Alle Halaqaat
DA

Halaqa 46

Offentlige friheder eller binding til Shari’ah?

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 46: Offentlige friheder eller binding til Shari’ah?

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 6. august 2018 — 24. dhu al-qadah 1439 هـ

Video med undertekster

Fuld transskription

Fra bogenIslams systemSjette udgave · 2001s. 43–44

Indledning fra bogen Islams system

Kapitalismen mener, at staten blot skal føre tilsyn med frihederne - forstået på den måde at når nogen krænker andres frihed, forhindrer staten denne krænkelse, fordi staten er blevet til for at sikre frihederne. Når ingen krænker andres frihed, selv hvis vedkommende udnytter dem og fratager dem deres rettigheder, men med deres tilfredshed, vil der ikke være nogen krænkelse af frihederne, og derfor vil staten ikke foretage et indgreb heri. Dermed er staten oprettet med det formål at sikre frihederne. Islam mener, at systemet implementeres af den enkelte troende motiveret af sin taqwa over for Allah ﷻ, samt implementeres af staten gennem fællesskabets følelse af systemets retfærdighed og gennem nationens samarbejde med regenten ved at påbyde ma’ruf (det rette) og at forbyde munkar (det onde), og gennem statens autoritet. Staten sørger for fællesskabets anliggender og påtager sig ikke individets anliggender på hans vegne, medmindre han/hun er ude af stand til selv at sørge for disse. Systemet udvikler sig aldrig, og staten har myndigheden til at vedtage shari’ah-lovene, hvis der opstår flere udfald af ijtihad (udledning) heri.

Se bogkilden

De offentlige friheder eller binding til shari’ah-loven?

Må Allahs fred, nåde og velsignelser være med jer. Velkommen, mine brødre, til et nyt afsnit af jeres program Halaqa Online. Vi befinder os stadig inden for den intellektuelle ledelse i Islam, hvor vi sammenligner Islams tanker om styre, samfund og livet generelt med andre menneskeskabte tanker—særligt tankerne fra den moderne vestlige civilisation, der bygger på adskillelsen af religion fra livet. I dag tager vi et meget vigtigt emne op: offentlige friheder over for binding til shari’ah-lovene.

Oprindelsen af de offentlige friheder i den vestlige civilisation

Tanken om de offentlige friheder, som i dag dominerer verden, breder sig og vinder stor indflydelse, fremstilles af Vesten og dens tilhængere som en selvindlysende sandhed, alle mennesker skal underkaste sig. Denne tanke er rent vestlig. Den opstod i Vesten efter adskillelsen af religion fra livet, da man sagde, at hverken religionen, kirken, de religiøse lærde eller præsteskabet længere havde nogen myndighed over mennesket og samfundet. Retten til at vælge livsformen tilkommer alene mennesket selv.

Herfra blev tanken—ja, selve grundlaget for styreformen i det vestlige system—at suveræniteten tilhører folket. For at folket kunne få suverænitet og retten til at afgøre … retten til selv at afgøre sin skæbne, måtte det have frihed til at udtrykke sig fuldt ud. Herfra opstod tanken om de offentlige friheder i Vesten, og den blev et grundlag for lovgivningen. De beskrev endda statens funktion som beskyttelse af frihederne. De siger: »Statens funktion er begrænset til at beskytte frihederne«, og de kalder dem de offentlige friheder.

De fire friheder

Og de delte disse offentlige friheder i fire hovedkategorier: trosfrihed, ytringsfrihed, personlig frihed og ejendomsfrihed.

Trosfrihed og ytringsfrihed

Med trosfrihed mente de, at mennesket må antage hvilken religion, det ønsker. Hverken staten eller samfundet må gribe ind over for et menneske, der antager en hvilken som helst religion eller skifter religion, når det ønsker. Med ytringsfrihed mente de, at mennesket må fremsætte enhver holdning uden indsigelser og uden at blive forhindret i at udtrykke sin holdning og tanke.

Personlig frihed

Den personlige frihed er måske den mest fremtrædende af de friheder, der holdes hellige i Vesten. Den betyder, at mennesket har ret til at leve sit private, individuelle liv, som det ønsker, og vælge den adfærd, det vil.

Han har ret til at spise og drikke, hvad han vil. Han må indtage alt, hvad enten det er halal eller haram; hos dem er halal og haram slet ikke en målestok. Han må klæde sig, som han vil, og indrette sit privatliv efter eget ønske: gifte sig, begå en skamløs handling eller vælge… Mænd må gifte sig med mænd, og kvinder med kvinder. Han har ret til at gøre, hvad han vil i sit privatliv, uden at nogen griber ind. Det er det, de kalder personlig frihed.

Ejendomsfrihed

Ejendomsfriheden er en bærende søjle i det kapitalistiske system. Den betyder, at mennesket må eje, hvad det vil, på den måde, det vil, og disponere over sin formue, som det ønsker, uden kontrol, begrænsning eller betingelse.

Statens funktion: beskyttelse af frihederne

Det gælder alle friheder. Som de siger: Individets frihed slutter dér, hvor den andens frihed begynder. Det betyder, at i det øjeblik et individ krænker et andet individ—efter deres forståelse af, hvad en krænkelse er—slutter dets frihed. Her er statens funktion, som de siger, at beskytte frihederne ved at forhindre mennesker i at krænke hinanden eller begrænse andres frihed.

Vesten begyndte at udbrede tanken om de offentlige friheder—som dannede grundlag for den vestlige lovgivning—som noget helligt. De offentlige friheder er måske endda det eneste, Vesten betragter som helligt.

Vestlige friheder iklædt Islam

De intellektuelle i den islamiske verden greb for årtier siden—for lang tid siden—denne tanke. I stedet for at betragte den som en tanke, der udspringer af verdensanskuelsen om religionens adskillelse fra livet, som er vokset frem i den vestlige civilisations jordbund, som ikke er en almen tanke, der egner sig til alle mennesker, og som ikke kan danne grundlag for lovgivning: De sagde: »Vi er ikke imod frihederne; vi støtter frihederne.« De fortsatte: »Netop fordi vi holder fast ved vores Islam, siger vi jer, at Islam støtter de offentlige friheder.« For hver af de offentlige friheder—eller hver type offentlig frihed i Vesten—begyndte de at lede efter et bevis fra Islam.

Om trosfrihed sagde de: Vores Islam siger:

﴿ لَآ إِكْرَاهَ فِى ٱلدِّينِ ﴾
»Der er ingen tvang i Deen.« [2:256]

Muslimer må ikke tvinge mennesker til at antage Islam; derfor er dette trosfrihed.

Derefter kom de til spørgsmålet om personlig frihed. De greb fat i ’Umar ibn al-Khattabs ord—må Allah være tilfreds med ham—da han irettesatte Egyptens guvernør, ’Amr ibn al-’As: »Hvornår gjorde I mennesker til slaver, når deres mødre fødte dem frie?« De sagde, at dette handler om individets frihed, altså personlig frihed.

Da de derefter vendte sig mod ytringsfriheden, begyndte de at lede efter ayat og hadith, som befaler mennesker at sige sandheden, tilskynder dem til at påbyde ma’ruf og forbyde munkar og til at stille herskeren til regnskab. De sagde: »Dette er ytringsfrihed. Islam giver mennesker ret til at stille herskeren til regnskab, fremsætte deres holdning, påbyde ma’ruf og forbyde munkar.« Derfor, sagde de, findes ytringsfriheden i Islam.

Om ejendomsfriheden sagde de, at Islam har tilladt muslimer at eje, og at den individuelle ejendom er beskyttet i Islam. Den hører endda til shari’ahs formål. Derfor, sagde de, er ejendomsfriheden en del af Islam.

Således overtog de de offentlige friheder, der udspringer af den vestlige verdensanskuelse—verdensanskuelsen om religionens adskillelse fra livet. De overtog dem og begyndte at finde en plads til dem i Islam; de begyndte at klæde dem i shari’ah-evidensernes og shari’ah-lovenes dragt.

Frihedens sproglige og terminologiske betydning

Sandheden er, at spørgsmålet om friheder ikke må behandles ud fra den sproglige betydning af ordet »frihed«. Ordet har en sproglig betydning, som har en realitet i den islamiske shari’ah: frihed som modsætning til slaveri. Den islamiske shari’ah indeholder love, der regulerer frihed og slaveri. Disse har intet at gøre med begrebet om de offentlige friheder, der udgør et grundlag i Vestens lovgivning.

Denne tanke satte i virkeligheden sit præg på samfundet og skabte et samfund med en bestemt identitet og livsform, som kaldes den moderne vestlige civilisation. Er denne livsform, som Vesten har antaget, og som er kendetegnet ved tanken om de offentlige friheder, den livsform, Islam bragte? Udtrykker den den islamiske civilisation?

Islams position: binding til Allahs befalinger og forbud

Islam er noget helt andet. Islam bygger på ’aqidaen om, at der ikke er nogen gud undtagen Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud. Denne ’aqida kræver, at muslimen i dette liv og det muslimske samfund—det islamiske samfund—er bundet af Allahs befalinger og forbud.

Islam gjorde det til statens funktion at vogte den livsform, Islam bragte. Det, Islam bragte, gør mennesket i stand til at nå den bedste livsform—den, Allah Den Ophøjede har godkendt for Sine tjenere:

﴿ ٱلْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِى وَرَضِيتُ لَكُمُ ٱلْإِسْلَـٰمَ دِينًا ﴾
»I dag har Jeg fuldendt jeres religion for jer, fuldbyrdet Min gunst over jer og valgt Islam som jeres religion.« [5:3]

Det er den livsform, Islam bragte, og som vi har behandlet i flere tidligere afsnit. Muslimen er pålagt at værne om og bevare den, og samfundet er ligeledes pålagt at bevare den.

Staten repræsenterer dette samfund, udtrykker det og får sin myndighed fra det. Dens funktion er at bevare den livsform, Islam bragte. For at denne livsform kan være sikret og findes i virkeligheden, må alle være bundet af Allahs befalinger og forbud.

Den vestlige og den islamiske målestok

Mens den vestlige civilisation i almindelighed bygger på verdensanskuelsen—verdensanskuelsen om religionens adskillelse fra livet—som medførte, at mennesker skulle være frie i alt, og dermed skabte tanken om de offentlige friheder, bragte Islam noget andet. Islam krævede, at samfundet—samfundets adfærd, samfundets relationer og selv individets adfærd—skulle styres af Allahs befalinger og forbud.

Mens statens funktion i Vesten er at beskytte frihederne, er udgangspunktet i Islam bindingen til shari’ah-loven—at være bundet. I Islam er udgangspunktet for menneskenes handlinger at være bundet af shari’ah-loven. I Vesten er udgangspunktet for menneskenes handlinger derimod frihederne: at mennesker er frie i det, de gør, og at de, som nævnt, kun begrænses af de rammer, de selv har opfundet: Individets frihed slutter dér, hvor den andens frihed begynder.

Islam siger, at udgangspunktet for menneskets handlinger er at være bundet af shari’ah-loven. Hvis mennesker binder sig til shari’ah-loven og organiserer deres relationer i samfundet efter Allahs befalinger og forbud—altså efter det system, Allah Den Ophøjede har lovgivet—opstår en livsform, der passer til mennesket, højner det og sikrer det velvære og lykke. Det vil sige, at den livsform, Allah Den Ophøjede godkender for Sine tjenere, bliver virkeliggjort.

Statens funktion er hverken at beskytte frihederne eller at undertrykke folk

Derfor er statens funktion ikke at beskytte frihederne. Omvendt må ingen tro, at vi med dette opfordrer til en undertrykkende stat eller til krænkelser af menneskers rettigheder. Udgangspunktet i Islam er hverken de offentlige friheder eller, omvendt, undertrykkelse, krænkelse af menneskers rettigheder og begrænsning af dem efter andet end det, Allah har åbenbaret.

Tanken om friheder indgår ikke i den islamiske tænkning, udgør ikke et grundlag i lovgivningen og er ikke en målestok for menneskets handlinger. Den er heller ikke et kriterium, som staten, samfundet eller selv enkeltpersoner stilles til regnskab efter.

Udgangspunktet er, at staten bevarer den livsform, Islam bragte. Den tillader ikke mennesker at handle, som de ønsker, efter deres lyster og begær, mens man siger til staten, at den ikke må gribe ind over for personlig frihed, ejendomsfrihed, ytringsfrihed eller trosfrihed. Lad os måle tanken om de offentlige friheder med shari’ahens målestok i stedet for at godtage den beklagelige påstand fra nogle muslimer om, at de offentlige friheder, som kom fra Vesten, er garanteret i Islam.

De fire friheder målt med shari’ahens målestok: trosfrihed

Nogle sagde, at trosfriheden findes i Islam og beskyttes af Islam. Hvilket bevis brugte de? Som tidligere nævnt sagde de:

﴿ لَآ إِكْرَاهَ فِى ٱلدِّينِ ﴾
»Der er ingen tvang i Deen.« [2:256]

Nogle betragtede bevarelsen af religionen som et af shari’ahs formål. De sagde, at dette svarer til de friheder, der blev indført i det vestlige samfund—særligt trosfriheden. De hævdede, at Islam kom for at garantere alle retten til at antage den religion, de ønsker. Det er forkert.

Islam har forbudt os at tvinge mennesker til at antage Islam. Det bygger ikke på teorien om de offentlige friheder eller trosfriheden. Grundlaget for denne lov er ikke, at Islam garanterer frihederne. Den lov, der forbyder os at tvinge mennesker til at antage Islam, bygger derimod på selve den islamiske ’aqida. Den islamiske ’aqida kræver, at vi følger Allahs befaling:

﴿ لَآ إِكْرَاهَ فِى ٱلدِّينِ ﴾
»Der er ingen tvang i Deen.« [2:256]

Derfor tvinger vi ikke mennesker til at antage Islam.

Men dette betyder ikke trosfrihed. Muslimen er forpligtet til at forblive retlinet i sin ’aqida. Hvis han falder fra, anvendes den fastsatte straf for frafald, medmindre han vender tilbage fra sit frafald. Hvor er trosfriheden da i forhold til denne shari’ah-lov i Islam?

Ytringsfrihed

Hvis vi ser på ytringsfriheden i islam, siger Allah, Den Ophøjede:

﴿ مَّا يَلْفِظُ مِن قَوْلٍ إِلَّا لَدَيْهِ رَقِيبٌ عَتِيدٌ ﴾
»Mennesket ytrer ikke et eneste ord, uden at en vogter står rede til at registrere det.« [50:18]

I islam kan et menneske udtale et ord: «وإن المرء ليتفوه بالكلمة من غضب الله، لا يلقي لها بالاً، فتهوي به في جهنم سبعين خريفاً» — »Et menneske kan udtale et ord, som påkalder Allahs vrede, uden at tillægge det nogen betydning, og på grund af det falde gennem Helvede i halvfjerds efterår« [se: Sahih al-Bukhari 6478; Jami‘ al-Tirmidhi 2314]. De spurgte: »Bliver vi draget til ansvar for det, vi siger, O Allahs Sendebud?« Han svarede: »Ve dig! «وهل يكب الناس على مناخرهم في جهنم إلا حصائد ألسنتهم؟» — Hvad andet end deres tungers høst kaster mennesker på ansigtet i Helvede?« [Jami‘ al-Tirmidhi 2616].

I Islam må en muslim kun sige det, der behager Allah Den Ophøjede. Han må ikke tale på en måde, der strider mod shari’ah. Den, der siger noget i strid med shari’ah, standses og stilles til regnskab efter dens love.

Ingen har ret til blot at sige: »Jeg mener for eksempel, at nationalismen egner sig til at organisere livet og staten«, eller: »Jeg mener, at herskeren bør tilsidesætte shari’ah og anvende nogle menneskeskabte systemer.« Den, der siger noget i strid med shari’ah, stilles til regnskab. Mennesket må ikke sige hvad som helst. Hvis det for eksempel angriber andres ære ved at beskylde nogen for zina, pålægges det den fastsatte straf for falsk anklage for at beskytte menneskets værdighed.

Under den ytringsfrihed, som den vestlige lovgivning bygger på, må et menneske angribe det hellige uden selv at lide skade. Forfattere dér må håne Allahs Bog og Allahs Profet, mens muslimer ikke må protestere, fordi det behandles som ytringsfrihed.

Personlig frihed

Hvad personlig frihed angår: Har Islam sikret den personlige frihed, som Vesten taler om? Hvorfor drager Islam den, der begår en skamløs handling, til ansvar? Pisker Islam ikke den, der drikker alkohol? Pisker Islam ikke den, der begår zina? Er muslimen ikke bundet i sit personlige liv, hvad hans personlige adfærd angår? Den, der overtræder Shari’ahs love i sin personlige adfærd ved at begå zina, drikke alkohol, spise svinekød eller begå andre overtrædelser, drages til ansvar og straffes enten med en hadd-straf eller ta’zir. Derfor findes tanken om personlig frihed ikke i Islam.

Ejendomsfrihed

Om ejendomsfriheden er det forkert at sige, at Islams økonomiske system anerkender ejendomsfrihed. Islam regulerer ejerskab og overlader ikke spørgsmålet om ejendom til overskriften »frihed«. En muslim må derfor ikke eje noget, der tilhører den offentlige ejendom.

Der findes noget, som enkeltpersoner ikke må eje, i modsætning til det kapitalistiske system. Der findes også metoder, som muslimen ikke må benytte til at erhverve ejendom. Muslimen må ikke erhverve penge eller øge sin formue på ulovlige måder, selv hvis det sker med andres samtykke. Muslimen må ikke erhverve ejendom gennem riba eller øge sin formue gennem riba, hasardspil eller kontrakter, som Allah, Den Ophøjede, har forbudt. Hvor er ejendomsfriheden? Der findes shari’ah-love, som har tilladt og forbudt.

Halal og haram som målestok for handlinger

Heraf følger, at målestokken for handlinger i Islam ikke er frihed—ikke de offentlige friheder. Målestokken for handlinger i Islam er halal og haram. Det, der er halal, er tilladt, og det, der er haram, er forbudt; ingen må begå det.

Staten vogter disse shari’ah-love—eller rettere: Den anvender dem og varetager menneskers anliggender gennem dem. Staten i Islam beskytter ikke frihederne; den er det udøvende organ for den livsform, Islam bragte. Denne livsform består af begreber om livet og den måde at leve på, som udspringer af dem, og som den islamiske shari’ah—Allah Den Ophøjedes lov—bragte.

Staten og den, der vogter Allahs grænser

Dette udtrykkes med stor præcision i en hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: «مثل القائم على حدود الله والواقع فيها كمثل قوم استهموا على سفينة، فأصاب بعضهم أعلاها وبعضهم أسفلها، فكان الذين في أسفلها إذا استقوا من الماء مروا على من فوقهم، فقالوا: لو أنا خرقنا في نصيبنا خرقاً، ولم نؤذ من فوقنا. فإن يتركوهم وما أرادوا هلكوا جميعاً، وإن أخذوا على أيديهم نجوا ونجوا جميعاً» — »Eksemplet på den, der overholder Allahs grænser, og den, der bryder dem, er som nogle mennesker, der trak lod om pladserne på et skib. Nogle fik den øverste del, og andre den nederste. Når de nederst skulle hente vand, gik de forbi dem ovenover. Derfor sagde de: ‘Hvis bare vi lavede et hul i vores egen del uden at genere dem ovenover.’ Hvis de andre lader dem gøre, som de vil, går de alle til grunde; men hvis de holder dem tilbage, bliver de reddet, og alle bliver reddet« [Sahih al-Bukhari 2493].

Denne hadith er tydelig: Den, der vogter Allahs grænser, er herskeren. Den islamiske stats funktion er at forhindre mennesker i samfundet i at overtræde loven, for gør de det, ødelægger de både sig selv og alle andre. Når staten standser dem og forhindrer dem i at bryde samfundets system og livsform, reddes alle. Denne livsform—Islams livsform—rummer menneskehedens frelse og dens bedste måde at leve på.

Afslutning på oplægget

Det var det, jeg ønskede at sige i dette afsnit. Jeg beder Allah Den Ophøjede om at gavne mig og jer og øge os i viden og handling. Må Allahs fred, nåde og velsignelser være med jer.

Spørgsmål og diskussioner

Må Allahs fred, nåde og velsignelser være med jer. Velkommen tilbage. Vi vil besvare nogle af de spørgsmål, vi modtog under afsnittet.

Er tilladte handlinger en form for offentlige friheder?

Vores bror Nadhir bin Salih spørger: Kan tilladte handlinger betragtes som en form for offentlige friheder?

Kære bror, spørgsmålet er ikke at behandle ordet »friheder« efter dets sproglige betydning. Hvis vi talte om frihed i rent sproglig forstand, kunne vi sige, at muslimen frit kan udføre eller undlade de tilladte handlinger, han ønsker. Her har udtrykket »de offentlige friheder« imidlertid en bestemt terminologisk betydning.

Det betyder, at ingen må begrænse individet i dets liv, gribe ind i den ’aqida, det antager, eller i dets personlige adfærd. Hverken religion, lov eller noget andet må overhovedet begrænse det i dets privatliv, holdning, ’aqida, formue eller måde at erhverve ejendom på. De offentlige friheder betyder altså, at mennesket kun er bundet af den grænse, de selv har fastsat: Individets frihed slutter dér, hvor et andet individs frihed begynder.

Derfor siger man ikke, at Islam garanterer de offentlige friheder i spørgsmål om det tilladte. En tilladt handling er tilladt, fordi Allah Den Ophøjede har gjort den tilladt. Shari’ah-evidensen fra Allahs åbenbarede tale viser, at nogle ting er tilladte; de er altså tilladte, fordi Allah har tilladt dem. Når muslimen vælger at udføre eller undlade en tilladt handling, gør han det i binding til Allahs lov. Han kender det tilladte og vælger derfra, hvad han ønsker; han kender det obligatoriske og udfører det i lydighed mod Allah Den Ophøjede; og han kender det forbudte og afholder sig fra det. Overholder han det ikke, tvinges han til det af staten, som er det udøvende organ for Islams system.

Bør vi tale om shari’ah-begrænsede friheder for at finde fællesnævnere?

Bror al-‘Abid spørger: Hvad er problemet med at sige, at der findes friheder, som er bundet af shari’ah-loven, med henblik på at nå frem til fællesnævnere? Det samme gælder menneskerettighederne: FN’s menneskerettighedspagt indeholder ting, som stemmer overens med Islam. For det første:

Det er hverken Islams praksis eller metode at søge fællesnævnere med andre religioner, systemer og ideologier. Islam er en fuldstændig og selvstændig ideologi, som er selvtilstrækkelig og ikke har behov for andre ideologier. Den arbejder tværtimod på at fjerne disse ideologier og træde i deres sted i virkeligheden.

De siger, at vi kan give og tage, drage nytte og gavne andre, således at de tanker og lovgivninger, som de forskellige doktriner og ideologier bringer, blandes sammen. De siger også, at vi kan føre noget fra andre ind i Islam eller føje det til Islam, fordi det stemmer overens med Islam, eller fordi det tilpasses, så det kommer til at stemme overens med Islam.

Islam afviser dette, og det falder ind under Allah Den Ophøjedes ord:

﴿ لَكُمْ دِينُكُمْ وَلِىَ دِينِ ﴾
»I har jeres religion, og jeg har min religion.« [109:6]

Det er ikke muligt. Islam opfordrer ikke til at blande tanker, religioner og ideologier. Islam er en fuldstændig Deen, uafhængig af alle andre, og har derfor ikke behov for at søge fællesnævnere med dem.

Selv hvis nogle tanker ligner hinanden, står det fast, at Islams tanker og love bygger på eller udspringer af den islamiske ’aqida, mens deres tanker og systemer ligeledes er knyttet til deres ’aqida. Vigtigere end selve tanken er det fundament, den hviler på. Derfor er vi ikke optaget af at lede efter fælles punkter mellem os og andre ideologier, for vi ønsker at udbrede vores tanker som tanker fra Islam—ikke som fællesnævnere.

Derfor er der ingen grund til at sige, at der findes friheder begrænset af shari’ah. Det er menneskets handlinger, der er bundet af shari’ah.

Som jeg sagde i svaret på det foregående spørgsmål, har udtrykket »de offentlige friheder« ikke en sproglig betydning her. Det har en intellektuel og terminologisk betydning, som er knyttet til det synspunkt, den sekulære ’aqida om adskillelsen af religion fra livet bragte. Vi skal forstå udtrykket på dette grundlag og ikke sprogligt. Vi bør ikke tale om friheder begrænset af shari’ah; menneskets handlinger er bundet af shari’ah-lovene gennem den åbenbarede tale.

Menneskerettigheder i Islam og Vesten

Det samme gælder menneskerettighederne. Menneskerettigheder er ikke en universel tanke i den forstand, at der findes ét syn på menneskerettigheder, som hele verden kan bære. Så længe verden har forskellige intellektuelle baggrunde, tankemæssige fundamenter og ’aqidaer, vil synet på menneskerettigheder være forskelligt. Enhver betragter mennesket og dets rettigheder ud fra sit syn på livet.

Vestens syn på livet—den vestlige civilisations syn—har ingen forbindelse til Islams syn på livet. Derfor har Islam sit syn på menneskets rettigheder og pligter, og Vesten har sit. Vi er ikke optaget af at lede efter ligheder og forskelle mellem Islams syn på rettigheder og Vestens syn.

Islam bragte shari’ah-lovgivningen. De shari’ah-love, der regulerer menneskets handlinger, inddeler dem i fem kategorier: tilladt (mubah), obligatorisk (wajib), anbefalet (mandub), forbudt (haram) og frarådet (makruh).

Disse shari’ah-love, som Islam bragte, udtrykker Islams syn på rettigheder og pligter. Det, Islam tillader mennesket, er en ret for det; det, Islam pålægger det, er en pligt og kan undertiden også være en ret for det; og det, Islam forbyder det, er haram for det.

Islam kom altså ikke… Islam kom ikke blot med det, der kaldes menneskerettigheder. Islam gav en detaljeret fremstilling, der viste mennesket dets pligter, de forbudte ting, det ikke må nærme sig, og de rettigheder, det har krav på, og som ingen må berøve det.

Konklusion

Kære brødre, det var de spørgsmål, vi modtog under vores samling denne aften. Jeg beder Allah Den Ophøjede om at tage imod fra mig og jer og gøre vores viden og handling oprigtig for Hans ædle ansigt. Jeg sender bønner og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahaba og alle, der følger hans vej på bedste vis indtil Dommedag. Jeg overlader jer i Allah Den Ophøjedes varetægt. På gensyn, om Allah vil, i et kommende afsnit af jeres program Halaqa Online. Må Allahs fred og nåde være med jer.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del