Åbningstekst fra bogen Islams system
Det sande bånd, der kan danne binding mellem menneskene i livet, er båndet af den rationelle verdensanskuelse, hvorfra der udspringer et system, hvilket er det ideologiske bånd.
En ideologi er en rationel verdensanskuelse, hvorfra der udspringer et system. En verdensanskuelse er en altomfattende idé om universet, mennesket og livet, og om hvad der er før og efter dette jordiske liv, og om det jordiske livs forhold med det, der er før og efter det. Systemet, som udspringer fra denne verdensanskuelse, er behandlingerne til menneskets problemer, en opklaring af fremgangsmåden for praktisering af disse behandlinger, samt hvorledes verdensanskuelsen skal beskyttes og ideologien skal udbredes.
Tanken som grundlag for oprejsning og kultur
Kære brødre, det er den tanke, som folk og nationer bærer, der fører dem til oprejsning. Tanken kan også være årsag til folks forfald. Et folk opnår højnelse, når den tanke, det bærer, højnes, og det forfalder, når tanken forfalder. Et samfunds kultur (hadara) er intet andet end det intellektuelle bygningsværk, der former dets mentalitet, præger dets relationer og løser dets problemer. Denne kulturs højnelse eller forfald svarer til denne tankes højnelse eller forfald.
Hvad er da den ophøjede tanke, og hvad er den lave tanke? Den ophøjede tanke er omfattende, integreret og sammenhængende. Den kan give mennesket en holdning til alt, der vedrører dets adfærd, og et standpunkt over for enhver begivenhed. Den kan frembringe et system, der regulerer alle samfundets relationer uden at overse noget aspekt, og gør dette præcist, sammenhængende og harmonisk. Dermed findes i samfundet et harmonisk livsmønster eller adfærdsmønster med en bestemt form og et tydeligt præg. Dets behandlinger kolliderer ikke, dets regler modsiger ikke hinanden, og de undergraver ikke hinanden. En sådan tanke kan gøre menneskegruppen, som bærer den og praktiserer dens system, til et stærkt og sammenhængende samfund, der bevæger sig opad mod oprejsning. Det skyldes, at den har samordnet samfundets relationer og befriet det for uro, modsætninger og interne konflikter.
Det intellektuelle grundlag, som oprejsningen bygger på
Problemet ligger imidlertid i, hvordan man opnår den ophøjede tanke, som besidder disse egenskaber og kendetegnes ved denne helhed og omfang. Hvorfra skal samfundene få denne tanke? Den sanselige virkelighed og historien samt oplyst iagttagelse og tænkning beviser, at en sådan tanke kun kan eksistere, hvis den har et intellektuelt grundlag: et intellektuelt grundlag for alle tanker.
Det skyldes, at ethvert bygningsværk kræver et fundament, og det intellektuelle grundlag kan tjene som fundament for dette intellektuelle bygningsværk. Dette intellektuelle grundlag—grundtanken—kan kun være et grundlag, hvis det er en rationel verdensanskuelse, der giver en altomfattende idé om universet, mennesket og livet. Den gør mennesket bekendt med dets oprindelse og endemål og dermed med dets livs natur og formål. Derved bliver denne verdensanskuelse egnet som fundament for det intellektuelle bygningsværk.
Den må desuden være en politisk ’aqida, så livssystemer udspringer af den, varetager menneskenes anliggender i deres samfund og stemmer overens med de tanker, de bærer, og de følelser, der hersker blandt dem. Derved bliver samfundet en særegen og selvstændig kulturel enhed, og den ’aqida, det antager, bliver dets intellektuelle lederskab, som fører det gennem højnelse mod oprejsning.
Ideologien og den ideologiske tanke
Denne tanke kaldes den ideologiske tanke; en ideologi er en rationel verdensanskuelse, hvorfra et system udspringer.
Middelalderens Europa og fraværet af en ideologi
Det var denne ideologi, som Europas folk manglede i middelalderen. De havde dengang ikke en ideologisk tanke, som kunne danne grundlag for deres oprejsning.
Det er sandt, at disse folk fulgte én religion og én ’aqida, nemlig kristendommen. Denne ’aqida var imidlertid hverken politisk eller rationel. Den var blot en følelsesbaseret ’aqida, som folkene havde modtaget gennem efterligning af deres fædre, munke og præster. Den var derfor ikke egnet som grundlag for tanker om oprejsning i samfundet, og der udsprang følgelig ingen systemer for livet, samfundet og staten fra den. Den var blot en åndelig ’aqida, der—ud fra sit eget synspunkt, naturligvis—forklarede menneskets forhold til sin Skaber og vejledte til et sæt moralske, åndelige og menneskelige værdier.
Selv om konger og kirkefolk regerede i religionens og det guddommelige mandats navn, betyder det på ingen måde, at de varetog menneskenes anliggender gennem love, der var udledt af religionen, Evangeliet og kristendommen. De anvendte derimod menneskeskabte systemer og love uden forbindelse til kristendommen. Disse hørte til de laveste og mest uretfærdige systemer og blev kendt som feudalsystemet.
Den kendte britiske historiker Will Durant siger i »Feudalretten«: »Skik og lov var én og samme ting under feudalt styre, hvor dommerne og de personer, der håndhævede civilretten, som regel var analfabeter. Hvis der opstod et spørgsmål om lov eller straf, spurgte man samfundets ældste medlemmer, hvad der havde været sædvane i den pågældende sag i deres ungdom.«
Europa og araberne i Jahiliyya
Kort sagt, kære brødre, skyldtes Europas forfald i middelalderen i virkeligheden den lave kultur, der herskede dér.
Det samme, som gjaldt Europas folk i middelalderen, gjaldt araberne i Jahiliyya. De havde ingen rationel politisk ’aqida, der kunne binde dem sammen og styrke samfundets bånd ved at regulere deres relationer. De bar derimod en traditionel præstelig ’aqida: Jahiliyyas hedenskab. Den var derfor ikke egnet som grundlag for deres tanker eller som intellektuelt lederskab for deres samfunds bevægelse. Samfundet befandt sig følgelig i forfald. Stammementaliteten herskede og gjorde stammer og klaner til fjendtlige, krigsførende samfund, som uophørligt førte krig mod hinanden uden anden grund end hævn og fanatisk stammesammenhold. Dette samfund blev derfor kendt som Jahiliyya-samfundet.
Sammenligningen mellem den islamiske og europæiske oprejsning
Trods deres dybe forfald kom Den Arabiske Halvøs folk hurtigt ud af forfaldets mørke og ind i oprejsningens og højnelsens lys i begyndelsen af det syvende århundrede e.Kr. gennem en pludselig, gennemgribende forandring. Forfaldet fortsatte derimod med at hvile over Europas folk i mange århundreder under deres middelalder, som varede omkring tusind år frem til den moderne tids fremkomst. Tegnene på oprejsning viste sig først i slutningen af det femtende århundrede og bar først frugt i slutningen af det attende århundrede.
Under alle omstændigheder vil vi se bort fra tidsforskellen mellem den europæiske og den islamiske oprejsnings fremkomst og fra, hvor hurtigt de bar frugt, og stille følgende spørgsmål:
Den fælles faktor i de to oprejsninger
Hvilken faktor fandtes i disse to … i hvert af disse to samfund, så oprejsningens kræfter begyndte at virke i dem, og de gik fra forfald til højnelse?
Svaret, kære brødre, ligger i den oprejsningsfilosofi, vi tidligere har fremlagt: I hvert af disse to samfund fandtes en rationel politisk ’aqida, som fungerede som en ideologi. På den blev der rejst et omfattende kulturelt bygningsværk, som førte samfundet mod højnelse.
Den islamiske ideologi og opbygningen af kultur og stat
På Den Arabiske Halvø fremstod islam som en ideologi, der bygger på en rationel verdensanskuelse. Den giver en altomfattende idé om universet, mennesket og livet, om det, der ligger før og efter det jordiske liv, og om det jordiske livs forhold til det, der ligger før og efter det. Det er den ’aqida, at der ikke findes nogen gud undtagen Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud. Fra denne ’aqida udsprang det største system for mennesket i dets liv, samfund og stat.
Den regulerede menneskets forhold til sin Skaber gennem de verdensanskuelser, den forklarede, og de ’ibadat (andagter), den foreskrev, såsom bøn, faste og hajj. Den regulerede menneskets forhold til sig selv gennem den moral og de love om mad og beklædning, den foreskrev. Den regulerede menneskets forhold til andre mennesker i samfundet gennem de systemer for samfund og stat, den foreskrev.
Fra denne ’aqida udsprang et styresystem kendt som Khilafah-systemet. Der udsprang også et økonomisk system, som regulerer de økonomiske relationer mellem mennesker i samfundet og angiver statens indtægter og udgiftsområder; et socialt system, som regulerer forholdet mellem mand og kvinde og behandler familiens problemer; et straffesystem; og andre systemer. Disse systemer udsprang fra den islamiske ’aqida ved, at de alle blev udledt af Qur’anen og Profetens Sunnah, som blev åbenbaret fra Allah den Ophøjede til Hans Sendebud Muhammad—må Allah velsigne ham og hans familie og skænke dem fred.
Den islamiske ’aqidas betydning for muslimernes oprejsning
Denne ’aqida, kære brødre—den ’aqida, at der ikke findes nogen gud undtagen Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud—var det intellektuelle grundlag, som den dybt rodfæstede islamiske kultur blev bygget på. På dens grundlag blev oprejsningen virkeliggjort i de arabiske lande. Den bredte sig derefter til en enorm del af den beboede verden med en hastighed uden sidestykke i historien, fra Kina i øst til Atlanterhavet i vest.
Den samme Will Durant, som tidligere blev nævnt, beskriver de islamiske lande under Khilafah-staten, som var grundlagt på den islamiske ideologi. Han siger—Will Durant siger: »Kalifferne sikrede i høj grad menneskenes liv og frugterne af deres indsats, gav de talentfulde muligheder og udbredte velstand gennem seks århundreder i områder, som aldrig siden oplevede en tilsvarende velstand. Gennem deres opmuntring og støtte blev undervisningen udbredt, og videnskab, litteratur, filosofi og kunst blomstrede så stærkt, at Vestasien gennem fem århundreder var verdens kulturelt mest højtstående område.«
Den kapitalistiske ideologi og den vestlige oprejsning
I Europa førte konflikten mellem kirkefolk på den ene side og konger og filosoffer på den anden til fødslen af en ny ideologi, som byggede på ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet. Den kaldes ofte sekularisme. Denne politiske ’aqida blev det intellektuelle grundlag for den moderne vestlige kultur. Det kapitalistiske system udsprang fra den og bygger på at gøre mennesket frit for enhver begrænsning, hvad enten den er religiøs eller ikke-religiøs. Dette førte til den vestlige oprejsning, som fortsat består i dag og arbejder på at invadere samfund og omforme dem efter sin levemåde.
Oprejsningens realitet og den sande ideologi
Kære brødre, dette er den sande forklaring på oprejsning: Den er den intellektuelle højnelse, der kommer til udtryk i en rationel politisk ’aqida, som egner sig som grundlag for menneskets og samfundets tanker, som kilde, hvorfra dets system udspringer, og som fundament for dets kultur. Kort sagt er en nations besiddelse af en ideologi årsagen til dens oprejsning. Til sidst mangler vi at stille følgende spørgsmål:
Er menneskets mål blot at have en ideologi—en hvilken som helst ideologi—og den oprejsning, der følger af den—en hvilken som helst oprejsning? Garanterer enhver oprejsning menneskegruppen lykke og tryghed? Eller må man skelne mellem en sand og en falsk ideologi og dermed mellem en sand og en fejlagtig oprejsning? Svaret er uden tvivl, at menneskets mål ikke blot er en ideologi—en hvilken som helst ideologi—og heller ikke en oprejsning—en hvilken som helst oprejsning. Menneskets mål er den sande ideologi, som fører til den sande oprejsning, der igen sikrer mennesket lykke og tryghed.
Indledning til næste halaqa
Hvordan skelner man da mellem de to? Dette bliver vores emne i næste halaqa, om Allah vil, så følg med i næste halaqa. Jeg siger dette og beder Allah om tilgivelse for mig og jer. Jeg vender tilbage efter en kort pause for at besvare de spørgsmål, der måtte være kommet under denne halaqa. Allahs fred og barmhjertighed være med jer.
Seernes spørgsmål
Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. Velkommen tilbage til de spørgsmål, der er kommet under vores halaqa.
Er islam en politisk eller åndelig ’aqida?
Bror Bin Nur spørger: Er islam en politisk eller åndelig ’aqida?
Før vi besvarer dette spørgsmål, har seeren og lytteren ret til at kende betydningen af begge udtryk: Hvad er en politisk ’aqida, og hvad er en åndelig ’aqida?
En politisk ’aqida er en ’aqida, hvorfra et system for livet, samfundet og staten udspringer. Hvis denne ’aqida udgør en livsanskuelse og giver mennesket et system, der regulerer dets relationer i samfundet, er den en politisk ’aqida, som egner sig som grundlag for samfundet og staten og som kilde til lovgivning.
En åndelig ’aqida er derimod en ’aqida, der etablerer et forhold mellem mennesket og dets Skaber. »Den åndelige side« eller »det åndelige aspekt« er et udtryk for menneskets opfattelse af sit forhold til Allah—glorificeret og ophøjet være Han. De ’aqidaer, der etablerer et forhold til Allah den Almægtige, er således åndelige ’aqidaer.
På grundlag af vores definition af den politiske og den åndelige ’aqida spørger vi: Er den islamiske ’aqida politisk eller åndelig? I virkeligheden er den islamiske ’aqida alene, i modsætning til alle andre ’aqidaer i verden i dag, både åndelig og politisk på samme tid. Hvorfor? For det første etablerer den et forhold mellem mennesket og dets Skaber. Den gør endda mennesket bekendt med dets oprindelse og endemål, med det jordiske livs forhold til det, der ligger før det—Allah, glorificeret og ophøjet være Han—og med det jordiske livs forhold til det, der ligger efter det—Regnskabets Dag, Genopstandelsens Dag. Den regulerer … den gør mennesket bekendt med dets Skaber—glorificeret og ophøjet være Han—og regulerer dets forhold til Ham gennem ’ibadat. Den er derfor en åndelig ’aqida. Men den er også en politisk ’aqida, fordi et system for livet, samfundet og staten er udsprunget fra den. Den skabte en kultur, etablerede en stat og skabte et samfund, hvis anliggender varetages gennem den Shari’ah, der udsprang fra denne ’aqida. Den islamiske ’aqida er således både åndelig og politisk på samme tid.
I modsætning til de øvrige ’aqidaer er nutidens religiøse ’aqidaer—kristendommen, jødedommen, buddhismen, hinduismen og andre religiøse ’aqidaer—alle rent åndelige. Det betyder ikke, at de etablerer det sande forhold til Allah—glorificeret og ophøjet være Han—men de har foreslået og fremlagt en form for forhold mellem mennesket og dets Skaber. Vi afviser dem, men fra denne side er de åndelige og ikke politiske ’aqidaer.
Hvad angår politiske ’aqidaer, findes i vores verden i dag ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet. Der findes også stadig nogle rester af den kommunistiske ’aqida—’aqidaen om, at der ikke findes nogen Gud, og at livet er materie. Den herskede på et tidspunkt i det forrige århundrede, det tyvende århundrede, over en stor del af verden og var i strid med den vestlige liberale ideologi, den kapitalistiske ideologi, som byggede på ’aqidaen om religionens adskillelse fra livet. Disse to ’aqidaer—den kapitalistiske ’aqida om religionens adskillelse fra livet og den kommunistiske ’aqida, der benægter religionen og siger, at der ikke findes nogen Gud, og at livet er materie—er således politiske ’aqidaer uden nogen forbindelse til det åndelige aspekt. Den ene benægter ruh (menneskets opfattelse af sit forhold til Allah), benægter den åndelige side og benægter det åndelige aspekt: den kommunistiske ’aqida. Den anden adskiller ruh fra materien og adskiller menneskets åndelige liv fra dets materielle liv i dette liv. Islam alene, i modsætning til andre ’aqidaer, udmærker sig ved, at dens ’aqida er både åndelig og politisk på samme tid.
Hvordan måles den sande oprejsning?
Søster Mona Nazzal: Allahs fred være med jer. Og Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.
Søster Mona spørger: Hvordan måles oprejsningen, og hvilke kendetegn har den sande og den fejlagtige oprejsning? Må Allah velsigne jer.
Jeg nævnte i slutningen af den halaqa, jeg netop har præsenteret, at dette emne er emnet for vores næste halaqa. Men kort sagt og af respekt for søsteren, der stillede spørgsmålet, siger jeg: Den sande oprejsning bygger på den sande ideologi, og den sande ideologi bygger på den sande ’aqida. Omvendt vil enhver falsk ’aqida, der frembringer en fejlagtig ideologi, resultere i en fejlagtig oprejsning for menneskene. Som vi sagde under halaqaen, handler sagen ikke om at nå frem til en hvilken som helst oprejsning. Den handler om at nå frem til en oprejsning, der fører mennesket til den tryghed, det søger, til en sand tilfredsstillelse af dets natur og dermed til den lykke, mennesket søger.
Hvad er målestokken for den sande ’aqida, og hvad er målestokken for den falske ’aqida? Det talte vi om i begyndelsen af Halaqa Online, i serien Vejen til Iman. Vi talte om den sande ’aqidas to målestokke og sagde, at det er en ’aqida, som stemmer overens med menneskets natur og bygger på forstanden. Dette findes ikke i nogen anden ’aqida end islam. Den islamiske ’aqida stemmer overens med menneskets natur, og Allah—ophøjet være Han—byggede den på forstanden: Han gjorde de rationelle beviser til det, der fastslår den islamiske ’aqida, og gjorde forstanden til grundlaget for taklif (pålæggelse af ansvar). Dette emne vil vi tale udførligt og indgående om, hvis Allah vil, i næste halaqa, næste uge, hvis Allah den Ophøjede vil.
Afslutning
Dette var de spørgsmål, der kom denne aften, kære brødre. Jeg beder Allah—glorificeret og ophøjet være Han—om at acceptere vores faste, nattebøn og øvrige lydighedshandlinger og gøre os til nogle af dem, der bliver frigjort i denne ædle måned. Jeg beder Allah—glorificeret og ophøjet være Han—om at acceptere fra os alle. Jeg beder Ham—glorificeret og ophøjet være Han—om at øge os i viden og handling og gøre vores viden og handling oprigtig for Hans ædle åsyn. Jeg påkalder velsignelser og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahaba og dem, der er loyale over for ham.
I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige.
﴿ وَٱلْعَصْرِ إِنَّ ٱلْإِنسَـٰنَ لَفِى خُسْرٍ إِلَّا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ وَعَمِلُوا۟ ٱلصَّـٰلِحَـٰتِ وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلْحَقِّ وَتَوَاصَوْا۟ بِٱلصَّبْرِ ﴾
»Ved tiden! Mennesket er i tab, undtagen dem, der tror, gør gode gerninger og formaner hinanden til sandhed og tålmodighed« [103:1–3]
Allahs fred og barmhjertighed være med jer.
