Alle Halaqaat
DA

Halaqa 21

At skifte mellem mujtahid’er

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 21: At skifte mellem mujtahid’er

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 27. november 2017 — 9. rabi al-awwal 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning

I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige. Fred være med jer samt Allahs nåde og velsignelser. Jeg lovpriser Allah, den Ophøjede, og sender bønner og fred over Hans Profet, må Allah velsigne ham og give ham fred, og over hans familie. Velkommen, kære brødre, til en ny episode af jeres program Halaqa Online.

Halaqaens emne: Valg af mujtahid og skift mellem mujtahider

Denne halaqa indgår i en række halaqaat om spørgsmålet: Hvordan følger vi Shari’ahen? Vi har talt om shari’ah-loven, dens typer og grader. Vi har talt om ijtihad, mujtahiderne og de forskellige typer mujtahider. I den forrige halaqa gik vi videre til muqalliderne. Vi definerede taqlid, skelnede mellem taqlid og ijtihad og gennemgik muqallidernes grader. Til denne halaqa efterlod vi et spørgsmål om muqallidernes forhold: Hvordan vælger en muqallid den mujtahid, han vil følge? Og må han, efter at have fulgt en bestemt mujtahid, skifte til en anden? Det er de to punkter, dagens halaqa handler om.

Tilføjelse: Ingen taqlid i ’aqida

Før jeg går videre til disse to punkter, vil jeg som en tilføjelse henlede opmærksomheden på noget, jeg ikke nævnte i den forrige halaqa: Taqlid er kun tilladt inden for sandsynlige shari’ah-love. Den muslim, som ikke har forudsætningerne for ijtihad, må nødvendigvis følge en mujtahid, fordi han ikke selv kan udføre ijtihad. Men hvad følger han ham i? I de sekundære, ijtihad-baserede shari’ah-love, som han ikke selv har evnen til at udlede.

Iman er kun gyldig på grundlag af bevis

Hvad angår ’aqida og iman, er taqlid fuldstændig udelukket. Iman kan under ingen omstændigheder bygge på taqlid. Iman er den faste overbevisning, som stemmer overens med virkeligheden og bygger på et bevis. Hvis et menneske ikke har et bevis for det, det har iman på, er denne iman slet ikke iman. Allah, priset og ophøjet er Han, har derfor pålagt menneskene at fremlægge bevis i spørgsmål om iman og ’aqida. Han, den Ophøjede, siger:

﴿ قُلْ هَاتُوا۟ بُرْهَـٰنَكُمْ إِن كُنتُمْ صَـٰدِقِينَ ﴾
»Fremlæg jeres bevis, hvis I taler sandt.« [2:111; 27:64].

Og Han siger:

﴿ قُلْ هَلْ عِندَكُم مِّنْ عِلْمٍ فَتُخْرِجُوهُ لَنَآ ﴾
»Sig: Har I nogen viden, som I kan fremlægge for os?« [6:148].

Og Han, den Ophøjede, siger:

﴿ فَأْتُونَا بِسُلْطَـٰنٍ مُّبِينٍ ﴾
»Fremlæg da et klart bevis for os.« [14:10].

Allah, priset og ophøjet er Han, fordømte dem, der arver deres religion fra deres fædre og afviser enhver ny religion eller iman, uanset hvor stærkt dens bevis er, blot fordi den strider mod det, de fandt deres fædre følge:

﴿ وَإِذَا قِيلَ لَهُمُ ٱتَّبِعُوا۟ مَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ قَالُوا۟ بَلْ نَتَّبِعُ مَآ أَلْفَيْنَا عَلَيْهِ ءَابَآءَنَآ ۗ أَوَلَوْ كَانَ ءَابَآؤُهُمْ لَا يَعْقِلُونَ شَيْـًٔا وَلَا يَهْتَدُونَ ﴾
»Når det siges til dem: ‘Følg det, Allah har åbenbaret’, siger de: ‘Nej, vi følger det, som vi fandt vores forfædre følge.’ Også selv om deres forfædre intet forstod og ikke var retledte?« [2:170].

Den, der følger sine fædre, ledere, lærde eller enhver anden person, som han har tillid til, i spørgsmål om iman og ’aqida, har gjort uret mod sig selv. Han følger ikke Allahs, priset og ophøjet er Han, shari’ah, religion eller Sendebud. Han har gjort taqlid til sit grundlag, og iman kan aldrig være gyldig på grundlag af taqlid. I så fald følger han ikke selve ’aqidaen, men den person, han imiterer i sin ’aqida.

Man kan ikke sige, at taqlid er tilladt i ’aqida, ligesom det er tilladt inden for de shari’ah-love, der kræver ijtihad. Det er helt udelukket, fordi iman er grundlaget for menneskets tænkning, fundamentet for dets religion, grundlaget for dets liv og udgangspunktet for dets kultur og hele livsførelse. Derfor skal iman være fast forankret med fuld sikkerhed. Det kan den kun være, når mennesket selv har udledt beviset for den. Allah, priset og ophøjet er Han, har derfor pålagt mennesket at føre bevis for den ’aqida og iman, det antager. Vi har allerede læst nogle af versene om dette.

Ethvert menneske kan udlede trosgrundlagets beviser

Man kan heller ikke sige, at det kan være vanskeligt for et almindeligt menneske selv at udlede beviset for iman. De forhold, som vi er pålagt at have iman på, og som vi skal være overbeviste om for at være muslimer, kan ethvert menneske let udlede beviset for. Ingen må derfor imitere en anden i troen på Allah og sige: »Jeg tror på Allah, fordi jeg har tillid til den og den, som har fortalt mig, at Allah, den Almægtige, findes.« Det er ikke iman. Mennesket skal selv gennem sin fornuft og tænkning have et bevis for, at Allah er sandheden. Det er muligt for ethvert menneske.

Ligeledes er det ikke tilladt at sige: »Jeg har iman på Allahs Bog og på Muhammad som Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fordi jeg har tillid til den person, der fortalte mig det.« Det er ikke iman. Man skal selv udlede beviset for, at Koranen er Allahs tale, og dermed at Muhammad er Allahs Sendebud. Gennem de definitive tekster i Allahs Bog og Hans Sendebuds sunnah skal man selv udlede beviset for troen på Allah, englene og Den Sidste Dag. Denne iman er derfor kun gyldig på grundlag af bevis.

Der findes ingen iman gennem taqlid. Den, der imiterer i sin iman, har ikke fulgt imanens vej. Det var det, jeg ønskede at gøre opmærksom på.

Hvordan vælger en muqallid sin mujtahid?

Vi vender nu tilbage til vores emne: Hvem følger den muslim, der ikke har forudsætningerne for ijtihad? Han må nødvendigvis praktisere taqlid, fordi han ikke selv kan udføre ijtihad. Men hvem følger han? Der er denne mujtahid og den anden mujtahid, og der har været mange mujtahider, selv om vi i dag kun husker navnene på nogle få berømte: al-Shafi‘i, Malik, Ahmad ibn Hanbal, Abu Hanifa, Zayd, Ja‘far og al-Awza‘i. Nogle af disse mujtahiders madhahib er blevet overleveret til os næsten i deres helhed, mens der fra andre kun er overleveret enkelte spørgsmål. Under alle omstændigheder står muslimen over for flere madhahib, altså flere mujtahider. Hvad skal han gøre? Hvem skal han vælge?

Mujtahidernes ijtihad er shari’ah-love

I virkeligheden har den muslimske muqallid taget en shari’ah-lov, som en mujtahid har udledt, uanset om han følger denne mujtahid eller den anden, og dermed er hans forpligtelse opfyldt. Imam al-Shafi‘is ijtihad er en shari’ah-lov, og Abu Hanifas ijtihad er en shari’ah-lov. Det samme gælder Maliks, Ahmads, al-Awza‘is, al-Thawris, Zayds og Ja‘fars ijtihad. De var alle mujtahid-imamer, som udførte ijtihad. Det, de udledte, er shari’ah-love, uanset om de ramte rigtigt eller tog fejl i deres ijtihad. Vi har allerede sagt, i en meningsbaseret gengivelse, at en mujtahid får to belønninger, når han udfører ijtihad og rammer rigtigt, og én belønning, når han udfører ijtihad og tager fejl. [al-Bukhari, 7352; Muslim, 1716].

De udbredte retsskoler i de muslimske lande

De fleste muslimer finder helt naturligt mennesker omkring sig, som følger et bestemt madhhab, og de finder derfor kun nogen, der underviser dem efter dette madhhab. Se på de muslimske lande i dag. I mange lande er ét madhhab blevet udbredt. I Marokko følger de fleste Imam Maliks madhhab. I Indonesien er de fleste shafi‘itter. I Tyrkiet er de fleste hanafitter. På Den Arabiske Halvø følger de fleste Imam Ahmad ibn Hanbal, og sådan fortsætter det.

Læreren og muftien videreformidler fra mujtahiden

Når en muslim bliver juridisk ansvarlig, finder han nogen, der underviser ham efter det udbredte madhhab. Han lærer af vedkommende og har dermed taget en shari’ah-lov. Selvfølgelig følger han ikke den person, der underviste ham. Hvis du studerer hos en shaykh og lærer shari’ah-love af ham, følger du ikke denne shaykh, for han er ikke mujtahiden. Han er en lærer eller mufti, som har videreformidlet en mujtahids ijtihad til dig.

Allahs dom for muqalliden

Så snart en muslim har lært shari’ah-love efter et bestemt madhhab, er hans forpligtelse opfyldt, og han har taget en shari’ah-lov gennem en gyldig ijtihad. Når han handler efter den shari’ah-lov, han har lært, bliver den Allahs dom for ham. Han bliver stillet til regnskab over for Allah efter denne lov, fordi han har taget den gennem en gyldig shari’ah-metode og har handlet efter den. Hvis han for eksempel lærer bønnen efter Imam Abu Hanifas madhhab, følger dette madhhab og beder efter det, bliver de shari’ah-love, han har taget gennem Imam Abu Hanifas madhhab, Allahs dom for ham.

Skift, før man har handlet efter lovene

Før vi går videre til spørgsmålet om at skifte mellem madhahib, vil jeg sige følgende: Hvis en muslim har lært nogle shari’ah-love, men endnu ikke har handlet efter dem, kan han skifte til en anden ijtihad, hvis han får tillid til den. Lad os for eksempel antage, at han har lært reglerne for hajj efter et bestemt madhhab, men endnu ikke har været på hajj. Så møder han en anden shaykh, som underviser i reglerne for hajj efter et andet madhhab, og han bliver overbevist om, at denne shaykh har større viden, er mere troværdig og har større integritet. Han får tillid til at tage reglerne for hajj og andre shari’ah-love fra denne faqih, lærer eller underviser. I dette tilfælde har han endnu ikke handlet efter de shari’ah-love, han lærte i det første madhhab. Han må derfor skifte og tage lovene fra et andet madhhab, og der er intet forkert i det.

Skift, efter man har handlet efter lovene

Når han har handlet efter shari’ah-love og fulgt et bestemt madhhab i dem, er de blevet Allahs dom for ham. Må han derefter skifte til et andet madhhab?

Shari’ah-kriterier for valg af madhhab

Man kan også spørge: Hvad hvis en person, før han begynder at studere, står over for to madhahib? Én shaykh underviser efter det ene madhhab, og en anden shaykh underviser efter det andet. Han kan vælge mellem de to shaykhs og dermed mellem de to madhahib. Den ene underviser efter det shafi‘itiske madhhab, og den anden efter det hanafitiske. Personen ønsker nu at lære shari’ah-love og skal følge et af disse to madhahib eller måske et tredje. Hvordan vælger han? Kan han vælge frit, som når man vælger mellem en lempelse og en bindende grundregel eller mellem to tilladte handlinger?

Nej. Muqallidens situation ligner her mujtahidens, når han står over for to beviser. Mujtahiden vejer beviserne mod hinanden, indtil han når frem til det stærkeste. Han tager ikke blot et af dem, men forsøger først at forene dem. Hvis det ikke er muligt, skal han vælge det stærkeste ud fra sine evner og sine redskaber til ijtihad.

Muqalliden har ligeledes nogle kriterier. Hans kriterier bygger ikke på bevisets styrke, for han har ikke evnen til ijtihad. Han kan derimod vælge mellem dem, der underviser i disse madhahib. Hvis han finder en person, som folk bevidner er troværdig og har integritet, vælger han denne frem for den anden. Hvis begge har integritet og er troværdige, tager han fra den, som han vurderer har størst integritet og troværdighed. Han vælger altså mellem underviserne. Hvis han har tillid til en bestemt lærer eller shaykh, som siger: »Gå og studér hos den og den«, er det et kriterium for ham. Hvis han finder, at den ene er mere gudfrygtig end den anden, er det også et kriterium. Hvis han ved, at en bestemt shaykh hører til herskerens lærde, forlader han ham og går til en anden. Integritet er grundlaget for at modtage viden og for at vælge blandt mujtahiderne. Det er også grundlaget for at vælge dem, der videreformidler fra mujtahiderne. Den, der videreformidler fra en mujtahid, bevidner, at en bestemt mujtahid sagde det og det. Han afgiver dermed et vidnesbyrd, og en grundlæggende betingelse for et vidne er integritet.

Kendskab til retsprincipperne som et gyldigt kriterium

Når han står over for flere madhahib, skal han derfor anvende kriterier, som Shari’ahen anerkender. Et sådant kriterium kan være, at han tidligere har studeret det shafi‘itiske, hanafitiske, malikitiske og hanbalitiske madhhab og efter evne har undersøgt deres retsprincipper. Han kan da nå frem til, at ét madhhab—for eksempel det shafi‘itiske—har stærkere, fastere og mere velfunderede principper. Det bliver et gyldigt kriterium for at vælge en person, der underviser i shari’ah-love efter det shafi‘itiske madhhab, eller efter et andet madhhab, hvis principper han vurderer som stærkere. Sådan har han valgt et madhhab at følge.

Man behøver ikke følge ét madhhab i alle spørgsmål

Det er ikke et krav, at en person følger ét bestemt madhhab i alle spørgsmål. Han kan sige: »Jeg har tillid til det shafi‘itiske madhhab og vil følge det i alle spørgsmål.« Men han kan også sige: »Jeg kender en troværdig shaykh, som underviser i reglerne for ‘ibadat efter det shafi‘itiske madhhab, så jeg vil lære af ham.« Samtidig kan han finde, at en anden person er stærkere og mere kompetent i spørgsmål om mu‘amalat, selv om denne underviser efter et andet madhhab. Så tager han disse love fra ham. Sahaba søgte nogle gange fatwa hos én mujtahid blandt sahaba og andre gange hos en anden. Hverken sahaba eller tabi‘un var bundet til én bestemt fremtrædende sahabi, som de spurgte om alt. Folk spurgte én af Allahs Sendebuds sahaba om ét spørgsmål og en anden sahabi om et andet. Her tog de fra den ene, og dér fra den anden. Ingen har sagt—og intet bevis viser—at en muslim skal følge ét bestemt madhhab i alle sine handlinger.

Tilfælde, hvor man kan skifte mellem madhahib

Men når han har handlet efter et bestemt madhhab, bliver det Allahs dom for ham, og han skal holde fast ved det. Han må ikke skifte til et andet madhhab uden et gyldigt kriterium. Vi vil nu nævne nogle af disse kriterier.

Fra menig taqlid til at være muttabi’

Lad os antage, at en person har lært shari’ah-love af en lærer, som underviste ham efter et bestemt madhhab uden at give ham beviserne. Dermed blev han en menig muqallid (‘ammi). Vi har tidligere forklaret, at taqlid har to grader: den menige muqallid og muttabi‘en, hvor muttabi‘en har den højeste grad. Hvis han studerer spørgsmål hos en shaykh, som underviser efter et bestemt madhhab uden at give ham beviserne for disse spørgsmål, er han en menig muqallid. Hvis han derefter finder en person, der lærer ham spørgsmålene sammen med deres beviser efter et andet madhhab, bliver han muttabi‘ i stedet for menig muqallid. Det giver ham lov til at skifte fra det ene madhhab til det andet, forudsat at han har tillid til at tage fra denne lærer. Jeg har allerede nævnt grundene til denne tillid: tillid til personens integritet, viden og så videre. Hvis han har tillid til at tage disse shari’ah-love med deres beviser fra en anden lærer og et andet madhhab, er det bedre end det, han tog uden bevis. Det giver ham lov til at skifte madhhab. Dette er én af de gyldige grunde til et skift.

Kaliffens adoption ophæver uenigheden

Der findes naturligvis også tilfælde, hvor muqalliden skal skifte fra ét madhhab til et andet. Vi har tidligere sagt det samme om mujtahiden. Hvis det gælder mujtahiden, gælder det så meget desto mere muqalliden. Vi har allerede nævnt, at mujtahiden i visse tilfælde skal ophøre med at handle efter sin egen ijtihad og i stedet handle efter en andens. Det gælder, når kaliffen—eller rettere den islamiske stat—adopterer en ijtihad, der strider mod hans. Hvis kaliffen, det vil sige den islamiske stat, adopterer en ijtihad, der strider mod al-Shafi‘is ijtihad, skal al-Shafi‘i ophøre med at handle efter sin egen ijtihad og i stedet handle efter den ijtihad, kaliffen—staten—har adopteret. Så meget desto mere skal muqalliden ophøre med at følge al-Shafi‘is madhhab og i stedet følge og overholde det, kaliffen—den islamiske stat—har adopteret. Imamens mening ophæver nemlig uenigheden og er bindende både udadtil og indadtil. Dette er altså et tilfælde, hvor skiftet er obligatorisk.

Større kendskab til retsskolernes retsprincipper

Vi går videre til et andet tilfælde, der giver muqalliden lov til at skifte fra ét madhhab til et andet. Lad os antage, at muqalliden, da han begyndte sin taqlid og studerede efter et bestemt madhhab, havde et bestemt niveau af viden, shari’ah-kultur og kendskab til retsprincipperne. Senere begyndte han at læse bøger om fiqh og usul al-fiqh og lærte al-Shafi‘is, Abu Hanifas, Maliks og andres retsprincipper at kende. Efter at have læst og opnået en vis anerkendt viden om ijtihad og udledning får han en intellektuel hældning. På grundlag af sine studier når han for eksempel frem til, at Imam al-Shafi‘i står stærkest med hensyn til retsprincipper, fiqh og ijtihad. I dette tilfælde må han—og bør han helst—skifte fra sit tidligere madhhab til at følge Imam al-Shafi‘i, fordi han intellektuelt hælder til dette.

Forudgående tillid til et andet madhhabs retsprincipper

Lad os på samme måde antage, at en person på forhånd mener, at al-Shafi‘is retsprincipper er stærkere. Retsprincipperne er shari’ah-lovenes grundlag og kilde og den vej, ad hvilken lovene udledes fra beviserne. Han havde altså fra begyndelsen tillid til et bestemt madhhabs retsprincipper, men da han begyndte at studere, fandt han ingen, der kunne undervise ham efter dette madhhab. Måske studerede han hos mennesker, der ikke selv underviste efter det madhhab, hvis retsprincipper og udledningsregler han havde tillid til. Hvis der senere kommer en lærer, som kan undervise ham i shari’ah-love efter netop det madhhab, hvis retsprincipper og udledningsregler han oprindeligt havde tillid til, er det en gyldig grund til at skifte fra ét madhhab til et andet.

At samle muslimerne om ét standpunkt

Dette er altså tilfælde, hvor en muslim ud fra gyldige shari’ah-kriterier må skifte fra ét madhhab til et andet. Hertil hører det, vi nævnte om selve mujtahiden: Hvis formålet er at samle muslimerne om ét standpunkt, må muslimen opgive sin taqlid, ligesom mujtahiden må opgive sin ijtihad til fordel for en anden. Muqalliden må således forlade sit madhhab og følge et andet. Lad os for eksempel antage, at Imamen—statsoverhovedet—ikke har rang af mujtahid og følger et bestemt madhhab. Hvis det at samle muslimerne kræver, at han skifter til et andet madhhab, må han gøre det. Det skete ved bay‘ahen til ‘Uthman, må Allah være tilfreds med ham, som vi tidligere har omtalt i en halaqa. Det er også en gyldig grund til, at en muqallid skifter fra ét madhhab til et andet.

Den generelle regel for skift

Det, jeg netop har sagt, kære brødre, samler nogle af de gyldige grunde og shari’ah-kriterier, som tillader en muqallid at skifte fra ét madhhab til et andet. Der kan generelt være andre gyldige grunde, så længe det kriterium, der får ham til at skifte, udspringer af at følge Allahs Bog og Allahs Sendebuds sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred. Allah, priset og ophøjet er Han, siger:

﴿ فَإِن تَنَـٰزَعْتُمْ فِى شَىْءٍ فَرُدُّوهُ إِلَى ٱللَّهِ وَٱلرَّسُولِ ﴾
»Hvis I strides om noget, så henvis det til Allah og Sendebuddet.« [4:59].

At skifte efter begær og søge det letteste

Det forkastelige tilfælde ved ethvert skift fra ét madhhab til et andet er, at personen skifter ud fra sit begær og sin lyst. Han finder et madhhab lettere end det, han hidtil har fulgt, og skifter derfor til det andet madhhab for at følge det, der er lettest, mest tiltalende og mest bekvemt. Dermed følger han sit begær, mens Allah, priset og ophøjet er Han, har forbudt at følge begæret.

Pligten til at tage ét helt spørgsmål fra én mujtahid

Et sidste spørgsmål, jeg vil gøre opmærksom på, er følgende: Hvis du lærer shari’ah-lovene for en af de obligatoriske handlinger, for eksempel bønnen, er bønnen én shari’ah-lov, som omfatter en lang række shari’ah-love. Hertil hører lovene om renhed, wudu’, ghusl, det der bryder wudu’ og renhed, betingelserne for bønnens gyldighed, bønnens søjler, anbefalede handlinger og ugyldiggørende handlinger. Vi står altså over for ét spørgsmål, som rummer mange underordnede spørgsmål, det vil sige mange shari’ah-love.

Bønnens gyldighed afhænger af en række shari’ah-love. Hos den ene mujtahid udgør de et samlet sæt, hvor nogle er definitive og andre bygger på ijtihad. Hos den anden mujtahid udgør de ligeledes et samlet sæt. Her er der definitive love, hvor han ikke adskiller sig fra den første mujtahid, og sandsynlige love, hvor de er uenige. Hvis du følger en af mujtahiderne, skal du tage hele spørgsmålet fra ham, for du har ikke selv udført ijtihad. Din bøn er ikke gyldig, din forpligtelse er ikke opfyldt, og du har ikke udført din pligt på grundlag af din egen ijtihad, men på grundlag af den mujtahids ijtihad, som du følger. Du har lagt dit ansvar som en halskæde om hans hals. Bønnen skal derfor være gyldig hos denne mujtahid eller hos den anden mujtahid, du følger. Det er derfor ikke gyldigt at blande forskellige shari’ah-love, som vedrører dette ene spørgsmål.

Du udfører wudu’ efter Imam al-Shafi‘is madhhab og beder derefter efter Imam Abu Hanifas madhhab. Eller du siger blot: »Jeg har udført wudu’.« Hvis du har rørt en kvinde, siger du: »Jeg følger Abu Hanifas mening, for hos ham bryder berøring af en kvinde ikke wudu’.« Men hvis du derefter beder efter det shafi‘itiske madhhab, er din bøn ikke gyldig ifølge Imam al-Shafi‘is madhhab, fordi din wudu’ ikke var gyldig: Du havde rørt en kvinde. I dette tilfælde har du hverken bedt gyldigt efter det shafi‘itiske madhhab, efter Abu Hanifas madhhab eller efter din egen ijtihad. Ifølge hvem er din bøn da gyldig? Ifølge ingen.

Det er korrekt, at du må følge flere mujtahider og tage hvert spørgsmål fra en forskellig mujtahid. Men når vi står over for ét spørgsmål, skal du tage hele spørgsmålet med alle de shari’ah-love, det omfatter, fra én mujtahid. Du tager således bønnen og alt, hvad der vedrører den, fra for eksempel det shafi‘itiske madhhab. Du tager alle fastens love fra al-Shafi‘i eller en anden mujtahid. På samme måde lærer du alle hajjens love fra ét af mujtahidernes madhahib. Når du ikke selv er mujtahid, har du dermed faktisk fulgt en mujtahid og taget en shari’ah-lov, som er Allahs dom for dig ifølge denne mujtahids ijtihad.

Afslutning på halaqaens emne

Det var dagens emne. Jeg beder Allah, priset og ophøjet er Han, om, at Han har givet mig evnen til at forklare denne tanke. Hvis jeg har ramt rigtigt, er det ved Allahs nåde og hjælp. Hvis jeg har taget fejl eller været mangelfuld, kommer det fra mig selv. Jeg beder Allah, priset og ophøjet er Han, om at tilgive os og tage imod vores anger.

Spørgsmål og drøftelse

Kære brødre, vi har ét spørgsmål fra broder al-‘Abid. Han siger: Mange muslimer står over for et stort problem. De elsker bestemte shaykhs og mener, at alt, hvad de siger, er korrekt, så de følger dem, fordi de mener, at de ikke bør diskutere med en person, der har større viden end dem. Er det tilstrækkeligt til at opfylde deres forpligtelse? Jeg vil illustrere det gennem spørgsmålet om deltagelse i valg, styre og lydighed mod herskeren.

Blind taqlid og tillid til shaykhs

Kære brødre, jeg har i tidligere halaqaat talt om dette spørgsmål: Det, der kaldes blind taqlid, er under ingen omstændigheder tilladt. Så meget desto mere er det ikke tilladt blindt at søge fatwa. Selv en mujtahid følges kun i sandsynlige spørgsmål, der kræver ijtihad. Som jeg sagde, vælges mujtahiden på grundlag af tillid til hans gudsfrygt og integritet. Så meget desto mere skal vi undersøge integriteten, troværdigheden og gudsfrygten hos en mufti, shaykh eller lærer, som ikke selv er mujtahid, men videreformidler fra en mujtahid. Selv når vi har tillid til ham og er overbeviste om, at han hører til de gudfrygtige, må han ikke blive en autoritet, der betragtes som ufejlbarlig, så alt, hvad han siger, med sikkerhed anses for sandt. Ellers følger vi mennesker, mens vi er blevet påbudt at følge Allahs, priset og ophøjet er Han, shari’ah. Han, den Ophøjede, siger:

﴿ قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ ٱللَّهَ فَٱتَّبِعُونِى ﴾
»Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig.« [3:31].

Det vil sige, at vi følger Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred:

﴿ قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ ٱللَّهَ فَٱتَّبِعُونِى يُحْبِبْكُمُ ٱللَّهُ وَيَغْفِرْ لَكُمْ ذُنُوبَكُمْ ﴾
»Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig; Allah vil elske jer og tilgive jeres synder.« [3:31].

Vi følger Shari’ahen:

﴿ ثُمَّ جَعَلْنَـٰكَ عَلَىٰ شَرِيعَةٍ مِّنَ ٱلْأَمْرِ فَٱتَّبِعْهَا وَلَا تَتَّبِعْ أَهْوَآءَ ٱلَّذِينَ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Dernæst satte Vi dig på en shari’ah angående sagen. Følg den derfor, og følg ikke begærene hos dem, der ikke ved.« [45:18].

Hvornår svækkes tilliden til en shaykh?

Hvis du en dag—eller måske i årevis—har haft tillid til en shaykh, og han så overrasker os med en fatwa, som et klart shari’ah-bevis modsiger, må vi da fortsætte med at følge ham? Og hvad hvis det en dag, efter at vi har haft tillid til en shaykh, bliver klart for os, at han nu udsteder fatwaer for at tilfredsstille sultanen, herskeren, kongen, prinsen eller præsidenten? Skal vi fastholde vores tillid til ham med den begrundelse, at tillid ikke kan svækkes? Jo, tillid kan svækkes. Tilliden til Allahs Bog og Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, svækkes ikke. Men tilliden til enhver shaykh, lærer eller underviser kan svækkes. Tilliden til ethvert menneske ud over Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, kan svækkes.

Kend sandheden, så kender du dens folk

Vores motto skal være: Sandheden kendes ikke gennem mennesker; mennesker kendes gennem sandheden. Det er overleveret fra Imam ‘Ali, må Allah være tilfreds med ham: »Sandheden kendes ikke gennem mennesker. Kend sandheden, så kender du dens folk.« Vi er ikke i stand til at udføre ijtihad i sandsynlige spørgsmål, der kræver ijtihad, og derfor tager vi dem fra dem, vi har tillid til.

En fatwa, der strider mod definitive love

Men når det en dag bliver fastslået for os, at en shaykh har overtrådt en definitiv lov, bortfalder vores tillid til ham da? Vi har lært af ham i årevis, men en dag udsteder han en fatwa, der tillader rentebærende lån fra rentebaserede banker. Dette er ikke et spørgsmål, der giver plads til ijtihad. Det er et definitivt spørgsmål, som ingen tidligere mujtahid har været uenig i. Ingen kan sige: »Jeg overlader mit ansvar til ham; jeg har lagt min tillid hos ham.« Hvorfor vil du fortsat have tillid til ham, efter at han har overtrådt det, de tidligere lærde var enige om, og det, der er fastslået i Allahs Bog og Allahs Sendebuds sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred? Dette er ikke en anledning til at fortsætte med at have tillid til ham. Det er en anledning til at afbryde tilliden til ham og gå fra at søge fatwa hos ham til at søge fatwa hos en anden, som er troværdig.

Lydighed mod herskere, der hersker med andet end det, Allah har åbenbaret

I dag har vi en stor gruppe shaykhs, som opfordrer mennesker til at underkaste sig de tawaghit, der hersker med andet end det, Allah har åbenbaret, under påskud af, at Allah, priset og ophøjet er Han, har påbudt lydighed mod dem, der har myndighed. Skal disse shaykhs adlydes og nyde tillid i dette spørgsmål? Selvfølgelig ikke. Ikke ét eneste bevis viser, at det er tilladt at underkaste sig en hersker, der hersker med andet end det, Allah har åbenbaret—en hersker, som Allah, priset og ophøjet er Han, i Sin Bog har kaldt taghut. Hvad er taghut? Enhver lovgivning ud over Allahs lovgivning er taghut, og enhver hersker, der hersker med andet end det, Allah har åbenbaret, hersker med en anden lovgivning end Allahs og er derfor taghut. Allah, priset og ophøjet er Han, siger:

﴿ أَلَمْ تَرَ إِلَى ٱلَّذِينَ يَزْعُمُونَ أَنَّهُمْ ءَامَنُوا۟ بِمَآ أُنزِلَ إِلَيْكَ وَمَآ أُنزِلَ مِن قَبْلِكَ يُرِيدُونَ أَن يَتَحَاكَمُوٓا۟ إِلَى ٱلطَّـٰغُوتِ وَقَدْ أُمِرُوٓا۟ أَن يَكْفُرُوا۟ بِهِۦ وَيُرِيدُ ٱلشَّيْطَـٰنُ أَن يُضِلَّهُمْ ضَلَـٰلًۢا بَعِيدًا ﴾
»Har du ikke set dem, der hævder at have iman på det, som blev åbenbaret til dig, og det, som blev åbenbaret før dig? De ønsker at søge dom hos taghut, selv om de er blevet påbudt at forkaste den. Shaytan ønsker at føre dem langt på afveje.« [4:60].

Dette er et tydeligt vers, som viser, at det at søge dom hos taghut og underkaste sig taghuts styre er en vidtrækkende vildfarelse, som Shaytan forårsager. Når en shaykh kommer til dig og siger, at du skal underkaste dig en hersker, der hersker med andet end det, Allah har åbenbaret—altså underkaste dig taghut—og kalder ham en af dem, der har myndighed, skal han ikke adlydes. De, der har myndighed, er dem, som hersker over muslimerne med det, Allah har åbenbaret, for det er disse, Allah, priset og ophøjet er Han, har påbudt os at adlyde. Han, den Ophøjede, siger—lyt godt efter:

﴿ إِنَّ ٱللَّهَ يَأْمُرُكُمْ أَن تُؤَدُّوا۟ ٱلْأَمَـٰنَـٰتِ إِلَىٰٓ أَهْلِهَا وَإِذَا حَكَمْتُم بَيْنَ ٱلنَّاسِ أَن تَحْكُمُوا۟ بِٱلْعَدْلِ ﴾
»Allah påbyder jer at aflevere betroede ting til deres rette ejere og, når I dømmer mellem mennesker, at dømme retfærdigt.« [4:58],

og retfærdighed er Allahs, priset og ophøjet er Han, shari’ah.

﴿ إِنَّ ٱللَّهَ نِعِمَّا يَعِظُكُم بِهِۦٓ ۗ إِنَّ ٱللَّهَ كَانَ سَمِيعًۢا بَصِيرًا ﴾
»Hvor fortræffeligt er det, Allah formaner jer med. Allah er visselig Althørende, Altseende.« [4:58]

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ أَطِيعُوا۟ ٱللَّهَ وَأَطِيعُوا۟ ٱلرَّسُولَ وَأُو۟لِى ٱلْأَمْرِ مِنكُمْ ﴾
»I, som har iman! Adlyd Allah, adlyd Sendebuddet og dem blandt jer, der har myndighed.« [4:59].

Her har Allah, priset og ophøjet er Han, påbudt lydighed mod dem, der har myndighed, som en del af lydigheden mod Allah og Hans Sendebud. I lydighed mod Allah og Hans Sendebud adlyder du derfor den myndighedsperson, der hersker over dig med Allahs Bog og Allahs Sendebuds sunnah. Hvordan kan lydighed mod den, der hersker med andet end det, Allah har åbenbaret, forenes med lydighed mod Allah og Hans Sendebud? Han, den Ophøjede, siger:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ أَطِيعُوا۟ ٱللَّهَ وَأَطِيعُوا۟ ٱلرَّسُولَ وَأُو۟لِى ٱلْأَمْرِ مِنكُمْ ﴾
»I, som har iman! Adlyd Allah, adlyd Sendebuddet og dem blandt jer, der har myndighed.« [4:59]

—det vil sige dem blandt jer, der har myndighed, og som hersker med det, Allah, den Ophøjede, og Hans Sendebud har dømt.

﴿ أَطِيعُوا۟ ٱللَّهَ وَأَطِيعُوا۟ ٱلرَّسُولَ وَأُو۟لِى ٱلْأَمْرِ مِنكُمْ ۖ فَإِن تَنَـٰزَعْتُمْ فِى شَىْءٍ فَرُدُّوهُ إِلَى ٱللَّهِ وَٱلرَّسُولِ ﴾
»Adlyd Allah, adlyd Sendebuddet og dem blandt jer, der har myndighed. Hvis I strides om noget, så henvis det til Allah og Sendebuddet.« [4:59]

—ikke til taghut, ikke til den menneskeskabte forfatning og ikke til den menneskeskabte lov.

﴿ فَرُدُّوهُ إِلَى ٱللَّهِ وَٱلرَّسُولِ إِن كُنتُمْ تُؤْمِنُونَ بِٱللَّهِ وَٱلْيَوْمِ ٱلْـَٔاخِرِ ﴾
»Henvis det til Allah og Sendebuddet, hvis I har iman på Allah og Den Sidste Dag.« [4:59]

﴿ ذَٰلِكَ خَيْرٌ وَأَحْسَنُ تَأْوِيلًا ﴾
»Det er bedre og har den bedste udgang.« [4:59].

Hadithen fra ‘Ubadah ibn al-Samit om åbenlys kufr

Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, påbød lydighed mod herskeren, gjorde han det betinget af, at herskeren styrede med det, Allah har åbenbaret. Lyt til denne hadith fra ‘Ubadah ibn al-Samit, må Allah være tilfreds med ham: «بايعنا رسول الله صلى الله عليه وسلم على السمع والطاعة في يسرنا وعسرنا، ومنشطنا ومكرهنا، وعلى أثرة منا، وأن لا ننازع الأمر أهله إلا أن تروا كفراً بواحاً عندكم من الله فيه برهان» — »Vi gav Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, bay‘ah på at høre og adlyde i lethed og vanskelighed, i det vi brød os om og ikke brød os om, og når andre blev foretrukket frem for os; og på ikke at bestride myndigheden med dem, der er betroet den, medmindre I ser åbenlys kufr, som I har et bevis for fra Allah.« [al-Bukhari, 7055–7056; Muslim, 1709]. Hvad betyder det, at I ser åbenlys kufr? Det betyder, at herskeren åbent indfører en anden lovgivning end Allahs lovgivning. Enhver anden lovgivning end Allahs er kufr-lovgivning; den er taghut. Når herskeren styrer med andet end det, Allah har åbenbaret, har han gjort den åbenlyse kufr synlig i landet. Det gælder, når han indfører kapitalistisk eller socialistisk lovgivning, FN-lovgivning, menneskeskabte forfatninger og love, eller når han indkalder en grundlovsgivende eller lovgivende forsamling til at lovgive og derefter adopterer denne lovgivning. Dermed har han indført kufr-lovgivning. Det er fremkomsten af åbenlys kufr. I det tilfælde er lydighed ikke obligatorisk; den er tværtimod ikke tilladt. Mere end det: Muslimerne skal bestride denne herskers myndighed og afsætte ham, så de kan genindføre styret med det, Allah har åbenbaret.

Betydningen af at opretholde bønnen i haditherne om lydighed mod herskeren

Sådan skal hans ord, må Allah velsigne ham og give ham fred, forstås. I én beretning hedder det: «لا، ما صلّوا» — »Nej, så længe de beder.« [Muslim, 1854]. I en anden beretning hedder det: «لا، ما أقاموا فيكم الصلاة» — »Nej, så længe de opretholder bønnen iblandt jer.« [Muslim, 1855]. Nej, så længe de opretholder bønnen iblandt jer. Menes der kun bønnen? Lad os antage, at de opretholder bønnen, men sætter zakah eller hajj ud af kraft. Har de da gjort lydighed mod sig obligatorisk? Bestemt ikke. Når Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, nævner bønnen her, nævner han en del som udtryk for helheden. Har I ikke set, at Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, sagde: «لأقاتلن من فرّق بين الصلاة والزكاة» — »Jeg vil kæmpe mod dem, der adskiller bønnen fra zakah.« [Muslim, 20; al-Bukhari, 1399–1400]. Nogle sahaba sagde til ham: »Disse mennesker beder fortsat.« Men de havde tilbageholdt zakah. Han sagde: »Jeg vil kæmpe mod dem selv for et kameltøjr, som de plejede at yde til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.«

Bønnen som udtryk for at opretholde deen

Her er opretholdelsen af bønnen et udtryk for at opretholde deen. Det fremgår af, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, kaldte den wali, som sendes for at dømme mellem mennesker med det, Allah har åbenbaret, og herske over dem på Imamens vegne, for wali over bønnen. Er denne Imams eneste opgave at lede mennesker i bønnen? Nej. Han blev kaldt wali over bønnen, fordi han opretholder Islam blandt dem. Hvis der blev sendt andre, kunne én være wali over kharaj og zakah og en anden wali over retsvæsenet og så videre. Men den hersker, der fik overdraget hele den udøvende myndighed, blev kaldt wali over bønnen, det vil sige wali over styret med Islam. Derfor kaldte Allah, priset og ophøjet er Han, bønnen for iman i Koranen:

﴿ وَمَا كَانَ ٱللَّهُ لِيُضِيعَ إِيمَـٰنَكُمْ ﴾
»Allah ville aldrig lade jeres iman gå til spilde.« [2:143].

Bønnen bruges altså i denne hadith i udsagnet: »Nej, så længe de opretholder bønnen iblandt jer.«

Det betyder ikke, at herskeren kan sprede alle former for munkar, mens vi undlader at rejse os imod ham, blot fordi han opretholder bønnen. Det har intet med Allahs deen at gøre. Antag, at en hersker tillader zina og riba, spreder forbudte handlinger og lovgiver med andet end det, Allah har åbenbaret, men samtidig opretholder bønnen. Er han da en person, som det er obligatorisk at adlyde? Hvis han opretholder bønnen, men sætter zakah eller hajj ud af kraft, tillader riba eller tillader zina, er han da den person i myndighed, som det er obligatorisk at adlyde?

Lydighed, så længe der herskes med Islam

Hvad er »så længe de opretholder bønnen« og »så længe de beder« et udtryk for her? Det er et udtryk for styret med Islam, altså: så længe de styrer med Islam. Da er lydighed mod dem obligatorisk, selv om de handler uretfærdigt, pisker din ryg eller behandler dig dårligt og så videre. Så længe herskeren styrer med det, Allah har åbenbaret, er lydighed mod ham obligatorisk i det rette. Han adlydes i det, der er lydighed mod Allah, priset og ophøjet er Han, og adlydes ikke, hvis han befaler en synd. Men så længe han styrer med det, Allah har åbenbaret, må man ikke rejse sig imod ham. Han forbliver personen i myndighed, selv om han behandler mennesker dårligt, handler uretfærdigt og forsømmer sine pligter og så videre. Når han handler uretfærdigt, forsømmer sine pligter, behandler mennesker dårligt eller begår fejl, skal han fordømmes med ord, og hans sag skal bringes for Uretfærdighedsdomstolen i lydighed mod Allahs, priset og ophøjet er Han, befaling:

﴿ فَإِن تَنَـٰزَعْتُمْ فِى شَىْءٍ فَرُدُّوهُ إِلَى ٱللَّهِ وَٱلرَّسُولِ إِن كُنتُمْ تُؤْمِنُونَ بِٱللَّهِ وَٱلْيَوْمِ ٱلْـَٔاخِرِ ﴾
»Hvis I strides om noget, så henvis det til Allah og Sendebuddet, hvis I har iman på Allah og Den Sidste Dag.« [4:59].

Så længe herskeren erklærer, at han styrer med det, Allah har åbenbaret, og efter Allahs shari’ah, forbliver han myndighedshaveren, selv om han svigter, behandler mennesker dårligt, handler uretfærdigt eller undertiden pisker dem uretfærdigt. Da stilles han til regnskab og fordømmes med ord; man rejser sig ikke imod ham med sværdet.

Fremkomsten af åbenlys kufr

Men styrer han med andet end det, Allah har åbenbaret, har han vist åbenlys kufr. Da kan han ikke være muslimernes hersker. Desuden skal der arbejdes for at afsætte ham og genindføre styret med det, Allah har åbenbaret.

Fatwaer om ubetinget lydighed

De shaykhs, der i dag siger, at det er obligatorisk at adlyde herskeren uanset hvad, skal hverken adlydes eller følges. Nogle gik så langt som til at sige, at Bremer var muslimernes person i myndighed, og at den person, Bremer udpegede, var muslimernes person i myndighed og skulle adlydes. De sagde også, at de, der rejste sig mod Bashars regime i Syrien, gjorde oprør mod personen i myndighed, og at de, der rejste sig mod Gaddafi, gjorde det samme. Denne fatwa alene er nok til, at sådanne shaykhs ikke længere kan være troværdige referencer, som man vender sig til for at søge fatwa eller lære shari’ah-love. Den er nok til at ødelægge tilliden til deres viden, så man holder op med at søge fatwa hos dem og i stedet spørger og lærer hos andre.

Ingen taqlid i ’aqida eller i bedømmelsen af mennesker

Broder Abdullah spørger: Hvis en almindelig muslim lærer af sin shaykh, at en bestemt lærd er uvidende, eller at der er en fejl i hans ’aqida, fordi den efter shaykhens påstand ikke stemmer overens med salafs metode, opfylder han da sin forpligtelse over for Allah ved at følge sin shaykh? Hvis ikke, hvad skal han så gøre? Jeg har tidligere sagt, kære brødre, at taqlid ikke er tilladt i spørgsmål om ’aqida. Du kan derfor ikke bygge på en shaykhs påstand om, at en bestemt person eller gruppe følger bid‘ah, og at deres ’aqida strider mod den islamiske ’aqida, salafs ’aqida eller lignende. Ved at følge ham erklærer du alene gennem taqlid, at den ene eller den anden person har en fordærvet ’aqida. Man lærer shari’ah-love af muftier og lærere for at følge mujtahiderne, men kun i de shari’ah-love, der kræver ijtihad. Hvis du vil vide, om en bestemt person følger den sande ’aqida eller ej, vender du tilbage til den islamiske ’aqida. Du nøjes ikke med at følge den ene eller den anden.

Hvor ofte har nogle shaykhs udstedt en fatwa om, at en bestemt person følger bid‘ah? En person lytter til dem, følger dem og accepterer blot deres ord: »Den og den følger bid‘ah.« Hvis han derefter vender tilbage til denne persons bøger eller lytter til det, personen selv siger, opdager han, at hans shaykh har talt egenmægtigt om ham, fremsat en falsk anklage og gjort ham uret. Hvorfor vender du tilbage til din shaykh for at spørge om en anden persons ’aqida, iman eller madhhab, når personen selv har sine bøger, synspunkter og foredrag, hvor han direkte giver udtryk for sin holdning? Hvorfor går du til din shaykh for at spørge om ham?

Historisk eksempel: Falske anklager mod Abu Hanifa

Hvor ofte har nogle shaykhs fremsat falske anklager mod andre? Lad mig føre jer dybt tilbage i historien, kære brødre. I kender Abu Hanifa, denne store skikkelse, hvis madhhab millioner, ja hundreder af millioner, af muslimer har fulgt og stadig følger. Kender I Imam Abu Hanifa? Hvilken kampagne førte mange shaykhs, lærde og fuqaha mod ham? De værker, der blev skrevet om dette, findes stadig i dag. Abu Hanifa blev stemplet som magianer, kætter, innovatør og meget andet. Hvis folk var blevet ved med at lytte til dem, der fremsatte falske anklager mod Abu Hanifa, ville han den dag i dag være blevet betragtet som kætter, innovatør, afvigende og som en person med en fordærvet ’aqida. Det eneste, der skete, var, at nogen påtog sig at fortælle folk: »Den og den siger sådan,« selv om påstanden var falsk. Hvis de var vendt tilbage til hans egne ord og bøger, ville de have fundet, at han ikke sagde det, de havde fået fortalt.

Anklager om mu‘tazilisme og bid‘ah

En shaykh kommer måske til dig i dag og siger: »Den og den har en fordærvet ’aqida og følger mu‘tazilahs opfattelse.« Du går hen til personen, lytter til ham og opdager, at han ikke følger mu‘tazilahs opfattelse. Det bør være nok til, at du mister tilliden til den person, der fortalte dig, at hans ’aqida var mu‘tazilitisk. På samme måde kan en shaykh sige: »Enhver ash‘ari følger bid‘ah.« Du kan være uenig med ash‘arierne, som vi også var i tidligere halaqaat, men det betyder ikke, at du må tilsidesætte integriteten hos al-Nawawi, al-‘Asqalani og andre fremtrædende lærde i fiqh og kalde dem innovatører. Du har fuld ret til at sige: »Jeg er ikke overbevist af ash‘ariernes opfattelse i det og det spørgsmål, og jeg er ikke overbevist af deres kalam-metode.« Men det betyder ikke, at vi tilsidesætter integriteten hos al-Nawawi, al-‘Asqalani og andre, blot fordi en fanatisk shaykh siger, at alle ash‘arier er innovatører, og at de alle er i Ilden. En sådan person hævder, at én gruppe alene er på sandheden, mens alt andet er falsk: Det, han selv siger, er sandheden; han hører til de frelste, og enhver, der er uenig med ham i sekundære spørgsmål, er innovatør.

Plagen ved tabdi‘ og miskreditering af lærde

Dette er en stor plage, som vi lider under i dag. En gruppe shaykhs antager en bestemt opfattelse i teologiske spørgsmål og erklærer, at enhver, der er uenig med dem, har en fordærvet ’aqida og er i Ilden. På denne måde forkastes imamer, lærde, mujtahider, fuqaha og endda muslimske ledere, som vi bærer højt over vores hoveder, og sendes i Ilden, blot fordi de var uenige i sekundære spørgsmål, som lærde har drøftet i mange år. Salah al-Din al-Ayyubi forkastes, fordi han var ash‘ari, og Sultan Muhammad al-Fatih forkastes, fordi han muligvis var sufi, ash‘ari eller maturidi, og så videre. Mennesker fratages samlet deres integritet, troværdighed og iman, placeres blandt de vildfarne sekter og udelukkes fra den frelste gruppe, alene fordi de var uenige med disse shaykhs i sekundære spørgsmål, som lærde har drøftet gennem mange år.

Vend tilbage til personens egne ord

Du må ikke følge en shaykh i disse spørgsmål, og du må ikke tage sådanne spørgsmål fra shaykhs. Hvis du har tillid til en shaykh, så lær shari’ah-love af ham. Men hvis du vil kende en bestemt persons tilstand, så vend tilbage til personen selv. Spørg ham direkte, læs det, han har skrevet, og lyt til det, han har sagt. Sådan bliver du et menneske, der respekterer sin egen tænkning og fornuft.

Forkastelig taqlid og tilsidesættelse af fornuften

At tilsidesætte din fornuft, så du altid tænker med en andens fornuft, hører ikke til den prisværdige taqlid. Det er forkastelig taqlid: Du ophæver din egen fornuft og betragter alt, hvad en bestemt person eller shaykh siger, som korrekt. Allah, priset og ophøjet er Han, har gjort muslimen til et af de mennesker, der tænker på det højeste niveau. O muslim, Allah har beskrevet dig som en, der følger sandheden. Du må derfor ikke gøre dig selv til fange i en bestemt shaykhs bur og vende tilbage til ham, hver gang du vil vide noget.

Det rette område for taqlid og søgning af fatwa

Taqlid gælder mujtahiderne, ikke muftierne, og den er begrænset til de shari’ah-love, der kræver ijtihad, og hvor du ikke selv har evnen til at udføre ijtihad. Kun her gælder taqlid. I disse spørgsmål søger man fatwa for gennem muftiens svar at nå frem til den shari’ah-lov, som en af mujtahiderne har udledt. Men hvis du lader muftien styre din fornuft på alle livets områder, så du hader den, han hader, elsker den, han elsker, ophøjer den, han ophøjer, og nedgør den, han nedgør, har du sænket både din menneskelighed og din fornuft. Allah, priset og ophøjet er Han, har gjort fornuften til grundlaget for den juridiske ansvarlighed. På Opstandelsens Dag bliver du stillet til regnskab over for Allah, fordi Han gav dig en fornuft at tænke med—ikke fordi du tænkte med den ene eller den andens fornuft.

Ud af forfaldets plage

Muslimerne skal frigøre sig fra denne plage. Den passer ikke til dem, men kun til laverestående og forfaldne nationer: at man lader en shaykh vejlede sig selv i spørgsmål om ens eget fag, selv om han ikke har ekspertise i det. Dette er desværre en af de plager, der ramte ummah i forfaldstiderne.

Afslutning

Kære brødre, vi nøjes med disse spørgsmål i dag. Jeg beder Allah, priset og ophøjet er Han, om at lære os det, der gavner os, gavne os gennem det, Han har lært os, øge os i viden og handling og gøre vores handlinger oprigtige alene for Hans ædle Ansigt. Jeg sender bønner og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der støtter ham. Fred være med jer samt Allahs nåde og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del