Alle Halaqaat
DA

Halaqa 24

Besvarelse af tvivl om hadithtraditionen

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 24: Besvarelse af tvivl om hadithtraditionen

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 1. januar 2018 — 14. rabi al-thani 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning

Fred være med jer og Allahs barmhjertighed og velsignelser. I Allahs navn, den Mest Barmhjertige, den Nåderige. Al lovprisning tilkommer Allah, og må fred og velsignelser være med Hans Sendebud, hans familie, hans Sahaba og dem, der følger ham. Kære brødre, velkommen til en ny udsendelse af Halaqa Online. Vi taler fortsat om Profetens Sunnah.

Vi talte om definitionen af Sunnah og om Sunnahs gyldighed som den anden lovgivningskilde efter Allahs Bog, priset og ophøjet være Han. Vi fastslog Sunnahs gyldighed og afviste forestillingerne hos dem, der opfordrer til kun at holde sig til Qur’anen—Allahs Bog, ophøjet være Han—og påstår, at der ikke findes anden åbenbaring end Qur’anen. Med et absolut bevis fastslog vi, at Profetens Sunnah, som han, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde følgende om: «أُوتِيتُ القرآنَ ومثلَه معه»—»Jeg fik Qur’anen og noget tilsvarende sammen med den« [se Sunan Abi Dawud, 4604]—er en åbenbaring fra Allah, ophøjet være Han, og en lovgivningskilde ligesom den ædle Qur’an. Det behandlede vi udførligt.

Indvendinger mod hadithtraditionen

Som fortsættelse af dette emne vil jeg i dag behandle nogle af de indvendinger, som rettes mod Profetens Sunnah af dem, der sår tvivl om den og arbejder for at fjerne den som lovgivningskilde. Havde de ikke rejst disse indvendinger, ville vi ikke have behøvet at gå ind i dem, for de behandles udførligt i specialiserede bøger, især bøger om videnskaben om hadith-terminologi. Men eftersom de, der i disse dage sår tvivl om den islamiske Shari’ah og ønsker at fjerne størstedelen af den og tilintetgøre den, lægger stor vægt på dette emne, vil jeg kort berøre nogle af de spørgsmål og indvendinger, de rejser om Profetens Sunnah—nærmere bestemt om den ædle hadithtradition.

De sår tvivl om, hvorvidt den hadithtradition, vi har i dag, er blevet overleveret korrekt fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Efter at have afvist, at Profetens ord, handlinger og stiltiende godkendelser er en lovgivningskilde, afviser de også, at de udtrykker åbenbaring. For at fortsætte deres angreb på Profetens Sunnah begyndte de derfor at angribe selve hadithtraditionen.

Påstanden om den sene samling af hadith

Blandt de spørgsmål, de rejser om de hadither, der er overleveret til os og samlet i de autentiske samlinger, Sunan-værkerne og hadithbøgerne generelt, er spørgsmålet om, hvornår de blev overleveret eller skrevet ned. Størstedelen af de hadither, vi læser i dag, blev nedskrevet i det tredje århundrede efter hijra. De spørger: Hvordan kan vi have tillid til hadither, der tilskrives Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, når der er gået mere end to og et halvt århundrede—og i nogle bøger lidt længere? Eller endnu mere: Hvordan kan vi stole på, at det, der blev nedskrevet omkring to og et halvt århundrede, eller tre århundreder, efter Profetens tid, virkelig blev sagt af Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred? Nogle overdriver og udnytter almindelige menneskers begrænsede viden om islamisk historie, hadith-terminologi og måden, haditherne blev overleveret på. De siger, at haditherne først blev nedskrevet efter Profetens tid, må Allah velsigne ham og give ham fred, derefter de retledede kaliffers tid, så umayyadekaliffernes og det umayyadiske kalifats tid, helt frem til begyndelsen af det abbasidiske kalifat. De fremstiller det, som om mange epoker og generationer var gået, før forfattere kom og nedskrev beretninger, som de tilskrev Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Nogle går endda så langt som til at tælle de kaliffer, der fulgte efter hinanden fra Profetens død frem til samlingen af haditherne. De siger: Først gik de fire retledede kaliffers perioder, derefter alle umayyadekaliffernes og så videre. På den måde giver de folk det indtryk, at mange epoker og generationer adskilte Profetens tid, må Allah velsigne ham og give ham fred, fra nedskrivningen og samlingen af haditherne.

Sandheden er, at dette er en form for bedrag—ja, mere end bedrag; det er vildledning og forfalskning. Sagen handler hverken om, hvor mange år der gik, eller hvor mange kaliffer der fulgte efter hinanden. En kalifs regeringsperiode kan vare nogle måneder, et år eller nogle få år. Sagen handler heller ikke om, hvilke perioder der gik fra Profetens tid, må Allah velsigne ham og give ham fred, over de retledede kaliffers og umayyadernes tid til begyndelsen af den abbasidiske periode og så videre. Det er ikke det, sagen drejer sig om.

De tre generationer og overleveringskæden

Det egentlige spørgsmål er ganske enkelt: Gennem hvilke generationer blev den ædle profetiske hadith overleveret, før den blev samlet? Kære brødre, samlingen skete ved modtagelse af beretninger fra Tabi‘ al-Tabi‘in. Hadithen gik med andre ord gennem tre generationer, før den blev samlet. Langt størstedelen af haditherne blev samlet gennem beretninger fra Tabi‘ al-Tabi‘in, fra Tabi‘in, fra Sahaba, som overleverede fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Tre generationer. Den, der sår tvivl, bygger på folks begrænsede viden og får dem til at forestille sig, at mange epoker og generationer var gået, og at den overleveringskæde, han kalder opdigtet og indbildt, består af en lang række overleverere.

Faktum er, at haditherne blev nedskrevet og samlet i Tabi‘ al-Tabi‘ins tid. Det var den generation—eller qarn, som den kaldes på arabisk. I den oprindelige arabiske sprogbrug betyder qarn ikke hundrede år, som det gør efter vor tids konvention; det betyder en generation. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «خير الناس قرني»—»De bedste mennesker er min generation«—det vil sige Sahaba; «ثم الذين يلونهم»—»derefter dem, der følger dem«—det vil sige Tabi‘in; «ثم الذين يلونهم»—»derefter dem, der følger dem«—det vil sige Tabi‘ al-Tabi‘in; og «ثم يفشو الكذب بعد ذلك»—»derefter vil løgnen blive udbredt« [se Sahih al-Bukhari, 6695; Sahih Muslim, 2536]. Bemærk, at samlingen skete ved modtagelse fra Tabi‘ al-Tabi‘ins generation, som overleverede fra Tabi‘in. De overleverede til gengæld fra Sahaba, som videregav det, de havde hørt fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Det er altså ikke, som de får folk til at tro, at den profetiske tradition blev skrevet ned efter mange epoker og generationer var gået siden Allahs Sendebuds tid, må Allah velsigne ham og give ham fred. Nej. Enhver af jer kan åbne Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim, Sunan al-Tirmidhi, Imam Ahmads Musnad eller en anden samling og undersøge overleveringskæden. I vil se, at overlevererne tilhører disse generationer.

Ja, overleveringskæden kan indeholde mere end tre overleverere, fordi en Tabi‘ al-Tabi‘in kan overlevere fra en anden i sin egen generation, som overleverer fra en Tabi‘i. Denne Tabi‘i kan igen overlevere fra en samtidig blandt Tabi‘in, som overleverer fra en Sahabi, der overleverer fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Andre gange er kæden kort og direkte forbundet: en Tabi‘ al-Tabi‘in overleverer fra en Tabi‘i, som overleverer fra en Sahabi, som overleverer fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Det er derfor ikke, som de giver indtryk af, at lange perioder, epoker og generationer adskilte hadithsamlerne fra Profetens tid, må Allah velsigne ham og give ham fred. Det er det første punkt.

Overleveringskædens og overleverens betingelser

Det vigtigste—som vi har nævnt i tidligere halaqaat—er, at overleveringen ikke blot bestod i at nævne overlevererne. Der blev stillet strenge betingelser til den overleveringskæde, der forbinder samleren med Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Kæden har grundlæggende betingelser ud over dem, vi senere vil omtale i forbindelse med hadithens tekst; det hører til den kritiske hadithanalyse. Som vi tidligere har nævnt, har en autentisk overlevering en ubrudt overleveringskæde fra begyndelse til slutning. Samleren skal være forbundet med den Tabi‘ al-Tabi‘in, der overleverede til ham, denne med den næste over sig, og sådan fortsætter det, indtil kæden når Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Overleveringskæden skal være sammenhængende uden afbrydelser.

Hver enkelt overlever skal desuden være bevidnet som pålidelig. Hvad betyder ordet »pålidelig« her? Det betyder naturligvis ikke, som folk gives indtryk af, at vi tilskriver dem ufejlbarlighed. Hvis de var ufejlbarlige, havde der ikke været behov for kritik og godkendelse af hadith-overleverere eller for studiet af hadith-fortællere og deres biografier, som beskriver disse personer i detaljer og fastslår, om hver enkelt var pålidelig eller ej.

En pålidelig overlever er retskaffen. At være retskaffen betyder ikke, at man er ufejlbarlig eller aldrig har begået en synd: «كُلُّ ابْنِ آدَمَ خَطَّاءٌ، وَخَيْرُ الْخَطَّائِينَ التَّوَّابُونَ»—»Ethvert Adams barn begår fejl, og de bedste af dem, der begår fejl, er dem, der angrer« [al-Tirmidhi, 2499]. Ingen er ufejlbarlig undtagen Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Retskaffen betyder, at personen ikke er kendt for åbenlys synd eller løgn og heller ikke er kendt for noget, der krænker hæderlig adfærd; han har ingen egenskaber, der krænker den. Ud over retskaffenhed skal han være præcis. Han skal være kendt for at overlevere hadith korrekt og for at huske og videregive præcist. Hvis det fastslås, at han ikke overleverer korrekt, at han bliver forvirret under overleveringen, glemmer og ubevidst fordrejer beretningen eller videregiver den forkert, regnes han ikke længere blandt de pålidelige overleverere, som hadith modtages fra.

Den, der læser om videnskaben om hadith-terminologi, vil se, hvor grundigt hadithlærde og eksperter i hadith-fortællere undersøgte disse personer. De inddelte dem i rangklasser: den øverste og mest pålidelige, dernæst den næste og den næste. De klassificerede også overlevererne efter, hvem der afveg, og hvem der som regel stemte overens med de øvrige, og så videre.

Gennem deres grundige undersøgelse af disse forhold opstillede de principper, som ingen anden nation nogensinde har anvendt på sin kulturarv. Principperne løfter hadith-overleveringen til en meget høj grad af pålidelighed, selv om den ikke når absolut vished. Som vi tidligere har nævnt, kræves der ikke absolut vished i Shari’ahs love og heller ikke i beretninger, der ikke hører til religionens grundlæggende principper.

Overleveringslære og kritisk hadithanalyse

De lærde gjorde altså en enorm indsats for at rense hadith for svage overleveringer gennem læren om hadith-overlevering, men deres arbejde var ikke begrænset til overleveringskæden. En autentisk hadith har en ubrudt kæde, hvor hver overlever fra kædens begyndelse til dens slutning er retskaffen og præcis. Den må desuden hverken være en shadh-hadith eller en hadith med en skjult mangel. En shadh-hadith er en beretning, hvor nogen overleverer den samme hadith på en måde, der afviger fra andre, mere autentiske overleveringer. Denne afvigelse kan svække dens autenticitet, selv om undersøgelsen af overleveringskæden ellers opfylder alle betingelser. De hadithlærde krævede derfor også, at hadithen hverken måtte være afvigende eller indeholde en skjult mangel, der svækker dens autenticitet.

Den skjulte mangel kan her ligge i hadithens tekst, altså i selve ordlyden af den ædle hadith. Hvis en hadith for eksempel strider mod noget i Allahs Bog, som er absolut i betydningen—vi siger ikke absolut i bekræftelsen, for hele Qur’anen er absolut i bekræftelsen—og modsigelsen ikke kan forenes med Qur’anens absolutte betydninger, er dette en mangel, som medfører, at hadithen forkastes. Det er for eksempel blevet berettet fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, at han sagde: »Allah, priset og ophøjet være Han, giver tjeneren forsørgelse i forhold til hans indsats«—eller med tilsvarende betydning: i forhold til hans stræben.

Denne hadith forkastes, ud over at dens overleveringskæde ikke opfylder betingelserne for autenticitet. Dens indhold alene blev brugt af de lærde som grundlag for at forkaste den, fordi Qur’anen indeholder flere vers, der støtter hinanden og er absolutte i betydningen, og som viser, at Allah, priset og ophøjet være Han, er Forsørgeren, og at forsørgelse ikke nødvendigvis er knyttet til tjenerens stræben. Tjeneren kan få forsørgelse, mens han stræber, eller ikke få den, selv om han stræber. Han kan blive nægtet forsørgelse trods sin stræben eller få den uden at gøre noget. Hadithens indhold, som strider mod Qur’anens absolutte betydning, er i sig selv tilstrækkeligt til, at hadithlærde forkaster den—og det har de faktisk gjort.

Jeg vil ikke opremse eksempler nu, for det ville blive omfattende, og enhver af os kan slå op i hadithbøgerne. Her vil jeg blot henvise til et meget værdifuldt værk på området: Manhaj al-Naqd fi ‘Ulum al-Hadith af Shaykh Nur al-Din ‘Itr.

Historievidenskabens vidnesbyrd om hadithlærdes metode

Kære brødre, ingen anden nation har kendt en indsats som den, muslimske lærde har ydet på dette område. De, der sår tvivl, vil sige: »Det er blot, hvad I muslimer siger, fordi I insisterer på at bygge på Profetens Sunnah.« Sandheden er imidlertid, at objektive og retfærdige ikke-muslimske forskere også har dokumenteret disse fakta. Med fuld sikkerhed og klarhed har jeg i dag medbragt et af de fineste eksempler på dette.

Han var professor med speciale i historie, havde studeret ved amerikanske universiteter og levede i det tyvende århundrede. Han døde i 1965. Han var kristen, ikke muslim, fra Libanonbjerget, og hans navn var Asad Rustum.

Han skrev en bog, som opstillede en metode til historieskrivning, efterprøvning af historiske beretninger og skelnen mellem autentiske og uautentiske historiske beretninger. Han var så imponeret af videnskaben om hadith-terminologi, at han gav bogen titlen Mustalah al-Tarikh. Bogen bruges stadig i undervisningen på universiteter. Det gælder naturligvis ikke islamiske universiteter, for de har deres egne omfattende værker om hadith og videnskaben om hadith-terminologi og har derfor ikke behov for den.

Men bogen bruges på universiteter, der beskæftiger sig med historie—altså på universiteternes historieafdelinger. Da jeg selv studerede historie på Det Libanesiske Universitet, var Asad Rustums Mustalah al-Tarikh blandt de værker, der indgik i pensum.

Fra indledningen til Mustalah al-Tarikh

Hør, jeg vil læse et uddrag fra indledningen til professor Asad Rustums bog Mustalah al-Tarikh. Han siger: »Jeg fordybede mig i studiet af terminologibøgerne og samlede de fleste af dem. Jo mere kendskab jeg fik til dem, desto større blev min interesse for dem og min beundring for deres forfattere. Jeg husker stadig en hændelse i Damaskus i 1936, da den syriske regering markerede tusindåret for al-Mutanabbis død. Jeg var blandt dem, der rejste til umayyadernes hovedstad for at mindes arabernes digter, og jeg opholdt mig der i nogen tid, hvor jeg gennemgik manuskripterne i al-Zahiriyyah-biblioteket.«

Så snart jeg begyndte arbejdet, blev jeg klar over, at jeg stod over for verdens største samling af bøger om profetisk hadith. I bibliotekets magasiner fandtes et betydeligt antal grundlæggende manuskripter inden for denne videnskab, og nogle af dem bar de største hadithautoriteters egen håndskrift. Blandt det vigtigste, jeg fandt, var en gammel kopi af en afhandling om videnskaben om hadith-terminologi af Qadi Iyad, som døde i 544 AH. Kopien var skrevet af hans nevø i 595 AH. Jeg havde tidligere læst noget om værket i andre afhandlinger om terminologi, så jeg kopierede det og begyndte at studere det og forstå dets betydninger.

Det viste sig at være et af de mest værdifulde værker, der er skrevet om emnet, og gennem det nåede Qadi Iyad sin tids højeste niveauer af lærdom og præcision. Faktisk—og det er stadig Asad Rustums ord—er selv Europas og Amerikas førende historikere ikke i stand til at skrive noget bedre end det på visse områder, selv om der er gået syv århundreder, siden det blev skrevet.

Den præcision i tænkning og konklusion, som værket viser under overskriften »Efterprøvning af beretningen og fastlæggelse af ordlyden«, kan måle sig med behandlingen af samme emne i de vigtigste europæiske værker fra Tyskland, Frankrig, Amerika og England. Vi har citeret meget fra Qadi Iyads behandling af dette emne i kapitlet »Efterprøvning af teksten og fastlæggelse af ordlyden« i vores bog.

Jeg læser direkte fra Asad Rustums Mustalah al-Tarikh. I begyndelsen af sin indledning skrev han følgende med fuldstændig klarhed: »De første, der organiserede kritikken af historiske beretninger og opstillede regler for den, var den islamiske religions lærde. De var nødt til at beskæftige sig indgående med Profetens ord og handlinger for at forstå Qur’anen og forvalte retfærdigheden. De sagde:

﴿ إِنْ هُوَ إِلَّا وَحْىٌۭ يُوحَىٰ ﴾
»Det er intet andet end en åbenbaring, der åbenbares« [53:4].

Det, der blev reciteret fra ham, er Qur’anen, og det, der ikke blev reciteret fra ham, er Sunnah. Derfor gik de i gang med at samle, studere og efterprøve haditherne og berigede derved historievidenskaben med regler, hvis grundlag og kerne fortsat respekteres i videnskabelige kredse den dag i dag.« Dette er ordene fra en fremtrædende historiker, som aflægger sit vidnesbyrd om videnskaben om hadith-terminologi og den enorme rolle, den spillede i efterprøvningen af de beretninger, der blev overleveret fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Påstanden om hundredtusinder af hadither

Jeg har besvaret én indvending. Jeg er ikke i færd med at fremlægge alt det, der kendetegner videnskaben om hadith-terminologi, for det er en omfattende videnskab. Jeg besvarer nu en anden af de indvendinger, de rejser om haditherne og deres kilder. Dette er yderst vigtigt, og emnet må undersøges nøje, fordi det er ukendt selv for mange muslimer. Når de hører dem, der sår tvivl, bliver de forvirrede; nogle bliver overraskede og usikre over den profetiske tradition. Som bekendt findes der hundredtusinder af hadithberetninger fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Enhver, der hører det, kan naturligt blive overrasket og tænke: Hvordan kan hundredtusinder af hadither være blevet overleveret fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred?

Det berettes om Imam al-Bukhari—selv om han ikke skrev dette i sine egne bøger—at han udarbejdede sit værk efter at have gennemgået seks hundrede tusind hadither, eller at han udvalgte fra seks hundrede tusind hadither overleveret fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, da han udarbejdede al-Jami al-Sahih, kendt som Sahih al-Bukhari. De, der sår tvivl, spørger så, hvordan Allahs Sendebud, hvis profetiske virke varede treogtyve år, kunne have overleveret seks hundrede tusind hadither. De tæller dagene i hans profetiske virke, trækker nætterne og timerne med søvn, arbejde og så videre fra og beregner derefter, hvor mange timer han kunne have brugt på at formidle disse hadither til sine Sahaba. De konkluderer, at timerne i Profetens liv, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke ville have været tilstrækkelige til, at han kunne udtale alle disse hadither, endsige flere.

Hvad al-Bukhari faktisk udvalgte

Hvordan kunne al-Bukhari samle seks hundrede tusind hadither og derefter udvælge dem, han medtog i bogen kendt som Sahih al-Bukhari, der indeholder færre end tre tusind hadither? Hvor skulle han have fået dem fra? Der er naturligvis en vis vildledning i denne påstand. Lad mig hurtigt afvise eller modbevise den sidste idé.

De tilskriver al-Bukhari, at han samlede disse hadither og derefter valgte ud fra dem. Men al-Bukhari har ikke sagt dette. Han udtalte, at han udvalgte disse hadither fra seks hundrede tusind, der eksisterede i hans tid – mange af dem var allerede nedskrevne.

Nedskrivning og samling af hadith før al-Bukhari og Muslim

Her må endnu et forhold påpeges. De, der sår tvivl, giver—ofte mens de selv kender fakta—folk det indtryk, at hadith først blev skrevet ned på Imam Ahmads, al-Bukharis og Muslims tid, altså de lærde, hvis hadithsamlinger vi bruger i dag. De bygger på folks uvidenhed og får dem til at tro noget, der ikke er sandt. Profetens hadither, må Allah velsigne ham og give ham fred, begyndte at blive skrevet ned i hans egen levetid, selv om samlingen ikke var omfattende hverken på hans tid eller i Sahabas tid. Det er rigtigt, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, berettes at have forbudt nedskrivning af hadith, idet han sagde: «لا تكتبوا عني إلا القرآن، ومن كتب عني غير القرآن فليمحه»—»Skriv ikke noget fra mig undtagen Qur’anen, og den, der har skrevet andet fra mig end Qur’anen, skal slette det« [se Sahih Muslim, 3004]. Men det er også fastslået, at han, må Allah velsigne ham og give ham fred, tillod, at hadith blev skrevet ned, og i visse tilfælde befalede det. Befalingen og forbuddet er blevet forenet på en fuldstændig klar måde.

Han forbød at skrive hadith ned i de situationer, hvor nedskrivningen kunne føre til, at hadith blev forvekslet med Qur’anen. På det tidspunkt var han opsat på, at Qur’anen skulle nedskrives uden at blive blandet sammen med noget andet, især hans egen hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred. Når forholdene sikrede, at nedskrivningen af hadith ikke blev blandet sammen med Qur’anen, tillod han nedskrivning af Qur’anen. Der findes hadither om dette. Under alle omstændigheder begyndte stadig flere efter Sahabas tid og ved begyndelsen af Tabi‘ins tid at samle og nedskrive haditherne. Al-Bukhari—og før ham Imam Ahmad og andre før ham—samt Muslim, Ibn Majah, al-Tirmidhi og de øvrige var derfor ikke de første, der samlede haditherne, sådan som nogle forestiller sig.

Disse lærde påtog sig at samle de hadither, der fandtes på deres tid. De skrev ned, hvad der blev overleveret mundtligt til dem, og samlede også det, der allerede var nedskrevet. Nogle af deres lærere overdrog dem deres egne manuskripter med ædle hadither. Vi ved, at der fandtes bøger om hadith og betydelige værker om fiqh, som var skrevet før denne samlingsperiode. Denne fiqh byggede på Allahs Bog, ophøjet være Han, og Hans Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred. Imam al-Shafi‘i, som døde i begyndelsen af det tredje århundrede AH, i 205 AH, havde fået nedskrevet bøger som al-Umm og al-Risalah. Læser vi al-Umm, som er et værk om fiqh af al-Shafi‘i, finder vi det fyldt med hundredvis af hadither fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, fordi al-Shafi‘i brugte dem som bevis.

Haditherne fandtes altså allerede blandt retslærde, som brugte dem som bevis og overleverede dem videre. Nogle blev kun overleveret mundtligt, men de fleste var nedskrevet, enten i manuskripter beregnet til hadith eller i de værker om fiqh, som man var begyndt at forfatte. Imam Malik skrev al-Muwatta, som i dag er en hadithkilde for os. Men han skrev den grundlæggende som en bog om fiqh og ordnede haditherne efter fiqh-emner og kapitler. Hadith var således allerede til stede og udbredt blandt folk.

Derefter kom de kendte samleres arbejde. Det største og mest autentiske af disse værker var Imam al-Bukharis bog, fulgt af hans elev Muslims bog og derefter de øvrige bøger. Nogle var samlet før al-Bukhari og Muslim, mens andre blev samlet senere og førte arbejdet videre.

De to Sahih-samlingers status

Forskellen mellem al-Bukhari og Muslim på den ene side og de øvrige bøger på den anden er, at al-Bukhari og Muslim, må Allah være barmhjertig mod dem, fulgte en meget streng metode, da de nedskrev, samlede og udvalgte hadither. De begrænsede sig til hadither af den højeste styrke. De var yderst omhyggelige i vurderingen af overlevererne, overleveringskædens form og præcision, om en overleverers beretning stemte overens med andre overlevereres, og så videre. Al-Bukhari og Muslim anvendte hadith-terminologi omhyggeligt, når de udvalgte overleverere og overleveringskæder og undersøgte hadithens tekst gennem kritisk hadithanalyse. Efter at Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim var blevet samlet, undersøgte de lærde disse to samlinger grundigt og underkastede dem omfattende studier. De konkluderede, at de to bøger repræsenterede det højeste niveau af præcision i overleveringen af hadith. Flertallet af de lærde var derfor enige om, at næsten alt indholdet hos al-Bukhari og Muslim er autentisk.

Alt, hvad al-Bukhari og Muslim indeholder, er autentisk. Det skyldes ikke, at al-Bukhari og Muslim helliggøres eller ophøjes, at de tilskrives ufejlbarlighed, eller blot den status, de havde. Før dem kom retslærde med endnu højere rang og større anseelse: Imam al-Shafi‘i, Imam Malik og Imam Ahmad. Disse fremtrædende lærde er stjerner i den islamiske verden, det islamiske samfund og den islamiske kultur.

Men hvorfor blev al-Bukharis og Muslims bøger anerkendt som de to mest autentiske hadithsamlinger? Det er blevet sagt, at de to mest autentiske bøger skrevet af mennesker efter Allahs Bog, ophøjet være Han, er al-Bukharis og dernæst Muslims.

Det skete, efter al-Bukhari og Muslim havde samlet deres bøger, og retslærde, andre lærde, hadithlærde og eksperter i hadith-terminologi havde undersøgt dem. De fandt en enestående præcision og strenghed i godkendelsen, efterprøvningen og undersøgelsen af haditherne og vurderede dem som autentiske.

Hadithernes rang efter styrke

Når haditherne klassificeres efter styrke, placeres det, der er overleveret af både al-Bukhari og Muslim, derfor i første rang. Det, som al-Bukhari alene har overleveret, kommer i anden rang, og det, som Muslim alene har overleveret, i tredje. Derefter følger det, som er samlet efter al-Bukharis og Muslims betingelser, så det, som er skrevet efter al-Bukharis betingelser, og dernæst det, som er skrevet og samlet efter Muslims betingelser. På den måde fik vi et præcist kriterium og et filter, som giver en meget høj grad af renhed i udvælgelsen af autentiske hadither fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Flere overleveringer, ikke flere tekster

Jeg vender nu tilbage til påstanden om det enorme antal hadither. Påstanden, der tilskrives Imam al-Bukhari—at han samlede seks hundrede tusind hadither—er forkert. Han sagde, at han udvalgte og nedskrev fra seks hundrede tusind hadither, som fandtes på hans tid, da han udarbejdede al-Jami al-Sahih. Men vi må også standse ved, hvad dette antal betyder. Når folk hører om seks hundrede tusind hadither eller ser de antal, der i dag findes i bøgerne om den rene Sunnah og den ædle hadith, får de et fejlagtigt indtryk af, hvad der tælles.

I dag stammer næsten alle de hadither, vi bruger i fiqh og andre emner, fra fjorten bøger. Al-Bukhari og Muslim står først, efterfulgt af fire bøger, så man siger »overleveret af de seks« eller »af gruppen«. Derefter kommer yderligere to, så antallet bliver otte. Herudover har vi generelt et begrænset antal andre bøger, der regnes som hadithkilder. Samler vi beretningerne i disse bøger, får vi titusinder, ja hundredtusinder, af beretninger fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Men læg mærke til dette: Disse titusinder eller hundredtusinder af beretninger kan i sidste ende føres tilbage til nogle få tusinde særskilte hadither fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred. Hvad betyder det?

Når hadithlærde modtager den samme hadith gennem to overleveringsveje, klassificerer de den terminologisk som to hadither. Kommer den gennem tre veje, klassificerer de den som tre hadither, og kommer den gennem ti, som ti hadither—selv om det er én og samme hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Jo længere tid der går, desto flere bliver overlevererne. I begyndelsen overleverede Sahaba fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. En hadith kunne blive overleveret af én Sahabi, af to, tre, fire eller endnu flere af Allahs Sendebuds Sahaba. Vi ved, at nogle hadither klassificeres som mutawatir. De er masseoverleverede fra begyndelsen af overleveringskæden—altså fra Sahaba, som hørte dem—så nogle hadither blev overleveret af en gruppe Sahaba.

Fra dette udgangspunkt klassificeres hver beretning som en hadith. Hver Sahabis beretning fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, klassificeres som én hadith. Umars beretning fra Allahs Sendebud kaldes én hadith, mens Abu Hurayrahs overlevering af den samme hadith kaldes en anden. Det bliver to. Ibn Umars beretning fra Allahs Sendebud regnes ligeledes som en hadith. Antallet vokser derfor med antallet af overleverere. Forestil jer så, hvordan det mangedobles: Tabi‘in overleverede fra Sahaba, og hver Sahabi blev ikke nødvendigvis kun overleveret fra af én Tabi‘i, men af flere. Hver Tabi‘is beretning regnes som en hadith. Forestil jer, hvor mange Tabi‘in der kunne overlevere fra hver Sahabi. Dermed vokser antallet af beretninger fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

I hadithlærdes terminologi kaldes alle disse overleveringer hadither. Haditherne tælles efter antallet af overleveringer, ikke efter antallet af særskilte tekster. I den næste generation ville Tabi‘ al-Tabi‘in så overlevere de hadither, som de mange Tabi‘in havde overleveret. Et endnu større antal Tabi‘ al-Tabi‘in ville overlevere dem, fordi hver efterfølgende generation var større og rummede flere overleverere. En enkelt hadith fik på den måde mange overleveringsveje.

Disse mange overleveringsveje betyder, at én hadith kan overleveres gennem snesevis af veje. De mange veje for hver hadith kaldes hver især hadither. Når hadithlærde derfor havde hundredtusinder af hadither i hænderne, var det hundredtusinder af beretninger, der kunne føres tilbage til et begrænset antal særskilte hadither.

Det faktiske antal hadither

Er antallet ukendt? Er det en dunkel hemmelighed? Nej. Tidligere lærde sagde, at de autentiske hadither fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke overstiger fire tusind, eller måske ligger lidt over fire tusind. Det er et helt naturligt antal—helt naturligt. Jeg vil nu vise jer, hvordan man i vor tid har fundet frem til, at selv dette antal er lavere, og jeg vil fremlægge sagen klart og præcist.

I dag er alle vores hadithkilder blevet samlet, og moderne hjælpemidler—computere og lignende—har gjort det lettere at gennemgå dem, tælle haditherne, sortere dem og udføre tilsvarende arbejde.

Den profetiske Sunnahs kendetegn og optællingen af haditherne

Her vil jeg give et eksempel på et fremragende arbejde af en fornem forsker. Jeg mener, at han hed Salih Ahmad al-Shami—eller Ahmad Salih al-Shami. Han udarbejdede et værk med titlen Ma‘alim al-Hadith al-Sharif eller Ma‘alim al-Sunnah al-Nabawiyyah. Hvad gjorde han i denne bog? Han samlede materiale fra fjorten kilder til profetisk hadith, blandt andet al-Bukhari, Muslim, Imam Ahmads Musnad, Abu Dawud, al-Nasa’i, Ibn Majah, al-Hakim og andre—en stor samling kilder.

Disse fjorten hadithkilder er så omfattende, at næsten ingen hadith fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, falder uden for dem. Finder vi en hadith i en anden kilde, vil vi som regel også finde den i disse fjorten bøger. Hvad gjorde forfatteren? Han opbyggede en samling af de hadither, der findes i alle disse værker. Når den samme hadith blev gentaget hos al-Bukhari, Muslim, i Sunan Abi Dawud, Imam Ahmads Musnad, al-Nasa’i, Ibn Majah, al-Hakim og andre steder, samlede han forekomsterne og nedskrev hadithen én gang.

Han sagde imidlertid også, at han ikke regnede en hadith, der var overleveret af to Sahaba, som kun én hadith. Når en hadith blev overleveret af to, tre eller fire Sahaba, regnede han hver Sahabis overlevering som en særskilt hadith, selv når de alle overleverede den samme hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Der er derfor stadig en vis gentagelse i hans bog. Den samme hadith kan være overleveret af Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, og også af Abu Hurayrah, Ibn Umar, Ibn Abbas eller andre. Han talte disse overleveringer af den samme hadith særskilt og medtog dem alle.

Han medtog derimod ikke de gentagelser, der efter Sahabas generation kom gennem Tabi‘in og Tabi‘ al-Tabi‘in. En hadith, som en Sahabi overleverede direkte fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev kun medtaget én gang. Som nævnt findes der hadither, som flere Sahaba overleverede fra Profeten, og dem medtog han alle.

Hvad blev det samlede antal hadither så? Færre end fire tusind. Dette er traditionen fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Antallet er faktisk endnu lavere. Fjerner vi gentagelserne blandt Sahabas overleveringer fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, falder det betydeligt—måske med hundredvis af hadither. Vi står derfor højst over for lidt mere end tre tusind hadither. Det er haditherne fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred—ikke hundredtusinder af særskilte hadithtekster, som folk får det indtryk faktisk blev overleveret fra ham.

De to Sahih-samlingers værdi for bevarelsen af Sunnah

Her er en meget vigtig pointe: Efter optællingen når disse hadither ikke engang op på fire tusind. Det bør gøres klart for dem, der angriber hadith, især dem, der retter deres angreb mod al-Bukhari og Muslim. De ved, at muslimer anser Sahih al-Bukhari og derefter Sahih Muslim for de mest autentiske bøger. Hvis de undergraver al-Bukhari, undergraver de hele Sunnah fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Femoghalvtreds procent af disse hadither findes i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim. Vi taler naturligvis om de autentiske hadither, efter at de svage er blevet udelukket fra den samling af hadither fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, som er nået frem til os. Femoghalvtreds procent af disse hadither findes i al-Bukharis og Muslims to Sahih-samlinger. Forstår I nu værdien af al-Bukhari og Muslim?

Hvis vi til de femoghalvtreds procent af haditherne, der findes i al-Bukharis og Muslims bøger, føjer det, der blev samlet og nedskrevet efter al-Bukharis og Muslims betingelser, vil størstedelen af de hadither, vi har, være på det højeste autenticitetsniveau, som de to imamer al-Bukhari og Muslim anvendte.

Svar på påstanden om det voksende antal hadither

Lad ikke disse løgnere, som vil få muslimer til at tvivle på traditionen fra deres Profet, må Allah velsigne ham og give ham fred, bedrage jer. De spørger: Hvordan kunne antallet af Profetens hadither være lille på Sahabas og Tabi‘ins tid og derefter vokse og blive fordoblet på Tabi‘ al-Tabi‘ins tid, da samlingen begyndte? Er en kilde ikke stærkest ved sit udspring—er dens strøm ikke mest rigelig dér? Hvordan kunne haditherne så blive flere i de senere generationer?

Denne argumentation bygger på muslimernes begrænsede viden og måske deres uvidenhed. Vi ved ikke engang, om personen selv forstår sagen. Han praler, taler selvhøjtideligt til folk og fremstiller sig som en forsker, der sorterer og undersøger grundigt, når han siger: »Det viser, at disse beretninger er opdigtede. Hvordan kunne haditherne blive flere, efter at der var gået århundreder siden Allahs Sendebuds tid, må Allah velsigne ham og give ham fred?« Haditherne blev ikke flere; antallet af deres overleveringer voksede, efterhånden som antallet af overleverere steg med tiden. Hvis hver generation rummer flere overleverere end den foregående, og hver generation overleverer til den næste, vokser antallet af overleveringer af de samme hadither naturligt. Det er ikke, som de siger: »Hvor kom hundredtusinder af hadither fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fra i det tredje århundrede, når antallet var langt mindre i det første?« Enten er disse mennesker uvidende og trænger uberettiget ind i denne videnskab, eller også er de løgnere, der kender sandheden, men vil vildlede folk.

Det er haditherne fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: nogle få tusinde, som er fastslået gennem autentiske overleveringsveje, mens de svage er udelukket efter den præcise og fremragende videnskab om hadith-terminologi, hvis lige ingen anden nation har kendt. Haditherne fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, udgør derfor et rigt og omfattende materiale, som har frembragt historiens bredeste og største Shari’ah, fordi den bygger på de to åbenbaringer: Allahs Bog, ophøjet være Han, og Hans Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Faren ved angrebet på hadithtraditionen

Dette var mit svar på nogle af de indvendinger, som gentages af dem, der kalder sig Qur’anens folk eller quranister, og af dem, der sår tvivl om Profetens Sunnah. Desværre er det ikke kun disse mennesker, der fører kampagne mod al-Bukhari og derefter Muslim for at så tvivl om Profetens Sunnah som kilde og om dens gyldighed som lovgivningskilde. Der foregår også en omfattende indsats fra nogle, der tager udgangspunkt i sekteriske baggrunde. De regnes for muslimer og anerkender, at de to grundlæggende lovgivningskilder er Bogen og Sunnah, men de vil så tvivl om en omfattende tradition, fordi den ikke stemmer med deres skole.

De greb disse indvendinger fra sekularister og dem, der lyver om Allahs religion, for at tilfredsstille deres sekteriske bitterhed, og gentog deres påstande om al-Bukhari og Muslim. Men påstandene rammer ikke kun al-Bukhari og Muslim; de rammer alle, der har beskæftiget sig med den profetiske tradition—både dem, der undersøgte haditherne med den største præcision, som al-Bukhari, Muslim og andre, og dem, der fyldte deres bøger med opdigtede, falske og svage hadither.

Kære brødre, jeg har viet denne halaqa til emnet, fordi jeg kender angrebets fare, dets voldsomhed og dets mål: at ødelægge muslimernes tillid til deres profetiske tradition og den ædle hadith. Det skal åbne vejen for at fjerne tre fjerdedele af Shari’ah, fordi de fleste af dens detaljer kommer fra Profetens hadither, må Allah velsigne ham og give ham fred. Vi ved, at Qur’anen indeholder de overordnede linjer og grundlag. Som jeg nævnte i en tidligere halaqa, kom Profetens Sunnah for at forklare, præcisere og indskrænke det generelt formulerede og så videre.

Jeg beder Allah, priset og ophøjet være Han, om at tilintetgøre disse menneskers planer, lade dem ende i fuldstændig ruin og svigte dem i denne verden før den næste, så de falder i folks øjne. Jeg beder Allah, priset og ophøjet være Han, om at oplyse muslimernes sind med Islams kultur, Allahs Bog og deres Profets tradition i form af den ædle hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred, og om at genoprette denne store bygning som et fyrtårn for hele verden: en lovgivning, der styrer muslimernes liv og bærer et budskab til verden. Jeg sender fred og velsignelser over Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahaba og dem, der følger ham.

Fortsat kritik og efterprøvning af hadith

Bror al-Abid fra Jerusalem spørger om de seneste opfordringer til at efterprøve og rense de ædle hadither. Det mærkelige er, at de, der fremsætter disse opfordringer, er tilhængere af salafismen, som dag og nat opfordrer til at efterprøve Sunnah. Skal det, der tidligere blev godkendt som autentisk, nu godkendes igen? Eller skal det, de tidligere klassificerede som svagt, nu blive autentisk? Ser du ikke en skjult kritik af Profetens Sunnah i sådanne opfordringer? Min kære bror, uanset hvem du henviser til, har arbejdet med at klassificere hadither som autentiske eller svage aldrig været begrænset til en bestemt tid. Tidligere lærde gjorde ganske vist en enorm indsats for at undersøge, hvilke hadither der var autentiske, og hvilke der var svage, men det betyder ikke, at arbejdet er afsluttet, eller at døren er blevet lukket.

Undersøgelsen af dette emne kan sammenlignes med ijtihad. Ligesom døren til ijtihad ikke må lukkes i nogen tid, og der skal findes mujtahider i enhver tid, må ingen lukke døren til rensning og grundig undersøgelse af haditherne og vurderingen af deres autenticitet. Det gælder især, fordi hadithlærde fortsat er uenige om en del af haditherne.

Vi ved, at der er bred enighed om en meget stor del af haditherne: Denne er autentisk, og den anden er svag. Men der findes uenighed selv om visse anvendelser af reglerne. En hasan-hadith anvendes for eksempel af retslærde, men én lærd kan klassificere en bestemt hadith som hasan, mens en anden mener, at den ikke har nået dette niveau, og klassificerer den som svag. Ligesom mujtahider fortsat er uenige i deres ijtihad, er de lærde, der studerer hadith-terminologi og undersøger haditherne, også fortsat uenige. De har ret til at fremlægge deres vurdering: Én erklærer en hadith autentisk, mens en anden ikke gør; én kalder den hasan, mens en anden kalder den svag.

Her må vi dog bemærke, at nogle er gået for vidt i deres afvisning af hadither, der klassificeres som hasan. Det er hadither, som anerkendte tidlige retslærde som al-Shafi‘i, Malik og andre byggede på i deres værker om fiqh. En sådan hadith opfylder ikke fuldt ud alle kriterierne for en sahih-hadith, når overleveringskæden og beretningen undersøges. Nogle har sagt, at de store retslærdes anvendelse af den i de grundlæggende fiqh-værker løfter den til rang af en hasan-hadith, som kan anvendes. Andre er gået for vidt i at klassificere disse hadither som svage og udelukke dem fra de accepterede hadither, der regnes sammen med de autentiske.

Under alle omstændigheder er dette fortsat et åbent felt. Der findes stadig lærde, som undersøger haditherne, og der vil i enhver tid fortsat være lærde, som gør det. De har ret til at være uenige om bestemte hadithers autenticitet eller svaghed.

Flere overleveringer og reglerne for vægtning

Bror Abd al-Fattah al-Najjar spørger: »I ved, at en hadith har mere end én version fra sine overleverere. Hvordan lægger vi os da fast på én version, som fastslår det relevante forhold?« Spørgsmålet er naturligvis ikke helt klart. Sådan som jeg forstår spørgsmålet, spørger han: Når en hadith har flere overleveringer, hvordan vælger vi så én af dem? Flere overleveringer har ikke altid samme karakter. Nogle gange overleveres én hadith gennem mere end én vej, og overleveringerne stemmer overens. Andre gange er der en mindre forskel i ordlyden og formuleringerne. Tag for eksempel den hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, som al-Bukhari og Muslim overleverede: «كانت بنو إسرائيل تسوسهم الأنبياء كلما هلك نبي خلفه نبي، وإنه لا نبي من بعد وستكون خلفاء فتكثر»—»Israels børn blev styret af profeterne. Hver gang en profet døde, blev han efterfulgt af en anden. Der vil ikke komme nogen profet efter mig, men der vil komme kaliffer, og de vil blive mange.« Dette er al-Bukharis overlevering. Imam Muslims overlevering lyder: «وسيكون خلفاء فيكثرون»—»Der vil komme kaliffer, og de vil blive mange« [se Sahih al-Bukhari, 3455; Sahih Muslim, 1842]. Det betyder ikke… Ordlyden er lidt forskellig, og vi ved, at det er tilladt at overlevere en hadith efter betydningen, forudsat at den, der overleverer den, behersker sproget, så overleveringen efter betydningen ikke ændrer meningen.

Når flere overleveringer understøtter den samme betydning, er der ingen reel uoverensstemmelse mellem dem. Men når forskellene mellem overleveringerne fører til forskelle i indhold, antal eller noget andet, foretager de lærde en vægtning. Dette hører til videnskaben om hadith-terminologi, og de lærde har regler for det. Hvis vi skulle behandle disse regler nu, ville vi aldrig blive færdige. Videnskaben om hadith-terminologi er nedskrevet i store og omfattende værker med mange eksempler, som man kan slå op i.

Hvad gør de lærde så? Først forsøger de at forene overleveringerne. Det følger den velkendte regel: At anvende en udtalelse er bedre end at tilsidesætte den.

Hvis de to overleveringer på nogen måde kan forenes, handles der efter dem begge. Hvis de to eller flere overleveringer ikke kan forenes, foretages der en vægtning mellem dem. Denne vægtning har fastlagte principper, som er nedskrevet i de relevante bøger, og vi vil ikke gå nærmere ind i dem nu.

Kapitelinddelingen i Sahih al-Bukhari

Fred være med jer og Allahs barmhjertighed og velsignelser. Sahih al-Bukhari regnes blandt de mest autentiske bøger, man bygger på, og al-Bukhari inddelte den i mange kapitler. Mit spørgsmål er: Gør gentagelsen af hadither, der besvarer det samme spørgsmål, i forskellige kapitler af al-Bukharis bog det ikke vanskeligere for forskeren? Hvis det modsatte er tilfældet, hvordan? Al-Bukhari ordnede faktisk sin bog efter en fiqh-metode, ligesom Imam Maliks al-Muwatta og lignende værker. Imam Ahmads Musnad er derimod ordnet efter overleverere. Han samlede alle de hadither, som en bestemt Sahabi overleverede fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, uanset deres indhold. Han lavede et afsnit eller en bog for én persons overleveringer og derefter en anden bog for en andens. Han gav altså hver overleverer et særskilt afsnit med vedkommendes hadither.

Denne samling er ikke ordnet efter fiqh. Al-Bukhari samlede derimod haditherne efter en fiqh-inddeling. Han begyndte med Bogen om åbenbaringen og lavede særskilte bøger om troen, bønnen og så videre. Han ordnede altså sin bog efter fiqh. En enkelt hadith kan indeholde et bevis for et spørgsmål om tro og samtidig et bevis for en shari’ah-lov om ’ibadat, transaktioner, arv, straffe eller andet. Han medtog derfor hadithen dér, hvor den tjente som bevis i kapitlet om tro, og medtog den samme hadith i et andet kapitel, hvis den også indeholdt et bevis for et fiqh-spørgsmål dér. Dette gør på ingen måde sagen vanskeligere. Tværtimod gjorde metoden det lettere for folk på hans tid.

Den, der søger efter hadither om for eksempel bønnen, kan gå direkte til de hadither, der er ordnet under overskriften og kapitlet om bøn, og finde dem dér i stedet for at bladre hele bogen igennem. Al-Bukharis klassificering og kapitelinddeling gjorde derfor tingene lettere. Den hjælper den, der slår op i værket, med i hvert kapitel at finde det, han søger om det pågældende emne. Det handler om at gøre det lettere, ikke vanskeligere.

Profetens Sirah som en del af Sunnah

Bror Abdullah spørger: Er Profetens Sirah ikke en del af Profetens Sunnah? Hvis den er, må det, der står i Sirah-værker som Ibn Hishams Sirah, føjes til den overleverede Sunnah og dermed øge dens omfang. Jo. Profetens Sirah, må Allah velsigne ham og give ham fred, består af hans handlinger, og hans handlinger er en del af hans Sunnah. Sunnah omfatter alt, der udgik fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, i form af ord, handling eller stiltiende godkendelse.

Den del af Profetens Sirah, der omhandler hans handlinger efter åbenbaringens nedsendelse, tilhører Sunnah. Sirahen indeholder også afsnit om hans fødsel og opvækst samt beretninger fra før profetskabet. Disse beretninger er ikke grundlag for bevisførelse eller lovgivning, fordi åbenbaringen endnu ikke var kommet; der fandtes ingen åbenbaring før profetskabet. Enhver berettet handling fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, efter åbenbaringens nedsendelse er en del af Sunnah—den praktiske Sunnah—og hans handlinger er bevis for lovgivningen. Det er naturligvis ikke, som min bror antyder, at Ibn Hishams Sirah ved at blive føjet til den overleverede Sunnah øger dens omfang meget. Målt i antal og omfang udgør Sirahen kun en del af det, der er overleveret om Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, i hadithsamlingerne. Se på Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim og de tusindvis af hadither, de indeholder: næsten fire tusind særskilte hadither fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, hver med flere overleveringer. Sirahen føjes til disse. Det skal også bemærkes, at de lærde var uenige om den Sirah, der blev overleveret af Ibn Hisham, ikke om Ibn Hisham selv, må Allah være barmhjertig mod ham. Ibn Hisham overleverede sin Sirah fra Ibn Ishaq. Kun dele af Ibn Ishaqs bog er nået frem til os, fordi det meste gik tabt, men den blev bevaret gennem det, Ibn Hisham overleverede fra ham. Læser man Ibn Hishams Sirah, finder man formuleringer som »Ibn Ishaq fortalte os« og »Ibn Ishaq sagde«. Ibn Hisham overleverer størstedelen af Sirahen fra Ibn Ishaq; Ibn Ishaq er kilden til hans overlevering.

De lærde var uenige om Ibn Ishaq. Nogle accepterede ham som overlever, mens andre forkastede ham og nægtede at tage beretninger fra ham. Flertallet accepterede Ibn Ishaqs overleveringer på betingelse af, at de ikke vedrørte de forhold, hvor han blev beskyldt for shiitiske tilbøjeligheder. De overleverede nogle ting fra ham og lod andre ligge. Det peger på et andet spørgsmål. Vi har længe sagt, at Allahs Sendebuds Sirah, må Allah velsigne ham og give ham fred, skal følges som forbillede i arbejdet for at etablere det islamiske liv, skabe det islamiske samfund og opbygge den islamiske stat. Nogle svarede, at det obligatoriske forbillede findes i Sunnah, ikke i Sirah. De adskilte Sunnah fra Sirah og sagde: »Vi er ikke forpligtet af Sirah; vi er kun forpligtet af Sunnah.«

Dette er forkert. Profetens Sirah kan ikke udelukkes fra Sunnah, for Sirahen er en samling af Profetens handlinger, må Allah velsigne ham og give ham fred, og hans handlinger er en del af Sunnah. Man har naturligvis ret til at undersøge beretningerne i Sirahen og sige, at én er autentisk, mens en anden ikke er. Det er værd at nævne, at nogle lærde gjorde en enorm indsats for at samle de beretninger, der fuldstændiggør Profetens Sirah. Hvis vi gennemgår—hvis udtrykket kan bruges—Sunnah-værkerne af al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud, Ibn Majah, al-Darimi og andre, finder vi beretninger fra Profetens liv, må Allah velsigne ham og give ham fred, som tilsammen giver et næsten fuldstændigt billede af Profetens Sirah.

En lærd i vor tid gjorde en enorm indsats og udarbejdede en bog med titlen Den autentiske profetiske Sirah. Han udelukkede de svage beretninger og samlede de autentiske. Det var et fremragende arbejde: Han samlede materiale fra Ibn Hishams Sirah og hadithbøgerne og gav os efter en stor indsats denne bog. Jeg mener, at forfatteren var Shaykh Akram Diya al-Umari, må Allah være barmhjertig mod ham. Shaykh Akram Diya al-Umari ydede en enorm indsats vedrørende Profetens Sunnah—eller Den autentiske profetiske Sirah.

Kan en hadith i de to Sahih-samlinger afvises?

Vores kære bror Abbasi Amjad spørger: »Fred være med jer og Allahs barmhjertighed og velsignelser. Vores ærede lærer, er der nogen, der har afvist en hadith eller nogle af al-Bukharis hadither, selv om hans samling er en af de mest autentiske hadithbøger?« Min kære bror, i princippet er ingen ufejlbarlig. Alles ord kan accepteres eller afvises undtagen den ufejlbarlige Profets, må Allah velsigne ham og give ham fred. Al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud, Imam Ahmad, alle der samlede haditherne, og alle der brugte dem som bevis før samlingsperioden, var mennesker. De kunne tage fejl eller have ret.

I princippet er der intet til hinder for, at en person siger: »Efter at have undersøgt denne hadith, som al-Bukhari overleverede, eller den hadith, som Muslim overleverede, fandt jeg den svag, og derfor accepterer jeg den ikke.« Al-Bukhari var et menneske, og det er han også. Hvis han har nået det nødvendige niveau og anser sig selv for at være lærd på dette felt, har han ret til det. Virkeligheden er imidlertid, at efter Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim var blevet samlet—og allerede inden der var gået århundreder—var næsten alle anerkendte lærde, som undersøgte disse to store værker, enige om, at alle de hadither, som al-Bukhari og Muslim samlede i deres to Sahih-samlinger, var autentiske. Det er derfor ikke let at anfægte dem. Denne brede enighed har bestået gennem århundrederne: Flertallet af de lærde er fortsat næsten enige om, at alt i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim er autentisk.

Men hvis en specialist siger: »Efter at have undersøgt denne bestemte hadith hos al-Bukhari eller Muslim fandt jeg den svag«, siger vi så til ham: »Du har syndet, været ulydig og modsagt Allahs Sendebud«? Nej, nej. Der findes intet shari’ah-bevis, som siger, at man ikke må klassificere en hadith, al-Bukhari har medtaget, som svag. Men sagen er langt fra så enkel.

Nogle har taget store chancer i denne sag, overdrevet og til en vis grad overskredet grænserne ved at klassificere hadither hos al-Bukhari og Muslim som svage; vi nævner ikke navne nu. Men i princippet er det ikke en synd eller en overtrædelse af Shari’ah. Der findes intet shari’ah-bevis, som siger, at ingen hadith hos al-Bukhari eller Muslim må klassificeres som svag. Efter en grundig gennemgang af de to bøger var flertallet af de lærde derimod enige om, at alt i dem er autentisk.

Når Profetens Sirah op på hadithniveau?

Bror Muhammad Samara spørger: Når Ibn Hishams eller Ibn Ishaqs Sirah op på hadithniveau? Består den udelukkende af khabar al-ahad, altså ikke-mutawatir beretninger? Indeholder den svagt eller mutawatir materiale? Ibn Hishams Sirah er ikke i sig selv mutawatir. Ibn Hisham overleverer fra Ibn Ishaq, og Ibn Ishaq overleverede fra dem før ham. Men kan dele af Sirahen være mutawatir? Kan en beretning hos Ibn Hisham falde sammen med en overlevering hos al-Bukhari, en anden hos Muslim og endnu en uafhængig overleveringsvej, så de adskilte veje tilsammen etablerer tawatur? Det er teoretisk muligt. Dele af Sirahen kan være overleveret gennem tawatur.

Jeg undersøger ikke dette emne eller fælder en vurdering af det nu. Men hvis vi antager, at de beretninger i Sirahen om Profetens handlinger, må Allah velsigne ham og give ham fred, under fællesbønnen eller hajj beskriver handlinger, der blev iagttaget, har vi dele af Sirahen, som er mutawatir. De er i praksis blevet masseoverleveret fra Profetens tid, må Allah velsigne ham og give ham fred, og frem til i dag.

Hvad angår Ibn Hishams Sirah, når den op på hadithniveau—ja, det gør den. Når en handling overleveres fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred—når en Sahabi siger, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gjorde noget, godkendte noget eller forholdt sig tavs til det—er beretningen en hadith. Selv om den ikke indeholder ord, som Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, selv udtalte, tilhører den Profetens Sunnah, som er et shari’ah-bevis. Sirahen er derfor en del af Profetens Sunnah. Hvis dens beretninger opfylder de betingelser for autenticitet, som de lærde i hadith-terminologi har fastlagt, tilhører de den Sunnah, som shari’ah-love kan udledes af.

Konklusion

Det var alle de spørgsmål, vi har modtaget indtil nu. Jeg beder Allah, priset og ophøjet være Han, om at lade os få gavn af denne halaqa. Hvis jeg har taget fejl, kommer fejlen fra mig; hvis jeg har haft ret, er det ved Allahs nåde, priset og ophøjet være Han. Jeg beder Allah, den Mægtige og Majestætiske, om at øge vores viden og gøre vores viden og handlinger oprigtige for Hans ædle åsyn. Fred være med jer og Allahs barmhjertighed og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del