Alle Halaqaat
DA

Halaqa 31

Lā ilāha illā Allāh som muslimernes intellektuelle grundlag

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 31: Lā ilāha illā Allāh som muslimernes intellektuelle grundlag

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 30. juni 2018

Video med undertekster

Fuld transskription

Fra bogenIslams systemSjette udgave · 2001s. 64

Indledende passage fra bogen Islams system

Ydermere skal man være omhyggelig med at bære denne da’wah som en intellektuel ledelse til verden; en intellektuel ledelse, hvorfra systemerne udspringer og hvorpå alle tanker baserer sig. Ud fra disse tanker udspringer - uden undtagelse - alle de opfattelser, der påvirker livsperspektivet.

Se bogkilden

Indledning

Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige. Al lovprisning tilkommer Allah, og må Allahs fred og velsignelser være over Allahs Sendebud, hans familie, hans ledsagere og dem, der følger ham. Velkommen, kære seere, til en ny episode af jeres program Halaqa Online. I denne episode taler vi om et emne, der hører til de mest påtrængende pligter for da’wah-bærere, som vil henvende sig til samfundet og interagere med det for at få det til at antage islam som et system for livet, samfundet og staten og som en sag, så det kan genoptage den islamiske levemåde.

Lā ilāha illā Allāh som muslimernes intellektuelle grundlag

Jeg kan give denne episode titlen »Lā ilāha illā Allāh, Muhammad er Allahs Sendebud: muslimernes intellektuelle grundlag«. Vidnesbyrdet—eller rettere de to vidnesbyrd om, at der ikke er nogen gud undtagen Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud—er muslimernes intellektuelle grundlag. Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلنَّاسُ قَدْ جَآءَكُم بُرْهَـٰنٌ مِّن رَّبِّكُمْ وَأَنزَلْنَآ إِلَيْكُمْ نُورًا مُّبِينًا ﴾
»O mennesker! Der er kommet et afgørende bevis til jer fra jeres Herre, og Vi har sendt et klart lys ned til jer« [4:174]

﴿ فَأَمَّا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ بِٱللَّهِ وَٱعْتَصَمُوا۟ بِهِۦ فَسَيُدْخِلُهُمْ فِى رَحْمَةٍ مِّنْهُ وَفَضْلٍ وَيَهْدِيهِمْ إِلَيْهِ صِرَٰطًا مُّسْتَقِيمًا ﴾
»Hvad angår dem, der tror på Allah og holder fast ved Ham, vil Han føre dem ind i barmhjertighed og gunst fra Ham og retlede dem til Sig ad en lige vej« [4:175]

Det intellektuelle grundlag og et samfund, der har opnået højnelse

Kære brødre, et samfund, der har opnået højnelse, er ligesom et menneske, der har opnået højnelse. Det er et samfund, som antager et bestemt grundlag for sin tænkning og dermed for sin adfærd og sine relationer. Det følger dette grundlag, som fastlægger dets livsanskuelse og gør dets tanker til et sammenhængende bygningsværk og en harmonisk helhed. Tankerne er derfor hverken i konflikt eller modstrid med hinanden, og den ene fortærer ikke den anden. Det giver samfundet en særpræget karakter, en bestemt farve, en fast retning, en beslutsom holdning og en klar mening. Et samfund, som mangler dette intellektuelle grundlag, bærer derimod på en blanding af tanker, som hverken er ensartet eller sammenhængende. Det er en blanding af modsætninger og uforenelige elementer: Hver tanke rammer en anden, og hver mening fortærer en anden.

På samme måde har et menneske, der mangler dette intellektuelle grundlag, ingen tillid til en tanke, det bærer, er ikke sikkert på en mening, det fremsætter, og står ikke fast på en holdning, det indtager. Dets tanker er altid prisgivet vinden og kan blive spredt af enhver brise, der passerer. Det gør mennesket til en ustabil, omskiftelig og svag personlighed—et menneske på et lavt niveau. Det samme gælder et samfund, der ikke bygger på dette intellektuelle grundlag: Det bliver et samfund på et lavt niveau, som ikke ledes af en bestemt livsanskuelse. Derfor lader det sig let føre af alle slags modstridende tankestrømninger, især når de kommer udefra og bæres af internationale magter med dominans, indflydelse og styrke.

Den islamiske ’aqidas helhedsomfattende karakter

Allah, Den Mægtige og Majestætiske, ville derfor, at muslimernes ’aqida skulle være grundlaget for hele muslimens tænkning og adfærd og grundlaget for samfundets kultur og systemer. Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ ٱدْخُلُوا۟ فِى ٱلسِّلْمِ كَآفَّةً ﴾
»I, som tror! Træd fuldt ud ind i islam« [2:208]

Det vil sige: Træd helt ind i islam. Den islamiske ’aqida er ikke som andre religiøse verdensanskuelser, der beskæftiger sig med en del af menneskets tænkning og kun kaster deres skygge over et begrænset antal tanker. En muslim, der antager den og forstår den korrekt, kan derimod ikke andet end at bygge alle sine tanker, sin kultur og sine meninger på den og undlade at bære nogen mening eller forståelse, der strider mod den. Det er dette, der gør den islamiske ’aqida til et intellektuelt grundlag—altså et grundlag for tanker. I dette lys forstår vi det første vers, der blev åbenbaret til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred:

﴿ ٱقْرَأْ بِٱسْمِ رَبِّكَ ٱلَّذِى خَلَقَ ﴾
»Læs i din Herres navn, Ham som skabte« [96:1]

Muslimen skal derfor have sin ’aqida—og de tanker, den indeholder og medfører—i tankerne, når han lytter til en tanke, læser en undersøgelse, betragter en begivenhed eller hører en nyhed. Dermed vil hans sind ikke acceptere noget begreb, der strider mod den ’aqida, han bærer.

’Aqidaen som svar på den allerstørste knude

Den islamiske ’aqida er det afgørende svar på de grundlæggende spørgsmål, som udgør den allerstørste knude for mennesket. Den giver det endelige svar om menneskets, universets og livets oprindelse og om deres skæbne. Den forklarer mennesket betydningen af dets eksistens og det formål, det lever for. Derfor er den egnet til at være grundlaget for hele menneskets kultur og den lampe, der oplyser menneskets vej i det jordiske liv. Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ أَوَمَن كَانَ مَيْتًا فَأَحْيَيْنَـٰهُ وَجَعَلْنَا لَهُۥ نُورًا يَمْشِى بِهِۦ فِى ٱلنَّاسِ كَمَن مَّثَلُهُۥ فِى ٱلظُّلُمَـٰتِ لَيْسَ بِخَارِجٍ مِّنْهَا ﴾
»Er den, der var død, og som Vi gav liv og skænkede et lys, hvormed han går blandt menneskene, som den, hvis tilstand er i mørket, hvorfra han ikke kan komme ud?« [6:122]

Eftersom den islamiske ’aqida er den korrekte og sande ’aqida, som Allah, Den Ophøjede, åbenbarede til alle Sine profeter, kan den give mennesket en holdning til enhver tanke, mening og begivenhed. Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ وَنَزَّلْنَا عَلَيْكَ ٱلْكِتَـٰبَ تِبْيَـٰنًا لِّكُلِّ شَىْءٍ ﴾
»Og Vi har sendt Bogen ned til dig som en forklaring på alting« [16:89]

Det gode ord og det faste ord

Lyt til Allahs Bog, Den Ophøjede, som viser denne væsentlige egenskab ved den islamiske ’aqida. Han, priset være Han, sagde:

﴿ أَلَمْ تَرَ كَيْفَ ضَرَبَ ٱللَّهُ مَثَلًا كَلِمَةً طَيِّبَةً كَشَجَرَةٍ طَيِّبَةٍ أَصْلُهَا ثَابِتٌ وَفَرْعُهَا فِى ٱلسَّمَآءِ ﴾
»Har du ikke set, hvordan Allah fremsætter lignelsen om et godt ord som et godt træ, hvis rod står fast, og hvis gren rækker op i himlen?« [14:24]

﴿ تُؤْتِىٓ أُكُلَهَا كُلَّ حِينٍۭ بِإِذْنِ رَبِّهَا وَيَضْرِبُ ٱللَّهُ ٱلْأَمْثَالَ لِلنَّاسِ لَعَلَّهُمْ يَتَذَكَّرُونَ ﴾
»Det bærer sin frugt til enhver tid med sin Herres tilladelse. Allah fremsætter lignelser for menneskene, så de må tage ved lære.« [14:25]

Det gode ord, som det ædle vers nævner, er ifølge de fleste Qur’an-fortolkere den islamiske ’aqida. Ibn Abbas sagde, at det gode ord er lā ilāha illā Allāh, mens Mujahid og Ibn Jurayj sagde, at det gode ord er iman. Allah, Den Ophøjede, sammenligner således islam med et godt og rent træ. Ligesom træets rod står fast i jorden—solidt og stærkt—er islams ’aqida et fastslået, sikkert og urokkeligt grundlag, som er egnet til at danne grundlag for alle dets grene af lovbestemmelser, tanker, meninger og livsanskuelse. Det er som træet, der nævnes i verset, og som de profetiske beretninger angiver er dadelpalmen:

﴿ تُؤْتِىٓ أُكُلَهَا كُلَّ حِينٍۭ ﴾
»Det bærer sin frugt til enhver tid« [14:25]

Træet står aldrig uden blade, og mennesket spiser dets frugt året rundt som umodne dadler, friske modne dadler og tørrede dadler. Islam er som dette træ: Den bærer sin frugt til enhver tid med Allahs tilladelse. Den undlader aldrig at give muslimen den holdning, han har brug for over for enhver tanke, mening eller begivenhed. Derefter kommer Allahs ord, Den Ophøjede:

﴿ يُثَبِّتُ ٱللَّهُ ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ بِٱلْقَوْلِ ٱلثَّابِتِ فِى ٱلْحَيَوٰةِ ٱلدُّنْيَا وَفِى ٱلْـَٔاخِرَةِ ﴾
»Allah befæster dem, der tror, med det faste ord i det jordiske liv og i det hinsidige« [14:27]

Dette vers bekræfter den samme betydning. Ifølge Ibn Abbas er det faste ord lā ilāha illā Allāh. Den islamiske ’aqida gør muslimen standhaftig og fast over for alle livets krav. Betragt Allahs ord, Den Ophøjede:

﴿ وَمَن يُؤْمِنۢ بِٱللَّهِ يَهْدِ قَلْبَهُۥ وَٱللَّهُ بِكُلِّ شَىْءٍ عَلِيمٌ ﴾
»Den, der tror på Allah, hans hjerte retleder Han. Allah har viden om alt« [64:11]

I dette ædle vers fortæller Allah, Den Mægtige og Majestætiske, os… At troen på Ham—og dermed troen på de troslærdomme, Han har gjort obligatoriske—er det, der retleder menneskets hjerte. Når hjertet nævnes i den Ædle Qur’an, menes der ofte forstanden. Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ أَفَلَمْ يَسِيرُوا۟ فِى ٱلْأَرْضِ فَتَكُونَ لَهُمْ قُلُوبٌ يَعْقِلُونَ بِهَآ ﴾
»Har de da ikke rejst gennem landet, så de kunne få hjerter, som de kan begribe med?« [22:46]

Troen på Allah retleder og styrer dermed forstanden i alt, hvad mennesket møder i sit liv. Derfor afsluttede Allah, Den Ophøjede, verset med ordene:

﴿ وَٱللَّهُ بِكُلِّ شَىْءٍ عَلِيمٌ ﴾
»Allah har viden om alt« [64:11]

Det vil sige, at Allah ved alt og derfor er i stand til at lære mennesket det, som det har brug for i livet, som i Hans ord, Den Ophøjede:

﴿ وَٱتَّقُوا۟ ٱللَّهَ ۖ وَيُعَلِّمُكُمُ ٱللَّهُ ﴾
»Hav taqwa over for Allah; Allah lærer jer« [2:282]

Det intellektuelle grundlags virkning på de tidlige muslimer

Dette er den vigtigste egenskab, som kendetegnede de muslimer, der bar islam i begyndelsen af islams historie. Under jāhiliyyah havde disse ledsagere kufriske verdensanskuelser, dyrkede afguder, begik skamløse handlinger, begravede døtre levende, levede et liv præget af forfald og tilbageståenhed og udviste den stammebaserede og partiske jāhiliyyahs moralske egenskaber. Så snart den islamiske ’aqida blev grundlaget for deres tænkning, blev de til andre mennesker, som om deres kroppe nu rummede andre sjæle end før. Hver mand blandt dem blev en særpræget personlighed, der forkastede alle jāhiliyyahs verdensanskuelser, afskyede dens lave skikke og foragtede dens forældede og rådne begreber og traditioner. Dette nye intellektuelle grundlag—den islamiske ’aqida—oplyste den rette vej for dem, viste dem tingene, som de virkelig var, og menneskene efter deres værd, og fyldte deres sind med en storslået kultur. Den var som et knejsende bygningsværk og en mægtig bygning, der stod på et solidt fundament, indtil hver enkelt af dem med rette kunne beskrives som en, hvis adfærd var Qur’anen.

Med dette intellektuelle grundlag og de tanker, lovbestemmelser og systemer, der blev bygget på det, kunne de skabe den omfattende omvæltning på Den Arabiske Halvø. De forvandlede den fra forfalden afgudsdyrkelse til den rene og ublandede islam, som Sendebudet, må Allah velsigne ham og give ham fred, kaldte muslimerne til med ordene: «تركتكم على المحجة البيضاء، ليلها كنهارها، لا يزيغ عنها إلا هالك» — »Jeg har efterladt jer på den klare vej; dens nat er som dens dag. Kun den fortabte viger fra den.« [Se: Sunan Ibn Majah 43] Med dette grundlag drog de også ud fra Den Arabiske Halvø og åbnede verden. De stod over for nationer, som i deres sind og samvittighed bar på rodfæstede kulturer og blomstrende civilisationer. Disse folk lagde deres våben fra sig, forlod deres intellektuelle grundlag og vendte sig mod den islamiske ’aqida, som alle civilisationer og kulturer brød sammen over for, og hvis styrke ingen tanke eller religion kunne modstå.

Muslimernes holdning til tankekulturer og kulturer

Det skyldtes, at disse tidlige muslimer, når de mødte andre kulturer og civilisationer, gik direkte efter deres intellektuelle grundlag og rev dem ned fra grunden. De skelnede mellem viden, der stred mod deres eget intellektuelle grundlag, og som de afviste, forkastede og endda fjernede fra tilhængernes sind, og viden, der stemte overens med det, og som de antog, drog nytte af og bidrog til at berige og udvikle. Mens de således tog medicin, fysik, kemi, ingeniørvidenskab, regning, astronomi, administrationsvidenskab, militære, krigsmæssige og maritime discipliner samt andre videnskaber og civilisationens materielle former til sig og gjorde dem til kilder til deres styrke, overvejede de ikke at antage verdensanskuelser, religioner, systemer, lovgivning, ideologier og lignende. Der fandtes nogle mennesker, som var påvirket af græsk filosofi og fejlagtigt blev kendt som muslimske filosoffer, eller som var påvirket af indisk filosofi eller persisk tænkning. Men de var et lille mindretal, som det islamiske samfund isolerede, og de repræsenterede ikke den islamiske ummahs intellektuelle strømning på det tidspunkt.

Fortrængningen af det intellektuelle grundlag og begyndelsen på forfaldet

Men da muslimerne desværre gik ind i deres perioder med forfald, begyndte de at overse den egenskab, der kendetegnede deres ’aqida: at den er et intellektuelt grundlag. De begyndte at acceptere tanker, meninger og retninger, som modsagde og var uforenelige med den—altså med den islamiske ’aqida. Derfor så vi mange muslimer tale om filosofi og følge den, selv om den grundlæggende strider mod den korrekte tænkemåde, som islam bragte, og hvorigennem islam tydeliggjorde sin ’aqida. Det skete også, selv om filosofien indeholder tanker, der grundlæggende strider mod den islamiske ’aqida, og hvoraf nogle måske endda kan føre til kufr. Vi så også muslimer lovprise jāhiliyyah-litteraturen og derefter den europæiske litteratur, mens de var uvidende om—eller bevidst ignorerede—at den strider mod islams livsanskuelse. Psykologi, sociologi og pædagogik, hvis fordærv er tydeligt, begyndte at blive antaget og studeret med god samvittighed og blev undertiden endda undervist på islamiske institutter, selv om de indeholder fordærvede tanker, der strider mod islam, ud over at deres metode er fordærvet.

Historien og evolutionsteorien

Også historiestuderende begyndte at følge vestlige forskere og filosoffer i deres syn på historien og deres fortolkning af historiens bevægelse. De anvendte de teorier, som Vesten havde givet dem, på deres islamiske historie. De sagde eksempelvis, at den islamiske kultur er en fortsættelse af tidligere kulturer—jāhiliyyah-kulturen, den indiske, græske, romerske og persiske kultur og så videre. Man kunne endda finde religiøse muslimske forskere og historikere, som lod sig rive med af en teori, der var opfundet af nogle af de vesterlændinge, som kaldes antropologer. Teorien hævder, at mennesket oprindeligt ikke var tænkende og derfor ikke havde noget, der adskilte det fra dyrene, og at mennesket måske var en abe eller lignede en abe. Den stemmer overens med Darwins biologiske evolutionsteori, som nogle muslimske biologistuderende fandt acceptabel, selv om den grundlæggende strider mod den islamiske ’aqida.

Politik, økonomi og lovgivning

Hvad angår dem, der studerer det, som kaldes politologi, er der meget at sige. De skelnede ikke mellem den viden, der strider mod deres intellektuelle grundlag, og den, der ikke gør. De skelnede med andre ord ikke mellem på den ene side politisk tænkning og politiske systemer, som islam forbyder at tage fra andre kilder end Shari’ah, og på den anden side administrative systemer og love, som det er tilladt at tage til sig, sådan som Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, tog diwān-systemet til sig. De begyndte at antage politiske tanker og systemer fra øst og vest og gik endda så langt som til at knytte dem til islam. De sagde eksempelvis, at islam er demokratisk eller socialistisk, talte om islamisk socialisme eller sagde, at islams system er frit eller liberalt, samt andre lignende begreber importeret fra vest eller øst. Det samme gælder dem, der studerer økonomi.

De skelnede ikke mellem økonomiske systemer—som islam forbyder at tage fra andre kilder end Shari’ah, fordi de er lovgivning—og økonomisk videnskab, som undersøger midlerne til at udvikle samfundets velstand og løse økonomiske kriser og beslægtede problemer, og som det er tilladt at tage til sig, forudsat at den ikke strider mod Shari’ah-reglerne. De begyndte at sammenligne det socialistiske og det kapitalistiske system for at afgøre, hvilket system der var bedst egnet: socialismen eller kapitalismen. De overså, at de selv besad det største og bedst egnede økonomiske system i verden; ja, det er det eneste sunde system. Hvad angår lovgivning og detaljerede love, begyndte mange muslimer at finde det acceptabelt at søge afgørelser ved domstole, som afgjorde deres stridigheder ved hjælp af menneskeskabt lovgivning og menneskeskabte love. Disse udsprang ikke af den islamiske ’aqida og var naturligvis heller ikke udledt af Bogen og Sunnah. Muslimerne begyndte også at acceptere, at herskerne varetog deres anliggender ved hjælp af denne lovgivning og disse love.

Vejen tilbage til oprejsning

Dette er kun ganske få eksempler på den intellektuelle forvirring, som den islamiske ummah lider under, fordi den islamiske ’aqida er blevet fjernet fra sin position som et intellektuelt grundlag i livet. I en sådan tilstand er det ikke mærkeligt at se muslimerne befinde sig i dette forfald og denne tilbagegang, hvor de har mistet deres identitet, personlighed og kulturelle særpræg. Hvordan kan de hævde at have opnået oprejsning, når alle disse mangler består? Kære brødre, der findes ingen vej—ingen vej—for muslimerne i dag til at vende tilbage til deres tidligere ære, styrke og oprejsning, undtagen ved at antage den islamiske ’aqida som et intellektuelt grundlag, hvorpå de på ny kan opbygge deres intellektuelle og kulturelle bygningsværk. Al lovprisning tilkommer Allah, alle verdeners Herre.

Seernes spørgsmål

Nu bliver jeg hos jer for at besvare de spørgsmål, der måtte være kommet ind under denne episode.

Er den islamiske ’aqida en politisk ’aqida?

Spørgeren, broder Abdullah, siger, at den islamiske ’aqida beskrives som en politisk ’aqida. Besmitter denne udtalelse ikke ’aqidaen? Dette spørgsmål afhænger i virkeligheden af, hvad politik betyder som ord og som begreb, både sprogligt og sådan som det forekommer i Shari’ah. Desværre har den sekulære politik og tyrannernes politik i vores tid forvansket politikkens betydning og begreb. Udtrykket politik har derfor fået en dårlig og frastødende klang blandt mennesker: De forstår det som noget, der strider mod renhed, ubesmittethed og taqwa. Det skyldes, at de politikere, som dominerer verden i dag, hverken anerkender halal eller haram. De tillægger hverken det åndelige, menneskelige eller moralske aspekt nogen betydning, men kun den materielle værdi, dominans og undertrykkelse. De afholder sig ikke fra at bruge et hvilket som helst middel for at nå mål, som alene realiserer den materielle værdi.

Betydningen af politik og varetagelse af anliggender

Hvad er den egentlige betydning af ordet politik? Når araberne oprindeligt brugte ordet—altså, om den, der passede heste, sagde man, at han styrede hestene: sāsa, yasūsu. Men i arabisk sprogbrug, i den gængse arabiske betydning af ordet politik før islam, betød politik varetagelse af menneskenes anliggender. Med denne betydning forekommer ordet i Allahs Sendebuds hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred: «كانت بنو إسرائيل تسوسهم الأنبياء، كلما هلك نبي خلفه نبي» — »Israels børns anliggender blev varetaget af profeterne. Hver gang en profet døde, efterfulgte en anden ham.« [Sahih al-Bukhari 3455], og således fortsætter hadithen. Israels børns anliggender blev altså varetaget af profeterne. Tasūsuhum kommer af sāsa, yasūsu, siyāsah. Hvis vi undersøger denne hadiths betydning, ser vi, at politik her betyder varetagelse af anliggender: Profeterne varetog Israels børns anliggender. «كلما هلك نبي خلفه نبي، وإنه لا نبي بعدي، وسيكون خلفاء فيكثرون» — »Hver gang en profet døde, efterfulgte en anden ham. Der kommer ingen profet efter mig, men der vil komme kaliffer, og de vil være mange.« [Sahih al-Bukhari 3455] Når Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, siger, at der efter profeternes tid vil komme kaliffer, som overtager opgaven med at styre menneskene, betyder det altså, at de overtager varetagelsen af menneskenes anliggender.

Den politik, som den ansvarlige hersker i islam—imamen, kaliffen—fører, er således varetagelse af anliggenderne. Dette er betydningen af politik i det arabiske sprog og i islam. Derfor skrev de retslærde tidligere bøger med titlen »Politik«—altså bøger om politikkens fiqh, politisk fiqh. De skrev om dette emne: politik. Det er derfor ikke et nyt udtryk for muslimerne. Også i nutidig sprogbrug betyder politik i sin generelle betydning—uanset de handlinger, som vor tids herskere udfører—varetagelse af anliggender. Når samfundet har et påtrængende behov for en myndighed, der styrer dets anliggender, organiserer dets liv, hindrer mennesker i at angribe hinanden og pålægger det system, som formodes at være udsprunget af samfundets egen kultur, kaldes dette politisk handling. Herskeren, der styrer, fører politik over for menneskene: Han varetager deres anliggender. Enhver tænkning, der findes for at varetage menneskenes anliggender, frembringer en bestemt levemåde, former en bestemt personlighed for samfundet og giver livet en bestemt form, kaldes derfor politisk tænkning.

Den islamiske ’aqida er åndelig og politisk

Når vi derfor betragter klerikale religioner, som ifølge deres livsanskuelse begrænser sig til at regulere menneskets forhold til Skaberen, beskrives de som klerikale, åndelige religioner uden forbindelse til politik. Når vi derimod betragter verdensanskuelser, hvorfra der er udsprunget systemer, som regulerer relationerne i samfundet og giver samfundet en bestemt levemåde, beskrives de som politiske verdensanskuelser. I hvilken af disse to kategorier hører den islamiske ’aqida hjemme? Er den en åndelig eller en politisk ’aqida? Sandheden er, at den islamiske ’aqida i vores tid er den eneste, som på én gang er både en åndelig og en politisk ’aqida. Den er en åndelig ’aqida, fordi den bygger på troen på Allah, priset og ophøjet er Han, Skaberen af himlene og jorden, og etablerer forbindelsen mellem tjeneren og hans Skaber gennem iman og tilbedelse. Den er politisk, fordi der er udsprunget systemer for livet fra den. Den giver samfundet en levemåde og regulerer dets relationer i overensstemmelse med den Shari’ah, der udspringer af denne islamiske ’aqida. Den islamiske ’aqida beskrives derfor med rette som en politisk ’aqida. Fra den udspringer de lovbestemmelser, som fortidens retslærde kaldte Shari’ah-politik. Når islams tekster fra Bogen og Sunnah giver et styresystem, et økonomisk system, et socialt system og et system for udenrigsrelationer; giver lovbestemmelser for den Islamiske Stats udenrigsrelationer; og giver lovbestemmelser for domstolene, beviserne og så videre—når den islamiske Shari’ah bringer lovbestemmelser, som regulerer alle relationer mellem menneskene i samfundet fuldstændigt og uden undtagelse—betyder det, at islam bragte et politisk system. Eftersom dette politiske system udspringer af troen på Allah, Hans engle, Hans Bøger, Hans Sendebude og den Sidste Dag—altså eftersom troen på den islamiske ’aqida og vidnesbyrdet om, at der ikke findes nogen gud undtagen Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud, nødvendiggør, at dette system følges og overholdes, at der etableres et samfund på dets grundlag, og at der etableres et islamisk liv i overensstemmelse med det—betyder det, at den islamiske ’aqida er en politisk ’aqida.

Den islamiske ’aqida er derfor på én gang både en åndelig og en politisk ’aqida. Det er det, der adskiller den fra andre verdensanskuelser, som enten er åndelige, såsom de klerikale religiøse verdensanskuelser og så videre, eller politiske, såsom den kapitalistiske verdensanskuelse—verdensanskuelsen om religionens adskillelse fra livet—eller den marxistisk-kommunistiske verdensanskuelse og så videre. Der findes således åndelige og politiske verdensanskuelser. Den islamiske ’aqida splitter derimod ikke menneskets personlighed. Den opdeler ikke menneskets personlighed i et forhold til dets Skaber, priset og ophøjet er Han, som styres af sit eget system, og et liv, der er adskilt fra denne religiøse forpligtelse og denne iman. Det er betydningen af, at den islamiske ’aqida er en politisk ’aqida. Ja, den er med rette en politisk ’aqida. Det har forpligtet muslimerne til at vie deres liv til at legemliggøre denne betydning: Islam skal have suveræniteten på jorden—det vil sige, at det, Allah har åbenbaret, skal herske i muslimernes liv—og islam skal bæres til verden som et kulturelt budskab.

Er tawhids ord tilstrækkeligt til at træde ind i Paradiset?

Broder al-’Abid siger: Det er berettet i en hadith: «من قال لا إله إلا الله دخل الجنة» — »Den, der siger lā ilāha illā Allāh, træder ind i Paradiset.« [Se: Sahih Ibn Hibban 169] Kan den, for hvem lā ilāha illā Allāh ikke er et intellektuelt grundlag i livet, opnå Paradiset? Det, den kære broder spørger om, er følgende: Hvis nogen antager den islamiske ’aqida, men gør sin iman til en åndelig tro, som kun medfører tilbedelseshandlinger og moralske egenskaber og måske bestemte relationer såsom sociale relationer i overensstemmelse med islam, uden at antage islam som et system for livet, samfundet og staten—træder vedkommende så ind i Paradiset? Lad os være helt tydelige. Et menneske, som bevidst antager verdensanskuelsen om religionens adskillelse fra livet og dermed fjerner den lovgivning, der regulerer menneskenes relationer i samfundet, fra islam, og som siger, at islam ikke har noget styresystem, intet økonomisk system og ingen lovgivning, som domstolene kan dømme efter; og at mennesket i stedet skal bygge på menneskeskabt lovgivning inden for styret og økonomien, ved domstolene, i handelsmæssige og økonomiske relationer og i udenrigspolitikken; og at islam kun består af åndelig og moralsk lovgivning og højst indeholder et system for personlige forhold—altså for familien—så siger vi, at dette er kufr over for en del af Allahs religion. Den, der udviser kufr over for en del af Allahs religion, har udvist kufr over for Allahs religion, ophøjet er Han. Han sagde:

﴿ أَفَتُؤْمِنُونَ بِبَعْضِ ٱلْكِتَـٰبِ وَتَكْفُرُونَ بِبَعْضٍ ۚ فَمَا جَزَآءُ مَن يَفْعَلُ ذَٰلِكَ مِنكُمْ إِلَّا خِزْىٌ فِى ٱلْحَيَوٰةِ ٱلدُّنْيَا ۖ وَيَوْمَ ٱلْقِيَـٰمَةِ يُرَدُّونَ إِلَىٰٓ أَشَدِّ ٱلْعَذَابِ ﴾
»Tror I da på en del af Bogen og fornægter en anden del? Hvad er gengældelsen for dem blandt jer, der gør dette, andet end vanære i det jordiske liv? På Opstandelsens Dag vil de blive sendt tilbage til den strengeste straf« [2:85]

Ja, den, der erklærer, at islam blot er en åndelig ’aqida, som kun er forbundet med tilbedelseshandlinger, moralske egenskaber og visse retningslinjer for familien og personlige forhold, har udvist kufr over for en stor mængde definitive Shari’ah-regler, hvor der hverken er plads til tvivl eller lemfældighed. En sådan person har forladt islams fold. Hvad angår de mange uvidende muslimer blandt almindelige mennesker, som ikke har lært, forstået eller … og som på grund af deres uvidenhed og uden selv at vide det har handlet efter det, virkeligheden dikterede dem, skal hver enkelts tilstand undersøges individuelt. Det er ikke korrekt at fælde en generel dom om kufr over dem alle.

Findes der et intellektuelt grundlag, som er bedre egnet end islam?

Søster Amal siger: Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med dig. Og må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med dig. Hun spørger: Har muslimerne i dag fundet nye intellektuelle grundlag, som er mere virkningsfulde og gavnlige for deres liv end islam? På et tidspunkt forestillede grupper af muslimer sig, at det vestlige intellektuelle grundlag var bedre egnet, og derfor antog de verdensanskuelsen om religionens adskillelse fra livet. Som vi har sagt, har den, der antager denne verdensanskuelse, forladt islam. Før dem antog grupper af mennesker den marxistiske verdensanskuelse—verdensanskuelsen om, at der ikke findes nogen gud, og at livet er materie—og dermed udviste de kufr. De troede og forestillede sig, at disse intellektuelle grundlag kunne bringe mennesket oprejsning og højnelse. Dette var blot et resultat af påvirkningen fra disse importerede kulturer. Både de, der var påvirket af verdensanskuelsen om religionens adskillelse fra livet, og de, der var påvirket af verdensanskuelsen om, at der ikke findes nogen gud, og at livet er materie, forestillede sig, at en sådan verdensanskuelse udgjorde et intellektuelt grundlag, hvorpå de kunne bygge deres kultur.

Mange af dem arbejdede derfor gennem politiske partier på at promovere disse tanker. De forestillede sig, at hvis muslimerne fjernede islam fra den politiske sfære og bar dette intellektuelle grundlag—eller et af disse to importerede intellektuelle grundlag—ville de opnå oprejsning, ligesom andre havde gjort. Den islamiske ummah led under dette eksperiment i årtier, gennemgik dets trængsler og spildte enorme kræfter for den vestlige kapitalistiske livsanskuelses skyld. Andre spildte dem for den socialistiske livsanskuelses skyld i den periode, hvor den marxistisk-kommunistiske socialisme var populær. Men fandt de et andet intellektuelt grundlag end islam, som er egnet til livet? Vi fastslår dette med sikkerhed og bestemthed—og det er en del af iman, for hvis vi sagde noget andet, ville vi have udvist kufr: Hverken muslimerne eller ikke-muslimerne vil finde nogen anden verdensanskuelse end den islamiske ’aqida, som udgør et intellektuelt grundlag, der er egnet til deres liv. Den er det intellektuelle grundlag, som giver den korrekte og sande helhedsopfattelse af universet, mennesket og livet; af det, der var før dem og kommer efter dem; og af deres forbindelse med det, der var før dem og kommer efter dem. Den giver mennesket en metode til at leve. Fordi den er fra Allah, priset og ophøjet er Han, er den den absolutte sandhed, mens alt andet er absolut falskhed.

Hvordan grundfæstes tawhids ord som et intellektuelt grundlag?

Broder Abu al-Rashid spørger: Du siger, at tawhids ord skal være muslimens intellektuelle grundlag. Hvordan kan dette grundfæstes hos muslimerne i dag, sådan som Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, og ledsagerne gjorde, da de bar da’wahen, hvad enten det var i den makkanske fase før etableringen af den Islamiske Stat eller i den medinensiske fase og derefter—altså under den Islamiske Stat? De bar islam gennem intellektuel overbevisning. Hvis mennesker antager den islamiske ’aqida på grundlag af beviser og argumenter—altså hvis de bruger deres tænkning og antager islam med bevidsthed og forståelse—vil de gøre den til deres intellektuelle grundlag. Den indsats, vi nu gør, såsom dette program og mange andre indsatser, har til formål tydeligt at få muslimerne til at forstå, at islam ikke blot er åndelighed og ikke blot værdier, sådan som nogle af dem, der i dag kaldes islamister, hævder. De siger, at islam bragte værdier og overlod det til muslimerne at realisere disse værdier gennem de systemer, de selv finder passende og accepterer, og at der ikke er noget problem i at antage systemer herfra og derfra. Det er skammeligt at kalde en person, der bærer denne tanke, islamist, for på dette område har tanken ingen forbindelse med islamisk tænkning, hverken nær eller fjern. Denne tanke gør det tilladt for muslimerne fortsat at hente fra den vestlige kultur og dens begreber, lovgivning og systemer under overskriften, at islam ikke bragte detaljerede systemer for livet, men derimod bragte værdier og overlod det til muslimerne at realisere disse værdier. Denne påstand er falsk, falsk, falsk, falsk. Den islamiske Shari’ah består af detaljerede Shari’ah-love for alle menneskets handlinger uden undtagelse. Derfor kan man ikke sige, at islam gav os værdier og overlod det til os at bestemme, hvordan de skulle realiseres. Som vi har omtalt i tidligere episoder, udtrykte nogle dette ved at sige, at islam bragte formålene—de overordnede formål, Shari’ahs formål—og overlod det til muslimerne gennem tidens løb at realisere disse formål ved hjælp af nyskabt lovgivning, uden at holde fast ved en fiqh, der eksisterede på et tidligere tidspunkt eller i en tidligere tidsalder. De begyndte således at opdigte nye lovbestemmelser mod Allahs religion, priset og ophøjet er Han, under betegnelsen »nutidige læsninger«, som Allah, Den Ophøjede, ikke har nedsendt nogen myndighed for.

Ja. Vores pligt nu er at henvende os intellektuelt til menneskene og afsløre de importerede tanker og de afvigende tanker, som falsk, uretmæssigt og bagtalerisk ifører sig islams klædedragt. Hvis Allah vil, vil vi i en senere episode gennemgå i detaljer, hvordan da’wahen skal bæres. Den serie, vi nu præsenterer, har titlen »Hvordan den islamiske da’wah bæres«, og hvis Allah vil, vil de følgende episoder behandle dette aspekt i detaljer.

De offentlige friheder i vestlig tænkning

Broder Jamal Bournat spørger: Hvor alvorlig er den fare, som verdensanskuelsen om frihederne udgør for menneskehedens fortsatte eksistens? Kære broder, jeg takker dig for dette meget vigtige spørgsmål. Mange muslimer har udtalt sig overfladisk og forhastet om frihederne uden at gøre sig den ulejlighed at forstå udtrykket frihederne, som kom fra Vesten. De tog den sproglige betydning af ordet friheder og undersøgte den islamiske arv. Her fandt de eksempelvis, at Umar ibn al-Khattab, må Allah, ophøjet er Han, være tilfreds med ham, sagde: »Siden hvornår har I gjort mennesker til slaver, når deres mødre fødte dem frie?« Denne udtalelse faldt naturligvis i forbindelse med en hændelse med enestående betydning og med en retfærdig dom mellem mennesker. Her har ordet frihed imidlertid en sproglig betydning: forskellen mellem, at et menneske er frit, og at det ejes af en anden—frihed som modsætning til slaveri. Dette er ikke betydningen af de offentlige friheder i den politiske og terminologiske betydning, som anvendes i dag. I dag er de offentlige friheder banneret for en politisk tænkning, som det vestlige liv bygger på.

Begrebet de offentlige friheder må ikke forstås ved at slå op i sprogets ordbøger eller undersøge forekomster af ordene fri, frihed, frie mennesker og så videre i Bogen, Sunnah, arven eller det, der er overleveret fra ledsagerne, må Allah, ophøjet er Han, være tilfreds med dem. Udtrykket de offentlige friheder skal forstås efter den betydning, det har i dag, så vi kan kende islams lovbestemmelse om det. I Vesten betyder de offentlige friheder i dag, at mennesket efter sin udtræden af middelalderen frigjorde sig fra Kirkens dominans og fra dominansen fra konger, som kontrollerede menneskene under påskud af den såkaldte teori om guddommelig delegation—altså at kongen var bemyndiget af Allah og derfor kunne styre menneskenes adfærd og pålægge dem, hvad han ønskede. De vestlige folk frigjorde sig fra kongerne med guddommelig delegation og fra Kirkens kontrol og nåede til sidst frem til religionens adskillelse fra livet. Religionens adskillelse fra livet medførte nødvendigvis idéen om de offentlige friheder, fordi den fjernede enhver myndighed over menneskets tænkning, dets levemåde og dermed dets adfærd.

Hvordan skal mennesket så vælge sin levemåde og adfærd? Det overlades til mennesket selv. Herfra opstod idéen om de offentlige friheder, som overlader det til mennesket—og til samfundet—at vælge, hvordan det vil leve. Det, samfundet vælger, gøres derefter til lov gennem lovgivende forsamlinger, som repræsenterer det. Myndighedens opgave i det vestlige liv begrænses derfor til én overskrift: at beskytte frihederne. Hvad menes der med det? De inddelte disse friheder i personlig frihed, ytringsfrihed, trosfrihed og ejendomsfrihed.

Trosfrihed

Hvad trosfrihed angår, siger de, at mennesket frit kan tro på den religion, det ønsker, og skifte fra én religion til en anden efter behag, og at ingen religion har noget med styret eller politik at gøre. Hvis denne idé anvendes i vores lande, sådan som det ønskes, følger det, at man ikke må hindre mennesker i at forlade islam. Enhver vil kunne føre en åben kampagne, der opfordrer mennesker til at forlade islam, og offentligt—gennem radio og omfattende, åben aktivitet—opfordre dem til at fornægte islam, Qur’anen, Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og endda Allah, Den Mægtige og Ophøjede. En følge af trosfriheden er, at mennesker skal have lov til dette. Derfor siger de: Nej, I har ikke ret til at fastholde en lovbestemmelse, som de islamiske retslærde har fastholdt i århundreder, nemlig straffen for frafald. I har ikke ret til at dræbe den frafaldne. Men vi har utvetydige hadith, der kræver, at den frafaldne dræbes, og det er en af de fastsatte straffe, som alle muslimske retslærde er enige om: Den, der falder fra, dræbes. Han, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «من بدل دينه فاقتلوه» — »Den, der skifter sin religion, skal I dræbe.« [Sahih al-Bukhari 3017] De muslimske lærde er enige om, at den frafaldne opfordres til at angre, og hvis vedkommende ikke angrer, dræbes vedkommende. Hvordan kan dette forenes med trosfrihed?

Personlig frihed

Den personlige frihed fastslår derimod, at et menneske må vælge den levemåde, det ønsker. Det må spise, hvad det vil, og du har ingen ret til at hindre det i at spise den mad, det ønsker. Du har ingen ret til at gå hen til en muslim og sige, at du forbyder ham at spise svinekød—selv om han er muslim—for han er fri til at gøre, hvad han vil: drikke alkohol, bruge hash, begå zina og derudover udføre homoseksuelle handlinger. Dette er betydningen af den personlige frihed, som Vesten lovpriser og ikke tillader nogen at nærme sig. Mennesker må gøre, hvad de ønsker i deres liv, og vælge at leve, som de ønsker. Se på den ødelæggelse og de katastrofer, som er bygget på denne idé: idéen om de personlige friheder—den personlige frihed i Vesten.

Ejendomsfrihed

Ejendomsfriheden er den frihed, som kommer til udtryk i det kapitalistiske system. Den overlader det til mennesket at tjene og forøge sin formue på enhver måde, det ønsker, så længe der ikke er tale om et åbenlyst og utilsløret overgreb mod mennesker: Med andre ord må man ikke stjæle, plyndre åbent eller tage formue med magt. Der er derimod intet problem i at opnå formue gennem hasardspil, rente og de forskellige midler, som mennesker gensidigt accepterer gennem kapitalistiske selskaber, gennem salg af gæld og så videre—gennem enhver form for udveksling af formue, som menneskets forstand kan opfinde. Det er dette, der har frembragt det kapitalistiske system. I virkeligheden er én eller to procent af samfundet kommet til at eje mere end halvfems procent af samfundets formue. Et lille mindretal ejer enorme rigdomme, mens flertallet fordeler smulerne mellem sig. Dette er ejendomsfrihed: at gøre, hvad man vil, med sin formue og disponere over den, som man vil, uden halal og haram. Idéen om halal og haram findes slet ikke hos disse mennesker.

Ytringsfrihed

På samme måde betyder ytringsfrihed, at du kan sige, hvad du vil, uden at nogen nærmer sig dig. Vi ved, at man under overskriften ytringsfrihed i Vesten—i det liberale, sekulære samfund—har tilladt mennesker at krænke andre og deres helligdomme. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, hånes; der tegnes spottende karikaturer; og der produceres film, som krænker Profetens ære, må Allah velsigne ham og give ham fred, hans husstands, hans families og ledsagernes ære og så videre. Enhver, der forsøger at protestere, er selv den, der retsforfølges, undertrykkes og straffes. Ytringsfrihed betyder, at du kan sige, hvad du vil, uden at nogen hindrer dig i at tale. Allah, priset og ophøjet er Han, har derimod gjort det til en af Shari’ahs vigtigste lovbestemmelser, at mennesket kun må sige det, der behager Ham, Den Mægtige og Ophøjede. Han, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde med en samlet gengivelse af betydningen i to beretninger: «وإن المرء ليتفوه بالكلمة من غضب الله، لا يلقي لها بالاً، فتهوي به في جهنم سبعين خريفاً» — »Et menneske kan udtale et ord, som påkalder Allahs vrede, uden at tillægge det nogen betydning, og på grund af det falde gennem Helvede i halvfjerds efterår.« [Se: Sahih al-Bukhari 6478; Jami‘ al-Tirmidhi 2314] Han spurgte: »Bliver vi draget til ansvar for det, vi siger, O Allahs Sendebud?« Han svarede: «ويحك! وهل يكب الناس على مناخرهم في جهنم إلا حصائد ألسنتهم؟» — »Ve dig! Hvad andet end deres tungers høst kaster mennesker på ansigtet i Helvede?« [Jami‘ al-Tirmidhi 2616] Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ إِنَّ ٱلسَّمْعَ وَٱلْبَصَرَ وَٱلْفُؤَادَ كُلُّ أُو۟لَـٰٓئِكَ كَانَ عَنْهُ مَسْـُٔولًا ﴾
»Hørelsen, synet og hjertet—hver af dem vil der blive spurgt til« [17:36]

Staten og beskyttelsen af frihederne

Dette er de offentlige friheder, som nogle nu promoverer, idet de siger, at muslimerne accepterer en stat, der bevarer og beskytter frihederne, og at det ikke er statens ansvar at pålægge en bestemt levemåde. Dette har intet som helst med islam at gøre. Nogle promoverer nu den påstand, at den stat, vi søger—den stat, som islam ifølge dem accepterer—ikke er en stat, der pålægger en bestemt levemåde, forbyder det, som islam har gjort haram, og pålægger det, som islam har gjort obligatorisk. Derimod hævder de, at det er en stat, som overlader det til mennesker at gøre, hvad de vil, og giver dem mulighed for at gøre, hvad de vil, så længe ingen af dem angriber en anden, og som ligestiller religioner og verdensanskuelser. Det er således en stat efter det vestlige begreb: en stat, der kun beskytter frihederne og sikrer mennesker tryghed og velstand. Dette er fremmede begreber, som nogle af dem, der nu stiller sig frem for at tale i islams navn, promoverer, som om de kom fra islam.

Et ord, som kongerne hader

Broder Mazen Amin Muhammad spørger: Hvad fik efter din mening beduinen til at sige til Sendebudet, må Allah velsigne ham og give ham fred, da han spurgte ham: »Hvad kalder du til, O Muhammad?« og Sendebudet, må Allah velsigne ham og give ham fred, svarede: »Jeg kalder til lā ilāha illā Allāh«: »Araberne og ikke-araberne vil bekæmpe dig på grund af den. Det er et ord, som kongerne hader«? Jeg takker dig for dette spørgsmål, som synes at sammenfatte den episode, vi har præsenteret. Da de tidlige arabere hørte vidnesbyrdet om, at der ikke findes nogen gud undtagen Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud, forstod de, at det var et intellektuelt grundlag, som ville rive jāhiliyyah-folkets levemåde ned. De forstod, at jāhiliyyah-folket ville indse, hvilken fare det udgjorde for dem, at det var kommet for at ændre deres levemåde, at de derfor ville blive trængt tilbage i de bageste rækker, hvis det spredte sig, og at det ville gøre ende på deres herredømme og anseelse. Han indså dette og sagde derfor: »Det er et ord, som kongerne hader.«

I dag, kære brødre, siger vi, at den islamiske ’aqida skal bæres som muslimernes intellektuelle grundlag og som en ideologi, hvorfra et system for livet udspringer. Det er tale, som kongerne hader. Derfor bliver enhver organisation og enhver afdelingsorganisation, der fremsætter denne tanke eller mening, forbudt over hele verden, selv om den ikke anklages for én eneste materiel handling. For få dage siden i Indonesien udspurgte dommeren under proceduren i sagen om forbuddet mod Hizb ut-Tahrir i Indonesien en politisk ansvarlig: Hvorfor bliver Hizb ut-Tahrir forbudt? Er partiet anklaget for materielle handlinger? Han svarede: Det er ikke anklaget for materielle handlinger, men det er anklaget for en tanke; den er farligere end materielle handlinger. Hvad er det for en tanke? Det er den tanke, som kalder til etableringen af en Islamisk Stat, der forener den islamiske verden og implementerer den islamiske Shari’ah og dermed gør ende på frihedssystemet. Det er derfor en ekstremistisk tanke, som er farligere end materielle handlinger. Det er en ’aqida, som kongerne hader. Det er betydningen af det, du spurgte om, kære broder, og jeg takker dig for dette spørgsmål.

Shuʿaybs folk og religionens adskillelse fra livet

Broder Hilal al-Shami spørger: Adskilte Shuʿaybs folk ikke religionen fra politikken? Dette er egentlig et bidrag, og jeg takker ham for det. Han sendte os vers fra Allahs Bog, ophøjet er Han, som viser, hvordan disse mennesker var—altså hvordan nutidens verdensanskuelse om religionens adskillelse fra livet ligner det, som Shuʿaybs folk tidligere antog. Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ ۞ وَإِلَىٰ مَدْيَنَ أَخَاهُمْ شُعَيْبًا ۚ قَالَ يَـٰقَوْمِ ٱعْبُدُوا۟ ٱللَّهَ مَا لَكُم مِّنْ إِلَـٰهٍ غَيْرُهُۥ ۖ وَلَا تَنقُصُوا۟ ٱلْمِكْيَالَ وَٱلْمِيزَانَ ۚ إِنِّىٓ أَرَىٰكُم بِخَيْرٍ وَإِنِّىٓ أَخَافُ عَلَيْكُمْ عَذَابَ يَوْمٍ مُّحِيطٍ ﴾
»Og til Madyan sendte Vi deres bror Shuʿayb. Han sagde: ›Mit folk! Tilbed Allah. I har ingen anden gud end Ham. Giv ikke for lidt i mål og vægt. Jeg ser jer i velstand, men jeg frygter for jer en altomsluttende dags straf.‹« [11:84]

﴿ وَيَـٰقَوْمِ أَوْفُوا۟ ٱلْمِكْيَالَ وَٱلْمِيزَانَ بِٱلْقِسْطِ ۖ وَلَا تَبْخَسُوا۟ ٱلنَّاسَ أَشْيَآءَهُمْ وَلَا تَعْثَوْا۟ فِى ٱلْأَرْضِ مُفْسِدِينَ بَقِيَّتُ ٱللَّهِ خَيْرٌ لَّكُمْ إِن كُنتُم مُّؤْمِنِينَ ۚ وَمَآ أَنَا۠ عَلَيْكُم بِحَفِيظٍ ﴾
»Mit folk! Giv fuldt mål og vægt med retfærdighed. Berøv ikke menneskene deres ejendele, og far ikke ødelæggende frem på jorden. Det, Allah lader blive tilbage til jer, er bedre for jer, hvis I er troende. Jeg er ikke vogter over jer.« [11:85–86]

Hvad var deres svar? Her kalder Shuʿayb dem til den levemåde, som Allah, priset og ophøjet er Han, er tilfreds med, og som ville højne dem og deres anseelse. Hvad sagde de? De sagde det samme som dem, der i dag adskiller religionen fra livet. Hør, hvad de sagde:

﴿ قَالُوا۟ يَـٰشُعَيْبُ أَصَلَوٰتُكَ تَأْمُرُكَ أَن نَّتْرُكَ مَا يَعْبُدُ ءَابَآؤُنَآ أَوْ أَن نَّفْعَلَ فِىٓ أَمْوَٰلِنَا مَا نَشَـٰٓؤُا۟ ﴾
»De sagde: ›O Shuʿayb! Befaler din bøn dig, at vi skal forlade det, vores forfædre tilbad, eller at vi ikke må gøre med vores formuer, hvad vi vil?‹« [11:87]

Dette er vores formuer; vi gør med dem, hvad vi vil. Dette er ejendomsfriheden, en af de offentlige friheder. Ejendomsfrihed betyder: Vi gør med vores formuer, hvad vi vil. Hvad har du med vores formuer at gøre?

﴿ قَالُوا۟ يَـٰشُعَيْبُ أَصَلَوٰتُكَ تَأْمُرُكَ أَن نَّتْرُكَ مَا يَعْبُدُ ءَابَآؤُنَآ أَوْ أَن نَّفْعَلَ فِىٓ أَمْوَٰلِنَا مَا نَشَـٰٓؤُا۟ إِنَّكَ لَأَنتَ ٱلْحَلِيمُ ٱلرَّشِيدُ ﴾
»De sagde: ›O Shuʿayb! Befaler din bøn dig, at vi skal forlade det, vores forfædre tilbad, eller at vi ikke må gøre med vores formuer, hvad vi vil? Du er jo den overbærende og retsindige!‹« [11:87]

Vi kender dig som overbærende og retsindig, så hvad får dig nu til at sige dette—at fortælle os, at vi ikke må gøre visse ting med vores formuer, og at vi skal gøre andre? Dette er vores formuer; vi gør med dem, hvad vi vil. Dette er idéen om de offentlige friheder: ejendomsfriheden.

Menneskerettigheder i islam

Tak, broder Hilal. Søster Suhair Hamid spørger: Hvilke menneskerettigheder garanterer islam inden for styret og administrationen? Det er et meget omfattende spørgsmål. Idéen om menneskerettigheder er grundlæggende en lovgivningsmæssig idé, som opregner, hvad mennesket har og ikke har ret til: Hvilken rettighed har mennesket, som ingen må hindre det i at udøve? Dets rettigheder er sådan og sådan. Da islam bragte lovgivning, bragte islam et sammenhængende system for menneskerettigheder. Islam nøjedes ikke med, sådan som nutidens menneskeskabte lovgivere gør, at tale om menneskerettigheder. Da islam lovgav en Shari’ah, som knytter Shari’ah-regler til menneskenes handlinger—til alle deres handlinger—og ikke efterlod nogen handling uden en Shari’ah-regel, tydeliggjorde islam dermed menneskets rettigheder og pligter, hvad der er forbudt for det, hvad det anbefales at gøre, og hvad det er uønsket for det at gøre.

Kender I noget system i verden, som fastlægger lovbestemmelserne for menneskenes handlinger så detaljeret, at det inddeler dem i fem kategorier? Det gør lovene ikke. Lovene siger: Borgerens rettigheder er sådan og sådan; vedkommendes pligter—som oftest består i at betale skat—er sådan og sådan; og visse ting er forbudt inden for et begrænset område. Islam sagde derimod til menneskene: Dette er jeres pligter, og islam præciserede de pligter, der påhviler dem. Samtidig er disse pligter rettigheder, som tilkommer dem, sådan at ingen har ret til at hindre dem i at opfylde dem. Lad mig give et eksempel. Blandt pligterne i islam er at påbyde det rette og forbyde det forkastelige. Muslimerne skal påbyde det rette og forbyde det forkastelige. Han, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «من رأى منكم منكراً فليغيره بيده، فإن لم يستطع فبلسانه، فإن لم يستطع فبقلبه، وذلك أضعف الإيمان» — »Den af jer, der ser noget forkasteligt, skal ændre det med sin hånd. Hvis han ikke formår det, så med sin tunge; og hvis han ikke formår det, så med sit hjerte, og det er den svageste iman.« [Sahih Muslim 49a] Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ كُنتُمْ خَيْرَ أُمَّةٍ أُخْرِجَتْ لِلنَّاسِ تَأْمُرُونَ بِٱلْمَعْرُوفِ وَتَنْهَوْنَ عَنِ ٱلْمُنكَرِ ﴾
»I er den bedste ummah, som er frembragt for menneskene: I påbyder det rette og forbyder det forkastelige« [3:110]

Dette er en pligt, og denne pligt er samtidig en rettighed, som tilkommer menneskene. Ingen magthaver har ret til at hindre dem i at påbyde det rette og forbyde det forkastelige, sådan som det sker under de undertrykkende regimer i den islamiske verden i dag.

Hvis nogen rejser sig og kritiserer og siger: »Dette er halal, og dette er haram; herskeren må ikke gøre det; denne hersker har forsømt sin pligt; denne embedsmand har handlet forkert,« bliver vedkommende straks retsforfulgt for fornærmelse, dårlig opførsel, uforskammet tale, krænkelse af den kongelige person, den fyrstelige person, sultanens person og så videre. Menneskene bliver dermed frataget noget, som både er en pligt og samtidig en rettighed, der tilkommer dem. Der findes altså pligter, og der findes rettigheder. Staten har eksempelvis pligter over for undersåtterne, og den Islamiske Stats undersåtter har rettigheder over for staten. Undersåtterne i den Islamiske Stat betyder muslimer og ikke-muslimer, for den Islamiske Stat varetager ikke kun muslimernes anliggender. Den varetager anliggenderne for alle mennesker, der har dens statsborgerskab og lever i den, både muslimer og ikke-muslimer. Den Islamiske Stats undersåtter har ret til at få sikkerhed gratis uden at betale direkte for den; til at få lægebehandling og sundhedspleje gratis, både fattige og rige; og til at få en fuldstændig uddannelse uden betaling, både fattige og rige—selv om en rig person, hvis han ønsker det, kan betale en, der underviser hans barn, og så videre. Den Islamiske Stats pligt til at varetage anliggenderne kræver også, at den sikrer menneskets livsunderhold og grundlæggende behov for mad, tøj og bolig—at den sikrer bolig, tøj og mad til hvert enkelt menneske.

Hvis et menneske ikke selv er i stand til at sikre sig disse behov, garanterer staten dem og er forpligtet til at give det dem. Dette er islams lovbestemmelse. Vi kan senere gå nærmere ind i disse detaljer. Ved at tydeliggøre varetagernes pligter, den Islamiske Stats pligter, hvad der er tilladt for mennesker, hvad der er obligatorisk for dem, og hvad der er haram for dem, har islam lovgivet et fuldstændigt system, som samlet udgør menneskenes rettigheder i islam. Den, der vil fordybe sig i dette, kan vi henvise til detaljerede bøger. Vi kan ikke gå meget dybt ind i dette område her, for ellers ville hele natten ikke være tilstrækkelig.

Opbygning af det intellektuelle grundlag blandt vestlige tanker

Den kære broder eller søster Muna Belhaj spørger: Hvordan kan man opbygge et intellektuelt grundlag hos mennesker midt i de vestlige tankers trængsel og deres dybe forankring i menneskenes sind? Jeg besvarede naturligvis dette spørgsmål for kort tid siden, så vi vil ikke gentage svaret. Det var måske det første spørgsmål, vi besvarede: Vi skal bære islam intellektuelt. Hvis der nu er noget at tilføje, er det, at islam mødes af andre tanker. Mennesker kan naturligvis ikke være uden en tanke, som de bærer. Vi står over for mennesker, der ikke er tomme for tanker; tværtimod har den vestlige tankekultur og den vestlige kultur (hadara) i årtier invaderet dem med deres tanker. Mennesker er nu i høj grad påvirket af det vestlige intellektuelle grundlag og dets frembringelser. Den islamiske metode til at bære islam som en da’wah til menneskene er at nedbryde de tanker, de bærer på, og fjerne dem.

Det vil sige, at tankernes fordærv og ugyldighed afsløres. Derefter præsenteres de islamiske tanker med deres beviser—med definitive beviser, som overbeviser mennesket. Det, der hører til ’aqidaen, præsenteres med sine rationelle eller overleverede beviser, mens det, der hører til lovgivningen, præsenteres sammen med sine Shari’ah-mæssige beviser. De bekræfter, at lovgivningen er udledt af Allahs Bog og Allahs Sendebuds Sunnah—altså at den udspringer af den islamiske ’aqida. Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ لَآ إِكْرَاهَ فِى ٱلدِّينِ ۖ قَد تَّبَيَّنَ ٱلرُّشْدُ مِنَ ٱلْغَىِّ ۚ فَمَن يَكْفُرْ بِٱلطَّـٰغُوتِ وَيُؤْمِنۢ بِٱللَّهِ فَقَدِ ٱسْتَمْسَكَ بِٱلْعُرْوَةِ ٱلْوُثْقَىٰ لَا ٱنفِصَامَ لَهَا ﴾
»Der er ingen tvang i religionen. Retledningen står klart adskilt fra vildfarelsen. Den, der afviser taghut og tror på Allah, har grebet det stærkeste håndtag, som ikke kan briste« [2:256]

Man begynder altså med at forkaste taghut—det vil sige med at nedbryde de falske tanker, taghuts tanker. Når disse tanker er faldet, og deres ugyldighed er blevet afsløret, præsenteres islams tanker på deres ruiner. Sandhed og falskhed kan ikke eksistere sammen i menneskets sind. Falskheden skal nedbrydes, og sandheden skal præsenteres. Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ كَذَٰلِكَ يَضْرِبُ ٱللَّهُ ٱلْحَقَّ وَٱلْبَـٰطِلَ ۚ فَأَمَّا ٱلزَّبَدُ فَيَذْهَبُ جُفَآءً ۖ وَأَمَّا مَا يَنفَعُ ٱلنَّاسَ فَيَمْكُثُ فِى ٱلْأَرْضِ ﴾
»Således fremsætter Allah sandheden og falskheden. Hvad skummet angår, forsvinder det som affald, mens det, der gavner menneskene, bliver tilbage på jorden« [13:17]

Dette er en intellektuel kamp. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, og hans ærede ledsagere førte denne intellektuelle kamp fra begyndelsen af hans profetskab. De førte en ’aqida-mæssig og intellektuel kamp mod Quraysh-samfundet med det formål at nedbryde de verdensanskuelser, skikke, tanker og systemer, som menneskene levede efter, så islams kulturelle, intellektuelle og lovgivningsmæssige bygningsværk kunne træde i deres sted. Dette hører ikke kun til én bestemt fase. Det er den islamiske ummahs vedvarende arbejde indtil Opstandelsens Dag at føre en intellektuel kampagne mod alle andre tanker og verdensanskuelser, nedbryde dem intellektuelt og stille islam som alternativ. Allah, Den Ophøjede, sagde:

﴿ بَلْ نَقْذِفُ بِٱلْحَقِّ عَلَى ٱلْبَـٰطِلِ فَيَدْمَغُهُۥ فَإِذَا هُوَ زَاهِقٌ ۚ وَلَكُمُ ٱلْوَيْلُ مِمَّا تَصِفُونَ ﴾
»Nej, Vi slynger sandheden mod falskheden, så den knuser den, og straks forsvinder den. Ve jer for det, I beskriver« [21:18]

Kulturkampen

Heraf fremgår det, at islam med fuldstændig klarhed erklærer, at den virkelige kamp i verden hverken er en kamp mellem nationaliteter, geografiske områder eller grænser eller en kamp om rigdomme. Det er en kulturkamp: en arena, hvor tankerne mødes. Arenaen behøver ikke altid at være militær. Den militære konfrontation i islam fandt kun sted i det omfang, der var behov for den, og var ikke i sig selv målet. Dens formål var at nedbryde de grænser, der stod i vejen for tankens udbredelse. Den virkelige kamp, som islam førte, var derimod en kamp mellem tanker og kulturer—en kamp mellem den islamiske kultur og de øvrige kulturer. Fra sine tidligste perioder sejrede islam i kulturkampen. Islam gjorde ende på den romerske kultur, gjorde ende på den persiske kultur, besejrede den indiske kultur i kampen og besejrede den græske filosofi. Ingen kulturel modstander kunne stå imod islam. Islam fældede dem alle og blev stående rank i arenaen i hundreder af år. Derefter kom den vestlige kultur på et tidspunkt, hvor muslimerne var blevet uopmærksomme på at forstå deres islam, kultur (hadara) og tankekultur. Muslimerne—ikke islam—blev besejret over for den vestlige kultur, fordi de ikke bar islam korrekt og konfronterede den vestlige kultur med islam.

Afslutning

Kære brødre, vi stopper her. Vi beder Allah, priset og ophøjet er Han, om at tilskrive os og jer belønningen for denne episode og for det, vi præsenterer, har præsenteret og med Hans tilladelse vil præsentere, og om at gøre vores viden og handlinger oprigtige for Hans ædle ansigt. Jeg beder om velsignelse og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans ledsagere og dem, der støtter ham. I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige.

﴿ وَٱلْعَصْرِ إِنَّ ٱلْإِنسَـٰنَ لَفِى خُسْرٍ إِلَّا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلْحَقِّ وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلصَّبْرِ ﴾
»Ved tiden! Mennesket er i tab, undtagen dem, der tror, gør gode gerninger og formaner hinanden til sandhed og tålmodighed« [103:1–3]

Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del