Indledende tekst fra bogen Islams system
Den islamiske da’wah skal i dag også bæres, nøjagtig som den blev båret før i tiden. Man skal under udførelsen af da’wah rette sig efter Sendebudets ﷺ eksempel, uden den mindste afvigelse fra hans metode, både i principper og detaljer. Endvidere må man heller ikke tage noget hensyn til tidernes skifte, da det, som har ændret sig kun er midlerne og formerne, hvorimod essensen og indholdet stadig er den samme og har ikke ændret sig. Essensen og indholdet vil aldrig ændre sig, uanset hvor meget tiderne skifter sig og hvor forskellige folkeslag og lande bliver. At bære den islamiske da’wah nødvendiggør derfor ærlighed, mod, styrke, tanke samt at udfordre alt hvad der modsiger Islams idé og metode samtidig med at konfrontere det med det formål at klargøre dets falskhed, uanset konsekvenser og vilkår.
Indledning
Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser. I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige. Lovprisningen tilkommer Allah, og må Allahs velsignelser og fred være over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahabah og dem, der følger ham. Velkommen, kære seere, til en ny direkte udsendelse af jeres program Halaqa. I disse udsendelser fortsætter vi med at tale om, hvordan da’wahen skal bæres i dag. Vi behandler emnets kerne: metoden til at bære da’wahen og metoden til at ændre samfundet med henblik på at genoptage den islamiske levemåde og etablere et samfund, der lever en islamisk levemåde.
Kære brødre, når vi taler om, hvordan da’wahen skal bæres, taler vi ikke om en hvilken som helst da’wah. Vi må fastlægge, hvad man ønsker at opnå ved at bære den. Formålet kan være at overbevise en person om Islam, så vedkommende tager imod den. Det kan også være at overbevise en muslim om at ændre sin adfærd, så den stemmer overens med Shari’ahs love. Der kan også være andre formål.
Formålet med at ændre samfundet
Vores emne er, hvordan da’wahen skal bæres i et ikke-islamisk samfund for at forvandle det til et islamisk samfund, der lever en islamisk levemåde. Med »et ikke-islamisk samfund« mener vi ikke et samfund, der består af vantro mennesker. Nej. Vi mener den islamiske ummah, som ikke som helhed har forladt Islam, men som efter sin stats fald og udbredelsen af den vestlige civilisations kultur forlod den islamiske livssfære og dermed blev til et ikke-islamisk samfund. Hvad er da Shari’ahs metode til at bære da’wahen i den islamiske ummah for at genoptage den islamiske levemåde og igen forvandle ummahen til et islamisk samfund, der lever en islamisk levemåde?
Forståelse af samfundets virkelighed før dets ændring
Der er ingen tvivl om, at Islam har anvist muslimerne vejen til at etablere det islamiske samfund. Med andre ord har Islam fastlagt metoden til at skabe oprejsning i deres samfund gennem Islam.
Denne metode kan imidlertid ikke forstås og anvendes, før man har forstået samfundets virkelighed som samfund. Som vi forklarede i en tidligere halaqa om Islams metode til at behandle problemer, kan denne metode kort sammenfattes således:
For det første skal virkeligheden forstås præcist og dybt, så man afdækker det problem, der skal behandles. Det er det, usul-lærde kalder tahqiq al-manat. For det andet skal man vende tilbage til de lovgivningsmæssige tekster og ud fra Shari’ah forstå de tekster, der vedrører denne virkelighed og dette problem. Formålet er at kende Allahs dom i sagen og hente behandlingen og løsningen fra den åbenbaring, som blev sendt ned til Allahs Sendebud (saw). For det tredje skal Shari’ahs behandling anvendes på den konkrete virkelighed, så problemet løses med en islamisk løsning.
Derfor må man først kende det menneskelige samfunds virkelighed som samfund. Man må med andre ord definere, hvad et samfund er.
Hvorfor er det ikke nok at definere samfundet som en gruppe individer?
Mange mennesker betragter samfundet overfladisk og flygtigt. Derfor definerer de det forkert, så definitionen ikke svarer til virkeligheden. De siger, at samfundet blot er en gruppe individer. På grundlag af denne definition danner de sig en opfattelse af, hvordan samfundet kan højnes eller reformeres. De siger: »Reformér individet, så reformeres samfundet.« Lad os undersøge denne definition.
En korrekt definition skal være både omfattende og afgrænsende. Den er omfattende, når den gælder for ethvert samfund, og afgrænsende, når den ikke gælder for andet end et samfund. Anvender vi den beskrivelse, som de mener definerer virkeligheden, på samfundets virkelighed, ser vi, at den er omfattende, men ikke afgrænsende. Den er omfattende, fordi ethvert samfund nødvendigvis består af en gruppe mennesker. Men den er ikke afgrænsende, fordi den også gælder for andet end et samfund: En gruppe mennesker udgør ikke nødvendigvis et samfund, selv om de samles ét sted. Lad os tage et eksempel.
En gruppe mennesker på samme skib udgør ikke et samfund, uanset hvor mange de er — selv hvis de tæller flere tusinde. Det er alle enige om. Er de ikke en gruppe individer? Hvorfor udgør de da ikke et samfund? Det viser, at definitionen er utilstrækkelig og dermed forkert. Mens flere tusinde mennesker om bord på et skib ikke udgør et samfund, udgør nogle få hundrede mennesker i en lille landsby derimod et samfund. Det er alle også enige om.
Det korrekte begreb om samfundet
Den korrekte definition tager højde for den grundlæggende forskel mellem mennesker, der udgør et samfund — selv hvis de kun tæller nogle få hundrede i en landsby — og mennesker, der på et tidspunkt er samlet uden at udgøre et samfund, selv hvis de tæller titusinder.
Den grundlæggende forskel er, at der mellem landsbyens beboere er opstået varige relationer, som har bevaret deres sammenhold og gjort dem til en sammenhængende helhed. Relationerne har givet gruppen som helhed — ikke de enkelte individer — et særligt præg og dermed en bestemt identitet. Passagererne på skibet, selv når de tæller flere tusinde, er derimod blot rejsende, som følges ad. Ingen varige relationer binder dem sammen, og de skilles, så snart de går i land. Et samfund er derfor en gruppe mennesker, som varige relationer binder sammen. Disse relationer får samfundet til at bestå, og deres karakter giver samfundet dets særlige præg. Hvis relationerne er højnede, er samfundet højnet; hvis de er lave, er samfundet lavt. Relationernes karakter bestemmer også samfundets identitet og levemåde. Vi står derfor over for eksempelvis et jahili-samfund, et kapitalistisk samfund eller et islamisk samfund.
Her opstår følgende spørgsmål: Hvordan bliver disse relationer højnede, og hvordan bliver de lave? Hvad giver relationerne den karakter, som bestemmer samfundets identitet og levemåde?
Relationernes bestanddele i samfundet
Svaret findes ved at forstå de faktorer, som styrer disse relationer. En dyb undersøgelse af samfundets virkelighed viser, at tre bestanddele styrer menneskenes relationer i samfundet: opfattelser, følelser og systemer.
Hvad angår opfattelserne, følger menneskets adfærd de opfattelser, det bærer. Mennesket gør det, som det anser for rigtigt, og afstår fra det, som det anser for forkert. For at der kan opstå relationer mellem mennesker, må de dele én fælles helhed af opfattelser, som de er enige om. Mennesker samles om en interesse, som de betragter som en interesse. En relation mellem parterne kan kun bestå, hvis de har samme opfattelse af denne interesse. Hvis deres opfattelser af interessen er forskellige, opstår relationen ikke. Opfattelserne er derfor grundlaget for relationernes og dermed samfundets dannelse.
Hvad angår følelserne, er de opfattelser, som mennesker bærer, knyttet til følelser af samme art. For at en relation kan opstå mellem dem, må de dele den samme følelse over for den interesse, som har ført dem sammen. De glæder sig alle over det, som de anser for rigtigt, og bliver alle vrede og oprørte over det, som de anser for forkert. Disse tanker og følelser udgør den offentlige tradition i samfundet — samfundets kultur.
Hvad angår systemerne, findes der i ethvert samfund en myndighed, som varetager samfundets anliggender, organiserer relationerne og afgør tvister. Alt dette sker efter et system, som myndigheden vedtager, anvender og pålægger alle samfundets medlemmer. Systemet får derfor stor indflydelse på samfundets relationer. Det ser vi alle i vores eget liv: De gældende systemer styrer menneskenes relationer og præger dem med deres egen karakter, hvad enten mennesker vil det eller ej.
Sammensætning af samfundet og sammenhæng i dets bestanddele
Det står således klart, at et samfund består af mennesker, som bindes sammen af en helhed af tanker, følelser og systemer. Samfundet klassificeres efter disse tanker, følelser og systemer. Er de eksempelvis kapitalistiske, er samfundet kapitalistisk. Er de kommunistiske, er samfundet kommunistisk. Er de islamiske, er samfundet islamisk.
For at et samfund kan have en bestemt identitet og et særligt præg, må dets tanker, følelser og systemer være ensartede og ikke modsige hinanden. Hvis et samfund bærer en blanding af kapitalistiske og islamiske tanker — som det er tilfældet i de fleste muslimske lande i dag — får det hverken et bestemt præg eller en klart defineret identitet. Så længe det forbliver i denne tilstand, vil det derfor ikke opleve nogen form for oprejsning.
Konflikten mellem den offentlige tradition og systemerne
Hvis der opstår en kløft i et samfund mellem dets offentlige tradition — det vil sige samfundets kultur — og de systemer, der anvendes på det, bliver resultatet det samme. Det sker, når magthaverne anvender systemer, som modsiger samfundets opfattelser og følelser, sådan som det er tilfældet i det meste af den islamiske verden i dag. Samfundet bliver da uroligt, og fjendskabet mellem de styrende og de styrede blusser op. Det er derfor meget langt fra højnelse og oprejsning.
Et samfund højnes, når dets tanker, følelser og systemer højnes, og det synker, når de synker. Disse tanker, følelser og systemer kan kun være højnede, hvis de bygger på ét intellektuelt grundlag. Dette intellektuelle grundlag må være en rationel ’aqida, som giver en helhedsopfattelse af universet, mennesket og livet, så den kan være grundlaget for alle tanker og udspringet for alle systemer.
Den rationelle ’aqida som grundlag for oprejsning
Sammenfattende er et samfund kun oprejst, når dets offentlige tradition — det vil sige dets tanker og følelser — bygger på en rationel ’aqida, og dets systemer udspringer af denne. Denne ’aqida bliver dermed det grundlag, som samfundet hviler på, og det intellektuelle lederskab, som fører samfundet mod oprejsning. Hvis vi ønsker at etablere et samfund, der oplever den rette oprejsning, kan det derfor kun ske ved at etablere et islamisk samfund. Det er vores overbevisning som muslimer: Vi skal etablere et samfund, der bygger på den islamiske ’aqida, så alle dets tanker, følelser og systemer er islamiske. Den islamiske ’aqida er nemlig den eneste sande ’aqida; alt andet er falsk.
Det muslimske samfunds virkelighed i dag
Når vi ser på det muslimske samfunds virkelighed i dag i lyset af det foregående, må vi beklageligvis beskrive det som et lavt samfund. Mange af dets tanker er islamiske, men en stor del er fremmede, ikke-islamiske tanker. De fleste er kommet til os fra den vestlige civilisation, såsom tankerne om at adskille religionen fra livet, offentlige friheder, demokrati og lignende.
Det samme gælder følelserne. Selvom ummahen har bevaret mange af sine islamiske følelser, har mange lave følelser, som strider mod Islam, bredt sig i samfundet. Det gælder blandt andet nationalisme, patriotisme, tribalisme og sekterisme.
Hvad angår systemerne, er de fleste systemer, som anvendes i muslimernes lande — som vi alle ved — taghut-systemer. De er hentet fra menneskeskabte love forskellige steder fra, især fra Vestens systemer.
Det samfund, som muslimerne lever i — muslimernes samfund — er således blevet en blanding af islamiske og ikke-islamiske tanker, følelser og systemer. Det har gjort det til et lavt samfund, som ikke oplever nogen form for oprejsning.
Det betyder også, at betegnelsen »islamisk samfund« ikke passer på dette samfund, selv om de fleste mennesker i det er muslimer. Det er med andre ord ikke et islamisk samfund, fordi det ikke lever en islamisk levemåde.
At følge Profeten (saw) i ændringen af samfundet
Nu har vi forstået samfundets virkelighed som samfund, virkeligheden i vores nuværende muslimske samfund og forskellen mellem dette samfund og det islamiske samfund, som skal etableres. Vi går derfor videre til metoden til at bære da’wahen med henblik på at genoptage den islamiske levemåde — det vil sige at forvandle ummahen til et islamisk samfund igen.
Det afgørende i dette er Allahs ord:
﴿ لَّقَدْ كَانَ لَكُمْ فِى رَسُولِ ٱللَّهِ أُسْوَةٌ حَسَنَةٌ لِّمَن كَانَ يَرْجُوا۟ ٱللَّهَ وَٱلْيَوْمَ ٱلْـَٔاخِرَ وَذَكَرَ ٱللَّهَ كَثِيرًا ﴾
»I Allahs Sendebud er der sandelig et godt forbillede for jer—for den, der håber på Allah og den yderste dag og ihukommer Allah meget« [33:21]
Og Hans ord:
﴿ قُلْ هَـٰذِهِۦ سَبِيلِىٓ أَدْعُوٓا۟ إِلَى ٱللَّهِ ۚ عَلَىٰ بَصِيرَةٍ أَنَا۠ وَمَنِ ٱتَّبَعَنِى ۖ وَسُبْحَـٰنَ ٱللَّهِ وَمَآ أَنَا۠ مِنَ ٱلْمُشْرِكِينَ ﴾
»Sig: Dette er min vej. Jeg kalder til Allah med klar indsigt—jeg og dem, der følger mig. Allah er hævet over al ufuldkommenhed, og jeg er ikke blandt dem, der sætter nogen ved Allahs side« [12:108]
Profeten (saw) var den første, der bar da’wahen i et ikke-islamisk samfund for at forvandle det til et islamisk samfund. Hvilken metode fulgte han i dette arbejde, i denne store historiske opgave?
De tre faser i etableringen af det islamiske samfund
Sendebuddet (saw) blev udsendt i et jahili-samfund, hvor jahili-opfattelser, -følelser og -systemer herskede. Hans opgave var at forvandle dette samfund til et helt andet samfund. Det skulle ikke ske ved at ændre individerne, fjerne dem eller erstatte dem med andre individer, men ved at ændre samfundets opfattelser, følelser og systemer: ved at fjerne kufrs tanker, følelser og systemer og etablere islamiske tanker, følelser og systemer.
En nøje og induktiv undersøgelse af Allahs Sendebuds (saw) sira viser følgende: Siraen er en del af hans Sunnah, som er en af de lovgivningskilder, Allah har fastlagt for os — den anden lovgivningskilde efter Allahs Bog. Profetens (saw) handlinger hører til hans Sunnah, og den profetiske sira er netop en samling af Profetens (saw) handlinger fra den dag, han blev udsendt, til den dag, han blev løftet til det højeste selskab.
En nøje og induktiv undersøgelse af Profetens (saw) sira fra åbenbaringens begyndelse viser, at hans arbejde for at etablere det islamiske samfund — et samfund, der lever en islamisk levemåde — kan inddeles i tre faser:
Første fase: at forberede en struktureret gruppe af da’wah-bærere på Islams grundlag og kultivere den med den islamiske kultur. Anden fase: at forkynde da’wahen åbent og engagere sig i samfundet. Tredje fase: at anvende Islam i praksis gennem den islamiske stat. Det uddyber vi nu.
Første fase: Kultivering og forberedelse af den strukturerede gruppe
Den første fase — kultiveringen og forberedelsen af gruppen — varede tre år fra Profetens (saw) udsendelse. I denne periode indprentede han den islamiske ’aqida i sine sahabahs (ra) sind. Han styrkede deres iman gennem afgørende rationelle beviser, lærte dem Islams love og kultiverede dem med en levende islamisk kultur. Han fremlagde beviser for de jahili ’aqidaers, opfattelsers og systemers fordærv og tilskyndede dem til at ihukomme Allah og reflektere over universet, så deres overbevisning om Allah og deres lydighed mod Ham kunne vokse.
Han vakte deres åndelighed gennem bøn, recitation af Koranen og nattebøn. Han fjernede jahili-følelser som jahili-stolthed og stammepartiskhed fra deres hjerter og vakte islamiske følelser, der stemte overens med de sande islamiske opfattelser. Han vænnede dem til loyalitet over for Allah, Sendebuddet og de troende og forbød dem loyalitet over for Shaytan og hans allierede, selv hvis disse var deres fædre, brødre, sønner eller slægtninge.
Han skærpede deres beslutsomhed til at stadfæste sandheden og udslette falskheden, indtil de ikke længere kunne bære, at ideologien forblev indespærret i deres indre. ’Aqidaen kogte i deres bryst, og de sande opfattelser trængtes i deres sind.
Virkeligheden rummede fordærvede, udslidte og forældede overbevisninger, skikke, traditioner og systemer; uudholdelig uretfærdighed og ubærlig korruption; de værste menneskers og omstrejfende udskuds herredømme; tyranners undertrykkelse; uret mod de svage; levende begravelse af spædbørnspiger; snyd med mål; udnyttelse af mennesker gennem riba; og kampe på grund af stammepartiskhed. Denne virkelighed drev dem til at kæmpe imod den for at rette den.
Sendebuddet (saw) fortsatte i denne fase, indtil han havde forberedt en struktureret gruppe af sahabah, som var modnet i den islamiske kultur. Den islamiske tænkemåde var blevet dannet i dem, og deres disposition var blevet islamisk. Han var derfor tryg ved, at han havde dannet en struktureret gruppe af modne islamiske personligheder, som var knyttet til Allah, og som ingen forbindelse havde til jahili-samfundet. Han var overbevist om, at gruppen var klar til at forkynde da’wahen åbent og konfrontere det eksisterende samfund med hele dets jahiliyyah. Dette var Profetens (saw) opgave i den første fase.
Anden fase: Åben forkyndelse af da’wahen og engagement i samfundet
Anden fase var fasen for åben forkyndelse af da’wahen og engagement i samfundet.
I denne fase fortsatte Sendebuddet (saw) med at opbygge sin strukturerede gruppe, kultivere den og øge dens antal. Dertil føjede han flere handlinger, som var blandt de farligste, vanskeligste og hårdeste i det da’wah-arbejde, som gruppen af sahabah — Profetens (saw) strukturerede gruppe — gennemlevede. Disse handlinger kan opregnes således:
For det første: den åbne masseda’wah for at udbrede Islam og skabe en islamisk offentlig mening. For det andet: den intellektuelle kamp mod kufrs ’aqidaer, systemer og tanker samt mod fordærvede skikke, forkerte tanker og fejlagtige opfattelser for at afsløre deres falskhed og kalde til at forlade dem. For det tredje: den politiske kamp mod Qurayshs ledere, fordi de fastholdt kufr, styrede mennesker med kufrs systemer og modsatte sig den islamiske da’wah i denne fase med åben forkyndelse.
Masseda’wahen, den intellektuelle kamp og den politiske kamp
Sendebuddet (saw) bar da’wahen og lod den strukturerede gruppe, som bar den sammen med ham, træde åbent og udfordrende frem. Da’wahen indebar desuden i sig selv en kamp mod Quraysh og samfundet i Makkah, fordi den kaldte til Allahs enhed og til kun at tilbede Ham, til at forlade afgudsdyrkelsen og opgive det fordærvede system, de levede efter. Den stødte derfor fuldstændigt sammen med Quraysh. Sendebuddet (saw) erklærede deres tanker tåbelige, nedgjorde deres guder, fordømte deres usle levemåde og kritiserede deres uretfærdige måder at skaffe sig udkomme på.
Koranen blev åbenbaret til ham og angreb dem ved direkte at sige:
﴿ إِنَّكُمْ وَمَا تَعْبُدُونَ مِن دُونِ ٱللَّهِ حَصَبُ جَهَنَّمَ أَنتُمْ لَهَا وَٰرِدُونَ ﴾
»I og det, som I tilbeder ved siden af Allah, er sandelig brændsel for Helvede. I skal træde ind i det« [21:98]
Derefter angreb den med stor kraft selve grundlaget for den riba, de levede af. Allah, Den Ophøjede, siger i surah ar-Rum:
﴿ وَمَآ ءَاتَيْتُم مِّن رِّبًا لِّيَرْبُوَا۟ فِىٓ أَمْوَٰلِ ٱلنَّاسِ فَلَا يَرْبُوا۟ عِندَ ٱللَّهِ ﴾
»Hvad I end giver som rente, for at det skal vokse gennem folks formuer, vokser ikke hos Allah« [30:39]
Den advarede også dem, der gav for lidt i mål og vægt. Allah, Den Ophøjede, siger:
﴿ وَيْلٌ لِّلْمُطَفِّفِينَ ٱلَّذِينَ إِذَا ٱكْتَالُوا۟ عَلَى ٱلنَّاسِ يَسْتَوْفُونَ وَإِذَا كَالُوهُمْ أَو وَّزَنُوهُمْ يُخْسِرُونَ ﴾
»Ve dem, der giver for lidt mål: dem, som tager det fulde mål, når de får tilmålt af folk, men giver for lidt, når de måler eller vejer for dem« [83:1–3]
Derfor begyndte Quraysh at modsætte sig ham og skade ham og hans sahabah: nogle gange gennem tortur, andre gange gennem boykot og gennem propaganda mod ham og hans deen, fordrejning af hans da’wah og løgne om den. Han fortsatte imidlertid med at angribe deres ’aqida og levemåde. Han fortsatte med at bekæmpe de forkerte tanker, nedbryde de fordærvede ’aqidaer og kæmpe for at udbrede da’wahen. Han kaldte til Islam helt åbent. Han skjulte intet og nøjedes ikke med hentydninger. Han blev hverken eftergivende eller underdanig, smigrede ingen og indgik ingen kompromiser, trods alle de former for skade, Quraysh udsatte ham for, og de prøvelser, han gennemgik.
Selvom han var én ubevæbnet person uden hjælper, støtte blandt mennesker, udstyr eller våben, trådte han åbent og udfordrende frem og kaldte til Allahs deen med styrke og iman. Ingen svaghed trængte ind i ham, mens han bar da’wahens omkostninger og påtog sig dens enorme byrder. Alt dette hjalp ham med at overvinde de hindringer, som Quraysh lagde i vejen for at afskære ham fra mennesker. Sendebuddet (saw) formåede at nå mennesker og overbringe dem budskabet. De vendte sig mod Allahs deen, sandhedens styrke begyndte at hæve sig over falskheden, og Islams lys bredte sig dag for dag blandt araberne. Flere afgudsdyrkere tog imod Islam. Selv Qurayshs ledere begyndte at lytte til Koranen, og deres hjerter længtes efter den, men de var for hovmodige til at underkaste sig sandheden.
Virkningen af den åbne da’wah i Makkah
I denne fase blev kampen mellem tanke og tanke, mellem muslimer og vantro, tydelig. Den begyndte med den strukturerede gruppe af sahabah, som bar da’wahen under Allahs Sendebuds (saw) ledelse. Fra det tidspunkt, hvor Profeten (saw) forkyndte sin da’wah åbent, bar han den til alle mennesker åbent, ved højlys dag og udfordrende.
Denne masseda’wah og kollektive kultivering påvirkede Quraysh. Deres had voksede, og de mærkede faren nærme sig. De begyndte at tage alvorlige skridt til modstand, efter at de i begyndelsen ikke havde taget Muhammad (saw) eller hans da’wah alvorligt. Den politiske kamp blev dermed stadig tydeligere.
Koranen blev åbenbaret med et angreb på Abu Lahab ved navn — Profetens (saw) onkel og en af Makkahs ledere. Allah, Den Ophøjede, åbenbarede:
﴿ تَبَّتْ يَدَآ أَبِى لَهَبٍ وَتَبَّ مَآ أَغْنَىٰ عَنْهُ مَالُهُۥ وَمَا كَسَبَ سَيَصْلَىٰ نَارًا ذَاتَ لَهَبٍ ﴾
»Må Abu Lahabs hænder gå til grunde, og må han gå til grunde. Hans rigdom og det, han tjente, gavnede ham ikke. Han skal brænde i en flammende ild« [111:1–3]
Koranen blev åbenbaret med et angreb på al-Walid ibn al-Mughirah gennem hans egenskaber. Han havde påtaget sig den intellektuelle kamp og mediekampen mod da’wahen. Allah, Den Ophøjede, sagde:
﴿ كَلَّآ ۖ إِنَّهُۥ كَانَ لِـَٔايَـٰتِنَا عَنِيدًا سَأُرْهِقُهُۥ صَعُودًا إِنَّهُۥ فَكَّرَ وَقَدَّرَ فَقُتِلَ كَيْفَ قَدَّرَ ثُمَّ قُتِلَ كَيْفَ قَدَّرَ ثُمَّ نَظَرَ ثُمَّ عَبَسَ وَبَسَرَ ثُمَّ أَدْبَرَ وَٱسْتَكْبَرَ فَقَالَ إِنْ هَـٰذَآ إِلَّا سِحْرٌ يُؤْثَرُ ﴾
»Nej! Han har trodset Vore tegn. Jeg vil pålægge ham en pinefuld opstigning. Han tænkte og beregnede. Må han gå til grunde — hvordan han beregnede! Igen, må han gå til grunde — hvordan han beregnede! Så så han, derpå rynkede han brynene og skulede, derpå vendte han sig bort og hovmodede sig. Så sagde han: ‘Dette er kun overleveret magi’« [74:16–24]
﴿ فَقَالَ إِنْ هَـٰذَآ إِلَّا سِحْرٌ يُؤْثَرُ إِنْ هَـٰذَآ إِلَّا قَوْلُ ٱلْبَشَرِ سَأُصْلِيهِ سَقَرَ ﴾
»Han sagde: ‘Dette er kun overleveret magi. Dette er kun et menneskes ord. Jeg vil kaste ham i Saqar’« [74:24–26]
Det vil sige: »Jeg vil kaste ham i Helvede.«
Skaden og forfølgelsen af Profeten (saw) og hans sahabah (ra) tog til. Masseda’wahen førte den ud i en bredere horisont, men udsatte samtidig dens bærere for modgang, tortur og mange former for skade. Profetens angreb på den uretfærdighed, brutalitet og undertrykkelse, som herskede i Makkah, og hans afsløring af de vantros tilstand og handlinger fik vreden hos Qurayshs ledere til at blusse yderligere op. Dette var en af de hårdeste faser og en af da’wahens største perioder.
Ændringen af den offentlige tradition og skabelsen af en islamisk offentlig mening
Fra det tidspunkt, hvor Sendebuddet (saw) etablerede den strukturerede gruppe af sahabah, som sammen med ham forkyndte da’wahen til Islam åbent, søgte han at ændre den herskende offentlige tradition i Makkah fra en jahili-tradition til en islamisk offentlig tradition. Ændringen af denne offentlige tradition er nemlig det vigtigste skridt — det vigtigste skridt — i ændringen af samfundet og overgangen fra jahiliyyah til Islam.
Den offentlige tradition er i virkeligheden summen af samfundets tanker og følelser, som former dets adfærd, relationer og holdninger. Hvis Islam udbredes i Makkah, og flertallet tager imod den, vil de have taget dens tanker til sig, og dens følelser vil have fæstnet sig i deres indre. Dermed vil den offentlige tradition være blevet dannet på Islams grundlag, selv om det kun er i generel form. Det vil skabe en offentlig mening, en fælles holdning og en generel retning, som søger Islam i sine standpunkter og synspunkter.
Da vil kun én hindring stå mellem samfundet og dets forvandling til et islamisk samfund: at Islams system endnu ikke anvendes gennem myndighed og styre. Enten tager de, der besidder myndigheden og styret, selv imod Islam og fører den islamiske ’aqida til magten, eller også fjernes de med magt af samfundet, efter at den offentlige mening i Makkah er blevet islamisk og ønsker at leve en islamisk levemåde. På den måde kan Makkah blive kernen i det første islamiske samfund.
Søgning efter et nyt samfund
Dette lykkedes imidlertid ikke for Sendebuddet (saw) i Makkah. Selvom antallet af makkansere, der tog imod Islam i denne fase, voksede, nåede de ikke et antal, som gjorde det muligt at sige, at den offentlige tradition og dermed den offentlige mening i Makkah var blevet islamisk. De talte kun nogle snese. Den herskende offentlige tradition forblev jahili, og den offentlige mening forblev jahiliyyahs folks mening.
Situationen nåede i Makkah dertil, at samfundet stivnede over for Sendebuddet (saw) og blev hårdt som sten. Der var ikke længere nogen interaktion mellem da’wahen og mennesker. Årsagen var den terror, som Qurayshs ledere udøvede mod Islam og mod enhver, der overvejede at træde ind i den nye deen.
Dette fik Sendebuddet (saw) til at søge et nyt samfund, hvor han kunne forsøge at udbrede Islam. Måske kunne det blive et alternativ til Makkah og et støttepunkt for da’wahen, hvor den kunne gå fra da’wah-fasen til den praktiske anvendelsesfase gennem styret. Han opsøgte derfor Thaqif i Ta’if, kaldte dem til Islam og bad dem støtte den, men de afviste ham på den værst tænkelige måde. Han tøvede eller standsede imidlertid ikke. Han begyndte at fremlægge sin da’wah for de stammer, som kom til Makkah under hajj-sæsonen, indtil Allah, Den Ophøjede, hædrede Yathribs folk ved at gøre dem til dem, der støttede Islam og Sendebuddet (saw).
Mus’ab ibn ’Umayr og skabelsen af den offentlige mening i Madinah
Dette skete, da en delegation fra Madinah tog imod Islam gennem Sendebuddet (saw) under hajj-sæsonen i profetskabets tiende år. De vendte tilbage til Madinah for at kalde deres folk til Islam og for i den følgende sæson at vende tilbage til Makkah med flere, hvis hjerter var blevet åbnet for Islams retledning. De aflagde troskabsed til Sendebuddet (saw), og han sendte den ædle sahabi og dygtige da’wah-bærer Mus’ab ibn ’Umayr (ra) med dem. Han skulle lære dem Islam, give dem en dyb forståelse af den, udbrede Islam i Madinah og kalde dem, der endnu ikke troede, til iman.
Der var ikke gået ét år, siden Mus’ab kom til Madinah — der var ikke gået ét år, siden Mus’ab kom til Madinah — før en islamisk offentlig tradition var blevet dannet i byen, efter at dens ledere og flertallet af dens befolkning havde taget imod Islam. Flertallet af dens indbyggere, Madinahs folk, tog imod Islam. Den islamiske offentlige tradition i Madinah skabte dermed det grundlag, som den islamiske stat kunne hvile på. Det eneste, der manglede, var, at Sendebuddet (saw) kom til Madinah og satte de islamiske systemer i kraft gennem myndighed og styre. Dermed ville det første islamiske samfund være etableret.
Tredje fase: Anvendelsen af Islam gennem staten
Den anden troskabsed ved al-’Aqabah og derefter Sendebuddets (saw) hijrah til Madinah blev således kronen på arbejdet med at etablere det islamiske samfund. Fra sin ankomst begyndte han at anvende Islams systemer på alle områder: styre, økonomi, sociale relationer, undervisning, straffe samt indenrigs- og udenrigspolitik. Dermed nåede Sendebuddet (saw) den tredje fase: den praktiske anvendelse af Islam gennem styre og myndighed — det vil sige gennem staten, den islamiske stat.
Således etablerede Profeten (saw) den islamiske levemåde. Oprettelsen af den islamiske stat var det afgørende skridt, der førte til anvendelsen af Islams system og styrkelsen af den islamiske kultur i Madinah — styrkelsen af de islamiske opfattelser og følelser — indtil det første islamiske samfund blev til. Profeten (saw) sagde om det: «خير الناس قرني» — »De bedste mennesker er min generation« [Sahih al-Bukhari 2652], det vil sige sahabah-generationen (ra).
Anvendelsen af Profetens metode i dag
Dette er Profetens (saw) metode til at bære da’wahen for at ændre samfundet. Det er netop denne metode, vi i dag skal følge, når vi bærer da’wahen for at ændre det nuværende samfund til et islamisk samfund. Vi skal tage højde for forskellene mellem dette samfund og datidens samfund — forskellene i samfundets tanker, følelser og systemer. I dag kæmper vi derfor ikke mod afguderne Hubal, Manat og al-Lat eller mod levende begravelse af spædbørnspiger. Vi kæmper derimod mod tankerne om sekularisme, demokrati, diktatur, kapitalisme, nationalisme, patriotisme og offentlige friheder, som har bredt sig i vores samfund og ødelagt dets identitet. Vores kamp begrænser sig heller ikke til Abu Jahl og Abu Lahab, som tyranniserer mennesker. Vi går videre end den politiske kamp mod magthaverne i vores lande og kæmper mod kolonialismen, som har indsat dem som sine vagter og placeret dem i magtens og styrets positioner. Metoden, vi følger, forbliver Profetens (saw) metode, uden at vi afviger fra den med så meget som et hårsbred. Allah, Den Ophøjede, siger:
﴿ قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ ٱللَّهَ فَٱتَّبِعُونِى يُحْبِبْكُمُ ٱللَّهُ وَيَغْفِرْ لَكُمْ ذُنُوبَكُمْ ۗ وَٱللَّهُ غَفُورٌ رَّحِيمٌ ﴾
»Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig; Allah vil elske jer og tilgive jer jeres synder. Allah er Den Alttilgivende, Den Mest Barmhjertige« [3:31]
Lovprisningen tilkommer Allah, alverdens Herre.
Seernes spørgsmål
Lad os nu gå videre til de spørgsmål, som vi kan have modtaget under denne halaqa.
Var mujtahiderne uenige om metoden til at ændre samfundet?
Bror Nadhir ibn Salih spørger: Var mujtahiderne uenige om metoden til at ændre samfundet?
Kære bror, hvis spørgsmålet handler om de tidligere mujtahider i den islamiske historie, fra Islams begyndelse og gennem flere hundrede år, er mit svar følgende: Spørgsmålet om på ny at etablere et islamisk samfund og en islamisk stat, som styrer med det, Allah har åbenbaret, og skaber et islamisk samfund, der lever en islamisk levemåde, opstod ikke for de tidligere mujtahider. Hvorfor? Fordi de levede under en islamisk stat, som styrede med det, Allah havde åbenbaret, og i et samfund, som levede en islamisk levemåde. I mange perioder blev dette samfund ramt af visse afvigelser, forkert anvendelse af Islam og tilbagegang. Men disse tidligere muslimer og mujtahider oplevede aldrig en periode uden en Dar al-Islam, som levede en islamisk levemåde.
Hvis man undersøger de tidligere fuqahas og mujtahiders bøger, finder man derfor ingen behandling af, hvordan den islamiske stat skal etableres. Man finder heller ingen behandling af, hvordan en Dar al-Islam skal etableres på ny. Deres spørgsmål var: Hvordan udvider vi Dar al-Islam ved at bære den islamiske da’wah til verden? Eller: Hvordan befrier vi et land, som var Dar al-Islam, men som de vantro erobrede og forvandlede til Dar al-Kufr? Deres emne var altså udvidelsen af Dar al-Islam og befrielsen af Dar al-Islam, hvis den blev besat. De behandlede ikke, hvordan Dar al-Islam og den islamiske levemåde skulle etableres på ny. Man finder derfor ikke hos dem en undersøgelse som den, vi foretager i dag: Hvordan ændrer vi samfundet fra et ikke-islamisk til et islamisk samfund, når der ikke findes en islamisk stat, som kan indlemme samfundet i Dar al-Islam, så det gennem menneskenes antagelse af Islam bliver et islamisk samfund med en islamisk levemåde? Der findes derfor intet svar på spørgsmålet, for dette emne fandtes slet ikke hos de tidligere mujtahider.
I dag bestræber vi os på at behandle dette emne efter den islamiske metode — efter Islams fremgangsmåde til at løse problemer. Vi opfordrer alle, der arbejder for sagen, til at følge denne metode, selv hvis de er uenige med os om enkelte spørgsmål, der beror på ijtihad. Desværre ser vi mange, som erklærer, at de bærer den islamiske da’wah, men følger fremgangsmåder, hvor de ikke tager Allahs Sendebud (saw) som forbillede. De anerkender ikke engang, at ændringen af samfundet skal følge en bindende islamisk metode.
De siger: »Denne metode er overladt til vores skøn; den er ikke fastlagt gennem åbenbaringen. Vi kan ændre samfundet på enhver måde, vi finder passende, uden at følge Profetens (saw) metode.« Nogle af deres fremtrædende personer har endda sagt, at Profetens (saw) sira blot er en menneskelig erfaring, og at intet i den overhovedet er bindende for os. De er gået endnu længere og har sagt, at kun Profetens Sunnah er bindende for os, ikke hans sira. Jeg ved ikke, hvordan man kan skelne mellem Profetens (saw) sira og hans Sunnah. Alle ved, at Profetens Sunnah omfatter alt, hvad der udgik fra ham i form af udsagn, handling eller stiltiende godkendelse. Er Profetens sira andet end en samling af hans handlinger, som overleveringsfolkene nedskrev og viderebragte til os, så vi tager det autentiske og forkaster det, der ikke er autentisk?
I dag har vi behov for, at indsatsen samles, og at de, der arbejder for at genoptage den islamiske levemåde, konkurrerer om at anvende den Shari’ah-mæssige undersøgelsesmetode, som mujtahiderne anvendte til at udlede alle Shari’ahs love fra Koranen og Sunnah. Det er det, vi arbejder ihærdigt på og gør vores yderste for at følge, så vi kan gøre os fortjent til sejren fra Allah, Den Ophøjede.
Ændrer forskellen i virkeligheden metoden?
Bror Salim al-Bahith siger: »Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser.« Og fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser.
Han siger: Der er forskel på den virkelighed, som Allahs Sendebud (saw) levede i, og vores virkelighed. Allahs Sendebud (saw) henvendte sig til vantro, mens vi lever blandt muslimer. Medfører det ikke en forskel i metoden til at ændre samfundet? Kære bror Salim, jeg tror, at du lagde mærke til det, jeg sagde ved halaqaens afslutning om nødvendigheden af at tage højde for forskellene mellem datidens samfund og dette samfund.
Det, der ikke er forskelligt, er, at Profeten (saw) arbejdede med et samfund, og at vi arbejder med et samfund: et samfund, som består af tanker, følelser og systemer. Han ønskede at erstatte dem med islamiske tanker, følelser og systemer. Det samme gør vi i dag. Makkah var Dar al-Kufr, og Madinah var Dar al-Kufr. Han arbejdede på at forvandle dem og forvandlede Madinah til Dar al-Islam. I dag arbejder vi på at forvandle vores lande til Dar al-Islam, efter at kufrs systemer har fået overtaget i dem. Metoden til at ændre samfundet er den samme.
Forskellen mellem den kultur, som herskede i datidens samfund, og den kultur, som hersker i vores, ændrer ikke metoden. Den ændrer kun henvendelsen — henvendelsens indhold. Profeten (saw) kæmpede mod en jahili-kultur. Han kæmpede mod afgudsdyrkelse, dyrkelse af forfædrene, levende begravelse af spædbørnspiger og snyd med mål. Profeten (saw) kæmpede mod én jahili-kultur; i dag kæmper vi mod en anden kultur.
Vores opgave i dag er ikke at sige til folk:
﴿ وَإِذَا ٱلْمَوْءُۥدَةُ سُئِلَتْ ﴾
»og når pigen, der blev begravet levende, bliver spurgt« [81:8]
Vores opgave er heller ikke at angribe afgudsdyrkelse. Den er heller ikke at kalde folk til Islam, for vi lever blandt muslimer. Vores opgave er derimod at føre kamp mod de tanker, følelser og systemer, som er trængt ind i muslimernes liv, har ændret deres liv fra et islamisk liv til et ikke-islamisk liv og har forvandlet samfundet fra et islamisk samfund til et ikke-islamisk samfund.
Vi fører en intellektuel kamp mod den vestlige kultur, som har bredt sig i vores lande. Vi fører kamp mod ’aqidaen om at adskille religionen fra livet, mod sekularismen, kapitalismen og tanken om de offentlige friheder, som kom til os fra Vesten og påvirkede os. Vi fører kamp mod patriotismen, som har splittet muslimernes loyalitet, og ligeledes mod nationalismen, som har splittet muslimernes loyalitet. Vi fører kamp mod de menneskeskabte systemer og love, som er blevet påtvunget os, og som Vesten og dets agenter har arbejdet på at styrke og få mennesker til at acceptere.
Det, der har ændret sig, er naturligvis henvendelsens indhold. Det er en islamisk henvendelse, men den konfronterer de tanker, som kom til at herske i vores samfund og ændrede dets identitet fra en islamisk identitet til en anden, ikke-islamisk identitet. Vi kom dermed til at leve en ikke-islamisk levemåde, og vores samfund blev ikke-islamisk med ikke-islamiske systemer anvendt i det. Metoden ændrer sig ikke, men henvendelsens indhold ændrer sig.
Profeten (saw) førte ligeledes politisk kamp mod Qurayshs ledere, som modsatte sig da’wahen. Disse ledere var ikke underlagt udenlandske stater eller en fremmed kolonialisme.
I dag er det kolonialismen, der behersker vores liv, enten bag et slør eller helt åbent. Den har indsat disse magthavere som sine vagter, der repræsenterer den og varetager dens interesser i stedet for at varetage folkets interesser og anliggender.
Den politiske kamp må ikke standse ved de magthavere, som styrer os med andet end det, Allah har åbenbaret, forråder ummahen, konspirerer mod den og ofrer den til de vantro. Vi må gå videre og kæmpe mod kolonialismen, som påtvinger vores lande den førte politik. Vi må afsløre for mennesker de politiske sammensværgelser, som kommer fra kolonimagterne gennem vores magthavere. Her går den politiske kamp videre end de lokale magthavere til de virkelige magthavere uden for landet — kolonialismen.
Det er her, forskellen ligger. Forskellen ligger ikke i metoden, men i dens anvendelse på den konkrete virkelighed — den virkelighed, som metoden skal anvendes på. Denne forskel skal henvendelsen tage højde for. Henvendelsen varierer alt efter, hvilken behandling og islamisk henvendelse virkeligheden kræver. Det er dette, der er forskelligt mellem vores virkelighed og den virkelighed, som Profeten (saw) blev udsendt i.
Var metoden kun bestemt for Profeten (saw)?
Spørgsmålet er fra bror Hilal: »Fred være med jer, og må Allah velsigne jer.« Og fred være med dig, og Allahs barmhjertighed og velsignelser. Må Allah velsigne dig og os.
Nogle mennesker hævder, at denne metode kun gjaldt Sendebuddet. Men Mus’ab ibn ’Umayr var ikke profet, og alligevel opnåede han nusrah (støtte), mens han var isoleret og ikke havde andet end retledningen i sit sind.
Ja. Jeg forstår bror Hilals indlæg sådan: Hvis Profetens (saw) metode kun havde gjaldt ham og været hans eget valg, ville Mus’ab ibn ’Umayr ikke have fulgt den. Men vi ser, at Mus’ab fulgte samme metode som Profeten (saw). Ligesom Profeten (saw) arbejdede på at udbrede Islam i Makkah, gjorde Mus’ab det samme. Ligesom Profeten (saw) opsøgte magtens folk og kaldte dem til at støtte Islam, gjorde Mus’ab det samme i Madinah. Han opsøgte magtens folk — Madinahs ledere — og kaldte dem til Islam. De støttede Islam, og Madinahs folk gjorde sig dermed fortjent til den ære, at Allah, Den Ophøjede, kaldte dem Ansar: dem, der støttede Allah og Sendebuddet (saw).
Skaber den politiske kamp fjender af da’wahen?
Bror Nizar Sitti siger: Nogle hævder, at den politiske kamp har gjort visse grupper eller personer til fjender i stedet for allierede med den islamiske da’wah. Hvad er jeres svar på denne indvending?
Hvis den politiske kamp var kommet først, før disse mennesker blev fjendtlige over for Islam, ville påstanden være rigtig. Se, hvad Allah, Den Ophøjede, sagde til Musa og Harun (as) i begyndelsen, da Han sendte dem til Farao:
﴿ فَقُولَا لَهُۥ قَوْلًا لَّيِّنًا ﴾
»Tal mildt til ham« [20:44]
Sådan skal en henvendelse begynde. Du søger jo personens retledning. Profeten (saw) begyndte med at henvende sig til de vantro blandt Quraysh på en omsorgsfuld, venlig og rolig måde, fordi han ønskede deres retledning. Hver gang de forsøgte at diskutere med ham, diskuterede han med dem på den bedste måde i overensstemmelse med Allahs, Den Ophøjedes, ord:
﴿ وَجَـٰدِلْهُم بِٱلَّتِى هِىَ أَحْسَنُ ﴾
»og diskutér med dem på den bedste måde« [16:125]
Men da de bekæmpede da’wahen, overdængede den med fornærmelser og propaganda og torturerede dens tilhængere, skulle henvendelsen til dem da fortsat være lavmælt, svag og smigrende? Nej, naturligvis ikke.
Den politiske kamp begynder først, efter at magthaverne erklærer da’wahen fjendskab. Vi begynder med en omsorgsfuld, rolig og venlig henvendelse, så de kan tage imod Islam, tage imod denne da’wah og bære denne sag. Hvis de afviser det — ja, mere end det: hvis de erklærer den fjendskab, fastholder deres kamp mod Allah, Hans Sendebud, Islam og den islamiske ummah, bliver en torn i siden på muslimerne og den islamiske ummah og insisterer på at gennemføre de vantros planer i muslimernes lande, skal vi så fortsætte med at tage dem som allierede eller — altså — knytte et hengivent forhold mellem os og dem? Allah, Den Ophøjede, siger:
﴿ وَدُّوا۟ لَوْ تُدْهِنُ فَيُدْهِنُونَ ﴾
»De ønsker, at du skal give efter, så de også kan give efter« [68:9]
Det vil sige, at de ønsker, at du skal give efter, så de kan åbne døren for den ene indrømmelse efter den anden. Dette kan under ingen omstændigheder accepteres.
Hvis dette ikke havde været klogt, ville Profeten (saw) ikke have gjort det. Der blev åbenbaret Koran i Makkah-fasen — blandt andet de ayat, vi læste for lidt siden — som førte kamp mod Abu Lahab ved navn, mod Abu Jahl gennem hans egenskaber, mod al-Walid ibn al-Mughirah gennem hans egenskaber og mod andre, som påtog sig at modsætte sig Islam, bekæmpe Islam og muslimerne og skade Profeten (saw). Formålet med den politiske kamp er at undergrave disse magthaveres legitimitet og alle deres påstande om, at de repræsenterer legitimiteten, har ret til at styre mennesker eller besidder legitim myndighed til at styre dem. Dette er uundgåeligt.
Reformerer man samfundet ved at reformere individet?
Et spørgsmål fra Nur al-Qur’an: »Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser.« Og fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser.
Mange gentager udsagnet: »Reformér individet, så reformeres samfundet.« Forandrer dette udsagn virkelig samfundet?
Jeg tror, at jeg har viet hele denne halaqa til at besvare dette udsagn. Jeg har udførligt forklaret samfundets virkelighed, dets afgrænsning og dets definition. Samfundet er ikke blot en gruppe mennesker, så det kan ændres ved at ændre individerne ét efter ét.
Samfundet er et væv, som mennesker har vævet. Ligesom tråde, der samles ét sted uden at blive vævet sammen, ikke danner et stykke stof, gælder det samme for samfundet og mennesker. Hvis vi samler mange individer ét sted og lader dem opholde sig sammen i lang tid uden at væve dem sammen, danner de ikke et samfund.
Jeg forklarede, at dette væv er en helhed af tanker, følelser og systemer; at samfundet dannes af denne helhed af tanker, følelser og systemer; at deres karakter bestemmer samfundets karakter; at samfundet højnes, når de højnes; og at det synker, når de synker.
Vores sag er derfor ikke at ændre individerne ét efter ét. Vores sag er at væve samfundet på ny med islamiske tanker, følelser og systemer. Det begynder med at skabe en islamisk offentlig mening, som en islamisk stat kan hvile på. Staten påtager sig derefter at styrke den islamiske kultur og de islamiske følelser og anvende Islams systemer. Dermed gør den samfundet til et islamisk samfund, som lever en islamisk levemåde og bærer Islam som et budskab til verden.
Dar al-Islam udvides, og Islams systemer anvendes. Mennesker lærer Islams love at kende som tanker og gennem deres praktiske anvendelse. De træder ind i Allahs deen i flokke, og det islamiske samfund udvides.
Dette er Profetens (saw) metode. Enhver, der insisterer på at holde da’wahen individuel og henvende sig til mennesker ét efter ét uden at stræbe efter at ændre de systemer, som myndighederne anvender og former samfundet med, og de medieapparater, som kontrollerer menneskenes sind og hjernevasker dem — enhver, der fastholder denne fremgangsmåde, fastholder at sprede kræfterne, spilde indsatsen og ikke nå det ønskede mål.
Konklusion
Dette var de spørgsmål, vi modtog under denne halaqa. Jeg beder Allah, Den Ophøjede, om at tage imod fra mig og jer, øge mig og jer i viden og handling og gøre vores viden og handling oprigtig for Hans ædle åsyn. Jeg sender velsignelser og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahabah og dem, der følger ham. Fred være med jer, og Allahs barmhjertighed og velsignelser.
