Alle Halaqaat
DA

Halaqa 41

Islam — idé og metode

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 41: Islam — idé og metode

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 18. juni 2018 — 4. shawwal 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Fra bogenIslams systemSjette udgave · 2001s. 32

Indledning til bogen »Islams system«

Som følge deraf er grundlaget i ideologien den altomfattende idé om universet, mennesket og livet. Ligeledes er metoden, som bringer ideologien til eksistens og gør at den bliver implementeret på livets slagmark, absolut nødvendig for denne idé, for at ideologien eksisterer. Den altomfattende idé er grundlaget for ideologien, fordi den er verdensanskuelsen, det intellektuelle grundlag og den intellektuelle ledelse, og med denne som grundlag fastlægges menneskets intellektuelle retning og livsanskuelse, endvidere baseres alle tankerne herpå, og herfra udspringer alle behandlinger til livets problemer. At metoden er absolut nødvendig, skyldes følgende: Hvis systemet, som udspringer fra verdensanskuelsen, ikke indeholder en opklaring af, hvorledes behandlingerne implementeres, samt en opklaring af hvorledes verdensanskuelsen beskyttes og hvorledes ideologiens kald leveres, vil idéen være en fantasiorienteret og hypotetisk filosofi, som blot vil forblive nedskrevet i bøgerne og ingen påvirkning have på det jordiske liv. For at ideologien eksisterer er verdensanskuelsen, behandlingerne for problemerne og metoden nødvendige forudsætninger.

Se bogkilden

Indledning: Islam er en idé og en metode

Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser. Velkommen til en ny episode af jeres program Halaqa Online. I disse episoder taler vi fortsat inden for rammen af det intellektuelle lederskab i islam i vor tid. Vi behandler et vigtigt emne om, hvordan ideologiernes indhold klassificeres. Islam er en af disse ideologier, idet islam er en ideologi og et system for livet, samfundet og staten. Dagens emne er idéen og metoden. Kære brødre, hvad mener vi med idéen og metoden?

Regulering af menneskets behov og instinkter

Tilfredsstillelsen af menneskets organiske behov og instinkter kræver adfærdsregler, der viser mennesket den korrekte tilfredsstillelse, som fører til lykke og velvære, og skelner den fra den forkerte tilfredsstillelse, som fører til elendighed. Allah, den Ophøjede—Skaberen af mennesket og dets behov og instinkter—nedsendte derfor åbenbaringen for at vise menneskene den rette adfærd, hvormed disse behov tilfredsstilles. Han forklarede imans bestanddele, først og fremmest troen på Ham, lovprist være Han, som Skaber, Organisator og Retleder. Dernæst forklarede Han de tilbedelseshandlinger, hvormed mennesket tilbeder sin Skaber, såsom bøn, faste, Hajj og andre. Dermed regulerede Han tilfredsstillelsen af menneskets religiøsitetsinstinkt og følgelig menneskets forhold til sin Skaber.

Ved at forbyde zina, lovgive om ægteskab og fastsætte de tilhørende love om forældreskab, opretholdelse af slægtskabsbånd, godhed mod forældrene og andre forhold regulerede islam tilfredsstillelsen af forplantningsinstinktet. Ved at lovgive om måderne at tjene formue på og lovene om ejerskab, forbyde tyveri og uretmæssig fortæring af menneskers formuer samt give retten til at forsvare sig selv og sin formue, selv hvis dette indebærer drab, regulerede islam tilfredsstillelsen af overlevelsesinstinktet. Ved at tillade god mad og drikke og forbyde det urene regulerede islam tilfredsstillelsen af de organiske behov. Dette er eksempler og ikke en udtømmende opregning. Islam har reguleret tilfredsstillelsen af alle menneskets medfødte behov uden at overse nogen af dem, på en afbalanceret måde, hvor intet instinkt eller behov dominerer et andet.

Samfundet Kræver et Bindende System

Tilfredsstillelsen af mange af menneskets medfødte behov kræver, at det opretter relationer til andre mennesker for at udveksle de goder, de er enige om, og afværge de farer, de frygter. Menneskene måtte derfor danne samfund. Reguleringen af relationerne i samfundet blev dermed en grundlæggende del af reguleringen af menneskenes medfødte behov; uden disse behov ville samfund slet ikke eksistere. Det betyder, at et system, som skal regulere menneskets adfærd, må gå ud over vejledning af den enkelte og også henvende sig til menneskefællesskabet som fællesskab. Det betyder også, at systemet ikke kan implementeres alene gennem frivilligt initiativ fra de enkeltpersoner, som ønsker at følge dets vejledning og underkaste sig dets regler. Relationerne i samfundet kan kun reguleres, hvis alle dets medlemmer bindes til systemet.

Metoden, der Bringer Ideologien til Eksistens og Implementerer den

Heraf følger vigtigheden af, at det system, som regulerer tilfredsstillelsen af menneskets medfødte behov, ledsages af en metode, der forklarer, hvordan systemet bringes til eksistens i virkeligheden, implementeres og bevares. Islam begrænsede sig derfor ikke til idéen, som forklarer den korrekte tilfredsstillelse af menneskets instinkter og organiske behov. Islam forklarede også metoden, hvorved ideologien bringes til eksistens i virkeligheden, implementeres i samfundet, udbredes i hele verden og bevares. Islam er derfor en idé og en metode.

Eksempler på idéens og metodens love

Som led i reguleringen af forplantningsinstinktet forbød islam zina og fulgte dette forbud med den foreskrevne straf for zina som metode til at implementere denne behandling. Da islam forbød rusmidler, tyveri, frafald og bagvaskelse af troende mænd og kvinder, fulgte islam disse forbud med foreskrevne straffe for dem, der overtræder dem. Da islam forbød angreb på liv og legeme, fulgte islam dette med lovene om qisas. Islam lovgav desuden ta’zir som straf for alle øvrige overtrædelser af shari’ah.

Da islam påbød implementeringen af shari’ah i almindelighed, forklarede islam den eneste shari’ah-mæssige metode til denne implementering: staten. Islam påbød oprettelsen af staten, forklarede metoden til at oprette den og beskrev dens system udførligt i Bogen og Sunnahen. De handlinger, som Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—udførte fra begyndelsen af sit profetskab og frem til oprettelsen af staten i Medina med denne stats oprettelse som mål, udgør derfor den eneste praktiske shari’ah-metode til at oprette staten, når den ikke findes. Den stat, som Allahs Sendebud—må Allah velsigne ham og give ham fred—oprettede i Medina, og som i hans levetid voksede til at omfatte Den Arabiske Halvø, blev dernæst det praktiske forbillede for implementeringen af islam til enhver tid som behandlinger af menneskets problemer og regulering af dets instinkter. Graden, hvori dette forbillede følges, er derfor målestokken for, hvor vellykket disse systemer og behandlinger implementeres.

Islam påbød at bære sin da’wah som et budskab til verden og forklarede også metoden til at bære den: da’wah og jihad, som staten varetager og gør til grundlaget for sin udenrigspolitik. Islam påbød, at herskeren holdes til regnskab og modsiges, hvis han overtræder islams system eller implementerer det forkert, og fastsatte også en metode til dette: pligten til at oprette politiske partier på grundlag af den islamiske ’aqida. Disse partier overvåger staten og samfundets følelser og kultur og opfylder pligten til at påbyde det rette og forbyde det forkastelige gennem da’wah, kultivering og regnskabsdragelse. Islam påbød desuden at forsvare og beskytte sit budskab og fastsatte en metode til dette: forsvarsjihad, hvorved ummaens og ideologiens fjender afværges.

Idéen og Metoden Består af Bindende Shari’ah-Love

Islam skelner ikke mellem idéens love og metodens love, når det gælder pligten til at overholde og efterleve dem. De er alle shari’ah-love, som Allah, den Ophøjede, har nedsendt i Sin Bog og i Sin Profets Sunnah—må Allah velsigne ham og hans familie og give dem fred. De omfattes af betydningen af Allahs ord:

﴿ ٱلْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِى وَرَضِيتُ لَكُمُ ٱلْإِسْلَـٰمَ دِينًا ﴾
»I dag har Jeg fuldendt jeres religion for jer, fuldbyrdet Min gunst over jer og valgt islam som jeres religion.« [5:3]

Man må derfor ikke skelne mellem idéens love og metodens love med hensyn til pligten til at overholde dem. Begge udgør en del af religionen, hvorigennem Allah adlydes. Allah, den Ophøjede, siger:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ ٱدْخُلُوا۟ فِى ٱلسِّلْمِ كَآفَّةً وَلَا تَتَّبِعُوا۟ خُطُوَٰتِ ٱلشَّيْطَـٰنِ ۚ إِنَّهُۥ لَكُمْ عَدُوٌّ مُّبِينٌ ﴾
»I troende! Træd fuldt ud ind i islam, og følg ikke Satans fodspor. Han er bestemt jeres åbenlyse fjende.« [2:208]

Ordet al-silm i dette vers betyder islam i sin helhed.

Hvorfor bruger vi denne klassifikation?

Det har ikke været en del af de fleste juristers praksis gennem tiderne — fra profettiden og frem — at skelne mellem to typer love: idé og metode. Hvorfor benytter vi så denne opdeling i vores nutidige islamiske kultur? Dette er et berettiget spørgsmål, ja, et meget berettiget spørgsmål. Enhver, der ser på vores klassifikation, bør stille det: Selvom terminologien ikke giver anledning til uenighed, må man ikke opfinde nye intellektuelle eller juridiske opdelinger uden praktisk behov — blot for intellektuel luksus’ skyld. Vi besvarer spørgsmålet ved at pege på flere væsentlige årsager til denne opdeling, som vil blive uddybet nedenfor.

I de to seneste århundreder har mange muslimske intellektuelle — herunder lærde — fremført en idé om, at islam indeholder love, der regulerer menneskets adfærd og løser dets problemer. Disse er love, man må overholde. Islam foreslog desuden metoder til implementering af disse systemer og behandlinger. Disse metoder anså de for passende i islams tidlige tidsalder — men ikke nødvendige i dagens samfund, hvor nye fremgangsmåder bedre passer til nutiden.

Shari’ahs Formål og Tilsidesættelsen af Metodens Love

Mod slutningen af det osmanniske Kalifat opstod nye synspunkter, som havde været ukendte gennem alle de foregående tidsaldre. Nogle tillod, at shari’ahs foreskrevne straffe blev erstattet med skønsmæssige straffe. Den osmanniske straffelov blev derefter udstedt. Den satte de foreskrevne straffe ud af kraft og erstattede dem med skønsmæssige straffe under påskud af, at shari’ahs formål var at forhindre forbudte handlinger, og at de foreskrevne straffe blot var et middel til dette. De hævdede derfor, at der ikke var noget til hinder for at erstatte én straf med en anden, så længe målet var at afskrække lovovertræderen. Datidens skribenter og forfattere fortsatte med at gentage teorien om shari’ahs formål. Ifølge denne teori fastsatte Allah, den Ophøjede, formål for de love, Han lovgav, og lovgav disse love for disse formåls skyld, således at lovene findes eller bortfalder, alt efter om deres formål findes eller bortfalder. De mente derfor, at opmærksomheden skulle rettes mod formålene frem for lovene selv. Dette førte til, at lovene blev forsømt under påskud af at tage hensyn til formålene.

Sandheden er, at de, der antog denne teori, begik flere fejl. Senere og nutidige skribenter forværrede derefter fejlene ved at se bort fra de rammer og grænser, som teoriens første fortalere havde overholdt.

Forskellen mellem Shari’ah-Årsagen og Formålet

Den første fejl var, at de sammenblandede shari’ah-årsagen (’illa), som Den Vise Lovgiver gjorde til grunden for at lovgive en lov, med lovens formål. En ’illa er en beskrivelse, som Den Vise Lovgiver har baseret loven på og knyttet den til, således at loven findes, når ’illaen findes, og bortfalder, når den bortfalder.

Formålene er derimod resultater, som Lovgiveren søgte at virkeliggøre gennem lovene uden at gøre lovene afhængige af dem—det vil sige uden at give formålene indflydelse på eller kontrol over lovene. Et formål kan udeblive, uden at loven dermed bortfalder. Dette adskiller sig fra shari’ah-årsagen, uden hvilken loven ikke findes. Deres anden fejl var, at de forestillede sig, at de kunne kende formålene eller de enkelte loves formål, selv når intet shari’ah-bevis påviste dem. Deres tredje fejl var, at de forestillede sig, at de havde ret til selv at opstille love, som virkeliggør shari’ahs formål, uden noget shari’ah-bevis.

De gik endda så vidt som til at tilsidesætte de love, Lovgiveren havde fastsat for at virkeliggøre disse formål. Det gjorde de under påskud af, at nye realiteter krævede, at lovene blev udviklet, og at man ikke måtte stå fast på gamle fremgangsmåder, samt med henvisning til den påstand, de udbredte: »Det kan ikke benægtes, at lovene ændres med tid og sted.« De hævdede, at dette var en shari’ah-regel.

Det Vestlige Presses Indvirkning på Forståelsen af Metodens Love

I vores nuværende virkelighed—siden den islamiske stat har været fraværende og ummaen er blevet fjernet fra den islamiske livssfære, og under presset fra vestlig kultur, de herskende systemer og det organiserede angreb på islams love—er mange muslimske intellektuelle blevet besejret af dette pres. Det gælder også enkeltpersoner og grupper, som kalder til genoptagelsen af den islamiske levemåde. De har underkastet sig mange forslag, der blev præsenteret som alternativer til islams love, navnlig metodens love. En udbredt påstand blev, at islam ikke har fastsat et detaljeret styresystem, og at der derfor ikke er noget til hinder for at antage et hvilket som helst menneskeskabt styresystem, som sikrer rådslagning og retfærdighed. Dermed blev døren åbnet for at acceptere det demokratiske system i dets forskellige former: republik, parlamentarisme, kabinetstyre, konstitutionelt monarki og så videre.

En anden udbredt påstand er, at jihad tidligere blev anvendt, fordi de internationale normer og de begrænsede kommunikationsmidler krævede det. I dag, hævder de, er der ingen begrundelse for at bære den islamiske da’wah gennem jihad, fordi idéen om folkenes ret til selvbestemmelse har slået rod, og kommunikations- og mediemidlerne har udviklet sig. Derfor er jihad efter deres opfattelse nu kun acceptabel som forsvar mod angreb.

Afvigelse fra metoden til at oprette staten

Blandt dem, der arbejder for at genetablere den islamiske stat, har den påstand også bredt sig, at islam ikke har bundet os til en bestemt metode til at oprette den, og at de handlinger, som Sendebuddet—må Allah velsigne ham og hans familie og give dem fred—udførte for at oprette staten, blot var fremgangsmåder, menneskelige ijtihader og erfaringer, som ikke binder os. De overså den tydelige forskel mellem de handlinger, Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—udførte som pligter efter Allahs befaling, og dem, han udførte som tilladte handlinger ved at vælge fremgangsmåder og midler, der virkeliggør shari’ah-målet.

De tog derfor fremgangsmåder til forandring i brug, som strider mod Sendebuddets metode—må Allah velsigne ham og hans familie og give dem fred. Nogle gange valgte de væbnet kamp uden nogen rammer. Andre gange søgte de demokratiet og deltagelse i et styre, som regerer med andet end det, Allah har åbenbaret. Atter andre gange brugte de velgørende arbejde som et middel til at tiltrække tilhængere og støtter.

Illusionen om at implementere islam uden en stat

Nogle nåede endda frem til at hævde, at de islamiske behandlinger kan implementeres uden en islamisk stat. De hævdede, at prædiken og vejledning ville være tilstrækkeligt til at tilskynde menneskene til at overholde tilbedelseshandlingerne, pligterne og de anbefalede handlinger og afholde dem fra det forbudte og det forkastelige; at private islamiske institutter, skoler og universiteter ville være tilstrækkelige til at undervise muslimerne i den islamiske kultur og de islamiske videnskaber; at awqaf, velgørende foreninger og frivillige zakah-fonde ville være tilstrækkelige til at dække de fattiges behov; at islamiske finansielle institutioner og investeringsselskaber ville implementere islams love om formue og økonomi og tilbyde muslimske investorer islamiske transaktioner; og at shari’ah-domstole ville regulere de sociale transaktioner—det, de kalder personlige forhold—i overensstemmelse med den islamiske shari’ahs love. Muslimerne kunne desuden enes om retslærde eller retslærde organer, som kunne dømme mellem dem, når der opstår stridigheder, mens moderne medier og kommunikationsmidler som satellitkanaler og internettet ville være tilstrækkelige til at bære den islamiske da’wah til verden.

Islams Suverænitet og Systemet, der Dominerer Samfundet

Der findes mange andre lignende påstande, som fratager islam det suveræne præg, Allah—lovprist og ophøjet være Han—har bestemt for islam, da Han sagde:

﴿ هُوَ ٱلَّذِىٓ أَرْسَلَ رَسُولَهُۥ بِٱلْهُدَىٰ وَدِينِ ٱلْحَقِّ لِيُظْهِرَهُۥ عَلَى ٱلدِّينِ كُلِّهِۦ وَلَوْ كَرِهَ ٱلْمُشْرِكُونَ ﴾
»Han er Den, der sendte Sit Sendebud med retledningen og sandhedens religion for at lade den sejre over enhver anden religion, selv om afgudsdyrkerne hader det.« [9:33]

Profeten—må Allah velsigne ham og hans familie og give dem fred—henviste til det samme præg, da han sagde: «الإسلام يعلو ولا يُعلى» [سنن الدارقطني، 3620] — »Islam har overhånd, og intet får overhånd over islam.« Disse mennesker overså desuden, eller ignorerede måske bevidst, at de systemer, som myndigheden implementerer i samfundet, med bindende kraft styrer samfundets relationer, præger dem med deres eget præg og spiller den største rolle i udformningen af samfundets identitet og levemåde.

De velgørende, uddannelsesmæssige, finansielle og mediemæssige institutioner, som disse vildledte mennesker opretter, kan kun eksistere og fungere med disse systemers tilladelse, i overensstemmelse med de gældende menneskeskabte love og med de politikker, som føres af herskere, der er indsat for at varetage stormagternes interesser og udbrede deres kultur og levemåde. Disse mennesker glemte, eller valgte at glemme, at intet system for livet og samfundet kan implementeres uden myndighed og styre, og at to systemer ikke kan eksistere side om side i ét samfund—især ikke når det ene er islam.

Heraf følger vigtigheden af at forklare, at islam ikke blot består af åndelige, adfærdsmæssige og moralske orienteringer, som den enkelte frivilligt kan følge uden at tage hensyn til det system, der dominerer menneskenes liv i samfundet. Islam er et system: et system for livet, samfundet og staten. Islam indeholder behandlinger af menneskets problemer, som udspringer af dets livsenergi og de relationer, denne energi kræver. Islam indeholder også en metode, der forklarer dem, som antager dette system, hvordan det skal implementeres, udbredes og bevares.

Sammenfatning af idéens og metodens love

Kort sagt giver ’aqidaen en altomfattende idé om dette jordiske liv, det, der var før det, det, der kommer efter det, og dets forhold til det, der var før, og det, der kommer efter. Dermed løser den menneskets største problem. Denne ’aqida og de shari’ah-love, der regulerer menneskets anliggender og behandler dets problemer i dets egenskab af menneske, er det, vi mener med udtrykket »idéens love«. De love, islam har fastsat som en metode til at implementere disse behandlinger i livets og samfundets virkelighed, udbrede dem i verden, bevare dem og forsvare dem, er det, vi mener med udtrykket »metodens love«. Lovene om tilbedelse, som regulerer tilfredsstillelsen af menneskets religiøsitetsinstinkt; det sociale systems love, som regulerer familierelationerne, samværet mellem mand og kvinde og de relationer, der udspringer heraf; det økonomiske systems love, som forklarer lovene om ejerskab og regulerer de økonomiske relationer; samt lovene om levnedsmidler, beklædning, god opførsel og moral—alt dette hører til idéens love.

Den islamiske stat, dens institutioner og styresystem og de love, som er pålagt den—såsom oprettelsen af skoler, Bayt al-Mal og medier, oprettelsen af domstole, straffelovene om hudud, qisas og ta’zir, udenrigspolitikken og lovene om jihad—hører alle til metodens love. Pligten til at oprette politiske partier og deres opgaver, herunder at overvåge samfundets tanker og følelser og holde herskerne til regnskab, hører ligeledes til metodens love. Arbejdet med at bære da’wahen til islam og påbyde det rette og forbyde det forkastelige, som staten og partierne udfører, hører også til metodens love. Allah, den Ophøjede, siger:

﴿ قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ ٱللَّهَ فَٱتَّبِعُونِى يُحْبِبْكُمُ ٱللَّهُ وَيَغْفِرْ لَكُمْ ذُنُوبَكُمْ ۗ وَٱللَّهُ غَفُورٌ رَّحِيمٌ ﴾
»Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig. Allah vil da elske jer og tilgive jeres synder. Allah er Den Tilgivende, Den Barmhjertige.« [3:31]

Sammenfatning af Episoden

I denne episode, kære brødre, forklarede vi, hvad vi mener med begreberne idé og metode. Denne sondring har ét grundlæggende formål: at afvise påstandene om, at islam bragte behandlinger til regulering af menneskets adfærd, men overlod det til menneskene—overlod det til muslimerne—at finde det politiske system og den metode, de midler og de fremgangsmåder, som de efter eget udsagn skulle implementere disse behandlinger med. Dermed fjernede de metoden fra islam og beholdt kun idéen, sammen med de urenheder, der præger deres forståelse af den. Jeg overlader jer nu til en kort pause. Derefter vender vi tilbage til de spørgsmål, der måtte være kommet under episoden. Fred være med jer. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed.

Seernes Spørgsmål

Velkommen tilbage. Vi vil nu besvare de spørgsmål, der kom under denne direkte episode.

Er Begreberne »Idé« og »Metode« en Nyskabelse i Religionen?

Broder al-’Abid stiller følgende spørgsmål: Ordene »idé« og »metode« forekommer hverken i Bogen eller Sunnahen. Er dette ikke en form for nyskabelse i religionen?

At indføre begreber, som udtrykker shari’ah-mæssige betydninger, er på ingen måde en nyskabelse. Det har været de lærdes og retslærdes praksis siden islams første tid. Hvis man ser nærmere på de systematisk opbyggede bøger af retslærde og lærde—bøger, der blev udarbejdet for at gøre det lettere at finde shari’ah-lovene—vil man se, at de inddelte dem på måder, som gør det lettere for mennesker at finde og gennemgå lovene.

Shari’ah inddelte for eksempel ikke selv sine love i tilbedelse, transaktioner, straffe og så videre. Shari’ah består af påbud og forbud, som muslimerne skal overholde. For at gøre lovene lettere at finde og som led i klassificeringen af de islamiske videnskaber indførte de retslærde imidlertid begreber som »kapitlet om tilbedelse«, »kapitlet om transaktioner« og »kapitlet om straffe«, med afsnit og yderligere inddelinger inden for kapitlerne.

Et andet eksempel er deres inddeling af islam i ’aqida og shari’ah. Hvis man søger i Bogen og Sunnahen, finder man ikke begrebet »’aqida«: Ordet »’aqida« forekommer hverken i Qur’anen, Allahs Bog, eller i Sunnahen. De retslærde brugte alligevel dette begreb om iman-spørgsmålene, som de adskilte fra de praktiske shari’ah-love, der hører til den islamiske retslære og lovgivning.

Hvis vi forsøgte at gennemgå alle de begreber, som lærde og retslærde har indført, ville fremstillingen blive lang, og vi kunne ikke opregne dem alle i denne session. Det er i samme betydning, at vi inddeler islams love—ja, islam som helhed—i idé og metode. Det er et nyt klassifikationsbegreb, som vi bruger til at klassificere islams love.

Vi skelner mellem det, der er lovgivet for sin egen skyld for at behandle menneskets problemer i dets egenskab af menneske, og det, der ikke er lovgivet for sin egen skyld, men derimod for idéens loves skyld. Det sidstnævnte kalder vi metodens love. De forklarer, hvordan idéens love—behandlingerne, som implementeres i menneskets liv i samfundet og i menneskelivet som helhed—skal implementeres. De forklarer, hvordan det islamiske system og den islamiske ideologi skal implementeres, udbredes og bevares. I løbet af denne episode har vi udførligt forklaret grunden til denne inddeling i idé og metode.

Er bønsmåden en del af metodens love?

Broder Abu al-Rashid spørger: Er Sendebuddets ord — må Allah velsigne ham og skænke ham fred — «صلوا كما رأيتموني أصلي» [صحيح البخاري، 631] — »Bed, sådan som I har set mig bede« — og det, han har forklaret om bønnens handlinger, en del af den metode, som Hizb ut-Tahrir kalder til?

Med ordet »metode« mener vi her ikke den sproglige betydning, men den faglige betydning. »Metode« er et nyt begreb, som bruges til at betegne en kategori af shari’ah-love i overensstemmelse med begrebets betydning. Ikke enhver måde at udføre en tilbedelseshandling på falder ind under begrebet »metode«. Måden, bønnen udføres på, hører ikke til metodens love, men til idéens love. Alt dette er love, der forklarer, hvordan mennesket etablerer sit forhold til sin Skaber og tilfredsstiller sit religiøsitetsinstinkt.

Det, der specifikt vedrører bønnen under metodens love, er følgende: Når den islamiske stat findes, straffer staten den, der undlader bønnen, i overensstemmelse med de detaljer, som de retslærde har beskrevet. Straffen af den, der undlader bønnen, hører derfor til metodens love; måden, bønnen udføres på, gør ikke. På samme måde hører Hajj, dens love, dens ritualer og måden, den udføres på, alle til idéens love og ikke metodens love. Det hører derimod til metodens love, at herskeren varetager denne pligt, letter dens udførelse for menneskene og tager sig af dens anliggender. Love, der vedrører den islamiske stat og de handlinger, som politiske partier udfører, hører til metodens love. Måden at udføre tilbedelseshandlinger på gør ikke; den hører til idéens love.

Skal Metoden Være af Samme Art som Idéen, og Hvad er Forskellen på Metode og Fremgangsmåde?

Bror Marwan Abd al-Salam spørger: Er det et krav, at metoden skal være af samme art som idéen? Hvad er forskellen mellem metode og fremgangsmåde?

I denne episode forklarede vi, at metoden består af shari’ah-love ligesom idéen. Ligesom idéen skal overholdes, skal metoden overholdes. Ligesom vi overholder forbuddet mod rusmidler, skal vi også overholde metoden til at implementere dette forbud, nemlig piskning af den, der drikker rusmidler. Ligesom vi overholder forbuddet mod zina, som hører til idéens love, skal vi overholde, at piskning eller stening af den, der begår zina, er shari’ah-love. Idéen og metoden er ens med hensyn til pligten til at overholde dem, og begge er shari’ah, som Allah—lovprist og ophøjet være Han—har lovgivet.

Det andet punkt i spørgsmålet drejer sig om forskellen mellem metode og fremgangsmåde. Ja, det er et meget vigtigt spørgsmål. Metode og fremgangsmåde er begge måder at gøre noget på. Forskellen ligger i den moderne terminologi vi bruger: Metoden er den måde Allah har fastlagt som bindende.

Allah, den Almægtige og Majestætiske, gjorde afhugning af tyvens hånd til metoden for at implementere forbuddet mod tyveri. Allah—lovprist og ophøjet være Han—gjorde qisas til metoden for at implementere forbuddet mod drab og angreb på liv og legeme. Den foreskrevne måde, hvorpå idéens love, som shari’ah har bragt og gjort bindende for os, implementeres, hører til metodens love.

En fremgangsmåde er derimod en måde, som shari’ah har overladt det til os at vælge blandt de tilladte handlinger, når vi skal implementere love, som islam ikke har fastsat en bestemt måde at implementere på, eller når islam har fastsat en del af måden og overladt resten til os.

Allah—lovprist og ophøjet være Han—sagde for eksempel til Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred:

﴿ خُذْ مِنْ أَمْوَٰلِهِمْ صَدَقَةً تُطَهِّرُهُمْ وَتُزَكِّيهِم بِهَا ﴾
»Tag en almisse af deres formue, hvormed du renser og lutrer dem.« [9:103]

Han påbød Profeten at opkræve zakah af deres formuer. Påbuddet var rettet til Profeten—må Allah velsigne ham og give ham fred—i hans egenskab af muslimernes hersker på det tidspunkt. Det er derfor rettet til den ansvarlige myndighed i den islamiske stat til enhver tid: Han skal opkræve zakah af muslimerne. Hvordan skal denne zakah opkræves? Her er det overladt til herskeren at fastsætte en fremgangsmåde til at opkræve den af muslimerne gennem administrative midler, såsom departementer og lignende. Dette er en af de tilladte fremgangsmåder.

Lad mig give et andet eksempel. Allah—lovprist og ophøjet være Han—påbød herskeren at varetage menneskenes anliggender og forhindre, at de lider skade. I nogle spørgsmål kræver forebyggelsen af skade handlinger, former, midler og fremgangsmåder, som herskeren kan vælge imellem. Regulering af trafikken på vejene og i gaderne—bilers, fodgængeres og andres færdsel—er en pligt, fordi varetagelsen af menneskenes anliggender og forebyggelsen af skade er pligter for herskeren. Shari’ah-reglen lyder: »Det, uden hvilket en pligt ikke kan opfyldes, er selv en pligt.« Reguleringen af menneskenes anliggender i det offentlige liv er derfor en pligt for herskeren.

Hvordan implementeres dette? Herskeren kan vælge et trafiksystem, hvor man kører i højre eller venstre side, og han kan indføre det trafiksystem, der passer. Begge dele er tilladte fremgangsmåder: Det er tilladt at køre i højre side, og det er tilladt at køre i venstre side. Herskeren vælger, og staten indfører et bestemt trafiksystem, som sikrer, at menneskenes anliggender forløber ordnet, forhindrer sammenstød og kaos og beskytter menneskene mod skade. Dette hører til fremgangsmåderne og midlerne.

Umar ibn al-Khattab—må Allah være tilfreds med ham—overtog administrative registre fra andre stater, såsom romerne og perserne. Disse registre var fremgangsmåder og midler, der blev brugt til at ordne registrene: folketællinger, fortegnelser over ansatte, uddelinger og soldater, optegnelser over jordskat, krigsbytte og fay’ og så videre. I dag ville dette blive kaldt offentlige registre, offentlige kontorer og forvaltninger. Alt dette er fremgangsmåder og tilladte ting. Det er genstande, og udgangspunktet for genstande er tilladelse.

Fremgangsmåder er handlinger, som shari’ah har vist er tilladte. Midler er genstande, hvis udgangspunkt er tilladelse. Vi må tage dem i brug, så længe de opfylder det tilsigtede formål—det vil sige, så længe de virkeliggør og etablerer den shari’ah-lov, som Lovgiveren har påbudt. Dette gælder, når shari’ah ikke har fastsat en bestemt måde at implementere shari’ah-loven på. Når shari’ah har fastsat en sådan måde, kaldes den metoden. Dette er forskellen mellem metoden og en fremgangsmåde.

Hvilket Forhold Har det Faste og det Foranderlige til Idéen, Metoden og Fremgangsmåden?

Broder Abd al-Rahman spørger: Der tales om det foranderlige og det faste i islam, og mange bevægelser siger, at de ikke har forladt de faste forhold. Hvilket forhold har det faste og det foranderlige da til idéen, metoden og fremgangsmåden?

Der findes intet foranderligt i islam. Med islam menes ’aqidaen og lovgivningen. ’Aqidaen er fast, og lovgivningen er fast; det foranderlige er den virkelighed, mennesket lever i. Al tale om, at islam indeholder både faste og foranderlige forhold, er falsk og fejlagtig. Islam er en shari’ah, som Allah—lovprist og ophøjet være Han—har lovgivet. Alle er enige om, at intet i ’aqidaen kan ændres, uden at man falder i kufr og vildfarelse. Lovgivningen er ligeledes fast, eftersom shari’ah blev fuldendt på Profetens tid—må Allah velsigne ham og give ham fred. Allah, den Ophøjede, siger:

﴿ ٱلْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِى وَرَضِيتُ لَكُمُ ٱلْإِسْلَـٰمَ دِينًا ﴾
»I dag har Jeg fuldendt jeres religion for jer, fuldbyrdet Min gunst over jer og valgt islam som jeres religion.« [5:3]

Islam er derfor fast og indeholder intet foranderligt.

Virkeligheden er derimod foranderlig og ændrer sig. Når virkeligheden ændrer sig, siger vi ikke, at de shari’ah-love, der vedrører den eller er knyttet til den, har ændret sig. Når virkeligheden ændrer sig, ophører én fast shari’ah-lov med at gælde for den tidligere virkelighed, og en anden fast shari’ah-lov anvendes på den nye virkelighed. Enhver virkelighed har en fast shari’ah-lov i Allahs Bog og i Hans Profets Sunnah—må Allah velsigne ham og give ham fred. Hele islam består derfor af faste forhold; det er virkeligheden, der ændrer sig. Hver gang virkeligheden ændrer sig, eller noget nyt opstår i den, ophører nogle love med at gælde, mens de forbliver faste i sig selv, og andre love anvendes, mens de ligeledes forbliver faste. Lovene er faste, og enhver virkelighed har en shari’ah-lov, der gælder for den.

Hvis spørgsmålet derimod gælder, at fremgangsmåder og midler kan ændre sig, er deres shari’ah-status fast: Det tilladte forbliver tilladt. Fordi disse ting er tilladte, kan vi imidlertid vælge det blandt dem, der passer til vores virkelighed. Jeg gav et eksempel på dette for lidt siden: Umar ibn al-Khattab indførte administrative registre efter et administrationssystem, som var udbredt i hans tid.

I dag er vi ikke forpligtede til at bruge netop den tilladte fremgangsmåde, selv om den fortsat er tilladt. Vi kan i dag vælge andre tilladte ting, såsom computere og moderne administrationsvidenskab. Alt dette er tilladte ting, hvis islamiske lov er fast, men vi vælger blandt de tilladte ting det, der passer til vores virkelighed og tid. Det tilladte forbliver tilladt, det forbudte forbliver forbudt, det obligatoriske forbliver obligatorisk, det anbefalede forbliver anbefalet, og det forkastelige forbliver forkasteligt. Sådan forholder det sig: Islam er fast og ændrer sig ikke, og ingen har ret til at ændre islam.

Hvilket Forhold Har Shari’ahs Formål til Idéen og Metoden?

Broder al-’Abid spørger igen: Hvilket forhold har idéen og metoden til shari’ahs formål? Jeg forstod ikke, hvad du mente, da du nævnte dem.

Jeg nævnte emnet, fordi nogle mennesker bruger idéen om formålene som en vej til at hævde, at de love om metoden, som islam har bragt, ikke er krævet for deres egen skyld, og at vi derfor ikke er bundet af dem. En af dem siger: Islam har fastsat formål; islam har lovgivet love, som har bestemte formål. Blandt shari’ahs formål er at bevare livet og legemet, at bevare forstanden og at bevare religionen. De siger derefter, at shari’ah for eksempel har fastsat straffe for at virkeliggøre disse formål, men at vi ikke er bundet af netop disse straffe og kan virkeliggøre de samme formål gennem andre straffe.

De siger, at shari’ah for at virkeliggøre disse formål har lovgivet—eller, som de udtrykker det, foreslået—metoder såsom den islamiske stat, jihad, hudud-straffene og så videre. Derefter hævder de, at vi kan erstatte disse metoder med nye: Vi kan antage et nyt system for staten eller bruge andre metoder end staten til at implementere islams love; vi kan undvære jihad ved udbredelsen af den islamiske da’wah; vi kan erstatte den foreskrevne straf for tyveri med andre straffe for tyve; vi kan undvære stening eller piskning af den, der begår zina; og vi kan erstatte qisas med andre love for at bevare livet eller virkeliggøre de formål, som islam har fastsat. De gik således ind gennem idéen om formålene for at tilsidesætte metodens love. Det er grunden til, at jeg nævnte emnet i denne behandling under episoden.

Konklusion

Kære brødre, dette var de spørgsmål, der kom under denne episode. Jeg beder Allah—lovprist og ophøjet være Han—om at belønne os og jer, tage imod vores handlinger, øge os i viden og handling og gøre vores viden og handling oprigtig for Hans ædle åsyn. Jeg sender bønner og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahabah og dem, der følger ham. Vi ses i en kommende episode, om Allah vil. Fred være med jer samt Allahs barmhjertighed og velsignelser.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del