørgsmål. De blandede spørgsmålet om menneskets handlinger – om mennesket er tvunget eller frit stillet, og hvad det belønnes eller straffes for – sammen med iman på Allahs egenskaber. Spørgsmålet må ikke undersøges gennem disse egenskaber.

»Dette er, hvad jeg har at sige, og jeg beder Allah om tilgivelse for mig og for jer.« Al lovprisning tilkommer Allah, verdenernes Herre.

Spørgsmål og diskussion

Jeg går nu over til de spørgsmål, der måtte være kommet frem under denne halaqa.

Bror al-Abid spørger: »Ser du i dag en fejl hos muslimerne i forståelsen af indholdet i al-Qada’ og al-Qadar, når vi ser bort fra termerne?« Ja. Desværre findes der i dag en fejl, fordi de synspunkter, som kalam-teologerne indførte for flere hundrede år siden, stadig undervises på institutter og universiteter og bæres af mange shaykher, lærere og ulama. Der opstår forvirring og sammenblanding i dette emne. En shaykh kan sige til folk: »Nej, mennesket vælger sin handling og holdes til regnskab for den.« Men når han bliver spurgt om sammenblandingen mellem dette spørgsmål og Allahs egenskaber, kan han ikke svare ordentligt. Gennem sin forklaring af Allahs vilje og ønske, egenskaben skabelse, bestemmelse, nedskrivning, viden og så videre fører han til sidst folk ind i forvirring og formidler til dem den tanke, at mennesket er tvunget og ikke frit stillet. Dette er problemet: den fejlagtige forståelse af al-Qada’ og al-Qadar og den forvirring, der er opstået i spørgsmålet.

Den fejlagtige forståelses virkning på muslimernes virkelighed

Dette har en yderst alvorlig indvirkning på menneskets tænkning og psyke. Når mennesket har en rodfæstet overbevisning om, at det ikke kan påvirke virkeligheden, fordi alt ifølge dets forståelse sker ved qadar, at qadar styrer tingene, og at mennesket ikke har nogen indvirkning på det, der sker i dette liv, hæmmer og modløser denne overbevisning mennesket og holder det fra at handle. Denne opfattelse findes, selv om mennesket ikke udtrykker den med klare ord. Der findes en indre overbevisning om, at uretfærdige herskere – eksempelvis nutidens tyranner og taghut-herskere – eksisterer ved Allahs vilje, ønske og bestemmelse, og at vi ikke kan ændre Allahs vilje og ønske og derfor ikke kan ændre noget. Mennesket afholder sig derfor fra at arbejde og skabe forandring. Det fuldender denne overbevisning med forestillingen om den overmenneskelige person, som det venter på. De skabte et opdigtet billede ud fra beretningerne om al-Mahdi, eller Muhammad ibn Abdullah. De samlede en række beretninger, satte dem sammen og antog, at muslimerne intet kan gøre, og at forandringen kun vil ske gennem Allahs al-Qada’ og Hans magt, når al-Mahdi viser sig. Forandringen af muslimernes virkelighed bliver dermed placeret uden for menneskets vilje, og oprettelsen af den islamiske stat bliver, som nogle hævder, en gave fra Allah, Den Ophøjede, uden nogen menneskelig handling. Allah, Den Ophøjede, siger:

﴿ وَعَدَ ٱللَّهُ ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ مِنكُمْ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ لَيَسْتَخْلِفَنَّهُمْ فِى ٱلْأَرْضِ ﴾
»Allah har lovet dem blandt jer, som tror og handler retfærdigt, at Han bestemt vil gøre dem til efterfølgere på jorden« [24:55]

De forstod dette vers efter deres egen indstilling eller metode og sagde, at efterfølgelsen på jorden kommer fra Allah, Den Ophøjede: Den er en gave fra Allah og ikke en menneskelig handling. Derfor skal vi ifølge dem ikke skabe forandring, arbejde for at oprette den islamiske stat, tage afstand fra tyrannerne eller arbejde for at styrte dem, fordi de eksisterer ved Allahs al-Qada’ og al-Qadar.

De hævder også, at Allah vil sende al-Mahdi gennem Sin al-Qada’ og al-Qadar, hvorefter forholdene vil ændre sig. Disse opfattelser blev føjet sammen og frembragte hærskarer af mislykkede og modløse mennesker, som modløser andre under overskrifterne »Allah sagde« og »Allahs Sendebud sagde«. Hvordan videregiver de deres modløshed til folk? Ved at hævde, at denne retning stemmer overens med den islamiske ’aqida, Allahs Bog og Allahs Sendebuds (saw) Sunnah. De fuldender alt dette med pligten til at adlyde dem, der har myndighed, og fastholder dermed virkeligheden, som den er. Disse forbrydere, der i dag hersker over den islamiske verden, er naturligvis ikke dem, der har retmæssig myndighed.

Bror Abdullah siger: »Sandt at sige er det emne, der har påvirket mit liv mest, al-Qada’ og al-Qadar og det, den lærde shaykh Taqi al-Din al-Nabhani skrev om det. Må Allah belønne ham på vores vegne med den bedste belønning.« Amin.

Hvordan forklarer vi denne sag for folk?

Men spørgsmålet består: Hvordan kan denne forståelse formidles til muslimerne på en enkel måde? Den kloge fremgangsmåde er at besvare det enkelte menneskes spørgsmål og indvendinger i det omfang, de foreligger. Hvilken forvirring har personen? I denne session, der har varet næsten en time eller mere, har vi behandlet emnet fra alle sider, fordi disse aspekter findes blandt muslimerne, og derfor giver vi svar på dem. Men det er ikke korrekt, at vi, hver gang nogen spørger om ét af spørgsmålene i dette emne, udførligt gennemgår, hvad al-Mu‘tazila, al-Jabriyya og ash‘aritterne sagde, og fjerner enhver forvirring om alt, der vedrører Allahs egenskaber.

En person kan spørge dig: »Er alt ikke ved qadar? Er alt ikke ved qadar? Er alle vores handlinger ikke ved qadar? Tror vi, retledes vi, vildledes vi og er vi ulydige ved qadar?« Du svarer: »Jo.« Så siger han: »Mennesket er altså tvunget; hvordan kan Allah da holde det til regnskab?« Besvar spørgsmålet i det omfang, det er stillet, og fjern den konkrete forvirring, personen har. Forklar, at qadar ikke er skabelse og ikke bringer noget til eksistens. Når vi undersøger versene og hadithene, ser vi, at qadar betyder Allahs evige viden, og at nedskrivningen i Den Bevarede Tavle udtrykker samme betydning. Allah »bestemte« og skrev i Den Bevarede Tavle, hvilket betyder, at Han vidste det fra evighed. Denne viden frembringer ikke menneskets handling, og menneskets handling frembringes ikke gennem qadar. Qadar er hverken skabelse eller frembringelse; det er Allahs viden, og at alle ting er kendte og åbenbare for Allah, sådan som vi tidligere sagde. Besvar spørgsmålet i det omfang, den spørgendes konkrete forvirring kræver.

At tage midlerne i brug og forlade sig på Allah

Abu al-Rashid spørger: »Er der en forbindelse mellem emnet al-Qada’ og al-Qadar og spørgsmålet om at tage midlerne i brug og forlade sig på Allah?« Min kære bror Abu al-Rashid har ret i at stille dette spørgsmål. I de kommende halaqaat vil jeg, om Allah vil, ikke straks gå fra al-Qada’ og al-Qadar til emnet den islamiske Shari’ah. Jeg vil først behandle spørgsmål, som er forbundet med dette emne.

I den næste halaqa vil jeg, om Allah vil, behandle retledning og vildledning. Disse blev inddraget i spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar og spørgsmålet om, hvorvidt mennesket er tvunget eller frit stillet. Er retledning og vildledning ikke menneskelige handlinger? Al-Mu‘tazila siger: »De udføres og skabes af mennesket.« Al-Jabriyya og andre siger, at retledning og vildledning kommer fra Allah, så mennesket hverken vælger retledning eller vildledning. Den, som Allah har skrevet retledning for, bliver derimod retledt uden sin vilje, og den, som Han har skrevet vildledning for, bliver vildledt uden sin vilje. Vi har naturligvis besvaret dette emne i generelle træk i dag. Vi sagde, at mennesket vælger sine handlinger, herunder beslutningen om iman, retledning, vildledning, kufr, ulydighed og lydighed og så videre. Men nogle mennesker er fortsat forvirrede over Qur’an-vers og hadith om retledning og vildledning, og dem vil vi derfor behandle, om Allah vil.

Dette omfatter også spørgsmålet om at tage midlerne i brug og forlade sig på Allah. Vi vil afsætte en halaqa til dette emne. Men jeg vil svare kort: At tage midlerne i brug har ingen forbindelse til spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar. Den undersøgelse af al-Qada’ og al-Qadar, som vi netop har gennemgået, er en undersøgelse af menneskets handlinger: Er mennesket tvunget eller frit stillet? Den sfære, der dominerer mennesket, og som den tekniske term »al-Qada’ og al-Qadar« anvendes om, ligger uden for menneskets evne. Mennesket kan ikke tage midlerne i brug inden for denne sfære, fordi den ikke ligger inden for dets evne. At tage midlerne i brug sker inden for den sfære, som mennesket dominerer, og her skal mennesket tage dem i brug. Allah har fastsat love for disse ting og for livet, og mennesket må forstå dem, så det kender årsager og virkninger: hvordan det frembringer én ting af en anden, hvordan det skaber en virkning gennem et ord, hvordan det bygger et rum af træ, laver en bil af jern eller frembringer en ny ret af en blanding af fødevarer og så videre. Mennesket må tage midlerne i brug. Det sker inden for den sfære, som mennesket dominerer, ikke inden for den sfære, der dominerer mennesket, og som teknisk kaldes al-Qada’ og al-Qadar. At forlade sig på Allah er et andet spørgsmål, og også det vil, om Allah vil, få sin egen halaqa.

Afslutningen

Kære brødre, vi nøjes med dette for i dag. Jeg beder Allah om at belønne os for det, vi har sagt og hørt. Jeg beder Allah om at øge vores viden og lade os få gavn af det, Han har lært os.

Hvis jeg har talt godt, er det ved Allahs gunst. Hvis jeg har fejlet, kommer det fra mig selv. Jeg beder Allah om tilgivelse og om at ramme det rette i ord og handling. Må Allahs fred og velsignelser være over vor mester Muhammad, hans familie, hans sahaba og dem, der følger hans vejledning på bedste vis frem til Dommedagen. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del