Indledning fra bogen Islams system
Den intellektuelle ledelse for ideologien Islam stemmer overens med menneskets natur. Trods dens dybde er den nem og lettilgængelig, og menneskets forstand og hjerte åbner sig hurtigt op for den. Mennesket kaster sig hurtigt ud i at forstå Islam og fordybe sig i forståelsen af dens detaljer med betagethed og påskønnelse. Dette skyldes, at religiøsiteten er medfødt i mennesket, og hvert menneske er i sin natur religiøs, og ingen magt er i stand til at løsrive denne natur fra mennesket pga. dens rodfæstelse heri. Så mennesket med sin natur føler at det er mangelfuldt, at der er en mere fuldkommen magt end det selv, og at denne magt fortjener helliggørelse. Religiøsiteten er at have behov for den Organiserende Skaber, og den opstår fra den naturlige afmægtighed i menneskets opbygning. Religiøsiteten er et konstant instinkt, der har en specifik reaktion, nemlig helliggørelsen. Derfor har menneskeheden i alle tidsaldre været religiøs og har tilbedt noget. Menneskeheden har således tilbedt mennesker, himmellegemer, sten, dyr, ild og andre ting. Da Islam kom med sin ‘aqida, kom den for at lede menneskeheden væk fra tilbedelsen af skabninger hen til tilbedelsen af Allah ﷻ, som har skabt alle ting.
Politiske ’aqidaer og menneskets natur
Må Allahs fred, nåde og velsignelser være med jer. Velkommen, mine kære brødre, til et nyt afsnit af jeres program Halaqa Online. Vi fortsætter rækken af afsnit under titlen den intellektuelle ledelse i Islam. I dag taler jeg med jer om et særdeles vigtigt emne: politiske ’aqidaer og menneskets natur.
Betydningen af politiske ’aqidaer og menneskets natur
Hvad mener vi med politiske ’aqidaer? Og hvad mener vi med menneskets natur? Med politiske ’aqidaer mener jeg de ’aqidaer, der udgør en helhedstanke om universet, mennesket og livet, om det, der var før jordelivet og det, der kommer efter, samt jordelivets forbindelse med det, der var før det, og det, der kommer efter det. Men det er rationelle ’aqidaer, hvorfra et system for livet udspringer. Vi mener naturligvis ikke de præstelige, åndelige ’aqidaer, hvorfra intet system for livet udspringer, såsom kristendommen, jødedommen, buddhismen og andre.
I vores tid er der kun tre ’aqidaer, som betegnelsen politisk ’aqida kan anvendes om. Den første er den islamiske ’aqida, som er en politisk ’aqida ud over at være en åndelig ’aqida. Den anden er den kapitalistiske ’aqida: ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet, som i dag kaldes sekularisme, og som dominerer verden. Den tredje er den kommunistiske ’aqida, som i det forrige århundrede forsøgte at konkurrere med ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet, men som forsvandt, før århundredet var omme. Det er dét, jeg mener med politiske ’aqidaer, og dét, jeg konkret mener med menneskets natur i dagens emne.
Menneskets natur betyder her følelsen af behov: det stærke, påtrængende behov for Den Organiserende Skaber, som udspringer af menneskets følelse af sin naturlige afmægtighed. Mennesket føler af natur, at det er afmægtigt, mangelfuldt og trængende. Det har derfor behov for nogen, som kan afhjælpe denne mangel, afmægtighed og trang. Derfor har mennesket altid søgt hen til nogen, der kan afhjælpe dets afmægtighed.
Religiøsitet er medfødt i mennesket
Denne medfødte natur har altid eksisteret. Den ligger bag det, der findes i mennesket, og som i dag kaldes religiøsitetsinstinktet. Siden mennesket kom til på denne jord, har det været religiøst af natur.
Uanset om mennesket antager den korrekte ’aqida og følger den sande religion eller ikke gør det; uanset om det tilbeder Allah alene eller tilbeder andre skabninger og bliver afgudsdyrker, som tilbeder idoler og statuer, har mennesket fra gammel tid og frem til i dag været religiøst af natur. Det tilbeder altid noget og helliggør altid noget.
Studér civilisationerne og menneskehedens historie. I vil opdage, at alle folkeslag har tilbedt nogen eller noget. Hvis de blev vejledt til at tilbede Allah ved at følge Allahs profeter, blev religiøsitetsinstinktet tilfredsstillet på den rette måde ved at rette deres tilbedelse, helliggørelse og ærefrygt mod Allah.
Hvis folkeslagene ikke fulgte Allahs profeter, og mennesker ikke holdt sig til dem, opfandt de religioner. I disse religioner tog de andre end Allah som guder og tilbad dem. De tilbad solen og månen, havene og floderne, idoler og helte, og de gjorde endda nogle profeter til guder, som blev tilbedt ved siden af Allah.
Helliggørelse og det at tage noget som gud
Mennesket er religiøst af natur, og det helliggør af natur. Hvis denne helliggørelse og religiøsitet ikke kommer åbent til udtryk som tilbedelse, kommer den alligevel til udtryk som ærefrygt for en anden, der ophøjes til guddommelig status.
Når et menneske helliggør et andet menneske i en sådan grad, at det gør vedkommende til sin inspirationskilde i livet og mener, at vedkommendes ord alene forklarer meningen med tilværelsen og livet, har det i realiteten tilbedt dette menneske, bevidst eller ubevidst.
Vi finder også mennesker, der helliggør sig selv og deres egne lyster. Allah ﷻ siger om et sådant menneske:
﴿ أَفَرَءَيْتَ مَنِ ٱتَّخَذَ إِلَـٰهَهُۥ هَوَىٰهُ ﴾
»Har du set ham, der har taget sit begær som sin gud?« [45:23]
Mennesket må af natur tage noget som gud, enten åbent eller på en mindre åbenlys måde. Det ligger i menneskets natur, at det er religiøst, helliggør og nærer ærefrygt og søger nogen, der kan afhjælpe dets afmægtighed og mangel.
En sand ’aqida skal stemme overens med menneskets natur
En ’aqida kan ikke være sand for mennesket og vejlede det til at forstå meningen med sit liv og løse sine problemer i livet, hvis den kolliderer med menneskets natur og ikke stemmer overens med den.
’Aqidaen om religionens adskillelse fra livet
For mere end to århundreder siden opstod den moderne vestlige kultur, som i dag styrer og dominerer verden. Den bygger på ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet. Nogle mener, at denne ’aqida ikke kolliderer med menneskets natur, fordi den lader mennesket være religiøst og tilbede sin Skaber gennem den religion, det selv vælger. Derfor hævder de, at denne ’aqida ikke kolliderer med menneskets natur.
Det er, hvad Vesten og dens intellektuelle ledere hævder: Vi har ikke benægtet religion, men blot adskilt den fra livet. Den, der ønsker at være ateist, kan være det. Den, der ønsker at være religiøs, kan være det. Den, der ønsker at antage en åbenbaret religion, kan gøre det, og den, der ønsker at forblive hedning, kan gøre det. Denne ’aqida lader således vejen stå åben for, at mennesker kan være religiøse og tilbede, hvad de ønsker. Derfor hævder de, at den ikke strider mod menneskets natur eller religiøsitetsinstinktet. Men denne påstand er falsk.
Hvorfor sekularismen kolliderer med menneskets natur
Hvorfor? Fordi religiøsitetsinstinktet—den menneskelige natur, som Allah ﷻ har skabt i mennesket—ikke blot kræver, at mennesket tror på Skaberens eksistens eller alene anerkender Hans eksistens. Det er en følelse af behov for Den Organiserende Skaber: Skaberen, som har skabt mennesket og organiserer dets anliggender; Skaberen, som vejleder mennesket til sandheden om dets tilværelse, meningen med dets eksistens, hvor det kommer fra, hvor det skal hen, og den rette levemåde, der stemmer overens med dets natur og fører det til succes i denne verden og det hinsides.
Når ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet siger: »Skaberen skabte mennesket, men efter at have skabt det lod Han det selv organisere sine anliggender«, gør denne ’aqida mennesket til et forældreløst barn, der har mistet begge sine forældre, i dette liv. Den siger til mennesket: Skaberen findes, og hvis du ønsker det, kan du knytte forbindelse til Ham. Men Han vejleder dig ikke til din levemåde, forklarer dig ikke meningen med livet og giver dig ikke den lovgivning, der organiserer dit liv og dine relationer til andre. Selvom sekularisterne anerkender Allah ﷻ, har Han således ingen plads i menneskets liv, dets relationer til andre mennesker eller organiseringen af dets liv. Derfor strider ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet mod menneskets natur, kolliderer med den og svigter den. Den siger til mennesket: Din Herre skabte dig og lod dig derefter leve, som du vil, og organisere dine anliggender, som du ønsker—så find selv ud af, hvordan du vil gøre det. Denne ’aqida tilfredsstiller således ikke menneskets religiøsitetsinstinkt: den natur, som Allah ﷻ har skabt menneskene med.
Sekularismens praktiske virkning i Vesten
Dette gælder den teoretiske side af ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet. I praksis mente mennesker dengang derfor, at denne ’aqida ikke ville hindre deres religiøsitet eller deres udøvelse af det religiøse liv, altså deres forbindelse til Allah.
Sådan var det måske i begyndelsen. Med tiden konkurrerede ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet imidlertid med de religiøse ’aqidaer i Vesten—særligt den kristne ’aqida, som de vestlige folkeslag havde antaget—indtil den skubbede dem helt ud af livet. Den, der i dag besøger Europa, finder kirkerne tomme. Religiøsiteten er næsten forsvundet fra de vestlige lande, og selv den religiøsitet, der stadig findes, er overvejende formel og uden indflydelse på livet.
Livsanskuelse og adfærd
Hvad erstattede den kristne ’aqida? Det gjorde ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet. Den gav en helt anden livsanskuelse end den, kristendommen og alle andre religiøse ’aqidaer gav. Denne nye livsanskuelse kom derfor til at styre menneskets adfærd, dets målestok for handlingerne og dets syn på lykke.
Det er menneskets livsanskuelse, der former dets adfærd i livet. Den kapitalistiske ’aqida—’aqidaen om religionens adskillelse fra livet, sekularismen—gav en livsanskuelse, der var helt anderledes end den religiøsitet, der havde præget de kristne, før denne nye ’aqida fik greb om dem. Den kom derfor til at dominere deres livsanskuelse og levemåde.
Derfor begyndte mennesker dér at opleve en åndelig krise, som igen førte til psykiske kriser. Mennesket nød ikke længere varmen fra den religiøse ’aqida, familien eller de menneskelige relationer. Psykiske kriser bredte sig, de psykiatriske klinikker blev fyldt med patienter, og antallet af selvmordsforsøg og faktiske selvmord steg i Vesten.
Alt dette skyldtes, at den ’aqida, der havde fået greb om menneskers tænkning og livsanskuelse dér, adskilte Skaberen fra det skabte i jordelivet. Den skabte ingen forbindelse mellem Skaberen og det skabte i menneskets livsførelse, men sagde til mennesket: Dette er dit liv—vælg selv din levemåde. Mennesket valgte derfor en levemåde, hvor lykke betød at opnå den størst mulige andel af fysiske, sanselige og materielle nydelser, og hvor den materialistiske nyttemoral blev dets målestok i livet.
At sulte religiøsitetsinstinktet og omdirigere det
Denne ’aqida erstattede således religiøsiteten og efterlod det vestlige menneskes religiøsitetsinstinkt udsultet, fordi det ikke længere fandt noget, der kunne tilfredsstille det. Er dette instinkt da forsvundet fra det vestlige menneske? Nej, for det er en del af selve menneskets natur og kan ikke forsvinde, selv hvis mennesket forsømmer det. Hvordan tilfredsstiller det vestlige menneske så religiøsitetsinstinktet? Hvordan tilfredsstiller det denne medfødte trang?
Tidligere gik europæeren i kirke og trådte ind i skriftestolen for at bekende sine synder for præsten i den tro, at han dermed bekendte dem for Allah. Han følte, at han havde knyttet forbindelse til Allah, angret over for Ham og fundet lettelse gennem dette skriftemål.
Hvad sker der nu? Når de fleste vesterlændinge i dag oplever en psykisk krise, går de i stedet til en psykologisk klinik. I stedet for at bekende deres synder for præsten i kirkens skriftestol fortæller de om deres byrder til psykiateren på hans briks i klinikken.
Religiøsitetsinstinktet blev flyttet fra kirken, præsteskabet og kristendommen til det, de forestiller sig er videnskab—psykologien—og videre til psykologer, psykiatere og psykologiske klinikker.
De nærede ærefrygt for magt, berømmelse, dominans og logik. Religiøsitetsinstinktet blev således omdirigeret mod beundring for andre ting i stedet for underkastelse under Allah ﷻ, tilbedelse af Ham og ærefrygt for Ham. Dette er krisen ved den kapitalistiske ’aqida, som adskilte religionen fra livet og Skaberen fra det skabte i jordelivet.
Den kommunistiske ’aqida og dens sammenstød med menneskets natur
I det tyvende århundrede konkurrerede den kommunistiske ’aqida med den kapitalistiske og forsøgte at erstatte den. Der blev oprettet stater på grundlag af denne ’aqida, og flere stater fulgte efter.
Den kommunistiske ’aqida, som siger, at der ingen gud findes, og at livet kun består af materie, stred endnu mere mod menneskets natur end den kapitalistiske ’aqida. Mens den kapitalistiske ’aqida adskilte mennesket fra dets Skaber i jordelivet, benægtede den kommunistiske ’aqida direkte Allahs eksistens.
Den sagde til mennesket: Du er blot videreudviklet materie og har ingen skabende oprindelse. Ingen har skabt dig; du er intet andet end udviklet materie. Dermed kolliderede den med menneskets natur.
Denne ’aqidas forkæmpere forsøgte at påtvinge den mennesker med magt. Dens pionerer erklærede, at religion var folkets opium. På dette grundlag forfulgte og mishandlede de religionernes tilhængere, lukkede moskéer og jagtede religiøse mennesker. De betragtede religiøsitet som en hindring for udviklingen, fordi forestillingen om evolution udgjorde et grundlag for kommunistisk tænkning og lovgivning.
En falsk ’aqida frembringer et falsk system
Både den kapitalistiske og den kommunistiske ’aqida kolliderer med menneskets natur. Det er tilstrækkeligt til at fastslå, at begge ’aqidaer er falske, for de kan ikke løse menneskets grundlæggende problem eller opløse dets allerstørste knude.
De behandlede—eller forsøgte at opløse—denne knude forkert. Derfor udsprang der falske systemer af disse to politiske ’aqidaer, for det, der bygger på et falsk grundlag, forbliver falsk i det, som udspringer deraf. Lovgivningen er en gren af ’aqidaen. Hvis ’aqidaen er falsk, må lovgivningen nødvendigvis også være falsk.
Vi behøver ikke at undersøge Vestens lovgivning eller de systemer, kommunisterne opfandt, for at fastslå, at de er falske. Hvis de ’aqidaer, som systemerne udspringer af, er falske, må lovene og systemerne, der udspringer af dem, også være falske. Når den kapitalistiske ’aqida er falsk, er dens lovgivning ligeledes falsk; og når den kommunistiske ’aqida er falsk, er de systemer, der udsprang af den, også falske.
Den islamiske ’aqida er både åndelig og politisk
Islam byggede den muslimske tanke på den islamiske ’aqida. Denne ’aqida er både åndelig og politisk på samme tid.
’Aqidaen er: Der findes ingen anden gud end Allah; Muhammad er Allahs Sendebud. »Der findes ingen anden gud end Allah« betyder, at der ingen anden Skaber findes end Allah, ingen anden lovgiver end Allah, ingen anden vejleder for mennesket end Allah og ingen anden, der med rette kan tilbedes, end Allah. Islam afviser således, at nogen anden end Allah ﷻ i sandhed er værdig til tilbedelse.
En af betydningerne af menneskets tjenerskab over for Allah i Islam er, at det skal underkaste sig Allah fuldstændigt i hele sit jordiske liv og alene hente vejledning og lovgivning hos Ham ﷻ.
Sammensmeltningen af materien med ruh
Islams livsanskuelse er derfor, at muslimen sammensmelter materien med ruh. Det vil sige, at han udfører sine materielle handlinger i overensstemmelse med Allahs påbud og forbud, samtidig med at han er bevidst om sin forbindelse til Allah ﷻ. Dette udgør det åndelige aspekt.
Det åndelige aspekt er, at mennesket erkender sin forbindelse til Allah ﷻ. På grundlag af denne erkendelse af sin forbindelse til Allah udfører det sine handlinger i overensstemmelse med Allahs påbud og forbud.
Muslimen sammensmelter således materien med ruh og tilfredsstiller sin menneskelige natur ikke blot gennem bøn, faste, pilgrimsfærd, dhikr og zakat, men også ved at udføre alle sine handlinger i overensstemmelse med Allahs påbud og forbud. Allah ﷻ siger:
﴿ فَأَقِمْ وَجْهَكَ لِلدِّينِ حَنِيفًا فِطْرَتَ ٱللَّهِ ٱلَّتِى فَطَرَ ٱلنَّاسَ عَلَيْهَا ۚ لَا تَبْدِيلَ لِخَلْقِ ٱللَّهِ ۚ ذَٰلِكَ ٱلدِّينُ ٱلْقَيِّمُ وَلَـٰكِنَّ أَكْثَرَ ٱلنَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Vend derfor dit ansigt mod religionen som hanif: Allahs fitrah, som Han har skabt menneskene i overensstemmelse med. Der er ingen ændring i Allahs skabelse. Det er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke.« [30:30]
Den åndelige drivkraft til at efterleve det islamiske system
De menneskeskabte systemer, der udsprang af menneskeskabte ’aqidaer, skaber ingen forbindelse mellem mennesket og Allah ﷻ. De er stive, livløse systemer, som mennesker kun følger af frygt for politiet eller for at blive retsforfulgt. Der findes ingen indre drivkraft til at følge disse love.
Den islamiske lovgivning, som regulerer menneskets adfærd og menneskers relationer i det islamiske samfund, efterleves derimod ikke blot på grund af statens håndhævelse og straf for overtrædelser. Mennesket efterlever den i lydighed mod Allah, i håb om Hans velbehag og af frygt for Hans straf. Disse love har åndelig karakter, bygger på et åndeligt grundlag og udspringer af en åndelig ’aqida, der samtidig er politisk, fordi den frembringer et system, som varetager menneskers anliggender i dette liv.
Dette siger jeg, mine kære brødre. Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.
Spørgsmål og drøftelse
Velkommen tilbage, så vi kan besvare de spørgsmål, der blev rejst under dette afsnit af Halaqa Online.
Virkningen af religionens adskillelse fra livet på den psykiske sundhed
Først, mine kære brødre, vil jeg læse et indlæg—ikke et spørgsmål—fra min kære bror Abu Ayman, som bidrager til afsnittets emne med en god betragtning.
Han siger: »Du har ret, sheikh Ahmad. En norsk avis beretter i dag om en stigning i selvmordsforsøg blandt lesbiske kvinder med en andel på én ud af fire. En fjerdedel af lesbiske kvinder forsøger gentagne gange at begå selvmord, og årsagen tilskrives deres psykiske tilstand.«
Dette bekræfter naturligvis, at ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet er falsk. De hævder, at den ikke strider mod den religiøse ’aqida eller de religiøse ’aqidaer, og at den kan eksistere side om side med menneskers tro og religiøsitet. Men netop denne ’aqida gav mennesker deres livsanskuelse, som de derefter levede efter. Den fortrængte således de religiøse ’aqidaer og skubbede dem ud af menneskers liv, og dette blev resultatet.
Fører menneskets natur til den korrekte ’aqida?
Bror Abdullah spørger, om mennesket følger sin natur for at nå frem til den korrekte ’aqida, eller om det forholder sig omvendt. Er menneskets natur ikke selve instinktet? Hvis det er tilfældet, bør man da ikke frygte, at instinktet påvirker menneskets vurdering af ’aqidaens korrekthed? Med andre ord: Bør man ikke frygte, at menneskets vurdering af ’aqidaens korrekthed påvirkes af instinktet, så man dermed fjerner sig fra upartiskhed og objektivitet i undersøgelsen af ’aqidaen?
Menneskets natur fører ikke frem til ’aqidaen. Jeg har behandlet dette emne i dagens afsnit og i tidligere afsnit om vejen til tro. Jeg har ikke sagt, at menneskets natur er vejen til tro, for menneskets natur tænker ikke. Den er et menneskeligt behov, en menneskelig sult, og vi har beskrevet denne side af menneskets natur som religiøsitetsinstinktet.
Det er fornuften, der siger, at en ’aqida er falsk, hvis den kolliderer med eller strider mod menneskets natur. ’Aqidaens opgave er at løse menneskets problem og opløse dets allerstørste knude, ikke at forværre dets problemer. Hvis en ’aqida kolliderer med menneskets natur, betyder det, at den har forværret menneskets problem.
Menneskets natur er en håndgribelig, virkelig realitet. En ’aqida skal udtrykke og beskrive realiteten og fortælle sandheden om den. Den må ikke stride mod realiteten, for så er den falsk. En korrekt tanke er en tanke, der stemmer overens med realiteten. Hvis en tanke strider mod eller ikke stemmer overens med realiteten, er den falsk.
Menneskets natur er en håndgribelig og definitiv realitet. Hvis en ’aqida benægter den, eller uden at benægte den direkte alligevel kolliderer med den, er ’aqidaen falsk og stemmer ikke overens med sandheden om universet, mennesket og livet.
Det er fornuften, der taler; det er ikke menneskets natur, der vejleder mennesket. Fornuften siger, at en ’aqida er falsk, hvis den kolliderer med menneskets natur og ikke stemmer overens med den.
Menneskets natur har derimod behov for den korrekte ’aqida, så den kan blive tilfredsstillet korrekt, og mennesket kan blive vejledt korrekt. Det er fornuften, der vejleder mennesket til den korrekte ’aqida.
To betingelser for en sand ’aqida
Derfor siger vi, at en sand ’aqida skal opfylde to betingelser: Den skal bygge på fornuften, og den skal stemme overens med menneskets natur.
Emnet er altså overensstemmelse med menneskets natur, ikke at mennesket bliver vejledt gennem sin natur. Ellers måtte vi sige, at alle mennesker nødvendigvis skulle nå frem til sandheden, eftersom den natur, Allah ﷻ har skabt dem med, er den samme. Den natur, Allah ﷻ har skabt menneskene med, er den samme; hvorfor er mennesker da blevet uenige og gået i vidt forskellige retninger? Fordi de brugte deres fornuft til at følge deres lyster i stedet for at lade fornuften dømme for at nå frem til sandheden.
Betegnelsen ’aqida og dens forhold til iman
Bror al-Abid spørger: Ordet ’aqida forekommer hverken i Koranen eller Sunnah. Hvad har da fået alle retninger til at enes om det? Skyldes det, at ordet svarer til det, det betegner, eller noget andet? Og er ordet ’aqida mere omfattende end ordet iman?
Ja, ordet ’aqida forekommer hverken i Koranen eller Sunnah. Det er en sproglig afledning, men også en faglig betegnelse, som de lærde på et tidspunkt vedtog for at udtrykke det, et menneske bekræfter som sandt. I Koranen forekommer ordene iman og bekræftelse, og det samme gælder i Profetens Sunnah.
Den, der antager og med sikker overbevisning bekræfter troen på Allah, Hans Sendebud, Hans bøger, den yderste dag, englene og qadar, har antaget troen på Islam.
På et tidspunkt vedtog de muslimske lærde en ny faglig betegnelse, som Shari’ah ikke kræver. Selv hvis vi forestillede os, at muslimerne i dag holdt op med at bruge ordet ’aqida, ville det ikke betyde, at de vendte sig bort fra Islam.
De lærde siger: Der er ingen strid om faglige betegnelser. Mennesker må indføre nye betegnelser, som de kan bruge til at udtrykke deres tanker.
På et tidspunkt indførte de lærde betegnelsen ’aqida for at udtrykke det, et menneske tror på. Betegnelsen ’aqida blev derfor ofte brugt som synonym for betegnelsen, ordet eller udtrykket iman.
’Aqidaer og lovgivning
De lærde brugte imidlertid ofte ordet ’aqida til at opdele Islam i to områder: ’aqidaer og lovgivning. Området for ’aqidaer behandler de sikre overbevisninger, hvis sted og grundlag er hjertet.
Lovgivningen vedrører menneskers handlinger og består af Shari’ahs love, det vil sige Lovgiverens tale vedrørende menneskers handlinger. Talen om ’aqidaer vedrører således hjertet, mens lovgivningens tale vedrører handlinger.
Dette er altså en faglig betegnelse, som mennesker—muslimerne og de muslimske lærde—er blevet enige om i spørgsmålet om ’aqida. Som nævnt må mennesker indføre nye betegnelser, som de kan bruge til at udtrykke deres tanker.
Den brede brug af betegnelsen ’aqida
I vores tid er ordet ’aqida ikke forbeholdt muslimer. Det er en udbredt betegnelse, som oftest bruges om livsanskuelser.
Mere præcist bruges det om helhedstanken om universet, mennesket og livet. Man taler således om den kapitalistiske ’aqida—’aqidaen om religionens adskillelse fra livet—og om den kommunistiske ’aqida, som siger, at der ingen gud findes, og at livet kun består af materie.
Betegnelsen bruges også om religiøse ’aqidaer, såsom treenighedslæren hos de kristne og forskellige ’aqidaer hos jøderne. Nogle gange omfatter betegnelsen således både islamiske og ikke-islamiske ’aqidaer, mens den i muslimernes kultur andre gange kun bruges om muslimernes ’aqidaer.
Det vil sige de sikre overbevisninger, som Islam indeholder. I den islamiske kultur bruges ordet ’aqida normalt om definitive overbevisninger, og det er den brug, vi har vedtaget. De beretninger i Islam, der er definitive, kaldes ’aqida. De beretninger, der ikke er definitive, skal bekræftes på grundlag af overvejende sandsynlighed, men ikke med sikker overbevisning. Spørgsmålet handler alene om terminologi—hverken mere eller mindre.
Afslutning
Mine brødre, dette var de spørgsmål, der blev rejst under dette afsnit. Jeg beder Allah ﷻ om at acceptere det fra mig og jer. Jeg takker jer for jeres opmærksomhed og beder Allah ﷻ om at øge mig og jer i viden og handling og gøre vores viden og handling oprigtig for Hans ædle åsyn. Må fred og velsignelser være over Allahs Sendebud, hans familie, hans følgesvende og dem, der er loyale mod ham. Må Allahs fred og nåde være med jer.
