Indledning
Trods disse to ideologiers—det vil sige den kapitalistiske og kommunistiske ideologis—uenighed i det grundlæggende syn på universet, mennesket og livet, er de begge enige om at menneskets høje idealer er de høje værdier som mennesket selv fastlægger, samt om at lykke er, at opnå det optimale af de kropslige nydelser. Det er fordi disse kropslige nydelser er - ifølge dem - midlet til lykke, de er snarere selve lykken. De to ideologier er også enige om at give mennesket sin personlige frihed, så det kan opføre sig som det ønsker og har lyst til, så længe det finder sin lykke i denne opførsel. Derfor er den personlige adfærd eller den personlige frihed en del af det, som disse to ideologier helliggør.
Lykke og den vestlige civilisations syn
Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. Velkommen tilbage til dagens halaqa, som har titlen »Lykke – at opnå Allahs velbehag«, kære brødre.
Lykke er ethvert menneskes håb og det mål, som ethvert menneske, der har levet på denne jord, stræber efter, uanset tilhørsforhold, hudfarve, etnicitet eller endda personlighed. Lykke er også et af de begreber… lykkebegrebet er et af de begreber, der kendetegner civilisationer og filosofier.
Hvordan ser de materialistiske ideologier, der dominerer verden i dag – med den vestlige civilisation i spidsen – på mennesket og dets lykke? Vor tids dominerende kultur, først og fremmest den vestlige civilisation, betragter mennesket som et levende væsen med en livsenergi, der udspringer af dets instinkter og organiske behov. Den mener, at menneskets problemer består i, om det kan tilfredsstille disse behov materielt, og at det bliver lykkeligt i samme grad, som det tilfredsstiller dem. Ifølge dem vokser lykken derfor med graden af tilfredsstillelse og mindskes, når tilfredsstillelsen mindskes.
Derfor blev den personlige frihed noget helligt i den vestlige civilisation. Lykke består ifølge den i at opnå den størst mulige mængde kropslige nydelser. Mennesket kan derfor kun sættes i stand til at opnå lykken ved at få lov til at gøre, hvad det vil og begærer, uden grænser eller regler, der holder det tilbage.
Det var derfor naturligt, at det vestlige samfund fik denne kaotiske personlige adfærd. Mennesket dér tænker ikke længere på at regulere sin tilfredsstillelse. Det giver i stedet sine instinkter frit løb, søger nye midler til tilfredsstillelse og går stadig længere i at følge instinktet. Dets forstand bliver blot et redskab til at opfinde nye former for tilfredsstillelse og nydelse. Seksuelle afvigelser og incest har derfor bredt sig, og det er gået så vidt, at mænd og kvinder har haft samleje med dyr – Allah forbyde det. Forskellige former for narkotika og alkohol og de problemer, de medfører, er også blevet udbredt.
Da penge er et af de vigtigste midler til at opnå nydelse, blev det at samle enorme formuer et af de mest fremtrædende idealer – de højeste idealer – som mennesket i det vestlige samfund stræber efter.
Da frihedstanken har fået magt over vesterlændingenes sind, har mennesket fået ret til at tjene sine penge på den måde, det ønsker: gennem handel eller rente; gennem udlejning eller prostitution; gennem industri eller hasardspil.
Selv om det kapitalistiske system begrænsede menneskets frihed ved at sige, at individets frihed ender, hvor et andet individs frihed begynder, eller hvor overgrebet mod andre begynder, kunne det ikke holde de fleste mennesker inden for denne grænse. Frihedstanken havde nemlig større magt over den vestlige mentalitet – det vestlige individs mentalitet – end lovens bestemmelser. Vesterlændingen afholder sig derfor kun fra overgreb og standser kun ved lovens grænser, når loven og politiet kan nå ham.
Derfor blev organiserede bander som mafiaen talrige, handelen med narkotika og forskellige former for hash blomstrede, og overgreb mod ære, ejendom og liv bredte sig trods lovens og politiets forfølgelse.
Da berømmelse og indflydelse også er vigtige midler til at opnå nydelse, blev de blandt det vestlige menneskes højeste mål. I den vestlige civilisations og dens tilhængeres øjne er det lykkeligste menneske derfor den, der har opnået mest rigdom, magt og berømmelse.
Alt dette gjorde det vestlige samfund til en jungle, hvor den stærke æder den svage. Folk konkurrerer om brødet, så den, der får det, bliver vinderen, som anses for at fortjene respekt og anerkendelse. De kæmper om posterne, så den stærke kan indtage dem, og om magten, så den stærkeste kan overtage den.
Således er det vestlige samfund i dag begyndt at indse, at den dør, det bankede på i sin søgen efter lykke, førte det til ulykke, elendighed og et trangt liv.
Tre væsentlige forhold, som vestlig tænkning overså
Alle disse fænomener opstod, fordi de overså tre væsentlige forhold ved tilfredsstillelsen af menneskets behov.
Tilfredsstillelse af religiøsitetsinstinktet
Det første er, at organiske behov som mad, drikke og søvn og visse instinkter som artsinstinktet og overlevelsesinstinktet tilfredsstilles materielt. Men religiøsitetsinstinktet – den menneskelige natur – kan kun tilfredsstilles åndeligt. Det består i en følelse af behov for Den Organiserende Skaber og en trang til at etablere forbindelsen med Ham. Da vesterlændingene tilsidesatte den åndelige værdi, skabte det et stort tomrum i menneskets samvittighed og efterlod mennesket som et forældreløst barn i dette liv.
Hvordan tilfredsstillelsen reguleres
Det andet, de overså, er, at det afgørende spørgsmål ved de organiske behov og instinkterne er, hvordan de tilfredsstilles, ikke selve tilfredsstillelsen.
Det naturlige for mennesket er, at midlerne til tilfredsstillelse er tilgængelige. Det finder mad at spise, tøj at tage på, de penge, det ønsker, og det kønsliv, det begærer, og det kan bruge tingene omkring sig til tilfredsstillelse, når det vil. En situation, hvor midlerne til tilfredsstillelse er knappe eller mangler, er en usædvanlig og unaturlig situation, som behandles, når den opstår.
Hvordan tilfredsstillelsen organiseres, kan enten føre til menneskets lykke eller dets ulykke.
Spørgsmålet er ikke, om folk spiser eller ikke spiser, eller hvor meget de spiser. Det er heller ikke, om de går klædt eller ikke gør, eller hvor meget de ejer. Det er heller ikke, om deres mænd omgås deres kvinder eller ikke gør. Med andre ord er spørgsmålet ikke, om de lever eller ikke lever. Spørgsmålet er derimod, hvad og hvordan folk spiser, hvordan de klæder sig, hvordan de erhverver ejendom, og hvordan deres mænd og kvinder omgås hinanden. Med andre ord er spørgsmålet, hvordan de lever.
Harmoni mellem instinkterne
Det tredje, de overså, er, at mennesket kan tilfredsstille et instinkt og gå så langt i tilfredsstillelsen, at dette instinkt dominerer de andre og hindrer deres tilfredsstillelse. Dermed forsvinder harmonien mellem instinkterne, og mennesket rammes af uro, rådvildhed og angst – altså elendighed – sådan som det vestlige menneske oplever det i dag.
Den rette vej til lykke
Mine brødre, den rette vej til menneskets lykke består i at tilfredsstille dets behov og instinkter på en reguleret og harmonisk måde, som skaber balance mellem instinkterne, så intet instinkt forsømmes, og intet får lov til at dominere de andre.
Det vigtigste at være opmærksom på er, at menneskets mest fremtrædende instinkt og det, der tydeligst påvirker dets adfærd, er religiøsitetsinstinktet.
Når mennesket bliver bevidst om dette jordiske liv og ser sig selv drevet til at tilfredsstille sine behov, indser det af natur, at nåden omgiver det fra alle sider… nåden omgiver det fra alle sider. Midlerne til at tilfredsstille dets behov var gjort tilgængelige og underlagt det, allerede før det blev født og kom til live. Luft, vand, mad, passende varme og andre livsbetingelser, som det ikke kan leve uden, blev sikret og underlagt det uden nogen indsats eller handling fra dets side.
Det føler sig derfor drevet til at søge Ham, der besidder denne magt, som har skænket det livet og overøst det med synlige og skjulte velsignelser, så det kan udtrykke sin tak og taknemmelighed ved at tilbede Ham, ære og helliggøre Ham og ydmyge sig for Ham.
Derfor har vi siden oldtiden set mennesket tilbede og udøve religion. Når det kom på afveje fra kendskabet til sin Skaber, ophøjet er Han, tog det symboler og afgudsbilleder som påståede guder og tilbad dem i stedet for Allah, den Ophøjede.
Når mennesket står over for livets krav, føler det rådvildhed og angst: Hvordan tilfredsstiller jeg mine behov? Hvordan lever jeg? Hvordan bruger jeg tingene omkring mig? Hvordan møder jeg livet? Det mærker, at det er mangelfuldt og ude af stand til at ordne sine forhold og sit liv, og at det har brug for sin Skaber, ophøjet er Han, til at ordne dem. Derfor søger det tilflugt hos Ham og beder Ham ordne alle dets forhold og hele dets liv.
Kort sagt er religiøsitetsinstinktet, som er kernen i den menneskelige natur, dette behov for Den Organiserende Skaber, der udspringer af menneskets naturlige afmagt.
Hvis dette væsentlige aspekt af mennesket tilsidesættes, og mennesket sættes på den materielle tilfredsstillelses vej langt fra bevidstheden om forbindelsen med Allah – altså langt fra åndeligheden – vil det forblive ængsteligt, uroligt, rådvildt, ulykkeligt og elendigt. Det søger lykken, men finder den ikke, som den, der løber efter et fatamorgana.
Lignelsen om den, der jager et fatamorgana
Betragt sammen med mig, hvad Allah den Ophøjede siger om disse mennesker:
﴿ وَٱلَّذِينَ كَفَرُوٓا۟ أَعْمَـٰلُهُمْ كَسَرَابٍۭ بِقِيعَةٍ يَحْسَبُهُ ٱلظَّمْـَٔانُ مَآءً حَتَّىٰٓ إِذَا جَآءَهُۥ لَمْ يَجِدْهُ شَيْـًٔا وَوَجَدَ ٱللَّهَ عِندَهُۥ فَوَفَّىٰهُ حِسَابَهُۥ ۗ وَٱللَّهُ سَرِيعُ ٱلْحِسَابِ ﴾
»Men de, der fornægter troen—deres handlinger er som et fatamorgana på en slette, som den tørstige tror er vand, indtil han kommer til det og ikke finder noget; men han finder Allah foran sig, og Han gør hans regnskab fuldt op. Allah er hurtig til at gøre regnskabet op« [24:39]
﴿ أَوْ كَظُلُمَـٰتٍ فِى بَحْرٍ لُّجِّىٍّ يَغْشَىٰهُ مَوْجٌ مِّن فَوْقِهِۦ مَوْجٌ مِّن فَوْقِهِۦ سَحَابٌ ۚ ظُلُمَـٰتٌۢ بَعْضُهَا فَوْقَ بَعْضٍ إِذَآ أَخْرَجَ يَدَهُۥ لَمْ يَكَدْ يَرَىٰهَا ۗ وَمَن لَّمْ يَجْعَلِ ٱللَّهُ لَهُۥ نُورًا فَمَا لَهُۥ مِن نُّورٍ ﴾
»Eller som mørke i et bundløst hav, dækket af en bølge, oven over hvilken er endnu en bølge, oven over hvilken er skyer—mørke lag over hinanden. Når han rækker hånden ud, kan han knap nok se den. Den, som Allah ikke giver lys, har intet lys« [24:40]
Lykke i islam: at opnå Allahs velbehag
Derfor er islams opfattelse af lykken den rette, og islams vej er den, der fører til menneskets lykke.
Det skyldes, at islam stemmer overens med menneskets natur. Islam tilfredsstiller religiøsitetsinstinktet korrekt ved at gøre mennesket bekendt med dets Skaber, ophøjet er Han, og ved at etablere den rette forbindelse med Ham gennem de troslærdomme, islam har forklaret, og de tilbedelseshandlinger, islam har foreskrevet.
Derefter ordner islam menneskets forhold og liv gennem de livssystemer, som islam har foreskrevet til at regulere tilfredsstillelsen af alle dets behov. Islam giver hverken instinkterne frit løb eller undertrykker dem, men regulerer og samordner dem og placerer dem på den rette kurs.
Dermed indretter muslimen sit liv efter Allahs bud og forbud. Jo mere mennesket overholder Allahs bud og forbud, og jo mere dets adfærd reguleres af det guddommelige system, desto større lykke opnår det.
Således forstår vi det rette lykkebegreb: Lykke er at opnå Allahs velbehag. Ulykke er derimod at være langt fra Hans velbehag, den Almægtige og Majestætiske.
Retledning og et godt liv
Dette fortæller Vor Herre, ophøjet og glorværdig er Han, os, når Han siger:
﴿ قَدْ جَآءَكُم مِّنَ ٱللَّهِ نُورٌ وَكِتَـٰبٌ مُّبِينٌ ﴾
»Der er kommet jer et lys og en klar Bog fra Allah« [5:15]
﴿ يَهْدِى بِهِ ٱللَّهُ مَنِ ٱتَّبَعَ رِضْوَٰنَهُۥ سُبُلَ ٱلسَّلَـٰمِ ﴾
»Gennem den retleder Allah dem, der søger Hans velbehag, til fredens veje« [5:16]
Og Han, den Ophøjede og Mægtige, siger:
﴿ مَنْ عَمِلَ صَـٰلِحًا مِّن ذَكَرٍ أَوْ أُنثَىٰ وَهُوَ مُؤْمِنٌ فَلَنُحْيِيَنَّهُۥ حَيَوٰةً طَيِّبَةً ﴾
»Den, der handler retfærdigt, mand eller kvinde, og er troende, vil Vi bestemt skænke et godt liv« [16:97]
Og Han, glorværdig er Han, siger:
﴿ فَإِمَّا يَأْتِيَنَّكُم مِّنِّى هُدًى فَمَن تَبِعَ هُدَاىَ فَلَا خَوْفٌ عَلَيْهِمْ وَلَا هُمْ يَحْزَنُونَ ﴾
»Når der så kommer retledning fra Mig til jer, skal de, der følger Min retledning, ikke nære frygt, og de skal ikke sørge« [2:38]
Og Han, den Ophøjede og Mægtige, siger:
﴿ إِنَّ ٱلَّذِينَ قَالُوا۟ رَبُّنَا ٱللَّهُ ثُمَّ ٱسْتَقَـٰمُوا۟ فَلَا خَوْفٌ عَلَيْهِمْ وَلَا هُمْ يَحْزَنُونَ ﴾
»De, der siger: ›Vor Herre er Allah‹, og derefter forbliver standhaftige, skal ikke nære frygt, og de skal ikke sørge« [46:13]
Derefter viser Allah den Ophøjede os en sammenligning mellem den lykkelige gruppe og den ulykkelige gruppe. Han siger:
﴿ فَمَنِ ٱتَّبَعَ هُدَاىَ فَلَا يَضِلُّ وَلَا يَشْقَىٰ ﴾
»Den, der følger Min retledning, vil hverken fare vild eller blive ulykkelig« [20:123]
﴿ وَمَنْ أَعْرَضَ عَن ذِكْرِى فَإِنَّ لَهُۥ مَعِيشَةً ضَنكًا ﴾
»Men den, der vender sig bort fra Min påmindelse, vil få et trangt liv« [20:124]
Lykke i velstand og prøvelser
Med denne forståelse kan lykke ledsage nydelsen, udsmykningen og pragten i dette jordiske liv, når mennesket møder dem ved at overholde Allahs bud og forbud og holde sig inden for Hans Shari’ahs grænser. Men hvis det vender sig mod denne verden, mens det vender sig bort fra Allahs bud og krænker det, Han har gjort ukrænkeligt, vil det ikke føle lykke, uanset hvad det påstår. Dets sjæl vil ikke falde til ro, og dets hjerte vil ikke finde tryghed, for der findes ingen tryghed uden følelsen af Allahs velbehag.
Lykke kan på samme måde ledsage trængsel, prøvelser og modgang. Når en muslim kæmper på slagmarken og udsætter sit blod for at blive udgydt og sit liv for at blive taget, føler han stor begejstring og glæde. Han mærker Allahs velbehag ved at udføre en af Hans største rituelle handlinger og ved at føre jihad, så Allahs ord bliver det højeste. Det samme gælder, når han udsættes for forfølgelse og mishandling for sandhedens ord og en principfast holdning.
Bilal og Yusuf, fred være med ham
Bilal ibn Rabah, må Allah være tilfreds med ham, følte derfor begejstring og værdighed under klippen på det brændende ørkensand, mens han standhaftigt gentog: »Én, én.«
Allahs profet Yusuf, må Allah velsigne ham og skænke ham fred, giver os et storslået eksempel, da han foretrækker fængslet, som ledsages af Allahs velbehag, frem for den nydelse, der er blandet med Hans mishag. Da al-Aziz’ hustru truer ham og siger:
﴿ وَلَقَدْ رَٰوَدتُّهُۥ عَن نَّفْسِهِۦ فَٱسْتَعْصَمَ ۖ وَلَئِن لَّمْ يَفْعَلْ مَآ ءَامُرُهُۥ لَيُسْجَنَنَّ وَلَيَكُونًا مِّنَ ٱلصَّـٰغِرِينَ ﴾
»Jeg forsøgte bestemt at forføre ham, men han holdt stand; og hvis han ikke gør, hvad jeg befaler ham, vil han helt sikkert blive fængslet og blive blandt de ydmygede« [12:32]
Hvad er så svaret fra den unge Yusuf, må Allah velsigne ham og skænke ham fred? Han giver dette storslåede svar:
﴿ قَالَ رَبِّ ٱلسِّجْنُ أَحَبُّ إِلَىَّ ﴾
»Han sagde: ›Min Herre! Fængslet er mig kærere‹« [12:33]
﴿ أَحَبُّ إِلَىَّ مِمَّا يَدْعُونَنِىٓ إِلَيْهِ ﴾
»mig kærere end det, de indbyder mig til« [12:33]
Hvorfor er fængslet ham kærere? Fordi det ledsages af lydighed mod Allah; dér findes lykken.
Allahs velbehag over Paradisets lyksalighed
Allah bekræfter, at der ikke findes lykke uden Hans velbehag, når Han i mange af Sine ayat – mange ayat – forbinder Sit løfte om Paradiset og dets lyksalighed med Sit velbehag, som om Paradisets lyksalighed ikke fuldendes uden dette velbehag. Han, den Ophøjede og Mægtige, siger:
﴿ وَعَدَ ٱللَّهُ ٱلْمُؤْمِنِينَ وَٱلْمُؤْمِنَـٰتِ جَنَّـٰتٍ تَجْرِى مِن تَحْتِهَا ٱلْأَنْهَـٰرُ خَـٰلِدِينَ فِيهَا وَمَسَـٰكِنَ طَيِّبَةً فِى جَنَّـٰتِ عَدْنٍ ۚ وَرِضْوَٰنٌ مِّنَ ٱللَّهِ أَكْبَرُ ۚ ذَٰلِكَ هُوَ ٱلْفَوْزُ ٱلْعَظِيمُ ﴾
»Allah har lovet de troende mænd og de troende kvinder haver, under hvilke floder strømmer, hvor de skal forblive for evigt, og gode boliger i Edens haver; men Allahs velbehag er større. Det er den store sejr« [9:72].
﴿ ذَٰلِكَ هُوَ ٱلْفَوْزُ ٱلْعَظِيمُ ﴾
»Det er den store sejr« [9:72].
Og Han, den Ophøjede og Mægtige, siger:
﴿ جَزَآؤُهُمْ عِندَ رَبِّهِمْ جَنَّـٰتُ عَدْنٍ تَجْرِى مِن تَحْتِهَا ٱلْأَنْهَـٰرُ خَـٰلِدِينَ فِيهَآ أَبَدًا ۖ رَّضِىَ ٱللَّهُ عَنْهُمْ وَرَضُوا۟ عَنْهُ ۚ ذَٰلِكَ لِمَنْ خَشِىَ رَبَّهُۥ ﴾
»Deres belønning hos deres Herre er Edens haver, under hvilke floder strømmer, hvor de skal forblive for evigt. Allah er tilfreds med dem, og de er tilfredse med Ham. Det er for den, der frygter sin Herre« [98:8]
Den profetiske hadith om Allahs velbehag
Lyt til sidst til dette udførligt i den profetiske hadith, som al-Bukhari har overleveret fra Abu Sa‘id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham. Han berettede, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og skænke ham fred, sagde: «إن الله تبارك وتعالى يقول لأهل الجنة: يا أهل الجنة. فيقولون: لبيك ربنا وسعديك. فيقول: هل رضيتم؟ فيقولون: وما لنا لا نرضى وقد أعطيتنا ما لم تعط أحداً من خلقك؟ فيقول: أنا أعطيكم أفضل من ذلك، أفضل من ذلك، أنا أعطيكم أفضل من ذلك. قالوا: يا رب، وأي شيء أفضل من ذلك؟ فيقول: أحل عليكم رضواني، فلا أسخط عليكم بعده أبداً» [صحيح البخاري 6549] – »Allah, den Velsignede og Ophøjede, siger til Paradisets folk: ›O Paradisets folk!‹ De svarer: ›Vi adlyder Dig, vor Herre, og er rede til at tjene Dig.‹ Han spørger: ›Er I tilfredse?‹ De svarer: ›Hvorfor skulle vi ikke være tilfredse, når Du har givet os, hvad Du ikke har givet nogen anden af Dine skabninger?‹ Han siger: ›Jeg vil give jer noget bedre end det – bedre end det – Jeg vil give jer noget bedre end det.‹ De spørger: ›Vor Herre, hvad kan være bedre end det?‹ Han siger: ›Jeg lader Mit velbehag hvile over jer og vil aldrig siden være vred på jer.‹«.
Dette er Allahs beretning om menneskets lykke i Paradiset. Findes der noget at sige efter Allahs ord? Ophøjet er Han, den Fintfølende, den Altvidende.
Må Allahs fred og barmhjertighed være med jer. Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.
Spørgsmål og diskussioner
Velkommen tilbage til svarene på nogle af de spørgsmål, der kom under denne halaqa.
Platon, Aristoteles og balancen mellem krop og ruh
Broder al-Abid har sendt et lidt langt spørgsmål. Han skriver: Jeg har undersøgt nogle definitioner af lykke og fundet, at Platon betragtede lykken som moralske og sjælelige dyder såsom visdom, mod, retfærdighed og kyskhed. Platon tilføjede, at individets lykke først bliver fuldkommen, når dets ruh når den anden verden. Aristoteles definerede derimod lykke som en gave fra Allah og opdelte den i fem områder: fysisk sundhed; at opnå rigdom og forvalte og investere den godt; at nå mål og praktiske resultater; en sund forstand og troslære; samt et godt omdømme og en god livsførelse blandt mennesker. Muslimske lærde siger derimod, at lykke er, at individet opnår balance mellem krop og ruh. Hvordan samler og besvarer du alt dette? Tak.
Tak, broder al-Abid, for dette lange spørgsmål. Det er i virkeligheden flere spørgsmål, ikke ét, men på grund af deres betydning vil jeg besvare dem og forsøge at fatte mig kort med hvert af dem.
Svar på Platons opfattelse
Hvad angår det, du nævnte om Platon, forstår den, der kender Platons filosofi, hvad han mener. Platon er en af de filosoffer, der opdeler eksistensen – og mennesket sammen med den – som bestående af… de beskriver eksistensen og mennesket som bestående af to elementer: materie og ruh. De mener, at der er en kamp mellem materie og ruh; at ruh repræsenterer højnelse, velbefindende, lykke og renhed; og at materien, herunder kroppen, repræsenterer elendighed, ulykke og forfald og så videre.
De mener, at menneskets lykke består i, at dets ruh frigør sig fra kroppen – eller at den frigør sig, for det arabiske ord ruh bruges både i hankøn og hunkøn – og slutter sig til den universelle ruh, som han siger. Derfor bliver lykken ifølge Platon, som jeg sagde, først fuldkommen, når mennesket slutter sig til den anden verden. Han mener dermed, at menneskets ruh vender tilbage til sit ophav, den universelle ruh, som ifølge de gnostiske filosoffer, herunder Platon, er eksistensens ophav.
Dette afviser vi naturligvis. I en tidligere halaqa talte vi om den filosofi, der opdeler… beskriver verden eller eksistensen som bestående af materie og ruh. Vi sagde, at denne filosofi ikke har noget med islam at gøre, og vi tilbageviste tanken om en kamp mellem materie og ruh, hvor den ene nødvendigvis må besejre den anden.
Vi sagde, at islam kom med en anden filosofi, nemlig sammensmeltningen af materien med ruh. Menneskets handlinger er materielle handlinger, som udspringer af dets organiske behov og instinkter med henblik på tilfredsstillelse. Denne adfærd, der skal føre til tilfredsstillelse, reguleres af Allahs bud og forbud på grundlag af bevidstheden om menneskets forbindelse med Allah, ophøjet er Han. Dette er det åndelige aspekt. Dermed har mennesket sammensmeltet materien med ruh. Med andre ord styrer det materien gennem ruh, altså gennem Allahs bud og forbud, på grundlag af bevidstheden om forbindelsen med Allah, den Almægtige og Majestætiske. Dette kaldes ruh, det åndelige aspekt eller åndelighed.
Platons syn på lykke er en direkte konsekvens af hans eksistensopfattelse og filosofi. Derfor afviser vi denne tankegang grundlæggende fra dette perspektiv.
Svar på Aristoteles’ opfattelse
Aristoteles er kendt for at have lært filosofferne det, der kaldes logik. Vi har naturligvis slet ikke brug for hans logik, selv om mange muslimer er faldet i Aristoteles’ logiske snarer.
I denne udtalelse kredser han, som du ser, om lykkens betydninger uden at nå selve lykken. Det, han sigter mod – og som ethvert menneske til dels sigter mod – er at indrette sit liv og få succes i det. Men spørgsmålet er: Hvem kan regulere menneskets adfærd og dets forhold til sig selv, sin Skaber og andre mennesker? Allah, ophøjet er Han, er den eneste, der kan regulere disse forhold for mennesket og dermed regulere hele dets liv og adfærd. Hvis mennesket regulerer sine handlinger gennem Allahs bud og forbud og derved mærker Allahs velbehag, når det lykken. Det har da tilfredsstillet sine behov efter Allahs bud og forbud, mærket Hans velbehag og tilfredsstillet sine behov og ønsker på rette vis. Derved når det lykken.
Balancen mellem krop og ruh
Hvad angår det, som nogle muslimske lærde siger – ikke de muslimske lærde generelt, som du nævnte – er det især en opfattelse blandt nutidige lærde og forfattere: at lykke består i, at individet opnår balance mellem krop og ruh. Det er disse lærdes eller forfatteres syn på balancen mellem krop og ruh.
De sagde dette først efter at have accepteret dualismen mellem ruh og materie og påstanden om, at ruh har én form for næring, mens kroppen har en anden. Sandheden er derimod, som vi sagde, at islam sammensmelter materien med ruh. Islam fastsætter ikke én næring for ruh og en anden for materien. Islam styrer derimod alle menneskets handlinger, som er materielle handlinger, gennem Allahs bud og forbud på grundlag af bevidstheden om forbindelsen med Allah. Dette er åndelighed. Dermed sammensmelter mennesket materien med ruh. Det tilfredsstiller religiøsitetsinstinktet, overlevelsesinstinktet, artsinstinktet og sine organiske behov efter Allahs bud og forbud. Åndeligheden ledsager derfor mennesket i hele dets liv, i al dets adfærd og alle dets handlinger. Der findes således ikke én næring for ruh og en anden for kroppen. Der findes en regulering af menneskets instinkter og organiske behov efter Allahs bud og forbud. Derved sammensmelter mennesket materien med ruh og lader åndeligheden ledsage hele sit liv. Dette talte vi udførligt om i en tidligere halaqa.
Er lykke en følelse eller en tanke?
Broder Abd al-Rahman spørger: Er lykke en følelse, en tanke eller begge dele? Lykke er en følelse. Den er tilfredshed, varig tryghed og sjælens stabilitet. Men denne lykke opstår ikke uden tænkning. Hvilken tænkning? Den rette tænkning, som fortæller mennesket, at dets behov og ønsker – som det dør, bliver ængsteligt eller udmattet af ikke at tilfredsstille – skal tilfredsstilles på rette vis. Den rette tilfredsstillelse sker gennem et system fra Allah, ophøjet er Han, for Allah ved, hvilken tilfredsstillelse der gavner mennesket, og hvilken der ikke gør. Denne tænkning fører til de begreber, som styrer adfærden korrekt og fører til lykke. Lykke er altså en følelse, men den udspringer af tænkning. Denne tænkning udspringer af den helhedsorienterede idé om universet, mennesket og livet, altså den rette troslære, som mennesket tilslutter sig.
Er vesterlændingene lykkelige?
Broder »Den udenlandsboende studerende« spørger: Nogle siger, at lykken er synlig i de vestliges liv, og mange vesterlændinge mener, at de lever et lykkeligt liv. Hvordan kan denne påstand besvares?
Der er stor forskel på den, der har nået lykken, og den, der fejlagtigt tror, at lykken findes på den forkerte vej og derfor går ud for at søge den. Når han følger denne vej til dens ende, når han ikke lykken, sådan som Allah den Ophøjede siger:
﴿ وَٱلَّذِينَ كَفَرُوٓا۟ أَعْمَـٰلُهُمْ كَسَرَابٍۭ بِقِيعَةٍ يَحْسَبُهُ ٱلظَّمْـَٔانُ مَآءً حَتَّىٰٓ إِذَا جَآءَهُۥ لَمْ يَجِدْهُ شَيْـًٔا وَوَجَدَ ٱللَّهَ عِندَهُۥ فَوَفَّىٰهُ حِسَابَهُۥ ۗ وَٱللَّهُ سَرِيعُ ٱلْحِسَابِ ﴾
»Men de, der fornægter troen—deres handlinger er som et fatamorgana på en slette, som den tørstige tror er vand, indtil han kommer til det og ikke finder noget; men han finder Allah foran sig, og Han gør hans regnskab fuldt op. Allah er hurtig til at gøre regnskabet op« [24:39]
Beviset er, at vesterlændingene fremstiller lykken som det at opnå den størst mulige andel af nydelser – sanselige nydelser. Deres højeste ideal blev derfor at opnå mest mulig rigdom, magt og anseelse… magt, anseelse og rigdom, og nogle tilføjede skønhed. Ser vi på dem, der har opnået mest af dette, finder vi mange i en tilstand af rådvildhed, elendighed og ulykke. De går regelmæssigt til psykologiske klinikker i et forsøg på at komme ud af den depression, de lever i. Hvorfor nåede de ikke lykken, efter at de havde opnået alle de høje idealer, de stræbte efter?
Hvorfor? Selvmord forekommer ifølge hans udsagn hyppigt og skulle være mest udbredt i lande med det højeste materielle velstandsniveau. Ser vi på de europæiske lande, hvor individet har opnået den højeste personlige velstand, såsom de skandinaviske lande og andre, finder vi ifølge hans udsagn, at disse lande har verdens højeste andel af selvmord og selvmordsforsøg.
Hvis vi ser på Vesten, som hævder eller hævdede at have løst menneskets problem og ført det til lykke gennem den såkaldte psykologi, der fulgte og udviklede sig sammen med vestlig tænkning gennem psykologiske klinikker, finder vi ifølge hans argument, at jo flere psykologiske klinikker der kommer i Vesten, desto flere får psykiske kriser og psykiske sygdomme. Der findes en psykologisk klinik i hvert kvarter, og mennesker kommer dertil i stort tal og bliver endda afhængige af at gå der. Hvorfor har deres tænkning, livssyn og lykkebegreb ikke gjort klinikkerne overflødige? Fordi det ifølge ham er netop denne tænkning, der gør mennesket sygt og øger dets psykiske problemer og kriser.
Hvordan kan dette vestlige menneske være lykkeligt, når familielivet næsten er blevet en sjældenhed? De statistikker, han henviser til, skulle vise, at familielivet hurtigt går tilbage, så de fleste ikke længere nyder et familieliv: intet ægteskab, ingen fødsler; et samfund, der ifølge argumentet uddør som følge af sine egne begreber.
Det vestlige menneskes begreber fører det ifølge argumentet til individualisme. Dets syn på lykke som den størst mulige andel af kropslige nydelser får det til ikke at gifte sig, indgå et fast forhold eller få børn, fordi børn koster penge og kræfter og afleder det fra egne nydelser. Fødslerne bliver derfor færre end dødsfaldene. I Vesten er dødsfaldene ifølge hans udsagn flere end fødslerne, så disse folk begynder at uddø. Han understreger, at dette er statistikker og ikke blot Ahmad al-Qasas’ egne ord. Ifølge de statistikker, han henviser til, falder de vestlige befolkningstal, og størstedelen af de nuværende indbyggere er gamle. Det skulle betyde, at denne majoritet vil dø efter få år, befolkningstallet falde kraftigt og fortsætte med at falde, fordi fødslerne er færre end dødsfaldene.
Han tilføjer, at en betydelig del af fødslerne i disse lande ifølge hans udsagn skyldes tilflyttere, som ikke tilhører landenes kultur, herunder muslimer, afrikanere, asiater og andre.
Derfor forventedes det ifølge de statistikker og beregninger, han henviser til – der blev nævnt året 2050 – at Europa efter få årtier ville blive et muslimsk kontinent, altså at flertallet af indbyggerne ville være muslimer.
En civilisation, der fortærer sig selv; dens begreber får den til at uddø. Fører dette mennesket til lykke? Fører fraværet af familieliv og det åndelige aspekt og et liv, hvor mennesket kun løber og higer efter sanselige, materielle nydelser, til lykke og tryghed? Nej, ved Allah. Det er nok, at dette menneske tænker på den dør, det uundgåeligt skal gå ind ad på et tidspunkt – dødens dør – for at blive grebet af panik. Det kender ikke sin skæbne dér og har ikke gjort dette liv til en overgang til det hinsidige, så dets sjæl kan finde ro.
Lykke og nydelse
Broder Marwan Abu Sultan kommenterer: Lykke og nydelse er to forskellige ting. Nydelse er knyttet til behovene og en tilfredsstillelse af dem uden regler, mens lykke er knyttet til overbevisninger og opnåelsen af tryghed. For at lykken kan opnås, skal behovene tilfredsstilles efter et helhedsorienteret syn og en fast forankret troslære. Dette opnås gennem islam og dens troslære. Må Allah velsigne dine ord, broder Marwan.
Er lykkebegrebet relativt?
Er hvert menneskes lykke knyttet til dets eget lykkebegreb? Eller findes der ét sandt lykkebegreb, som mennesker kun kan nå lykken gennem, sådan som vi tidligere forklarede i denne halaqa?
Nej, lykken… lykkebegrebet er ikke relativt i den forstand, at hvert menneskes lykke afhænger af dets egen forståelse af lykken. Lykken har kun én sandhed.
Den, der rammer denne sandhed, kan følge vejen til lykke. Den, der ikke forstår dette begreb, når ikke lykken, uanset hvor meget vedkommende hævder at nå den efter sit eget begreb. Lykke opnås kun gennem Allahs velbehag, for den, der opnår Allahs velbehag, har overholdt Hans bud og forbud. Denne overholdelse betyder, at mennesket styrer sine handlinger – altså tilfredsstiller sine behov, ønsker og instinkter – på rette vis efter Allahs bud og forbud. Derved når det lykken. Alle andre lykkebegreber, som mennesker bærer på, er illusioner oven på illusioner.
Lykke mellem individet og samfundet
Bror Abu al-Rashid spørger: Er lykke et fænomen, der søges i fællesskabet eller hos den enkelte? Med andre ord: Taler man om samfundets lykke eller individets lykke? Dette fører mig til spørgsmålet: Er muslimerne i Golfstaterne – for eksempel – lykkeligere end muslimerne i Syrien eller Egypten?
Kære bror, lykke er i sidste ende en individuel følelse, men dens udtryk kan være kollektivt. Det, der fører individet til denne lykke, er begreber. Når mennesker lærer disse begreber at kende og er enige om dem, viser lykken sig kollektivt. Men selve følelsen tilhører i sidste ende det enkelte menneske… Blandt de forhold, som Allahs bud, forbud, lovgivning og vejledning sikrer, er, at muslimen lever blandt brødre, som elsker hinanden. Dette er en del af individets lykke. Lykke er derfor en individuel følelse, men dens udtryk kan være både individuelt og kollektivt. Det er én side af dit spørgsmål.
At muslimer kan være lykkeligere i ét samfund end i et andet – og det gælder ikke kun vor tid – skyldes, at jo mere Shari’ah styrer menneskers liv, og jo mere Allahs lov former deres liv, desto mere sikrer det deres lykke. Omvendt gælder, som han gentager: Jo mere vildfarelsens systemer, kufrs systemer og menneskeskabte systemer påtvinges mennesker, desto mere gør de dem ulykkelige.
Mennesker kan ikke leve et islamisk liv, der fører dem til lykke, alene gennem deres individuelle adfærd. Der må være et anvendt islamisk system, som præger deres adfærd og relationer, så de indretter livet efter Allahs bud og forbud. Her viser lykken sig under Allahs Shari’ah. Anvendelsen af islam er ikke kun en individuel sag. Den viser sig i de individuelle områder, herunder tilbedelseshandlinger og moral, og også i relationerne mellem mennesker, som skal styres af Allahs bud og forbud, altså Allahs Shari’ah. Når alt dette findes og sikres, opnås menneskets lykke, og dens kollektive udtryk viser sig blandt mennesker.
Når Shari’ahs suverænitet forsvinder fra menneskenes verden, fører det derfor til ulykker, elendighed og katastrofer. Elendigheden præger menneskers liv, og kriser opstår blandt dem. Derfor er samfund forskellige: I ét samfund er depression og elendighed udbredt, mens et andet er mindre ulykkeligt eller mere lykkeligt.
Selv om lykkebegrebet i denne verden er ét, varierer graden af lykke mellem mennesker. Ikke alle er lykkelige i højeste grad, og ikke alle er ulykkelige i højeste grad. Mennesker befinder sig på forskellige trin mellem den mest ulykkelige og den lykkeligste. Men lykkebegrebet er ét, og kun den, der kender det, træder ind ad lykkens dør: Lykke opnås gennem Allahs velbehag.
Den absolutte og fuldkomne lykke findes derfor ikke i denne verden, men i det hinsidige. I denne verden findes prøvelser, kriser, ulykker og forpligtelser og så videre. I det hinsidige findes intet af dette. Der findes Allahs velbehag, den højeste tilstand, som sikrer den højeste grad af lykke. Den lykke, Allah skænker Sine tjenere i Paradiset, fuldendes med materiel lyksalighed som mad, drikke, klæder og mødet mellem mænd og kvinder og så videre. Alt dette udgør lykken i dens mest fuldkomne betydning.
Selv i det hinsidige – selv blandt Paradisets beboere, som Allah har fortalt os – varierer lykken. Den gudfrygtige, der opnår de højeste grader, står over den, der er mindre gudfrygtig, og sådan fortsætter det. De troende står ikke alle på samme trin. De lykkeligste er de mest gudfrygtige. Alle Paradisets beboere er lykkelige, men også i Paradiset varierer lykken fra menneske til menneske efter de grader, Allah har fortalt os om.
Løsningen på den allerstørste knude og dens forhold til lykke
Fra broder »Ledsageren på vejen«: Må Allah velsigne dig, kære broder Ahmad al-Qasas, og ære dig. Mit spørgsmål er: Hvad er forbindelsen mellem den rette løsning på den allerstørste knude og lykke? Hvor stor en lykke opnår mennesket i denne verden, hvis det løser knuden korrekt?
Jeg besvarede tidligere spørgsmålets anden del. Hvad angår den første del – forbindelsen mellem den rette løsning på den allerstørste knude og lykke – er løsningen på den allerstørste knude grundlaget for lykken. Uden at løse den allerstørste knude finder mennesket ikke vejen til lykke.
Den allerstørste knude består kort sagt i, at mennesket søger at vide… Mennesket spørger: Hvor kommer jeg fra? Hvorfor er jeg her i denne verden? Hvor skal jeg hen? Hvorfor blev jeg bragt fra det, der var før dette jordiske liv, til dette jordiske liv? Og hvordan hænger dette jordiske liv sammen med det, der kommer efter? Disse spørgsmål udgør den allerstørste knude for mennesket. Hvis den ikke løses, hvordan kan dets sjæl så finde ro, og hvordan kan det dermed blive lykkeligt? Det er ét aspekt; der findes også et andet.
Den rette løsning på denne knude betyder, at mennesket når frem til den rette tro på Allah og dermed til troen på Hans Bog og Hans Profet, må Allah velsigne ham og skænke ham fred – altså troen på den religion, Allah har skænket mennesket. Når mennesket tror på Allahs religion, får det svarene på de spørgsmål, der udgør den allerstørste knude. Det får også den retledning, som fastlægger dets livsførelse og måden, hvorpå det etablerer forbindelsen med Allah. Dermed følger det vejen til Allahs velbehag og derfor vejen til lykke. Vi beder Allah om at gøre os til nogle af de lykkelige.
Vestlig psykologi og lykke
Broder Nizar Satita – eller Satit – spørger: Går vesterlændinge til såkaldte psykologer kun for at løse deres personlige problemer, eller også for at søge lykkebegrebet? Er det rigtigt at opfordre muslimer til at gentage denne erfaring? Med andre ord: Kan psykologer løse menneskets problemer?
Kære broder Nizar, psykologerne har selv brug for nogen, der leder dem til den rette livsførelse og til lykken. De er mennesker som alle andre. Hvis de ikke får retledning fra Allah, er de ikke retledte. Hvordan kan en, der kun selv bliver retledt, når Allah retleder ham, lede mennesker uden Allahs retledning?
Disse psykologer er en gruppe arrogante mennesker, som hævder at kende den menneskelige psykes virkelighed og derfor også at vide, hvordan dens problemer løses og dens behov tilfredsstilles, så den kan nå lykken. I virkeligheden har de, der kaldes psykologer, brug for retledning ligesom alle andre mennesker.
Beviset er, at de selv ændrer deres teorier. Psykologien for halvtreds eller tres år siden er helt anderledes end den psykologi, psykologer studerer på universiteterne i dag.
For halvtreds, tres eller endda halvfjerds år siden sagde psykologer, at mennesket følger faste love ligesom det stof, der undersøges i et laboratorium. De anvendte strenge og uforanderlige regler på menneskets psyke, ligesom reglerne i kemi, fysik og biologi.
Senere modsagde de sig selv og sagde: »Denne teori har slået fejl.« De gjorde endda nar af den og begyndte at sige:
Psykologer har forskellige skoler og opfattelser. Der findes Freuds skole og den ene og den anden skole og så videre; hver især taler for sin egen sag.
De har gjort mennesket til en laboratorierotte, som de afprøver deres teorier på.
De er ikke blevet retledt til løsningen på den allerstørste knude og har adskilt religionen fra livet. Hvordan skulle de da selv være lykkelige, og hvordan skulle de kunne lære andre lykken?
Ja, mennesker i Vesten går nogle gange til psykologer eller psykiatere for at få fastslået og bekræftet: Er dette min vej til lykke? Andre gange går en person til dem og siger: Jeg fulgte vejen til lykke, men nåede den ikke. Hvad gik galt? Vis mig de handlinger, der fører mig til lykke.
Afslutning
Dette vestlige menneske er fortabt og faret vild:
﴿ وَمَن لَّمْ يَجْعَلِ ٱللَّهُ لَهُۥ نُورًا فَمَا لَهُۥ مِن نُّورٍ ﴾
»Den, som Allah ikke giver lys, har intet lys« [24:40].
Jeg beder Allah den Ophøjede om at tage imod fra mig og fra jer og gøre vores viden og handlinger oprigtige for Hans ædle ansigt. Jeg påkalder velsignelser og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der følger ham. Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.
