Indledning
As-salamu alaykum wa rahmatullahi wa barakatuhu, ærede brødre. Velkommen til en ny episode af jeres program »Halaqa Online«. Bismillah ir-Rahman ir-Rahim.
’Aqidaen er grundlaget for den islamiske personlighed og det islamiske liv
I de foregående sessioner talte vi fra begyndelsen om ’aqidaen. Vi gik i dybden og nåede frem til emnet al-qada’ og al-qadar og de emner, der knytter sig til det.
I dag går vi videre og bygger på dette fundament. Iman—den islamiske ’aqida—er grundlaget for den islamiske personlighed, den islamiske tænkning, den islamiske kultur, det islamiske samfund, det islamiske liv, den islamiske stat og den islamiske civilisation.
Allah, den Ophøjede, har gjort den islamiske ’aqida til grundlaget for et liv i overensstemmelse med Hans befalinger og forbud. Han har gjort den til grundlaget for den levemåde, Han har godkendt for menneskene.
Iman bærer frugten af at efterleve shari’ah
Allah har sagt:
﴿ وَٱلْعَصْرِ إِنَّ ٱلْإِنسَـٰنَ لَفِى خُسْرٍ إِلَّا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلْحَقِّ وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلصَّبْرِ ﴾
»Ved tiden! Mennesket er sandelig fortabt, undtagen dem, der har troet, gjort gode gerninger, rådet hinanden til sandheden og rådet hinanden til tålmodighed« [103:1–3].
Og den Almægtige sagde:
﴿ قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ ٱللَّهَ فَٱتَّبِعُونِى يُحْبِبْكُمُ ٱللَّهُ وَيَغْفِرْ لَكُمْ ذُنُوبَكُمْ ﴾
»Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig; Allah vil elske jer og tilgive jer jeres synder« [3:31].
Iman må nødvendigvis bære frugt. Denne frugt er fuldstændig efterlevelse af Allahs shari’ah og et liv efter den levemåde, Allah har foreskrevet for Sine tjenere.
Iman er det gode ord med dybe, faste rødder, som ikke blot spirer, men bærer varige og omfattende frugter. Det får den troende til i alle sine handlinger at holde sig til Allahs befalinger og forbud.
Allah har sagt:
﴿ أَلَمْ تَرَ كَيْفَ ضَرَبَ ٱللَّهُ مَثَلًا كَلِمَةً طَيِّبَةٍ كَشَجَرَةٍ طَيِّبَةٍ أَصْلُهَا ثَابِتٌ وَفَرْعُهَا فِى ٱلسَّمَآءِ ﴾
»Har du ikke set, hvordan Allah fremsætter en lignelse: Et godt ord er som et godt træ, hvis rod står fast, og hvis grene er i himlen« [14:24]
﴿ أَصْلُهَا ثَابِتٌ وَفَرْعُهَا فِى ٱلسَّمَآءِ ﴾
»Dets rod står fast, og dets grene er i himlen« [14:24]
﴿ تُؤْتِىٓ أُكُلَهَا كُلَّ حِينٍۭ بِإِذْنِ رَبِّهَا ۗ وَيَضْرِبُ ٱللَّهُ ٱلْأَمْثَالَ لِلنَّاسِ لَعَلَّهُمْ يَتَذَكَّرُونَ ﴾
»Det bærer sin frugt til enhver tid med sin Herres tilladelse, og Allah fremsætter lignelser for menneskene, så de måske vil tage ved lære« [14:25].
Qur’an-fortolkerne har sagt, at det gode ord er iman. Nogle sagde, at det gode ord er »Der er ingen gud undtagen Allah«. Betydningen er den samme.
’Aqidaen er træet med rødder fast plantet i jorden. Hvad er da dets frugter? Hvad giver det i udbytte?
﴿ تُؤْتِىٓ أُكُلَهَا كُلَّ حِينٍۭ بِإِذْنِ رَبِّهَا ﴾
»Det bærer sin frugt til enhver tid med sin Herres tilladelse« [14:25]
Dets udbytte er et liv, hvor den troende og ummaen efterlever Allahs shari’ah. Det frembringer en islamisk levemåde og dermed et højtstående liv, der fører mennesket til lykke i begge boliger: denne verden og det hinsidige.
Den praktiske udmøntning af iman
Hvad er den praktiske udmøntning af dette? Den er, at Allah har foreskrevet mennesket en shari’ah. Denne shari’ah omfatter hele menneskets liv og alle menneskets handlinger. Ingen menneskelig handling er uden en shari’ah-lov, som Allah har foreskrevet.
Allah har sagt:
﴿ ثُمَّ جَعَلْنَـٰكَ عَلَىٰ شَرِيعَةٍ مِّنَ ٱلْأَمْرِ فَٱتَّبِعْهَا وَلَا تَتَّبِعْ أَهْوَآءَ ٱلَّذِينَ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Derefter satte Vi dig på en foreskrevet vej i sagen; følg den, og følg ikke ønskerne hos dem, der ikke ved« [45:18].
Shari’ahs betydning og altomfattende karakter
I sin oprindelige sproglige brug betyder shari’ah vandingsstedet—altså en vandkilde.
Da Allah kaldte det system, Han åbenbarede for menneskene, og den samlede lovgivning, Han foreskrev for dem, for shari’ah, var det som en henvisning til, at den er en uudtømmelig kilde.
Shari’ah er den samlede mængde shari’ah-love, som udspringer af deres kilder i Koranen og Sunnah. Det er den uudtømmelige kilde, der giver shari’ah-love for alle menneskets handlinger til enhver tid og på ethvert sted.
Imans fuldendelse, fuldkommenhed og frugt er, at muslimen i alle sine handlinger efterlever Allahs befalinger og forbud og udfører handlingerne i overensstemmelse med Allahs shari’ah. Det samme gælder muslimernes fællesskab, den islamiske umma. Når muslimernes fællesskab efterlever Allahs befalinger og forbud—altså Hans shari’ah—bliver det et islamisk samfund, der lever et islamisk liv. Her kommer Islams levemåde til udtryk, og det er det, der kaldes den islamiske civilisation.
Fra ’aqida til lovgivning
Her går vi fra behandlingen af ’aqida og iman til behandlingen af lovgivning. Dagens emne er Hukm Shar’i, shari’ah-loven.
Definition af Hukm Shar’i
Hvad er shari’ah-loven?
Hukm Shar’i defineres som Lovgiverens tale; Lovgiverens tale vedrørende menneskers handlinger. Hukm Shar’i er Lovgiverens tale vedrørende menneskers handlinger.
Og lad os tage denne definition ord for ord.
Hukm Shar’i er det, Allah har henvendt til menneskene. Når vi taler om Allahs lov, stammer den fra Allahs tale. Shari’ah-loven udledes af det, Allah har henvendt til Sine tjenere.
Hvis ikke åbenbaringen var blevet sendt ned til Allahs Sendebud ﷺ, ville der ikke have eksisteret nogen shari’ah-lov. Menneskets handlinger ville hverken være blevet bedømt som tilladte eller forbudte, gode eller onde, prisværdige eller dadelværdige.
Menneskets handlinger blev hverken bedømt som prisværdige eller dadelværdige, gode eller onde, før Allah sendte åbenbaring ned til Sin Profet ﷺ.
Herfra kommer grundlaget for Hukm Shar’i: Allahs tale er Lovgiverens tale.
Med Lovgiveren menes her Allah—den, der har lovgivet. Vi tager derfor Allahs tale som shari’ah for os.
Betydningen af Lovgiverens tale
Når vi siger »Lovgiverens tale«, mener vi Allahs tale. De lærde, navnlig usul-lærde, valgte imidlertid udtrykket »Lovgiveren« frem for blot at sige »Allahs tale«.
Det gjorde de for at undgå, at folk misforstod udtrykket og troede, at der kun mentes Allahs Bog, altså Koranen.
Lovgiverens tale—Allahs tale—kommer ikke kun til udtryk i Koranen, men også i Profetens Sunnah ﷺ. Ligesom Koranen er åbenbaring fra Allah, er Sunnah også åbenbaring fra Allah. Han ﷺ sagde: «أَلَا إِنِّي أُوتِيتُ الْكِتَابَ وَمِثْلَهُ مَعَهُ» [Sunan Abi Dawud 4604] — »Jeg har fået Bogen og dens lige sammen med den.«
Forskellen mellem Bogen og Profetens Sunnah ﷺ er, at Bogen—Koranen—er åbenbaring fra Allah i både ordlyd og betydning. Koranens ord er ord for ord og bogstav for bogstav åbenbaring fra Allah. Sunnahs betydninger og indhold er også åbenbaring fra Allah, men Profeten ﷺ udtrykte dem gennem sin egen ordlyd, sine handlinger eller sin godkendelse.
Når usul-lærde og andre lærde siger, at Hukm Shar’i er Lovgiverens tale, er det for, at udtrykket skal omfatte Koranen—Allahs Bog—Sendebuddets Sunnah ﷺ samt det, som de begge henviser til.
Sahabas konsensus og qiyas
Sahabas konsensus er en kilde til lovgivning, ikke fordi Sahaba var lovgivere. Der blev naturligvis heller ikke åbenbaret til dem, og deres konsensus er ikke i sig selv en åbenbaring fra Allah.
Det skyldes, at Allah har rost Sahaba, og at de alle var retskafne og troværdige. Deres konsensus var derfor en angivelse af og et bevis på et bevis, som var skjult for os. Deres konsensus udtrykte et sådant skjult bevis, som de havde set eller hørt fra Sendebuddet ﷺ.
Det samme gælder qiyas: at knytte en ny sag til en oprindelig sag, fordi de har samme ’illa, den effektive årsag. Denne ’illa skal være fastslået ved et bevis fra Koranen, Sunnah eller Sahabas konsensus.
Udtrykket »Lovgiverens tale« omfatter således alt, der fører til Allahs åbenbaring: Koranen og Sunnah samt det, som de begge henviser til.
Hvorfor er definitionen knyttet til menneskers handlinger?
Lovgiverens tale vedrørende menneskers handlinger; hvorfor er udtrykket vedrørende menneskers handlinger inkluderet i definitionen?
Fordi Allahs tale—i Koranen, Sunnah og det, som de begge henviser til—omfatter to områder. Det ene er ’aqida: beretninger, der ikke er direkte knyttet til menneskets handlinger, såsom iman på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, den sidste dag og qadar.
Koranens og Sunnahs beretninger om det usete—om det, der har været, det, der vil ske, og så videre—vedrører absolut anerkendelse, altså hjertet. Som nogle har udtrykt det, er de hjertets handlinger, ikke lemmernes handlinger.
Dette hører under ’aqida. Hukm Shar’i vedrører derimod menneskets handlinger og defineres derfor som Lovgiverens tale vedrørende menneskets handlinger. Det, der vedrører handlinger, er en shari’ah-lov; det, der vedrører absolut anerkendelse, hører under ’aqida eller iman.
Ingen Hukm Shar’i uden åbenbaring
Definitionen viser, at det, som ikke er tale fra Allah—hverken i Bogen eller Sunnah—ikke er en shari’ah-lov.
Nogle fremsætter fatwaer, som de hævder er shari’ah-love, men som hverken bygger på »Allah har sagt«, »Allahs Sendebud ﷺ har sagt« eller på konsensus blandt Allahs Sendebuds Sahaba, måtte Allah være tilfreds med dem alle. I stedet henviser de til en interesse, opnåelse af gavn, afværgelse af skade eller andre rationelle begrundelser.
Dette er ikke en shari’ah-lov. Hvis noget ikke er tale fra Allah i Hans åbenbaring, har det intet med shari’ah-loven at gøre; det er ikke en shari’ah-lov.
Ingen må sige: »Dette er halal, dette er haram, dette er fard eller wajib, dette er mandub, og dette er makruh«, uden at bygge det på et shari’ah-bevis fra Allahs Bog, Allahs Sendebuds Sunnah ﷺ eller det, som de begge henviser til.
Det er rigtigt, at shari’ah er kommet for at varetage menneskets interesser, og at disse består i at opnå gavn og afværge skade. Men hvad der virkelig opnår gavn og afværger skade, kan kun kendes gennem et bevis fra Allahs Bog, Allahs Sendebuds Sunnah ﷺ eller det, som de begge henviser til. Rationelle slutninger ud fra, hvad den begrænsede menneskelige fornuft anser for gavnligt eller skadeligt, udgør ikke en shari’ah-lov, men menneskeskabt lovgivning.
Advarsel mod lovgivning uden bevis
Allah har sagt:
﴿ وَلَا تَقُولُوا۟ لِمَا تَصِفُ أَلْسِنَتُكُمُ ٱلْكَذِبَ هَـٰذَا حَلَـٰلٌ وَهَـٰذَا حَرَامٌ لِّتَفْتَرُوا۟ عَلَى ٱللَّهِ ٱلْكَذِبَ ۚ إِنَّ ٱلَّذِينَ يَفْتَرُونَ عَلَى ٱللَّهِ ٱلْكَذِبَ لَا يُفْلِحُونَ ﴾
»Sig ikke, idet jeres tunger beskriver løgnagtigt: ‘Dette er tilladt, og dette er forbudt’, så I opdigter løgn mod Allah. De, der opdigter løgn mod Allah, vil ikke få fremgang« [16:116].
Enhver, der siger: »Dette er halal, fordi jeg ser en interesse eller en fordel i det«, eller: »Dette er haram, fordi jeg mener, at det afværger en skade«, lovgiver som menneske og ikke ud fra Allahs lovgivning—medmindre udsagnet bygger på et detaljeret bevis fra Allahs Bog eller Allahs Sendebuds Sunnah ﷺ.
Dette er altså definitionen af Hukm Shar’i: Lovgiverens tale, det vil sige Allahs tale vedrørende menneskets handlinger.
Typer af shari’ah-love
Hvad er shari’ah-lovene, mine brødre? Efter denne definition spørger vi mere konkret: Hvilke shari’ah-love vedrører menneskets handlinger?
Den, der undersøger den islamiske shari’ahs love, vil se, at de pålæggende love—ahkam al-taklif—falder i fem kategorier.
Kategorierne er fard, som også kaldes wajib; derunder mandub, som undertiden kaldes Sunnah, nafl eller nafila; haram, som også kaldes mahzur; makruh, hvis forbud er mindre strengt end haram; og som den femte kategori mubah.
En gennemgang af Lovgiverens tale vedrørende menneskets handlinger viser, at de pålæggende shari’ah-love, som Allah har pålagt Sine tjenere, er begrænset til fem kategorier: fard/wajib, mandub, haram, makruh og mubah. Lad os definere og forklare dem én for én.
Fard eller wajib (pligtig)
Fard eller wajib er det, som shari’ah påbyder gennem en bindende opfordring. Når det overleverede (sam‘i) bevis fra Lovgiverens tale kræver, at en handling udføres bindende, er handlingen fard eller wajib.
Fard og wajib har naturligvis samme betydning. Den, der udfører handlingen, roses, mens den, der undlader den, dadles. Den, der undlader den, fortjener straf, mens den, der udfører den, fortjener belønning. Det er wajib.
Der findes mange eksempler: pligten til bøn, hajj, zakat og faste; godhed mod forældrene; sandfærdighed og pålidelighed; jihad og at dømme efter det, Allah har åbenbaret. Alt, som shari’ah påbyder gennem en bindende opfordring, er fard/wajib. Den, der udfører det, fortjener belønning, og den, der undlader det, fortjener straf.
At Lovgiveren kræver handlingen gennem en bindende opfordring betyder, at påbuddet om handlingen er eftertrykkeligt og ledsaget af en indikation, som viser, at det er bindende—eksempelvis når Allah truer den, der undlader denne fard, med straf.
Eksempelvis siger Allah:
﴿ مَا سَلَكَكُمْ فِى سَقَرَ قَالُوا۟ لَمْ نَكُ مِنَ ٱلْمُصَلِّينَ ﴾
»Hvad bragte jer ind i Saqar? De vil sige: Vi var ikke blandt dem, der bad« [74:42–43].
Når det at lade være med bønnen fører til indtræden i helvedet Saqar, er dette et klart tegn på, at opfordringen til bøn er bindende. Dette er blot ét eksempel – der findes mange flere eksempler på, at bønnen er fard/wajib og at opfordringen til den er bindende end vi kan nævne i denne session.
Dette er således definitionen på fard: Lovgiverens tale kræver handlingen som en bindende opfordring, hvorved udøveren fortjener belønning og den, der lader være fra det, fortjener straf.
Mandub (anbefalet)
Når opfordringen til at udføre en handling er ikke-bindende—shari’ah opfordrer altså til handlingen uden at gøre den bindende—kaldes den mandub eller mustahab. Forskellige anbefalede handlinger kaldes også nawafil, flertalsformen af nafila, og juristerne bruger undertiden betegnelsen Sunnah. Den, der undlader handlingen, trues ikke med straf.
Dette kaldes mandub: Den, der udfører det, fortjener ros og belønning, mens den, der lader være, ikke straffes. Det skyldes, at det ikke er en bindende opfordring.
Der findes mange eksempler: De frivillige bønner ud over de fem daglige bønner er nawafil. Det samme gælder frivillig faste ud over Ramadan og ud over den faste, som undertiden bliver wajib som kaffara. En anden hajj eller umra, sadaqa ud over zakat og zakat al-fitr, recitation af Koranen, nattebøn, tasbih og megen dhikr er ligeledes nawafil.
Shari’ah-loven har opfordret til det som en ikke-bindende handling. Den, der lader være, trues ikke med straf, og det siges ikke, at den, der lader være, er syndig. Dette er mandub: Den, der udfører det, belønnes; den, der lader være, fordømmes ikke og straffes ikke for at lade være.
Haram eller mahzur (forbudt)
Den tredje type er haram eller mahzur: Shari’ah-loven har forbudt det med en bindende opfordring, således at den, der udfører det, trues med straf og fortjener den. Den, der afholder sig fra det, kan dog også fortjene belønning.
Det overleverede (sam‘i) bevis angiver, at Lovgiverens tale kræver, at handlingen undlades gennem en bindende opfordring.
Der findes også mange eksempler på haram eller mahzur: drab, riba, zina, tyveri og ulydighed mod forældrene. Allah har gjort mange ting haram. Vi skal ikke opregne dem nu, og vi kan ikke opregne dem i én session.
Det, som Lovgiveren gennem en bindende opfordring kræver undladt, er haram.
Makruh (frarådet)
Derefter kommer det, som Lovgiveren gennem en ikke-bindende opfordring kræver undladt. Lovgiveren fraråder altså handlingen uden at true den, der udfører den, med straf. Det er makruh: Den, der undlader handlingen, belønnes, mens den, der udfører den, ikke straffes.
Profeten ﷺ frarådede eksempelvis den muslim, der havde lært Koranen udenad, at glemme den. Juristerne sagde derfor, at det er makruh at glemme det, man har lært udenad. Der kom ingen trussel om straf mod den, der glemmer det, men Profeten ﷺ frarådede det. Derfor er det makruh at undlade at repetere den del af Koranen, man har lært udenad.
Der findes spørgsmål, som juristerne er uenige om, når den vise Lovgivers forbud foreligger: Nogle forhold har juristerne vurderet som haram og andre som makruh.
Under alle omstændigheder er de lærde enige om, at det, Lovgiveren kræver undladt, falder i to kategorier: Det, Han kræver undladt bindende, og det, Han kræver undladt ikke-bindende. Det første er haram, og det andet er makruh.
Mubah (tilladt)
Det var fire kategorier. Den femte af de pålæggende shari’ah-love er mubah: det, hvor Lovgiveren har givet valget mellem at gøre og at undlade.
Udfører muslimen en mubah handling, er der intet ansvar forbundet med det: Han fortjener hverken belønning eller straf. Undlader han handlingen, er der heller intet ansvar: Han fortjener hverken belønning eller straf.
Man kan ikke sige, at udførelsen af en mubah handling i sig selv giver belønning, for så ville den høre under mandub. Mubah er den femte kategori, hvor Lovgiveren har givet valget mellem at gøre og at undlade. Hverken den, der gør det, eller den, der undlader det, belønnes eller straffes.
Er mubah det, som shari’ah har tiet om?
Her er en vigtig bemærkning om det tilladte.
Mange tror fejlagtigt, at mubah er det, shari’ah har tiet om og derfor ikke har givet nogen lov, så handlingen blot forbliver tilladt som udgangspunkt. Det er forkert.
Ingen af menneskets handlinger har en oprindelig lov uden et shari’ah-bevis. Før shari’ah foreligger, har menneskets handling ingen lov—hverken mubah, haram, wajib, mandub eller makruh.
De anerkendte muslimske lærde er enige om, at der ikke findes nogen lov, før shari’ah foreligger.
Dette står i modsætning til mu’tazila, som hævdede, at fornuften kan afgøre, om handlinger er gode eller onde, før shari’ah foreligger.
Loven for menneskets handlinger er den, som shari’ah fastlægger. Uden Allahs shari’ah findes der ingen lov for menneskets handlinger—heller ikke mubah.
En handling er mubah, når det overleverede (sam‘i) bevis fra Koranen og Sunnah eller det, som de begge henviser til, angiver det. Hvis intet shari’ah-bevis angiver, at handlingen er mubah, kan den ikke kaldes mubah. Selv mubah kræver et shari’ah-bevis.
Udgangspunktet for ting er tilladelse
Nogen vil spørge: Er det ikke shari’ah-lovens grundprincip, at udgangspunktet for ting er tilladelse? Jeg svarer: Ja.
Shari’ah-reglen er, at udgangspunktet for ting er tilladelse. Her må vi imidlertid pege på to forhold. Først: Denne regel gælder ikke handlinger, men kun ting.
Det overleverede (sam‘i) bevis angiver, at udgangspunktet er tilladelse for de nyttige ting, som Allah har skabt, så mennesket kan drage nytte af dem—mad, drikke, beklædning og andre skabte ting.
Allah har sagt:
﴿ خَلَقَ لَكُم مَّا فِى ٱلْأَرْضِ جَمِيعًا ﴾
»Han skabte alt det, der er på jorden, for jer« [2:29]
De overleverede (sam‘i) beviser viser, at Allah har underlagt himlene, jorden og alt i dem for mennesket. Allah har også sagt:
﴿ كُلُوا۟ مِن طَيِّبَـٰتِ مَا رَزَقْنَـٰكُمْ وَٱشْكُرُوا۟ لِلَّهِ ﴾
»Spis af de gode ting, Vi har forsørget jer med, og vær taknemmelige mod Allah« [2:172]
﴿ فَٱمْشُوا۟ فِى مَنَاكِبِهَا وَكُلُوا۟ مِن رِّزْقِهِۦ ﴾
»Gå da på dens skråninger, og spis af Hans forsørgelse« [67:15]
Og Han har underlagt alt på jorden for jer [se 45:13].
Flere samstemmende beviser viser, at de ting, Allah har skabt, er mubah for mennesket. Udgangspunktet for ting er tilladelse, medmindre der foreligger et bevis på forbud.
Nogle ting har Allah gjort haram. Dette forbud afgrænser den generelle tilladelse og udgør en undtagelse. Allah har sagt:
﴿ حُرِّمَتْ عَلَيْكُمُ ٱلْمَيْتَةُ وَٱلدَّمُ وَلَحْمُ ٱلْخِنزِيرِ وَمَآ أُهِلَّ لِغَيْرِ ٱللَّهِ بِهِۦ ﴾
»Forbudt for jer er ådsler, blod, svinekød og det, der er viet til andre end Allah« [5:3]
Disse ting har Allah gjort haram og dermed undtaget fra den generelle tilladelse.
Udgangspunktet er altså, at de nyttige ting, Allah har skabt, er tilladte for mennesket, medmindre der foreligger et bevis på forbud. Mennesket må drage nytte af Allahs skabte ting, fordi udgangspunktet for dem er mubah, medmindre et bevis forbyder bestemte ting.
Udgangspunktet for handlinger er at være bundet af shari’ah-loven
Denne regel handler om tings tilladelighed, og denne tilladelighed er fastlagt ved et shari’ah-bevis. Tingene var ikke halal gennem en shari’ah-lov, før shari’ah forelå. Hvordan skulle en shari’ah-lov kunne findes, før shari’ah forelå—altså før åbenbaringen blev sendt ned til Allahs Sendebud ﷺ? Tingene fik loven mubah gennem shari’ah-beviser som dem, vi har nævnt. Reglen omfatter imidlertid ikke handlinger. Man siger ikke, at udgangspunktet for menneskets handlinger er tilladelse.
﴿ فَوَرَبِّكَ لَنَسْـَٔلَنَّهُمْ أَجْمَعِينَ عَمَّا كَانُوا۟ يَعْمَلُونَ ﴾
»Ved din Herre! Vi vil visselig spørge dem alle om, hvad de plejede at gøre« [15:92–93]
Allah vil altså spørge mennesket om alle dets handlinger—om alt det, de plejede at gøre.
﴿ فَوَرَبِّكَ لَنَسْـَٔلَنَّهُمْ أَجْمَعِينَ عَمَّا كَانُوا۟ يَعْمَلُونَ ﴾
»Ved din Herre! Vi vil visselig spørge dem alle om, hvad de plejede at gøre« [15:92–93]
Allah vil spørge mennesket om alle dets handlinger.
Udgangspunktet er, at mennesket står til ansvar for enhver handling og bliver spurgt om den efter Allahs lov. Derfor må enhver menneskelig handling—også en mubah handling—have en shari’ah-lov. Man siger ikke, at udgangspunktet for handlinger er tilladelse, men at udgangspunktet for handlinger er at være bundet af shari’ah-loven.
Derfor siger man eksempelvis ikke, at udgangspunktet for kontrakter er tilladelse. Nogen kunne ellers sige: »Vi behøver ikke undersøge shari’ahs lov for hver enkelt kontrakt. Det er nok at finde de kontrakter, Allah har gjort haram, og deraf slutte, at de øvrige er mubah.« Nej. Udgangspunktet for handlinger er at være bundet af shari’ah-loven, og det gælder også kontrakter.
Ingen kontrakt har nogen lov uden et shari’ah-bevis. Vi lever i en tid, hvor nye kontrakter er opstået—nye tanker er blevet opfundet, nye kontrakter, som ikke fandtes tidligere. Kan man sige, at udgangspunktet for dem er tilladelse? Naturligvis ikke. Udgangspunktet er, at de skal være bundet af shari’ah-loven.
Shari’ah omfatter alle menneskets handlinger
Da Allahs shari’ah er fuldkommen, og shari’ah-beviserne omfatter alle menneskets handlinger, har Allah sendt en åbenbaring ned til Sit Sendebud ﷺ, som indeholder shari’ah-love for alle menneskets handlinger. Allah har sagt:
﴿ وَنَزَّلْنَا عَلَيْكَ ٱلْكِتَـٰبَ تِبْيَـٰنًا لِّكُلِّ شَىْءٍ ﴾
»Og Vi har sendt Bogen ned til dig som en tydelig forklaring på alle ting« [16:89].
Verset peger klart på, at ingen af menneskets handlinger er uden en shari’ah-lov, og intet af de goder, som mennesket udnytter, er uden en shari’ah-lov.
Hvordan? Hvordan kan vi udlede shari’ah-love fra tekster, hvis antal er begrænset, til nye spørgsmål, der opstår helt frem til dommedag? Det er et andet emne. Måske mødes vi om det en anden gang, insha’Allah.
Men der er ingen tvivl om—og alle muslimske lærde er enige om—at ingen af menneskets handlinger er uden en shari’ah-lov. Allahs Bog, Hans Profets Sunnah ﷺ og det, som de begge henviser til, rummer et bevis på shari’ah-loven for enhver menneskelig handling.
Allah har sagt:
﴿ ٱلْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِى وَرَضِيتُ لَكُمُ ٱلْإِسْلَـٰمَ دِينًا ﴾
»I dag har Jeg fuldendt jeres religion for jer, fuldbyrdet Min gunst over jer og godkendt Islam som jeres religion« [5:3]
Dette er definitionen på shari’ah-lovene; typerne af shari’ah-love.
Shari’ah-lovene kan også inddeles efter en anden betragtning: absolutte (qat‘i) og formodningsbaserede (zanni) shari’ah-love. Har Islam foreskrevet, at nogle love er qat‘i og andre zanni? Jeg foretrækker at gemme dette emne til en særskilt session, så vi kan holde fokus på dagens emne og besvare de spørgsmål, vi har modtaget om det.
I en senere session vil vi, insha’Allah, tale om shari’ah-lovens grader med hensyn til qat‘i og zanni.
Jeg beder Allah om at lede vores ord og handlinger til det rette, lære os det, der gavner os, øge vores viden og gøre vores viden og handlinger oprigtige alene for Hans ædle skyld. Lovprisning tilkommer Allah, alverdens Herre. Må Allah velsigne vores mester Muhammad, hans familie, hans Sahaba og enhver, der følger hans retledning på bedste vis indtil dommens dag.
Spørgsmål og diskussion
Det første spørgsmål kommer fra bror Abu Nizar: Fred være med jer, og Allahs nåde og velsignelser være over jer. Må Allah belønne jer for denne session. Må Allah ære dig.
Hanafi-skolens syn på fard og wajib
Mit spørgsmål er: Hanafitter skelner mellem fard og wajib i deres mazhab – hvad er jeres mening om dette? Godt, må Allah belønne broder Abu Nizar med alt godt.
Det giver os et nyttigt supplement til denne session.
Vi har nævnt, at Shari’ahs love består af fem kategorier – dette er den almindelige opfattelse hos de muslimske lærde.
Nogle muslimske lærde—navnlig hanafitterne, imam Abu Hanifas madhhab, må Allah vise ham barmhjertighed—inddelte derimod de pålæggende shari’ah-love i syv kategorier. De tilføjede altså to kategorier.
Han indførte en kategori mellem fard og mandub: wajib. Han skelnede dermed klart mellem fard og wajib – hvorved wajib blev placeret lavere end fard, men højere end mandub.
Hvad siger så hanafitterne om denne forskel mellem fard og wajib?
Hanafitterne, må Allah vise dem barmhjertighed, sagde, at fard er det, som et absolut bevis angiver. En shari’ah-lov, der er udledt af et absolut bevis, er således fard.
En shari’ah-lov, der er udledt af et formodningsbaseret bevis, er derimod wajib. Denne skelnen bygger altså på bevisets karakter.
Men når det gælder selve handlingen, forklarer de det sådan: Ved at rangordne shari’ah-lovene – særligt inden for ’ibadat – som eksempel…
En fard er en af tilbedelsens grundpiller. Uden den er tilbedelsen ugyldig. En wajib derimod tillader gyldig tilbedelse, selv om man undlader den.
Med hensyn til belønning og straf sagde de, at fard og wajib er ens: Den, der udfører dem, belønnes, og den, der undlader dem, synder. Ligesom den, der udfører en fard, belønnes, og den, der undlader den, synder, gælder det samme for wajib.
Men i bønnen – som eksempel – er det, der er fard, en søjle i selve bønnen. Uden dette søjleelement er bønnen ugyldig. Hvad angår wajiber blandt bønnenes regler: At efterlade dem medfører synd, men bønnen forbliver gyldig uden dem.
Hanafierne nævnte som eksempel, at læsningen af al-Fatiha i bønnen er wajib. Den, der efterlader den, begår synd, men bønnen forbliver gyldig uden den – forudsat at man læser en anden del af Koranen. På samme måde gælder det mange andre handlinger blandt bønnenes wajiber.
Hos shafi‘itterne er bønnens søjler talrige, fordi alt, der er wajib hos dem, også er en søjle og en fard. Hos hanafitterne er søjlerne begrænset til det, som absolutte beviser angiver. Det, som formodningsbaserede beviser eller andre nærmere beskrevne grunde angiver, er hos hanafitterne wajib: Bønnen er gyldig uden det, selv om den, der undlader det, synder. Dette er kategorien, som hanafitterne har tilføjet mellem fard og mandub.
Makruh tahriman hos hanafitterne
Den anden kategori, som hanafitterne placerede mellem haram og makruh, kaldte de makruh tahriman—makruh af forbudskarakter.
De sagde: Det, som et absolut bevis forbyder bindende, er haram. Det, som et formodningsbaseret bevis forbyder bindende, er makruh tahriman.
Hos hanafitterne er både haram og makruh tahriman forbudt. Den, der udfører dem, syndiger, mens den, der afholder sig fra dem, kan blive belønnet.
Forskellen ligger imidlertid i beviset: Er beviset absolut, kalder de handlingen haram; er beviset formodningsbaseret, kalder de den makruh tahriman.
Vi mener, ligesom flertallet, at denne yderligere sondring hos hanafitterne ikke er på sin plads. Shari’ah-lovenes praktiske resultat er, hvad man belønnes for at gøre eller undlade, hvad man straffes for at gøre eller undlade, og hvad hverken den handlende eller den, der undlader, belønnes eller straffes for—nemlig mubah.
Konklusionen er fem kategorier: 1) Det, der belønner udøveren og straffer den, der lader være fra: fard/wajib. 2) Det, der belønner udøveren men ikke straffer den, der lader være fra: mandub. 3) Det, der belønner begge – både udøveren og den, der afholder sig: haram. 4) Det, der belønner den, der afholder sig, men ikke straffer udøveren: makruh. 5) Det, hvor hverken udøver eller den, der afholder sig, belønnes eller straffes: mubah. Dette er hanafitternes yderligere inddeling af shari’ah-lovene.
Forskelle i klassificeringen blandt mujtahider
Et spørgsmål fra bror Nadhir bin Salih: Hvorfor er mujtahiderne uenige om klassificeringen af shari’ah-lovene? Påvirker det shari’ah-lovens betydning, altså forståelsen af Lovgiverens tale?
Da min kære bror spurgte om klassificeringen af shari’ah-lovene, har jeg allerede besvaret det i et tidligere svar. Han spørger ikke om forskelle i selve lovene, men om deres inddeling – som jeg har behandlet i mit svar til broder Abu Nizar.
Har det indflydelse på betydningen af shari’ah-loven?
Bemærk, at forskellen til en vis grad er formel og terminologisk. Resultatet er fortsat, at der findes shari’ah-love, som muslimen skal efterleve, og som fordeler sig efter belønning og straf, fravær af belønning eller straf samt fravær af både belønning og straf.
Påbuddet og imperativformen
Spørgsmål fra broderen al-‘Ābid: Er der andre jurister og usul-forskere, som deler denne opfattelse – at en befaling kan indikere enten en pligt eller et forbud? Eller er Sheikh Taqi ad-Din an-Nabhani den eneste med denne mening?
Der er enighed om, at et påbud kan angive wajib, mandub, mubah, vejledning eller andet. Det er et spørgsmål inden for usul al-fiqh.
Mere præcist handler spørgsmålet om imperativformen og dens modstykke, forbudsformen. Hvad angiver imperativformen, og hvad angiver forbudsformen?
Vi skal skelne mellem påbuddet og imperativformen samt mellem forbuddet og forbudsformen.
Et påbud er en opfordring. Opfordringen kan angive wajib, mandub eller undertiden mubah.
Opfordringsformen er derimod en sproglig betegnelse—grammatisk, retorisk eller lignende—altså en betegnelse blandt sprogfolk. Formen »if‘al« er opfordringsformen, også kaldet imperativformen, og behandlingen af den er noget andet end behandlingen af påbuddet.
Forbuddet kan indikere haram eller makruh. Selve forbuddsformens struktur – som la taf’al, iyyaka an taf’ala eller la taf’alu – er en lingvistisk analyse, da denne form i sproget kan have flere betydninger.
Det samme gælder formen »if‘al« eller »fal-taf‘al«: Formen kan angive en opfordring, men den kan også angive noget andet end en opfordring.
Når Allah siger til den vantro i Jahannam:
﴿ ذُقْ إِنَّكَ أَنتَ ٱلْعَزِيزُ ٱلْكَرِيمُ ﴾
»Smag! Du er sandelig den mægtige, den ædle« [44:49]
er dette sprogligt en opfordringsform, som grammatikerne kalder en imperativform.
Dette er en lingvistisk term, ikke identisk med det oprindelige sproglige begreb om ordrer og forbud. I sprogets grundform er en ordre en anmodning, mens et forbud er en anmodning om at lade være.
Hvad der i grammatikken kaldes imperativ- (af’al) og forbuddsformer (la taf’al), er emner for lingvistisk analyse.
Hvis formuleringen »gør« (imperativ) indtræder – som kaldes imperativform i grammatikken –, hvilke muligheder findes der for dens betydning?
Udgangspunktet er, at den angiver en opfordring, medmindre en kontekstuel indikation ændrer dens betydning til noget andet end en opfordring.
Hvis formen angiver en opfordring, kræves der en kontekstuel indikation for at bestemme dens type: Er opfordringen bindende, ikke-bindende eller udtryk for tilladelse?
Her er usul-lærde uenige: Er udgangspunktet for imperativformen wajib, mandub, mubah eller blot en opfordring, hvis betydning bestemmes af den kontekstuelle indikation?
Usul-lærde har været uenige om dette. Spørgsmålet er ikke nyt, og sheikh al-Nabhani fremsatte ikke en nyopstået holdning til det.
Al-Amidis syn på imperativformen
Som eksempel husker jeg blandt de kendte usul-lærdes udsagn al-Amidis ord, må Allah vise ham barmhjertighed, i bogen »Al-Ihkam fi Usul al-Ahkam«, et af de mest kendte værker om usul al-fiqh.
Han siger, at udgangspunktet for påbuddet—eller imperativformen—blot er en opfordring. Den kontekstuelle indikation bestemmer, om opfordringen angiver wajib, mandub, mubah, underlæggelse, vejledning eller noget andet.
Dette er et grundlæggende og selvstændigt emne. Det er i virkeligheden en afstikker fra vores emne og er ikke vores emne her. Det behandles inden for usul al-fiqh.
Forholdet mellem tilladte ting og handlinger, der udnytter dem
Vores kære bror Abdullah spørger: Du siger, at udgangspunktet for ting er tilladelse. Men disse ting er knyttet til handlinger. Fører det ikke til, at udgangspunktet for handlinger knyttet til ting er tilladelse, indtil der kommer et bevis? Er det at spise løg og hvidløg ikke et eksempel? Jo. Må Allah velsigne dig og belønne dig med det bedste.
Der findes noget, som Lovgiverens tale om tilladelse indikerer – for at denne tilladelse kan have praktisk gyldighed.
Tilladelsen af ting indebærer altså tilladelsen til at drage nytte af disse ting. Når fødevarer betegnes som mubah, indebærer det, at det også er mubah at spise disse fødevarer.
Hvis shari’ah-beviset angiver, at udgangspunktet for drikkevarer—som er ting—er tilladelse, betyder det, at udgangspunktet for at drikke dem også er tilladelse.
Hvis beviset angiver, at udgangspunktet for ting—herunder beklædning—er tilladelse, betyder det, at det er tilladt at bære disse ting: uld, bomuld og så videre. Udgangspunktet for alt, Allah har skabt, er tilladelse.
Når vi siger, at udgangspunktet for ting er tilladelse, følger det, at det som udgangspunkt er mubah at drage nytte af dem.
Men dette betyder ikke, at udgangspunktet for alle handlinger er tilladelse; for der findes handlinger, som ikke har direkte forbindelse til ting.
Derfor gav jeg et eksempel på handlinger, da jeg sagde, at udgangspunktet for handlinger er at være bundet af shari’ah-loven. Hvilket eksempel gav jeg? Kontrakter. Man kan ikke sige, at udgangspunktet for kontrakter er tilladelse, for kontrakter er ikke ting.
Selvom kontrakter kan omhandle ting, handlinger eller brugsrettigheder, er de selv ikke direkte knyttede til udnyttelse af ting. Kontrakter er handlinger, der foretages i mellemmenneskelige transaktioner.
Det må ikke siges: »Baseret på, at udgangspunktet for ting er tilladelse, er udgangspunktet for handlinger også tilladelse«, blot fordi handlinger er en form for udnyttelse af disse ting. Nej.
Handlinger, der består i direkte brug af sådanne ting, er eksempelvis at spise mad, drikke drikkevarer og bære beklædning, hvis udgangspunkt er tilladelse; at bruge jern og træ; at fremstille og køre i en bil; at flyve i et fly; og at fremstille apparater. Udgangspunktet for disse handlinger er tilladelse, fordi de er direkte brug af ting, hvis udgangspunkt er tilladelse.
Dette princip gælder dog ikke for alle handlinger. Man kan ikke påstå, at slag har udgangspunkt i tilladelse, fordi det ikke er en form for udnyttelse af ting. Det samme gælder tyveri eller renter – de har ikke udgangspunkt i tilladelse. Udgangspunktet for handlinger er derimod at være bundet af shari’ah-loven, og der skal altid foreligge et bevis for, at en handling er tilladt.
Hvad det betyder, at shari’ah har tiet om noget
For at handlingen kan kaldes mubah. Et spørgsmål fra min kære bror Wael al-Sultan: Allahs Sendebud ﷺ sagde: «الْحَلَالُ مَا أَحَلَّ اللَّهُ فِي كِتَابِهِ، وَالْحَرَامُ مَا حَرَّمَ اللَّهُ فِي كِتَابِهِ، وَمَا سَكَتَ عَنْهُ فَهُوَ مِمَّا عَفَا عَنْهُ» [Jami‘ al-Tirmidhi 1726] — »Halal er det, Allah har gjort halal i Sin Bog; haram er det, Allah har gjort haram i Sin Bog; og det, Han har tiet om, hører til det, Han har båret over med.« I en anden overlevering hedder det: «وَسَكَتَ عَنْ أَشْيَاءَ مِنْ غَيْرِ نِسْيَانٍ» [Sunan al-Daraqutni 4396] — »Og Han tav om ting uden at have glemt.« Hvad menes der her med tavshed: Kun ting, som Han tav om, eller også handlinger?
Jeg takker min bror Wael for dette spørgsmål.
Mange påberåber sig denne hadith fra Allahs Sendebud ﷺ og siger, at det, shari’ah har tiet om—altså det, som intet shari’ah-bevis omtaler—er mubah. Det er forkert. Ingen handling er uden en shari’ah-lov, ingen shari’ah-lov er uden et bevis, og noget er ikke en shari’ah-lov, medmindre der foreligger et bevis for det.
Men de sagde: Ser du ikke, at Profeten ﷺ sagde: «الْحَلَالُ مَا أَحَلَّ اللَّهُ فِي كِتَابِهِ، وَالْحَرَامُ مَا حَرَّمَ اللَّهُ فِي كِتَابِهِ، وَمَا سَكَتَ عَنْهُ فَهُوَ مِمَّا عَفَا عَنْهُ» [Jami‘ al-Tirmidhi 1726] — »Halal er det, Allah har gjort halal i Sin Bog; haram er det, Allah har gjort haram i Sin Bog; og det, Han har tiet om, hører til det, Han har båret over med«?
Hvad menes der så med, at »Han tav om ting«? Det betyder ikke, at Han ikke gav dem nogen shari’ah-lov. Hadithen selv viser det, når den siger, at halal er det, Allah har gjort halal i Sin Bog—altså det, hvis tilladelighed en tekst angiver.
Meningen er, at noget halal er blevet erklæret halal gennem en tekst, der direkte angiver tilladelsen. En anden måde, hvorpå handlinger og ting tillades—en anden måde, hvorpå handlinger og ting tillades—er følgende: Da shari’ah kom til menneskene, udførte de allerede handlinger og benyttede ting. Når shari’ah godkendte dette og ikke forbød det, blev denne godkendelse og tavshed om handlingerne et bevis på, at de var mubah.
Vi ved, at Sunnah er alt, hvad der er overleveret fra Profeten ﷺ i form af tale, handling eller godkendelse.
Når mennesker gør noget i Profetens ﷺ nærvær, for hans øjne og med hans kendskab, og han tier om det, er det en godkendelse fra ham. Det er et eksempel på noget, shari’ah har tiet om: Han så det eksistere, mens mennesker gjorde det og benyttede det, uden at forbyde det. Det er derfor et shari’ah-bevis på, at det er mubah.
Det, som mennesker gjorde, før shari’ah kom, kan således ikke i sig selv kaldes mubah. Men når shari’ah lod dem fortsætte med en handling—Allah forbød den ikke, og Allahs Sendebud ﷺ hindrede dem ikke i den—var godkendelsen af den en tavshed om handlingen, altså en tilladelse af den.
Det er betydningen af det, shari’ah har tiet om. Allahs Bog erklærede det ikke udtrykkeligt tilladt. Noget blev derimod tilladt gennem Profetens ﷺ godkendelse: Han så en handling og forbød den ikke, hvilket beviste, at den var mubah; eller han hørte et udsagn og godkendte det, hvilket viste, at udsagnet var korrekt, og så videre.
Som afslutning på svaret på min bror Waels spørgsmål: Dette omfatter både handlinger og ting. Det, Profeten ﷺ godkendte, da han så mennesker gøre det og benytte det, hører under det, shari’ah har tiet om. Det betyder, at shari’ah har tiet om at forbyde det—ikke at den har undladt at give det en shari’ah-lov. Tavsheden om forbuddet gav det loven mubah.
Iman og handling
Bror Abu al-Rashid siger: Sagde Sendebuddet ﷺ ikke: »Iman er det, der fæstner sig i hjertet og bekræftes af handlingen«? Hvorfor skelner I så mellem ’aqida og shari’ah-loven?
For det første, min bror Abu al-Rashid: Dette er ikke en hadith fra Allahs Sendebud ﷺ. Udsagnet er mawquf hos en af tabi‘un, nemlig al-Hasan al-Basri. Efter det mest sandsynligt fastslåede tilskrives disse ord al-Hasan al-Basri, må Allah vise ham barmhjertighed.
Han hørte til de ærværdige tabi‘un: «الْإِيمَانُ مَا وَقَرَ فِي الْقَلْبِ وَصَدَّقَهُ الْعَمَلُ» [al-Iman by Ibn Abi Shaybah 93] — »Iman er det, der har fæstnet sig i hjertet og bekræftes af handlingen.«
For det andet: Hvorfor skelner I mellem ’aqida og shari’ah-loven?
Det er ikke os, der har skabt sondringen mellem ’aqida og shari’ah-loven. Det er ikke en sondring mellem, hvad der er påkrævet og ikke påkrævet, og det hører ikke til det, som tilskrives Murji’ah.
De siger: »Ulydighed gavner ikke … ulydighed skader ikke sammen med iman.« Nej, nej.
Meningen er, at noget er henvendt til muslimen som en sag om absolut anerkendelse. Dets sted er hjertet, ikke lemmerne. Andet er henvendt til ham vedrørende hans handlinger og gerninger.
Det første klassificeres under ’aqida, og det andet under shari’ah-lovene. Muslimen er pålagt både det ene og det andet. Sondringen går ikke mellem noget, der er påkrævet, og noget, der ikke er påkrævet.
Den troende—muslimen—er pålagt iman, handling og at afholde sig fra det forbudte. Han påbydes iman og forbydes kufr; han påbydes at udføre sine fard/wajib-handlinger og at afholde sig fra det haram.
Men der er en anden sondring; nemlig: Den, der forlader iman, er kafir og forbliver evigt i Jahannams ild. Den, der ikke har iman på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, den sidste dag og qadar—dens gode og onde fra Allah—er kafir og ikke muslim.
Allah accepterer ingen handling fra mennesket, medmindre den bygger på iman. Hverken bøn, faste, hajj, sadaqa eller nogen anden god handling accepteres hos Allah fra et menneske, der ikke har iman. Hvad bygger handlingen altså på? Den gode handling bygger på iman.
Allah har sagt om de vantro:
﴿ وَقَدِمْنَآ إِلَىٰ مَا عَمِلُوا۟ مِنْ عَمَلٍ فَجَعَلْنَـٰهُ هَبَآءً مَّنثُورًا ﴾
»Og Vi vil vende Os mod de gerninger, de har gjort, og gøre dem til spredt støv« [25:23]
Menneskets handling accepteres således kun med iman. Iman er grundlaget og indgangen til Islam. Når mennesket har iman, er det pålagt at handle i overensstemmelse med det, Allah har foreskrevet.
Bemærk Allahs ord:
﴿ وَٱلْعَصْرِ إِنَّ ٱلْإِنسَـٰنَ لَفِى خُسْرٍ إِلَّا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ ﴾
»Ved tiden! Mennesket er sandelig fortabt, undtagen dem, der har troet og gjort gode gerninger« [103:1–3].
Gennem iman træder mennesket ind ad Islams dør og bliver muslim; uden for den er mennesket kafir. På grundlag af denne iman pålægges og belønnes mennesket for alle de gode handlinger, det udfører, ligesom det pådrager sig synd, hvis det overtræder shari’ah.
Den gode handling bygger således på iman, og al-Hasan al-Basris udsagn er sandt: «الْإِيمَانُ مَا وَقَرَ فِي الْقَلْبِ وَصَدَّقَهُ الْعَمَلُ» [al-Iman by Ibn Abi Shaybah 93] — »Iman er det, der har fæstnet sig i hjertet og bekræftes af handlingen.« Det vil sige, at handlingen bekræfter iman.
Men bemærk, at man ikke siger, at et menneske mister sin iman eller forlader imans kreds, hver gang det handler i strid med shari’ah. At undlade handlingen er ulydighed; at undlade handlingen er en synd.
Forskellen mellem ulydighed og kufr
At begå det forbudte er ulydighed, mens det at forlade iman er kufr.
Den, der modsiger vidnesbyrdet om, at der ikke er nogen gud undtagen Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud ﷺ, begår kufr. Den, der tvivler på Allahs eksistens, begår kufr. Den, der siger: »Jeg har en overvejende formodning om, at Koranen er Allahs tale, men ikke sikkerhed«, er hverken troende eller muslim.
Men den, der lader være fra en fard/wajib af dovenskab – uden at benægte dens gyldighed – er blandt de syndige. Vedkommendes synd kan være stor og alvorlig, men det gør ikke vedkommende til en kafir, der evigt skal brænde i Helvedes ild.
Undtagelsen er, hvis handlingen angiver kufr, for der findes handlinger, som viser kufr. Man kan dog ikke erklære kufr alene på grundlag af enhver handling som sådan.
Hvis nogen eksempelvis med vilje vanærer mushaf’en, er vedkommende kafir, fordi handlingen krænker Allahs Bog og Allahs tale og dermed modsiger ’aqidaen. Vedkommende begik ikke kufr, blot fordi han var ulydig, men fordi han modsagde sin iman.
Det samme gælder den, der forhåner Allah eller Hans Profet ﷺ. Vedkommende har udtalt ord, og talen er en handling. Men disse ord modsiger, ophæver og fjerner iman, og derfor bliver vedkommende kafir.
Man siger derimod ikke om enhver, der begår en ulydighed eller undlader en wajib-handling, at vedkommende har mistet sin iman.
Iman er den absolutte anerkendelse baseret på bevis. Så længe mennesket fastholder denne absolutte anerkendelse og ikke bryder den gennem en overbevisning, tvivl om iman eller en handling, der modsiger iman, er vedkommende troende.
Selv hvis han begår en ulydighed, kan han som nævnt fortjene synd og straf for den, men han er ikke blandt de kafirer, der forbliver evigt i Jahannams ild.
Derfor må vi tydeligt skelne mellem iman og handling: Iman er grundlaget, og handlingen er frugten. Allah accepterer ingen handling uden grundlaget—og hvad er det? Det er iman.
Afslutning
Mine ærede brødre, jeg beder Allah om, at denne halaqa har gavnet både os og jer. Vi ses i en kommende halaqa, hvor vi fortsætter emnet Hukm Shar’i. Jeg betror jer til Allah. Wa-s-salamu alaykum wa rahmatullahi wa barakatuhu.
