Indledning
Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige. Velkommen, ærede brødre, til dette nye møde i jeres program »Halaqa direkte«.
I denne halaqa fortsætter vi med emnet Hukm Shar’i. Efter at vi i den forrige halaqa gennemgik de forskellige typer af Hukm Shar’i, taler vi i dag videre med jer. Vi opfordrer jer til at deltage med spørgsmål under halaqaen eller ved dens afslutning.
Shari’ah-lovenes grader
I denne halaqa taler vi om shari’ah-lovenes grader. Shari’ahs love har ikke alle samme grad af absoluthed eller usikkerhed. Lovgiverens tale er kommet til os gennem absolutte beviser og gennem dhanni beviser. En shari’ah-lov kan derfor være absolut eller dhanni.
Vi er forpligtede til at følge begge typer, eller begge grader, af shari’ah-love. Muslimen er ansvarlig for at følge Shari’ahs love, for at overholde enhver shari’ah-lov, der vedrører hans handlinger, og for at bære hele islam med alle dens detaljer om shari’ah-love, foruden ’aqidaen, uanset om disse love er absolutte eller dhanni. Alt dette er religion, og alt dette er fra Allahs Shari’ah.
Betydningen af absolut shari’ah-lov og dhanni shari’ah-lov
Hvad mener vi med en absolut shari’ah-lov, og hvad mener vi med en dhanni shari’ah-lov? En absolut shari’ah-lov er en lov, der angives af et absolut bevis. En dhanni shari’ah-lov er en lov, hvis bevis ikke er fuldt ud absolut.
For at en shari’ah-lov kan være absolut, skal den være udledt af et bevis, der er absolut i bekræftelsen og absolut i betydningen. Hvad mener vi med et bevis, der er absolut i bekræftelsen? Hvad mener vi med et bevis, der er absolut i betydningen? Og omvendt: Hvad er et bevis, der er tvetydigt i betydningen, og hvad er et bevis, der er tvivlsomt i bekræftelsen?
Absolut bekræftelse af Koranens autenticitet
Hvad bekræftelsen angår, er de shari’ah-mæssige beviser Bogen, Sunnah og det, som de henviser til. Vi ved, at hele Allahs Bog er absolut i bekræftelsen. Det vil sige, at der ikke hersker tvivl om nogen aya i den ædle Koran eller så meget som et eneste ord i Koranen: Det er fra Allah den Ophøjede.
Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, reciterede Koranen for en skare af troende, hvis antal nåede grænsen for tawatur og endda oversteg dens nedre grænse. Siden Profetens tid har et stort antal mennesker, heriblandt Allahs Sendebuds Sahabah, bevaret Koranen. Fra Profetens tid og frem til i dag er Koranen blevet overleveret gennem tawatur: generation efter generation af muslimer har overleveret den gennem hele historien.
Den Koran, som muslimer har overleveret og bevaret gennem tawatur siden Allahs Sendebuds tid, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev også skrevet ned på Profetens tid. De ark, der blev skrevet dengang, dannede grundlag for de mushaf-eksemplarer, vi læser i i dag—ja, for den udgave af mushaf, vi læser i i dag: ’Uthmans mushaf, må Allah være tilfreds med ham.
Koranen er således blevet bevaret i hjerterne, ligesom den er blevet bevaret på skrift.
Den tawatur, der har kendetegnet hele den ædle Korans tekst fra Profetens tid, må Allah velsigne ham og give ham fred, og frem til i dag, betyder, at hele Koranen med sikkerhed er overleveret fra Allahs Sendebuds mund, må Allah velsigne ham og give ham fred.
Da det gennem et absolut bevis er fastslået, at Muhammad er Allahs Sendebud, er den ædle Koran med sikkerhed Allahs tale. Vi er fuldstændig sikre på, at hele den Koran, vi har foran os—aya for aya, ord for ord og bogstav for bogstav—er Allahs tale, sådan som den blev åbenbaret for Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Hele Koranen er derfor absolut i bekræftelsen.
Den profetiske Sunnahs grader af bekræftelse
Den profetiske Sunnah har to grader—her taler vi om den autentiske profetiske Sunnah. I denne drøftelse har vi udelukket alt, der er overleveret fra Sendebuddet, må Allah velsigne ham og give ham fred, men ikke er blevet bekræftet; alt, der overvejende anses for ikke at være autentisk, eller ikke overvejende anses sådan; og alt, hvis autenticitet eller mangel på samme ikke kan vurderes. Vi har udelukket enhver hadith, der tilskrives Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og som vi med sikkerhed ved er falsk, som efter den overvejende sandsynlige opfattelse er falsk, eller hvis sandhed eller falskhed vi ikke kan afgøre.
Disse tre grader ligger uden for bevisførelsen i Islams Shari’ah.
De to anerkendte grader accepteres af alle muslimske lærde uden undtagelse. Der tages ikke hensyn til grupper eller spredte enkeltpersoner, som hævder, at Sunnah ikke er en kilde til lovgivning, og at åbenbaringen kun er Koranen. Om Allah vil, kan vi senere afsætte en halaqa til at svare dem. Den autentiske profetiske Sunnah har to dele: Den ene er absolut i bekræftelsen og er det, der er overleveret til os gennem tawatur. Den anden er tvivlsom i bekræftelsen og er det, der er overleveret til os gennem khabar al-ahad.
En hadith, som er berettet fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, af en gruppe, der umuligt kan have sammensvoret sig om at lyve, og som i hvert efterfølgende led er blevet overleveret til os af grupper, der ligeledes umuligt kan have sammensvoret sig om at lyve, er mutawatir. Vi er sikre på, at den er sand, og sikre på, at den stammer fra Allahs Sendebuds ord, må Allah velsigne ham og give ham fred.
Sunnah er åbenbaring fra Allah
Profetens ord, må Allah velsigne ham og give ham fred, om lovgivning og religion generelt er åbenbaring fra Allah den Ophøjede. Han siger:
﴿ وَمَا يَنطِقُ عَنِ ٱلْهَوَىٰٓ إِنْ هُوَ إِلَّا وَحْىٌۭ يُوحَىٰ ﴾
»Og han taler ikke ud fra sit eget begær. Det er kun en åbenbaring, der åbenbares« [53:3–4]
Forskellen mellem Bogen og Sunnah er, at Allahs Bog—Koranen—er åbenbaring fra Allah den Ophøjede i både ordlyd og betydning. Dens ordlyd er, ligesom dens betydning, åbenbaring fra Allah den Ophøjede. Hvad Sunnah angår, blev dens betydninger åbenbaret til Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, og han udtrykte dem gennem sine egne ord, handlinger eller stiltiende godkendelse.
Den del af denne Sunnah, der er overleveret til os gennem tawatur, er absolut i bekræftelsen. Den del, der er overleveret gennem khabar al-ahad, er derimod tvivlsom i bekræftelsen.
Pligten til at handle efter khabar al-ahad
Når vi taler om shari’ah-love, det lovgivningsmæssige område og praktiske spørgsmål, er der overhovedet ingen uenighed blandt Islams lærde om pligten til at handle efter en enkeltberetning fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.
Hvis en hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, kommer gennem en autentisk overleveringskæde fra dens øverste led til dens nederste og gennem en autentisk, ubrudt overleveringskæde fra dens nederste led til dens øverste, og den er fri for alt, der svækker dens autenticitet, er den hverken behæftet med en skjult fejl eller uregelmæssig.
Denne hadith skal følges, og alle shari’ah-love—alle typer af shari’ah-love uden undtagelse—udledes af den, hvad enten det drejer sig om hudud-straffe, love om ’ibadat, økonomisk lovgivning eller lovgivning om ægteskab og skilsmisse. Der er overhovedet ingen undtagelse. Alle shari’ah-love udledes af autentiske profetiske hadith, hvad enten de er absolutte, altså mutawatir, eller dhanni, altså khabar al-ahad.
Absolut og tvetydig betydning
En absolut shari’ah-lov er en shari’ah-lov, der er udledt af et bevis, som er absolut i bekræftelsen. Der kræves desuden en anden betingelse, for at loven kan være absolut: Beviset skal være absolut i betydningen. Det bevis, der angiver denne shari’ah-lov, skal altså være absolut i betydningen, foruden at være absolut i bekræftelsen.
Hvad mener vi med et bevis, der er absolut i betydningen? Og omvendt: Hvad mener vi med et bevis, der er tvetydigt i betydningen? Et bevis, der er absolut i betydningen, kan kun rumme én betydning for shari’ah-loven. Det kan kun rumme én shari’ah-lov og én forståelse af shari’ah-loven.
Hvis den tekst, der føres som bevis, stammer fra Allahs Bog, fra Allahs Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, eller fra Sahabahs konsensus, må Allah være tilfreds med dem, og teksten kun kan rumme én betydning, er der intet rum for usikkerhed. Den er absolut i betydningen, uanset om den er fra Koranen, Sunnah eller konsensus.
Hvis beviset kan rumme mere end én betydning, kan mujtahiderne forstå teksten forskelligt. Denne shari’ah-lov er da dhanni. For at gøre billedet tydeligere:
Eksempler på absolutte shari’ah-love
Lad os give eksempler på absolutte og dhanni shari’ah-love blandt muslimerne. Der findes mange eksempler på absolutte shari’ah-love.
Der er konsensus og overhovedet ingen uenighed om, at bønnen er obligatorisk; at fasten er obligatorisk; at Hajj er obligatorisk for den, der har mulighed for det; at zakat er obligatorisk; at det er obligatorisk at behandle sine forældre godt; at tyveri, zina og riba er forbudt; og at det er obligatorisk at styre med det, Allah har åbenbaret.
Dette er nogle af de absolutte shari’ah-love, som der på ingen måde kan sås tvivl om. Det kan heller aldrig siges, at der er rum for ijtihad eller usikkerhed om dem.
Den, der benægter, at bønnen er obligatorisk, eller sår tvivl om, at den er obligatorisk, er kafir. Det samme gælder alle de eksempler, jeg gav for lidt siden, såsom faste, Hajj, zakat og forbuddene mod riba, zina og tyveri og så videre.
Hvorfor? Fordi disse love angives af beviser, der er absolutte i bekræftelsen. Alle disse love er nævnt i Koranen, og de beviser fra den ædle Koran, der angiver dem, er absolutte i betydningen. De kan hverken rumme tvivl eller usikkerhed.
De tekster, der påbyder bønnen, er absolutte i betydningen. De kan hverken rumme usikkerhed eller to betydninger, men kun én betydning. Det samme gælder alle de øvrige eksempler, jeg gav.
Disse love er udledt—eller rettere, hentet—fra beviser, der er absolutte i bekræftelsen og absolutte i betydningen.
De fem daglige bønner og deres antal raka’er
Resten er dhanni shari’ah-love. Før jeg går videre til de dhanni love, vil jeg give et eksempel på en absolut shari’ah-lov. Eksemplet er ikke hentet fra Koranen, men fra Profetens Sunnah. Koranen fastslår, at bønnen er obligatorisk. Men Koranen indeholder ikke noget absolut bevis, der fastsætter de fem bønner: fajr, dhuhr, asr, maghrib og isha.
Der findes heller ingen aya, der overhovedet angiver antallet af raka’at i de bønner, som Allah den Ophøjede har gjort obligatoriske, og som er blandt Islams søjler: at fajr-bønnen består af to raka’at, dhuhr-bønnen af fire, asr-bønnen af fire, maghrib-bønnen af tre og isha-bønnen af fire raka’at. Intet bevis fra Koranen angiver dette. Men den Sunnah, der er overleveret gennem tawatur fra Allahs Sendebuds tid, må Allah velsigne ham og give ham fred, og frem til i dag, angiver disse fem bønner og antallet af deres raka’at.
Den, der sår tvivl om pligten til at overholde disse fem bønner—ikke blot pligten til bøn i almindelighed, men pligten til at overholde netop disse fem bønner med deres fastsatte antal raka’at—har forladt Islam. Han benægter nemlig det, der er overleveret med sikkerhed fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, som modtog åbenbaring fra Allah den Ophøjede.
Dermed er dette en klar kategori af absolutte shari’ah-love. Beviserne for det er både absolutte i bekræftelsen og i betydningen.
Årsagerne til, at en shari’ah-lov er dhanni
I Shari’ah findes der dhanni love af en af tre årsager: De er enten udledt eller hentet fra et shari’ah-bevis eller flere shari’ah-beviser, som er absolutte i bekræftelsen, men tvetydige i betydningen; absolutte i betydningen, men tvivlsomme i bekræftelsen; eller både tvivlsomme i bekræftelsen og tvetydige i betydningen. Her er nogle eksempler:
Hvordan en tvetydig betydning påvirker opkrævningen af jizyah
Det er obligatorisk at hugge tyvens hånd af. Et bevis, der er absolut i bekræftelsen og absolut i betydningen, angiver, at tyvens hånd skal hugges af.
Hvad angår detaljerne, adskiller nogle jurister sig heri.
På samme måde angiver et bevis, der er absolut i bekræftelsen og absolut i betydningen, at jizyah skal opkræves fra ahl al-dhimmah i den islamiske stat.
Men de retslærde var uenige om, hvordan denne jizyah skulle opkræves, fordi en del af ayaen, der påbyder opkrævningen af jizyah, er tvetydig i betydningen. Det er Allahs ord:
﴿ وَهُمْ صَـٰغِرُونَ ﴾
»mens de er ydmygede« [9:29]
En gruppe retslærde sagde, at de, der betaler jizyah, synligt skal udvise ydmygelse. En anden gruppe sagde, at ydmygelse her betyder underkastelse: Ved blot at betale jizyah underkaster de sig, og derfor er der ingen grund til at vise dem ydmygelse, når jizyah betales.
Nogle sagde, at den skal kaldes jizyah, mens andre sagde, at der ikke er noget i vejen for at kalde den dobbelt zakat.
Dette er overleveret om vores herre Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, i forbindelse med hans behandling af nogle stammer, der bad om, at jizyah blev kaldt dobbelt zakat.
Ayaen, der indeholder dette påbud, er Allahs ord:
﴿ وَهُمْ صَـٰغِرُونَ ﴾
»mens de er ydmygede« [9:29]
Den er absolut i bekræftelsen, men betydningen af:
﴿ وَهُمْ صَـٰغِرُونَ ﴾
»mens de er ydmygede« [9:29]
er tvetydig. Beviset for dette konkrete spørgsmål var derfor dhanni. Det var således tilladt at være uenig om denne shari’ah-lov: Hvordan skal jizyah betales?
Ordet quru’ og den fraskilte kvindes ventetid
Et andet eksempel er Allahs ord:
﴿ وَٱلْمُطَلَّقَـٰتُ يَتَرَبَّصْنَ بِأَنفُسِهِنَّ ثَلَـٰثَةَ قُرُوٓءٍۢ ﴾
»Fraskilte kvinder skal vente for sig selv i tre quru’-perioder« [2:228]
Ordet quru’ kan på arabisk rumme to betydninger: menstruation eller perioden med renhed fra menstruation. De retslærde var derfor uenige om den fraskilte kvindes ventetid: Er den tre menstruationsperioder eller tre perioder med renhed?
Denne tekst er absolut i bekræftelsen, men tvetydig i betydningen. Derfor var de retslærde uenige.
Berøring af kvinder og hvad der ophæver wudu’
Et andet eksempel er en shari’ah-lov, der er taget fra et bevis i Koranen, som er absolut i bekræftelsen, men tvetydigt i betydningen.
Det drejer sig om berøring blandt de forhold, der ophæver wudu. Allah siger om det, der ophæver wudu:
﴿ أَوْ لَـٰمَسْتُمُ ٱلنِّسَآءَ ﴾
»eller I har berørt kvinder« [4:43]
En gruppe retslærde sagde, at »I har berørt« betyder direkte fysisk berøring, altså hud mod hud. En anden gruppe retslærde sagde, at berøring her er et billedligt udtryk for samleje.
En gruppe sagde, at ayaen betyder, at berøring ophæver wudu, mens en anden gruppe sagde, at ayaen her fortæller, at samleje ophæver wudu.
Denne shari’ah-lov er dhanni. Spørgsmålet er: Ophæver berøring wudu, eller ophæver den ikke wudu? Det er en dhanni shari’ah-lov, fordi beviset, der angiver den, er tvetydigt i betydningen.
Den aya, som en gruppe retslærde førte som bevis, er imidlertid absolut i bekræftelsen, for den er Allahs tale i Hans Ophøjede Bog.
Dette er et eksempel på en dhanni shari’ah-lov, som er taget—udledt—af et bevis, der er absolut i bekræftelsen, men tvetydigt i betydningen. Shari’ah-loven var derfor her dhanni. Den blev således gennem ijtihad klassificeret som et spørgsmål med uenighed, hvor mujtahider og retslærde kunne nå forskellige meninger.
En lov, der er absolut i betydningen, men tvivlsom i bekræftelsen
En dhanni shari’ah-lov kan være udledt af et bevis, der er absolut i betydningen. Loven er imidlertid dhanni, fordi selve beviset er tvivlsomt i bekræftelsen: Det er en beretning fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, som er overleveret gennem khabar al-ahad. Et eksempel er shari’ah-loven, der forbyder mænd at pynte sig med guld og bære silke. Allahs Sendebuds hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred, er absolut i bekræftelsen og absolut i betydningen; den kan ikke rumme to betydninger. Han sagde: «إِنَّ هَذَيْنِ حَرَامٌ عَلَى ذُكُورِ أُمَّتِي، حِلٌّ لِإِنَاثِهِمْ» — »Disse to er forbudt for mændene i min ummah og tilladt for dens kvinder« [Musannaf Ibn Abi Shaybah 24060]. Ordlyden er klar, utvetydig og absolut i betydningen: Guld og silke er forbudt—begge er forbudt for mænd og tilladt for kvinder.
Det er korrekt, at beviset her er absolut i betydningen, men det er tvivlsomt i bekræftelsen, fordi hadithen er overleveret gennem khabar al-ahad. Shari’ah-loven er derfor her dhanni og ikke absolut. Man skal dog være opmærksom på, at et bevis, der er tvivlsomt i bekræftelsen, ikke nødvendigvis altid må være genstand for uenighed.
Tvivlsom bekræftelse betyder ikke, at loven ikke er bindende
Hvis de retslærde er enige om, at en hadith er autentisk, selv ud fra den overvejende sandsynlige opfattelse, er de enige om, at det er obligatorisk at handle efter den. At beviset er tvivlsomt i bekræftelsen giver ikke adgang til at forlade shari’ah-loven, frigøre sig fra den eller hævde, at loven ikke er bindende. En shari’ah-lov kan være dhanni og samtidig være Islams eneste lov i spørgsmålet.
Det er korrekt, at beretningen, der angiver forbuddet mod guld og silke for mænd, bygger på et bevis, der er tvivlsomt i bekræftelsen. Men så længe denne hadith og andre hadith, der angiver samme lov, er anerkendt som autentiske, selv ud fra den overvejende sandsynlige opfattelse, er denne lov Islams lov, og det er ikke tilladt at være uenig om den. Der er nemlig ingen uenighed om pligten til at handle efter en enkeltberetning.
Det gælder dog ikke, hvis de lærde er uenige om hadithens autenticitet, så nogle siger, at den er autentisk, mens andre siger, at den er svag. Den, der anser hadithen for svag, er da undskyldt for ikke at handle efter den—ja, han skal lade hadithen ligge. Han må ikke handle efter en hadith, som han efter sin overvejende sandsynlige opfattelse anser for svag og uautentisk. Den, for hvem hadithen er bekræftet, handler efter den; den, for hvem den ikke er bekræftet, handler ikke efter den.
Hvis en hadith derimod er bekræftet, selv ud fra den overvejende sandsynlige opfattelse, og der er enighed om, at den er autentisk, er det obligatorisk at handle efter den, selv om den ikke er mutawatir. Hvis dens betydning er absolut, er den lov, der udledes af den, Islams lov. Selv hvis loven er dhanni, er den, der overtræder den, syndig. Lovens dhanni karakter giver derfor ikke adgang til at frigøre sig fra den, forlade den eller undlade at overholde den.
Islamsk lov og shari’ah-lov udledt ved ijtihad
Islams lov er ikke nødvendigvis… Når vi siger »Islams lov« og »en islamisk lov«, er der forskel på Shari’ahs lov og en shari’ah-lov. Når vi siger »Shari’ahs lov«, betyder det, at der i Shari’ah ikke findes nogen anden lov eller noget andet ijtihad end denne lov.
Islams lov om guld og sølv er, at det er forbudt for muslimske mænd. Selvom denne lov er dhanni og ikke absolut, findes der ikke et andet bevis eller en antydning af et andet bevis, der konkurrerer med eller fortrænger denne lov. Det er set fra denne side. Det, som ikke var genstand… det, som ikke er genstand for ijtihad, og hvor beviset, der angiver det, ikke anfægtes med hensyn til bekræftelsen—selv hvis hadithen kun anses for autentisk ud fra den overvejende sandsynlige opfattelse—er Islams lov.
I spørgsmål, hvor der er rum for uenighed blandt de retslærde—på grund af uenighed om en hadiths autenticitet, fordi én hadith foretrækkes frem for en anden, eller fordi en eller flere hadith er tvetydige i betydningen—kan man derimod sige: Dette er en shari’ah-lov, som står over for en anden shari’ah-lov. Hver mujtahid havde sin egen forståelse. Denne mujtahids forståelse var én shari’ah-lov, mens den anden mujtahids forståelse var en anden shari’ah-lov.
De retslærdes uenighed om berøring af en kvinde
Jeg vil give et eksempel på det, jeg nævnte for lidt siden. Når shafi’ierne siger, at en mands berøring af en kvinde eller en kvindes berøring af en mand ophæver wudu, er dette en shari’ah-lov. Man kan dog ikke sige, at den er Islams lov eller Shari’ahs lov, for den er et resultat af ijtihad. Den er Allahs lov for den, der nåede frem til den gennem ijtihad.
Andre, som for eksempel hanafierne, siger, at en kvindes berøring af en mand eller en mands berøring af en kvinde ikke ophæver wudu. Dette er også en shari’ah-lov, men ikke Shari’ahs eneste lov. Shafi’iernes ijtihad er Allahs lov for dem, og hanafiernes ijtihad er Allahs lov for dem. Den ene er en shari’ah-lov, og den anden er også en shari’ah-lov.
Selvom det korrekte synspunkt i princippet er begrænset til én mening—ét ijtihad, ikke to. Om Allah vil, vil vi tale mere om dette på et senere tidspunkt.
Faste seks dage i shawwal
Tilbage er at give et eksempel på en dhanni shari’ah-lov, fordi den er udledt af et bevis, der er tvivlsomt i bekræftelsen og tvetydigt i betydningen. Fasten på seks dage i shawwal er en shari’ah-lov. En stor gruppe retslærde—ja, de fleste retslærde—anser det for anbefalet at faste seks dage i shawwal efter ramadan.
Denne shari’ah-lov er dhanni, fordi dens bevis er tvivlsomt i bekræftelsen og tvetydigt i betydningen. Det er ikke tvetydigt i betydningen. Jeg undskylder over for de ærede brødre: Hadithen er tydelig i sin betydning; den er absolut i betydningen.
Han, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Den, der faster ramadan med tro og i håb om belønning og følger den med seks dage i shawwal, er som den, der har fastet hele året« [se Sahih Muslim 1164].
Denne shari’ah-lov er nævnt i en hadith, der er tvivlsom i bekræftelsen, men absolut i betydningen. Loven var derfor dhanni.
Derfor er det berettet, at imam Malik ikke tog denne hadith til følge. En af imam Maliks lovgivningskilder, må Allah være barmhjertig mod ham, var Medinas beboeres konsensus eller Medinas beboeres praksis.
Medinas beboere var dem, der levede sammen med Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, og hans ærede Sahabah. Imam Malik, må Allah være barmhjertig mod ham, sagde: »Jeg har aldrig set Medinas beboere faste seks dage i shawwal.« Dette gav ham anledning til at betvivle denne hadith, som er khabar al-ahad.
Udlejning af landbrugsjord
For at rette mig selv: Forbuddet mod at udleje landbrugsjord er en shari’ah-lov, der er udledt af et bevis, som er tvivlsomt i bekræftelsen og tvetydigt i betydningen. Beviserne fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, om udlejning eller bortforpagtning af landbrugsjord består af khabar al-ahad, ikke mutawatir-beretninger. Ikke alle disse enkeltberetninger er blevet betvivlet; nogle af disse hadith er anerkendt som autentiske.
Der var imidlertid uenighed om disse hadiths betydning. En gruppe retslærde mente, at det ikke er tilladt at udleje landbrugsjord—udlejning af landbrugsjord er ikke tilladt. En anden gruppe sagde, at det er tilladt at udleje landbrugsjord. Shafi’ierne sagde, at bortforpagtning af landbrugsjord er tilladt, mens hanafierne sagde, at bortforpagtning af landbrugsjord ikke er tilladt.
Sammenfatning af shari’ah-lovenes grader
Denne drøftelse peger altså på—viser os—shari’ah-lovenes grader. Der findes absolutte shari’ah-love, som er udledt af beviser, der er absolutte i bekræftelsen og absolutte i betydningen. Andre shari’ah-love er dhanni, fordi de er udledt af shari’ah-beviser, som enten er tvivlsomme i bekræftelsen, tvetydige i betydningen eller både tvivlsomme i bekræftelsen og tvetydige i betydningen.
Formålet med inddelingen af shari’ahs love
Formålet med denne opdeling er ikke at sige: Det, der er absolut, overholder vi, mens det, der er dhanni, ikke er bindende for os, og vi frit kan vælge. Nej, overhovedet ikke. Alt, der udledes af shari’ah-beviserne, hvad enten udledningen er absolut eller dhanni, er shari’ah-love.
Absolutte shari’ah-love er ikke genstand for ijtihad
Formålet med denne opdeling er derimod at gøre os opmærksomme på, at shari’ah-love, som er udledt af beviser, der er absolutte i bekræftelsen og absolutte i betydningen, dermed er absolutte love. Disse love er ikke genstand for ijtihad.
Den, der sår tvivl om disse love—som den, der sår tvivl om, at bøn, faste og Hajj er obligatoriske; at riba og zina er forbudt; at tyvens hånd skal hugges af; eller at den, der begår zina, skal piskes—og den, der sår tvivl om eller benægter disse absolutte love, har begået kufr mod Allahs Shari’ah. Vedkommende opfordres til at angre. Hvis vedkommende ikke angrer, fuldbyrdes straffen for frafald, fordi vedkommende har benægtet noget, der er absolut i religionen.
Håndtering af dhanni shari’ah-love
Hvad angår dhanni shari’ah-love, der er udledt af dhanni beviser—hvad enten beviserne er tvetydige i betydningen eller tvivlsomme i bekræftelsen—er uenighed tilladt, når spørgsmålet er genstand for uenighed. Når spørgsmålet ikke er genstand for uenighed, er uenighed ikke tilladt.
Jeg gav et eksempel på dette: forbuddet mod guld og sølv for mænd. Den, der benægter denne shari’ah-lov, som der er enighed om, er syndig, selv om loven bygger på beviser, der er tvivlsomme i bekræftelsen. Man kan ikke sige, at han har ret til at benægte loven, fordi den er dhanni, for den er Islams lov. I spørgsmål, hvor der er uenighed, er det derimod tilladt, at nogle følger én mening, mens andre følger en anden.
Dette må heller ikke bruges som en vej til at frigøre sig fra shari’ah-loven. Hvis de retslærde for eksempel er uenige om detaljerede love vedrørende bøn—hvordan man beder, hvordan man faster, eller hvordan man udfører Hajj—skal muslimen følge et af disse ijtihader. Ingen handling, som en troende udfører, må nemlig være uden en shari’ah-lov.
En muslim må derfor ikke bruge de retslærdes uenighed om shari’ah-loven i et spørgsmål som påskud og sige: »Er jeg så fritaget for alle disse meninger?« Nej, det er under ingen omstændigheder tilladt, for ingen af muslimens handlinger må være uden en shari’ah-lov, som Allah den Ophøjede har lovgivet. Hvis loven er dhanni, skal muslimen følge den mening, han får tillid til gennem de shari’ah-mæssige metoder, som vi, om Allah vil, vil tale om i senere halaqaat. Han skal følge en bestemt mening.
Recitation af al-Fatihah bag imamen
Hvis mujtahiderne er uenige om recitationen af al-Fatihah bag imamen, må muslimen følge enten den ene eller den anden mening. Nogle gange er det umuligt at forene de to meninger. Shafi’ierne siger for eksempel, at den, der beder bag imamen, skal recitere al-Fatihah, uanset om imamen reciterer højt eller stille. Bønnen er ikke gyldig uden recitation af al-Fatihah, selv når man beder bag imamen, og selv når imamen reciterer højt i maghrib-, isha-, fajr- og fredagsbønnen.
Hanafierne har derimod beviser, som de bruger til at vise, at den, der beder bag imamen, ikke må recitere al-Fatihah. Han står tavs, uanset om imamen reciterer højt eller stille. Muslimen må derfor enten følge denne mening eller den anden.
Eller han kan følge en tredje mening hos malikierne, må Allah være barmhjertig mod dem. De siger: Når imamen reciterer højt, forbliver den, der beder bag ham, tavs; når imamen reciterer stille, reciterer den, der beder bag ham, al-Fatihah.
Dette er tre meninger. Uenigheden i et spørgsmål som dette må ikke blive en undskyldning for, at en muslim siger: »Jeg er ikke bundet af nogen af disse meninger, fordi de alle er ijtihadi meninger.« Nej, du skal følge én af disse meninger, og den bliver Allahs lov med hensyn til dig. Ingen handling, som en tjener udfører, må være uden en shari’ah-lov, som han overholder, for Allah den Ophøjede vil på Dommedag spørge muslimen om hver eneste af hans handlinger.
Sammenfatning af halaqaen
Dette var, ærede brødre, dagens detaljerede gennemgang af shari’ah-lovenes grader. Vi beder Allah den Ophøjede om, at vi har formidlet det godt, og at Han har gavnet os og jer gennem det. O Allah, lær os det, der gavner os, lad det, Du har lært os, gavne os, og forøg vores viden, Du den Barmhjertigste af de barmhjertige.
Spørgsmål om gennemgang af hadither
Min bror Jamil Hafiz spørger: Du har sikkert hørt de nyheder, der er blevet viderebragt om den saudiske kronprins’ opfordring til at gennemgå de profetiske hadith. Mit spørgsmål er: Er dette tilladt? Har disse velkendte profetiske hadith, som er dokumenteret i Sunnah-værkerne, behov for en gennemgang?
Ijtihad i vurderingen af hadith som autentiske eller svage
Uanset hvem der opfordrer til dette—og han er ikke troværdig—har vi ganske rigtigt hørt, at der er blevet oprettet et akademi for den ædle hadith. Uafhængigt af denne begivenhed vil vi tale om gennemgangen af de profetiske hadith.
Vores hadith har deres kilder: hadith-værkerne, begyndende med al-Bukhari og Muslim, Sunan Ibn Majah, Sunan al-Tirmidhi, Sunan Abi Dawud, Imam Ahmads Musnad og al-Shafi’is Musnad. Der findes mange kilder til den ædle hadith.
Ikke enhver hadith i disse kilder accepteres uden videre. De, der selv samlede og nedskrev disse hadith, hævdede ikke, at de havde bedømt dem alle som autentiske.
Efter at pålidelige lærde havde undersøgt al-Bukhari og Muslim, sagde de: »Efter en grundig gennemgang fandt vi, at de betingelser, som al-Bukhari og Muslim opstillede for deres to Sahih-værker, og deres anvendelse af disse betingelser viser, at alle disse hadith er autentiske.« Derfor tager muslimen i langt de fleste tilfælde hadith fra disse to Sahih-værker uden selv at undersøge deres overleveringskæder og autenticitet, for deres autenticitet er allerede blevet fastslået gennem en detaljeret undersøgelse.
Bortset fra disse to kilder accepteres ingen hadith-kilde på det grundlag, at alt, hvad den indeholder, er autentisk, hvad enten det er beretninger fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, eller fra andre. Disse kilder omfatter Sunan-værker, overleveringskæder og Musnad-samlinger. De indeholder beretninger fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, beretninger fra Sahabah og beretninger fra tabi’in.
Disse beretninger er genstand for forskning, undersøgelse og efterprøvning. Det er det, de lærde og retslærde har gjort gennem flere hundrede år. Arbejdet bygger på en meget omfattende videnskab, der kaldes videnskaben om hadith-terminologi. Et af dens vigtigste grundlag er studiet af hadith-fortællere: Hvem blandt fortællerne var retskaffen? Hvem var troværdig, og hvem var ikke? Hvem var retskaffen og præcis i sin overlevering, og hvem var hverken retskaffen eller præcis?
Har dette arbejde nået sin afslutning, opfyldt sit formål og er det slut? Nej. Dette spørgsmål forbliver åbent indtil Dommedag.
Hvis nogen bedømmer en hadith som autentisk, accepteres hans bedømmelse ikke automatisk, for den er et menneskes ijtihad. Hvis nogen bedømmer en hadith som svag, accepteres hans bedømmelse heller ikke automatisk.
Ligesom døren til ijtihad forbliver åben indtil Dommedag, og ingen må lukke den, hører undersøgelsen af en hadiths autenticitet også under ijtihad: Er den autentisk eller ikke autentisk? Man må ikke sige, at vores forgængere allerede har undersøgt emnet udtømmende og endeligt afgjort, hvad der er autentisk, og hvad der ikke er. Det må man ikke sige.
Ja, der findes en række beretninger, som de lærde er enige om at udelukke, fordi de er enige om, at de er svage. Der findes også et stort antal hadith, som de er enige om er autentiske. Men der findes noget midt imellem: beretninger fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og fra hans Sahabah, må Allah være tilfreds med dem, hvis autenticitet hadith-lærde og grundige forskere er uenige om. Denne uenighed vil bestå, så længe Allah vil.
Derfor må man ikke sige: »Denne dør er blevet lukket, og det er ikke længere acceptabelt at efterprøve, hvor autentiske disse hadith er.«
Afslutning
Ærede brødre, i dag vil vi i denne halaqa nøjes med det, der er blevet gennemgået. Vi beder Allah den Ophøjede om at hjælpe os med at fuldføre denne serie og lede os til det, Han elsker og er tilfreds med. Jeg påkalder Allahs velsignelser og fred over Allahs Sendebud, hans familie og Sahabah samt alle, der følger hans vejledning på bedste vis indtil Dommedag. Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.
