Tekst fra bogen
Moral påvirker på ingen måde et samfunds opståen, fordi samfund består af livssystemer, og påvirkes af tanker og følelser. Moral har ingen påvirkning i samfundets dannelse, og afgør ikke dets ophøjnelse eller degradering. Den effektive faktor er derimod den offentlige tradition, der stammer fra livsopfattelser. Det er heller ikke moralen, som styrer samfundet, men de implementerede systemer heri, samt de tanker og følelser som folket adopterer. Moralen kommer af tankerne og følelserne, og er et resultat af implementeringen af systemet.
Indledning
Fred være med jer og Allahs barmhjertighed og velsignelser. Velkommen, mine brødre, til en ny episode af jeres program, direkte. Dagens emne er meget vigtigt: moral i Islam. Jeg vil naturligvis ikke opregne Islams moralske egenskaber eller alle de Qur’an-vers og hadith, der omhandler moral. I denne episode vil jeg heller ikke vejlede mennesker til god islamisk moral. I sammenhæng med de episoder, vi allerede har præsenteret – især under overskriften »Det intellektuelle lederskab i Islam« – vil jeg derimod tale om moralens betydning for at bære da’wahen. Er moral en del af samfundets dannelse? Højner nationer sig gennem moral? Dannes civilisationer gennem moral? Det er dagens emne.
Det er almindeligt at høre prædikere, vejledere og da’i’er – som de selv kalder sig – sige, at moralen er grundpillen i samfundets dannelse, og at nationer kun kan rejse sig gennem god moral, mens de falder ved manglende eller fraværende moralske egenskaber. Blandt det, der ofte gentages på folkemunde af prædikere, talere og lærere, er den berømte verselinje af digteren Ahmad Shawqi, Amir al-Shu’ara: “Nationer består kun så længe deres moral holder stand; når deres moral forsvinder, forsvinder de også.” Prædikenes ord understøttes naturligvis med Koranvers, der opfordrer til god moral og fremhæver dens værdifulde karaktertræk for muslimen, samt Profetens hadith. Blandt det mest kendte, der ofte nævnes af prædikere og vejledere, er den berømte hadith fra Allahs budbringer Muhammad (saw), hvor han siger: “Jeg blev sendt for at fuldende de bedste moralske egenskaber.” [Al-Bayhaqi 21301] I en anden overlevering står der: “Jeg blev sendt for at fuldende retfærdige sæder.” [Ahmad 8952]. Hadithen har flere versioner.
Moral som en bestanddel af den islamiske personlighed
Kære brødre, der er ingen tvivl om, at islamisk moral er en af den muslimske persons bestanddele og en af den islamiske personligheds bestanddele. For at muslimens personlighed kan være islamisk, skal den bygge på den islamiske ’aqida.
Det fundamentale i dannelsen af den islamiske personlighed er, at dens centrale tanke skal være den islamiske ’aqida – et helhedssyn om universet, mennesket og livet. Denne tro giver individet perspektiv på eksistensen, formidler mening til dets liv og definerer dets livsformål. Den islamiske ’aqida fastslår den enkeltes vej i livet og afklarer Shariahs regler for adfærd.
Når man undersøger Allahs hellige bog og Profetens (saw) sunna, finder man efter den islamiske ’aqida en række bud og forbud fordelt på ’ibadat, mu’amalat og moralske egenskaber.
Derfor må den troende for at danne en islamisk personlighed først og fremmest have en islamisk ’aqida – dette er fundamentet og indgangen til Islam. Ingen kan være muslim uden at være en troende, der har omfavnet den islamiske ’aqida.
Efter den islamiske ’aqida skal personlighedens dannelse fuldendes ved, at hans ’ibadat er islamiske, hans mu’amalat med mennesker er islamiske og hans moralske egenskaber er islamiske.
Her minder vi om hadith fra Profeten (saw), der viser betydningen af moralske egenskaber i dannelsen af den islamiske personlighed. Profeten (saw) sagde: «Den blandt jer, der er mest elsket hos mig og sidder tættest ved mig på dommedagen, er den bedste i sine moralske egenskaber – de ydmyge, som harmonerer med andre og skaber enighed.» [Tirmidhi 2018; Tabarani 6].
Her forklarer Profeten (saw), at de mest troende blandt mennesker er dem, der har den bedste karakter og som han elsker. De med den bedste karakter hos jer er dem, der er ydmyge, forener og skaber enighed – de, der ved hvordan man vinder menneskers hjerter gennem deres gode natur og ædle moralske egenskaber.
Moralens plads blandt Islams regler
Det er naturligvis forkert at placere moralen højere end troen – ja, endda højere end ’ibadat og mu’amalat. Inden for ’ibadat og mu’amalat findes der bindende påbud, og tilsvarende findes der mange afgørende forbud. Moralen rummer også både påbud og forbud.
Der findes moralske egenskaber, som Allah har befalet os at overholde, såsom sandfærdighed, troværdighed, godhed, at holde sit løfte og at møde andre med et venligt ansigt. Der findes også moralske egenskaber, som Allah har forbudt, såsom løgn, bedrageri, umoral og forræderi. Den troende skal overholde disse befalinger og forbud på grundlag af sin tro på Allah ﷻ og sin tro på Hans religion.
Lydighed mod Allah, ikke egen nytte
Det er ikke tilladt at basere sin overholdelse af moralen på den fordel, man forventer at opnå. Den, der kun overholder moralen for at opnå materiel gevinst eller blive accepteret af andre, har ikke adlydt Allah.
For du overholder ’ibadat som bøn, faste, pilgrimsrejse og almisser – ligesom du følger Shariahs regler for mu’amalat – udelukkende af din tro på Allah i søgen efter Hans velbehag.
Den moralske forpligtelse skal være lydighed over for Allah den Højeste, som underkastelse af Hans befalinger og undgåelse af det, Han har forbudt.
Værdien, som den troende opnår gennem sin moralske forpligtelse – og som han søger at realisere – er en moralsk værdi: lydighed over for Allah i søgen efter Hans velbehag og undgåelse af Hans vrede og straf.
Moralen hos bæreren af da’wahen
Moralen er altså uden tvivl en af individets bestanddele. Når moralen er en af den muslimske persons bestanddele, er bæreren af da’wahen blandt de mennesker, der mest bør overholde den. Bæreren af da’wahen bør nemlig frem for nogen overholde hele Shariah og have en fuldstændig islamisk personlighed.
Moralsk forpligtelse hjælper bæreren af da’wahen med at knytte sig til folk, så de bliver fortrolige med ham og han med dem.
Allahs tale til Sit Sendebud var også en tale til hans ummah. Allah ﷻ sagde således til Profeten (saw):
﴿ فَبِمَا رَحْمَةٍۢ مِّنَ ٱللَّهِ لِنتَ لَهُمْ وَلَوْ كُنتَ فَظًّا غَلِيظَ ٱلْقَلْبِ لَٱنفَضُّوا۟ مِنْ حَوْلِكَ ﴾
»Det var ved Allahs barmhjertighed, at du var mild over for dem. Havde du været hård og hårdhjertet, ville de have spredt sig omkring dig.« [3:159]
Profetens (saw) følgesvende og andre mennesker troede på ham, fordi de var overbeviste af de definitive beviser for, at han var Allahs Sendebud. De fulgte hans Shariah i lydighed mod Allah og med sikkerhed om, at det, han bragte, var fra Allah, fordi han bar et mirakel, som beviste, at han var Allahs Sendebud.
Denne Profet, som folk fulgte, fordi de var overbeviste om, at han var Allahs Sendebud, er den samme, som Allah ﷻ omtaler og henvender Sig til med ordene:
﴿ وَلَوْ كُنتَ فَظًّا غَلِيظَ ٱلْقَلْبِ لَٱنفَضُّوا۟ مِنْ حَوْلِكَ ﴾
»Havde du været hård og hårdhjertet, ville de have spredt sig omkring dig.« [3:159]
Allahs Sendebud, som bringer bud fra himlen og modtager åbenbaringen – skulle folk sprede sig omkring ham! Det er, hvad Allah ﷻ siger: Hvis han havde været hård og hårdhjertet – og Allahs Sendebud er naturligvis hævet over dette –
﴿ وَلَوْ كُنتَ فَظًّا غَلِيظَ ٱلْقَلْبِ لَٱنفَضُّوا۟ مِنْ حَوْلِكَ ﴾
»Havde du været hård og hårdhjertet, ville de have spredt sig omkring dig.« [3:159]
Hvis Allahs Sendebud (saw) kunne have risikeret, at folk spredte sig omkring ham, hvis han havde været hård og hårdhjertet, hvad så med bærerne af da’wahen, som er mennesker?
Mennesker har menneskelige tilbøjeligheder og er ikke ufejlbarlige som Profeten (saw). De drages til ansvar, hver gang de overtræder Allahs befalinger eller gør det, Han har forbudt. Det gælder også, når de undlader god moral eller udviser dårlig moral.
Derfor må bærere af da’wahen overholde islam fuldt ud og have en fuldstændig islamisk personlighed, herunder at bære da’wahen og god moralsk egenskab.
Bygger moral samfund?
Men efter alt det, vi har sagt: Kan man så hævde, at moralen bygger samfund, at nationer højner sig gennem moral, eller at man skal satse på moral, hvis man vil opbygge en civilisation? Dette udsagn har intet grundlag – hverken i Shariah, i den sanselige virkelighed eller i historien.
Samfundets bestanddele er ikke moral. Ja, moral kan smykke samfundet og skinne gennem folkens moralske egenskaber heri, men samfund dannes ikke af moral.
Hvordan dannes et samfund?
Vi har tidligere omtalt dette emne. Samfundet er dannet, fordi mennesker har behov for at mødes og etablere gensidige relationer for at udveksle fælles interesser. Fra oldtiden var det umuligt for mennesker at leve som enkeltindivider; de måtte derfor samles for at udveksle fælles goder og beskytte sig mod fælles trusler. Dette krævede opbygning af sociale bånd og dannelsen af et samfund.
Hvordan bliver dette til et samfund? Det sker gennem det, der bygger relationer mellem mennesker – ved at undersøge naturen af disse relationer: hvad der skaber dem og fører til deres opløsning.
Vi ser, at mennesker kun samles, når deres tanker mødes. Det er deres opfattelser og begreber om fordele og interesser, der får dem til at forene sig i ét fællesskab – i et enkelt samfund.
Mennesker samles i ét samfund, når deres begreber er enige om, at dette er godt, og dette er dårligt. Hvis deres opfattelser af godt og dårligt derimod er forskellige, opstår der ingen relationer mellem dem. Den grundlæggende bestanddel i etableringen af de relationer, der gør mennesker til et samfund, er derfor et fælles sæt tanker. Når tankerne mødes, begynder samfundet at tage form.
Fælles følelser
Vi finder også, at fælles følelser samler mennesker i et samfund. Det ses tydeligst i samfund præget af gruppeloyalitet og fanatisme, som Islam tager afstand fra. Det viser imidlertid, at følelser spiller en central rolle i dannelsen af samfund.
Se på de europæiske samfund. Selvom de bærer én kultur og lever efter samme livsstil, gør deres forskellige følelser dem fortsat til adskilte nationer. Europæerne har derfor ikke formået at danne én nation i én stat, selvom de deler livsstil og civilisation. Fransk nationalfølelse gør franskmændene til én nation, tysk nationalfølelse gør tyskerne til én nation, og britisk nationalfølelse gør briterne til én nation adskilt fra andre. Derfor har vi set briterne søge ud af EU på grundlag af nationalfølelse. Jeg vil ikke gå nærmere ind i det her.
Men jeg vil her sige, at de følelser, der samler eller splitter folk, spiller en afgørende rolle i dannelsen af et samfund eller opløsningen af dets sammenhæng.
Det islamiske samfund: Tanker, følelser og systemer
Islam har indført, at det islamiske samfunds følelser er knyttet til den islamiske ’aqida. Disse følelser er tæt forbundet med de begreber, der samlede disse folk sammen og gjorde følelserne afhængige af tankerne. Islam tillod ikke – og accepterede heller ikke – at menneskers følelser kunne være adskilte fra deres tanker.
Her fandt vi det islamiske samfund, hvor stammefølelser opløstes for at blive erstattet af troskabsfølelser til Allah og hans Profet (saw) samt til de troende. Det var disse følelser i det islamiske samfund, der opstod ud fra islams begreber.
Derved blev det islamiske samfund dannet af én kultur, som frembragte et sæt følelser, der samlede folk på grundlag af denne ’aqida og de tanker samt systemer, der byggede herpå.
Dette er den tredje bestanddel i samfundets opbygning: livssystemerne. Vi ser, at de systemer, der anvendes i et samfund, fuldender dets identitet – en samfundsidentitet dannes ikke uafhængigt af de systemer, der gælder inden for det. Et kapitalistisk samfund må nødvendigvis være underlagt kapitalistiske systemer; ellers er det ikke et kapitalistisk samfund. Det vestlige samfund kaldes et kapitalistisk samfund, fordi det blev dannet af kapitalistiske tanker og knyttede sig til visse kapitalistiske følelser samt anvendte kapitalistiske systemer – og dermed blev det et kapitalistisk samfund.
Ligeledes var det islamiske samfund islamisk, fordi det blev grundlagt på den islamiske ’aqida. De tanker, der fastlagde relationerne mellem mennesker og samlede deres fællesskab, er islamiske begreber; styrken i båndene af disse relationer ligger i følelser knyttet til Islams ’aqida og dets begreber. Det var gennemførelsen af Shariahs regler, der fuldførte opbygningen af det islamiske samfund.
Det islamiske samfund er således det samfund, der bygger på den islamiske ’aqida – dets tanker og følelser er islamiske, og de systemer, der anvendes i det, er Islams systemer.
Moral er et kendetegn ved samfundet, ikke en af dets bestanddele
Dermed udgør tanker, følelser og systemer samfundets bestanddele – man kan derfor ikke sige, at moral er en af samfundets bestanddele eller at den bygger det eller giver dets identitet.
Nej. Ja, hvert samfund har sin fremtrædende karakter i moral og adfærd, men ikke fordi denne moral og disse adfærdsnormer formede samfundet; snarere er det de begreber, følelser og systemer, der udgør dette samfund, som producerede denne moral.
Herfra blev det klart, at når det islamiske samfund var præget af islams tanker, følelser og systemer, så skinnede dets ansigt af de moralske egenskaber i islam. Endnu mere: denne samfunds tiltrækning lå netop i den strålende moral, som blev en kilde til folkets fascination.
Men de mennesker, der tilslutter sig dette samfund, bliver ikke en del af det ved blot at optage islamiske moralske egenskaber fra muslimerne. De indgår først i dette samfund, når de omfavner den islamiske ’aqida og bærer islams tanker, følelser og systemer – når de underkaster sig dem. Kun da bliver de en del af dette samfund.
De moralske egenskaber i samfundet er nemlig et af dets kendetegn, der pryder det islamiske samfund. Det, der skinnede på overfladen og gennemsyrede dette samfunds væsen – dens tiltrækning for andre nationer – var netop disse moralske egenskaber. De stammede fra den islamiske ’aqida, de islamiske begreber og følelser, og blev styrket af islams systemer.
Kritik af at bygge samfundet gennem moral
Det er derfor forkert, at der i vor tid opstår initiativer af den art, som vi ser så udbredt i dag.
Mange bærere af da’wah, prædikanter, vejledere og talere siger: Den muslimske ummas problem ligger i dens moral. De hævder, at når islamiske moralske egenskaber vender tilbage til ummaen, vil den rejse sig igen. Dette er overfladisk tale – nationer rejses ikke ved moral eller opdragelse alene. Selvom Allah har befalet os både moral og opdragelse, og vi gentager det for at undgå misforståelser: Ja, moral er vigtig og en af muslimens bestanddele. Men samfund bygges ikke udelukkende på dem.
Dermed opstår foreninger, der hævder at appellere til den islamiske moral og ønsker at bygge samfundet på dens grundlag samt genoprette det muslimske samfunds æra ved at genoplive de islamiske moralske egenskaber. Dette er en afvigelse fra den rette vej og et fravær fra den korrekte retning, idet nationer bygges på tanker – som Ahmed Shawqi sagde: “Nationer lever så længe deres tanker lever; forsvinder tankerne, forsvinder de også.”
Hvorfor det islamiske samfund sank
Da den islamiske ummah gik tilbage, sank ned og mistede sin stat, lå problemet ikke i dens moral. Vores forfædre fortæller om høj moral på den tid og om afvigelser i muslimernes moral i vor tid. Hvorfor faldt Islams stat så, og hvorfor sank det muslimske samfund? Ganske enkelt fordi det islamiske samfunds bestanddele var blevet rystet. På et tidspunkt brød de sammen, og dermed brød det islamiske samfund sammen.
Det islamiske samfund var islamisk, fordi det bestod af islams tanker, følelser og systemer i overensstemmelse med dens begreber.
Da muslimerne overtog vestlige tanker, der indgik i deres samfunds struktur og tænkemåde, forstyrrede det deres islamiske tankesystem. Dette påvirkede også deres følelser: nationalisme og patriotisme trængte sig frem, og stammefølelser samt klanfølelser blev genoplivet – alt dette bidrog til samfundets opløsning.
Derefter svækkedes det samfund. Da muslimerne antog eller underkastedes systemer, der ikke var i overensstemmelse med islam, mistede det muslimske samfund sin identitet og forvandlede sig fra et islamisk til et ikke-islamisk samfund – uden farve, smag eller egenart. Det havde hverken helt opgivet islam eller fuldt ud adopteret kapitalismen; dermed blev det til et samfund uden identitet, karakter eller livsform. Ummah nåede således sin nuværende grad af forfald.
Vejen til oprejsning
Herfra er vejen til oprejsning kun mulig ved at genoprette samfundets bestanddele, nemlig islams tanker. Islam skal være klart forstået i muslimernes sind og indgroet hos dem; deres livsorientering skal være i overensstemmelse med det, som islam har bragt frem. Deres følelser skal knyttes til islam, og de skal vende tilbage til at anvende islams systemer. På denne måde vil samfundet genopstå, og naturligt vil det stråle af islams moralske egenskaber og højne sig ved dem, da islams moral er resultatet af troen og islams tanker og følelser – alt dette skyldes oprettelsen af det muslimske samfund.
Det var det, jeg ønskede at sige i dagens episode om moral. Tak for jeres opmærksomhed og for at lytte. Jeg sender salat og salam over Allahs Sendebud, hans familie, hans følgesvende og dem, der følger ham. Fred være med jer og Allahs barmhjertighed.
Spørgsmål og diskussion
Velkommen tilbage til at besvare nogle af de spørgsmål, der er blevet stillet af jer, mine kære brødre.
At sætte moral over pligterne og graderne i moralens regler
Søster al-Durrah al-Ghaliyah skriver: Fred være med jer og Allahs barmhjertighed og velsignelser. Mange tror, at moral er grundlaget for alt. Et menneske kan ifølge dem undlade at bede, eller en pige kan undlade at bære hijab, blot fordi hjertet er rent og moralen god. Når man opfordrer dem til at overholde Shariahs regler, svarer de: »Se på de religiøse og de praktiserende og på deres moral; det vigtigste er, at hjertet er rent.« Hvad svarer man dem? Findes der grader i moralen eller grænser, som ikke kan opgives eller tilgives i den islamiske personlighed? Skal en muslim være som englene i sin moral og sine ’ibadat for at være muslim? Signeret Aisha Umm Hamza – nu har vi altså to navne.
Selvfølgelig behøver man ikke bruge tid på dem, der nedgør overholdelsen af Shariahs regler og placerer den moralske egenskab højere end selve religionen eller hævder, at moral alene udgør hele islam. Disse taler enten ud fra uvidenhed om Allahs religion eller ud fra en bevidst nægtelse af det vigtigste: at have god moral er ikke nok – man må også overholde ’ibadat og mu’amalat i henhold til de shar’iske regler. Den, der siger sådan noget, har forladt troen. At nedprioritere pligten til at følge Shariahs regler, faste ritualer eller obligatoriske handlinger er en nægtelse af grundlæggende sandheder i religionen. Den, der forkaster betydningen af bønnen, fasten, almosen og pilgrimsfærden, har dermed fornekket Allahs religion – han har løjet om Allah den Højeste.
Hvad angår spørgsmålet om grader i moralen eller grænser, der ikke kan opgives: Alt, hvad Allah befaler definitivt, er en pligt. Alt, hvad Allah kræver af os definitivt, er en pligt, hvad enten det gælder ’ibadat, mu’amalat eller moral. Shariah har ikke selv klassificeret reglerne som ’ibadat, mu’amalat og moral; det er vores egen terminologiske inddeling. Alt, hvad Allah befaler definitivt, skal overholdes, og den, der undlader en sådan pligt, synder.
Alt, som Allah har forbudt – hvad enten det gælder mad, beklædning, mu’amalat eller moral – skal vi holde os fra. Når Allah har forbudt noget definitivt, er det haram. Det gælder også moralske egenskaber, som Allah definitivt har forbudt, såsom løgn, forræderi og ulydighed mod forældrene. Nogle af disse forbud når endda graden af store synder, eksempelvis ulydighed mod forældrene. Alt, som Allah definitivt har forbudt, er haram; den troende skal holde sig fra det, og den, der begår det, synder og fortjener straf.
Ligesom Shariahs øvrige regler omfatter moralen både handlinger, der er definitivt forbudte og derfor haram, og handlinger, der er forbudt uden definitivitet og derfor makruh.
Det, Allah har befalet uden et definitivt krav, er anbefalet. Profeten (saw) sagde: »Dit smil til din bror er en sadaqah for dig.« [Tirmidhi 1956] Det fremgår tydeligt, at dette ikke er et definitivt krav. Derfor er det anbefalet at smile til en troende. Den troende belønnes, hvis han gør det, men han synder ikke, hvis han lader være.
Således har Allah befalet os med en bestemt moral, og det er vores pligt at følge den. Den, der forlader den, begår synd. Hvad Allah har forbudt os af moralske egenskaber som et fastlagt forbud, er blevet til forbudte handlinger; enhver, der udfører dem, begår synd. Hvis Allah befaler os noget uden at gøre det absolut påkrævet, kan vi vælge at følge det og dermed opnå højere rang hos Allah Subhanahu wa Ta’ala samt tjene belønning. Vi begår ingen synd, hvis vi forlader det. Ligesom når Allah forbød os noget uden fastlagt forbud: vi får belønning, hvis vi undgår det, og begår ingen synd, hvis vi udfører det. Dette er retningslinjen for hvad der skal følges, og hvad der anbefales at følge.
Et menneske kan naturligvis ikke være som englene. Allah ﷻ har skabt englene uden evnen til at være ulydige eller vælge. De gør, hvad de bliver befalet:
﴿ لَا يَعْصُونَ ٱللَّهَ مَآ أَمَرَهُمْ وَيَفْعَلُونَ مَا يُؤْمَرُونَ ﴾
»De er ikke ulydige mod Allah i det, Han befaler dem, og de gør, hvad de bliver befalet.« [66:6]
De har ikke evnen til at være ulydige mod Ham. Derfor beskrives de ikke som retsligt ansvarlige på samme måde som mennesker og djinner. Et menneske kan ikke være en engel. Den troende overholder Shariahs regler, men kan have mangler i sin moral, som han skal søge at undgå, når de opstår. Profetens (saw) ord gælder enhver troende: »Ethvert Adams barn begår fejl, og de bedste af dem, der begår fejl, er dem, der angrer.« [al-Tirmidhi 2499].
Forholdet mellem ’aqida, tanker og moral
Søsteren Derra al-Ghaliya stillede også et andet spørgsmål: Er der en sammenhæng mellem menneskets tanker og principper og dens moralske egenskaber?
Hos den troende skal ideologien – dvs. den islamiske ’aqida – nødvendigvis afspejles i hans moral. Troen kræver, at man overholder Allahs befalinger og forbud. Der findes et kendt udsagn, som ikke er en hadith fra Profeten (saw): »Tro er det, der har fæstnet sig i hjertet og bekræftes af handling.« Allah ﷻ siger:
﴿ قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ ٱللَّهَ فَٱتَّبِعُونِى يُحْبِبْكُمُ ٱللَّهُ وَيَغْفِرْ لَكُمْ ذُنُوبَكُمْ ﴾
»Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig; Allah vil elske jer og tilgive jeres synder.« [3:31]
Sig: »Min Herre er Allah«, og vær derefter standhaftig. »Sig: Jeg tror på Allah, og vær derefter standhaftig.« [Muslim 38].
Troen kræver, at den troendes adfærd i alt er bundet af Allahs befalinger og forbud. En troendes moral er frugten af hans tro: Hvis du tror, skal du overholde det, Allah Subhanahu wa Ta’ala har befalet dig, og undgå det, Han har forbudt dig.
Ja, også andre mennesker – inklusive de ikke-troende – har deres moral knyttet i høj grad til deres livsanskuelse. Men hos muslimen er forholdet anderledes: han forpligter sig på lydighed overfor Allah med håb om Hans belønning og Paradis samt frygt for Hans straf. Det er naturligt for en troende, at hans ’aqida afspejles i alle hans handlinger, alt sit adfærdsmønster og alle hans relationer – både til Allah Subhanahu wa Ta’ala, sig selv og andre mennesker.
Er individets moral en af samfundets bestanddele?
Bror al-Abid spørger: »Du siger, at samfundet består af individer, tanker, følelser og systemer.« Mere præcist siger jeg: mennesker, tanker, følelser og systemer. »Du siger også, at moral er en af individets bestanddele. Da individet er en af samfundets bestanddele, må alle individets bestanddele – herunder moralen – derfor også være en del af samfundet. Hvad siger du til det?«.
Sagen ligger ikke sådan til, at mange individer besidder særlige egenskaber og bestanddele, der ingen forbindelse har med samfundets bestanddele. Ja, individuelle træk kommer tydeligt til udtryk i forholdet mellem mennesker. Men hvad jeg her siger: de moralske egenskaber, som individet bærer, er ikke det, der skaber samfundet. De fremtræder blot automatisk inden for samfundet og i dets relationer mellem mennesker. Når et samfund formes, sker det gennem dets bestanddele – nemlig det, folk enes om: fælles begreber, fælles meninger, fælles følelser samt systemer, der regulerer disse relationer. Derfor er moral ikke en bestanddel af samfundet. De moralske egenskaber, som skaber samfundet, eksisterer snarere som noget, det omgærdede samfund udviser og producerer gennem sine relationer – baseret på dets tanker, følelser og systemer.
Derfor finder vi nogle gange visse fænomener i samfundet, hvor vi tror, at disse er grundlaget for dets dannelse. Men forholdet er det modsatte: Samfundet frembringer disse egenskaber; de skaber ikke selve samfundet. Det islamiske samfund producerer gode moralske egenskaber og prydes af dem.
Fordi det islamiske samfund naturligt påvirker individerne, og når disse individer påvirkes af samfundet, udvikler de sig til islamiske personligheder. At have en islamisk moral bliver dermed en del af deres karakterdannelse. Samfundet fremstår således præget af denne moral. Men disse moralske egenskaber er ikke dem, der har skabt samfundet – de hører ikke til dets bestanddele.
Forener moral ummahen?
Bror Ewni Toubassi siger: “Et samfund uden moral kan aldrig lykkes i denne verden. Moral forener ummahen, og dine argumenter er overhovedet ikke overbevisende.”
Jeg har beviser for mine påstande, og du kan svare med dine egne. Hvis du siger, at du ikke er overbevist, så ligger det i din magt – jeg kan ikke tvinge dig til at være det. Jeg har sagt, at samfundet prydes af menneskers moralske egenskaber og afspejler dem; men det er ikke moralske egenskaber, der skabte samfundet selv. Det er vores påstand.
Ingen samfund kan opnå succes i denne verden uden moral. Moral forener ummaen – men det er ikke sandt, at moral alene forener et folkeslag. Der findes intet samfund, der er forenet udelukkende på grund af fælles moralske egenskaber. Dette er en påstand uden reel grundlag; det kan være noget folk ønsker sig: at mennesker skulle stå sammen omkring moral. Men moral har aldrig forenet et samfund. Samfund forenes gennem sædvaner og systemer. Uden fælles sædvaner og systemer eksisterer der ingen samfund. Disse sædvaner, som producerer moralske egenskaber, giver samfundet karakteristika – herunder moral.
Hadithen om ’inah og tilbagevenden til religionen
Bror Yusuf Duwayk spørger: Hvad skal man forstå af slutningen på hadithen om ’inah-handlen, hvor Allahs Sendebud (saw) siger: »Allah vil påføre jer en ydmygelse, som Han ikke fjerner, før I vender tilbage til jeres religion.« [Abu Dawud 3462].
Profeten (saw) fortæller os med al enkelhed: Hvis vi bryder mod islam i vores forhold, ødelægger vi samfundets bestanddele. Dette fører til forfald; som følge heraf falder folk i ydmygelse. Når et samfund svækkes og falder tilbage, bliver det sårbart overfor at blive underlagt sine fjender – både internt og eksternt.
Den ydmygelse vi oplever i dag er et bevis på dette: Når den islamiske umma mistede sine bestanddele, efterblev den tilbagehængende og sank ned. Dette førte til skam, ydmygelse og nederlag – præcist som Profetens (saw) hadith udtrykker.
At ændre tanker under moralsk forfald
Bror Muhammad al-Qadir, tror du at tanker kan ændres til islamiske i et samfund, hvor både moralske egenskaber og tanker er forfaldne? De forkerte tanker og den korrupte moral.
Forandringen skete gennem tro på den islamiske ’aqida. Profeten (saw) blev sendt til et samfund med korrupte overbevisninger og mange forfaldne moralske egenskaber. Der var dog nogle sæder blandt dem, som islam allerede havde accepteret og bygget op omkring sin egen ’aqida – ikke efter hedenske skikke fra før-islamisk tid. Islam ændrede troen, retningen i livet og den religiøse overbevisning.
At ændre perspektivet på livets mening førte automatisk til en forandring af folks opfattelse af tingene. Dette ændrede deres følelser og natur, og naturligt nok fandt de sig selv udvikle moralske egenskaber, som den islamiske ’aqida krævede. Troen skabte først grundlaget, hvorefter tanker blev bygget op omkring den – og folk forpligtede sig til at følge dem. På denne måde frembragte troen også de moralske egenskaber, fordi den, der overholdt islamiske tanker og Shariahs regler, nødvendigvis ville overholde Islams moral. Troen krævede det af ham, ligesom hans egen tro påtvang ham dette.
Betyder det, at man skal opgive da’wah til god moral?
Bror Abdullah spørger: I kender de skadelige følger af den manglende moral i muslimernes liv i dag. Betyder det, du siger, at man ikke skal lægge vægt på da’wah til at udvise islamisk moral såsom sandfærdighed og troværdighed i handel og mu’amalat samt mod?
Kære bror, den, der har lyttet til episoden fra begyndelse til slutning, har tydeligt hørt, at moralen er en integreret del af Islams befalinger. Den består af befalinger og forbud fra Allah. Den Allah, der befalede bønnen, befalede også sandfærdighed. Den, der befalede zakah, befalede også godhed. Den, der befalede fasten, befalede også troværdighed. Han befalede ’ibadat og mu’amalat, befalede den islamiske moral og forbød dårlig moral. Det hele er befalinger og forbud fra Allah, som skal overholdes.
Det var ikke det, diskussionen handlede om. Spørgsmålet var: Hvis man vil opbygge et samfund, bygges det da med moral, eller bygges det på den islamiske ’aqida og de tanker, følelser og systemer, der udspringer af den? Moralen bliver en frugt af at overholde Islam; den er ikke det, samfundet bygges med. Der er forskel på, at moral er en frugt af at overholde Islam og af, at samfundet bygger på Islam, og på at sige: »Jeg vil skabe et samfund med moral.«.
Moral skaber ikke samfund. Den giver os mennesker med en tiltalende fremtræden, som folk holder af, og som selv holder af andre. Men et vellidt menneske bygger ikke et samfund. Hvor mange mennesker er ikke vellidte, men ude af stand til at etablere relationer mellem folk? De deler ikke nødvendigvis andres syn på tingene, kontrakterne og relationerne.
Der er en stor forskel mellem at sige, at moralen er en religiøs pligt – hvilket ingen bestrider –, og at hævde, at bæreren af da’wahen må have høje moralske egenskaber – hvilket heller ikke er omstridt. Men påstanden om, at samfundets bestanddele eller dens opbygning beror på moralen alene, har ingen støtte – hverken i virkeligheden eller i Shariahs regler.
Mod og ansvarliggørelse af herskeren
Bror al-Rashid spørger: Er mod ikke en moralsk egenskab? Og hvad med hadithen: »Martyrenes mester er Hamza og en mand, der rejser sig over for en uretfærdig imam, påbyder ham og forbyder ham, hvorefter han dræber ham.« [Al-Hakim 4884] Hvis ikke det var for den moralske egenskab mod, ville manden ikke have rejst sig og påbudt og forbudt. Er dette ikke et bevis på nødvendigheden af da’wah til moral?
Man kan kalde denne handling moralsk, fordi den rummer mod. Men handlingen kræves ikke, fordi mod er en moralsk egenskab. Den kræves som en adfærd i relationen til herskeren. Allah har gennem Sin Profet (saw) fastlagt en bestemt type relation til herskeren: Herskeren skal holdes til ansvar, når han overtræder. Denne ansvarliggørelse kan ske mundtligt, skriftligt, gennem en demonstration eller på anden måde. Dens højdepunkt er, at et menneske bærer følgerne og bliver dræbt som martyr på grund af sin ansvarliggørelse af herskeren. Emnet kommer altså ikke fra vinklen, at handlingen er god moral, selvom den rummer en ophøjet moralsk egenskab.
Men dette emne er en del af de relationer, som islam har fastlagt mellem herskeren og den regerede. Det er et krav, at samfundet skal holde sin leder ansvarlig. Her handler det om selve essensen af relationsdynamikken inden for samfundets bestanddele. En central relation i samfundet er forholdet mellem herskeren og de regerede. Denne relation bør være præget af den holdning, at folk skal holde deres leder ansvarlig. Et udtryk for denne form for ansvarlighed er mod til at kritisere herskeren; dog handler det ikke primært om moralske egenskaber, men snarere om selve emnet for relationerne mellem magthavende og undergivne.
Et eksempel er jihad, som hører til lovgivningen og ikke placeres under moral. Men ligesom denne handling rummer mod, må den kæmpende også være modig; uden mod kan de kæmpende ikke føre jihad. Man siger derfor ikke, at da’wah til jihad er da’wah til moral. Jihad rummer en god moralsk egenskab – mod – samt ridderlighed, styrke, mandsmod og stolt værdighed. Men emnet hører oprindeligt til de relationer, som samfundet dannes af, selvom det naturligvis rummer islamiske moralske egenskaber.
Kommentar til samfundets bestanddele
Badr al-Dajj, fred være med jer og Allahs nåde og velsignelse. Ifølge samfundets bestanddele kan vi sige, at der i dag ikke findes sunde samfund; den rette oprejsning mangler. Dette er en kommentar. Tak, må Allah belønne jer og gøre det godt for jer.
Moralen hos bærerne af da’wahen
Søster Am Mas’ab Darin sender hilsen: Må Allahs fred og velsignelse være med jer. Må Allah forhøje jeres indsats, som I yder for at oplyse den islamiske umma. Jeg ønsker at påminde om behovet for at rådgive muslimer generelt – og særligt dem, der bærer da’wahen – til at opretholde høje moralske egenskaber, fjernt fra arrogance og stolthed samt hjertets hårdhed. Ingen må være grov i tale eller handling. Dette er en forpligtelse ifølge Profetens (saw) befalinger.
Jeg mener, ærede søster, at mine ord var meget klare under episoden: Når moral er en af den muslimske persons bestanddele og en egenskab ved den islamiske personlighed, er bærerne af da’wahen – som også er islamiske personligheder, og desuden bærer Islam og det gode ud til mennesker – blandt dem, der mest bør overholde denne moral. De bør frem for nogen overholde Islam generelt, herunder moralen, og udvise den, fordi deres moral påvirker deres formidling af da’wahen til mennesker positivt eller negativt.
Jeg henviste til Allahs ord, og jeg gentager dem, hvor Han henvender Sig til Sin Profet (saw):
﴿ فَبِمَا رَحْمَةٍۢ مِّنَ ٱللَّهِ لِنتَ لَهُمْ وَلَوْ كُنتَ فَظًّا غَلِيظَ ٱلْقَلْبِ لَٱنفَضُّوا۟ مِنْ حَوْلِكَ ﴾
»Det var ved Allahs barmhjertighed, at du var mild over for dem. Havde du været hård og hårdhjertet, ville de have spredt sig omkring dig.« [3:159]
Emnet vedrører bæreren af da’wahen, som ønsker, at folk ikke spreder sig omkring ham, uanset hvor ophøjet og korrekt hans tale er. Her er Profeten (saw), det bedste menneske, som taler gennem åbenbaringen, og alligevel siger Allah ﷻ til ham:
﴿ وَلَوْ كُنتَ فَظًّا غَلِيظَ ٱلْقَلْبِ لَٱنفَضُّوا۟ مِنْ حَوْلِكَ ﴾
»Havde du været hård og hårdhjertet, ville de have spredt sig omkring dig.« [3:159]
Ja, bærerne af da’wahen er de mennesker, der mest fortjener at have en høj moral, ædle egenskaber og god dannelse.
Ja, hvor smertefuldt er det for en af os at se en bror med stærk intellektuel kapacitet, der ved hvordan man modbeviser modsatte tanker og diskuterer med folk samt bekræfter sine idéer. Men når han blander sin logiske styrke med grovhed og tåbelighed i tale, vender folk sig væk fra styrken i argumentet til grovheden i ordene; de afviser ham og bruger det som undskyldning for at holde folk borte fra ham og få dem til at frastødes.
Jeg opfordrer mine brødre, der bærer da’wahen og bringer godt til folkene, til at undgå grove ordvalg, hårde formuleringer og personangreb. Når du diskuterer med nogen eller er uenig i noget, ret dig mod idéerne, ikke personen selv. Fokuser på budskabet; klæd dine ord i smukke og velvalgte formuleringer for at lette indtrængen i folkets sind og hjerter.
Lydighed og dens moralske frugt
Bror Hilal al-Shami skriver: Fred være med jer og Allahs barmhjertighed og velsignelser. Jeg har forstået, at når vi hører Allahs ord og adlyder dem, er moralen et resultat af denne lydighed. Hvis jeg adlyder Allahs ord om jihad eller ansvarliggørelse af herskeren, bliver resultatet mod. Hvis jeg adlyder Allahs ord om ikke at lyve, bliver resultatet sandfærdighed.
Ja, netop. Hvis du adlyder Allah ﷻ, er et resultat af denne lydighed, at du får en god moral, hvad enten den moralske egenskab er påbudt direkte eller følger af de Shariah-regler, du er blevet pålagt. Allah ﷻ siger:
﴿ إِنَّ ٱلصَّلَوٰةَ تَنْهَىٰ عَنِ ٱلْفَحْشَآءِ وَٱلْمُنكَرِ ﴾
»Bønnen afholder fra skamløshed og forkastelige handlinger.« [29:45]
Et resultat af bønnen er, at den frembringer god moral. Nogle moralske egenskaber følger også af at overholde Allahs befalinger og forbud og af at følge Shariahs regler. Andre moralske egenskaber overholder muslimen, fordi Allah ﷻ har befalet dem direkte. Alene det at overholde Allahs befalinger og forbud frembringer moral.
Det er forkert at hævde, at disse moralske egenskaber alene bygger, skaber og former samfundet. Som nævnt i afsnittet, koncentrerer mange sig udelukkende om moralen ved at påstå: “Hvis vi producerer et samfund med høje moralske egenskaber, vil dette samfund opleve en oprejsning og blive et højtstående samfund.” Dette er en fejlagtig påstand. Uanset hvor meget man fokuserer på moralen, kan man ikke skabe et højtstående samfund, for samfundets bestanddele er tanker, begreber, folks fælles følelsers enhed og de systemer, der giver dette samfund sin identitet.
Kære brødre, dette var dagens spørgsmål. Jeg takker jer for jeres opmærksomhed og ber Allah om at belønne mig og jer med rigelig løn. Jeg sender salat og salam over Profeten (saw), hans familie, følgesvende og dem, der er ham velvillige. Fred være på eder, Allahs barmhjertighed og velsignelser.
