Alle Halaqaat
DA

Halaqa 42

Fremkomsten af ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 42: Fremkomsten af ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 25. juni 2018 — 11. shawwal 1439 هـ

Video med undertekster

Fuld transskription

Fra bogenIslams systemSjette udgave · 2001s. 34

Indledende afsnit af bogen »Islams system«

Denne ideologi opstod oprindeligt, alt imens kejserne og kongerne i Europa og Rusland, med gejstligheden som springbræt, brugte religionen som et middel til folks udnyttelse, undertrykkelse og udmarvning. Som resultat heraf opstod der en uhyrlig kamp, hvor nogle filosoffer og tænkere benægtede religionen fuldstændigt, mens andre anerkendte religionen, men kaldte til religionens adskillelse fra livet. Den endelige holdning hos majoriteten af filosofferne og tænkerne udmundede i én idé, som er religionens adskillelse fra livet, og som naturligt resulterede i religionens adskillelse fra staten. Den endelige holdning var, at man hverken skulle undersøge i religionens benægtelse eller anerkendelse. Undersøgelsen blev afgrænset til at religion skulle adskilles fra livet. Denne idé betragtes som et kompromis mellem gejstligheden, som ønskede at undertvinge sig alt i religionens navn, og tænkerne og filosofferne, der benægtede religionen og gejstlighedens magt. Derfor benægter idéen ikke religionen, men tillader dog ikke religionens indblanding i livet; idéen har derimod adskilt religionen fra livet. Følgelig var den verdensanskuelse, som hele Vesten adopterede, denne adskillelse af religionen fra livet. Denne verdensanskuelse er dermed det intellektuelle grundlag, hvorpå alle tanker baseres, og på grundlag af denne verdensanskuelse fastsættes menneskets intellektuelle retning og livssyn, og på basis heraf behandles alle livets problemer. Denne verdensanskuelse er også den intellektuelle ledelse, som Vesten bærer og kalder resten af verden til.

Se bogkilden

Indledning: Fremkomsten af ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet

Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Velkommen, kære brødre, til et nyt afsnit af jeres program, Halaqa Online. I denne serie taler vi stadig inden for det, vi har kaldt det intellektuelle lederskab i islam. I tidligere afsnit talte vi om oprejsning og definerede den som noget, der bygger på ideologisk tænkning, dvs. en altomfattende tanke om universet, mennesket og livet, hvorfra et system for mennesket i dets liv, samfund og stat udspringer.

Tiden er nu inde til at tale om den ideologi, der dominerer verden i dag, og som førte til den oprejsning, de vestlige lande oplevede: den moderne vestlige kulturs (hadaras) oprejsning. Med denne ideologi mener vi det, der kaldes den kapitalistiske ideologi. Nogle kalder den den liberale ideologi, mens det navn, der nu udbredes, er sekularisme. Det, der menes med alt dette, er ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet.

Denne ’aqida om religionens adskillelse fra livet er grundlaget for den moderne vestlige kultur og systemerne i de vestlige stater. Vesten arbejdede på at importere den til os. Ja, Vesten tvang os til at leve under det system, der udspringer af denne ’aqida, og tvinger os dag efter dag til at underkaste os den og erstatte den islamiske ’aqida med den som det grundlag, livet i muslimernes lande bygges på, selv om den er i strid med—eller modstridende til—den islamiske ’aqida både i sine rødder og sine detaljer.

Den intellektuelle konfrontation med den sekulære ’aqida

Den islamiske ummah udkæmper en intellektuel krig, som raser i dag. Nogle har besejret denne ’aqida i deres egen tanke, forstand og kultur og har taget afstand fra den. Andre er blevet besejret af den og har sagt: »Jeg accepterer sekularismen. Jeg accepterer den sekulære ’aqida. Jeg accepterer ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet, staten og samfundet. Men jeg vil ændre dens definition en smule, så muslimerne i den islamiske verden kan acceptere den, og så vi kan forsøge at få denne ’aqida til at sameksistere med islam.« De er naturligvis besejrede. De har fejlet og tabt. Problemet er, at de ønsker at indtage ledende positioner i den islamiske ummah og påstår, at de leder en ny oprejsning i ummahen, så den kan blomstre og opnå højnelse.

Derfor er det meget vigtigt, at vi nu gendriver denne ’aqida. Til at begynde med taler vi i dette afsnit om fremkomsten af denne ’aqida—’aqidaen om religionens adskillelse fra livet—og om det, der fulgte af den: et system for livet, samfundet og staten samt en kultur og en levemåde, der arbejder på at invadere vores lande. Den invaderede vores lande for omkring et århundrede siden. Muslimerne blev påvirket af den og levede under systemer, der udsprang af den. Er det sandt, at denne ’aqida er en menneskelig ’aqida, der passer til mennesket som menneske, og at den kan skabe oprejsning hos alle nationer, ligesom den skabte oprejsning i de vestlige samfund—Europa og de samfund, der følger det?

Den historiske kontekst for opkomsten af den sekulære verdensanskuelse

Vores emne i dag er fremkomsten af ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet. Middelalderen i Europa strakte sig over omkring tusind år, mellem det 5. og det 15. århundrede e.Kr. Det var tidsaldre præget af religiøsitet og åndelighed. Den religiøse europæer mente, at hvis religiøsitet stod i modsætning til oprejsning—eller med andre ord, hvis ånd stod i modsætning til materie—foretrak han religiøsitet ledsaget af forfald frem for oprejsning ledsaget af ateisme, vildfarelse eller kufr.

Religiøsitet i middelalderen

Den berømte historiker Will Durant, forfatter til The Story of Civilization, beskriver denne tendens blandt de religiøse i middelalderen. Han siger: »Mange kristne rettede al deres stræben mod at møde den frygtelige dommedag fri for besmittelse. Derfor betragtede de enhver sanselig nydelse som en af Satans fristelser. De fordømte derfor kroppens verden og arbejdede på at undertrykke begæret gennem faste og mange former for fysisk selvplagelse. De så med mistro på musik, hvidt brød, udenlandsk vin, varme bade og barbering af skægget og betragtede disse handlinger som ringeagt for Allahs klart synlige vilje.« Dette er Will Durants ord.

Foragt for fornuften under kirken

Forstanden, som adskiller mennesket fra alle andre skabninger og gør det i stand til at erkende virkelighederne om universet, mennesket og livet, blev ligeledes mødt med foragt og ringeagt fra præsterne og de gejstlige. De gik så langt som til at fremstille forstanden som en fjende af religionen og troen. Som Durant også siger, følte de almindelige europæere, »at det var klogt at tro på de svar, som de gejstlige gav, og bekræfte dem med en sikkerhed, der fjernede deres frygt. Hvis kirken havde indrømmet, at den undertiden tog fejl og undertiden havde ret, ville de have mistet tilliden til den. Måske nærede de mistillid til viden og betragtede den som den bitre frugt fra det træ, der med visdom var blevet forbudt, eller som et fatamorgana, der vildleder mennesker og lokker dem ud af enkelhedens paradis og et liv uden tvivl. Således underkastede forstanden sig i middelalderen troen i de fleste tider og situationer og satte al sin lid til Allah og kirken, ligesom mennesket i dag stoler på videnskaben og staten.« Dette var også Will Durants ord.

Martin Luthers holdning til forstanden

Her er Martin Luther, den religiøse reformations pioner, som grundlagde det, der i dag kaldes den protestantiske retning. Det er en meget udbredt retning, især i Storbritannien, andre europæiske lande og USA. Da han mærkede forstandens indflydelse trænge ind i de europæiske samfund, gjorde han en stor indsats for at genoplive middelalderens ånd. Han rettede et voldsomt angreb mod forstanden og opfordrede mennesker til at stene den og træde den under fode. Dette var Martin Luther, den protestantiske retnings grundlægger.

Han siger: »Du kan ikke acceptere både Evangeliet og forstanden; den ene må vige for den anden.« Han fortsætter: »Alle artikler i vores kristne tro, som Allah har åbenbaret for os i Sit ord, er over for forstanden fuldstændig umulige, urimelige og falske.« »Forstanden,« siger Martin Luther, »forstanden er troens største fjende. Den er Djævelens mest fordærvede værk, som en skøge, der er hærget af skab og spedalskhed. Den og dens visdom skal trædes under fode og tilintetgøres. Kast møg i ansigtet på den.« Dette er Martin Luthers ord. Han grundlagde den protestantiske retning, og her beskriver han forstanden og dens modstand mod troen.

Feudalismen og den guddommelige bemyndigelse

I Europas feudale system, som europæerne villigt underkastede sig under indflydelse af tanken om den guddommelige bemyndigelse, der var givet kongen, udtrykte Durant det også således: »I verdslig henseende var kongen underordnet Allah og regerede med guddommelig ret. Det betød, at Allah havde bemyndiget ham til at regere og dermed overdraget ham herredømmet.«

Den religiøse reformation og kirkens aftagende magt

I den nyere historie—og med nyere historie mener vi ikke nutiden, men den periode, der ifølge vestlig terminologi begynder i det 15. århundrede—opstod der en konflikt mellem den katolske kirke, som dominerede samfundet og prægede det med sit eget præg, og de reformatorer og revolutionære, der modsatte sig denne dominans. Modstandens første fortropper viste sig i begyndelsen inden for den vestlige kirke selv, i den protestantiske reformbevægelse, som vi har nævnt. De krævede, at pavens indflydelse over Europas moderne kongeriger og fyrstendømmer blev ophævet.

Selv om denne bevægelse var præget af en ekstrem strenghed, der overgik selv romerkirkens fanatisme og ringeagt for forstanden og viden, brød den den ring, der havde gjort den katolske kirke til den øverste magt over alle Europas konger og fyrster. Bevægelsen krævede især, at pavens og kirkens indflydelse over disse kongeriger og fyrstendømmer blev ophævet. Et af de synspunkter, som Zwingli, en af den protestantiske reformations ledere, fremsatte og forsvarede kraftigt, var—som Durant gengiver det og med Durants ord—»at den åndelige myndighed, der kaldes kirken, ikke har noget grundlag i de hellige skrifter eller i Kristi lære, hvorimod den verdslige myndighed støttes af Kristi lære og praksis.«

Filosofferne og kaldet til at isolere religionen

Dette blev ledsaget af fremkomsten af filosoffer, der gjorde oprør mod præsteskabets påstande og kirkens dominans. Nogle var ateister, der benægtede religionen, mens andre var sekularister, der krævede, at religionen blev isoleret fra livet, samfundet og staten og begrænset til kirken og hjemmet. De krævede, at mennesket blev sat fri, så det gennem sin genialitet og sine evner kunne skabe og udføre de værker, hvormed det udtrykte sig selv og sine stræben. Sådanne værker var ifølge dem årsagen til oprejsning i ethvert samfund.

Machiavelli og oprøret mod kirkelig tænkning

Her er Machiavelli, den berømte italienske tænker og forfatter til Fyrsten, som døde i 1527. »Han mente, at kristendommen, selv når den var bedst, lærte falske dyder. Efter hans opfattelse lærte den underkastelse, ydmygelse, fornægtelse af kroppen og at vende den anden kind til for at blive slået, hvorefter den begrænsede menneskets håb om glæde og lykke til tiden efter døden. Machiavellis forestilling om dyd stod i fuldstændig modsætning til de kristne dyder. Han hentede inspiration i menneskets ædelhed og livets herlighed på jorden og mente, at denne ædelhed ikke kom til udtryk gennem selvfornedrelse, men gennem stolt selvrespekt.«

Hvis ord er dette? Machiavellis. Dette var Machiavellis synspunkt, som begyndte med oprøret mod kirken. Han fortsætter: »Da han ligesom andre af sine samtidige mente, at en forening af religionen og det jordiske liv var uundgåelig, satte han sit håb til, at hans republikanske model ville sejre i det 16. århundredes Italien, efter at kristendommen var blevet opgivet som en religion, tiden var løbet fra. I dens sted skulle der plantes en religion og religiøse institutioner, der byggede på det antikke hedenske Roms ånd: en verdslig religion, hvis hovedformål var at styrke patriotiske følelser og dyder.« Dette var Machiavellis synspunkt og retning. Han var blandt de første, der gjorde oprør mod kirkelig tænkning og mod det synspunkt, som kirken havde domineret middelalderens Europa med.

Forstanden og den naturlige tro i det 17. århundrede

Derefter kom det 17. århundrede, hvor europæiske filosoffer og forfattere begyndte at tro, at sandheden om menneskets og universets natur kunne opdages gennem forstanden, dvs. uafhængigt af religionen. Samtidig svækkede den kritiske fortolkning af de hellige skrifter og interessen for at sammenligne religioner den officielle religiøse ’aqidas anseelse. På religionens område kom tidens videnskabelige ånd til udtryk i benægtelsen af mirakler og guddommelig åbenbaring.

Et kendetegn ved oplysningstidens forfatteres tænkning—det var det navn, de var kendt under i denne periode, hvor de også blev kaldt filosoffer—var, at selv om de normalt ikke var ateister, der benægtede Skaberens eksistens, mente de på rent menneskelige grundlag, at det var urimeligt, at en person påtvang et andet menneske eller en anden nation sin religiøse ’aqida. Rejseberetningerne rettede derefter opmærksomheden mod det fælles element i alle religioner: troen på Allah som kilden til al eksistens. Herfra opstod idéen om den ædle hedning og idéen om en naturlig tro på Allah. Denne indebar, at Allah, efter at have skabt verden, lod den gå sin egen gang eller fungere som et ur, sådan som Alexander Pope sagde i sit Essay on Man i 1733.

Oplysningstidens filosoffer i det 18. århundrede

I det 18. århundrede fulgte de oplyste filosoffer hinanden i bekræftelsen af ideen om religionens adskillelse fra livet, samfundet og staten – blandt dem den kendte Montesquieu, der døde i 1755. Selvom han ikke var ateist, kritiserede han skarpt kirken og præstestanden.

Der var også den berømte Voltaire, som døde i 1778. I sine historiske værker kritiserede han det evangeliske og kristne syn på samfundets udvikling og skitserede en historie om menneskeheden. Hans historiefilosofi byggede på idéen om samfundets progressive udvikling uafhængigt af Allahs vilje. Han kæmpede mod præstevældet og det, han kaldte religiøse fantasier. Kristendommen og den katolske kirke var hovedmålene for hans hån, fordi han betragtede dem som fremskridtets største fjende.

Jean-Jacques Rousseau og afvisningen af åbenbaringen

Her er Jean-Jacques Rousseau, den mest berømte af dem, der kaldes oplysningstidens filosoffer. Hans bog Samfundspagten blev betragtet som en grundpille i den store franske revolution og blev det franske folks evangelium efter revolutionen. Han opfordrede til tro på Allah, men benægtede åbenbaringen og opfordrede dermed til religionens adskillelse fra livet. Han mente, at de, der fastsatte lovene, og efter dem herskerne og kongerne, kun tilskrev Allah love og lovgivning for at give dem en bindende karakter og indgyde folket frygt for at overtræde dem.

Han siger i sin berømte bog Samfundspagten: »Da lovgiveren hverken kan bruge magt eller argumentation, må han søge hjælp hos en anden form for myndighed, som kan lede uden vold og overbevise uden et afgørende argument. Det var dette,« siger Jean-Jacques Rousseau, »der i alle tider tvang nationernes grundlæggere til at påkalde sig himlens indgriben og tilskrive guderne æren for deres egen visdom, så folkene ville adlyde.«

Jean-Jacques Rousseau fortsætter: »Denne ophøjede forstand, som hæver sig over almindelige menneskers forståelse, er den forstand, hvormed lovgiveren lægger lovene i de udødeliges munde, så han med guddommelig myndighed kan lede dem, som menneskelig visdom ikke kan bevæge.« Rousseau tager derefter et forbehold: »Ikke ethvert menneske har ret til at få guderne til at tale eller til at blive troet, når det fortæller folk, at det er deres fortolker.« Dette er naturligvis en antydning af, at de profeter, som sagde, at de talte gennem åbenbaring fra Allah den Ophøjede, løj.

Den franske revolution og sekularismens grundfæstelse

Til sidst kom den store franske revolution i 1789 og fjernede kirken endeligt fra samfundet, staten og politikken. Will Durant siger: »De fleste tidligere revolutioner havde været revolutioner enten mod staten eller mod kirken, og det var sjældent, at de brød ud mod begge på samme tid. Den franske revolution angreb derimod monarkiet og kirken sammen og påtog sig en dobbelt opgave og risiko: at styrte de religiøse og verdslige søjler under den bestående samfundsorden.«

Således ser nutidige vestlige tænkere og historikere disse forhold som et levende bevis på gyldigheden af ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet. Graden af Europas gradvist stigende højnelse svarede til graden af kirkens aftagende indflydelse over samfundet og dermed til religionens og religiøsitetens tilbagetrækning fra det offentlige liv. Derefter fandt de i den franske revolution, som indledte deres moderne historie, det største bevis for deres teori: Kirken blev fjernet fra samfundets virkelighed, teorien om den guddommelige bemyndigelse blev tilintetgjort, og de offentlige friheder blev sluppet løs i samfundet. Den europæiske oprejsningsbevægelse fuldførte dermed sin kurs og begyndte at give det udbytte og bære de frugter, som vesterlændingene er stolte af den dag i dag.

Gælder den vestlige erfaring for den islamiske ummah?

Kære brødre, det var denne historiske og kulturelle sammenhæng, der førte til fremkomsten af den rationelle ’aqida, som Vesten antog fra begyndelsen af den moderne historie og gjorde til grundlaget for sine tanker og det intellektuelle lederskab for sit samfund: ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet.

Kære brødre blandt seerne og lytterne, ser I nogen forbindelse mellem den islamiske ummah—eller for den sags skyld nogen anden ikke-vestlig nation—og denne historiske og kulturelle sammenhæng, hvori den sekulære ’aqida, ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet, blev født? Hvordan kan nogen da påstå, at den er det bedst egnede intellektuelle grundlag at bygge samfund og stater på?

Den største katastrofe i den seneste tid er derimod, at nogle af dem, der betegnes som islamister i vores lande, er trådt frem for at tale til os om en neutral sekularisme, som kan sameksistere med islam. Selv den mindst kultiverede person forstår dog, at den mindst ekstreme form for sekularisme bygger på religionens adskillelse fra politikken, og dette er i sig selv åben kufr set fra islams synspunkt. Allah er tilstrækkelig for os, og Han er den bedste vogter.

Spørgsmål og diskussioner

Velkommen tilbage for at besvare nogle få af de spørgsmål, der blev stillet under denne episode.

Vil ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet svinde ind?

Bror Nadhir bin Salih spørger: Forventer du, at denne ’aqida—’aqidaen om religionens adskillelse fra livet—vil svinde ind i verden i fremtiden? Hvordan vil det ske?

Kære bror, jeg forventer ikke, at den vil svinde ind i fremtiden. Jeg ser den derimod svinde ind i nutiden og faktisk også i årene før i dag. ’Aqidaen om religionens adskillelse fra livet er ikke i stand til at overleve længe. Hvorfor? Først og fremmest fordi den strider mod menneskets natur. Hvordan strider den mod menneskets natur?

Nogen vil måske sige: »’Aqidaen om religionens adskillelse fra livet benægter ikke religionen, og så længe den ikke benægter religionen, støder den ikke sammen med menneskets natur.« Ja, den støder i mindre grad sammen med menneskets natur end den marxistiske kommunistiske ’aqida, der siger: »Der er ingen gud, og livet er materie.« Men det betyder ikke, at den stemmer overens med menneskets natur.

Den strider derimod mod menneskets natur. Menneskets natur kræver ikke kun, at man anerkender Skaberens eksistens—lovprist og ophøjet være Han. Den er også en følelse af et påtrængende behov for Den Organiserende Skaber. Hvilken værdi har dette behov, hvis vi siger til det, at Allah—lovprist og ophøjet være Han—findes, men at det er afskåret fra Ham? Den medfødte religiøse natur udspringer af menneskets naturlige følelse af afmagt og behov. Menneskets afmagt og behov gør det afhængigt af Allahs retledning—lovprist og ophøjet være Han—og af, at Han organiserer dets anliggender i dette liv. Religiøsitetsinstinktet i mennesket er derfor en følelse af behov for Den Organiserende Skaber. Da sekularisterne sagde, at Skaberen intet havde at gøre med organiseringen af menneskets liv, samfund, relationer eller stat, benægtede de Skaberens egenskab som Organisator—lovprist og ophøjet være Han. Dette var i strid med menneskets natur og religiøsitetsinstinktet.

Derfor blev det vestlige menneske, som antog ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet, forældreløst i dette liv. Det fandt ingen at ty til for at afhjælpe sin naturlige afmagt og sit naturlige behov og ingen til at retlede det i dette liv. Dette instinkt skal tilfredsstilles. Den kristne vendte sig derfor fra at tilfredsstille det gennem tilbedelse af Skaberen til at tilfredsstille det gennem helliggørelse af materien. Han begyndte at betragte materien som grundlaget for alt. Selv om han ikke nødvendigvis benægtede Skaberens eksistens, levede han et materialistisk liv og levede for at tilfredsstille sine sanselige lyster. Han troede, at videnskaben—det, han forestillede sig var videnskab—var vejen til at opdage livet, hvordan man skulle leve det, og hvad dets formål var, og at videnskaben ville besvare alle hans spørgsmål i livet.

Vi ser derfor, at den kristne i middelalderen—og nogle religiøse kristne selv i dag—gik til præsten i kirken for at bekende over for ham. Han vendte sig fra denne bekendelse til præsten i kirken som et middel til at komme nærmere Allah og søge Hans gunst, idet man i denne religion går gennem præsten for at nå Allah den Ophøjede. Han vendte sig fra præsten og kirken og gik i stedet til en psykiater. Han begyndte at gå på psykiatriske klinikker, sidde foran psykiateren og bekende over for ham i timevis. Det var, som om han i stedet for at bekende over for præsten nu bekendte over for psykiateren. Størstedelen af psykiaterens opgave er udført, når patienten har fortalt ham om hele sit liv, som om patienten bekender over for ham, ligesom han før bekendte over for præsten.

Religiøsitetsinstinktet skiftede derfor fra tilbedelseshandlinger efter det, kirken foretrak, til tilbedelse af det, man mente var videnskab, lov og så videre. Dette tilfredsstiller naturligvis hverken religiøsitetsinstinktet eller den menneskelige natur, som Allah—lovprist og ophøjet være Han—skabte og formede mennesket med.

﴿ لَا تَبْدِيلَ لِخَلْقِ ٱللَّهِ ﴾
»Der er ingen ændring i Allahs skaberværk.« [30:30]

Da menneskets liv blev adskilt fra dets Skaber—lovprist og ophøjet være Han—blev den materialistiske værdi den eneste anerkendte værdi i det vestlige samfund. Den åndelige værdi ophørte med at eksistere; den visnede og opløstes i vid udstrækning og blev et individuelt fænomen. Dette medførte også den menneskelige og den moralske værdis fald, mens den materialistiske værdi naturligvis kom til at dominere det vestlige samfund. Alt dette skabte—frembragte—kriser. Dette åndelige tomrum er et behov, som mennesket må tilfredsstille. Hvis det ikke tilfredsstiller det, skaber det uro og forstyrrelse i mennesket, og vi ser følgerne i Vesten.

De kriser, der fulgte af den individualistiske tendens i det vestlige samfund, efter at familiens værdi samt den åndelige, menneskelige og moralske værdi var faldet, gjorde familien til et sjældent fænomen, og de psykiske kriser blev derfor værre. Vesten påstår at råde over behandling og helbredelse på det psykiske område og har åbnet en psykiatrisk klinik på hvert gadehjørne. Jo flere psykiatriske klinikker der kom, desto værre blev de psykiske problemer i Vesten. Det største bevis på dette er, at verdens højeste selvmordsrate findes i de vestlige lande, der antager ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet—endda i de lande, der har størst materiel velstand og fremgang, såsom de skandinaviske lande og nogle andre europæiske lande. Hvorfor? Fordi det vestlige menneske befinder sig i en virkelig psykisk krise.

Derudover er den vestlige verden—de intellektuelle og bevidste mennesker i den vestlige verden—begyndt at indse det kapitalistiske systems brutalitet. Dette system udsprang af ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet og skabte problemer og kriser i det vestlige samfund, hvor formuerne er koncentreret hos en lille gruppe, der højst udgør én, to eller tre procent af samfundet, mens resten lever af deres krummer. Det skabte også kriser i verden, hvor krige og kriser antændes for at stjæle penge, rigdomme, arbejdskraft og markeder og tjene en håndfuld finanshajer i Vesten.

Dette er den kultur, der blev bygget på ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet: den moderne vestlige kapitalistiske kultur. Men kan vi sige, at denne kultur nu står på randen af sammenbrud, uden at der er nogen til at give den det sidste skub mod undergang og afgrund? Når de vestlige samfund ikke har et kulturelt alternativ foran sig, er det ikke let for dem at opgive det, de har.

Jeg siger med fuld overbevisning, at den kæmpe, som den vestlige kulturs førende autoriteter og store tænkere, finanshajer og politiske dæmoner frygter, er den islamiske kultur. Den forbereder sig på at rejse sig igen og komme på benene igen, så den kan styrte den moderne vestlige kultur, efter at denne i de foregående årtier styrtede det kommunistiske kulturprojekt. Derfor gør de en meget intensiv indsats og arbejder nat og dag på deres intriger for at forhindre dette barn i at blive født: den islamiske kultur, som forbereder sig på igen at arve verden.

Hvis den islamiske kultur opstår, repræsenteret og legemliggjort i en islamisk stat i den islamiske verden, og forener og samler den islamiske verden, vil den uden tvivl skrive afslutningen. Den vil fremkalde enden og vende den vestlige kulturs side, så den forsvinder uden at vende tilbage, ligesom det skete med alle menneskelige kulturer. Islam er undtagelsen, for islam er en kultur, der stemmer overens med menneskets natur og kom for at være en levemåde for mennesket som menneske til enhver tid og på ethvert sted.

Er sufismen frugtbar jord for sekularismen?

Bror al-’Abid spørger: Er sufismen et frugtbart miljø for anvendelsen af idéen om religionens adskillelse fra livet?

I vid udstrækning er sufismen et af de vigtigste miljøer, som Vesten foretrækker i den islamiske verden. Hvis vi ser på de seneste planer om at støtte sufibevægelserne i den islamiske verden, indser vi, at Vesten kender graden af overensstemmelse mellem sufibevægelserne og den sufiske tænkning på den ene side og den vestlige kultur på den anden.

Hvorfor? Fordi sufismen af natur opfordrer til at forlade det jordiske liv, dets materie og dets nydelser. Hvis vi vender tilbage til historien, finder vi, at de berømte sufier var dem, der trak sig ud af livet og dermed også fra politikken, fra at holde herskerne til regnskab og fra at deltage i det politiske liv. De mente, at religiøsitet bestod i, at mennesket trak sig væk fra mennesker og samfund, fra det jordiske livs pragt, trængsel og larm og fra dets politiske stridigheder, så forholdet mellem dem og Allah—lovprist og ophøjet være Han—kunne blive rent. De mente, at tilbedelse bestod i sjælens renhed, langt fra alle mennesker, langt fra hele livet og langt fra alle samfundets, politikkens og statens relationer.

Derfor koncentrerer de sig udelukkende om åndelige aspekter. Dette fokus stammer fra deres filosofi, som har trængt ind i muslimernes sind – en filosofi, de tilskriver islam, selvom den ikke har noget med det at gøre. Denne filosofi har vi tidligere diskuteret.

Denne filosofi hævder, at universet, mennesket og livet—hele denne eksistens—består af to elementer: materie og ånd. Den hævder, at ånden er det ophøjede element, mens materien er forfald, besmittelse og tilbageskridt. Derfor søger de at frigøre sig fra det materielle aspekt og nå frem til det åndelige aspekt. De mener endda, at kroppen skal undertvinges, og at livets materielle aspekt skal ødelægges, så ånden kan frigøres fra kroppens og materiens fangenskab og stige op til sin Skaber—lovprist og ophøjet være Han—som de påstår.

Ja, blandt de kulturer, der har spredt sig blandt muslimerne, er denne ’aqida den, der stemmer bedst overens med idéen om religionens adskillelse fra livet, samfundet og staten, som Vesten invaderede os med og stadig forsøger at påtvinge os med magt.

Anvender de arabiske taghut religionens adskillelse fra livet?

Bror Ismail Ismail spørger: Anvender de arabiske taghut ikke religionens adskillelse fra livet?

De efterlever intet andet end denne ’aqida, min bror Ismail.

De isolerede religionen og isolerede Shari’ah. De sagde, at religionen intet havde med politik at gøre, og at politik intet havde med religionen at gøre. De førte krig mod de islamiske bevægelser, og de førte en kulturel, mediemæssig og uddannelsesmæssig krig mod idéen om Kalifatet, mod politisk islam og mod arbejdet for genoptagelsen af den islamiske levemåde.

De hævdede, at islam ville sejre, hvis muslimerne fik plads til at praktisere deres ritualer og ’ibadat samt indgå og opløse ægteskab efter den islamiske Shari’ah, og at dette var tilstrækkeligt til, at islam kunne betragtes som beskyttet og sejrrig.

Hvad angår økonomiske anliggender, politik, straffe og lignende, siger de, at det ikke er religionens sag, men lovgivernes—de lovgivende råds, lovgivende organers, menneskeskabte forfatningers og så videre. Nutidens herskere er vagter og opsynsmænd over implementeringen af de menneskeskabte systemer, som Vesten importerede til vores lande, efter at Vesten besatte dem for omkring hundrede år siden.

Afslutning

Mine brødre, dette var de spørgsmål, der kom under dette afsnit. Jeg takker jer for at følge med og lytte. Jeg beder Allah—lovprist og ophøjet være Han—om at tage imod dette møde, dette samvær og denne deltagelse fra mig og jer; om at øge os i viden og handling; og om at gøre vores viden og handling oprigtig for Hans ædle åsyn. Jeg beder om velsignelse og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahabah og dem, der er loyale over for ham. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del