Alle Halaqaat
DA

Halaqa 23

Pligten til at handle på baggrund af khabar al-ahad

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 23: Pligten til at handle på baggrund af khabar al-ahad

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 18. december 2017 — 30. rabi al-awwal 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning

Fred være med jer og Allahs nåde og velsignelser. I Allahs navn. Lovprisningen tilkommer Allah, og må Allah velsigne og give fred til Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahabi og dem, der følger ham. Kære brødre, velkommen til denne nye episode af jeres program Halaqa Online. I dette program forklarer vi grundlæggende emner i den islamiske kultur med udgangspunkt i bogen Islams system af Sheikh Taqi al-Din an-Nabhani, må Allah være barmhjertig med ham.

Gennemgang af Sunnahs autoritet

I de foregående halaqaat talte vi om at bruge Allahs Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, som bevis. I den forrige halaqa talte vi specifikt om de absolutte beviser for, at Profetens Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, er en lovgivningskilde ligesom Allahs Bog, Qur’anen. Vi skelnede tydeligt mellem Bogen og Sunnah. Bogen, altså Qur’anen, er åbenbaring fra Allah i både ord og betydning. Sunnah adskiller sig fra Qur’anen ved, at dens ord ikke er åbenbaring fra Allah, mens dens betydninger og indhold er åbenbaring fra Allah. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, udtrykte dem gennem sine ord, sine handlinger eller sine stiltiende godkendelser, altså sin tavshed over for handlinger eller udsagn. De absolutte beviser viser imidlertid, at Profetens Sunnah er et bevis for Shari’ahs love på præcis samme måde som Qur’anen, selv om Sunnahs ord ikke er åbenbaring fra Allah.

Indvendingen mod Sunnah på grund af dens overleveringsvej

I dag vil vi behandle en del af dette emne for at besvare nogle indvendinger, som bliver rejst vidt og bredt i vores tid. De lærde har gennem flere hundrede år besvaret dem klart, absolut og afgørende. I tidligere århundreder var dette ikke et spørgsmål. Gennem Islams tidsaldre var der ingen, der betvivlede, at Sunnah er en lovgivningskilde efter Allahs Bog.

I vores tid er dette spørgsmål blevet rejst som følge af Islams fjenders handlinger. Mange, som sår tvivl om den islamiske Shari’ah, har arbejdet på at udbrede denne indvending. Efter deres opfattelse skal den føre til, at Profetens Sunnah udelukkes fra lovgivningen: Sunnah skal ikke være en lovgivningskilde, og man skal udelukkende bruge Qur’anen som lovgivningskilde.

I ved, hvad det betyder kun at bruge Allahs Bog inden for lovgivningen. Det betyder, at man fjerner en meget stor del af den islamiske Shari’ah. Det egentlige mål for denne sag er altså selve den islamiske Shari’ah. I vores tid foregår der et enormt bedrag for at undergrave den islamiske Shari’ah i muslimernes øjne.

Der er blevet valgt flere veje til dette formål. En af dem er påstanden om, at Qur’anen er den eneste lovgivningskilde. Qur’anen begrænser sig som regel til generelle principper og overordnede Shari’ah-love, mens Sunnah forklarer, uddyber og udvider dem. Hvis man fjerner Sunnah som lovgivningskilde, fjerner man derfor størstedelen af den islamiske Shari’ah. Det er naturligvis et af Islams fjenders mål: at få muslimerne til at vende sig mod menneskeskabte love, især de vestlige love, der dominerer verden i dag.

Indvending mod ikke-mutawatir Sunnah

I den forrige halaqa beviste vi med absolutte beviser, at Profetens Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, er åbenbaring fra Allah, Den Almægtige, og dermed en af Islams lovgivningskilder.

Det, vi vil besvare i dag, er en indvending, de har fremsat for at forkaste Profetens Sunnah: Sunnah er ikke nået til os gennem en absolut overleveringsvej, sådan som Qur’anen er. Når Sunnah ikke er nået til os gennem en absolut vej som Qur’anen, der er overleveret gennem tawatur, mener de derfor, at man ikke kan bygge på den. De siger: Selv hvis I beviser, at Profetens ord, handlinger og stiltiende godkendelser, må Allah velsigne ham og give ham fred, er åbenbaring fra Allah, Den Almægtige, hvordan beviser I så, at de hadith, vi har i dag og som er overleveret fra Allahs Sendebud, faktisk med rette kan tilskrives Profeten, når de ikke er nået til os gennem tawatur?

Det er dette, vi ønsker at besvare i dag, og det er påstanden om at afvise Sunnah gennem kritik af dens overlevering; det vil sige måden, hvorpå den er blevet overleveret til os.

De siger: Hvis en religiøs tekst ikke er overleveret via en absolut vej, som er tawatur, må den ikke følges; da det ikke er tilladt at tage religionen ud fra sandsynlighed, men hele religionen skal nødvendigvis være modtaget gennem absolut bekræftelse.

Vi siger, og med Allahs hjælp: For det første forudsætter den person, der udtaler dette, at han allerede har accepteret, at Profetens (saw) ord om lovgivning, hans handlinger og hans godkendelser er et shari’ah-bevis. Men efter at have accepteret, at Profetens (saw) ord, handlinger og godkendelser er åbenbaring fra Allah den Højeste, går han videre til et andet punkt: Vi har ikke hørt det direkte fra Profeten (saw), og det er ikke overleveret til os via tawatur, som er vejen for absolut bekræftelse; derfor findes der ingen mulighed for at tage disse shari’ah-love fra ham.

En gruppe blandt dem er de såkaldte koranister, som begrænser sig til Qur’anen. En anden og mindre gruppe accepterer, at den lovgivning, Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, bringer, er åbenbaring fra Allah, men de accepterer den kun, hvis den er nået til os gennem tawatur.

Er Sunnah overleveret via en shari’ah-anerkendt metode?

Her siger vi: Hvis vi accepterer, at Profetens ord, handlinger og stiltiende godkendelser, må Allah velsigne ham og give ham fred, er åbenbaring fra Allah, Den Almægtige, går vi videre til følgende spørgsmål: Er disse ord, handlinger og stiltiende godkendelser blevet overleveret til os gennem tawatur eller gennem en autentisk vej? Er den vej, som Profetens Sunnah er blevet overleveret gennem, anerkendt af Shari’ah, så man kan bygge på den, udlede Shari’ah-love fra den og tage lovgivning fra den?

Den mutawatir Sunnah og den praktiske tawatur

Vi siger for det første: Det er ikke korrekt, at hele den profetiske Sunnah blev overleveret gennem khabar al-ahad, som er en tvivlsom overleveringsvej. Noget af Sunnah blev overleveret til os gennem tawatur, ligesom Qur’anen. Vi har givet eksempler på dette i tidligere halaqaat, såsom Profetens ord, må Allah velsigne ham og give ham fred: «مَنْ كَذَبَ عَلَيَّ مُتَعَمِّدًا فَلْيَتَبَوَّأْ مَقْعَدَهُ مِنَ النَّارِ» [البخاري، 6197] »Den, der med vilje lyver om mig, skal indtage sin plads i Ilden.« Denne hadith er overleveret gennem tawatur, og der er ingen uenighed om dens tawatur. Ikke to hadithlærde med kendskab til overlevering af beretninger har eksempelvis været uenige om, at denne hadith er mutawatir. Den er tværtimod en af de mest kendte mutawatir-hadith.

Selvfølgelig er det vigtigere end det, at shari’ah-love er overleveret til os gennem praktisk tawatur, som de fem bønner, der ikke er nævnt i Allahs Bog; kun befalingen om bønnen optræder i Allahs Bog. Antallet af disse pålagte fard-bønner er ikke nævnt i Allahs Bog, men det er Sunnah, der har præciseret dem som de fem bønner. Disse er overleveret til os gennem praktisk tawatur, hvor ingen fornuftig person kan tvivle på den absolutte bekræftelse af deres overlevering fra Profetens tid, må Allah velsigne ham og give ham fred, til i dag; da tusinder af mennesker bad bag Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, og de overleverede bønnen – disse fem bønner – til tusinder, derefter til titusinder og hundredetusinder, og siden til millioner. De er således overleveret gennem en enorm og omfattende praktisk tawatur fra Profetens tid, må Allah velsigne ham og give ham fred, til i dag. Ligesom de fem bønner er overleveret, er antallet af rak‘at i disse bønner og bevægelserne i disse bønner også overleveret til os gennem tawatur. Så noget fra Sunnah er overleveret til os gennem tawatur, ligesom Qur’anen.

Forskellen mellem tawatur og khabar al-ahad

Ja, størstedelen af Sunnah er ikke overleveret gennem tawatur, men er overleveret via khabar al-ahad. Her er det nødvendigt med en kort forklaring til dem, der i fortiden ikke har hørt om forklaringen af emnerne tawatur og khabar al-ahad. Jeg siger det kort: Hvad er forskellen mellem tawatur og khabar al-ahad? Mellem den beretning, der er overleveret gennem tawatur, og den beretning, der er overleveret via khabar al-ahad?

Nedskrivningen af Sunnah og overlevergenerationerne

Lad os først gøre opmærksom på et vigtigt forhold ved beretningen: Sunnah blev generelt nedskrevet i Tabi‘ al-Tabi‘ins generation. Sunnah blev overleveret fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, gennem de tre generationer, de tre århundreder. Tabi‘ al-Tabi‘in overleverede den fra Tabi‘in, som overleverede den fra Sahabi, som overleverede den fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Profetens Sunnah blev altså nedskrevet i Tabi‘ al-Tabi‘ins generation. De hadithlærde, som nedskrev hadith—al-Bukhari, Muslim, Ibn Majah, al-Nasa’i, Abu Dawuds Sunan og så videre samt Imam Ahmads Musnad—overleverede fra Tabi‘ al-Tabi‘in, som igen overleverede fra Tabi‘in. En af dem kunne også overlevere direkte fra en Tabi‘i, som overleverede fra en Sahabi, som overleverede fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Hvordan blev hadith så overleveret gennem disse tre generationer?

Definitionen af en mutawatir-beretning

Hvis hadith’en er overleveret af en gruppe Tabi‘ al-Tabi‘in, fra en gruppe Tabi‘in, fra en gruppe Sahaba af Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fra Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred); så er denne vej tawatur-vejen.

Det er naturligvis en betingelse, at den gruppe, som overleverede denne hadith, er så stor, at man kan udelukke, at de har aftalt en løgn. Det er et emne, som vi ikke vil gå i detaljer med nu. En gruppe fra Tabi‘ al-Tabi‘ins generation, hvor man kan udelukke, at de har aftalt en løgn, overleverer den samme hadith fra en gruppe af Tabi‘in, hvor man ligeledes kan udelukke dette. De overleverer den fra en gruppe af Sahabi, hvis individuelle forhold ikke undersøges på forhånd, fordi alle Sahabi er retskafne, og de overleverer den fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Denne hadith er overleveret gennem tawatur. Fornuften fastslår med sikkerhed, at denne overleveringsvej er autentisk. Den hadith, der er overleveret gennem den, er altså absolut i bekræftelsen, og der er slet ingen plads til tvivl om den.

Khabar al-ahad og dets acceptkriterier

Dette gælder kun en mindre del af de hadith, der er overleveret fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred. Den langt større del af Profetens hadith er khabar al-ahad. Det vil sige, at én eller nogle få fra Tabi‘ al-Tabi‘ins generation overleverede fra én eller nogle få fra Tabi‘ins generation, som overleverede fra én eller nogle få fra Sahabis generation, som overleverede fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Om en hadith accepteres, afhænger her af, hvor stor tillid man kan have til denne overleveringskæde. En khabar al-ahad gør nemlig ikke fornuften absolut sikker på dens autenticitet. Efter at man har undersøgt overleveringskæden og fastslået, at den er sammenhængende og består af retskafne og præcise overleverere, som ved, hvad de overleverer, kan den overvejende sandsynlige opfattelse imidlertid være, at beretningen er autentisk. Deres retskaffenhed og deres præcision i overleveringen af hadith skal være fastslået.

En khabar al-ahad, som med overvejende sandsynlighed er autentisk, er overleveret gennem en sammenhængende kæde, hvor en retskaffen og præcis overlever har overleveret fra en retskaffen og præcis overlever helt frem til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Det er desuden en betingelse, at hadithen ikke er shadh og ikke indeholder en skjult mangel, en ‘illa. Nogle kalder den mu‘allal og andre ma‘lul. Det er en khabar al-ahad. Når en khabar al-ahad opfylder disse betingelser i sin kæde, sine overleverere og sin tekst, er den overvejende sandsynlige opfattelse, at den er sand: sandsynligheden for sandhed vejer tungere end sandsynligheden for fejl. Det er det, der betegnes som khabar al-ahad.

Denne vej bygger på den overvejende sandsynlige opfattelse. Gennem den modtager vi hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Vi anser beretningerne i dem for sande og handler efter de Shari’ah-love, de indeholder, selv om de ikke når graden af sikkerhed.

Indvendingen mod at tage religionen fra enkeltpersoner

Netop på dette punkt fremsætter de, der vil forkaste størstedelen af Profetens Sunnah, følgende indvending: Hvordan kan I tage jeres religion fra enkeltpersoner, der kan have ret eller tage fejl, selv om den overvejende sandsynlige opfattelse er, at deres overlevering er korrekt? Bør religionen ikke overleveres gennem en absolut vej? Dette er religion. Den formidler beretninger om verdenernes Herre samt love og beretninger, der er kommet fra Allah, Den Ophøjede, gennem Hans Profet, må Allah velsigne ham og give ham fred. Hvordan kan I betro jeres religion til en person fra Tabi‘ al-Tabi‘in, som overleverede fra en Tabi‘i, der igen overleverede fra en Sahabi fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred? Er de ikke mennesker, der kan have ret eller tage fejl? Når denne vej rummer mulighed for fejl, hvordan kan I så tage jeres religion fra den?

Vi siger: Dette er blot en påstand, og her må vi sige til dem:

Absoluthed i ’aqida og sandsynlighed i shari’ah-love

Islam skelner mellem metoden til at tilegne sig de grundlæggende ’aqida-spørgsmål, altså iman, og metoden til at tilegne sig Shari’ahs love og andre beretninger, der ikke når graden af ’aqida eller iman.

I religionens grundlag, i ’aqida-spørgsmål—iman på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, Den Sidste Dag og qadar—må beviserne ikke være tvivlsomme. De skal være absolutte. Vi har tidligere fremlagt beviserne for dette, eksempelvis Hans ord, Den Ophøjede:

﴿ قُلْ هَاتُوا۟ بُرْهَـٰنَكُمْ إِن كُنتُمْ صَـٰدِقِينَ ﴾
»Sig: Fremlæg jeres bevis, hvis I taler sandt.« [2:111]

Og tilsvarende Hans ord, Den Ophøjede:

﴿ قُلْ هَلْ عِندَكُم مِّنْ عِلْمٍ فَتُخْرِجُوهُ لَنَآ ﴾
»Sig: Har I nogen viden, som I kan fremlægge for os?« [6:148]

De lærde er enige om, at ordet viden betyder absolut viden og ikke tvivlsom viden.

﴿ فَأْتُونَا بِسُلْطَـٰنٍ مُّبِينٍ ﴾
»Så bring os et klart bevis.« [14:10]

Det betyder ligeledes absolut viden, et absolut bevis.

Dette er inden for religionens grundlag; det vil sige i verdensanskuelsen (’aqida). Verdensanskuelsen skal nødvendigvis være bygget på beviser, der er absolutte i bekræftelsen, eller være hentet fra beviser, der er absolutte i bekræftelsen. Der er ingen tvivl om dette, og der er ingen uenighed herom.

Det er ikke korrekt, at iman på Allah den Ophøjede, på Hans engle, Hans sendebud, Hans bøger eller på Dommedag og så videre kan være baseret på den overvejende sandsynlige opfattelse. Denne iman skal være en absolut anerkendelse. For at det skal være en absolut anerkendelse, må beviset for den være et absolut bevis. Herfra defineres iman, det vil sige overbevisningen, som en absolut anerkendelse, der stemmer overens med virkeligheden og baseres på et bevis.

Shari’ah-beviserne viser imidlertid ikke, at beviset for Shari’ah-love skal være absolut. De viser derimod, at man skal handle efter de overleverede beretninger fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, selv når deres autenticitet bygger på den overvejende sandsynlige opfattelse og ikke på sikkerhed.

Modsigelsen i kun at bygge på Qur’anen

Før jeg fremlægger disse beviser, vil jeg afvise indvendingen fra dem, der siger, at en Shari’ah-lov kun kan tages gennem en sikker vej. Jeg siger: Deres argument falder til jorden gennem deres egen argumentation og det, de selv bygger på.

Hvor? Begrænser de sig ikke til Qur’anen? Jo, de begrænser sig til Qur’anen. Hvorfor? Fordi de siger, at Qur’anen er et absolut bevis: Den er overleveret til os gennem tawatur, og hele dens tekst er derfor absolut i bekræftelsen. Ja, det er korrekt. Hele Qur’anen er absolut i bekræftelsen.

Men indeholder Qur’anen ikke ayat, der er tvetydige i betydningen, så en ayah kan rumme én, to eller flere betydninger? Her forsøger en mujtahid at vægte den ene betydning højere end den anden, og undertiden må han vælge mellem tre betydninger. En ayah kan altså rumme én, to eller nogle gange tre betydninger. Mujtahiden forsøger at vægte én betydning højere end en anden ved at gøre sit yderste i undersøgelsen af disse ayat. Undertiden kan han kun gøre det ved også at undersøge de hadith, der er overleveret om det samme emne, og sådan forholder det sig ofte.

Gør I det ikke pligtigt at handle efter disse ayat, som er tvetydige i betydningen? Hvis I svarer nej, betyder det, at I har opgivet at handle efter en del af Qur’anen. Et betydeligt antal ayat i Allahs Bog er nemlig tvetydige i betydningen.

Tvetydig betydning i Qur’anen

For eksempel Hans ord, Den Ophøjede:

Eksemplet med quru’ i den fraskilte kvindes venteperiode

﴿ وَٱلْمُطَلَّقَـٰتُ يَتَرَبَّصْنَ بِأَنفُسِهِنَّ ثَلَـٰثَةَ قُرُوٓءٍ ﴾
»Fraskilte kvinder skal afvente tre quru’-perioder.« [2:228]

De sprogkyndige og dermed de lærde inden for tafsir og fiqh er uenige, fordi ordet quru’ kan have en af to betydninger. Quru’ kan betyde menstruation, og det kan betyde renhedsperioden mellem menstruationerne.

Derfor blev de retslærde uenige. Nogle sagde, at venteperioden først slutter efter tre fulde menstruationer, mens andre sagde, at den slutter efter tre renhedsperioder. Denne uenighed kan medføre en tydelig og betydelig forskel i venteperiodens længde.

Hvis I sagde: »Vi følger denne opfattelse,« ville I følge en sandsynlig opfattelse. Hvis I sagde, at I fulgte den anden opfattelse, ville I ligeledes følge en tvetydig Shari’ah-lov. I begge tilfælde—uanset om I følger denne lov eller den anden, og uanset om I følger denne tvetydige betydning eller den anden betydning—har I fulgt en tvetydig Shari’ah-lov. I har dermed fremført argumentet mod jer selv: I gør det pligtigt at følge visse Shari’ah-love, som ikke kan tages absolut fra Qur’anen, men må tages gennem sandsynlighed.

Eksemplet med at stryge over hovedet i wudu

Et eksempel af samme art er Hans ord, Den Ophøjede, om wudu:

﴿ وَٱمْسَحُوا۟ بِرُءُوسِكُمْ ﴾
»Og stryg over jeres hoveder.« [5:6]

Her er der uenighed blandt de sprogkyndige og dermed blandt de lærde inden for tafsir og fiqh om betydningen af bogstavet ba, som er knyttet til ordet »jeres hoveder«:

﴿ وَٱمْسَحُوا۟ بِرُءُوسِكُمْ ﴾
»Og stryg over jeres hoveder.« [5:6]

Nogle siger, at ba angiver en del, så det er tilstrækkeligt at stryge over en del af hovedet. Andre siger nej, at ba her angiver hele hovedet og betyder, at man skal stryge over hele hovedet. Den ene har taget denne forståelse, og den anden har taget den anden forståelse. De har hver især taget det, de forstod gennem deres sproglige ijtihad og de tekster fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, som de inddrog i denne sproglige ijtihad.

Læsningerne i akkusativ og genitiv i ayahen om wudu

Det samme gælder det, der følger efter Allahs ord, Den Ophøjede:

﴿ وَٱمْسَحُوا۟ بِرُءُوسِكُمْ ﴾
»Og stryg over jeres hoveder.« [5:6].

Qur’anen selv, som disse mennesker med sikkerhed fastslår er Allahs ord, der er overleveret gennem tawatur, har mere end én læsning. Den har syv mutawatir-læsninger. Der findes en korrekt læsning:

﴿ وَٱمْسَحُوا۟ بِرُءُوسِكُمْ وَأَرْجُلَكُمْ إِلَى ٱلْكَعْبَيْنِ ﴾
»Og stryg over jeres hoveder, og vask jeres fødder til anklerne.« [5:6]

Og der findes en anden:

﴿ وَٱمْسَحُوا۟ بِرُءُوسِكُمْ وَأَرْجُلِكُمْ إِلَى ٱلْكَعْبَيْنِ ﴾
»Og stryg over jeres hoveder og jeres fødder til anklerne.« [5:6]

Hvis vi begrænsede os til at argumentere ud fra Qur’anen uden Sunnah, ville uenigheden være tydelig. Nogle tager læsningen med fathah: »وَأَرْجُلَكُمْ«, »وَأَرْجُلَكُمْ«, altså:

﴿ وَٱمْسَحُوا۟ بِرُءُوسِكُمْ وَأَرْجُلَكُمْ ﴾
»Og stryg over jeres hoveder, og vask jeres fødder.« [5:6],

siger, at det er forbundet med handlingen at stryge over hovedet. Derfor skal man stryge over fødderne og ikke vaske dem. Uanset om I følger den ene eller den anden betydning, har I taget en tvetydig shari’ah-lov. Hvis jeg ville gå i detaljer med disse eksempler, ville det tage lang tid.

Konklusion: At handle på grundlag af tvetydig betydning

Påstanden fra dem, der hævder, at Sunnah, som er overleveret gennem khabar al-ahad, ikke må være en lovgivningskilde, fordi lovgivning kun må være absolut, falder altså til jorden gennem deres egne ord. Hvis de fastholdt denne påstand, ville de nemlig undlade at handle efter mange af ayatene i Allahs Bog, fordi disse ayat er tvetydige i betydningen, og de Shari’ah-love, der udledes af dem, derfor er tvetydige Shari’ah-love. Beviset er, at de retslærde og mufassirun var uenige. Hver udførte sin egen ijtihad og handlede efter sin egen forståelse, og folk fordelte sig i taqlid mellem disse mujtahider, som forstod det flertydige i Allahs Bog. Dette emne er overhovedet ikke tvivlsomt, for Allah, Den Ophøjede, har fortalt os, at Bogen indeholder ayat, der er klare og entydige, og andre, der er mutashabih [se 3:7]. Nogle ayat er altså absolutte i betydningen, så deres betydning på ingen måde kan betvivles, og der kan ikke herske uenighed om den. Andre ayat er tvetydige, og udledningen af Shari’ah-love fra dem er overladt til dem, der er rodfæstede i viden, mujtahiderne. Fordi disse mujtahider udfører ijtihad—og ijtihad er det modsatte af sikkerhed—bliver de uenige. Der fremkommer derfor forskellige Shari’ah-love, som er udledt af den samme ayah. Hver har sin ijtihad, og hver får sin belønning. Dette er en Shari’ah-lov, og dette er en Shari’ah-lov.

Deres påstand om, at de kun tager det absolutte fra religionen, falder altså til jorden, fordi de følger hele Qur’anen og vælger en af de betydninger, som ayat med tvetydig betydning angiver. Det er den ene side af sagen.

Beviserne for pligten til at handle på grundlag af khabar al-ahad

Påstanden om, at det ikke er tilladt at tage det tvivlsomme fra Allahs Sendebuds hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred, altså det, der er overleveret til os gennem khabar al-ahad, er en falsk påstand, og der findes bevis imod den. Jeg vil først gå til Qur’anen, som de anser for den eneste lovgivningskilde. Qur’anen selv har gennem ayat, der er absolutte i bekræftelsen—og hele Qur’anen er absolut i bekræftelsen—befalet de troende at handle på grundlag af en enkeltberetning i spørgsmål, der handler om anvendelse af lovgivningen. Disse ayat er også absolutte i betydningen.

Enkeltpersoners vidneudsagn i Qur’anen

Har Qur’anen ikke befalet, at enkeltpersoners vidneudsagn accepteres? Har Allah, Den Ophøjede, ikke i selve Qur’anens tekst befalet, at man bygger på to retskafne mænds vidneudsagn eller, hvis der ikke er to mænd, på én mands og to kvinders vidneudsagn? En beretning fra to mænd eller fra én mand og to kvinder er naturligvis ikke mutawatir [se 2:282]. En beretning fra to personer kan aldrig være mutawatir. Man kan heller ikke generelt udelukke, at de har aftalt en løgn, fordi begge vidner sammen om den samme hændelse. De var således begge involveret i og til stede ved den samme hændelse, så man under visse omstændigheder kunne mistænke dem for at have aftalt at lyve.

Allah, Den Ophøjede, har i spørgsmål om vidneudsagn vedrørende formue befalet, at man bygger på to retskafne mænds eller én mands og to kvinders vidneudsagn. Dette er en enkeltberetning, og Qur’anen befaler, at man handler efter den. Qur’anen befaler altså, at man handler på grundlag af khabar al-ahad, selv om beretningen ikke er absolut i bekræftelsen, men med overvejende sandsynlighed er korrekt.

Vidneudsagn i hudud og qisas

Islam har endda befalet, at to retskafne vidners vidneudsagn accepteres i hudud og qisas, altså i sager om drab. Muslimerne er blevet befalet at acceptere to mænds vidneudsagn om en forbrydelse, der straffes med døden: drab.

Findes der noget større og farligere end dette? Hvis to retskafne vidner bevidner, at en mand, en person, har dræbt et menneske, og drabet er af en art, der kræver qisas ved døden, skal han henrettes på grundlag af de to retskafne vidners vidneudsagn. Ved tyveri hugges hånden af.

Ved zina kræves fire vidners vidneudsagn. De fires vidneudsagn er ikke en mutawatir-beretning, især fordi de vidner om én handling, én hændelse, som fandt sted på samme tidspunkt. De var altså til stede sammen for at bevidne hændelsen, og derfor er det muligt, at de har aftalt en løgn.

Deres vidneudsagn accepteres alligevel, fordi de er kendt som retskafne. Det vil sige, at den overvejende sandsynlige opfattelse er, at deres vidneudsagn er sandt.

På samme måde henrettes en mand for at have dræbt en anden, hvis han dømmes på grundlag af to retskafne vidners vidneudsagn. Fire retskafne vidners vidneudsagn om zina medfører, at hadd-straffen fuldbyrdes. Straffen kan være stening, og der findes også straffen på hundrede piskeslag. To retskafne vidners beretning accepteres i qisas-sager, og det kan føre til, at en person, som dømmes på grundlag af deres vidneudsagn, bliver henrettet.

Det er altså Allahs Bog—som også disse tvivlere er enige om, at man skal handle efter—der befaler, at man handler på grundlag af en enkeltberetning. Den stiller ikke krav om tawatur i alvorlige sager, der handler om liv og død og kan føre til henrettelse. Det er den ene side af sagen.

Sahabis konsensus om at acceptere khabar al-ahad

Et andet sæt samstemmende beviser for pligten til at handle på grundlag af khabar al-ahad er Sahabi, må Allah være tilfreds med dem. De var den første generation, der overleverede Qur’anen til os. Qur’anens overlevering gennem tawatur fra dem til den næste generation, dernæst til den følgende generation og helt frem til i dag hviler på deres overlevering. Det er disse Sahabi, som Allah, Den Ophøjede, har rost i Sin Bog.

Beretningerne om dem er mutawatir og så udbredte, at følgende ikke kan benægtes: De accepterede alle khabar al-ahad fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, og anså det for pligtigt at handle på grundlag af dem i spørgsmål om Shari’ah-love.

De udbredte beretninger på dette område er for talrige til, at vi kan nævne dem. Sagen bygger ikke på én beretning. Beretningerne er så udbredte, at de samlet langt overstiger grænsen for tawatur: Sahabi anså det for pligtigt at handle på grundlag af en enkeltberetning.

De modtog en beretning fra en Sahabi om Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og handlede efter den i spørgsmål om arv, ’ibadat, amning, formue og utallige andre spørgsmål—på alle områder af Shari’ahs lovgivning.

Opfordringen til at overlevere og acceptere hadith

Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «نَضَّرَ اللَّهُ عَبْدًا سَمِعَ مَقَالَتِي فَوَعَاهَا عَنِّي وَأَدَّاهَا، فَرُبَّ حَامِلِ فِقْهٍ غَيْرِ فَقِيهٍ، وَرُبَّ حَامِلِ فِقْهٍ إِلَى مَنْ هُوَ أَفْقَهُ مِنْهُ» [أبو داود، 3660؛ ابن ماجه، 230؛ بالمعنى] »Må Allah give glans til en tjener, der hører mine ord, forstår dem fra mig og videregiver dem. Det kan være, at en bærer af fiqh ikke selv har fiqh, og det kan være, at en bærer af fiqh videregiver den til en, der har større fiqh end ham.« I en anden overlevering hedder det: «فَرُبَّ مُبَلَّغٍ أَوْعَى مِنْ سَامِعٍ» [البخاري، 67] »Det kan være, at den, der får noget videregivet, forstår det bedre end den, der hørte det.«

Det vil sige, at en Sahabi hører en hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, forstår den—altså husker den—og videregiver den til en, der forstår den. Den, der overleverer hadithen, kan have mindre fiqh end den, han overleverer den til, og som derefter udleder Shari’ah-love af den.

Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, roser her den, der hører hans hadith. Han siger: »Må Allah give glans til én tjener, som hører mine ord, husker dem fra mig og videregiver dem.« Det vil sige, at han overleverer dem til andre. Det kan være, at en bærer af fiqh ikke selv har fiqh, og det kan være, at en bærer af fiqh videregiver den til en, der har større fiqh end ham.

Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, opfordrer altså her den enkelte til at videregive hans hadith til andre, så folk kan handle efter den og udlede fiqh af den. Fiqh er viden om de detaljerede praktiske Shari’ah-love, som er udledt af de detaljerede beviser. Denne hadith angiver derfor klart opfordringen til at overlevere hadith fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, selv når overleveren kun er én person.

Profetens udsendelse af enkelte udsendinge

Det er fastslået fra Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred), at han sendte Sahaba ud for at formidle da’wahen og formidle Shari’ahs love.

Samtidig sendte han enkelte Sahabi ud, hver til sit område eller sin egn, hver til sin provins og så videre. Han sendte én til Yemen, én til Bahrain og én til Egypten for at formidle da’wahen.

Han sendte udsendinge for at formidle da’wahen til kongerne i Romerriget, Persien og Egypten og så videre.

Hvis en enkeltberetning ikke krævede handling, ville Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke have sendt enkeltpersoner ud for at formidle da’wahen, overbringe Shari’ahs love og lære folk Islam, efter at de havde taget Islam til sig.

Kontrol af overleverens retskaffenhed og præcision

Når Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sendte enkeltpersoner, betyder det, at en enkeltberetning skal accepteres—naturligvis efter at man har kontrolleret, at personen er retskaffen og pålidelig. Hvis det blev fastslået, at overleveren på Profetens tid var en Sahabi, viste Allahs ros af Sahabi og Profetens udpegning af dem til at formidle religionen og Shari’ah, at de var pålidelige. Alle Sahabi er pålidelige. Når folk på Profetens tid havde fastslået, at overleveren var en Sahabi, var han en retskaffen og pålidelig overlever, og det, han overleverede fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev accepteret fra ham.

På samme måde, hvis denne beretning er overleveret af en Sahabi til en Tabi‘i, og vi bekræfter denne Tabi‘is retskaffenhed, hans fromhed og præcision – det vil sige, at han har god hukommelse og formidling – så er han retskaffen og præcis, og han bliver derfor en pålidelig kilde i overleveringen af hadither. I dette tilfælde er det påkrævet, at vi accepterer hans hadith om Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred). Det samme gælder for overleveringen fra en Tabi‘i til en Tabi‘ al-Tabi‘in, hvorefter de fleste af Profetens (må Allah velsigne ham og give ham fred) hadither blev nedskrevet.

De hadith, der blev nedskrevet efter Tabi‘ al-Tabi‘ins tid, afvises ikke. Men deres overleveringskæde skal opfylde de betingelser, vi har nævnt: Kæden skal være sammenhængende, og en retskaffen og præcis overlever skal have overleveret fra en retskaffen og præcis overlever fra kædens begyndelse til dens afslutning. Hadithen må desuden hverken være shadh eller indeholde en skjult mangel.

Opsummering af pligten til at handle på grundlag af khabar al-ahad

Alle disse beviser angiver altså absolut og uden plads til diskussion, at det er pligtigt at handle på grundlag af khabar al-ahad. Når en hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, er nået til os gennem en autentisk overleveringskæde, der opfylder betingelserne for autenticitet, og derfor er blevet klassificeret som sahih eller hasan, er den overvejende sandsynlige opfattelse, at den er autentisk. Man skal anse de beretninger, den indeholder, for sande og handle efter de Shari’ah-love, den indeholder, selv om den ikke når graden af absoluthed eller sikkerhed. Vi er nemlig blevet befalet at handle ud fra den overvejende sandsynlige opfattelse. Der findes intet bevis for at gøre handling afhængig af sikkerhed—hverken fra fornuften, Bogen eller Allahs Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred. Beviserne fra Bogen, Sunnah og Sahabis konsensus viser tværtimod, at Allah, Den Ophøjede, og Hans Sendebud har befalet os at handle efter beretninger, som er nået til os gennem en vej, der med overvejende sandsynlighed er autentisk. Det er det, der betegnes som khabar al-ahad: en retskaffen og præcis overlevers overlevering fra en anden retskaffen og præcis overlever, fra overleveringskædens begyndelse til dens afslutning.

Afslutning

Det var vores emne, mine brødre. Dagens halaqa var viet til at tilbagevise en af de indvendinger, som vildfarne og vildledende mennesker rejser. Det er dem, der udbreder tanken om at handle efter Allahs Bog uden at handle efter Allahs Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Hvis Allah vil, vender vi i en senere halaqa tilbage til tvivlen om de hadithlærdes arbejde med at overlevere hadith fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, så vi kan lukke døren for disse menneskers indvendinger.

Det var mine ord. Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og for jer, og jeg sender velsignelser og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahabi og dem, der følger ham. Jeg beder Allah, Den Ophøjede, om at acceptere det, vi har fremlagt, beskytte os mod fejltrin, lære os det, der gavner os, lade os få gavn af det, Han har lært os, og øge os i viden og mere viden. Han er Den Althørende, Den, der besvarer. Fred være med jer og Allahs nåde og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del