Indledning
Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. I Allahs navn, den Mest Barmhjertige, den Nådige. Lovprisning tilkommer Allah, og fred og velsignelser være med Allahs Sendebud, hans familie, hans følgesvende og dem, der er ham tro. Kære brødre, velkommen til en ny episode af jeres program Halaqa Online.
I denne episode taler vi om et yderst vigtigt emne. Folk har været så uenige om det, at det har påvirket troslæren og iman. Hos nogle mennesker har det skabt et syn på livet, der til en vis grad fjerner sig fra Islams syn på livet. Ja, som følge af at have antaget den idé, vi skal tale om i dag, har nogle af dem, der bevidner, at der ikke findes nogen anden gud end Allah, og at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, er Allahs Sendebud, valgt en levevis, der er helt anderledes end den levevis, Islam bragte, og som naturligvis hænger sammen med Islams livsanskuelse.
Emnet er åndelighed, ruh og det åndelige aspekt. På den anden side tales der om materie, materialisme og materialistiske metoder, om hvorvidt materie og ånd harmonerer eller strider mod hinanden, og om andre lignende spørgsmål, som folk har indtaget vidt forskellige standpunkter til. Jeg siger derfor følgende, og Allah den Ophøjede skænker succes:
Filosofien om materie og ånd
I århundrederne før Islams fremkomst, ja selv før kristendommen, var der blandt visse folkeslag en fremherskende forestilling om, at tilværelsen består af to elementer: materie og ånd. De sanselige ting, mennesket ser omkring sig, udgør ifølge dem tilværelsens materielle side, mens den anden side, der normalt er skjult for mennesket, er ånden eller den åndelige verden. De mener, at tilværelsens væsen er dens ånd, mens materien blot er en egenskab ved den.
Inden for denne filosofi har der været forskellige opfattelser af, hvad de såkaldte åndelige verdener omfatter. Nogle anvender betegnelsen »ånd« om tilværelsens Skaber, ophøjet være Han, mens andre også lader englene, Jannah eller andre ånder indgå heri.
Det centrale i denne filosofi er dens syn på mennesket. Her anvendes samme opfattelse: Mennesket fremstilles som sammensat af to elementer, materie, hvormed de mener kroppen, og ånd.
Blandt disse mennesker blev den opfattelse fremherskende, at de to elementer befinder sig i en vedvarende kamp, fordi de modsiger og frastøder hinanden. Denne kamp mellem kroppen og ånden vil for hvert menneske føre til én af to ting: Enten sejrer kroppen over ånden, eller også sejrer ånden over kroppen.
Hvis ånden sejrer over kroppen, bliver mennesket ifølge dem godt, rent og gudfrygtigt og hæver sig over kroppens og materiens verden samt det jordiske livs stank. Stank, ja; i deres øjne er det jordiske liv stinkende.
Hvis kroppen derimod sejrer over ånden, står vi ifølge dem over for et ondt menneske—et ondt menneske, der er sunket ned på dyrets niveau, druknet i det jordiske livs søle og stank og kommet langt bort fra de ophøjede ånders verden.
Undertrykkelse af kroppen for at befri ånden
Hvad angår spørgsmålet om, hvordan ånden sejrer over kroppen, og omvendt hvordan kroppen sejrer over ånden, betragter de mennesket som en ånd, kroppen holder fanget og forhindrer i at stige op, blive fri og hæve sig til de højere ånders verden. For at ånden kan sejre over kroppen, må kroppen derfor svækkes, undertrykkes og ydmyges. Kroppen skal svækkes, undertrykkes og ydmyges, så den ikke kan få magt over ånden, og så ånden kan slippe fri af den og befries fra dens lænker.
Den, der ifølge dette syn og denne filosofi ønsker at ophøje sin ånd, må derfor bruge sit liv på at kæmpe mod kroppen ved ikke at efterkomme dens ønsker og begær. Han holder sig borte fra det jordiske livs nydelser, pragt og velbehag. Han spiser kun den grove og sparsomme mad, der netop holder ham oprejst. Han går ikke i fint tøj, men lægger lapper af grov uld og lasede klæder over sine skuldre. Han rider ikke på føjelige ridedyr, men vandrer barfodet og barhovedet gennem dagenes trængsler og nætternes barskhed. Han bor ikke i prægtige huse, men i usle boliger og elendige hytter. Han sover ikke på senge og læner sig ikke tilbage på divaner, men ligger på jorden og på hårde måtter. Manden forlader kvinden, og kvinden forlader ham; de undertrykker forplantningsinstinktet, lever som munke og bruger tiden på at undertrykke og ydmyge kroppen i afsides tilholdssteder, sufi-loger og gudshuse og så videre. Det fortsætter, indtil kroppen er blevet så svag, at den ikke længere kan holde ånden fanget. Ånden slipper da fri, hæver sig til de højere ånders verden, og sandheder og spørgsmål viser sig klart og tydeligt for mennesket—ikke gennem kroppens sanser, såsom syn, hørelse og lignende, men gennem intuitiv og inspireret åbenbaring.
Således stiger ånden gradvist, indtil den efter deres påstand forenes med den højeste ånd, dvs. med det guddommelige væsen. Højt ophøjet er Allah over noget sådant.
Den, der derimod følger kroppens tilbøjeligheder, tilfredsstiller dens ønsker og begær, nyder det jordiske livs glæder, spiser af dets gode frugter og tager del i dets pragt, har ifølge denne filosofis tilhængere dømt sin ånd til at dø og gå til grunde sammen med kroppen eller, ifølge nogle af dem, til at overgå til andre kroppe og dyr. Han er sunket ned i det jordiske livs søle og materie og blevet regnet blandt de onde og syndige.
Filosofiens indflydelse i Østen og kristendommen
Denne filosofi har siden oldtiden været fremherskende og formet levevisen i det indiske og det kinesiske samfund samt andre østasiatiske samfund, og den kaster fortsat sin skygge over dem i dag. Den trængte også ind i visse græske filosoffers tanker, bøger og opfattelser, navnlig Platons og egypteren Plotins. Den fik stor betydning for forvrængningen af den kristne troslære og dens lære og dermed også for de europæiske samfund i middelalderen. Da kristendommen spredte sig i Levanten og derefter i hele Romerriget, dvs. i de europæiske lande, blev dens præster og religiøse lærde påvirket af de filosofier, hvis idéer og forestillinger havde bredt sig, trængt ind i menneskers sind og skabt forvirring. Efter kejseres, herskeres og filosoffers indgriben blev denne himmelske religion forvandlet til en ny og anderledes religion. Blandt det, der blev føjet til den, var denne filosofi om ånd og krop. Hos de kristne stemte den overens med deres lære om, at hele livet, fra Adam, fred være med ham, og Hawwas nedstigning til jorden og frem til Opstandelsens Dag, blot er en strafperiode for den første synd, Adam, fred være med ham, og hans hustru Hawwa begik. Mennesket har derfor ifølge dem ingen ret til at søge stabilitet, velvære og fremgang i denne verden, men må acceptere ydmygelse, elendighed og lidelse her, indtil det møder lykke og nydelse i det hinsidige liv.
Med Will Durants formulering—han er forfatter til Civilisationens historie—betragtede de, dvs. middelalderens kristne, enhver sanselig nydelse som en af Satans fristelser. Derfor begyndte de at fordømme kroppens verden og søgte at undertrykke begærene gennem faste og mange former for fysisk pinsel. Hermed slutter Durants ord.
Den verdslige og den åndelige myndighed i Europa
Da kristendommen således spredte sig i de europæiske lande, begyndte denne filosofi at præge livet, samfundet og politikken. Ved siden af den politiske myndighed, som kongen stod i spidsen for, fulgt af fyrster og feudalherrer, opstod der en ny myndighed: Kirkens myndighed. Den blev ledet af den øverste gejstlige, paven i Rom, hvor Den Hellige Stol havde sit sæde.
Samfundet blev således genstand for strid mellem to myndigheder: den verdslige og den åndelige. Betegnelsen »verdslig« blev her brugt som synonym for det materielle, altså materien, i modsætning til ånden. Da materie og ånd ifølge opfattelsen befinder sig i en vedvarende kamp, indtil den ene sejrer over den anden, var det naturligt, at der i middelalderens Europa—religiøsitetens tidsalder—opstod en kamp mellem den verdslige politiske myndighed og den åndelige myndighed. Det var ligeledes naturligt, at den åndelige myndighed sejrede over den verdslige i en sådan grad, at den ydmygede visse konger og kejsere og gned deres næser i støvet.
Den legitime kejser eller konge var derfor den, som paven i Rom overdrog myndigheden til at herske over undersåtterne. Kongen herskede over dem med et guddommeligt mandat, repræsenteret ved den myndighed, han havde modtaget fra den katolske kirkes overhoved. Det var altså paven, der overdrog ham denne myndighed. Ve den konge eller fyrste, som blev ramt af Kirkens vrede og fik udstedt en ekskommunikationsdom mod sig. Korstogenes succes—korstog, som Roms højtstående gejstlige tilskyndede til, og som for størstedelens vedkommende var rettet mod muslimernes lande i Levanten og Nordafrika—var blandt de faktorer, der styrkede Kirkens stilling og myndighed over middelalderens Europa.
I de følgende århundreder blev Kirkens greb imidlertid svækket, og konger og fyrster begyndte igen at frigøre sig fra dens lænker, dvs. fra den pavelige åndelige myndighed. Da korstogenes stjerne dalede, og deres formål var udtømt, fik den verdslige myndighed igen overtaget over den åndelige. I den moderne tidsalder, mellem begyndelsen af det 16. århundrede og slutningen af det 18., blev religionens indflydelse på samfundet til en vis grad svækket, mens de såkaldte oplysningsfilosoffer trådte frem i Europa. Kirken mistede den myndighed, den havde nydt i middelalderen, og blev blot en begrundelse for de herskende kongers og fyrsters magt. I begyndelsen af det 19. århundrede blev religionen endeligt adskilt fra samfundet og staten. Kirken blev udelukket fra at blande sig i politik og styre, og dens opgave blev begrænset til præstelige anliggender, tilbedelse, ægteskab og lignende. Kirken fik den åndelige Vatikanstat, som tager sig af katolske kristnes præstelige anliggender i hele verden. Omsorgen for menneskers anliggender blev dermed fordelt mellem to adskilte myndigheder: én, der styrer samfundet og dets relationer og varetager indenrigs- og udenrigspolitikken, og en anden, der tager sig af religiøse og præstelige anliggender adskilt fra den verdslige politiske myndighed.
Vurdering af filosofien om materie og ånd
Dette er den indflydelse, denne filosofi om materie og ånd har haft på visse nationer og folkeslag fra oldtiden og frem til i dag. Efter denne fremstilling melder spørgsmålet sig med styrke: Hvor korrekt er denne filosofi? Og hvad er Islams syn på spørgsmålet?
Mange af de muslimer, der har behandlet emnet, har ikke undersøgt problemet fra dets rødder. De mente ikke, at deres uenighed med denne filosofis tilhængere gjaldt selve grundlaget, men kun detaljerne, forgreningerne og det, der bygges derpå. Jeg mener, at de fleste gav deres modstandere ret i, at mennesket består af krop og ånd, hvorefter de blev uenige med dem om, hvordan kroppen og ånden bør behandles. Mange sagde, at Islam opretholder en balance mellem ånd og krop ved at give hver af dem dens næring og det, den kræver, uden at den ene får overtaget over den anden. De sagde, at Islam nærer ånden gennem iman, tilbedelseshandlinger, ihukommelse og handlinger, der bringer én nærmere Allah, mens kroppens næring reguleres gennem reglerne om mad, beklædning, ægteskab og andet.
Vi siger imidlertid, at behandlingen af et så følsomt problem kræver større præcision og dybde i vurderingen af de fremsatte idéer og opfattelser. Derfor opstår følgende spørgsmål—et spørgsmål, der skal prøve selve det grundlag, filosofien hviler på: Består mennesket virkelig af materie og ånd? Nogle vil måske undre sig over spørgsmålet.
Betydningerne af ruh
Jeg siger, at mange mennesker, herunder muslimer, er blevet forvirrede i spørgsmålet, fordi det er kendt, at mennesket har en ruh. Vi er alle enige om, at Allah, ophøjet være Han, har indblæst en ruh i mennesket. Den er hemmeligheden bag dets liv: Når den er til stede, lever mennesket, og når den forlader det, dør det. Allah, ophøjet være Han, siger:
﴿ وَنَفَخْتُ فِيهِ مِن رُّوحِى ﴾
»og indblæste i ham af Min ånd« [15:29; 38:72].
Han siger også:
﴿ ثُمَّ سَوَّىٰهُ وَنَفَخَ فِيهِ مِن رُّوحِهِۦ وَجَعَلَ لَكُمُ ٱلسَّمْعَ وَٱلْأَبْصَـٰرَ وَٱلْأَفْـِٔدَةَ ۚ قَلِيلًا مَّا تَشْكُرُونَ ﴾
»Så formede Han ham og indblæste i ham af Sin ånd, og Han gav jer hørelse, syn og hjerter. Kun lidt takker I« [32:9].
Der findes også andre ayat og hadith, der taler om ruh og dens tilstedeværelse i mennesket. Mange muslimer accepterede derfor idéen om, at mennesket består af krop og ruh, og at de hver især har deres egen næring. Præcision kræver imidlertid, at vi undersøger idéen grundigt for at forstå, hvad der menes med den ruh, de taler om. Ordet ruh er et fælles ord, som kan bære mange betydninger; det forekommer med flere betydninger i det arabiske sprog og i den ædle Qur’an. En af dem findes i Allah den Ophøjedes ord:
﴿ نَزَلَ بِهِ ٱلرُّوحُ ٱلْأَمِينُ عَلَىٰ قَلْبِكَ لِتَكُونَ مِنَ ٱلْمُنذِرِينَ ﴾
»Den troværdige ånd bragte det ned over dit hjerte, for at du kunne være en af advarerne« [26:193–194].
Her menes Jibril, fred være med ham, med ruh.
En anden betydning findes i Allah den Ophøjedes ord:
﴿ وَيَسْـَٔلُونَكَ عَنِ ٱلرُّوحِ ۖ قُلِ ٱلرُّوحُ مِنْ أَمْرِ رَبِّى وَمَآ أُوتِيتُم مِّنَ ٱلْعِلْمِ إِلَّا قَلِيلًا ﴾
»De spørger dig om ånden. Sig: Ånden er på min Herres befaling, og I har kun fået ringe viden« [17:85].
Her har ruh en anden betydning: Menneskets ruh, hvis tilstedeværelse giver liv, og hvis udtræden medfører, at mennesket dør. Ruh i denne betydning er noget, mennesket ikke kan få indsigt i, selv om det ser dens virkning: det liv, der strømmer gennem kroppen og giver den bevægelse og livskraft.
Ruh i det arabiske sprog og Qur’an
Kort sagt anvendes ordet ruh med flere betydninger. Forfatteren til Mukhtar al-Sihah siger: »Ruh kan behandles som både hankøn og hunkøn«—man kan altså anvende både den maskuline og den feminine form—og flertalsformen er arwah. Qur’anen, Isa og Jibril, fred være med dem, kaldes hver især ruh. Adjektivet for engle og jinn er ruhani, med dammah på ra, og flertalsformen er ruhaniyyun. Ligeledes kaldes alt, der har ruh, for ruhani, med dammah.
Ingen af disse betydninger er imidlertid den, der menes, når man inden for den filosofi, vi omtalte og forklarede i begyndelsen af episoden, taler om ruh, åndelighed og det åndelige aspekt i universet, mennesket og livet.
Den tekniske betydning af ruh og åndelighed
Når de bruger ordet ruh dér, mener de derimod noget andet. Det er en teknisk betydning, ikke en af de sproglige betydninger, man kan finde i gamle arabiske ordbøger.
Hvis en forsker vil forstå betydningen af et teknisk udtryk, må han undersøge de tekster, hvori udtrykket anvendes, nøje for at fastslå den betydning, som de, der brugte det, tilsigtede.
Den, der undersøger størstedelen af de tekster, som indeholder filosofien om materie og ånd samt dualismen mellem materie og ånd, vil se, at deres forfattere bruger ordet ruh, udtrykket ruh, åndelighed eller det åndelige aspekt om det, mennesket føler, når det opfatter sit forhold til sin Skaber, den Almægtige og Majestætiske. Man siger, at den troende føler åndelighed eller ruh, når han udfører tilbedelsesritualer som salah, faste eller hajj. Når han betragter Allahs herredømme, føler han det åndelige aspekt. Han føler også ruh eller åndelighed, når han hører påkaldelser og bønner, går ind i gudshuse og lignende.
Denne betydning har ingen forbindelse til den ruh, der er livets hemmelighed. Det er to forskellige betydninger uden forbindelse til hinanden; de deler blot det samme ord. Den ruh, der er livets hemmelighed, findes både i den troende, som føler åndelighed, og i ateisten, som fornægter Allahs eksistens og derfor ikke føler det åndelige aspekt eller åndelighed. Ateisten har altså den ruh, der er livets hemmelighed, men han har ingen følelse af det, der kaldes åndelighed eller det åndelige aspekt. Der er derfor tale om to forskellige betydninger og to forskellige ting.
Det åndelige aspekt i universet, mennesket og livet
På dette grundlag kan vi definere det åndelige aspekt, som de stiller over for materialismen, som det forhold, at en ting er skabt af Allah, ophøjet være Han. Universet, mennesket og livet består ikke af to elementer—materie og ånd—som de hævder. De består derimod alene af materie; deres sammensætning rummer intet andet element. I universet, i sten og i himmellegemer findes der ingen bestanddel ved navn ånd. De har dog et åndeligt aspekt. Det åndelige aspekt er ikke en del af deres sammensætning eller opbygning, men en abstrakt betragtning. Denne betragtning er, at de er skabt af en Skaber. Universets åndelige aspekt er således, at det er skabt af en Skaber, ikke en del af dets sammensætning. Livets åndelige aspekt er, at det er skabt af en Skaber, og menneskets åndelige aspekt er, at det er skabt af denne Skaber, ophøjet være Han.
Ruh i den tekniske betydning, vi nu taler om, og som disse mennesker anvendte i deres filosofier, er menneskets opfattelse af sit forhold til Allah den Ophøjede. Når mennesket føler ruh eller åndelighed, er det således dets opfattelse af sit forhold til Allah den Ophøjede: at det er skabt af Ham og er en tjener, der er underlagt Hans magt og styring, den Almægtige og Majestætiske.
Ruhs indvirkning på menneskets adfærd
Der er derfor ikke længere grundlag for at sige, at mennesket består af krop og ruh, at disse to elementer kæmper mod hinanden, eller at mennesket skal lade ruh sejre over kroppen eller skabe balance mellem dem. I stedet melder følgende spørgsmål sig: Hvilken indvirkning har ruh—dvs. opfattelsen af forholdet til Allah—på mennesket, dets liv og adfærd? Her mener vi ikke den ruh, der er livets hemmelighed i mennesket, og som findes i ethvert menneske, ja også i dyr. Jeg gentager: Hvilken indvirkning har ruh, forstået som opfattelsen af forholdet til Allah, på mennesket, dets liv og adfærd? Det er spørgsmålet, og svaret er følgende:
Livsenergi, behov og instinkter
Grundlaget for menneskets adfærd er, at det besidder en livsenergi, som driver det til at handle. Uden denne livsenergi ville mennesket ikke blive drevet til nogen handling. Livsenergien er drivkraften bag menneskets handlinger og adfærd. Hermed mener vi de drifter og behov, som mennesket af natur søger at tilfredsstille. Undersøger vi menneskets virkelighed nøje, ser vi, at denne livsenergi består af organiske behov, såsom behovet for mad, søvn og andet, som mennesket ikke kan overleve uden at tilfredsstille, samt instinkter, hvis tilfredsstillelse presser sig på, så mennesket føler uro og ubehag, hvis de ikke tilfredsstilles. Disse instinkter og behov kræver et system, der regulerer deres tilfredsstillelse.
Tilfredsstillelse gennem et system fra Allah
Dette system må enten komme fra Allah den Ophøjede eller fra mennesket. Det er enten et system, som Allah, ophøjet være Han, åbenbarer til Sit Sendebud, eller et system, mennesket selv har udformet. Sådan har systemernes virkelighed været i verden gennem historien. Hvis behovene og instinkterne tilfredsstilles uden et system eller efter et system fra andre end Allah, den Almægtige og Majestætiske—dvs. et menneskeskabt system—er tilfredsstillelsen rent materiel og uden ruh. Hvis de derimod tilfredsstilles efter et system fra Allah den Ophøjede og på grundlag af opfattelsen af forholdet til Ham—dvs. på grundlag af iman på Allah som Den Organiserende Skaber—er tilfredsstillelsen korrekt og ledet af ruh. Det vil sige, at den ledes af opfattelsen af forholdet til Allah, ophøjet være Han.
Religiøsitetsinstinktet
Blandt de instinkter, mennesket føler behov for at tilfredsstille, er religiøsitetsinstinktet. Det kommer til udtryk i menneskets tilbøjelighed til at helliggøre, ære, tilbede og underkaste sig samt ophøje det, der er stærkere og mere magtfuldt, og så videre. Menneskets naturlige følelse af mangel og hjælpeløshed fører automatisk til en følelse af behov for Den Organiserende Skaber. Det er det, vi mener med religiøsitetsinstinktet; det hører til menneskets fitrah. Som alle andre instinkter kan det enten tilfredsstilles materielt, adskilt fra iman på Allah den Ophøjede som Den Organiserende Skaber—som ved tilbedelse af afguder, himmellegemer, konger, helte eller andre skabninger—eller tilfredsstilles åndeligt gennem tilbedelse af Allah den Ophøjede efter et system fra Ham, den Almægtige og Majestætiske.
Sammensmeltningen af materien med ruh
Da Islam bygger på iman på Allah den Ophøjede, fastslår Islam det åndelige aspekt i mennesket, dets liv og den materie fra universet, der omgiver det, idet disse ting er skabt af en Skaber: Allah den Ophøjede. Dernæst har Islam ladet hele muslimens liv hvile på et åndeligt grundlag og gjort ruh nærværende i enhver handling, muslimen udfører. Allah den Ophøjede har lovgivet en Shari’ah, som er et omfattende system for hele menneskelivet og en løsning på alle dets problemer. Han har derfor knyttet en shari’ah-regel til enhver af menneskets handlinger, og den troende skal overholde denne regel, når han handler, på grundlag af sin iman på Allah den Ophøjede som sin Herre og sin Gud, der tilbedes og adlydes. Allah den Ophøjede siger:
﴿ فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّىٰ يُحَكِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا۟ فِىٓ أَنفُسِهِمْ حَرَجًا مِّمَّا قَضَيْتَ وَيُسَلِّمُوا۟ تَسْلِيمًا ﴾
»Men nej, ved din Herre! De tror ikke, før de gør dig til dommer i deres indbyrdes stridigheder, derefter ikke finder nogen modvilje i sig over din afgørelse og underkaster sig fuldstændigt« [4:65].
Når den troende i alle sine handlinger—som er materielle—overholder Allahs påbud og forbud på grundlag af sin opfattelse af forholdet til Allah den Ophøjede, dvs. på grundlag af sin iman på Allah, har han sammensmeltet materien med ruh. Det drejer sig ikke om at lade den ene sejre over den anden eller om at skabe balance mellem de to. Det drejer sig om sammensmeltningen af materien med ruh ved at lade handlingerne følge Allahs påbud og forbud. Derved har han sammensmeltet materien med ruh, og hele hans liv hviler på et åndeligt grundlag: den islamiske troslære.
Det rigtige spørgsmål om tilfredsstillelse
Spørgsmålet er derfor ikke, om mennesket tilfredsstiller sine behov og ønsker eller lader dem være utilfredsstillede. Det er heller ikke, hvor meget de skal tilfredsstilles, om det er kroppen eller ruh, der tilfredsstilles, eller om kroppen eller ruh skal sejre. Alle disse spørgsmål er forkerte, uanset hvilke svar man giver på dem. Det er forkert overhovedet at gøre dem til genstand for undersøgelse. Det rigtige spørgsmål er: Hvordan skal tilfredsstillelsen finde sted, og hvilket grundlag skal den hvile på?
Taqwa er ikke askese
Den, der mener, at taqwa består i askese, i at holde sig fra nydelser og glæder og i at forlade det jordiske livs goder og behag, tager derfor fejl. En kafir, som ikke virkelig har iman på Allah, kan praktisere denne askese; hvor er taqwa da i det? Qur’anens ayat og Sendebuddets hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred, fastslår tværtimod, at Allah den Ophøjede skabte denne verden og dens goder og underlagde alt i den mennesket, forudsat at mennesket tager det med rette, dvs. i overensstemmelse med Hans påbud og forbud, den Almægtige og Majestætiske. Allah den Ophøjede siger:
﴿ ۞ وَلَقَدْ كَرَّمْنَا بَنِىٓ ءَادَمَ وَحَمَلْنَـٰهُمْ فِى ٱلْبَرِّ وَٱلْبَحْرِ وَرَزَقْنَـٰهُم مِّنَ ٱلطَّيِّبَـٰتِ وَفَضَّلْنَـٰهُمْ عَلَىٰ كَثِيرٍ مِّمَّنْ خَلَقْنَا تَفْضِيلًا ﴾
»Vi har visselig hædret Adams børn, ført dem over land og hav, forsynet dem med gode ting og givet dem stor forrang frem for mange af dem, Vi har skabt« [17:70].
Han siger også:
﴿ وَسَخَّرَ لَكُم مَّا فِى ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَمَا فِى ٱلْأَرْضِ جَمِيعًا مِّنْهُ ۚ إِنَّ فِى ذَٰلِكَ لَـَٔايَـٰتٍ لِّقَوْمٍ يَتَفَكَّرُونَ ﴾
»Han har underlagt jer alt det, der er i himlene, og alt det, der er på jorden—alt sammen fra Ham. Heri er der visselig tegn for mennesker, der tænker efter« [45:13].
Og Han, hvis tale er mægtig, siger:
﴿ قُلْ مَنْ حَرَّمَ زِينَةَ ٱللَّهِ ٱلَّتِىٓ أَخْرَجَ لِعِبَادِهِۦ وَٱلطَّيِّبَـٰتِ مِنَ ٱلرِّزْقِ ۚ قُلْ هِىَ لِلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ فِى ٱلْحَيَوٰةِ ٱلدُّنْيَا خَالِصَةً يَوْمَ ٱلْقِيَـٰمَةِ ۗ كَذَٰلِكَ نُفَصِّلُ ٱلْـَٔايَـٰتِ لِقَوْمٍ يَعْلَمُونَ ﴾
»Sig: Hvem har forbudt Allahs pryd, som Han har frembragt til Sine tjenere, og de gode ting af forsyningen? Sig: De er for dem, der har iman, i dette jordiske liv og alene deres på Opstandelsens Dag. Således forklarer Vi ayat udførligt for mennesker, der ved« [7:32].
Og Han, ophøjet være Han, siger, idet Han minder Sine tjenere om Sine gunster:
﴿ وَٱلْأَنْعَـٰمَ خَلَقَهَا ۗ لَكُمْ فِيهَا دِفْءٌ وَمَنَـٰفِعُ وَمِنْهَا تَأْكُلُونَ وَلَكُمْ فِيهَا جَمَالٌ حِينَ تُرِيحُونَ وَحِينَ تَسْرَحُونَ وَتَحْمِلُ أَثْقَالَكُمْ إِلَىٰ بَلَدٍ لَّمْ تَكُونُوا۟ بَـٰلِغِيهِ إِلَّا بِشِقِّ ٱلْأَنفُسِ ۚ إِنَّ رَبَّكُمْ لَرَءُوفٌ رَّحِيمٌ وَٱلْخَيْلَ وَٱلْبِغَالَ وَٱلْحَمِيرَ لِتَرْكَبُوهَا وَزِينَةً ۚ وَيَخْلُقُ مَا لَا تَعْلَمُونَ ﴾
»Han skabte husdyrene til jer. I dem er der varme og andre nyttevirkninger, og af dem spiser I. Der er skønhed i dem for jer, når I driver dem hjem, og når I fører dem ud på græs. De bærer jeres byrder til lande, som I kun kunne nå med stor møje. Jeres Herre er visselig mild og barmhjertig. Og Han skabte hestene, muldyrene og æslerne, så I kan ride på dem, og som pryd. Og Han skaber det, I ikke ved« [16:5–8].
Der findes mange andre ayat med denne betydning.
Beretningen om de tre mænd
I profettidens dage forstod nogle mennesker taqwa som askese og undertrykkelse af selvet og kroppen. Da de spurgte til Allahs Sendebuds tilbedelse, må Allah velsigne ham og give ham fred, anså de den for at være beskeden. De pålagde derfor sig selv hårde byrder, som Allah ikke havde sendt nogen bemyndigelse til, mens de troede, at de handlede godt og havde opnået taqwa. Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hørte om dem, indså han faren ved denne forvrængede forståelse og traf den foranstaltning, fænomenet krævede. Al-Bukhari berettede fra Anas ibn Malik, må Allah være tilfreds med ham, som sagde: »Tre mænd kom til Profetens hustruers hjem for at spørge om Profetens tilbedelse, må Allah velsigne ham og give ham fred. Da de fik den beskrevet, syntes de, at den var beskeden.«
De sagde: »Hvor står vi i forhold til Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred? Hans tidligere og senere synder er blevet tilgivet.« En af dem sagde: »Jeg vil bede hele natten uden ophør.« En anden sagde: »Jeg vil faste hele tiden og aldrig bryde fasten.« En tredje sagde: »Jeg vil holde mig fra kvinder og aldrig gifte mig.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, kom da og sagde: »Er det jer, der har sagt sådan og sådan? Ved Allah! Jeg frygter Allah mere end nogen af jer og har størst taqwa over for Ham. Men jeg faster og bryder fasten, jeg beder og sover, og jeg gifter mig med kvinder. Den, der vender sig bort fra min Sunnah, er ikke af mig.« [Sahih al-Bukhari, 5063].
Nydelse og ruh kan forenes
Der er således, i Islams forståelse, ingen modsætning mellem nydelse og ruh. Den, der spiser god mad af halal forsyning og priser Allah den Ophøjede for Hans gunst, føler ruh samtidig med, at han nyder maden. Allah den Ophøjede siger:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ كُلُوا۟ مِن طَيِّبَـٰتِ مَا رَزَقْنَـٰكُمْ وَٱشْكُرُوا۟ لِلَّهِ إِن كُنتُمْ إِيَّاهُ تَعْبُدُونَ ﴾
»I, som har iman! Spis af de gode ting, Vi har forsynet jer med, og tak Allah, hvis det er Ham, I tilbeder« [2:172].
Og Han, den Almægtige og Majestætiske, siger:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ لَا تُحَرِّمُوا۟ طَيِّبَـٰتِ مَآ أَحَلَّ ٱللَّهُ لَكُمْ وَلَا تَعْتَدُوٓا۟ ۚ إِنَّ ٱللَّهَ لَا يُحِبُّ ٱلْمُعْتَدِينَ ﴾
»I, som har iman! Forbyd ikke de gode ting, Allah har gjort tilladte for jer, og overskrid ikke grænserne. Allah elsker visselig ikke dem, der overskrider grænserne« [5:87].
Også en handelsmand, der tjener store beløb og opnår rigelig velstand, føler åndelighed, når han overholder de islamiske lovregler og tager hensyn til halal og haram i sin handel. Det er berettet: «التاجر الصدوق الأمين مع النبيين والصديقين والشهداء» — »Den sandfærdige og pålidelige handelsmand er sammen med profeterne, de sandfærdige og martyrerne« [Jami‘ al-Tirmidhi, 1209]. Denne hadith er berettet fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, men det er blevet sagt, at den er svag. Derfor sagde jeg til jer, at den er en beretning. Om ægteskabet siger han, må Allah velsigne ham og give ham fred: «وفي بضع أحدكم صدقة» — »I en af jeres intime omgang er der sadaqah«, dvs. i mandens nydelse sammen med sin hustru.
De spurgte: »Allahs Sendebud, får en af os belønning, når han tilfredsstiller sit begær?« Han svarede: »Hvis han anbragte det i det forbudte, ville han da ikke pådrage sig synd? På samme måde får han belønning, når han anbringer det i det tilladte.« [Sahih Muslim, 1006].
Én myndighed og ét system i Islam
Dette islamiske retslige syn på mennesket, dets adfærd og dets taqwa kendetegnede livet i det islamiske samfund i perioderne med dets opblomstring og den islamiske stats styrke. I dette samfund fandtes der ingen kløft mellem materie og ruh, og den islamiske stat kendte ingen kamp mellem en verdslig og en åndelig myndighed. Der fandtes kun én myndighed, som varetog menneskers anliggender gennem Islams system på grundlag af den islamiske troslære, dvs. på grundlag af opfattelsen af forholdet til Allah den Ophøjede. Staten var således en politisk myndighed, der hvilede på et åndeligt grundlag. Der fandtes heller ikke det, man i dag kalder særskilte civile og shari’ah-domstole. Der fandtes islamiske domstole, som afgjorde alle former for tvister mellem mennesker efter den islamiske Shari’ahs regler, hvad enten tvisten vedrørte styre, økonomi, sociale relationer, det såkaldte personlige retsforhold eller andre samfundsmæssige relationer.
Kolonialismens virkning og adskillelsen af religion og stat
Så kom den tid, hvor de vestlige stater overtog herredømmet over vores lande, nedbrød den islamiske stat, og de vantro fjernede Islams system fra livets, samfundets og statens arena. De begrænsede religionen til tilbedelse, moral og det, de kalder personlige retsforhold, mens de vestlige kolonimagter oprettede stater, der anvendte menneskeskabte materielle systemer og adskilte religionen fra staten. I de muslimske lande opstod der derfor åndelige myndigheder i form af en mufti eller et ministerium for religiøse anliggender. Domstolene blev opdelt i civile domstole, som afgjorde tvister om styre, økonomi og lignende efter menneskeskabte love, og shari’ah-domstole, som tog sig af sociale anliggender—det, de kalder personlige retsforhold—såsom ægteskab, skilsmisse og arv.
Den levevis, der styrer vores liv i dag, er ikke den levevis, som Allah, ophøjet være Han, bifalder og har fastlagt for os i det islamiske budskab. Muslimernes afgørende sag i dag er derfor at arbejde for at genoptage den islamiske levevis, bringe Islams system tilbage på livets og samfundets arena og fjerne alt, der antyder en adskillelse mellem religion og stat—såsom opdelingen af domstole i civile og shari’ah-domstole, udpegningen af åndelige myndigheder eller oprettelsen af ministerier for waqf, moskeer og lignende. I Islams system findes der én myndighed, som styrer med det, Allah har åbenbaret, og muslimerne skal adlyde den som en del af deres lydighed mod Allah. Allah den Ophøjede siger:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ أَطِيعُوا۟ ٱللَّهَ وَأَطِيعُوا۟ ٱلرَّسُولَ وَأُو۟لِى ٱلْأَمْرِ مِنكُمْ ۖ فَإِن تَنَـٰزَعْتُمْ فِى شَىْءٍ فَرُدُّوهُ إِلَى ٱللَّهِ وَٱلرَّسُولِ إِن كُنتُمْ تُؤْمِنُونَ بِٱللَّهِ وَٱلْيَوْمِ ٱلْـَٔاخِرِ ۚ ذَٰلِكَ خَيْرٌ وَأَحْسَنُ تَأْوِيلًا ﴾
»I, som har iman! Adlyd Allah, adlyd Sendebudet og dem, der har myndighed blandt jer. Hvis I bliver uenige om noget, så henvis det til Allah og Sendebudet, hvis I har iman på Allah og den Sidste Dag. Det er bedre og giver det bedste udfald« [4:59].
Opsummering af foredraget
Kære brødre. Med denne gennemgang har vi tydeliggjort den store forskel mellem Islams syn på det, der kaldes åndelighed, det åndelige aspekt eller ruh, og sammensmeltningen med materien efter Allahs påbud og forbud, og synet i andre filosofier: den østlige mystiks filosofier og det, der herfra trængte ind i kristendommen, ja selv i jødedommen, i muslimernes tankegang og i Vesten. Vi har også forklaret forskellen mellem Islams og Vestens syn på adskillelsen af det materielle fra det åndelige og adskillelsen af religion fra stat. Vi har klart vist, at Islam adskiller sig fra alle disse filosofier ved at lade hele livet, samfundet, staten og individernes liv hvile på et åndeligt grundlag, som etablerer forholdet mellem tjeneren og hans Skaber, ophøjet være Han. I muslimens handlinger, som er materielle, sammensmelter Islam materien med ruh, fordi muslimen lader handlingerne følge Allah den Ophøjedes påbud og forbud på grundlag af sin opfattelse af sit forhold til Allah, ophøjet være Han—sin opfattelse af sit forhold til sin Herre, den Almægtige og Majestætiske. Det var dagens emne. Nu går vi videre til de spørgsmål, der måtte være kommet under episoden, så vi kan besvare dem. Jeg sender fred og velsignelser over Allahs Sendebud, hans familie, hans følgesvende og dem, der er ham tro.
Seernes spørgsmål
Vi har nogle spørgsmål fra vores brødre, som er kommet under episoden.
Den åndelige fader og den åndelige leder
Søster Maryam Badr spørger: Nogle personer får betegnelser som eksempelvis »åndelig fader« eller »åndelig leder«, og visse islamiske bevægelser bruger dette udtryk om deres åndelige ledere. Hvad siger du til det? Det er en af de almindelige anvendelser, som vi kan betegne som forkerte. De mener som regel, at personen er vejleder og mentor og ikke administrativ eller politisk ansvarlig. Én person leder måske organisationen direkte, mens en anden fungerer som partiets intellektuelle, kulturelle og vejledende reference, og derfor kalder de ham den åndelige leder. Det er en almindelig, forkert anvendelse. Den falder ikke ind under nogen virkelig betydning af ordene ruh, åndelig eller leder. Det er det, de kalder den åndelige leder, men det hører ikke til det emne, vi talte om i denne episode.
Betydningerne af ruh i Qur’anen og det arabiske sprog
Søster Mona Belhaji spørger: »Qur’anen nævner forskellige betydninger af ruh. Vil du minde os om dem, og hvilken betydning er relevant for os i vores liv? Må Allah velsigne jer.« Må Allah også velsigne jer. Kære søster og alle mine brødre, jeg nævnte tidligere i episoden, at ordet ruh forekommer med flere betydninger, selv i selve Qur’anen. En af dem findes i Allah den Ophøjedes ord:
﴿ وَيَسْـَٔلُونَكَ عَنِ ٱلرُّوحِ ۖ قُلِ ٱلرُّوحُ مِنْ أَمْرِ رَبِّى وَمَآ أُوتِيتُم مِّنَ ٱلْعِلْمِ إِلَّا قَلِيلًا ﴾
»De spørger dig om ånden. Sig: Ånden er på min Herres befaling, og I har kun fået ringe viden« [17:85].
Her betyder ruh livets hemmelighed. Den findes i mennesket, både i den troende og den ikke-troende, og den findes også i dyr.
Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, beskrev i en hadith levende væsener og dyr som væsener med ruh: «لعن الله متخذ كل ذي روح غرضة» — »Må Allah forbande den, der gør et væsen med ruh til en skydeskive« [se Sahih Muslim, 1958b], dvs. et mål, man skyder pile mod eller, som i vor tid, kugler. Han beskrev altså dyr som væsener med ruh. Ligesom mennesket har ruh, er ruh her livets hemmelighed, hvis virkning er, at mennesket lever, handler, bevæger sig og så videre. Det er her den ruh, der er livets hemmelighed, og hvis væsen vi intet ved om. Det fremgår af den ædle ayah:
﴿ قُلِ ٱلرُّوحُ مِنْ أَمْرِ رَبِّى وَمَآ أُوتِيتُم مِّنَ ٱلْعِلْمِ إِلَّا قَلِيلًا ﴾
»Sig: Ånden er på min Herres befaling, og I har kun fået ringe viden« [17:85].
Dette er én af betydningerne af ruh. Ordet ruh bruges også med betydningen Jibril, fred være med ham:
﴿ يَوْمَ يَقُومُ ٱلرُّوحُ وَٱلْمَلَـٰٓئِكَةُ صَفًّا ۖ لَّا يَتَكَلَّمُونَ إِلَّا مَنْ أَذِنَ لَهُ ٱلرَّحْمَـٰنُ وَقَالَ صَوَابًا ﴾
»På den dag, hvor Ånden og englene står på række, taler ingen undtagen den, som den Mest Barmhjertige giver tilladelse, og som taler sandt« [78:38].
﴿ نَزَلَ بِهِ ٱلرُّوحُ ٱلْأَمِينُ عَلَىٰ قَلْبِكَ لِتَكُونَ مِنَ ٱلْمُنذِرِينَ ﴾
»Den troværdige ånd bragte det ned over dit hjerte, for at du kunne være en af advarerne« [26:193–194].
Her betyder ruh Jibril, fred være med ham. Allah, ophøjet være Han, kaldte også Isa, fred være med ham, for en ruh—en ruh fra Allah [se 4:171]:
﴿ فَنَفَخْنَا فِيهَا مِن رُّوحِنَا ﴾
»Så indblæste Vi i hende af Vor ånd« [21:91],
og så videre. Ordet ruh forekommer således med flere betydninger i Qur’anen. Også før Qur’anen blev ordet ruh anvendt på arabisk med betydninger, som araberne kendte.
Den tekniske betydning og sammenblandingen af betydningerne
Ingen af disse betydninger har forbindelse til det emne, vi har viet denne episode til. Ordet ruh har i den betydning, vi taler om her, en teknisk betydning. Det anvendes, når man taler om, at mennesket etablerer et forhold til Allah, ophøjet være Han, eller at mennesket opfatter tingenes forhold til Allah, ophøjet være Han, idet de er skabt af en Skaber. Det er det udtryk, de anvender, når de ser et menneske i en tilstand af ydmyghed og ro, mens det har et forhold til Allah, eller blot forestiller sig, at det har et forhold til Ham. Mennesket kan forsøge at etablere dette forhold gennem metoder, som Allah, ophøjet være Han, ikke har lovgivet. Det kan endda forestille sig, at det vender sig mod Allah og nærmer sig Ham gennem tilbedelse af afguder. Allah, ophøjet være Han, har fortalt os, at mushrikun hævder, som de siger:
﴿ مَا نَعْبُدُهُمْ إِلَّا لِيُقَرِّبُونَآ إِلَى ٱللَّهِ زُلْفَىٰٓ ﴾
»Vi tilbeder dem kun, for at de kan bringe os nærmere Allah« [39:3].
I deres forestilling nærmer de sig Allah gennem tilbedelse af afguder.
Det er denne følelse af ydmyghed, hengivenhed og lignende, mennesket oplever. Hvis det udfører disse handlinger ved at tilbede Allah, ophøjet være Han, gennem de tilbedelseshandlinger, Allah den Almægtige og Majestætiske har lovgivet, sammensmelter det sine handlinger og tilfredsstillelsen af religiøsitetsinstinktet med ruh og føler virkelig ruh og åndelighed. Eller også forestiller det sig blot, at det etablerer et forhold til Allah, ophøjet være Han, gennem ritualer, metoder og afgudsdyrkelse, som Allah ikke har sendt nogen bemyndigelse til.
Det er det, der menes med ruh og åndelighed, når man taler om dette emne. Denne betydning af ruh eller åndelighed er helt adskilt fra ordets sproglige betydninger. Emnet har ingen forbindelse til den ruh, der er livets hemmelighed, og som findes i det religiøse menneske, ateisten og dyret. Det er et andet emne.
Et af de største problemer i dette spørgsmål er, at mange muslimer er blevet forvirrede og har blandet to betydninger sammen: den ruh, der er livets hemmelighed, og som findes i den troende, ateisten og dyret, og den ruh, der sættes i modsætning til materien. Det er to adskilte emner uden forbindelse til hinanden. At tale om tingenes åndelige aspekt er at tale om deres forhold til deres Skaber, idet de er skabt af en Skaber. Forholdet er ikke, som det hævdes i visse filosofier, navnlig de mystiske filosofier, der gik forud for Islam og senere trængte ind i visse muslimers sind og adfærd. De siger, at universet består af materie og ånd. Det er en del af deres troslære og filosofi og er naturligvis en falsk troslære uden noget sandt grundlag. Hverken fornuften beviser den eller åbenbaringen bevidner den.
Gnosticisme og læren om eksistensens enhed
Virkeligheden er, at universet er materie, som Allah, ophøjet være Han, har skabt. Der findes en Skaber og et skaberværk. Forholdet er ikke, som det hævdes i de trosforestillinger, der opfandt dualismen mellem ånd og materie, og som kaldes gnostiske trosforestillinger eller Gnosticisme. Deres overskrift er: »Intet eksisterer ud over Allah«; »intet eksisterer ud over ånden«. De hævder, at materien strømmede ud fra ånden og gjorde oprør mod den, hvorved kampen mellem materie og ånd opstod. Det er falske filosofier, som Islam står i fuldstændig modsætning til.
Den islamiske troslære siger ikke: »Intet eksisterer ud over Allah.« Den siger: »Der findes ingen Skaber ud over Allah.« Der findes en Skaber og et skaberværk; Skaberen er Skaberen, og skaberværket er noget andet. Læren om eksistensens enhed, som siger: »Intet eksisterer ud over Allah,« afviser derimod at sige, at der findes en Skaber og et skaberværk. Den siger i stedet, at alt det, vi ser omkring os, er en legemliggørelse af ånden eller Skaberen. Det er naturligvis en kufr-troslære.
Det åndelige aspekt er ikke en del af sammensætningen
Vi er derfor kommet for at rette denne opfattelse. Vi siger: Der findes ingen bestanddel ved navn ånd i universets, menneskets og livets materie. Universets, menneskets og livets materie er skabt af Allah. Dets åndelige aspekt er ikke en del af dets sammensætning. Det åndelige aspekt er den betragtning, at det er skabt af en Skaber—at det er skabt af en Skaber.
Så snart man siger, at universet, mennesket og livet er skabt af en Skaber, har man udtrykt det, der kaldes det åndelige aspekt: forholdet mellem det skabte og Skaberen. Det åndelige aspekt er en abstrakt betragtning, ikke en del eller en bestanddel af universets, menneskets og livets sammensætning.
Afvisningen af dualismen mellem materie og ånd
Islam kom derfor med en helt anden »filosofi«—jeg sætter her ordet filosofi i anførselstegn—om materie og ånd. Islam afviste idéen om dualismen mellem materie og ånd, kampen mellem materie og ånd og selv den påstand, at man skal skabe balance mellem ånd og materie ved at give ånden dens næring og kroppen dens næring. Det har intet med Islam at gøre.
Islam kom for at sige, at Allah, ophøjet være Han, skabte mennesket med livsenergi:
﴿ زُيِّنَ لِلنَّاسِ حُبُّ ٱلشَّهَوَٰتِ مِنَ ٱلنِّسَآءِ وَٱلْبَنِينَ وَٱلْقَنَـٰطِيرِ ٱلْمُقَنطَرَةِ مِنَ ٱلذَّهَبِ وَٱلْفِضَّةِ وَٱلْخَيْلِ ٱلْمُسَوَّمَةِ وَٱلْأَنْعَـٰمِ وَٱلْحَرْثِ ۗ ذَٰلِكَ مَتَـٰعُ ٱلْحَيَوٰةِ ٱلدُّنْيَا ﴾
»Kærligheden til begærene er gjort tillokkende for menneskene: kvinder, sønner, dynger af guld og sølv, prægtige heste, husdyr og dyrket jord. Det er det jordiske livs nydelse« [3:14].
Allah, ophøjet være Han, fortæller os, at det jordiske livs goder er gjort tillokkende for mennesket, og Han har ikke befalet mennesket at forlade dem. Han talte heller ikke om en balance mellem menneskets begær og det, der kaldes ruh. Han befalede derimod, at disse ønsker skulle tilfredsstilles, og disse nydelser opnås, efter Allahs påbud og forbud. Når du tilfredsstiller de organiske behov og instinkter, som medfødt findes i dig, er både behovene og tilfredsstillelsen materielle. Men hvis tilfredsstillelsen sker efter Allahs påbud og forbud og på grundlag af din opfattelse af dit forhold til Allah, ophøjet være Han, har du sammensmeltet materien med ruh. Du har altså opnået en materiel tilfredsstillelse, som er sammensmeltet med ruh. Ruh betyder her, at behovene tilfredsstilles efter Allahs påbud og forbud på grundlag af din opfattelse af dit forhold til Ham. Det er betydningen af sammensmeltningen af materien med ruh.
Betydningen af sammensmeltningen af materien med ruh
Dermed har jeg også besvaret et andet spørgsmål, som jeg læste for lidt siden. Det kom fra broder Sa‘id bin Rahuma, som spurgte, hvad det vil sige at sammensmelte materien—eller ruh—med materien. Sammensmeltningen af ruh med materien betyder, at du lader dine handlinger, som er materielle, følge Allahs påbud og forbud, som Allah, ophøjet være Han, åbenbarede til Sit Sendebud, på grundlag af din opfattelse af dit forhold til Allah, den Almægtige og Majestætiske. Dette forhold er det åndelige aspekt. Dermed har du sammensmeltet din materielle handling med det åndelige aspekt. Det er sammensmeltningen af ruh med materien.
Kan en ikke-muslim opfatte det åndelige aspekt?
Broder Islam Ahmad siger: Menneskets opfattelse af forholdet—dvs. menneskets opfattelse af, at det er skabt af Allah—findes hos muslimen, den kristne og jøden, mens den ikke findes hos den, der fornægter Allahs eksistens. Betyder det, at Bogens Folk besidder åndelighed på samme måde som muslimen?
Ja. Når et hvilket som helst ikke-muslimsk menneske tror på, at universet, mennesket og livet er skabt af en Skaber, har det opfattet det åndelige aspekt i universet, mennesket og livet. Muslimen er ikke den eneste, der har opfattet det åndelige aspekt i skaberværket, altså i materien. Enhver, der anerkender eksistensen af en Skaber til universet, mennesket og livet, har opfattet det åndelige aspekt. Det vil sige, at han ikke mener, at materien eksisterer af sig selv og i kraft af sig selv, at dens eksistens er nødvendig, og at den ikke har nogen begyndelse. Nej. Han har fastslået og fået vished om, at materien ikke kan være blevet til uden en Skaber. Det betyder, at han har opfattet det åndelige aspekt i universet, mennesket og livet.
Om et sådant menneske føler ruh og åndelighed i sine handlinger, er et andet spørgsmål. Hvis det udfører handlinger med det formål at etablere et tilbedelsesforhold til Allah, ophøjet være Han, oplever det den følelse, der kaldes åndelighed eller ruh. Vi siger imidlertid, at dets følelse er falsk og forkert, fordi det ikke har etableret forholdet til Allah, ophøjet være Han, i overensstemmelse med en lovgivning, som Allah den Almægtige og Majestætiske har foreskrevet og bifalder. Forholdet mellem mennesket og dets Skaber—og den følelse af ruh og åndelighed, der opstår her—skal etableres gennem de ritualer og tilbedelseshandlinger, som Allah, ophøjet være Han, har befalet. I teknisk sprogbrug siger man dog, og det er ikke forkert at sige, at religionernes tilhængere har åndelige ritualer, selv om disse ritualer er falske og ikke accepteres af Allah, ophøjet være Han. Allah den Almægtige og Majestætiske accepterer nemlig kun tilbedelse udført på den måde, Han bifalder.
﴿ قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ ٱللَّهَ فَٱتَّبِعُونِى ﴾
»Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig« [3:31]
—dvs. følg Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred.
﴿ قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ ٱللَّهَ فَٱتَّبِعُونِى يُحْبِبْكُمُ ٱللَّهُ وَيَغْفِرْ لَكُمْ ذُنُوبَكُمْ ﴾
»Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig; Allah vil elske jer og tilgive jer jeres synder« [3:31].
Wafeeq Matar siger: »Må Allah acceptere jeres tilbedelseshandlinger og skænke succes gennem jeres hænder.«
Forskellen mellem åndelig energi og religiøsitetsinstinktet
Er åndelig energi det samme som fitrah, de organiske behov og instinkterne? Nej, naturligvis ikke. Fitrah er, som jeg sagde, de organiske behov og instinkterne. De organiske behov og instinkterne findes i mennesket i kraft af, at det er menneske, og findes derfor hos alle mennesker. Alle mennesker har de samme instinkter og de samme organiske behov.
Åndelig energi er den energi, der opstår hos den troende som følge af hans forhold til Allah, ophøjet være Han. Den, der har iman på Allah den Almægtige og Majestætiske som Den Organiserende Skaber, overgiver sine anliggender til Ham, gør sit liv til lydighed og tilbedelse af Ham og længes efter Jannah, hvis bredde er som himlene og jorden, bliver rede til i dette liv at hengive sig til lydighed mod Ham og ofre sin ejendom, sin indsats, sin tid og selv sit liv. Et sådant menneske besidder en vældig åndelig energi.
Åndelig energi er den drivkraft, der udspringer af iman på Allah, ophøjet være Han, og af at gå gennem dette liv efter Hans påbud og forbud. Den opstår altså gennem menneskets vedvarende forhold til sin Skaber, ophøjet være Han, på grundlag af dets iman på Ham og opfattelse af sit forhold til Ham. Den åndelige energi findes hos den troende og driver ham til at kæmpe for Allahs sag, ofre sig for Allahs sag, bruge sin formue for Allahs sag og sige sandhedens ord uden i forholdet til Allah at frygte nogen bebrejdelse. Denne åndelige energi kendetegner den troende og giver ham en fordel, som hans fjender ikke besidder, når han står over for dem—hvad enten fjender og hære mødes, eller selv når debattører og diskussionspartnere står over for hinanden, og så videre. Blandt de faktorer, der får vægtskålen til at tippe til muslimens fordel og giver ham en styrkemæssig fordel, er den åndelige energi. Den er den største energi i tilværelsen og langt større end den materielle energi.
Åndelig energi og materiel styrke
Islam har befalet, at den materielle styrke forberedes. Allah den Ophøjede siger:
﴿ وَأَعِدُّوا۟ لَهُم مَّا ٱسْتَطَعْتُم مِّن قُوَّةٍ وَمِن رِّبَاطِ ٱلْخَيْلِ تُرْهِبُونَ بِهِۦ عَدُوَّ ٱللَّهِ وَعَدُوَّكُمْ ﴾
»Og forbered mod dem alt det af styrke, I formår, herunder stridsheste, hvormed I kan sætte skræk i Allahs fjende og jeres fjende« [8:60].
Ja, Islam har befalet forberedelsen af styrke. Fjenden forbereder også materiel styrke.
Det bemærkelsesværdige i Islams historie er imidlertid, at muslimerne i de fleste af de slag, de udkæmpede, navnlig de store slag, var langt færre end deres fjende. Hvad gjorde dem i stand til at besejre fjenden, selv om de var færre? De besad en åndelig energi, som deres modstander ikke besad.
Når muslimerne møder deres modstandere under en anden identitet end Islams—dvs. når de ikke kæmper som en islamisk ummah, men som en stamme eller med et tilhørsforhold, der er stammebaseret, nationalt, nationalistisk, etnisk eller lignende—bliver de derfor i de fleste tilfælde besejret. Men når muslimerne møder deres modstandere som muslimer og udgår fra Allahs påbud og forbud—dvs. når de opfatter deres forhold til Allah, ophøjet være Han, og er fyldt med åndelig energi—overgår de gennem denne energi deres fjende og besejrer ham, selv om deres antal undertiden kun er en fjerdedel af fjendens eller endnu mindre.
Åndelig energi er altså noget andet end religiøsitetsinstinktet. Ateisten kan rette religiøsitetsinstinktet mod at helliggøre personer og idéer og ophøje tænkere og lignende. Han har dog intet åndeligt aspekt, ingen åndelig energi og intet af den art.
Afslutning
Det ser ud til, at jeg har læst alle spørgsmålene. Jeg beder Allah, ophøjet være Han, om at belønne os og jer gennem disse samlinger, gøre vores viden og handlinger oprigtige for Hans ædle åsyn og øge os i viden. Jeg sender fred og velsignelser over Allahs Sendebud, hans familie, hans følgesvende og dem, der er ham tro. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.
