Indledning
Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Velkommen til en ny episode af jeres program Halaqa Online, kære brødre. I den foregående episode talte vi om implementeringen af islam og svarede dem, der hævder, at islam ikke er blevet implementeret. Det bruger de som indledning til at sige, at islam er en teori, der ikke kan implementeres. Vi svarede dem. I dag tager vi fat på et beslægtet emne. Nogen kunne sige: »I implementerede den islamiske shari’ah og implementerede islam som ideologi og kultur. Hvor effektiv var islam så gennem historien, og hvor stor succes havde det islamiske intellektuelle lederskab gennem historien?« Det er emnet for dagens episode, som vi bruger til at svare disse mennesker.
I vil bemærke, at jeg i denne episode i høj grad henviser til orientalisters udtalelser—historikere, vestlige historikere, orientalister og ikke-orientalister. Hvorfor? Fordi nogen kunne sige: »Du roser din egen historie og kultur.« Ingen taler dårligt om sin egen ideologi, kultur og historie. Men når den, der betragter sagen, taler om den og afgiver sit vidnesbyrd, kommer fra en anden nation—en historiker, en orientalist og så videre—er han ikke forudindtaget til fordel for den islamiske kultur eller islam. Lyt derfor til de vidnesbyrd, der følger i denne episode.
Den islamiske kulturs universalitet
Kære lyttere, kære seere. Selvom den islamiske kultur opstod i de arabiske lande, nærmere bestemt i Hijaz, betyder det på ingen måde, at dens identitet er hijazisk eller arabisk. Det betyder kun, at den først slog rod dér og derfra bredte sig videre. Fra den dag, denne kultur blev født, havde den et menneskeligt og universelt præg, for det første islamiske samfund blev hverken formet efter race, nationalitet eller region. Dets Qur’an erklærer tydeligt:
﴿ وَمَآ أَرْسَلْنَـٰكَ إِلَّا رَحْمَةً لِّلْعَـٰلَمِينَ ﴾
»Vi har kun sendt dig som en barmhjertighed til alle verdener.« [21:107]
Og den siger:
﴿ قُلْ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلنَّاسُ إِنِّى رَسُولُ ٱللَّهِ إِلَيْكُمْ جَمِيعًا ٱلَّذِى لَهُۥ مُلْكُ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ ۖ لَآ إِلَـٰهَ إِلَّا هُوَ يُحْىِۦ وَيُمِيتُ ۖ فَـَٔامِنُوا۟ بِٱللَّهِ وَرَسُولِهِ ٱلنَّبِىِّ ٱلْأُمِّىِّ ٱلَّذِى يُؤْمِنُ بِٱللَّهِ وَكَلِمَـٰتِهِۦ وَٱتَّبِعُوهُ لَعَلَّكُمْ تَهْتَدُونَ ﴾
»Sig: O mennesker! Jeg er Allahs Sendebud til jer alle—Han, som herredømmet over himlene og jorden tilhører. Der er ingen guddom undtagen Ham; Han giver liv og forårsager død. Tro derfor på Allah og Hans Sendebud, den ulærde Profet, som tror på Allah og Hans ord, og følg ham, så I kan blive retledt.« [7:158]
Dets Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, uddyber det: «يا أيها الناس، إن ربكم واحد، وأباكم واحد، ألا لا فضل لعربي على عجمي، ولا لعجمي على عربي، ولا لأسود على أحمر، ولا لأحمر على أسود إلا بالتقوى». [Musnad Ahmad, 23489] Det betyder: »O mennesker! Jeres Herre er én, og jeres fader er én. En araber har ingen forrang frem for en ikke-araber; en ikke-araber har ingen forrang frem for en araber; en sort har ingen forrang frem for en rød, og en rød har ingen forrang frem for en sort, undtagen ved gudsfrygt.«
En hurtig udbredelse, der forbløffede historikerne
Mine brødre. Efter at den islamiske kultur havde slået dybe rødder på Den Arabiske Halvø og befæstet sit fundament dér, var tiden inde til, at den bredte sig uden for halvøen. Det var ikke den form for langsom udbredelse, som historien har kendt, og som tager flere hundrede år, før frugterne modnes og kan høstes. Det var derimod en hurtig udbredelse, der forbløffede de historikere, som betragtede den opmærksomt og grundigt.
Vidnesbyrd fra Stoddard, Vaglieri, Le Bon og Massignon
Den vestlige orientalist Lothrop Stoddard siger: »Beretningen om islams fremkomst er næsten den mest forbløffende beretning, der er nedskrevet i menneskets historie. Islam opstod blandt et folk, hvis sammenhængskraft tidligere var svækket, og i et land af ringe betydning. Inden der var gået ti årtier fra dens fremkomst, havde den bredt sig over halvdelen af jorden, sønderrevet højtstående og vidtstrakte riger, nedbrudt gamle religioner, som havde bestået gennem tidsaldre og generationer, forandret det, der fandtes i nationers og folks indre, og opbygget en moderne verden med fast sammenhæng: islams verden.«
Italieneren Laura Veccia Vaglieri siger om islams hurtige udbredelse: »Historien havde aldrig før oplevet et fænomen som dette. Det er vanskeligt at begribe den hastighed, hvormed islam gennemførte sine erobringer og gik fra at være en religion, som nogle få begejstrede mennesker tilsluttede sig, til en religion, som millioner troede på. Den menneskelige forstand står stadig forbløffet uden at kunne afdække de skjulte kræfter, der gjorde en gruppe barske krigere i stand til at besejre folk, som var dem langt overlegne i kultur, rigdom, erfaring og evne til at føre krig.«
Den berømte orientalist og historiker Gustave Le Bon beskriver begivenheden således: »Sandheden er, at disse modige mennesker, som fulgte Muhammads kald, må Allah velsigne ham og give ham fred, og blev én ummah, oprettede en stat, der på mindre end to århundreder nåede samme udstrækning som den romerske stat. Denne stat fremstod som den mest ærefrygtindgydende og civiliserede af alle jordens stater.«
Massignon siger: »Denne type mennesker og denne type kultur står i gæld til Muhammad. Det var ham, der gjorde de arabiske stammers støvsky til en ummah, de spredte og indbyrdes stridende klaner til en stat og en dialekt, der knap nok blev skrevet, til sproget for en verdensomspændende civilisation.« Massignon fortsætter: »Til ham, til hans første militære felttog mod ørkenens oaser med deres forbløffende hårdførhed—til disse ekspeditioner—kan man føre den omfattende vækst tilbage, som med den arabiske erobring udbredte islam til iranernes og tyrkernes lande, Indien, Balkan, Kina, Malaysia og Sudan.« Hermed slutter Massignons ord.
Den kulturelle erobring og sammensmeltningen af folkene
Vi taler her ikke om de islamiske militære erobringer, der gik forud for denne kulturelle erobring. Historien har kendt militære erobringer, som ikke var mindre hurtige og omfattende end den islamiske erobring, såsom Alexander den Stores, Djengis Khans og Hülegüs erobringer. Det, historien derimod ikke kendte før islam, var denne hurtige kulturelle udbredelse. Dens resultat var ikke blot, at imperier blev nedbrudt, hære besejret og styresystemer forsvandt. Resultatet var, at folk og nationer i det hele taget forlod deres religioner, verdensanskuelser, sprog, lovgivninger og levemåder, så de sammen blev én ummah med én verdensanskuelse, én lovgivning, en integreret kultur og ét hovedsprog: arabisk, Qur’anens sprog. De underlagde sig én khalifahs banner, levede et liv i en ny stil og efter et andet mønster og dannede sammen et nyt samfund: den islamiske kulturs samfund.
Albert Houranis vidnesbyrd
Med Albert Houranis ord: Islams fremkomst i verden var ikke en almindelig begivenhed. Historien havde sandsynligvis aldrig før set en ny religiøs bevægelse fra en fjern egn på én enkelt generation trænge frem til nogle af de vigtigste centre for magt og kultur i den kendte verden. Derefter viste den sig at være mere end en forbigående barbarisk invasion eller en mode, der forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Tværtimod satte den sit præg på 1.300 års historie, på en fjerdedel af verden og på alle områder af kultur og samfund.
Hourani fortsætter: Det, der begyndte som religiøs forkyndelse, førte hurtigt til oprettelsen af en stat. Da staten brød sammen, efterlod den sig en litterær kultur, et lovsystem og et system for samfundets liv. Det mest forbløffende er, at denne omfattende bevægelse af folk, tanker, love og institutioner i sidste ende ser ud til at være udsprunget af én mand, som kom fra den yderste rand af sin tids civiliserede verden, og som satte sit præg på tidsaldre og folk langt fra hans egen tid og hans eget folk. Han mener Muhammad, Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Hvordan skete det?
Dannelsen af én ummah af forskellige folkeslag
Muslimerne erobrede Irak, som var beboet af en blanding af kristne, mazdakitter og zoroastriere samt arabere og persere. Persien blev erobret; det var beboet af ikke-arabere, et lille antal jøder og romere og fulgte zoroastrismen. Levanten blev erobret; den var en byzantinsk provins præget af romersk kultur og kristendom og beboet af syrere, armeniere, jøder og nogle romere. Nordafrika blev erobret; det var beboet af berbere og kontrolleret af de byzantinske romere. Det kristne Andalusien blev erobret, og det samme gjorde Sindh, Khwarazm og Samarkand med deres forskellige religioner og etniciteter. Disse mange områder var forskellige med hensyn til nationaliteter, sprog, religioner, traditioner, skikke, love og kulturer og dermed også med hensyn til mentalitet og psyke. Det var derfor vanskeligt og krævende at smelte dem sammen og danne én ummah af dem alle, samlet om én religion, ét sprog, én kultur og love af én type. At dette lykkedes, var usædvanligt. Det skete aldrig gennem andet end islam og blev kun opnået af den islamiske kultur.
Da alle disse folk kom under det islamiske banner og trådte ind i islam, blev de én ummah: den islamiske ummah.
Hamilton Gibbs vidnesbyrd
Hamilton Gibb, en berømt orientalist, siger, at den islamiske historie bevægede sig i den modsatte retning af den europæiske historie på en forbløffende måde. Begge opstod på Romerrigets ruiner i Middelhavsområdet, men der var en grundlæggende forskel mellem dem. Europa opstod gradvist og ubevidst efter flere århundreders kaos som følge af barbarernes invasioner. Islam sprang derimod pludseligt frem fra Arabien og oprettede med næsten utrolig hastighed på mindre end ét århundrede et nyt imperium i Vestasien og langs Middelhavets sydlige og vestlige kyster. Gibb fortsætter: Efter at islam havde oprettet et politisk system, som omfattede alle de udskilte områder—herunder Persien, der i århundreder havde været i politisk konflikt med Rom, understøttet af en rivaliserende religiøs verdensanskuelse—stod islam over for en anden opgave: at føre disse områder ind i et fælles kulturelt og religiøst system, der byggede på islams omfattende universelle koncept. For at opnå dette måtte islam modstå og så vidt muligt svække indflydelsen fra det tidligere universelle koncept—kristendommen, med Gibbs ord—I Vestasien og den sydlige halvdel af Middelhavsområdet; nedbryde zoroastrismen og de mindre religioner i Persien og Mesopotamien; og rejse en barriere mod buddhismens udbredelse i Centralasien. Hermed slutter Gibbs ord, og det er netop det, islam opnåede.
Jacques Rislers vidnesbyrd
Lad os høre fortsættelsen af dette. Jacques Risler siger: På trods af mangfoldigheden af racer og folk, som udgjorde islam i umayyadetiden—det syvende og ottende århundrede e.Kr.—var muslimerne naturligvis begyndt at få fælles kendetegn. De handlede næsten på samme måde på trods af de forskelle, der kunne skille byboere fra beduiner eller rige fra fattige. Det skyldtes, at én stærkt rodfæstet verdensanskuelse fremkaldte de samme reaktioner hos forskellige mennesker. Qur’anens ånd regulerede den daglige adfærd, skabte en levende atmosfære og formåede gennem sin indtrængen i tankerne at ensrette mentaliteternes og temperamenternes form. Dette er Jacques Rislers ord.
Udbredelse gennem da’wah, ikke med sværdet
Den islamiske kulturs enorme udbredelse og folkenes sammensmeltning med den var ikke et resultat af den militære erobring i sig selv, og den blev heller ikke gennemført med sværdet. Der er en enorm forskel mellem ren militær ekspansion, der sigter mod at erobre lande og territorier, og kulturel udbredelse, der sigter mod at vinde hjerter, sind og samvittigheder. Hvis den førstes våben er sværdet og spyddet, kan den anden kun gennemføres gennem tanker, dialog, da’wah og argumentation.
Gustave Le Bon, forfatter til Arabernes civilisation, siger, at magt ikke var en faktor i Qur’anens udbredelse, for araberne lod de erobrede folk være frie i deres religioner. Hvis nogle kristne folk antog islam og gjorde arabisk til deres sprog, skyldtes det, at de så de sejrende araberes—det vil sige muslimernes—retfærdighed, som de ikke havde set magen til hos deres tidligere herrer, og islams enkelhed, som de ikke tidligere havde kendt. Le Bon tilføjer: »Qur’anen blev altså ikke udbredt med sværdet; den blev udbredt gennem da’wah alene. Gennem da’wah alene blev den antaget af folk, som senere besejrede araberne, såsom tyrkerne og mongolerne.« Hermed slutter Le Bons ord.
Erobrernes retfærdighed og respekt for folks verdensanskuelser
De erobrende muslimers samkvem med andre var en af de vigtigste faktorer for, at disse mennesker trådte ind i islam og smeltede sammen med de øvrige muslimer. Som Gustave Le Bon også siger, kom de fra de første begivenheder i kontakt med de oprindelige indbyggere i nabolandene, hvis erobrere havde undertrykt dem i mange århundreder, og som med glæde var rede til at modtage enhver erobrer, der lettede livets byrde for dem. Den vej, som khalifaherne måtte følge, var klar. De vidste, hvordan de skulle afholde sig fra med magt at få nogen til at forlade sin religion, undgå at bruge sværdet mod dem, der ikke antog islam, og overalt erklære, at de respekterede folks verdensanskuelser, skikke og sædvaner. Til gengæld for deres beskyttelse nøjedes de med at opkræve en lille jizya, som var lavere end de skatter, folkene havde betalt til deres tidligere herrer. Le Bon fortsætter: Araberne gik meget langt for at holde sig inden for disse betingelser og overholde dem. Derfor elskede egypterne dem—kopterne, som havde lidt hårdt under de kristne embedsmænd for kejserne i Konstantinopel—og de antog arabernes religion og sprog med stor iver. Resultater som disse, siger Le Bon, opnås ikke med magt. Hermed slutter Le Bons ord.
Det islamiske samfunds enhed
Kære brødre. Da folkene i disse lande trådte ind i islam, smeltede de sammen med erobrerne og blev én ummah. Jacques Risler udtrykker denne sandhed således—og det er ikke al-Qasas, der taler nu; Jacques Risler siger: »Den, der antog islam, talte og skrev arabisk og så ud som en araber.« Risler siger, at dette var en stor begivenhed i den islamiske kulturs historie. Denne samlende kraft ophævede også de politiske grænser og gav på en måde forskellige lande, der var spredt over tre kontinenter, et ensartet præg, så ingen grænse fra da af skilte dem. Overalt—og jeg læser stadig Jacques Rislers ord—fandt muslimen den samme religion, de samme bønner og de samme love. Takket være disse ritualer følte han sig hjemme overalt, både når han rejste uden for grænserne, og når han handlede med købmænd fra fremmede lande. Hermed slutter Rislers ord.
Økonomisk og social retfærdighed
Lad os nu tale lidt om det økonomiske område—det økonomiske område. Den islamiske historie beretter om levevilkår, hvis retfærdighed historien sjældent har oplevet; ja, den har aldrig oplevet en sådan retfærdighed. Det islamiske økonomiske system fordelte i kraft af sin natur rigdommen godt, så det islamiske samfund i størstedelen af sin historie næsten var fri for virkelig nød. Det udsprang af islams økonomiske politik, som sigter mod at sikre, at alle grundlæggende behov hos hvert enkelt menneske bliver fuldt tilfredsstillet, og at gøre den enkelte i stand til at tilfredsstille luksusbehov så langt som muligt. Lægebehandling var for eksempel sikret gratis for alle.
Hospitaler og behandlingen af slaver
Den britiske historiker Will Durant, forfatter til bogen—ja, encyklopædien—Civilisationens historie, siger, at islam førte hele verden i at oprette velfungerende hospitaler og forsyne dem med det, de havde brug for. For eksempel fortsatte bimaristanet—det vil sige hospitalet—som Nur al-Din, altså Zengi, grundlagde i Damaskus i 1160 e.Kr., i tre århundreder med at behandle patienter uden betaling og give dem medicin gratis. Historikerne siger—og det er stadig Durants ord—at dets ild fortsatte med at brænde uden at gå ud i 267 år.
Denne retfærdighed omfattede selv de slaver, der var ejet i det islamiske samfund. Det er naturligt, eftersom Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred, påbød god behandling af slaven. Som Will Durant selv bevidner, behandlede herren derfor normalt sin slave så godt, at slavens stilling ikke var dårligere end en arbejders på en europæisk fabrik i det 19. århundrede. Durant siger endda, at slaven måske havde det bedre end denne arbejder, fordi hans liv var sikrere. Hermed slutter Durants ord.
Økonomisk velstand i Andalusien
De islamiske lande oplevede en forbløffende økonomisk velstand, som ingen af datidens eksisterende stater endda kunne drømme om. Som ét eksempel er det nok at nævne, hvad Durant selv berettede om Andalusiens økonomi. Han sagde, at indtægterne under Abd al-Rahman III nåede—lyt godt til tallet—12.540.000 gulddinarer. Jeg gentager tallet: 12.540.000 gulddinarer. Ifølge Durant er det højst sandsynligt, at dette tal for Andalusien oversteg de samlede indtægter hos regeringerne i de latinske kristne lande—altså størstedelen af Europa. Disse indtægter kom, fortsætter Durant, ikke så meget fra høje skatter som fra god styrelse, fremskridt inden for landbrug og industri samt en blomstrende handel. Hermed slutter Durants ord om dette punkt.
Det islamiske styres retfærdighed
Hans ord viser tydeligt, at den islamiske stat ikke var en kolonistat, og at den islamiske økonomi ikke byggede på at udsuge folks livskraft eller plyndre deres landes ressourcer og rigdomme. Tværtimod nød de folk, der kom ind i islams fold, den islamiske økonomis retfærdighed, selv hvis de ikke trådte ind i islam. Orientalisten Stanley Lane-Poole siger i sin bog Maurerne i Spanien: »Gennem hele sin historie oplevede Andalusien aldrig et så barmhjertigt og retfærdigt styre som under de arabiske erobrere.« Durant nævner igen, at de kristne i Andalusien ofte foretrak muslimsk styre frem for kristent styre. Han siger også, at områder, der kom under osmannisk styre, såsom Rhodos og Grækenland, og som havde været under byzantinerne eller venetianerne—selv Ungarn—mente, at forholdene under Suleiman, det vil sige den osmanniske sultan Suleiman den Prægtige, var blevet bedre end under huset Habsburg, en herskende slægt i det østrig-ungarske imperium, som spillede en stor rolle i Europa i flere hundrede år.
Videnskab og civilisation i den islamiske kultur
Inden for videnskab, kære brødre—inden for videnskab—registrerede den islamiske historie bidrag og resultater inden for teknologi, opdagelser inden for medicin, nyskabelser inden for kunst og arkitektur samt andre områder af civilisationen, som gjorde de islamiske lande til et storslået museum og et betagende syn for enhver, der kom dertil fra øst eller vest. Durant, forfatter til Civilisationens historie, siger, at området mellem Bukhara og Samarkand i Centralasien i det tiende århundrede—han taler nu om denne fjerne udkant af den islamiske verden—blev regnet for ét af de fire jordiske paradiser. Hvilke var de tre andre? De lå også i den islamiske verden: det sydlige Persien, det sydlige Irak og området omkring Damaskus i Levanten. Fire jordiske paradiser i den islamiske verdens lande, siger Durant. Han fortsætter: Vestasien nåede under muslimsk styre en grad af industriel og kommerciel velstand, som Europa ikke nåede før det 16. århundrede. Hermed slutter Durants ord.
Civilisationen i menneskehedens tjeneste
Civilisationen blev anvendt—eller civilisationen, kære brødre, blev anvendt—i det islamiske samfund til at tjene menneskeheden. Den blev ikke anvendt til at udslette og ydmyge folk, sådan som den moderne vestlige kultur har gjort. Ifølge den berømte tyske filosof Sigrid Hunke i hendes bog Arabernes sol skinner over Vesten—en titel, der handler om den islamiske verden og den islamiske kultur—spillede det, den islamiske verden gjorde på dette område, en redningsrolle af stor betydning i verdenshistorien. Vestlige forskere bevidner selv, at den videnskabelige og teknologiske bygning samt videnskaberne medicin, fysik, kemi, ingeniørkunst og lignende, som Vesten har nået i dag, for størstedelens vedkommende byggede på de teorier og resultater, som den islamiske verden opnåede under sin oprejsning. Sigrid Hunke siger selv: »Muslimerne gav den mest værdifulde gave: den korrekte metode til videnskabelig forskning.« Det er den eksperimentelle metode, som Vesten hævder selv at have opfundet, og som, fortsætter Hunke, banede Vestens vej til at opdage naturens hemmeligheder og beherske den i dag. Dette er den tyske filosof Hunkes ord.
Hvis vi vender tilbage til den britiske historiker Will Durant, siger han, at da Roger Bacon introducerede denne metode i Europa fem hundrede år efter, at Jabir havde fremlagt den, kom det lys, der vejledte og oplyste hans vej, fra araberne i Andalusien. Dette lys var selv kun en gnist fra muslimernes lys i Østen. Dette er Durants ord.
Hvad Europa mistede, da erobringerne ikke nåede dertil
Kære brødre. De nationer, som de islamiske erobringer ikke nåede—som de islamiske erobringer ikke nåede—har al mulig grund til at beklage deres skæbne. Disse erobringer reddede de folk, der stod på tærsklen til middelalderens verden, hvis rædsler, mørke og forfald Europa udholdt i mere end tusind år. Gustave Le Bon siger—og dette er Gustave Le Bons ord:
Det fortælles med sikkerhed, at den umayyadiske hærfører Musa ibn Nusayr efter erobringen af Spanien overvejede at vende tilbage til Syrien—ikke ved at gå tilbage. Han overvejede at vende tilbage til Syrien gennem Gallien eller Gallia—det vil sige franskmændenes land og Tyskland—at indtage Konstantinopel og underlægge den gamle verden Qur’anens love. Intet forhindrede ham i dette store foretagende bortset fra khalifahens ordre om, at han skulle vende tilbage til Damaskus. Le Bon fortsætter: Hvis Musa ibn Nusayr var lykkedes—hvis Musa ibn Nusayr var lykkedes med dette—ville han have gjort Europa muslimsk, skabt religiøs enhed for de civiliserede nationer og sandsynligvis reddet Europa fra middelalderen, som Spanien takket være araberne ikke oplevede.
Dette er Le Bons ord. Han fortsætter et andet sted: »Lad os for argumentets skyld antage, at de kristne ikke havde været i stand til at slå araberne tilbage, og at araberne havde fundet Nordfrankrigs klima hverken koldere eller mere regnfuldt end Spaniens og derfor gerne var blevet boende dér. Hvad ville der så være sket med Europa?« Han svarer selv—det er Le Bon, der svarer: »Det barbariske kristne Europa ville have oplevet den samme blomstrende civilisation, som Spanien oplevede under den arabiske Profets banner. Et således forfinet Europa ville ikke have oplevet de grusomheder, der fandt sted dér, såsom religionskrigene, Bartholomæusnatten, inkvisitionens uretfærdigheder og alle de begivenheder, som muslimerne ikke kendte, og som gennem flere århundreder vædede Europa i blod.«
Sammenfatning af vidneudsagnene
Dette er vidnesbyrd fra vestlige historikere, filosoffer og tænkere om den virkning, det islamiske intellektuelle lederskab havde på historien, hvor meget det gav menneskeheden, og hvor meget det bidrog på forskellige områder: civilisation, videnskab, teknologi og lignende. Hvordan kan nogen derefter sige, at det islamiske intellektuelle lederskab ikke havde nogen virkning i historien? Det siger kun en, der hader den islamiske kultur—ja, selve islam. Jeg siger disse ord og beder Allah, ophøjet og priset være Han, om accept og succes for jer og mig. Jeg nedkalder velsignelse og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der er loyale mod ham. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed.
Spørgsmål og diskussioner
Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed. Velkommen tilbage. Vi besvarer nogle få spørgsmål, som kom ind under episoden.
Vestens bevidsthed om det islamiske intellektuelle lederskabs succes
Søster Aisha Zaatari spørger: »Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.« Og fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Hun spørger: »Forstår Vesten gennem sine politikere og tænkere stadig det islamiske intellektuelle lederskabs succes og nærer og udviser derfor denne store fjendtlighed mod islam?« Helt bestemt.
Fjendtligheden mod islam i Vesten er ganske enkelt fjendtligheden hos et folk, der virkelig kender islam. De kender den islamiske historie og har læst den grundigt. De kender den islamiske mentalitets natur, som var i stand til at ændre historiens ansigt i flere hundrede år. De indser, at hvis den islamiske ummah i dag vendte tilbage, igen kom på benene, genoplivede sit islamiske liv og sin kultur, samlede den islamiske ummah i én stat og bar islam som et budskab til verden, ville deres kultur bryde sammen over for den. Det ved de udmærket. Med sammenbrud mener jeg ikke kun det materielle og økonomiske aspekt. Jeg mener, at de vestlige folks tillid til deres kultur og levemåde ville bryde sammen, fordi de allerede stiller spørgsmål ved værdien eller meningen med det liv, de lever. Så snart de ser denne levemåde stå foran sig, vil de blive forbløffede over den og begynde at tilslutte sig den. Vestens kultur vil bryde sammen indefra, når den islamiske kulturs form viser sig og kommer til udtryk som en virkelighed på jorden. Vesten ved dette udmærket.
Derfor begyndte de på et forløb—eller et projekt. De indledte en omfattende indsats for at dæmonisere islam og fordreje dens billede, så de kunne rejse en barriere og forhindre disse folk i at nærme sig islam. De dæmoniserede islams billede, så vesterlændinge ikke skulle tænke på at nærme sig eller antage islam. Hvad så, hvis der blev oprettet en stat for islam, og dens kultur stod som et vidnesbyrd i virkeligheden? Ja, det ved de udmærket. Den, der læser orientalisternes bøger—hvoraf nogle regnes blandt de strategiske planlæggere af vestlige politikker—vil se dette. Blandt de fremmeste var Bernard Lewis, som døde for få måneder siden. Han blev regnet for de neokonservatives nestor i USA. Han var britisk af oprindelse og amerikansk af opvækst. Ligesom mange andre orientalister studerede han islam nøje, læste den islamiske historie nøje, vidste, hvad islam er, og hvad den islamiske kultur er, og beskrev den langt mere præcist end forfattere blandt muslimerne selv. De kender islam grundigt, og derfor er de fuldstændig fjendtlige over for den.
Ansvaret for at arbejde for oprettelsen af Kalifatet
Badr al-Duja spørger—eller måske spørger hun; jeg ved det ikke: »Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.« Og fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Spørgsmålet er: Bebrejdes nutidens folk for at forsømme arbejdet for at genoprette Kalifatet, ligesom dem, i hvis tid det faldt, bebrejdes, selvom de var tættere på dets glorværdige virkelighed?
Enhver, der forsømmer at oprette islam og implementere islams love, er syndig. Det er velkendt, at islams love ikke kan implementeres fuldt ud, og at den islamiske levemåde ikke kan eksistere uden en stat, der implementerer islam. Derfor er de, der fra den islamiske stats fald og frem til i dag forsømmer arbejdet for at oprette Kalifatet, syndige—syndige—fordi påbuddet om at oprette islam er rettet til muslimerne. Det er derfor alle muslimers ansvar. Nogen kunne sige—og vi svarede på dette i den foregående episode—at oprettelsen af den islamiske stat er en kollektiv pligt (fard kifaya), og at det derfor ikke kræves, at enhver muslim udfører den. Vi siger: Ja, det er en kollektiv pligt, men hvis den nødvendige tilstrækkelighed ikke opnås, er enhver, der vender sig bort fra at fuldføre den, syndig. Så længe den islamiske stat ikke er oprettet, er tilstrækkeligheden ikke opnået. Derfor er de muslimer, der ikke arbejder for den, syndige, fordi de kan se, at den er blevet forsinket og ikke er blevet oprettet. Enhver muslim i dag, der ikke arbejder for at oprette den islamiske stat, gennem hvilken islam implementeres og bæres som et budskab til verden, er uden tvivl syndig.
Afslutning
Det var de spørgsmål, vi modtog under denne episode, kære brødre. Jeg beder Allah, ophøjet og priset være Han, om at tage imod fra mig, tage imod fra jer, at I har fulgt med, og lægge stor godhed i det. O Allah! Lær os det, der gavner os, lad os få gavn af det, Du har lært os, øg os i viden, og gør vores viden og handlinger oprigtige for Dit ædle åsyn. I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige.
﴿ وَٱلْعَصْرِ إِنَّ ٱلْإِنسَـٰنَ لَفِى خُسْرٍ إِلَّا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلْحَقِّ وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلصَّبْرِ ﴾
»Ved tiden! Mennesket befinder sig sandelig i fortabelse, undtagen dem, der har iman, gør retfærdige handlinger, tilskynder hinanden til sandheden og tilskynder hinanden til tålmodighed.« [103:1–3]
Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.
