Alle Halaqaat
DA

Halaqa 29

Usul al-fiqh — mellem højnelse og forfald

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 29: Usul al-fiqh — mellem højnelse og forfald

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 5. februar 2018 — 19. jumada al-awwal 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning

I Allahs navn, den Nåderige, den Barmhjertige. Fred være med jer og Allahs nåde og velsignelser. Velkommen, mine brødre, til en ny episode af jeres program Halaqa Online. Gennem flere episoder har vi fortsat talt om, hvordan man følger shari’ah. Et af de emner, vi har behandlet i denne serie, er ijtihad, altså processen med at udlede shari’ah-love fra åbenbaringens kilder—Qur’an og Sunnah—og det, de henviser til. Dette er mujtahidernes opgave. Vi har forklaret, at en mujtahid ikke udleder love gennem sin egen fornuft eller gennem teorier, han selv har opstillet, som nogle hævder. Han bruger derimod al sin kraft på at forstå teksternes betydninger for at kende, hvad Allah den Almægtige mener i Qur’anens vers, og hvad Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—mener i de hadither, han fortalte os. Mujtahiden arbejder altså med at forstå teksterne og udlede deres betydninger. Dette arbejde, denne opgave, udfører mujtahiderne.

Ijtihads regler og fremkomsten af usul al-fiqh

Dette arbejde følger disciplinerede regler. Reglerne begynder med at fastlægge lovgivningskilderne, som vi tidligere har nævnt: Qur’an, Sunnah og det, de henviser til. De fastlægger også, hvordan mujtahiden forstår teksternes indikationer og betydninger ud fra de ord, teksterne bruger, hvad enten ordene har shari’ah-mæssige eller sproglige betydninger. Disse regler, som mujtahiderne anvender, kaldes usul al-fiqh (islamisk retsmetodelære). Imam al-Shafi‘i—må Allah have barmhjertighed med ham—grundlagde denne videnskab i skriftlig form, da han skrev sin første afhandling om usul al-fiqh, Kitab al-Risalah. Det var det første organiserede og egentlige skriftlige værk om usul al-fiqhs regler. Videnskaben blev naturligvis senere udvidet, og dens grundlag blev ordnet af specialister, der kaldes usul-lærde eller lærde i usul al-fiqh. Denne videnskab stod på sit højeste, da de tidlige lærde arbejdede med den, fra Imam al-Shafi‘i og dem, der kom efter ham. Derefter blev den udvidet, indtil der kom en tid—især i vores tidsalder—hvor dens retning ændrede sig. Den mistede sit egentlige formål og fik et andet. Dette blev en af manifestationerne af det intellektuelle forfald, der ramte den islamiske Ummah, og dermed en af årsagerne til det faktiske forfald i muslimernes liv. Derfor ønskede jeg at afsætte denne episode til usul al-fiqh mellem højnelse og forfald.

Retledning gennem shari’ah og underkastelse for Allah

Så siger jeg: I Allahs navn, den Nåderige, den Barmhjertige. Allah den Højeste siger:

﴿ قُلْنَا ٱهْبِطُوا۟ مِنْهَا جَمِيعًا فَإِمَّا يَأْتِيَنَّكُم مِّنِّى هُدًى فَمَن تَبِعَ هُدَاىَ فَلَا خَوْفٌ عَلَيْهِمْ وَلَا هُمْ يَحْزَنُونَ ﴾
»Vi sagde: Stig ned derfra, alle sammen. Når der så kommer vejledning til jer fra Mig, skal de, der følger Min vejledning, ikke frygte, og de skal heller ikke sørge« [2:38].

Og Allah, den Almægtige, siger:

﴿ فَإِمَّا يَأْتِيَنَّكُم مِّنِّى هُدًى فَمَنِ ٱتَّبَعَ هُدَاىَ فَلَا يَضِلُّ وَلَا يَشْقَىٰ ﴾
»Når der så kommer vejledning til jer fra Mig, vil den, der følger Min vejledning, hverken fare vild eller lide« [20:123],

﴿ وَمَنْ أَعْرَضَ عَن ذِكْرِى فَإِنَّ لَهُۥ مَعِيشَةً ضَنكًا وَنَحْشُرُهُۥ يَوْمَ ٱلْقِيَـٰمَةِ أَعْمَىٰ ﴾
»Men den, der vender sig bort fra Min påmindelse, vil få et trangt liv, og på Opstandelsens Dag vil Vi oprejse ham blind« [20:124].

Disse ærede vers rummer store og omfattende betydninger, som sammenfatter menneskelivets skæbne fra menneskets nedstigning til denne jord og frem til Opstandelsens Dag. Menneskene deles i to grupper. Den ene tror på Allah, underkaster sig Ham og indretter sine handlinger efter Allah den Højestes befalinger og forbud i denne verden. Dens endemål bliver Allahs velbehag og Lyksalighedens haver. Den anden fornægter Allah den Højeste, vender sig bort fra lydighed mod Ham og lever sit jordiske liv uden Allahs vejledning. Dens skæbne bliver Allah den Højestes vrede og straffen i Jahannam—et elendigt hvilested. Når vi gransker disse vers, de ord jeg netop læste, kan vi udlede en række grundlæggende sandheder, som knytter sig til islams verdensanskuelse og dens grundlæggende begreber.

En af de vigtigste sandheder—ja, den første og vigtigste af dem—er, at menneskets underkastelse for Allah, himlenes og jordens Skaber, skal komme til udtryk i dette jordiske liv. Mennesket skal underkaste sig Allahs befalinger fuldstændigt, holde sig fra det, Han har forbudt, rette alle sine handlinger efter Allahs befalinger og forbud, gøre halal og haram til målestok for sine handlinger, underkaste sig Allah i enhver af Hans love, sætte sin lid til Ham i alle forhold og ikke søge vejledning, befalinger eller forbud hos andre end Ham. Allah den Højeste siger:

﴿ وَمَا خَلَقْتُ ٱلْجِنَّ وَٱلْإِنسَ إِلَّا لِيَعْبُدُونِ ﴾
»Jeg skabte kun jinn og mennesker, for at de skulle tilbede Mig« [51:56].

Og Han, den Højeste, siger:

﴿ إِنِ ٱلْحُكْمُ إِلَّا لِلَّهِ ۚ أَمَرَ أَلَّا تَعْبُدُوٓا۟ إِلَّآ إِيَّاهُ ذَٰلِكَ ٱلدِّينُ ٱلْقَيِّمُ وَلَـٰكِنَّ أَكْثَرَ ٱلنَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Dommen tilhører Allah alene. Han har befalet, at I kun tilbeder Ham. Det er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke« [12:40].

Og Allah, den Almægtige, siger:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلنَّاسُ ٱعْبُدُوا۟ رَبَّكُمُ ٱلَّذِى خَلَقَكُمْ وَٱلَّذِينَ مِن قَبْلِكُمْ لَعَلَّكُمْ تَتَّقُونَ ﴾
»O mennesker! Tilbed jeres Herre, som skabte jer og dem før jer, så I kan opnå taqwa« [2:21].

Dette sammenfattes i den første trosbekendelse, som er betingelsen for at træde ind i islam: Der er ingen gud undtagen Allah.

For det andet kommer retledningen til den rette vej i denne verden, som Allah den Højeste har gjort til menneskets opholdssted, kun fra Allah, Skaberen af mennesket, livet og universet. Mennesker kan kun blive retledt gennem Allahs retledning. Denne betydning bekræftes i mange ærede Qur’an-vers, blandt andet i Allahs ord:

﴿ مَن يَهْدِ ٱللَّهُ فَهُوَ ٱلْمُهْتَدِ وَمَن يُضْلِلْ فَلَن تَجِدَ لَهُۥ وَلِيًّا مُّرْشِدًا ﴾
»Den, Allah retleder, er retledt, og den, Han lader fare vild, vil du aldrig finde en vejledende beskytter for« [18:17].

Og som Allah den Almægtige siger:

﴿ وَمَن لَّمْ يَجْعَلِ ٱللَّهُ لَهُۥ نُورًا فَمَا لَهُۥ مِن نُّورٍ ﴾
»Den, Allah ikke har givet lys, har intet lys« [24:40].

Og Han, den Højeste, siger:

﴿ قُلْ إِنَّ هُدَى ٱللَّهِ هُوَ ٱلْهُدَىٰ ﴾
»Sig: Allahs vejledning er den sande vejledning« [2:120].

Derfor har ingen andre end Allah den Højeste ret til at hævde at eje vejledningen for menneskeheden og fastsætte systemer og lovgivninger, for ingen andre end Ham har den virkelige evne til det. Derfor siger Han:

﴿ ٱتَّبِعُوا۟ مَآ أُنزِلَ إِلَيْكُم مِّن رَّبِّكُمْ وَلَا تَتَّبِعُوا۟ مِن دُونِهِۦٓ أَوْلِيَآءَ قَلِيلًا مَّا تَذَكَّرُونَ ﴾
»Følg det, der er blevet nedsendt til jer fra jeres Herre, og følg ikke beskyttere ud over Ham. Hvor lidt I tager ved lære« [7:3].

Og Allah den Højeste siger:

﴿ وَلَا تَقُولُوا۟ لِمَا تَصِفُ أَلْسِنَتُكُمُ ٱلْكَذِبَ هَـٰذَا حَلَـٰلٌ وَهَـٰذَا حَرَامٌ لِّتَفْتَرُوا۟ عَلَى ٱللَّهِ ٱلْكَذِبَ إِنَّ ٱلَّذِينَ يَفْتَرُونَ عَلَى ٱللَّهِ ٱلْكَذِبَ لَا يُفْلِحُونَ ﴾
»Sig ikke, idet jeres tunger beskriver løgnagtigt: ‘Dette er tilladt, og dette er forbudt,’ så I opdigter løgn mod Allah. De, der opdigter løgn mod Allah, vil ikke få fremgang« [16:116].

Når mennesket bliver retledt gennem Allahs befalinger og forbud, fører det mennesket til højnelse, lykke, sikkerhed og tryghed.

﴿ فَمَنِ ٱتَّبَعَ هُدَاىَ فَلَا يَضِلُّ وَلَا يَشْقَىٰ ﴾
»Den, der følger Min vejledning, vil hverken fare vild eller lide« [20:123].

Den samme betydning findes andre steder i Allahs Bog:

﴿ وَنُنَزِّلُ مِنَ ٱلْقُرْءَانِ مَا هُوَ شِفَآءٌ وَرَحْمَةٌ لِّلْمُؤْمِنِينَ ﴾
»Og Vi nedsender af Qur’anen det, som er helbredelse og barmhjertighed for de troende« [17:82].

Om Muhammads budskab—må Allah velsigne ham og give ham fred—siger Allah den Almægtige:

﴿ وَمَآ أَرْسَلْنَـٰكَ إِلَّا رَحْمَةً لِّلْعَـٰلَمِينَ ﴾
»Og Vi sendte dig kun som en barmhjertighed for alverdens skabninger« [21:107].

Dette betyder, at menneskets interesse ligger i at følge Allahs shari’ah og overholde Hans befalinger og forbud. Hvor shari’ah findes, findes menneskets interesse. Mennesket kan ikke finde sin interesse uden Allahs shari’ah. Uden Allahs lovgivning ville mennesket hverken kende sine interesser eller vejen til frelse i denne verden og den næste. En anden af de store betydninger, vi kan udlede af de vers, vi læste ved begyndelsen af vores tale, er, at når mennesket vender sig bort fra lydighed mod Allah den Almægtige og fra Hans befalinger og forbud, fører det til lidelse og elendighed i denne verden, foruden i den næste.

﴿ وَمَنْ أَعْرَضَ عَن ذِكْرِى فَإِنَّ لَهُۥ مَعِيشَةً ضَنكًا ﴾
»Den, der vender sig bort fra Min påmindelse, vil få et trangt liv« [20:124].

En muslim må ikke lade sig bedrage af den synlige velstand, de materielle nydelser og det jordiske livs pragt, som omgiver mange vantro og syndere, og derfor tro, at de er lykkelige. Lykke består ikke i at besidde materielle goder og nydelser eller det jordiske livs pragt. Lykke er varig tryghed, og den kan kun opnås gennem følelsen af Allah den Højestes velbehag. Denne velsignelse oplever de vantro og syndere i denne verden ikke.

Den islamiske Ummah og åbenbaringen

Disse fastslåede sandheder styrede muslimernes liv i deres tidsaldre med oprejsning. De formede deres tænkning og mentalitet, deres adfærd og livsstil, deres civilisation og samfund. Dermed blev de det højeste samfund, historien har kendt, den mest fremtrædende civilisation, menneskeheden har oplevet, den stærkeste stat på den internationale scene og den største Ummah blandt folkeslagene. Fra sin opståen var den islamiske Ummah det eneste samfund, der indrettede sit liv og organiserede sine relationer efter åbenbaringen fra Allah den Højeste og byggede sin civilisation på denne åbenbaring. Åbenbaringen, Qur’an og Sunnah, som blev nedsendt til Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred—var denne Ummahs og dette samfunds identitet. Herfra hentede de deres livsstil og deres syn på livet. Trosbekendelsen om, at der ikke er nogen gud undtagen Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud, var et reelt grundlag for deres tænkning, en faktisk målestok for deres adfærd og et fast princip, som deres systemer udsprang af.

Det skyldes, at de forstod, at trosbekendelsen »Der er ingen gud undtagen Allah« betyder, at Lovgiveren er Allah, og at Han er den, der dømmer over menneskets handlinger. Muslimerne skal omsætte denne trosbekendelse til adfærd i deres liv ved at være et samfund, der følger Allahs befalinger og forbud, ligesom alle andre skabninger følger det system og de love, som Allah den Højeste har nedlagt i dem:

﴿ وَٱلشَّمْسُ تَجْرِى لِمُسْتَقَرٍّ لَّهَا ۚ ذَٰلِكَ تَقْدِيرُ ٱلْعَزِيزِ ٱلْعَلِيمِ وَٱلْقَمَرَ قَدَّرْنَـٰهُ مَنَازِلَ حَتَّىٰ عَادَ كَٱلْعُرْجُونِ ٱلْقَدِيمِ لَا ٱلشَّمْسُ يَنۢبَغِى لَهَآ أَن تُدْرِكَ ٱلْقَمَرَ وَلَا ٱلَّيْلُ سَابِقُ ٱلنَّهَارِ ۚ وَكُلٌّ فِى فَلَكٍ يَسْبَحُونَ ﴾
»Solen løber mod sit fastsatte hvilested. Det er Den Almægtiges, Den Alvidendes bestemmelse. Månen har Vi fastsat faser for, indtil den vender tilbage som en gammel daddelstilk. Solen kan ikke indhente månen, og natten kan heller ikke komme dagen i forkøbet. De svømmer hver især i deres bane« [36:38–40].

Disse skabninger har ikke noget valg med hensyn til at følge det guddommelige system. Mennesket får derimod æren af belønningen og Paradiset ved frivilligt at vælge det guddommelige system og underkaste sig Allah den Højeste af egen fri vilje. Muslimerne forstod af trosbekendelsen om, at Muhammad er Allahs Sendebud, at det system, Allah den Højeste har godkendt for menneskeheden indtil Opstandelsens Dag, er det system, som Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred—blev sendt med. Ved at følge shari’ahen, som Profeternes Segl—må Allah velsigne ham og give ham fred—bragte, går mennesket fra at anerkende Allahs enhed i tro og overbevisning til at udøve den i virkeligheden og livet. Mennesket tilbeder dermed Allah den Højeste alene og følger Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred—alene.

﴿ قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ ٱللَّهَ فَٱتَّبِعُونِى يُحْبِبْكُمُ ٱللَّهُ وَيَغْفِرْ لَكُمْ ذُنُوبَكُمْ ﴾
»Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig; Allah vil elske jer og tilgive jeres synder« [3:31].

﴿ وَمَا يَنطِقُ عَنِ ٱلْهَوَىٰٓ إِنْ هُوَ إِلَّا وَحْىٌ يُوحَىٰ ﴾
»Han taler ikke ud fra sit eget begær. Det er kun en åbenbaring, der bliver åbenbaret« [53:3–4].

Allah den Højeste siger:

﴿ قُلْ إِنَّمَآ أُنذِرُكُم بِٱلْوَحْىِ ﴾
»Sig: Jeg advarer jer kun gennem åbenbaringen« [21:45].

Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred—advarer og retleder kun mennesker gennem åbenbaringen fra Allah den Højeste; han retleder med Allahs vejledning. Ud fra dette er et menneskes iman ikke korrekt, før det tager imod den shari’ah, som Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred—bragte fra sin Herre, og underkaster sig den fuldstændigt uden at lade sin fornuft eller opfindsomhed bedømme dens love. Allah den Højeste siger:

﴿ فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ ﴾
»Men nej, ved din Herre, de vil ikke tro« [4:65],

﴿ فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّىٰ يُحَكِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا۟ فِىٓ أَنفُسِهِمْ حَرَجًا مِّمَّا قَضَيْتَ وَيُسَلِّمُوا۟ تَسْلِيمًا ﴾
»Men nej, ved din Herre! De vil ikke tro, før de gør dig til dommer i deres indbyrdes stridigheder, derefter ikke finder nogen modvilje i sig over din afgørelse og underkaster sig fuldstændigt« [4:65].

Sammenfattende udmærkede den islamiske Ummah sig ved at følge åbenbaringen, hente sine lovgivninger og udlede sine love fra den—altså fra åbenbaringen—og bygge sine begreber på den. Historien vidner om, at Ummah havde oprejsning og højnelse i samme grad, som den holdt fast ved denne åbenbaring, og at den forfaldt og sank i samme grad, som den fjernede sig fra eller modsagde den.

Lovgivningskilderne og deres forankring i åbenbaringen

Ud fra dette ser vi, hvordan juristerne i islams guldalder regulerede Ummahs liv ved at begrænse shari’ah-lovene til Allahs tale, sådan som de forstod den. De definerede shari’ah-loven som Lovgiverens tale vedrørende menneskets handlinger, og Lovgiveren er ingen anden end Allah den Højeste. Derfor begrænsede de i denne historiske drøftelse lovgivningskilderne til det, som åbenbaringen bragte: Bogen—Qur’an—Sunnah, Sahabahs konsensus og qiyas baseret på en shari’ah-mæssig årsag, der er udledt af et shari’ah-mæssigt bevis. Når vi undersøger disse kilder nøje, finder vi, at de i virkeligheden alle er udtryk for den åbenbaring, der blev nedsendt til Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred. Lad os nu se på de lovgivningskilder, som de islamiske lærde har anvendt gennem islams historie:

Den første kilde er Bogen, altså Qur’an. Ingen af monoteismens tilhængere bestrider, at Qur’an er Allahs tale, som blev åbenbaret til Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred—i både ordlyd og betydning. Derfor er den den første lovgivningskilde.

Sunnah—det vil sige Sendebuddets udtalelser, handlinger og stiltiende godkendelser, må Allah velsigne ham og give ham fred—er også åbenbaring fra Allah. Den adskiller sig fra Qur’an ved, at dens betydning blev åbenbaret, hvorefter Sendebuddet formidlede den gennem sine ord, handlinger eller stiltiende godkendelse.

Hvad angår Sahabahs konsensus, har de lærde forklaret, at den ikke er et shari’ah-mæssigt bevis i sig selv, og at Sahabah ikke havde ret til at lovgive. Den blev derimod anset for en lovgivningskilde, fordi den afdækker en skjult shari’ah-lov, der bygger på en udtalelse, handling eller stiltiende godkendelse fra Sendebuddet—må Allah velsigne ham og give ham fred—som ikke er nået direkte til os. Sahabah, som Allah roste i Sin ærede Bog, og som Han betroede at overlevere shari’ah til alle mennesker, kunne aldrig blive enige om en lov uden grundlag i åbenbaringen. De var de fremmeste til at følge Sendebuddet—må Allah velsigne ham og give ham fred—og til at holde sig til det shari’ah-mæssige bevis.

Hvad angår qiyas, er den ikke, som mange mennesker forstår den, en rationel analogi eller en udledning af en shari’ah-lov fra fornuften. Nej. Som de lærde i usul al-fiqh definerer den, er qiyas at knytte et nyt tilfælde til et oprindeligt tilfælde, fordi de deler den samme shari’ah-mæssige årsag (‘illa). Denne årsag er ikke rationel; den er en shari’ah-mæssig årsag, som åbenbaringen har påvist, enten i Qur’an eller Sunnah. Den shari’ah-lov, der bygger på qiyas, bygger derfor på den shari’ah-mæssige årsag. Det betyder, at den er udledt af åbenbaringen.

Hvad angår de øvrige shari’ah-mæssige beviser, betragtede de islamiske lærde og mujtahider dem ikke som supplerende kilder, der blev indført på grund af en mangel i shari’ah, som nogle måske forestiller sig. De konkluderede derimod, at tekstbeviserne fra Qur’an og Sunnah henviste til disse kilder, uanset om vi er enige med den enkelte lærde i hans valgte beviser eller ej. De lærde, som anvendte al-masalih al-mursala, istihsan, en Sahabis mening, tidligere åbenbarede lovgivninger, Ummahs konsensus efter Sahabahs tid og Medinas beboeres praksis—som tilskrives Imam Malik, må Allah have barmhjertighed med ham—samt andre omstridte kilder, betragtede således ikke disse beviser som supplerende kilder, der var nødvendige på grund af en mangel i shari’ah. De betragtede dem som kilder, som Qur’an og Sunnah havde henvist til.

Mange af dem betragtede endda disse beviser som udledt gennem argumentation med Qur’an og Sunnah, således at beviserne blev grene af de to. Det gælder den, som betragter al-masalih al-mursala som en af vejene til fastlæggelse af den shari’ah-mæssige årsag, hvorpå qiyas bygger, og betragter qiyas som en form for udledning fra Qur’an og Sunnah; den, som betragter istihsan som en form for afvejning mellem beviserne; og den, som bruger tidligere åbenbarede lovgivninger som bevis og betragter dette som udledt fra den ærede Qur’an, der befaler efterfølgelse af de tidligere profeter:

﴿ أُو۟لَـٰٓئِكَ ٱلَّذِينَ هَدَى ٱللَّهُ ۖ فَبِهُدَىٰهُمُ ٱقْتَدِهْ ﴾
»Det er dem, Allah retledte, så følg deres vejledning« [6:90].

Det gælder også den, som betragter en Sahabis mening som en Sunnah, Sahabien har hørt eller set hos Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—og den, som betragter Ummahs konsensus som et bevis, fordi Ummah ikke samles om en vildfarelse, som han—må Allah velsigne ham og give ham fred—sagde: «الأمة لا تجتمع على ضلالة» — »Ummah samles ikke om en vildfarelse« [se Jami‘ al-Tirmidhi, 2167; Sunan Ibn Majah, 3950]. Således førte de disse beviser tilbage til lovgivningskilderne og gjorde dem til grene af dem.

Under alle omstændigheder—uanset vores vurdering af, hvorvidt disse beviser stemmer overens med åbenbaringen, udtrykker den eller afviger fra den—var de love, der blev bygget på disse sekundære beviser, så få, at de, som ville give eksempler på dem, ikke kunne nævne flere, end man kan tælle på begge hænders fingre. Når vi undersøger disse eksempler på love, der blev udledt af de sekundære beviser, finder vi, at mange lærde og mujtahider førte en stor del af dem tilbage til en af de fire hovedkilder: Qur’an, Sunnah, Sahabahs konsensus eller qiyas.

På dette grundlag kan vi sige, at den lovgivningsmæssige struktur, som fyldte muslimernes sind, styrede deres adfærd og formede deres livsstil i deres tidsaldre med oprejsning, i sin helhed var hentet fra de lovgivningskilder, som åbenbaringen bragte til Sendebuddet Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred.

Grundlaget, som usul al-fiqh-lærde byggede deres videnskab på

Mine kære brødre, når vi undersøger de emner, som de fremtrædende lærde i usul al-fiqh gjorde til grundlag for deres studier og placerede i begyndelsen af deres bøger og afhandlinger—og som de byggede alle deres holdninger og værker på—finder vi, at de bekræfter de betydninger, vi har nævnt, og fastslår dem som ubestridelige islamiske sandheder.

Som eksempel bekræfter emnet om al-hakim—den, der dømmer—som findes i indledningerne til bøger om usul al-fiqh, at det alene er Allah, der dømmer over menneskets handlinger med hensyn til godt og ondt og med hensyn til halal, haram, wajib, mandub og makruh. Fornuften har ingen ret til at dømme over menneskets handlinger ud fra disse synsvinkler. Det er Allah den Højeste alene, der dømmer over menneskets handlinger.

Et andet princip, der findes i indledningerne til disse bøger, lyder: »Der findes ingen lov, før shari’ah foreligger.« Det bekræfter, at menneskets handlinger ikke havde nogen shari’ah-lov, før åbenbaringen bragte shari’ah. Deres definition af shari’ah-loven bekræfter også denne sandhed. De definerede den som Lovgiverens tale vedrørende menneskets handlinger. Dermed begrænsede de shari’ah-loven til det, der er Lovgiverens—altså Allah den Højestes—tale. Det, der ikke er en tale fra Allah, er ikke en shari’ah-lov.

Korrekt ijtihad og fornuftens rolle

Ijtihad i sin korrekte betydning er at bruge al sin kraft på at udlede shari’ah-love fra deres detaljerede shari’ah-mæssige beviser. Det var den vej, som det muslimske sind brugte til at finde Allahs lov om nye spørgsmål og sager. Den shari’ah-mæssige metode, som muslimerne fulgte i deres tidlige tidsaldre med oprejsning, når de behandlede problemer og spørgsmål, var først at studere problemet eller spørgsmålet i virkeligheden. De studerede det dybt og præcist, så de forstod problemets sande karakter og spørgsmålets kerne. Dette kaldes fastlæggelse af shari’ah-lovens faktiske genstand (tahqiq al-manat). Derefter vendte de tilbage til de tekster, der vedrørte denne virkelighed, udledte den eller de love, som beviserne viste, og anvendte dem så på virkeligheden. Dermed løste de problemet eller behandlede spørgsmålet gennem den åbenbaring, der blev nedsendt til Sendebuddet—må Allah velsigne ham og give ham fred. Vi har tidligere afsat en episode til dette emne.

Når fornuften undersøgte behandlinger og løsninger, var dens rolle aldrig at være dommer eller kilde—end ikke en delvis kilde—til de love, som virkeligheden skulle behandles med. Fornuften var blot et redskab til at forstå virkeligheden og Allahs hensigt med de shari’ah-mæssige tekster, som åbenbaringen bragte. Mujtahiden tager udgangspunkt i de shari’ah-mæssige beviser og følger deres sproglige betydninger, det, der forstås ved deres implikation, deres rationelt forståede betydning og desuden deres shari’ah-mæssige betydninger, indtil de fører ham til shari’ah-loven. Teksten er beviset, ikke fornuften. Fornuften følger beviset; beviset følger ikke fornuften. Allah den Højeste, ikke fornuften, er den, der dømmer over menneskets handlinger:

﴿ إِنِ ٱلْحُكْمُ إِلَّا لِلَّهِ ﴾
»Dommen tilhører Allah alene« [12:40].

Mine ærede brødre.

Lukningen af ijtihads dør og forfaldets begyndelse

Lukningen af døren til ijtihad i abbasidetiden—en fremgangsmåde, som mange muslimske lærde desværre fulgte—markerede begyndelsen på muslimernes forfald. De lukkede for sig selv den vej, gennem hvilken man finder Allahs lov om nye spørgsmål og løser nye problemer. I stedet begrænsede de sig til at gentage de udledninger og love, som tidligere lærde havde fundet om spørgsmål og problemer i deres egen tid.

De forudså ikke de fremtidige problemer, der opstod efter dem. Efter lukningen af døren til ijtihad anvendte de lærde derfor ofte love og løsninger på nye spørgsmål og sager, som de hverken passede til eller var egnede til. Mange problemer i det islamiske samfund blev dermed ikke løst korrekt eller tilstrækkeligt. Problemerne og kriserne voksede med tiden, uden at nogen behandlede dem ordentligt, og dette førte til samfundets forfald.

Når et samfunds problemer forværres, samtidig med at effektive løsninger og behandlinger forsvinder, vil det uundgåeligt føre til samfundets tilbagegang og forfald, uanset hvilket system det følger, eller hvilket grundlag det bygger på. Når vi dertil lægger den stagnation og stivhed, der ramte den islamiske tænkning som følge af lukningen af døren til ijtihad, forstår vi den store fare, der truede den islamiske Ummahs fremtid.

Muslimerne opdagede ikke det forfald, der gennem århundreder gradvist bredte sig i deres samfund. Den islamiske historie nævner ganske vist nogle reformatoriske lærde, som bemærkede tilbagegangen og splittelsen i det muslimske samfund, men meget få fandt den egentlige årsag. Disse fås indsats var som et råb i en øde dal. Deres bevidsthed forblev individuel og blev aldrig til en kollektiv bevidsthed.

Da nogle lærde opfordrede til at genåbne døren til ijtihad, førte deres indsats derfor ikke til konkrete resultater i deres egen tid. Disse interne opråb var ikke nok til at gøre muslimerne opmærksomme på den fare, der truede dem, eller til at fremhæve nødvendigheden af at genåbne døren til ijtihad for at genoplive Ummahs tænkning, omorganisere samfundet og løse de problemer og kriser, der ramte det fra alle sider.

Årsagen var måske, at der, da forfaldet begyndte at ramme det muslimske samfund, ikke fandtes nogen nation på jorden, der kunne måle sig med muslimerne i højnelse og styrke, trods revnerne i deres enhed og de nederlag, de havde lidt. Civilisatorisk var den islamiske Ummah den mest fremskredne civilisation på jorden; ingen anden civilisation kunne konkurrere med eller måle sig med den. Politisk og militært havde Ummah besejret sine fjender—korsfarerne, byzantinerne, tatarerne og mongolerne—og dens hær var verdens stærkeste. I osmannertiden blev den kendt som en uovervindelig styrke.

Den vestlige civilisations udfordring

Der kom en tid, hvor den ydre fare, som man havde advaret mod, blev til virkelighed. De vestlige stater legemliggjorde en ny civilisation, der konkurrerede med den islamiske civilisation gennem sine grundlæggende tanker, sin livsstil og sit syn på tilværelsen. De opbyggede en industriel og civil struktur, der overgik den muslimske verdens materielle struktur, som var præget af stagnation og svaghed. De besad også en militær styrke, der gentagne gange truede med at invadere den muslimske verden.

Det, der angår os i denne drøftelse, mine brødre, er det civilisatoriske og kulturelle—med andre ord intellektuelle—angreb, som den vestlige verden har rettet mod den islamiske Ummah.

Vesten har nemlig etableret et grundlæggende intellektuelt princip, som dets moderne civilisation, kultur og begreber bygger på, og som dets systemer er udsprunget af. Jeg mener verdensanskuelsen—jeg mener verdensanskuelsen om adskillelse af religionen fra livet—eller det, der kaldes sekularisme.

Vesten begyndte at angribe den islamiske civilisation, ophøje sin egen civilisation og angribe islams systemer og love for at bevise rigtigheden af sine egne systemer og love. Vesten nedgjorde de islamiske begreber for at erstatte dem med de begreber, det selv hylder.

Den muslimske verden led under tilbageståenhed, fordi den havde fjernet sig fra den korrekte forståelse af islam og forsømt at studere islam praktisk og produktivt. Den blev derfor en frugtbar jord, som den vantro kolonialist kunne pløje og tilså med sine kulturelle frø i håb om senere at høste en generation af intellektuelle, der var præget af Vestens kultur og betaget af dets civilisation. Dermed ville kolonialisten udslette den islamiske Ummahs identitet og særlige karakter samt hemmeligheden bag dens oprejsning og styrke.

Reaktioner på det intellektuelle angreb

Mine ærede brødre, dette voldsomme civilisatoriske og intellektuelle angreb, som Vesten rettede mod den islamiske verden, blev mødt med forvirrede, usammenhængende og kaotiske reaktioner. Muslimerne elsker deres islam, hader vildfarelse, værner om deres shari’ah og nægter at lade den blive ramt eller omtalt med foragt.

Samtidig mærkede de forskellen mellem deres egen smertefulde og forværrede virkelighed, som var præget af forfald og tilbageståenhed, og Vestens nye virkelighed, som var præget af oprejsning, højnelse, styrke og fremgang.

Da de så, at Vesten havde nået sin position gennem sin civilisation, sine tanker og systemer, troede de, at denne civilisation og disse tanker og systemer var nødvendige for enhver nation, der ville rejse sig og opnå højnelse. De fandt det utænkeligt, at islam skulle modsætte sig at tage disse elementer, som de anså for årsager til styrke. De overså, at Vestens civilisation med sine tanker og systemer bygger på et grundlag, der fuldstændigt strider mod det grundlag, som den islamiske civilisation med sine tanker og systemer bygger på.

Stemmer begyndte derfor at kræve, at døren til ijtihad blev åbnet. Men hvilken ijtihad mente de? Naturligvis ikke den shari’ah-mæssige ijtihad, som de tidlige muslimer forstod den. De mente derimod en ijtihad, som fører til fortolkning af teksterne og fordrejning af beviserne, indtil der udledes love, som efter deres opfattelse passer til tidsånden og udviklingen. Stemmerne krævede også, at islam skulle være fleksibel og udvikle sig.

Der begyndte også at blive skrevet studier, som forsøgte at presse shari’ah-mæssig forskning ind i vestlige rammer, så islam kom til at fremstå som en pendant til den vestlige civilisation. Nogle gentog, at den vestlige civilisation var hentet fra islam og blot var vores egen vare, der blev givet tilbage til os. Mange forfattere forsøgte således at finde et bevis for enhver vestlig idé eller lovbestemmelse og fremstille den som forenelig med islam. Den islamiske kultur blev dermed til en alt for rummelig klædning, der kunne rumme enhver idé, som kom til os fra Vesten.

Der blev gjort forsøg på at forene islam med den vestlige civilisation. Man hævdede blandt andet, at shura er det samme som demokrati, at islam anerkender offentlige friheder på samme måde som de vestlige systemer, at socialismen stammer fra islam, at jihad kun er forsvarskrig og ikke har til formål at bære da’wahen, at polygami er betinget, og at skilsmisse er begrænset.

Det nåede så vidt, at vi så mange islamiske studier—selv oprigtigt mente studier—blive påvirket af denne strømning og retning. Blandt disse studier—og dette er det farligste—.

Usul al-fiqh-studier mellem bevisets styrke og tidens pres

Studierne i usul al-fiqh: Der er en enorm forskel mellem studierne i usul al-fiqh hos de grundige lærde i de tidlige islamiske tidsaldre og mange af studierne i usul al-fiqh i vores tid.

Når vi ser på det grundlag, som studierne i usul al-fiqh byggede på i de tidlige islamiske tidsaldre, finder vi, at dette grundlag alene var bevisets styrke.

Når de undersøgte lovgivningskilderne, var deres vigtigste hensyn at finde de kilder, som viste åbenbaringen og udtrykte den på en disciplineret måde, uden at der var plads til at hente shari’ah-love fra andet end åbenbaringen. Flertallet var enige om, at Qur’an, Sunnah, Sahabahs konsensus og qiyas var lovgivningskilder. De, der anvendte andre sekundære kilder, gjorde det, som vi tidligere har nævnt, fordi de var overbeviste om, at Qur’an og Sunnah henviste til dem. Deres hensigt var ikke at øge antallet af lovgivningskilder, så kilderne blev mere rummelige og i stand til at levere flere love. De var overbeviste om, at Allah den Højeste i Sin åbenbaring til Sendebuddet—må Allah velsigne ham og give ham fred—havde nedsendt det, der var tilstrækkeligt til at udlede shari’ah-love for alle spørgsmål, som kunne blive genstand for undersøgelse.

Når de undersøgte udledningsreglerne og de overordnede shari’ah-principper, søgte de ligeledes efter bevisets styrke og det, teksterne viste gennem deres shari’ah-mæssige og sproglige betydninger samt det, der kunne forstås ved deres implikation og rationelt forståede betydning—uden forcering eller vilkårlighed.

Når vi derimod ser på mange moderne studier i usul al-fiqh, finder vi, at bevisets styrke ikke er det grundlag, som forfatteren bygger sin undersøgelse på. I stedet ledsages han af en bekymring for at udvide shari’ah og dens kilder, gøre teksterne fleksible og øge antallet af overordnede shari’ah-principper for at bevise, at shari’ah er gyldig til enhver tid og på ethvert sted.

I drøftelserne om eksempelvis shari’ah-mæssige beviser eller lovgivningskilder forsøger disse studier i usul al-fiqh at bekræfte de fleste, hvis ikke alle, de lovgivningsbeviser, som de tidligere usul-lærde anvendte, både stærke og svage. De ser ikke på det enkelte bevis’ styrke eller svaghed, men kun på én ting: at alle disse kilder skal anvendes, så shari’ah bliver rummelig nok til at udlede flere love, som denne tid kræver. Dermed antager de en samling lovgivningskilder, som ingen enkelt mujtahid har antaget i sin helhed. Hver mujtahid antog kun nogle af dem ud fra sin overbevisning og bevisførelse.

Nye principper og udvidelsen af princippernes betydning

Når vi ser på afsnittet om udledningsregler og overordnede shari’ah-principper i disse moderne studier, finder vi den samme bekymring hos forskeren: Hvor er reglerne, som sikrer fleksibilitet, udvikling og rummelighed i shari’ah? Samtidig ser han bort fra, om disse regler er stærke eller svage.

I moderne studier har vi fundet overordnede shari’ah-principper, som ikke fandtes i de tidligere lærdes værker, hverken i deres formulering eller antal. Eksempelvis er der fremkommet et nyt princip: »Det kan ikke benægtes, at lovene ændres, når tiderne ændres.« Et andet princip, som de islamiske lærde ikke kendte gennem historien, lyder: »I kontrakter lægges der vægt på hensigter og betydninger, ikke ord og formuleringer.« Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at dette princip er hentet fra vestlige forfatninger. De hævder, at disse er shari’ah-principper, såsom: »Når en sag bliver trang, udvides dens ramme,« eller: »Den, der fremskynder noget før dets rette tid, straffes ved at blive berøvet det.« Et andet lyder: »Hvor interessen findes, findes Allahs shari’ah.« Men ingen af disse har fastlagte rammer eller shari’ah-mæssige beviser. Nogle af dem kan gennem en induktiv gennemgang beskrive visse sider af shari’ah, men de kan ikke være grundprincipper, som shari’ah-love udledes af.

De tog også shari’ah-principper med præcise betydninger, udvidede deres betydning og lod dem bære mere, end de kunne. Et eksempel er princippet: »Nødvendigheder tillader det forbudte.« Denne præcise formulering fandtes ganske vist ikke hos de tidlige lærde, men betydningen havde et begrænset omfang. Nu bruges princippet som bevis for at tillade mange forbudte handlinger, som det ikke omfatter.

De brugte også princippet: »Udgangspunktet for ting er tilladelse« som bevis for, at det er tilladt at antage menneskeskabte systemer og love. De placerede lovgivning i kategorien ting. Selv den osmanniske stat ophævede i sine sidste år hudud-straffene med dette princip som påskud. Alt dette blev gjort for at bevise, at shari’ah er gyldig til enhver tid og på ethvert sted, og at dens lovgivningskilder og regler er så talrige og fleksible, at de kan give en lov for enhver hændelse og ethvert problem.

Bevisets styrke er det rette grundlag

Mine ærede brødre, vi står i dag over for et grundlæggende problem i de moderne studier af usul al-fiqh. Problemet ligger i det grundlag, som disse studier skal bygge på. Hvad er dette grundlag? Er det bevisets styrke? Eller er det at udvide og udvikle shari’ah og øge dens fleksibilitet for at gøre den gyldig til enhver tid og på ethvert sted?

Det korrekte svar er uden tvivl bevisets styrke. Vi er pålagt at følge, og efterfølgelse sker ved at undersøge bevisets styrke og det, som beviset viser.

Hvad angår shari’ahens kendetegn og egenskaber, dens gyldighed til enhver tid og på ethvert sted og de resultater, som anvendelsen af shari’ah fører til i virkeligheden, er det ikke vores opgave eller vores værk. Det hører til Allah den Højestes visdom, da Han nedsendte shari’ah. Vi opdager og erkender disse egenskaber, efter at vi har forstået shari’ah i overensstemmelse med det stærke bevis og anvendt den korrekt og præcist.

Shari’ahens gyldighed til enhver tid og på ethvert sted kommer ikke gennem den lærdes eller mujtahidens handling. Det er derimod en egenskab, som Allah den Højeste har nedlagt i den. Allah den Højeste, som har lovgivet den og nedsendt den til Sit Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—har givet shari’ah denne egenskab. Det er ikke mujtahidens opgave. Allah den Højeste siger:

﴿ ٱلْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِى وَرَضِيتُ لَكُمُ ٱلْإِسْلَـٰمَ دِينًا ﴾
»I dag har Jeg fuldendt jeres religion for jer, fuldbyrdet Min gunst over jer og godkendt islam som jeres religion« [5:3].

Derfor skal vi være fast overbeviste om, at shari’ah er gyldig til enhver tid og på ethvert sted, efter at den er hentet fra sine kilder, og efter at vi har begrænset os til de kilder, som et endegyldigt bevis har fastslået som lovgivningskilder. Hvis vi vil vide, hvad der gør shari’ah gyldig til enhver tid og på ethvert sted, og hvordan en shari’ah-lov kan udledes for enhver hændelse og ethvert spørgsmål i enhver tid og på ethvert sted, selv om lovgivningskilderne og teksterne er begrænsede, finder vi ikke svaret i shari’ahens udvikling. Allahs shari’ah er fast og udvikler sig ikke; den ændrer sig ikke. Halal forbliver halal indtil Opstandelsens Dag, og haram forbliver haram indtil Opstandelsens Dag. Svaret ligger heller ikke i shari’ahens fleksibilitet. Fleksibilitet betyder bevægelse og forvandling, og det ville betyde, at shari’ah ændrer sig. Shari’ah er hævet over at være sådan.

Hemmeligheden bag shari’ahens gyldighed til enhver tid og på ethvert sted

Shari’ahens gyldighed til enhver tid og på ethvert sted skyldes to hovedårsager. Den første er, at denne shari’ahs Lovgiver er Allah den Højeste, den Vise, den Alvidende, den Finsindede og den Altvidende. Han skabte mennesket og ved, hvad der rører sig i dets indre af instinkter og organiske behov. Disse danner grundlaget for menneskets handlinger, bevægelse og livskraft, og derfra opstår menneskets problemer og spørgsmål, som kræver regulering og behandling. Ingen andre end Allah den Højeste kender denne menneskesjæls hemmeligheder. Han er dens Skaber og Ophav og ved, hvad der gavner den, og hvad der fordærver den. Allah den Højeste siger:

﴿ وَلَقَدْ خَلَقْنَا ٱلْإِنسَـٰنَ وَنَعْلَمُ مَا تُوَسْوِسُ بِهِۦ نَفْسُهُۥ ۖ وَنَحْنُ أَقْرَبُ إِلَيْهِ مِنْ حَبْلِ ٱلْوَرِيدِ ﴾
»Vi har visselig skabt mennesket og ved, hvad dets eget indre hvisker til det, og Vi er det nærmere end dets halspulsåre« [50:16].

Og Allah den Almægtige siger:

﴿ أَلَا يَعْلَمُ مَنْ خَلَقَ وَهُوَ ٱللَّطِيفُ ٱلْخَبِيرُ ﴾
»Skulle Han, som skabte, ikke vide, når Han er Den Mest Finsindede, Den Altvidende?« [67:14].

Da Allah den Højeste lovgav Sin shari’ah for menneskene, lovgav Han den for mennesket i dets egenskab af menneske. Mennesket er mennesket fra Adams skabelse, indtil Allah arver jorden og alle på den. Derfor er shari’ah gyldig til enhver tid og på ethvert sted. Det står i modsætning til menneskers systemer, som fastsættes af lovgivere, der ikke kan lodde menneskesjælens dybder og ikke ved, hvad der gavner eller fordærver den. De behandler kun midlertidige problemer, som de ser foran sig, men som i virkeligheden blot er ydre virkninger af menneskets problemer og ikke problemernes kerne. Derfor bliver de nødt til at udvikle, ændre og udvide deres lovgivninger, hver gang nye ydre virkninger af menneskelige problemer viser sig. Det sker ikke med Allahs shari’ah, som stemmer overens med menneskets fitrah i både fortid og nutid. Allah den Højeste siger:

﴿ فَأَقِمْ وَجْهَكَ لِلدِّينِ حَنِيفًا ۚ فِطْرَتَ ٱللَّهِ ٱلَّتِى فَطَرَ ٱلنَّاسَ عَلَيْهَا ۚ لَا تَبْدِيلَ لِخَلْقِ ٱللَّهِ ذَٰلِكَ ٱلدِّينُ ٱلْقَيِّمُ وَلَـٰكِنَّ أَكْثَرَ ٱلنَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Vend derfor dit ansigt mod religionen som hanif—Allahs fitrah, som Han har skabt menneskene med. Der er ingen ændring af Allahs skaberværk. Det er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke« [30:30].

Det andet aspekt—det andet grundlag—er, at shari’ah-teksternes store spændvidde i Qur’an og Sunnah gør dem tilstrækkelige til at fastlægge en shari’ah-lov for enhver ny sag. Teksternes ordlyd er nemlig ikke fuldstændig snæver. De indeholder mange generelle formuleringer, som peger på overordnede shari’ah-principper. De indeholder også formuleringer, hvorfra der kan udledes generelle principper, som gælder for mange enkelttilfælde, og hvorfra shari’ah-lovenes effektive årsager (‘ilal) udledes. Loven findes derfor, når dens effektive årsag findes, og ophører med at gælde, når årsagen ikke findes, uanset tid og sted.

Dette betyder ikke, at shari’ah er fleksibel og udvikler sig, eller at lovene ændrer sig fra én tid til en anden eller fra ét sted til et andet. Det betyder derimod, at shari’ah er vid og omfattende og rummer shari’ah-love, som dækker alle nye hændelser.

Når en bestemt ny hændelse opstår, finder vi en shari’ah-lov, der gælder for den. Det betyder ikke, at shari’ah-loven har ændret sig. Det betyder kun, at ethvert spørgsmål har sin egen shari’ah-lov, som ikke ændrer sig.

Underkastelse og efterfølgelse: højnelsens vej

Mine kære brødre, at holde sig til dette grundlag i studiet af usul al-fiqh er den korrekte anvendelse af den fuldstændige underkastelse for Allah alene i guddommelighed og lovgivning og af udelukkende at følge Muhammad—må Allah velsigne ham og give ham fred.

﴿ قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ ٱللَّهَ فَٱتَّبِعُونِى يُحْبِبْكُمُ ٱللَّهُ ﴾
»Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig; Allah vil elske jer« [3:31].

Det skyldes, at underkastelse kræver efterfølgelse, og efterfølgelse kræver, at man undersøger beviset. Denne disciplin fører også til den islamiske Ummahs oprejsning—den oprejsning, I håber på, og som behager Allah den Højeste. At holde sig til beviset fører til en korrekt forståelse af, hvad Allah den Højeste mener. Den korrekte forståelse fører til korrekt handling og sund adfærd. Den korrekte shari’ah-mæssige adfærd i Ummahs liv fører til dens højnelse:

﴿ وَأَلَّوِ ٱسْتَقَـٰمُوا۟ عَلَى ٱلطَّرِيقَةِ لَأَسْقَيْنَـٰهُم مَّآءً غَدَقًا ﴾
»Hvis de var forblevet standhaftige på vejen, ville Vi bestemt have givet dem rigeligt vand at drikke« [72:16].

Denne disciplin skal styre studierne i usul al-fiqh, så samtidens civilisatoriske og kulturelle pres ikke får os til at vælge en anden retning end de tidlige generationers. Deres retning var den shari’ah-mæssige metode, som Qur’anens vers og Profetens hadither—må Allah velsigne ham og give ham fred—befaler. Dette er, hvad jeg ville sige. Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og for jer, og al lovprisning tilkommer Allah, alverdens Herre.

Spørgsmål fra seerne

Nu går jeg videre, mine brødre, til de spørgsmål, der måtte være kommet under denne halaqa.

Betydningen af shari’ahens fleksibilitet og udvikling

Bror al-‘Abid spørger: Man siger, at der ikke er nogen tvist om terminologien. Hvorfor filosoferer I så over udtrykket »shari’ahens fleksibilitet«, som om de, der bruger det, modsiger Allahs shari’ah?

Vi standsede ikke ved selve ordlyden eller formuleringen. Vi så derimod på det fagudtryk, som de, der indførte det, skabte for at udtrykke den betydning, de ønskede.

De, der brugte udtrykket »fleksibilitet«, gjorde deres holdning helt tydelig. Mange af dem forklarede det og præciserede, hvad de mente. Blandt de formuleringer, de brugte til at udtrykke samme betydning, var princippet: »Det kan ikke benægtes, at lovene ændres, når tiderne og stederne ændres.« Når de taler om at ændre lovene, mener de altså, at det, der var halal i fortiden, nu bliver… eller at det, der var haram i fortiden, bliver halal i dag. Måske bliver det, der tidligere var wajib, i dag mubah, eller omvendt. Med »fleksibilitet« mener de, at shari’ah kan tilpasse sig, ændre form og udvikle sig i takt med den skiftende virkelighed.

De brugte også en anden betegnelse: shari’ahens udvikling. Dette udbredte begreb blandt visse mennesker har naturligvis skabt en helt anden forståelse af Qur’an i vores tid. Jeg har ret til at kalde det en ny religion. Vi har nu det, der påstås at være en ny religion. Dens tilhængere hævder, at den er islam, og at de fortolker Qur’an gennem en udviklet forståelse. De siger:

Qur’an er åbenbaring fra Allah den Højeste, og dens tekst er fast. Men fortolkningen af Qur’an—altså forståelsen af den—udvikler sig. Hver tidsalder har sin egen forståelse. På Profetens tid—må Allah velsigne ham og give ham fred—forstod mennesker Qur’an på en bestemt måde og anvendte den på en måde, der passede til deres tid. Efterhånden som tiden gik, udviklede nogle jurister angiveligt deres forståelse af Qur’an. Derfor skal denne tidsalder også have en udviklet forståelse af Qur’an, som passer til vores tid.

Under denne overskrift skabte de en helt anden forståelse. Den er i virkeligheden en ny religion med sin egen shari’ah. De hævder, at den er hentet fra Qur’an, men den har intet med Qur’an at gøre.

Det er naturligvis de samme, som vi tidligere har omtalt: dem, der afviser Sunnah som kilde til shari’ah-love. Med det mener jeg, at de, som afviser Sunnah, består af forskellige strømninger og retninger. Blandt dem findes desværre en moderne strømning, som i dag vildleder mange. De taler om »den samtidige læsning« af Qur’an. Bogen—de skelner mellem Bogen og Qur’an og mellem Sendebuddet og Profeten. De hævder, at vi skal læse Qur’an på en nutidig måde, fordi forståelsen gennem Qur’an udvikler sig med menneskets og tidens udvikling.

Her ligger altså faren ved at bruge termer. Her ligger faren ved at bruge termer—her ligger faren ved at bruge termer, som bærer betydninger, betydninger der er fuldstændig i strid med den islamiske shari’ahs betydninger. Vores indvending gælder ikke blot termen »fleksibilitet« eller termen »udvikling«. Vores grundlæggende indvending gælder den betydning, der menes med denne term, med dette udtryk: fleksibilitet eller udvikling.

Hvis nogen siger til os: »Med fleksibilitet mener vi shari’ahens bredde,« svarer vi, at dette udtryk er dårligt valgt. Der skal være en sammenhæng mellem ordets sproglige betydning og dets faglige brug. Den faglige betydning har ganske vist forrang for den sproglige, men når et ord vælges til at bære en bestemt faglig betydning, består der en forbindelse mellem de to. Udtrykket »fleksibilitet« antyder ændring og forvandling. Det korrekte udtryk for shari’ahens virkelighed og dens gyldighed til enhver tid og på ethvert sted er, at den er bred. Vi taler om shari’ahens bredde, ikke om dens fleksibilitet eller udvikling. Dette emne har vi drøftet i tidligere episoder.

Metoden til at etablere staten og de skiftende fremgangsmåder

Søster Monia Belhadj spørger: Nogle undrer sig over, hvorfra partiet har hentet den metode, som vores Profet fulgte for at etablere sin stat. De fire imamer har ikke omtalt denne form for ijtihad. Hvis islam kan udvikle sig, hvorfor skal vi så se tilbage i stedet for at skabe en ny og moderne metode? Vi afventer jeres svar. Må Allah velsigne jer, belønne jer og ære jer.

Spørgsmålet har to sider. Hvad angår den første: De tidligere jurister behandlede ikke spørgsmålet om, hvordan den islamiske stat etableres. Svaret er enkelt. De var praktiske mennesker og beskæftigede sig kun med viden, der havde praktisk nytte. Når nogle jurister gik ind i hypotetiske spørgsmål uden praktisk anvendelse, kritiserede flertallet af jurister dem som »hvad-nu-hvis?«-skolen (al-ara’aytiyyun), som de blev kaldt. Juristerne udførte ijtihad og udledte kun love for praktiske spørgsmål, som mennesker havde brug for i livet.

I århundreder levede de i Dar al-Islam under en islamisk levemåde. Ingen af dem forestillede sig måske, at der ville komme en dag, hvor den muslimske verden slet ikke havde noget Dar al-Islam. Den islamiske Ummah mistede ganske vist store landområder, som blev besat af de vantro, og nogle lande blev til Dar al-Kufr. Men den muslimske verden mistede aldrig fuldstændigt et Dar al-Islam, hvorfra mujahidiner kunne drage ud for at befri islamiske lande og føre dem tilbage til islam, altså tilbage til Dar al-Islam. At hele den muslimske verden skulle være helt uden noget Dar al-Islam, var aldrig sket.

Derfor undersøgte de ikke, hvordan den islamiske levemåde genoptages, Dar al-Islam etableres, og det islamiske kalifat genoprettes. Derfor behandlede de tidligere jurister slet ikke dette spørgsmål.

Hvad angår påstanden om, at en ny og moderne metode må opfindes: Shari’ah-love udvikles eller opfindes ikke; de er faste. Spørgsmålet handler nu om, hvordan den islamiske stat etableres, og hvordan den islamiske levemåde genoptages gennem etableringen af den islamiske stat. Denne fremgangsmåde har to dele. En del er underlagt bindende shari’ah-love og hører under det obligatoriske. Andre dele af fremgangsmåden hører under det tilladte.

Dette spørgsmål vedrører Profetens egne handlinger—må Allah velsigne ham og give ham fred. Da han etablerede den islamiske stat, arbejdede han for at etablere den i den makkanske fase, indtil den blev oprettet i Madinah. Når vi undersøger Profetens Sirah, finder vi, at nogle af hans handlinger var obligatoriske; Allah den Højeste befalede ham at udføre dem. Det, der var obligatorisk for Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—er også obligatorisk for os, fordi Allahs tale til Profeten er en tale til os. Allah den Højeste siger:

﴿ لَّقَدْ كَانَ لَكُمْ فِى رَسُولِ ٱللَّهِ أُسْوَةٌ حَسَنَةٌ ﴾
»I har visselig et godt forbillede i Allahs Sendebud« [33:21].

Det, som Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—var forpligtet til at gøre i arbejdet for at etablere Dar al-Islam, bringe den islamiske levemåde til eksistens og etablere den islamiske stat, er så meget desto mere obligatorisk for os.

Nogle af de handlinger, Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—udførte under etableringen af den islamiske stat, var tilladte. Dem placerer vi under fremgangsmåder (asalib), som det er tilladt at anvende eller lade være. Den bindende metode er det, Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—gjorde som en pligt, fordi Allah den Højeste befalede ham det. Ligesom Allah bandt ham til den, skal vi også holde os til den. Det, Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—gjorde på tilladt grundlag, hører under fremgangsmåder. Alle de midler, han brugte, var tilladte. De er også tilladte for os: Vi kan anvende dem, lade dem være eller bruge andre midler.

På et tidspunkt i sin mission gjorde Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—den åbne forkyndelse af da’wahen til en del af den bindende metode. Den er også obligatorisk for os på dette trin i Profetens metode: Vi skal åbent forkynde da’wahen. Hans fremgangsmåder omfattede at stå på et bjerg, tale til mennesker på markederne og besøge dem i deres forsamlinger samt at gå i to rækker gennem Makkahs bjergpas, gader og kvarterer. Det var forskellige fremgangsmåder til åbent at forkynde da’wahen. Vi er ikke bundet til disse bestemte fremgangsmåder, fordi de var tilladte; han valgte det, der passede til omstændighederne. I dag vælger vi ligeledes passende midler: dette program gennem kommunikationsmedier, optræden på tv-kanaler, hvis det er muligt, udgivelse af tidsskrifter, aviser og bøger, afholdelse af foredrag eller uddeling af løbesedler på gaderne og så videre. Alt dette er tilladte fremgangsmåder og midler. Fordi den bindende metode var obligatorisk for ham, er den også obligatorisk for os.

Nogen vil måske indvende: »Men virkeligheden har ændret sig.« Jeg svarer, at Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—arbejdede for at ændre samfundet. Ligesom mennesket er det samme i sin sammensætning, sine instinkter og sine organiske behov fra Allahs skabelse af Adam til Opstandelsens Dag, er samfundet også det samme.

Et samfund består af mennesker, der er forenet af tanker, følelser og systemer. Makkahs samfund, hvor Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—blev sendt, og de arabiske samfund bestod af mennesker, der var forenet af tanker, følelser og systemer. I dag lever vi ligeledes i et samfund, der er forenet af tanker, følelser og systemer. Et samfund ændres derfor ved at ændre dets tanker, følelser og systemer. Hvordan skulle selve metoden ændre sig? Samfundet er det samme i sin grundlæggende sammensætning.

Profetens samfund—må Allah velsigne ham og give ham fred—havde sine tanker, følelser og systemer, mens vores samfund i dag har andre tanker, følelser og systemer. Det betyder, at vi skal undersøge, hvilke tanker, følelser og systemer der skal ændres, så vi kan bringe islams tanker, følelser og systemer til eksistens og dermed skabe det islamiske samfund og den islamiske levemåde.

Hvad angår metoden til at arbejde med samfundet for at ændre det, har samfundet den samme grundlæggende struktur. Hvordan ændrer vi så samfundet gennem arbejde i denne struktur? Metoden er den samme, men tiltalen kræver, at vi ser på samfundets kultur, dets almindelige skikke og dets systemer. Derefter undersøger vi, hvilke islamiske tanker der kan imødegå og ændre dem.

Metoden er altså den samme. Men i tiltalen undersøger vi den fremherskende kultur i samfundet, de almindelige skikke og systemerne, så vi kan møde dem med passende islamiske tanker.

I dag taler vi ikke til mennesker om at afskaffe tilbedelsen af Hubal og Manat. Vi taler heller ikke til dem om at begrave døtre levende, for dette findes ikke længere. I stedet taler vi til dem om at forkaste Vestens lovgivninger, der er trængt ind i vores lande, og Vestens begreber, der har invaderet vores sind: nationalisme, patriotisme, adskillelse af religionen fra livet og offentlige friheder. Vi fremlægger det islamiske alternativ til dem. Tiltalen er således en anden tiltale fra islam selv om andre spørgsmål i islam selv for at imødegå nye tanker. Men metoden til at ændre samfundets struktur skal være den metode, Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—anvendte. Vi får måske senere, om Allah vil, episoder med titlen Hvordan man bærer da’wahen.

Ændringen i Imam al-Shafi‘is madhhab

Bror Abdullah siger: Det fortælles, at al-Shafi‘i ændrede sine shari’ah-love, da han flyttede fra Irak til Egypten. Vidner det ikke om den nye virkeligheds indflydelse eller om, at hans forståelse blev udvidet, så han opdagede noget, han ikke tidligere havde erkendt? Ellers ville det betyde, at Allahs love ændrede sig for ham. Overfør denne sammenligning til den store udvikling i menneskers liv i dag, især efter at verden er blevet som en lille landsby.

Jeg har drøftet netop dette eksempel i tidligere halaqaat, så jeg gentager det naturligvis nu. Den ene ting leder tanken hen på den anden.

Mine brødre, da Imam al-Shafi‘is madhhab ændrede sig, og han gik fra én madhhab til en anden, opstod det, der kaldes hans gamle madhhab og hans nye madhhab. Dette faldt sammen med hans flytning fra Irak til Egypten; det skyldtes ikke flytningen.

Lad mig fortælle en historie, som rummer en lære og også noget humor. Det fortælles, at en dreng bad sin far om lov til at gå ud og lege i haven. Faren så gennem vinduet. Hvis han så træet bevæge sig kraftigt i vinden, sagde han til drengen: »Vinden er kraftig udenfor. Se på træet. Bliv hjemme, og gå ikke ud.« For faren var træets bevægelse et tegn på vind og måske endda storm. Men drengen forbandt forbuddet mod at gå ud med træets bevægelse. Han gjorde straks træet til selve årsagen og begyndte at fælde det, så det ikke længere kunne forhindre ham i at gå ud.

Denne forbindelse er naiv og simpel. Træets bevægelse faldt blot sammen med, at han ikke måtte gå ud, og derfor troede han, at træets bevægelse forhindrede ham i at gå ud. Det er en overfladisk betragtning.

Påstanden er, at Imam al-Shafi‘i, da han flyttede til Egypten, blev påvirket af Egyptens miljø, samfund og kultur og derfor ændrede sin madhhab. Denne tale er uværdig for Imam al-Shafi‘i og for islamisk fiqh. Den er en fornærmelse mod islamisk fiqh og mod Imam al-Shafi‘i selv. Imam al-Shafi‘i henter ikke sin fiqh fra virkeligheden.

Det, der faktisk skete, var, at Imam al-Shafi‘i i begyndelsen af sit videnskabelige liv studerede hadith-skolen hos lærde fra Madinah. Han blev elev af Imam Malik—må Allah have barmhjertighed med ham—og voksede således op i hadith- og traditionsskolen. Senere rejste han til Irak, hvor han mødte en anden skole, meningsskolen: Abu Hanifahs, Sufyan al-Thawris og andres skole. Denne skole udmærkede sig særligt i qiyas.

Imam al-Shafi‘i lærte således de to skoler at kende. Først fulgte han Imam Maliks skole og hadith- og traditionsskolen. Da han derefter studerede meningsskolen, ophørte han med at følge en bestemt madhhab og med blot at være elev. I stedet genovervejede han spørgsmålene selvstændigt og etablerede sin egen metode ud fra de beviser, han nåede frem til. Han drog nytte af begge skolers metoder, fastlagde grundlaget for usul al-fiqh og skrev al-Risalah.

På grundlag af disse principper i usul al-fiqh udviklede han en ny fiqh. Den opstod ikke, fordi han blev påvirket af miljøet i Egypten, Irak eller Den Arabiske Halvø, og heller ikke fordi han blandede miljøerne. Nej, den opstod på grund af hans høje videnskabelige niveau og hans egen undersøgelse. Han grundlagde en skole på principper, han selv havde fundet bevis for, og foretog derefter på ny ijtihad og udledte sine love på grundlag af dem. Således opstod hans nye madhhab.

Sagen handler ikke om udvikling over tid eller sted eller om samfundsmæssig forandring. Den handler derimod om, at denne mand nåede et højt niveau i viden og videnskaberne, indtil han ikke længere var bundet af hadith- og traditionsskolen eller af meningsskolen i Irak. Derfor blev hans madhhab enestående. Fra en anden vinkel siger jeg, at Imam al-Shafi‘is skole—må Allah have barmhjertighed med ham—rummer nogle af de største og mest ophøjede metoder til udledning og refleksion over tekster, som den islamiske verden har kendt.

Sagen handler altså ikke om udvikling. Hvis sagen var, at mennesker påvirkes af miljøet og derfor udvikler deres tale, hvad betyder det så, at den malikitiske madhhab, som opstod i Den Arabiske Halvøs ørken, spredte sig i Andalusien, der hverken gennem sin historie, sit miljø, sin tidligere kultur eller sine sprog havde nogen forbindelse til Den Arabiske Halvø? Hvad betyder det, at den malikitiske madhhab spredte sig dér? Den samme malikitiske madhhab spredte sig også i Malaya og i nogle områder i den islamiske verdens østlige del flere hundrede år efter madhhabens opståen. Og hvad betyder det, at den samme shafi‘itiske madhhab spredte sig på Indonesiens øer og andre steder i verden?

Det, der faktisk skete, var, at malikitiske jurister rejste til det islamiske Maghreb og Andalusien. Deres madhhab spredte sig, fordi disse jurister bragte den med sig. På samme måde spredte den shafi‘itiske madhhab sig på Indonesiens øer, fordi shafi‘itiske jurister kom dertil og underviste befolkningen i den. Sagen har altså intet med udvikling eller miljøets påvirkning at gøre.

De shari’ah-mæssige tekster er faste, og deres betydninger er faste; det er virkeligheden, der ændrer sig. Det krævede er derfor ikke at ændre shari’ah-lovene, men at søge i shari’ah og dens grundlag—lovgivningsbeviserne—efter love, der gælder for den nye virkelighed. Når virkeligheden ændrer sig, ændres shari’ah-loven ikke. I stedet ophører én lov med at gælde, og en anden lov, der vedrører denne virkelighed, træder i kraft. Enhver lov har sin faktiske genstand (manat al-hukm), altså sin virkelighed. Selve shari’ah-loven har ikke ændret sig. Virkeligheden ændrede sig; denne lov ophørte med at gælde, og en anden trådte i dens sted. Det, mennesker kalder »ændring af lovene«, er en talemåde, selv når de undertiden mener noget korrekt med den. Sagen handler ikke om en ændring af lovene. Den handler om en ændring af virkeligheden: Nogle love ophører med at gælde, andre love træder i kraft, og atter andre love træder i kraft. Det er emnet om den skiftende virkelighed—den skiftende virkelighed, ikke skiftende shari’ah-love.

Afslutning

Mine ærede brødre, jeg takker jer for at have fulgt med. Jeg beklager, at jeg har holdt jer så længe. Må Allah den Højeste tilskrive mig og jer belønning, øge os i viden og gøre vores viden og handlinger oprigtige alene for Hans ærede åsyn. Må Allah velsigne vores mester Muhammad, hans familie, hans Sahabah og alle, der fulgte hans retledning på bedste vis indtil Dommens Dag. Fred være med jer og Allahs nåde og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del