Alle Halaqaat
DA

Halaqa 36

At bære da’wahen — dens kultur

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 36: At bære da’wahen — dens kultur

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 9. april 2018 — 22. rajab 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning: Det indhold, som bærerne af da’wahen bærer

Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige. Lovprisning tilkommer Allah, og må Allah velsigne Allahs Sendebud og give ham fred samt hans familie, hans sahaba og dem, der følger ham. Velkommen, kære brødre, til en ny episode af jeres program, Halaqa Online. Vi beskæftiger os fortsat med, hvordan den islamiske da’wah skal bæres. I denne episode behandler jeg et vigtigt emne, som jeg har givet titlen »Da’wahens kultur«. Med andre ord: den kultur, som bærerne af da’wahen bærer. Hvad menes der med denne titel? I vor tid er der opstået flere strømninger omkring spørgsmålet: Hvilket indhold skal bærerne af da’wahen bære ud til mennesker? Hvad skal de tale til dem om? Eftersom de alle bærer en islamisk da’wah, er de naturligvis enige om, at det, de bærer, skal være islam. De taler ikke om andet end islam. Deres sag er islam. Sådan forholder det sig overordnet. Emnet ligger i detaljerne.

Hvad fra islam skal bærerne af da’wahen bære ud til mennesker? Skal de bære islam i overordnede vendinger uden detaljer? Eller skal de bære hele islam i alle dens detaljer—tanke for tanke og lov for lov—og gøre den til det indhold, hvormed de kalder mennesker? Eller skal bærerne af da’wahen udelukkende fokusere på verdensanskuelsen (’aqida)? Eller skal de begrænse sig til områder, der ud over ’aqida vedrører den enkeltes adfærd: lovene om ’ibadat, moral og visse mu’amalat?

Tilgange til fastlæggelsen af da’wahens kultur

Der findes flere strømninger. Én gruppe af bærere af da’wahen—én af vor tids strømninger inden for arbejdet med at bære da’wahen—mener, at vi befinder os i en fase, der ligner den makkanske fase fra begyndelsen af Profetens—må Allah velsigne ham og give ham fred—sendelse til hijraen. De siger: Dette er den makkanske fase. I denne fase handlede næsten alt det, der blev åbenbaret fra Qur’anen, om ’aqida. Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—talte ikke til mennesker om lovgivning, men om ’aqida. Vi bør derfor følge Profetens eksempel og i denne fase begrænse os til spørgsmål om ’aqida. Når den islamiske stat siden er blevet oprettet, vil islams lovgivning blive anvendt, mennesker vil lære den at kende, og den vil opstå automatisk. Det er én strømning, der bærer denne opfattelse. En anden strømning siger, at vi skal bære islam i detaljer. Det vil sige, at vi skal bære hele islam ud til mennesker, begyndende med ’aqida og dernæst de store og små love: ’ibadat, mu’amalat, moral, straffe og så videre. Vi skal forklare hele islam, ikke undlade en eneste lov, men bære hver lov som da’wah til mennesker og lære dem den. Vi skal gøre hele islam til vores sag, når vi bærer da’wahen.

En tredje gruppe siger: Vi lever i en tid, hvor der ikke er plads til den politiske lovgivning, som blev anvendt på Profetens—må Allah velsigne ham og give ham fred—tid og under kalifferne efter ham i den islamiske stats tid. Derfor er der ingen plads til at tale om den politiske lovgivnings love. I dag bør vi begrænse os til ’aqida, rense den for de urenheder, der har hæftet sig ved den, kalde mennesker til ’aqida og til at rense den samt tale til dem om de shari’ah-love, der vedrører deres individuelle adfærd: ’ibadat, moral og visse mu’amalat, som den enkelte følger i sit liv, herunder lovene om ægteskab, skilsmisse og så videre. Politisk lovgivning er det sidste, der optager dem—hvis den overhovedet optager dem. Den indgår ikke i deres overvejelser. Nogle erklærer endda udtrykkeligt, at denne lovgivning ikke findes i dag. Hvis der findes herskere, som anvender den, er der andre, der kan udstede fatwaer til dem. Det er ikke vores sag, når vi taler til den brede befolkning.

Kritik af at begrænse da’wahen til ’aqida eller individuelle love

Disse strømninger har i virkeligheden, som vi ser det, ikke ramt det tilsigtede med hensyn til at bære den islamiske da’wah. Den, der siger, at vi nu skal begrænse os til at bære ’aqida som en efterligning af Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—i Mekka, har ikke ramt det rette. Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—talte til et jahili-samfund; han talte til kuffar (ikke-muslimer). Vi taler derimod i dag til muslimer. Disse muslimer lever ganske vist ikke en islamisk levemåde, deres samfund er ikke et islamisk samfund, og det system, der anvendes over for dem, er ikke et islamisk system. Men de er muslimer og er omfattet af Shari’ahs love. De love fra Shari’ah, som de har forsømt, må være genstand for da’wah og for, at vi påbyder det rette og forbyder det forkastelige, når vi taler til dem. Det er derfor ikke korrekt argumentation at sige, at Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—i Mekka kun talte til mennesker om ’aqida, og at lovgivningen først blev nedsendt i Medina, efter at den islamiske stat var blevet oprettet, samt at vi først vil lære mennesker Shari’ahs love at kende gennem deres anvendelse i virkeligheden, når den islamiske stat bliver oprettet. Det er ikke korrekt, for der er en tydelig forskel mellem dem, Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—talte til, og dem, vi taler til i vor tid. Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—talte til kuffar, mens vi taler til muslimer.

Hvad angår den, der siger, at vi kun skal begrænse os til ’aqida, ’ibadat og de individuelle love, der vedrører enkeltpersoner, fordi der ikke er plads til at anvende islam i dag, så er vedkommende ikke en bærer af da’wahen. En bærer af da’wahen i dag er den, der kalder mennesker til genoptagelsen af den islamiske levemåde. En del af arbejdet for at genoptage den islamiske levemåde er at kalde mennesker til igen at anvende islam. For at kalde mennesker til at anvende islam må du forklare dem, hvilken islam der skal anvendes, og hvilken lovgivning der skal anvendes. I praksis er disse mennesker—bevidst eller ubevidst—fulgt med den adskillelse af religion fra politik, som den vantro kolonialist har påtvunget. De har begrænset sig til de love, der ikke er forbundet med det politiske område, og har vendt sig bort fra Shari’ahs love, eller fra islams politiske lovgivning.

Forskellen mellem en bærer af da’wahen og en mufti

Hvad angår den gruppe, der siger, at vi skal bære hele islam i alle dens detaljer—’aqida for ’aqida, tanke for tanke og lov for lov—så langt, at vi går ind i detaljerne om lovene vedrørende arv, ægteskab, skilsmisse, jord, værgemål og så videre, så har denne gruppe heller ikke ramt det rette. Der er forskel på en bærer af da’wahen, som bærer da’wahen ud til mennesker for at ændre virkeligheden, og en mufti, som forventes generelt at kende Shari’ahs love og udstede fatwaer til dem, der har behov for dem. Nogle går til en mufti for at få en detaljeret fatwa om arv, ægteskab og skilsmisse, værgemål, forsørgelse og så videre, ja, selv om detaljerne i ’ibadat. Der er forskel på at bære da’wahen for at ændre en virkelighed, der strider mod islam—hvilket må fokusere på det, der skal omdanne virkeligheden til en islamisk virkelighed—og på, at muftier udsteder detaljerede fatwaer til mennesker efter behov.

Når du undersøger islam, finder du mange tanker og mange spørgsmål, som ikke har nogen plads i den nuværende virkelighed. Derfor er det ikke korrekt at sige, at du nu skal tale til mennesker om alt, der findes i islam, for der er ikke behov for en sådan detaljeret tale. Som jeg nævnte som eksempel, fordømte Qur’anen afgudsdyrkerne for at begrave deres døtre levende. Hvad ville du mene om en person, der i dag gik rundt blandt mennesker og gjorde dette til sin sag og sagde: »I mennesker, frygt Allah, og hold op med at begrave jeres døtre levende, for Allah—ophøjet være Han—har forbudt det«? Alle ved, at Allah—ophøjet være Han—har forbudt at begrave døtre levende. De ved, at det var en skik fra jahiliyya, og at islam afskaffede den. Sagen er ikke, at man skal gennemgå enhver tanke og lovgivning i islam blot for derefter at tale til mennesker om den. Disse metoder eller strømninger har ikke undersøgt det emne, der drøftes, korrekt. Sagen er følgende:

Målet bestemmer da’wahens indhold

I den forrige halaqa, kære brødre—de, der så den, vil huske det—talte vi om målene med at bære da’wahen. Vi forklarede, at da’wahen ikke må bæres uden hensyn til dens mål. Tværtimod bestemmer målene, hvad du taler om i da’wahen, og hvad du bærer ud til mennesker. Vi sagde, at det at bære da’wahen hører til metodens love, og at metodens love kun må gennemføres på en måde, der tager hensyn til virkeliggørelsen af deres mål. Metodens love er lovgivet for noget andets skyld, ikke for deres egen skyld. De er lovgivet, så andre shari’ah-love, som vi klassificerer blandt idéens love, kan gennemføres ved hjælp af dem. Som vi forklarede i den forrige halaqa, er målet med at bære da’wahen genoptagelsen af den islamiske levemåde.

Muslimernes virkelighed efter udtrædelsen af den islamiske levemåde

Den mest fremtrædende virkelighed, den mest fremtrædende kendsgerning og den største kendsgerning i den islamiske ummahs tilstand i dag er, at den er trådt ud af den islamiske levemådes sfære og nu lever en ikke-islamisk levemåde. Importerede tanker trængte ind i det muslimske samfund: opfattelser af livet, der adskiller sig fra islams opfattelser, ledsaget af følelser, som ændrede de følelser, islam anerkender. I de muslimske lande blev der også anvendt menneskeskabte systemer, som ikke har nogen forbindelse til islam, men tværtimod er modstandere af islam. Denne virkelighed ændrede muslimernes tilstand. De havde levet en islamisk levemåde i flere hundrede år. For mere end et århundrede siden begyndte de så at træde ud af den islamiske levemådes sfære, indtil de forlod den fuldstændigt med den islamiske stats fald i begyndelsen af forrige århundrede. Sagen for bærerne af den islamiske da’wah i dag er derfor genoptagelsen af den islamiske levemåde, altså at genetablere den islamiske levemåde. Når vi taler om at genetablere den islamiske levemåde, taler vi om at forme samfundet på ny gennem islam. Vi ønsker at genetablere det muslimske samfund og gøre den islamiske ummah til et islamisk samfund: et samfund, der lever efter islam og lever en islamisk levemåde.

Når vi forstår, at da’wahen bæres for dette måls skyld, er det dette mål, der bestemmer det budskab, som bærerne af den islamiske da’wah skal formidle. Hvilket budskab skal de formidle? Det er den kultur, der indeholder de tanker og love, som samfundet skal formes på ny med, så det bliver et islamisk samfund. Mere detaljeret siger vi følgende: Det nuværende samfund, som den islamiske ummah lever i og består af, er næsten ét samfund fra øst til vest. Det betyder, at det lever på næsten samme måde, efter at det er trådt ud af den islamiske levemådes sfære. Det lever efter tanker importeret fra Vesten, som er blevet blandet med en nedarvet arv af islams love og tanker. Muslimernes liv er dermed blevet en blanding af adfærd, som de har arvet fra deres forældre—og som er islamisk adfærd—og adfærd, der følger af, at de har taget vestlige opfattelser til sig. Vi ved, at menneskets adfærd er forbundet med dets opfattelser. Muslimerne tog opfattelser fra Vesten til sig og underkastede sig menneskeskabte systemer fra Vesten. Deres liv er en blanding af islams tanker, Vestens tanker og nogle få af islams love, især på det sociale område.

De fleste af disse menneskeskabte love og bestemmelser fra Vesten—eller rigtig mange af dem—har frembragt en livsførelse, der hverken er islamisk eller vestlig. Muslimerne lever nu en levemåde, der hverken er islamisk, jahili eller vestligt kapitalistisk. Den er en blanding af alt dette, og den har frembragt et lavt og forfaldent samfund uden nogen identitet.

Analyse af samfundets bestanddele

Bærerne af da’wahen skal derfor grundigt undersøge, hvad dette samfund er blevet dannet af. I tidligere halaqaat definerede vi samfundet som mennesker, hvis relationer organiseres af en samling tanker, følelser og systemer. Den helhed af tanker, følelser og systemer, som et samfund har taget til sig, væver dets relationer sammen og frembringer et samfund med en bestemt form, identitet og levemåde. Som vi har sagt, er det samfund, som den islamiske ummah lever i i dag—det samfund, som ummah består af—ikke et islamisk samfund. Hvad har dannet det og gjort det sådan? Bærerne af da’wahen bærer islam som en ideologi, et system for livet og en levemåde. De bærer islam som et projekt for en islamisk stat og en islamisk levemåde, som de ønsker at oprette. De må undersøge de tanker, følelser og systemer, som har dannet dette samfund. De må udpege det fremmede, der strider mod islam—eller mere præcist: det, der ikke stammer fra islam, men kommer udefra—og målrette deres gendrivelse og nedbrydning mod det, så det islamiske alternativ kan træde i stedet.

Fremmede tanker, følelser og systemer

Den levemåde, vi lever i i dag—samfundenes levemåde i den islamiske verden—er blevet dannet af resterne af nedarvede islamiske tanker og af vestlige tanker. Tanker fra Vesten invaderede os: adskillelsen af religion fra livet eller religion fra staten; den civile stat og den sekulære stat; det demokratiske og det kapitalistiske system; de offentlige friheder; patriotismen, som opdelte muslimernes lande; og før den nationalismen, som fortsat øger opdelingen af muslimernes lande. Disse tanker, der kom fra Vesten, blev ledsaget af følelser. Efter at den vantro kolonialist havde grundfæstet disse tanker, begyndte muslimernes følelser desværre—desværre—at reagere på dem og blive fyldt af dem. Tidligere rejste muslimerne sig for den islamiske ummahs sager i dens egenskab af islamisk ummah. I dag bliver mange muslimers følelser derimod bevæget af nationalistiske og patriotiske betydninger. Man ser en person gyse, når vedkommende står foran flaget, nationalsangen og den kunstigt skabte nationalistiske og patriotiske arv og så videre.

Disse tanker og følelser har sammen med de systemer, der blev anvendt i de muslimske lande—styresystemet, det økonomiske system, de detaljerede love ved domstolene, udenrigspolitikken, uddannelsessystemerne, mediepolitikken og så videre—gjort det samfund, som den islamiske ummah består af i dag, til et ikke-islamisk samfund. Bærerne af da’wahen skal undersøge disse ikke-islamiske tanker og de følelser, de har frembragt. De skal også undersøge de systemer, der blev anvendt i de muslimske lande, og som muslimerne på et tidspunkt accepterede. Hos muslimerne blev der nemlig indplantet en opfattelse af, at Shari’ah ikke indeholder et detaljeret system for livet, og at man kan acceptere lovgivning udefra, fordi »visdom er den troendes tabte ejendom; hvor end han finder den, har han størst ret til den«, og så videre. Der blev indplantet opfattelser, som fik muslimerne til at acceptere disse systemer. Dertil kommer, at mange af systemerne blev påtvunget de muslimske lande med magt, uden at muslimerne nødvendigvis var overbeviste om dem.

Nedbrydningen af Taghut og oprettelsen af det islamiske alternativ

Disse ikke-islamiske bestanddele, som dette samfund er dannet af, må derfor mødes med en kampagne, der gendriver dem, afslører deres falskhed og nedbryder dem. De er Taghut, alt andet end islam, kufr-systemer og tanker, som stammer fra kufrs lovgivninger eller ideologier. Man kan nemlig ikke opføre en islamisk bygning uden at nedbryde kufrs og Taghuts bygning i disse lande og i den islamiske ummah.

Allah—ophøjet være Han—siger:

﴿ لَآ إِكْرَاهَ فِى ٱلدِّينِ ۖ قَد تَّبَيَّنَ ٱلرُّشْدُ مِنَ ٱلْغَىِّ ۚ فَمَن يَكْفُرْ بِٱلطَّـٰغُوتِ وَيُؤْمِنۢ بِٱللَّهِ فَقَدِ ٱسْتَمْسَكَ بِٱلْعُرْوَةِ ٱلْوُثْقَىٰ لَا ٱنفِصَامَ لَهَا ﴾
»Der er ingen tvang i religionen. Retledningen er blevet tydeligt adskilt fra vildfarelsen. Den, der fornægter Taghut og tror på Allah, har grebet det stærkeste håndtag, som aldrig brister« [2:256].

Der findes ingen sand iman uden fornægtelse af Taghut, og iman på Taghut kan under ingen omstændigheder forenes med iman på Allah—ophøjet være Han. Med den Taghut, der har invaderet muslimernes lande, mener jeg alt andet end islam, hvad angår styringen af livet, livsanskuelsen og lovgivningen for livet. Muslimerne må målrettet gendrive alt dette, sådan som det findes i dag. De skal ikke i stedet tage et budskab, som Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—eller tidligere profeter bar til folk, blandt hvem bestemte problemer var udbredte, og bære det ud til mennesker. Som jeg nævnte, ville det være meningsløst, hvis bærerne af da’wahen i dag gik rundt blandt muslimerne og sagde: »Pas på ikke at begrave døtre levende«, når dette ikke findes. Hvis det findes i enkelte samfund, så lad os antage det, men vi kender ikke til, at det findes.

Det kræves ikke, at mennesker i dag går rundt i muslimernes lande og bærer den sag, som vores herre Lut—fred være med ham—bar i konfrontationen med sit folk, nemlig seksuel afvigelse—må Allah beskytte os mod det. Ja, sådanne tilfælde findes hos enkeltpersoner, men de er ikke et samfundsmæssigt fænomen. De er ikke et samfundsfænomen i vores lande og hører ikke til det, som samfundet i de muslimske lande er dannet af. Det, muslimerne i dag skal arbejde på at nedbryde, er de tanker, følelser og systemer, som de ser foran sig, og som har bredt sig i de islamiske lande.

Konfrontationen med nutidens tanker og systemer

Det er beklageligt at se nogle dannede bærere af da’wahen, som ikke ved, hvordan de skal konfrontere disse tanker i dag. Du spørger en af dem: Hvordan konfronterer du eksistentialismen? Hvordan konfronterer du filosofien om religionens adskillelse fra livet? Hvordan konfronterer du demokratiet? Hvordan konfronterer du den dialektiske materialisme, som mange muslimer på et tidspunkt blev påvirket af? Du ser ham lede i fortidens arv efter en betegnelse og sige: »Vi må se, om disse mennesker er zindiqer, dualister eller murji’a—eller, jeg ved det ikke.« Han leder efter en betegnelse fra fortiden, som han kan sætte på dem, i stedet for at udføre et seriøst arbejde med at gendrive disse tanker efter at have studeret og gransket dem. Han burde gendrive dem ud fra deres fordærv og falskhed, deres modstrid med virkeligheden og deres modstrid med islam.

Dette er altså den vigtigste del af den kultur, som bærerne af da’wahen skal bære: at føre en kampagne mod tankerne. De skal gendrive de ikke-islamiske tanker, der er opstået i vores samfund, som mennesker er blevet påvirket af, og som de har bygget deres adfærd og relationer på, så vi har fået dette ikke-islamiske samfund. Ved siden af dette må de naturligvis også føre en kampagne mod de love og systemer, som menneskers anliggender varetages gennem, og mod den lovgivning, som deres anliggender varetages gennem. De skal forklare, hvori denne lovgivnings fordærv består: Den er menneskeskabt lovgivning, der strider mod islam. I islam findes ingen anden lovgivning end den, som Allah—ophøjet være Han—har lovgivet. For den troende findes ingen anden lovgivning end den guddommelige lovgivning, der er nedsendt fra Allah, og al anden menneskeskabt lovgivning er ugyldig lovgivning.

Hvis mennesker er blevet bedraget, forholdene er blevet gjort uklare for dem, og de har fået den forestilling, at mange af de love, der anvendes, ikke strider mod islam, blot vedrører et administrativt område uden forbindelse til islamisk lovgivning eller på en eller anden måde stemmer overens med islam, så er en forklaring nødvendig. Bærerne af da’wahen må forklare, at al den menneskeskabte lovgivning, der anvendes, er kufr-lovgivning, vildfarelsens lovgivning og Taghut. Den må bringes til fald, så islam—islams lovgivning—kan træde i stedet.

Hvorfor forklarer vi islams lovgivning?

Her vil nogen spørge: Hvorfor forklarer vi mennesker islams lovgivning, når den først kan anvendes efter oprettelsen af den islamiske stat? Overbeviser vi mennesker om den islamiske Shari’ah gennem argumentation? Eller overbeviser vi dem om pligten til at anvende Shari’ah ved at gøre dem bekendt med dens detaljer? Formålet er ikke nu at overbevise mennesker rationelt om detaljerne i Shari’ahs love; det er ikke tilladt. Mennesker skal underkaste sig Allahs lovgivning fuldstændigt. Allah—ophøjet være Han—siger:

﴿ فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّىٰ يُحَكِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا۟ فِىٓ أَنفُسِهِمْ حَرَجًا مِّمَّا قَضَيْتَ وَيُسَلِّمُوا۟ تَسْلِيمًا ﴾
»Men nej, ved din Herre! De har ikke iman, før de gør dig til dommer i deres indbyrdes stridigheder, derefter ikke føler noget ubehag i sig over din afgørelse og underkaster sig fuldstændigt« [4:65].

Og Allah—ophøjet være Han—siger:

﴿ وَمَا كَانَ لِمُؤْمِنٍ وَلَا مُؤْمِنَةٍ إِذَا قَضَى ٱللَّهُ وَرَسُولُهُۥٓ أَمْرًا أَن يَكُونَ لَهُمُ ٱلْخِيَرَةُ مِنْ أَمْرِهِمْ ﴾
»Det tilkommer ikke en mand eller kvinde med iman at have noget valg i deres sag, når Allah og Hans Sendebud har truffet en afgørelse« [33:36].

Ja, muslimerne skal underkaste sig Shari’ahs love fuldstændigt. Problemet er imidlertid ikke blot, at muslimerne ikke underkaster sig. Mange muslimer vil sige til dig: »Vi underkaster os Shari’ahs love og bestrider dem ikke, for Allah—ophøjet være Han—har befalet dem.« Det gælder især, efter at ’aqidas tanker er blevet grundfæstet hos dem, iman er blevet stærkt rodfæstet i deres sind, og de er blevet belært om, at en muslim aldrig må søge lovgivning her eller der hos lovgivere. Lovgivningen skal derimod hentes fra Allahs Bog og Hans Sendebuds—må Allah velsigne ham og give ham fred—Sunnah.

Muslimerne vil sige til dig: »Vi underkaster os.« Deres problem er imidlertid, at der var gået næsten et århundrede siden den islamiske stats fald. I vores lande var perioden endda længere end et århundrede, siden det islamiske styre forsvandt, selv om vi netop dette år havde fuldendt præcis ét helt århundrede. I 1918 faldt den islamiske stat eller trak sig tilbage fra vores lande, og vi var nu i 2018. Den islamiske stat havde således været fraværende fra vores lande i et helt århundrede. I andre lande, såsom Algeriet, var der gået omkring to århundreder. Selv de mennesker, der levede i den islamiske stats sidste tid, levede i en periode, hvor islams love ikke blev anvendt korrekt, præcist og tydeligt. Den osmanniske stat var selv i betydelig grad blevet påvirket af vestlig lovgivning.

Efter at så lang tid var gået, kendte mennesker ikke længere noget til islams lovgivning. Deres tillid til den—eller deres fulde overbevisning om, at islam indeholder detaljeret lovgivning—brød sammen. Så kom der mennesker og fortalte dem, at islam oprindeligt ikke havde bragt detaljeret lovgivning for den islamiske stat: ingen detaljeret lovgivning for styret, økonomien eller de udenrigspolitiske relationer. Desværre gentages, omtales og udbredes disse påstande blandt mennesker af religiøse personer med turban, sheikher og personer med doktorgrader i islamisk Shari’ah, som forfatter bøger og skriver artikler. En bestemt doktor eller sheikh siger, at islam bragte brede retningslinjer, generelle betydninger samt mål og formål for styresystemet, men ingen detaljeret lovgivning. Påvirkningen har nået studerende og dimittender fra Shari’ah-studier i en sådan grad, at nogle fremsætter disse påstande og benægter, at islam indeholder et styresystem og et detaljeret økonomisk system. En grundlæggende del af det at bære da’wahen er derfor blevet at forklare mennesker, at islam indeholder et detaljeret system. Formålet er ikke, at de skal overbevises om at handle efter det, men at de skal kende det og arbejde for at anvende islam samt forkaste alle andre falske systemer. Ingen må derefter sige, at de styresystemer, der anvendes i vores lande, ikke skal forkastes i deres helhed, fordi de angiveligt slet ikke er lovgivningsmæssige spørgsmål, men blot fremgangsmåder og midler, som mennesker kan tage til sig, ligesom Umar ibn al-Khattab—må Allah være tilfreds med ham—indførte diwanerne. Sådan bliver forholdene gjort helt enkle.

Den kultur, der kræves for at genoptage den islamiske levemåde

Derfor, kære brødre, er det vores pligt i dag at afsløre fordærvet i de eksisterende tanker, følelser og systemer. Samtidig må de bærere af den islamiske da’wah, der arbejder for genoptagelsen af den islamiske levemåde, have en helhed af tanker, følelser og systemer, som samfundet skal formes på ny med, så det bliver et islamisk samfund. Grundlaget for det islamiske samfund er den islamiske ’aqida. Muslimerne har ikke forladt den islamiske ’aqida, så vi kalder dem ikke til islam på ny. Men et slør har lagt sig over nogle meget vigtige tanker i ’aqida og frataget dem deres virkning i muslimernes liv. Derfor må vi fjerne dette slør fra nogle af islams tanker, så denne ’aqidas virkelighed kan bære frugt i muslimernes liv. Hvis vi betoner, at forsyningen (rizq) ligger i Allahs hånd, afspejler det sig i muslimernes adfærd. Hvis vi betoner, at levetiden (ajal) ligger i Allahs hånd, afspejler det sig i deres adfærd, når de arbejder for at oprette islam.

Vi må også betone, at når retledningen er kommet fra Allah—ophøjet være Han—er det mennesket selv, der af egen vilje tager imod retledningen eller vælger vildfarelsen. Mennesket kan vælge at have iman eller begå kufr og at adlyde eller være ulydigt. Når det forholder sig sådan, må disse tanker betones. Jeg vil ikke uddybe dem nu. Vi fokuserede på dem i den første gruppe af serien Halaqa Online om Vejen til Iman. Vi må betone bestemte sider af ’aqida, så muslimerne igen gør denne ’aqida til grundlaget for deres tænkning og deres liv og arbejder for at gøre den til grundlaget for deres samfund og stat. Vi aktiverer således ’aqida i muslimernes sind, forklarer nogle af de spørgsmål, de har haft svært ved, fjerner det slør, der har lagt sig over den, og vender os derefter mod de grundlæggende tanker, som muslimerne er blevet ramt af eller har mistet.

Vi genopliver islams livsanskuelse og islams syn på styret, økonomien og det sociale liv. Hvilken idé bragte islam for at bære den ud til verden? Hvad er den grundlæggende forskel mellem islams levemåde og Vestens levemåde? Hvad er forskellen mellem den islamiske kultur og den vestlige kultur? Det er disse tanker, som samfundet dannes og formes med. Derefter vender vi os mod de følelser, der må genoplives blandt muslimerne. Vi genopliver hos dem følelserne af loyalitet over for Allah, Hans Sendebud og de troende, efter at kuffar havde indplantet følelser af loyalitet over for nationalisme, etnicitet, kunstigt skabt patriotisme, stammevæsen og så videre i den islamiske ummah. Vi bærer således de tanker fra islam, som muslimerne har mistet, og hvis tab ændrede deres liv fra en islamisk til en ikke-islamisk levemåde og ændrede samfundets identitet fra islamisk til ikke-islamisk.

Vi vender os også mod de systemer, som dette samfund skal dannes af, og siger til mennesker: Dette er den lovgivning, som islam bragte for at varetage samfundets anliggender. Hvis I styres af et menneskeskabt styresystem, der nogle gange kaldes et monarki, andre gange en republik og så videre, har islam bragt et andet styresystem, der kaldes khilafah-systemet, og hvis detaljer er sådan og sådan. Vi beder Allah—ophøjet være Han—om at hjælpe os, så vi på et senere tidspunkt kan vie halaqaat til disse spørgsmål, om Allah vil. Muslimerne var på et tidspunkt påvirket af kommunistisk økonomi, som havde perioder med stor fremgang og tilbagegang i vores lande i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne. I dag er de påvirket af tankerne i den vestlige kapitalistiske lovgivning og forstår ikke forskellen mellem denne lovgivning og den islamiske økonomiske lovgivning.

Det er vores pligt at forklare muslimerne, hvad den økonomiske lovgivning i islam er—ikke for at de skal bedømme den, men for at de skal underkaste sig den og arbejde for at anvende den. De har nemlig allerede anerkendt, at lovgivningen tilkommer Allah—ophøjet være Han—og at dens kilder er Allahs Bog og Hans Sendebuds—må Allah velsigne ham og give ham fred—Sunnah. Hvis muslimerne er blevet ramt på bestemte områder, der vedrører udenrigspolitik, uddannelse og så videre, og ikke længere forstår, hvad islam har bragt på disse områder, må bærerne af da’wahen have en kultur på disse områder, som de kan bære ud til mennesker.

Sammenfatning af kulturen hos bærerne af da’wahen

Kulturen hos bærerne af da’wahen må derfor begynde med den islamiske ’aqida. Den skal bæres på ny i sin renhed og klarhed, fri for de urenheder og den uklarhed, der i løbet af den islamiske historie kom fra øst eller vest og ramte den. Den skal også være fri for nutidens forsøg på at isolere den fra politik, så den bæres som en præstelig, åndelig og ikke-politisk ’aqida. I stedet bærer vi den islamiske ’aqida på ny som en rationel, åndelig og politisk ’aqida, der påvirker muslimernes liv og bygger det på nye grundlag. Vi gør muslimerne bekendt med islams syn på livet, samfundet og staten. Vi bærer betydningen af loyalitet over for Allah, Sendebuddet og de troende ud til dem i stedet for loyalitet over for stammen, klanen, falsk patriotisme, nationalisme og så videre. Vi gør dem bekendt med den lovgivning, islam har bragt, så den kan blive alternativet til det, der findes nu. Dermed har vi båret den kultur, som samfundet bygges på.

Det er denne kultur, der skal findes. Hvis den findes i samfundet—hvis islams tanker og følelser findes i samfundet, mennesker bliver overbeviste om og forstår virkeligheden af islams lovgivning, arbejder for den og former deres samfund og relationer med den—har vi dermed genoptaget den islamiske levemåde. Det er det indhold i da’wahen, som muslimerne skal bære. Det er ikke det, vi i dag ser hos mange prædikanter, som siger til mennesker: »Nøjes med jeres egen og jeres families retskaffenhed. Opret islams stat i jer selv og jeres familier, så vil den blive oprettet i jeres land.« Dermed ser de bort fra islams politiske lovgivning og fra de tanker, der former det islamiske samfunds livsanskuelse og den islamiske kultur. De siger til mennesker, at de skal begrænse sig til individuel religiøsitet. Mennesker forbliver derfor i deres nuværende tilstand, hvor religionen er adskilt fra livet, politikken og staten. Dette er kulturen hos bærerne af da’wahen.

Den makkanske da’wah omfattede både ’aqida og samfund

De tidligere profeter begrænsede sig heller ikke på denne måde. Den, der siger, at Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—begrænsede sig til spørgsmål om iman, har ikke ramt det rette, for Profeten begrænsede sig ikke til iman. Da Qur’anen blev åbenbaret i Mekka, og Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—talte til kuffar gennem den, begrænsede han sig ikke til at angribe afgudsdyrkelsen; han gik videre end det. Han begrænsede sig heller ikke til at angribe kufrs ’aqidaer. Han gik videre til deres tankemåde, hvor de byggede på helliggørelsen af deres forfædre. Forfædrene var kilden til enhver tanke hos dem, og enhver tanke blev afledt fra forfædrene. Han førte en kampagne mod de skikke og systemer, som deres liv byggede på. Som vi nævnte, førte han kampagne mod at begrave døtre levende, da dette var en skik—en afskyelig skik på den tid. Han førte kampagne mod at give for lidt mål, som fandtes dengang, mod den riba, der var udbredt blandt dem, og mod alt det, de havde antaget som levemåde og som grundlag for deres indbyrdes relationer. Målet var at nedbryde alle grundlagene for dette samfund. Hvad var samfundet dannet af? Det var dannet af ’aqidaer, tanker forbundet med disse ’aqidaer, skikke og lovgivning. Han førte kampagne mod dem alle for at bringe dem til fald, fordi målet var at undergrave dette jahili-samfunds grundlag, så islams tanker kunne træde i stedet.

Nedsendelsen af lovgivningen og pligten til at oprette staten

Da Profeten således angreb riba, erklærede han fra begyndelsen, at riba var haram. Allerede i Mekka fastslog islams lovgivning altså, at riba var haram. Den fastslog, at det var haram at dræbe døtre og begrave dem levende, og at det var haram at give for lidt mål. Islam kom således med brede retningslinjer og lovgivningsmæssige overskrifter, men ikke med detaljeret lovgivning, fordi mennesker endnu ikke havde accepteret islam. Hvordan skulle man tale til kuffar, der hverken havde taget den islamiske ’aqida til sig eller accepteret islam, om lovgivningens detaljer? Det var ikke aktuelt. Men da samfundet i Medina tog islam til sig og bar dens tanker og livsanskuelse, begyndte Shari’ah-lovene at blive nedsendt, naturligvis efter Profetens—må Allah velsigne ham og give ham fred—hijra og oprettelsen af den islamiske stat. Man må ikke her sige: »Så venter vi, indtil den islamiske stat er blevet oprettet, før vi taler til mennesker om lovgivningen.« Mennesker i dag er muslimer, og en muslim er forpligtet til at anvende Shari’ahs love—ikke kun de individuelle love, men dem alle. Du siger derfor til mennesker: »Dette er Shari’ahs love, og I skal gennemføre dem.« Hvordan kan de gennemføres uden en islamisk stat? I må derfor oprette en islamisk stat og gennemføre Shari’ahs love. Dermed går I over til den islamiske levemåde og lever, sådan som Allah—ophøjet være Han—har befalet jer at leve. Om dette sagde Allah—ophøjet være Han—nær slutningen af da’wahens periode:

﴿ ٱلْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِى وَرَضِيتُ لَكُمُ ٱلْإِسْلَـٰمَ دِينًا ﴾
»I dag har Jeg fuldendt jeres religion for jer, fuldbyrdet Min nåde over jer og billiget islam som jeres religion« [5:3].

Afslutning på emnet

Dette er kulturen hos bærerne af da’wahen: den kultur, som samfundet på ny skal dannes med af islamiske tanker, følelser og systemer, som det mangler. Det, samfundet mangler af disse ting i dag, må vi bære ud til det på ny. Vi er ikke nu forpligtet til at bære arvesystemet ud til mennesker, for de anvender det i praksis i deres liv. Det anvendes dog ikke i enkelte lande, såsom Tunesien, hvor staten helt skamløst satte dette system til side, også gennem nye tiltag. Det skyldes ikke, at muslimerne ikke kender arvelovene. Indtil for nylig gik de til domstolene for at fordele arven efter Shari’ahs love. Det, der skete, var, at disse herskere påtvang dem afskaffelsen af islams arvelovgivning for at påtvinge dem noget andet. Muslimerne ved, hvad arv er, og hvad islams arvelovgivning er. De accepterer og ønsker den. De ved imidlertid også, at den vantro kolonialist arbejder på at fjerne det, der er tilbage af islam. Vi må gøre muslimerne bekendt med de love fra islam, som de ikke kender, og som ikke anvendes i vores virkelighed i dag.

Det var det, jeg ønskede at tale om i denne halaqa. Det ser ud til, at den er den sidste halaqa i rækken om, hvordan den islamiske da’wah skal bæres. Vi beder Allah—ophøjet være Han—om at acceptere dette fra os og belønne os og jer med den bedste belønning og gengældelse. Han er visselig Althørende og Bønhørende. Jeg går nu videre til de spørgsmål, vi muligvis har modtaget under halaqaen.

Spørgsmål og drøftelse

Velkommen igen, brødre, til afsnittet, hvor vi besvarer nogle af de indkomne spørgsmål.

Er et sandhedens ord over for en tyrannisk hersker en del af at bære da’wahen?

Bror Nidal Bassat stiller følgende spørgsmål: »Min kære bror Ahmad al-Qasas, der findes mennesker, som taler et sandhedens ord over for en tyrannisk hersker og følger en bærer af da’wahens eksempel ved at konfrontere herskeren gennem sandhedens ord. Herskernes fængsler rummer mange af disse mennesker, men deres arbejde udføres ikke som led i en gruppe. Betragtes en sådan person som en bærer af da’wahen? Tak.« Først blot en præcisering af udtrykket: Ordet munabadhah bruges normalt om at konfrontere herskeren med våben: «أفلا ننابذهم بالسيف؟» — »Skal vi da ikke konfrontere dem med sværdet?« Han svarede: «لا، ما أقاموا فيكم الصلاة» — »Nej, så længe de opretholder bønnen blandt jer« [Sahih Muslim 1855]. I en anden hadith: så længe han regerer over jer, så længe han leder jer med Qur’anen, og så videre [meningsgengivelse; Sahih Muslim 1838]. Og så videre: «إِلَّا أَنْ تَرَوْا كُفْرًا بَوَاحًا عِنْدَكُمْ مِنَ اللَّهِ فِيهِ بُرْهَانٌ» — »Medmindre I ser åbenlys kufr, som I har et bevis for fra Allah« [Sahih al-Bukhari 7055–7056; Sahih Muslim 1709]. Munabadhah betegner således konfrontation med herskeren med våben. Det har sine egne love og er ikke vores emne nu. Det har naturligvis ikke med denne sag at gøre; det er et andet emne end at bære da’wahen.

Spørgsmålet handler om den, der konfronterer herskeren med et sandhedens ord og derfor ender med fængsling, mishandling, fordrivelse i landet og så videre. Er dette at bære da’wahen? Ja, det er at bære da’wahen. Men hvis det ikke indgår i et samlet arbejde for at ændre virkeligheden, vil dets resultater være begrænsede, og det vil ikke opnå det, der kræves af det. Det berettes i en hadith fra Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—at martyrernes herre er Hamza ibn Abd al-Muttalib, samt: «وَرَجُلٌ قَامَ إِلَى إِمَامٍ جَائِرٍ فَأَمَرَهُ وَنَهَاهُ فَقَتَلَهُ» — »en mand, som trådte frem for en tyrannisk hersker, påbød ham det rette og forbød ham det forkastelige, hvorefter herskeren dræbte ham« [al-Mustadrak af al-Hakim 4884]. At påbyde og forbyde herskeren—at påbyde ham det rette og forbyde ham det forkastelige—hører til at bære da’wahen. Den, som herskeren dræber, mens han udfører dette arbejde, er martyr; ja, han er martyrernes herre, som Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—sagde. I en anden hadith: «أَفْضَلُ الْجِهَادِ كَلِمَةُ حَقٍّ عِنْدَ سُلْطَانٍ جَائِرٍ» — »Den bedste jihad er et sandhedens ord over for en tyrannisk hersker« [Sunan al-Nasa’i 4209; Sunan Ibn Majah 4012]. Et sandhedens ord over for en tyrannisk hersker er således en form for at holde herskeren til ansvar, en form for at påbyde det rette og forbyde det forkastelige, og det indgår i da’wah-arbejdet.

Det da’wah-arbejde, som skal findes—og som det er en pligt skal findes—det arbejde, der ændrer virkeligheden og ikke begrænser sig, omfatter imidlertid det at holde herskeren til ansvar som en del af arbejdet. Som tidligere forklaret søger arbejdet målrettet at ændre virkeligheden: at ændre den offentlige tradition og samfundets kultur; at gendrive de systemer og den lovgivning, som muslimerne styres med; og til sidst at bringe de regimer i de muslimske lande, der styrer med andet end det, Allah har åbenbaret, til fald—Taghut-systemerne i de muslimske lande. Det er dette arbejde, der skaber forandring. Det er den virkningsfulde bærelse af da’wahen, som muslimerne skal udføre. Den, der undersøger dette arbejdes detaljer og metode, vil se, at en del af det består i at holde herskerne til ansvar, afsløre dem og deres sande karakter, fratage dem deres legitimitet og så videre. Et sandhedens ord over for en tyrannisk hersker er således en del af dette arbejde og understøtter det. Det er en del af forandringsprocessen, ikke hele forandringsprocessen.

Kræver en brist i ’aqida, at samfundet erklæres vantro?

Bror Rafiq ala al-Darb spørger: »Må Allah give dig et langt liv, lede dine skridt og beskytte dig. Må Allah ære dig, min kære bror. Mit spørgsmål er følgende: Som du forklarede, skyldes det, at ummah er et samfund, der ikke lever en islamisk levemåde, nogle forkerte opfattelser af islam. Nogle af disse er tæt forbundet med ’aqida, såsom levetiden (ajal), forsyningen (rizq), qadar og Allahs eneret til at styre (hakimiyyah). Kræver rettelsen af disse forkerte opfattelser, at man betragter ummah som frafalden, som om den har trukket sig tilbage fra den islamiske ’aqida og gjort sine herskere til guder ved siden af Allah? Må Allah belønne dig.« Må Allah belønne dig med alt godt. Ja, dit spørgsmål henviser til bestemte strømninger, som betragter den, der underkaster sig en hersker, der styrer med andet end det, Allah har åbenbaret, giver ham en form for loyalitet og følger hans love, som en person, der er frafaldet og har begået kufr. Nogle tager endda en uklarhed eller svaghed i muslimernes forståelse af et spørgsmål inden for ’aqida og går derfra videre til at erklære dem vantro. Visse strømninger er således gået så langt som til at erklære dette samfund vantro, sige, at det lever en jahili-levemåde, og erklære enhver, der under nogen omstændigheder søger dom hos de eksisterende systemer, for vantro.

Derfor betragtede de den virkelighed, vi lever i, på samme måde som den virkelighed, Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—blev sendt ind i i Mekka. De sagde: »Vi lever i den samme virkelighed, som Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—blev sendt ind i. Eftersom han blev sendt til et jahili-samfund, betragter vi i dag vores samfund som jahili og mener, at flertallet af mennesker har begået kufr, fordi de har accepteret at søge dom hos Taghut.« Vi mener, at dette rummer megen overdrivelse og megen ekstremisme. Det er på ingen måde korrekt at gå fra at bedømme bestemte handlinger som ulydighed—måske endda store synder—til at erklære en person for vantro. Takfir kræver absolutte beviser for, at en person har begået kufr. Som nogle af fortidens store lærde sagde—måske var det en imam, måske imam Malik, må Allah være ham nådig—hvis vi fandt nioghalvfems grunde til at erklære en mand vantro og én grund, der forhindrede, at kufr blev tilskrevet ham, ville vi handle efter denne ene grund og lade de nioghalvfems ligge [tilskrevet imam Malik; tilskrivningen er ikke bekræftet].

At erklære mennesker for vantro er den alvorligste form for hudud. Vi ved, at frafald medfører en hadd i Allahs—mægtig og majestætisk er Han—Shari’ah: Den frafaldne skal dræbes. Sendebuddet—må Allah velsigne ham og give ham fred—sagde: «ادْرَءُوا الْحُدُودَ بِالشُّبُهَاتِ» — »Afværg hudud-straffene i tilfælde af tvivl« [meningsgengivelse; Jami’ al-Tirmidhi 1424; svag]. Den alvorligste af disse hudud-straffe er straffen for frafald. Det er derfor ikke korrekt, at vi skynder os at erklære mennesker for vantro på grund af synder, selv når synderne er store. Det gælder især, når muslimerne har gennemlevet lange tidsaldre, hvor islams love og forståelsen af dem har været fraværende, så de ikke længere forstår dem ordentligt eller kender den virkelige, nødvendige og uundgåelige forbindelse mellem ’aqida og det at styre efter Shari’ah, og så videre. Flertallet af muslimerne har ikke begået kufr. Der er naturligvis mange enkeltpersoner, som er faldet fra, men en frafalden er den, hvis frafald er fastslået med et absolut bevis. Han kan ligefrem selv have erklæret sit frafald, som den, der i dag åbent siger, at islam ikke indeholder nogen lovgivning, og at vi skal anvende menneskeskabt lovgivning. Dette er frafald; dette er kufr. Den, der erklærer riba tilladt, begår kufr.

Den, der siger, at vi skal forlade islams arvelove, vedtage nye menneskeskabte arvelove og bevæge os ud over:

﴿ لِلذَّكَرِ مِثْلُ حَظِّ ٱلْأُنثَيَيْنِ ﴾
»Den mandlige tilkommer en andel svarende til to kvindeliges andel« [4:11],

begår kufr; dette er frafald. Sådanne mennesker er faldet fra. Den, der fjerner Sunnah fra lovgivningen og siger, at lovgivning kun kommer fra Allahs Bog, og at intet andet findes, fremsætter tanker, som har ført mennesker til frafald. Det er kufr-tanker. Hvis vi derimod blot møder en person, der er fulgt med den eksisterende virkelighed og har søgt dom hos andet end den lovgivning, Allah—ophøjet være Han—har åbenbaret, på grund af en misforståelse, et begær eller noget andet, må vi ikke skynde os at erklære vedkommende vantro. Ja, bestemte tanker, som er tæt forbundet med ’aqida, er trængt ind i muslimernes sind i en mangelfuld form. Vi må rette denne mangel, rense ’aqida for de urenheder, der kan have hæftet sig ved den, fjerne sløret fra mange af ’aqidas tanker, som påvirker muslimernes liv, og betone pligten til at søge dom hos Allahs lovgivning samt forbuddet mod at søge dom hos andet end den lovgivning, Allah—ophøjet være Han—har åbenbaret. Men vi må ikke gå videre end alt dette og sige, at samfundet som helhed har begået kufr og er vendt tilbage til sin tidligere jahiliyya. Det er under ingen omstændigheder acceptabelt.

Er ijtihad tilladt i metoden til at bære da’wahen?

Bror Abu Khaleel Al Qalqely Zayd spørger: »Må en gruppe, der arbejder for at anvende Allahs Shari’ah, udøve ijtihad om metoden til at nå sit mål, selv om dens metode adskiller sig fra vores?«

Min kære bror, der er enighed om, at bærerne af den islamiske da’wah må—ja, skal—følge Allahs Sendebuds—må Allah velsigne ham og give ham fred—metode, den shari’ah-mæssige metode. Med enighed mener jeg, at dette er hævet over enhver tvivl, og at uenighed om det ikke er tilladt: Bærerne af den islamiske da’wah skal følge den shari’ah-mæssige metode, og det er ikke tilladt at afvige fra Shari’ahs metode, når da’wahen bæres. I detaljerne kan der imidlertid være spørgsmål, som er åbne for ijtihad, ligesom ethvert andet shari’ah-spørgsmål. Når vi undersøger Shari’ahs love, ser vi, at nogle er absolutte, så der ikke er nogen strid om dem og uenighed ikke er tilladt, mens andre er dhanni (ikke-absolutte) og åbne for ijtihad. I denne sammenhæng—metoden til at bære da’wahen og den forandringsmetode, som bærerne af da’wahen og den strukturerede gruppe, der søger forandring, skal følge—må metoden være shari’ah-mæssig, og dens reference skal være Allahs Bog og Allahs Sendebuds—må Allah velsigne ham og give ham fred—Sunnah.

Denne metode er en samling love, hvoraf nogle er absolutte og andre dhanni. Derfor er det ikke korrekt at sige, at alle lovene i den metode, som den islamiske da’wah bæres med—eller at hele metoden til at bære den islamiske da’wah—består af absolutte love. Nej, nogle er absolutte, og andre er dhanni. Uenighed om de absolutte er ikke tilladt, mens uenighed om de dhanni er tilladt. Det er eksempelvis absolut, at bærerne af da’wahen ikke må deltage i et kufr-styre: De må ikke styre eller deltage i systemer, der styrer med andet end det, Allah har åbenbaret. Dette er et absolut spørgsmål. Det er også absolut, at en hersker ikke må få lov til at opdele Shari’ah, anvende én del og lade en anden ligge på ubestemt tid under betegnelsen gradvis gennemførelse. Det er ikke love, som det er tilladt at være uenig om. Vi afviser påstanden om, at dette er shari’ah-mæssige meninger: At opdele den islamiske Shari’ah, anvende noget af den og lade resten ligge, er ikke gyldig shari’ah-mæssig ijtihad og er under ingen omstændigheder en anerkendt mening. På samme måde er deltagelse med herskerne i et styre, der styrer med andet end det, Allah har åbenbaret, ikke en anerkendt mening.

Der kan imidlertid være uenighed om andre spørgsmål. Der kan være uenighed om bestemte detaljer: Hvordan skal processen med at overtage magten foregå? Der kan være uenighed om bestemte detaljer. Hvordan skal nogle af detaljerne i overgangen fra én fase til en anden foregå? Og så videre. Der kan derfor være ijtihad i bestemte detaljer. Teoretisk kan der således findes flere grupper, som arbejder for at oprette den islamiske stat og genoptage den islamiske levemåde. De kan alle følge en shari’ah-mæssig metode, men være uenige om bestemte ijtihad-spørgsmål. Det gælder fra et teoretisk synspunkt; det beskriver ikke nødvendigvis vores nuværende virkelighed.

Afslutning

Det var de spørgsmål, vi modtog under denne halaqa. Jeg beder Allah—ophøjet være Han—om at hjælpe os til mere godt, øge os i viden og handling og gøre vores viden og handling oprigtigt viet til Hans ædle åsyn. Jeg sender bønner og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der følger ham. Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del