Indledende tekst fra Islams system
At bære den islamiske da’wah nødvendiggør at være omhyggelig med den totale implementering af Islams love, samt ikke at lempe på noget som helst, selv det mindste, i denne forbindelse. Da’wah-bæreren accepterer ikke kompromis eller forsømmelse, negligering eller udsættelse, men tager sagen fuldstændigt og afgør den øjeblikkeligt. Han tager ikke imod forbøn for nogen eller for noget i forbindelse med sandheden. Dette fordi Allahs Sendebud ﷺ afviste Thaqif delegationens tilbud om at indtræde Islam, med den betingelse at undlade at røre ved deres idol al-Lat i tre år, samt at fritage dem fra salah. Endvidere godtog han ﷺ heller ikke delegationens tilbud om at han undlader at røre ved al-Lat idolet i to år, ej heller i en måned, som de forlangte. Tværtimod afviste han dette fuldstændigt. Allahs Sendebud ﷺ’s afvisende holdning var urokkelig. Der var ingen tøven eller skånsomhed heri. Dette skyldes at enten mennesket bekender sig til iman eller afviser den, idet resultatet enten er Paradiset eller helvedet. Alligevel gik Allahs Sendebud ﷺ med til at de ikke selv skulle nedlægge deres egen idol Al-Lat, og pålagde opgaven til Abu Sufyan og Mughira bin Shu’ba.
Ja, Allahs Sendebud ﷺ accepterede ikke andet end den fuldkomne ‘aqida, og implementeringen som denne nødvendiggør. Men hvad angår midlet og formen, så accepterede han dem, da midlet og formen ingen relation har til denne ‘aqidas virkelighed. Det er derfor yderst nødvendigt for den islamiske da’wah at være omhyggelig med bevarelsen af idéens fuldkommenhed, samt at være omhyggelig med den fuldkomne implementering heraf, uden accept af nogen som helst tolerance i forbindelse med idéen eller metoden. Den islamiske da’wah vil imidlertid ikke lide skade af at benytte sig af nogen som helst midler.
Indledning: Skal shari’ah implementeres fuldt ud eller gradvist?
Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Al lovprisning tilkommer Allah, og må Allahs fred og velsignelser være med Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahaba og dem, der følger ham. Velkommen, mine kære brødre, til en ny udsendelse af jeres program Halaqa Online. Vi taler fortsat om, hvordan da’wahen til islam skal bæres. I dag behandler vi et meget vigtigt emne, især fordi det er omstridt blandt dem, der erklærer, at de bærer da’wahen til menneskene. Det gælder navnlig dem, der siger, at islam skal nå magten, men er uenige om, hvordan islam skal implementeres i styret og ved magten. Skal islam implementeres? Skal shari’ah etableres over alle mennesker på én gang? Eller skal den implementeres gradvist, så shari’ah-lovene indføres én efter én, blandes med menneskeskabte love og fortsætter sådan over tid, indtil der ifølge dem kommer en dag, hvor alt det implementerede stammer fra den islamiske shari’ah?
Denne uenighed føres under overskriften gradvis implementering: Er det tilladt at implementere shari’ah-lovene gradvist, eller er det ikke tilladt?
Den form for gradvis implementering, som nogle fremmer
Den form for gradvis implementering, som nogle fremmer, består i, at de, der overtager styret og klassificeres—i anførselstegn—som islamister, ikke implementerer en fuldstændig islamisk forfatning og heller ikke fuldstændige islamiske love i landet. I stedet begynder de at ændre forfatningen og lovene lidt efter lidt, oftest efter hvad Repræsentanternes Hus vil godkende. Efter den demokratiske statsopfattelse er dette hus en lovgivende myndighed. Islams implementering bliver dermed afhængig af godkendelse fra Repræsentanternes Hus, som ifølge dem repræsenterer folket. Shari’ah-lovene indføres så lidt efter lidt. Det kan tage år efter år; nogle tøver endda ikke med at sige, at det kan tage generationer, før islam er fuldt implementeret. Hertil kommer, at disse mennesker ofte accepterer det, de kalder udvikling af islam, altså at ændre islams form. Det fører i sidste ende til, at islam tømmes for sit indhold. De siger, at islam oprindeligt ikke har bundet os til et bestemt styresystem, ikke har givet detaljer om økonomiske systemer og ikke har givet detaljer om udenrigspolitikken og så videre.
Dette og det foregående fører os til et billede af den stat, de kalder til. Før kaldte de den en islamisk stat; nu kalder de den en civil stat med islamisk reference. Det er en stat, der ikke implementerer den islamiske shari’ah i alle dens enkeltheder. De hævder, at denne shari’ah med sine detaljer passede til en bestemt tid og afspejlede en tidsalder for flere hundrede år siden. I dag må vi derfor, siger de, udvikle shari’ah og opgive mange af de detaljer, som fuqaha ifølge dem fandt frem til—eller, som nogle siger, opfandt. Til sidst ender vi med en stat, der implementerer menneskeskabte love og systemer importeret fra Vesten og udefra, men bevarer nogle ydre islamiske former. Eller som de siger: Den bevarer islams værdier og arbejder for at virkeliggøre islams værdier og shari’ahens formål uden at være bundet af shari’ahens detaljer, sådan som de tidligere fuqaha udformede dem for flere hundrede år siden.
Jeg vil ikke nu drøfte alle disse spørgsmål. Vi har tidligere behandlet nogle af dem, blandt andet påstanden om shari’ahens udvikling og shari’ahens fleksibilitet.
Indtræden i menneskeskabte systemer under betegnelsen gradvis implementering
Det, jeg især vil fokusere på i dag, er gradvis implementering—det, de kalder gradvis implementering af shari’ah-lovene. Man har set, at visse bevægelser og organisationer, der klassificeres som islamiske, har fået plads. Til tider er de blevet bibragt den forestilling, at der ville blive gjort plads til, at de kunne trænge ind i eller delvist indgå i de eksisterende magtstrukturer i den islamiske verden og få en plads eller en post dér. Dette er sket i flere lande. De begyndte derfor at retfærdiggøre deres indtræden i systemer, der regerer med andet end det, Allah har åbenbaret, og deres varetagelse af eksempelvis ministerposter, hvor de implementerer menneskeskabte forfatninger—altså regerer med andet end det, Allah har åbenbaret. Disse organisationer og bevægelser havde på forhånd besluttet at træde ind i magten. For at retfærdiggøre deres indtræden i en magt, der regerer med andet end det, Allah har åbenbaret, og implementerer menneskeskabte love og lovgivning—det, som Qur’anen kalder taghut—begyndte de at søge begrundelser.
De begyndte at lede efter begrundelser og undskyldninger. Nogle kaldte dem endda beviser fra Qur’anen og måske Sunnah. Med dem ville de gøre deres egen handlemåde acceptabel, retfærdiggøre deres indtræden i disse systemer og forklare den over for menneskene under betegnelsen gradvis implementering. De siger: »Vi kan ikke indføre islam på én gang, og vi kan ikke få magten på én gang. Derfor er der intet galt i, at vi implementerer islam gradvist.« Hvilke beviser henviste de til? De henviste til søgte, konstruerede beviser. Blandt de mest fremtrædende var deres påstand om, at Allahs Profet Yusuf—fred være med ham—med deres ord var minister i datidens egyptiske stat. De sagde, at han var økonomiminister, og brugte dette som bevis. De henviste også til beretningen om Negus, som Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—udførte begravelsesbønnen for i hans fravær, da han døde. De sagde: »Negus var muslim, men regerede ikke med det, Allah havde åbenbaret.« Derfor hævdede de, at Profetens handling var en godkendelse af, at Negus i sin særlige situation regerede med andet end det, Allah havde åbenbaret.
De henviste også til andre argumenter, såsom at shari’ah-lovene blev åbenbaret gradvist til Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—og derfor også blev implementeret gradvist, samt at visse love blev lovgivet i etaper. Jeg vil ikke nu gå i dybden med at afvise disse argumenter. Jeg vil fatte mig i korthed, fordi jeg vil belyse emnet fra shari’ahs synsvinkel: Hvad er islams holdning til det? Men nogle korte bemærkninger er nødvendige for at tilbagevise de tvivlsargumenter, som de har rejst i et forsøg på at retfærdiggøre deres deltagelse i systemer, der regerer med andet end det, Allah har åbenbaret, under betegnelsen gradvis implementering.
Påstanden om Yusuf—fred være med ham
For det første og ganske kort: Påstanden om, at Allahs Profet Yusuf—fred være med ham—indgik i et styre, der regerede med andet end det, Allah havde åbenbaret, er intet andet end et overgreb og en opdigtet beskyldning mod Allahs Profet Yusuf—fred være med ham. Yusuf var den, der sagde til menneskene, som Qur’anen gengiver:
﴿ إِنِ ٱلْحُكْمُ إِلَّا لِلَّهِ ﴾
»Afgørelsen tilkommer Allah alene« [12:40].
Hvordan skulle en profet, der kundgør for menneskene, at afgørelsen tilkommer Allah—at Han alene er Lovgiveren og den, der retleder menneskene—begynde at implementere en anden lov end Allahs lov? Alt, hvad Allahs Bog beretter, er, at Yusuf sagde til Egyptens hersker:
﴿ ٱجْعَلْنِى عَلَىٰ خَزَآئِنِ ٱلْأَرْضِ ﴾
»Sæt mig over landets forrådskamre« [12:55];
﴿ ٱجْعَلْنِى عَلَىٰ خَزَآئِنِ ٱلْأَرْضِ ﴾
»Sæt mig over landets forrådskamre« [12:55].
Hvor viser dette vers, at Yusuf—fred være med ham—regerede med andet end det, Allah havde åbenbaret? Findes der et bevis for, at Yusuf fordelte og disponerede over formuen efter en lov, der stred mod Allahs lov? Findes der noget, der viser, at kongen pålagde Yusuf en bestemt lov? Findes der et bevis for kongens tilstand: Om han antog iman eller ikke gjorde det, om han fulgte Yusuf eller ikke fulgte ham? Angiver Qur’anen arten af det styresystem, som Egyptens hersker regerede med dengang, så man kan hævde, at Yusuf overtog et embede under den lov og implementerede den? Slet ikke. Den eneste henvisning til et lovgivningsmæssigt aspekt i fortællingen om Yusuf findes i Allahs ord:
﴿ مَا كَانَ لِيَأْخُذَ أَخَاهُ فِى دِينِ ٱلْمَلِكِ ﴾
»Han kunne ikke tage sin bror efter kongens lov« [12:76].
Netop dette vers viser, at Yusuf ikke tog sin bror efter kongens lov, men efter sin far Ya’qubs lov—Allahs Profet Ya’qubs shari’ah. Før hans brødre vidste, at han var deres bror, spurgte han dem: Hvad er straffen for den, hos hvem genstanden findes i hans bagage?
﴿ فَمَا جَزَٰٓؤُهُۥٓ إِن كُنتُمْ كَـٰذِبِينَ ﴾
»Hvad er da straffen for det, hvis I lyver?« [12:74].
Hvad er straffen for den, hos hvem genstanden findes i bagagen? Da han lod kongens målebæger lægge i deres bagage som et middel til at beholde sin bror hos sig, spurgte han: Hvad er straffen for den, hos hvem det findes? De svarede:
﴿ جَزَٰٓؤُهُۥ مَن وُجِدَ فِى رَحْلِهِۦ فَهُوَ جَزَٰٓؤُهُۥ ﴾
»Straffen er den person, i hvis bagage den findes; han selv skal være straffen« [12:75].
Det vil sige, at tyven efter Ya’qubs shari’ah blev gjort til træl; sådan gengives det. Dette er den eneste lovgivningsmæssige henvisning i fortællingen om Yusuf. Det, Qur’anen og surah Yusuf nævner om lovgivningsmæssige forhold, viser altså, at Yusuf handlede efter Ya’qubs shari’ah. Der findes ikke ét eneste bevis for, at vores herre Yusuf implementerede en anden lov end Allahs lov. Det sømmer sig ikke for en af Allahs profeter at implementere andet end Allahs lov. Skulle Allah sende en profet, der siger til menneskene: Tilbed Allah, adlyd Allah og følg Allahs påbud, hvorefter profeten selv regerer med andet end det, Allah har åbenbaret?
Er det ikke en stor dristighed at påstå, at Yusuf—fred være med ham—regerede med andet end det, Allah havde åbenbaret, og var minister under kongens lov? Selv hvis vi for argumentets skyld antog—hvilket vi på ingen måde medgiver—at Yusuf i en bestemt situation havde fået lov til at regere efter kongens lov, hvad vedkommer Yusufs shari’ah da os, når Allah har åbenbaret en fuldstændig shari’ah til os?
﴿ ٱلْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِى وَرَضِيتُ لَكُمُ ٱلْإِسْلَـٰمَ دِينًا ﴾
»I dag har Jeg fuldendt jeres religion for jer, fuldbyrdet Min gunst over jer og valgt Islam som jeres religion« [5:3].
Islam er fuldstændig og kom med en sammenhængende lov. Allah siger:
﴿ لِكُلٍّ جَعَلْنَا مِنكُمْ شِرْعَةً وَمِنْهَاجًا ﴾
»For hver af jer har Vi fastsat en lov og en metode« [5:48].
Hver profet havde sin lov og sin metode. I Profetens—må Allah velsigne ham og give ham fred—shari’ah blev følgende åbenbaret:
﴿ وَمَن لَّمْ يَحْكُم بِمَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ فَأُو۟لَـٰٓئِكَ هُمُ ٱلْكَـٰفِرُونَ ﴾
»De, der ikke dømmer efter det, Allah har åbenbaret—de er de vantro« [5:44];
﴿ فَأُو۟لَـٰٓئِكَ هُمُ ٱلظَّـٰلِمُونَ ﴾
»så er de de uretfærdige« [5:45];
﴿ فَأُو۟لَـٰٓئِكَ هُمُ ٱلْفَـٰسِقُونَ ﴾
»så er de overtræderne« [5:47].
Disse og andre klare vers, der forbyder at regere med andet end det, Allah har åbenbaret, er fuldstændig tydelige og absolutte både i bekræftelsen og betydningen. Tidligere åbenbarede lovgivninger er derfor ikke vores lov. Nogle fuqaha og mujtahider har, som det er kendt blandt usul-lærde, sagt, at tidligere åbenbarede lovgivninger gælder for os, hvis de ikke er blevet ophævet i vores shari’ah. Uden denne betingelse er det ikke gyldigt. Selv de, der tillod at følge love fra tidligere profeter, som er omtalt i Allahs Bog eller Allahs Sendebuds Sunnah, opstillede som betingelse, at loven ikke er blevet ophævet i vores shari’ah. Vores shari’ah har afgjort sagen endeligt: Det er ikke tilladt at regere med andet end det, Allah har åbenbaret.
Dermed falder påstanden helt bort om, at Allahs Profet Yusuf—fred være med ham—regerede med andet end det, Allah havde åbenbaret, og at vi generelt kan efterligne ham uden regler og betingelser, blot for at retfærdiggøre, at vi træder ind i styret og magten og regerer efter disse herskeres forfatninger. Vi besluttede altså først at udføre handlingen og begyndte bagefter at lede efter begrundelserne.
Påstanden om Negus
De siger, at Negus antog islam. Da Negus døde, udførte Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—begravelsesbønnen for ham i hans fravær. Det er aldrig blevet berettet, siger de, at Profeten pålagde Negus at regere med islam eller forlade styret, fordi han ikke måtte fortsætte med at regere med andet end det, Allah havde åbenbaret. De hævder derfor, at dette var Profetens godkendelse af, at Negus regerede med andet end det, Allah havde åbenbaret. Også denne påstand er falsk og helt uden bevis. Hvorfor? De autentiske beretninger, der er nået os om den Negus’ islam, som Profeten udførte begravelsesbønnen for, viser, at Profeten først fik kendskab til hans islam ved hans død. Åbenbaringen meddelte ham, at Negus var død som muslim, og han sagde til sine Sahaba: «مات اليوم رجل صالح، فقوموا فصلّوا على أخيكم أصحمة» — »I dag er en retskaffen mand død. Rejs jer og bed for jeres bror Ashamah« [Sahih al-Bukhari 3877]. Beviserne viser, at han ikke vidste det. Hverken Profeten eller hans ærede Sahaba vidste tidligere, at Negus havde antaget islam. Derfor kan man ikke sige, at Profeten godkendte, at Negus regerede med andet end det, Allah havde åbenbaret. Hvordan skulle han have godkendt dette, når han slet ikke vidste, at Negus havde antaget islam?
Her må vi præcisere noget, så sagen ikke bliver uklar for mange mennesker. Ordet Negus var en titel for enhver, der dengang regerede over Abessinien; det var ikke navnet på en bestemt hersker. Ligesom Egyptens herskere blev kaldt faraoer, den ene farao efter den anden, blev Abessiniens herskere kaldt Negus. De autentiske beretninger, der er nået os, fastslår derfor, at den Negus, som muslimerne udvandrede til i den makkanske fase, og som tog godt imod dem, lod dem forblive på deres Deen og beskyttede dem mod skade, var en anden end den Negus, som Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—udførte begravelsesbønnen for. Han var også en anden end den Negus, som Profeten sendte et brev med en invitation til islam: »Antag islam, og du vil være i sikkerhed; Allah vil give dig din belønning to gange.« Hvis den første Negus havde antaget islam, ville Profeten ikke have sendt denne invitation til en anden Negus.
Hvis han havde været den samme Negus—lad mig gentage: Hvis den Negus, som Sahaba kom til, havde antaget islam—ville Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—ikke have sendt ham ordene: »Antag islam, og du vil være i sikkerhed.« Den første var altså en anden end den anden. Vi har ingen beretning om, at den første Negus antog islam. Han beskyttede og forsvarede muslimerne og lod dem forblive på deres Deen. Efter ham kom en anden Negus, som Profeten sendte en invitation til islam. Vi har heller ingen beretning om, at den Negus, som modtog Profetens brev med invitationen til islam, antog islam. Da de Sahaba, der var udvandret til Abessinien, kom til Madinah i det syvende år, anført af Profetens fætter Ja’far ibn Abi Talib, glædede Profeten sig over deres ankomst. De fortalte eller talte ikke om, at hverken den første Negus eller den anden efter ham havde antaget islam.
Dernæst findes der en beretning i Sahih Muslim om, at den Negus, som Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—udførte begravelsesbønnen for, var en anden end den Negus, som han sendte en invitation til islam. Alle disse beretninger viser, at hverken Profeten eller Sahaba på forhånd havde oplysninger om, at den Negus, som Profeten udførte begravelsesbønnen for, havde antaget islam. Derfor kan det ikke hævdes, at Profeten godkendte, at han regerede med andet end det, Allah havde åbenbaret. Også fra denne side falder argumentet bort. Der findes intet bevis for, at Profeten kendte til Negus’ islam og dermed godkendte hans styre med andet end det, Allah havde åbenbaret. Desuden er selve argumentet malplaceret, selv hvis vi hypotetisk antager, at Negus havde antaget islam.
Negus befandt sig ikke i et islamisk land med en muslimsk befolkning, så hans tilfælde kan ikke bruges som bevis. Som et hypotetisk eksempel kunne man sige: Hvis en nutidig hersker i et ikke-islamisk land antager islam, kan nogen pege på ham og sige: »Se, han antog islam, men regerede ikke med islam.« Denne virkelighed er helt anderledes. I dag taler vi om islamiske lande, hvis befolkninger er muslimer, hvor den islamiske stat blev styrtet og shari’ah-styret afskaffet. De vantro besatte landene og pålagde dem andre love end islams love. Muslimerne blev dermed forpligtet til at genindføre islams love. Vi taler altså om islamiske lande, der var Dar al-Islam, og hvis befolkninger forblev muslimer. Det blev deres pligt at regere med islam. Islamiske lande med muslimske befolkninger kan ikke sammenlignes med et land, hvis befolkning udelukkende består af vantro.
Nogen kunne pege på denne konge af Abessinien, hvis man antager, at Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—godkendte Negus’ handlemåde. Men dette er slet ikke blevet fastslået. Lad os derfor forlade disse to tvivlsargumenter og vende os mod spørgsmålet om islams implementering.
Pligten til at implementere islam fuldt ud
Er det tilladt efter shari’ah at implementere islam delvist? Eller skal islam implementeres fuldt ud? Alle de shari’ah-mæssige beviser, der er absolutte både i bekræftelsen og betydningen, viser helt klart, at det ikke er tilladt at regere med andet end det, Allah har åbenbaret.
﴿ وَمَن لَّمْ يَحْكُم بِمَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ فَأُو۟لَـٰٓئِكَ هُمُ ٱلْكَـٰفِرُونَ ﴾
»De, der ikke dømmer efter det, Allah har åbenbaret—de er de vantro« [5:44].
﴿ وَمَن لَّمْ يَحْكُم بِمَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ فَأُو۟لَـٰٓئِكَ هُمُ ٱلْفَـٰسِقُونَ ﴾
»De, der ikke dømmer efter det, Allah har åbenbaret—de er overtræderne« [5:47].
﴿ وَمَن لَّمْ يَحْكُم بِمَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ فَأُو۟لَـٰٓئِكَ هُمُ ٱلظَّـٰلِمُونَ ﴾
»De, der ikke dømmer efter det, Allah har åbenbaret—de er de uretfærdige« [5:45].
Allah siger:
﴿ أَلَمْ تَرَ إِلَى ٱلَّذِينَ يَزْعُمُونَ أَنَّهُمْ ءَامَنُوا۟ بِمَآ أُنزِلَ إِلَيْكَ وَمَآ أُنزِلَ مِن قَبْلِكَ يُرِيدُونَ أَن يَتَحَاكَمُوٓا۟ إِلَى ٱلطَّـٰغُوتِ وَقَدْ أُمِرُوٓا۟ أَن يَكْفُرُوا۟ بِهِۦ وَيُرِيدُ ٱلشَّيْطَـٰنُ أَن يُضِلَّهُمْ ضَلَـٰلًۢا بَعِيدًا ﴾
»Har du ikke set dem, der påstår at tro på det, der er åbenbaret til dig, og det, der blev åbenbaret før dig? De ønsker at søge dom hos taghut, selv om de er blevet befalet at forkaste den, og Satan ønsker at lede dem langt på afveje« [4:60].
Hvad handler dette vers om?
Det handler om dem, der ønsker at søge dom hos taghut, selv om de er blevet befalet at forkaste den. I stedet for at søge dom hos Allahs shari’ah søger de dom hos taghut. Verset fordømmer således ubetinget at regere med taghut og beskriver styre med andet end det, Allah har åbenbaret, som vildledning fra Satan:
﴿ وَيُرِيدُ ٱلشَّيْطَـٰنُ أَن يُضِلَّهُمْ ضَلَـٰلًۢا بَعِيدًا ﴾
»og Satan ønsker at lede dem langt på afveje« [4:60].
I samme sammenhæng siger Allah flere vers senere:
﴿ فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّىٰ يُحَكِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا۟ فِىٓ أَنفُسِهِمْ حَرَجًا مِّمَّا قَضَيْتَ وَيُسَلِّمُوا۟ تَسْلِيمًا ﴾
»Men nej, ved din Herre! De tror ikke, før de gør dig til dommer i deres indbyrdes stridigheder, derpå ikke føler noget ubehag ved din afgørelse og underkaster sig fuldstændigt« [4:65].
Versene handler om pligten til at regere med det, Allah har åbenbaret. Det arabiske udtryk »det« har en generel betydning: det, Allah har åbenbaret. Intet kan undtages uden et bevis eller en shari’ah-baseret indikation. Allah har befalet os at regere med det, Han har åbenbaret:
﴿ وَأَنِ ٱحْكُم بَيْنَهُم بِمَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ ﴾
»Og døm mellem dem efter det, Allah har åbenbaret« [5:49].
﴿ وَأَنِ ٱحْكُم بَيْنَهُم بِمَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ ﴾
»Og døm mellem dem efter det, Allah har åbenbaret« [5:49].
﴿ وَٱحْذَرْهُمْ أَن يَفْتِنُوكَ عَنۢ بَعْضِ مَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ إِلَيْكَ ﴾
»Og vogt dig for, at de frister dig bort fra noget af det, Allah har åbenbaret til dig« [5:49].
﴿ وَٱحْذَرْهُمْ أَن يَفْتِنُوكَ عَنۢ بَعْضِ مَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ إِلَيْكَ ﴾
»Og vogt dig for, at de frister dig bort fra noget af det, Allah har åbenbaret til dig« [5:49].
Har I lagt mærke til denne formulering? Allah sagde ikke: »Vogt dig for, at de frister dig bort fra det, Allah har åbenbaret til dig.« Han sagde:
﴿ وَٱحْذَرْهُمْ أَن يَفْتِنُوكَ عَنۢ بَعْضِ مَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ إِلَيْكَ ﴾
»Og vogt dig for, at de frister dig bort fra noget af det, Allah har åbenbaret til dig« [5:49].
Allah advarer altså Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—mod at give afkald på noget af det, Han har åbenbaret. Allahs tale til Sin Profet er også en tale til hans Ummah. Udsagnet er derfor helt klart: Styret med det, Allah har åbenbaret, skal være fuldstændigt. Allah advarer os mod at give afkald på noget af det, Han har åbenbaret til os, og mod at blive fristet bort fra noget af det, Han åbenbarede til Profeten. Det er fuldstændig klart, mine kære brødre. Allah siger:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ ٱدْخُلُوا۟ فِى ٱلسِّلْمِ كَآفَّةً ﴾
»I, som tror, træd fuldt og helt ind i Islam« [2:208].
Tafsir-lærde har sagt, at ordet al-silm her betyder islam. Når Allah siger: »Træd fuldt og helt ind i al-silm,« betyder det: Træd fuldt og helt ind i islam. I skal tage islam i sin helhed, implementere islam fuldt ud og binde jer fuldstændigt til islam. Derfor er vi forpligtede til at implementere islam fuldt ud. Hvis magten ligger hos en muslim, der frygter Allah, anerkender Allahs Deen som sand, anerkender Hans shari’ah som den lov, der skal implementeres, og som den lov, der egner sig for menneskene, mens alt andet er falsk, så er han forpligtet til at implementere islam fuldt ud. Han må ikke sige til menneskene: »Jeg vil implementere islam gradvist.« Han skal implementere islam fuldt ud, fordi vi er blevet befalet at implementere islam fuldt ud.
Forskellen mellem shari’ahens gradvise åbenbaring og dens implementering
Nogen kommer og siger: »Implementerede Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—ikke islam gradvist?« Hvordan det? De siger, at shari’ah-lovene blev åbenbaret gradvist, fra Profeten ankom til Madinah og var hersker over den islamiske stat. Det vil sige, at lovene blev åbenbaret én efter én. Eller som man siger: Qur’anens vers blev åbenbaret i etaper. Lovgivningsversene i Madinah blev således åbenbaret over ti år. Der var ganske vist nogle få lovgivningsvers, der blev åbenbaret før Profetens udvandring til Madinah, altså i den makkanske fase. De siger: Når Qur’anens vers, herunder lovgivningsversene, blev åbenbaret i etaper gennem de ti år af Profetens liv i Madinah, hvor han var den islamiske stats hersker og statsoverhoved, betyder det, at islam blev implementeret gradvist. Vi svarer, at dette argument er helt malplaceret, fordi der her tales om lovgivningens åbenbaring, ikke om dens implementering.
I bruger det, at lovgivningen blev åbenbaret i etaper, som bevis for, at islam må implementeres i etaper. Det argument er malplaceret. Lovgivningens åbenbaring er en af Allahs handlinger. At åbenbaringen med lovgivningen kom i etaper, er Allahs handling, ikke menneskenes og heller ikke Profetens—må Allah velsigne ham og give ham fred. Menneskers handlinger kan derfor ikke sammenlignes med Allahs handlinger. Det er under ingen omstændigheder tilladt. Spørgsmålet handler om Profeten, som er vores forbillede i implementeringen: Udskød Profeten implementeringen af nogen shari’ah-lov, efter at den var blevet åbenbaret til ham?
Så snart en lov blev åbenbaret til Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—implementerede han den og pålagde straks de troende at følge den. Han tøvede ikke med at implementere den. Derfor er det helt forkert at sige, at vi må vente med eller udskyde implementeringen af en shari’ah-lov en dag, et år eller flere år. Allahs påbud skal implementeres straks og hurtigst muligt, for vi har intet valg—slet intet valg:
﴿ وَمَا كَانَ لِمُؤْمِنٍ وَلَا مُؤْمِنَةٍ إِذَا قَضَى ٱللَّهُ وَرَسُولُهُۥٓ أَمْرًا أَن يَكُونَ لَهُمُ ٱلْخِيَرَةُ مِنْ أَمْرِهِمْ ﴾
»Når Allah og Hans Sendebud har afgjort en sag, tilkommer det ikke en troende mand eller kvinde at have noget valg i deres sag« [33:36].
Så snart vi kender Allahs lov, hører om den og får viden om den, er vores pligt at sige: »Vi hører og adlyder.« At høre og adlyde betyder, at man binder sig og implementerer den straks, for Allah siger:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ لِمَ تَقُولُونَ مَا لَا تَفْعَلُونَ ﴾
»I, som tror, hvorfor siger I det, I ikke gør?« [61:2].
Hvis jeg har sagt, at noget er haram, skal jeg rette mig efter dette forbud. Det er en pligt at implementere Allahs lov om forbuddet. På samme måde skal vi implementere Allahs lov om pligten. Noget, der viser dette og afgør diskussionen, er, at islam bredte sig, og den islamiske stat voksede, efterhånden som shari’ah-lovene blev åbenbaret. Makkah blev en del af Dar al-Islam, efter at de fleste shari’ah-love var blevet åbenbaret. Derefter blev Ta’if og hele Den Arabiske Halvø en del af Dar al-Islam.
Ingen udsættelse for dem, der antager islam
Gav Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—udsættelse til dem, der antog islam blandt dem, som kom ind i Dar al-Islam, eller hvis land blev en del af Dar al-Islam? Findes der blot én beretning om, at Profeten gav disse mennesker udsættelse med at efterleve shari’ah-lovene? Gav Profeten stammer eller enkeltpersoner udsættelse med at holde op med at drikke rusmidler, efter at forbuddet var blevet åbenbaret? De siger, at rusmidler blev forbudt i etaper, og bruger dette som bevis. Det er falsk. Rusmidler blev ikke forbudt i etaper. På et tidspunkt fastlagde Qur’anen, at en muslim ikke måtte nærme sig bønnen i beruset tilstand:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ لَا تَقْرَبُوا۟ ٱلصَّلَوٰةَ وَأَنتُمْ سُكَـٰرَىٰ ﴾
»I, som tror, nærm jer ikke bønnen, mens I er berusede« [4:43].
Dette vers er et bevis for, at rusmidler dengang fortsat var tilladt, ikke for at de var blevet delvist eller fuldstændigt forbudt. Når beruselse hindrer bønnen, betyder det, at islam på dette tidspunkt endnu ikke havde forbudt rusmidler. Muslimerne begyndte derfor at udskyde deres indtagelse til efter aftenbønnen. Om verset
﴿ يَسْـَٔلُونَكَ عَنِ ٱلْخَمْرِ وَٱلْمَيْسِرِ ۖ قُلْ فِيهِمَآ إِثْمٌ كَبِيرٌ وَمَنَـٰفِعُ لِلنَّاسِ وَإِثْمُهُمَآ أَكْبَرُ مِن نَّفْعِهِمَا ﴾
»De spørger dig om rusmidler og hasardspil. Sig: I begge er der stor synd og fordele for menneskene, men deres synd er større end deres fordel« [2:219]
er der enighed om, at det ikke forbød rusmidler. Beviset er, at Sahaba ikke holdt op med at drikke dem, og at Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—ikke forbød dem det, før Allah åbenbarede:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ إِنَّمَا ٱلْخَمْرُ وَٱلْمَيْسِرُ وَٱلْأَنصَابُ وَٱلْأَزْلَـٰمُ رِجْسٌ مِّنْ عَمَلِ ٱلشَّيْطَـٰنِ فَٱجْتَنِبُوهُ ﴾
»I, som tror, rusmidler, hasardspil, stenaltre og spådomspile er en urenhed af Satans værk, så hold jer fra det« [5:90].
Her blev rusmidler forbudt, og muslimerne holdt straks op med at drikke dem efter hidtil at have fortsat med det. Forbuddet trådte altså i kraft, da dette vers blev åbenbaret. Gav Profeten nogen, der nyligt havde antaget islam, udsættelse med at holde op med at drikke rusmidler?
Aldrig og under ingen omstændigheder. Der findes ikke én beretning om, at Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—eller de retledte kaliffer efter ham gav nogen, der antog islam, ret til gradvist at opgive rusmidler. Tværtimod blev hudud-straffen på fyrre eller firs piskeslag fuldbyrdet over den, der drak rusmidler. Der findes ikke én eneste beretning, som gav nogen, der nyligt havde antaget islam, eller et folk, hvis land nyligt var blevet en del af Dar al-Islam, udsættelse med at holde op med rusmidler. Det er aldrig blevet berettet.
Thaqifs delegation og nedrivningen af al-Lat
I Allahs Sendebuds Sirah finder vi følgende: Da Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—og hans ærede Sahaba erobrede Ta’if efter erobringen af Makkah, blev Ta’if en del af Dar al-Islam, og byens indbyggere antog islam. Men de syntes, at det var svært at implementere islams love på én gang. Sådan sagde de; de fandt det vanskeligt. De bad Profeten om tilladelse til at antage islam uden at bede, men det afviste han helt. Der er ingen islam uden bøn. De bad ham dernæst om at måtte lade deres afgud al-Lat stå i tre år. De reducerede deres ønske til lidt over et år, men han afviste det. Profeten gav dem overhovedet ingen udsættelse. Hvorfor?
Hvorfor sagde Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—ikke: »De er nye i islam og har først for nylig antaget islam. Derfor kan jeg give dem en måned, to måneder, et år eller to år til at nedrive deres afgud«? Han gav dem ingen udsættelse. Han accepterede kun, at al-Lat skulle nedrives straks. Han accepterede dog en ændring i form, middel og fremgangsmåde: De behøvede ikke selv at nedrive afguden. Han betroede Abu Sufyan og al-Mughirah ibn Shu’bah opgaven, og de nedrev den. Mennesket kan vælge formen, midlet og fremgangsmåden, men islams fuldstændige implementering er ikke til forhandling. Islam blev implementeret fuldt ud. Hver shari’ah-lov, der blev åbenbaret til Profeten, blev straks implementeret. Efter at åbenbaringen af lovene var fuldendt, hvem kan da hævde eller vove at sige, at Profeten eller nogen af de retledte kaliffer gav mennesker, der antog islam, udsættelse med at efterleve islams love og implementere islam?
Ridda-krigene og tilbageholdelsen af zakah
Det er aldrig blevet berettet. Se i stedet på beretningen om ridda og ridda-krigene, som var blandt den første kalif Abu Bakr al-Siddiqs—må Allah være tilfreds med ham—store bedrifter. Så snart al-Siddiq overtog Kalifatet, benyttede grupper af arabere fra de fleste arabiske stammer lejligheden til at falde fra. Nogle forlod islam helt, nogle sluttede sig til falske profetprætendenter og løgnere, og nogle gjorde oprør mod betalingen af zakah. De sidste sagde ikke: »Jeg har forladt islam.« Nogle sagde: »Vi er ikke faldet fra.« Det vil sige, at de ikke vendte tilbage til tilbedelsen af afguder. Selv blandt dem, der faldt fra, sluttede mange sig til falske profetprætendenter; tilbedelsen af afguder var blevet gammeldags. Andre sagde: »Jeg er fortsat muslim, men vi betalte zakah til Allahs Sendebud og vil ikke betale den til andre.« De var nye i islam. Nogle havde antaget islam få år, andre kun få måneder, før Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—døde.
Nogen kunne sige, at herskeren kan vente med implementeringen af zakah. Mange af dem sagde: »Vi holder fast ved islam og bønnen.« Nogle Sahaba sagde: »De har ikke forladt bønnen, Amir al-Mu’minin.« Abu Bakr—må Allah være tilfreds med ham—svarede: «لأقاتلن من فرّق بين الصلاة والزكاة، لأقاتلنهم على عقال كانوا يؤدونه لرسول الله صلى الله عليه وسلم» — »Jeg vil bekæmpe den, der skelner mellem bønnen og zakah. Jeg vil bekæmpe dem for selv et tøjrereb, som de plejede at give til Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred« [betydningen af Sahih al-Bukhari 7284]. Han ville altså bekæmpe dem, hvis de ophørte med at give blot et tøjrereb, som de tidligere gav til Allahs Sendebud. Hvorfor? Fordi han vidste, at det under ingen omstændigheder er tilladt at lade mennesker undlade at efterleve islams love. Som Amir al-Mu’minin måtte han heller ikke vente med eller give udsættelse for implementeringen af shari’ah-lovene. Alt dette er afgørende beviser for, at den fuldstændige implementering af shari’ah-lovene ikke er til forhandling og under ingen omstændigheder må forsømmes.
Påstanden om, at implementeringen af shari’ah er for vanskelig for menneskene
Blandt de tvivlsargumenter, som de i disse dage rejser for at retfærdiggøre gradvis implementering af shari’ah-lovene, og som nu er udbredt blandt skribenter og bloggere, er følgende: »Hvordan kan vi implementere islam over for muslimerne efter generationer, der har vænnet sig til at leve under andre love end Allahs shari’ah—menneskeskabte love, kapitalismens love og demokratiets love? Disse generationer har aldrig været vant til at leve efter Allahs shari’ah. Hvordan skal de kunne bære, at Allahs shari’ah pludselig implementeres?« Det er noget af det mærkeligste, man kan høre. Man forstår ikke, hvordan mennesker kan sige sådan. De forestiller sig altså, at menneskene kan bære de menneskeskabte love, som menneskelige lovgivere har fastsat, og kan underkaste sig disse uretfærdige og tyranniske love, men ikke kan bære shari’ahens love. Hvad betyder deres tale?
Deres tale betyder, at de forestiller sig, at shari’ahens implementering vil være vanskelig og en tung byrde for menneskene, mens de menneskeskabte love, som nutidens tyranner implementerer, skulle være lettere for dem. Hvilken omvendt tankegang! Hvordan kan en islamisk mentalitet tale sådan? Det er hos os en absolut og indlysende sandhed, at den, der implementerer andre love end islams shari’ah, gennem disse love ender i tranghed, elendighed og ulykke. Allah siger i det vers, vi altid gentager over for menneskene:
﴿ وَمَنْ أَعْرَضَ عَن ذِكْرِى فَإِنَّ لَهُۥ مَعِيشَةً ضَنكًا ﴾
»Den, der vender sig bort fra Min påmindelse, vil få et trangt liv« [20:124].
Påmindelsen betyder her ikke, at Allah nævnes med tungen; den betyder Allahs shari’ah.
Det betyder, at den, der vender sig bort fra at implementere Allahs shari’ah, ender i elendighed, forfald, forvirring og fortabelse. Omvendt er implementeringen af Allahs shari’ah det, der fører menneskene til højnelse og tryghed, løser deres problemer og giver dem den levemåde, der passer til deres medfødte natur. Derved lever de trygt og sikkert med alt det, de som mennesker har behov for. Allah skabte dem med denne natur og kaldte denne Deen for fitrahens Deen:
﴿ فَأَقِمْ وَجْهَكَ لِلدِّينِ حَنِيفًا ۚ فِطْرَتَ ٱللَّهِ ٱلَّتِى فَطَرَ ٱلنَّاسَ عَلَيْهَا ﴾
»Ret derfor dit ansigt mod religionen som hanif—Allahs fitrah, som Han har skabt menneskene med« [30:30].
Når islam er fitrahens Deen, betyder det, at implementeringen af shari’ah-lovene stemmer overens med fitrah, behandler menneskets problemer korrekt og fører til tryghed, så Allah lader mennesket leve et godt liv. Alligevel spørger nogen: »Kan menneskene bære, at shari’ah implementeres?« Har du ikke læst Allahs ord:
﴿ وَمَا جَعَلَ عَلَيْكُمْ فِى ٱلدِّينِ مِنْ حَرَجٍ ﴾
»Han har ikke pålagt jer nogen byrde i religionen« [22:78]
?
Nogen spørger: »Kan menneskene i dag virkelig bære, at hudud implementeres? Kan de bære straffen med afhugning af tyvens hånd?« De synes åbenbart, at menneskene kan bære, at deres formuer bliver frit bytte for enhver, fordi hudud ikke gennemføres, og gengældelsesstraffen ikke implementeres. Allah siger:
﴿ وَلَكُمْ فِى ٱلْقِصَاصِ حَيَوٰةٌ يَـٰٓأُو۟لِى ٱلْأَلْبَـٰبِ ﴾
»I gengældelsesstraffen er der liv for jer, I forstandige« [2:179].
Shari’ah er liv for menneskene:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ ٱسْتَجِيبُوا۟ لِلَّهِ وَلِلرَّسُولِ إِذَا دَعَاكُمْ لِمَا يُحْيِيكُمْ ﴾
»I, som tror, adlyd Allah og Sendebuddet, når han kalder jer til det, der giver jer liv« [8:24].
Shari’ah er det sande liv for menneskene. Det, der implementeres over for dem i dag, er derimod ikke shari’ah. Hvad finder I i det, som menneskene holder af?
Kun de moralsk fordærvede og syndige, som ønsker at leve i mørke og vildfarelse og ikke vil have nogen til at pålægge dem shari’ah-lovene, holder af det. Blandt dem findes endda mennesker, der ønsker, at shari’ah-lovene bliver implementeret over for dem, og at de bliver forpligtet til at følge dem, fordi de ikke kan overvinde deres egen satan. Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—sagde: «عجب الله من قوم يدخلون الجنة في السلاسل» — »Allah undrer Sig over mennesker, der træder ind i Paradiset i lænker« [Sahih al-Bukhari 3010]. Har I ikke hørt mange sige: »Vi ønsker, at den islamiske stat bliver oprettet, så den forpligter os til shari’ah-lovene, og alle bliver bundet af dem«? Alligevel spørger nogen: »Kan menneskene i dag bære, at shari’ah implementeres?« Hvad bærer de da nu? De bærer kufr-lovene, der er pålagt dem, og som skaber katastrofer og lidelser gennem økonomiske, moralske og sociale kriser. De bærer de uretfærdige menneskeskabte love og det tyranni, som uretfærdige og tyranniske herskere udøver, men skulle ikke kunne bære Allahs shari’ah, der kom som barmhjertighed for menneskene:
﴿ وَمَآ أَرْسَلْنَـٰكَ إِلَّا رَحْمَةً لِّلْعَـٰلَمِينَ ﴾
»Vi har kun sendt dig som barmhjertighed for alverden« [21:107].
Hvilken omvendt tankegang!
De siger, at menneskene behøver tid, før de kan bære islams implementering. I virkeligheden er det en opdigtet beskyldning og et overgreb mod islam at fremstille dens shari’ah som en byrde, der vil tynge menneskenes bryst, når den tværtimod er en barmhjertighed for dem. Hvad skete der i virkeligheden?
Virkningen af at implementere islam i de erobrede lande
Gå tilbage til historien. Hvad skete der med de folk, hvis lande blev erobret, og som fik islam implementeret over sig, før de antog islam? Den islamiske shari’ah blev implementeret over dem; der blev regeret iblandt dem med det, Allah havde åbenbaret, og deres anliggender blev varetaget efter shari’ah-lovene, før de antog islam. Hvad skete der? De af dem, hvis bryst åbnede sig for islam, antog islam på grund af den sandhed og retfærdighed, de så, og det blev naturligt for dem at binde sig til islam. De, der ikke antog islam, fik deres anliggender varetaget gennem islam og erfarede, at denne shari’ah gav dem deres rettigheder og ikke gjorde dem uret. Allah siger:
﴿ إِذَا جَآءَ نَصْرُ ٱللَّهِ وَٱلْفَتْحُ وَرَأَيْتَ ٱلنَّاسَ يَدْخُلُونَ فِى دِينِ ٱللَّهِ أَفْوَاجًا فَسَبِّحْ بِحَمْدِ رَبِّكَ وَٱسْتَغْفِرْهُ ۚ إِنَّهُۥ كَانَ تَوَّابًۢا ﴾
»Når Allahs hjælp og sejren kommer, og du ser menneskene træde ind i Allahs religion i skarer, så lovpris din Herre og bed Ham om tilgivelse; Han tager altid imod anger« [110:1–3].
Det centrale her er:
﴿ إِذَا جَآءَ نَصْرُ ٱللَّهِ وَٱلْفَتْحُ وَرَأَيْتَ ٱلنَّاسَ يَدْخُلُونَ فِى دِينِ ٱللَّهِ أَفْوَاجًا ﴾
»Når Allahs hjælp og sejren kommer, og du ser menneskene træde ind i Allahs religion i skarer« [110:1–2].
Hvad fulgte efter sejren og erobringen, som blev efterfulgt af islams implementering?
Menneskene trådte ind i Allahs Deen i skarer. Hvorfor? Fordi de oplevede den islamiske shari’ah som vanskelig og hård? Hvis de havde oplevet islams love som hårde, ville de ikke have antaget islam. De ville være forblevet kristne, have drukket rusmidler og spist svinekød, fordelt deres arv efter deres egen lov og indgået ægteskab efter den. Men islam blev implementeret over dem og udbredte retfærdighed, så de antog islam. De erfarede, at denne shari’ah gav dem deres rettigheder, løste deres problemer og stemte overens med deres fitrah. Så kommer nogen og siger: »Vi skal implementere islam gradvist over for menneskene for ikke at gøre det vanskeligt for dem.« Islam kom som barmhjertighed for menneskene. Vi kalder for det første til genoptagelsen af den islamiske levemåde og implementeringen af islam, fordi Allah har befalet det. For det andet er vi overbeviste om, at islams implementering giver menneskene en sund og virksom levemåde, som højner dem, løser deres problemer, giver deres hjerter tryghed og organiserer deres handlinger efter det, Allah har lovgivet og godkendt for dem.
Allah ønsker det gode for menneskene og ønsker ikke at gøre livet vanskeligt for dem. Han har ikke pålagt jer nogen byrde i Deen. Dette er ét aspekt og svaret på den tåbelige påstand, der fremsættes i dag om, at islams implementering vil være vanskelig for menneskene.
Lovens bindende karakter og afvisningen af at føje islams fjender
Der findes en gruppe mennesker, som
﴿ ٱسْتَحْوَذَ عَلَيْهِمُ ٱلشَّيْطَـٰنُ ﴾
»Satan har fået magten over dem« [58:19].
De er fjender af Deen, Allah og islam. Shari’ah har ikke pålagt os at følge eller føje dem:
﴿ وَدُّوا۟ لَوْ تُدْهِنُ فَيُدْهِنُونَ ﴾
»De ønsker, at du går på kompromis, så de også kan gå på kompromis« [68:9].
Nej. Nogle underkaster sig kun Allahs shari’ah gennem statsmagten. Derfor sagde Uthman—må Allah være tilfreds med ham: »Allah afholder gennem statsmagten det, som Han ikke afholder gennem Qur’anen.« Kender nogen af jer en lov noget sted i verden, som menneskene frivilligt kan vælge at følge? Rejs til et vestligt land og bo dér. Vil myndighederne spørge dig, om de må anvende landets lov over for dig? Overalt i verden, gennem hele historien og blandt alle folk ligger det i lovenes natur, at de er bindende. Ja, højtstående samfund implementerer love, der udtrykker deres kultur. Men hvis nogen i samfundet ikke accepterer disse love eller tilhører denne kultur, spørger myndighederne da vedkommende, før de anvender loven?
Sådan er det ingen steder i verden. Det samme gælder i islam: En shari’ah vil blive implementeret. De troende vil godkende den, glæde sig over den, højnes gennem den og hylde den. Der vil også findes mennesker med sataners hjerter, som Satan har fået magten over, og som afviser, at Allahs shari’ah implementeres. Skal man spørge dem, give dem udsættelse og sige: »Jeg vil overveje jeres sag. Måske vælger jeg et frivilligt system til jer«? Sådan taler nogle tåber i dag, men intet sådant findes i verden. Nogle underkaster sig loven og shari’ah af deres gudsfrygt; andre gør det kun på grund af statsmagtens styrke. Det er naturligt overalt i verden og gælder så meget desto mere for Allahs shari’ah. Det var ét aspekt.
Faren ved at blande shari’ah med menneskeskabt lovgivning
Det meget vigtige andet aspekt er: Hvad gør de, der siger, at de vil implementere noget fra islam og noget fra kufr, noget fra den islamiske shari’ah og noget fra menneskeskabte love? De blander det gode med det dårlige. Ved de, hvad de gør, når de implementerer noget fra Allahs shari’ah og noget fra menneskenes love? De forvansker Allahs shari’ah og tillader, at den rene shari’ah blandes med urenhed. Kufr-lovgivning er urenhed og en vederstyggelighed fra Satans værk. Hvordan kan nogen finde det acceptabelt at blande Allahs shari’ah med menneskelige lovgiveres urenhed? Mine brødre, overalt i verden ved man—selv blandt menneskelige lovgivere—at de love, som implementeres i en stat, supplerer og harmonerer med hinanden. De hænger sammen for at skabe en bestemt levemåde for et samfund af en bestemt art, som bygger på en bestemt livsanskuelse. Den forfatning og de love, der vedtages i et land, udformes altså på grundlag af den levemåde, som folket har valgt.
Alle disse love er udformet, så de supplerer hinanden: Den ene lov supplerer den anden, og det ene system supplerer det andet. De udspringer alle af en bestemt livsanskuelse, som folket, samfundet eller nationen har valgt. Det gælder, når vi taler om et stabilt samfund, der lever, som det ønsker, ikke de islamiske landes nuværende virkelighed, hvor systemer, der ikke tilhører dem, påtvinges ovenfra. Det er kendt, at lovene udformes, så de supplerer, sammenbinder og harmonerer med hinanden og dermed skaber en bestemt levemåde.
En vestlig lovgiver vil derfor ikke forestille sig at blande det kommunistiske eller feudale system med det kapitalistiske system. Det kapitalistiske system, lovene om de offentlige friheder og det demokratiske system udgør tilsammen en sammenhængende lovgivningsmæssig helhed, der skal virkeliggøre den levemåde, som samfundet har valgt. Det er en samordnet og fuldstændig lovgivning, der fører til denne levemåde i overensstemmelse med samfundets livsanskuelse.
Reglernes helhed og resultaterne af deres fuldstændige implementering
På samme måde udgør Allahs love Hans shari’ah, som kom for at skabe en islamisk levemåde. Denne levemåde nødvendiggøres af den islamiske ’aqida, hvorfra livsanskuelsen udspringer. Når islam implementeres fuldt ud, hænger lovene sammen og supplerer hinanden. De frembringer da den gode frugt, som Allah har tilsigtet—det, vi kalder shari’ahens formål: En levemåde, der højner mennesket og fører det til lykke. Forestil jer derimod, at shari’ah-love blandes med menneskeskabte love fra det kapitalistiske system. Hvad opstår der? En forvansket misdannelse, der forvrænger billedet af islam. De implementerede shari’ah-love blandes med det menneskeskabte systems love og bliver ufrugtbare; de frembringer ikke det formål, som islam lovgav dem for. Hvad fører det til?
Det fører til, at menneskenes tillid til Allahs shari’ah svækkes og forsvinder, fordi lovene ikke gav det forventede resultat. Shari’ah-lovene giver kun deres tilsigtede resultater, når de implementeres som en sammenhængende helhed. Straffen med afhugning af hånden blev eksempelvis lovgivet sammen med shari’ah-love, der sikrer menneskene deres fulde rettigheder, så de ikke drives til tyveri. Sådan supplerer shari’ah-lovene hinanden. Forbuddet mod zina og straffen for zina blev lovgivet sammen med shari’ah-love, der organiserer ægteskabet og hindrer, at menneskene ønsker at begå zina. Forestil jer, at I siger til menneskene, at zina er haram, mens I lader medierne sprede umoral og ophidse menneskenes instinkter gennem deres udsendelser og programmer. Er det ikke netop det, der sker hos dem, der nu hævder, at de vil implementere islam? De siger: »Jeg opdrager menneskene med islam, underviser dem i Qur’anen og giver incitamenter til shari’ah-studerende og moskéimamer.« De siger til menneskene, at de skal efterleve islam, men lader samtidig moralsk fordærvede mennesker sprede synd og umoral gennem satellitkanaler og andre medier. De driver menneskene mod umoral og ophidser deres instinkter, mens de siger: »Vi implementerer islams love gradvist.« Hvem har lovgivet denne gradvise implementering for dig?
Hvem tillod dig det? Hvem tillod dig at blande islamiske love med kufr-love? Det er en opdigtet beskyldning, et overgreb og et angreb på Allahs shari’ah. Shari’ah kom for at blive implementeret fuldt ud. Allah er god og accepterer kun det gode: «إن الله طيب لا يقبل إلا طيباً» — »Allah er god og accepterer kun det gode« [Sahih Muslim 1015]. Han accepterer ikke, at Hans shari’ah blandes med en andens lov. Det er fuldstændig utænkeligt. Hertil kommer de shari’ah-mæssige beviser, som vi allerede har nævnt. De er absolutte i bekræftelsen og betydningen og viser, at styret med det, Allah har åbenbaret, skal være fuldstændigt. Nogle siger: »Hvordan kan vi regere med det, Allah har åbenbaret, når militæret står over vores hoveder, og andre står imod os?« Vi svarer: I har selv bragt jer i denne situation. Måske vil vi uddybe dette emne en anden gang.
Den myndighed, som implementeringen af islam kræver
Den, der overtager styret, er enten reelt hersker og har styrken og den fulde myndighed i sin hånd. I så fald skal han implementere Allahs shari’ah fuldt ud. Eller også sidder han på en regeringspost på bestemte betingelser, mens myndigheden, styrken og overmagten ligger hos andre. I så fald er han ikke hersker. Han må ikke indtage en regeringspost, uden at myndigheden og styrken reelt ligger i hans hånd.
Banu Shayban og støtte til Deen fra alle sider
Jeg afslutter her med en beretning om Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—som rummer en lære for os. Da Profeten i det tiende år af profetskabet søgte nusrah, bad han de stammer, der kom til Makkah i hajj-sæsonen, om støtte. Han fremlagde islam for dem, bad dem støtte islam og sagde, at Allah befalede dem at tro på ham, beskytte ham og støtte ham. Blandt dem, som han inviterede til islam og bad støtte islam, var Banu Shayban ibn Tha’labah. De boede nordøst på Den Arabiske Halvø ved grænsen til Persien. De sagde: »Vi kan støtte dig mod araberne, men ikke mod perserne. Vi har traktater med dem og kan ikke bryde dem. Vi anser ikke os selv for stærke nok til at bryde vores traktater med perserne. Hvis du kommer til os, kan vi støtte dig mod araberne, men ikke mod perserne.«
Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—sagde: »I svarede ikke dårligt, for I talte sandt og tydeligt.« Men han sagde også til dem: »Allahs Deen støttes kun af den, der beskytter den fra alle sider.« Denne sag støttes kun af den, der beskytter den fra alle sider. Det er en klar tilkendegivelse fra Profeten om, at den, der vil overtage styret, skal have den fulde myndighed i sin hånd. De vantro, moralsk fordærvede og forbryderne må ikke have nogen vej til magt over ham i dette styre. Allah siger:
﴿ وَلَن يَجْعَلَ ٱللَّهُ لِلْكَـٰفِرِينَ عَلَى ٱلْمُؤْمِنِينَ سَبِيلًا ﴾
»Allah vil aldrig give de vantro nogen vej til at få magt over de troende« [4:141].
Som tafsir-lærde har forklaret, har verset en lovgivningsmæssig betydning: Allah vil ikke lovgive, at de vantro får nogen vej til magt over de troende.
﴿ وَلَن يَجْعَلَ ٱللَّهُ لِلْكَـٰفِرِينَ عَلَى ٱلْمُؤْمِنِينَ سَبِيلًا ﴾
»Allah vil aldrig give de vantro nogen vej til at få magt over de troende« [4:141].
Allah forbyder altså, at de vantro får nogen vej til magt over de troende. Mine kære brødre, dette er, hvad Allah har hjulpet mig til at fremlægge i denne udsendelse. Jeg håber, at jeg har udført det godt, og at Allah vil acceptere det fra os og jer.
Seernes spørgsmål
Nu går jeg sammen med jer videre til de spørgsmål, der måtte være kommet under denne udsendelse.
Kan islam implementeres fuldt ud på én dag?
Broder Nadhir ibn Salih siger: »Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.« Og fred være med dig samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Han spørger: »Er det i praksis muligt at implementere islam fuldt ud på én dag, når Kalifatet oprettes? Findes der ikke detaljerede love—såsom ændring af valutaen, uddannelsen og andet—som kræver tid at implementere?« Sagen er naturligvis ikke, at alt skal implementeres på et øjeblik, et minut, en time eller en dag. Det er ikke emnet. De, der taler om gradvis implementering af shari’ah-lovene, siger, at staten skal vedtage nogle love nu og udskyde andre. Vi har set disse modeller. De siger: »Vi har eksisterende forfatninger og ændrer dem lidt efter lidt. Først ændrer vi denne paragraf, og efter noget tid ændrer vi en anden.« De taler altså ikke om den praktiske tid, som implementeringen af islams love kræver, efter at de er blevet vedtaget.
Nej. De siger, at islams love skal vedtages gradvist over år, måske årtier og måske generationer—hvis de overhovedet implementeres. Vi ved, at disse mennesker allerede har tømt shari’ah for dens indhold, så den hos dem står uden indhold. Nogle har ligefrem sagt: »Vi har bevaret islam, men opgivet shari’ah, fordi shari’ah er fuqahas lov.« De siger, at vi i dag står over for en islam, der udtrykker sig gennem nye, moderne love og så videre. De, der teoretisk taler om gradvis implementering, mener ikke: »Vi implementerer, mens vi forbereder os, opretter institutionerne og ansætter medarbejderne.« Nej. En fuldstændig og øjeblikkelig implementering af islam betyder følgende: Når en muslim når styret på den shari’ah-mæssige måde, erklærer han: »Dette er den islamiske stats forfatning. Hele forfatningen består af shari’ah-love, der er udledt af Allahs Bog og Hans Sendebuds Sunnah—må Allah velsigne ham og give ham fred. Dette er de shari’ah-love, som fuqaha har udledt, og som vi vil implementere.«
I de omstridte ijtihad-spørgsmål, hvor staten må foretage en vedtagelse, siger han: »Dette er den opfattelse, vi har vedtaget.« Nu har vi vedtaget en islamisk forfatning og en islamisk shari’ah, og vi påbegynder straks de praktiske skridt, der gør dem implementeret. Det tager naturligvis tid at ansætte medarbejdere, ændre de eksisterende forhold, omlægge valutasystemet og omdanne mange administrative strukturer til andre. Det sker efter menneskets evne. Sådan er menneskets natur. Når du vil bede, kræver det tid at smøge ærmerne op, udføre wudu, gå ud, nå frem og bede. Der går altså tid med at udføre pligten. Sagen er, at man straks påbegynder de praktiske skridt, som fører til islams fuldstændige implementering. Det kan selvfølgelig ikke gennemføres på én eller to dage eller på en eller to uger. Noget kan implementeres straks; andet kræver tid til at etablere de nødvendige administrative ordninger.
Dette er ikke gradvis implementering. Det er øjeblikkelig iværksættelse af implementeringen, som kan tage tid at fuldføre. Det er naturligt. Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—pålagde Abu Sufyan og al-Mughirah ibn Shu’bah at nedrive al-Lat i Ta’if. Der var en vis rejse mellem dem og afguden. Øjeblikkelig implementering betød, at de straks begav sig af sted. Selve rejsen krævede tid—antag, at afstanden var en mil eller en kilometer. Øjeblikkelig implementering betyder altså straks at påbegynde gennemførelsen og fortsætte, indtil den er fuldført med den tid, den kræver. Bismillah.
Krævede de tidligere lærde øjeblikkelig implementering?
Broder Rafiq al-Darb spørger: »Nogle ser ikke deres eget nederlag over for presset fra en virkelighed, der fjernede islam fra Ummahs liv ved at nedrive dens stat. De siger: Ingen af de tidligere lærde har før jer forstået, at islam skal implementeres straks. Hvordan svarer vi dem udførligt?«
Vi vender argumentet om og siger: Giv os blot én udtalelse fra en af muslimernes imamer, som tillod herskeren at undlade at implementere islam, vente med islams implementering eller give menneskene udsættelse med at afholde sig fra det forbudte. Ingen har sagt det. Søg efter idéen om gradvis implementering af shari’ah-lovene i de klassiske værker; I finder intet spor af den. Der er enighed om, at islam skal implementeres straks. Nogle forhold kan herskeren fysisk være ude af stand til at implementere. Denne manglende evne er naturlig og ikke et frivilligt valg. Nogle har eksempelvis gjort modstand mod den islamiske stat og nægtet at adlyde, så det var umuligt for herskeren at anvende islams love og gennemføre hudud over for dem, indtil han havde underlagt dem staten. En sådan tvungen og uafvendelig manglende evne er naturlig og kan ikke bruges som bevis for gradvis implementering.
Når shari’ah tillader undtagelsesregler i bestemte situationer, kræver det et shari’ah-mæssigt bevis. Nogle argumenterer fejlagtigt med, at Umar ibn al-Khattab standsede straffen for tyveri i hungersnødens år. De siger: »Se, han implementerede ikke islam fuldt ud.« Tværtimod implementerede han islam fuldt ud, for det er islam, der befaler, at hudud-straffen standses under hungersnød. Det er ikke en tilsidesættelse af shari’ah, men en implementering af shari’ah, fordi shari’ah befaler, at hudud standses under hungersnød og i tvivlstilfælde. Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—sagde: «ادرؤوا الحدود عن المسلمين ما استطعتم» — »Afværg hudud-straffene fra muslimerne, så vidt I kan« [Jami’ al-Tirmidhi 1424; svag]. De fremsætter mange søgte argumenter uden noget sandt grundlag. Vi vil ikke nu drøfte hele denne strøm og liste af falske eller fejlslagne argumenter, hvoraf de fleste urigtigt og løgnagtigt tilskrives Amir al-Mu’minin Umar ibn al-Khattab—må Allah være tilfreds med ham.
Hvad er rødderne til idéen om delvis implementering af shari’ah?
Broder Salim al-Bahith siger: »Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.« Og fred være med dig samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Han spørger: »Hvad er rødderne til idéen om delvis implementering af shari’ah?« Den har ingen islamiske intellektuelle rødder overhovedet.
Dens rødder ligger i påvirkningen fra presset fra en barsk virkelighed, som mange mennesker ikke formår at overvinde. I stedet for at gøre virkeligheden til genstand for tænkning og behandling gør de den til kilde for deres tænkning, og den formørker deres tanke. Idéen er også et intellektuelt nederlag over for den vestlige kulturelle, civilisatoriske og lovgivningsmæssige invasion. De følte sig svage og ude af stand til at konfrontere de love, som Vesten havde skabt. De fandt sig ude af stand til at afvise dem alle og begyndte derfor at konstruere undskyldninger og lede efter påskud for at bevare en del af dem.
De vil heller ikke vække Vestens vrede. Nu hører vi et nyt omkvæd, hvormed de retfærdiggør deres underkastelse under kufr-love og menneskeskabt lovgivning: »Vi lever ikke alene i denne verden. Vi kan ikke se bort fra det internationale samfund og FN-pagten. Vi kan ikke implementere alt det, vi ønsker.« En af dem sagde: »Det internationale samfund vil aldrig tillade, at shari’ah implementeres, og derfor kan den ikke implementeres.« Det er rødderne.
Det er rødder af ydmyghed og underkastelse under den vantro kolonimagts vilje. Den, der vil underkaste sig den vantro kolonimagt, kan hverken implementere islam delvist eller fuldstændigt, for Vesten accepterer grundlæggende ikke, at du implementerer noget fra islam. Vesten accepterer kun, at dit land, din vilje, din politik, dine ressourcer og dine rigdomme står til dets rådighed. Den, der vil tage hensyn til det internationale samfund, opgiver derfor ikke kun en del af shari’ah. Han opgiver hele shari’ah, sin værdighed, sin stats suverænitet, sine rigdomme og sin politiske beslutningskraft, for Vesten vil ikke acceptere andet. Hvis du kan frigøre dig fra Vestens herredømme, kan du implementere det, du vil, fuldt ud. Sagen er en kamp og en viljeskonflikt: Hvem gennemtvinger sin vilje, og hvem bryder den andens vilje? Disse menneskers vilje er blevet brudt, og de har underkastet sig det, Vesten ønsker.
De fik forelagt en liste med spørgsmål, som udgjorde en prøve: »Besvar spørgsmålene. Hvis alle svar tilfredsstiller os, godkender vi jer. Hvis nogle af svarene ikke stemmer med vores linje, forbliver I uden for magten og det politiske liv.« Nogle endte med at besvare hele prøven, sådan som herrerne i Vesten ønskede. Derefter blev de accepteret og fik en rolle i det politiske liv. Denne rolle består i at befæste sekularisternes troner og deres system. Det er resultatet. De føjede Vesten og gav afkald på alt. Der var slet intet tilbage af de faste principper, som de tidligere hævdede at holde fast ved.
Afslutning
Mine kære brødre, det var de spørgsmål, der kom. Vi nøjes med dette. Jeg beder Allah om at lære os det, der gavner os, øge vores viden, gøre vores viden og handling oprigtig for Hans ædle ansigts skyld og gøre os til dem, der gør det, de siger. Vi beder Allah hjælpe os med at gøre denne tanke og denne lovgivning implementeret i livets virkelighed under en retledt stat efter profetskabets metode. Han er Den Althørende, Den, der besvarer bønner. Må Allahs fred og velsignelser være med Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahaba og dem, der følger ham. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.
