Alle Halaqaat
DA

Halaqa 30

Den islamiske ummahs oprejsning gennem åbenbaringen

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 30: Den islamiske ummahs oprejsning gennem åbenbaringen

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 26. februar 2018 — 10. jumada al-akhir 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning

Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige. Lovprisning tilkommer Allah, og fred og velsignelser være med Hans Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der følger ham. Hjerteligt velkommen, mine kære brødre, til endnu en episode af jeres program Halaqa Online. I denne episode tager vi hul på en ny serie om, hvordan man bærer da’wahen i islam.

Ummahens oprejsning gennem åbenbaringen

I denne episode taler vi om et emne, som vi kan give overskriften: Den islamiske ummahs oprejsning gennem åbenbaringen og dens forfald i samme grad, som den fjerner sig fra denne åbenbaring. Kære brødre, ærede seere.

Den historiske konflikt med Europa

Den islamiske ummah har gennem sin lange historie mødt mange fjender fra alle sider. Men den indædte fjende, som konflikten med har fortsat siden islams tidligste historie og frem til i dag, er de europæiske stater. Denne historiske fjende har været repræsenteret af Det Byzantinske Rige, som muslimerne bekæmpede, indtil de besejrede det i år 1453 e.Kr.; af de katolske kongeriger i Vesteuropa, hvis lande muslimerne trængte ind i via Andalusien; og af de moderne vestlige kolonistater, som blev grundlagt på et nyt kulturelt grundlag: ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet. Da de europæiske stater i middelalderen ikke havde noget kulturelt budskab, som de kunne bære til verden og navnlig konfrontere muslimerne med, var deres eneste våben korstogene. Derfor udgjorde de dengang ikke denne store fare, især ikke for en ummah med en gammel og højtstående kultur som den islamiske ummah. Disse krige—jeg mener korstogene—ville endda aldrig have haft fremgang, hvis de ikke i den islamiske verden var stødt på splittelse, fragmentering, interne stridigheder og et kapløb om provinser og emirater. Så snart muslimerne igen forenede deres rækker, vendte de frankiske korsfarere tilbage til deres lande i nederlag.

Den vestlige kulturelle forvandling

Den store katastrofe indtraf imidlertid, da det vestlige samfund begyndte at forme sig på nye grundlag. Det blev til en ny kulturel enhed med tanker og systemer, som gjorde det i stand til at konfrontere hele verden, især den islamiske ummah, der gennem år og århundreder havde været Europas frygtindgydende kæmpe. Den moderne vestlige kultur ville aldrig kunne besejre den islamiske kultur, og den vestlige tænkning ville aldrig kunne overgå den islamiske ideologi. Den islamiske ideologi er nemlig den eneste, der bygger på den rette ’aqida, og dens system er det system, Allah har åbenbaret; det er udelukkende dette system, der er egnet til mennesket. Når Vesten sejrede i sin intellektuelle og kulturelle kamp mod den islamiske ummah, sejrede det derfor ikke over islam. Islam er Allahs religion, som står over alt og ikke overgås, og som falskheden hverken kan trænge ind i forfra eller bagfra. Vesten sejrede derimod over muslimerne selv, som ikke længere holdt fast ved islam med den samme styrke, forståelse og bevidsthed som tidligere.

Vestens fremgang og muslimernes tilbagegang

I begyndelsen af det 19. århundrede, med udbruddet af frihedsrevolutionerne i Vesten, som begyndte med den franske revolution i 1789 e.Kr., begyndte den moderne vestlige kulturs træk at tage form, og dens intellektuelle struktur blev fuldendt. Det vestlige samfund blev opbygget på nye tanker og systemer, som kom til udtryk i den liberale kapitalisme, efter at feudale systemer tidligere havde domineret det. Da denne kultur, som nævnt, bygger på en rationel politisk ’aqida, hvorfra der udspringer systemer for livet, samfundet og staten, frembragte den en oprejsning i Vesten. Vi muslimer anser ikke denne for den sande oprejsning, men den var tilstrækkelig til at konfrontere en ummah, hvis tænkning var blevet sløv, hvis tanker var stivnet, som havde anvendt sit system dårligt og levede på kanten af sin store kultur—jeg mener naturligvis den islamiske ummah. Her var Vesten i det 19. århundrede: Dets kultur blomstrede, dets politiske institutioner blev opbygget på et stærkt grundlag, og dets samfund blev i vid udstrækning stabilt og bevægede sig frem mod oprejsning. Det blev økonomisk og militært stærkere og udmærkede sig inden for civilisation (madaniyya), byggeri og teknologi. Samtidig begyndte den islamiske stat at slå revner og mistede den ene grænsepost efter den anden. Dens politiske og økonomiske problemer og kriser blev værre, den blev militært svagere, sakkede bagud inden for civilisation (madaniyya) og teknologi og styrtede hurtigt mod forfald. Kort sagt begyndte vægtskålen hurtigt—med en enorm hastighed—at tippe til fordel for den vestlige kultur.

Den kulturelle krig

Alle disse forhold, sammen med den forbløffelse, der ramte den islamiske ummah, efter at den på denne måde blev overbevist om sin fjendes overlegenhed, lod vejen stå åben for, at Vesten kunne føre en ny slags krig mod den islamiske ummah. I den brugte Vesten et våben, der var mere effektivt end korstogenes våben: en kulturel krig, hvis våben var tanker, synspunkter og livssystemer, og hvis arena var kultur, viden og debatter. Da moralen er den vigtigste faktor i krige, også de intellektuelle, varslede forholdene fra begyndelsen Vestens sejr over muslimerne—ikke over islam. Fordi muslimerne havde oplevet deres egen tilbageståenhed og deres fjendes overlegenhed, begyndte de at miste tilliden til deres islamiske begreber og systemer. Det svækkede deres moral over for en fjende med høj moral, som var stolt af sin kultur, sine tanker og det, den kaldte sine moderne systemer.

Muslimernes forvirring

Således trængte spørgsmålene sig på i muslimernes sind: Hvorfor oprejste Vesten sig? Hvorfor blev vi tilbagestående? Tog Vesten midlerne til styrke til sig, mens vi forlod dem? Kan vores begreber være forkerte? Har vi måske forstået islam forkert? Har Vesten måske taget det gode fra vores islam? Må vi ikke overtage Vestens årsager til oprejsning? Tog Vesten ikke selv årsagerne til oprejsning fra os, efter at vi havde været deres pionerer? Kan islam og den vestlige kultur (hadara) ikke forenes? Må vi ikke overtage nogle systemer fra Vesten? Forbyder islam at drage nytte af det, andre besidder? Mens disse spørgsmål forvirrede og slørede muslimernes sind, begyndte Vesten at affyre sine intellektuelle pile mod islam, dets kultur, love, løsninger, systemer og levemåde. Det førte naturligt til, at den vestlige kultur var i offensiven, mens den islamiske ummah var i defensiven. Hvis blot dette havde været et vellykket forsvar, der beskyttede islam.

Angrebet på islams love

Vesten angreb kalifatsystemet og sagde, at det var et individuelt, diktatorisk system, og at det demokratiske system var alternativet. Det angreb jihad og sagde, at den var tyranni, udbredelse af islam med sværdets magt og en berøvelse af folkenes ret til selvbestemmelse. Det angreb polygami og sagde, at det var uretfærdigt mod kvinden og krænkede hendes værdighed. Det angreb det islamiske broderskabs bånd—den islamiske ummahs bånd—og sagde, at det var fanatisme og snæversyn, og at det rette bånd var nationalisme eller patriotisme. Det angreb styret efter religionens love og sagde, at det var reaktionært, og at religionen derfor måtte adskilles fra politikken.

Det defensive svar og indrømmelserne

Hvad var muslimernes svar? Det var naturligvis et defensivt svar på dette angreb og disse anklager. Den svaghed, som havde ramt den islamiske ummah, fik den til at acceptere rollen som den anklagede og føle sig forpligtet til at forsvare sig mod anklagerne, selv om det, Vesten angreb i islam, var dyder og ikke laster, det gode og ikke det onde. Men fordi muslimerne gennem de foregående århundreder havde mistet tankens vitalitet og sindets skarphed, mens døren til ijtihad var lukket, bemærkede de ikke disse sandheder. I stedet for at forsvare kalifatsystemet ved at sige, at det er det rette system, og at lederskabet kun kan være individuelt, og i stedet for at sige, at demokratiet er et vildledende system, fordi det giver folket retten til lovgivning, selv om denne ret både rationelt og ifølge vores islamiske ’aqida alene tilkommer Allah, og at demokratiet er en bedragerisk og falsk tanke, sagde de i stedet, at islam bygger på shura, og at shura er identisk med demokrati.

I stedet for at være stolte af, at de fører jihad mod stater og herskere for at nedbryde de barrierer, som står i vejen for at bære islam som et budskab til verden—mens andre nationer og stater kæmper og udgyder blod for at kontrollere lande, gøre mennesker til slaver og plyndre deres rigdomme—sagde muslimerne i stedet, at jihad kun er en defensiv krig, og at den kun er tilladt for at afværge aggression mod de islamiske lande. I stedet for at stå fast ved islams love og fastholde, at tilladelsen til polygami er det rette system, fordi den kommer fra Allah, som har skabt mennesket og ved, hvad der gavner og er egnet til det, og at denne tilladelse er det system, der forhindrer udbredelsen af utroskab og last og forhindrer, at kvinder forbliver ugifte, sagde de i stedet, at islam havde begrænset polygami og kun tilladt det i særlige tilfælde, samt lignende påstande.

Blandingen af islamisk kultur og vestlige tanker

Således fortsatte muslimerne med at forsøge at forene den vestlige kultur med islam, indtil de blandede islams love og tanker med Vestens love, tanker og systemer. Der var gået hundredvis af år, hvor muslimerne kun i ganske ringe grad var blevet påvirket af tankerne fra de civilisationer og kulturer, de kom i kontakt med. Men nogle få årtier, hvor Vesten førte sin kulturelle og intellektuelle krig mod muslimerne, var tilstrækkelige til at gøre deres kultur—muslimernes kultur—til en afskyelig blanding af islams tanker og den vestlige kulturs tanker.

Fra afvisning af civilisation (madaniyya) til accept af kultur (hadara)

Tidligere, da muslimerne endnu foragtede Vesten, dets samfund og dets kultur, nægtede de at tage noget som helst derfra, selv ikke dets civilisatoriske fremskridt og teknologiske opfindelser. Da nogle herskere forsøgte at modernisere metoderne, midlerne og formerne i de islamiske lande, blev de mødt af modstand fra lærde, hvoraf nogle endda forbød trykpressen og telefonen. Men da Vesten klart havde overgået dem og truede den islamiske stat, mens muslimerne var betagede af dets industrielle og civilisatoriske fremskridt, ændrede situationen sig. Dørene blev åbnet for alt, hvad der kom fra Vesten, uden at skelne mellem kultur (hadara) og civilisation (madaniyya), og uden at skelne mellem kultur og videnskab.

Vestens tanker begyndte at invadere os, den ene efter den anden: tanken om demokrati, offentlige friheder, nationalisme, patriotisme og andre—alt sammen mens man foregav at holde fast ved islam. Disse tanker, som kom fra Vesten, den vestlige kultur og den vestlige civilisation blev derefter tilskrevet islam, selv om islam er fri for dem. Muslimerne sagde, at demokratiet stammer fra islam, at islam beskytter de offentlige friheder, at islam bevarer de nationale gruppers særpræg og værdighed, og at islam styrkede den patriotiske følelse, da det befalede forsvaret af hjemlandene. Således blev enhver tanke, der kom fra Vesten og påtvang sig den offentlige mening, falskt og løgnagtigt presset ind i islam ved hjælp af nye såkaldte fiqh-maksimer, som vi ikke kendte fra de tidlige fuqaha, og ved hjælp af tale om Shari’ahs fleksibilitet og lignende.

Efter ødelæggelsen af kalifatet

Denne bestræbelse på at forene islam med den vestlige kultur begyndte imidlertid at svinde ind, efter at islams myndighed forsvandt og det islamiske kalifat blev ødelagt. I det 20. århundrede kom de islamiske lande under regeringer, som styrede med andet end det, Allah havde åbenbaret, og som oprettede medie- og uddannelsesinstitutioner, der promoverede den vestlige kultur som det højeste, menneskeheden hidtil havde nået i udvikling, fremskridt, højnelse og så videre, og som det menneskelige system, der var egnet til denne tidsalder. Alt dette førte til den overbevisning, at islams system, løsninger og love ikke længere var egnede til vores tid. De fleste intellektuelle opgav derfor forsøgene på at forene islam med den vestlige kultur og tog tanker til sig, der klart og åbent var i strid med islam. Tanken om religionens adskillelse fra staten blev desværre en udbredt opfattelse; det blev naturligt at lade sig dømme efter menneskeskabte systemer; og det blev noget, der ikke vakte ubehag, at følge kolonimagtens politikker og slagord. Det nationalistiske bånd og derefter det patriotiske bånd erstattede islams bånd. Slagord, der var fjendtlige mod islam, dets system og dets syn på livet, spredte sig, såsom: »Overlad til Allah, hvad der tilkommer Allah, og til Cæsar, hvad der tilkommer Cæsar«, »Religionen tilhører Allah, og hjemlandet tilhører alle« og »Islam er for ren til at blive besudlet af politik«, samt lignende slagord.

Da de vestlige kapitalistiske staters fjendtlighed og deres begær efter muslimernes lande blev tydeligt, vendte mange intellektuelle sig mod socialismen, dens filosofi og dens system: marxismen, den materialistiske dialektik og kommunismen. Mange nåede endda til at prale af ateisme og være stolte af at have taget den materialistiske dialektik til sig. Hvad angik politisk islam og den islamiske kultur, blev de ikke længere drøftet; de var blevet en historisk arv fra fortiden. De intellektuelle bekymrede sig ikke længere om, hvorvidt deres tanker stemte overens med islam eller var i strid med det. Efter deres opfattelse havde islam intet at gøre med livet, samfundet, staten eller politikken. Det var blot et forhold mellem mennesket og dets Skaber for den, der var overbevist og ønskede det, og dets område var moskeen og hjemmet—ikke livet, samfundet eller politikken. Dette fandt naturligvis sted på det laveste punkt i den islamiske ummahs forfald og dens afstand fra sin islam.

Islams tilbagevenden til den intellektuelle arena

Men den religion, som Allah har påtaget Sig at bevare, var aldrig uden en gruppe oprigtige troende, der stod fast ved islam som religion og system for livet og ikke blev revet med af sekulariseringens og ateismens strømninger. Deres rolle trådte derefter frem, og de blev pionerer på den intellektuelle og kulturelle arena, da alle de importerede teser og slagord fra Vesten og det kommunistiske Østen brød sammen i den islamiske verden. Deres indsats forenedes med nye politiske forhold og omstændigheder og førte fra 1970’erne den islamiske ummah mod igen at holde fast ved islam som religion og system for livet, samfundet og staten og mod at afvise enhver retning, tanke og tese, der var fjendtlig mod eller i strid med islam.

Åbenbaringen—hemmeligheden bag den islamiske oprejsning

Mine kære brødre, åbenbaringen, der blev nedsendt til Sendebuddet Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred—gav en helhedsforståelse af universet, mennesket og livet og fastsatte systemer for livet. Derved etablerede den en fuldstændig ideologi for menneskene: islam, den eneste ideologi, der udspringer af åbenbaringen og ikke af mennesker. Dette er hemmeligheden bag den islamiske ummahs særegne oprejsning. Dens oprejsning var et resultat af, at den levede i overensstemmelse med det, den guddommelige åbenbaring bragte, og overholdt Allahs bud, forbud og love, som Han havde godkendt for Sine gudfrygtige tjenere. Derfor var den den eneste sande oprejsning: Menneskets adfærd i den harmonerer med universets bevægelse og alle andre skabninger, som er underlagt det system, Allah har fastsat for dem, og ikke afviger fra det med så meget som et hårsbred.

Universets underkastelse under Allahs system

Lyt til nogle af Allahs vers i Hans Ædle Bog, som fastslår denne sandhed. Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ وَلَهُۥٓ أَسْلَمَ مَن فِى ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ طَوْعًا وَكَرْهًا وَإِلَيْهِ يُرْجَعُونَ ﴾
»Og til Ham har alle i himlene og på jorden underkastet sig, frivilligt eller modvilligt, og til Ham vil de blive ført tilbage.« [3:83],

og Han, Glorificeret er Han, sagde:

﴿ وَٱلشَّمْسُ تَجْرِى لِمُسْتَقَرٍّ لَّهَا ۚ ذَٰلِكَ تَقْدِيرُ ٱلْعَزِيزِ ٱلْعَلِيمِ وَٱلْقَمَرَ قَدَّرْنَـٰهُ مَنَازِلَ حَتَّىٰ عَادَ كَٱلْعُرْجُونِ ٱلْقَدِيمِ لَا ٱلشَّمْسُ يَنۢبَغِى لَهَآ أَن تُدْرِكَ ٱلْقَمَرَ وَلَا ٱلَّيْلُ سَابِقُ ٱلنَّهَارِ ۚ وَكُلٌّ فِى فَلَكٍ يَسْبَحُونَ ﴾
»Solen løber mod sit fastsatte hvilested. Det er Den Almægtiges, Den Alvidendes bestemmelse. Månen har Vi fastsat faser for, indtil den vender tilbage som en gammel daddelstilk. Solen kan ikke indhente månen, og natten kan heller ikke komme dagen i forkøbet. De svømmer hver især i deres bane.« [36:38–40],

og Han, Den Mægtige, sagde:

﴿ ثُمَّ ٱسْتَوَىٰٓ إِلَى ٱلسَّمَآءِ وَهِىَ دُخَانٌ فَقَالَ لَهَا وَلِلْأَرْضِ ٱئْتِيَا طَوْعًا أَوْ كَرْهًا قَالَتَآ أَتَيْنَا طَآئِعِينَ فَقَضَىٰهُنَّ سَبْعَ سَمَـٰوَاتٍ فِى يَوْمَيْنِ وَأَوْحَىٰ فِى كُلِّ سَمَآءٍ أَمْرَهَا ﴾
»Derefter vendte Han Sig mod himlen, mens den var røg, og sagde til den og til jorden: ‘Kom frivilligt eller modvilligt.’ De sagde: ‘Vi kommer frivilligt.’ Så fuldendte Han dem som syv himle på to dage og åbenbarede dens befaling i hver himmel.« [41:11–12],

og Han, Den Mægtige, sagde:

﴿ تُسَبِّحُ لَهُ ٱلسَّمَـٰوَٰتُ ٱلسَّبْعُ وَٱلْأَرْضُ وَمَن فِيهِنَّ وَإِن مِّن شَىْءٍ إِلَّا يُسَبِّحُ بِحَمْدِهِۦ وَلَـٰكِن لَّا تَفْقَهُونَ تَسْبِيحَهُمْ إِنَّهُۥ كَانَ حَلِيمًا غَفُورًا ﴾
»De syv himle, jorden og alle i dem lovpriser Ham. Der findes intet, som ikke lovpriser Ham med tak, men I forstår ikke deres lovprisning. Han er sandelig Den Overbærende, Den Tilgivende.« [17:44].

Fitrah og åbenbaringens Shari’ah

Mine brødre, blandt det vigtigste, der harmonerer med denne adfærd og et liv, som er bundet af Allahs Shari’ah—åbenbaringens Shari’ah—er menneskets fitrah, som Allah skabte med en tilbøjelighed til at tilbede Ham, og som Han nævnte i Sin Ædle Bog:

﴿ فَأَقِمْ وَجْهَكَ لِلدِّينِ حَنِيفًا ۚ فِطْرَتَ ٱللَّهِ ٱلَّتِى فَطَرَ ٱلنَّاسَ عَلَيْهَا ۚ لَا تَبْدِيلَ لِخَلْقِ ٱللَّهِ ۚ ذَٰلِكَ ٱلدِّينُ ٱلْقَيِّمُ وَلَـٰكِنَّ أَكْثَرَ ٱلنَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Ret derfor dit ansigt mod religionen som hanif—Allahs natur, som Han har skabt menneskene med. Der er ingen ændring af Allahs skaberværk. Det er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke.« [30:30].

Lydighed, velsignelser og efterfølgelse på jorden

Heraf kommer de mange vers, som knytter overholdelsen af Allahs Shari’ah sammen med velsignelsernes overflod, de gode tings fremkomst og nydelsen af sikkerhed, ro og velstand, såsom Hans ord:

﴿ وَأَلَّوِ ٱسْتَقَـٰمُوا۟ عَلَى ٱلطَّرِيقَةِ لَأَسْقَيْنَـٰهُم مَّآءً غَدَقًا ﴾
»Hvis de var forblevet standhaftige på vejen, ville Vi bestemt have givet dem rigeligt vand at drikke.« [72:16]

og Hans ord, Ophøjet er Han:

﴿ وَلَوْ أَنَّ أَهْلَ ٱلْقُرَىٰٓ ءَامَنُوا۟ وَٱتَّقَوْا۟ لَفَتَحْنَا عَلَيْهِم بَرَكَـٰتٍ مِّنَ ٱلسَّمَآءِ وَٱلْأَرْضِ وَلَـٰكِن كَذَّبُوا۟ فَأَخَذْنَـٰهُم بِمَا كَانُوا۟ يَكْسِبُونَ ﴾
»Hvis byernes folk havde haft iman og taqwa, ville Vi bestemt have åbnet velsignelser fra himlen og jorden for dem. Men de fornægtede, så Vi greb dem for det, de plejede at begå.« [7:96]

Lyt dernæst til disse ædle vers, som gengiver Nuhs—fred være med ham—ord til sit folk, der handlede tyrannisk og syndigt på jorden:

﴿ فَقُلْتُ ٱسْتَغْفِرُوا۟ رَبَّكُمْ إِنَّهُۥ كَانَ غَفَّارًا يُرْسِلِ ٱلسَّمَآءَ عَلَيْكُم مِّدْرَارًا وَيُمْدِدْكُم بِأَمْوَٰلٍ وَبَنِينَ وَيَجْعَل لَّكُمْ جَنَّـٰتٍ وَيَجْعَل لَّكُمْ أَنْهَـٰرًا ﴾
»Jeg sagde: ‘Bed jeres Herre om tilgivelse. Han er sandelig Den Mest Tilgivende. Han vil sende regn ned fra himlen over jer i rigelige mængder, støtte jer med rigdom og sønner, give jer haver og give jer floder.’« [71:10–12]

Og lyt til Hans ord, hvori Han lover de troende, som udfører retskafne handlinger, at gøre dem til efterfølgere på jorden:

﴿ وَعَدَ ٱللَّهُ ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ مِنكُمْ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ لَيَسْتَخْلِفَنَّهُمْ فِى ٱلْأَرْضِ كَمَا ٱسْتَخْلَفَ ٱلَّذِينَ مِن قَبْلِهِمْ وَلَيُمَكِّنَنَّ لَهُمْ دِينَهُمُ ٱلَّذِى ٱرْتَضَىٰ لَهُمْ وَلَيُبَدِّلَنَّهُم مِّنۢ بَعْدِ خَوْفِهِمْ أَمْنًا ۚ يَعْبُدُونَنِى لَا يُشْرِكُونَ بِى شَيْـًٔا ۚ وَمَن كَفَرَ بَعْدَ ذَٰلِكَ فَأُو۟لَـٰئِكَ هُمُ ٱلْفَـٰسِقُونَ ﴾
»Allah har lovet dem af jer, der har iman og udfører retskafne handlinger, at Han visselig vil gøre dem til efterfølgere på jorden, ligesom Han gjorde dem før dem til efterfølgere; at Han vil befæste deres religion, som Han har godkendt for dem; og at Han vil erstatte deres frygt med tryghed. De tilbeder Mig og sætter intet ved Min side. De, der derefter fornægter, er de trodsigt ulydige.« [24:55]

At vende sig bort og elendighed

Omvendt truer Allah, Den Ophøjede, de samfund, der vender sig bort fra deres Herres bud, handler tyrannisk på jorden og synder i den, med et dårligt udfald og elendighed. Han giver os eksempler på de samfund, som deres uretfærdighed ødelagde. Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ وَضَرَبَ ٱللَّهُ مَثَلًا قَرْيَةً كَانَتْ ءَامِنَةً مُّطْمَئِنَّةً يَأْتِيهَا رِزْقُهَا رَغَدًا مِّن كُلِّ مَكَانٍ فَكَفَرَتْ بِأَنْعُمِ ٱللَّهِ فَأَذَٰقَهَا ٱللَّهُ لِبَاسَ ٱلْجُوعِ وَٱلْخَوْفِ بِمَا كَانُوا۟ يَصْنَعُونَ ﴾
»Allah fremsætter eksemplet med en by, der var sikker og tryg, og hvis forsyning kom til den i overflod fra alle steder. Men den fornægtede Allahs gunstbevisninger, så Allah lod den smage sultens og frygtens klædedragt på grund af det, de plejede at gøre.« [16:112]

Ligningen mellem oprejsning og forfald

Heraf følger, mine kære brødre, at den islamiske ummahs oprejsning var et resultat af dens fuldstændige overholdelse af Allahs bud og forbud—eller med andre ord af dens faste tilknytning til den åbenbaring, der blev nedsendt til Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred. I samme grad som den islamiske ummah holder fast ved åbenbaringen i tanke og adfærd, oprejser og højner den sig. Og i samme grad som den fjerner sig fra denne rene kilde, forfalder og synker den. Dette er en fast ligning, som aldrig kan brydes. Den islamiske historie er det bedste vidne om dette. Da muslimerne formede deres liv gennem islam i det første islamiske samfund under profettiden og det retledte kalifat, opnåede de deres ideelle oprejsning, og den bedste generation blev realiseret.

Da der derefter begyndte at opstå fejl i denne enestående udformning, og adfærden i det islamiske samfund begyndte at adskille sig fra de principper og love, som åbenbaringen havde bragt, begyndte forfaldet at trænge ind i den islamiske ummahs krop. Omfanget af dette forfald svarede til størrelsen på den kløft, der var opstået mellem samfundets adfærd og åbenbaringen. Jo større kløften blev, desto mere forfaldt ummah’en, indtil åbenbaringens Shari’ah forsvandt fra muslimernes samfund og stat, og de nåede forfaldets dybeste afgrund.

Muslimernes pligt over for islam og dets kilder

Det var derfor muslimernes pligt at udvise den største omhu for at forstå islam rent og klart, uden nogen urenhed, så deres overholdelse af islam, dets tanker og love blev en overholdelse af den åbenbaring, Allah nedsendte til vores mester Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred. Dette kræver, at de nøje undersøger deres syn på kilderne til den islamiske lovgivning og kun udleder deres love fra de kilder, som åbenbaringen fra Allah, Den Ophøjede, bragte til Hans Profet—fred og velsignelser være med ham.

Opsummering af halaqaen

I denne halaqa, mine kære brødre, talte vi om en faktor—den grundlæggende faktor—hemmeligheden bag den islamiske ummahs oprejsning og dermed årsagerne til dens forfald og tilbagegang. Ingen… ingen er uvidende om, at den islamiske ummah stadig lider under den tilstand af forfald og forværring, som den har befundet sig i gennem lang tid, selv om den er begyndt på vejen opad ved igen at orientere sig mod islam som et system for livet. I kommende halaqaat vil vi, om Allah vil, tale om, hvordan da’wahen bæres, og hvordan man arbejder for forandring med henblik på at genoptage den islamiske levemåde og vende tilbage til en islamisk ummah, der danner et islamisk samfund, lever et islamisk liv under Allahs Shari’ah og bærer islam som et budskab til verden. Jeg påkalder fred og velsignelser over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der følger ham.

Seernes spørgsmål

Jeg går nu sammen med jer, mine kære brødre, videre til de spørgsmål, der måtte være kommet under denne halaqa. Vi har et spørgsmål fra søster Yusra. Yusra: Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Og fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Må Allah velsigne jer for det, I præsenterer for os på denne kanal. Må Allah ære dig.

Årsagen til Vestens overlegenhed inden for civilisation (madaniyya)

Spørgsmålet, min kære bror, er: Hvad er hemmeligheden bag Vestens overlegenhed over den islamiske verden inden for civilisation (madaniyya)?

Det, der her menes med udtrykket civilisation (madaniyya), er naturligvis fremskridt inden for moderne teknologi, industri, byggeri, civilingeniørarbejde—altså det, der hører under de materielle midler, som anvendes i livets anliggender.

Staten, der råder over sine egne beslutninger

Helt enkelt: En højtstående nation, der styrer sig selv og råder over sin egen myndighed, besidder magten. Den fastlægger sit formål og sine mål og handler på dette grundlag. Der findes en politisk myndighed, som udarbejder planer og programmer og mobiliserer ressourcerne for at nå sine mål. Vesten gennemgik en intellektuel oprejsning, som vi ikke anser for den sande oprejsning. Vi anser den tværtimod for en oprejsning, der bringer mennesket elendighed, men det var ikke desto mindre en oprejsning. Der opstod en stat, som var i harmoni med den fremherskende kultur i samfundet. Der var derfor sammenhæng i samfundets livssystem: Dets tanker, følelser og systemer byggede på og havde rod i én ’aqida—’aqidaen om religionens adskillelse fra livet. Dette samfund fastlagde sin levemåde og sine mål og etablerede en myndighed, som repræsenterede det, sørgede for dets sikkerhed og arbejdede for at realisere dets interesser, sådan som det ønskede. Denne politiske myndighed mobiliserede og organiserede derfor ressourcerne og åbnede mulighed for, at mennesker kunne skabe og udvikle.

Vestlig dominans og afhængighed

Gennem deres dominans over den islamiske verden ved hjælp af herskere, der fungerer som deres vagter, er disse samme vestlige stater fast besluttede på at forhindre den islamiske verden og størstedelen af verden i at gøre fremskridt inden for teknologi, civilisatoriske former og de materielle midler, der anvendes i livets anliggender. Hvorfor? Fordi de ønsker, at disse nationer og folk skal forblive markeder for deres produkter og ikke konkurrere med dem på dette område. Ligesom alle andre tilbagestående folk råder den islamiske ummah ikke over sine egne anliggender, og dens regeringer og myndigheder repræsenterer den ikke. Den er en ummah i en tilstand af forfald og fortabelse, en ummah, der ikke råder over sine egne beslutninger, og som derfor ikke engang kan opfylde livets mest grundlæggende krav.

Eksemplet Libanon

Hvis du i dag ser på den islamiske verden, som styres af regeringer, der tjener Vesten, vil du opdage, at størstedelen af den ikke blot er teknologisk tilbagestående, men også tilbagestående i livets enkleste anliggender. Libanon, hvor vi bor, har regionens største vandressourcer, men vandet når ikke frem til hjemmene. Landet kan producere elektricitet fra vand, vind og solen—fra solenergi—men det insisterer på kun at producere den med oliefyrede termiske generatorer, så der betales enorme summer for olien til oliehandlere i ind- og udland. Oven i dette er der kun elektricitet halvdelen af tiden. Staten leverer kun elektricitet til hjemmene halvdelen af dagen, og resten køber folk fra private generatorudbydere. Sagen er ganske enkelt, at disse myndigheder er underdanige og forfaldne myndigheder, hvis opgave er at sikre Vestens interesser, ikke menneskenes interesser. Ummah’en råder derfor ikke over sin egen myndighed.

Genoprettelsen af myndigheden og vejen til oprejsning

Hvis den islamiske ummah rådede over sin egen myndighed, anvendte sin ideologi og levede i overensstemmelse med den, ville der være en hersker, som mobiliserede dens ressourcer og førte den mod oprejsning. Han ville handle ud fra, at det er en pligt at sikre styrke i den islamiske ummah, og ud fra princippet om, at det, uden hvilket en pligt ikke kan opfyldes, selv er en pligt. Hvis varetagelsen af menneskenes anliggender kræver teknologiske fremskridt på mange områder, ville han handle på dette grundlag. Der ville være en hyrde, som varetog menneskenes anliggender, fordi han virkelig betragtede dem som sin hjord. De nuværende herskere i den islamiske verden og i resten af den tilbagestående verden betragter derimod ikke folkene som deres hjord. De betragter dem som fjender, der må undertvinges: enten med tvang eller ved at købe deres loyalitet og så videre. Sagen er ganske enkelt, at den islamiske ummah ikke råder over sine egne anliggender. Dens regeringer repræsenterer den ikke og mobiliserer derfor ikke dens ressourcer. Det er således naturligt, at denne ummah befinder sig i en tilstand af tilbageståenhed—ikke blot politisk, kulturelt og intellektuelt, men også i den deraf følgende tilbageståenhed inden for civilisation (madaniyya), teknologi, industri og så videre.

Afslutning

Jeg beder Allah, Glorificeret og Ophøjet er Han, om at tage imod fra mig og fra jer, om at øge os i viden og handling og om at gøre vores viden og handling oprigtig for Dit ædle åsyn—oprigtig for Hans åsyn, Glorificeret er Han. Jeg påkalder fred og velsignelser over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der følger ham. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del