Indledning
Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Hjerteligt velkommen til en ny episode af jeres program, Halaqa Online. Vi fortsætter vores serie om det intellektuelle lederskab i islam.
I vores forrige episode talte vi om fremkomsten af sekularismens ’aqida—’aqidaen om religionens adskillelse fra livet—som hævder, at religionen ikke må spille nogen rolle i livet, samfundet eller staten: i politikken, lovgivningen eller relationerne mellem mennesker i samfundet. Vi talte om dens fremkomst, dens indhold og dens budskab.
I denne episode må vi tale om, hvad islam stiller over for disse tanker. Islam har gjort Allahs Shari’ah til systemet for livet, samfundet og staten. Denne episode har derfor titlen: »Islam som system for livet, samfundet og staten«.
Menneskets behov for samfundet
Mine kære brødre, mennesket har siden begyndelsen af sin historie erkendt, at det ikke kan leve alene og isoleret. Det har behov for at leve i et menneskeligt fællesskab, som deler dets følelser og fornemmelser og stræber efter at nå de samme mål og hensigter, som det selv stræber efter.
Det skyldes, at mennesket med sikkerhed har indset, at meget af det, det behøver for at tilfredsstille sine behov og ønsker og sikre livets fornødenheder, findes hos andre, mens det selv råder over kræfter, evner og talenter, som andre har brug for. Der er mange af livets krav, som mennesket ikke kan klare alene.
Derfor har vi siden oldtiden set mennesket leve i store eller små menneskelige fællesskaber, som blev kaldt samfund. I samfundet mødes mennesker for at udveksle interesser og fordele. Derved opstår der varige relationer mellem dem, som sikrer, at udvekslingen af interesser og fordele fortsætter.
Det førte til, at mennesker specialiserede sig i erhverv, håndværk og arbejde. Dermed opstod landmanden, industriarbejderen, håndværkeren, bygmesteren, handelsmanden, der transporterer varer mellem mennesker, lægen, der behandler deres sygdomme, kunstneren, der tilfredsstiller deres ønsker og tilbøjeligheder, og så videre. Allah, den Ophøjede, siger:
﴿ نَحْنُ قَسَمْنَا بَيْنَهُم مَّعِيشَتَهُمْ فِى ٱلْحَيَوٰةِ ٱلدُّنْيَا ۚ وَرَفَعْنَا بَعْضَهُمْ فَوْقَ بَعْضٍ دَرَجَـٰتٍ لِّيَتَّخِذَ بَعْضُهُم بَعْضًا سُخْرِيًّا ﴾
»Vi har fordelt deres levebrød mellem dem i dette liv og hævet nogle af dem i rang over andre, så nogle kan tage andre i tjeneste« [43:32].
Samfundets behov for et system og en myndighed
Menneskelige samfund har også fastslået, at et samfund for at bevare sine relationer og undgå sammenbrud og kollaps nødvendigvis kræver et system. Dette system fungerer som adfærdsregler, som medlemmerne underkaster sig, og det regulerer relationerne mellem mennesker samt løser de problemer, der opstår heraf.
Der må findes en myndighed i samfundet, som bevarer og gennemfører dette system, varetager samfundets anliggender efter det, forhindrer overtrædelser og griber ind over for dem, der bryder det.
Hvis mennesker blev overladt til, at hver enkelt kunne forfølge sine interesser, som han ville, og opnå sine mål hos andre efter sit humør og begær, ville samfundet blive til en junglelov, hvor den stærke æder den svage. Menneskene ville blive som fisk, hvor de store spiser de små. Samfundet ville dermed bryde sammen og miste sin egenskab som samfund.
Derfor har vi siden historiens begyndelse set mennesker anerkende et bestemt system i deres samfund og sørge for, at det bliver gennemført. Vi har altid set dem underkaste sig en myndighed, der varetager deres anliggender gennem dette system, pålægger alle individer at overholde det og griber ind over for dem, der bryder det. Denne myndighed blev kendt som den politiske myndighed og også som staten.
Hvorfra hentes systemet for livet, samfundet og staten?
Menneskene stod imidlertid over for et vigtigt problem i denne sag: Hvor skulle de hente dette system fra? Sagen er ikke, at mennesker skal følge et hvilket som helst system. Der findes mange forskellige systemer, og hvert system har sin egen virkning på samfundet.
Ét system bringer samfundet til oprejsning, mens et andet fører det til forfald. Ét system fører mennesket til lykke, mens andre systemer fører det til elendighed og ulykke.
Det stiller mennesket over for et stort ansvar: ansvaret for at vælge det korrekte og egnede system, som ved at organisere menneskers relationer og behandle de problemer, der opstår af disse relationer, fører det menneskelige fællesskab til korrekt oprejsning og dermed til lykke, velvære og velfærd.
Mange samfund har fra oldtiden og frem til i dag ikke levet op til dette ansvar. Mange folkeslag lider stadig under følgerne af deres forkerte valg af system. Derfor må man vælge den rette vej til at opnå det korrekte system. Her ligger udfordringen: Nogle nationer lykkes, mens andre fejler. Her er det princip, som valget af et system for livet, samfundet og staten bygger på.
Åbenbaringen eller menneskets forstand?
Mine brødre, systemet kommer enten fra Allah—Skaberen af mennesket, livet og universet—eller fra mennesket selv. Der findes ingen tredje mulighed. Dets kilde er altså enten åbenbaringen eller menneskets forstand. Hvilken af de to kilder er den rette?
Det indlysende svar på dette spørgsmål er, at den sanselige virkelighed viser os, at menneskets forstand ikke er i stand til at udforme en lovgivning, der er egnet som system for menneskets liv. Hvorfor?
Forstandens manglende evne til at omfatte menneskets indre natur
Det krævede system er det system, der behandler menneskets problemer i dets egenskab af menneske. Det vil sige, at det organiserer tilfredsstillelsen af de organiske behov og menneskelige instinkter, som relationerne opstod for, og som førte til samfundets fremkomst. Menneskets forstand kan ikke lodde dybden af og forstå de fine detaljer i disse indre menneskelige drivkræfter—instinkterne og de organiske behov—så den kan vide, hvilket system eller hvilken lovgivning der passer til dem.
Skaberen, lovprist og ophøjet være Han, er Den, der skabte mennesket, dets instinkter, dets organiske behov og dets indre natur. Han ved derfor, hvilke systemer og behandlinger der passer til denne sjæl. Allah, den Ophøjede, siger:
﴿ وَلَقَدْ خَلَقْنَا ٱلْإِنسَـٰنَ وَنَعْلَمُ مَا تُوَسْوِسُ بِهِۦ نَفْسُهُۥ ۖ وَنَحْنُ أَقْرَبُ إِلَيْهِ مِنْ حَبْلِ ٱلْوَرِيدِ ﴾
»Vi har skabt mennesket og ved, hvad dets sjæl hvisker til det, og Vi er nærmere det end dets halspulsåre« [50:16].
Og Han siger:
﴿ أَلَا يَعْلَمُ مَنْ خَلَقَ وَهُوَ ٱللَّطِيفُ ٱلْخَبِيرُ ﴾
»Ved Han, som har skabt, ikke besked, når Han er Den Subtile, Den Alvidende?« [67:14].
Den menneskeskabte lovgivnings begrænsninger og dens binding til tid og sted
Når mennesket lovgiver og udformer behandlinger, behandler det i virkeligheden ikke menneskets problemer i dets egenskab af menneske. Det organiserer altså ikke tilfredsstillelsen af behovene og instinkterne. Det behandler derimod tilfældige, ydre problemer, som har ramt mennesket på et bestemt tidspunkt og sted. Derfor kan dette system ikke anvendes uden for det sted, hvor det opstod, eller den tid, hvor det blev til. Ofte mislykkes det endda med at behandle det enkelte problem og skaber skade i stedet for at behandle det.
Skaberens system er egnet til enhver tid og ethvert sted
Det system, der kommer fra Allah, lovprist være Han, er lovgivning for mennesket i dets egenskab af menneske. Det er derfor egnet til enhver tid og ethvert sted, fordi mennesket ikke forandrer sig i sine instinkter og organiske behov, uanset hvordan tider og tidsaldre skifter.
﴿ فِطْرَتَ ٱللَّهِ ٱلَّتِى فَطَرَ ٱلنَّاسَ عَلَيْهَا ۚ لَا تَبْدِيلَ لِخَلْقِ ٱللَّهِ ﴾
»Den medfødte natur, som Allah har skabt menneskene med. Der sker ingen forandring i Allahs skabelse« [30:30].
Forskelle og modsigelser i menneskets forstand
Derudover er menneskets forstand udsat for forskelle, modsigelser og uenighed. Det, en person betragter som nyttigt i lovgivningen, kan en anden i samme samfund anse som forkert eller skadeligt. Derfor opstiller hver lovgiver et system, der adskiller sig fra andres. Endda det, en enkelt person selv anser for gavnligt i dag, kan han betragte som skadeligt i morgen.
Derfor ser vi lovgiverne konstant ændre og justere deres lovgivning. De har gjort menneskeheden til en laboratoriemus, som de afprøver deres teorier og love på. Menneskeheden er blevet svedet af deres ild og kastet på deres torne. Allah den Almægtige talte sandt, da Han sagde:
﴿ وَلَوِ ٱتَّبَعَ ٱلْحَقُّ أَهْوَآءَهُمْ لَفَسَدَتِ ٱلسَّمَـٰوَٰتُ وَٱلْأَرْضُ وَمَن فِيهِنَّ ﴾
»Hvis sandheden havde fulgt deres lyster, ville himlene, jorden og alle i dem være blevet fordærvet« [23:71].
Lovgivningen fra åbenbaringen er uforanderlig
Den lovgivning, som mennesket modtager gennem åbenbaringen, er fast lovgivning—fast og varig lovgivning, som ikke bliver ændret, udskiftet eller forandret—fordi den kommer fra den alvidende og vise Skaber:
﴿ لَا تَأْخُذُهُۥ سِنَةٌ وَلَا نَوْمٌ ﴾
»Hverken døsighed eller søvn overmander Ham« [2:255].
Hvor enorm er ikke forskellen mellem et begrænset og hjælpeløst menneske, der påvirkes af sine lyster og omgivelser, og en alvidende, vis, subtil, levende og selvopretholdende Skaber. Fra hvem bør menneskeheden hente sit system: fra mennesket eller fra Allah, menneskets Skaber? Med andre ord: fra forstanden eller fra åbenbaringen? Lyt til disse ayat, som rummer både spørgsmålet og det korrekte, indlysende svar.
Retledningen og dommen tilhører Allah
Allah, den Ophøjede, siger:
﴿ قُلْ هَلْ مِن شُرَكَآئِكُم مَّن يَهْدِىٓ إِلَى ٱلْحَقِّ ۚ قُلِ ٱللَّهُ يَهْدِى لِلْحَقِّ ۗ أَفَمَن يَهْدِىٓ إِلَى ٱلْحَقِّ أَحَقُّ أَن يُتَّبَعَ أَمَّن لَّا يَهِدِّىٓ إِلَّآ أَن يُهْدَىٰ ۖ فَمَا لَكُمْ كَيْفَ تَحْكُمُونَ ﴾
»Sig: Er der blandt jeres partnere nogen, der retleder til sandheden? Sig: Allah retleder til sandheden. Er Den, der retleder til sandheden, mere værdig at følge, eller den, der ikke selv finder retledning, medmindre han retledes? Hvad er der med jer? Hvordan dømmer I?« [10:35].
Og Han, lovprist være Han, siger:
﴿ وَمَنْ أَحْسَنُ مِنَ ٱللَّهِ حُكْمًا لِّقَوْمٍ يُوقِنُونَ ﴾
»Hvem er bedre end Allah til at dømme for et folk, der har vished?« [5:50].
Og Han, den Almægtige og Majestætiske, siger:
﴿ أَفَمَن كَانَ عَلَىٰ بَيِّنَةٍ مِّن رَّبِّهِۦ كَمَن زُيِّنَ لَهُۥ سُوٓءُ عَمَلِهِۦ وَٱتَّبَعُوٓا۟ أَهْوَآءَهُم ﴾
»Er den, der står på et klart bevis fra sin Herre, som dem, hvis onde handlinger er gjort tillokkende for dem, og som fulgte deres lyster?« [47:14].
Og Han siger:
﴿ وَمَنْ أَضَلُّ مِمَّنِ ٱتَّبَعَ هَوَىٰهُ بِغَيْرِ هُدًى مِّنَ ٱللَّهِ ﴾
»Hvem er mere vildfaren end den, der følger sin lyst uden retledning fra Allah?« [28:50].
Lyt dernæst til disse afgørende svar og bestemte befalinger fra Allah, den Ophøjede. Han siger:
﴿ إِنِ ٱلْحُكْمُ إِلَّا لِلَّهِ ۚ أَمَرَ أَلَّا تَعْبُدُوٓا۟ إِلَّآ إِيَّاهُ ۚ ذَٰلِكَ ٱلدِّينُ ٱلْقَيِّمُ وَلَـٰكِنَّ أَكْثَرَ ٱلنَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Dommen tilhører alene Allah. Han har befalet, at I ikke tilbeder andre end Ham. Dette er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke« [12:40].
Og Han siger:
﴿ فَإِمَّا يَأْتِيَنَّكُم مِّنِّى هُدًى فَمَنِ ٱتَّبَعَ هُدَاىَ فَلَا يَضِلُّ وَلَا يَشْقَىٰ ﴾
»Hvis der kommer retledning fra Mig til jer, vil den, der følger Min retledning, hverken fare vild eller blive ulykkelig« [20:123].
Og Han siger:
﴿ ٱتَّبِعُوا۟ مَآ أُنزِلَ إِلَيْكُم مِّن رَّبِّكُمْ وَلَا تَتَّبِعُوا۟ مِن دُونِهِۦٓ أَوْلِيَآءَ ﴾
»Følg det, der er blevet åbenbaret for jer fra jeres Herre, og følg ikke andre beskyttere end Ham« [7:3].
Og Han siger:
﴿ وَأَنَّ هَـٰذَا صِرَٰطِى مُسْتَقِيمًا فَٱتَّبِعُوهُ ۖ وَلَا تَتَّبِعُوا۟ ٱلسُّبُلَ فَتَفَرَّقَ بِكُمْ عَن سَبِيلِهِۦ ﴾
»Dette er Min rette vej. Følg den, og følg ikke andre veje, for så vil de føre jer bort fra Hans vej« [6:153].
Forbud mod lovgivning uden Allah
Derfor indeholder den ædle Qur’an et afgørende forbud mod, at mennesket krænker Allahs ret til at lovgive for menneskene, samt en streng fordømmelse og advarsel mod den, der lovgiver og på egen hånd erklærer noget tilladt eller forbudt. Han, den Ophøjede, siger:
﴿ وَلَا تَقُولُوا۟ لِمَا تَصِفُ أَلْسِنَتُكُمُ ٱلْكَذِبَ هَـٰذَا حَلَـٰلٌ وَهَـٰذَا حَرَامٌ لِّتَفْتَرُوا۟ عَلَى ٱللَّهِ ٱلْكَذِبَ ۚ إِنَّ ٱلَّذِينَ يَفْتَرُونَ عَلَى ٱللَّهِ ٱلْكَذِبَ لَا يُفْلِحُونَ ﴾
»Sig ikke med jeres tungers løgn: ‘Dette er tilladt, og dette er forbudt,’ for derved at opdigte løgne om Allah. De, der opdigter løgne om Allah, vil ikke få succes« [16:116].
Og Han siger:
﴿ قُلْ أَرَءَيْتُم مَّآ أَنزَلَ ٱللَّهُ لَكُم مِّن رِّزْقٍ فَجَعَلْتُم مِّنْهُ حَرَامًا وَحَلَـٰلًا قُلْ ءَآللَّهُ أَذِنَ لَكُمْ ۖ أَمْ عَلَى ٱللَّهِ تَفْتَرُونَ ﴾
»Sig: Har I betragtet det underhold, Allah har sendt ned til jer, hvoraf I har gjort noget forbudt og noget tilladt? Sig: Har Allah givet jer tilladelse, eller opdigter I løgne om Allah?« [10:59].
Og Han, den Ophøjede, siger:
﴿ بَلِ ٱتَّبَعَ ٱلَّذِينَ ظَلَمُوٓا۟ أَهْوَآءَهُم بِغَيْرِ عِلْمٍ ۖ فَمَن يَهْدِى مَنْ أَضَلَّ ٱللَّهُ ۖ وَمَا لَهُم مِّن نَّـٰصِرِينَ ﴾
»Men de, der begik uret, fulgte deres lyster uden viden. Hvem kan da retlede den, som Allah har vildledt? De har ingen hjælpere« [30:29].
﴿ فَمَن يَهْدِى مَنْ أَضَلَّ ٱللَّهُ ۖ وَمَا لَهُم مِّن نَّـٰصِرِينَ ﴾
»Hvem kan da retlede den, som Allah har vildledt? De har ingen hjælpere« [30:29].
﴿ فَأَقِمْ وَجْهَكَ لِلدِّينِ حَنِيفًا ۚ فِطْرَتَ ٱللَّهِ ٱلَّتِى فَطَرَ ٱلنَّاسَ عَلَيْهَا ۚ لَا تَبْدِيلَ لِخَلْقِ ٱللَّهِ ۚ ذَٰلِكَ ٱلدِّينُ ٱلْقَيِّمُ وَلَـٰكِنَّ أَكْثَرَ ٱلنَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Ret derfor dit ansigt mod religionen som en hanif—den medfødte natur, som Allah har skabt menneskene med. Der sker ingen forandring i Allahs skabelse. Dette er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke« [30:30].
Islam er et omfattende system for livet
Allah, den Ophøjede, åbenbarede for Sit Sendebud Muhammad, må Allah velsigne ham og hans familie og skænke dem fred, en Shari’ah, som Han gjorde til et system for mennesket i dets liv, samfund og stat. Han byggede den på en ’aqida, der giver en helhedsopfattelse af universet, mennesket og livet og dermed danner et intellektuelt grundlag for alle menneskets tanker og et intellektuelt lederskab for dets adfærd i livet. Allah, den Ophøjede, siger:
﴿ قَدْ جَآءَكُم مِّنَ ٱللَّهِ نُورٌ وَكِتَـٰبٌ مُّبِينٌ يَهْدِى بِهِ ٱللَّهُ مَنِ ٱتَّبَعَ رِضْوَٰنَهُۥ سُبُلَ ٱلسَّلَـٰمِ وَيُخْرِجُهُم مِّنَ ٱلظُّلُمَـٰتِ إِلَى ٱلنُّورِ بِإِذْنِهِۦ وَيَهْدِيهِمْ إِلَىٰ صِرَٰطٍ مُّسْتَقِيمٍ ﴾
»Der er kommet et lys og en klar Bog til jer fra Allah. Gennem den retleder Allah dem, der søger Hans velbehag, til fredens veje, fører dem med Sin tilladelse ud af mørket og ind i lyset og retleder dem til en lige vej« [5:15–16].
Allah, lovprist være Han, gjorde Sin Shari’ah til et omfattende system for alle livets områder. Den regulerede al menneskelig adfærd, hvad enten adfærden gjaldt relationen mellem mennesket og dets Skaber, mellem mennesket og det selv eller mellem mennesket og andre mennesker. Allah, den Ophøjede, siger:
﴿ وَنَزَّلْنَا عَلَيْكَ ٱلْكِتَـٰبَ تِبْيَـٰنًا لِّكُلِّ شَىْءٍ ﴾
»Vi har nedsendt Bogen til dig som en forklaring på alle ting« [16:89].
Islam regulerede menneskets relation til dets Skaber ved at klargøre ’aqidaerne og lovgive ’ibadat for det. Islam regulerede dets relation til sig selv ved at lovgive moral samt regler om mad og beklædning. Islam regulerede dets relation til alle andre mennesker ved at lovgive reglerne for mu’amalat og straffe, som omfatter alle menneskelige relationer i livet, samfundet og staten. Allah, den Ophøjede, siger:
﴿ ٱلْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِى وَرَضِيتُ لَكُمُ ٱلْإِسْلَـٰمَ دِينًا ﴾
»I dag har Jeg fuldendt jeres religion for jer, fuldbyrdet Min gunst over jer og valgt islam som jeres religion« [5:3].
Den islamiske ’aqida er en politisk ’aqida
Islam er ikke blot en åndelig religion, der regulerer menneskets relation til dets Skaber og til sig selv gennem en samling ’ibadat og moralske egenskaber, sådan som nogle mennesker tror, eller som andre ønsker. Islam er derimod en omfattende religion og et fuldstændigt system. Ud over at være en åndelig ’aqida er den islamiske ’aqida også en politisk ’aqida. Fra den udsprang et system for mennesket i dets liv, samfund og stat.
Islam pålagde muslimerne at have en stat, der styrer dem efter det, Allah, den Ophøjede, har åbenbaret. Han, lovprist være Han, siger:
﴿ إِنَّآ أَنزَلْنَآ إِلَيْكَ ٱلْكِتَـٰبَ بِٱلْحَقِّ لِتَحْكُمَ بَيْنَ ٱلنَّاسِ بِمَآ أَرَىٰكَ ٱللَّهُ ﴾
»Vi har nedsendt Bogen til dig med sandheden, så du kan dømme mellem mennesker efter det, Allah har vist dig« [4:105].
Og Han siger:
﴿ وَمَن لَّمْ يَحْكُم بِمَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ فَأُو۟لَـٰٓئِكَ هُمُ ٱلْكَـٰفِرُونَ ﴾
»De, der ikke dømmer efter det, Allah har åbenbaret, er de vantro« [5:44].
Han organiserede denne stat ved at lovgive systemer for styret, økonomien og de sociale relationer, fastlægge en uddannelsespolitik, give et system for straffe og bevisregler samt fastlægge statens udenrigspolitik.
Efter at denne retledning var kommet til dem, forbød Allah, den Ophøjede, derfor muslimerne at antage menneskers systemer og menneskeskabte love, idet Han betragtede enhver lovgivning ud over Sin Shari’ah som taghut. Han, lovprist være Han, siger:
﴿ أَلَمْ تَرَ إِلَى ٱلَّذِينَ يَزْعُمُونَ أَنَّهُمْ ءَامَنُوا۟ بِمَآ أُنزِلَ إِلَيْكَ وَمَآ أُنزِلَ مِن قَبْلِكَ يُرِيدُونَ أَن يَتَحَاكَمُوٓا۟ إِلَى ٱلطَّـٰغُوتِ وَقَدْ أُمِرُوٓا۟ أَن يَكْفُرُوا۟ بِهِۦ وَيُرِيدُ ٱلشَّيْطَـٰنُ أَن يُضِلَّهُمْ ضَلَـٰلًۢا بَعِيدًا ﴾
»Har du ikke set dem, der hævder at tro på det, der blev åbenbaret til dig, og det, der blev åbenbaret før dig? De ønsker at søge dom hos taghut, selv om de er blevet befalet at afvise den, og Satan ønsker at føre dem langt på afveje« [4:60].
Jeg siger disse ord og beder Allah om tilgivelse for mig og jer. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.
Spørgsmål og diskussioner
Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed. Velkommen tilbage til de spørgsmål, der kom under episoden. Indtil videre har jeg to spørgsmål.
Kan forstanden dømme efter Allahs dom?
Det første spørgsmål kommer fra min bror Nadhir bin Salih. Han spørger: Hvordan forklarer du Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og skænke ham fred, ord om Sa’d ibn Mu’adhs dom: «لَقَدْ حَكَمْتَ فِيهِمْ بِحُكْمِ اللَّهِ وَحُكْمِ رَسُولِهِ» [مصنف ابن أبي شيبة، 39560]—»Du har i sandhed dømt dem efter Allahs dom og Hans Sendebuds dom«? Kan vi ikke sige, at forstanden er i stand til at dømme efter Allahs love?
Kære bror, når vi taler om forstanden, taler vi om forstandens lovgivning, som ikke søger retledning i Allahs retledning. Derfor kan man ikke sige, at den dømmer efter Allahs dom, for Allahs dom kendes kun gennem Allahs tiltale. Uden at Allah, lovprist være Han, tiltaler os gennem Sin åbenbaring, kender vi ikke Hans dom. Allahs dom—eller Allahs love—hentes derfor fra Hans tiltale i Bogen og Sunnah og fra det, de peger på. Ingen kan dømme efter Allahs dom uden at kende Allahs love.
Da Sa’d—må Allah være tilfreds med ham—var blandt de ansariske sahabah og, altså, blandt de fremtrædende sahabah på den tid, var det naturligt, at han havde tilegnet sig viden fra Allahs Bog og Hans Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og skænke ham fred, og derefter afsagde sin dom. Betydningen er derfor enten, at han dømte efter Allahs dom—altså helt præcist efter Shari’ahs lov—eller at han dømte på en måde, der stemte overens med Allahs Shari’ah. Det sidste kan forekomme, når Allahs Shari’ah giver et valg mellem én dom og en anden, så hans dom stemmer overens med det, der kom i Allahs Deen.
Denne udtalelse handler naturligvis om Sa’d ibn Mu’adhs dom over de jøder, der bekæmpede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og skænke ham fred, forrådte ham og naturligvis bekæmpede muslimerne i Medina. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og skænke ham fred, udpegede Sa’d ibn Mu’adh til at dømme dem, og han afsagde sin velkendte dom over dem. Sendebuddet, må Allah velsigne ham og skænke ham fred, roste ham for den og sagde til ham: «حكمت فيهم بحكم الله وحكم رسوله» [مصنف ابن أبي شيبة، 39560]—»Du dømte dem efter Allahs dom og Hans Sendebuds dom«. Dette er et vidnesbyrd om, at Sa’d ibn Mu’adh havde lært af Allahs lov og derfor dømte efter Allahs dom og Hans Sendebuds dom, må Allah velsigne ham og skænke ham fred.
Hvordan beviser vi, at islam omfatter alle menneskets problemer?
Bror al-Abid spørger: Hvordan overbeviser man en vantro eller en muslim om, at islam er et omfattende system for livet med behandlinger for alle menneskets problemer, især i lyset af den enorme udvikling i livet og økonomien?
Den vantro kan ikke overbevises af noget fra Allahs Bog, for han tror ikke på Allahs Bog. Vejen til at overbevise ham om islams detaljer er at overbevise ham om, at Qur’an er Allahs ord, og at Muhammad er Allahs Sendebud. Hvis han bliver overbevist om, at Qur’an er Allahs ord, og at Muhammad derfor er Allahs Sendebud, vil han blive overbevist af det, der står i Allahs Bog og blev formidlet af Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og skænke ham fred.
Hvad angår den muslim, som tror, at Qur’an er Allahs ord, læser han i Allahs, den Almægtiges, Bog:
﴿ وَنَزَّلْنَا عَلَيْكَ ٱلْكِتَـٰبَ تِبْيَـٰنًا لِّكُلِّ شَىْءٍ ﴾
»Vi har nedsendt Bogen til dig som en forklaring på alle ting« [16:89].
Hvis han spørger: »Hvordan kan begrænsede tekster i Bogen og Sunnah give love for alle tjenernes handlinger, som opstår helt frem til Opstandelsens Dag?« svarer vi ham—efter tidligere at have gennemgået emnet i detaljerede episoder under titlen »Hvordan følger vi Shari’ah?«—kort sagt: Ja. Fordi disse tekster er fra Allah, lovprist være Han, kom de med formuleringer, som giver love gennem den udtrykkelige ordlyd, den implicitte betydning og den rationelle betydning. De gav også omfattende principper og almene regler, som kan anvendes på ethvert nyt spørgsmål og give det en lov helt frem til Dommens Dag. Vi husker samtidig, at Lovgiveren er Allah, lovprist være Han, som kender menneskets virkelighed og lovgiver for mennesket i dets egenskab af menneske.
De skiftende former og de nye midler i menneskets liv ændrer ikke Allahs Shari’ah. Den forholder sig til handlingernes virkelighed, spørgsmålenes virkelighed, handlingernes kerne og spørgsmålenes kerne og ændrer sig ikke, når formerne og midlerne ændrer sig. Dette er en del af det mirakuløse ved Allahs Shari’ah. Dens natur er, at den er Allahs Shari’ah og ikke menneskers lovgivning. Mennesker lovgiver for tilfældige spørgsmål og giver love for ydre fænomener i stedet for at give love for virkeligheden i menneskets problemer. Dette er den store forskel mellem Allahs Shari’ah og menneskers lovgivning.
Er det korrekt at sige, at islam er lovgivningskilden?
Bror Rafiq ’ala al-Darb spørger: Det er kendt, at islam er det, åbenbaringen kom med, nemlig Qur’an og Sunnah. Er det korrekt at sige, at islam er den eneste lovgivningskilde? Jeg beder om en præcisering, og må Allah belønne jer med det gode.
Ja, kære bror, du har ret. Udtrykket »Islam er den eneste lovgivningskilde« er forkert.
Islam indeholder Allahs Shari’ah, som hentes og udledes fra åbenbaringens tekster—Bogen og Sunnah. Bogen og Sunnah samt det, de peger på som udtryk for Bogens og Sunnahs indhold, er lovgivningskilden. De er lovgivningskilden: Bogen og Sunnah. De forfatnings- og lovgivere, hvis menneskeskabte forfatninger og love er blevet anvendt i mange muslimske lande, og som siger, at islam er én lovgivningskilde blandt flere, henter i praksis ikke lovgivningen fra islam i dens egenskab af åbenbaring fra Allah, lovprist være Han.
De, der udformer menneskeskabt lovgivning—lovgiverne og forfatterne til forfatninger og love—kommer og siger: »Vi har flere lovgivningskilder, og islam er en af dem.« De mener, at de tager det fra Shari’ah, som de kan antage, og som de er villige til at antage som system og love for staten.
Dette er ugyldigt ifølge islam. Islam er ’aqida og lovgivning. Den lovgivning, der udledes fra Bogen og Sunnah, er den islamiske Shari’ah, og det er denne Shari’ah, der skal antages i livet, samfundet og staten. Kilden til denne lovgivning—den islamiske lovgivning—er derfor Bogen og Sunnah. Man siger: »Lovgivningskilden er Bogen og Sunnah og det, de peger på.« Man siger ikke: »Islam er lovgivningskilden.«
Hvorfor kan islam ikke leve sammen med sekularisme?
Bror Abdullah spørger: Hvorfor søger I altid konfrontationen? Kan I ikke sameksistere med sekularismen og sekularisterne i stedet for den fortsatte konfrontation? Hvis man ikke kan opnå det hele, bør man ikke opgive det meste.
Kære bror, ganske enkelt: Sandhed og falskhed kan ikke sameksistere. Mere end det: Én falskhed kan ikke sameksistere med en anden falskhed.
Ser du ikke den periode, menneskeheden gennemlevede—for eksempel i anden halvdel af det tyvende århundrede—hvor verden blev delt i to ideologiske, lovgivningsmæssige og intellektuelle lejre? Denne opdeling førte til kamp og konflikt på det intellektuelle, mediemæssige og teknologiske område og så videre. Der var to tankesæt, som ikke kunne sameksistere. Det ene måtte fortrænge det andet, og det ene måtte vige for det andet, så kun det andet kunne bestå. Modsatrettede tanker kan ikke sameksistere.
Sekularismen kom for at fjerne islam fra livet, samfundet og staten. Den kom for at adskille religionen fra livet og er derfor af natur en tanke, der er fjendtlig over for islam. Den kom for at… i de muslimske lande. Jeg mener, at den i Vesten, hvor den opstod, kom for at styrte kirken og de konger, der udøvede kontrol i den guddommelige rets navn.
Da den kom til vores verden—den muslimske verden—mod slutningen af den islamiske stat, kom den for at styrte islam i dens egenskab af et system for livet: et system for livet, samfundet og staten.
Andre religioner, der ikke har indflydelse på livets, samfundets eller statens anliggender, men kun regulerer menneskets forhold til Skaberen gennem deres ritualer og åndelighed, kan sameksistere med sekularismen. Sekularismen berører ikke deres ritualer. Men islam er et livssystem, ligesom sekularismen også er et livssystem – enten hersker det ene eller det andet.
Hvorfor denne konflikt? Livet kan ikke undgå kamp mellem idéer. Hvis man ser tilbage i historien, finder man at de fleste virkelige konflikter har været mellem livsformer – forskellige tankesystemer og begreber om livet samt lovgivninger, der antages at styre samfundet og regulere menneskers relationer. Historiens natur er kamp mellem idéer, synsvinkler, lovsystemer og civilisationer.
Modspil er en universel lov
Allah, den Ophøjede, fastslog dette, allerede da Han sendte mennesket ned på jorden og sagde, i betydning: »Vi sagde: Stig ned derfra; nogle af jer er fjender af andre« [gengivet efter betydningen; 20:123; se også 2:36]. Mennesket er en fjende af Satan, og det troende menneske er en fjende af det vantro menneske. Allah, den Ophøjede, siger i Sin ædle Bog:
﴿ وَلَوْلَا دَفْعُ ٱللَّهِ ٱلنَّاسَ بَعْضَهُم بِبَعْضٍ لَّفَسَدَتِ ٱلْأَرْضُ وَلَـٰكِنَّ ٱللَّهَ ذُو فَضْلٍ عَلَى ٱلْعَـٰلَمِينَ ﴾
»Hvis Allah ikke holdt nogle mennesker tilbage ved hjælp af andre, ville jorden blive fordærvet. Men Allah er fuld af gunst mod alverden« [2:251].
Og Han, den Ophøjede, siger med nøjagtig samme formulering som i dit spørgsmål: Hvorfor søger I sammenstødet? Hvorfor søger I sammenstødet? Der findes altså en formulering, der ligner denne, i Allahs, den Ophøjedes, Bog.
Han siger:
﴿ بَلْ نَقْذِفُ بِٱلْحَقِّ عَلَى ٱلْبَـٰطِلِ فَيَدْمَغُهُۥ ﴾
»Nej, Vi slynger sandheden mod falskheden, så den knuser den« [21:18].
Så forsvinder den—
﴿ فَإِذَا هُوَ زَاهِقٌ ۚ وَلَكُمُ ٱلْوَيْلُ مِمَّا تَصِفُونَ ﴾
»og straks forsvinder den. Ve jer for det, I beskriver« [21:18].
Og Allah, den Ophøjede, siger:
﴿ كَذَٰلِكَ يَضْرِبُ ٱللَّهُ ٱلْحَقَّ وَٱلْبَـٰطِلَ ۚ فَأَمَّا ٱلزَّبَدُ فَيَذْهَبُ جُفَآءً ۖ وَأَمَّا مَا يَنفَعُ ٱلنَّاسَ فَيَمْكُثُ فِى ٱلْأَرْضِ ﴾
»Således fremsætter Allah sandheden og falskheden. Hvad skummet angår, forsvinder det som affald, mens det, der gavner menneskene, bliver tilbage på jorden« [13:17].
Modspil er altså en universel lov. De troende har pligt til at modgå falskheden med sandheden. Muslimernes sag i livet er at styrke islam, stadfæste sandheden og gøre falskheden til intet.
Afslutning
Dette, mine brødre, var de spørgsmål, der kom under denne episode. Jeg beder Allah, den Ophøjede, om at tage imod fra mig og jer, give mig og jer mere viden og handling og gøre vores viden og handling oprigtig for Hans ædle åsyn. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.
