Indledning
I Allahs navn, den Mest Barmhjertige, den Nådige. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Kære brødre, velkommen til en ny episode af jeres program Halaqa Online. I denne episode fortsætter vi gennemgangen af emner fra Imam Taqi al-Din an-Nabhanis bog Nizam al-Islam, må Allah have barmhjertighed med ham. Under temaet Islams system taler vi i denne episode om den islamiske shari’ahs omfattende rækkevidde.
Blandt de forhold, vi anser for selvindlysende og afgjorte, er, at den islamiske shari’ah indeholder shari’ah-love for alle menneskets handlinger. Allah, den Ophøjede, siger:
﴿ ٱلْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِى وَرَضِيتُ لَكُمُ ٱلْإِسْلَـٰمَ دِينًا ﴾
»I dag har Jeg fuldendt jeres religion for jer, fuldbyrdet Min nåde over jer og godkendt islam som religion for jer« [5:3],
og Han siger:
﴿ وَنَزَّلْنَا عَلَيْكَ ٱلْكِتَـٰبَ تِبْيَـٰنًا لِّكُلِّ شَىْءٍ ﴾
»Og Vi har nedsendt Bogen til dig som tydeliggørelse af alle ting« [16:89].
Der er enighed blandt alle muslimske lærde—usul-lærde, retslærde og andre—om, at den islamiske shari’ah, som udledes af shari’ah-beviserne i Koranen og Sunnah og af det, de henviser til, indeholder shari’ah-love for enhver af menneskets handlinger. Det har vi tidligere forklaret nærmere.
Det er ligeledes en af vores selvindlysende og sikre overbevisninger, at der frem til Dommedag ikke opstår noget spørgsmål på noget tidspunkt eller noget sted, uden at Allahs shari’ah har en shari’ah-lov for det. Ingen af menneskets handlinger og intet menneskeligt spørgsmål er uden en lov i Allahs shari’ah—hvad enten loven er tilladelse eller forbud, pligt, anbefaling, misbilligelse eller andet. Det er derfor fastlagt for os, at enhver af menneskets handlinger skal være i overensstemmelse med Allahs shari’ah. Udgangspunktet for menneskets handlinger er at være bundet af shari’ah-loven; en handling må kun udføres i overensstemmelse med den shari’ah-lov, Allah har fastlagt.
Det er også fastlagt for os, at disse shari’ah-love ikke blot er forhold, som Allah har påbudt den troende at overholde. På Dommedag bliver den troende stillet til regnskab for sin overholdelse: Han belønnes for at overholde dem og straffes for at tilsidesætte dem—eller fortjener i det mindste straf for at tilsidesætte dem.
Frem for alt er vi fast overbeviste om, at disse shari’ah-love kom for at føre mennesket til den sande oprejsning. De sikrer mennesket en livsform, der løser dets problemer og organiserer dets adfærd på en måde, der fører til dets trivsel. Det er en livsform, der passer til mennesket, højner det og fører menneskeheden til lykke—hvis menneskeheden overholder disse shari’ah-love.
Den islamiske shari’ah består ikke blot af forpligtelser, som den troende overholder for at opnå Allahs velbehag. Den kom til gavn for menneskene. Derfor overholder vi shari’ah-lovene i vished om, at de udgør vores sande interesse i både dette liv og det hinsidige.
Ja, der kan komme en tid over menneskene som den, vi lever i, hvor det på grund af kufr-systemernes—de menneskeskabte systemers—dominans over muslimernes lande i nogle situationer bliver svært for de troende at overholde shari’ah-lovene. Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred) fortalte os, at der ville komme en tid over denne ummah, hvor «القابض فيه على دينه كالقابض على الجمر» — »den, der holder fast ved sin religion, vil være som den, der holder fast om glødende kul« [se Jami‘ al-Tirmidhi, 2260].
Det skyldes ikke, at shari’ah-lovene i sig selv er byrdefulde for menneskene. Allah, den Ophøjede, siger:
﴿ وَمَا جَعَلَ عَلَيْكُمْ فِى ٱلدِّينِ مِنْ حَرَجٍ ﴾
»og Han har ikke pålagt jer nogen vanskelighed i religionen« [22:78].
Det skyldes derimod, at de eksisterende systemer har skabt forhold, som gør det vanskeligt—undertiden meget vanskeligt—for mennesker at overholde shari’ah-lovene. Disse forhold tvinger eller presser dem til at følge veje, der ligger langt fra Allahs shari’ah. Her svarer den troendes belønning til hans besvær: Jo større vanskelighed han møder ved at overholde shari’ah-lovene, desto større er hans belønning hos Allah, Glorificeret og Ophøjet være Han.
Hvis livet derimod var islamisk—hvis vi levede et islamisk liv i et islamisk samfund, som blev styret efter den islamiske shari’ah, Allah har åbenbaret—ville overholdelsen af shari’ah-lovene lette menneskenes forhold og være nemmere for dem. Hvis de tilsidesatte dem, ville Allah gøre dem opmærksomme på deres behov for dem. Det er blevet sagt, at hvis mennesker tilsidesætter et forhold fra shari’ahen, vil Allah gøre dem afhængige af det; det vil sige, at de problemer, der følger af tilsidesættelsen, på ny gør dem opmærksomme på deres behov for Allahs shari’ah.
Hvordan kan begrænsede tekster behandle nye begivenheder?
Det, jeg vil fokusere på i dag, er følgende: Nogle spørger, hvordan de begrænsede islamiske tekster i Koranen og Sunnah kan være tilstrækkelige til at give shari’ah-love for alle menneskets handlinger, når tider og steder skifter, og der opstår spørgsmål, som ikke fandtes tidligere. Kan tekster, der er flere hundrede år gamle, give love og regler for nye spørgsmål, som slet ikke fandtes dengang? Hvordan kan disse tekster rumme love med sådanne betydninger, når spørgsmålene ikke eksisterede på den tid?
Fleksibilitet betyder ikke, at shari’ahen kan ændres
Nogle mennesker—heriblandt mennesker, som er optaget af Allahs shari’ah, har tillid til Allahs lovgivning og ønsker, at shari’ahen skal styre til enhver tid og på ethvert sted—siger: Den islamiske shari’ah er ikke stiv eller uforanderlig; den udvikler sig og er fleksibel. De mener, at dens fleksibilitet gør den i stand til at udvikle sig, efterhånden som tider og steder ændrer sig, og at nutidens shari’ah-lærde skal sikre denne udvikling og fleksibilitet ved at læse Islam og dets tekster på en måde, som gør shari’ahen forenelig med nutidens virkelighed. Denne påstand rummer naturligvis en betydelig fejl. Opgaven er ikke at gøre shari’ahen forenelig med forskellige tider og steder. Vi skal ikke tilpasse, ændre og udvikle shari’ahen, så den kan eksistere i moderne tider under nutidens lovgivning, som i sin natur er den vestlige civilisations lovgivning.
Shari’ahen former virkeligheden; den tilpasser sig ikke til den
Sagen forholder sig helt anderledes: Shari’ahen kom for at forme virkeligheden, ikke for selv at blive formet af den. Den kom for at forme, ikke for at blive formet af tid og sted. Den kom for at forme samfundet efter sin egen form, ikke for selv at tage form efter samfundene. Hvad ville ellers være meningen med, at profeterne og sendebudene kom for at ændre menneskenes virkelighed, hvis det var shari’ahen, der skulle ændres? Derfor er talen om, at shari’ahen er fleksibel i betydningen foranderlig eller udviklingsdygtig, forkert. Det præcise er, at shari’ahen er omfattende: Den rummer tilstrækkelige shari’ah-love til at behandle problemer til enhver tid og på ethvert sted og til at forme menneskenes liv til enhver tid og på ethvert sted. Denne omfattende rækkevidde kommer af bredden i teksterne og de shari’ah-beviser, lovene er udledt af. Den islamiske shari’ahs kilder er Koranen, Sunnah og de beviser, som de henviser til—nærmere bestemt konsensus (ijma‘) og analogislutning (qiyas). Disse fire beviser—Koranen, Sunnah, konsensus og qiyas—har brede indikationer. De frembringer en omfattende shari’ah, som kan give love for alle menneskets handlinger, uanset hvor nye de er, behandle menneskenes problemer og forme deres liv til enhver tid og på ethvert sted. Hvorfor?
Menneskeskabt lovgivnings manglende evne
Den islamiske shari’ah kan ikke sammenlignes med menneskers øvrige lovgivninger. De er menneskeskabte lovgivninger, udformet af begrænsede forstande, som er påvirket af tid, sted og det miljø, de lever i. Modstridende forstande giver love, som ofte er forskellige og indbyrdes modstridende. Disse lovgivninger behandler ikke menneskets problemer i kraft af, at det er menneske. De opstiller i stedet løsninger på forbigående problemer, som ramte de samfund, hvor lovgivningerne opstod. Jeg har behandlet dette emne i tidligere halaqaat, men nævner det igen.
Et af de tydeligste eksempler fra nyere historie er kapitalismen. Kapitalismen opstod som en reaktion på feudalismen. Den skulle befri mennesker fra det feudale system, som havde domineret i flere hundrede år i det, der kaldes middelalderen. Det demokratiske system opstod på samme måde for at afskaffe det teokratiske system—kirkens tyranni og de konger, som med kirkens støtte regerede i kraft af en påstået guddommelig bemyndigelse. Idéen om de offentlige friheder opstod ligeledes for at fjerne de begrænsninger, som kirken i århundreder havde pålagt de vestlige folk. Efter at kapitalismen havde skabt sine egne problemer, opstod socialistiske teorier, herunder den marxistiske socialisme, som en reaktion på kapitalismen. Disse menneskeskabte lovgivninger og love behandler ikke menneskets problem i kraft af, at det er menneske. De behandler forbigående problemer, som ramte bestemte samfund, ikke menneskeheden som helhed. Andre samfund havde ikke et feudalt system som det europæiske. Derfor fandtes der heller ikke samme grundlag for, at kapitalismen kunne opstå i samfund, som ikke havde gennemlevet Europas erfaringer med feudalisme, teokrati, religiøst tyranni og teorien om guddommelig bemyndigelse. På samme måde opstod socialismen ikke i samfund, som ikke havde lidt under kapitalismen og gennemlevet Europas historie. Den blev i stedet indført i disse samfund udefra. Det er svagheden ved menneskeskabte love og lovgivninger.
Skaberens shari’ah for mennesket
Allahs islamiske shari’ah er noget helt andet. Det er Allahs shari’ah for alle mennesker. Den blev åbenbaret for at regulere menneskets adfærd i dets egenskab af menneske—ikke som medlem af en bestemt nation, et bestemt folk, en bestemt race eller en bestemt kultur, og heller ikke fordi mennesker havde gennemlevet bestemte historiske omstændigheder. Den kom for at behandle menneskets problem i dets egenskab af menneske, hvad enten mennesket er araber, ikke-araber, perser, romer, egypter, inder, kineser eller andet.
Hvorfor? Fordi den islamiske shari’ah blev åbenbaret for at regulere menneskets adfærd, som udspringer af den menneskelige fitra, der er den samme til enhver tid og på ethvert sted. Den menneskelige fitra består af instinkter og organiske behov, som kræver tilfredsstillelse, frembringer en adfærd rettet mod denne tilfredsstillelse og skaber relationer mellem mennesker, hvorigennem de udveksler interesser for at tilfredsstille behovene. Denne menneskelige fitra har været den samme siden Adam, fred være med ham, og forbliver det indtil Dommedag, til enhver tid og på ethvert sted, uanset menneskets farve, sprog eller miljø. Alle mennesker har de samme organiske behov: De har brug for mad, drikke, varme og så videre. De har også de samme instinkter: religiøsitetsinstinktet, overlevelsesinstinktet og artsinstinktet. Når tilfredsstillelsen af denne fitra reguleres korrekt, fører det til en sund adfærd og en sund livsform, som højner mennesket og giver det tryghed.
Den, som skabte denne fitra, skabte også mennesket, dets instinkter og dets organiske behov. Den, som skabte denne komplekse og gådefulde menneskelige sjæl, hvis opbygning selv mikroskopet ikke kan afdække, er Allah, Glorificeret og Ophøjet være Han. Han, som skabte mennesket, siger:
﴿ وَنَعْلَمُ مَا تُوَسْوِسُ بِهِۦ نَفْسُهُۥ ۖ وَنَحْنُ أَقْرَبُ إِلَيْهِ مِنْ حَبْلِ ٱلْوَرِيدِ ﴾
»og Vi ved, hvad hans eget indre hvisker til ham, og Vi er ham nærmere end hans halspulsåre« [50:16].
Allah ved, hvad Han har skabt:
﴿ أَلَا يَعْلَمُ مَنْ خَلَقَ وَهُوَ ٱللَّطِيفُ ٱلْخَبِيرُ ﴾
»Skulle Han, som skabte, ikke vide, når Han er Den Mest Finsindede, Den Altvidende?« [67:14].
Han ved, hvilke løsninger der tjener mennesket. Når disse løsninger kommer fra Skaberen, Glorificeret og Ophøjet være Han, er de ikke påvirket af en midlertidig virkelighed, som mennesker har levet i.
Den islamiske shari’ah er ikke et produkt af det arabiske miljø
Da den islamiske shari’ah blev åbenbaret for menneskene for omkring femten århundreder siden, blev den åbenbaret på Den Arabiske Halvø blandt de hedenske arabere i jahiliyyah. Men shari’ahen var ikke et produkt af det arabiske miljø, som nogle hævder. Den udsprang ikke af Den Arabiske Halvø og kom ikke blot for at behandle arabernes særlige problemer. Den behandlede ganske vist jahiliyyah-arabernes problemer, men som en del af de almene menneskelige problemer. Den gik dermed ud over arabernes problemer og behandlede menneskets problemer, hvor end den nåede frem. Den islamiske shari’ah, som Allah, Glorificeret og Ophøjet være Han, åbenbarede for Sit Sendebud Muhammad (må Allah velsigne ham og give ham fred), blev sendt som barmhjertighed for alle verdener:
﴿ وَمَآ أَرْسَلْنَـٰكَ إِلَّا رَحْمَةً لِّلْعَـٰلَمِينَ ﴾
»Vi sendte dig kun som en barmhjertighed for alle verdener« [21:107],
﴿ قُلْ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلنَّاسُ إِنِّى رَسُولُ ٱللَّهِ إِلَيْكُمْ جَمِيعًا ﴾
»Sig: O mennesker! Jeg er visselig Allahs Sendebud til jer alle« [7:158].
Shari’ahens tale er rettet til alle mennesker
Allahs tale er rettet til menneskene:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلنَّاسُ ٱعْبُدُوا۟ رَبَّكُمُ ٱلَّذِى خَلَقَكُمْ ﴾
»O mennesker! Tilbed jeres Herre, som skabte jer« [2:21],
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلنَّاسُ إِنَّا خَلَقْنَـٰكُم مِّن ذَكَرٍ وَأُنثَىٰ وَجَعَلْنَـٰكُمْ شُعُوبًا وَقَبَآئِلَ لِتَعَارَفُوٓا۟ ۚ إِنَّ أَكْرَمَكُمْ عِندَ ٱللَّهِ أَتْقَىٰكُمْ ﴾
»O mennesker! Vi skabte jer af en mand og en kvinde og gjorde jer til folk og stammer, så I kan lære hinanden at kende. Den mest ærede af jer hos Allah er visselig den, der har mest taqwa« [49:13].
Islam som helhed, herunder shari’ahen, kom med en tale til alle mennesker. Shari’ahen behandlede arabernes problemer og forvandlede dem til et nyt folk. Den behandlede også problemerne hos mennesker uden for Den Arabiske Halvø—dem, der levede under Det Byzantinske Rige, og dem, der levede under Perserriget. På trods af deres forskellige historiske omstændigheder, sprog, etniske tilhørsforhold, skikke, traditioner og natur behandlede den alles problemer. Både muslimske og ikke-muslimske historikere bevidner de resultater, den islamiske shari’ah opnåede i al-Andalus, Nordafrika, al-Sham, Irak og Centralasien—ud over det sted, hvor den blev åbenbaret: Den Arabiske Halvø.
Gyldig for alle mennesker til enhver tid og på ethvert sted
Hemmeligheden bag den islamiske shari’ahs gyldighed til enhver tid og på ethvert sted og for alle typer og grupper af mennesker er således, at den kom som en lovgivning, der behandler menneskets problem i dets egenskab af menneske. Den blev ikke påvirket, sådan som menneskeskabte love bliver det—ophøjet er Allah, som fastlagde denne shari’ah, over enhver sådan påvirkning. Den islamiske shari’ah blev ikke påvirket af jahiliyyah-araberne, livet i al-Hijaz, livet i Makkah eller Quraysh-folkets liv. Den blev ikke påvirket af nogen af de omstændigheder og forhold, mennesker levede under, da den blev åbenbaret. Det hævder kun de stædige benægtere, som afviser åbenbaringen som shari’ahens kilde og gør alt for at bevise, at den islamiske shari’ah skulle være påvirket af samtidige eller tidligere lovgivninger. Det vil vi, om Allah vil, give et udførligt svar på i senere halaqaat. Hemmeligheden er altså, at den er Allahs shari’ah for mennesket—ikke kun for arabere eller ikke-arabere, ikke for et bestemt sted og ikke for en bestemt tid eller historisk epoke. Den er Allahs shari’ah for mennesket, og mennesket forbliver mennesket indtil Dommedag.
Nye spørgsmål og shari’ah-teksterne
Vi vender nu tilbage til spørgsmålet, vi stillede tidligere og ved begyndelsen af denne halaqa: Hvordan kan begrænsede tekster give nye shari’ah-love, efterhånden som tiden går, stederne skifter, og spørgsmål, som ikke fandtes tidligere, opstår? De spørger eksempelvis: Kan den islamiske shari’ah give en lov om kloning? Kan den give en lov om nye kontrakter såsom aktieselskaber, der ikke fandtes tidligere, eller om banksystemer, der slet ikke fandtes i denne form? Kan shari’ahen give love om reagensglasbefrugtning og lignende spørgsmål? Hvordan kan en shari’ah, der ikke kendte disse spørgsmål, da den blev åbenbaret, give love om forhold, som dengang hørte til det usete? Vi minder igen om, at denne shari’ah kom fra Ham, der kender det usete, Glorificeret og Ophøjet være Han. Intet frem til Dommedag er skjult for Ham. Men hvordan kan shari’ah-teksterne give love for spørgsmål, der ikke fandtes tidligere?
Jeg siger med Allahs hjælp: Den islamiske shari’ahs tekster adskiller sig i deres natur fra menneskeskabt lovgivning. De er ikke stive bestemmelser, hvor hver paragraf er udformet til direkte og udelukkende at behandle én bestemt menneskelig handling—paragraf ét, paragraf to, paragraf tre. Menneskelige lovgivere finder de aktuelle spørgsmål og fastsætter regler for dem; når nye spørgsmål opstår, samler de lovgiverne igen for at vedtage nye love. Den islamiske shari’ahs tekster—Koranens og Sunnahs tekster—er ikke stive tekster med snævre betydninger som menneskeskabt lovgivning. De har i deres natur brede indikationer, og deres betydninger kan anvendes på mange spørgsmål. De kommer fra Allah, Glorificeret og Ophøjet være Han, i formuleringer, som gør dem i stand til at give shari’ah-love for nye spørgsmål, når teksterne finder anvendelse på dem. Det kræver naturligvis en nærmere forklaring.
Måder at udlede shari’ah-love på
I den resterende tid vil jeg give eksempler på de forskellige måder, hvorpå shari’ah-love udledes af teksterne. Nogle love tages fra det, teksten udtrykkeligt angiver (manṭūq al-nass). Andre udledes af tekstens underforståede betydning (mafhūm al-nass). Nogle udledes af tekstens rationelt forståede betydning (ma‘qūl al-nass), mens andre har form af generelle betydninger, generelle principper eller overordnede principper. Jeg vil gennemgå dem én efter én.
Det teksten udtrykkeligt angiver
Shari’ah-love, som udledes af det, teksten udtrykkeligt angiver, er de love, som teksten fastlægger direkte. Når Allah, Glorificeret og Ophøjet være Han, siger:
﴿ حُرِّمَتْ عَلَيْكُمُ ٱلْمَيْتَةُ وَٱلدَّمُ وَلَحْمُ ٱلْخِنزِيرِ وَمَآ أُهِلَّ لِغَيْرِ ٱللَّهِ بِهِۦ ﴾
»Forbudt for jer er selvdøde dyr, blod, svinekød og det, som et andet navn end Allahs er blevet påkaldt over« [5:3],
så tages shari’ah-loven af det, teksten udtrykkeligt angiver, og den omfatter denne betydning uden at blive udvidet til andet. Når Han siger:
﴿ حُرِّمَتْ عَلَيْكُمُ ٱلْمَيْتَةُ ﴾
»Selvdøde dyr er blevet forbudt for jer« [5:3],
gælder det alle selvdøde dyr—dyr, som er døde uden korrekt shari’ah-slagtning. Det blod, der løber fra slagtede dyr, er ligeledes forbudt for muslimer; det må hverken drikkes eller udnyttes. Verset fastlægger også grisen som forbudt føde og som et forbudt dyr. Forbuddet udledes af selve ordet »gris« og udvides ikke til andet, fordi forbuddet her ikke er begrundet med en ‘illa og ikke har nogen yderligere underforstået betydning.
Disse shari’ah-love tages altså af det, teksten udtrykkeligt angiver i:
﴿ حُرِّمَتْ عَلَيْكُمُ ٱلْمَيْتَةُ وَٱلدَّمُ وَلَحْمُ ٱلْخِنزِيرِ وَمَآ أُهِلَّ لِغَيْرِ ٱللَّهِ بِهِۦ ﴾
»Forbudt for jer er selvdøde dyr, blod, svinekød og det, som et andet navn end Allahs er blevet påkaldt over« [5:3].
Det er også berettet, at Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) forbød tamæsler [Sahih al-Bukhari, 5520]. Det betyder, at det blev forbudt at spise kød fra tamæsler—ikke fra vildæsler. Dette forbud er fastlagt direkte af teksten.
Tekstens underforståede betydning
Mange andre shari’ah-love er imidlertid blevet fastlagt gennem andre former for tekstlig indikation. En af dem kaldes tekstens underforståede betydning (mafhūm al-nass). De love, der udledes på denne måde, giver teksterne et bredt anvendelsesområde. Jeg vil give et eksempel.
Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred) sagde: «لا يحل لثلاثة بفلاة من الأرض، إلا أمّروا عليهم أحدهم» — »Det er ikke tilladt for tre personer i et øde område at undlade at udpege en af dem som deres leder« [Musnad Ahmad, 6647]. Han sagde også: «إذا كنتم ثلاثة فأمّروا أحدكم» — »Hvis I er tre, skal I udpege en af jer som leder« [se Sunan Abi Dawud, 2608]. Hvis tre personer er på rejse, skal de altså udpege en af dem som deres leder. Teksten har både en udtrykkelig og en underforstået betydning. Den udtrykkelige betydning er, at de tre skal udpege en af dem.
Det, vi kalder tekstens underforståede betydning, omfatter både overensstemmende betydning (mafhūm al-muwāfaqah) og modsat betydning (mafhūm al-mukhālafah). Den overensstemmende betydning her er, at hvis antallet overstiger tre—uanset hvor stort det bliver—skal de så meget desto mere udpege en af dem som leder. Tallet »tre« angiver minimumsgrænsen: Hvis I er tre eller flere, skal I udpege en af jer. Den modsatte betydning er, at hvis de er færre end tre—altså netop to—er de ikke forpligtede til at udpege en af dem som leder. Det er et eksempel på, hvordan tekstens underforståede betydning fungerer. Mange shari’ah-love er blevet udledt på denne måde.
Jeg giver et eksempel med Allahs, den Ophøjedes, ord:
﴿ فَإِنْ أَرْضَعْنَ لَكُمْ فَـَٔاتُوهُنَّ أُجُورَهُنَّ ﴾
»Hvis de så ammer jeres børn for jer, skal I give dem deres betaling« [65:6].
Teksten fastlægger udtrykkeligt betaling til den kvinde, der ammer. Men den viser også, at den, som yder en tjeneste for en anden, har krav på betaling. Den fastlægger den ansattes løn, og herfra er der udledt love om ansættelse og leje. Sagen er ikke begrænset til betaling til ammende kvinder. Dette er et eksempel på overensstemmende betydning (mafhūm al-muwāfaqah). Jeg går videre til et andet eksempel—eller rettere: Vi har nu behandlet tekstens underforståede betydning. Dette emne rummer naturligvis flere detaljer, såsom tallets betydning, egenskabens betydning og så videre.
Tekstens rationelt forståede betydning og qiyas
Der findes en anden type love—eller en anden type tekster, som love udledes af—der kaldes tekstens rationelt forståede betydning (ma‘qūl al-nass). Det er med andre ord qiyas, analogislutning, som er et kendt shari’ah-bevis. Hvad menes der med qiyas? Det er en omfattende metode til at udlede shari’ah-love. Allah, Glorificeret og Ophøjet være Han, har fastlagt nogle shari’ah-love med en ‘illa. Andre love er ikke begrundet med en ‘illa og kan derfor ikke danne grundlag for qiyas. Men nogle love har Allah fastlagt ved samtidig at angive deres ‘illa og bygge loven på den. Shari’ah-loven følger sin ‘illa i både dens tilstedeværelse og fravær: Når ‘illaen findes, gælder loven; når ‘illaen ikke findes, gælder loven ikke.
Salg af fisk i havet og gharar som ‘illa
Et eksempel er hans ord (må Allah velsigne ham og give ham fred): «لا تبيع السمك في البحر، فإنه غرر» — »Sælg ikke fisken i havet, for det er gharar« [se Musnad Ahmad, 3676]. Sælg ikke fisken i havet, for det er gharar. En person må ikke sige: »Jeg sælger dig det, jeg får op herfra. Jeg dykker ned og henter fisk op, og det, jeg får op, sælger jeg til dig for et bestemt beløb.« Det kaldes gharar, det vil sige, at salgsgenstanden er ukendt. Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred) forbød at sælge fisk i havet, fordi det er gharar. Denne shari’ah-lov blev således knyttet til sin ‘illa; når ‘illaen ikke er til stede, gælder loven ikke.
Lad os antage, at to personer befinder sig på havet. Den ene fanger en fisk i et bur, som både sælgeren og køberen kan se. Han siger: »Jeg sælger dig denne fisk, som er i buret i havet, for et bestemt beløb.« Er der gharar i dette salg? Nej. Derfor gælder forbuddet mod at sælge fisk i havet ikke i dette tilfælde, fordi gharar ikke findes. Shari’ah-loven følger her sin ‘illa i både dens tilstedeværelse og fravær. Men ‘illaens betydning stopper ikke her. Den gør, at loven kan overføres til andre spørgsmål. Loven er ikke begrænset til salg af fisk i havet, men omfatter enhver type handel, der rummer den samme ‘illa—gharar.
Salg af ukendte varer og lignende transaktioner
Hvis en person siger til en anden: »Jeg sælger dig denne kasse med alt, hvad den indeholder, uden at du ser indholdet, for et bestemt beløb«, er det et eksempel fra menneskenes liv. En sådan form for handel kaldes lokalt bay‘ al-saḥbah, en slags lykkepakkesalg. Et barn betaler et beløb og åbner derefter en del af beholderen for at opdage, hvad det har købt. Før betalingen kender barnet hverken varen eller dens værdi; det køber noget ukendt. Salg af noget ukendt rummer gharar og er derfor ikke tilladt: Sælg ikke fisk i havet, for det er gharar. Her giver Islam en shari’ah-lov, som kan anvendes på nye spørgsmål til enhver tid og på ethvert sted, fordi den ‘illa, shari’ah-beviset har angivet—nemlig gharar—er til stede.
Sælg ikke fisk i havet, for det er gharar. Når shari’ah-love er bygget på en ‘illa, som kan forekomme på ethvert tidspunkt, gælder den tilknyttede lov, hver gang denne ‘illa findes. Det giver os en stor mængde shari’ah-beviser, som kan anvendes på nye spørgsmål.
Forberedelse af styrke, når midlerne ændres, men ‘illaen består
Lad mig tilføje et andet eksempel. Allah, den Ophøjede, siger:
﴿ وَأَعِدُّوا۟ لَهُم مَّا ٱسْتَطَعْتُم مِّن قُوَّةٍ وَمِن رِّبَاطِ ٱلْخَيْلِ تُرْهِبُونَ بِهِۦ عَدُوَّ ٱللَّهِ وَعَدُوَّكُمْ ﴾
»Forbered mod dem al den styrke, I formår, herunder stridsheste, hvormed I kan indgyde Allahs fjende og jeres fjende frygt« [8:60].
Verset påbyder at forberede styrke og nævner stridsheste som en del af styrken. Men verset angiver også ‘illaen:
﴿ تُرْهِبُونَ بِهِۦ عَدُوَّ ٱللَّهِ وَعَدُوَّكُمْ وَءَاخَرِينَ مِن دُونِهِمْ لَا تَعْلَمُونَهُمُ ٱللَّهُ يَعْلَمُهُمْ ﴾
»hvormed I kan indgyde Allahs fjende og jeres fjende frygt, samt andre ud over dem, som I ikke kender, men som Allah kender« [8:60].
Påbuddet om at forberede heste er knyttet til den ‘illa, at fjenden skal indgydes frygt. Hvis der kommer en tid, hvor heste ikke længere indgyder fjenden frygt, gælder denne lov ikke længere for hestene. I dag er vi ikke forpligtede til at forberede heste for at indgyde fjenden frygt. Vi skal i stedet forberede de våben, der gør det, fordi det krævede er at realisere ‘illaen og dermed den lov, der er knyttet til den. ‘Illaen her er at indgyde fjenden frygt. Hvis det i dag er geværer, artilleri, fly, missiler og andre moderne våben, der indgyder fjenden frygt, bliver det påbudt at forberede disse våben, fordi de realiserer det, Allah har påbudt.
‘Illaen findes i disse midler, og derfor gælder loven. Det falder naturligvis ind under Allahs, den Ophøjedes, ord:
﴿ وَأَعِدُّوا۟ لَهُم مَّا ٱسْتَطَعْتُم مِّن قُوَّةٍ ﴾
»Forbered mod dem al den styrke, I formår« [8:60].
Når shari’ah-lovenes ‘illaer findes, gælder lovene for de nye spørgsmål. Disse love forbliver således tilgængelige frem til Dommedag. Jeg giver et tredje eksempel, fordi qiyas er en af de vigtigste metoder til at udlede shari’ah-love, som kan anvendes på nye spørgsmål. Det er fastlagte shari’ah-love, som anvendes på nye spørgsmål. Shari’ahen ændres ikke; den er fast og omfattende og rummer love, der finder anvendelse til enhver tid og på ethvert sted.
At opsøge handelskaravaner og uvidenhed om prisen som ‘illa
Jeg giver endnu et eksempel. Det er berettet, at Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred) forbød at opsøge handelskaravanerne, før de nåede markedet. Hvad indebar dette forbud? Der blev afholdt markeder i Madinah, hvortil handlende og handelskaravaner kom udefra. Nogle mennesker forlod byen for at møde karavanerne med varer til markedet og udnytte de ankommende handlendes uvidenhed om markedspriserne. De købte varerne billigere end markedsprisen. Derfor forbød Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred) at opsøge karavanerne. Forbuddet er begrundet med de ankommende handlendes uvidenhed om markedsprisen.
Loven gælder, når denne ‘illa findes; når ‘illaen ikke findes, gælder loven ikke. Loven følger sin ‘illa i både dens tilstedeværelse og fravær. Denne ‘illa kan findes nogle steder og mangle andre steder på samme tidspunkt. Tag uvidenhed om prisen i dag som eksempel. Med moderne kommunikation, især internettet, kan man i de fleste tilfælde ikke sige, at en handelsmand er uvidende om prisen, for han kan følge priserne gennem elektronisk kommunikation, telefon og andre midler.
Selv hvis en køber møder de rejsende hundreder af kilometer uden for byen, kan sælgeren i dag let kende markedsprisen på det sted, karavanen er på vej til. ‘Illaen mangler da, og loven gælder ikke. Men loven gælder fortsat, hver gang dens ‘illa findes. Hvis en køber udnytter sælgerens uvidenhed om markedsprisen og køber varerne langt under deres markedsværdi, kan sælgeren søge sin ret ved en domstol efter shari’ahen, og salget kan ophæves på dette grundlag. Når ‘illaen findes, gælder shari’ah-loven. Hvis vi skulle opregne alle de shari’ah-love, hvis ‘illa kan forekomme til enhver tid og på ethvert sted, ville gennemgangen blive meget lang.
Overordnede principper og skadesprincippet
Jeg går nu videre til en anden måde, hvorpå shari’ah-love udledes: generelle shari’ah-principper, der gælder for nye spørgsmål til enhver tid og på ethvert sted. Et af disse overordnede principper er udledt af Profetens ord (må Allah velsigne ham og give ham fred): «لا ضرر ولا ضرار» — »Der må hverken påføres skade eller gengældes med skade« [Sunan Ibn Majah, 2340]. Denne hadith er berettet i flere versioner. Nogle beretninger tilføjer: «وللرجل أن يضع خشبة في حائط جاره» — »og en mand må anbringe et stykke træ i sin nabos mur« [se Sahih al-Bukhari, 2463]. Af udsagnet »der må hverken påføres skade eller gengældes med skade« er der udledt et shari’ah-princip om, at en handling bliver forbudt, når det konkrete tilfælde af handlingen medfører skade.
Udgangspunktets lov forbliver den samme: Noget, der er tilladt, forbliver tilladt. Men hvis et bestemt tilfælde af det tilladte medfører skade, bliver netop dette tilfælde forbudt, mens den generelle tilladelse består.
Fabrikken, der skader naboerne
En person må eksempelvis opføre en fabrik på sin egen jord eller ejendom og fremstille tilladte varer til salg. Han har ret til at råde over og investere i sin ejendom inden for det, Allah har fastlagt. Han må opføre et konfektureværksted eller et køkken. Han må også anlægge en fabrik, der fremstiller husholdningsartikler, plastvarer eller aluminiumsdøre og -vinduer. Det er hans ret, og alt dette er tilladt. Udgangspunktet for ting er tilladelse; det er tilladt at drage nytte af det, Allah har skabt for mennesket, og at investere i sådanne ting på sin egen ejendom. Men hvis han anlægger fabrikken i et boligområde, hvor støj, lugt eller snavs skader mennesker, har han påført dem skade, og det overordnede skadesprincip finder anvendelse.
Han forhindres derfor i at anlægge fabrikken på et sted, hvor den skader mennesker. Han må ikke misbruge sin ret og sige: »Jeg gjorde det på min egen ejendom, og ingen har ret til at forhindre mig i at bruge den.« Det er slet ikke tilladt. Det, han har gjort, skader andre mennesker, selv om det er gjort på hans egen ejendom og oprindeligt var tilladt. Et bestemt tilfælde af en oprindeligt tilladt handling bliver derfor forbudt, fordi det medfører skade, mens den grundlæggende shari’ah-lov fortsat er tilladelse. Hvis fabrikken flyttes til et andet sted, hvor den ikke skader mennesker, er den tilladt og beholder sin oprindelige lov.
Retten til passage og til at føre vand igennem
En mand kan ikke nå sin jord uden at krydse naboens ejendom. Udgangspunktet er, at en ejer må forhindre andre i at gå ind på eller krydse hans jord. Hvis jeg ejer en jord, må jeg altså forhindre andre i at krydse den. Men hvis min nabo kun kan nå sin jord ved at krydse min, skader denne oprindelige ret ham. Jeg må ikke misbruge min ret og påføre ham denne skade. Det er berettet, at en mand på Allahs Sendebuds tid (må Allah velsigne ham og give ham fred) forhindrede sin nabo i at føre vand gennem hans jord for at vande naboens mark. Naboen klagede til Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred), som spurgte: »Hvorfor forhindrer du ham?« Han svarede: »Ved Allah, jeg vil ikke tillade det.« Allahs Sendebud sagde til ham: »Du påfører skade. Gå.« Til den anden sagde han: »Gå og før vandet gennem hans jord, så du kan vande din mark.« Naboen blev tvunget til at tillade, at vandet blev ført gennem hans ejendom.
Træet, der skader husets beboere
En anden sag handlede om en mand, hvis træ voksede fra hans jord ind over naboens ejendom. Hver gang han ville høste fra det, gik han ind i naboens hjem og påførte ham skade og ubehag; der var kvinder og andre familiemedlemmer i hjemmet. Naboen sagde: »Sælg mig træet«, men han nægtede. Han sagde derpå: »Betro det til mig; jeg kan høste det for dig—eller sælg mig dets frugt.« Han afviste mulighederne og insisterede på selv at gå ind på naboens ejendom for at høste fra sit træ. Den skadelidte husejer klagede til Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred).
Da han blev spurgt: »Hvorfor gjorde du det?«, svarede han: »Jeg vil ikke tillade det. Jeg vil hverken sælge det, udleje det eller gå med til noget af den art.« Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred) sagde da til den skadelidte nabo: »Gå og fæld hans træ, for han påfører skade« [se Sunan Abi Dawud, 3636]. Udgangspunktet er, at træet tilhører ejeren, og at han har ret til at råde over det. Men når udøvelsen af denne ret skader naboen, forhindres han i at påføre skaden. Det er et overordnet shari’ah-princip, som gælder konkrete tilfælde inden for mange forskellige spørgsmål og ændrer loven for det konkrete tilfælde under skadesprincippet. Princippet gælder nye spørgsmål til enhver tid og på ethvert sted. Hvor der findes skade, er shari’ah-loven at fjerne den: I Islam må der hverken påføres skade eller gengældes med skade.
Årsagerne til shari’ahens omfattende rækkevidde
Ærede brødre: Når Islams tekster indeholder generelle betydninger, overordnede principper og shari’ah-love, som gælder, hver gang deres ‘illa findes, giver det den islamiske shari’ah evnen til at give love for nye spørgsmål frem til Dommedag, til enhver tid og på ethvert sted.
Udgangspunktet for ting er tilladelse
Et eksempel på disse principper er: Udgangspunktet for ting er tilladelse. Det er et vedvarende princip frem til Dommedag. Det betyder, at udgangspunktet for de nyttige ting, Allah har skabt for mennesket, er tilladelse. Derfor kræves der ikke et nyt bevis for, at bilen som materiel ting er tilladt, eller for at flyet, computeren eller kameraet er tilladt; de er tilladte som udgangspunkt. Brugen af dem skal derimod være bundet af shari’ah-lovene, for udgangspunktet for menneskets handlinger er at være bundet af shari’ah-loven. Disse generelle og overordnede principper samt teksternes underforståede og rationelt forståede betydninger gør den islamiske shari’ah i stand til at give shari’ah-love for nye spørgsmål til enhver tid og på ethvert sted.
Vi understreger igen, at dette betyder, at den islamiske shari’ah er omfattende. Dens mange shari’ah-love udspringer af bredden i Koranens og Sunnahs tekster. Derfor kan shari’ahen give shari’ah-love for ethvert nyt spørgsmål til enhver tid og på ethvert sted. Det praktiske bevis er, at intet nyt spørgsmål er opstået uden at have fået en shari’ah-lov udledt af Allahs Bog, Hans Sendebuds Sunnah (må Allah velsigne ham og give ham fred) eller en af de to. Det er dette, der menes med shari’ahens omfattende rækkevidde.
Faste love betyder ikke stivhed
Man må ikke sige, at shari’ahen er fleksibel i den betydning, at den kan ændres eller udvikles. Vi har i en tidligere halaqa og ved andre lejligheder talt om dem, der under overskriften »udvikling« vil fordreje shari’ahen ved at føre shari’ah-beviserne i Koranen og Sunnah bort fra deres virkelige betydninger og give dem opdigtede betydninger. De fordrejer Allahs Bog og Hans Sendebuds Sunnah (må Allah velsigne ham og give ham fred). Teksterne har bestemte indikationer, som ikke må overskrides eller ændres. Vi må heller ikke opfinde nye betydninger under betegnelsen »en nutidig læsning« af Koranen og Sunnah. De skal læses shari’ah-mæssigt og sprogligt: Ord med shari’ah-fastlagte betydninger skal forstås efter disse betydninger, og ord med sproglige betydninger efter sproget. Man må heller ikke søge nye shari’ah-love, der angiveligt passer til tid og sted, men i virkeligheden tilpasses den moderne civilisation og menneskeskabte lovgivning, for derefter at tilskrive dem Allahs Bog og Hans Sendebuds Sunnah. På den måde vrides teksterne til at bære shari’ah-love, som er dem helt fremmede, og som de under ingen omstændigheder kan rumme.
Virkeligheden skal ændres, så den stemmer overens med shari’ahen
Dermed falder også den påstand, som ofte gentages i vores tid: at man ikke kan benægte, at shari’ah-lovene ændres, når tid og sted ændres. Jo, vi benægter, at lovene ændres. Allahs love er faste, og ingen har ret til at ændre dem. Men den islamiske shari’ah er omfattende nok til at behandle ethvert nyt spørgsmål til enhver tid og på ethvert sted. Allahs shari’ah er fast, mens virkeligheden forandres. Det, der skal ændres for at stemme overens med den anden part, er virkeligheden—samfundene og relationerne. De skal ændres, så de stemmer overens med shari’ahen og formes efter Allahs shari’ah. Allahs shari’ah skal ikke ændres, så den stemmer overens med den livsform og de relationer, mennesker har etableret gennem menneskeskabt lovgivning.
Dette er, hvad jeg ville sige, og jeg beder Allah om tilgivelse for mig og for jer. Jeg beder Allah om at velsigne og skænke fred til Allahs Sendebud, hans familie, hans ledsagere og dem, der følger ham. Nu går jeg sammen med jer videre til de spørgsmål, der måtte være kommet under denne halaqa.
Tilhørernes spørgsmål
Bror al-Abid spørger: Betyder Islams gyldighed til enhver tid og på ethvert sted, at vi kan overtage og handle efter alt, som ikke strider mod Islam? Er dette en del af shari’ahens omfattende rækkevidde? Spørgsmålet kan have mere end én betydning.
Forskellen mellem lovgivning og nye ting
Hvis spørgsmålet handler om at overtage det fra nutidens lovgivninger, som ikke strider mod Islam, er det én sag. Hvis det derimod handler om at tage nye nyttige ting og opfindelser—videnskabelige resultater eller materielle fremskridt—er det en anden sag. Hvis den første betydning menes—at vi tager det fra nye lovgivninger, som ikke strider mod Islam—er det ikke islamisk tænkning. Det er ikke tilladt at gennemgå menneskeskabte lovgivninger for at finde det, der stemmer overens med Islam, tage det og afvise det, der strider mod Islam. Lovgivningen i Islam er fuldstændig og udledes af shari’ah-beviserne. Når vi søger loven for en menneskelig handling, en transaktion, en kontrakt eller en ny handling, siger vi ikke: »Lad os se i de menneskeskabte lovgivninger, om de stemmer overens med Islam, så vi kan tage dem, og ellers afvise dem.« Sådan gør man ikke.
Love udledes kun af shari’ahen
Allah, Glorificeret og Ophøjet være Han, siger:
﴿ وَمَا ٱخْتَلَفْتُمْ فِيهِ مِن شَىْءٍ فَحُكْمُهُۥٓ إِلَى ٱللَّهِ ﴾
»Uanset hvad I er uenige om, tilhører afgørelsen derom Allah« [42:10].
﴿ وَمَا ٱخْتَلَفْتُمْ فِيهِ مِن شَىْءٍ فَحُكْمُهُۥٓ إِلَى ٱللَّهِ ﴾
»Uanset hvad I er uenige om, tilhører afgørelsen derom Allah« [42:10].
Det er derfor ikke tilladt at søge loven for nogen af menneskets handlinger andre steder end i den islamiske shari’ah. Den islamiske shari’ah rummer love for alle handlinger, men nogle af disse love er måske endnu ikke udledt, fordi det nye spørgsmål ikke fandtes tidligere, og de tidligere lærde derfor ikke udledte loven. Vi har allerede forklaret, at ijtihad er påbudt til enhver tid, så ingen tidsalder må være uden en mujtahid. Mujtahiderne skal derfor vende sig mod shari’ah-teksterne og søge Allahs lov om spørgsmålet.
Ijtihad i nye spørgsmål
I den næste halaqa vil vi, om Allah vil, tale om, hvordan Islam behandler problemer—altså hvordan muslimer udleder de shari’ah-love, der gælder nye spørgsmål. Når nye handlinger, kontrakter eller relationer, som ikke fandtes tidligere, opstår, skal lovene om dem søges direkte i Allahs shari’ah gennem de detaljerede beviser i Koranen og Sunnah. Hvis shari’ah-loven allerede findes, fordi den tidligere er blevet udledt, anvendes den. Hvis spørgsmålet er nyt, bliver ijtihad påbudt for dem, der er i stand til at udføre den. Ved kloning, reagensglasbefrugtning og andre nye spørgsmål siger man ikke: »Lad os se på andre lovgivninger og tage det, der stemmer overens med Islam, og forkaste det, der strider mod Islam.« Nej. Man vender tilbage til de shari’ah-beviser, der vedrører spørgsmålet, udleder de relevante shari’ah-love af dem og anvender dem på spørgsmålet—hvad enten loven bliver tilladelse, forbud eller andet.
Nye kontrakter er ikke ting
Det samme gælder nye kontrakter. Man kan ikke sige, at kontrakter er tilladte som udgangspunkt, for kontrakter hører til menneskets handlinger, og udgangspunktet for menneskets handlinger er at være bundet af shari’ah-loven. Man må derfor ikke skynde sig at sige, at aktieselskaber er tilladte, fordi udgangspunktet for ting er tilladelse. Man må heller ikke sige om eksempelvis »salg af kontrakter«, at kontrakter er tilladte som udgangspunkt. Der opstår nye transaktioner såsom forsikringskontrakter, aktieselskaber og andre selskabsformer, og nogle anvender forhastet princippet om, at udgangspunktet for ting er tilladelse. Men kontrakter er ikke ting eller fysiske materialer, som Allah har skabt og gjort tilladte som udgangspunkt. Først skal kontrakternes virkelighed forstås; denne virkelighed er genstanden for loven (manāṭ al-ḥukm). Derefter vender man tilbage til shari’ah-teksterne, undersøger de beviser, der vedrører virkeligheden, udleder de relevante love og anvender dem på den. Sådan behandles et nyt spørgsmål ved hjælp af shari’ah-lovene.
Nye opfindelser og deres anvendelse
Hvis spørgsmålet er, om man skal betragte hver ny ting blandt de nye opfindelser som tilladt: Ja, udgangspunktet for ting er tilladelse. De nye opfindelser kræver derfor ikke hver især et bevis; udgangspunktet for ting er tilladelse. Dermed er udgangspunktet for bilen, at den er tilladt, og udgangspunktet for flyet er, at det er tilladet, og udgangspunktet for raketten er, at den er tilladt, og udgangspunktet for kameraet er, at det er tilladt, og udgangspunktet for computeren er, at den er tilladt. Disse ting har som udgangspunkt en tilstand af tilladelse. Men det kan være selve brugen af dem, der kræver et bevis; om det er halal eller haram. Kameraet er en tilladt ting, men hvis man bruger det til at fotografere forbudte ting, så er dette haram. Her falder forbuddet på handlingen og ikke på tingen. På samme måde er computeren tilladt.
Hvis du bruger en ting til noget tilladt, er handlingen halal. Hvis du bruger den til noget, som shari’ah-beviset har fastlagt som forbudt, er handlingen haram. En kniv kan eksempelvis bruges til at skære mad eller til at dræbe et menneske, hvis liv det er forbudt at tage. Tingen er tilladt, men handlingen, som udføres med den, skal være bundet af shari’ah-loven. Alle nye opfindelser, der er fysiske ting, er tilladte som udgangspunkt, fordi udgangspunktet for ting er tilladelse.
Menneskets vurdering af interesse er ikke et shari’ah-bevis
Bror Abdullah spørger: Nogle siger det samme som dig om shari’ahens omfattende rækkevidde—og endda om dens fleksibilitet. De begrunder det med, at Islam kom for at varetage menneskenes interesser, så hvor der findes en interesse, findes Allahs lov. Hvad siger I til det?
Påstanden om, at interesse (maslahah) er et bevis for en shari’ah-lov, fordi loven udledes af den interesse, fornuften ser, har intet grundlag i shari’ahen. Den regel, de fremsætter—at hvor der findes en interesse, findes Allahs lov—er forkert. Den korrekte regel er: Hvor Allahs lov findes, findes interessen. Menneskers syn på interesser er forskelligt; det, jeg anser for en interesse, kan en anden anse for skadeligt. Hvis mennesker selv kunne kende deres interesser, ville der ikke være behov for, at Allah, Glorificeret og Ophøjet være Han, åbenbarede shari’ahen og forpligtede dem til at overholde og anvende den i deres liv. Allah, den Ophøjede, siger:
﴿ ٱتَّبِعُوا۟ مَآ أُنزِلَ إِلَيْكُم مِّن رَّبِّكُمْ وَلَا تَتَّبِعُوا۟ مِن دُونِهِۦٓ أَوْلِيَآءَ ﴾
»Følg det, der er blevet nedsendt til jer fra jeres Herre, og følg ikke beskyttere ud over Ham« [7:3].
Han siger også:
﴿ وَمَآ ءَاتَىٰكُمُ ٱلرَّسُولُ فَخُذُوهُ وَمَا نَهَىٰكُمْ عَنْهُ فَٱنتَهُوا۟ ﴾
»Tag imod det, Sendebudet giver jer, og afstå fra det, han forbyder jer« [59:7].
Og Han siger:
﴿ وَمَا كَانَ لِمُؤْمِنٍ وَلَا مُؤْمِنَةٍ إِذَا قَضَى ٱللَّهُ وَرَسُولُهُۥٓ أَمْرًا أَن يَكُونَ لَهُمُ ٱلْخِيَرَةُ مِنْ أَمْرِهِمْ ﴾
»Det tilkommer ikke en troende mand eller kvinde at have noget valg i deres sag, når Allah og Hans Sendebud har truffet en afgørelse« [33:36].
Det er fastslået for os, at den islamiske shari’ah kom for at realisere menneskenes interesser. Når shari’ahen anvendes korrekt, realiseres dens formål, og alle disse formål fører til det endelige mål: menneskenes interesse. Vi lærer vores interesser at kende gennem shari’ahen; vi udleder ikke shari’ahen af vores opfattelse af interesser. Du kan fejlagtigt forestille dig, at noget er en interesse, og sige: »Når det er en interesse, må det være tilladt.« Nej. Halal er det, shari’ahen har gjort halal; haram er det, shari’ahen har gjort haram; påbudt er det, shari’ahen har påbudt; anbefalet er det, shari’ahen har anbefalet; og misbilliget er det, Islam har fastlagt som misbilliget.
Det er derfor forkert at sige: »Vi leder efter interesser, og hvor vi finder dem, tillader vi dem, fordi shari’ahen kom for at realisere interesser.« Ja, shari’ahen kom for at realisere menneskets interesser. Men det er shari’ahen, der lærer mennesket, hvad dets interesser er; det er ikke mennesket, der lærer shari’ahen dets interesser og pålægger shari’ahen det, mennesket selv har lovgivet.
Derfor sagde Imam Abu Hamid al-Ghazali, må Allah have barmhjertighed med ham: »Den, der anvender istislah, har lovgivet.« Den, der anvender istislah, har lovgivet. Det er derfor forkert at sige, at interesse (maslahah) er et shari’ah-bevis.
Maslahah mursalah hos malikierne
Nogle vil spørge: Talte en gruppe retslærde—særligt dem, der tilskrives de malikitiske imamer, må Allah have barmhjertighed med dem—ikke om maslahah mursalah? Jeg svarer: Der er ingen forbindelse mellem det, de malikitiske imamer eller andre sagde om maslahah mursalah, og nutidens metode, hvor man bygger på menneskets opfattelse af interesser og siger, at hvor interessen findes, findes Allahs shari’ah. Måske afsætter vi en dag en halaqa til maslahah mursalah. Det er et emne under qiyas hos malikierne og muligvis også hos nogle ikke-malikitiske lærde.
Blandt de emner om qiyas, som flertallet af lærde anerkender, er ‘illaen og metoderne til at fastslå den (masālik al-‘illah). En af disse metoder er istislah, også kaldet munāsabah—relevans eller egnethed. Under munāsabah behandles den ubundne relevans (al-munāsabah al-mursalah). Det er et emne under qiyas, som findes i den malikitiske retslære. Nogle forsøger at lyde lærde og teoretiserer om emnet, selv om de ofte intet ved om det. De siger: »Malikierne anvendte maslahah mursalah«, uden overhovedet at forstå, hvad maslahah mursalah betyder.
De bruger dette som argument for, at alt, der gavner mennesker, er et bevis på, at det er tilladt. Nej. Intet bliver tilladt, påbudt eller forbudt uden et bevis fra Koranen, Sunnah eller det, de henviser til. Når fornuften selv udtænker interesser, anser ét menneske noget for en interesse, mens et andet anser det for skadeligt. Det er menneskeskabt lovgivning og har intet med den islamiske shari’ah at gøre.
Definitionen af en shari’ah-lov (Hukm Shar’i)
Shari’ahen er en samling shari’ah-love. En shari’ah-lov er Lovgiverens tale—det vil sige Allahs tale. Alt, der ikke er en tale fra Allah, Glorificeret og Ophøjet være Han, er ikke en shari’ah-lov. Shari’ah-loven er Lovgiverens tale vedrørende menneskets handlinger. Hvis ét menneske anser noget for gavnligt og et andet for skadeligt, og nogen derefter bygger en lov på sådanne vurderinger, er det menneskeskabt lovgivning, ikke en shari’ah-lov. Det kan på ingen måde gyldigt beskrives som en del af den islamiske shari’ah.
Taqwa og islamisk kultur
Bror Abdulfattah an-Najjar spørger: Hvordan overbeviser vi nogle mennesker om nødvendigheden af at overholde Allahs bud, især når de gentager deres sheikhers påstand om, at nødvendighed har sine egne love? Er shari’ahen ikke fuldstændig? Hvorfor følger de ikke en sund metode og vælger den sikreste vej?
Sagen vedrører, min kære bror, to aspekter: menneskets taqwa og muslimernes niveau af islamisk kultur. Hvis en person er eftergivende i sin religion, bortforklarer han sine overtrædelser af shari’ahen og leder efter en, der vil give ham en fatwa, som tillader dem. Han spørger den første sheikh, den anden, den tredje og den fjerde, indtil han finder en, der giver ham en fatwa, som godkender det, han har gjort.
Den, der vælger loven efter sit eget begær
Dette passer på Allahs, den Ophøjedes, ord:
﴿ وَمِنَ ٱلنَّاسِ مَن يَعْبُدُ ٱللَّهَ عَلَىٰ حَرْفٍ ۖ فَإِنْ أَصَابَهُۥ خَيْرٌ ٱطْمَأَنَّ بِهِۦ ۖ وَإِنْ أَصَابَتْهُ فِتْنَةٌ ٱنقَلَبَ عَلَىٰ وَجْهِهِۦ خَسِرَ ٱلدُّنْيَا وَٱلْـَٔاخِرَةَ ﴾
»Blandt menneskene er der den, som tilbeder Allah på kanten. Hvis noget godt rammer ham, føler han sig tryg ved det; men hvis en prøvelse rammer ham, vender han om og taber både denne verden og det hinsidige« [22:11],
og Hans ord:
﴿ وَإِن يَكُن لَّهُمُ ٱلْحَقُّ يَأْتُوٓا۟ إِلَيْهِ مُذْعِنِينَ ﴾
»Men hvis retten er på deres side, kommer de til ham i villig underkastelse« [24:49].
Når sandheden stemmer overens med det, han ønsker og begærer, kommer han villigt til den.
Hvis shari’ah-loven derimod strider mod det, han ønsker og begærer, vender han sig mod menneskeskabt lov. Hvis han finder, at shari’ah-loven kan realisere hans mål, følger han den og siger til sin modpart: »Kom, lad os gå til den og den sheikh.« Men hvis han på forhånd ved, at shari’ahen strider mod det, han ønsker, mens den menneskeskabte lov—Taghuts lov—stemmer overens med hans begær, vender han sig mod den lov. Må Allah beskytte os mod en sådan afvigelse. Det er afvigelse og svaghed i menneskets religion. Allah, den Ophøjede, siger:
﴿ أَلَمْ تَرَ إِلَى ٱلَّذِينَ يَزْعُمُونَ أَنَّهُمْ ءَامَنُوا۟ بِمَآ أُنزِلَ إِلَيْكَ وَمَآ أُنزِلَ مِن قَبْلِكَ يُرِيدُونَ أَن يَتَحَاكَمُوٓا۟ إِلَى ٱلطَّـٰغُوتِ وَقَدْ أُمِرُوٓا۟ أَن يَكْفُرُوا۟ بِهِۦ وَيُرِيدُ ٱلشَّيْطَـٰنُ أَن يُضِلَّهُمْ ضَلَـٰلًۢا بَعِيدًا ﴾
»Har du ikke set dem, som hævder at have iman på det, der blev nedsendt til dig, og det, der blev nedsendt før dig? De ønsker at søge Taghuts afgørelse, selv om de blev påbudt at forkaste den; og Satan ønsker at lede dem langt på afveje« [4:60].
Det første aspekt vedrører altså menneskenes taqwa: De skal være rede til at overholde shari’ah-loven, selv om den er tung for dem, strider mod deres materielle interesse eller er smertefuld. Allahs lov har større ret til at blive overholdt og fulgt end noget andet. Den smerte, mangel eller det tab, et menneske oplever ved at overholde shari’ah-loven, bliver hos Allah erstattet af noget langt større. Den, der forlader noget for Allahs skyld, får noget bedre i stedet [se Musnad Ahmad, 23074].
Fatwaer om lempelser og påstande om nødvendighed
Det andet aspekt vedrører muslimernes islamiske kultur i dag. Desværre er der en række sheikher på satellitkanaler, som promoverer det, de kalder »lempelser«, selv om disse lempelser strider mod Allahs shari’ah. De udsteder fatwaer i massevis og enkeltvis til enhver, der ønsker et rentebærende lån under påskud af, at han befinder sig i en nødsituation. Det er usandt, for en sådan nødvendighed findes ikke her. Den, der kan tilbagebetale et lån med renter, kan i stedet leje. Sagen handler derfor ikke om nødvendighed. Han ønsker det, der er materielt bedre for ham: Leje giver ham ikke ejerskab over et hus, mens køb gennem et rentebærende lån gør. Han er ikke tvunget; han søger det, der er bedre for hans verdslige liv. Så finder han en, der giver ham en fatwa og siger: »Jo, du er i nød, så du må tage et rentebærende lån.« Dermed falder han i en af de alvorligste store synder.
Det er fatwaer fra nogle muftier, som tilbyder færdige svar: en fatwa, der tillader en kvinde at tage sin shari’ah-påklædning af og opgive den af lydighed mod sin mand eller en skole i Europa; en fatwa om, at en kvinde, der antager Islam, må forblive gift med sin ikke-muslimske mand; og andre lignende fatwaer, som Allah ikke har nedsendt nogen myndighed for. Ingen af dem kommer fra shari’ah-beviser. De bygger blot på påstande—enten ved at pålægge fastlagte shari’ah-principper betydninger, de ikke kan bære, eller ved at indføre nye principper, som Allah ikke har nedsendt nogen myndighed for. Jeg er ikke nu i færd med at opregne disse nye principper eller forklare, hvordan fastlagte shari’ah-principper tvinges til at bære det, de ikke kan.
Afslutning
Sagen vedrører menneskets taqwa og vores pligt til at udbrede en korrekt islamisk kultur blandt mennesker, som lærer dem, hvordan en shari’ah-lov udledes. I denne serie, som indgår i det bredere emne om, hvordan shari’ahen følges, arbejder vi grundigt med dette spørgsmål. Jeg takker jer for at have lyttet opmærksomt. Jeg beder Allah, Glorificeret og Ophøjet være Han, om at belønne os og jer for denne halaqa, beskytte os mod fejl, lære os det, der gavner os, øge vores viden og gøre vores viden og handlinger oprigtige for Hans ædle åsyn. Jeg beder Allah om at velsigne og skænke fred til Allahs Sendebud, hans familie, hans ledsagere og dem, der følger ham. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed.
