Alle Halaqaat
DA

Halaqa 15

Al-Qada’ og al-Qadar — at forlade sig på Allah

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 15: al-Qada’ og al-Qadar — at forlade sig på Allah

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 16. oktober 2017 — 26. muharram 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning

Bismillah ir-Rahman ir-Rahim. As-salamu alaykum wa rahmatullahi wa barakatuhu.

Velkommen, mine ærede brødre, til dette nye afsnit af jeres program »Halaqa Online«.

At forlade sig på Allah (tawakkul) i den islamiske nations historie

Ærede brødre! Den, der læser den islamiske ummas historie, ser, at denne umma foretog fremstød, som ingen anden nation har kendt magen til. Muslimerne drog ud fra Den Arabiske Halvø og udfordrede samtidig to mægtige imperier, som dengang var verdens største: Det Byzantinske Rige og Perserriget.

Den, der ser dette billede i begyndelsen, vil sige: Hvem er disse vanvittige? Arabere, der drager ud med blottede bryster? Kender de ikke den udrustning, som disse folk kendte? Har de hverken det antal eller det udstyr, som perserne og romerne har? Har de ingen af den kamperfaring, som romerne og perserne har? De drog ud i tusindtal for at kæmpe mod hundredtusindvis af krigere.

Hvad forlod disse mennesker sig på, og hvor fik de denne tillid fra? De var fulde af tillid som urokkelige bjerge. De drog ud med ro og fuld overbevisning om, at Allah ﷻ ville give dem sejr.

Sådan fortsatte det i tabi’un-generationens og tabi’ at-tabi’in-generationens tid. Ja, den islamiske historie rummer fortællinger og begivenheder, som forbløffer læseren.

Muslimerne gik ind i slagene, selv om de var langt underlegne deres fjender og modstandere i antal og udstyr. De brød gennem rækkerne, overvandt vanskelighederne, og Allah ﷻ gav dem sejr over deres fjender.

De ærede sahaba ødelagde på få år, ja på få måneder, Perserriget, som havde bestået gennem epoker og generationer i flere hundrede år. De fordrev Romerriget fra Levanten og Nordafrika og fortsatte kampen mod det, indtil de tilintetgjorde det.

Hvorfra fik disse mennesker denne beslutsomhed og denne tillid? Svaret er ét: Deres verdensanskuelse (’aqida) rummer noget, som ingen anden nation besidder, nemlig at forlade sig på Allah. At forlade sig på Allah ﷻ er en særlig egenskab ved denne umma og ved de tidligere profeter—en egenskab, som ingen andre nationer kender.

Materiel og iman-baseret forberedelse

Nationerne kæmper mod hinanden med de ressourcer, de råder over – både militært udstyr og hære, målt i antal og styrke. De konkurrerer: Materialistiske tænkere, der ikke kender nogen forbindelse til Allah, den Ophøjede, stræber kun efter at øge deres talmæssige kapacitet. Derfor var våbenkapløbet det eneste anerkendte i deres krigsførelse.

Hos Islams umma er sagen derimod en helt anden. Muslimerne er beredte på at gå i krig, selv om de ved, at deres rent materielle midler er langt færre end fjendens. Alligevel går de frem, mens de forlader sig på Allah ﷻ, for de har lært Allahs ord:

﴿ إِن تَنصُرُوا۟ ٱللَّهَ يَنصُرْكُمْ وَيُثَبِّتْ أَقْدَامَكُمْ ﴾
»Hvis I støtter Allah, støtter Han jer og gør jeres fødder faste« [47:7].

Ingen må forstå det som om, at jeg nedvurderer forberedelse; dette er en pligt, som Allah, den ophøjede, har pålagt os. Han sagde:

﴿ وَأَعِدُّوا۟ لَهُم مَّا ٱسْتَطَعْتُم مِّن قُوَّةٍ وَمِن رِّبَاطِ ٱلْخَيْلِ تُرْهِبُونَ بِهِۦ عَدُوَّ ٱللَّهِ وَعَدُوَّكُمْ ﴾
»Forbered mod dem, hvad I formår af styrke og stridsheste, hvormed I kan indgyde Allahs fjende og jeres fjende frygt« [8:60]

Og Allah, den ophøjede, sagde:

﴿ وَأَنفِقُوا۟ فِى سَبِيلِ ٱللَّهِ وَلَا تُلْقُوا۟ بِأَيْدِيكُمْ إِلَى ٱلتَّهْلُكَةِ ﴾
»Giv ud på Allahs vej, og kast ikke jer selv i undergang med jeres egne hænder« [2:195]

Det, der menes med at bruge midler i Allahs vej, er udgifter til forberedelse til kamp i Allahs vej – dette er en del af den materielle forberedelse.

Men det, der adskiller muslimerne, er, at de ikke prioriterer den materielle forberedelse højest. Den kommer på andenplads. Det primære er den iman-baserede, ’aqida-baserede, moralske og psykiske forberedelse.

Når den troende er rustet med sin iman og sin tillid til Allah ﷻ, ser frem mod et Paradis, hvis udstrækning er som himlene og jorden, forlader sig på sin Herre og overdrager sit anliggende til Allah ﷻ, har han dermed forberedt noget, som hans fjende under ingen omstændigheder kan besidde.

Denne psykiske, iman-baserede og moralske forberedelse slutter sig til den materielle. De to forenes og skaber dermed den stærkeste kraft, som historien har kendt blandt de kræfter, der har ændret dens gang.

At forlade sig på Allah (tawakkul) ledsager den troende i ethvert arbejde

Denne tale, hvor jeg har belyst emnet jihad og kamp med eksempler, er ikke begrænset til det. At forlade sig på Allah ledsager den troende – som individ, gruppe, nation og stat – i enhver handling under alle omstændigheder.

Hvert anliggende, du går ind i i dit liv, går du ind i, mens du forlader dig på Allah ﷻ.

Du har måske ingen hjælper i denne verden og intet udstyr. Alligevel går du ud for at sige sandhedens ord, mens du forlader dig på Allah ﷻ og håber på Hans belønning. Enten redder Han dig fra din fjende, så du opnår belønningen fra Allah og bliver skånet i denne verden, eller også vender du tilbage til Allah i den bedste tilstand, et menneske kan forlade denne verden i.

Du går ud for at søge forsyning, mens du forlader dig på Allah ﷻ; du går ud for at søge ægteskab, mens du forlader dig på Allah; du går ud for at søge viden, mens du forlader dig på Allah; og du går ud for at bære den islamiske da’wah, mens du forlader dig på Allah.

At forlade sig på Allah ledsager dig i alle dine situationer: før handlingen, under handlingen og efter handlingen. Du forlader dig på Allah i enhver omstændighed.

Mellem teoretisk anerkendelse og virkeligheden af at forlade sig på Allah (tawakkul)

At forlade sig på Allah (tawakkul) er en sandhed, som alle troende anerkender. Men der findes forskel mellem den, der kun bekender sig til tawakkul teoretisk – eller endda blot erkender det i tankerne –, og den, der virkelig kender tawakkul, forstår dets rette betydning og handler efter det som en levende praksis.

Jeg taler om dette emne, mens vi alle ser mange muslimer, som anerkender, at det er obligatorisk at forlade sig på Allah. Den, der benægter tawakkul, er kafir, fordi vedkommende benægter noget, der er definitivt fastslået i religionen. At forlade sig på Allah ﷻ er, som vi i det mindste vil se i en række ayat, fastslået ved definitive beviser. Qur’anens overlevering er definitiv, og de ayat, der befaler tawakkul, er definitive i deres betydning.

Men problemet hos nogle muslimer er, at de ikke har forstået betydningen af tawakkul korrekt. Derfor forlader de sig ikke på Allah ﷻ, som de burde.

Beviser for at forlade sig på Allah fra Qur’anen og Sunnah

Lad os først sammen læse nogle af de vers, hvor ordren om at forlade sig på Allah (tawakkul) optræder. Allah den Mægtige siger:

﴿ ٱللَّهُ لَآ إِلَـٰهَ إِلَّا هُوَ ۚ وَعَلَى ٱللَّهِ فَلْيَتَوَكَّلِ ٱلْمُؤْمِنُونَ ﴾
»Allah—der er ingen anden gud end Ham. Lad derfor de troende forlade sig på Allah« [64:13]

Og Han den ophøjede siger:

﴿ وَتَوَكَّلْ عَلَى ٱللَّهِ ۚ وَكَفَىٰ بِٱللَّهِ وَكِيلًا ﴾
»Forlad dig på Allah. Allah er tilstrækkelig som beskytter« [33:3]

Og han den Mægtige siger:

﴿ إِن يَنصُرْكُمُ ٱللَّهُ فَلَا غَالِبَ لَكُمْ ۖ وَإِن يَخْذُلْكُمْ فَمَن ذَا ٱلَّذِى يَنصُرُكُم مِّنۢ بَعْدِهِۦ ۗ وَعَلَى ٱللَّهِ فَلْيَتَوَكَّلِ ٱلْمُؤْمِنُونَ ﴾
»Hvis Allah støtter jer, kan ingen overvinde jer; men hvis Han svigter jer, hvem kan da støtte jer efter Ham? Lad derfor de troende forlade sig på Allah« [3:160]

Og han den Mægtige siger:

﴿ فَبِمَا رَحْمَةٍ مِّنَ ٱللَّهِ لِنتَ لَهُمْ ۖ وَلَوْ كُنتَ فَظًّا غَلِيظَ ٱلْقَلْبِ لَٱنفَضُّوا۟ مِنْ حَوْلِكَ ۖ فَٱعْفُ عَنْهُمْ وَٱسْتَغْفِرْ لَهُمْ وَشَاوِرْهُمْ فِى ٱلْأَمْرِ ۖ فَإِذَا عَزَمْتَ فَتَوَكَّلْ عَلَى ٱللَّهِ ۚ إِنَّ ٱللَّهَ يُحِبُّ ٱلْمُتَوَكِّلِينَ ﴾
»Ved en nåde fra Allah var du mild over for dem. Havde du været hård og hårdhjertet, ville de have spredt sig fra dig. Tilgiv dem derfor, bed om tilgivelse for dem, og rådfør dig med dem i sagen. Når du så har besluttet dig, skal du forlade dig på Allah. Allah elsker dem, der forlader sig på Ham« [3:159]

Og han ophøjet siger:

﴿ إِنَّمَا ٱلْمُؤْمِنُونَ ٱلَّذِينَ إِذَا ذُكِرَ ٱللَّهُ وَجِلَتْ قُلُوبُهُمْ وَإِذَا تُلِيَتْ عَلَيْهِمْ ءَايَـٰتُهُۥ زَادَتْهُمْ إِيمَـٰنًا وَعَلَىٰ رَبِّهِمْ يَتَوَكَّلُونَ ﴾
»De troende er kun dem, hvis hjerter skælver, når Allah nævnes, hvis iman øges, når Hans ayat reciteres for dem, og som forlader sig på deres Herre« [8:2]

Og han ophøjet sagde:

﴿ قُل لَّن يُصِيبَنَآ إِلَّا مَا كَتَبَ ٱللَّهُ لَنَا هُوَ مَوْلَىٰنَا ۚ وَعَلَى ٱللَّهِ فَلْيَتَوَكَّلِ ٱلْمُؤْمِنُونَ ﴾
»Sig: Intet vil nogensinde ramme os undtagen det, Allah har skrevet for os. Han er vores beskytter. Lad derfor de troende forlade sig på Allah« [9:51]

Og han den Mægtige siger:

﴿ فَقُلْ حَسْبِىَ ٱللَّهُ لَآ إِلَـٰهَ إِلَّا هُوَ ۖ عَلَيْهِ تَوَكَّلْتُ ۖ وَهُوَ رَبُّ ٱلْعَرْشِ ٱلْعَظِيمِ ﴾
»Sig da: Allah er tilstrækkelig for mig. Der er ingen anden gud end Ham. Ham forlader jeg mig på, og Han er Herren over den mægtige Trone« [9:129]

Og han ophøjet siger:

﴿ قُلْ حَسْبِىَ ٱللَّهُ ۖ عَلَيْهِ يَتَوَكَّلُ ٱلْمُتَوَكِّلُونَ ﴾
»Sig: Allah er tilstrækkelig for mig. På Ham forlader de sig, som forlader sig på Allah« [39:38]

Og han den Mægtige siger:

﴿ ٱلَّذِينَ قَالَ لَهُمُ ٱلنَّاسُ إِنَّ ٱلنَّاسَ قَدْ جَمَعُوا۟ لَكُمْ فَٱخْشَوْهُمْ فَزَادَهُمْ إِيمَـٰنًا وَقَالُوا۟ حَسْبُنَا ٱللَّهُ وَنِعْمَ ٱلْوَكِيلُ فَٱنقَلَبُوا۟ بِنِعْمَةٍ مِّنَ ٱللَّهِ وَفَضْلٍ لَّمْ يَمْسَسْهُمْ سُوٓءٌ وَٱتَّبَعُوا۟ رِضْوَٰنَ ٱللَّهِ ۗ وَٱللَّهُ ذُو فَضْلٍ عَظِيمٍ ﴾
»dem, som folk sagde til: Folk har samlet sig imod jer, så frygt dem. Men det øgede deres iman, og de sagde: Allah er tilstrækkelig for os, og Han er den bedste til at tage sig af vores anliggender. De vendte da tilbage med nåde og gunst fra Allah, uden at noget ondt havde rørt dem. De fulgte Allahs velbehag, og Allah besidder vældig gunst« [3:173–174]

Profeten (saw) fortalte os, som han sagde: «لَوْ أَنَّكُمْ تَوَكَّلْتُمْ عَلَى اللَّهِ حَقَّ تَوَكُّلِهِ، لَرَزَقَكُمْ كَمَا يَرْزُقُ الطَّيْرَ؛ تَغْدُو خِمَاصًا وَتَرُوحُ بِطَانًا» [Sunan Ibn Majah 4164] — »Hvis I forlod jer på Allah, som man bør forlade sig på Ham, ville Han give jer forsyning, ligesom Han giver fuglene forsyning: De drager ud om morgenen sultne og vender tilbage om aftenen med fyldte maver.« De drager ud om morgenen sultne, med tomme maver, og vender tilbage med fyldte maver.

Og han (saw) sagde: «يَدْخُلُ الْجَنَّةَ مِنْ أُمَّتِي سَبْعُونَ أَلْفًا بِغَيْرِ حِسَابٍ؛ هُمُ الَّذِينَ لَا يَسْتَرْقُونَ، وَلَا يَكْتَوُونَ، وَعَلَى رَبِّهِمْ يَتَوَكَّلُونَ» [Sahih Muslim 218a] — »Halvfjerds tusind fra min umma træder ind i Paradiset uden regnskab. Det er dem, der ikke beder andre udføre ruqya for sig, ikke lader sig kauterisere og forlader sig på deres Herre.«

Dette er blot en dråbe i havet af de ayat og ahadith, der befaler at forlade sig på Allah ﷻ.

Betydningen af at forlade sig på Allah (tawakkul)

Hvad er tawakkul da, ærede brødre? Sprogligt betyder tawakkul at overgive sig.

Når du forlader dig på Allah, den Mægtige og Ophøjede, har du overgivet din sag til Ham og betroet den fuldstændigt til Ham.

Når du forlader dig på Allah, den Almægtige, overdrager du dit anliggende til Ham og lægger det i Hans hænder. Allah ﷻ er den, du betror dit anliggende. At Allah har påtaget sig dit anliggende, betyder, at Han tager sig af dig.

Se på den troende: Hvornår forlader han sig på Allah? Hvad er tawakkul? Det er at underkaste sig Allah ﷻ, overdrage anliggendet til Ham og stole på Ham, den Almægtige. Du har betroet Allah ﷻ dit anliggende, og Allah, den Almægtige, har påtaget sig at tage sig af dig.

Det betyder, at tawakkul ikke forekommer hos den troende i nogen situation, mens det obligatoriske tværtimod er, at han forlader sig på Allah, den Almægtige, i enhver situation.

Fra det øjeblik du fik iman på Allah ﷻ og antog Ham som din Herre, begyndte du at forlade dig på Allah, den Almægtige.

Fra det øjeblik du søgte Hans retledning og bad Ham om retledning, forlod du dig på Ham. Når du tog imod denne retledning, blev retledt gennem den og handlede efter den, handlede du, mens du forlod dig på Allah ﷻ.

Når du holder fast ved Allahs befaling, den Almægtige, trods de vanskeligheder, prøvelser og byrder, der undertiden opstår, forlader du dig dermed på Allah ﷻ.

Når du udfører arbejdet for at virkeliggøre det, Allah ﷻ har krævet af dig, og når du handler med henblik på at opnå resultaterne, gør du det, mens du forlader dig på Allah, den Almægtige.

Når du beder Allah ﷻ om succes og sejr, forlader du dig dermed på Allah, den Almægtige.

Eksemplet med landmanden, der forlader sig på Allah

Når landmanden leder efter frø for at så dem, er han overbevist om, at frøene kun spirer ved Allahs befaling, med Allahs tilladelse og i overensstemmelse med det, Allah har bestemt for dem. Han lægger dem i jorden, fordi Allah ﷻ har befalet, at der skal sås og dyrkes.

Han plejer og vander dem, mens han er overbevist om, at Allah ﷻ er den, der giver succes. Når han venter på, at de spirer, i overbevisning om, at Allah ﷻ er Forsyneren, forlader han sig på Allah, den Almægtige.

Når han høster dem for at tjene penge på dem, forlader han sig på Allah, den Almægtige. Når han får pengene, bruger dem i lydighed mod Allah og lovpriser Allah ﷻ, forlader han sig på Allah i alt dette.

Når du gør det, Allah ﷻ har befalet dig, og arbejder for at opnå de resultater, Han har pålagt dig at søge, siger folk: »Forventer du virkelig, at denne indsats, din begrænsede styrke og dine få materielle midler kan skabe de resultater, du ønsker?« Han handler, fordi Allah ﷻ har befalet det, og derfor forlader han sig på Allah, den Almægtige.

Hvor mange troende, som virkelig forlod sig på Allah, har ikke opnået resultater, som folk ikke forventede, når de så deres begrænsede handlemuligheder og få materielle midler? De opnåede det, de opnåede, og Allah ﷻ gav dem succes, fordi de forlod sig på Ham, den Almægtige.

To fejl i forståelsen af tawakkul og brugen af årsager

At forlade sig på Allah ﷻ er derfor ikke blot ord. Tawakkul betyder ikke, som folk tror, at man går ind i anliggenderne og undlader at gøre brug af årsagerne. Sådan er det ikke, selv om folk forestiller sig det.

Menneskene er delt i to grupper i spørgsmålet om at forlade sig på Allah (tawakkul). Den ene gruppe hævder, at det betyder, at mennesket ophører med at benytte årsagerne og overlader alt til Allah, den Mægtige. De søger ikke efter levebrød, de søger ikke sejr eller anvender årsagerne i dette verdslige liv, men venter blot på, at Allah, den Mægtige, vil give dem det, de ønsker – fordi de hævder at forlade sig på Ham. Denne gruppe har misforstået tawakkul.

En anden gruppe forstod derimod tawakkul sådan, at dets betydning er at gøre brug af årsagerne—at det at gøre brug af årsagerne er en del af tawakkul eller en af dets betydninger.

Nogle sagde derfor: »Tawakkul er at gøre brug af årsagerne. Hvis du gør brug af årsagerne, forlader du dig på Allah.« Dette er også forkert.

Hvorfor? Fordi det at forlade sig på Allah ﷻ er en iman-baseret tilstand, som hverken er knyttet til, at man gør brug af årsagerne, eller til, at man undlader dem. Den består både før, efter og under brugen af årsagerne.

At gøre brug af årsagerne er en pligt, som Allah ﷻ har pålagt. Det er metoden til at opnå ting, skabe resultater og nå mål. Allah har foreskrevet, at mennesket handler, frembringer årsager, gør brug af dem, banker på dørene og følger de veje, der fører til målene. Men denne pligt er adskilt fra pligten til at forlade sig på Allah ﷻ.

Hadithen om »bind den og forlad dig på Allah (tawakkul)«

Mange mennesker henviser naturligvis til den hadith, hvori Allahs Sendebud (saw) siger: «اعْقِلْهَا وَتَوَكَّلْ» [Jami‘ al-Tirmidhi 2517] — »Bind den, og forlad dig på Allah.« De siger: Her har Profeten (saw) knyttet tawakkul sammen med handling og arbejde.

En mand spurgte Profeten (saw), mens han gik ind i moskéen sammen med sin kamel: »Hvad skal jeg gøre med min kamel?«

Han sagde: »O Allahs Sendebud, skal jeg slippe den løs og forlade mig på Allah, eller skal jeg binde den og forlade mig på Allah?«

I en anden overlevering: »Skal jeg slippe den løs og forlade mig på Allah, eller skal jeg binde den, holde den fast og forlade mig på Allah?«

Han (saw) sagde: «اعْقِلْهَا وَتَوَكَّلْ» [Jami‘ al-Tirmidhi 2517] — »Bind den, og forlad dig på Allah.«

Denne hadith var Allahs Sendebuds (saw) svar til den mand, der spurgte: »Betyder tawakkul, at jeg ikke gør brug af årsagerne, eller skal jeg gøre brug af årsagerne samtidig med tawakkul?«

Profeten (saw) forklarede ham, at tawakkul ikke står i modstrid med at gøre brug af årsagerne. Det er obligatorisk at gøre brug af årsagerne, og tawakkul er obligatorisk.

Denne hadith betyder på ingen måde, at tawakkul betyder at gøre brug af årsagerne. Det er obligatorisk at gøre brug af årsagerne, og tawakkul er obligatorisk.

Da sagen blev uklar—eller så ud til at kunne blive uklar—for den mand, som troede eller næsten troede, at tawakkul betød at undlade årsagerne, vejledte Profeten (saw) ham. Tawakkul betyder ikke, at du undlader årsagerne. Du gør brug af årsagerne, og det er obligatorisk; samtidig forlader du dig på Allah, og det er også obligatorisk.

At forlade sig på Allah (tawakkul) før, under og efter handlingen

Nogle forstod hadithen sådan, at man gør brug af årsagerne, handler og derefter forlader sig på Allah.

Nogle forvanskede endda—bevidst eller ubevidst—hadithen og sagde: »Bind den først, og forlad dig derefter på Allah.« Dermed placerede de tawakkul efter handlingen, og det er en alvorlig fejl.

For tawakkul er en tilstand, som ledsager den troende i enhver situation.

Lyt til Allahs ﷻ ord, som vi netop læste:

﴿ وَشَاوِرْهُمْ فِى ٱلْأَمْرِ ۖ فَإِذَا عَزَمْتَ فَتَوَكَّلْ عَلَى ٱللَّهِ ﴾
»og rådfør dig med dem i sagen. Når du så har besluttet dig, skal du forlade dig på Allah« [3:159].

﴿ فَإِذَا عَزَمْتَ فَتَوَكَّلْ عَلَى ٱللَّهِ ﴾
»Når du så har besluttet dig, skal du forlade dig på Allah« [3:159].

Hvad følger efter beslutningen? Handlingen. Allah, den Mægtige og Ophøjede, udtrykte handlingen med ordene: »Så forlad dig på Allah.« Det betyder: Når du har taget en beslutning, så handl, mens du forlader dig på Allah, den Mægtige og Ophøjede.

Dette betyder heller ikke, at ayaen begrænser tawakkul til begyndelsen af arbejdet. Når du beslutter dig for at adlyde Allah ﷻ, rådfører dig og tænker dig om, forlader du dig allerede på Allah. Også når du begynder arbejdet, handler du, mens du forlader dig på Allah: Du følger Allahs befaling, holder fast ved den, styrer dit arbejde efter Allahs påbud og forbud og stoler på, at Allah ﷻ vil give dig succes, hvis du handler i overensstemmelse med Hans befaling.

Når du har taget din beslutning, så forlad dig på Allah. Dette er betydningen af tawakkul, som ledsager den troende.

Fra det øjeblik han blev retledt til lydighed mod Allah ﷻ og til iman på Allah, den Almægtige; fra det øjeblik han besluttede at overholde Allahs befalinger og styre alle sine handlinger efter Hans påbud og forbud; fra det øjeblik han begyndte arbejdet og holdt fast ved dette; og fra det øjeblik han udførte de handlinger, som Allah ﷻ har befalet den troende at udføre for at nå bestemte mål—mens han stolede på, at Allah ville give ham det og virkeliggøre det for ham, hvis han fortjente det—forlod han sig på Allah ﷻ.

Standhaftighed i lydigheden mod Allah trods modgang

Den troendes tawakkul viser sig, når han går frem i lydighed mod Allah ﷻ trods vanskelighederne, byrderne, rædslerne, de mange fjender og de få materielle midler.

Når Allah ﷻ har befalet noget, garanterer Allah, at det, der følger af Hans befaling til mig, bliver virkeligt.

Allah har befalet os at støtte Hans deen, og Han har lovet, at hvis vi støtter Hans deen, vil Han støtte os:

﴿ إِن تَنصُرُوا۟ ٱللَّهَ يَنصُرْكُمْ وَيُثَبِّتْ أَقْدَامَكُمْ ﴾
»Hvis I støtter Allah, støtter Han jer og gør jeres fødder faste« [47:7].

Fortvivlelse over ummaens virkelighed og fraværet af tawakkul

I dagens virkelighed siger mange: »Hvordan kan denne umma sejre? Hvordan kan den ændre denne tilstand?« Med andre ord: Hvordan kan den forandre denne virkelighed, når andre nationer på jorden ligger i baghold mod den?

De spørger: Ser I ikke, hvad de riger på jorden har foretaget sig – fra Amerika til Rusland, Kina og Europa, helt til Iran? Ser I ikke, hvad de gjorde med de troende, med muslimerne, da de rejste sig mod deres herskere? Se på Syrien, se på Irak, se hvordan fjenderne samler sig imod os fra alle sider.

Alt dette gør de for at forhindre vores oprejsning og vores befrielse. Hvordan skal vi kunne ændre denne tilstand?

Denne tilstand af fortvivlelse og frustration har fået mange mennesker til at sige: »Der er intet håb om denne ummas oprejsning, medmindre Mahdi træder frem.«

Hvis alle mennesker tænkte sådan, ville Mahdi aldrig træde frem; for han er en af disse mennesker – ikke en udsendt profet og ikke en engel, der nedstiger fra himlen. Han er et menneske, en af de troendes ledere.

Denne tankegang – hvor at forlade sig på Allah (tawakkul) overhovedet ikke fremtræder – fører de troende ind i en tilstand af frustration og håbløshed.

Hvis de virkelig havde stolet på Allah ﷻ og forstået betydningen af tawakkul, ville de have været overbeviste om, at Allah ville give dem sejr, hvis de udførte deres pligt og dermed fortjente Hans sejr. Når Han giver dem sejr, gør Han deres fødder faste. Dette er et løfte fra Allah ﷻ.

Allahs Sendebud og Mus’ab ibn ’Umayr som forbilleder i tawakkul

Hvem ville, da Muhammad (saw) blev udsendt, have forestillet sig, at dette ene menneske fra dette tidspunkt kunne ændre historiens gang i et glimt?

Nogen vil sige: »Dette er Allahs Sendebud, og profeterne bliver hjulpet gennem et mirakel fra Allah, den Ophøjede.«

Nej, Profeten (saw) blev ikke givet sejr gennem et mirakel. Han kæmpede, forsvarede da’wahen og stred; han blev udsat for overgreb, ramt med sten, og blodet flød fra hans ædle fødder.

Han blev jaget rundt i landet og bekæmpet.

Han bragte da’wah til sit folk i Mekka, men de svarede ikke. Kun få af dem accepterede islam.

Men for at lære os viste Allah ﷻ, hvordan Medinas folk antog Islam gennem en æret, ung sahabi: Mus’ab ibn ’Umayr. Han havde lært tawakkul af Allahs Sendebud (saw).

Han drog til Medina, hvor der kun var få muslimer. Så lod Allah ﷻ sejren ske gennem hans hænder, og folk fik iman på den da’wah, han bar, mens han forlod sig på sin Herre. Folkets ledere fik iman, og derefter fulgte folket dem.

Før Medinas folk fik iman, blev Profeten (saw) og hans sahaba jaget rundt i landet og udsat for den værste pinsel. Men deres tawakkul førte dem frem til det, Allah, den Almægtige, havde lovet dem:

﴿ وَعَدَ ٱللَّهُ ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ مِنكُمْ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ لَيَسْتَخْلِفَنَّهُمْ فِى ٱلْأَرْضِ كَمَا ٱسْتَخْلَفَ ٱلَّذِينَ مِن قَبْلِهِمْ وَلَيُمَكِّنَنَّ لَهُمْ دِينَهُمُ ٱلَّذِى ٱرْتَضَىٰ لَهُمْ وَلَيُبَدِّلَنَّهُم مِّنۢ بَعْدِ خَوْفِهِمْ أَمْنًا ۚ يَعْبُدُونَنِى لَا يُشْرِكُونَ بِى شَيْـًٔا ۚ وَمَن كَفَرَ بَعْدَ ذَٰلِكَ فَأُو۟لَـٰٓئِكَ هُمُ ٱلْفَـٰسِقُونَ ﴾
»Allah har lovet dem af jer, der har iman og udfører retskafne handlinger, at Han visselig vil gøre dem til efterfølgere på jorden, ligesom Han gjorde dem før dem til efterfølgere; at Han vil befæste deres religion, som Han har godkendt for dem; og at Han vil erstatte deres frygt med tryghed. De tilbeder Mig og sætter intet ved Min side. De, der derefter fornægter, er de trodsigt ulydige« [24:55].

Allahs løfte til de troende om sejr og styrke

Allah har lovet dig sejr, hvis du udfører din pligt, som Allah ﷻ har befalet: mens du forlader dig på Allah, overholder alle de Shari’ah-love, Han har pålagt dig, gør brug af årsagerne, går fremad og har fuld tillid til Allah.

Allahs Sendebuds breve til jordens konger

Hvem kunne have forestillet sig det? Hvem ville have troet, at en mand, der styrede en by—Muhammad (saw) styrede Madinah—sendte breve til jordens konger: til Herakleios, romernes hersker; til Khosrau, persernes hersker; til al-Muqawqis; og til andre—til jordens konger og fyrster—og sagde til hver af dem: «أَسْلِمْ تَسْلَمْ، يُؤْتِكَ اللَّهُ أَجْرَكَ مَرَّتَيْنِ» [Sahih al-Bukhari 7] — »Antag Islam, så er du i sikkerhed; Allah vil give dig din belønning to gange.«

Kan et menneske, der ikke forstår betydningen af tawakkul, sende breve til jordens konger, mens han kun styrer en enkelt by?

En mand styrer en by, og nogle få arabiske stammer har fået iman på ham. Før Mekka blev erobret, før Ta’if blev erobret, og før Islam bredte sig på Den Arabiske Halvø, sendte han breve til jordens konger.

«أَسْلِمْ تَسْلَمْ، يُؤْتِكَ اللَّهُ أَجْرَكَ مَرَّتَيْنِ» [Sahih al-Bukhari 7] — »Antag Islam, så er du i sikkerhed; Allah vil give dig din belønning to gange.« Hvis du afslår, bærer du synden for dine folk, nationer og befolkningsgrupper.

Hemmeligheden bag dette er intet andet end at forlade sig på Allah ﷻ.

Beviser på sejr i den islamiske historie

Der var mange felttog og mange krige. Jeg taler ikke kun om Allahs Sendebuds (saw) tid eller de retledte kaliffers tid, men også om de senere tider: under umayyaderne og abbasiderne og gennem mamlukkerne, ayyubiderne og seljukkerne.

En lille hær besejrer store, stærke hære. Hvad drev disse soldater fremad? Og hvad gav dem sejren? Det er at forlade sig på Allah (tawakkul), ophøjet være Han.

Pligten til at genoptage den islamiske levemåde

I dag er vi blevet pålagt at etablere en enhed for denne deen og en stat, som styrer efter det, Allah har nedsendt. Vi skal genoprette Shari’ahs suverænitet på jorden og give ummaen dens myndighed tilbage, så vi anvender Allahs Shari’ah, genopretter den islamiske ummas enhed og samling, genopretter muslimernes fællesskab og igen bærer Islam som et budskab til verden.

Kan vi gøre det? Ja. Når Allah ﷻ har befalet det, betyder det, at vi er i stand til det, for Allah befaler os ikke noget, vi ikke evner.

Vi er ikke i stand til det i dette øjeblik. Men hvis vi foretager den forberedelse, Allah ﷻ har befalet, mens vi forlader os på Allah, har Allah lovet, at denne umma vil få magt.

Du, troende, ved, at hvis du udfører Allahs befaling, vil Allah, den Almægtige, støtte dig med materielle kræfter, som du ikke selv råder over.

Styrkede Allah ﷻ ikke de troende ved Badr med hundredvis af engle, der fulgte efter hinanden? [jf. 8:9] Kæmpede englene ikke sammen med de troende ved Badr? Ligesom de kæmpede sammen med dem ved Badr, kæmper de også sammen med de troende, hver gang de troende gør det, der påhviler dem, og ikke handler imod Allahs befaling.

Når den troende baner sig vej for at ophøje Allahs deen, ophøje Allahs ord og give Allahs deen ære på jorden, ved han med sikkerhed—mens han forlader sig på Allah ﷻ—at han vil virkeliggøre det, Allah har befalet. Hvis det ikke sker nu, så i morgen; og hvis ikke i morgen, så i overmorgen.

Men hvis man kun tager hensyn til de rent materielle beregninger, vil Allah, den Mægtige og Ophøjede, ikke hjælpe ham, og han vil ikke nå det, han ønsker.

Denne umma har aldrig fået sejr gennem udstyr eller antal. Den har først og fremmest fået sejr gennem sin iman på Allah ﷻ og ved at forlade sig på Ham. Det er betydningen af tawakkul.

At gå på kompromis med Islam med henvisning til magtbalancen

De, der ikke forlader sig på Allah og har glemt tawakkul, siger: Vi er nødt til at give afkald på noget af vores deen, for at det internationale samfund kan acceptere os. Vi er nødt til at føje os efter det og vise, at vi har antaget nogle af dets tanker og begreber og bøjet os for nogle af dets love. Vi accepterer international ret, FN-pagten, at være en stat med fastlagte grænser og at underkaste os et internationalt system, som giver os en plads i denne verden. Vi accepterer at bevæge os i den retning, vores fjende har udstukket for os, fordi vi ikke kan frigøre os fra denne dominerende magt. »Vi lever ikke alene i verden« er blevet et slogan, der bruges som påskud for, at folk giver afkald på deres deen.

Han siger: Det er umuligt at etablere en islamisk stat, som styrer fuldt ud efter Islam. Vi er derfor nødt til først at acceptere indrømmelser og styre efter andet end det, Allah har nedsendt. Vi accepterer det kapitalistiske system som vores system; vi accepterer, at der findes afvigere i landet, og at der findes steder for fordærv, så vi kan bane os vej. For vi kan ikke begynde at bane vejen, mens vi gør verden vred.

Hvis denne vej var den rette, ville den—må Allah beskytte os—være blevet tilskrevet Allahs profeter.

At følge Allahs Sendebuds eksempel sker ikke gennem ulydighed mod Allah

Men Allah ﷻ befalede os at følge Allahs Sendebuds (saw) eksempel:

﴿ لَّقَدْ كَانَ لَكُمْ فِى رَسُولِ ٱللَّهِ أُسْوَةٌ حَسَنَةٌ ﴾
»I har visselig et godt forbillede i Allahs Sendebud« [33:21].

﴿ قُلْ هَـٰذِهِۦ سَبِيلِىٓ أَدْعُوٓا۟ إِلَى ٱللَّهِ ۚ عَلَىٰ بَصِيرَةٍ أَنَا۠ وَمَنِ ٱتَّبَعَنِى ۖ وَسُبْحَـٰنَ ٱللَّهِ وَمَآ أَنَا۠ مِنَ ٱلْمُشْرِكِينَ ﴾
»Sig: Dette er min vej. Jeg kalder til Allah med klar indsigt—jeg og dem, der følger mig. Lovpriset være Allah, og jeg er ikke en af dem, der sætter nogen ved Hans side« [12:108].

Er det at følge Allahs Sendebuds (saw) eksempel, at muslimske ledere indgår alliancer med kuffar imod muslimerne?

Er det at følge Allahs Sendebuds (saw) eksempel, at en hersker, som hævder at være blandt de gudfrygtige og bedende, styrer efter andet end det, Allah har nedsendt, tillader bordeller, åbner strande for nøgne og er medlem af internationale alliancer, som bekæmper muslimer overalt? Er dette at følge Allahs Sendebuds (saw) eksempel?

Hvis man følger Profeten (saw) og forlader sig på Allah, vil Allah give ham sejr.

Hvordan kan en troende søge sejr gennem ulydighed mod Allah ﷻ? Han siger: »Jeg ønsker sejr og ære for denne umma, og jeg ønsker, at den skal få magt.« Men så følger han kufrs vej, styrer efter andet end det, Allah har nedsendt, allierer sig med kuffar—deens fjender—og opretter forbindelser med en jødisk entitet. Derefter går han videre, og nogen kommer til dig og siger: »Dette er fra Allahs Sendebuds (saw) Sunnah.« Er det fra Allahs Sendebuds (saw) Sunnah at alliere sig med kuffar, styre efter andet end det, Allah har nedsendt, deltage i kampen mod muslimerne, anerkende sekularisme og stadfæste kufrs forfatninger?

Nogle mennesker er blevet så dristige, at de klæder de ødelæggelser, drab, rædsler og synder, de begår, i påståede fatwaer og Shari’ah-beviser.

Derefter siger de: »Allahs Sendebud (saw) anvendte Islam gradvist.« Det ligger Allahs Sendebud (saw) fjernt at forsinke anvendelsen af Allahs Shari’ah blot et øjeblik.

Virkningen af svagt at forlade sig på Allah (tawakkul) og misforståelsen heraf

Mine ærede brødre, svagheden i tawakkul, fraværet af dets betydning og misforståelsen af det har skabt grupper blandt os, som hævder, at de støtter Allahs deen ved at handle imod Hans Shari’ah.

Bøn og afslutning

Vi beder Allah ﷻ om at hjælpe os til virkelig at forlade os på Ham, undervise denne umma og hjælpe os med at formidle betydningen og virkeligheden af tawakkul til den, så den følger den rette vej og følger sin Profets (saw) eksempel i at støtte denne deen, ophøje den og give den ære på jorden—som støtte til Allahs deen og Allahs tjenere.

Jeg siger dette ord og beder Allah om tilgivelse for mig selv og jer. Må Allahs fred og velsignelser være med vor herre Muhammad, hans familie og følgesvende – og med dem, der følger hans retledning på bedste vis indtil dommens dag.

Spørgsmål og diskussion

Broder Abu Anas al-Maqdisi spørger: »Er tawakkul alene tilstrækkeligt for handling, eller skal man også have en hensigt?«

Hensigten skal være at opnå Allahs ﷻ velbehag.

Er det muligt for et menneske at forlade sig på Allah (tawakkul) uden samtidig at have den hensigt at opnå Allahs velbehag?

Tawakkul er en egenskab, som kun tilhører de troende.

Hvordan kan en troende forlade sig på Allah (tawakkul), når han ikke søger Allahs velbehag?

Dette er en selvindlysende sag. Det er endda utænkeligt, at et menneske forlader sig på Herren uden at søge Hans velbehag. Hvad skulle ellers drive vedkommende til at forlade sig på Allah? Den, der ikke søger Allahs, den Almægtiges, velbehag, forstår ikke betydningen af tawakkul.

Lydighed mod Allah, søgen efter Hans velbehag og søgen efter Hans Paradis følger direkte af iman på Allah ﷻ, og heraf følger tawakkul. At opnå Allahs velbehag—og at søge det—kan derfor aldrig adskilles fra at forlade sig på Allah.

Afslutning

Det var, hvad vi havde i dag, mine ærede brødre.

O Allah, vi beder Dig om at lade det, Du har lært os, gavne os; at give os mere viden, at give os mere viden; og at gøre vores viden og vores handlinger oprigtige for Dit ædle åsyn.

Fred være med jer og Allahs nåde og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del