Indledning: Det patriotiske bånd
Når tanken bliver forfalden, opstår det patriotiske bånd mellem folk. Det skyldes at de lever i samme geografiske land, hvortil de er knyttet. Overlevelsesinstinktet driver dem til at forsvare sig selv og får dem til at forsvare landet de lever i, og jorden de lever på. Heraf opstår det patriotiske bånd, som er det svageste og mest lave af alle bånd. Det eksisterer blandt dyr og fugle nøjagtig som det eksisterer hos mennesket og fremstår altid i en følelsesmæssige form. Det patriotiske bånd træder frem i tilfælde af fremmed aggression mod hjemlandet enten ved angreb eller besættelse. Det træder ikke frem, når hjemlandet er i sikkerhed mod fremmed aggression. Dets virkning ophører, så snart den fremmede fjende er fortrængt eller fordrevet fra hjemlandet. Derfor er det patriotiske bånd et lavt bånd.
Ud fra dette grundlag er den patriotiske binding en falsk binding pga. tre årsager:
1- fordi det er et lavt bånd, der er uegnet til at danne binding mellem mennesker i vejen mod oprejsning.
2- fordi det er et sentimentalt bånd, der opstår fra overlevelsesinstinktet ved at man forsvarer sig selv. Det sentimentale bånd har tilbøjelighed til forandring og erstatning, og er således uegnet til at binde mennesker bestandigt.
3- fordi det er et midlertidigt bånd, som opstår i tilfælde af forsvar, men i tilfælde af stabilitet, som er menneskets normale tilstand, eksisterer det ikke. Derfor er det uegnet som et bånd mellem menneskene.
Halaqaens emne
Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. Velkommen, kære brødre, til en ny halaqa af jeres program Halaqa Online. Vi er nu nået til den anden halaqa i en ny serie med titlen »Det intellektuelle lederskab i islam«. I dag behandler vi et meget vigtigt emne—en af de sager, der har forvirret menneskers tanker, splittet muslimerne, opdelt dem og givet dem mange forskellige loyaliteter i takt med de politiske grænser, som adskiller de islamiske lande.
Skabelsen af nationalgrænser efter nedlæggelsen af Kalifatet
Efter at de vestlige allierede havde besat de islamiske lande og nedlagt Kalifatet efter Første Verdenskrig; og efter at det var lykkedes dem at skille araberne fra tyrkerne—ja, endda at få de to grupper til at kæmpe ansigt til ansigt under Første Verdenskrig, da store arabiske styrker under parolen om Den Store Arabiske Revolte, ledet af Mekkas sharif, Husayn ibn Ali, sluttede sig til de europæiske allieredes hære for at bekæmpe den osmanniske hær—efter alt dette konkluderede Vesten, at de islamiske lande måtte splittes endnu mere. Selvom araberne var blevet skilt fra den islamiske ummahs krop, udgjorde de stadig en stor befolkning på titusinder af millioner, som strakte sig fra Atlanterhavet til Golfen og langs Middelhavets østlige og sydlige kyster. Der var ingen tvivl om, at de ville udgøre en fare for Vestens interesser, hvis én stat samlede dem. De allierede brugte derfor Sykes-Picot-aftalen og andre aftaler til at opdele de arabiske lande i forskellige enheder og svage småstater, efter at de havde skilt dem fra den islamiske stat. De oprettede stater såsom Irak, Syrien, Libanon, Jordan, Palæstina, Kuwait, Emiraterne og andre. For at grundfæste denne opdeling, før deres hære forlod landene, gav de hver stat dens egne grænser, en egen forfatning, en særskilt valuta, et nationalflag, en nationalsang, en national hær og nationale institutioner og så videre.
Skabelsen af national identitet og førislamisk historie
Vigtigere end alt dette var, at de opfandt en ny tanke og overbeviste de folk, der var nedsunket i tilbageståenhedens og forfaldets mørke, om den. Det var en tanke, som skulle få landenes egne indbyggere til ivrigt at opdele deres lande og splitte deres ummah: tanken om patriotisme sammen med bedraget kaldet uafhængighed. De gjorde en målrettet indsats for at skabe store grupper af intellektuelle og formede dem efter den vestlige civilisation, dens kultur og dens livsanskuelse. Disse intellektuelle begyndte aktivt at fremme patriotismen—en tanke, der gør det jordstykke, hvis grænser den vantro kolonialist tegnede, til båndet mellem mennesker. De konstruerede desuden en historie for hvert hjemland, som dets indbyggere kunne være stolte af.
De sagde til irakeren: »Du har en ældgammel historie—babyloniernes og kaldæernes historie.« De sagde til syreren: »Du har en storslået historie—assyrernes og sumerernes historie.« De sagde til libaneserne: »I er efterkommere af fønikerne, som lærte menneskeheden alfabetet.« De sagde til egypterne: »I er arvinger efter de store faraoer.« Således begyndte hvert folk at være stolt af sit land, sin jord og sin jahiliyya-historie i stedet for at være stolt af den islamiske ’aqida, lovgivning, kultur og historie. I vores studerendes og intellektuelles øjne blev heltene Nebukadnesar, Adonis, Astarte og Hannibal, mens vi tidligere havde været stolte af Muhammad, Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, de retledte kaliffer og store hærførere såsom Khalid ibn al-Walid, Harun al-Rashid, Salah al-Din al-Ayyubi, al-Zahir Baybars og sultan Mehmed Erobreren.
Patriotismen blev således en af de faktorer, der ødelagde den islamiske ummahs entitet, splittede den islamiske verden og fungerede som et redskab til dens nedbrydning. Alligevel bliver denne tanke fortsat fremmet og markedsført gennem medierne, bøger og skrifter og især i undervisningsplanerne på alle niveauer. Shari’ah-forpligtelsen kræver derfor, at vi fremlægger det korrekte syn på denne tanke, ligesom vi i den foregående halaqa fremlagde det korrekte syn på nationalismen.
Definitionen af patriotisme og hjemlandet
Kære brødre, patriotismens fortalere fremstiller den som et bånd, der samler mennesker i et bestemt hjemland. Men hvad er dette hjemland? I virkeligheden betragter de, der kalder til patriotisme, hjemlandet som den politiske enhed, hvorpå der står en stat med grænser tegnet på kortet, uanset hvem der tegnede grænserne. De taler derfor om libanesisk patriotisme, irakisk patriotisme, egyptisk patriotisme og så videre i takt med de mange eksisterende enheder i den islamiske verden. Men er dette virkelig betydningen af ordet »hjemland«?
Hjemlandets sproglige betydning og dens forvanskning
Om den sproglige betydning af ordet watan siger forfatteren til al-Qamus al-Muhit: »Opholdsstedet. Et watan er opholdsstedet og det sted, hvor kvæg og får bindes. Flertalsformen er awtan. Watana bihi, yatinu og awtana betyder, at han tog ophold.« Dette er den sproglige betydning af watan. Et ophold, kære brødre, kan være i en landsby eller en by, og derfor kan både byen og landsbyen kaldes et watan. Den bredeste betydning af watan, både sprogligt og i den levede virkelighed, som mennesket oplever, er således den landsby eller by, som mennesket bor i.
Hvad angår alle andre byer og landsbyer, er de ens for ham. Der er ingen forskel mellem en by eller landsby i hans provins, emirat eller stat og en anden uden for den: De er alle ens, fordi han ikke bor i dem. En person, der bor i Beirut, kan eksempelvis være knyttet til Beirut, fordi han har levet der, taget ophold der og vænnet sig til stedet. Men for ham er der ingen forskel mellem Tripoli i al-Sham og Damaskus, mellem Sidon og Alexandria eller mellem Baalbek og Bagdad, for de er alle byer, som han ikke bor i.
Da patriotismens fortalere ønskede at opfinde en tanke, som kunne grundfæste de enheder, den vantro kolonialist havde oprettet i vores lande efter at have opdelt dem i svage småstater, forvanskede de imidlertid ordet watan. Det kom dermed til at betegne Libanon, som Gouraud grundlagde i 1920, og enhederne Irak, Jordan, Palæstina, Syrien og Egypten, som vestlige traktater og sammensværgelser såsom Sykes-Picot og San Remo skabte.
Patriotismen splitter ummahens loyalitet
Patriotismen bliver dermed det bånd, der samler de mennesker, som lever inden for grænserne af en af disse stater, og adskiller dem fra alle mennesker uden for grænserne. Libaneseren bliver således kun knyttet til andre libanesere og egypteren kun til andre egyptere, indtil ummahen splittes, og dens loyaliteter og bekymringer bliver mange, så den ikke længere arbejder samlet for én sag—ummahens sag. Det, der eksempelvis betyder noget for en algerier, betyder ikke noget for en tuneser, og så videre.
For at grundfæste denne opfattelse spredte man ondsindede og vildledende slagord blandt mennesker, såsom »Religionen tilhører Allah, og hjemlandet tilhører alle«. De sagde, at tilhørsforholdet til hjemlandet står før tilhørsforholdet til religionen, samt andre slagord, der strider mod islam ved selve roden. Hvordan kan patriotismen forenes med Allahs Sendebuds ord, må Allah velsigne ham og give ham fred: «مَثَلُ الْمُؤْمِنِينَ فِي تَوَادِّهِمْ وَتَرَاحُمِهِمْ وَتَعَاطُفِهِمْ مَثَلُ الْجَسَدِ، إِذَا اشْتَكَى مِنْهُ عُضْوٌ تَدَاعَى لَهُ سَائِرُ الْجَسَدِ بِالسَّهَرِ وَالْحُمَّى» — »De troende er i deres indbyrdes hengivenhed, barmhjertighed og medfølelse som én krop: Når én del af den lider, reagerer resten af kroppen med søvnløshed og feber« [Sahih Muslim 2586]?
Patriotismen er uegnet som bånd for samfundet
Kære seere, efter denne forklaring er den fare, som patriotismen udgør for ummahens entitet, og sammensværgelsen mod den tydelige. Det, vi sagde i den foregående halaqa om nationalismen, gælder tilsvarende for patriotismen. Desuden viser virkeligheden, at jorden hverken samler mennesker eller binder dem sammen. Den kan undertiden fungere som et midlertidigt bånd, når hjemlandet angribes af en fremmed aggressor, som alle borgere afviser; alle samler sig da, indtil de har slået den fælles fjende tilbage. Men i fredstilstanden, som er den naturlige tilstand, kan jorden hverken samle mennesker eller fungere som et bånd mellem dem.
Det største bevis på dette er, at hjemlande med en blanding af indbyggere, hvis tanker og følelser modsiger hinanden, forbliver i konstant spænding, og at krige hersker i dem. De kommer knap nok ud af én krig, før de går ind i en anden. Dette beviser, at patriotismen ikke er et bånd for samfundet. Libanon bliver eksempelvis klassificeret som én stat og ét hjemland, som de siger. Men forskellene i tanker og stammetilhørsforhold fik følelserne til at blive forskellige, staten til at blive revet i stykker og landet til at forblive i konstant spænding og vedvarende fiasko.
Det fejlagtige argument ud fra kærligheden til Mekka
Det virkelig forbløffende er dog, at man finder mennesker, som tilskriver islam tanken om patriotisme. De siger, at islam tilskyndede til patriotisme og styrkede den patriotiske følelse hos muslimerne. Som bevis henviser de eksempelvis til, at Sendebuddet, må Allah velsigne ham og hans familie og give dem fred, talte til Mekka, da han blev fordrevet derfra, og sagde: «إنك أحب أرض الله إلي، وأحب أرض إلي، ولولا أن أهلك أخرجوني منك ما خرجت» — »Du er den del af Allahs jord, som jeg elsker mest, og det land, jeg elsker mest. Hvis ikke dit folk havde drevet mig ud af dig, var jeg ikke draget bort« [efter betydningen; Jami‘ at-Tirmidhi 3925]. De hævder også, at islam påbød forsvaret af hjemlandene, og de betragtede det som jihad for Allahs sag.
Hvad angår den hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, som de bruger som bevis, har den overhovedet intet med patriotisme at gøre. Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred, elskede ikke Mekka, fordi det var hans hjemland; han elskede ikke Mekka, fordi det var hans hjemland. Han elskede derimod Mekka, fordi det er den hellige by, der rummer den ærede Ka‘ba, og derfor er det det land, Allah, Den Ophøjede, elsker mest. Det, der gør dette fuldstændig klart, er netop den samme hadith, som de ofte kun citerer et uddrag af. Ibn Hatim berettede fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at da Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, forlod Mekka og drog mod hulen, vendte han sig mod Mekka og sagde: «أَنْتِ أَحَبُّ بِلَادِ اللَّهِ إِلَى اللَّهِ، وَأَنْتِ أَحَبُّ بِلَادِ اللَّهِ إِلَيَّ، وَلَوْلَا أَنَّ الْمُشْرِكِينَ أَخْرَجُونِي لَمْ أَخْرُجْ مِنْكِ» — »Du er det af Allahs lande, som Allah elsker mest, og du er det af Allahs lande, som jeg elsker mest. Hvis ikke afgudsdyrkerne havde drevet mig ud, var jeg ikke draget bort fra dig« [Tafsir Ibn Abi Hatim, 47:13]. Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred, elskede altså Mekka, fordi det er det land, Allah, Den Ophøjede, elsker mest.
Forsvar af de islamiske lande, ikke hjemlandene
Hvad angår deres påstand om, at islam påbød forsvaret af hjemlandene og betragtede dette som jihad for Allahs sag, rummer den megen vildledning og bedrag. Hvorfor? Fordi islam ikke påbød forsvaret af hjemlandet, sådan som de hævder. Islam påbød derimod forsvaret af de islamiske lande og det islamiske territorium, uanset om området er den kæmpendes hjemland eller ej. På dette grundlag påhviler pligten til jihad for eksempelvis at befri Palæstina fra den jødiske stat, at befri al-Andalus fra europæerne og at forsvare Bosnien-Hercegovina, Tjetjenien og Kashmir i Indien ikke kun indbyggerne i disse lande, så længe de ikke kan afvise angrebet alene. Pligten påhviler derimod alle de muslimer, som bor nærmest dem, derefter dem, der bor næstnærmest, indtil pligten er opfyldt.
På dette grundlag er en muslim, der lever uden for de islamiske lande—såsom en muslim i Australien eller USA—heller ikke forpligtet til at forsvare dette land, hvis der udbryder krig mellem den stat, han lever i, og en anden stat. Han må tværtimod ikke kæmpe for landet, for det ville være kamp for andet end Allahs sag. Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «مَنْ قُتِلَ تَحْتَ رَايَةٍ عِمِّيَّةٍ، يَدْعُو عَصَبِيَّةً، أَوْ يَنْصُرُ عَصَبِيَّةً، فَقِتْلَةٌ جَاهِلِيَّةٌ» — »Den, der bliver dræbt under et blindt banner, mens han kalder til stammesammenhold eller støtter stammesammenhold, dør en jahiliyya-død« [Sahih Muslim 1850].
Sendebuddet og Sahaba knyttede sig ikke til hjemlandets jord
Desuden holdt Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke fast i jorden i sit hjemland, Mekka, som han og hans ærede Sahaba uretmæssigt var blevet fordrevet fra. Han kunne have gjort det efter erobringen, men han vendte tilbage til Medina, den islamiske stats sæde og hovedstad—den stat, som han havde oprettet—og levede dér resten af sit liv. Han pålagde heller ikke muslimerne at begrave hans rene legeme i hjemlandets jord, Mekka al-Mukarramah.
Det samme gjorde hans Sahaba, må Allah være tilfreds med dem, efter ham. Martyrerne fra Badr og Uhud blev begravet på al-Baqi i Medina. Abu Ubaydah ibn al-Jarrah, må Allah være tilfreds med ham, blev begravet i Jordandalen. Abu Ayyub al-Ansari blev begravet nær Konstantinopels mure. Et stort antal af de Sahaba, som havde memoriseret Qur’anen, blev begravet i Indiens yderområder og ved Det Kaspiske Hav under de islamiske erobringer. Hverken Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, eller hans ærede Sahaba viste nogensinde tegn på patriotisme eller længsel efter deres hjemlande. Deres vigtigste bekymring og afgørende sag var at ophøje Allahs ord, udbrede islam og føre mennesker ud af mørket og ind i lyset.
Udsagnet »Kærlighed til hjemlandet er en del af iman«
Kære brødre, nogle fortalere for patriotismen er gået så langt som til at opdigte hadith om Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, såsom deres udsagn: »Kærlighed til hjemlandet er en del af iman.« Nogle mennesker hævder, at dette er en hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Det er ikke en hadith, og han har ikke sagt det.
Forskellen mellem kærlighed til hjemlandet og patriotisme
Føj dertil—jeg føjer dertil—at kærlighed til hjemlandet er én ting, mens patriotisme er noget andet. Hvordan? Kærlighed til hjemlandet er naturlig og instinktiv hos mange mennesker. Et menneskes hjerte bliver knyttet til det sted, som vedkommende er vant til, voksede op i og har smukke minder fra. Mennesket længes derfor efter det hus, det voksede op i, og elsker det kvarter, den landsby eller den by, som det voksede op i eller boede i gennem en periode. Men denne instinktive kærlighed strækker sig ikke ud over den landsby, by eller region, som mennesket har levet i.
Hvad angår patriotismen, som paladsets intellektuelle, magtens skribenter og Vestens elev fremmer, ønsker de, at den skal være et bånd, som samler indbyggerne i én stat og adskiller dem fra alle deres øvrige brødre i resten af den islamiske verden.
Dommen over at kalde til patriotisme
Vi siger derfor, at opfordringen til patriotisme fremmer en vestlig tanke, som er fremmed for islam. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «مَنْ أَحْدَثَ فِي أَمْرِنَا هَذَا مَا لَيْسَ مِنْهُ فَهُوَ رَدٌّ» — »Den, der indfører noget i denne sag, som ikke hører til den, får det afvist« [Sahih Muslim 1718]. Den, der kalder til patriotisme, er derfor syndig over for Allah, Den Ophøjede. Forpligtelsen kræver, at muslimerne forkaster alle fremmede tanker og teser og igen genopliver det islamiske bånd, så de på ny kan opbygge deres liv og samfund på grundlag af den islamiske ’aqida. Islams tanker, følelser og systemer vil da være fremherskende i dette samfund, indtil ummahen genoptager den islamiske levemåde og igen bliver den højeststående af verdens nationer.
Hvis hele ummahen er adressat for denne tale, er dens intellektuelle de mennesker, der i størst grad bør reagere. De fremmede tanker bredte sig i deres miljø og derefter gennem dem, så ansvaret for forandringen hviler på deres skuldre. Jeg siger disse ord og beder Allah om tilgivelse for mig og jer.
