Alle Halaqaat
DA

Halaqa 34

At bære da’wah — ideologisk eller pragmatisk?

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 34: At bære da’wah — ideologisk eller pragmatisk?

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 26. marts 2018 — 8. rajab 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning

I Allahs navn, Den Nåderige, Den Barmhjertige. I Allahs navn, Den Nåderige, Den Barmhjertige. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Velkommen, kære brødre, til en ny episode af jeres program Halaqa Online. Vi fortsætter en serie af halaqaat med titlen »Hvordan da’wahen skal bæres«.

I dag præsenterer jeg en episode med titlen »Forandringens fortalere: Bærerne af da’wahen mellem det ideologiske og det pragmatiske«.

Den ideologiske da’wah og forandringen af samfundet

Det er velkendt, at den ideologiske da’wah er en politisk bevægelse. Hvis den opstår i et forfaldent samfund, må dens opgave være at føre dette samfund til oprejsning. Et samfund går i forfald, når den fremherskende offentlige tradition og de anvendte systemer forfalder, mens det opnår højnelse, når den offentlige tradition og de anvendte systemer højnes. Den ideologiske da’wahs opgave bliver derfor at forandre samfundet ved at ændre den offentlige tradition og systemerne. Det sker ved at bekæmpe de fremherskende tanker, overbevisninger, begreber og følelser samt de eksisterende systemer, som naturligvis strider mod ideologien, så de erstattes af høje og korrekte tanker, overbevisninger, begreber, følelser og systemer.

Det betyder, at den ideologiske da’wah må støde sammen med den fordærvede virkelighed fra første dag, fordi den kommer med noget nyt, som er fremmed for den virkelighed, menneskene lever i. Samfund holder af natur fast i deres traditioner, skikke og overbevisninger og opgiver dem ikke let. Det kræver derimod mange års utrætteligt arbejde, vedvarende kamp, bitter strid og stor udholdenhed fra da’wah-bærerne, før menneskene begynder at opgive deres overbevisninger og tanker, og før deres følelser begynder at blive formet på ny.

Politiske bevægelser, som vil forandre samfundet og føre det til oprejsning, må derfor fra første dag forvente, at menneskene konfronterer dem, modsætter sig dem og svigter dem. Da’wah-bærerne siger noget, der strider mod menneskenes tilbøjeligheder, og de går imod deres skikke og traditioner. Samfundet betragter dette som en udfordring af den offentlige tradition og et brud med de traditioner, der med tiden har fået noget nær hellig status.

Sendebuddenes da’waher og konfrontationen med forfaldne samfund

Når vi gennemgår historiens begivenheder, ser vi, at enhver ny da’wah blev mødt med bekæmpelse, fanatisme og stiv fastholden ved det gamle, navnlig hos forfaldne folk. Denne sandhed kommer tydeligst til udtryk i sendebuddenes da’waher, fred være med dem. De blev ofte sendt til folk, der var sunket ned i forfaldets mørke. De kaldte dem til at antage ’aqidaer og religioner, som var bygget på fornuften, og arbejdede dermed for at højne dem intellektuelt. Til gengæld blev de mødt med latterliggørelse, bekæmpelse, skade og fornærmelser.

Betragt Allahs, den Ophøjedes, ord:

﴿ يَـٰحَسْرَةً عَلَى ٱلْعِبَادِ ۚ مَا يَأْتِيهِم مِّن رَّسُولٍ إِلَّا كَانُوا۟ بِهِۦ يَسْتَهْزِءُونَ ﴾
»Ak, hvor sørgeligt for tjenerne! Der kom aldrig et sendebud til dem, uden at de gjorde nar af ham« [36:30],

og Hans ord:

﴿ كَذَٰلِكَ مَآ أَتَى ٱلَّذِينَ مِن قَبْلِهِم مِّن رَّسُولٍ إِلَّا قَالُوا۟ سَاحِرٌ أَوْ مَجْنُونٌ ﴾
»Sådan var det også: Der kom intet sendebud til dem før dem, uden at de sagde: »En troldmand eller en galning«« [51:52].

Se på disse vers, som opregner de folk og nationer, der fornægtede deres sendebud. Allah, den Ophøjede, siger:

﴿ ۞ كَذَّبَتْ قَبْلَهُمْ قَوْمُ نُوحٍ فَكَذَّبُوا۟ عَبْدَنَا وَقَالُوا۟ مَجْنُونٌ وَٱزْدُجِرَ فَدَعَا رَبَّهُۥٓ أَنِّى مَغْلُوبٌ فَٱنتَصِرْ ﴾
»Før dem fornægtede Nuhs folk sandheden. De fornægtede Vores tjener og sagde: »En galning!« Og han blev jaget bort. Så påkaldte han sin Herre: »Jeg er blevet overvundet, så hjælp mig«« [54:9–10];

og Den Almægtige siger:

﴿ كَذَّبَتْ ثَمُودُ بِٱلنُّذُرِ فَقَالُوٓا۟ أَبَشَرًا مِّنَّا وَٰحِدًا نَّتَّبِعُهُۥٓ إِنَّآ إِذًا لَّفِى ضَلَـٰلٍ وَسُعُرٍ ۝ أَءُلْقِىَ ٱلذِّكْرُ عَلَيْهِ مِنۢ بَيْنِنَا بَلْ هُوَ كَذَّابٌ أَشِرٌ سَيَعْلَمُونَ غَدًا مَّنِ ٱلْكَذَّابُ ٱلْأَشِرُ ﴾
»Thamud fornægtede advarslerne. De sagde: »Skal vi følge et enkelt menneske fra vores egne rækker? Så ville vi sandelig befinde os i vildfarelse og vanvid. Er Påmindelsen blevet sendt ned til ham alene blandt os? Nej, han er en overmodig løgner.« I morgen vil de få at vide, hvem den overmodige løgner er« [54:23–26].

Tidlig popularitet er ikke bevis på succes

Heraf siger vi: Hvis samfundet slutter op om en politisk da’wah fra dens allerførste dag, er det under ingen omstændigheder bevis på dens succes. Det kan tværtimod være tegn på, at da’wahen har fejlet og lidt nederlag. Hvorfor?

Folk slutter sig af natur til dem, der udtrykker deres tanker, overbevisninger og mål. Når et forfaldent folk fra første dag slutter op om en politisk bevægelse, betyder det som regel, at bevægelsen er af samme art som dette samfund og bærer de samme tanker, forestillinger og overbevisninger. Den er med andre ord lige så forfalden som samfundet selv.

Hvis de politiske bevægelsers opgave i et forfaldent samfund er at føre det til oprejsning, er det indlysende, at deres tanke må afvige fra den offentlige tradition, og at deres følelser må stå i modsætning til de dominerende følelser. De må altså besidde en tanke, som samfundet ikke besidder, og hvormed de kan forandre samfundet. Ellers er deres eksistens meningsløs; måske ville det ligefrem være bedre, hvis de ikke fandtes.

Den, der vil højne menneskene, må nemlig først selv være højtstående. Det er indlysende, at den, der mangler noget, ikke kan give det videre. Dette er forskellen mellem ideologiske da’waher, som holder fast ved ideologien, og pragmatiske da’waher, det vil sige dem, der tilpasser sig virkeligheden.

Pragmatiske da’waher og fastholdelsen af den fordærvede virkelighed

Pragmatiske da’waher erkender, at den bestående virkelighed, som ummah lever i, er fordærvet, og de erkender nødvendigheden af forandring. Men de går straks fra denne erkendelse til handling, uden at handlingen forudgås af tænkning over den egentlige karakter af samfundets problem. De tænker heller ikke over den idé, som samfundet skal føres til oprejsning på grundlag af, eller over den metode, de skal følge for at nå et bestemt mål.

De udfører improviserede, spontane og ugennemtænkte handlinger, som ofte er uden et klart mål. Deres arbejde bliver derfor i virkeligheden hentet fra den fordærvede virkelighed, de lever i.

De har altså gjort virkeligheden, trods dens fordærv, til løsningens kilde—løsningens kilde—i stedet for at gøre denne virkelighed til løsningens genstand. Dermed bliver deres arbejde en tilpasning til den fordærvede virkelighed og en fastholdelse af det grundlag, som dette samfund hviler på.

Disse pragmatiske da’waher bliver således et udtryk for de tanker, overbevisninger, målestokke og følelser, der hersker i det forfaldne samfund. Eftersom folk følger dem, der udtrykker deres overbevisninger, følelser og orienteringer, vil menneskene slutte op om disse da’waher fra første dag. Dermed bliver da’waherne reaktionære og bidrager til at fastholde den fordærvede og tilbagestående virkelighed, som samfundet lever i. Dette gælder navnlig, når de iklæder de fordærvede tanker og overbevisninger et skær af shari’ah-mæssig legitimitet, lærdom og fiqh og knytter shari’ah-beviser og fiqh-eksempler til dem.

Men hvis dette samfund får mulighed for at rejse sig under påvirkning af ideologiske da’wah-bærere, vil det hurtigt forlade disse da’waher, som da ikke længere vil repræsentere dets overbevisninger og mål.

Ideologiske da’waher og studiet af virkeligheden

Hvad angår de ideologiske da’waher, så er de ideologiske da’waher dem, der intellektuelt erkender virkelighedens fordærv og samfundets tilbageståenhed. Fra denne erkendelse går de videre til at studere virkeligheden og trænge dybt ind i den for at forstå problemets egentlige karakter, for den, der ikke forstår problemet, kan ikke forventes at løse det. Den ideologiske bevægelse foretager derfor et dybtgående studie af samfundet med dets tanker, overbevisninger, målestokke, følelser og systemer. Studiet gør den i stand til at skelne det korrekte fra det fordærvede og ufrugtbare, erkende hvilke tanker og følelser samfundet mangler, identificere de fremmede og fordærvede tanker og følelser, der har trængt ind i det, og forstå virkeligheden af de systemer, som påtvinges menneskene.

Derefter vender bevægelsen sig mod sin ideologi—som for os er islam—for dér at søge den korrekte løsning på problemet. Denne løsning består af en række begreber og systemer, hvormed samfundet skal forandres.

Når den ideologiske da’wah søger efter den løsning, hvormed den vil forandre samfundet, må den ikke påvirkes af den fordærvede virkelighed, som menneskene lever i. Løsningen skal være fuldstændig fri for alle de fordærvede forhold, der rammer samfundet.

Mens den pragmatiske bevægelse er bundet til den fordærvede virkelighed, henter sine forestillinger og løsninger fra den og ikke kan frigøre sig fra dens indflydelse, har den ideologiske bevægelse hævet sig over omgivelserne og forholdene med alle deres omstændigheder og sammenhænge. Den hæver sig ikke for at sætte sig over menneskene, men over virkeligheden for at forstå den mere omfattende og præcist, se frem mod den ønskede oprejsning og det fastlagte mål og føre ummah ind på vejen dertil. Derefter vender den tilbage til samfundet—ikke for at fordybe sig i det, blive påvirket af det eller følge med det, men for at tage det ved hånden på vejen mod højnelse og oprejsning.

Den intellektuelle kamp og dannelsen af den offentlige mening

Således begynder den ideologiske da’wah med at konfrontere det tilbagestående samfund med sin da’wah. Sammenstødet begynder mellem den gamle, udslidte tanke på den ene side og den nye tanke, som den ideologiske bevægelse bærer, på den anden; og mellem politikken i de systemer, som styrer samfundet, på den ene side og de løsninger, som da’wah-bærerne fremfører, på den anden.

Dette får i første omgang den ideologiske bevægelse til at virke fremmed for virkeligheden og får menneskene til at forestille sig, at den er kommet fra en helt anden verden uden forbindelse til deres samfund.

Denne virkelighed er dog i sandhed et af de glædelige tegn, som beroliger da’wah-bærerne med, at de befinder sig på den rette vej. De møder nemlig det samme, som da’wah-bærere altid har mødt gennem historien, når de konfronterede tilbagestående og forfaldne folk.

Men den virkelighed, som de ideologiske bevægelser oplever i begyndelsen, ændrer og forvandler sig snart.

Når de ideologiske da’wah-bærere begynder deres da’wah, betragter de sig som trådt ind på en intellektuel slagmark, hvorfra de må gå sejrrigt ud. Denne slagmark er samfundet, som er sunket ned i tilbageståenhedens og forfaldets mørke. Mørket skjuler sandhederne for menneskenes øjne, så de hverken ser falskhedens falskhed eller sandhedens sandhed. I dette mørke kan de ikke skelne mellem rigtigt og forkert, gavnligt og fordærveligt eller sandhed og løgn.

Men da’wah-bærerne, som har et skarpt blik og forstår tingene, som de virkelig er, begynder at konfrontere de udslidte tanker, overbevisninger og systemer. Når den korrekte tanke støder sammen med den syge tanke, og de høje begreber med de lave begreber, springer der en gnist ud af sammenstødet. Den oplyser slagmarken, så falskhedens brist afsløres for menneskene, mens sandhedens sandhed stråler frem.

Allah, den Ophøjede, siger:

﴿ كَذَٰلِكَ يَضْرِبُ ٱللَّهُ ٱلْحَقَّ وَٱلْبَـٰطِلَ ۚ فَأَمَّا ٱلزَّبَدُ فَيَذْهَبُ جُفَآءً ۖ وَأَمَّا مَا يَنفَعُ ٱلنَّاسَ فَيَمْكُثُ فِى ٱلْأَرْضِ ﴾
»Således fremsætter Allah sandheden og falskheden. Hvad skummet angår, forsvinder det som affald, mens det, der gavner menneskene, bliver tilbage på jorden« [13:17].

Således gentages sammenstødene, og gnisterne bliver ved med at springe, indtil der opstår en offentlig bevidsthed om den ideologi, som da’wah-bærerne bærer. Denne bevidsthed bliver til en offentlig mening og dernæst til en positiv bevægelse i samfundet. Ummah tager den ideologiske da’wah til sig, bærer dens sag, følger da’wah-bærerne, svarer på deres kald og forsvarer dem, indtil den sammen med dem når frem til at genopbygge det islamiske samfund og genoptage den islamiske levemåde.

Sendebuddets sira som forbillede

Dette var, hvad der skete med Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Da han begyndte at forkynde da’wahen åbent sammen med de få Sahaba, må Allah være tilfreds med dem, mødte han voldsom modstand fra det jahiliyyah-prægede samfund i Makkah. Han blev mødt med latterliggørelse, skade og belejring; det nåede så langt, at nogle af hans tilhængere blev dræbt, og muslimerne blev betragtet som et fremmedlegeme i det bestående samfund.

Men styrken i den tanke, som han—må Allah velsigne ham og give ham fred—bar, hans stærke iman på den og den tålmodighed, hvormed han og dem omkring ham udholdt rædslerne for at udbrede og ophøje den, førte tilsammen til dannelsen af en offentlig mening for islam. Forholdene blev dermed gunstige for oprettelsen af den islamiske stat i Madinah og den praktiske anvendelse af islam.

Afvisning af tilpasning og købslåen

Da’wah-bærerne vil imidlertid ikke opnå den ønskede forandring, hvis de følger kringlede veje, forsøger at tilpasse sig den fordærvede virkelighed, prøver at smigre menneskene eller føjer bærerne af tanker fra kufr og vildfarelse.

Når da’wah-bærerne begiver sig ud i da’wahen til deres idé og begynder at interagere med samfundet, må de forvente at blive udsat for fristelser, som kalder dem til at tilpasse sig de bestående forhold, smigre den brede befolkning eller vinde menneskenes tilfredshed.

Vanskeligheder og rædsler kan også få dem til at afvige fra den fastlagte vej og drive dem til at søge midler og fremgangsmåder, som kan få da’wahen til at trække sig tilbage og gå baglæns. Qur’anen henledte opmærksomheden på denne sandhed, da den henvendte sig til Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred, med ordene:

﴿ وَإِن كَادُوا۟ لَيَفْتِنُونَكَ عَنِ ٱلَّذِىٓ أَوْحَيْنَآ إِلَيْكَ لِتَفْتَرِىَ عَلَيْنَا غَيْرَهُۥ ۖ وَإِذًا لَّٱتَّخَذُوكَ خَلِيلًا وَلَوْلَآ أَن ثَبَّتْنَـٰكَ لَقَدْ كِدتَّ تَرْكَنُ إِلَيْهِمْ شَيْـًٔا قَلِيلًا إِذًا لَّأَذَقْنَـٰكَ ضِعْفَ ٱلْحَيَوٰةِ وَضِعْفَ ٱلْمَمَاتِ ثُمَّ لَا تَجِدُ لَكَ عَلَيْنَا نَصِيرًا ﴾
»De var nær ved at friste dig bort fra det, Vi åbenbarede for dig, så du kunne opdigte noget andet og tillægge Os det; så ville de have taget dig som en nær ven. Havde Vi ikke gjort dig standhaftig, kunne du næsten have hældet en smule til dem. Så ville Vi have ladet dig smage den dobbelte straf i livet og den dobbelte straf efter døden, og du ville ikke have fundet nogen til at hjælpe dig mod Os« [17:73–75].

De ideologiske da’wah-bærere må derfor være fuldstændig på vagt over for disse prøvelser. De må altid forstå, at forholdet mellem islam og kufr er et fuldstændigt sammenstød—et sammenstød, som ophøjer sandheden og får falskheden til at forsvinde:

﴿ وَقُلْ جَآءَ ٱلْحَقُّ وَزَهَقَ ٱلْبَـٰطِلُ ۚ إِنَّ ٱلْبَـٰطِلَ كَانَ زَهُوقًا ﴾
»Og sig: »Sandheden er kommet, og falskheden er forsvundet. Falskheden er visselig bestemt til at forsvinde«« [17:81].

Dette sammenstød fører til det skændige nederlag for kufr og dens tilhængere:

﴿ بَلْ نَقْذِفُ بِٱلْحَقِّ عَلَى ٱلْبَـٰطِلِ فَيَدْمَغُهُۥ ﴾
»Nej, Vi slynger sandheden mod falskheden, så den knuser den« [21:18].

Dette er Allahs, den Ophøjedes, ord:

﴿ بَلْ نَقْذِفُ بِٱلْحَقِّ عَلَى ٱلْبَـٰطِلِ فَيَدْمَغُهُۥ فَإِذَا هُوَ زَاهِقٌ ۚ وَلَكُمُ ٱلْوَيْلُ مِمَّا تَصِفُونَ ﴾
»Nej, Vi slynger sandheden mod falskheden, så den knuser den, og straks forsvinder den. Ve jer for det, I beskriver« [21:18].

Forskellen mellem islam og kufr er forskellen mellem sandhed og falskhed, mellem lys og mørke, mellem retledning og vildfarelse, mellem godt og ondt og mellem Paradiset og Helvede. Der er ingen mulighed for at mødes, ingen mulighed for at købslå og ingen mulighed for at forhandle.

Da’wahens styrke og klarhed i den makkanske fase

Fra den allerførste dag, hvor Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—begyndte at udbrede sin da’wah, ser vi ham henvende sig til menneskene med fasthed og tillid og konfrontere kufr og de vantro. Vi taler her om intellektuel konfrontation, ikke materiel konfrontation. I den makkanske fase førte Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—ingen materiel kamp. Konfrontationen foregik gennem tanke og ord: Han konfronterede kufr og de vantro med styrke, mod og fuldstændig fasthed og fremlagde sin da’wah udfordrende og åbent, med klare kendetegn og præcist definerede ord og betydninger. Den efterlod intet rum for uklarhed eller tvivl; der var intet spor af tøven i den, og frygt havde ingen indflydelse på den.

Qur’anen begyndte derefter at blive åbenbaret. Den afslørede tåbeligheden i de vantros forestillinger, dadlede dem for deres guder, fordømte deres forældede levemåde og gjorde nar af deres skikke og traditioner. Når den omtaler afguderne, ser vi den sige:

﴿ إِنَّكُمْ وَمَا تَعْبُدُونَ مِن دُونِ ٱللَّهِ حَصَبُ جَهَنَّمَ أَنتُمْ لَهَا وَٰرِدُونَ ﴾
»I og det, I tilbeder foruden Allah, er sandelig brændsel til Helvede. I skal træde ind i det« [21:98].

Og Han, priset være Han, siger:

﴿ أَفَرَءَيْتُمُ ٱللَّـٰتَ وَٱلْعُزَّىٰ وَمَنَوٰةَ ٱلثَّالِثَةَ ٱلْأُخْرَىٰٓ ۝ أَلَكُمُ ٱلذَّكَرُ وَلَهُ ٱلْأُنثَىٰ تِلْكَ إِذًا قِسْمَةٌ ضِيزَىٰٓ ۝ إِنْ هِىَ إِلَّآ أَسْمَآءٌ سَمَّيْتُمُوهَآ أَنتُمْ وَءَابَآؤُكُم مَّآ أَنزَلَ ٱللَّهُ بِهَا مِن سُلْطَـٰنٍ ۚ إِن يَتَّبِعُونَ إِلَّا ٱلظَّنَّ وَمَا تَهْوَى ٱلْأَنفُسُ ۖ وَلَقَدْ جَآءَهُم مِّن رَّبِّهِمُ ٱلْهُدَىٰٓ ﴾
»Har I betragtet al-Lat og al-Uzza og Manat, den tredje af dem? Tilkommer hankønnet jer og hunkønnet Ham? Det ville sandelig være en uretfærdig fordeling. De er blot navne, som I og jeres forfædre har navngivet; Allah har ikke sendt nogen bemyndigelse ned for dem. De følger kun formodninger og det, deres sjæle begærer, selv om retledningen allerede er kommet til dem fra deres Herre« [53:19–23].

Når Qur’anen omtaler deres blinde efterligning af deres fædre og deres helliggørelse af det, de arvede fra dem, ser vi den sige:

﴿ وَإِذَا قِيلَ لَهُمُ ٱتَّبِعُوا۟ مَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ قَالُوا۟ بَلْ نَتَّبِعُ مَآ أَلْفَيْنَا عَلَيْهِ ءَابَآءَنَآ ۗ أَوَلَوْ كَانَ ءَابَآؤُهُمْ لَا يَعْقِلُونَ شَيْـًٔا وَلَا يَهْتَدُونَ ﴾
»Når det siges til dem: »Følg det, Allah har åbenbaret«, siger de: »Nej, vi følger det, som vi fandt vores forfædre følge.« Også selv om deres forfædre intet forstod og ikke var retledte?« [2:170].

Når Qur’anen dadler og kritiserer de tyranniske herskere og tyrannerne, ser vi den sige:

﴿ تَبَّتْ يَدَآ أَبِى لَهَبٍ وَتَبَّ مَآ أَغْنَىٰ عَنْهُ مَالُهُۥ وَمَا كَسَبَ ۝ سَيَصْلَىٰ نَارًا ذَاتَ لَهَبٍ ﴾
»Må Abu Lahabs hænder gå til grunde, og må han gå til grunde. Hans rigdom og det, han erhvervede, gavnede ham ikke. Han skal brænde i en flammende ild« [111:1–3].

Den afslører også al-Walid ibn al-Mughirah og truer ham med straf, når den siger:

﴿ وَلَا تُطِعْ كُلَّ حَلَّافٍ مَّهِينٍ هَمَّازٍ مَّشَّآءٍۭ بِنَمِيمٍ ۝ مَّنَّاعٍ لِّلْخَيْرِ مُعْتَدٍ أَثِيمٍ عُتُلٍّۭ بَعْدَ ذَٰلِكَ زَنِيمٍ أَن كَانَ ذَا مَالٍ وَبَنِينَ إِذَا تُتْلَىٰ عَلَيْهِ ءَايَـٰتُنَا قَالَ أَسَـٰطِيرُ ٱلْأَوَّلِينَ سَنَسِمُهُۥ عَلَى ٱلْخُرْطُومِ ﴾
»Adlyd ikke enhver foragtelig person, der sværger i ét væk, bagtaler og spreder sladder, som hindrer det gode, overskrider grænserne og synder, og som er rå og ovenikøbet berygtet—blot fordi han har rigdom og sønner. Når Vores vers læses op for ham, siger han: »Fortællinger fra de gamle!« Vi skal brændemærke ham på snuden« [68:10–16].

Når Qur’anen omtaler fordærvede relationer, ser vi den eksempelvis tale om at give for lidt i mål. Den siger:

﴿ وَيْلٌ لِّلْمُطَفِّفِينَ ۝ ٱلَّذِينَ إِذَا ٱكْتَالُوا۟ عَلَى ٱلنَّاسِ يَسْتَوْفُونَ وَإِذَا كَالُوهُمْ أَو وَّزَنُوهُمْ يُخْسِرُونَ أَلَا يَظُنُّ أُو۟لَـٰٓئِكَ أَنَّهُم مَّبْعُوثُونَ ۝ لِيَوْمٍ عَظِيمٍ ﴾
»Ve dem, der giver for lidt i mål: Når de selv får udmålt fra menneskene, kræver de fuldt mål, men når de måler eller vejer for dem, giver de mindre. Tror de ikke, at de skal genopvækkes til en vældig Dag?« [83:1–5].

Den fuldstændige adskillelse mellem islam og kufr

Da de vantro forsøgte at købslå med Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tilbød de, at han skulle tilbede deres guder i ét år, mod at de tilbad hans Gud i ét år. Det afgørende svar kom i åbenbaringen gennem Allahs, den Ophøjedes, ord:

﴿ قُلْ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلْكَـٰفِرُونَ ۝ لَآ أَعْبُدُ مَا تَعْبُدُونَ وَلَآ أَنتُمْ عَـٰبِدُونَ مَآ أَعْبُدُ ۝ وَلَآ أَنَا۠ عَابِدٌ مَّا عَبَدتُّمْ وَلَآ أَنتُمْ عَـٰبِدُونَ مَآ أَعْبُدُ ۝ لَكُمْ دِينُكُمْ وَلِىَ دِينِ ﴾
»Sig: »I vantro! Jeg tilbeder ikke det, I tilbeder, og I tilbeder heller ikke det, jeg tilbeder. Jeg vil heller ikke tilbede det, I har tilbedt, og I vil heller ikke tilbede det, jeg tilbeder. I har jeres religion, og jeg har min«« [109:1–6].

Disse vers fastslog dermed den fuldstændige adskillelse mellem islam og alle former for kufr, for efter sandheden findes kun vildfarelse.

Da de fremsatte tilbud til Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, for at få ham til at opgive sin da’wah, var hans svar afgørende. Han sagde til sin onkel, der fungerede som mellemmand mellem ham og dem:

Ved Allah, min onkel, hvis de lagde solen i min højre hånd og månen i min venstre på betingelse af, at jeg skulle opgive denne sag, ville jeg ikke opgive den. På betingelse af, at jeg skulle opgive denne sag, indtil Allah lader den sejre, eller jeg omkommer for den, ville jeg ikke opgive den [Ibn Hishams sira; ingen fastslået overleveringskæde]. Dette var metoden for de beslutsomme sendebud før ham. Betragt Allahs, den Ophøjedes, ord:

﴿ قَدْ كَانَتْ لَكُمْ أُسْوَةٌ حَسَنَةٌ فِىٓ إِبْرَٰهِيمَ وَٱلَّذِينَ مَعَهُۥٓ إِذْ قَالُوا۟ لِقَوْمِهِمْ إِنَّا بُرَءَٰٓؤُا۟ مِنكُمْ وَمِمَّا تَعْبُدُونَ مِن دُونِ ٱللَّهِ كَفَرْنَا بِكُمْ وَبَدَا بَيْنَنَا وَبَيْنَكُمُ ٱلْعَدَٰوَةُ وَٱلْبَغْضَآءُ أَبَدًا حَتَّىٰ تُؤْمِنُوا۟ بِٱللَّهِ وَحْدَهُۥٓ ﴾
»I har allerede et fremragende forbillede i Ibrahim og dem, der var med ham, da de sagde til deres folk: »Vi tager afstand fra jer og fra det, I tilbeder foruden Allah. Vi afviser jer, og fjendskab og had er opstået mellem os og jer for altid, indtil I tror på Allah alene«« [60:4].

Standhaftighed på ideologien og Allahs løfte om sejr

Dette ærede vers viser tydeligt den faste holdning, som de troende med den korrekte ’aqida indtager over for alt, der strider mod de overbevisninger og begreber, som de med sikkerhed har fastslået er sande, og som de har viet deres liv til. Vores mester Ibrahim, fred være med ham, og dem, der var med ham, erklærede deres fuldstændige afstandtagen fra alle deres folks ’aqidaer, traditioner, vaner og skikke. De erklærede en voldsom krig mellem sandhed og falskhed, indtil sandheden sejrer, og falskheden forsvinder.

Hvis da’wah-bærerne, kære brødre, følger denne vej, sælger sig selv til Allah for at ophøje Hans ord og implementere Hans Shari’ah og ikke afviger fra den shari’ah-mæssige metode, som Allah, den Ophøjede, har udstukket for dem i Sin ærede Bog:

﴿ قُلْ هَـٰذِهِۦ سَبِيلِىٓ أَدْعُوٓا۟ إِلَى ٱللَّهِ ۚ عَلَىٰ بَصِيرَةٍ أَنَا۠ وَمَنِ ٱتَّبَعَنِى ۖ وَسُبْحَـٰنَ ٱللَّهِ وَمَآ أَنَا۠ مِنَ ٱلْمُشْرِكِينَ ﴾
»Sig: Dette er min vej. Jeg kalder til Allah med klar indsigt—jeg og dem, der følger mig. Lovpriset være Allah, og jeg er ikke en af dem, der sætter nogen ved Hans side« [12:108].

Hvis da’wah-bærerne gør alt dette, vil Allah, priset være Han, uden tvivl opfylde Sit løfte og skænke dem Sin sejr. Han, priset være Han, siger:

﴿ إِن تَنصُرُوا۟ ٱللَّهَ يَنصُرْكُمْ وَيُثَبِّتْ أَقْدَامَكُمْ ﴾
»Hvis I støtter Allah, støtter Han jer og gør jeres fødder faste« [47:7].

Afslutning og dua

Jeg beder Allah, priset og ophøjet være Han, om at skænke denne da’wah sejr, give muslimerne succes med at følge den rette vej, der adskiller sig fra Satans veje, og give dem succes med at bære islam ren og klar, så de kan genoptage deres islamiske levemåde gennem den og bære den som et budskab til verden. Han er visselig Den Althørende, Den, der besvarer bønner. Jeg siger disse ord, sender bønner og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahaba og dem, der står sammen med ham, og beder Allah om tilgivelse for mig og jer. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del