Indledning: Det nationalistiske bånd
Og når tanken er snæver, opstår et nationalistisk bånd mellem folk; det er det familiemæssige bånd, blot i en bredere form. Det skyldes, at når overlevelsesinstinktet rodfæster sig i mennesket, vil det frembringe magtbegæret i ham. Magtbegæret er individuelt hos det menneske, der befinder sig på et lavt intellektuelt plan. Men når menneskets bevidsthed vokser vil magtbegæret øges hos ham, og han vil da stræbe efter at besidde magten over sin familie og slægt. Derefter vil menneskets magtbegær øges i takt med horisontens udvidelse og vækst i opfattelsen. Mennesket tilstræber så i første omgang at få magt over sit folk i hjemlandet, og når dette bliver realiseret, stræber det efter sit folks dominans over andre. Derefter opstår der lokale stridigheder mellem slægtsmedlemmerne om hvem magten over slægten skal tilkomme. Når magten i denne slægt så stabiliseres hos én af slægtsmedlemmerne efter hans sejr over de andre, opstår der stridigheder mellem denne slægt og andre slægter, indtil magten over folket stabiliseres hos én slægt eller en gruppe folk fra forskellige slægter. Derefter opstår der stridigheder mellem dette folk og andre om dominansen og status på livets slagmark. Derfor hersker der et fanatisk stammesammenhold iblandt tilhængere af dette bånd, og de er præget af blind loyalitet og tilbøjelige til at støtte hinanden mod andre. Derfor er dette et umenneskeligt bånd, der til hver en tid skaber tendens til interne stridigheder, hvis ikke det optages af eksterne stridigheder.
Halaqaens emne
Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. Velkommen, kære brødre, til en ny episode af jeres program, Halaqa Online. I dag begynder vi den første halaqa i serien om det intellektuelle lederskab i islam. Dagens konkrete emne er idéen om nationalisme. Jeg vil være med jer direkte i udsendelsen, og under episoden venter jeg på, at I sender jeres spørgsmål, så jeg kan besvare dem umiddelbart efter episoden, om Allah vil.
Nationalisme som redskab til at splitte den islamiske ummah
Kære brødre, Vesten, hvis fjendskab mod den islamiske ummah har raset fra begyndelsen af den islamiske historie og frem til i dag, indså, at der ikke var nogen vej til at overvinde muslimerne uden at tilintetgøre deres personlighed; det vil sige Islam som verdensanskuelse (’aqida), livssystem og bånd, der samler de islamiske folk og gør dem til én ummah. Gennem intellektuel invasion begyndte Vesten derfor at udbrede sine giftige tanker og vildledende paroler for at tilintetgøre den islamiske entitet. Blandt de farligste af disse tanker og dem, der var mest ødelæggende for den islamiske ummahs entitet, var idéen om nationalisme. Vesterlændingene fandt, at den eneste måde at ødelægge ummahs styrke og dermed kontrollere den på var at opdele den i mange nationer og folk, der ikke gav loyalitet til Islam, Kalifatet og de troende overalt, men til et bestemt folk eller et landområde med grænser, hvorpå der står en stat, som fører nationalismens fane. Alt dette fulgte devisen: »Del og hersk.«
De begyndte at udbrede idéen om turansk nationalisme blandt tyrkerne, arabisk nationalisme blandt araberne, persisk nationalisme blandt iranerne og berberisk nationalisme i det islamiske Maghreb og så videre, indtil den ene ummah blev opdelt i mange grupper, der var loyale over for deres nationalisme i stedet for Islam og de troende overalt på jorden. Gennem denne idé—idéen om nationalisme—formåede de at skille tyrkerne, det osmanniske Kalifats herskere, fra araberne og araberne fra perserne. Det gik så vidt, at nogle tyrkere gennemførte Vestens vilje ved at adskille landene fra den islamiske stat og nedbryde Kalifatet, med Mustafa Kemal, kaldet Atatürk, i spidsen. Arabermasserne, ledet af forræderen Hussein før—forræderen Hussein, kendt som Mekkas sharif—kæmpede mod Kalifatets hære sammen med de engelske hære og under britiske ledere som Lawrence og Allenby.
Bernard Lewis’ vidnesbyrd om nationalismens virkning
Her er en af de vestlige tænkere—en af de store vestlige tænkere. Netop i går blev hans død meddelt; han var næsten 100 år gammel. Faktisk mener jeg, at han blev over 100 år. Jeg mener den berømte orientalist Bernard Lewis. Bernard Lewis sammenfattede denne tragedie, som gav Vesten anledning til at hovere over muslimerne.
Han siger: »I denne stat—i dette imperium, som han kalder det, det vil sige den islamiske stat—var muslimernes grundlæggende loyalitet rettet mod Islam og mod den stat, der legemliggjorde Islams virkelighed, og mod Kalifatet, som med tiden fik legitimitet gennem bay’ahen, og som varetog menneskernes anliggender. Modstandere, oprørere og revolutionære søgte at udskifte ministrene eller herskerne eller endda hele det herskende kalifat, men de forsøgte aldrig at ændre grundlaget for loyaliteten over for den islamiske stat eller enheden i dens identitet.« Sådan var situationen i Mellemøsten. Bernard Lewis fortsætter: »Sådan var situationen i Mellemøsten indtil det 19. århundrede og måske det 20. århundrede. Tanken om, at en stat skulle bygge på et territorium og et nationalt fædreland, var fremmed og uvant for muslimerne. Denne situation bestod, indtil nye europæiske tanker begyndte at undergrave det solide grundlag af tilfredshed og accept, som situationen hvilede på.« Vestens indflydelse begyndte, og Bernard Lewis fortsætter: »I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede blev loyaliteterne, som havde været knyttet til det gamle islamiske Kalifat—der herskede over arabere, ikke-arabere og tyrkere—flere og forandrede sig. De blev afløst af splittede og spredte europæiske tanker: en blanding af patriotisme, nationalisme og fantasifulde teorier om hjemland og folk, der skjulte de gamle, virkelige kendsgerninger om stat og ’aqida.«
Bernard Lewis siger også selv: »Enhver forsker i islamisk historie kender den bemærkelsesværdige historie om Islams kamp mod afgudsdyrkelsen, lige siden Profetens da’wah begyndte; hvordan Profeten og hans Sahaba sejrede og etablerede tilbedelsen af den ene Gud, der erstattede de hedenske religioner blandt Jahiliyya-araberne. I vor tid foregår en anden, lignende kamp, men den er ikke rettet mod al-Lat, al-’Uzza og de øvrige guder fra Jahiliyya. Den er rettet mod en samling afguder med navnene staten, racen og nationalismen.« Bernard Lewis—den amerikanske orientalist, der nærer had til Islam og dets folk—fortsætter, hoverende over muslimerne: »Indførelsen af kætteriet sekulær nationalisme eller tilbedelsen af det kollektive selv var den mest rodfæstede uretfærdighed, Vesten påførte Mellemøsten, men alligevel den mindst omtalte og bekendtgjorte.« Her slutter Bernard Lewis’ ord.
Definitionen af nationalisme og dommen over den
Således, mine brødre, var idéen om nationalisme en af de faktorer, der ødelagde den islamiske ummahs entitet og splittede den islamiske verden. Alligevel bliver den fortsat fremmet og markedsført i medierne og i bøger og andre skrifter. Den shari’ah-mæssige pligt kræver derfor, at vi fremlægger den rette opfattelse af nationalismen, både med hensyn til dens tydelige fordærv og dens modstrid med Allah den Ophøjedes Shari’ah.
Brødre, for at dømme om en idé må vi først forstå idéens betydning, dens virkelighed og det mål, den stræber efter. Derefter fælder vi vores dom over idéen gennem Allahs Shari’ah—gennem Islam. Hvad betyder nationalisme—idéen om nationalisme? Hvad er dens virkelighed? Hvad er dens mål? På arabisk hedder det: »En mands qawm er hans følgere og slægt«, sådan står der i Ibn Manzurs Lisan al-Arab. I moderne, nutidig sprogbrug er ordet imidlertid en oversættelse af et europæisk ord—»nationalisme«—som bruges i de europæiske sprog. Dette moderne udtryk er fremmed for det arabiske sprog. Udtrykket qawmiyya, der er oversat fra de europæiske sprog, er fremmed for muslimernes tanke. På grundlag af denne europæiske sprogbrug, som blev oversat til arabisk med qawmiyya, fremstilles nationalisme som et bånd for samfundet. Det forbinder en gruppe mennesker, der deler ét sæt egenskaber og kendetegn. Hvilke elementer udgør ifølge nationalismens tilhængere disse egenskaber og kendetegn? Tilhængerne har ikke kunnet blive enige om de elementer, der efter deres opfattelse udgør nationalismen, eller præcist afgrænse dens betydning. Nogle siger, at nationalismens bestanddele er religion; andre siger fælles, nedarvede skikke og traditioner; nogle siger farve eller menneskerace; andre siger det geografiske område; nogle samler dem alle; og andre samler nogle og afviser resten, og så videre.
Tankerne er grundlaget for båndet mellem mennesker
Ser vi på disse elementer—sprog, geografisk område, fælles historie og fælles interesser og så videre—finder vi, at de i virkeligheden er resultater, ikke årsager. De er resultater, som findes hos mennesker, der allerede har et bånd, der forbinder dem; elementerne skaber ikke båndet. Det, der i virkeligheden skaber båndet mellem mennesker, er de tanker, de deler, især de grundlæggende tanker.
For at illustrere dette kan vi betragte det mekkanske samfund kort før profeten Muhammads sendelse, må Allah velsigne ham og give ham fred. Quraysh-stammen udgjorde det mekkanske samfund. Der var mennesker fra andre stammer, men de var underlagt Quraysh og gav stammen deres loyalitet. Denne stammegruppe—eller denne stamme, Quraysh—havde samme sprog, historie, geografiske område, etnicitet og fanatiske stammesammenhold samt fælles interesser. Samtidig havde den fælles tanker. Islam kom og anfægtede ikke deres sprog, historie, etnicitet, geografi eller interesser. Islam anfægtede kun én ting: deres tanker, begyndende med den grundlæggende ’aqida, videre gennem de afledte ’aqidaer og frem til deres opførsel, værdier, målestokke og relationer.
Efter nogen tid blev det mekkanske samfund splittet: den ene gruppe var muslimsk, den anden afgudsdyrkende. Nogle muslimer udvandrede til Abessinien, mens andre udholdt forfølgelsen og boykotten. Derefter udvandrede de til Medina, og siden fandt voldsomme krige sted mellem de to grupper. Hvorfor opstod denne splittelse, når de elementer, som de hævder udgør de egenskaber og kendetegn, der skaber det nationalistiske bånd, var til stede—bortset fra tankemæssig enhed? Efter erobringen af Mekka og Qurayshs indtræden i Islam vendte den tankemæssige enhed tilbage til det mekkanske samfund, men denne gang på grundlag af Islam og Islams opfattelser. Dermed vendte sammenholdet tilbage til Mekkas samfund. Dette tydelige eksempel vil sige, at det, der skaber båndet, enheden, integrationen og harmonien, er tankernes enhed—kulturens enhed. Jo større andelen af tanker, som samfundet er enigt om, bliver, desto stærkere bliver båndet, og desto fastere bliver dets forbindelser. Jo større andelen af tanker, som der er uenighed om, bliver, desto mere slår samfundet revner, bryder sammen og opløses. Vi mener ikke, at nogen fornuftig og redelig person vil bestride denne opfattelse.
Arabisk nationalisme og det arabiske sprog
Kære brødre, den form for nationalisme, der har bredt sig i disse arabisktalende lande, er arabisk nationalisme. Lad os belyse den nærmere. Arabiske nationalister mener, at araberne udgør én ummah, som er uafhængig af andre folk og nationer. Efter deres opfattelse er de en arabisk ummah, ikke en islamisk ummah, for ifølge dem findes der slet ingen islamisk ummah. De mener, at det bånd, som samler denne ummah, først og fremmest er det arabiske sprog. Hvad er Shari’ahs dom over denne idé?
Et upartisk blik på historien kræver kun lidt bevidsthed for at indse, at det arabiske sprog aldrig har udgjort et bånd for samfundet. Under Jahiliyya var det udbredt på hele Den Arabiske Halvø, så hvorfor samlede det ikke araberne? Var de arabiske stammer ikke splittede og i indbyrdes strid, selv om de havde samme sprog? Araberne blev først forenet og samlet, efter at Islam blev åbenbaret og spredte sig på Den Arabiske Halvø. Allah—ophøjet og prist være Han—minder muslimerne om den nåde, Han skænkede dem gennem Islam, idet Han siger:
﴿ وَٱعْتَصِمُوا۟ بِحَبْلِ ٱللَّهِ جَمِيعًا وَلَا تَفَرَّقُوا۟ ۚ وَٱذْكُرُوا۟ نِعْمَتَ ٱللَّهِ عَلَيْكُمْ إِذْ كُنتُمْ أَعْدَآءً فَأَلَّفَ بَيْنَ قُلُوبِكُمْ فَأَصْبَحْتُم بِنِعْمَتِهِۦٓ إِخْوَٰنًا وَكُنتُمْ عَلَىٰ شَفَا حُفْرَةٍ مِّنَ ٱلنَّارِ فَأَنقَذَكُم مِّنْهَا ۗ كَذَٰلِكَ يُبَيِّنُ ٱللَّهُ لَكُمْ ءَايَـٰتِهِۦ لَعَلَّكُمْ تَهْتَدُونَ ﴾
»Hold alle fast ved Allahs reb, og bliv ikke splittet. Husk Allahs nåde over jer, da I var fjender, og Han forenede jeres hjerter, så I ved Hans nåde blev brødre. I stod på kanten af en ildgrav, og Han reddede jer fra den. Således tydeliggør Allah Sine ayaer for jer, så I kan blive retledt« [3:103].
Det var altså Islam—som religion for hele menneskeheden og som system for livet, samfundet og staten—der samlede araberne, ikke det arabiske sprog. Allah den Ophøjede siger:
﴿ وَأَلَّفَ بَيْنَ قُلُوبِهِمْ ۚ لَوْ أَنفَقْتَ مَا فِى ٱلْأَرْضِ جَمِيعًا مَّآ أَلَّفْتَ بَيْنَ قُلُوبِهِمْ وَلَـٰكِنَّ ٱللَّهَ أَلَّفَ بَيْنَهُمْ ۚ إِنَّهُۥ عَزِيزٌ حَكِيمٌ ﴾
»Og Han forenede deres hjerter. Selv hvis du havde brugt alt, hvad der er på jorden, kunne du ikke have forenet deres hjerter, men Allah forenede dem. Han er sandelig Den Almægtige, Den Vise« [8:63].
Islams universalitet strider mod nationalismen
Nogle arabiske nationalister siger, at bestanddelene i arabisk nationalisme er arabiskhed og Islam sammen; de forener altså de to. Som bevis anfører de, at Qur’anen er arabisk, og at Allah—ophøjet og prist være Han—siger:
﴿ إِنَّآ أَنزَلْنَـٰهُ قُرْءَٰنًا عَرَبِيًّا لَّعَلَّكُمْ تَعْقِلُونَ ﴾
»Vi har visselig åbenbaret den som en arabisk Qur’an, så I kan forstå« [12:2].
Han henfører dermed—henfører arabisk nationalisme—til Islam. Til disse mennesker siger vi, at Allah den Ophøjede siger til Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred:
﴿ قُلْ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلنَّاسُ إِنِّى رَسُولُ ٱللَّهِ إِلَيْكُمْ جَمِيعًا ﴾
»Sig: O mennesker, jeg er Allahs Sendebud til jer alle« [7:158].
Den Almægtige siger:
﴿ وَمَآ أَرْسَلْنَـٰكَ إِلَّا رَحْمَةً لِّلْعَـٰلَمِينَ ﴾
»Vi har kun sendt dig som en barmhjertighed for alverden« [21:107].
Og Han—prist være Han—siger:
﴿ وَمَآ أَرْسَلْنَـٰكَ إِلَّا كَآفَّةً لِّلنَّاسِ بَشِيرًا وَنَذِيرًا ﴾
»Vi har kun sendt dig til alle mennesker for at bringe et glædeligt budskab og advare« [34:28].
Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «كَانَ كُلُّ نَبِيٍّ يُبْعَثُ إِلَى قَوْمِهِ خَاصَّةً، وَبُعِثْتُ إِلَى كُلِّ أَحْمَرَ وَأَسْوَدَ» — »Hver profet blev sendt særligt til sit eget folk, mens jeg blev sendt til enhver rød og sort person« [Sahih Muslim 521].
Den islamiske ummah omfatter arabere og ikke-arabere
Islams budskab er universelt. Det er ikke kun for araberne, og ummah omfatter troende blandt både arabere og ikke-arabere. I den tekst, som Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred, skrev straks efter sin ankomst til Medina og oprettelsen af den første islamiske stat, stod der: «أن المؤمنين والمسلمين من قريش ويثرب ومن تبعهم وجاهد معهم، أنهم أمة واحدة من دون الناس» — »De troende og muslimer fra Quraysh og Yathrib og de, der fulgte dem og kæmpede sammen med dem, er én ummah adskilt fra alle andre mennesker« [efter betydningen; Medina-forfatningen]. Da den islamiske ummah bredte sig og voksede, omfattede den flere ikke-arabere og andre folk end arabere. I dag tæller den islamiske ummah mere end halvanden milliard mennesker. Araberne udgør ikke mere end en femtedel; resten er ikke-arabere. Er den ikke én ummah?
Lad os mindes Sendebuddets formaning under Afskedsvalfarten, må Allah velsigne ham og give ham fred: «يا أيها الناس، ألا إن ربكم واحد، ألا إن أباكم واحد، ألا لا فضل لعربي على عجمي، ولا لعجمي على عربي، ولا لأسود على أبيض، ولا لأبيض على أسود إلا بالتقوى» — »O mennesker, jeres Herre er én, og jeres far er én. En araber har ingen forrang frem for en ikke-araber, og en ikke-araber har ingen forrang frem for en araber. En sort har ingen forrang frem for en hvid, og en hvid har ingen forrang frem for en sort, undtagen gennem gudsfrygt« [efter betydningen; Musnad Ahmad 23489].
﴿ إِنَّ أَكْرَمَكُمْ عِندَ ٱللَّهِ أَتْقَىٰكُمْ ﴾
»Den ædleste af jer hos Allah er den mest gudfrygtige af jer« [49:13].
Muslimernes tilknytning til det arabiske sprog
Ja, muslimerne holdt fast ved det arabiske sprog, men ikke ud fra et nationalistisk eller racistisk motiv. Deres tilknytning var derimod til selve Islam, som blev åbenbaret på arabernes sprog. Alle muslimer, både arabere og ikke-arabere, respekterer dette sprog. Mange ikke-arabere søger endda at lære og beherske det af kærlighed til Islam, Qur’anen og Allahs Sendebuds hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred. Vi ser, at det arabiske sprog bredte sig sammen med Islam fra Golfen i øst til Atlanterhavet i vest og nordpå til Anatoliens grænser, efter at det havde været begrænset til Den Arabiske Halvø. Kunne dette sprog have bredt sig uden Islams fremkomst?
Dommen over at kalde til nationalisme
Kaldet til nationalisme er derfor et kald til et nyt fanatisk stammesammenhold fra Jahiliyya, og det har intet med Islam at gøre. Den, der kalder til nationalisme, begår en alvorlig synd og er syndig hos Allah den Ophøjede, fordi han kalder til et blindt fanatisk stammesammenhold. I den hadith, som Muslim berettede i sin Sahih, sagde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: «مَنْ قُتِلَ تَحْتَ رَايَةٍ عِمِّيَّةٍ، يَدْعُو عَصَبِيَّةً، أَوْ يَنْصُرُ عَصَبِيَّةً، فَقِتْلَةٌ جَاهِلِيَّةٌ» — »Den, der dræbes under en blind fane, mens der kaldes til fanatisk stammesammenhold eller støttes et fanatisk stammesammenhold, dør en Jahiliyya-død« [Sahih Muslim 1850]. Allahs fred og barmhjertighed være med jer.
