Alle Halaqaat
DA

Halaqa 12

Al-Qada’ og al-Qadar — retledning og vildledning i Qur'anen

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 12: al-Qada’ og al-Qadar — retledning og vildledning i Qur'anen

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 18. september 2017 — 27. dhu al-hijjah 1438 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning: Retledning og vildledning i spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar

I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.

Velkommen, kære brødre, til denne nye episode af jeres program Halaqa Online.

Denne halaqa har titlen »Opfattelser af retledning og vildledning i Qur’anen«.

I den forrige halaqa gik vi forholdsvis udførligt ind på spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar, som dannede rammen om en strid mellem kalam-skolerne. Striden voksede og blev et fænomen i den muslimske Ummah gennem flere hundrede år og helt frem til i dag. Den drejer sig om spørgsmålet: Er mennesket tvunget eller frit stillet?

Vi nåede sammen med jer frem til en konklusion i den forrige halaqa: Mennesket lever mellem to sfærer. Den ene sfære dominerer mennesket; det kan ikke vælge noget i den og er derfor tvunget i den. Mennesket er ikke ansvarligt for de handlinger, der i denne sfære udgår fra det eller rammer det. De er fra Allah ﷻ, og mennesket har ingen mulighed for at afværge dem.

Den anden sfære er derimod den sfære, som mennesket har kontrol over. Her udfører mennesket sine handlinger med sin vilje og sit ønske og holdes derfor til regnskab hos Allah ﷻ for de handlinger, det foretager, udøver og gennemfører inden for denne sfære: for godt med godt og for ondt med ondt.

Denne sfære, som mennesket har kontrol over, omfatter naturligvis også det, der hører under taklif. Allah ﷻ har pålagt mennesket ansvar: Han har befalet og forbudt det – Han har befalet det, forbudt det og givet det et valg. Når Han befaler mennesket noget, betyder det, at det er i stand til at gøre det. Når Han forbyder det noget, betyder det, at det er i stand til at afholde sig fra det. Når Han giver det et valg, betyder det, at det er i stand til både at gøre det og lade være. Alligevel så vi, at en gruppe mennesker – herunder muslimer fra kalam-skolerne – insisterede på, at mennesket er tvunget i alt. Det vælger intet og beslutter intet. Det, vi opfatter som vilje og viljestyret handling, er blot en forestilling uden nogen virkelighed. Handlingerne udgår fra mennesket, sker gennem dets hænder eller rammer det fra Allah ﷻ, og menneskets egen vilje (irada) og eget ønske (mashi’a) spiller efter deres opfattelse ingen rolle i disse handlinger.

Et af de vigtigste spørgsmål, der blev rejst i denne strid, var spørgsmålet om retledning og vildledning.

Bliver mennesket retledt og farer det vild ved egen vilje?

Når man fastslår, at mennesket vælger handlinger, som det holdes til regnskab for, er det mest nærliggende at sige, at mennesket bliver retledt ved sin egen vilje og farer vild ved sin egen vilje. Derfor holdes det til regnskab hos Allah ﷻ for sin retledning og vildledning: Bliver det retledt, fortjener det belønning; farer det vild, fortjener det straf og pinsel.

Men den gruppe, der gjorde mennesket tvunget gennem hele dets liv og i alle dets handlinger, placerede retledning og vildledning i den eneste sfære, de anerkendte. De mente, at retledningen kommer fra Allah ﷻ: Den, der bliver retledt, bliver det, fordi Allah ﷻ retleder ham, og fordi Allah ﷻ har bestemt, at han skulle blive retledt. Ifølge dem er det altså Allah ﷻ, der direkte udfører selve retledningshandlingen i mennesket. På samme måde var den, der for vild, ikke selv den, der besluttede det eller udførte handlingen at fare vild; hans vildfarelse skyldtes derimod, at Allah ﷻ tvang ham.

Disse mennesker anførte aya som bevis og henviste til Allahs ﷻ ord:

﴿ مَن يَهْدِ ٱللَّهُ فَهُوَ ٱلْمُهْتَدِ ۖ وَمَن يُضْلِلْ فَلَن تَجِدَ لَهُۥ وَلِيًّا مُّرْشِدًا ﴾
»Hvem Allah giver retledning, er den retledte, og hvem Han lader gå på afveje, vil du aldrig finde en beskytter til at lede ham« [18:17].

De begyndte at opregne disse aya, der tilskriver retledning og det at lede nogen på afveje til Allah ﷻ. Dermed fratog de mennesket både viljen og evnen til at tage imod retledning eller vælge vildfarelse. Ifølge dem er mennesket tvunget, selv hvad angår retledning og vildledning.

Det skal samtidig bemærkes, at hvis vi undersøger Allahs bog nøje, finder vi aya, der tilskriver retledning og vildledning – eller det at lede nogen på afveje – til Allah ﷻ, og andre aya, der tilskriver mennesket det at tage imod retledning og at fare vild. Vi har også aya, der tilskriver selve retledningshandlingen til mennesket, dvs. at et menneske kan vise et andet menneske vejen, og som tilskriver det at lede nogen på afveje til Satan og mennesket, dvs. at Satan er den, der leder mennesket på afveje. Denne Satan – hvad enten han er et menneske eller en jinn – beskrives desuden i Qur’anen som en, der leder mennesker på afveje.

Derfor tilskrives handlingen nogle gange Allah, andre gange Satan og andre gange mennesket; derfor… Da det er umuligt, at der findes en modsigelse mellem ét vers og et andet i Allahs bog, må vi forstå disse vers, hvis overfladiske betydning af nogle mennesker opfattes som modstridende, mens de i virkeligheden ikke er modstridende.

Nødvendigheden af sproglig og sharia-baseret forståelse

Vi ved, at det arabiske sprog indeholder ord med flere mulige betydninger og også ord med beslægtede betydninger. Derfor har ordet huda ikke nødvendigvis samme tilsigtede betydning, hver gang det forekommer, og ordene dalal og idlal har heller ikke nødvendigvis samme tilsigtede betydning hver gang. I nogle aya er én betydning tilsigtet, mens en anden betydning er tilsigtet i andre aya.

Det vil vi se i detaljer ved at læse et betydeligt antal aya, der indeholder udtryk for retledning, at blive retledt, vildledning, at lede nogen på afveje og så videre.

Det vigtige er at forstå disse aya på en sharia-baseret måde i overensstemmelse med det arabiske sprogs betydningsindikationer. Vi må ikke blande den formelle logiske tænkning ind i det; muslimerne blev desværre tidligere påvirket af forskellige intellektuelle strømninger gennem denne tænkning. Forudfattede holdninger, der ikke tager hensyn til ayas betydninger og sproglige indikationer, må heller ikke styre forståelsen.

Jeg fortsætter altså, og tawfiq er fra Allah.

De sproglige betydninger af retledning, at blive retledt, vildledning og at lede nogen på afveje

Ordene hudā, hidāya, dalāl og idlāl er arabiske ord, der eksisterede i det arabiske sprog før islam, og de har derfor sproglige betydninger.

Sprogligt betyder al-huda retskaffenhed og at finde den rette vej. Hvis du finder frem til noget, har du fundet den rette vej til det og er nået frem til det. Man siger for eksempel: »Jeg fandt frem til den og dens vej« eller »jeg fandt vejen til den bestemte by«, dvs. at man kendte vejen dertil. Her betyder retledning altså, at mennesket finder frem til noget: Det ved, hvordan det når frem, og kender vejen dertil.

Når et menneske retleder et andet, betyder det at vise vejen. Hvis du siger: »Jeg viste den og den vej«, betyder det, at du viste ham stedet eller den ting, han søgte. Du viste ham for eksempel vejen til en bestemt landsby, dvs. du anviste og viste ham vejen dertil.

Omvendt er det sproglige ord for vildledning det modsatte af retledning og at finde den rette vej. Det betyder at blive væk eller fare vild. Man siger for eksempel: »Den og den gik ind i skoven og for vild derinde«, dvs. at han mistede orienteringen, blev væk og ikke kunne finde sin vej.

At lede nogen på afveje er at få et menneske til at fare vild i stedet for at vise det vej, eller at få mennesket til at blive fortabt i stedet for at vise det vej til dets bestemmelsessted. Når man siger, at en person har ledt en anden på afveje, betyder det altså, at han fik den anden til at fare vild og blive fortabt. Her kan verbet også betyde at miste noget. Når man siger, at en person mistede sin hunkamel, betyder det, at han ikke længere kunne finde den; den fór vild fra hende.

Disse er de sproglige betydninger af ordene huda, hidaya, dalal og idlal; disse udtryk har disse sproglige betydninger.

Qur’anske belæg for de sproglige betydninger

Disse betydninger forekommer i Allahs bog. Jeg vil sammen med jer læse nogle aya, hvor ordene retledning og at blive retledt forekommer i deres oprindelige sproglige betydning.

Allah ﷻ sagde:

﴿ وَهُوَ ٱلَّذِى جَعَلَ لَكُمُ ٱلنُّجُومَ لِتَهْتَدُوا۟ بِهَا فِى ظُلُمَـٰتِ ٱلْبَرِّ وَٱلْبَحْرِ ﴾
»Og Han er den, der har gjort stjernerne tilgængelige for jer, så I kan finde vej ved dem i mørket på land og hav« [6:97].

»Så I kan finde vej« betyder, at stjernerne viser jer vej. Mennesker har ofte fundet vej om natten ved at betragte stjernerne. Det har været kendt siden oldtiden, navnlig blandt søfarende.

Her betyder det at finde vej ikke at blive retledt til lydighed og iman, men at finde vej under en rejse. I denne betydning sagde Allah ﷻ:

﴿ وَأَلْقَىٰ فِى ٱلْأَرْضِ رَوَٰسِىَ أَن تَمِيدَ بِكُمْ وَأَنْهَـٰرًا وَسُبُلًا لَّعَلَّكُمْ تَهْتَدُونَ ﴾
»Og Han anbragte faste bjerge på jorden, så den ikke skulle ryste under jer, samt floder og veje, så I måske kan finde vej« [16:15].

Det vil sige, at I måske kan finde og kende jeres vej ved at betragte disse ruter og jordens landskab.

Og ligeledes:

﴿ وَعَلَـٰمَـٰتٍ ۚ وَبِٱلنَّجْمِ هُمْ يَهْتَدُونَ ﴾
»Og tegn. Ved stjernen finder de vej« [16:16].

Det vil sige, at de kender deres vej ved at betragte stjernen. Allah ﷻ sagde også:

﴿ إِلَّا ٱلْمُسْتَضْعَفِينَ مِنَ ٱلرِّجَالِ وَٱلنِّسَآءِ وَٱلْوِلْدَٰنِ لَا يَسْتَطِيعُونَ حِيلَةً وَلَا يَهْتَدُونَ سَبِيلًا ﴾
»undtagen de undertrykte blandt mænd, kvinder og børn, som ingen udvej har og ikke kan finde vej« [4:98].

Når Allah ﷻ her siger:

﴿ وَلَا يَهْتَدُونَ سَبِيلًا ﴾
»og ikke kan finde vej« [4:98],

betyder det ikke, at de ikke bliver retledt til Allahs befaling, lydighed mod Ham eller iman. Det betyder derimod, at de ikke kender vejen fra det ene land til det andet.

Omvendt optræder ordet vildfarelse med sin sproglige betydning, som er det modsatte af de sproglige betydninger af retledning og vejvisning.

Allah ﷻ sagde:

﴿ وَقَالُوٓا۟ ﴾
»De sagde« [32:10].

Her tales der om de vantro:

﴿ أَءِذَا ضَلَلْنَا فِى ٱلْأَرْضِ أَءِنَّا لَفِى خَلْقٍ جَدِيدٍۭ ﴾
»Når vi er forsvundet i jorden, skal vi da være i en ny skabelse?« [32:10].

Ordene »forsvundet i jorden« betyder her ikke, at de er faret vild fra Allahs befaling og lydigheden mod Ham. Meningen er, at deres legemer efter døden forsvinder i jorden, dvs. at legemerne forgår og opløses.

﴿ أَءِنَّا لَفِى خَلْقٍ جَدِيدٍۭ ﴾
»Skal vi da være i en ny skabelse?« [32:10].

Skal vi genopstå, og skal vores legemer skabes på ny? Det er det, de vantro siger, når de fornægter den Yderste Dag.

Allah ﷻ sagde også:

﴿ أُو۟لَـٰٓئِكَ ٱلَّذِينَ خَسِرُوٓا۟ أَنفُسَهُمْ ﴾
»Det er dem, der har mistet sig selv« [11:21].

Om de vantro på Opstandelsens Dag hedder det:

﴿ أُو۟لَـٰٓئِكَ ٱلَّذِينَ خَسِرُوٓا۟ أَنفُسَهُمْ وَضَلَّ عَنْهُم مَّا كَانُوا۟ يَفْتَرُونَ ﴾
»Det er dem, der har mistet sig selv, og det, de plejede at opdigte, har svigtet dem« [11:21].

Det vil sige, at de søgte efter de guder, de plejede at tilbede, eller de awliya, de havde taget sig ud over Allah ﷻ, men ikke fandt dem på Opstandelsens Dag, fordi de alle havde svigtet dem den dag.

Den sproglige betydning forekommer også i Allahs ﷻ ord:

﴿ وَٱسْتَشْهِدُوا۟ شَهِيدَيْنِ مِن رِّجَالِكُمْ ۖ فَإِن لَّمْ يَكُونَا رَجُلَيْنِ فَرَجُلٌ وَٱمْرَأَتَانِ مِمَّن تَرْضَوْنَ مِنَ ٱلشُّهَدَآءِ أَن تَضِلَّ إِحْدَىٰهُمَا فَتُذَكِّرَ إِحْدَىٰهُمَا ٱلْأُخْرَىٰ ﴾
»og tag to mænd blandt jer som vidner. Hvis der ikke er to mænd, så én mand og to kvinder blandt dem, I godkender som vidner, således at hvis den ene begår en fejl, kan den anden minde hende« [2:282].

Hvad menes der her med, at den ene af dem kan fare vild? Det betyder ikke, at hun er ulydig, begår kufr eller handler imod Allahs ﷻ befaling. Det betyder, at den ene kvinde kan tage fejl, glemme eller være uopmærksom, så den anden minder hende om det, hun har glemt:

﴿ أَن تَضِلَّ إِحْدَىٰهُمَا فَتُذَكِّرَ إِحْدَىٰهُمَا ٱلْأُخْرَىٰ ﴾
»således at hvis den ene af dem begår en fejl, kan den anden minde hende« [2:282].

Således er dette fra et sprogligt synspunkt.

Den sharia-baserede betydning af retledning og vildledning

Men når udtrykkene retledning, at blive retledt, vildledning og at lede nogen på afveje forekommer i Allahs bog og i Allahs Sendebuds (saw) hadith, er det i de fleste tilfælde den sharia-baserede betydning, der menes.

Den sharia-baserede betydning her er at blive retledt til iman og til lydighed mod Allah. Den, der har iman og adlyder Allah ﷻ, er retledt. Omvendt betyder vildledning kufr, ulydighed mod Allah ﷻ og overtrædelse af Hans befaling. Den, der begår kufr mod Allah og vender sig bort fra lydighed mod Ham, er vildfaren. Det er i langt de fleste tilfælde den sharia-baserede betydning af udtrykkene retledning, at blive retledt, vildledning og at lede nogen på afveje i Allahs bog. Her siger vi: Tawfiq er fra Allah.

Menneskets ansvar for retledning og vildledning

Er det korrekt at sige, at retledning og vildledning ikke er menneskets handlinger, men Allahs handlinger? At det ikke er mennesket selv, der bliver retledt og udfører retledningshandlingen, og at det heller ikke selv farer vild, beslutter sig for vildfarelsen og udfører den? Er det korrekt? Det er naturligvis ikke korrekt.

Når vi betragter de aya, hvoraf vi har læst nogle og vil læse flere, ser vi, at mange aya i Allahs bog tilskriver mennesket selve handlingen at tage imod retledning eller vælge vildfarelse:

﴿ إِنَّا هَدَيْنَـٰهُ ٱلسَّبِيلَ إِمَّا شَاكِرًا وَإِمَّا كَفُورًا ﴾
»Vi viste ham vejen, hvad enten han bliver taknemmelig eller utaknemmelig« [76:3],

﴿ وَقُلِ ٱلْحَقُّ مِن رَّبِّكُمْ ۖ فَمَن شَآءَ فَلْيُؤْمِن وَمَن شَآءَ فَلْيَكْفُرْ ﴾
»Sig: Sandheden er fra jeres Herre. Lad den, der vil, tro, og lad den, der vil, fornægte« [18:29].

Disse aya tilskriver altså mennesket selve handlingen at tage imod retledning eller vælge vildfarelse.

Nogen vil måske sige: »Men der findes andre aya, som tilskriver retledning og det at lede nogen på afveje til Allah ﷻ. Menneskets retledning kommer fra Allah og ikke fra mennesket selv; det er ikke mennesket, der beslutter og handler. Det samme gælder vildledningen.« Vi svarer, at indikationen leder betydningen hen til, at mennesket selv udfører retledningshandlingen: Det beslutter sig for retledningen, handler derefter og bliver retledt ved sin egen vilje. Og hvis det farer vild, farer det ligeledes vild ved sin egen vilje.

Hvad er de vigtigste indikationer på dette? Den største indikation er, at Allah ﷻ har knyttet belønning til retledning og straf til vildledning. Hvordan skulle Allah ﷻ kunne knytte en belønning til noget, som mennesket ikke gjorde ved sin egen vilje, men var tvunget til at gøre og ikke kunne undlade? Og hvordan skulle Han kunne knytte en straf til en handling, som mennesket var tvunget til at udføre og ikke kunne undlade?

Selve det, at Allah ﷻ belønner mennesket for denne handling, betyder, at mennesket fortjener belønningen gennem det, det selv besluttede og gjorde. På samme måde fortjener det straf for den ulydighed og vildledning, det selv begik. Når belønningen knyttes til retledning og straffen til vildledning, betyder det altså, at det er mennesket selv, der bliver retledt, og mennesket selv, der farer vild.

Belønning og straf som indikation på frit valg

Blandt beviserne er Allahs ﷻ ord:

﴿ مَّنْ عَمِلَ صَـٰلِحًا فَلِنَفْسِهِۦ ۖ وَمَنْ أَسَآءَ فَعَلَيْهَا ۗ وَمَا رَبُّكَ بِظَلَّـٰمٍ لِّلْعَبِيدِ ﴾
»Den, der gør det gode, gør det for sig selv, og den, der gør det onde, gør det mod sig selv. Din Herre er aldrig uretfærdig over for sine tjenere« [41:46].

Af afslutningen på denne aya fremgår det, at Allah ﷻ ikke begår uret mod mennesket. Når Han straffer det, straffer Han det for noget, det gjorde ved sin egen vilje. Hvis Han straffede det for noget, det ikke gjorde ved egen vilje, men var tvunget til at gøre, ville det være uretfærdighed. Allah ﷻ er højt hævet over noget sådant.

Allah ﷻ sagde:

﴿ فَمَن يَعْمَلْ مِثْقَالَ ذَرَّةٍ خَيْرًا يَرَهُۥ ﴾
»Den, der gør et støvgrans vægt af godt, vil se det« [99:7],

og:

﴿ وَمَن يَعْمَلْ مِثْقَالَ ذَرَّةٍ شَرًّا يَرَهُۥ ﴾
»Og den, der gør et støvgrans vægt af ondt, vil se det« [99:8].

Han knyttede altså belønning og straf til det, mennesket selv gør.

Allah ﷻ sagde:

﴿ وَمَن يَعْمَلْ مِنَ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ وَهُوَ مُؤْمِنٌ فَلَا يَخَافُ ظُلْمًا وَلَا هَضْمًا ﴾
»Den, der udfører retskafne gerninger og har iman, behøver hverken frygte uret eller berøvelse« [20:112].

﴿ وَمَن يَعْمَلْ مِنَ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ وَهُوَ مُؤْمِنٌ فَلَا يَخَافُ ظُلْمًا وَلَا هَضْمًا ﴾
»Den, der udfører retskafne gerninger og har iman, behøver hverken frygte uret eller berøvelse« [20:112].

Mennesket udsættes altså ikke for uret, men belønnes, og dets ret formindskes ikke. Allah ﷻ sagde også:

﴿ فَمَن يَعْمَلْ مِنَ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ وَهُوَ مُؤْمِنٌ فَلَا كُفْرَانَ لِسَعْيِهِۦ وَإِنَّا لَهُۥ كَـٰتِبُونَ ﴾
»Den, der udfører retskafne gerninger og har iman, får ikke sin indsats fornægtet, og Vi nedtegner den for vedkommende« [21:94].

Det vil sige, at belønningen nedskrives for mennesket, og dets indsats ikke fornægtes.

Allah ﷻ sagde:

﴿ إِنَّ ٱلَّذِينَ يَضِلُّونَ عَن سَبِيلِ ٱللَّهِ لَهُمْ عَذَابٌ شَدِيدٌۢ بِمَا نَسُوا۟ يَوْمَ ٱلْحِسَابِ ﴾
»De, der farer vild fra Allahs vej, får en streng straf, fordi de glemte Regnskabets Dag« [38:26].

Han knyttede altså den strenge straf til at fare vild fra Allahs ﷻ vej. Det betyder, at mennesket farer vild ved sin egen vilje. Allah ﷻ sagde også:

﴿ وَٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ سَنُدْخِلُهُمْ جَنَّـٰتٍ تَجْرِى مِن تَحْتِهَا ٱلْأَنْهَـٰرُ خَـٰلِدِينَ فِيهَآ أَبَدًا ۖ وَعْدَ ٱللَّهِ حَقًّا ۚ وَمَنْ أَصْدَقُ مِنَ ٱللَّهِ قِيلًا ﴾
»Dem, der har iman og udfører retskafne gerninger, vil Vi føre ind i Haver, hvorunder floder strømmer; der skal de forblive for evigt. Allahs løfte er sandt, og hvem er mere sanddru i sin tale end Allah?« [4:122].

﴿ لَّيْسَ بِأَمَانِيِّكُمْ وَلَآ أَمَانِىِّ أَهْلِ ٱلْكِتَـٰبِ ۗ مَن يَعْمَلْ سُوٓءًا ﴾
»Det afhænger hverken af jeres ønsker eller Skriftens folks ønsker. Den, der gør noget ondt« [4:123].

﴿ مَن يَعْمَلْ سُوٓءًا يُجْزَ بِهِۦ وَلَا يَجِدْ لَهُۥ مِن دُونِ ٱللَّهِ وَلِيًّا وَلَا نَصِيرًا ﴾
»Den, der gør noget ondt, vil få gengæld for det og finder hverken beskytter eller hjælper ud over Allah« [4:123].

Det er altså klare og udførlige ord, der knytter belønning og straf til retledning og vildledning. Det er tydelige indikationer på, at mennesket bliver retledt ved sin egen vilje. Beslutter det sig for at blive retledt, bliver det retledt; beslutter det sig for at fare vild, farer det vild – efter at retledningen fra Allah ﷻ er nået frem til det.

Hvordan retledningen når mennesket

Allah ﷻ åbenbarede for Sit Sendebud Muhammad (saw) en bog, der indeholder retledning for menneskene. Når dette budskab når et menneske, betyder det, at retledningen er nået frem til det. Allah ﷻ sagde:

﴿ قَدْ جَآءَكُم مِّنَ ٱللَّهِ نُورٌ وَكِتَـٰبٌ مُّبِينٌ ۝ يَهْدِى بِهِ ٱللَّهُ مَنِ ٱتَّبَعَ رِضْوَٰنَهُۥ سُبُلَ ٱلسَّلَـٰمِ وَيُخْرِجُهُم مِّنَ ٱلظُّلُمَـٰتِ إِلَى ٱلنُّورِ بِإِذْنِهِۦ وَيَهْدِيهِمْ إِلَىٰ صِرَٰطٍ مُّسْتَقِيمٍ ﴾
»Der er kommet et lys og en tydelig Bog til jer fra Allah. Med den retleder Allah dem, der følger Hans velbehag, til fredens veje, fører dem ud af mørket til lyset med Hans tilladelse og retleder dem til en ret vej« [5:15–16].

Hvordan forstår vi, at retledning og vildledning tilskrives Allah?

Her kan nogen stadig spørge: Hvordan skal vi forstå de aya, der tilskriver retledning og vildledning – altså menneskets handling – til Allah ﷻ? Ja, vi har forstået, at der findes aya, som tilskriver retledning og vildledning til Allah ﷻ, og at indikationerne, navnlig belønning og straf, viser den faktiske virkelighed: Mennesket vælger retledningen og vælger vildfarelsen. Men hvordan forstår vi de aya, der tilskriver retledning og vildledning til Allahs handling og dermed siger, at menneskets retledning og vildledning kommer fra Allah ﷻ? Jeg fortsætter, og tawfiq er fra Allah.

Retledningens og vildledningens tre stadier

Når vi betragter Allahs bog, finder vi en rækkefølge eller orden i denne retledningsproces for mennesket, og vi ser, at den forløber gennem tre stadier.

Det første stadie er, at retledning fra Allah ﷻ når mennesket, før det bliver retledt. For at du kan blive retledt, må nogen først vise dig vejen. Vejvisningen og anvisningen kommer fra Allah ﷻ. Det kaldes retledning: Allah ﷻ retleder mennesket ved at anvise og vise det vejen og befale det; samtidig forbyder Han det at vælge vildfarelsen.

På det første stadie, før mennesket bliver retledt, kommer retledningen fra Allah ﷻ; derfor tilskrives retledningen her Allah ﷻ. Over for denne retledning fra Allah ﷻ står det at lede nogen på afveje. Det kan her under ingen omstændigheder tilskrives Allah ﷻ, for Allah ﷻ befaler retledning og befaler ikke vildledning. Allah ﷻ kalder mennesket til retledning og til den rette vej; Han viser og anviser mennesket vejen.

Omvendt er det Satan, der her leder på afveje. Han kalder til vildfarelsen, den brændende ild og Jahannam. Retledningen kommer fra Allah ﷻ, mens det at lede nogen på afveje kommer fra Satan. Denne satan kan være en jinn eller et menneske.

Den, der befaler mennesket kufr og ulydighed og vender det bort fra lydighed mod Allah ﷻ, er selv vildfaren og leder andre på afveje; han leder mennesket på afveje. Dette er det første stadie, før mennesket beslutter sig for at tage imod retledningen eller vælge vildfarelsen.

Jeg vil sammen med jer læse nogle aya, der omhandler dette første stadie, hvor retledningen kommer fra Allah ﷻ, mens sataner blandt mennesker og jinner leder på afveje.

Første stadie: Retledning og vejvisning før menneskets valg

Når Allah ﷻ retleder mennesket i betydningen at vise og anvise vejen samt befale og forbyde, siger Han:

﴿ إِنَّا خَلَقْنَا ٱلْإِنسَـٰنَ مِن نُّطْفَةٍ أَمْشَاجٍ نَّبْتَلِيهِ فَجَعَلْنَـٰهُ سَمِيعًۢا بَصِيرًا ۝ إِنَّا هَدَيْنَـٰهُ ٱلسَّبِيلَ إِمَّا شَاكِرًا وَإِمَّا كَفُورًا ﴾
»Vi skabte mennesket af en blandet dråbe for at prøve det, og Vi gjorde det hørende og seende. Vi viste det vejen, enten taknemmeligt eller utaknemmeligt« [76:2–3].

Her er det helt tydeligt, at retledningen kommer fra Allah ﷻ og betyder vejvisning og anvisning. Beviset er, at mennesket derefter selv vælger enten at være taknemmeligt eller at begå kufr. »Vi viste det vejen« betyder, at Allah ﷻ viste og anviste mennesket vejen. Derefter er det enten taknemmeligt eller utaknemmeligt: Nogle får iman af taknemmelighed over for Allah ﷻ, mens andre begår kufr af fornægtelse – må Allah beskytte os.

I samme betydning siger Allah ﷻ:

﴿ وَقُلِ ٱلْحَقُّ مِن رَّبِّكُمْ ﴾
»Og sig: Sandheden er fra jeres Herre« [18:29].

Dette er retledning fra Allah. Derefter kommer menneskets egen beslutning om at tage imod retledningen:

﴿ فَمَن شَآءَ فَلْيُؤْمِن ﴾
»så lad den, der vil, tro« [18:29].

Dette er at tage imod retledningen.

﴿ وَمَن شَآءَ فَلْيَكْفُرْ ﴾
»og lad den, der vil, fornægte« [18:29].

Dette er vildfarelsen. Efter retledningen fra Allah ﷻ vælger mennesket selv enten iman eller kufr.

Allah ﷻ sagde:

﴿ وَأَمَّا ثَمُودُ فَهَدَيْنَـٰهُمْ فَٱسْتَحَبُّوا۟ ٱلْعَمَىٰ ﴾
»Hvad angår Thamud, så viste Vi dem vejen, men de foretrak blindheden« [41:17].

Det vil sige: Vi viste dem vejen til sandheden, iman og lydighed. Her retledte Allah dem; det betyder ikke, at de fik iman og tog imod retledningen. Nej, det betyder, at Han viste dem vejen. Efter at Han havde vist dem vejen til sandheden, hvad valgte de da? De foretrak blindheden, dvs. vildfarelsen.

﴿ فَٱسْتَحَبُّوا۟ ٱلْعَمَىٰ عَلَى ٱلْهُدَىٰ فَأَخَذَتْهُمْ صَـٰعِقَةُ ٱلْعَذَابِ ٱلْهُونِ بِمَا كَانُوا۟ يَكْسِبُونَ ﴾
»De foretrak blindheden frem for retledningen, så den ydmygende pinsels tordenslag ramte dem for det, de havde gjort« [41:17].

I samme betydning siger Allah ﷻ:

﴿ وَإِنِ ٱهْتَدَيْتُ فَبِمَا يُوحِىٓ إِلَىَّ رَبِّىٓ ﴾
»Hvis jeg retledes, skyldes det, hvad min Herre åbenbarer for mig« [34:50].

Det betyder, at Allah ﷻ åbenbarer retledningen, og mennesket bliver retledt gennem den. I samme betydning siger Allah ﷻ:

﴿ قُلْ هَلْ مِن شُرَكَآئِكُم مَّن يَهْدِىٓ إِلَى ٱلْحَقِّ ﴾
»Sig: Er der blandt jeres medguder nogen, der retleder til sandheden?« [10:35].

Det vil sige: Findes der blandt de medguder, I tilbeder, følger eller tager som beskyttere,

﴿ مَّن يَهْدِىٓ إِلَى ٱلْحَقِّ ﴾
»nogen, der retleder til sandheden« [10:35],

dvs. nogen, der viser vejen til sandheden?

﴿ قُلِ ٱللَّهُ يَهْدِى لِلْحَقِّ ﴾
»Sig: Allah retleder til sandheden« [10:35].

﴿ أَفَمَن يَهْدِىٓ إِلَى ٱلْحَقِّ ﴾
»Er den, der retleder til sandheden« [10:35]

– nemlig Allah ﷻ –

﴿ أَفَمَن يَهْدِىٓ إِلَى ٱلْحَقِّ أَحَقُّ أَن يُتَّبَعَ ﴾
»er den, der retleder til sandheden, mere berettiget til at blive fulgt« [10:35]

?

﴿ أَمَّن لَّا يَهِدِّىٓ إِلَّآ أَن يُهْدَىٰ ﴾
»eller den, der ikke selv finder vej, medmindre han bliver retledt?« [10:35].

Det vil sige, at den, I tilbeder, ikke selv kan finde vej; det kan han kun, hvis retledningen kommer til ham fra Allah ﷻ. Hvis han får vist vejen, kan han tage imod retledningen.

﴿ فَمَا لَكُمْ كَيْفَ تَحْكُمُونَ ﴾
»Hvad er der med jer? Hvordan dømmer I?« [10:35].

Allah ﷻ sagde:

﴿ بَلِ ٱللَّهُ يَمُنُّ عَلَيْكُمْ أَنْ هَدَىٰكُمْ لِلْإِيمَـٰنِ ﴾
»Nej, Allah har vist jer nåde ved at retlede jer til iman« [49:17],

dvs. ved at vise jer vejen til iman. Allah ﷻ beskrev også sine retskafne tjenere:

﴿ وَقَالُوا۟ ٱلْحَمْدُ لِلَّهِ ٱلَّذِى هَدَىٰنَا لِهَـٰذَا وَمَا كُنَّا لِنَهْتَدِىَ لَوْلَآ أَنْ هَدَىٰنَا ٱللَّهُ ﴾
»Lovprisning tilkommer Allah, som har ført os til dette. Vi ville aldrig have fundet vej, hvis Allah ikke havde vist os vejen« [7:43].

Det vil sige: Fordi Allah ﷻ viste os vejen, kendte vi retledningen, besluttede os for at tage imod den og blev retledt.

I samme betydning siger Allah ﷻ:

﴿ مَن يَهْدِ ٱللَّهُ فَهُوَ ٱلْمُهْتَدِ ﴾
»Den, Allah retleder, er den retledte« [18:17].

Det vil sige: Den, som Allah ﷻ giver retledningen, og som tager imod den, er den retledte.

﴿ وَمَن يُضْلِلْ فَلَن تَجِدَ لَهُۥ وَلِيًّا مُّرْشِدًا ﴾
»Og den, Han lader fare vild, vil du aldrig finde en beskytter, der kan vise vedkommende vej« [18:17].

Det vil sige: Den, som Allah ﷻ lader fare vild – altså den, der ikke henter retledningen fra Allah ﷻ – lader Allah fare vild. Ingen kan da retlede ham, for retledningen kommer kun fra Allah ﷻ.

I samme betydning sagde Allah ﷻ med Ibrahims (as) ord:

﴿ لَئِن لَّمْ يَهْدِنِى رَبِّى ﴾
»Hvis min Herre ikke retleder mig« [6:77].

Han sagde:

﴿ لَئِن لَّمْ يَهْدِنِى رَبِّى لَأَكُونَنَّ مِنَ ٱلْقَوْمِ ٱلضَّآلِّينَ ﴾
»Hvis min Herre ikke retleder mig, vil jeg bestemt være blandt dem, der farer vild« [6:77].

Det vil sige: Jeg når ikke retledningen og lærer den ikke at kende, medmindre Allah ﷻ viser mig vejen, dvs. retleder mig. Hvis Han retleder mig, tager jeg imod retledningen; ellers er jeg blandt de vildfarne.

Når mennesket således tager imod retledningen, hvem har da altid først vist det vejen? Allah ﷻ på det første stadie. Heroverfor …

I samme betydning kan man sige, at ligesom Allah ﷻ retleder til sandheden, dvs. viser vejen til sandheden, gør Hans profeter og retskafne tjenere det også. Det er korrekt at sige, at Allahs profeter og deres troende følgere retleder mennesker i betydningen, at de viser dem vejen.

I denne betydning sagde Allah ﷻ, henvendt til Profeten (saw):

﴿ وَإِنَّكَ لَتَهْدِىٓ إِلَىٰ صِرَٰطٍ مُّسْتَقِيمٍ ﴾
»Du retleder visselig til en ret vej« [42:52].

O Muhammad, du retleder menneskene, dvs. viser og anviser dem vejen til en ret vej.

﴿ صِرَٰطِ ٱللَّهِ ٱلَّذِى لَهُۥ مَا فِى ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَمَا فِى ٱلْأَرْضِ ۗ أَلَآ إِلَى ٱللَّهِ تَصِيرُ ٱلْأُمُورُ ﴾
»Allahs vej, Ham tilhører alt i himlene og alt på jorden. Alle anliggender vender visselig tilbage til Allah« [42:53].

I samme betydning siger Allah ﷻ:

﴿ وَمِن قَوْمِ مُوسَىٰٓ أُمَّةٌ يَهْدُونَ بِٱلْحَقِّ ﴾
»Og blandt Musas folk er der et samfund, som retleder med sandheden« [7:159],

dvs. de viser menneskene vejen med sandheden.

﴿ وَبِهِۦ يَعْدِلُونَ ﴾
»Og med den handler de retfærdigt« [7:159],

dvs. med den handler og dømmer de retfærdigt.

Allah ﷻ sagde:

﴿ وَمِمَّنْ خَلَقْنَآ أُمَّةٌ يَهْدُونَ بِٱلْحَقِّ ﴾
»Blandt dem, Vi har skabt, er der et samfund, som retleder med sandheden« [7:181].

Det vil sige, at de med sandheden, som Allah ﷻ har åbenbaret, viser menneskene vejen til retledningen.

﴿ وَبِهِۦ يَعْدِلُونَ ﴾
»Og med den handler de retfærdigt« [7:181].

Allah ﷻ sagde også:

﴿ وَجَعَلْنَـٰهُمْ أَئِمَّةً يَهْدُونَ بِأَمْرِنَا ﴾
»Og Vi gjorde dem til ledere, der retleder ved Vores befaling« [21:73].

Det vil sige, at de viser menneskene vejen gennem den befaling fra Allah ﷻ, som er kommet til dem.

Denne retledning kommer altså før menneskets beslutning om at tage imod retledningen: Allah ﷻ viser og anviser menneskene vejen. Hans profeter viser menneskene vejen gennem den retledning, som Allah ﷻ har åbenbaret, og de troende kalder ligeledes menneskene til retledningen. Derefter beslutter menneskene enten at tage imod retledningen eller vælge vildfarelsen.

Sataner blandt mennesker og jinner leder på afveje

I denne betydning siger vi, at Allah ﷻ retleder mennesket, viser og anviser det vejen samt befaler og forbyder. Modstykket er vildfarelsen. Det at lede nogen på afveje kommer her ikke fra Allah ﷻ, men fra hvem? Det kommer fra satanerne blandt mennesker og jinner. I denne betydning findes der aya i Allahs Bog. Allah ﷻ sagde med Iblis’ ord – må Allahs forbandelse hvile over ham:

﴿ وَلَأُضِلَّنَّهُمْ ﴾
»Jeg vil visselig lede dem på afveje« [4:119].

Iblis truer med, at han vil lede menneskene på afveje indtil Opstandelsesdagen.

﴿ وَلَأُضِلَّنَّهُمْ وَلَأُمَنِّيَنَّهُمْ وَلَـَٔامُرَنَّهُمْ فَلَيُبَتِّكُنَّ ءَاذَانَ ٱلْأَنْعَـٰمِ وَلَـَٔامُرَنَّهُمْ ﴾
»Jeg vil visselig lede dem på afveje og fylde dem med tomme håb. Jeg vil visselig befale dem, så de skærer kvægets ører af, og Jeg vil visselig befale dem« [4:119].

Befalingen hører her under det at lede nogen på afveje.

﴿ فَلَيُغَيِّرُنَّ خَلْقَ ٱللَّهِ ﴾
»Så vil de visselig ændre Allahs skabelse« [4:119].

I en anden aya siger Allah ﷻ: »Og de, der begik kufr, sagde …« Her beskriver ayaen tilstanden for dem, der begik kufr, på Opstandelsesdagen, når de træder ind i Jahannam.

﴿ وَقَالَ ٱلَّذِينَ كَفَرُوا۟ رَبَّنَآ أَرِنَا ٱلَّذَيْنِ أَضَلَّانَا مِنَ ٱلْجِنِّ وَٱلْإِنسِ ﴾
»De, der begik kufr, sagde: Vor Herre, vis os de to blandt jinner og mennesker, som ledte os på afveje« [41:29].

﴿ أَضَلَّانَا ﴾
»som ledte os på afveje« [41:29].

Der var altså nogen, som ledte dem, der begik kufr, på afveje. De valgte vildfarelsen; nogen ledte dem på afveje, og de fór vild.

﴿ وَقَالَ ٱلَّذِينَ كَفَرُوا۟ رَبَّنَآ أَرِنَا ٱلَّذَيْنِ أَضَلَّانَا مِنَ ٱلْجِنِّ وَٱلْإِنسِ نَجْعَلْهُمَا تَحْتَ أَقْدَامِنَا لِيَكُونَا مِنَ ٱلْأَسْفَلِينَ ﴾
»De, der begik kufr, sagde: Vor Herre, vis os de to blandt jinner og mennesker, som ledte os på afveje, så vi kan lægge dem under vores fødder, så de bliver blandt de nederste« [41:29].

I samme betydning og som en beskrivelse af tilstanden for dem, der begik kufr, på Opstandelsesdagen:

﴿ لَّقَدْ أَضَلَّنِى عَنِ ٱلذِّكْرِ بَعْدَ إِذْ جَآءَنِى ۗ وَكَانَ ٱلشَّيْطَـٰنُ لِلْإِنسَـٰنِ خَذُولًا ﴾
»Han ledte mig bort fra påmindelsen, efter at den var kommet til mig, og Satan lader altid mennesket i stikken« [25:29].

Det vil sige, at Satan ledte dette menneske bort fra påmindelsen, dvs. fra Allahs retledning, efter at den var kommet til ham. I samme betydning siger Allah ﷻ:

﴿ فَمَنْ أَظْلَمُ مِمَّنِ ٱفْتَرَىٰ عَلَى ٱللَّهِ كَذِبًا لِّيُضِلَّ ٱلنَّاسَ بِغَيْرِ عِلْمٍ ﴾
»Hvem er mere uretfærdig end den, der opdigter en løgn om Allah for at lede menneskene på afveje uden viden?« [6:144].

﴿ لِّيُضِلَّ ٱلنَّاسَ بِغَيْرِ عِلْمٍ ۗ إِنَّ ٱللَّهَ لَا يَهْدِى ٱلْقَوْمَ ٱلظَّـٰلِمِينَ ﴾
»For at lede menneskene på afveje uden viden. Allah retleder ikke det uretfærdige folk« [6:144].

Allah ﷻ sagde også med ordene fra dem, der begik kufr:

﴿ وَمَآ أَضَلَّنَآ إِلَّا ٱلْمُجْرِمُونَ ﴾
»Det var kun forbryderne, der ledte os på afveje« [26:99].

Han sagde:

﴿ وَلَا تَتَّبِعُوٓا۟ أَهْوَآءَ قَوْمٍ قَدْ ضَلُّوا۟ مِن قَبْلُ وَأَضَلُّوا۟ كَثِيرًا ﴾
»Og følg ikke ønskerne hos et folk, der tidligere fór vild og ledte mange på afveje« [5:77],

dvs. de leder menneskene på afveje,

﴿ وَضَلُّوا۟ عَن سَوَآءِ ٱلسَّبِيلِ ﴾
»og de fór vild fra den rette vej« [5:77].

Allah ﷻ sagde:

﴿ حَتَّىٰٓ إِذَا ٱدَّارَكُوا۟ فِيهَا جَمِيعًا قَالَتْ أُخْرَىٰهُمْ لِأُولَىٰهُمْ رَبَّنَا هَـٰٓؤُلَآءِ أَضَلُّونَا فَـَٔاتِهِمْ عَذَابًا ضِعْفًا مِّنَ ٱلنَّارِ ۖ قَالَ لِكُلٍّ ضِعْفٌ وَلَـٰكِن لَّا تَعْلَمُونَ ﴾
»Når de alle er samlet i den, siger de sidste om de første: Vor Herre, disse ledte os på afveje; giv dem derfor en dobbelt straf i Ilden. Han siger: Alle får det dobbelte, men I ved det ikke« [7:38].

Den, der leder andre på afveje, får en straf, og den, der af egen vilje farer vild, får også en straf. Allah ﷻ sagde:

﴿ وَدَّت طَّآئِفَةٌ مِّنْ أَهْلِ ٱلْكِتَـٰبِ لَوْ يُضِلُّونَكُمْ وَمَا يُضِلُّونَ إِلَّآ أَنفُسَهُمْ وَمَا يَشْعُرُونَ ﴾
»En gruppe blandt Skriftens folk ønsker at lede jer på afveje. Men de leder kun sig selv på afveje uden at forstå det« [3:69].

﴿ وَقَالُوا۟ رَبَّنَآ إِنَّآ أَطَعْنَا سَادَتَنَا وَكُبَرَآءَنَا فَأَضَلُّونَا ٱلسَّبِيلَا۠ ﴾
»De sagde: Vor Herre, vi adlød vores herrer og stormænd, og de ledte os bort fra vejen« [33:67].

Allah ﷻ sagde:

﴿ كُتِبَ عَلَيْهِ أَنَّهُۥ مَن تَوَلَّاهُ ﴾
»Det er fastsat om ham, at den, der tager ham som allieret« [22:4].

Det handler om Satan:

﴿ كُتِبَ عَلَيْهِ أَنَّهُۥ مَن تَوَلَّاهُ فَأَنَّهُۥ يُضِلُّهُۥ ﴾
»Det er fastsat om ham, at hvis nogen tager ham som allieret, vil han lede vedkommende på afveje« [22:4],

dvs. Satan leder ham på afveje.

﴿ وَيَهْدِيهِ إِلَىٰ عَذَابِ ٱلسَّعِيرِ ﴾
»Og han leder ham til den brændende ilds straf« [22:4].

Bemærk ordet »leder ham« her. Det betyder, at Satan viser og anviser mennesket vejen til hvad? Til den brændende ilds straf. Han siger til mennesket: »Gå denne vej.« Mennesket går og ender i Jahannam – må Allah beskytte os.

Her tilskrives vildfarelsen og det at lede nogen på afveje Satan – satanerne blandt mennesker og jinner – i modsætning til retledningen fra Allah ﷻ, Hans profeter og Hans retskafne tjenere. Det vil sige, at Allah ﷻ, profeterne og de retskafne tjenere viser menneskene vejen til retledningen, mens satanerne blandt dem, der begår kufr, viser menneskene vejen til vildfarelsen, leder dem på afveje og sender dem ud i vildfarelsen. Dette er altså det første stadie af retledning og vildfarelse – af at retlede og lede nogen på afveje: Retledningen kommer fra Allah ﷻ og Hans retskafne tjenere, mens det at lede nogen på afveje kommer fra satanerne blandt mennesker og jinner.

Andet stadie: Menneskets valg mellem retledning og vildfarelse

Når retledningen er kommet, og nogen samtidig søger at lede mennesket på afveje, må mennesket beslutte sig. Enten tager det imod retledningen fra Allah ﷻ, beslutter sig for at blive retledt og bliver det; eller også tager det imod vildfarelsen fra satanerne blandt mennesker og jinner, lytter til dem og farer vild – dvs. beslutter sig for at fare vild og gør det.

Her bliver det at tage imod retledningen eller vælge vildfarelsen menneskets egen handling, og derfor fortjener det belønning eller straf for den. Vi læser nogle aya, der omhandler denne tilstand: Mennesket beslutter sig for at tage imod retledningen og gør det, eller beslutter sig for at fare vild og gør det. Allah ﷻ sagde:

﴿ مَّنِ ٱهْتَدَىٰ فَإِنَّمَا يَهْتَدِى لِنَفْسِهِۦ ۖ وَمَن ضَلَّ فَإِنَّمَا يَضِلُّ عَلَيْهَا ۚ وَلَا تَزِرُ وَازِرَةٌ وِزْرَ أُخْرَىٰ ۗ وَمَا كُنَّا مُعَذِّبِينَ حَتَّىٰ نَبْعَثَ رَسُولًا ﴾
»Den, der tager imod retledningen, gør det kun til egen fordel, og den, der farer vild, gør det kun til eget tab. Ingen, der bærer en byrde, bærer en andens byrde, og Vi straffer aldrig, før Vi sender et Sendebud« [17:15].

Her tager mennesket imod retledningen eller farer vild, efter at retledningen er kommet. Allah ﷻ holder ikke mennesket til regnskab for dets retledning eller vildfarelse, før Han sender det et Sendebud, der tydeliggør retledningen og vildfarelsen.

﴿ وَمَا كُنَّا مُعَذِّبِينَ حَتَّىٰ نَبْعَثَ رَسُولًا ﴾
»Vi straffer aldrig, før Vi sender et Sendebud« [17:15].

Allah ﷻ sagde:

﴿ مَّنِ ٱهْتَدَىٰ فَإِنَّمَا يَهْتَدِى لِنَفْسِهِۦ ۖ وَمَن ضَلَّ فَإِنَّمَا يَضِلُّ عَلَيْهَا ﴾
»Den, der tager imod retledningen, gør det kun til egen fordel, og den, der farer vild, gør det kun til eget tab« [17:15].

Han sagde:

﴿ لَا يَضُرُّكُم مَّن ضَلَّ إِذَا ٱهْتَدَيْتُمْ ﴾
»Den, der farer vild, skader jer ikke, hvis I selv tager imod retledningen« [5:105].

Han sagde:

﴿ قُلْ إِن ضَلَلْتُ فَإِنَّمَآ أَضِلُّ عَلَىٰ نَفْسِى ﴾
»Sig: Hvis jeg farer vild, gør jeg det kun til skade for mig selv« [34:50].

Allah ﷻ sagde:

﴿ وَمَن يَتَبَدَّلِ ٱلْكُفْرَ بِٱلْإِيمَـٰنِ فَقَدْ ضَلَّ ﴾
»Den, der bytter iman ud med kufr, er visselig faret vild« [2:108],

﴿ فَقَدْ ضَلَّ سَوَآءَ ٱلسَّبِيلِ ﴾
»er visselig faret vild fra den rette vej« [2:108].

Og Allah ﷻ sagde:

﴿ وَمَن يُشْرِكْ بِٱللَّهِ ﴾
»Og den, der sætter nogen ved Allahs side« [4:116].

Han begik shirk af egen vilje; han besluttede sig for at begå shirk.

﴿ وَمَن يُشْرِكْ بِٱللَّهِ فَقَدْ ضَلَّ ضَلَـٰلًۢا بَعِيدًا ﴾
»Den, der sætter nogen ved Allahs side, er visselig faret langt vild« [4:116].

Det vil sige, at han besluttede sig for at fare vild gennem sin shirk. Allah ﷻ sagde også:

﴿ وَمَن يَعْصِ ٱللَّهَ وَرَسُولَهُۥ فَقَدْ ضَلَّ ضَلَـٰلًا مُّبِينًا ﴾
»Den, der trodser Allah og Hans Sendebud, er visselig faret tydeligt vild« [33:36].

Allah ﷻ sagde også:

﴿ فَإِنْ أَسْلَمُوا۟ فَقَدِ ٱهْتَدَوا۟ ﴾
»Hvis de hengiver sig til islam, er de blevet retledt« [3:20].

De udførte islams handling og blev dermed retledt.

﴿ وَّإِن تَوَلَّوْا۟ فَإِنَّمَا عَلَيْكَ ٱلْبَلَـٰغُ ﴾
»Men hvis de vender sig bort, påhviler kun overbringelsen dig« [3:20].

﴿ إِنَّ ٱلَّذِينَ كَفَرُوا۟ وَصَدُّوا۟ عَن سَبِيلِ ٱللَّهِ قَدْ ضَلُّوا۟ ضَلَـٰلًۢا بَعِيدًا ﴾
»De, der begår kufr og hindrer andre i at følge Allahs vej, er visselig faret langt vild« [4:167].

Her er det mennesket selv, der af egen vilje fór vild: Det begik kufr og hindrede andre i at følge Allahs vej og er derfor vildfarent. Allah ﷻ sagde:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ ءَامِنُوا۟ ﴾
»O I, der har iman, hav iman« [4:136].

Han befaler altså iman; Han befaler mennesket at tage imod retledningen.

﴿ ءَامِنُوا۟ بِٱللَّهِ وَرَسُولِهِۦ وَٱلْكِتَـٰبِ ٱلَّذِى نَزَّلَ عَلَىٰ رَسُولِهِۦ وَٱلْكِتَـٰبِ ٱلَّذِىٓ أَنزَلَ مِن قَبْلُ ۚ وَمَن يَكْفُرْ بِٱللَّهِ وَمَلَـٰٓئِكَتِهِۦ وَكُتُبِهِۦ وَرُسُلِهِۦ وَٱلْيَوْمِ ٱلْـَٔاخِرِ فَقَدْ ضَلَّ ضَلَـٰلًۢا بَعِيدًا ﴾
»Hav iman på Allah og Hans Sendebud og Skriftet, som Han har sendt ned til Sit Sendebud, og Skriftet, som Han sendte ned tidligere. Den, der begår kufr mod Allah, Hans engle, Hans skrifter, Hans sendebude og den Yderste Dag, er visselig faret langt vild« [4:136].

Den, der begik kufr, fór vild.

﴿ إِنَّ رَبَّكَ هُوَ أَعْلَمُ مَن يَضِلُّ عَن سَبِيلِهِۦ ۖ وَهُوَ أَعْلَمُ بِٱلْمُهْتَدِينَ ﴾
»Din Herre ved bedst, hvem der farer vild fra Hans vej, og Han ved bedst, hvem der tager imod retledningen« [6:117].

Den ene begik kufr; den anden tog imod retledningen.

﴿ قُل لَّآ أَتَّبِعُ أَهْوَآءَكُمْ ۙ قَدْ ضَلَلْتُ إِذًا وَمَآ أَنَا۠ مِنَ ٱلْمُهْتَدِينَ ﴾
»Sig: Jeg følger ikke jeres ønsker. Ellers ville jeg være faret vild og ikke være blandt de retledte« [6:56].

﴿ قَدْ ضَلَلْتُ إِذًا وَمَآ أَنَا۠ مِنَ ٱلْمُهْتَدِينَ ﴾
»Ellers ville jeg være faret vild og ikke være blandt de retledte« [6:56].

Hvis jeg følger jeres ønsker, tager jeg ikke imod Allahs retledning; jeg farer vild, hvis jeg følger jeres ønsker. I denne betydning viser ayaene her klart og tydeligt, at det er mennesket, der tager imod retledningen, og mennesket, der farer vild. Alligevel siger vi:

Handlingens tilskrivning til Allah ud fra skabelse og ønske

Der er intet til hinder for, at retledningen tilskrives Allah ﷻ, selv om det er mennesket, der tager imod retledningen. Hvorfor? Er det ikke Allah ﷻ, der skabte evnen til retledning i mennesket? Jo, Allah ﷻ skabte oprindeligt evnen til både retledning og vildfarelse. Han skabte viljen i mennesket til at tage imod retledningen eller vælge vildfarelsen. Han sendte retledningen til mennesket og viste det vejen til Sin retledning. Han letter retledningens veje for mennesket, og Han overlader valget til mennesket: Hvis det vil fare vild, farer det vild. Derfor er det sprogligt korrekt at tilskrive handlingen til den, der lettede den og frembragte dens grundlag, selv om en anden udførte handlingen direkte.

Jeg vil give et eksempel, som vi alle bruger i vores liv og læser dagligt. Man siger, at et bestemt universitet har dimitteret hundreder af ingeniører, læger og advokater og har undervist dem. Hvorfor siger man det? Fordi universitetet oprettede undervisningen, ansatte underviserne, udarbejdede læseplanerne og organiserede arbejdet. Universitetet gav disse studerende mulighed for at studere og tog sig af dem, indtil de dimitterede og blev lærde.

Hvis man siger, at universitetet underviste dem og dimitterede dem, og at denne underviser underviste en bestemt person, er denne viden stadig den pågældende persons egen viden. Udelukker det, at de dimitterede lærte af egen vilje og tilegnede sig viden af egen vilje? Naturligvis ikke.

Når mennesket tager imod Allahs retledning, er det således sprogligt velformuleret at sige, at Allah ﷻ retledte den pågældende. Det var den pågældende, der tog imod retledningen, og hans retledning kom fra Allah ﷻ. Når Allah ﷻ siger:

﴿ مَن يَهْدِ ٱللَّهُ فَهُوَ ٱلْمُهْتَدِ ﴾
»Den, Allah retleder, er den retledte« [18:17],

betyder det derfor: Den, der tager imod Allahs retledning, er den, der bliver retledt. Allah ﷻ retledte ham, dvs. skabte evnen til retledning og vildfarelse i ham og gjorde ham bekendt med retledningen; derefter besluttede han sig for at tage imod den. Allah ﷻ lettede så retledningens vej for ham, og derfor siger man: Allah ﷻ retledte ham.

Omvendt gælder det også, at når mennesket lader være … når det beslutter sig for at fare vild – og Allah ﷻ er den, der har skabt evnen i det til at vælge vildfarelsen, ligesom det kan vælge retledningen – så farer det vild, og Allah ﷻ lader det gøre det. Det farer altså vild ved Allahs ﷻ ønske. Herigennem forstår vi betydningen af Hans ord om, at Han retleder den, Han vil, og lader den, Han vil, fare vild; med den retleder Han mange og lader mange fare vild. Selv når mennesket selv er den, der bliver retledt, eller den, der farer vild, er det korrekt i Qur’anen og det arabiske sprog at tilskrive denne handling til Allah ﷻ med hensyn til den oprindelige skabelse, det frie valg og det forhold, at Allah ﷻ lod mennesket handle. Mennesket blev ikke retledt under tvang fra Allah, og det blev hverken retledt eller ledt på afveje under tvang fra Allah. Det skete derimod ved Allahs vilje (irada) og ønske (mashi’a). Derfor siger man: »Allah ﷻ retledte den og den«, »den og den for vild« og »Allah ﷻ ledte den og den på afveje«. På dette stadie, som vi har talt om, beslutter mennesket sig for at tage imod retledningen eller for at fare vild. Retledningen tilskrives mennesket, og vildfarelsen tilskrives mennesket. Slutter sagen her? Nej.

Tredje stadie: Øget retledning eller vildfarelse

Når mennesket har besluttet sig for retledningen og har taget imod den, øger Allah ﷻ det i retledning og giver det tawfiq. Af menneskets beslutning om og modtagelse af retledningen følger således en ny og yderligere retledning fra Allah ﷻ.

Omvendt gælder det, at når mennesket beslutter sig for at fare vild, farer vild og vælger vildfarelsen, leder Allah ﷻ det på afveje i dette liv. Det vil sige, at Han gør det rådvildt, fortabt og ulykkeligt og ikke skænker det tawfiq i dets liv. Det hører derfor til de ulykkelige i dette liv. Vi vil læse disse betydninger udtrykt med ordene retledning og vildfarelse og med andre ord, der rummer de samme betydninger, i mange aya fra Allahs Bog.

Retledningen, der følger af iman og lydighed

Jeg begynder med det, der følger af menneskets retledning, dvs. af at det tager imod retledningen og beslutter sig for den. Hvad følger af denne beslutning, af denne modtagelse af retledningen og af denne retledning? En yderligere retledning fra Allah ﷻ. Allah ﷻ sagde:

﴿ قَدْ جَآءَكُم مِّنَ ٱللَّهِ نُورٌ ﴾
»Der er kommet et lys til jer fra Allah« [5:15].

Bemærk denne aya; den indeholder de tre stadier.

﴿ قَدْ جَآءَكُم مِّنَ ٱللَّهِ نُورٌ وَكِتَـٰبٌ مُّبِينٌ ۝ يَهْدِى بِهِ ٱللَّهُ ﴾
»Der er kommet et lys og et klart Skrift til jer fra Allah. Med det retleder Allah« [5:15–16].

Bemærk det første stadie, hvor Allah ﷻ viser og anviser mennesket vejen til det gode, iman og lydighed.

﴿ قَدْ جَآءَكُم مِّنَ ٱللَّهِ نُورٌ وَكِتَـٰبٌ مُّبِينٌ ۝ يَهْدِى بِهِ ٱللَّهُ مَنِ ٱتَّبَعَ رِضْوَٰنَهُۥ ﴾
»Der er kommet et lys og et klart Skrift til jer fra Allah. Med det retleder Allah dem, der følger Hans velbehag« [5:15–16].

Retledningen kom altså fra Allah ﷻ, og nogen fulgte Allahs velbehag. Fordi mennesket følger Allahs velbehag, retleder Allah ﷻ det. Han retleder det på grund af dets handling; dvs. af at følge Allahs velbehag følger en retledning fra Allah ﷻ.

﴿ يَهْدِى بِهِ ٱللَّهُ مَنِ ٱتَّبَعَ رِضْوَٰنَهُۥ سُبُلَ ٱلسَّلَـٰمِ وَيُخْرِجُهُم مِّنَ ٱلظُّلُمَـٰتِ إِلَى ٱلنُّورِ بِإِذْنِهِۦ وَيَهْدِيهِمْ إِلَىٰ صِرَٰطٍ مُّسْتَقِيمٍ ﴾
»Med det retleder Allah dem, der følger Hans velbehag, til fredens veje, fører dem ud af mørket til lyset med Hans tilladelse og retleder dem til en ret vej« [5:16]

Bemærk: Efter at mennesket har fulgt Allahs velbehag, retleder Allah ﷻ det til fredens veje: sjælens fred, hjertets fred, tryghed, lykke, ro og tilfredshed.

﴿ يَهْدِى بِهِ ٱللَّهُ ﴾
»Med det retleder Allah« [5:16]

– ophøjet er Han –

﴿ مَنِ ٱتَّبَعَ رِضْوَٰنَهُۥ سُبُلَ ٱلسَّلَـٰمِ ﴾
»dem, der følger Hans velbehag, til fredens veje« [5:16],

﴿ وَيُخْرِجُهُم مِّنَ ٱلظُّلُمَـٰتِ إِلَى ٱلنُّورِ ﴾
»og fører dem ud af mørket til lyset« [5:16].

Gennem Allahs retledning har du lært livet at kende, som det virkelig er. Det er, som om det jordiske liv er blevet oplyst foran dig. Sådan er det ikke for den, der begår kufr. Han har synssansen ligesom dig, men ser ikke livet, som det virkelig er, fordi han ikke har taget imod Allahs retledning. Den, der har taget imod Allahs retledning, er kommet ud af mørket til lyset og er blevet retledt gennem den iman, han har opnået. Allah fører ham med Sin tilladelse ud af mørket til lyset,

﴿ وَيَهْدِيهِمْ إِلَىٰ صِرَٰطٍ مُّسْتَقِيمٍ ﴾
»og retleder dem til en ret vej« [5:16].

Gennem din iman adlyder du Allah ﷻ, og gennem din lydighed gennemfører du Hans Shari’ah. Når du gennemfører Allahs Shari’ah, lever du godt, behandler dine problemer godt, tilfredsstiller dine instinkter og organiske behov korrekt og tilfredsstiller din menneskelige natur korrekt. Dermed har Allah ﷻ retledt dig til din rette vej.

Altså er dette den retledning, der følger af, at mennesket er blevet retledt og har valgt hvad? Retledningen. Det er den betydning, Allah ﷻ udtrykker i ordene:

﴿ وَٱلَّذِينَ ٱهْتَدَوْا۟ زَادَهُمْ هُدًى ﴾
»Dem, der tog imod retledning, øgede Han i retledning« [47:17].

﴿ وَٱلَّذِينَ ٱهْتَدَوْا۟ زَادَهُمْ هُدًى ﴾
»Dem, der tog imod retledning, øgede Han i retledning« [47:17].

Altså den retledning, der følger af, at mennesket er blevet retledt.

﴿ وَٱلَّذِينَ ٱهْتَدَوْا۟ زَادَهُمْ هُدًى وَءَاتَىٰهُمْ تَقْوَىٰهُمْ ﴾
»Dem, der tog imod retledning, øgede Han i retledning og skænkede dem deres gudsfrygt« [47:17].

Allah ﷻ sagde:

﴿ وَإِنَّ ٱللَّهَ لَهَادِ ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ إِلَىٰ صِرَٰطٍ مُّسْتَقِيمٍ ﴾
»Allah retleder visselig dem, der har iman, til en ret vej« [22:54].

Allah ﷻ retleder den, der har iman, til en ret vej. Du fik iman; du fik iman på Allah. Det vil sige, at du søgte retledningen hos Ham, underkastede dig Ham og adlød Ham. At du adlød Ham betyder, at du fulgte Hans Shari’ah. Denne Shari’ah, som du fulgte, aftegnede din vej og lod dig leve på den rette måde. Dette er retledningen til den rette vej. Hvis du ikke havde fået iman, ville du ikke have kendt den rette måde at leve på og dermed heller ikke have kendt retledningen. Gennem iman følger du Allahs Shari’ah og fører dine handlinger efter Allahs påbud og forbud, så du lever godt. Denne retledning følger altså af iman; Allah ﷻ retledte dig gennem din iman.

﴿ وَيَزِيدُ ٱللَّهُ ٱلَّذِينَ ٱهْتَدَوْا۟ هُدًى ﴾
»Allah øger dem, der har taget imod retledningen, i retledning« [19:76].

Allah ﷻ sagde:

﴿ وَٱتَّقُوا۟ ٱللَّهَ ۖ وَيُعَلِّمُكُمُ ٱللَّهُ ﴾
»Frygt Allah, og Allah underviser jer« [2:282].

Hvis du frygter Allah ﷻ, har Han åbnet en dør til viden fra Allah ﷻ foran dig.

﴿ وَٱتَّقُوا۟ ٱللَّهَ ۖ وَيُعَلِّمُكُمُ ٱللَّهُ ۗ وَٱللَّهُ بِكُلِّ شَىْءٍ عَلِيمٌ ﴾
»Frygt Allah, og Allah underviser jer. Allah har viden om alt« [2:282].

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ إِن تَتَّقُوا۟ ٱللَّهَ يَجْعَل لَّكُمْ فُرْقَانًا ﴾
»O I, der har iman, hvis I frygter Allah, giver Han jer en skelneevne« [8:29].

Furqan er evnen til at skelne mellem sandhed og falskhed, og dette er selve retledningen. På grundlag af iman blev du således retledt til at skelne mellem sandhed og falskhed: mellem rigtigt og forkert, mellem godt og grimt, mellem godt og ondt og mellem forfald og højnelse. Hvad bygger alt dette på? På iman.

﴿ وَمَن يَتَّقِ ٱللَّهَ يَجْعَل لَّهُۥ مَخْرَجًا ﴾
»Den, der frygter Allah, vil Han give en udvej« [65:2].

﴿ وَمَن يَتَّقِ ٱللَّهَ يَجْعَل لَّهُۥ مِنْ أَمْرِهِۦ يُسْرًا ﴾
»Den, der frygter Allah, vil Han gøre vedkommendes sag let« [65:4].

﴿ وَمَن يُؤْمِنۢ بِٱللَّهِ يَهْدِ قَلْبَهُۥ ﴾
»Den, der har iman på Allah, får sit hjerte retledt af Ham« [64:11].

﴿ وَمَن يُؤْمِنۢ بِٱللَّهِ يَهْدِ قَلْبَهُۥ ﴾
»Den, der har iman på Allah, får sit hjerte retledt af Ham« [64:11].

Hjertet bruges i mange af Allahs aya i betydningen opfattelse. Når du får iman, lærer Allah ﷻ dig derfor produktiv tænkning. Du tænker godt og får den rette tænkemåde, som sætter alt på dets rette plads; dvs. du får visdom.

﴿ وَمَن يُؤْمِنۢ بِٱللَّهِ يَهْدِ قَلْبَهُۥ ۚ وَٱللَّهُ بِكُلِّ شَىْءٍ عَلِيمٌ ﴾
»Den, der har iman på Allah, får sit hjerte retledt af Ham. Allah har viden om alt« [64:11].

Den, der har iman på Allah ﷻ, får dette på grundlag af sin iman på Allah. Dette er betydningen af det, vi tidligere har sagt og gentaget mange gange: ’Aqida – iman – er menneskets intellektuelle grundlag, som alle tanker bygges på. Så snart du får iman, bliver denne iman grundlaget for din tænkning, grundlaget for hele din kultur og dermed grundlaget for din måde at leve på.

﴿ وَمَن يُؤْمِنۢ بِٱللَّهِ يَهْدِ قَلْبَهُۥ ﴾
»Den, der har iman på Allah, får sit hjerte retledt af Ham« [64:11].

Det vil sige, at Han retleder hjertet til korrekt og sund tænkning.

﴿ وَٱللَّهُ بِكُلِّ شَىْءٍ عَلِيمٌ ﴾
»Allah har viden om alt« [64:11].

Allah ﷻ sagde:

﴿ وَإِن تُطِيعُوهُ تَهْتَدُوا۟ ﴾
»og hvis I adlyder ham, vil I blive retledt« [24:54].

Adlyd Allah ﷻ, så bliver du retledt; det vil sige, at du når frem til den rette måde at leve på og opnår den ro og lykke, som menneskets sjæl længes efter. Og hvis de havde gjort det, sagde Allah ﷻ:

﴿ وَلَوْ أَنَّهُمْ فَعَلُوا۟ مَا يُوعَظُونَ بِهِۦ لَكَانَ خَيْرًا لَّهُمْ وَأَشَدَّ تَثْبِيتًا ۝ وَإِذًا لَّـَٔاتَيْنَـٰهُم مِّن لَّدُنَّآ أَجْرًا عَظِيمًا ۝ وَلَهَدَيْنَـٰهُمْ صِرَٰطًا مُّسْتَقِيمًا ﴾
»Hvis de havde gjort det, de blev formanet til, ville det have været bedre for dem og have gjort dem mere standhaftige. Da ville Vi visselig have skænket dem en vældig belønning fra Os og retledt dem til en ret vej« [4:66–68].

Bemærk her, at denne retledning – retledningen til den rette vej – byggede på hvad? Fulgte af hvad?

﴿ وَلَوْ أَنَّهُمْ فَعَلُوا۟ مَا يُوعَظُونَ بِهِۦ لَكَانَ خَيْرًا لَّهُمْ وَأَشَدَّ تَثْبِيتًا ﴾
»Hvis de havde gjort det, de blev formanet til, ville det have været bedre for dem og have gjort dem mere standhaftige« [4:66],

﴿ وَإِذًا لَّـَٔاتَيْنَـٰهُم مِّن لَّدُنَّآ أَجْرًا عَظِيمًا ۝ وَلَهَدَيْنَـٰهُمْ صِرَٰطًا مُّسْتَقِيمًا ﴾
»Da ville Vi visselig have skænket dem en vældig belønning fra Os og retledt dem til en ret vej« [4:67–68].

Allah ﷻ sagde:

﴿ وَٱلَّذِينَ جَـٰهَدُوا۟ فِينَا لَنَهْدِيَنَّهُمْ سُبُلَنَا ﴾
»Dem, der stræber for Vor sag, vil Vi visselig retlede til Vore veje« [29:69].

Fordi de stræber for Allahs sag, retleder Allah ﷻ dem, der stræber, til Sine veje.

﴿ وَإِنَّ ٱللَّهَ لَمَعَ ٱلْمُحْسِنِينَ ﴾
»Allah er visselig med dem, der gør godt« [29:69].

﴿ فَمَنِ ٱتَّبَعَ هُدَاىَ ﴾
»Den, der følger Min retledning« [20:123].

Han fulgte Min retledning; han besluttede sig for at følge Min retledning.

﴿ فَلَا يَضِلُّ وَلَا يَشْقَىٰ ﴾
»skal hverken fare vild eller blive ulykkelig« [20:123].

Det vil sige, at Allah ﷻ beskyttede ham mod vildfarelse og elendighed.

﴿ فَمَن يُرِدِ ٱللَّهُ أَن يَهْدِيَهُۥ يَشْرَحْ صَدْرَهُۥ لِلْإِسْلَـٰمِ ﴾
»Når Allah vil retlede nogen, åbner Han vedkommendes bryst for islam« [6:125].

Retledning opnås kun ved at tage islam til sig. Hvis du åbner dit bryst for islam, tager du imod retledningen; hvis du ikke åbner dit bryst for islam, er du blandt de vildfarne. Dette er altså en række aya. Det er naturligvis ikke alt, hvad der findes i Allahs Bog om dette emne. Selv om disse aya er talrige, er de kun en del af det, der findes i Allahs Bog.

At blive ledt længere på afveje som følge af valget af vildfarelse

Over for den retledning fra Allah ﷻ, der fulgte af menneskets valg af retledningen, står det, at Allah ﷻ leder den, der har valgt vildfarelsen, på afveje. Mennesket valgte vildfarelsen, og Allah ledte det på afveje og øgede dets vildfarelse. Han lod det leve et liv med elendighed, nød, forfald, rådvildhed og pinsel – den psykiske pinsel i det jordiske liv – foruden dets vildfarelse på Opstandelsesdagen. Der findes aya i Qur’anen, som beskriver mennesker i Ilden som vildfarne og fortabte i Jahannam – må Allah beskytte os; vi beder Allah ﷻ om tilgivelse og beskyttelse. I det hinsidige er mennesket altså endnu mere vildfarent: fortabt i Jahannam uden at vide, hvor det er.

Allah ﷻ sagde:

﴿ ٱلَّذِينَ كَفَرُوا۟ وَصَدُّوا۟ عَن سَبِيلِ ٱللَّهِ أَضَلَّ أَعْمَـٰلَهُمْ ﴾
»De, der begik kufr og hindrede andre i at følge Allahs vej – Han lod deres handlinger gå til spilde« [47:1].

De begik kufr og hindrede andre i at følge Allahs vej, så Han lod deres handlinger gå til spilde. Det vil sige, at Han gjorde deres handlinger forgæves; de opnår intet af det, de ønsker gennem dem. Mennesket ønsker lykke, men Allah ﷻ fører det til elendighed. Det ønsker at leve evigt, men Allah ﷻ lader det blive evigt i Jahannams ild.

﴿ ٱلَّذِينَ كَفَرُوا۟ وَصَدُّوا۟ عَن سَبِيلِ ٱللَّهِ ﴾
»De, der begik kufr og hindrede andre i at følge Allahs vej« [47:1].

Allah lod deres handlinger gå til spilde; dvs. Han gjorde alle deres handlinger forgæves og gav dem ikke det resultat, de søgte og ønskede. Han giver dem derimod det resultat, som Allah ﷻ har bestemt og gjort til deres gengældelse.

Allah ﷻ sagde:

﴿ وَمَن يُرِدْ ﴾
»Og den, Han vil« [6:125].

Lyt nøje til denne aya:

﴿ وَمَن يُرِدْ أَن يُضِلَّهُۥ يَجْعَلْ صَدْرَهُۥ ضَيِّقًا حَرَجًا كَأَنَّمَا يَصَّعَّدُ فِى ٱلسَّمَآءِ ﴾
»Den, Han vil lede på afveje, gør Han snæver og trang om brystet, som om vedkommende stiger op i himlen« [6:125].

Hvad fulgte her af vildfarelsen? Snæverhed i brystet og trængsel.

﴿ وَمَن يُرِدْ أَن يُضِلَّهُۥ ﴾
»Den, Han vil lede på afveje« [6:125].

﴿ وَمَن يُرِدْ أَن يُضِلَّهُۥ ﴾
»Den, Han vil lede på afveje« [6:125].

Det vil sige, at mennesket, som valgte vildfarelsen, fór vild ved Allahs vilje og ikke under tvang fra Allah. Her tilskrives vildfarelsen Allah ﷻ gennem Allahs vilje. Mennesket fór vild ved Allahs vilje; det valgte vildfarelsen og fór vild ved Allahs vilje. Det fór ikke vild under tvang fra Allah. Allah ﷻ lod det fare vild, og derfor skete dets vildfarelse ved Allahs vilje.

﴿ وَمَن يُرِدْ أَن يُضِلَّهُۥ يَجْعَلْ صَدْرَهُۥ ضَيِّقًا حَرَجًا كَأَنَّمَا يَصَّعَّدُ فِى ٱلسَّمَآءِ ۚ كَذَٰلِكَ يَجْعَلُ ٱللَّهُ ٱلرِّجْسَ عَلَى ٱلَّذِينَ لَا يُؤْمِنُونَ ﴾
»Den, Han vil lede på afveje, gør Han snæver og trang om brystet, som om vedkommende stiger op i himlen. Sådan lægger Allah urenheden over dem, der ikke har iman« [6:125].

Urenheden ligger over dem, der ikke har iman. Urenheden er her en del af den vildfarelse, der følger af hvad? Af manglende iman, dvs. kufr. I samme betydning siger Allah ﷻ:

﴿ وَٱللَّهُ لَا يَهْدِى ٱلْقَوْمَ ٱلْكَـٰفِرِينَ ﴾
»Allah retleder ikke det folk, der begår kufr« [2:264].

Du begik kufr, så du tager ikke imod retledningen. Hvis du beslutter dig for at få iman, retleder Allah ﷻ dig; men gennem din kufr tager du ikke imod retledningen. Det vil sige, at du ikke retledes til den rette måde at leve på, til at opfatte livets virkelighed, til at opfatte tingenes og menneskenes virkelighed eller til at kende forskel på godt og grimt. Du vil se det gode som grimt og det grimme som godt. Du vil se det gode som ondt og det onde som godt. Du vil tro, at noget fører til din højnelse, mens det i virkeligheden fører til dit forfald, og sådan fortsætter det.

Allah ﷻ sagde:

﴿ وَٱللَّهُ لَا يَهْدِى ٱلْقَوْمَ ٱلْكَـٰفِرِينَ ﴾
»Allah retleder ikke det folk, der begår kufr« [2:264].

I samme betydning siger Allah ﷻ:

﴿ وَٱللَّهُ لَا يَهْدِى ٱلْقَوْمَ ٱلْفَـٰسِقِينَ ﴾
»Allah retleder ikke det ulydige folk« [5:108],

og

﴿ وَٱللَّهُ لَا يَهْدِى ٱلْقَوْمَ ٱلظَّـٰلِمِينَ ﴾
»Allah retleder ikke det uretfærdige folk« [3:86].

Dette er også betydningen af Allahs ord:

﴿ وَيُضِلُّ ٱللَّهُ ٱلظَّـٰلِمِينَ ﴾
»Allah leder de uretfærdige på afveje« [14:27].

Allah ﷻ sagde:

﴿ كَيْفَ يَهْدِى ٱللَّهُ قَوْمًا كَفَرُوا۟ بَعْدَ إِيمَـٰنِهِمْ وَشَهِدُوٓا۟ أَنَّ ٱلرَّسُولَ حَقٌّ وَجَآءَهُمُ ٱلْبَيِّنَـٰتُ ۚ وَٱللَّهُ لَا يَهْدِى ٱلْقَوْمَ ٱلظَّـٰلِمِينَ ﴾
»Hvordan skulle Allah retlede et folk, der begik kufr efter deres iman, selv om de havde bevidnet, at Sendebuddet er sandt, og de klare beviser var kommet til dem? Allah retleder ikke det uretfærdige folk« [3:86].

De kendte sandheden og begik derefter kufr mod den; hvordan skulle Allah ﷻ retlede dem? Det er ikke muligt. Kufr fører kun mennesket til vildfarelse, dvs. til rådvildhed og fortabelse.

﴿ إِنَّ ٱللَّهَ لَا يَهْدِى مَنْ هُوَ مُسْرِفٌ كَذَّابٌ ﴾
»Allah retleder ikke den, der går til yderligheder og lyver vedholdende« [40:28].

Det at gå til yderligheder og lyve står mellem mennesket og retledningen. Mennesket bliver ikke retledt i sit liv og får ikke tawfiq i sit liv.

Allah ﷻ sagde:

﴿ إِنَّ ٱللَّهَ لَا يَسْتَحْىِۦٓ أَن يَضْرِبَ مَثَلًا مَّا بَعُوضَةً فَمَا فَوْقَهَا ۚ فَأَمَّا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ فَيَعْلَمُونَ أَنَّهُ ٱلْحَقُّ مِن رَّبِّهِمْ ۖ وَأَمَّا ٱلَّذِينَ كَفَرُوا۟ فَيَقُولُونَ مَاذَآ أَرَادَ ٱللَّهُ بِهَـٰذَا مَثَلًا ۘ يُضِلُّ بِهِۦ كَثِيرًا وَيَهْدِى بِهِۦ كَثِيرًا ۚ وَمَا يُضِلُّ بِهِۦٓ إِلَّا ٱلْفَـٰسِقِينَ ﴾
»Allah holder sig ikke tilbage fra at fremsætte en lignelse om en myg eller noget derover. De, der har iman, ved, at den er sandheden fra deres Herre. De, der begår kufr, siger derimod: Hvad ville Allah med denne lignelse? Med den leder Han mange på afveje og retleder mange, men med den leder Han kun de ulydige på afveje« [2:26].

Findes der en tekst, der er tydeligere end denne?

﴿ وَمَا يُضِلُّ بِهِۦٓ إِلَّا ٱلْفَـٰسِقِينَ ﴾
»Med den leder Han kun de ulydige på afveje« [2:26].

Dette er den vildfarelse, der følger af menneskets fisq, dvs. dets ulydighed, afvigelse og brud med sandheden. Mennesket begik fisq, brød med sandheden og fór vild, hvorefter Allah ﷻ ledte det på afveje.

﴿ وَمَا يُضِلُّ بِهِۦٓ إِلَّا ﴾
»Med den leder Han kun … på afveje« [2:26].

Hvem?

﴿ إِلَّا ٱلْفَـٰسِقِينَ ﴾
»de ulydige« [2:26].

Hvad fulgte denne vildfarelse altså af? Af menneskets fisq, kufr, vildfarelse og stædige modstand. I samme betydning siger Allah ﷻ:

﴿ وَأَنَّ ٱللَّهَ لَا يَهْدِى كَيْدَ ٱلْخَآئِنِينَ ﴾
»Og Allah lader ikke forrædernes list lykkes« [12:52].

Allah ﷻ sagde også:

﴿ وَمَنْ أَعْرَضَ عَن ذِكْرِى فَإِنَّ لَهُۥ مَعِيشَةً ضَنكًا ﴾
»Den, der vender sig bort fra Min påmindelse, får et trangt liv« [20:124].

Et liv i nød, et liv i trængsel, et liv i elendighed. Denne vildfarelse fulgte af hvad? Den fulgte af at vende sig bort fra Allahs påmindelse, dvs. fra Allahs Deen og Hans påbud og forbud.

﴿ وَمَنْ أَعْرَضَ عَن ذِكْرِى فَإِنَّ لَهُۥ مَعِيشَةً ضَنكًا وَنَحْشُرُهُۥ يَوْمَ ٱلْقِيَـٰمَةِ أَعْمَىٰ ﴾
»Den, der vender sig bort fra Min påmindelse, får et trangt liv, og Vi samler ham blind på Opstandelsesdagen« [20:124].

Blindheden på Opstandelsesdagen er også en form for vildfarelse: blind, vildfaren og uden at vide, hvor han skal gå hen.

﴿ وَنَحْشُرُهُۥ يَوْمَ ٱلْقِيَـٰمَةِ أَعْمَىٰ ﴾
»Og Vi samler ham blind på Opstandelsesdagen« [20:124].

﴿ قَالَ رَبِّ لِمَ حَشَرْتَنِىٓ أَعْمَىٰ وَقَدْ كُنتُ بَصِيرًا ﴾
»Han siger: Min Herre, hvorfor har Du samlet mig blind, når jeg før kunne se?« [20:125].

﴿ قَالَ كَذَٰلِكَ أَتَتْكَ ءَايَـٰتُنَا ﴾
»Han siger: Sådan kom Vore aya til dig« [20:126].

Retledningen fra Allah ﷻ kom til dig.

﴿ فَنَسِيتَهَا ﴾
»men du glemte dem« [20:126].

Du glemte dem i betydningen, at du forsømte dem. Det betyder ikke, at de utilsigtet gled ud af din erindring, så du ikke kan holdes til regnskab. Du lagde dem bag din ryg og tilsidesatte dem.

﴿ وَكَذَٰلِكَ ٱلْيَوْمَ تُنسَىٰ ﴾
»Og sådan bliver du glemt i dag« [20:126].

Det vil sige, at Allah ﷻ i dag lader dig være og kaster dig i Jahannams ild.

At forstå aya uden konstrueret kalam-teologisk fortolkning

Gennem denne sproglige, naturlige og ukonstruerede læsning af Allahs Bog kan vi let forstå forskellen mellem den retledning og vildfarelse, der tilskrives mennesket, og det, der tilskrives Allah ﷻ. Vildfarelsen tilskrives ikke Allah i den betydning, at Allah ﷻ selv direkte udfører den handling at lede nogen på afveje. Når retledning og det at lede nogen på afveje tilskrives Allah, har det én betydning; når det at lede nogen på afveje tilskrives Satan, har det en anden betydning; og når retledning og vildfarelse tilskrives mennesket, har det en tredje betydning.

De, der begyndte at læse Qur’anen ud fra de logiske eller kalam-teologiske regler, som de selv havde fastlagt, begyndte at omfortolke og forklare den på måder, som teksterne ikke kan bære, eller at fjerne teksterne fra deres virkelige sammenhæng. Det var dem, der forvirrede menneskenes forstand. Den ene gruppe omfortolkede, og den anden gruppe omfortolkede: Den ene omfortolkede de aya, der stred mod dens opfattelse, mens den anden omfortolkede andre aya, der stred mod dens opfattelse, og sådan fortsatte det. Havde de læst Qur’anen, som de ærede sahaba og dem, der fulgte dem på bedste vis, læste den, ville de ikke have forvirret deres egen og menneskenes forstand på denne måde.

Sammenfatning af de tre stadier

Mine kære brødre, sammenfatningen er altså, at retledningen begynder hos Allah ﷻ. Han åbenbarede et budskab til menneskene, som de kan tage imod retledningen gennem. Nogle tog imod retledningen, mens andre fór vild. Nogle fulgte Allahs retledning, mens andre fulgte hvisken fra satanerne blandt mennesker og jinner. Nogle mennesker tog således imod retledningen, mens andre fór vild. Efter at nogle havde taget imod retledningen, øgede Allah deres retledning; og efter at andre var faret vild, øgede Allah ﷻ deres vildfarelse. Vi beder Allah ﷻ om at gøre os til nogle af de retledte, lade os bære retledningen til menneskene, beskytte os mod vildfarelsen og gøre os til nogle af dem, der bekæmper vildfarelsen i det jordiske liv. Han er Den Althørende, som besvarer bønner. Jeg siger disse ord og beder Allah om tilgivelse for mig og jer. Lovprisning tilkommer Allah, alverdens Herre.

Spørgsmål og drøftelse

Er der forskel mellem iman og retledning?

Spørgeren, bror Wa’il al-Sultan, siger: Er der forskel mellem iman og retledning? Naturligvis. Iman er retledningen, og der findes ingen retledning uden iman; retledningen er selve iman. Men i det, vi netop har gennemgået, sagde vi, at retledning også har en anden betydning, nemlig vejvisning. Der findes retledning i betydningen vejvisning før iman, og der findes en retledning, der følger af iman, nemlig tawfiq fra Allah ﷻ.

Hvordan forståelsen af al-Qada’ og al-Qadar påvirker retledning og handling

Bror Salim al-Nabuli spørger: Iman, forståelsen af al-Qada’ og al-Qadar samt emnet retledning er forbundne og indbyrdes sammenhængende emner, som De har forklaret. Vil en forstyrrelse af et af disse punkter føre til en forstyrrelse af de øvrige forhold og til misforståelser? Med andre ord: Påvirker menneskets misforståelse af al-Qada’ og al-Qadar eksempelvis dets retledning?

Ja, helt bestemt. Hvis spørgsmålet om al-Qada’ og al-Qadar forstås korrekt, klart og i overensstemmelse med Allahs Bog, sådan som vi har behandlet det, frembringer det et menneske, der tænker og handler positivt i livet. Mennesket forstår fuldt ud, at det er pålagt ansvar i livet, og at ingen qadar tvinger det. Allahs qadar er derimod viden – Allahs evige viden – og ikke noget, der styrer mennesket. Da man fik mennesker til at forstå og forestille sig, at qadar fra Allah ﷻ betyder, at mennesket tvinges, hvad frembragte det så? Det frembragte grupper af mennesker, som mistede håbet om deres evne til at vælge, forandre, udrette og opnå noget som helst. Hvis disse spørgsmål forstås forkert og på en afvigende måde, viser det sig derfor som frustration og fortvivlelse og som dovenskab i dette liv. Hvis de derimod forstås korrekt, giver de os et menneske med iman, som er energisk, positivt, ambitiøst og fortrøstningsfuldt over for Allahs sag og Allahs sejr, og som kan handle effektivt i dette liv.

Afslutning

Mine kære brødre, dette er, hvad jeg vil nå i dag. Jeg beder Allah ﷻ om at tilskrive os belønningen for det, vi har fremlagt, og beskytte os mod fejltrin. Jeg beder Allah ﷻ om at tilgive mig og jer for de fejl og mangler, der måtte være her og der. O Allah, lær os det, der gavner os, øg vores viden, og gør vores viden og handlinger oprigtige alene for Dit ædle åsyn. Jeg siger dette og sender fred og velsignelser over Allahs Sendebud (saw). Må Allahs fred, nåde og velsignelser være med jer.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del