Alle Halaqaat
DA

Halaqa 13

Al-Qada’ og al-Qadar — levetiden er i Allahs hånd

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 13: al-Qada’ og al-Qadar — levetiden er i Allahs hånd

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 25. september 2017 — 5. muharram 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning: Emnets forbindelse med al-Qada’ og al-Qadar

I Allahs navn, Den Nåderige, Den Barmhjertige. Fred være med jer og Allahs nåde og velsignelser.

Velkommen, kære brødre, seere på al-Waqiyah-kanalen og seere overalt, uanset hvilket medie I følger os gennem.

Jeg byder jer velkommen til en ny episode af jeres program »Halaqa Online«.

I denne halaqa fortsætter vi med det, vi kan kalde anvendelser af imanen på al-Qada’ og al-Qadar. I en tidligere episode med titlen »Al-Qada’ og al-Qadar i menneskets handlinger: Hvad mennesket er tvunget i, og hvad det er frit stillet i« nåede vi frem til, at mennesket lever inden for to sfærer: en sfære, der dominerer mennesket, og hvor det ikke kan vælge de handlinger, der sker fra det eller rammer det. Vi sagde, at mennesket ikke holdes til regnskab hos Allah, Den Ophøjede, for denne sfære.

Den anden sfære, som mennesket også lever inden for, er den sfære, som mennesket dominerer. Her udfører det sine handlinger med sin vilje (irada) og sit ønske (mashi’a). Det er mennesket selv, der udfører handlingerne, og det er derfor ansvarligt over for Allah, Den Ophøjede, for de handlinger, det udfører i denne sfære: Er de gode, er resultatet godt; er de onde, er resultatet ondt.

I en efterfølgende halaqa behandlede vi emnet retledning og vildledning for at undersøge, om retledning og vildledning hører til den sfære, der dominerer mennesket, eller den sfære, som mennesket dominerer: Er det mennesket selv, der vælger at blive retledt, og mennesket selv, der vælger at fare vild? Med afgørende, definitive beviser nåede vi frem til, at mennesket selv vælger at blive retledt eller fare vild; det vælger iman eller kufr; det vælger lydighed eller ulydighed. Det holdes derfor til regnskab for retledningen, for at være blevet retledt, med en belønning fra Allah, Den Ophøjede, og et Paradis så vidt som himlene og jorden. For sin vildledning, kufr og ulydighed får det den straf, det fortjener.

Spørgsmålet om døden og levetiden (ajal)

I dag kommer vi til et spørgsmål, som kan volde mennesker vanskeligheder, nemlig døden: Hører døden til den sfære, som mennesket kontrollerer og dominerer, eller til den sfære, der dominerer mennesket, og som det ikke kontrollerer, så det hverken kan afværge eller fremkalde døden?

Generelt anerkender muslimerne, at levetiderne ligger i Allahs hånd, og at mennesket dør på den dag og i det øjeblik, som Allah, Den Ophøjede, har bestemt og fastsat for det. Det strides de ikke om.

Men i praksis støder man hos nogle muslimer på visse vanskeligheder. For eksempel kan man høre nogen sige: »Der findes mange årsager, men døden er én.«

Disse ord viser, at nogle mennesker tror, at de omstændigheder ved døden, de ser, er årsager. Hvis denne overbevisning trænger ind i et menneskes tanke, sind og selv—selv om det teoretisk anerkender, at levetiden ligger i Allahs hånd, og kalder andre til denne tro—men det samtidig får den opfattelse, at de omstændigheder, som et menneske dør under, og de omstændigheder, der fører til døden, er årsager, så siger det: »Årsagerne er mange, men døden er én.«

Når denne overbevisning skjult trænger ind i menneskets selv, får den det til at betragte disse omstændigheder som årsager og tro og forestille sig, at det kan undgå dem. Anerkendelsen af, at levetiden ligger i Allahs hånd, bliver derefter til en rent teoretisk tro, der ikke reelt afspejles i den troendes adfærd, handlinger eller reaktioner.

Fysiske omstændigheder er ikke årsager til døden

Nogle mennesker ser på omstændighederne og konstaterer, at visse omstændigheder fører til døden. De går straks over til at sige, at menneskets krop, legeme og liv rummer bestemte egenskaber, og at menneskets liv ophører, hvis disse egenskaber forsvinder. De siger: Vi ser, at mennesket dør, hvis en kugle gennemborer hjertet; hvis hovedet adskilles fra kroppen og halsen skæres over; hvis det drikker gift; hvis det kaster sig ud fra en høj bygning; eller hvis det drukner og mister evnen til at trække vejret—og så videre.

Med tiden bliver denne overbevisning i mennesket til en tro på, at dette er dødens årsager. Derfor holder det den døde til regnskab eller bebrejder ham: Hvorfor undgik du ikke disse årsager, så du kunne undgå døden? Sandheden er, at dette blot er en illusion.

Det er rigtigt, at det hører til de love, Allah, Den Ophøjede, har fastlagt i skaberværket, at en adskillelse af hovedet fra kroppen fører til døden; at mennesket dør, hvis hjertet standser; og at det dør, hvis åndedrættet afbrydes, og det i en periode ikke kan trække vejret. Men dette er egenskaber, som Allah, Den Ophøjede, har lagt i menneskets krop og organer, i Hans skaberværk.

Vi har tidligere sagt, at disse egenskaber ikke virker af sig selv. Der må være nogen eller noget, som frembringer og sætter dem i bevægelse, før de virker sådan. Hovedet adskilles ikke af sig selv fra kroppen, og et menneske falder ikke af sig selv fra en høj bygning, uden at noget sætter en bevægelse i gang. Egenskaberne vælger heller ikke selv, hvornår de ophører, opstår eller sættes i bevægelse. Derfor kan vi ikke kalde dem årsager.

Det, der kan antages at være årsagen til døden, er derfor ikke disse egenskaber eller deres ophør. Det er derimod det, som frembragte dette: det, der fik hovedet til at blive adskilt fra kroppen, det, der fik kuglen til at gennembore hjertet, eller det, der afskar menneskets luft og ilt. Det, der frembragte dette, er det, der kan antages at være årsagen.

Er drab og død i menneskets hånd?

En person kan her indvende: Det betyder, at drab og død er i menneskets hånd. Det er jo mennesket, der affyrer kuglen, så den gennemborer hjertet, og mennesket dør. Det er mennesket, der griber sværdet og slår mod halsen, så hovedet adskilles fra kroppen, og mennesket dør. Mennesket kan også indtage gift og dø.

Mennesket forestiller sig dermed, at det at frembringe disse egenskaber, som fører til døden, er i et menneskes hånd. Derfor tilskriver det et menneskes død en anden persons handling eller sin egen handling, hvis det eksempelvis forsøger selvmord.

Denne påstand er forkert. Hvorfor?

For den sanseligt iagttagelige virkelighed viser, at et menneske i mange tilfælde forsøger at dræbe—enten en anden eller sig selv—men mislykkes. Noget forhindrer det i at fuldføre handlingen, eller også udfører det handlingen, uden at den fører til døden.

Lad os se på de selvmordsforsøg, der forekommer. Nogle lande fører statistik over selvmordsforsøg, og her ser vi, at de forsøg, der fører til døden, udgør den mindre andel: tyve procent, en fjerdedel af tilfældene, ti procent og så videre.

Hvorfor mislykkedes de andre, selv om de bevidst forsøgte at dræbe sig selv? Ganske enkelt fordi de ikke blev sat i stand til at gennemføre det, og fordi afgørelsen ikke var deres.

Det samme gælder de mange mennesker, der har forsøgt at dræbe andre. En del af disse forsøg fører til døden, mens en anden del ikke gør.

Det betyder, at mennesket ikke har den afgørende beslutning i sin hånd om, hvorvidt det dræber eller bliver dræbt. Det kan blive sat i stand til det, eller det kan blive forhindret. Når det i mange tilfælde bliver forhindret, betyder det, at selve drabet ikke er i dets hånd. Mennesket udfører drabshandlingen, men resultatet af handlingen—resultatet af drabsforsøget—er ikke i dets hånd. Derfor kan man ikke sige, at dødsårsagen er disse ting, som vi ser.

Virkeligheden viser, at omstændigheder ikke forårsager døden

I mange statistikker og nyheder, som vi læser hver dag, hører vi om patienter, der kommer i kritisk tilstand. Lægerne siger: Denne tilstand vil uvægerligt føre til døden. Men nogle gange overraskes de over, at mennesket kommer sig og vender tilbage til fuldt helbred. Dette er lægerne helt klar over. De siger: Efter vores vurdering var han på vej mod døden, men så bliver han rask og lever derefter i årevis, måske i årtier.

Omvendt siger lægerne også: Denne mand har overstået den kritiske fase, hans tilstand er stabil, og vi er ikke længere bekymrede. Men pludselig får han tilbagefald og dør, uden at de havde forventet det.

Hvor mange mennesker har indtaget gift uden at dø? Hvor mange er blevet ramt—som vi hører om hver dag—af kræft, der siges næsten altid at være dødelig? Alligevel hører vi om mennesker, der er kommet sig over denne ondartede sygdom.

Alt dette viser, at der er tale om omstændigheder, ikke årsager. Et knivstik er ikke årsagen til døden, for døden kan følge af det eller undlade at følge. Hvis døden indtræffer, skete den under omstændigheden af et knivstik.

Den, der døde efter at være blevet skudt, døde under omstændigheden af et skud. Det er en af dødens omstændigheder. Den, der døde under et hjertestop, døde under omstændigheden af hjertestoppet, men hjertestoppet var ikke årsagen til hans død.

Dette er omstændigheder, ikke årsager. Derfor er det korrekt at sige: »Omstændighederne er mange, men døden er én«, mens det er forkert at sige: »Årsagerne er mange, men døden er én.«

Jeg vender tilbage til dette punkt. Vi sagde, at forestillingen om, at mennesket bruger disse egenskaber og dermed dræber, er forkert. I mange tilfælde har mennesket forsøgt, men har hverken været i stand til det, opnået noget eller haft held med det. Alt dette beviser, at det ikke er disse egenskaber, der forårsager døden, og at et menneskes handling, når det forsøger at dræbe en anden eller sig selv, heller ikke er dødens årsag. Det, der kan iagttages og sanses, er, at dødens årsag er noget andet end de omstændigheder, som mennesker fejlagtigt betragter som årsager til døden.

Hvad er den egentlige årsag til døden?

Her spørger en person: Når ingen af disse omstændigheder er årsager til døden, hvad er da den virkelige årsag til døden?

Vi svarer: Hvis mennesket blev overladt til at tænke med sin fornuft for at nå frem til dødens virkelige, ikke-sanselige og uhåndgribelige årsag, ville det aldrig nå frem til den, netop fordi den hverken kan sanses eller berøres. Mennesket kan sanse og erkende, at de indbildte årsager, som folk forestiller sig, ikke er dødens virkelige årsag.

Men ved fornuften alene kan mennesket ikke nå frem til viden om dødens virkelige årsag.

Her kommer det overleverede bevis: meddelelsen fra Allah, Den Ophøjede. Dette er et kendetegn ved de troende, som har iman på Allah, Hans Bog og den Profet, Han udsendte.

Den troende, der har en meddelelse og viden fra Allah, Den Almægtige, kan derfor fastslå med sikkerhed, at levetidens (ajal) udløb er den eneste årsag til døden.

Det nævnes i flere vers fra Qur’anen samt i flere hadither fra Profeten (saw).

Kom nu, lad os se på nogle af disse vers.

Overleverede beviser for, at levetidens (ajal) udløb er dødens årsag

Her læser jeg specifikt fra bogen al-Shakhsiyyah al-Islamiyyah, bind 1, af imam Taqi al-Din al-Nabhani—må Allah være ham nådig. I afsnittet med titlen »Levetidens udløb er den eneste årsag til døden« siger han.

Han siger: »Dette er nævnt i adskillige aya.« Han, Den Ophøjede, siger:

﴿ وَمَا كَانَ لِنَفْسٍ أَن تَمُوتَ إِلَّا بِإِذْنِ ٱللَّهِ كِتَـٰبًا مُّؤَجَّلًا ﴾
»Ingen sjæl kan dø uden Allahs tilladelse og på et fastsat tidspunkt« [3:145].

Det vil sige, at døden er fastsat hos Allah, Den Ophøjede. Han har skrevet den til tidspunktet for dens fastsatte levetid, altså placeret den på et bestemt tidspunkt.

﴿ كِتَـٰبًا مُّؤَجَّلًا ﴾
»på et fastsat tidspunkt« [3:145],

altså fastsat til et tidspunkt med en bestemt, begrænset og tidsfæstet levetid. Han har således skrevet døden som noget fastsat og tidsfæstet frem til en kendt levetid, der hverken fremskyndes eller udskydes.

Og Han, Den Ophøjede, siger:

﴿ ٱللَّهُ يَتَوَفَّى ٱلْأَنفُسَ حِينَ مَوْتِهَا ﴾
»Allah tager sjælene til sig ved deres død« [39:42].

Det vil sige, at Han er Den, der lader sjælene dø, når de dør, og fratager dem det, de er levende ved: Han fratager et menneske dets hjerteslag, forbindelsen mellem hovedet og kroppen eller den luft, det indånder. Det er således Ham, der bestemmer, hvornår døden indtræffer, og hvordan—altså den omstændighed, døden indtræffer under.

Og Han, Den Ophøjede, siger med Sin Profet Ibrahims ord—fred være med ham:

﴿ رَبِّىَ ٱلَّذِى يُحْىِۦ وَيُمِيتُ ﴾
»Min Herre er Den, der giver liv og bringer død« [2:258].

Blandt Allahs navne er Den, der giver liv, og Den, der bringer død. Det vil sige, at Han direkte skaber og frembringer livet, og at Han direkte udfører og frembringer dødens handling.

Og Han, Den Ophøjede, siger:

﴿ وَٱللَّهُ يُحْىِۦ وَيُمِيتُ ﴾
»Det er Allah, der giver liv og bringer død« [3:156].

Allah, Den Ophøjede, sagde dette som svar på de vantros ord. Ayaen lyder:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ لَا تَكُونُوا۟ كَٱلَّذِينَ كَفَرُوا۟ وَقَالُوا۟ لِإِخْوَٰنِهِمْ إِذَا ضَرَبُوا۟ فِى ٱلْأَرْضِ أَوْ كَانُوا۟ غُزًّى لَّوْ كَانُوا۟ عِندَنَا مَا مَاتُوا۟ وَمَا قُتِلُوا۟ لِيَجْعَلَ ٱللَّهُ ذَٰلِكَ حَسْرَةً فِى قُلُوبِهِمْ ۗ وَٱللَّهُ يُحْىِۦ وَيُمِيتُ ۗ وَٱللَّهُ بِمَا تَعْمَلُونَ بَصِيرٌ ﴾
»I, som har iman! Vær ikke som dem, der begik kufr og sagde om deres brødre, når de rejste gennem landet eller drog i kamp: Hvis de var blevet hos os, var de ikke døde eller blevet dræbt. Allah gør dette til en sorg i deres hjerter. Det er Allah, der giver liv og bringer død, og Allah ser alt, hvad I gør« [3:156].

Det vil sige, at sagen ligger i Allahs hånd. Han kan lade den rejsende og den kæmpende leve og lade den hjemmeboende og den, der bliver siddende, dø, som Han vil.

Og Han, Den Ophøjede, siger:

﴿ أَيْنَمَا تَكُونُوا۟ يُدْرِككُّمُ ٱلْمَوْتُ وَلَوْ كُنتُمْ فِى بُرُوجٍ مُّشَيَّدَةٍ ﴾
»Hvor I end befinder jer, vil døden indhente jer, selv hvis I er i stærkt befæstede borge« [4:78].

Mennesker tror, at de vil være sikre mod døden, hvis de forskanser sig. Men Allah, Den Ophøjede, siger til dem:

﴿ وَلَوْ كُنتُمْ فِى بُرُوجٍ مُّشَيَّدَةٍ ﴾
»selv hvis I er i stærkt befæstede borge« [4:78],

altså i fæstninger.

Og Han, Den Ophøjede, siger:

﴿ قُلْ يَتَوَفَّىٰكُم مَّلَكُ ٱلْمَوْتِ ٱلَّذِى وُكِّلَ بِكُمْ ﴾
»Sig: Dødens engel, som er sat over jer, vil tage jeres sjæle« [32:11].

Han er sat over jer—hvem satte ham over jer? Allah, Den Ophøjede. Den, der satte dødens engel over jer, er Allah. Allah, Den Ophøjede, er derfor Den, der giver liv og bringer død, og det er Allah, Den Almægtige, der tager menneskets sjæl.

﴿ قُلْ يَتَوَفَّىٰكُم مَّلَكُ ٱلْمَوْتِ ٱلَّذِى وُكِّلَ بِكُمْ ﴾
»Sig: Dødens engel, som er sat over jer, vil tage jeres sjæle« [32:11].

Dette er et svar på de vantros ord, da de udtrykte undren og afvisning: Hvordan kan mennesket leve igen, efter at det er blevet til jord, og efter at dets legeme er forsvundet i jorden?

﴿ وَقَالُوٓا۟ أَءِذَا ضَلَلْنَا فِى ٱلْأَرْضِ أَءِنَّا لَفِى خَلْقٍ جَدِيدٍۭ ۚ بَلْ هُم بِلِقَآءِ رَبِّهِمْ كَـٰفِرُونَ ﴾
»De siger: Når vi er forsvundet i jorden, skal vi da virkelig skabes på ny? Nej, de fornægter mødet med deres Herre« [32:10].

﴿ قُلْ يَتَوَفَّىٰكُم مَّلَكُ ٱلْمَوْتِ ٱلَّذِى وُكِّلَ بِكُمْ ثُمَّ إِلَىٰ رَبِّكُمْ تُرْجَعُونَ ﴾
»Sig: Dødens engel, som er sat over jer, vil tage jeres sjæle, og derefter vil I blive ført tilbage til jeres Herre« [32:11].

Det vil sige, at han tager jeres sjæle fuldt ud; tawaffi betyder at tage sjælen fuldt ud.

Og Han, Den Ophøjede, siger:

﴿ قُلْ إِنَّ ٱلْمَوْتَ ٱلَّذِى تَفِرُّونَ مِنْهُ فَإِنَّهُۥ مُلَـٰقِيكُمْ ﴾
»Sig: Døden, som I flygter fra, vil helt sikkert møde jer« [62:8].

Læg mærke til og overvej dette storslåede udtryk, denne store veltalenhed: et meget skræmmende billede. Forestil jer et menneske, der flygter fra et vilddyr og tror, at det forfølger ham bagfra, men pludselig står det foran ham og møder ham ansigt til ansigt. Han tror, at dyret er bag ham, og løber fremad for at flygte fra det, men så ser han det foran sig. Sådan er døden:

﴿ قُلْ إِنَّ ٱلْمَوْتَ ٱلَّذِى تَفِرُّونَ مِنْهُ فَإِنَّهُۥ مُلَـٰقِيكُمْ ۖ ثُمَّ تُرَدُّونَ إِلَىٰ عَـٰلِمِ ٱلْغَيْبِ وَٱلشَّهَـٰدَةِ فَيُنَبِّئُكُم بِمَا كُنتُمْ تَعْمَلُونَ ﴾
»Sig: Døden, som I flygter fra, vil helt sikkert møde jer. Derefter vil I blive ført tilbage til Den, der kender det skjulte og det synlige, og Han vil fortælle jer, hvad I plejede at gøre« [62:8].

Og Han, Den Ophøjede, siger:

﴿ إِذَا جَآءَ أَجَلُهُمْ فَلَا يَسْتَـْٔخِرُونَ سَاعَةً ۖ وَلَا يَسْتَقْدِمُونَ ﴾
»Når deres levetid er nået, kan de hverken udskyde den en time eller fremskynde den« [10:49].

Udtrykket »time« har her ikke den betydning på tres minutter, som vi bruger i dag. På arabisk betegner det en kort tidsperiode.

﴿ فَلَا يَسْتَـْٔخِرُونَ سَاعَةً ۖ وَلَا يَسْتَقْدِمُونَ ﴾
»De kan hverken udskyde den en time eller fremskynde den« [10:49].

Og Han, Den Ophøjede, siger:

﴿ نَحْنُ قَدَّرْنَا بَيْنَكُمُ ٱلْمَوْتَ ﴾
»Vi har fastsat døden iblandt jer« [56:60].

Det vil sige, at Vi har fastsat en død for hvert menneske på dens bestemte tidspunkt. Med andre ord:

﴿ نَحْنُ قَدَّرْنَا بَيْنَكُمُ ٱلْمَوْتَ ﴾
»Vi har fastsat døden iblandt jer« [56:60]:

Vi har bestemt den og fordelt den blandt jer, ligesom forsyningen fordeles forskelligt og ulige, sådan som Vores ønske (mashi’a) kræver. Derfor er jeres levetider forskellige: korte, lange og mellem disse.

Disse aya og andre, der er absolutte i bekræftelsen og absolutte i betydningen, peger klart på én betydning, som ikke rummer nogen anden mulighed: Det er Allah, Den Ophøjede, der i virkeligheden giver liv og bringer død, uden at der findes årsager og virkninger. Mennesket dør kun ved levetidens (ajal) udløb, ikke på grund af den omstændighed, som indtraf, og som mennesket troede var dødens årsag.

Ayaernes betydning: Levetiden kan hverken fremskyndes eller udskydes

Altså, kære brødre: Når vi læser Allahs Bog og disse klare, tydelige aya, der ikke efterlader nogen tvivl om, at døden kun har én årsag, står det klart, at denne årsag er, at menneskets levetid er udløbet.

Hvis levetiden (ajal) for et menneske er udløbet, så kan intet fremskynde dette udløb, og intet kan forsinke det.

Allah, Den Ophøjede, afslørede hyklerne, da de sagde:

﴿ يَقُولُونَ لَوْ كَانَ لَنَا مِنَ ٱلْأَمْرِ شَىْءٌ مَّا قُتِلْنَا هَـٰهُنَا ﴾
»De siger: Hvis vi havde haft nogen indflydelse på sagen, var vi ikke blevet dræbt her« [3:154].

Allah, Den Ophøjede, svarer dem:

﴿ قُل لَّوْ كُنتُمْ فِى بُيُوتِكُمْ لَبَرَزَ ٱلَّذِينَ كُتِبَ عَلَيْهِمُ ٱلْقَتْلُ إِلَىٰ مَضَاجِعِهِمْ ﴾
»Sig: Selv hvis I havde været i jeres hjem, ville de, som døden var foreskrevet for, være gået ud til de steder, hvor de skulle dø« [3:154].

﴿ يَقُولُونَ لَوْ كَانَ لَنَا مِنَ ٱلْأَمْرِ شَىْءٌ مَّا قُتِلْنَا هَـٰهُنَا ﴾
»De siger: Hvis vi havde haft nogen indflydelse på sagen, var vi ikke blevet dræbt her« [3:154].

Det vil sige: Hvis vi havde bestemt dette slag, dets sted, tidspunkt og tilrettelæggelse,

﴿ مَّا قُتِلْنَا هَـٰهُنَا ﴾
»var vi ikke blevet dræbt her« [3:154].

Dette er hyklerisk tale.

﴿ قُل لَّوْ كُنتُمْ فِى بُيُوتِكُمْ لَبَرَزَ ٱلَّذِينَ كُتِبَ عَلَيْهِمُ ٱلْقَتْلُ إِلَىٰ مَضَاجِعِهِمْ ﴾
»Sig: Selv hvis I havde været i jeres hjem, ville de, som døden var foreskrevet for, være gået ud til de steder, hvor de skulle dø« [3:154].

Det vil sige, at hver af dem ville være gået ud til det sted, hvor han skulle dø, fordi Allah, Den Ophøjede, havde fastsat døden for ham.

Eksempler fra livet på, at den fastsatte levetid er uundgåelig

Dette ser vi i vores liv hver dag, og vi hører om det hver dag. Hvor mange mennesker er flyttet fra ét sted til et andet for at flygte fra døden? Har I ikke hørt om de snesevis, ja, hundredvis af mennesker, som flygtede fra krige, tog over havet for at undslippe døden og søgte mod sikre lande, hvorefter havet opslugte dem? Deres levetid udløb på dette tidspunkt og dette sted, og drukning var omstændigheden ved deres død. De ville flygte fra bombardementer og ild, men blev dræbt af vandet—ved drukning.

Hvor mange mennesker er flygtet fra en mulig drabsmand, fordi de troede, at en bestemt person forfulgte dem for at dræbe dem, men tog til et andet sted, hvor de uvidende mødte deres drabsmand? Hvor ofte har vi set fædre sende deres børn væk fra deres hjemland af frygt for deres sikkerhed, hvorefter børnene mødte døden dér?

Hvor ofte siger en person, mens han kører: »Denne vej er farlig; jeg holder mig fra den«, vælger en anden vej og møder sin død dér?

Forholdsregler ændrer ikke levetiden

Dette betyder naturligvis ikke, at et menneske må undlade at søge sikre omstændigheder og undgå farlige omstændigheder. Det er menneskets pligt at undersøge omstændighederne for fare og sikkerhed og gøre sit bedste i den forbindelse. Dette er en af Shariahs regler om menneskets handlinger.

Imanen betyder derimod, at mennesket aldrig kan undslippe sit fastsatte dødstidspunkt. Det kan hverken fremskynde eller udskyde sin død.

Men Allah, Den Ophøjede, befalede mennesket at tage sine forholdsregler:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ خُذُوا۟ حِذْرَكُمْ ﴾
»I, som har iman, tag jeres forholdsregler« [4:71].

At tage forholdsregler, udvise forsigtighed og søge sikkerhed er således en af Shariahs regler, som Allah, Den Ophøjede, har befalet.

At tro, antage eller forestille sig, at denne forsigtighed og planlægning kan ændre dagen for din levetids udløb, er derimod noget helt andet. Levetidens udløb kan hverken fremskyndes eller udskydes.

Troen på levetiden (ajal) og dens virkning på selvet og adfærden

Hos den troende er denne iman ikke blot en teoretisk tro uden virkning på menneskets liv. Hver iman, som Allah, Den Ophøjede, har befalet, har Han befalet, fordi den påvirker menneskets selv, liv og adfærd.

Hvordan? Ser du ikke forskellen mellem en troende, der går i jihad i godt mod, uden uro eller frygt, fordi han med absolut sikkerhed ved, at han kun vil dø på sin fastsatte dag og ved udløbet af den levetid, der er bestemt for ham? Ser du ikke forskellen mellem ham og den, der tvinges i kamp gennem en obligatorisk militærtjeneste pålagt af statens lov, og som hvert øjeblik frygter, at døden skal ramme ham?

Den troende forbliver i en tilstand af ro og tillid til Allah, Den Ophøjede. Han har overladt og underkastet sin sag til Allah. Han ved, at Allah, Den Ophøjede, som gav ham liv, er Den, der vil bringe ham død, og at hans død ikke afhænger af, om han går ud på slagmarken. Når hans levetid udløber, vil han dø, selv hvis han ligger i sin seng:

﴿ لَبَرَزَ ٱلَّذِينَ كُتِبَ عَلَيْهِمُ ٱلْقَتْلُ إِلَىٰ مَضَاجِعِهِمْ ﴾
»De, som døden var foreskrevet for, ville være gået ud til de steder, hvor de skulle dø« [3:154].

Den, der ikke tror, at levetiden ligger i Allahs hånd, befinder sig i panik, frygt og uro, hver gang han hører døden omtalt, og hver gang han føler, at han er et sted, hvor der kan være fare, eller hvor der blot er en smule fare.

Se på den troendes virkelighed i lande, hvor der er brudt krig ud. Du vil se ham forlade sig på Allah, Den Ophøjede, selv om faren omgiver ham fra alle sider.

Den vantro, som ikke tror, at levetiden ligger i Allahs hånd, vil derimod befinde sig i uro og panik. Han kan endda blive ramt af det, der kaldes hysteri, hvis han får at vide, at der er en blot lille mulighed for fare. Han tror nemlig, at han selv kan undgå faren, og at han derfor må undgå den. Han tror, at denne fare er det, der bringer døden, så han går i panik og føler, at et uhyre ligger på lur og vil dræbe ham nu.

Når den troende er sikker på, at hans levetid ligger i Allahs hånd, hæver han sig over al den frygt, der skræmmer mennesker. Han tilbringer ikke sit liv i frygt for en tyrans vold, for at blive ramt af en sygdom, der dræber ham, eller for fare, krig eller en pludselig hændelse, der tager hans liv. Han gør det, han skal, for at tage forholdsregler og efterkommer Allahs befaling om at udvise forsigtighed. Derefter forbliver han sikker på, at hans sag og sjæl ligger i Allahs hånd. Han kan hverken fremskynde eller udskyde sin levetid, så han forbliver tryg, rolig og tilfreds og går sin Herre i møde med et trygt sind.

Vi beder Allah, Den Ophøjede, om at gøre os til dem, der tror med sikkerhed—og ved Allahs gunst er vi overbeviste. Vi beder Allah, Den Almægtige, om at bevare denne tro i os og lade den være nærværende i vores selv i hvert eneste øjeblik: Levetiden ligger i Allahs hånd, og Den, der gav os liv, er Den, der bringer os død. Intet menneske, ingen fare og ingen sygdom kan afkorte vores liv, så længe vores levetid endnu ikke er udløbet. Vores levetids udløb fører os bort fra dette liv, og så længe vores levetid ikke er udløbet, fortsætter vi i dette liv, indtil Allah, Den Ophøjede, tillader andet.

Lad os derfor fylde de dage, Allah, Den Ophøjede, har skrevet til os i dette liv—dage, hvis længde vi ikke kender—med lydighed mod Allah, arbejde for at give Hans religion sejr og ophøje Hans ord. Det er Ham, der skænker succes, og Ham, der gør det let for hvert menneske at gøre det, det blev skabt til.

O Allah, gør os til dem, der får let ved at gøre det gode, stå mellem os og det onde, og gør os til Dine retskafne tjenere. Vi sender bønner og fred over vores herre Muhammad, hans familie, hans følgesvende og dem, der følger hans retledning på bedste vis indtil Dommedag.

Spørgsmål og drøftelse

Et spørgsmål fra min bror Nadhir ibn Salih: Må Allah velsigne jer for det, I har fremlagt. Må Allah ære dig. Hvor stor indflydelse har den korrekte forståelse af, at levetiden ligger i Allahs hånd, på menneskets adfærd—særligt hos bærerne af da’wahen og dem, der åbent forkynder sandheden?

Jeg tror, min kære bror har hørt svaret i slutningen af dette emne efter at have stillet sit spørgsmål. Ja.

Troen på levetiden (ajal) og dens virkning på bæreren af da’wahen

Troen på, at levetiden ligger i Allahs hånd, er et af de største våben, som bæreren af da’wahen kan ruste sig med, når han kæmper for denne religion og fører politisk kamp mod uretfærdige herskere og tyranner. Det samme gælder mujahiden, der trodser rædsler, krydser minefelter og bevæger sig mellem granater og kugler, så længe han er tryg ved, at levetiden ligger i Allahs hånd. Dette besidder kun den troende.

Hvordan hænger forholdsregler sammen med troen på levetiden?

Et spørgsmål fra Hamid al-Tunisi: Kan du uddybe, hvordan man skal tage forholdsregler som en af Shariahs regler og samtidig tro, at levetiden ligger i Allahs hånd, uden at mennesket oplever en modsætning mellem de to ting?

Kære bror Hamid, der er stor forskel på at tro, at levetiden ligger i Allahs hånd og derfor være tryg ved, at du kun vil dø i det øjeblik, der er skrevet for dig, og på den anden side at overholde det, Allah, Den Ophøjede, har befalet dig i dine handlinger.

Allah, Den Almægtige, har befalet dig at tage dine forholdsregler. Han, Den Ophøjede, siger:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ خُذُوا۟ حِذْرَكُمْ ﴾
»I, som har iman, tag jeres forholdsregler« [4:71].

Og Han, Den Ophøjede, siger:

﴿ وَلَا تُلْقُوا۟ بِأَيْدِيكُمْ إِلَى ٱلتَّهْلُكَةِ ۛ وَأَحْسِنُوٓا۟ ﴾
»Kast ikke jer selv i ødelæggelse med egne hænder, og gør godt« [2:195].

Her har de lærde forklaret, at ayaen har følgende betydning, hvilket dens sammenhæng viser:

﴿ وَأَنفِقُوا۟ فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ وَلَا تُلْقُوا۟ بِأَيْدِيكُمْ إِلَى ٱلتَّهْلُكَةِ ﴾
»Brug jeres midler på Allahs vej, og kast ikke jer selv i ødelæggelse med egne hænder« [2:195].

Det vil sige:

﴿ وَأَنفِقُوا۟ فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ ﴾
»Brug jeres midler på Allahs vej« [2:195],

altså: Brug midler på forberedelse, for forberedelse er et af midlerne til styrke, og styrke er et af midlerne til at forsvare sig selv, ummaen og religionen. Hvis du tager de praktiske midler i brug, har du gjort det, Allah, Den Ophøjede, befalede dig. Hvis du ikke gør det, har du kastet dig selv i ødelæggelse, fordi du ikke gjorde det, Allah, Den Ophøjede, befalede dig.

Her bliver forskellen tydelig mellem den, der bevidst kastede sig i ødelæggelse og blev dræbt—men kun døde ved sin fastsatte levetids udløb—og som stadig holdes ansvarlig for sin handling, og den, der blev dræbt, mens han opfyldte det, Allah, Den Ophøjede, havde pålagt ham: at tage forholdsregler, udvise forsigtighed og forstå livets love.

Forskellen mellem den troende og andre er derfor, at når han tager forholdsregler og støtter sig til livets fastlagte love, ved han samtidig, at de ikke er den afgørende årsag, og at de ikke med sikkerhed kan forhindre hans undergang eller det, Allah, Den Ophøjede, har bestemt og fastsat for ham. Han helliggør derfor ikke disse midler og gør dem ikke til noget helligt.

Læg mærke til, hvordan Vesten i sin nuværende tænkning har helliggjort videnskaben og gjort den til en gud ved siden af Allah, Den Ophøjede. De tror, at hvis de mestrer brugen af de praktiske midler, vil de nødvendigvis opnå resultatet.

Jeg husker stadig, at en orkan og jordskælv for mange år siden ramte et område i USA. Den amerikanske præsident stod forvirret og sagde: »Vi kunne ikke kontrollere det.« Han var overrasket. De tror, at de kan beherske årsagerne i materien, materiens love og livets årsager, og at de nødvendigvis når det ønskede resultat, hvis de behersker dem. Hvordan kunne dette så ske?

Den troende siger derimod: «قَدَرُ اللَّهِ وَمَا شَاءَ فَعَلَ» — »Allah har bestemt det, og hvad Han vil, gør Han« [Sahih Muslim 2664]. Det står i vores magt at følge livets love og undersøge tingenes egenskaber—deres egenskaber—så vi kan bruge dem, drage nytte af dem og forsøge at afværge visse farer.

Men disse forhold er ikke i vores hånd; vi kontrollerer dem ikke. Den endelige sag er, at Allah, Den Ophøjede, har fastsat, hvornår en bestemt person skal dø, og hvornår han ikke skal dø. Mennesket bør derfor hverken ophøje sig selv eller bebrejde sig selv hvert øjeblik ved at spørge: »Hvorfor kunne jeg ikke forhindre denne død?«

Læg mærke til den, der ikke tror, at levetiden ligger i Allahs hånd: Når en pludselig død indtræffer, accepterer han den ikke og underkaster sig den ikke. Hvad vil det sige? Han havde afvist, at dette kunne ske. Derefter leder han efter nogen at lægge ansvaret på: Hvordan kunne denne person dø?

Ser du ikke, at mange mennesker, når en patient, der står dem nær, dør på hospitalet, kun vil acceptere at gøre lægerne ansvarlige?

Hvis de var sikre på, at levetiden ligger i Allahs hånd, ville de have overladt deres sag til Allah, Den Ophøjede, og ikke behandlet lægen, som om han kunne give liv og bringe død.

Dette er den store forskel mellem at tro, at levetiden ligger i Allahs hånd, og samtidig arbejde på at forstå livets fastlagte love, tage forholdsregler og så videre, mens man er sikker på, at resultaterne ikke er uundgåelige.

Kommentar om disse tankers virkning

En kommentar fra bror Bilal Mustafa: »Disse tanker er sande og stærke, og muslimerne er i stand til at genvinde deres ære gennem disse tanker. Må Allah hjælpe jer med det.«

Må Allah belønne dig på vores vegne med den bedste belønning. Vi beder Allah, Den Ophøjede, om at tage imod din bøn, gøre os til dem, der udmærker sig i ord og handling, og tage imod fra os.

Afslutning

Dette er, hvad vi har for i dag, kære brødre. Vi beder Allah, Den Ophøjede, om at tage imod fra os, beskytte os mod fejltagelser og fejl og tilgive os for de fejltagelser og fejl, vi har begået. Han, Den Ophøjede, er Den Althørende, som besvarer bønner. Fred være med jer og Allahs nåde og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del