Alle Halaqaat
DA

Halaqa 45

Individets og samfundets højeste mål — islam og menneskeskabte ideologier

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 45: Individets og samfundets højeste mål — islam og menneskeskabte ideologier

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 16. juli 2018 — 2. dhu al-qadah 1439 هـ

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning

Derfor er de høje mål for beskyttelsen af samfundet ikke fastlagt af mennesket, men kommer derimod gennem Allahs påbud og forbud. Disse mål er konstante, og de hverken ændrer sig eller udvikler sig. Så bevarelsen af menneskearten, forstanden, den menneskelige værdighed, menneskelivet, privat ejendommen, Deen (Islam), sikkerheden og staten, er faste høje mål for beskyttelsen af samfundet. Disse faste mål er hverken genstand for ændring eller udvikling. Islam har fastsat strenge straffe til bevarelsen af disse faste mål i form af hudud (shari’ah-fastlagte straffe) og straffe. Derfor betragtes det at sørge for bevarelsen af disse høje mål som en forpligtelse, fordi de er påbud og forbud fra Allah ﷻ, og ikke fordi de realiserer materialistiske værdier.

Høje mål for den enkelte og samfundet

Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser. Velkommen, kære brødre, til en ny episode af jeres program Halaqa Online i den nye serie med titlen »Det intellektuelle lederskab i islam«. I denne episode er emnet: »De høje mål for individet og samfundet – mellem islam og menneskeskabte doktriner«.

Mine brødre, livsanskuelsen fastlægger de idealer og mål, som individet og samfundet stræber efter at virkeliggøre. Disse idealer og mål spiller den største rolle i at give samfund deres civilisatoriske identitet og livsmønster. Den moderne vestlige civilisation, som i dag dominerer verden, adskilte religionen fra livet, fremstillede livet som nytte og fremstillede lykken som opnåelsen af den størst mulige andel af fysiske nydelser. Den kommunistiske ideologi, som forsøgte at konkurrere med den kapitalistiske ideologi om at forme de vestlige samfund, lod ligeledes individerne fastlægge deres egne høje mål i livet. Den personlige frihed blev derfor det mest hellige for individerne i deres stræben efter den indbildte lykke gennem den størst mulige andel af fysiske nydelser. De to ideologier var derimod uenige om de mål, staten på samfundets vegne skulle gøre til sin sag.

Den sekulære kapitalismes høje mål

Den kapitalistiske sekularisme definerede statens funktion som vogter af frihederne. Dens opgave var at beskytte de offentlige friheder – personlig frihed, trosfrihed, ytringsfrihed og ejendomsret – for at skabe rammer, hvor individer kunne søge at opfylde deres ønsker i dette liv.

Høje mål for den kommunistiske ideologi

Den kommunistiske ideologi gjorde det til statens opgave at drive samfundet i retning af kommunismen. Det skete i overensstemmelse med dens filosofi om, at det menneskelige samfund uundgåeligt udvikler sig mod højdepunktet af sin fremgang, som kommunismen skulle udgøre. Statens opgave var derfor ifølge kommunisterne at fjerne alle forhold, der kunne forsinke denne fremgang, og at drive samfundet fremad for at fremskynde den uundgåelige udvikling mod kommunismen. Derfor undertrykte denne stat de offentlige friheder, begrænsede religionerne—som kommunisterne beskrev som »folkets opium«—afskaffede privat ejendom, forbød meningsfrihed og undertrykte alt, den betragtede som en hindring for udviklingen mod det kommunistiske samfund.

Høje mål i islam

Islam adskiller sig fuldstændigt fra dette. Islam fremstiller livet som materie, Allah har skabt, og som skal forløbe efter Hans påbud og forbud. Derfor gjorde Islam opnåelsen af Allahs velbehag til muslimens højeste mål, hvorigennem hans lykke virkeliggøres. Islam gjorde livets filosofi til sammensmeltningen af materien med ruh. Det kommer til udtryk ved, at den troende indretter sine handlinger efter Allahs påbud og forbud og dermed tilfredsstiller sine medfødte behov og krav i overensstemmelse med dem. Opnåelsen af Allahs velbehag bliver således den troendes højeste mål.

Hvad angår statens funktion i Islam, er den både den udøvende enhed for Islams system og levemåde og samfundets repræsentant ved anvendelsen af Islam og varetagelsen af menneskenes anliggender gennem den. Statens høje mål for bevarelsen af samfundet blev derfor fastlagt gennem de formål, som den islamiske Shari’ah har fastsat love for at virkeliggøre. Disse formål er faste for muslimen, samfundet og staten, der repræsenterer det. De er faste, fordi Islam, som Allah har åbenbaret, er fast, og fordi den menneskelige natur, som Allah har skabt mennesket med, er fast. Islams formål, som Shari’ah har fastsat love for at virkeliggøre, og som dermed blev de høje mål, er derfor netop det islamiske samfunds og dets stats høje mål.

Shari’ahs formål og de høje mål

I Islams tidlige periode og de første århundreder gik de muslimske lærde ikke i detaljer med den islamiske Shari’ahs formål. De nøjedes med pligten til at adlyde Allah og overholde Hans påbud og forbud, og de fastslog, at Shari’ah kom til gavn for menneskene i denne verden og det hinsidige. Som bevis henviste de til Allahs ord:

﴿ وَمَآ أَرْسَلْنَـٰكَ إِلَّا رَحْمَةً لِّلْعَـٰلَمِينَ ﴾
»Vi har kun sendt dig som en barmhjertighed for alverden« [21:107],

og til Hans ord:

﴿ وَنُنَزِّلُ مِنَ ٱلْقُرْءَانِ مَا هُوَ شِفَآءٌ وَرَحْمَةٌ لِّلْمُؤْمِنِينَ ﴾
»Vi nedsender af Qur’anen det, som er helbredelse og barmhjertighed for de troende« [17:82].

De fastslog også, at det at vende sig bort fra Allahs Shari’ah medfører elendighed i denne verden og det hinsidige, med henvisning til Hans ord:

﴿ وَمَنْ أَعْرَضَ عَن ذِكْرِى فَإِنَّ لَهُۥ مَعِيشَةً ضَنكًا وَنَحْشُرُهُۥ يَوْمَ ٱلْقِيَـٰمَةِ أَعْمَىٰ ﴾
»Den, der vender sig bort fra Min påmindelse, vil få et trangt liv, og på Opstandelsens Dag vil Vi oprejse ham blind« [20:124],

samt mange andre vers og profetiske hadith.

Senere kom en tid, hvor en gruppe lærde gik mere i detaljer med shari’ahs formål. De foretog en induktiv gennemgang af Shari’ahs love og søgte at fastslå de mål, lovene sigter mod, og de gavnlige resultater for menneskene, de fører til. De nåede frem til, at Islams formål er bevarelsen af Deen, forstanden, menneskelivet, formuen og slægten. En nærmere undersøgelse af Shari’ahs love viser dog, at dens formål ikke er begrænset til disse fem. Bevarelsen af den menneskelige værdighed, staten og sikkerheden er også shari’ah-mæssige formål, som understøttes af flere love. Der er endda fastsat straffe for dem, som hører under Shari’ahs hudud. Dermed bliver der i alt otte.

Bevarelse af Deen

Hvad angår bevarelsen af Deen, sagde Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred: «من بدل دينه فاقتلوه» — »Den, der skifter sin Deen, skal I dræbe« [Sahih al-Bukhari, 3017]. Islam kom netop for, at menneskene skulle have deres Deen, som de møder livet med, og som fører dem videre til det hinsidige. Desuden gjorde Islam, som tidligere nævnt, straffen for frafald til en af de hudud-straffe, som herskeren skal håndhæve. Den rammer enhver, der forlader sin Deen, i overensstemmelse med Allahs Sendebuds hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred: «من بدل دينه فاقتلوه» — »Den, der skifter sin Deen, skal I dræbe« [Sahih al-Bukhari, 3017].

Bevarelse af forstanden

Hvad angår bevarelsen af forstanden, har Allah, må Han være ophøjet, forbudt alkohol og fastsat andre love med dette formål. Han har gjort indtagelse af alkohol til en forbrydelse med en hudud-straf, som pålægges den, der drikker alkohol. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «من شرب الخمر فاجلدوه» — »Den, der drikker alkohol, skal I piske« [se Sunan Abi Dawud, 4485].

Bevarelse af livet

Hvad angår bevarelsen af menneskelivet, har Allah, må Han være ophøjet, forbudt at dræbe et menneske uden ret. For et ulovligt drab har Han fastsat en af de strengeste straffe: Straffen for drab er drab—gengældelsesstraf, qisas—medmindre den dræbtes familie tilgiver gerningsmanden og erstatter qisas med blodpenge eller benådning. Allah siger:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ كُتِبَ عَلَيْكُمُ ٱلْقِصَاصُ فِى ٱلْقَتْلَى ﴾
»I, som tror! Gengældelsesstraf er foreskrevet jer i drabssager« [2:178].

Bevarelse af formuen

Hvad angår bevarelsen af formuen, menes der bevarelsen af den private ejendom. Formuen findes naturligt, og det, der menes, er at bevare den for dens ejer. Islam har forbudt tyveri og bestemte former for erhvervelse af formue. Islam har fastsat lovlige metoder til at erhverve formue, som muslimen ikke må overskride, og har fastsat en hadd—en straf—for tyven. Det er en af de strenge straffe. Allah siger:

﴿ وَٱلسَّارِقُ وَٱلسَّارِقَةُ فَٱقْطَعُوٓا۟ أَيْدِيَهُمَا جَزَآءًۢ بِمَا كَسَبَا نَكَـٰلًا مِّنَ ٱللَّهِ ۗ وَٱللَّهُ عَزِيزٌ حَكِيمٌ ﴾
»Hvad angår den mandlige og den kvindelige tyv, så hug deres hænder af som gengældelse for det, de har begået, og som en afskrækkelse fra Allah. Allah er Almægtig og Vis« [5:38].

Bevarelse af slægten

Hvad angår bevarelsen af slægten, menes der bevarelsen af menneskearten. Allah siger:

﴿ ٱلزَّانِيَةُ وَٱلزَّانِى فَٱجْلِدُوا۟ كُلَّ وَٰحِدٍ مِّنْهُمَا مِا۟ئَةَ جَلْدَةٍ ۖ وَلَا تَأْخُذْكُم بِهِمَا رَأْفَةٌ فِى دِينِ ٱللَّهِ إِن كُنتُمْ تُؤْمِنُونَ بِٱللَّهِ وَٱلْيَوْمِ ٱلْـَٔاخِرِ ۖ وَلْيَشْهَدْ عَذَابَهُمَا طَآئِفَةٌ مِّنَ ٱلْمُؤْمِنِينَ ﴾
»Kvinden, der begår zina, og manden, der begår zina—pisk hver af dem med hundrede piskeslag. Lad ikke medlidenhed med dem overvinde jer i Allahs Deen, hvis I tror på Allah og den Yderste Dag, og lad en gruppe af de troende overvære deres straf« [24:2].

Der blev således fastsat en streng straf for zina. Det viser, at der for at bevare menneskeslægten og menneskearten blev fastsat love for ægteskabet, og at zina blev forbudt som middel eller metode til at tilfredsstille menneskets instinkt. Der blev fastsat en streng straf for det: hadd-straffen. Den kan være piskning eller stening til døden.

Bevarelse af den menneskelige værdighed

Hvad angår bevarelsen af den menneskelige værdighed—som nogle retslærde har udtrykt som bevarelsen af æren—har Islam forbudt at krænke menneskers ære uden bevis. For den forbrydelse at krænke menneskers ære og anklage dem for zina uden bevis har Islam fastsat en af hudud-straffene: straffen for falsk anklage om zina. Allah siger:

﴿ وَٱلَّذِينَ يَرْمُونَ ٱلْمُحْصَنَـٰتِ ثُمَّ لَمْ يَأْتُوا۟ بِأَرْبَعَةِ شُهَدَآءَ فَٱجْلِدُوهُمْ ثَمَـٰنِينَ جَلْدَةً وَلَا تَقْبَلُوا۟ لَهُمْ شَهَـٰدَةً أَبَدًا ۚ وَأُو۟لَـٰٓئِكَ هُمُ ٱلْفَـٰسِقُونَ ﴾
»De, der anklager ærbare kvinder og derefter ikke fremfører fire vidner—pisk dem med firs piskeslag, godtag aldrig siden deres vidneudsagn, og det er dem, der er de trodsigt ulydige« [24:4].

Det viser Islams store vægt på at bevare æren og forsvare den menneskelige værdighed.

Bevarelse af staten

Hvad angår bevarelsen af staten, sagde Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred: «من جاءكم وأمركم على رجل منكم أو جميع على رجل واحد منكم، يريد أن يفرق جماعتكم، فاضربوا عنقه كائناً من كان» — »Hvis nogen kommer til jer, mens jeres ledelse ligger hos én mand blandt jer—eller mens I alle er samlet under én mand—og ønsker at splitte jeres fællesskab, så hug hovedet af ham, hvem han end er« [se Sahih Muslim, 1852]. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde også: «إذا بويع لخليفتين فاقتلوا الآخر منهما» — »Hvis der gives bay’ah til to kaliffer, så dræb den sidste af dem« [Sahih Muslim, 1853]. Dette viser, hvor vigtigt det er at bevare statens enhed, for talen handler om herskeren, og herskeren er staten. Her handler det om pligten til at bevare staten, dens stabilitet og dens enhed. Derfor har Shari’ah fastsat en afgørende straf: Den, der forsøger at bryde muslimernes enhed ved at give dem mere end én stat eller ved at opdele denne stat, skal dræbes.

Bevarelse af sikkerheden

Hvad angår bevarelsen af sikkerheden, er der fastsat mange love for den. En af de vigtigste er straffen for landevejsrøveri, som de retslærde kaldte straffen for hirabah. Den er udledt af Allahs ord:

﴿ إِنَّمَا جَزَٰٓؤُا۟ ٱلَّذِينَ يُحَارِبُونَ ٱللَّهَ وَرَسُولَهُۥ وَيَسْعَوْنَ فِى ٱلْأَرْضِ فَسَادًا أَن يُقَتَّلُوٓا۟ أَوْ يُصَلَّبُوٓا۟ أَوْ تُقَطَّعَ أَيْدِيهِمْ وَأَرْجُلُهُم مِّنْ خِلَـٰفٍ أَوْ يُنفَوْا۟ مِنَ ٱلْأَرْضِ ۚ ذَٰلِكَ لَهُمْ خِزْىٌ فِى ٱلدُّنْيَا ۖ وَلَهُمْ فِى ٱلْـَٔاخِرَةِ عَذَابٌ عَظِيمٌ ﴾
»Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans Sendebud og stræber efter at sprede fordærv på jorden, er alene, at de dræbes eller korsfæstes, eller at deres hænder og fødder hugges af på modsatte sider, eller at de forvises fra landet. Det er en vanære for dem i denne verden, og i det Hinsidige vil de få en vældig straf« [5:33].

Formålene er mål, ikke grundlag for lovgivning

Dette er Islams otte formål, som Islam har gjort til høje mål for samfundet og staten. Det er faste mål, som hverken kan mindskes, øges eller ændres. En korrekt overholdelse af dem gennem etableringen af Allahs Shari’ah er det, der sikrer virkeliggørelsen af disse høje mål. Her må der fremhæves et meget vigtigt punkt: Islam gjorde disse formål til mål, som virkeliggøres ved at overholde Shari’ah, anvende den korrekt og varetage menneskenes anliggender gennem den. Islam gjorde ikke disse formål eller mål til et grundlag for lovgivning. De er med andre ord ikke en kilde, som retslærde og mujtahider benytter til at udlede love, der virkeliggør dem. Kilderne og beviserne for Shari’ahs love er Qur’anen, Sunnah og det, de henviser til.

Det er heller ikke korrekt, når en gruppe nutidige intellektuelle gør shari’ahs formål alene til de faste principper og gør dem til grundlag for at fastsætte love, der virkeliggør dem, uafhængigt af de detaljerede shari’ah-beviser. De udtrykte denne nye fremgangsmåde gennem en regel, de selv opfandt: »Hvor der findes en fordel, findes Allahs Shari’ah.« Det vil sige, at de søger efter fordelen og, når de finder den, siger: »Her er Shari’ah.« Dette er en alvorlig fejl og det modsatte af at følge Allahs Shari’ah og være bundet af Hans påbud og forbud. Shari’ah-loven er Lovgiverens tale vedrørende menneskers handlinger; den er ikke det, mennesker betragter som en fordel og derefter kalder en shari’ah-lov. Den korrekte regel, som de lærde og retslærde følger, er: »Hvor Allahs Shari’ah findes, findes fordelen.« Jeg siger disse ord og beder Allah om tilgivelse for mig og jer. Må Allahs fred og barmhjertighed være med jer.

Spørgsmål og diskussioner

Velkommen tilbage. Vi besvarer spørgsmål fra denne Halaqa.

Hvad er nytten ved at fastslå de høje mål?

Jeg har et spørgsmål fra bror Nazeer bin Saleh: »Hvad er nytten ved at fastslå disse høje mål?«

Lad mig først sige, at den islamiske ummah oplevede højdepunktet af sin oprejsning, før disse mål blev beskrevet i detaljer. Set fra denne side er der altså ikke behov for, at muslimerne beskriver de høje mål—eller det, der kaldes shari’ahs formål—i detaljer. En sådan detaljeret beskrivelse fandtes hverken på Allahs Sendebuds tid, må Allah velsigne ham og give ham fred, på sahabas tid eller på tabi’uns tid. Den opstod først senere, da disse formål tog form. På et tidspunkt var de fleste, der behandlede dem, enige om, at de var fem. Det betyder, at den detaljerede beskrivelse af formålene opstod i det femte århundrede efter hijrah eller mod slutningen af det. Derfor kan man ikke sige, at shari’ahs formål nødvendigvis skal beskrives i detaljer, før Islam og dens Shari’ah kan anvendes og bære frugt. Islam bærer frugt, så snart muslimerne følger den i underkastelse under Allahs befaling, i lydighed og tilbedelse, og er overbevist om, at denne Deen bringer deres forhold i orden i denne verden og det hinsidige. Islam bærer frugt og virkeliggør disse formål, uanset om mennesker kender detaljerne eller ej. Er der overhovedet behov for at beskrive disse formål i detaljer? Naturligvis ikke, især fordi de faktisk opstår automatisk i livet, når Allahs Shari’ah følges og anvendes, og menneskenes anliggender varetages gennem den.

Hvorfor tager vi nu disse formål op og beskriver dem i detaljer? Som I har set, sker det som led i sammenligningen mellem Islam og menneskeskabte doktriner og ideologier—særligt den kapitalistiske ideologi i vores tid. Formålet er, at mennesker skal forstå den store og afgørende forskel mellem Islams natur og det, Islam søger at virkeliggøre, og det, de menneskeskabte ideologier søger at virkeliggøre. Den mest fremtrædende af dem i dag er kapitalismen, som kommunismen tidligere forsøgte at konkurrere med. Vi ønsker således at fremhæve den enorme forskel mellem de høje mål, Islam ønsker virkeliggort i samfundet, og de mål, den kapitalistiske ideologi søger at skabe i menneskenes liv.

Er der høje mål i andre verdensanskuelser?

Bror Salim Ali spørger: Har andre verdensanskuelser også høje mål ligesom Islam? Ordet »verdensanskuelser«—’aqidaer—kan have flere betydninger. Vi har i tidligere episoder forklaret, at der findes to typer. Den første er følelsesmæssige, åndelige verdensanskuelser, der behandler den religiøse side i den åndeligt-gejstlige betydning, som det vestlige religionsbegreb giver den. Det vil sige de traditionelle åndeligt-gejstlige verdensanskuelser, der alene behandler reguleringen af menneskets forhold til sin Skaber eller generelt til den, det tilbeder. Deres høje mål er begrænset til mål efter dette jordiske liv eller til opnåelsen af bestemte moralske egenskaber i dette liv. De har ingen mål, som skal virkeliggøres i samfundet gennem staten.

Hvad angår de rationelle verdensanskuelser, hvorfra systemer udspringer, er det ideologierne. Blandt de ideologier, vi historisk har kendt frem til vores tid efter Islam, er kapitalismen den ideologi, der nu dominerer verden. Den ideologi, der forsøgte at konkurrere med den og brød sammen for årtier siden, var kommunismen. Disse to ideologier bygger på to rationelle verdensanskuelser, som hver fremlægger sit syn på universet, mennesket og livet: dette jordiske liv, det, der var før det, det, der kommer efter det, og livets forbindelse med det, der var før og kommer efter. Fra hver verdensanskuelse udsprang et system for livet, som vi tidligere har nævnt. I begyndelsen af episoden gav vi følgende eksempel: Hvilke høje mål søger kapitalismen at virkeliggøre, og hvilke høje mål søgte kommunismen at virkeliggøre? De politiske, rationelle verdensanskuelser havde således høje mål for samfundet. Islam har sine egne høje mål i denne verden og sit højeste mål: at møde Allah, må Han være ophøjet, mens Han er tilfreds med mennesket. Dermed opnår mennesket det højeste mål—Allahs velbehag—som fører til et Paradis så bredt som himlene og jorden, under Allahs velbehag.

Omfatter bevarelsen af Deen også andre religioner?

Et spørgsmål fra bror Bob John: »Fred være med jer.« Og med jer være fred og Allahs barmhjertighed og velsignelser. »Betyder bevarelsen af Deen, at Islam alene skal bevares, eller at både Islam og de andre religioner skal bevares? Der findes en artikel i forfatningen om ikke-muslimer, som siger, at uenigheder mellem ikke-muslimer afgøres efter deres religioner, og at de overlades til det, de tror på. Oplys os venligst. Må Allah belønne jer.«

Kære bror, når vi siger til mennesker: »Forlad jeres religioner, og antag Islam«, hænger det ikke sammen bagefter at sige, at Islams mål eller et af shari’ahs formål er at bevare andre religioner. Islam kom ikke for at bevare de andre religioner. Islam kom for selv at være Deen—den dominerende Deen:

﴿ هُوَ ٱلَّذِىٓ أَرْسَلَ رَسُولَهُۥ بِٱلْهُدَىٰ وَدِينِ ٱلْحَقِّ لِيُظْهِرَهُۥ عَلَى ٱلدِّينِ كُلِّهِۦ وَلَوْ كَرِهَ ٱلْمُشْرِكُونَ ﴾
»Han er Den, der sendte Sit Sendebud med retledningen og sandhedens Deen for at lade den sejre over enhver anden Deen, selv om afgudsdyrkerne hader det« [9:33; 61:9].

Det, der menes med bevarelsen af Deen, er altså Islam—bevarelsen af Islam. Allah, må Han være ophøjet, har fastsat straffen for frafald for den, der forlader Islam. Han har ikke fastsat straffen for frafald for den, der forlader sin egen religion og antager Islam eller en anden religion.

Det er rigtigt, at Allah, må Han være ophøjet, har forbudt at tvinge mennesker til at antage Islam, og at Han har forbudt os at presse mennesker til at forlade deres religioner. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «من كان على يهوديته أو نصرانيته فلا يفتن عنها» — »Den, der forbliver i sin jødedom eller kristendom, må ikke presses til at forlade den« [se Kitab al-Amwal af Abu Ubayd]. Da han blev spurgt om zoroastrierne, sagde han: «سنوا بهم سنة أهل الكتاب» — »Behandl dem efter den praksis, der gælder for Skriftens folk« [Al-Muwatta’, 756]. Vi presser altså ikke mennesker til at forlade deres religioner; det vil sige, at vi ikke tvinger dem til at forlade deres religion og antage Islam. Men det betyder ikke, at vi er pålagt eller befalet at bevare deres religioner. Vi beskytter dem som borgere i den islamiske stat: Vi forsvarer dem, der gennemføres gengældelsesstraf over for den, der angriber dem, og de er borgere med ret til fuld varetagelse. En del af denne varetagelse og en del af det, Allah, må Han være ophøjet, har fastsat, er, at vi ikke tvinger dem til at antage Islam. Allah siger:

﴿ لَآ إِكْرَاهَ فِى ٱلدِّينِ ۖ قَد تَّبَيَّنَ ٱلرُّشْدُ مِنَ ٱلْغَىِّ ﴾
»Der er ingen tvang i Deen. Retledningen er blevet tydeligt adskilt fra vildfarelsen« [2:256].

Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde også: «من كان على يهوديته أو نصرانيته فلا يفتن عنها» — »Den, der forbliver i sin jødedom eller kristendom, må ikke presses til at forlade den«, eller som Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde.

At vi ikke tvinger dem til at antage Islam, betyder ikke, at vi bevarer deres religioner eller arbejder for at fastholde dem. Vi inviterer dem til at antage Islam, men giver ikke os selv ret til at tvinge dem til det. Det, vi bevarer og straffer frafald fra, er Islam. Bevarelsen af Deen betyder her specifikt bevarelsen af Islam.

Love for ikke-muslimer og bevarelse af samfundet

Bror Bob John spørger også: »Hvis vi siger, at ikke-muslimer udgør et særligt samfund for sig selv, og Islam har fastsat særlige love for ikke-muslimer, betragtes disse særlige love da som love til bevarelse af deres samfund?«

Islam arbejdede for at integrere alle mennesker i det islamiske samfund og befalede, at Islams systemer og love skulle anvendes på alle mennesker. Undtaget fra disse love er lovene om fødevarer og beklædning, drikkevarer og beklædning samt det, der i vores tid kaldes personlige forhold—nemlig ægteskab, skilsmisse og arv.

Her anvender vi ikke deres love for dem; vi lader dem selv anvende deres love, fordi det hører under det at lade dem forblive på deres religion. Det vil sige, at vi ikke presser dem til at forlade deres religion. Shari’ah knyttede til det at lade dem forblive på deres religion—eller ikke at presse dem til at forlade den—at de overlades til deres bedehuse, tilbedelseshandlinger og fødevarer. Vi tvinger dem derfor ikke, eller forhindrer dem ikke, i at spise svinekød eller drikke alkohol. Vi tvinger dem ikke til at følge vores religions love om ægteskab og heller ikke vores love om arv. De arver fra hinanden efter deres egne love.

Dette handler ikke om at anerkende eksistensen af andre samfund. Det handler om, at Islam ikke ønsker, at disse mennesker antager Islam under tvang. Den, der antager Islam under tvang, har ikke i virkeligheden antaget Islam, men hykleri. Allah, må Han være ophøjet, ønsker ikke, at mennesker optræder hyklerisk, og ønsker ikke hykleri. Hykleriet opstod blandt mennesker, der ønskede at opnå en fordelagtig position i samfundet. Islam ønsker ikke, at der findes hykleri i dette samfund; Islam ønsker, at mennesker oprigtigt antager Islam.

Hvis mennesker blev tvunget til at antage Islam, ville der opstå hykleri. Dette handler ikke om at bevare andre samfund, men om at tale venligt til mennesker og diskutere med dem på den bedste måde, så de antager Islam af overbevisning. Det er dog muslimernes pligt fortsat at invitere dem til Islam uden tvang, indtil de foretrækker at antage Islam, hvis muslimerne er i stand til det.

Islams mål er derfor ikke at fastholde andre samfund og andre levemåder. Det skal bemærkes, at religioner ikke har levemåder: Andre religioner end Islam behandler åndelige, familiemæssige og personlige forhold, men behandler ikke systemer for livet. Derfor blev disse områder overladt til deres tilhængere, fordi de er en del af—ja, en central del af—deres religioner. At presse dem til at forlade disse forhold eller tvinge dem til at følge Islams love i stedet ville være at presse dem til at forlade deres religion. Allah, må Han være ophøjet, har forbudt os dette—det vil sige at tvinge dem til at forlade deres religioner.

Konklusion

Dette er de spørgsmål, der er kommet ind indtil nu. Jeg beder Allah, må Han være ophøjet, om med Sin tilladelse at belønne mig og jer for disse velsignede møder, øge os i viden og handling og gøre vores viden og handlinger oprigtige for Hans ædle åsyn. Jeg beder Allah velsigne og give fred til Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der er loyale mod ham. Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del