Åbningstekst fra bogen Islams system
Det, som indikerer om en ideologi er sand eller falsk er dens verdensanskuelse, altså om ideologiens verdensanskuelse er sand eller falsk. Dette skyldes, at denne verdensanskuelse er det intellektuelle grundlag, hvorpå enhver tanke baseres, og som fastsætter ethvert synspunkt, og hvorfra enhver behandling og enhver metode udspringer. Så hvis dette intellektuelle grundlag er sandt, så er ideologien også sand, og hvis den er falsk, så vil ideologien være fundamentalt falsk.
Hvis det intellektuelle grundlag stemmer overens med menneskets natur og er baseret på forstanden, så er det et sandt grundlag, og hvis det modstrider menneskets natur og ikke er baseret på forstanden, så er det et falsk grundlag. Det intellektuelle grundlags overensstemmelse med menneskets natur betyder, at det intellektuelle grundlag anerkender menneskets afmægtighed og afhængighed af Den Organiserende Skaber, som ligger i menneskets natur. Med andre ord, at det stemmer overens med religiøsitetsinstinktet.
Indledning: Den sande oprejsning
Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Velkommen til en ny episode af jeres program, Halaqa Online. Lad mig indledningsvis bede Allah, ophøjet er Han, for mig selv og jer på denne velsignede nat—den syvogtyvende nat i den velsignede måned ramadan. Det er en nat med stående bøn, bukken, knæfald, nattebøn og ihukommelse. Vi beder Allah, ophøjet er Han, om at tage imod de lydighedshandlinger, vi udfører til gavn for os selv, og om at gøre os til nogle af dem, der bliver frigjort i denne velsignede måned.
Kære brødre, i den foregående episode talte vi om oprejsningens hemmelighed. Vi havde fastslået, at nationalisme og patriotisme er ugyldige som bånd, der kan skabe et højtstående samfund, og at det bånd, der skaber et oprejst samfund, er det ideologiske bånd: båndet til en ideologi, der består af en ’aqida, hvorfra et system udspringer. Vi afsluttede sidste uges episode med følgende spørgsmål: Er enhver ideologi som enhver anden ideologi, og enhver oprejsning som enhver anden oprejsning? Eller findes der en sand oprejsning, der fører mennesket til lykke, og en forkert oprejsning, der fører det til elendighed, trods de tegn på oprejsning, vi ser i samfund, som har antaget falske ideologier? Det er dagens emne: den sande oprejsning, der bygger på den korrekte ideologi.
Mennesket og søgen efter lykke
Brødre, mennesket søger af natur efter lykke, højnelse og velstand. Det stræber efter et værdigt liv, hvor dets højnelse over alle andre skabninger kommer til udtryk. Siden oldtiden har mennesket søgt efter vejen til denne højnelse og velstand for at nå frem til lykken. Tænkere, filosoffer og lovgivere begyndte derfor at udforme teorier, ’aqidaer og ideologier med dette mål for øje, og folk fulgte dem trods deres forskellige retninger, teorier og filosofier.
Men nåede alle disse mennesker deres mål—eller deres mål og deres inderste håb? Svaret er naturligvis nej. De fandt ikke vejen til den sande oprejsning og dermed heller ikke til lykken.
Hvis mennesket vil opnå den sande oprejsning og dermed lykken, må det have en sund menneskelig adfærd. Menneskets adfærd er nemlig det, der fører det enten til oprejsning eller til forfald.
Adfærd og livsenergi
Hvad er adfærd? Hvad mener vi med adfærd? Adfærd er summen af de handlinger, mennesket udfører i sit liv og sit samfund. I virkeligheden udspringer alle disse handlinger af den livsenergi, som mennesket besidder, og som ligger latent i mennesket selv. Med menneskets livsenergi mener vi det, der driver det til at udføre de handlinger, vi ser det udføre hver dag og hele tiden.
Denne livsenergi er summen af menneskets organiske behov og instinkter, som det føler behov for at tilfredsstille. Det vil spise og drikke, klæde sig på, eje og forsvare sig. Det vil helliggøre og ære. Det er nogle af de behov, vi ser mennesket stræbe efter at tilfredsstille.
Allah, ophøjet er Han, siger:
﴿ زُيِّنَ لِلنَّاسِ حُبُّ ٱلشَّهَوَٰتِ مِنَ ٱلنِّسَآءِ وَٱلْبَنِينَ وَٱلْقَنَـٰطِيرِ ٱلْمُقَنطَرَةِ مِنَ ٱلذَّهَبِ وَٱلْفِضَّةِ وَٱلْخَيْلِ ٱلْمُسَوَّمَةِ وَٱلْأَنْعَـٰمِ وَٱلْحَرْثِ ذَٰلِكَ مَتَـٰعُ ٱلْحَيَوٰةِ ٱلدُّنْيَا ﴾
»Kærligheden til det, som menneskene begærer, er gjort tillokkende for dem: kvinder, sønner, ophobede mængder guld og sølv, udsøgte heste, kvæg og dyrket jord. Det er nydelsen i det jordiske liv.« [3:14]
Måden at tilfredsstille behovene på er adfærden
Mennesket fandt, at midlerne til at tilfredsstille disse behov og ønsker findes spredt i tingene omkring det, som er blevet stillet til dets rådighed. Derfor søgte det at få det, som det havde brug for og ønskede. Her stod mennesket over for et problem: Hvordan skal det gøre brug af tingene omkring sig? Med andre ord: Hvordan skal det tilfredsstille sine behov og instinkter? Det er ikke en mekanisk og automatisk proces at gøre brug af tingene og tilfredsstille menneskets behov og instinkter, sådan som det er for et dyr. Mennesket har et sind, som stiller mange valgmuligheder og måder at gøre brug af tingene og tilfredsstille behovene på foran det.
Når mennesket vælger en bestemt måde at gøre brug af tingene på og en bestemt metode til at tilfredsstille sine behov og instinkter, har det valgt en bestemt adfærd. Det er adfærden: den måde, mennesket har valgt at tilfredsstille sine ønsker på; de regler, der styrer dets handlinger; de reaktioner, der udgår fra det; dets holdninger til de ting og begivenheder, det møder; og den måde, det behandler de problemer på, som det møder i livet.
Begreberne styrer adfærden
Nu, hvor vi har afklaret adfærden, kommer vi til det grundlæggende spørgsmål: Hvad er den sunde adfærd, der fører til den sande oprejsning og dermed til lykken? Svaret begynder således: Hvis vi vil finde den sunde adfærd, må vi først få den korrekte tanke. Menneskets adfærd er knyttet til dets begreber, og det indretter sin adfærd i livet efter sine begreber om tingene.
Som vi har slået fast, er menneskets adfærd summen af dets relationer til tingene og menneskene omkring det. Menneskets begreb om disse ting fastlægger dets holdning til dem. Et menneskes begreb om en person, det elsker, former dets adfærd over for vedkommende—eller det former sin adfærd over for vedkommende—i modsætning til dets adfærd over for en person, det hader og har hadefulde begreber om. Denne adfærd er også forskellig fra dets adfærd over for en person, det ikke kender og ikke har noget begreb om. Hvis vi vil højne menneskets adfærd, må vi derfor først skabe de korrekte begreber hos det.
﴿ إِنَّ ٱللَّهَ لَا يُغَيِّرُ مَا بِقَوْمٍ حَتَّىٰ يُغَيِّرُوا۟ مَا بِأَنفُسِهِمْ ﴾
»Allah ændrer ikke et folks tilstand, før de ændrer det, der er i dem selv.« [13:11]
Livsanskuelsen og den store knude
Disse begreber om tingene kan imidlertid kun opstå, hvis de bygger på tanken om det jordiske liv—altså hvis de udspringer af en livsanskuelse, som forklarer mennesket betydningen og formålet med dets eksistens i dette liv. Hvis mennesket fastlægger formålet med sin eksistens i denne verden og den opgave, som dette formål pålægger det, kan det betragte tingene ud fra et fast syn og indrette sin adfærd over for dem på en måde, der bringer det i harmoni med sig selv.
Tanken om det jordiske liv kan heller ikke fæstne sig på en frugtbar måde, før der findes en tanke om universet, mennesket og livet; om det, der var før det jordiske liv, og det, der kommer efter; samt om livets forbindelse med det, der var før, og det, der kommer efter. Det sker ved at give den helhedsorienterede idé om det, der ligger bag universet, mennesket og livet, for denne idé er det intellektuelle grundlag, som alle tanker om livet bygges på. Mennesket mærker og forstår nemlig, at livet er ét led i en sammenhængende kæde og derfor en del af en helhed.
At give den helhedsorienterede idé om disse ting er derfor løsningen på menneskets store knude. Denne knude har trængt sig på og gjort mennesket uroligt, siden det kom til på jorden, og den bliver ved med at gøre det uroligt, indtil den bliver løst. Når den store knude er løst, bliver de øvrige knuder også løst, fordi de er underordnede dele af den eller grene, der udspringer fra den.
’Aqidaen, det intellektuelle grundlag og ideologien
Når mennesket har fået denne løsning, har det fået ’aqidaen og det intellektuelle grundlag, som enhver underordnet tanke om adfærden i livet og livets systemer bygges på. Med andre ord har det fået ideologien. I den terminologi, alle mennesker bruger, er ideologien den grundlæggende tanke, som andre tanker bygges på. En tanke kan kun med rette kaldes en ideologi, hvis den er en grundlæggende tanke, hvorfra alle tanker om livet udspringer. Den grundlæggende tanke er en tanke, som ikke er forudgået af nogen anden tanke overhovedet. Den er begrænset til den helhedsorienterede idé om universet, mennesket og livet; der findes ingen anden grundlæggende tanke. Denne tanke er grundlaget i livet og menneskets eneste vej til den oprejsning, det søger.
Ikke enhver oprejsning er en sand oprejsning
De fleste vestlige tænkere, historikere og filosoffer standser ved at undersøge oprejsningen, dens årsager og dens forklaring, men det ville være forkert af os at følge dem i det. Historien har givet os flere eksempler på oprejsninger, og det samme har samtidshistorien. Ikke enhver oprejsning er som enhver anden. Der er en dyb og grundlæggende forskel mellem den ene oprejsning og den anden.
Det er derfor ikke rigtigt, at mennesket nøjes med at søge efter oprejsning i almindelighed. Det må søge den oprejsning, som fører til menneskets velbefindende—altså til dets vedvarende ro og lykke. Med andre ord: Når der findes en sand oprejsning og en korrupt oprejsning, må mennesket søge netop den sande.
Den korrekte og den forkerte ideologi
Hvis mennesket har opnået—har søgt og erkendt—at ideologien er oprejsningens hemmelighed, betyder det, at den sande oprejsning udspringer af den korrekte ideologi. Den korrekte ideologi bygger på den korrekte ’aqida, som overbeviser forstanden og stemmer overens med menneskets natur, så hjertet fyldes med ro. Denne ’aqida giver det sandfærdige svar og den korrekte idé om universet, mennesket og livet. Ideologien kan anvendes til enhver tid og på ethvert sted, og den garanterer mennesket den sande oprejsning.
En ideologi, der bygger på en forkert ’aqida, kan derimod kun anvendes i det omfang, den møder forhold i samfundet, som er gunstige for og stemmer overens med dens oplæg og retning. Dens anvendelighed skyldes ofte, at den selv er en reaktion på forhold eller kriser, som er blevet forværret i et bestemt samfund, sådan som det gælder den liberale kapitalistiske ideologi. De ansvarlige opdager snart, at den ikke kan fortsætte med at blive anvendt, efter at samfundet opdager, at den strider imod menneskenes forstand og ikke stemmer overens med deres natur. Samfundet falder da hurtigt tilbage igen under et system, som tidligere selv havde været årsagen til dets oprejsning.
Den kommunistiske ideologi og dens korrupte oprejsning
Det nærmeste eksempel er den kommunistiske ideologi. Den skabte en oprejsning, som på grund af dens store fordærv ikke kunne vare længere end nogle få årtier—halvfjerds år. Dens ’aqida stødte sammen med menneskets natur og forstand, da den benægtede Skaberens eksistens og sagde: »Der findes ingen gud, og livet er materie.«
Menneskets natur har en naturlig tilbøjelighed til at tilbede Den Organiserende Skaber. Forstanden fastslår med sikkerhed, at universet, mennesket og livet alle er skabt af en Skaber, fordi deres begrænsning og afmagt er tydelig, og fordi de rummer tegn på skaberkraft og præcision, som peger på en vis Skaber, der har skabt dem fuldkomment.
Fra denne ’aqida—den kommunistiske ’aqida—udsprang der derfor et korrupt system: det socialistiske system. Det løftede mennesket et øjeblik i historiens forløb for derefter at styrte det i afgrunden. Det flyttede sig ikke fra menneskets bryst, før det havde efterladt det fældet, udmattet og ude af stand til noget.
Den kapitalistiske ideologi og dens ’aqida
Den liberale kapitalistiske ideologi, som opstod som et brud med forholdene i middelalderens Europa, er også en forkert ideologi. Dens ’aqida—religionens adskillelse fra livet—er ikke en åndelig ’aqida. Efter at have anerkendt, at mennesket er skabt af en Skaber, dog uden at fastslå det endeligt, adskilte den mennesket fra dets Skaber og sagde: »Skaberen skabte dig på denne jord, trak sig derefter tilbage fra dig og lod dig selv styre dine forhold, som du vil.« Dermed stred den imod menneskets natur. Mennesket ser sig selv som afmægtigt, utilstrækkeligt og begrænset, og det ser sin Skaber som Den, der organiserer alle dets forhold og hele dets liv.
Hvis den ’aqida, der udgør ideologiens grundlag, er korrupt og forkert, vil de systemer, der udspringer af den, naturligt være ugyldige og mislykkede, og den kultur, der bygger på den, vil føre mennesket på afveje.
Islam er grundlaget for den sande oprejsning
Islam er derimod en ideologi, der overbeviser forstanden og stemmer overens med menneskets natur. Dens ’aqida, som Allah, ophøjet er Han, åbenbarede til Sit Sendebud Muhammad, må Allah velsigne ham og hans familie og skænke dem fred, gav den korrekte helhedsorienterede idé om universet, mennesket og livet ved at fastslå, at de alle er skabt af en Skaber. Den forklarede, hvad der var før det jordiske liv: Skaberen, Allah, ophøjet er Han; og hvad der kommer efter: opstandelsens dag. Den fastlagde menneskets forhold til sin Skaber som pligten til at underkaste sig Hans befalinger og forbud og indrette livet efter det system, Han åbenbarede til Sit Sendebud Muhammad, må Allah velsigne ham og skænke ham fred. Den knyttede mennesket, mens det lever på jorden, til opstandelsens dag og det, der følger efter, ved at love det Paradiset, hvis det overlader sine forhold til sin Skaber og underkaster sig Hans befalinger og forbud, og ved at true det med Ilden, hvis det trodser, gør oprør og synder.
Allah, ophøjet er Han, beskriver menneskets rejse fra dets nedstigning til jorden, til det forlader den på regnskabets dag, idet Han siger:
﴿ قُلْنَا ٱهْبِطُوا۟ مِنْهَا جَمِيعًا ۖ فَإِمَّا يَأْتِيَنَّكُم مِّنِّى هُدًى فَمَن تَبِعَ هُدَاىَ فَلَا خَوْفٌ عَلَيْهِمْ وَلَا هُمْ يَحْزَنُونَ وَٱلَّذِينَ كَفَرُوا۟ وَكَذَّبُوا۟ بِـَٔايَـٰتِنَآ أُو۟لَـٰٓئِكَ أَصْحَـٰبُ ٱلنَّارِ ۖ هُمْ فِيهَا خَـٰلِدُونَ ﴾
»Vi sagde: ›Stig alle ned derfra. Når der kommer vejledning fra Mig til jer, skal de, som følger Min vejledning, ikke frygte, og de skal ikke sørge. Men de, som fornægter troen og afviser Vore tegn, er Ildens folk; dér skal de forblive.‹« [2:38–39]
Denne ’aqida overbeviste således menneskets forstand, som den ædle Qur’an henvender sig til med ordene:
﴿ أَفِى ٱللَّهِ شَكٌّ فَاطِرِ ٱلسَّمَـٰوَٰتِ وَٱلْأَرْضِ ﴾
»Kan der herske tvivl om Allah, himlenes og jordens Skaber?« [14:10]
Denne ’aqida stemte også overens med menneskets natur, som har en tilbøjelighed til at tilbede Den Organiserende Skaber, og som den ædle Qur’an omtaler med ordene:
﴿ فَأَقِمْ وَجْهَكَ لِلدِّينِ حَنِيفًا ۚ فِطْرَتَ ٱللَّهِ ٱلَّتِى فَطَرَ ٱلنَّاسَ عَلَيْهَا ۚ لَا تَبْدِيلَ لِخَلْقِ ٱللَّهِ ۚ ذَٰلِكَ ٱلدِّينُ ٱلْقَيِّمُ وَلَـٰكِنَّ أَكْثَرَ ٱلنَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Ret derfor dit ansigt mod religionen som hanif—den natur fra Allah, som Han har skabt menneskene med. Der sker ingen ændring i Allahs skaberværk. Det er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke.« [30:30]
Den islamiske ’aqida er åndelig og politisk
Således var denne ’aqida—den islamiske ’aqida—en åndelig ’aqida. I islam findes der ingen modsætning mellem materie og ruh eller mellem materie og det åndelige aspekt. Hvis ruh er bevidstheden om forbindelsen til Allah, ophøjet er Han, har islam knyttet materie sammen med ruh ved at befale mennesket at udføre sine materielle handlinger efter Allahs befalinger og forbud. Mennesket bliver derved bevidst om sin forbindelse til Allah, ophøjet er Han, mens det udfører handlingerne, og forener opbygningen af denne verden med søgen efter Allahs velbehag.
Samtidig var denne ’aqida en politisk ’aqida, fordi der fra den udsprang et system for mennesket i dets liv, samfund og stat. På den måde forstår vi forskellen mellem historiens forskellige tegn på oprejsning. Det fører os til den sande forklaring på, hvorfor den islamiske oprejsning adskiller sig fuldstændigt fra alle andre oprejsninger. Det var vores emne og det, vi nåede at gennemgå af det i dag. Jeg forlader jer nu til en kort pause og vender derefter tilbage for at besvare de spørgsmål, der måtte være kommet under episoden. Fred være med jer.
Seernes spørgsmål
Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Velkommen tilbage til afsnittet, hvor vi besvarer jeres værdsatte spørgsmål.
Er mennesket sammensat af materie og ruh?
Jeg begynder med det første spørgsmål, som bror Abu al-Rashid har sendt. Han siger: »Det er velkendt, at mennesket består af materie og ruh. Hvis materien får overtaget over ruh, hælder mennesket mod det onde, og hvis ruh får overtaget over materien, kommer mennesket nærmere det gode. Hvordan passer den filosofi om adfærd, som I taler om, ind i denne forståelse?«
Sandheden er, at denne filosofi ikke er islams filosofi. Den er den gnostiske ’aqidas filosofi eller med andre ord ’aqidaen om filosofien om eksistensens enhed. Den kom hovedsageligt fra den østlige del af verden—fra Indien og Kina—trængte ind i de muslimske lande og blev hos mange muslimer blandet sammen med islam, dens ’aqida og dens ritualer.
I islam findes der ingen idé om, at universet, mennesket og livet er ting, der består af to bestanddele: materie og ruh. Når folk bruger ordet ruh, mener de menneskets bevidsthed om sin forbindelse til Allah, ophøjet er Han. Det åndelige aspekt i tingene er ikke en af deres bestanddele eller en del af deres sammensætning. Det åndelige aspekt i tingene er deres forbindelse til Allah, Skaberen, idet de er skabt af en Skaber. Det åndelige aspekt i universet er derfor ikke en del af dets sammensætning; det er det forhold, at universet er skabt af en Skaber. At universet er skabt af en Skaber, er det åndelige aspekt i universet. At mennesket er skabt af en Skaber, er det åndelige aspekt i mennesket, og at livet er skabt af en Skaber, er det åndelige aspekt i livet. Der findes således ikke noget, der hedder, at universet består af materie og ruh, eller at mennesket i denne betydning består af materie og ruh.
Ja, mennesket har den ruh, som er livets hemmelighed, og som Allah, ophøjet er Han, siger følgende om:
﴿ وَيَسْـَٔلُونَكَ عَنِ ٱلرُّوحِ ۖ قُلِ ٱلرُّوحُ مِنْ أَمْرِ رَبِّى وَمَآ أُوتِيتُم مِّنَ ٱلْعِلْمِ إِلَّا قَلِيلًا ﴾
»De spørger dig om ruh. Sig: ›Ruh hører til min Herres anliggende, og I har kun fået lidt viden.‹« [17:85]
Denne ruh er livets hemmelighed. Den findes i den troende og ateisten, og den findes også i dyret. Når den forlader mennesket, ophører menneskets liv. Dette emne har intet at gøre med en konflikt mellem ruh og materie, og i islam findes der ingen filosofi om en konflikt mellem ruh og materie.
Sammensmeltningen af materie med ruh
Hvis vi anser og fastslår, at ruh er menneskets bevidsthed om sin forbindelse til Allah, ophøjet er Han, er islams filosofi, at muslimen skal sammensmelte materie med ruh. Det nævnte jeg kort tidligere i denne episode, og vi har tidligere viet en episode til dette emne. Når islam befaler den troende at udføre sine handlinger efter Allahs befalinger og forbud, mens han er bevidst om sin forbindelse til Allah, ophøjet er Han, har han derved sammensmeltet materie med ruh.
Når muslimen spiser og drikker, udfører han en materiel handling og tilfredsstiller et materielt behov. Men han spiser og drikker kun det, som Allah, ophøjet er Han, har tilladt—det, som Allah, den Almægtige og Majestætiske, har gjort halal—og han gør det på den måde, Allah har lovgivet. Han priser også Allah for det. Derved sammensmelter han materie med ruh, fordi han mærker det åndelige aspekt og føler åndeligheden, mens han spiser og tilfredsstiller sit behov.
Det samme gælder, når en mand har ægteskabeligt samliv med sin hustru. Derfor sagde Profeten, må Allah velsigne ham og skænke ham fred: «وفي بضع أحدكم صدقة» — »Den intime omgang hos enhver af jer er en sadaqah« [Sahih Muslim, 1006]. De spurgte: »Opfylder en af os sit begær og får belønning for det?« Han sagde: »Mener I ikke, at han ville bære en synd, hvis han gjorde det i det forbudte? På samme måde får han belønning, hvis han gør det i det tilladte.«
Hverken konflikt eller balance mellem materie og ruh
Filosofien om en konflikt mellem ruh og kroppen—påstanden om, at mennesket højnes, hvis ruh får overtaget over kroppen, og går tilbage, hvis kroppen får overtaget over ruh—findes ikke i islam. Det er en idé fra sufismens filosofi, som kom fra gamle religioner før islam. Den trængte ind i muslimernes sind og forstand, og muslimerne troede, at den var et af islams begreber, selv om den intet som helst har med islam at gøre.
Islam har ikke fordømt tilfredsstillelsen af de sanselige, materielle og kropslige behov og ønsker. Islam har ikke fordømt tilfredsstillelsen af behovene og instinkterne. Tværtimod har islam befalet, at disse organiske behov og instinkter skal tilfredsstilles efter det system, Allah, ophøjet er Han, har lovgivet—efter Allahs befalinger og forbud. Mennesket udfører dermed materielle handlinger, som tilfredsstiller dets behov og instinkter efter Allahs befalinger og forbud, og sammensmelter på den måde materie med ruh.
Derfor findes der i islam ikke noget spørgsmål om, hvad der skal have overtaget: ruh eller materie. Der tales heller ikke om en balance mellem materie og ruh, som om de var to adskilte ting, og som om noget skulle tilfredsstille ruh, mens noget andet skulle tilfredsstille materien. Mennesket tilfredsstiller derimod alle sine organiske behov og instinkter—dem alle—efter Allahs befalinger og forbud. På den måde sammensmelter det altid materie med ruh. Det er islams filosofi om materie og ruh.
Tilbedelse og det offentlige liv
Bror Abdullah spørger: »På denne velsignede nat strømmer muslimerne til moskéerne og udfører mange lydighedshandlinger, handlinger, der bringer dem nærmere Allah, og åndelige handlinger. Derefter vender de tilbage til deres liv og arbejde. Er det efter din opfattelse en modsigelse i adfærden?«
Hvis der blot menes, at de vender tilbage til deres liv og arbejde, er det ikke en modsigelse i adfærden. Det er naturligt, at der er en tid til tilbedelse og ritualer og en anden tid til at opfylde livets behov, tjene til livets ophold og bære livets byrder. Det er naturligt.
Modsigelsen opstår, når mennesket forlader nattebønnen, lydighedshandlingerne i ramadan og tilbedelsen, bønnerne, knæfaldene, bukningen og ihukommelsen og derefter går ud i det offentlige liv og lever det—ikke efter Allahs lov, men efter lovgivernes love, efter de love og forfatninger, som taghut-systemerne anvender i de muslimske lande. Det er modsigelsen: Muslimen adskiller i sit liv de ritualer, han udfører efter Allahs befalinger og forbud, fra de relationer i samfundet, som han regulerer efter systemer udformet af dem, der fabrikerer lovene—de menneskelige lovgivere, taghut—sådan som det er omtalt i Allahs Bog.
Vores ummah er naturligvis i denne tid og gennem det seneste århundrede blevet ramt af denne plage—ja, af denne store ulykke: Folk har i praksis fulgt idéen om religionens adskillelse fra livet, politikken, staten og lovgivningen. Mange mennesker har troet, at religionens anvisninger er begrænset til tilbedelse, moral, ritualer og familierelationer, mens de relationer, folk indgår i samfundet, hører under menneskeskabt lov, lovgivere og forfatninger. Vi søger beskyttelse hos Allah, ophøjet er Han, mod at blive tilhængere af taghut.
Ændrer man samfundet ved at ændre individerne?
Vores kære bror al-‘Abid fra Bayt al-Maqdis spørger: »Menneskets adfærd styres af dets begreber. Det er det, jeg forstod af dine ord. Som følge heraf må vi, hvis vi ønsker forandring, ændre individernes adfærd ved at ændre deres begreber. Med andre ord må vi reformere individerne, så samfundet bliver reformeret. Er det det, du mener?«
Nej, naturligvis er det ikke det, jeg mener. De begreber, vi taler om, er begreber for mennesket—ikke kun i dets egenskab af individ, men for mennesket som sådan. Mennesket har individuelle begreber, der vedrører den individuelle side af dets liv, og det har også begreber—ligesom samfundet har sine begreber—der vedrører den adfærd, som danner relationer mellem mennesker i samfundet. Hvis de begreber, der styrer menneskets adfærd, er omfattende begreber om alle ting og hele livet, styrer de både dets individuelle adfærd og dets relationer i samfundet.
Disse begreber omfatter den individuelle side af menneskets liv, og de omfatter også relationerne i dets liv. Mennesket har en individuel side—det har på den ene side en individuel egenskab—og det har samtidig en anden side, som vedrører dets liv i samfundet. I sin almindelige, naturlige tilstand kan mennesket ikke adskille sig fra det samfund, det lever i, eller undvære relationer til andre mennesker. Dets begreber styrer det i disse relationer til andre.
Islams begreber kom for at regulere menneskets liv som helhed. De kom for at regulere relationerne i samfundet, menneskets forhold til sin Skaber og menneskets forhold til sig selv. En ændring af begreberne afspejler sig derfor både i den individuelle side af menneskets liv og i relationerne i samfundet.
Samfundets dannelse og den omfattende forandring
Samfundet er en gruppe mennesker, der er knyttet sammen af tanker og følelser—og tankerne frembringer følelser af samme art—samt af systemer, som skal stemme overens med begreberne, ja, udtrykke dem og regulere menneskenes relationer i samfundet efter den kultur, som samfundet bærer.
En ændring af begreberne er derfor en omfattende forandring. Det følger af ideologiens natur, og vores episode handlede om ideologien og den korrekte ideologi. Ideologiens natur er, at den giver en helhedsorienteret idé om universet, mennesket og livet. En del af denne—en del af det, der udspringer af den ’aqida, som ideologien bygger på—er et system for livet. Som vi også vil forklare nærmere i den næste episode, er ideologien en ’aqida og et system. Den er også en idé og en metode.
Man kan derfor ikke udlede af det, vi tidligere sagde i denne episode, at emnet er at ændre individer, sådan at samfundet ændres, når individerne ændres. Da vi tidligere talte om at bære da’wahen, forklarede vi, at en ændring af individerne ikke fører til en ændring af samfundet. Det modsatte er derimod rigtigt: Det er ændringen af samfundet, der generelt fører til ændringen af individerne, selv om ændringen af samfundet begynder med, at et antal individer ændres, så de danner en blok, der arbejder på at ændre samfundet.
Konklusion
Kære brødre, vi nøjes med dette i aften. Endnu en gang beder vi Allah, ophøjet er Han, om på denne velsignede nat at tage imod vores og jeres bønner, recitationer, knæfald, bukken og recitation af Den Vise Påmindelses ayat og om at gøre os til nogle af dem, der bliver frigjort i denne velsignede måned. Jeg beder om velsignelser og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans ledsagere og dem, der er loyale mod ham. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.
