Alle Halaqaat
DA

Halaqa 25

Al-Ta’assi (efterligning) af Sendebudets handlinger

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 25: Al-Ta’assi (efterligning) af Sendebudets handlinger

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 8. januar 2018 — 21. rabi al-thani 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning

I Allahs navn, den Mest Barmhjertige, den Nådige. Fred være med jer samt Allah den Ophøjedes barmhjertighed og velsignelser. Velkommen, kære brødre, til en ny halaqa i jeres program Halaqa Online, hvor vi taler om emner, der er omtalt i bogen Islams system af imam Sheikh Taqi al-Din an-Nabhani – må Allah den Ophøjede være ham nådig.

Vi fortsætter en række halaqaat om den profetiske Sunnah. I tidligere halaqaat talte vi om Sunnah: dens definition og status, khabar al-ahad, overleveringen af hadith fra Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – samt tilbagevisningen af den tvivl, der rejses om den ædle hadiths kilder, herunder Sahih-samlingerne og andre bøger.

I dag tager vi fat på et spørgsmål om den profetiske Sunnah, som er lovgivningens anden kilde efter Allah den Ophøjedes bog. Vi har tidligere forklaret og gennem bevis – ja, gennem sikre beviser – fastslået, at den åbenbaring, der blev sendt ned til Allahs Sendebud – må Allah velsigne ham og give ham fred – er opdelt i Qur’an og Sunnah. Qur’anen er det, der reciteres; både dens ordlyd og betydning er fra Allah den Ophøjede. Sunnah er det, der ikke reciteres, hvilket vil sige, at vi ikke tilbeder Allah gennem recitation af den, og dens ordlyd er ikke fra Allah den Ophøjede. Dens betydninger blev derimod åbenbaret af Allah den Almægtige, og Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udtrykte dem gennem sine udsagn, handlinger, stiltiende godkendelser eller sin tavshed.

I dag vil vi tale om al-Ta’assi – efterligning af Profetens handlinger, må Allah velsigne ham og give ham fred. Vi har afsat en halaqa til dette emne, og der er afsat et kapitel til det i bogen Islams system på grund af dets betydning og den forvirring, der omgiver det blandt mennesker i vor tid. Emnet er al-Ta’assi – efterligning af Profetens handlinger, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Sendebudets handlinger som shari’ah-beviser

Indledningsvis fastslår, minder og beviser vi, at Profetens handlinger – må Allah velsigne ham og give ham fred – er shari’ah-beviser. De udgør en del af Sunnah, som er en af lovgivningens kilder. Beviset for dette er Allah den Ophøjedes ord:

﴿ لَّقَدْ كَانَ لَكُمْ فِى رَسُولِ ٱللَّهِ أُسْوَةٌ حَسَنَةٌ لِّمَن كَانَ يَرْجُوا۟ ٱللَّهَ وَٱلْيَوْمَ ٱلْـَٔاخِرَ ﴾
»I Allahs Sendebud har I sandelig et godt forbillede for den, der håber på Allah og Den Sidste Dag.« [33:21]

Dette vers og andre vers samt Sahabas konsensus viser med afgørende tydelighed, at Profetens handlinger – må Allah velsigne ham og give ham fred – hører til Shari’ahs beviser.

Allah den Ophøjede tiltaler Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – med ordene:

﴿ إِنْ أَتَّبِعُ إِلَّا مَا يُوحَىٰٓ إِلَىَّ ﴾
»Jeg følger kun det, der åbenbares for mig.« [6:50; 10:15]

Ifølge dette ædle vers følger Profetens handling – må Allah velsigne ham og give ham fred – den åbenbaring, som Allah den Ophøjede åbenbarer for ham. Hans handling udtrykker derfor åbenbaringen, og Profetens handling kan ikke være i strid med åbenbaringen, fordi han er profet.

Blandt muslimernes sikre overbevisninger – uden hvilke troen på budskabet ikke er korrekt – er, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, var ufejlbarlig. En profet kan nemlig ikke begå fejl i overbringelsen af budskabet. En del af at overbringe og formidle budskabet til mennesker er, at han handler i overensstemmelse med åbenbaringen, og at hans handlinger stemmer overens med det, åbenbaringen bragte. Profetens handlinger – må Allah velsigne ham og give ham fred – kan derfor ikke være i strid med åbenbaringen. Hans handlinger udgør følgelig shari’ah-beviser, fordi de er i overensstemmelse med åbenbaringen.

Dette vers fastslår, at Allah den Ophøjede foreskrev Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – at gifte sig med den fraskilte hustru til den mand, der tidligere havde været hans adoptivsøn. Islam forbød senere adoption og ophævede dermed den tidligere tilladelse til adoption. Den person, der menes her, er Zayd. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – giftede sig med Zayds fraskilte hustru for at fastslå for mennesker og fjerne deres ubehag ved, at en mand må gifte sig med den fraskilte hustru til en person, der tidligere blev kaldt hans adoptivsøn. Islam havde ophævet denne form for adoption.

Derfor, når åbenbaringen siger: «så der ikke er besvær» [se 33:37], som nævnt i verset, betyder det, at Allah har gjort Profetens handlinger til et shari’ah-bevis, som folk skal følge. Der findes flere samlede beviser – vi vil ikke nu uddybe dem – der viser, at hans handlinger er en del af hans Sunnah, som udgør et shari’ah-bevis og en kilde til lovgivning.

Betydningen af al-Ta’assi (efterligning) af Sendebudets handlinger

Hvordan består al-Ta’assi – efterligning af Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred – i at følge Profetens handlinger? Mange mennesker kan tro, at efterligning af Profetens handlinger nødvendigvis betyder, at man udfører det, Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte. Denne opfattelse er ikke præcis. Efterligning af Profetens handlinger består derimod i, at man udfører det, Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte, på den måde, han udførte det.

Profetens handlinger kan være pligtige, anbefalede eller tilladte. Han kan også udføre handlinger, som ikke er til efterligning for os – vi vil komme tilbage til dette senere med nærmere detaljer.

Efterligning af Profetens handlinger – Allahs fred og velsignelser være med ham – betyder derfor ikke nødvendigvis, at man altid udfører det, Profeten gjorde. Man kan tværtimod i overensstemmelse med Shari’ahs vejledning afholde sig fra en handling, som Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte. Det er ikke i strid med efterligningen; det kan ligefrem være en del af efterligningen. Jeg siger følgende, og Allah skænker succes.

Handlinger uden for efterligningens område

Profetens handlinger inddeles i kategorier:

Jibilliyya-handlinger (naturskabte handlinger)

Vi nævner først jibilliyya-handlingerne. Det er handlinger, som Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte som menneske, ikke i sin egenskab af profet. Det er naturskabte handlinger, som et menneske almindeligvis udfører af natur i sin egenskab af menneske.

Allahs Sendebud – må Allah velsigne ham og give ham fred – rejser sig, går, sætter sig, lægger sig, sover og så videre. Det er jibilliyya-handlinger og derfor ikke genstand for efterligning. Han udfører dem, som alle mennesker gør. Disse jibilliyya-handlinger er ikke genstand for efterligning. Hvilke fødevarer Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – kan lide eller ikke kan lide, hænger sammen med hans temperament, natur og medfødte disposition. Det er ikke genstand for efterligning. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – undlod at spise hvidløg, men tillod muslimerne at spise hvidløg og gjorde ikke denne sag til genstand for muslimernes efterligning. Han krævede ikke, at muslimerne skulle efterligne ham i at undlade hvidløg; han undlod det af en grund, der var særlig for ham.

Der findes handlinger – lad os vende tilbage til det – der er jibilliyya-handlinger som dem, vi nævnte. De er ikke genstand for efterligning. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte naturligvis disse jibilliyya-handlinger, som generelt er tilladte i Allah den Ophøjedes religion. Denne første kategori er ikke genstand for de troendes efterligning.

Sendebudets særlige handlinger

Den anden kategori, som heller ikke er genstand for de troendes efterligning, er det, der blev gjort specifikt for Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred: de love, som Allah den Ophøjede gjorde særlige for Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham. Det er love, der gjaldt specifikt for ham, og som muslimerne ikke må efterligne ham i. Blandt det, der i Shari’ah blev gjort specifikt for Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – var eksempelvis, at han fik tilladelse til at gifte sig med mere end fire kvinder. Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – var gift med ni kvinder på samme tid [Sahih al-Bukhari, 5068]. Er dette tilladt for alle andre muslimer? Naturligvis ikke. Qur’an-verset er klart og utvetydigt:

﴿ فَٱنكِحُوا۟ مَا طَابَ لَكُم مِّنَ ٱلنِّسَآءِ مَثْنَىٰ وَثُلَـٰثَ وَرُبَـٰعَ ﴾
»Gift jer da med de kvinder, som I finder passende – to, tre eller fire.« [4:3]

Det er berettet, at Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – forbød mere end fire hustruer. Han befalede dem, der fra jahiliyya havde mere end fire, at skille sig fra det antal, der oversteg fire, og kun beholde fire [se Jami’ al-Tirmidhi, 1128]. Dette er derfor ikke genstand for efterligning.

Det er berettet, at Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – praktiserede uafbrudt faste, men forbød muslimerne at praktisere uafbrudt faste. Han sagde til dem: «لست مثلكم، لست مثلكم، إنني أُطعَم وأُسقى» [se Sahih al-Bukhari, 1961] – »Jeg er ikke som jer. Jeg er ikke som jer. Jeg får mad og drikke.« Dette gjaldt specifikt Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – og muslimerne må ikke efterligne Profeten i denne lov.

Derfor må det, der var særligt for Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke være genstand for efterligning. Vi har således udelukket to kategorier af hans handlinger fra al-Ta’assi: de naturskabte handlinger samt de regler eller bestemmelser, der var reserveret til ham som særlige shari’ah-love.

Handlinger, der er genstand for al-Ta’assi (efterligning)

Alle andre handlinger, som Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte, er genstand for efterligning. Det betyder, at der udledes en eller flere shari’ah-love af hans handlinger. De handlinger, som Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte, falder mellem tre muligheder: Enten udførte Profeten handlingen som wajib, eller også udførte han den som mandub, altså som anbefalet, eller også udførte han den som mubah.

Hvis Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte handlingen som wajib, Allahs lovgivning eller tale til Profeten også var rettet til alle de troende, handlingen var i overensstemmelse med åbenbaringen, og den ikke var gjort specifik for ham – Allahs fred og velsignelser være med ham – så var handlingen wajib for alle de troende. Vi efterligner da Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – og udfører det, han udførte, som wajib.

Hvis Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte en handling som mandub, altså som anbefalet, udfører vi det, Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte, som anbefalet. Vi siger ikke, at vi er forpligtet til at udføre alt det, Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte. Nej; det, Profeten udførte som mandub, udfører vi som mandub, altså som anbefalet. Vi udfører det ikke som wajib. Den, der ikke udfører den handling, som Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte som mandub, synder ikke, mens den, der udfører den, belønnes. En mandub-handling defineres nemlig som en handling, hvis udøver belønnes, mens den, der undlader den, ikke synder.

Hvis Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte en handling på tilladt vis (mubah), er det tilladt for os at gøre det samme på tilladt vis. Derfor er det også tilladt ikke at udføre den. Det tilladte (mubah) betyder, at mennesket har valgfrihed mellem at handle eller lade være – der gives ingen belønning ved handlingen eller afholdelsen, og ingen straf eller syndskyld for enten at gøre det eller undlade det.

Vi skal derfor altid være opmærksomme på, at efterligning af Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – ikke nødvendigvis betyder, at man udfører alt, hvad han udførte. Det betyder derimod, at man udfører det, Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte, på den måde, han udførte det, idet man følger Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham.

Derfor kan en person udføre en handling ligesom Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – uden at blive belønnet. Undertiden kan det endda være i strid med Shari’ah og udgøre en bid’ah. Hvordan? Når Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte en handling som tilladt (mubah), kan nogen overdrive dens betydning, påtage sig unødvendig anstrengelse og sige: »Denne handling, Sendebudet – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte, er genstand for efterligning, og vi skal gøre den.« Så tager han det, Profeten gjorde som tilladt, og udfører det som pligtigt (wajib). Her har han handlet i strid med Profetens måde – må Allah velsigne ham og give ham fred –, fordi handlingen blev udført på en anden måde end den, hvorpå Profeten gjorde den.

Det samme gælder, hvis en person udfører en handling som wajib, mens Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte den som mandub. Hvis Profeten udførte den som mandub, mens du udfører den som wajib, selv om du ved, at han ikke udførte den som wajib, har du også handlet i strid med ham. Hvis du udfører som mandub eller mubah det, Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte som wajib, har du ligeledes handlet i strid med ham. Efterligning af Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – er, at man udfører hans handling på den måde, Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte den, idet man følger ham.

Hvordan fastlægges den juridiske karakter af Sendebudets handling?

Her har man naturligvis ret til at spørge, hvordan vi skelner mellem det, Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte som wajib, så vi udfører det som wajib; det, han udførte som mandub, så vi udfører det som mandub; og det, han udførte som mubah, så vi har valget mellem at udføre og undlade det. Dette emne behandles naturligvis i bøgerne om usul. I disse bøger kan man finde forskellige tilgange og regler for behandlingen af spørgsmålet. Her taler vi imidlertid om det synspunkt, vi har adopteret og anser for korrekt.

Mundtlig forklaring af handlingens juridiske karakter

Hvis Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte en handling og i forbindelse med handlingen forklarede dens juridiske karakter – det vil sige, at han påbød den som wajib, mandub eller mubah – er dette udsagn fra Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – bevis for, at handlingen blev udført som wajib, mandub eller mubah.

Som eksempel kan vi nævne hans ord – Allahs fred og velsignelser være med ham: «صلوا كما رأيتموني أصلي» [Sahih al-Bukhari, 631] – »Bed, som I har set mig bede.« Bønnen er naturligvis påbudt i Qur’anen. Den er påbudt eller fastslået gennem flere gensidigt understøttende beviser og hører derfor til de shari’ah-love, som er fastslået med sikkerhed. Når Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – bad, og vi lærte hans handlinger i bønnen at kende, efter at han havde sagt: »Bed, som I har set mig bede«, ved vi, at bønnen i denne form forklarer hans ord og Allahs generelle påbud om bøn. Profetens udførelse af denne bøn var derfor wajib. Han udførte handlingen som en pligt, fordi den var en anvendelse af den tekst, der viste, at den var wajib.

Ingen må imidlertid forstå det sådan, at alt, hvad Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte i bønnen, er wajib. Hans udførelse af selve bønnen forklarer det, der blev påbudt. Allah den Ophøjede påbød bønnen i Bogen og Sunnah, og Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – sagde: »Bed, som I har set mig bede.« Bønnens måde blev således forklaret ved et klart bevis: det mundtlige bevis fra Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – viser, at den er wajib.

Det samme gælder hans ord – må Allah velsigne ham og give ham fred: «خذوا عني مناسككم» [se Sahih Muslim, 1297] – »Tag jeres pilgrimsritualer fra mig« – om hajj. Dette viser, at de troende var forpligtet til at tage disse ritualer fra ham. Det er en klar mundtlig forklaring fra Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – på, at denne handling forklarer påbuddet. Handlingen får derfor samme lov som påbuddet. Her forklarede han sagen fuldstændigt.

Når Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – forklarer den juridiske karakter af sin handling, viser hans udsagn, om handlingen blev udført som wajib, mandub eller mubah. Blandt de handlinger, han – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte, forklarede han os, når en handling ikke var wajib, men blev udført på et andet grundlag.

Det er berettet, at Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – ved en lejlighed tog sine sandaler af, da han trådte ind i moskeen. Sahaba tog derfor også deres sandaler af. Han spurgte dem: »Hvorfor tog I jeres sandaler af?« De svarede: »Vi så dig tage dine af, så vi tog vores af.« Han sagde: «لا، لا تخلعوا، إنما أتاني جبريل وأخبرني أن في نعلي خبثًا، فخلعت» [se Sunan Abi Dawud, 650] – »Nej, tag dem ikke af. Jibril kom til mig og fortalte mig, at der var urenhed i mine sandaler, så jeg tog dem af.« Her forklarede han grundlaget for at tage sandalerne af: Det var ikke obligatorisk at tage dem af, og handlingen var ikke genstand for efterligning på den måde, at de skulle tage deres af, hver gang han tog sine af. Han forklarede derimod årsagen. Handlingen var ikke tilsigtet i sig selv; han tog dem af, fordi de bar urenhed.

Når Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – gennem et udsagn forklarer en handlings juridiske karakter, kender vi altså denne juridiske karakter: om handlingen blev udført som wajib, mandub eller mubah.

Omstændighedsindikationer og forklaring gennem handling

Hvis han – Allahs fred og velsignelser være med ham – ikke gennem et udsagn forklarede en handlings juridiske karakter, kan der findes omstændighedsindikationer, som viser, at handlingen forklarer en befaling eller en shari’ah-lov, der er fastslået gennem et mundtligt bevis fra Qur’anen eller Sunnah.

Som eksempel huggede Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – tyvens hånd af ved håndleddet. Verset siger:

﴿ وَٱلسَّارِقُ وَٱلسَّارِقَةُ فَٱقْطَعُوٓا۟ أَيْدِيَهُمَا ﴾
»Hug hånden af den mandlige og den kvindelige tyv.« [5:38]

Dette vers udtrykker pligt. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte naturligvis handlingen som en pligt, fordi den gennemførte Allah den Ophøjedes befaling. Men det, han gjorde, forklarede også denne pligt. Forklaringen får derfor samme lov som den handling, shari’ah-beviset angiver. Verset angiver pligt.

Da Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – huggede ved håndleddet, viste det, at afhugning ved håndleddet er wajib. Sådan skal afhugningen udføres; sådan skal den udføres. Omstændighedsindikationerne viser derfor, at denne handling forklarer den shari’ah-lov, som det mundtlige bevis angiver.

Hensigten om at nærme sig Allah og tilladelse

Hvad angår en handling fra Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – hvor intet udsagn fra ham forklarer dens juridiske karakter, og hvor ingen omstændighedsindikation viser, at den gennemfører en lov, der er fastslået gennem et mundtligt bevis fra Qur’anen eller Sunnah, er der to muligheder. Den første er, at handlingen udtrykker en hensigt om at nærme sig Allah den Ophøjede:

Det vil sige, at Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte handlingen, og at det fremgår, at han gjorde det for at nærme sig Allah den Almægtige. Det er en omstændighedsindikation på, at handlingen er mandub, for det, hvorigennem man nærmer sig Allah den Almægtige, er noget, man belønnes for. Hvis intet bevis viser, at han udførte den som wajib – for wajib er det, Lovgiveren kræver gennem en bindende opfordring til udførelse – og ingen omstændighedsindikation viser, at Lovgiveren krævede den bindende, så søger man belønning gennem den, så længe den indebærer, at man nærmer sig Allah den Ophøjede. Dens realitet er derfor, at den er mandub.

Når Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – beder Duha-bønnen, kan denne bøn kun være for at nærme sig Allah den Ophøjede og opnå belønning. Hensigten om at nærme sig Allah den Almægtige fremgår altså af den. Det er en omstændighedsindikation på, at han udførte handlingen som anbefalet. Hvis vi efterligner ham – Allahs fred og velsignelser være med ham – i denne handling, udfører vi den som mandub og anbefalet, ikke som wajib. Og naturligvis udfører vi den endnu mindre som blot mubah. Hvis en handling fra Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – derimod ikke ledsages af et mundtligt bevis, som forklarer dens juridiske karakter, ikke ledsages af en omstændighedsindikation, der forbinder den med en shari’ah-lov fastslået gennem mundtligt bevis, og ikke viser nogen hensigt om at nærme sig Allah den Ophøjede, så er alle indikationer på, at han udførte den på Allahs befaling – bindende eller ikke-bindende – fraværende.

Det er bevis for, at handlingen er mubah. Hvis Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte en handling, hvor intet bevis eller nogen omstændighedsindikation viser, at han udførte den på Allahs befaling eller opfordring for at nærme sig Allah den Almægtige, og handlingen ikke forklarer en pligt eller anbefaling fastslået gennem et mundtligt bevis fra Bogen eller Sunnah, så er handlingen mubah. Hvis handlingen er mubah, betyder efterligning derfor ikke, at man udfører som wajib det, han – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte, eller at man udfører det som mandub. Man udfører eller undlader den derimod som mubah, fordi mubah giver mennesket – tjeneren – valget mellem at udføre og undlade en handling.

Eksempler på tilladte handlinger

Som eksempel bar Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – sit folks klædedragt. Folk bar jilbab og qamis og havde turbaner på. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – bar qamis eller jilbab og bar en kappe, som andre mennesker gjorde. Han havde en turban på hovedet, som folk også havde haft før Islam; selv de vantro bar denne klædedragt. Han bar altså sit folks klædedragt. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – gjorde dette som mubah. Man skal derfor ikke sige: »Vi efterligner Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred«, og så udføre handlingen som mandub eller, endnu mere, som wajib. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte den nemlig som mubah, ikke som mandub.

Araberne brugte kohl og lagde det i øjnene, fordi kohl på den tid mindskede solens skær og dermed belastningen på øjnene. Både de afgudsdyrkende arabere og muslimerne anvendte det. Dette var ikke en anbefalet handling (mandub), og Islam foreskrev det heller ikke som pligt; det blev tilladt (mubah). Når Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – bar turban på hovedet eller brugte kohl, var dette eksempler på tilladte handlinger. Hvis vi ønsker at efterligne ham i sådanne handlinger, gør vi det ved at betragte dem som tilladt (mubah). Vi nærmer os ikke Allah den Almægtige gennem en tilladt handling, medmindre denne tilladelse er et middel til noget, der behager Ham.

Man vil naturligvis møde mennesker, der siger: »Af kærlighed til Allahs Sendebud – må Allah velsigne ham og give ham fred – har jeg udført meget af det, han plejede at gøre.« Dette var kendt om nogle af Sahaba. Det er mubah. Ja, en person må af kærlighed til Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – handle, som han handlede. Men ingen må hævde, at udførelsen af en mubah-handling er en vej til Allah den Ophøjedes velbehag, medmindre den mubah-handling bruges til at opnå noget, Allah den Ophøjede elsker.

Mellem overdrivelse og forsømmelse

Sådan har vi, kære brødre, forklaret betydningen af efterligning af Profetens handlinger – må Allah velsigne ham og give ham fred. Vi har aftegnet den rette vej mellem overdrivelse og forsømmelse. Ved den ene yderlighed hævdes det, at vi skal udføre alt, hvad Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte; det er forkert. Som vi sagde, udfører vi det, han udførte, på den måde, han udførte det, eller vi undlader en handling, hvis Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte den som mubah. Vi er ikke forpligtet til at udføre alt, hvad Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte.

På den anden side findes de forsømmelige, som ville fjerne Profetens handlinger – må Allah velsigne ham og give ham fred – fra området for shari’ah-beviser. Vi har tidligere svaret tilstrækkeligt udførligt på dem, der helt benægter Sunnahs autoritet. At benægte Sunnahs autoritet – at benægte, at Sunnah er en af lovgivningens kilder – er åbenlys kufr over for Allah den Ophøjedes bog. Gennem talrige gensidigt understøttende vers befalede Allah, at man følger Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – og fastslog tydeligt, at Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – bragte love, der ikke står i Qur’anen.

Men nogle af dem, der anerkender, at Sunnah er et shari’ah-bevis, forsøger at sno sig uden om, at Profetens handlinger – må Allah velsigne ham og give ham fred – hører til den Sunnah, der er en af lovgivningens kilder. Det gælder især påstanden om, at Sirah ikke er en kilde til lovgivning. De skelnede mellem Sirah, som er beretninger om Profetens handlinger – må Allah velsigne ham og give ham fred – og Sunnah. De sagde, at Sunnah er en af lovgivningens kilder, mens Sirah ikke er det.

Dette er en forkert opfattelse. Sirah omfatter alt, der overleveres om Profetens handlinger – må Allah velsigne ham og give ham fred –, uanset om det står i bøger om hans liv eller andre hadith-samlinger. For eksempel: Disse handlinger er genstand for efterligning (al-Ta’assi). Efterligningen består i at kende den måde, hvormed Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte en handling, så vi gør det samme på hans vis eller undlader det på den måde han foreskrev. Dette er essensen af efterligning af Sendebudets handlinger.

Seernes spørgsmål

Vi går videre for at se på eventuelle spørgsmål, der måtte være kommet ind under denne halaqa.

Er alle Sendebudets handlinger og udsagn åbenbaring?

Bror Ali al-Badri spørger, om alt det, Allahs Sendebud – må Allah velsigne ham og give ham fred – gjorde eller sagde under sin tid i Mekka, var åbenbaring fra Allah og derfor wajib at overholde, eller om der findes handlinger og udsagn, som ikke er åbenbaring og ikke falder inden for området for obligatorisk efterligning.

Som jeg tidligere sagde, falder alle Profetens handlinger – må Allah velsigne ham og give ham fred – inden for det, der blev åbenbaret til Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham. Det betyder imidlertid ikke, at en særlig åbenbaring blev sendt ned i forbindelse med hver handling, Profeten udførte. Vi skal være præcise her. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte nogle handlinger og fortalte os, at han udførte dem på Allahs befaling på denne bestemte måde; det vil sige, at en særlig åbenbaring pålagde ham denne handling. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – fortalte eksempelvis Sahaba, at Allah den Ophøjede havde befalet ham at indgå Hudaybiyah-forliget. Dette bevis viser, at Hudaybiyah-forliget byggede på en åbenbaring, der var særlig for denne handling; handlingen blev befalet af Allah den Ophøjede.

Men blev en åbenbaring sendt ned i forbindelse med enhver handling, Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte? Nej, ikke nødvendigvis. Det sikre er, at Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – ikke udførte en handling i strid med åbenbaringen, altså i strid med det, Allah den Ophøjede havde befalet eller forbudt. Når Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte en handling, var handlingen derfor i overensstemmelse med Shari’ah. Vores opgave er, som tidligere forklaret, at fastslå den juridiske karakter, hvormed Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte handlingen.

Alle hans handlinger – må Allah velsigne ham og give ham fred – viser derfor, hvad Allah den Ophøjede har lovgivet, hvad enten åbenbaringen kom til ham i forbindelse med handlingen, eller han allerede kendte loven og handlede efter det, han kendte fra Allahs åbenbaring og lovgivning. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – kan udføre en handling på en måde, der viser, at han udførte den som mubah. Det er bevis for, at handlingen er mubah, for ellers ville Profeten ikke have udført den. Han kan udføre en handling som mandub. Vi ved da, at handlingen er mandub, fordi Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – udførte den for at nærme sig Allah den Almægtige. Han udførte den altså i overensstemmelse med det, der blev åbenbaret til ham, hvad enten det skete i det øjeblik, han handlede, eller tidligere. Vi ved ikke nødvendigvis ved enhver lejlighed, hvornår åbenbaringen om handlingen kom til ham. Det, der er fastslået med sikkerhed, er, at Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – kun handlede i overensstemmelse med det, der blev åbenbaret til ham, hvad enten handlingen var wajib, mandub eller mubah.

Irettesættelsen af Profeten og det, der var i strid med det mest passende

Nogle mennesker vil naturligvis spørge: Findes der ikke handlinger, som Allah den Almægtige irettesatte Profeten for – må Allah velsigne ham og give ham fred? Hvordan kan man da sige, at Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte enhver handling i overensstemmelse med åbenbaringen? De lærde har givet forskellige forklaringer. Jeg vil ikke gennemgå de forskellige synspunkter, men forklare den opfattelse, som de verificerende lærde har adopteret, og som vi adopterer.

Da Allah den Almægtige irettesatte Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – ved mere end én lejlighed, irettesatte Han ham ikke for at have udført en handling i strid med Shari’ah. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – er nemlig ufejlbarlig; dette er fastslået med sikkerhed og er ikke genstand for diskussion. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – er beskyttet mod at handle i strid med Shari’ah. Han udfører ikke en handling, der strider mod Shari’ah eller mod Allah den Ophøjedes lov, som blev åbenbaret til ham.

Når vi undersøger de tilfælde, hvor Qur’anen irettesatte Profeten – det vil sige, hvor Allah den Ophøjede irettesatte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham – finder vi, at hans handling ikke var i strid med Shari’ah. Den var derimod i strid med det, der var mest passende. Shari’ah havde tilladt både denne og den anden handling, og den ene af de to måtte være mere passende end den anden. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – kunne gennem sin menneskelige vurdering vælge den ene af disse to tilladte muligheder, og hans valg kunne da være i strid med det, der var mest passende.

Jeg vil give et eksempel: Profetens beslutning om at tage fanger under slaget ved Badr – må Allah velsigne ham og give ham fred. Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – besluttede at tage dem, som kunne tages til fange under slaget ved Badr. Det skete, efter at Sahaba havde fremsat forskellige synspunkter. En af dem, Umar, foreslog, at man ikke skulle tage fanger, men dræbe dem alle for at indgyde Quraysh frygt i det første slag i Islam mellem muslimerne og afgudsdyrkerne. Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – foretrak imidlertid at tage dem som fanger. Allah den Ophøjede irettesatte ham for at tage disse fanger i ordene:

﴿ مَا كَانَ لِنَبِىٍّ أَن يَكُونَ لَهُۥٓ أَسْرَىٰ حَتَّىٰ يُثْخِنَ فِى ٱلْأَرْضِ ﴾
»Det tilkommer ikke en profet at have fanger, før han grundigt har nedkæmpet fjenden i landet.« [8:67]

Det havde været mere passende at påføre disse mænd store tab for at indgyde afgudsdyrkerne frygt, så de ikke igen ville vove at angribe jer.

Det er dog tilladt at tage fanger. Beviset er, at Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – senere tog fanger uden først at vente, til han havde påført fjenden store tab i landet. I dette tilfælde havde det været mere passende ikke at tage dem som fanger, men at dræbe dem på slagmarken. Efter at de var taget til fange, ført bort fra slagmarken og slaget var forbi, blev det imidlertid forbudt for ham – må Allah velsigne ham og give ham fred – at dræbe dem. Derfor dræbte han dem ikke:

﴿ فَإِمَّا مَنًّۢا بَعْدُ وَإِمَّا فِدَآءً ﴾
»Derefter skal de enten frigives som en gunst eller mod løsesum.« [47:4]

Profetens handling – må Allah velsigne ham og give ham fred – var altså her i overensstemmelse med Shari’ah, men i strid med det, der var mest passende. Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte derfor ikke en handling i strid med Shari’ah; han udførte derimod en handling, som Shari’ah havde tilladt, og handlede således ikke i strid med den. Det er utænkeligt, at en profet – må Allah velsigne ham og give ham fred – skulle handle i strid med Allahs lov.

Dette er et af de tilfælde, hvor Allah den Ophøjede irettesatte Sin Profet – Allahs fred og velsignelser være med ham – i denne sag. Der findes andre tilfælde af samme art og med samme forklaring: Når Allah irettesætter ham – må Allah velsigne ham og give ham fred – skyldes det, at han handlede i strid med det, der var mest passende, ikke at han handlede i strid med en tidligere åbenbaring eller udførte en handling uden at have en shari’ah-lov fra Allah den Almægtige. Han handlede i overensstemmelse med Allahs lov, men valgte mellem to muligheder den, der var i strid med det mest passende.

Hvem er Qur’anisterne?

Søster Umm Mani‘ spørger, om gruppen, der kaldes Qur’anisterne, er blandt dem, der benægter den profetiske Sunnah. Ja, dette talte vi om i tidligere halaqaat. I halaqaen om fastslåelsen af Sunnah sagde vi, at der findes grupper, som benægter, at Sunnah er en kilde til lovgivning. Det første navn, som nogle af dem blev kendt under, var »Qur’anisterne«. Andre kaldte sig »Ahl al-Qur’an«, og blandt nyere navne hører jeg nu »Millat Ibrahim«. De har valgt navne til sig selv, men navnene er ikke det afgørende. De er som regel kendt som Qur’anisterne.

Imperativformen og dens relation til efterligning

Bror al-‘Abid siger: De fleste fuqaha mener, at imperativformen som udgangspunkt angiver pligt, indtil en omstændighedsindikation ændrer den til anbefaling. Efter deres opfattelse kræver efterligning derfor, at vi som pligt udfører meget af det, Allahs Sendebud – må Allah velsigne ham og give ham fred – befalede, eller som pligt afholder os fra det, han forbød. Hvordan forener I dette med jeres udsagn om, at en befaling formidler selve opfordringen? Anvendt på emnet efterligning er dette spørgsmål omstridt blandt de lærde i usul al-fiqh. Når en imperativform forekommer i Qur’anen eller Sunnah – eller, mere generelt, når en opfordring forekommer i Bogen eller Sunnah – angiver den da som udgangspunkt pligt, medmindre en omstændighedsindikation ændrer den fra pligt? Eller formidler den som udgangspunkt selve opfordringen, mens en omstændighedsindikation bestemmer, om den angiver pligt, anbefaling eller tilladelse? Dette er fra begyndelsen et omstridt spørgsmål blandt usul-lærde.

Forskellen mellem imperativformen og en opfordring til udførelse

Vi skal skelne mellem to ting, som mange mennesker har forvekslet, herunder nogle af dem, der har skrevet om usul. Vi skal skelne betegnelsen »imperativ« hos grammatikere og sproglærde fra vores emne. Denne grammatiske betegnelse må ikke forveksles med vores emne, for Qur’anen blev åbenbaret på arabernes sprog på Profetens tid – må Allah velsigne ham og give ham fred – og må ikke forstås i lyset af fagudtryk, som specialister senere indførte. De specialister, jeg her mener, er grammatikere i det arabiske sprog. Når vi analyserer sætninger grammatisk, og formen if‘al eller fal-taf‘al forekommer, siger vi, at det er et imperativt verbum, jussivt eller ubøjeligt og så videre. »Imperativt verbum« er et grammatisk fagudtryk og må ikke påvirke denne undersøgelse. Grammatikere har konventionelt kaldt formerne if‘al og fal-taf‘al imperative verber. Denne betegnelse må ikke skabe uklarhed i vores undersøgelse.

Hvis formen if‘al eller fal-taf‘al forekommer i Bogen eller Sunnah, kalder vi den ikke et imperativt verbum i denne undersøgelse; det er grammatikernes betegnelse. Vi kalder den if‘al-formen. Den kan formidle en opfordring, og den kan undlade at formidle en opfordring.

Når Allah den Ophøjede siger til Ildens folk:

﴿ ذُقْ إِنَّكَ أَنتَ ٱلْعَزِيزُ ٱلْكَرِيمُ ﴾
»Smag! Du er sandelig den mægtige, den ædle!« [44:49]

har formuleringen umiddelbart form af en opfordring. Men Allah den Ophøjede opfordrer dem ikke til at smage og befaler dem ikke at gøre det. Den er derimod, som man siger, til undertvingelse og ydmygelse af denne vantro, der straffes i Ilden.

En opfordring i Allah den Ophøjedes bog og i Profetens Sunnah kan ligeledes udtrykkes på andre måder. På arabisk behøver en opfordring ikke være udtrykt i formen if‘al. Den behøver ikke bruge det, der kaldes en imperativform, såsom if‘al eller fal-taf‘al. Den kan undertiden udtrykkes på en anden måde.

En opfordring kan udtrykkes som en berettende sætning, altså i form af en meddelelse. Som eksempel siger de:

﴿ مَا سَلَكَكُمْ فِى سَقَرَ قَالُوا۟ لَمْ نَكُ مِنَ ٱلْمُصَلِّينَ ﴾
»Hvad bragte jer ind i Saqar? De vil sige: Vi var ikke blandt dem, der bad.« [74:42–43]

Verset sagde ikke: »Bed«, eller: »Jeg har påbudt jer bøn.« Det meddelte os derimod, at nogle af Ildens folk kom i Ilden, fordi de ikke hørte til dem, der bad. Denne formulering viser derfor med sikkerhed, at bøn er wajib, selv om den er udtrykt som en berettende sætning.

Allah den Ophøjede siger:

﴿ إِنَّ ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ كَانَتْ لَهُمْ جَنَّـٰتُ ٱلْفِرْدَوْسِ نُزُلًا ﴾
»De, der har iman og udfører gode handlinger, vil sandelig få Paradisets haver som opholdssted.« [18:107]

Dette er en berettende sætning, ikke en imperativform og ikke formen »gør«. Alligevel formidler den en opfordring, fordi den roser dem, der udførte handlingen. Når talen roser en handling, betyder det altså, at den opfordrer til den.

Vi skal skelne formen if‘al, som grammatikere konventionelt kalder et imperativt verbum, fra en juridisk opfordring. Den grammatiske betegnelse må ikke inddrages i denne undersøgelse, fordi Qur’anen og Sunnah ikke forstås i lyset af specialisternes fagudtryk og senere terminologi. De forstås i overensstemmelse med sproget hos de arabere, blandt hvem Qur’anen og Sunnah blev åbenbaret.

Opfordringens betydninger: pligt, anbefaling og tilladelse

Uanset hvilken form opfordringen har – hvad enten den har formen if‘al eller er en berettende sætning – falder en opfordring til udførelse, når en tale formidler en opfordring, mellem tre muligheder: Den kan angive pligt, anbefaling eller tilladelse.

Som eksempel siger Allah den Ophøjede:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ إِذَا نُودِىَ لِلصَّلَوٰةِ مِن يَوْمِ ٱلْجُمُعَةِ فَٱسْعَوْا۟ إِلَىٰ ذِكْرِ ٱللَّهِ وَذَرُوا۟ ٱلْبَيْعَ ذَٰلِكُمْ خَيْرٌ لَّكُمْ إِن كُنتُمْ تَعْلَمُونَ ﴾
»I, som har iman! Når der kaldes til bøn om fredagen, så skynd jer til ihukommelsen af Allah og forlad handelen. Det er bedre for jer, hvis blot I vidste.« [62:9]

﴿ فَإِذَا قُضِيَتِ ٱلصَّلَوٰةُ فَٱنتَشِرُوا۟ فِى ٱلْأَرْضِ وَٱبْتَغُوا۟ مِن فَضْلِ ٱللَّهِ وَٱذْكُرُوا۟ ٱللَّهَ كَثِيرًا لَّعَلَّكُمْ تُفْلِحُونَ ﴾
»Når bønnen er afsluttet, så spred jer ud på jorden, søg Allahs gunst og ihukom Allah ofte, så I kan opnå succes.« [62:10]

I disse to vers forekommer der opfordringer. Opfordringsformen forekommer flere gange. I ét tilfælde angiver den pligt, i ét tilfælde angiver den … i det andet angiver den tilladelse, og i et tredje angiver den anbefaling.

Jeg gentager den:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ إِذَا نُودِىَ لِلصَّلَوٰةِ مِن يَوْمِ ٱلْجُمُعَةِ فَٱسْعَوْا۟ إِلَىٰ ذِكْرِ ٱللَّهِ ﴾
»I, som har iman! Når der kaldes til bøn om fredagen, så skynd jer til ihukommelsen af Allah.« [62:9]

Her angiver opfordringen »skynd jer« pligt. Beviset findes umiddelbart efter:

﴿ فَٱسْعَوْا۟ إِلَىٰ ذِكْرِ ٱللَّهِ وَذَرُوا۟ ٱلْبَيْعَ ﴾
»Skynd jer til ihukommelsen af Allah og forlad handelen.« [62:9]

Når Allah befaler dem at forlade den tilladte handel for bønnens skyld, betyder det, at bønnen er wajib. Hvis den ikke var wajib, ville Han ikke have befalet dem at forlade handelen.

﴿ فَٱسْعَوْا۟ إِلَىٰ ذِكْرِ ٱللَّهِ وَذَرُوا۟ ٱلْبَيْعَ ذَٰلِكُمْ خَيْرٌ لَّكُمْ إِن كُنتُمْ تَعْلَمُونَ ﴾
»Skynd jer til ihukommelsen af Allah og forlad handelen. Det er bedre for jer, hvis blot I vidste.« [62:9]

﴿ فَإِذَا قُضِيَتِ ٱلصَّلَوٰةُ فَٱنتَشِرُوا۟ فِى ٱلْأَرْضِ ﴾
»Når bønnen er afsluttet, så spred jer ud på jorden.« [62:10]

﴿ فَٱنتَشِرُوا۟ فِى ٱلْأَرْضِ وَٱبْتَغُوا۟ مِن فَضْلِ ٱللَّهِ ﴾
»Spred jer ud på jorden og søg Allahs gunst.« [62:10]

﴿ فَإِذَا قُضِيَتِ ٱلصَّلَوٰةُ فَٱنتَشِرُوا۟ فِى ٱلْأَرْضِ وَٱبْتَغُوا۟ مِن فَضْلِ ٱللَّهِ ﴾
»Når bønnen er afsluttet, så spred jer ud på jorden og søg Allahs gunst.« [62:10]

Her er »spred jer« og »søg« to opfordringer, der angiver tilladelse. Der er konsensus om, at de troende ikke er forpligtet til at sprede sig efter bønnen for at søge forsørgelse. Verset meddeler og lovgiver derimod, at når bønnen er afsluttet, må de vende tilbage til handelen og søge forsørgelse. Her …

﴿ فَٱنتَشِرُوا۟ فِى ٱلْأَرْضِ وَٱبْتَغُوا۟ مِن فَضْلِ ٱللَّهِ ﴾
»Spred jer ud på jorden og søg Allahs gunst.« [62:10]

Her angiver opfordringen tilladelse. Derefter kommer:

﴿ وَٱذْكُرُوا۟ ٱللَّهَ كَثِيرًا لَّعَلَّكُمْ تُفْلِحُونَ ﴾
»Og ihukom Allah ofte, så I kan opnå succes.« [62:10]

Her angiver opfordringen anbefaling, fordi ihukommelse af Allah den Ophøjede generelt er mandub, medmindre en omstændighedsindikation viser, at en bestemt form for ihukommelse er wajib. Allah befalede dem at ihukomme Ham, mens de bevægede sig rundt på jorden. Omstændighedsindikationen – eller omstændighedsindikationerne – viser derfor, at denne opfordring angiver anbefaling.

Opfordringens udgangspunkt

Her er de lærde i usul uenige om udgangspunktet for en opfordring, der udtrykkes som en befaling – ikke grammatikernes imperativform. Hvad er udgangspunktet for en befaling, altså en formulering, der udtrykker en opfordring? Ét synspunkt er, at den som udgangspunkt angiver pligt. Hvis en omstændighedsindikation ændrer den fra pligt, ændres den til en anden betydning, såsom anbefaling eller tilladelse. Et andet synspunkt er, at den som udgangspunkt formidler selve opfordringen, mens en omstændighedsindikation bestemmer dens juridiske karakter. En gruppe sagde endda, at en opfordring som udgangspunkt angiver anbefaling, medmindre en omstændighedsindikation ændrer den til pligt eller tilladelse. Dette er naturligvis et omstridt spørgsmål.

Denne uenigheds frugt er ringe – det vil sige, at denne uenighed har meget begrænset betydning. Årsagen er, at en opfordring sjældent forekommer uden omstændigheder, der angiver dens præcise karakter.

På trods af denne uenighed er det synspunkt, som vi anser for korrekt og har adopteret, at en formulering, der udtrykker en opfordring på arabisk, formidler selve opfordringen, mens en omstændighedsindikation bestemmer, om opfordringen betyder pligt, anbefaling eller tilladelse.

Forbudsformen og opfordringen til afholdelse

Det samme princip, der gælder for en formulering, som opfordrer til udførelse, gælder også for forbudsformen. Hvad enten forbuddet udtrykkes som »gør ikke« eller som en berettende sætning, der fordømmer handlingen og dermed formidler en opfordring til afholdelse, formidler det selve opfordringen til afholdelse. En omstændighedsindikation bestemmer derefter, om opfordringen angiver forbud eller makruh.

Dette spørgsmål er af samme art som det emne, vi i denne halaqa diskuterede om Profetens handlinger – må Allah velsigne ham og give ham fred. Ligesom en opfordring formidler selve opfordringen, mens en omstændighedsindikation bestemmer dens juridiske karakter, gælder det samme for Profetens handlinger – må Allah velsigne ham og give ham fred. Profetens udførelse af en handling viser, at handlingen var genstand for en opfordring, og formidler derfor en opfordring. En omstændighedsindikation bestemmer derefter, om den opfordring, hans handling formidler, angiver pligt, anbefaling eller tilladelse.

Er udeladelse af en anbefalet handling i strid med efterligning?

Bror Abdullah spørger: Betyder det, at jeg ikke efterligner Allahs Sendebud – må Allah velsigne ham og give ham fred – hvis jeg undlader noget, der er fastslået som mandub blandt Sendebudets handlinger?

Nej, naturligvis ikke. Man siger ikke, at den, der undlader en mandub-handling, har handlet i strid med efterligning. Men gennem denne undladelse udførte personen ikke det, Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte, og fulgte ham derfor ikke i denne handling. Hvis personen imidlertid udleder den shari’ah-lov, at handlingen er mandub, fra Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – befinder personen sig inden for efterligningens område. Rent sprogligt og udtryksmæssigt kan man dog sige, at en bestemt person ikke efterlignede ham, altså ikke efterlignede ham i denne konkrete handling og ikke udførte Profetens handling – Allahs fred og velsignelser være med ham. Personen er undskyldt for det og bebrejdes ikke, for den, der undlader en mandub-handling, bebrejdes ikke.

Han har ikke handlet i strid med pligten til efterligning. Men hvis han i denne konkrete handling ikke udfører det, som Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte som mandub, kan man ikke sige, at han efterlignede ham i denne handling. Man siger derimod, at han ikke handlede imod Allahs Sendebuds befaling – må Allah velsigne ham og give ham fred – og at det truende vers ikke gælder for ham:

﴿ فَلْيَحْذَرِ ٱلَّذِينَ يُخَالِفُونَ عَنْ أَمْرِهِۦٓ أَن تُصِيبَهُمْ فِتْنَةٌ أَوْ يُصِيبَهُمْ عَذَابٌ أَلِيمٌ ﴾
»Lad derfor dem, der modsætter sig hans befaling, vogte sig for, at en prøvelse eller en smertefuld straf rammer dem.« [24:63]

Dette vers advarer den, der handler imod Profetens befaling – Allahs fred og velsignelser være med ham – det vil sige den, der handler i strid med det, han foreskrev. Den, der undlader en mandub-handling, fordi den ikke er wajib for ham, mister belønningen, men synder ikke, for den, der undlader en mandub-handling, synder ikke. Man siger derfor ikke, at han handlede imod det, Profeten – må Allah velsigne ham og give ham fred – befalede eller bragte. Man siger ikke til ham: Vogt dig for

﴿ فَلْيَحْذَرِ ٱلَّذِينَ يُخَالِفُونَ عَنْ أَمْرِهِۦٓ أَن تُصِيبَهُمْ فِتْنَةٌ ﴾
»Lad derfor dem, der modsætter sig hans befaling, vogte sig for, at en prøvelse rammer dem.« [24:63]

Naturligvis ikke. Vi ved, at en beduin – eller en mand, der for nylig var blevet muslim – kom til Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – og sagde: »Fortæl mig, hvad der er wajib.« Profeten fortalte ham om de obligatoriske bønner, fasten og så videre. Manden sagde: »Jeg vil bede disse fem bønner og hverken føje noget til dem eller undlade noget af dem. Vil jeg få Paradiset?« Han svarede: »Ja.« Manden sagde da: »Ved Allah, jeg vil helt sikkert bede dem,« eller, som det er overleveret: »Jeg vil hverken føje noget til eller undlade noget.«

Der findes ganske vist talrige gensidigt understøttende beviser, som kraftigt, men ikke bindende, opfordrer til et betydeligt antal nawafil og bekræftede Sunnah-handlinger, herunder witr-bønnen, nattebønnerne og så videre. Duha-bønnerne er mandub gennem sikre beviser; der findes altså sikre beviser for anbefalede bønner.

Alligevel sagde Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – efter at manden var gået, da manden begrænsede sig til disse bønner: «أفلح الرجل إن صدق» [se Sahih al-Bukhari, 46; Sahih Muslim, 11] – »Manden vil få succes, hvis han taler sandt.« Det vil sige: Hvis han overholder disse bønner og ikke undlader noget af dem, vil han få succes, selv om han ikke føjer noget til dem. Man siger derfor ikke, at han handlede imod Profetens påbud – må Allah velsigne ham og give ham fred – eller forlod efterligningens område. Man siger derimod, at han ikke efterlignede ham i handlingen; det vil sige, at han ikke udførte det, som Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – udførte som mandub.

Afslutning

Det var de spørgsmål, vi modtog i dag. Vi beder Allah den Ophøjede om at belønne os og jer for det, vi har fremlagt, øge vores viden, hjælpe os med at handle efter det, vi har lært, og gøre vores viden og vores handlinger oprigtige alene for Hans ædle åsyn. O Allah, velsign og skænk fred over vores mester Muhammad, hans familie, hans ledsagere og alle, der følger hans vej på bedste vis indtil Dommens Dag. Fred være med jer og Allahs barmhjertighed.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del