Alle Halaqaat
DA

Halaqa 35

At bære da’wah — at opfylde dens mål

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 35: At bære da’wah — at opfylde dens mål

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 2. april 2018 — 15. rajab 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning: At bære da’wahen og opnå dens mål

Velkommen, ærede brødre, til en ny episode af Halaqa Online. Vi har nu i flere uger talt om emner, der vedrører måden, da’wahen bæres på. Aftenens emne handler om at bære da’wahen og opnå dens mål—at bære den islamiske da’wah og opnå dens mål. Hvad menes der med dette emne? Blandt mange praktiserende muslimer, som værner om islam, udbreder den og bærer den til menneskene—muslimer, som nærer stærk omsorg for denne deen—ser man en gruppe, der bærer da’wahen og udfører pligten til at påbyde det rette og forbyde det forkastelige på en åben måde uden at fastlægge et klart og bestemt mål. Deres arbejde med at påbyde det rette, bære islam og bære da’wahen samt påbyde det rette og forbyde det forkastelige fører derfor ikke til bestemte, klare og materielle resultater i virkeligheden.

De siger: »Vi skal påbyde menneskene det rette og forbyde dem det forkastelige. Vi skal bære islam til menneskene.« Men de overser nødvendigheden af at fastlægge et klart mål for denne da’wah og arbejde på at opnå det. Mange af dem mener, at det ikke er muslimernes ansvar at skabe magt og en stat for islam på jorden, men at dette er en gave fra Allah, som vi ikke kan vide, hvornår eller hvordan vil komme. De hævder, at deres pligt blot er at påbyde det rette og forbyde det forkastelige uden at arbejde på at opnå konkrete mål, der kan føre til, at islam bliver virkeliggjort i en islamisk stat. De mener ikke, at de har ansvar for at arbejde på at oprette islams politiske enhed, som anvender Shari’ahs love i muslimernes lande og bærer islam som et budskab til verden. De betragter det derimod som en gave fra Allah—ophøjet være Han—hvis tidspunkt, måde og opnåelse de ikke kender. Nogle anser endda arbejdet for at oprette Kalifatstaten—islams udøvende enhed—for en bid’ah. Det er dette emne, jeg ønsker at drøfte i dag.

Idéens love og metodens love

Ærede brødre, lad os behandle emnet ud fra dets grundlag. Islams love er efter deres natur opdelt i to kategorier. Der findes naturligvis flere inddelinger; her behandler jeg én bestemt inddeling. Nogle af Shari’ahs love kan vi terminologisk kalde idéens love, mens en anden kategori kan kaldes metodens love.

De er alle love fra Allah—ophøjet være Han—som vi skal overholde og anvende, og gennem overholdelsen og udførelsen af dem tilbeder vi Allah. Det, jeg ønsker at fremhæve og henlede opmærksomheden på, er imidlertid, at én kategori af lovene—og det er størstedelen af Shari’ahs love—terminologisk kan klassificeres som idéens love. De er fastsat for deres egen skyld. Det betyder, at Allah—ophøjet være Han—har fastsat dem, så vi overholder og anvender dem for deres egen skyld og alene søger belønningen fra Allah på Opstandelsesdagen gennem dem. De kan virkeliggøre værdier i denne verden, såsom åndelig værdi i menneskets psyke eller menneskelig eller moralsk værdi. Man forventer og søger imidlertid ingen materiel virkning gennem dem, som skal opnås i denne verden. De udføres for at efterkomme Allahs befaling og er således tilsigtet for deres egen skyld.

Tag eksempelvis lovene om ’ibadat. Allah—ophøjet være Han—har befalet Sine tjenere at bede, faste og udføre hajj. De udfører disse ’ibadat for at modtage belønning fra Allah, nærme sig Ham og adlyde Ham. De forventer ingen resultater i denne verden af disse handlinger, men søger gennem dem alene Allahs belønning og et Paradis, hvis bredde er som himlene og jorden. Bønnen har således ikke til formål, at mennesket skal opnå et bestemt mål i denne verden. Den er for Allah; fasten er udelukkende for Allah. Metodens love er ligeledes for Allah—ophøjet være Han. Alle love overholdes i lydighed mod Allah—mægtig og majestætisk er Han. Denne kategori af love overholdes imidlertid for sin egen skyld. Allah—ophøjet være Han—har fastsat dem for mennesket, fordi de retter menneskets psyke, behandler menneskets problemer, tilfredsstiller dets fitrah og regulerer den. Det er tilstrækkeligt blot at udføre dem oprigtigt for Allah—ophøjet være Han—med en hensigt, der alene er viet til Allah, for Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—har fortalt os, at handlinger bedømmes efter hensigterne.

«إِنَّمَا الْأَعْمَالُ بِالنِّيَّاتِ، وَإِنَّمَا لِكُلِّ امْرِئٍ مَا نَوَى، فَمَنْ كَانَتْ هِجْرَتُهُ إِلَى اللَّهِ وَرَسُولِهِ، فَهِجْرَتُهُ إِلَى اللَّهِ وَرَسُولِهِ، وَمَنْ كَانَتْ هِجْرَتُهُ لِدُنْيَا يُصِيبُهَا أَوِ امْرَأَةٍ يَنْكِحُهَا…» — »Handlinger bedømmes kun efter hensigterne, og ethvert menneske får kun det, som vedkommende havde til hensigt. Den, hvis udvandring var for Allah og Hans Sendebud, udvandrede for Allah og Hans Sendebud; og den, hvis udvandring var for noget verdsligt, som vedkommende ville opnå, eller en kvinde, som vedkommende ville gifte sig med …« [Sahih al-Bukhari 1].

Hans hijrah er til det, han udvandrede for. Disse gode gerninger er udførelsen af Shari’ah-love, som er tilsigtet for deres egen skyld. Hvis den troende udfører dem med en hensigt, der alene er viet til Allah—mægtig og majestætisk er Han—modtager vedkommende deres belønning i det hinsides og søger intet gennem dem i denne verden. Det kan være en del af Allahs visdom, at de påvirker menneskets liv positivt, men dette ligger ikke i menneskets hænder; det er tawfiq—succes givet af Allah—mægtig og majestætisk er Han.

Denne kategori omfatter også love om halal og haram. Allah—ophøjet være Han—har forbudt rusmidler, svinekød og blod. Han har befalet lydighed mod forældrene, betaling af zakah og så videre. Alt dette er love, som muslimen skal overholde for deres egen skyld uden at søge at opnå mål i denne verden gennem dem. Vedkommende forventer alene belønningen hos Allah—ophøjet være Han—i det hinsides.

Metodens love og pligten til at tage deres mål i betragtning

Der findes love, som Allah har fastsat, og som vi tilbeder Ham gennem, men hvortil Han har knyttet bestemte mål, som skal opnås, når lovene udføres. Dem kalder vi metodens love. Allah har eksempelvis fastsat love om kamp: jihad for Hans sag, kamp mod oprørere, afvisning af aggressorer og forsvar mod angribere. Dette hører til metodens love, som ikke er fastsat for deres egen skyld, men for at opnå de mål, der ligger bag dem.

Muslimer må ikke kæmpe blot for kampens skyld. Nogen kunne sige: »Jeg udfører kun jihad for belønningen,« uden at søge noget mål gennem kampen. Når en aggressor angriber dig, bekæmper du ham imidlertid for at afvise hans angreb, ikke blot for at kæmpe mod ham. Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—sagde i betydning, at den, der dør i forsvar for sig selv, er martyr; den, der dør i forsvar for sin ære, er martyr; og den, der dør i forsvar for sin ejendom, er martyr [i betydning; Jami‘ at-Tirmidhi 1421].

Er målet med denne kamp, at vedkommende skal dø? Nej. Hvis vedkommende dør i den, er vedkommende martyr. Her kæmper vedkommende derimod for at afvise aggressorerne. Vedkommende kæmper mod dem, som har angrebet, for at afvise deres angreb. Vedkommende skal handle på en måde, der fører til, at angrebet bliver afvist. Det lykkes måske og måske ikke, men dette mål med kampen skal tages i betragtning, for kampen er ikke ønsket for sin egen skyld.

Når den islamiske stat erklærer jihad mod en bestemt stat eller et bestemt folk, er denne jihad ikke ønsket for sin egen skyld. Den skal have et mål, og Qur’anen har påpeget dette i adskillige ayaat.

Allah—mægtig og majestætisk er Han—siger eksempelvis i Sin Ædle Bog:

﴿ قَـٰتِلُوا۟ ٱلَّذِينَ لَا يُؤْمِنُونَ بِٱللَّهِ وَلَا بِٱلْيَوْمِ ٱلْـَٔاخِرِ وَلَا يُحَرِّمُونَ مَا حَرَّمَ ٱللَّهُ وَرَسُولُهُۥ وَلَا يَدِينُونَ دِينَ ٱلْحَقِّ مِنَ ٱلَّذِينَ أُوتُوا۟ ٱلْكِتَـٰبَ حَتَّىٰ يُعْطُوا۟ ٱلْجِزْيَةَ عَن يَدٍ وَهُمْ صَـٰغِرُونَ ﴾
»Kæmp mod dem blandt dem, der fik Skriften, som ikke tror på Allah eller den Yderste Dag, som ikke forbyder det, Allah og Hans Sendebud har forbudt, og som ikke bekender sig til sandhedens religion, indtil de betaler jizyaen med egen hånd, mens de er ydmygede« [9:29].

Denne ayah fastlægger således målet med kampen, når Allah—ophøjet være Han—siger:

﴿ حَتَّىٰ يُعْطُوا۟ ٱلْجِزْيَةَ عَن يَدٍ وَهُمْ صَـٰغِرُونَ ﴾
»indtil de betaler jizyaen med egen hånd, mens de er ydmygede« [9:29].

I en anden ayah siger Han:

﴿ وَقَـٰتِلُوهُمْ حَتَّىٰ لَا تَكُونَ فِتْنَةٌ وَيَكُونَ ٱلدِّينُ كُلُّهُۥ لِلَّهِ ﴾
»Kæmp mod dem, indtil der ikke er nogen fitnah, og religionen helt og holdent tilhører Allah« [8:39].

Målet er altså, at sejren skal tilhøre Allahs religion—mægtig og majestætisk er Han—og at menneskehedens loyalitet og underkastelse skal være rettet mod Hans religion. Kampen skal derfor opnå det mål, som Shari’ah har fastlagt. Da Allah befalede, at den militære styrke skulle forberedes, sagde Han:

﴿ وَأَعِدُّوا۟ لَهُم مَّا ٱسْتَطَعْتُم مِّن قُوَّةٍ وَمِن رِّبَاطِ ٱلْخَيْلِ تُرْهِبُونَ بِهِۦ عَدُوَّ ٱللَّهِ وَعَدُوَّكُمْ ﴾
»Gør alt det af styrke og opbundne heste klar mod dem, som I formår, for dermed at indgyde Allahs fjende og jeres fjende frygt« [8:60].

Formålet med forberedelsen er således at skræmme fjenden. Den er ikke ønsket for sin egen skyld, men for at afskrække fjenden. Netop den forberedelse, der skræmmer fjenden, opnår kampens mål: sejr og de tilsigtede resultater. Metodens love blev fastsat for at opnå sådanne mål.

Straffene som eksempel på metodens love

Lad mig give endnu et eksempel på metodens love, som ikke blev fastsat for deres egen skyld, men for at opnå andre mål: straffene, såsom qisas og hudud. Da Allah befalede piskning af kvinden og manden, der begår zina:

﴿ ٱلزَّانِيَةُ وَٱلزَّانِى فَٱجْلِدُوا۟ كُلَّ وَٰحِدٍ مِّنْهُمَا مِا۟ئَةَ جَلْدَةٍ ﴾
»Kvinden, der begår zina, og manden, der begår zina—pisk hver af dem med hundrede slag« [24:2],

sagde Han derefter:

﴿ وَلْيَشْهَدْ عَذَابَهُمَا طَآئِفَةٌ مِّنَ ٱلْمُؤْمِنِينَ ﴾
»Lad en gruppe af de troende overvære deres straf« [24:2].

Hvad er formålet med, at en gruppe af de troende overværer deres straf? Formålet er afskrækkelse: at menneskene lærer, at den, der begår denne skamløse handling, bliver pålagt denne straf. Hvis denne handling finder sted åbent, menneskene ser den, og den fastsatte straf udføres, er målet at afholde menneskene fra denne handling. Det erklærer også, at dette samfund under ingen omstændigheder kan acceptere denne form for lastefuldhed.

Gennemførelsen af love af denne type—metodens love—har således mål i denne verden. Derudover udgør den en overholdelse af Allahs befaling—ophøjet være Han—hvorigennem man søger belønning hos Allah—mægtig og majestætisk er Han. Det vil sige, at de overholdes som tilbedelse af Allah—ophøjet være Han—samtidig med at de mål, som Shari’ah søger gennem disse love, bliver opnået.

At bære da’wahen som en af metodens love

Blandt disse love er at bære den islamiske da’wah—at bære da’wahen. Det er ikke en af idéens love, der er fastsat for sin egen skyld. Den er derimod fastsat for at opnå bestemte mål: at forandre samfundet fra dets nuværende tilstand, som strider mod det, Allah godkender, og det, islam foreskriver, til en tilstand, som Allah er tilfreds med, og som stemmer overens med Hans Shari’ah.

Når profeterne—fred være med dem—blev sendt til folk, der var vantro, var målet at bringe disse mennesker ind i islam. Efter at de var trådt ind i islam, skulle de underkaste sig Allahs befaling—ophøjet være Han. Dette ville skabe et samfund, hvis relationer blev reguleret af Allahs påbud og forbud: et samfund, der levede efter den levemåde, som Allah—ophøjet være Han—havde godkendt, den islamiske levemåde, som profeterne bragte. Der er således et mål, som skal opnås: at forandre mennesker og samfund fra deres levemåde, som strider mod islam, til den islamiske levemåde.

Hvis de blev sendt blandt troende folk, hvor visse overtrædelser af Shari’ah, skamløse handlinger eller andre laster havde bredt sig, var målet at udrydde dem og føre forholdene tilbage på rette plads.

Profetens Sirah i arbejdet for at opnå da’wahens mål

Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—blev sendt i Makkah, hvis befolkning var vantro. Han begyndte at kalde dem til islam og fortsatte i flere år med at kalde Makkahs befolkning til islam. Flere snese mennesker troede sammen med ham. Det var de første Sahaba, hvoraf de fleste senere blev Muhajirun. De troede sammen med Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—og var få, mens samfundet forblev i sin shirk og jahiliyyah.

Profetens mål var ikke blot at kalde, så den, der ville tro, kunne tro, og så lade sagen standse der. Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—søgte islams sejr: at samfundet skulle forandres fra sin jahiliyyah til et islamisk samfund, der legemliggjorde den islamiske levemåde, som opstår, når samfundet overholder Allahs Shari’ah—ophøjet være Han.

Efter at han havde kaldt Makkahs befolkning i mange år, uden at deres samfund blev forandret eller omfavnede islam, begyndte han derfor at søge efter et andet samfund, der ville tage imod islam. Målet var, at islam skulle have en Dar al-Islam: et samfund, der legemliggjorde den islamiske levemåde, og som derefter kunne blive afsætspunktet for at bære da’wahen til alle folk og hele verden. Da Makkahs samfund havde afvist ham, vendte han sig mod andre samfund.

Først drog han til al-Ta’if, hvor han mødtes med Thaqifs ledere, kaldte dem til islam og opfordrede dem til at tro på den og støtte ham. Som vi ved, afviste disse forbrydere dengang Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—med voldsom fjendtlighed. De ophidsede deres unge og slaver mod ham, indtil blodet løb fra hans fødder på grund af den alvorlige skade, de påførte ham. Han nåede ikke sit mål i al-Ta’if ved denne lejlighed; al-Ta’ifs befolkning var hovmodig og behandlede ham dårligt.

Standsede han der og sagde: »Jeg har udført det, der påhviler mig, og jeg behøver ikke at gøre mere«? Nej. Han vendte tilbage til Makkah og ventede på hajj-sæsonen. I ved, at araberne hvert år udførte hajj i Makkah i den samme sæson, som vi fortsat udfører hajj i i dag. De blandede imidlertid det, der var tilbage af Ibrahims ritualer—fred være med ham—med de jahiliyyah-skikke, som var blevet føjet til dem. Alle de arabiske stammers afguder var samlet i Ka‘bah i Makkah.

Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—ventede på denne sæson. Delegationer kom til Makkah fra hele Den Arabiske Halvø, og han bevægede sig mellem deres lejre—de steder, hvor de havde slået sig ned. Han pålagde og kaldte dem til at tro på ham, støtte ham, støtte hans da’wah og beskytte ham personligt. Han kaldte dem til at omfavne islam efter at have fremlagt de beviser og argumenter, han havde bragt. Han kaldte dem til at beskytte ham, så han kunne overbringe sin da’wah, og han kaldte dem til at støtte islam selv.

Dette var for, at islam skulle få en stat og suverænitet. Nogle begyndte endda at forhandle med ham: »Hvis vi følger dig, tror på dig og kæmper mod menneskene på dine vegne, vil myndigheden så tilhøre os efter dig?« Blandt araberne dengang betød al-amr myndigheden. Udtrykket »stat« blev ikke brugt; de fleste udtryk, som vi i dag bruger om en stat, fandtes ikke dengang. De brugte udtrykket al-amr, som forekommer i Allahs Bog—ophøjet være Han—da Han sagde:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ أَطِيعُوا۟ ٱللَّهَ وَأَطِيعُوا۟ ٱلرَّسُولَ وَأُو۟لِى ٱلْأَمْرِ مِنكُمْ ﴾
»I, som tror! Adlyd Allah, adlyd Sendebuddet og dem blandt jer, som har myndighed« [4:59].

Det vil sige dem, som besidder den legitime myndighed. De bad om, at myndigheden skulle tilhøre dem efter ham, og han sagde til dem: »Myndigheden tilhører Allah; Han placerer den, hvor Han vil« [Ibn Hishams Sirah].

Han bevægede sig mellem disse delegationer, som var kommet til Makkah for at udføre hajj. Nogle afviste ham hårdt og groft, nogle afviste ham høfligt, og nogle købslåede og forhandlede med ham. Vi behøver ikke at gå nærmere ind på dette her. Til sidst åbnede Allah—ophøjet være Han—hjerterne hos en delegation fra Khazraj i Madinah dengang. De kom til Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—hørte ham og troede. Derefter vendte de tilbage til Madinah, og det videre forløb fandt sted.

Som følge heraf omfavnede de fleste af Madinahs indbyggere—eller det stærkeste flertal blandt dem—islam efter omtrent to år. Dermed opstod der en offentlig mening for islam i Madinah, som kvalificerede dem til at give Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—bay’ah og lægge magten i hans hænder. Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—kom til Madinah efter at have modtaget den anden bay’ah ved al-‘Aqabah fra dem. Det var en bay’ah om magt og styre, ja, en bay’ah om krig, som den fastslog.

Da han ankom til den lysende by Madinah den 12. Rabi‘ al-Awwal i hijrah-året, blev denne dag betragtet som den dag, hvor den islamiske stat blev oprettet.

Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—bar således da’wahen på den måde, hvormed han søgte at opnå dens mål. Målet var at forandre samfundet fra shirk til islam. Da samfundet omfavnede islam, gav det sin loyalitet til Allah, Sendebuddet og de troende og overdrog magten til Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred. Da han overtog magten i Madinah, blev Shari’ah-lovene nedsendt, og den islamiske levemåde kom til verden i det første islamiske samfund i Madinah. I Profetens levetid udvidede dette samfund sig, indtil det omfattede hele Den Arabiske Halvø. Derefter udvidede det sig under de kaliffer, der kom efter ham, og bredte sig over jorden mod øst og vest.

Den islamiske da’wah bæres således på en måde, der fører til, at dens mål bliver opnået. Målet er at forandre menneskeheden fra et liv i vildfarelse til en islamisk levemåde. Målet er at oprette Dar al-Islam, hvis befolkning omfavner islam og underkaster sig dens love, så islams love anvendes på dem, og den islamiske levemåde legemliggøres i dette samfund. Dette samfund, repræsenteret og legemliggjort ved sin stat, bærer derefter den islamiske da’wah til verden gennem da’wah og jihad for Allahs sag.

Delmålene i arbejdet med at bære da’wahen

Den islamiske da’wah skal således være målrettet, have et mål og have en hensigt, som den søger at virkeliggøre. Fra det øjeblik åbenbaringen blev nedsendt til Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—og han bekendtgjorde over for menneskene, at han var en profet, som modtog åbenbaring fra Allah—mægtig og majestætisk er Han—udførte han bestemte, tilsigtede handlinger, hvis mål var at ændre samfundet.

I den første fase havde han et delmål: at skabe en struktureret gruppe, der bar islam sammen med ham—et ideologisk politisk parti, hvis mål var at ændre samfundet. Han brugte tre år på at kultivere denne gruppe af Sahaba. Kultiveringen havde et bestemt mål: at de første Sahaba, som han kultiverede i disse tre år, skulle danne en struktureret gruppe af islamiske personligheder, der bar den islamiske ’aqida som ideologi, var rede til at bære islam ind i samfundet og gå ind i samfundets kamp gennem intellektuel kamp og politisk kamp, mens de udholdt modstand og bekæmpelse, og så videre.

Disse tre år havde et bestemt mål: at skabe en struktureret gruppe—at skabe en struktureret gruppe af da’wah-bærere, der skulle arbejde sammen med Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—for at ændre samfundet. Det var, hvad der skete. Da denne strukturerede gruppe var blevet moden, og den første fase havde opnået sine mål, nedsendte Allah—ophøjet være Han—befalingen til Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred:

﴿ فَٱصْدَعْ بِمَا تُؤْمَرُ وَأَعْرِضْ عَنِ ٱلْمُشْرِكِينَ ﴾
»Forkynd derfor åbent det, du befales, og vend dig bort fra dem, der sætter andre ved Allahs side« [15:94].

Da Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—og hans strukturerede gruppe derefter gik ind i da’wahens kamp i Makkah, førte han intellektuel kamp mod samfundet og politisk kamp mod Makkahs ledere ved at undergrave deres legitimitet og anseelse, afsløre deres sammensværgelser, og så videre.

Disse handlinger havde bestemte mål: at fjerne jahiliyyahs skikke, fra de hedenske verdensanskuelser til alle de skikke, der regulerede menneskenes relationer i dette samfund. Han rettede sig mod alle samfundets bestanddele—dets tanker, følelser og systemer—for at nedbryde dets grundpiller og erstatte dem med samfundets islamiske bestanddele: den islamiske ’aqida med dens tanker og følelser. Hvis samfundet derefter omfavnede islam, skulle Allahs Shari’ah—ophøjet være Han—regulere menneskenes relationer.

Qur’anen førte derfor en kampagne mod verdensanskuelserne, afguderne, helliggørelsen af forfædrene, snyd med mål og vægt, drab på piger, fortæring af riba, og så videre. Målet var at nedbryde samfundets skikke og systemer. Allah—den Ophøjede—sagde:

﴿ فَمَن يَكْفُرْ بِٱلطَّـٰغُوتِ وَيُؤْمِنۢ بِٱللَّهِ فَقَدِ ٱسْتَمْسَكَ بِٱلْعُرْوَةِ ٱلْوُثْقَىٰ لَا ٱنفِصَامَ لَهَا ﴾
»Den, der forkaster taghut og tror på Allah, har grebet det fasteste håndfæste, som aldrig brister« [2:256].

Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—bar altså ikke alene da’wahen til islam uden at tage den bestående jahiliyyah-virkelighed op. Det ville ikke være en praktisk bæring. Den praktiske bæring af islam som en levemåde og som et system for livet, samfundet og staten må finde sted på ruinerne af det samfunds grundpiller. Derfor søgte han at nedbryde deres verdensanskuelser, angreb deres efterligning af forfædrene, angreb deres afguder og angreb deres levemåde for at bringe den til fald og erstatte den med islam. Sandhed og falskhed kan ikke forenes; sandheden må rejses på falskhedens ruiner.

Han søgte således—han søgte at nedbryde dette samfunds bestanddele for at erstatte dem med den islamiske skik: islams tanker og følelser. Derved skulle dette samfund forandres fra sit tidligere jahiliyyah-liv til et nyt liv.

Når menneskene omfavnede islam, og deres loyalitet blev rettet mod Allah, Hans Sendebud og de troende, overdrog de magten til Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—så han kunne styre dem efter det, Allah havde nedsendt. Dermed kom den islamiske levemåde til verden, og det var, hvad der skete. Dette fandt ikke sted i Makkah. Allah—ophøjet være Han—lettede det derimod ved at åbne Madinahs indbyggeres hjerter for islam, så Madinah blev den første Dar al-Islam.

At bære da’wahen i dag for at genoptage den islamiske levemåde

Det er dette, vi i dag skal lægge til grund og tage hensyn til, når vi bærer da’wahen. Da’wahen skal bæres på en måde, der fører til en forandring af denne virkelighed og en genoptagelse af den islamiske levemåde. Den må ikke bæres på en åben måde uden bestemte mål. Derfor skal da’wahen have en ideologisk politisk struktureret gruppe med en korrekt, højtstående, ren og klar forståelse af islam. Dens formål er at ændre den korrupte offentlige tradition i dette samfund, som vestlige og andre fremmede tanker har invaderet, og som Vestens menneskeskabte systemer styrer, indtil den offentlige tradition i samfundet bliver ændret. Dette vil føre til, at magten bliver givet til islam, islams bærere og det islamiske projekts bærere, hvorefter den islamiske levemåde bliver etableret.

Denne da’wah skal således have som mål at genoptage den islamiske levemåde gennem oprettelsen af den islamiske stat. Man må ikke sige: »Vi bærer da’wahen, men tager ikke hensyn til, om målene bliver opnået, og overlader deres opnåelse til Allah—ophøjet være Han.« Dette er forkert. Du skal arbejde og i dit arbejde tage hensyn til, at målene bliver opnået. Hvis målet bliver opnået, har du opfyldt din pligt og udført det, der påhvilede dig.

Dette betyder imidlertid ikke, at du nødvendigvis og uundgåeligt opnår en handlings mål, hver gang du handler. Lad os vende tilbage til eksemplet fra begyndelsen af denne halaqa: En hær, der erklærer kamp og fører en krig, skal tage hensyn til, at krigens mål bliver opnået. Den kunne sige: »Gennem dette slag vil jeg erobre dette land, ødelægge denne fjendtlige fæstning, afskrække fjenden fra at foretage militære handlinger mod os eller beskæftige fjenden med ét slag, så den ikke kan indlede et andet,« og så videre. Du fastlægger kampens mål og skal tage hensyn til, at det bliver opnået. Hvis du opnår det, er dette det påkrævede. Det udelukker imidlertid ikke, at målet nogle gange ikke bliver opnået, for resultaterne ligger i Allahs hænder—ophøjet være Han—ikke i menneskets. Der er en stor forskel mellem at tage hensyn til, at disse mål bliver opnået, og ikke at gøre det. Hvis du ikke tager hensyn til deres opnåelse, opnår du intet. Hvis du tager hensyn til det, kan du opnå dem og få succes, eller du kan undlade at opnå dem.

I sidste ende har Allah—ophøjet være Han—lovet de troende, at hvis de støtter Ham, vil Han støtte dem. De fejler måske i første, andet eller tredje forsøg, men Allah—ophøjet være Han—har i sidste ende givet de troende dette løfte i Sine ord:

﴿ إِن تَنصُرُوا۟ ٱللَّهَ يَنصُرْكُمْ ﴾
»Hvis I støtter Allah, vil Han støtte jer« [47:7].

Allah—ophøjet være Han—sagde også:

﴿ وَعَدَ ٱللَّهُ ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ مِنكُمْ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ لَيَسْتَخْلِفَنَّهُمْ فِى ٱلْأَرْضِ كَمَا ٱسْتَخْلَفَ ٱلَّذِينَ مِن قَبْلِهِمْ وَلَيُمَكِّنَنَّ لَهُمْ دِينَهُمُ ٱلَّذِى ٱرْتَضَىٰ لَهُمْ وَلَيُبَدِّلَنَّهُم مِّنۢ بَعْدِ خَوْفِهِمْ أَمْنًا ۚ يَعْبُدُونَنِى لَا يُشْرِكُونَ بِى شَيْـًٔا ۚ وَمَن كَفَرَ بَعْدَ ذَٰلِكَ فَأُو۟لَـٰٓئِكَ هُمُ ٱلْفَـٰسِقُونَ ﴾
»Allah har lovet dem af jer, som tror og gør retfærdige gerninger, at Han visselig vil gøre dem til efterfølgere på jorden, ligesom Han gjorde dem før dem til efterfølgere; at Han visselig vil befæste den religion for dem, som Han har godkendt for dem; og at Han visselig vil erstatte deres frygt med tryghed. De tilbeder Mig og sætter intet ved Min side. De, der fornægter troen efter dette, er de trodsigt ulydige« [24:55].

Det er altså rigtigt, at du ikke kan garantere resultaterne. Du skal imidlertid sørge for at udføre arbejdet på en måde, der sigter mod at opnå dem. Sig ikke: »Jeg behøver ikke at tage hensyn til resultaterne; de er hverken min sag eller min opgave.« Jo, det er din opgave og din funktion, selv om du ikke kan garantere resultaterne. Du skal arbejde på at opnå dem.

Det var dette, jeg ønskede at fremhæve i dagens halaqa: Det er ikke tilladt at bære da’wahen blot for da’wahens egen skyld uden at tage resultaterne i betragtning. Den kollektive bæring af den islamiske da’wah i dag skal derimod tage hensyn til, at dens mål bliver opnået. Der skal udarbejdes en plan, som forener den Shari’ah-fastsatte metode, Allah—ophøjet være Han—har foreskrevet, med tilladte, tilgængelige og effektive fremgangsmåder og midler, der kan opnå målene. Formålet er at opnå de mål, som Allah—ophøjet være Han—har befalet: at ophøje Allahs ord, lade suveræniteten på jorden tilhøre Allahs Shari’ah og lade magten tilhøre den islamiske ummah. Dette kan kun ske gennem oprettelsen af islams udøvende politiske enhed: den islamiske stat, Kalifatstaten.

O Allah, vi beder Dig hjælpe os med at opfylde denne betroede opgave og føre os til at opnå de resultater, som Du har befalet os at arbejde for. Du, vor Herre, er Den Althørende, Den, der besvarer bønner. Al lovprisning tilkommer Allah, alverdens Herre.

Spørgsmål og diskussioner

Jeg går nu sammen med jer videre til de spørgsmål, som kan være nået frem til os under denne halaqa.

Hvilken forbindelse er der mellem da’wahen i Makkah og politik?

Det første spørgsmål kommer fra bror al-‘Abid. Bror al-‘Abid siger: »Sendebuddet—må Allah velsigne ham og give ham fred—bar i det ærede Makkah da’wahen for den sande ’aqida og bekæmpede overtro og fordærvede verdensanskuelser. Dette fremgår fast og tydeligt af de makkanske ayaat. Hvilken forbindelse har det til politik?«

Min kære bror, det er beklageligt, at de fleste muslimer i dag ikke forstår betydningen af ordet »politik«. De tror, at politik kun er det, herskeren gør, og intet andet: herskeres og staters handlinger. Det falder dem ikke ind, at politisk arbejde også udføres af grupper, der beskæftiger sig med det, som kaldes offentlige anliggender, holder magten og herskerne til ansvar og arbejder på at udbrede og fremme tanker for at nå magten. Selv enkeltpersoner i den islamiske stat kan udføre dette arbejde.

Hvad er politik? Politik er varetagelse af menneskenes anliggender. Ja, staten varetager menneskenes anliggender. Men ethvert arbejde med forbindelse til staten, som sigter mod at nå magten, holde magten til ansvar eller udbrede tanker, så de når magten og bliver til et system, hvormed menneskenes anliggender varetages, er politisk arbejde. Det samme gælder ethvert arbejde, der sigter mod at ændre den offentlige mening for at forandre samfundet fra én levemåde til en anden—hvilket kun kan ske, hvis det nye system sidder ved magten.

Når en struktureret gruppe af da’wah-bærere bærer da’wahen, fra verdensanskuelserne til opfattelserne om livet og de love, der regulerer menneskenes relationer, udfører den dermed politisk arbejde.

Når Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—rettede sig mod samfundets grundlag i Makkah for at nedbryde det og skabe et nyt grundlag for et andet samfund, var dette politisk arbejde. Da han rettede sig mod det system, hvormed menneskenes anliggender blev varetaget—det vil sige, hvormed menneskene blev styret—og Qur’anen blev nedsendt i Makkah og førte en kampagne mod snyd med mål og vægt, som var en af samfundets bestående skikke, der regulerede menneskenes relationer, var dette en politisk tale. Da den angreb riba i Makkah, var dette ligeledes en politisk tale, fordi den førte en kampagne mod den lovgivning, hvormed menneskenes anliggender blev varetaget—det vil sige, hvormed deres anliggender blev styret. Det ligger i selve kernen af politisk arbejde. Hvis Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—havde båret den islamiske da’wah som et individuelt, åndeligt, »missionerende« kald uden at tage de vantros verdensanskuelser op, uden at angribe deres drømme, deres forfædre eller deres efterligning af forfædrene og uden at angribe deres vaner, traditioner og offentlige tradition, kunne vi sige, at dette ikke var en politisk da’wah.

Men da Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—sagde til menneskene: «يَا أَيُّهَا النَّاسُ، قُولُوا لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ تُفْلِحُوا»—»O mennesker, sig: Der er ingen anden gud end Allah, så vil I få succes«—og at araberne og ikke-araberne ville underkaste sig dem [indledningen i Musnad Ahmad; tilføjelsen med foredragsholderens ordlyd], bar han da’wahen politisk. Fra den første dag bad han i betydning: »O Allah, styrk islam gennem en af de to ‘Umar’er« [i betydning; Jami‘ at-Tirmidhi 3681]. Han søgte således, at denne da’wah skulle få nusrah, sejre og opnå overhøjhed på jorden.

Da han førte en kampagne mod samfundets ledere—og Qur’anen blev nedsendt og angreb Abu Lahab ved navn, Abu Jahl gennem hans egenskaber, al-Walid ibn al-Mughirah og andre—bar han dermed islam ved at angribe samfundets ledere. Han bar den islamiske da’wah politisk, ikke blot ved at bringe glædelige budskaber og lade det blive ved det.

Ingen må forstå det sådan, at jeg benægter de glædelige budskabers plads i islam. Han—fred være med ham—sagde: «بَشِّرُوا وَلَا تُنَفِّرُوا» — »Bring glædelige budskaber, og skræm ikke menneskene bort« [Sahih al-Bukhari 69; Sahih Muslim 1734]. Dette angår da’wahens fremgangsmåde og moral, men ikke den betydning og almindelige brug, som udtrykket har i dag, når det anvendes om missionerende foreninger, der kun taler til menneskene om åndelige spørgsmål.

Islam kom for at nedbryde jahiliyyah-samfundets grundpiller og opbygge det på ny på andre grundpiller: islams tanker, følelser og systemer. Derfor havde denne da’wah fra den første dag en politisk karakter, især da Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—begyndte at danne en struktureret gruppe, der skulle bære da’wahen, så den fik en kollektiv karakter. Dette ligger i selve kernen af politisk arbejde overalt i verden. Alle stater og samfund ved, at kollektive handlinger, der retter sig mod samfundets offentlige tradition og søger at bringe de bestående love til fald, er politiske handlinger—ja, nogle af de vigtigste og mest betydningsfulde politiske handlinger. Den islamiske da’wah har således fra sin første dag været politisk af natur og i virkeligheden.

Et spørgsmål fra bror al-Hilal al-Shami. Må Allah velsigne jer, lægge det på vægten over jeres gode gerninger og belønne jer godt. I mindede os om, at vi ikke er sendebude, og at Sendebuddet derfor kom for at være et eksempel for os og lære os, hvordan menneskene skal leve på en måde, Allah—ophøjet være Han—er tilfreds med. Hvis Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—ikke havde gjort, hvad han gjorde, ville vi hverken have vidst eller handlet. Han lærte os derfor både småt og stort, og dette er islams storhed.

Dette er ikke et spørgsmål, men et værdifuldt indlæg fra min bror al-Hilal al-Shami. Må Allah velsigne og ære dig, min bror, for dette indlæg. Nadhir bin Salih.

Hvordan fastlægges delmålene?

Nadhir bin Salih: »Fred være med jer, samt Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser.« Og fred være med jer, samt Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser. »Skal der fastlægges bestemte punkter for hvert mål, så vi kan sige, at vi har opnået det? Og hvordan viser alvoren i tænkningen sig, når målene fastlægges?«

Vi taler ikke om ét mål, som alt arbejdet rettes mod, og som opnås på én gang. Vi taler om det endelige mål med at bære den islamiske da’wah i denne verden: at skabe den islamiske levemåde i vores tid ved at genoptage den islamiske levemåde gennem genoprettelsen af den islamiske stat. Før dette mål bliver opnået, findes der imidlertid faser, som fører frem til det. Hver fase har et mål, der skal opnås, før vi går videre til et andet mål.

Da den islamiske da’wah begyndte—og her vender vi tilbage til den første model, som er et eksempel for os, et ledelys for os og det, hvormed vi fastlægger, hvordan vi skal arbejde i dag—var modellen Profetens Sirah—må Allah velsigne ham og give ham fred.

Åbenbaringens nedsendelse til Profeten—fred være med ham—var startpunktet. Fra dette startpunkt var målet med arbejdet at skabe en struktureret gruppe, som udførte kollektivt arbejde for at ændre samfundet. Det første mål i da’wah-fasen var således at skabe en struktureret gruppe med disse egenskaber.

Vi har altså en første fase, hvis mål er at skabe en struktureret gruppe af da’wah-bærere, som består af stærke og fast forankrede islamiske personligheder med en beslutsom vilje. De vil ændre virkeligheden og er med deres åndelige energi og vilje til at opnå det, de ønsker, rede til at gennemgå de svære og barske prøvelser, der er nødvendige for at opnå deres mål. Når denne strukturerede gruppe er blevet moden og besidder disse egenskaber, har vi opnået det første mål: at denne gruppe eksisterer.

Før denne strukturerede gruppe kan eksistere, skal den kultur, der former den, naturligvis først eksistere. Kulturen er i sig selv et arbejde og et mål, for det er denne kultur, der i begyndelsen former gruppen. Derefter arbejder gruppen gennem den samme kultur på at forme samfundet.

Derefter når vi afsætspunktet: det punkt, der adskiller fasen med kultivering af denne strukturerede gruppe fra fasen med interaktion med samfundet. Dette er afsætspunktet, hvorfra den strukturerede gruppe sætter ud med da’wahen. Det skal opfylde bestemte betingelser: Da’wah-bærerne skal banke på samfundets dør og træde ind i det på en måde, der vækker opmærksomhed, så interaktionen straks begynder. Dette frembringer en intellektuel kamp mod falskhedens tanker. Samfundet vil reagere på denne intellektuelle kamp, og herskerne vil bekæmpe den. Dermed opstår en politisk kamp mod samfundets herskere og dem, der opretholder dets grundpiller.

Hvad er målet med dette? Når da’wahen er sat i gang, og interaktionen begynder, er målet at forandre samfundet—gennem flertallet eller gennem den stærkeste og mest dominerende gruppe—fra jahiliyyah til islam. Dermed opstår der en islamisk offentlig mening, det vil sige en islamisk skik, i dette samfund.

Når den islamiske skik er opstået, er et nyt mål blevet opnået. Derefter skal denne islamiske skik føre videre til et andet mål: at islam når styret ved at overbevise magtens folk i samfundet om at overdrage magten til dette projekt og dem, der bærer denne da’wah. Dette skete med Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—i Madinah, da Madinahs indbyggere gav ham deres magt gennem denne bay’ah.

Derefter begynder arbejdet for et nyt mål: at forandre systemerne så hurtigt som muligt. Samfundet forandres ved at fjerne de tidligere systemer og love og anvende de islamiske systemer og love, som da’wah-bærerne bærer. Dermed forandres samfundet fuldstændigt til et islamisk samfund, hvis relationer reguleres og væves af islam—det vil sige af islams tanker, følelser og systemer.

Når dette samfund er skabt, går vi videre til et andet mål: at bære den islamiske da’wah som et budskab til verden.

Enhver handling skal således have et mål. Selv når du udfører særskilte enkelthandlinger, er den politiske kamp ikke et mål i sig selv, hvis vi beslutter at udføre en handling, der efter sin natur er politisk kamp mod herskerne. Vi skal derimod sige: »Nu angriber vi herskeren med ord—naturligvis ikke gennem materiel handling. Vi angriber og afslører herskeren og taler hårdt mod ham.« Med hvilket mål? For at afskrække ham fra at udføre en handling, der indebærer en sammensværgelse mod muslimerne, tvinge ham til at udføre en handling, han har forsømt, eller tilskynde menneskene til at holde denne hersker til ansvar og bryde frygtens mur, og så videre. Ingen af metodens handlinger—end ikke en fremgangsmåde, som vi bruger i forbindelse med metodens handlinger—må udføres, medmindre den opnår et mål. En handling må ikke udføres blot for handlingens egen skyld, for så bliver den formålsløs og kan føre til mål, der skader da’wahen i stedet for at føre den fremad.

Strider beskyttelse fra polyteister mod arbejdet for at ændre samfundet?

Bror Abdullah siger: »Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—trådte ind under beskyttelse fra en polyteist, og før det var han under sin onkels beskyttelse, selv om hans onkel var polyteist. Hvordan stemmer dette overens med, at han ville udrydde kufr, dets verdensanskuelser og dets systemer?«

Dette modsiger ikke det andet. Der er stor forskel på at konfrontere samfundets system for at nedbryde det og systemets grundpiller for at undergrave deres legitimitet og på at modtage beskyttelse fra enkeltpersoner.

Som eksempel på den handling af Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—som jeg nævnte, beskyttede hans slægt ham, selv om de fleste af dem var polyteister. I begyndelsen var det kun få fra Profetens slægt, som troede. Banu Hashim beskyttede derfor Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred. Det arabiske ord mani‘in betyder her, at de vogtede ham og forhindrede menneskene i at nå ham—det vil sige, at de beskyttede ham mod menneskene.

Det gik så langt, at Quraysh gjorde hvad? De belejrede Banu Hashim. Hvem var deres fjende? Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred—og hans Sahaba, som havde troet sammen med ham. Alligevel belejrede de Banu Hashim. Hvorfor? Fordi Banu Hashim beskyttede Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred. De forhindrede menneskene i at nå ham og tillod ikke nogen at skade ham. De gjorde ham naturligvis personligt ondt, men Banu Hashim tillod dem ikke at få ram på ham; de vogtede ham. Dette var en del af arabernes natur: På grund af deres stammesolidaritet tillod de ikke andre slægter at nærme sig og skade en af deres egne, selv om de ikke var overbevist af ham. De var ikke overbevist af Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—eller af Profetens da’wah, eller de var i det mindste for stolte til at følge ham, bortset fra nogle få af dem.

Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—søgte således beskyttelse gennem sin slægt og fandt styrke gennem dem. Hans onkel Abu Talib stod i spidsen for dem. Da hans onkel Abu Talib døde, blev hans støtte og beskyttelse svækket.

Efter Abu Talibs død drog han til al-Ta’if. Da han vendte tilbage derfra, vidste han, at han ikke kunne gå ind i Makkah alene, for folket ville få ram på ham. Han trådte derfor ind i Makkah under al-Mut‘im ibn ‘Adis beskyttelse, men betingede sig, at han ikke skulle give afkald på noget af sin deen: Han skulle træde ind under hans beskyttelse, uden at al-Mut‘im krævede noget, der gik ud over hans deen. Manden accepterede. Dette hørte dengang til jahiliyyahs stammeære. En mand kunne tage en anden under sin beskyttelse og sige: »Denne person er under min beskyttelse; ingen må nærme sig ham.« Når denne mand havde anseelse blandt sit folk, afholdt folket sig fra at skade den, han beskyttede.

Dette betyder, at da’wah-bærere må have mennesker, som beskytter dem og afværger skade fra dem. Det var også dette, Allahs Profet—må Allah velsigne ham og give ham fred—bad nogle af de polyteister om, som han fremlagde islam for. Han kaldte dem til at tro, og han kaldte dem også til at beskytte ham—det vil sige afværge menneskenes skade fra ham og tjene som et værn mod skaden. Han kaldte dem også til at overdrage magten og bay’ah til ham. Dette viser, at det om muligt er vigtigt og nyttigt for da’wah-bærerne at have stærke enkeltpersoner, som beskytter dem, forudsat at det ikke koster dem noget af deres deen, og at de ikke giver afkald på noget, hvor lille det end er, af deres deen, da’wah eller projekt.

Abu Talib beskyttede således Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—og stod mellem ham og Quraysh, mellem ham og Qurayshs skade. Da Abu Talib kom for at fremlægge de tilbud, folket havde givet, hvad var så Profetens svar? Han sagde: »Ved Allah, min onkel, hvis de lagde solen i min højre hånd og månen i min venstre på betingelse af, at jeg opgav denne sag eller omkom i dens forsvar, ville jeg ikke opgive den« [Ibn Hishams Sirah; uden fast overleveringskæde].

Dette hører til disse spørgsmål … Ja, at søge beskyttelse fra mennesker, selv om de er polyteister eller vantro, strider ikke mod arbejdet for at ændre denne virkelighed og bringe dens systemer til fald. Det var, hvad Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—gjorde. Bror Abu Ghazi al-Zayn, må Allah velsigne jer og belønne jer godt.

Offentlig mening, magtens folk og søgen efter nusrah

Må Allah ære jer. Hvilket mindstemål af offentlig mening, der udspringer af offentlig bevidsthed om islam, skal skabes, for at der opstår en offentlig mening for oprettelsen af det retledte islamiske Kalifat efter Profetens metode? Findes der en bestemt gruppe blandt magtens folk, hvor der skal skabes en offentlig mening for islam, så de giver nusrah, og målet om at genoptage den islamiske levemåde gennem oprettelsen af det islamiske Kalifat bliver opnået? Må Allah velsigne jer og belønne jer godt.

Vi skal skelne mellem to obligatoriske forhold i arbejdet med at bære da’wahen for at skabe forandring: den offentlige mening og det at rette arbejdet mod magtens folk, som besidder nøglerne til magten, for at overbevise dem om islam og søge nusrah fra dem til oprettelsen af den islamiske stat.

Den offentlige mening vedrører samfundet som helhed, således at islam og styret efter islam bliver den højeste og mest accepterede tanke—ja, samfundets krav. Den offentlige mening skal vende sig bort fra sine ikke-islamiske loyaliteter. I vores nuværende virkelighed skal den eksempelvis vende sig bort fra patriotiske og nationalistiske loyaliteter—de kunstige loyaliteter, der er opstået—og fra loyaliteten mod dem, der styrer efter andet end det, Allah har nedsendt, og bærer andre tanker end islams. Den offentlige mening i samfundet kommer da til at kræve, at samfundet styres efter islam, og at Allahs Shari’ah anvendes på det. Dette er den offentlige mening.

Denne offentlige mening kan kun eksistere, efter at der er opstået en tilstrækkelig offentlig bevidsthed om idéen. Dette er da’wah-bærernes ansvar. De arbejder ihærdigt og intensivt, nat og dag, for at nedbryde samfundets overbevisning om de ikke-islamiske tanker, som har bredt sig i det, og erstatte dem med islams tanker. Dette kræver et langt, hårdt og vanskeligt arbejde, før det bliver opnået.

Når dette eksisterer hos flertallet i samfundet eller hos den stærkeste gruppe i samfundet, som er i stand til at støtte en stat, når den bliver oprettet, udgør det den offentlige mening, der er tilstrækkelig til at oprette den islamiske stat. Når denne tilstrækkelige islamiske offentlige mening findes som et grundlag, den islamiske stat kan hvile på, henvender man sig til magtens folk, som er i stand til at tage magten eller overdrage den til dette projekt og dets bærere. Dermed bliver den islamiske stat oprettet. Dette kaldes at søge nusrah. Det var, hvad Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—gjorde, da han søgte magtens folk blandt stammelederne. Han spurgte dem, hvilken styrke og beskyttelse de rådede over, kaldte dem derefter til islam og bad dem om nusrah til islam. Dette blev kendt som Profetens søgen efter nusrah. Den offentlige mening er således første fase, efterfulgt af søgen efter nusrah, så den islamiske stat kan blive oprettet og hvile på denne offentlige mening sammen med den materielle styrke, som nusrahs folk råder over, og de styrkefaktorer, som da’wahen har til rådighed i denne stat.

Hvordan kan da’wahen fortsat påvirke den offentlige mening?

Hajar Belhaj Hassan: »Fred være med jer, samt Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser.« Og fred være med jer, samt Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser. Må Allah velsigne jer. »Mit spørgsmål er: En af de vanskeligheder, da’wah-bæreren står over for, er, at vedkommende ofte kan vække den offentlige mening og rette den mod den sande tanke, men denne påvirkning er midlertidig. Menneskene vender derefter hurtigt tilbage til en tilstand af apati, især på grund af den inddæmningspolitik, som modstanderne af det islamiske projekt anvender. Hvordan kan man imødegå dette?«

Dette kan imødegås med to midler.

For det første skal påvirkningen af den offentlige mening først og fremmest bygge på tanken—på opfattelsen—for det er velkendt, at menneskene handler efter deres opfattelser. Menneskenes adfærd er knyttet til deres opfattelser. Hvis vi grundfæster opfattelsen hos menneskene, vil den uundgåeligt få magt over deres tænkning, handlinger og holdninger.

Dette er den grundlæggende søjle. Derefter skal arbejdet være vedholdende. Ja, vi udfører en handling, der driver den offentlige mening i en bestemt retning. Så kommer de onde, som bekæmper islam, og retter samfundet i en anden retning, især fordi de besidder medierne, midlerne til at påvirke samfundet og de materielle midler, mens vi kun besidder ordet, argumentet og intelligente fremgangsmåder—ikke materielle fremgangsmåder. Derfor kræver det, at man vedholdende påpeger myndighedernes, lovenes og de offentlige traditioners fordærv. Menneskene skal altid gøres opmærksomme på, at da de fulgte disse onde mennesker og forbrydere, førte disse dem til undergang. Det kræver således mere tid og indsats. Med vedholdenhed må resultatet komme, med Allahs—den Ophøjedes—tilladelse.

Abu ‘Abbas al-Hishlamun, må Allah velsigne jer. Må Allah ære jer.

De lærdes ansvar og tegnene på Kalifatets oprettelse

Spørgsmål: »Der findes forvarsler og tegn på, at Kalifatstaten vil blive oprettet. Hvad er de lærdes stilling til deres tavshed og dvale? Bærer de et stort ansvar over for Allah—den Ophøjede?« Ja.

De lærde bærer et stort ansvar, hvis de undlader at udføre opgaven med at overbringe budskabet, advare menneskene og gøre sandheden klar for dem.

Desværre er mange af dem, der i dag kaldes lærde, søjler for magten og støtter for regimet—taghut-regimet. Man ser den ene prise én leder og den anden prise en anden leder. Nogle går endda så langt som til at tillægge bestemte herskere profeternes og sendebudenes egenskaber. Vi søger Allahs beskyttelse mod dette. Sådanne mennesker regner vi ikke blandt de lærde.

Vi taler om de oprigtige lærde, hvoraf mange ikke har opfyldt deres ansvar eller deres pligt til at bære da’wahen. Vi tilskynder og pålægger dem, ligesom vi pålægger menneskene. Vi påbyder dem det rette, forbyder dem det forkastelige, kalder dem og tilskynder dem. Men den sande lærde er den, der handler efter sin viden. Den, der ikke handler efter sin viden ved at advare, kalde, gøre menneskene opmærksomme og vejlede dem, er ikke virkelig lærd. Disse mennesker er en del af det syge samfund, som vi arbejder på at behandle.

Vi sætter derfor vores håb til da’wah-bærere som Allahs Sendebuds Sahaba—må Allah velsigne ham og give ham fred. Før islam tilhørte de hverken de kultiverede eller de uddannede. De var ikke eksamensindehavere, digtere, skribenter eller forfattere. De fleste var almindelige mennesker, mens nogle havde et højt eller middelhøjt kulturelt niveau, og så videre. Samlet set var de imidlertid dygtige da’wah-bærere, som viede sig til Allah—ophøjet være Han. Gennem dem ændrede Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—virkeligheden, etablerede den islamiske levemåde og oprettede Islams stat, som siden ændrede historiens gang.

Tegnene på Kalifatets oprettelse findes virkelig, og Vesten ved det. De vantro—islams fjender—ved det. Derfor udarbejder de planer for at abortere dette barn og bringe det til fald, før det bliver født. Krigen, der i dag føres mod muslimerne i øst og vest, og undertrykkelsen af den revolution, der opstod i den arabiske region for nogle år siden, skyldes intet andet end frygten for, at den islamiske stat bliver oprettet. En sådan stat vil blive et tiltrækningspunkt for den islamiske verden, forene den islamiske verden og bringe den bestående internationale orden til fald. De har gentagne gange tydeligt erklæret, at målet er at forhindre oprettelsen af en islamisk stat.

Ja, tegnene findes, fordi tanken om Kalifatet—tanken om at styre efter det, Allah har nedsendt—har bredt sig blandt menneskene. Den har bredt sig i den islamiske verden, og når en tanke har bredt sig, må den blive virkeliggjort på jorden. Som det ofte er blevet sagt: Ingen kan standse en tanke, hvis tid er kommet.

Den islamiske stats grundlæggende søjle er kommet til verden: den islamiske offentlige mening. Det eneste, der mangler, er, at vi får tawfiq til at bringe dette projekt—den islamiske stats projekt—til mennesker blandt magtens folk, som er i stand til at føre det til regeringsmagten. Dermed kan staten hvile på sit første grundlag, og den islamiske levemåde kan først komme til verden. Derefter vil den med Allahs—den Ophøjedes—tilladelse brede sig i den islamiske verden og resten af verden.

Dette er et løfte fra Allah—mægtig og majestætisk er Han—og fra Hans Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—som lovede, at der efter den tvangsstyreperiode, vi lever under, vil komme et Kalifat efter Profetens metode [i betydning; Musnad Ahmad 18406].

Afslutning

Jeg tror, at dette er de sidste spørgsmål, vi har modtaget. Jeg beder Allah—ophøjet være Han—om at skrive belønningen for denne halaqa til os og jer, gøre den til gavn for os og jer og hjælpe os til mere viden og flere handlinger for Hans Ædle Åsyns skyld. Jeg påkalder velsignelser og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahaba og dem, der er loyale mod ham. Fred være med jer, samt Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del