Indledning fra bogen Islams system
Den islamiske intellektuelle ledelse er en positiv ledelse, fordi den gør forstanden til fundamentet for iman på Allahs eksistens, idet den henleder opmærksomheden til hvad, der eksisterer i universet, mennesket og livet, hvilket leder til den definitive anerkendelse af Allahs eksistens, som har skabt disse skabninger. Ydermere fastsætter den islamiske intellektuelle ledelse for mennesket, hvad det med sin natur eftersøger af fuldstændig fuldkommenhed, som ikke findes i mennesket, universet og livet, samt retleder menneskets forstand til denne, for således at mennesket opfatter - og får iman på den. Den kapitalistiske intellektuelle ledelse er baseret på kompromisløsningen, som opstod ud fra den blodige strid, som stod på i flere århundreder mellem præsteskabet og de intellektuelle, og som resulterede i religionens adskillelse fra staten.
Politiske ’aqidaer og forstanden
Fred være med jer og Allahs barmhjertighed og velsignelser. Velkommen, mine kære brødre, til endnu en episode af jeres program Halaqa Online. Vi fortsætter serien med titlen Intellektuelt lederskab i Islam. I denne episode behandler vi et meget vigtigt emne: politiske ’aqidaer og forstanden.
Tilhængerne af de materialistiske ideologier—kapitalister, kommunister, sekularister og ateister—hævder, at deres tænkning er rationel, at deres ’aqidaer er rationelle, og at deres syn på livet, samfundet og hele universet er rationelt. Omvendt hævder de, at Islam ligesom alle andre religioner ikke tillægger forstanden nogen vægt, ikke bygger sin ’aqida på forstanden og ligefrem strider mod forstanden. De hævder, at Islam er en traditionel, følelsesbaseret ’aqida, der bygger på tekster uden rationelt bevis. Hvor korrekt er denne påstand?
Er den kapitalistiske og den kommunistiske ’aqida bygget på forstanden?
Sandheden er, at denne påstand er det stik modsatte af virkeligheden. Hverken den kapitalistiske ’aqida—’aqidaen om religionens adskillelse fra livet—eller den kommunistiske ’aqida—at der ikke findes nogen gud, og at livet er materie—er bygget på forstanden. Hvorfor? Lad os tilbagevise dem én ad gangen og derefter gå videre til den islamiske ’aqida for at se, om den er bygget på forstanden. Hvad angår sekularisternes ’aqida, den kapitalistiske ’aqida om religionens adskillelse fra livet, samfundet og staten: Er den virkelig rationel i den forstand, at den blev bygget på forstanden? Sandheden er, at den ikke blev bygget på forstanden. ’Aqidaen om religionens adskillelse fra livet blev bygget på kompromisløsningen. Ja, den blev bygget på kompromisløsningen; ikke på en idé, som forstanden frembragte, eller som man nåede frem til gennem korrekt rationel bevisførelse.
’Aqidaen om religionens adskillelse fra livet og kompromisløsningen
Hvad mener vi med, at denne ’aqida blev bygget på kompromisløsningen? Vi mener det kompromis, der blev indgået mellem gejstligheden—kirkens mænd i Europa—og de filosofiske tænkere, som spændte fra ateister til mennesker, der fornægtede religion, åbenbaring og profetier.
Europa levede i flere hundrede år—næsten tusind år—i den periode, de kalder middelalderen, og som de beskrev som mørkets tidsalder; perioder præget af mørke og uvidenhed. I denne tid kontrollerede kirken i høj grad menneskers tænkning, samfundets tænkning, menneskers adfærd og deres indbyrdes relationer. Den spillede også en stor rolle i datidens politiske systemer.
I lange perioder gennem flere hundrede år regerede kongerne i kraft af guddommelig bemyndigelse. Det vil sige, at kongen hævdedes at regere med bemyndigelse fra Allah den Ophøjede. Ingen havde udpeget ham, og hans legitimitet byggede ikke på noget skabt menneske; han hævdedes at hente den fra Allah den Ophøjede. Derfor havde ingen ret til at gøre oprør mod kongen eller blot sige, at han handlede forkert. Kirken anerkendte denne teori og gav den legitimitet. Kongen styrkede ofte sin legitimitet, sit styre og sin magt ved at modtage den påståede guddommelige bemyndigelse gennem kirken. Paven i Rom, der beklæder—eller hævder at beklæde—den apostolske stol, gav denne bemyndigelse til kongerne og herskerne.
På et tidspunkt i det, der kaldes oplysningstiden i deres moderne historie, fremstod filosoffer, som gjorde oprør mod denne teori og det system, der havde hersket i middelalderen. Der opstod teorier, hvor europæiske filosoffer begyndte at betvivle selve religionens grundlag. Nogle bevægede sig i retning af at fornægte Skaberen, ophøjet være Han, mens mange andre bekræftede Skaberens eksistens. Men selv om de bekræftede Skaberens eksistens, fornægtede de åbenbaringen og dermed også profetierne og de himmelske skrifter.
Her opstod konflikten mellem disse filosofiske strømninger, eller dem som kaldes oplysningstidens filosoffer, og gejstligheden.
Mange af disse filosoffer mente, at samfundet måtte opgive religionen for at opnå højnelse og rejse sig. De mente, at mennesker måtte bryde forbindelsen til de religioner, som efter deres opfattelse havde ført dem mod tilbagegang—særligt kristendommen på det tidspunkt. Kirken holdt derimod fast i sin dominans over livet og samfundet samt sin indflydelse på staten. Derfor opstod der en konflikt mellem det, de kaldte iman, og ateismen. Den ene side ønskede, at livet skulle forblive bygget på iman efter dens egen opfattelse, mens den anden ønskede at fjerne religionen fra menneskers liv, fordi den efter deres opfattelse var årsag til disse samfunds tilbagegang.
Hvad blev resultatet? Gennem nogle filosoffer og tænkere nåede det europæiske samfund frem til det, der kaldes kompromisløsningen: Vi er ikke nødt til at fornægte religionen eller gøre den til livets grundlag. På den anden side er vi heller ikke nødt til at lade religionen styre livet. Vi skal hverken fornægte religionen eller lade den styre livet, samfundet og staten. Lad religionen, spørgsmålet om religion og troen på tilværelsens oprindelse—hvad der gik forud for den, hvad der følger efter den, og menneskets forhold til det, der gik forud—være et individuelt spørgsmål, som enhver besvarer, som han vil. Men vi bygger dette liv på adskillelsen fra religionen; det vil sige, at vi ikke organiserer livet efter en bestemt ’aqida eller livsanskuelse.
De sagde: »Vi adskiller religionen fra livet«; det vil sige, at de hverken benægter eller bekræfter religionen. De tvinger ingen til at benægte religionen og de tvinger ingen til at omfavne religionen, men holder i stedet dette emne isoleret fra det offentlige liv, fra samfundet, fra lovgivningen, fra politikken og fra staten.
Hvorfor blev den kapitalistiske ’aqida ikke bygget på forstanden?
Idéen om religionens adskillelse fra livet, samfundet og staten opstod som en kompromisløsning for at komme ud af den krise, det europæiske samfund oplevede efter århundreder under kontrollen fra kirken, gejstligheden og kongerne, der regerede over samfundet med guddommelig bemyndigelse.
Denne ’aqida kan naturligvis ikke siges at være bygget på forstanden. Hvorfor? Fordi forstanden stadig har behov for svar på disse spørgsmål: Hvad er universets, menneskets og livets oprindelse? Hvor kommer mennesket fra, og hvor er det på vej hen? Hvilket forhold har mennesket i dette jordiske liv til det, der gik forud, og til det, der følger efter? Mennesket må bygge på svarene på disse spørgsmål. De udgør den allerstørste knude; løses den, løses menneskets øvrige knuder også. Forstanden kræver svar på disse spørgsmål, så mennesket kan bygge sit liv på dem. Hvordan kan du fastlægge din livsanskuelse, hvis du ikke kender dette livs oprindelse—hvordan det opstod, hvem der skabte det, hvad der følger efter det, og hvad formålet med dets eksistens er?
Vesten—kapitalisterne og sekularisterne—besluttede at sige: Dette er et spørgsmål, som vi ikke kan nå et definitivt svar på. Lad os derfor holde det adskilt fra livet og bygge vores liv på, at vi befinder os i dette liv, og at dets formål er nytte. Lad os antage, at lykke består i at opnå den størst mulige andel af fysiske og sanselige nydelser. På dette grundlag begyndte de at bygge deres tænkning og deres liv—deres tænkning om livet og dermed deres måde at leve på.
’Aqidaen om religionens adskillelse fra livet er altså ikke bygget på forstanden. Den er derimod bygget på en flugt fra sandheden—en flugt fra fornuftens dom over universets, menneskets og livets virkelighed. Dette er den kapitalistiske ’aqida: ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet.
De lyver, når de hævder, at de forlod en kristen ’aqida, der strider mod forstanden, til fordel for en rationel ’aqida. Hvilken forstand siger, at vi kan leve dette liv uden at kende dets formål og uden at vide, hvad dets oprindelse og endelige skæbne er, eller hvordan det er forbundet med det, der gik forud, og det, der følger efter? Dette er ikke en rationel ’aqida og ikke en rationel livsanskuelse. ’Aqidaen om religionens adskillelse fra livet blev på ingen måde bygget på forstanden.
Kapitalistisk lovgivning og historiske reaktioner
Hvis vi derefter går videre fra ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet—det grundlag, som den vestlige civilisation, den vestlige levemåde og det vestlige samfund blev bygget på—ser vi, at denne grundlæggende ’aqida frembragte et livssystem: det kapitalistiske system, systemet med de offentlige friheder og det demokratiske system. Deres systemer og lovgivning udsprang af den ’aqida, de havde antaget: religionens adskillelse fra livet. Ligesom denne ’aqida ikke er bygget på forstanden, kan disse love heller ikke på nogen måde beskrives som rationelle i den forstand, at de udspringer af en definitiv rationel dom over meningen med menneskets eksistens i dette liv. Tværtimod er disse love af samme art som ’aqidaen.
Ligesom ’aqida er en kompromisløsning for at flygte fra spørgsmålene om religion, universets oprindelse, mennesket og livet osv., så var disse lovgivninger også en reaktion. Ligesom den politiske ’aqida om religionens adskillelse fra livet var en reaktion på gejstlighedens, de kirkelige mænds, herredømme og på kongernes herredømme i navnet af guddommelig bemyndigelse; således var lovgivningerne, som Vesten har levet under i mere end to århundreder frem til i dag, også en reaktion.
For eksempel gør demokratiet suveræniteten til folkets og betragter folket som magtens kilde. Det var en reaktion mod kirkens kontrol over samfundet og mod de konger, der monopoliserede styret i kraft af guddommelig bemyndigelse. De sagde: Ingen har suverænitet over samfundet—hverken kirken, kongerne eller nogen familie. Suveræniteten tilhører folket. Folket vælger sin levemåde og den, der skal regere det, og herskeren er folkets ansatte.
På samme måde var idéen om de offentlige friheder, som er et grundlag i den vestlige lovgivning, en reaktion mod begrænsningen af frihederne og det tyranni, som det politiske partnerskab mellem monarkiet og gejstligheden—kirken—udøvede. Reaktionen gik ud på, at mennesker er frie i deres handlinger og selv bestemmer, hvordan de vil leve. Heraf kom trosfriheden, ytringsfriheden, ejendomsfriheden og den personlige frihed.
Det var altså en reaktion mod disse forhold. Det kapitalistiske system var desuden—sammen med andre årsager—på en måde en reaktion mod feudalsystemet, som betragtede al jord, der dengang var produktionens grundlag, som kongens ejendom. Dette var om ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet, den politiske ’aqida, der dominerer verden i dag.
Den kommunistiske ’aqida og dens materielle grundlag
Den kommunistiske ’aqida forsøgte som bekendt i det forrige århundrede at udfordre ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet og at frembringe en ny levemåde, et andet samfund og et nyt system. Kommunisterne hævdede også, at de var rationelle, og at deres ’aqida var frembragt af forstanden. Men det var løgn.
Den kommunistiske ’aqida—at der ikke findes nogen gud, og at livet er materie—er heller ikke bygget på forstanden, selv om forstanden frembragte den ud fra falske præmisser. Forstanden frembragte den, men på grundlag af falske præmisser. Hvordan kan den så være bygget på forstanden?
Kommunisterne antog på forhånd, at materien er altets oprindelse, og at den er det første eksisterende, som intet gik forud for. Den er nødvendigvis-eksisterende og dermed altets ophav. Vi siger, at Allah, ophøjet være Han, er nødvendigvis-eksisterende, og at Hans eksistens ikke har nogen begyndelse. Kommunisterne siger derimod, at materien er nødvendigvis-eksisterende, at intet gik forud for den, og at dens ikke-eksistens hverken i fortiden eller fremtiden kan tænkes. Dermed gjorde de materien til alle tings oprindelse.
Derefter, da de overgik til spørgsmålet om forstanden, sagde de, at forstanden intet andet er end et produkt af materien, og da de definerede den, sagde de, at forstanden er en refleksion af materien på hjernen. De gjorde således forstanden til blot en reflektor af materien, og derved gjorde de materien til det oprindelige. Hvad byggede de deres ’aqida på? De byggede deres ’aqida på materien og ikke på forstanden.
Hvis de havde gjort forstanden til dommer i spørgsmålet om universet, mennesket og livet—i spørgsmålet om den allerstørste knude—ville de være nået frem til, at materien med alle dens sanseligt erkendelige egenskaber ikke kan være evig. Den kan ikke være evig, fordi den er begrænset, afmægtig og mangelfuld. Derfor må den være blevet til på et tidspunkt, og der må findes én, som har skabt den: Allah, ophøjet være Han. Dette er fornuftens dom.
Forstanden kan ikke hævde, at materie, der er underlagt en lov, som den ikke kan overskride, og som er begrænset, afmægtig og mangelfuld, er alle tings oprindelse eller nødvendigvis-eksisterende. Den kommunistiske ’aqida blev altså ikke bygget på forstanden. Derfor kan man heller ikke på nogen måde sige, at den lovgivning, kommunisterne vedtog—hvoraf det økonomiske system er det mest fremtrædende—er bygget på et rationelt grundlag.
Den islamiske ’aqida og opbygningen af iman på forstanden
Den islamiske ’aqida er den eneste ’aqida, der—selv om den hverken er et menneskeligt produkt eller et produkt af forstanden, men resultatet af den åbenbaring, der blev sendt ned til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred—er bygget af Allah, ophøjet være Han, på menneskets forstand. Hvordan?
Da Qur’an—Allahs Bog og Allahs tale—henvendte sig til mennesket med iman, byggede den denne iman på menneskets forstand. Det vil sige, at den talte til forstanden, fremlagde rationelle beviser og gjorde dem til grundlaget for at acceptere denne iman. Hvordan? Grundlaget for iman i Islam er iman på Allah, ophøjet være Han.
Når vi ser på de vers i den ædle Qur’an, der kalder mennesker til iman på Allah, den Almægtige, finder vi, at mange af dem fremlægger sanselige, rationelle beviser, som taler til menneskets forstand—menneskets intellektuelle evne og rationelle erkendelse. Allah, ophøjet være Han, siger:
﴿ أَفِى ٱللَّهِ شَكٌّ فَاطِرِ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ ﴾
»Kan der være tvivl om Allah, himlenes og jordens Skaber?« [14:10]
Og Allah, den Almægtige, siger:
﴿ أَمْ خُلِقُوا۟ مِنْ غَيْرِ شَىْءٍ أَمْ هُمُ ٱلْخَـٰلِقُونَ أَمْ خَلَقُوا۟ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضَ ۚ بَل لَّا يُوقِنُونَ ﴾
»Eller blev de skabt af intet, eller er de selv skaberne? Eller har de skabt himlene og jorden? Nej, de er ikke overbeviste.« [52:35–36]
Og Allah, den Almægtige, siger:
﴿ إِنَّ فِى خَلْقِ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ وَٱخْتِلَـٰفِ ٱلَّيْلِ وَٱلنَّهَارِ وَٱلْفُلْكِ ٱلَّتِى تَجْرِى فِى ٱلْبَحْرِ بِمَا يَنفَعُ ٱلنَّاسَ وَمَآ أَنزَلَ ٱللَّهُ مِنَ ٱلسَّمَآءِ مِن مَّآءٍ فَأَحْيَا بِهِ ٱلْأَرْضَ بَعْدَ مَوْتِهَا وَبَثَّ فِيهَا مِن كُلِّ دَآبَّةٍ وَتَصْرِيفِ ٱلرِّيَـٰحِ وَٱلسَّحَابِ ٱلْمُسَخَّرِ بَيْنَ ٱلسَّمَآءِ وَٱلْأَرْضِ لَـَٔايَـٰتٍ لِّقَوْمٍ يَعْقِلُونَ ﴾
»Sandelig, i skabelsen af himlene og jorden, i nattens og dagens skiften, i skibene, der sejler på havet med det, der gavner menneskene, i det vand, Allah sender ned fra himlen og dermed giver jorden liv efter dens død og spreder alle slags levende væsener på den, samt i vindenes skiften og skyerne, der er underlagt mellem himlen og jorden, er der tegn for mennesker, der bruger deres forstand.« [2:164]
﴿ إِنَّ فِى خَلْقِ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ وَٱخْتِلَـٰفِ ٱلَّيْلِ وَٱلنَّهَارِ لَـَٔايَـٰتٍ لِّأُو۟لِى ٱلْأَلْبَـٰبِ ﴾
»Sandelig, i skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften er der tegn for dem, der har forstand.« [3:190]
De, der har dyb forståelse, er mennesker med forstand, som reflekterer. Når vi undersøger og læser Qur’an, finder vi snesevis af vers, der henvender sig til menneskets forstand for at bevise Skaberens eksistens, ophøjet være Han:
﴿ أَفَلَا يَنظُرُونَ إِلَى ٱلْإِبِلِ كَيْفَ خُلِقَتْ وَإِلَى ٱلسَّمَآءِ كَيْفَ رُفِعَتْ وَإِلَى ٱلْجِبَالِ كَيْفَ نُصِبَتْ وَإِلَى ٱلْأَرْضِ كَيْفَ سُطِحَتْ ﴾
»Ser de da ikke på kamelerne—hvordan de blev skabt; på himlen—hvordan den blev hævet; på bjergene—hvordan de blev rejst; og på jorden—hvordan den blev bredt ud?« [88:17–20]
Disse og andre lignende vers beviser, at Qur’an bygger iman på Allah, ophøjet være Han, på menneskets forstand. Den islamiske ’aqida er ikke et produkt af menneskets forstand, men mennesket tilslutter sig den på grundlag af rationelle beviser. Derfor er denne ’aqida bygget på menneskets forstand.
Iman på det usete og det rationelle bevis
Nogen vil måske sige: Det gælder iman på Skaberen, som ikke kræver en himmelsk åbenbaring. Men hvordan beviser I gennem forstanden det usete, som I har iman på?
Vi svarer: Vores iman på det usete bygger udelukkende på den udtrykkelige tekst i Allahs Bog, ophøjet være Han—en beretning fra Allah, den Almægtige, formidlet gennem Hans Profet, må Allah velsigne ham og give ham fred. Findes der et rationelt bevis for, at Muhammads budskab, må Allah velsigne ham og give ham fred, og hans beretning kommer fra Allah, den Almægtige? Ja.
Her følger de rationelle beviser efter hinanden. Allah, ophøjet være Han, sendte Sit budskab til menneskene og overbeviste dem gennem rationelle og sanselige beviser om, at de ikke kan leve et sandt og korrekt liv eller blive retledt i dette liv uden et budskab fra Allah, ophøjet være Han. Allah siger:
﴿ قُلْ هَلْ مِن شُرَكَآئِكُم مَّن يَهْدِىٓ إِلَى ٱلْحَقِّ ۚ قُلِ ٱللَّهُ يَهْدِى لِلْحَقِّ ۗ أَفَمَن يَهْدِىٓ إِلَى ٱلْحَقِّ أَحَقُّ أَن يُتَّبَعَ أَمَّن لَّا يَهِدِّىٓ إِلَّآ أَن يُهْدَىٰ ﴾
»Sig: ‘Er der blandt jeres partnere nogen, der retleder til sandheden?’ Sig: ‘Allah retleder til sandheden. Er den, der retleder til sandheden, da mere værdig til at blive fulgt, eller den, der ikke selv finder retledning, medmindre han bliver retledt?’« [10:35]
Dette er et rationelt bevis fra Allah, ophøjet være Han, på, at mennesket ikke kan blive retledt uden Allahs retledning:
﴿ ٱتَّبِعُوا۟ مَآ أُنزِلَ إِلَيْكُم مِّن رَّبِّكُمْ وَلَا تَتَّبِعُوا۟ مِن دُونِهِۦٓ أَوْلِيَآءَ ﴾
»Følg det, der er blevet åbenbaret til jer fra jeres Herre, og følg ikke andre beskyttere end Ham.« [7:3]
Samstemmende beviser i den ædle Qur’an taler til forstanden: Mennesket kan ikke leve og blive retledt i dette liv—leve et retledt liv, der fører til dets interesse, lykke og indre ro—uden at modtage retledning fra Allah, den Almægtige.
﴿ مَن يَهْدِ ٱللَّهُ فَهُوَ ٱلْمُهْتَدِ ۖ وَمَن يُضْلِلْ فَلَن تَجِدَ لَهُۥ وَلِيًّا مُّرْشِدًا ﴾
»Den, Allah retleder, er den retledte; men den, Han lader fare vild, vil du aldrig finde en beskyttende retleder for.« [18:17]
Dette er det rationelle bevis for, at mennesket har behov for Allahs retledning. Hvordan kom Allahs retledning? Den kom gennem Muhammads budskab, må Allah velsigne ham og give ham fred, og gennem profeterne før ham. I dag står vi over for det sidste af Allahs budskaber: Islam.
Qur’an som bevis for Muhammads budskab
Islams budskab kom fra Allah, ophøjet være Han, med et afgørende segl, der fastslår, at det er Allahs budskab: Qur’an. Qur’an er ikke blot en bog med retledning; den er i sig selv et bevis på, at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, er Allahs Sendebud, at denne bog er Allahs Bog, og at dens indhold er Allahs tale.
Hvordan? Qur’an kom og udfordrede menneskene til at frembringe noget tilsvarende. Hvis de kunne frembringe noget tilsvarende, ville det ligge inden for menneskets evne. Men da de ikke kunne, er Qur’an ikke skabt af mennesker. Vi har behandlet dette emne i en særskilt episode, som den interesserede kan vende tilbage til og høre i detaljer.
Her fremlægger vi imidlertid beviset for, at Islam er bygget på forstanden. Da Allah, ophøjet være Han, henvendte sig til menneskene og kaldte dem til iman på Muhammads budskab, må Allah velsigne ham og give ham fred—hvis budskab blev bevist gennem Qur’an—sagde Han:
﴿ وَإِن كُنتُمْ فِى رَيْبٍ مِّمَّا نَزَّلْنَا عَلَىٰ عَبْدِنَا فَأْتُوا۟ بِسُورَةٍ مِّن مِّثْلِهِۦ وَٱدْعُوا۟ شُهَدَآءَكُم مِّن دُونِ ٱللَّهِ إِن كُنتُمْ صَـٰدِقِينَ فَإِن لَّمْ تَفْعَلُوا۟ وَلَن تَفْعَلُوا۟ فَٱتَّقُوا۟ ٱلنَّارَ ٱلَّتِى وَقُودُهَا ٱلنَّاسُ وَٱلْحِجَارَةُ ۖ أُعِدَّتْ لِلْكَـٰفِرِينَ ﴾
»Hvis I er i tvivl om det, Vi har sendt ned til Vores tjener, så frembring en surah magen til og tilkald jeres vidner foruden Allah, hvis I taler sandt. Men hvis I ikke gør det—og I vil aldrig gøre det—så frygt Ilden, hvis brændsel er mennesker og sten, beredt for de vantro.« [2:23–24]
Det blev således fastslået gennem rationelt bevis. Qur’an henvendte sig til menneskene gennem forstanden for at bevise, at Qur’an er Allahs tale, ophøjet være Han. Ingen har kunnet frembringe noget tilsvarende eller tilbagevise de rationelle beviser, der fastslår, at Qur’an er Allahs tale.
Det usete og lovgivningen efter bekræftelsen af åbenbaringen
Da det blev fastslået, at Qur’an er Allahs tale, og at Muhammad dermed er Allahs Sendebud, blev det også fastslået, at vi har en beretning—ja, flere beretninger—fra Allah, ophøjet være Han, formidlet gennem Hans Sendebud. Profetens beretning fra sin Herre er en sikker beretning. Profeten fortalte fra sin Herre om det usete: englene, den yderste dag, Paradiset og Ilden. Han fortalte os om universets, menneskets og livets oprindelse og endelige skæbne.
Alt dette er iman på det usete, som er bygget på forstanden, fordi det er fastslået gennem overleverede beviser, hvis sandhed forstanden har bekræftet. Forstanden har fastslået, at Qur’an er Allahs tale, og at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, er Allahs Sendebud.
Det er dermed fastslået, at det, Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, bragte—Qur’an og Sunnah, hvor Sunnah er åbenbaring ligesom Qur’an—er sandt og sandfærdigt.
Ligesom iman på det usete bygger på rationelle beviser, fordi den bygger på noget, som forstanden har fastslået, gælder det også den lovgivning, Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, bragte. Den frembringer en levemåde, som er mennesket værdig i dette liv, fordi det er den levemåde, Allah, ophøjet være Han, har godkendt for Sine tjenere.
Den troendes forpligtelse—og det islamiske samfunds forpligtelse—bestod i, at muslimerne i deres stat skulle følge den islamiske Shari’ah. Denne forpligtelse kræves af forstanden, fordi forstanden har bevist, at Qur’an er Allahs tale, at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, er Allahs Sendebud, og at Islam er Allahs budskab. Derfor kræver forstanden, at mennesket lever i overensstemmelse med den Shari’ah, som Islam bragte.
Den islamiske Shari’ah er ikke et produkt af forstanden, et menneskeligt produkt eller et produkt af virkeligheden. Den islamiske Shari’ah er et resultat af den åbenbaring, der blev sendt ned til Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred. Men forstanden fastslår nødvendigheden af at forpligte sig til Shari’ah, følge den og leve efter den, fordi forstanden definitivt har fastslået, at den er Allahs Shari’ah.
Opsummering af emnet
Dette, mine kære brødre, var en kort fremstilling af et emne, der kan uddybes meget: politiske ’aqidaer og forstanden. Vi har fastslået, at sekularisternes og kommunisternes påstand—at deres ’aqidaer er rationelle og bygget på forstanden, mens den islamiske ’aqida ikke er bygget på forstanden, men blot er følelsesbaseret—er ren løgn. Vi har tværtimod bevist, at sandheden er det stik modsatte. Jeg påkalder velsignelser og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahabah og dem, der følger ham. Lovprisningen tilkommer Allah, verdenernes Herre. Fred være med jer og Allahs barmhjertighed og velsignelser.
Spørgsmål og diskussioner
Velkommen tilbage. For at besvare de spørgsmål, I har sendt ind i denne episode, minder jeg jer igen om, at vi er i programmet Halaqa Online, som er en gennemlæsning af bogen Islams system af imam Taqi ad-Din an-Nabhani, måtte Allah have barmhjertighed med ham.
Hvorfor klamrer nogle islamiske tænkere sig til sekularismen?
Det første spørgsmål kommer fra bror Abdullah: Når sekularismen ikke er bygget på forstanden og er en udslidt idé, hvorfor klamrer så mange islamiske tænkere sig til den? Skyldes det manglende forståelse, intellektuelt nederlag, at de går andres ærinde—eller hvad?
Da du specifikt spørger om islamiske tænkere, vil jeg sige det enkelt: Det skyldes ikke manglende forståelse. Muslimerne forstår tydeligt, at sekularisme er kufr (vantro), fordi den adskiller religionen fra livet og fornægter de Shari’ah-love, som regulerer menneskers relationer i samfundet og staten gennem den lovgivning, staten håndhæver.
Sekularisme—her mener jeg dens såkaldt mest moderate form—siger, at religionen ikke må blande sig i politik; at lovgivningen ikke må udledes af religionen; at folket skal være lovgiver; at religionen ikke må være lovgivningens reference; og at religionen ikke må have suveræniteten i staten.
Alle, der har studeret Islam og antaget Islam som religion og system, har i årtier vidst og erklæret, at sekularisme er kufr over for Allahs religion.
Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at nogle af dem, der nu kaldes fremtrædende islamiske skikkelser eller repræsenterer islamiske strømninger, er begyndt at skelne mellem en ekstrem, ateistisk sekularisme, som de afviser, og en moderat, ikke-ateistisk sekularisme, som de accepterer. De begrunder det med, at Islam efter deres påstand holder samme afstand til alle religioner. Dette er naturligvis falsk.
Hemmeligheden ligger i Allahs ord:
﴿ فَتَرَى ٱلَّذِينَ فِى قُلُوبِهِم مَّرَضٌ يُسَـٰرِعُونَ فِيهِمْ يَقُولُونَ نَخْشَىٰٓ أَن تُصِيبَنَا دَآئِرَةٌ ﴾
»Du ser dem, der har sygdom i hjertet, skynde sig hen imod dem og sige: ‘Vi frygter, at et omslag i skæbnen vil ramme os.’« [5:52]
Dette er hemmeligheden: Disse mennesker mener, at de ikke kan tillade sig at gøre det internationale samfund—den vestlige civilisations bannerførere—vrede. Under parolen »Vi lever ikke alene i denne verden« hævder de, at vi må tilfredsstille det internationale samfund. Vi må tilfredsstille de amerikanske og europæiske herrer, følge dem og smigre dem ved at sige, at vi accepterer det, de kalder moderat sekularisme.
Dette er vildfarelse, må Allah beskytte os mod det.
Dømmer forstanden over det overleverede bevis ved ’aqidaens grundlag?
Bror Abu al-Rashid spørger: Skal dine ord forstås sådan, at forstanden dømmer over det overleverede bevis ved selve ’aqidaens grundlag?
Det er forstanden, der har bevist, at Qur’an er Allahs tale. Beviserne for den islamiske ’aqida er enten rationelle beviser—såsom beviset for iman, beviset for Allahs eksistens og beviset for, at Qur’an er Allahs tale—og dermed beviset for, at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, er Allahs Sendebud.
Disse ’aqidaer, som er indgangen til Islam, er ’aqidaer, der bevises gennem forstanden.
Qur’an argumenterede selv med menneskene om disse spørgsmål gennem rationelle beviser. Som vi nævnte tidligere i episoden, fremlagde Qur’an de rationelle beviser for, at Allah er sandheden, at Qur’an er Allahs tale, og dermed at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, er Allahs Sendebud.
Når det er fastslået, at Qur’an er Allahs tale, er det også fastslået, at alle dens beretninger er sande, fordi Allahs Sendebud formidler dem fra Allah den Ophøjede.
Beretningerne om det usete—det vil sige beviserne for iman på de usete forhold—bygger på overleveret bevis. Men denne overlevering, Qur’an, er fastslået gennem forstanden. ’Aqidaen som helhed er derfor bygget på forstanden, og dens beviser er enten forstanden eller en overlevering, hvis grundlag er fastslået gennem forstanden.
Et produkt af forstanden og en ’aqida bygget på forstanden
Bror Nadhir bin Salih siger: »Fred være med jer og Allahs barmhjertighed og velsignelser.« Og med jer være fred og Allahs barmhjertighed og velsignelser.
Hvorfor betragter vi ikke en ’aqida som rationel, selv om undersøgelsens resultat er forkert og fører til en forkert ’aqida?
Det er et godt og relevant spørgsmål. Faktisk siger vi netop, at den kommunistiske ’aqida er en rationel ’aqida. Vi siger også, at den kapitalistiske ’aqida—’aqidaen om religionens adskillelse fra livet—er rationel, og at Islam ligeledes er en rationel ’aqida. Her betyder »rationel ’aqida«, at den ikke er en følelsesbaseret ’aqida, som mennesket har antaget gennem efterligning og overlevering, sådan som det gælder andre religiøse ’aqidaer.
Men selvom vi siger, at den kommunistiske ’aqida og den kapitalistiske ’aqida er to rationelle ’aqider; det vil sige, at forstanden nåede frem til dem, at forstanden nåede frem til dem.
Men disse to ’aqidaer blev ikke bygget på fornuftens dom. Hos disse mennesker blev forstanden brugt som et redskab til at opfinde en ’aqida, som forstanden slet ikke havde dømt om. Du kan bruge din forstand til at forsøge at bevise falske tanker. I så fald er forstanden ikke grundlaget, men blot et redskab for en falsk idé—en idé, der ikke blev bygget på fornuftens dom.
Kommunisterne brugte deres forstand til at begrunde og retfærdiggøre en ’aqida, som de oprindeligt havde bygget på materien og ikke på forstanden. Forstanden var aldrig grundlaget for kommunisternes ’aqida.
Kapitalisterne frembragte ligeledes med deres forstand en ’aqida, som ikke havde forstanden som grundlag. De antog en ’aqida bygget på kompromisløsningen mellem gejstligheden og filosofferne og brugte forstanden til at begrunde og retfærdiggøre den. De gjorde altså blot forstanden til et redskab til at retfærdiggøre en ’aqida, som de havde accepteret og bygget på noget andet end forstanden.
Den islamiske ’aqida er derimod en rationel ’aqida, som Allah, ophøjet være Han, byggede på forstanden; det vil sige, at Han gjorde forstanden til dommer på vejen til den. Allah henvendte sig til menneskene med iman og befalede dem at tage denne iman til sig gennem bevisførelse. Han fremlagde rationelle beviser og overbeviste menneskene gennem dem, så mennesket på grundlag af forstanden bliver overbevist om, at Allah er sandheden, at Qur’an er Allahs Bog, og at Muhammad er Allahs Sendebud. Alt, hvad der står i Qur’an og er formidlet gennem Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, er derfor sandt, fordi det er en beretning fra Allah, ophøjet være Han.
Forstanden er det grundlag, som den islamiske ’aqida er bygget på. Den kommunistiske ’aqida er et produkt af forstanden, men den er bygget på et materielt grundlag. Den kapitalistiske ’aqida er også et produkt af forstanden, men den er bygget på kompromisløsningen og ikke på selve forstanden.
Forskellen mellem en politisk og en gejstlig ’aqida
Bror Hamzah Baradi spørger: Hvad er forskellen mellem en politisk ’aqida og en gejstlig ’aqida, hvis denne betegnelse er korrekt?
En politisk ’aqida er en ’aqida, hvorfra der udspringer et livssystem. Dette systems funktion er at varetage menneskers anliggender og organisere relationerne mellem mennesker i samfundet—det vil sige at føre politik for menneskene ved at varetage deres anliggender. Systemets funktion er dermed politisk. Da systemet udspringer af denne ’aqida, er ’aqidaen politisk.
Fra den kommunistiske ’aqida udsprang et livssystem: det socialistiske system. Derfor er den en politisk og ikke en åndelig ’aqida.
Den kapitalistiske ’aqida er politisk, fordi der fra den udsprang et politisk system: det kapitalistiske system, systemet med de offentlige friheder, det demokratiske system og så videre. Den lovgivning, som mennesker i Vesten anvender i deres liv i dag, udsprang af ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet. Når der fra denne ’aqida udspringer et system for livet, samfundet og staten, er den en politisk ’aqida, fordi den fører til varetagelsen af menneskers anliggender—uanset om dens system er sandt eller falsk.
Den islamiske ’aqida er på samme tid både åndelig og politisk. Den er åndelig, fordi den etablerer forbindelsen mellem tjeneren og Allah, ophøjet være Han. Den fastslår, at universet, mennesket og livet er skabt af en Skaber. Den gør dette til et intellektuelt grundlag for muslimen, det islamiske liv og det islamiske samfund. Da den islamiske ’aqida fastslår det åndelige aspekt ved universet, mennesket og livet, er den en åndelig ’aqida. Samtidig er den politisk, fordi der fra den udspringer et system for livet, samfundet og staten, som varetager menneskers anliggender. At varetage menneskers anliggender er politik.
Hvad angår de øvrige religiøse ’aqidaer—som kristendommen, buddhismen, hinduismen og alle andre gejstlige, åndelige ’aqidaer—er de åndelige og ikke politiske. Læg mærke til forskellen mellem politiske og åndelige ’aqidaer: Kun Islam forener de to aspekter.
Den islamiske ’aqida er en åndelig ’aqida, der etablerer en relation mellem Skaberen og tjeneren: en relation præget af tilbedelse og lydighed samt af at følge og blive retledt gennem Allahs retledning. Den er også en politisk ’aqida, fordi der fra den udspringer et system for livet, samfundet og staten: den islamiske Shari’ah.
Afslutning
Dette var de spørgsmål, mine kære brødre, som er kommet ind indtil nu. Jeg takker jer for at have lyttet, og jeg beder Allah, ophøjet være Han, om at belønne mig og jer med den bedste belønning. Jeg påkalder velsignelser og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahabah og dem, der følger ham. Vi ses i en kommende episode, om Allah vil. Fred være med jer og Allahs barmhjertighed og velsignelser.
