Indledning
Assalamu alaikum wa rahmatullahi wa barakatuh. I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige. Lovprisningen tilkommer Allah, og må Allah velsigne Sendebuddet og give ham fred samt hans familie, hans sahabah og dem, der støtter ham. Velkommen, kære brødre, til en ny episode af jeres program Halaqa Online. Vi fortsætter med emner fra imam Taqi al-Din al-Nabhanis bog Islams system. I disse halaqaat taler vi om emner, der vedrører, hvordan man følger Allahs Shari‘ah. Vi har talt om shari‘ah-loven, dens typer og niveauer, og om mujtahiderne, muqalliderne og deres niveauer.
Dagens emne: Sunnah
I dag kommer vi til et emne, som hænger sammen med disse spørgsmål, nemlig Sunnah. Hvad mener vi med ordet Sunnah? Det er et af de mest kendte og mest anvendte begreber i den islamiske kultur. Vi vil behandle dette emne, som står i bogen Islams system, fordi det er vigtigt, og fordi nogle mennesker misforstår det. Ja, nogle forsøger bevidst at skabe forvirring om den islamiske kultur og i muslimernes tanker omkring et grundlæggende og afgørende emne: Sunnah.
Mange muslimer har så lidt viden om den islamiske kultur, at de ikke præcist ved, hvad ordet Sunnah betyder i den sammenhæng, hvor de hører eller læser det. Ordet forekommer nemlig med mere end én betydning. Det forekommer i Allahs Bog, i Allahs Sendebuds Sunnah og i hans hadith med mere end én betydning, og muslimske lærde har brugt det med mere end én betydning. I vores tid er problemet opstået på grund af den islamiske kulturs tilbagegang og de angreb, som Islams fjender retter mod den islamiske kultur for at svække muslimernes tillid til deres kultur, især til deres Profets Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred. Derfor vil I se, at vi ikke kan udtømme emnet i denne halaqa. Vi får endnu en halaqa og måske en tredje, om Allah vil.
Sunnahs sproglige betydning
Vi begynder med at definere Sunnah sprogligt. Hvad betyder Sunnah på arabisk? Før vi modtog åbenbaring, før åbenbaringen blev sendt ned til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, før Qur’anen blev åbenbaret, og før Allahs Sendebuds udtalelser, handlinger og stiltiende godkendelser, brugte araberne allerede ordet Sunnah. Ordet fandtes altså i det arabiske sprog. Hvad betød det på arabernes sprog?
På arabisk betyder Sunnah en vej eller fremgangsmåde. Når man på arabisk siger »livets Sunnah«, betyder det en af livets love eller fremgangsmåder. Når man siger »Allahs sunan i Sin skabelse«, »Allahs sunan i universet« eller »universets sunan«, mener man universets love og den fremgangsmåde, som planeterne og stjernerne og så videre følger. Når man før Islam sagde »den og dens Sunnah«, betød det den pågældendes vej eller den fremgangsmåde, vedkommende fulgte. Det er den sproglige betydning af Sunnah på arabisk.
Den sproglige betydning i Qur’anen og hadith
Med denne betydning forekommer ordet Sunnah i Allahs Bog. Et eksempel er Hans ord:
﴿ قَدْ خَلَتْ مِن قَبْلِكُمْ سُنَنٌ فَسِيرُوا۟ فِى ٱلْأَرْضِ فَٱنظُرُوا۟ كَيْفَ كَانَ عَـٰقِبَةُ ٱلْمُكَذِّبِينَ ﴾
»Der har været mange veje før jer. Drag derfor rundt på jorden og se, hvordan det endte for dem, der fornægtede.« [3:137]
Det vil sige, at der før jer har været tidligere nationers veje og levemåder, så se, hvordan det endte for disse mennesker.
﴿ قَدْ خَلَتْ مِن قَبْلِكُمْ سُنَنٌ فَسِيرُوا۟ فِى ٱلْأَرْضِ فَٱنظُرُوا۟ كَيْفَ كَانَ عَـٰقِبَةُ ٱلْمُكَذِّبِينَ ﴾
»Der har været mange veje før jer. Drag derfor rundt på jorden og se, hvordan det endte for dem, der fornægtede.« [3:137]
Her bruges ordet Sunnah i sin sproglige betydning.
﴿ سُنَّةَ ٱللَّهِ فِى ٱلَّذِينَ خَلَوْا۟ مِن قَبْلُ ﴾
»Allahs faste fremgangsmåde over for dem, der levede før.« [33:62]
Det vil sige, at sådan behandlede Allah, Den Ophøjede, dem, der levede før; sådan er Allahs love for dem, der levede før, altså de tidligere nationer.
Ordet Sunnah forekommer også med sin sproglige betydning i en hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Et eksempel er hans ord: «لَتَتْبَعُنَّ سَنَنَ مَنْ كَانَ قَبْلَكُمْ شِبْراً بِشِبْرٍ وَذِرَاعاً بِذِرَاعٍ، حَتَّى إِذَا دَخَلُوا جُحْرَ ضَبٍّ دَخَلْتُمُوهُ. قَالُوا: مَنْ يَا رَسُولَ اللَّهِ، الْيَهُودُ وَالنَّصَارَى؟ قَالَ: فَمَنْ؟» [البخاري، 3456 و7320؛ مسلم، 2669] »I vil med sikkerhed følge deres veje, som var før jer, håndsbredde for håndsbredde og alen for alen, indtil I ville gå ind i et firbens hul, hvis de gik ind i det.« De spurgte: »Hvem, Allahs Sendebud? Jøderne og de kristne?« Han svarede: »Hvem ellers?« Denne hadith findes i flere overleveringer. I formuleringen »la-tattabi‘unna sanana man qablakum« udtales sanana med fathah. Det er ikke flertal af Sunnah; flertalsformen af Sunnah er sunan. Sanan i »I vil med sikkerhed følge deres sanan, som var før jer« er verbalnomenet til sanna, yasunnuhu, sannan eller sananan. Det betyder det, som de før jer fastlagde, altså deres vej. Formuleringen betyder derfor, at I vil følge deres veje og fremgangsmåder, som var før jer. Denne hadith er naturligvis fremsat som kritik og advarsel, ikke blot som en oplysning og endnu mindre som en ros. Den advarer mod at følge andres veje og skikke og de religioner, som fandtes før os eller findes samtidig med os—enhver anden religion end vores.
Dette er altså den sproglige betydning af ordet Sunnah. Den samme betydning forekommer i Allahs Bog og i Allahs Sendebuds hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred. Det er den sproglige betydning.
Sunnahs betydninger i den islamiske shari‘ah-kultur
Når vi derimod bruger ordet Sunnah i islamiske tekster, i den islamiske kultur og i shari‘ah-kulturen, bruger vi det med mere end én betydning. Vi må skelne mellem disse betydninger. Der er først og fremmest to grundlæggende betydninger, og der findes andre betydninger, som jeg også vil berøre i shari‘ah, fiqh og den islamiske kulturs tekster.
Sunnah i betydningen nafila
Ordet Sunnah bruges i betydningen nafila, og det er generelt de retslærdes brug. Når de retslærde siger, at noget er Sunnah i modsætning til fard, mener de, at det er mandub. De bruger som regel ordet Sunnah i denne betydning om nafila inden for ’ibadat. Der er de fem pligtige bønner, og der er Sunnah-bønner, altså nafila-bønner. Fajr-bønnen har to pligtige raka‘at, og før dem er der to raka‘at Sunnah, altså nafila. De retslærde beskriver dem som en bekræftet Sunnah, hvilket betyder, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke plejede at undlade dem.
Der findes naturligvis Sunnah-bønner: bekræftede sunan før zuhr, efter zuhr, efter maghrib og efter ’isha. Det er bekræftede nafila-bønner.
Det samme gælder nafila-faste, som beskrives som Sunnah. Man siger, at det er Sunnah at faste seks dage i Shawwal, ’Ashura-dagen og ’Arafah-dagen. Her bruger de retslærde ordet Sunnah, eller begrebet Sunnah, som modsætning til fard: Det betegner en påbudt handling, der ligger under det pligtige i rang. Det, som Shari‘ah påbyder afgørende, er fard, mens det, som Shari‘ah påbyder ikke-afgørende, er mandub. Inden for ’ibadat kaldes det nafila. De retslærde bruger altså også begrebet Sunnah i denne betydning: nafila.
Forskellen mellem lovens kilde og dens rang
Nogle mennesker forveksler dette. Undertiden skyldes det de vantros, sekularisternes og de menneskers bedrag, som spreder vildledning i den islamiske kultur. De får folk til at tro, at de befalinger, som står i Allahs Bog, er fard og wajib, mens det, der står i Allahs Sendebuds Sunnah—i hans udtalelser eller handlinger—er Sunnah i betydningen mandub og nafila, som vi ikke er forpligtede til at udføre. Det er en meget alvorlig fejltagelse.
En fard hentes fra Qur’anen, men den hentes også fra Sunnah. Nogle fard- og wajib-handlinger er udledt af Allahs Bog, og andre er udledt af Allahs Sendebuds Sunnah. På samme måde findes der anbefalede handlinger og nafila, som er hentet fra Allahs Bog, og anbefalede handlinger, mandub og nafila, som er hentet fra Allahs Sendebuds udtalelser, handlinger eller stiltiende godkendelser. Der er ingen forskel på at modtage de pligtige og anbefalede handlinger fra Bogen eller fra Sunnah. Begge er shari‘ah-kilder på lige fod.
Eksempel: de pligtige bønner og nafila-bønnerne
Tag et eksempel på dette, nemlig det tydeligste af det, vi hidtil har omtalt: de fem pligtige bønner. Qur’anen påbyder bønnen, og et absolut bevis fra Allahs Bog viser, at bønnen er pligtig. Men Qur’anen opregner ikke de fem bønner for os og fastlægger heller ikke deres tidspunkter. Derfor står der heller ikke i Qur’anen, hvor mange raka‘at bønnerne har: at fajr har to raka‘at; at zuhr, ’asr og ’isha har fire raka‘at; og at maghrib har tre raka‘at. Intet af dette står i Allahs Bog. Det er hentet fra Allahs Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, fra hans udtalelser og handlinger. Alt dette er endda blevet overleveret til os gennem tawatur.
En fard hentes fra Allahs Bog og fra Allahs Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred. Nafila, mandub og mustahab hentes ligeledes fra Qur’anen og fra Allahs Sendebuds udtalelser, handlinger og stiltiende godkendelser. Når ordet Sunnah forekommer i de retslærdes bøger og tale, betyder det derfor som regel nafila, altså det modsatte af fard. En fard eller wajib er pligtig, og den, der undlader den, synder. Mandub, Sunnah, mustahab eller nafila er en handling, hvis udøver belønnes, men hvis undladelse ikke medfører synd. Det er altså en af de betydninger, som ordet Sunnah har i den islamiske kultur og Shari‘ah.
Sunnah som lovgivningskilde
Den anden og mest kendte betydning er Sunnah som den anden lovgivningskilde efter Allahs Bog. Dette begreb forbindes som regel med usul-lærde, men det bruges langt bredere end i usul-bøgerne. Vi siger, at Sunnah er den anden lovgivningskilde efter Allahs Bog.
Med Sunnah forstås her alt, hvad der udgik fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred: hans ord (hadith), hans handlinger eller hans stiltiende godkendelse—det vil sige hans tavshed over for en handling, han så, eller et udsagn, han hørte. Disse tre kategorier er lovgivningskilder; Sunnah er den anden kilde efter Allahs Bog.
Vi siger derfor, at de to grundlæggende lovgivningskilder i Islam er Bogen og Sunnah, og derefter det, som de henviser til. Sunnah i denne betydning er det, som udgik fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, og som blev overleveret til os gennem korrekte og pålidelige beretninger, der er blevet bedømt som autentiske. Dermed er Sunnah en lovgivningskilde. Denne betydning er en anden end den, der forekommer i de retslærdes bøger, når de siger: »Denne bøn er fard, og denne er Sunnah. Denne faste er fard, og denne faste er Sunnah.« Her er betydningen en anden: Det er det, der står i Allahs Sendebuds hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred.
«تركت فيكم ما إن تمسكتم به لن تضلوا بعدي: كتاب الله وسنتي» [الموطأ، 46:3؛ الحاكم، 318–319؛ بالمعنى] »Jeg har efterladt hos jer det, som vil forhindre jer i at fare vild efter mig, hvis I holder fast ved det: Allahs Bog og min Sunnah.« I en anden overlevering: «تركت فيكم شيئين إن تمسكتم بهما لن تضلوا بعدي: كتاب الله وسنتي» [الحاكم، 319؛ بالمعنى] »Jeg har efterladt to ting hos jer, som vil forhindre jer i at fare vild efter mig, hvis I holder fast ved dem: Allahs Bog og min Sunnah.« Her betyder Sunnah alt, hvad der er overleveret fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred: alt, hvad der udgik fra ham som en udtalelse, en handling eller en stiltiende godkendelse. Den er derfor en lovgivningskilde. Vi vil gå i detaljer med dette grundlæggende emne: Sunnah og dens status som en kilde, en lovgivningskilde. Først vil jeg dog afslutte de øvrige betydninger og fortsætte med at opregne nogle betydninger af ordet Sunnah eller sunan, fordi det også kan forekomme i andre betydninger og skabe uklarhed hos dem, der hører det.
Hadith-lærdes brug af ordet Sunnah
Det er velkendt, at ordet Sunnah har en bredere betydning hos hadith-lærde end hos andre. Når nogle hadith-lærde skriver eller navngiver deres bøger, bruger de titler som Sunan Ibn Majah og Sunan al-Tirmidhi. Disse bøger indeholder ikke kun Allahs Sendebuds ord, må Allah velsigne ham og give ham fred, men også beretninger, der standser ved Allahs Sendebuds sahabah. Undertiden indeholder de også beretninger, der standser ved tabi‘un. Som faglig konvention og i overført betydning kalder de alle disse beretninger Sunnah. Det må ikke skabe en sammenblanding, så vi tror, at alt, hvad hadith-lærde overleverer fra andre end Allahs Sendebud—fra en sahabi, en tabi‘i eller endda en af tabi‘ al-tabi‘in—kaldes Sunnah og dermed bliver en lovgivningskilde.
Kun det, der overleveres fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred—hans udtalelse, handling eller stiltiende godkendelse—er en lovgivningskilde. Det omfatter også, at en sahabi siger: »Vi plejede at gøre sådan og sådan på Allahs Sendebuds tid.« En sådan beretning har samme status som Sunnah. Det er rigtigt, at beretningen standser ved en sahabi, men den henviser til noget, de gjorde i Profetens levetid. Det betyder, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, stiltiende godkendte det. Når en sahabi siger: »Vi plejede at gøre sådan og sådan på Allahs Sendebuds tid« eller »i Allahs Sendebuds by«, har beretningen samme status som den profetiske Sunnah, fordi den udtrykker noget eller en handling, som han godkendte, må Allah velsigne ham og give ham fred.
Sunnah som modsætning til bid‘ah
En anden betydning af ordet Sunnah er, at det blev brugt som modsætning til bid‘ah. Denne brug begyndte måske at vise sig i det andet og tredje århundrede efter hijrah, eller allerede mod slutningen af det første. Vi ved, at der med tiden og generationernes skiften opstod forskellige retninger. Nogle var anerkendte islamiske retninger, der byggede på shari‘ah-ijtihad. Andre blev fordrejet og førte ting ind i religionen, enten inden for ’aqida eller ’ibadat. Det vil sige, at de inden for lovgivningen førte ting ind i Shari‘ah, som ikke fandtes i den, og disse blev kaldt bid‘ah. Der opstod mennesker, som blev kendt som bid‘ah-folket. Hvorfor? Fordi de førte noget ind i Islam, som ikke hørte til Islam. Det gjaldt eksempelvis dem, der begyndte at helliggøre nogle sahabah, og dem, der ophøjede imam ‘Ali til guddommelig rang og helliggjorde og forherligede ham, samt andre, som under påvirkning af østlige og persiske metoder førte noget ind i Islam, der ikke hørte til Islam, og indførte nye ting.
De blev derfor kendt som bid‘ah-folket. Ordet bid‘ah er naturligvis et udtryk fra Sunnah. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «إياكم ومحدثات الأمور، فإن كل محدثة بدعة، وكل بدعة ضلالة» [أبو داود، 4607] »Tag jer i agt for de nye ting, der indføres i religionen, for enhver nyindført ting er en bid‘ah, og enhver bid‘ah er vildledning.« I en anden hadith hedder det: «وكل ضلالة في النار» [النسائي، 1578] »Og enhver vildledning er i Ilden.« Da bid‘ah-folket fremkom, begyndte de retslærde at bruge ordet Sunnah, eller betegnelsen Sunnah-folket, for at skelne mellem dem, der fulgte Islam uden at indføre bid‘ah, og dem, der indførte religiøse nyskabelser. Man talte derfor om Sunnah-folket og bid‘ah-folket, i modsætning til nutidige anvendelser, som afviger fra de shari‘ah-mæssige betydninger. Dermed har vi gennemgået nogle af dette udtryks anvendelser.
Sunnahs autoritet og muslimernes enighed
Jeg vender nu tilbage til det grundlæggende og vigtigste emne: Sunnah som den anden lovgivningskilde efter Allahs Bog, altså alt det, der udgik fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred—hans udtalelser, handlinger og stiltiende godkendelser. Alle muslimer er enige om dette. Selv bid‘ah-folk har ikke benægtet, at Profetens hadith, handlinger og stiltiende godkendelser er lovgivningskilder, det vil sige kilder til shari‘ah-love ligesom Qur’anen. Alle muslimer er enige om, at den profetiske Sunnah er en lovgivningskilde.
De, der fornægtede Sunnah før og nu
Måske fandtes der tidligere, altså for flere hundrede år siden, enkelte spredte mennesker, som sagde: »Vi har Allahs Bog og accepterer intet andet.« Imam al-Shafi‘i, må Allah have barmhjertighed med ham, gendrev dem udførligt i sin bog Al-Risalah. I dag ser vi derimod en gruppe mennesker, hvis aktivitet vokser, hvis sag breder sig, og hvis udgivelser bliver flere. Vildledningens herskere bringer dem frem på satellitkanaler for at sprede deres vildledning.
Nogle hævder, at der kun findes én lovgivningskilde: Allahs Bog. De forkaster alt andet og fornægter, at Profetens Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, er en lovgivningskilde.
Lad mig slå konklusionen fast fra begyndelsen, kære brødre: At fornægte Sunnah er kufr. Tag ikke let på denne sag. Det er entydigt kufr, og det må på ingen måde bagatelliseres. Lad ikke nogle mennesker få jer til at tøve på grund af anklager om takfir og om at erklære mennesker for vantro. Tøv ikke, når I står over for klar kufr, og tøv ikke med at kalde dens tilhænger kafir. Den, der fornægter Profetens Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, er kafir. Det er konklusionen fra begyndelsen.
Qur’an-beviser for pligten til at adlyde Sendebuddet
Lad os vende tilbage til beviserne. Allah, Den Ophøjede, siger:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ أَطِيعُوا۟ ٱللَّهَ وَأَطِيعُوا۟ ٱلرَّسُولَ ﴾
»I, som har iman! Adlyd Allah, og adlyd Sendebuddet.« [4:59]
Han siger også:
﴿ وَمَا يَنطِقُ عَنِ ٱلْهَوَىٰٓ إِنْ هُوَ إِلَّا وَحْىٌ يُوحَىٰ ﴾
»Han taler ikke ud fra sit eget begær. Det er kun en åbenbaring, der bliver åbenbaret.« [53:3–4]
Han siger endvidere:
﴿ فَلْيَحْذَرِ ٱلَّذِينَ يُخَالِفُونَ عَنْ أَمْرِهِۦٓ أَن تُصِيبَهُمْ فِتْنَةٌ أَوْ يُصِيبَهُمْ عَذَابٌ أَلِيمٌ ﴾
»Lad derfor dem, der modsætter sig hans befaling, vogte sig for, at en prøvelse eller en smertefuld straf rammer dem.« [24:63]
Og Han, Den Ophøjede, siger:
﴿ مَّن يُطِعِ ٱلرَّسُولَ فَقَدْ أَطَاعَ ٱللَّهَ ﴾
»Den, der adlyder Sendebuddet, har adlydt Allah.« [4:80]
Og Han, Den Ophøjede, siger:
﴿ فَإِن تَنَـٰزَعْتُمْ فِى شَىْءٍ فَرُدُّوهُ إِلَى ٱللَّهِ وَٱلرَّسُولِ إِن كُنتُمْ تُؤْمِنُونَ بِٱللَّهِ وَٱلْيَوْمِ ٱلْـَٔاخِرِ ﴾
»Hvis I strides om noget, så henvis det til Allah og Sendebuddet, hvis I har iman på Allah og Den Sidste Dag.« [4:59]
Dette er nogle af de ayat, som er absolutte i bekræftelsen, fordi hele Qur’anen er absolut i bekræftelsen. De er også absolutte i betydningen om pligten til at adlyde Sendebuddet, som er knyttet sammen med pligten til at adlyde Allah, Den Ophøjede: Adlyd Allah, og adlyd Sendebuddet; den, der adlyder Sendebuddet, har adlydt Allah.
﴿ وَمَآ ءَاتَىٰكُمُ ٱلرَّسُولُ فَخُذُوهُ وَمَا نَهَىٰكُمْ عَنْهُ فَٱنتَهُوا۟ ﴾
»Tag det, Sendebuddet giver jer, og afhold jer fra det, han forbyder jer.« [59:7]
﴿ وَمَا يَنطِقُ عَنِ ٱلْهَوَىٰٓ إِنْ هُوَ إِلَّا وَحْىٌ يُوحَىٰ ﴾
»Han taler ikke ud fra sit eget begær. Det er kun en åbenbaring, der bliver åbenbaret.« [53:3–4]
Disse ayat viser tydeligt, at lydighed mod Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred, knyttes sammen med lydighed mod Allah, Den Ophøjede. Dermed bliver det lige så påkrævet at følge det, Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, bragte, som det er at følge det, Qur’anen bragte.
Forskellen mellem Qur’anens og Sunnahs åbenbaring
Der er den forskel, som vi alle kender: Qur’anen er åbenbaring fra Allah, Den Ophøjede, både i ordlyd og betydning—både ordlyd og indhold. I Profetens Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, er ordlyden derimod ikke åbenbaring. Det er betydningen, indholdet og det, ordene henviser til, der er åbenbaring fra Allah, Den Ophøjede. Allah, Den Mægtige og Majestætiske, åbenbarede altså nyheder og love til Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, og Profeten udtrykte dem med sin egen ordlyd. Betydningen var fra Allah, mens ordlyden var fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred. Profetens ordlyd var præcis, fordi han var en veltalende araber—ja, den mest veltalende af araberne—og hans sprog var Qurayshs sprog, selv om han også kendte arabernes andre sprog, altså dialekter. Det er, kære brødre, klare, udtrykkelige og absolutte beviser for, at Sunnah er den anden lovgivningskilde.
Profetens advarsel mod at fornægte hans Sunnah
Det er, som om Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, gennem åbenbaringen vidste, at der ville komme mennesker, som sagde: »Vi har Allahs Bog.« Han sagde: «يوشك أحدكم متكئاً على أريكته، يُحدَّث بحديث من حديثي فيقول: عندنا كتاب الله عز وجل؛ ما وجدنا فيه من حلال استحللناه، وما وجدنا فيه من حرام حرمناه ألا وإن ما حرم رسول الله صلى الله عليه وسلم مثل ما حرم الله» [ابن ماجه، 12؛ وانظر الترمذي، 2664؛ أبو داود، 4604] »Snart vil en af jer ligge tilbagelænet på sin sofa, mens en hadith fra mig bliver fortalt til ham, og han vil sige: ‘Vi har Allahs Bog, den Mægtige og Ophøjede. Det, vi finder tilladt i den, anser vi for tilladt, og det, vi finder forbudt i den, anser vi for forbudt.’ Men det, som Allahs Sendebud har forbudt, er i sandhed ligesom det, Allah har forbudt.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, talte sandt. Det viser, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, vidste, at der ville komme nogen, som sagde dette, og at han advarede os mod dem.
Sahabernes enighed om at følge Sunnah
Disse beviser fra Qur’anen er absolutte. Nogle af disse selvbestaltede personer, som vover at angribe Allahs religion, Allahs Bog og Allahs Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, vil alligevel finde på fortolkninger af disse ayat. En af dem siger måske: »Det var pligtigt at adlyde ham, mens han levede, fordi han var muslimernes leder. Efter hans død er han derimod et menneske som alle andre.« De siger sådan, selv om disse ayat på ingen måde kan bære en sådan betydning.
For yderligere at afskære vejen for dem har vi overleveringer fra Allahs Sendebuds sahabah, må Allah velsigne ham og give ham fred, som ligger langt over tawatur-grænsen. Det er tusindvis af overleveringer, der viser, at sahaberne søgte efter Allahs Sendebuds udtalelser og handlinger for at udlede shari‘ah-loven af dem. Når en sahabi ikke fandt det, han søgte, i Qur’anen, spurgte han efter en hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Han tog den som lovgivning og gjorde den bindende for mennesker. Det drejer sig ikke om én, to eller tre beretninger. Det er tusindvis af overleveringer fra Profeten, som sahaberne overleverede, tabi‘un derefter overleverede fra sahaberne, og tabi‘ al-tabi‘in overleverede fra tabi‘un, indtil de blev nedskrevet. Disse overleveringer overstiger tawatur-grænsen og bekræfter uden nogen som helst tvivl, at sahaberne var enige om at tage shari‘ah-love fra Allahs Sendebuds hadith og handlinger, må Allah velsigne ham og give ham fred.
Praktisk tawatur i bønnen
Som bevis er det faktisk nok at lade sahaberne og deres enighed ligge og gå direkte til Allahs Sendebud selv, må Allah velsigne ham og give ham fred. De, der fornægter Sunnah og kaldes qur’anister, kan ikke benægte alt det, der er overleveret fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, i hadith, selv om de sår tvivl om mange hadith. De argumenterer især med, at de fleste hadith blev overleveret fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gennem khabar al-ahad. Pligten til at tage lovgivning fra khabar al-ahad er en anden diskussion, som vi lader ligge til en anden halaqa.
Men vi siger, at de ikke kan benægte, at love, som ikke findes i Qur’anen, er blevet overleveret fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gennem tawatur. Ingen af dem—heller ikke dem, der angriber Allahs Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, ved at afvise den som lovgivningskilde—kan benægte, at Allahs Profet, må Allah velsigne ham og give ham fred, formidlede shari‘ah-love, som ikke findes i Allahs Bog.
Det tydeligste eksempel på dette område er det, vi nævnte for lidt siden: fastlæggelsen af de fem bønner, deres antal raka‘at og endda deres bevægelser. Dette er overleveret gennem tawatur. Tusindvis—ja, titusindvis—af muslimer bad bag Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred. De fem bønner med deres raka‘at og bevægelser er blevet overleveret gennem tawatur helt frem til i dag. Det beviser absolut, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, formidlede love, som ikke findes i Allahs Bog, og gjorde disse love bindende for muslimerne.
Hvad der følger af det fastslåede profetskab og ufejlbarligheden
Vi står derfor over for to muligheder. Enten er Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, virkelig Allahs Sendebud. Dermed er han det ufejlbarlige Sendebud, som Allah valgte til at formidle Sit budskab, og det er utænkeligt, at han skulle lyve eller tillægge Allah, Den Ophøjede, noget usandt. Det følger da, at han formidlede love til os. Disse love kan ikke være kommet fra ham selv; de må være åbenbaring fra Allah, Den Mægtige og Majestætiske.
Hvis det er fastslået, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, har lovgivet love for os—og jeg bruger her ordet »lovgivet« i overført betydning, for Lovgiveren er Allah, Den Ophøjede—så lad os være præcise: Han, må Allah velsigne ham og give ham fred, formidlede love til os, som ikke findes i Allahs Bog. Eftersom han er Allahs Profet, og der er enighed om hans profetskab, er han beskyttet mod fejl. Det er umuligt og utænkeligt, at han skulle tillægge Allah, Den Mægtige og Majestætiske, noget usandt:
﴿ وَلَوْ تَقَوَّلَ عَلَيْنَا بَعْضَ ٱلْأَقَاوِيلِ لَأَخَذْنَا مِنْهُ بِٱلْيَمِينِ ثُمَّ لَقَطَعْنَا مِنْهُ ٱلْوَتِينَ ﴾
»Hvis han havde tillagt Os nogen udsagn, ville Vi have grebet ham med højre hånd og derefter skåret hans hovedpulsåre over.« [69:44–46]
og så videre. Altså…
At fornægte Sunnah er en anklage mod Sendebuddet
Da det er fastslået, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, formidlede love til os, som ikke findes i Qur’anen, beviser det, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, formidlede love i Sunnah, som ikke stod i Qur’anen. Det er dermed endnu et absolut bevis for, at Sunnah—Profetens udtalelser, handlinger og stiltiende godkendelser—er en lovgivningskilde. Hvis disse mennesker afviser det, Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, formidlede som lov, og siger, at de kun accepterer det, der står i Allahs Bog, har de derved opdigtet en løgn. Ja, de har anklaget Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, for at tillægge Allah noget usandt ved at foreskrive noget, som han ikke havde ret til at foreskrive. Derved har de entydigt fornægtet Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.
Ingen bør tro, at de, der fornægter Sunnah som lovgivningskilde, har noget bevis eller blot noget, der ligner et bevis. De er entydigt kuffar. Hvis de er faret vild, beder vi Allah, Den Ophøjede, om at retlede dem. Hvis de er fjender af Islam, beder vi Allah, Den Ophøjede, om at gribe dem med Den Mægtiges og Almægtiges greb.
Følgerne af at fornægte Sunnah og selvmodsigelsen hos dem, der gør det
Det medfører naturligvis, at love tilsidesættes. Når de fornægter Profetens Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, tilsidesætter de faktisk tre fjerdedele af Shari‘ah. Deres standpunkt er i alle henseender selvmodsigende. Man spørger dem undertiden: »Hvordan beder I?« De svarer: »Bønnen er overleveret til os gennem tawatur fra Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred, og derfor accepterer vi den.« Den er overleveret gennem tawatur, og I har accepteret den. Det betyder, at I anerkender, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, giver love, som ikke står i Qur’anen. De modsiger altså sig selv ved hvert skridt; deres standpunkt er selvmodsigende. Disse mennesker vil naturligvis tilsidesætte mange love.
Sunnahs rolle i forklaringen af Qur’anen
Nogle love forekommer i Qur’anen, men vi ved ikke, hvordan de skal udføres. Her kommer vi til den profetiske Sunnahs rolle. Allah, Den Ophøjede, siger:
﴿ وَأَنزَلْنَآ إِلَيْكَ ٱلذِّكْرَ لِتُبَيِّنَ لِلنَّاسِ مَا نُزِّلَ إِلَيْهِمْ ﴾
»Vi åbenbarede Påmindelsen til dig, for at du kan forklare menneskene det, der blev åbenbaret til dem.« [16:44]
Denne ayah viser, at Sunnah som regel kom for at forklare Qur’anen. Qur’anen omtaler generelt og for det meste lovene overordnet og samlet. Den profetiske Sunnah giver derefter detaljerne: Den uddyber det, som er angivet overordnet, indskrænker en generel formulering og begrænser en ubetinget formulering, og så videre. Jeg vil give eksempler på dette.
At uddybe det, som er angivet overordnet
I mange tilfælde uddyber den profetiske Sunnah det, som er angivet overordnet—den uddyber det, som er angivet overordnet. En sag omtales overordnet i Qur’anen, og den profetiske Sunnah uddyber den.
Allah, Den Ophøjede, påbød bønnen i Sin Bog. Bønnen er derfor en absolut pligt, som ingen benægter. Men hvordan skal vi bede? Sunnah kom for at uddybe og forklare det, som Qur’anen angav overordnet. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «صلوا كما رأيتموني أصلي» [البخاري، 631] »Bed, som I har set mig bede.« Han viste os, at der er fem pligtige bønner; han viste os nafila-bønnerne; og han viste os bønnens antal raka‘at, udførelse, detaljer, betingelser, ugyldiggørende forhold og så videre.
På samme måde påbød Allah, Den Ophøjede, hajj og gav os nogle detaljer om dens love, men de fleste detaljer kom i Allahs Sendebuds hadith. Han sagde, må Allah velsigne ham og give ham fred: «ألا فخذوا عني مناسككم» [مسلم، 1297؛ البيهقي، 8815؛ بالمعنى] »Tag jeres ritualer fra mig.« Der findes mange eksempler på dette område. Det er en af de måder, hvorpå Sunnah forklarer Qur’anen.
At indskrænke en generel formulering
Sunnah indskrænker det generelle. Qur’anen kommer med en generel henvendelse og en generel shari‘ah-lov, og Sunnah indskrænker den ved at udtage en del fra lovens generelle omfang. Et eksempel er Allahs ord—»tilladt…«
﴿ حُرِّمَتْ عَلَيْكُمُ ٱلْمَيْتَةُ وَٱلدَّمُ ﴾
»Selvdøde dyr og blod er blevet forbudt for jer.« [5:3]
Jeg standser her ved det sted i ayahen, der udgør beviset:
﴿ حُرِّمَتْ عَلَيْكُمُ ٱلْمَيْتَةُ وَٱلدَّمُ ﴾
»Selvdøde dyr og blod er blevet forbudt for jer.« [5:3]
Selvdøde dyr og blod er forbudt for muslimer. Det er ikke tilladt at spise et selvdødt dyr, sælge det eller drage nytte af det; det er forbudt. Det samme gælder blod.
Allahs Sendebuds hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred, indskrænker derpå den generelle formulering. Han sagde: «أحلت لنا ميتتان ودمان؛ أما الميتتان فالسمك والجراد، وأما الدمان فالكبد والطحال» [ابن ماجه، 3314؛ وانظر البيهقي، 1105] »To slags døde dyr og to slags blod er blevet gjort tilladt for os. De to slags døde dyr er fisk og græshopper, og de to slags blod er lever og milt.« Her indskrænker Sunnah Qur’anens generelle formulering. Der findes også mange andre eksempler, men dette er ikke stedet for en længere gennemgang.
At begrænse en ubetinget formulering
Sunnah kan også begrænse en ubetinget formulering—begrænse en ubetinget formulering. Allah, Den Ophøjede, siger eksempelvis:
﴿ وَلَا تَحْلِقُوا۟ رُءُوسَكُمْ حَتَّىٰ يَبْلُغَ ٱلْهَدْىُ مَحِلَّهُۥ ۚ فَمَن كَانَ مِنكُم مَّرِيضًا أَوْ بِهِۦٓ أَذًى مِّن رَّأْسِهِۦ فَفِدْيَةٌ مِّن صِيَامٍ أَوْ صَدَقَةٍ أَوْ نُسُكٍ ﴾
»Barber ikke jeres hoveder, før offerdyret når sit bestemmelsessted. Den af jer, der er syg eller har en lidelse i hovedbunden, skal yde kompensation ved faste, almisse eller offer.« [2:196]
Godt: Hvilken almisse? Hvor meget skal den være, og hvordan fordeles den? Hvor mange dage skal man faste, og hvad er offerhandlingen? Allahs Sendebuds hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred, forklarede derefter, at almissen er at bespise seks trængende, at fasten er tre dage, og at offerhandlingen er at slagte et får. Uden Sunnah ville den ubetingede formulering i den ædle ayah ikke være blevet forklaret for os.
At knytte underordnede tilfælde til principper
Sunnah kan også knytte underordnede tilfælde til principper, der er nævnt i den ædle Qur’an. Om de kvinder, som det er forbudt at gifte sig med, siger Allah, Den Ophøjede, i Sin Bog:
﴿ وَأَن تَجْمَعُوا۟ بَيْنَ ٱلْأُخْتَيْنِ إِلَّا مَا قَدْ سَلَفَ ﴾
»Og at I er gift med to søstre samtidig, bortset fra det, der allerede er sket.« [4:23]
﴿ وَأَن تَجْمَعُوا۟ بَيْنَ ٱلْأُخْتَيْنِ ﴾
»Og at I er gift med to søstre samtidig.« [4:23]
Ayahens umiddelbare formulering forbyder at være gift med to søstre samtidig, men en kvindes faster eller moster er ikke omfattet af den umiddelbare formulering. Så siger Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: «لا تنكح المرأة على عمتها ولا على خالتها» [البخاري، 5110–5111؛ مسلم، 1408] »En kvinde må ikke tages til hustru sammen med sin faster eller sin moster.« Dermed knyttes fasteren og mosteren til søsteren, fordi en kvinde og hendes moster, eller en kvinde og hendes faster, stammer fra den samme bedstemor, og bedstemor eller bedstefar er… jeg mener, de er deres to forældre; de er to forældre. Bedstefar og bedstemor er to forældre. Qur’anen nævnte ikke udtrykkeligt i Allahs Bog forbuddet mod at være gift med en kvinde og hendes søster—at være gift med en kvinde og hendes faster eller moster. Uden denne hadith kunne ingen udlede af ayahen, at fasteren og mosteren knyttes til søsteren, så en kvinde ikke må være gift samtidig med sin moster eller faster.
At Sunnah fastlægger selvstændige shari‘ah-love
I disse tilfælde kom Sunnah som regel for at forklare Qur’anen. Men det betyder ikke, at Sunnah ikke kan fastlægge selvstændige love, som ikke har noget grundlag i Qur’anen.
Et eksempel er Allahs Sendebuds hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred: «الناس شركاء في ثلاث الماء والكلأ والنار» [أبو داود، 3477؛ ابن ماجه، 2472؛ بالمعنى] »Menneskene er fælles om tre ting: vand, græsningsarealer og ild.« Den handler om offentlig ejendom ved at gøre en bestemt type ejendom til offentlig ejendom. Søg i Allahs Bog efter et grundlag for denne lov, og du vil ikke finde det, medmindre du vender tilbage til Hans ord:
﴿ وَمَآ ءَاتَىٰكُمُ ٱلرَّسُولُ فَخُذُوهُ وَمَا نَهَىٰكُمْ عَنْهُ فَٱنتَهُوا۟ ﴾
»Tag det, Sendebuddet giver jer, og afhold jer fra det, han forbyder jer.« [59:7]
eller Hans ord:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ أَطِيعُوا۟ ٱللَّهَ وَأَطِيعُوا۟ ٱلرَّسُولَ ﴾
»I, som har iman! Adlyd Allah, og adlyd Sendebuddet.« [4:59]
og Hans ord:
﴿ وَمَا يَنطِقُ عَنِ ٱلْهَوَىٰٓ إِنْ هُوَ إِلَّا وَحْىٌ يُوحَىٰ ﴾
»Han taler ikke ud fra sit eget begær. Det er kun en åbenbaring, der bliver åbenbaret.« [53:3–4]
﴿ مَّن يُطِعِ ٱلرَّسُولَ فَقَدْ أَطَاعَ ٱللَّهَ ﴾
»Den, der adlyder Sendebuddet, har adlydt Allah.« [4:80]
Disse love knyttes dermed til deres grundlag, fordi Allah, Den Ophøjede, har påbudt lydighed mod Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred. Sunnah bliver derfor den anden lovgivningskilde. Den forklarer oftest Qur’anen, men den indeholder også selvstændige love, som ikke har et grundlag i Qur’anen, og som hverken er forklaring, uddybning, indskrænkning eller noget i den retning.
Konklusion og næste emner
Dette, kære brødre, er dagens emne: Sunnahs sproglige og shari‘ah-mæssige betydninger og Sunnah som den anden lovgivningskilde efter Allahs Bog, Den Ophøjede. I den næste halaqa, om Allah vil, og måske over to halaqaat, har vi stadig detaljer om Sunnah at behandle. Vi vil svare på den tvivl, som rejses om khabar al-ahad: Hvordan kan vi tage lovgivning fra beretninger, som én person har overleveret til os? Hvordan kan vi tage vores religion fra mennesker, som kan tage fejl eller have ret? Hvordan kan vi tage hadith—hvordan kan vi udlede lovgivning af hadith, som én person har overleveret til os fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred? Vi vil besvare denne tvivl. Vi vil også tale om at følge Profetens eksempel, må Allah velsigne ham og give ham fred, og hvordan man følger hans eksempel, i en eller to kommende halaqaat. Måske vil vi også standse ved nogle af de tvivl, som rejses for at angribe hadith-overlevererne, først og fremmest imam al-Bukhari, må Allah have barmhjertighed med ham, samt imam Muslim og de øvrige hadith-overleverere. De rejser disse tvivl for at ødelægge tilliden til den profetiske arv og derved ødelægge tilliden til Sunnah som lovgivningskilde. Om Allah vil, vil vi behandle disse spørgsmål.
Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer. Jeg beder Allah velsigne Allahs Sendebud og give ham fred samt hans familie, hans sahabah og dem, der støtter ham. Lovprisningen tilkommer Allah, Verdenernes Herre. Jeg beder Allah, Den Ophøjede, om at lære os og jer det, der gavner os; gavne os med det, Han har lært os; øge os i viden; og gøre vores viden og handlinger oprigtige for Hans ædle åsyn. Jeg beder Allah velsigne Allahs Sendebud og give ham fred samt hans familie, hans sahabah og dem, der støtter ham. Assalamu alaikum wa rahmatullahi wa barakatuh.
