Indledning
Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige. Lovprisning tilkommer Allah, og fred og velsignelser være med Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahabah og dem, der er loyale over for ham.
Velkommen, ærede brødre, til en ny halaqa i jeres program »Halaqa direkte«. Vi fortsætter med emner fra bogen Islams system, og vi håber, at I vil følge med, deltage og sende os de spørgsmål, I ønsker, så vi kan besvare dem ved afslutningen af denne halaqa.
Emnet for denne halaqa: Modtagelse af shari’ahs love
I den forrige halaqa—og den før den—talte vi om Hukm Shar’i: definitionen af Hukm Shar’i, typerne af shari’ah-love og shari’ah-lovenes grader.
I dag går vi videre til emnet: Hvem modtager Shari’ahs love? Hvordan modtager en muslim Shari’ahs love, så han kan handle efter dem og kalde andre til at handle efter dem?
Kilden til Shari’ahs love
Vi har tidligere sagt, at Hukm Shar’i er Lovgiverens tale—det vil sige lovgiverens tale, og Lovgiveren er Allah den Ophøjede—vedrørende tjenernes handlinger. Kilden til Hukm Shar’i er Bogen, Sunnah og det, som de henviser til. En shari’ah-lov modtages derfor fra sin kilde: det, som Allah den Ophøjede har åbenbaret. Denne åbenbaring kommer til udtryk i Allahs Bog og i Hans Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred. Muslimens modtagelse af shari’ah-love er således begrænset til åbenbaringens tekster: det, som Allah den Ophøjede har åbenbaret i Bogen og Sunnah.
Bogen og Sunnah er shari’ah-tekster, der er kommet på arabisk—arabiske tekster:
﴿ إِنَّآ أَنزَلْنَـٰهُ قُرْءَٰنًا عَرَبِيًّۭا ﴾
»Vi har visselig åbenbaret den som en arabisk Qur’an« [12:2].
Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, var ligeledes araber og den mest veltalende af araberne.
Det, der blev åbenbaret til Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, kunne være åbenbaret fra Allah den Ophøjede i både ordlyd og betydning—det er Qur’anen. Eller betydningen kunne være åbenbaret til ham, hvorefter Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, udtrykte den gennem sine ord, handlinger eller stiltiende godkendelse. Kilderne til Shari’ahs love er i begge tilfælde arabiske tekster, som man vender tilbage til for at modtage disse love.
Allahs tale til menneskene og de troende om Shari’ahs love
Eftersom Allah, ophøjet er Han, har tiltalt menneskene i disse tekster og sagt:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلنَّاسُ ٱعْبُدُوا۟ رَبَّكُمُ ٱلَّذِى خَلَقَكُمْ وَٱلَّذِينَ مِن قَبْلِكُمْ ﴾
»O mennesker! Tilbed jeres Herre, som skabte jer og dem før jer« [2:21].
Han tiltalte også de troende specifikt vedrørende Shari’ahs love og sagde:
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ ٱتَّقُوا۟ ٱللَّهَ ﴾
»O I, som har iman! Frygt Allah« [59:18]
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ كُتِبَ عَلَيْكُمُ ٱلصِّيَامُ كَمَا كُتِبَ عَلَى ٱلَّذِينَ مِن قَبْلِكُمْ ﴾
»O I, som har iman! Fasten er foreskrevet jer, ligesom den blev foreskrevet dem før jer« [2:183].
Og så videre. Grundprincippet er, at de troende tiltales gennem Allahs tale, så de i alle deres handlinger følger Shari’ahs påbud og forbud.
Muslimen styrer derfor sine handlinger efter Allahs påbud og forbud. Grundprincippet er, at enhver muslim vender tilbage til Bogen og Sunnah for at modtage Shari’ahs love fra dem, så hans handlinger følger Shari’ah.
Forskelle blandt muslimer i fortolkning af tekster
Men i virkeligheden kan ikke alle muslimer vende sig direkte til Qur’anen og Sunnah for at udlede shari’ahs love fra dem.
Mennesker er forskellige i deres evne til generelt at forstå arabisk. Derfor er de også forskellige i deres forståelse af—eller evne til at forstå—teksterne i Bogen og Sunnah.
Denne evne er meget stærk hos nogle mennesker, men begrænset eller helt fraværende hos en stor gruppe muslimer. Det gælder navnlig ikke-arabere, som intet forstår eller begriber af det arabiske sprog. De kan ikke forstå en aya fra Allahs Bog eller en hadith fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, uden at nogen forklarer og oversætter den for dem.
Det er derfor ikke tilladt stædigt at insistere på, at enhver muslim selv skal udlede Shari’ahs love direkte fra Bogen og Sunnah.
Mujtahider og muqallider
Derfor opdeles muslimerne i to grupper: Den ene gruppe har evnen til at forstå shari’ah-teksterne—lovgivningsteksterne fra Bogen og Sunnah—og udlede lovene fra dem. Disse kaldes mujtahider.
Den anden gruppe kan ikke forstå teksterne i Bogen og Sunnah eller har i det mindste ikke evnen til at udlede Shari’ahs love fra dem. De skal derfor tage deres love fra dem, som er i stand til at udlede dem, nemlig mujtahiderne.
Denne gruppe, som tager sine love fra mujtahiderne—enten direkte eller gennem nogen, der viderebringer mujtahidernes meninger—kaldes muqallider.
Muslimerne deles således i to grupper med hensyn til modtagelsen af Shari’ahs love: mujtahider og muqallider.
I denne halaqa har vi kun tid til at tale om den ene af disse to grupper. Vi begynder med mujtahiderne.
Ijtihads shari’ah-mæssige betydning
Vi begynder med at definere ijtihad. Sprogligt har ijtihad sin velkendte betydning: at yde al sin kraft og evne for at opnå noget, der kræver en indsats at nå. Her taler vi dog ikke om ijtihad i den sproglige betydning, men i den shari’ah-mæssige betydning.
Han, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «إِذَا حَكَمَ الْحَاكِمُ فَاجْتَهَدَ ثُمَّ أَصَابَ فَلَهُ أَجْرَانِ، وَإِذَا حَكَمَ فَاجْتَهَدَ ثُمَّ أَخْطَأَ فَلَهُ أَجْرٌ» — »Når en dommer afsiger dom efter at have foretaget ijtihad og rammer rigtigt, får han to belønninger. Når han afsiger dom efter at have foretaget ijtihad og tager fejl, får han én belønning« [Sahih al-Bukhari 7352].
Her taler Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, om ijtihad i dets shari’ah-mæssige betydning.
Formålet her er udledningen af Shari’ahs love. Ijtihad defineres som at udtømme sin kapacitet for at søge den overvejende sandsynlige opfattelse om en praktisk shari’ah-lov.
At udtømme sin kapacitet betyder, at mujtahiden yder alt, hvad han formår, i sin ijtihad. Han når dertil, hvor han ikke kan yde mere, end han allerede har ydet. Han har dermed udtømt sin kapacitet: Han har ydet alt, hvad han formår, for at nå frem til den overvejende sandsynlige opfattelse—for at nå frem til den overvejende sandsynlige opfattelse.
Ijtihad i dhanni-spørgsmål
Hvorfor sagde vi, at man søger en sandsynlig opfattelse?
Det, der hører til vished, er ikke ijtihad. Viden eller sikker erkendelse af sådanne forhold er ikke ijtihad. Allah den Ophøjede har gjort bønnen, fasten, hajj, zakat og jihad obligatoriske, og Han har forbudt riba, zina, tyveri og så videre. Disse er absolutte spørgsmål i religionen og er ikke genstand for ijtihad.
Det, der falder ind under ijtihad, er derimod de spørgsmål, som ikke angives af absolutte beviser i Shari’ahs tekster fra Bogen og Sunnah. Beviserne for dem er dhanni, enten i bekræftelsen eller i betydningen—særligt i betydningen.
Mujtahiden kan stå over for tekster, der kan forstås på flere måder, og en samling shari’ah-beviser, som alle skal undersøges samlet. Han må ikke begrænse udledningen af Hukm Shar’i til blot ét af dem.
Han fjerner modstrid, foretrækker ét bevis frem for et andet og skelner mellem ophævende og ophævede tekster, generelle og specifikke tekster, ubetingede og betingede tekster samt overordnede og forklarede tekster, og så videre.
Denne proces kræver, at der ydes en indsats for at nå frem til en sandsynlig opfattelse. Med »sandsynlig« menes her den overvejende sandsynlige opfattelse ved erkendelsen eller forståelsen af en praktisk shari’ah-lov ud fra de detaljerede beviser—de detaljerede beviser fra Allahs Bog eller fra Allahs Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred.
Ijtihad foregår ikke uden for shari’ah-beviserne
At søge efter en lov uden for Shari’ahs beviser—uden for Bogen og Sunnah—kaldes derfor ikke ijtihad. Det gælder eksempelvis den, som vil afgive en fatwa ud fra sin egen forstand, udlede en shari’ah-lov alene ud fra forstanden eller støtte sig til principper uden forbindelse til Shari’ah. Han siger måske: »Jeg søger interessen.« Hvor han end finder det, han anser for at være en interesse, kalder han det Allahs lov, helt løsrevet fra Shari’ahs beviser i Allahs Bog og Allahs Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred. Dette er på ingen måde ijtihad. Det er derimod at dømme med andet end det, Allah har åbenbaret.
Det ville være lovgivning, og mujtahiden er ikke lovgiver. Han forstår derimod Allahs Shari’ah og udleder dens love.
Ijtihad i denne betydning er et arbejde, der udføres af en mujtahid, som opfylder betingelserne for ijtihad. Formålet er gennem den overvejende sandsynlige opfattelse at nå frem til eller udlede den detaljerede shari’ah-lov, som muslimen skal følge og overholde, så hans handlinger følger Allahs Shari’ah. Dette er mujtahiden.
Forskellen mellem ijtihad og anvendelse af lovene på konkrete tilfælde
Denne mujtahids arbejde adskiller sig fra arbejdet hos en mufti, der anvender lovene på konkrete spørgsmål.
Nogle kan forveksle sagen og tro, at anvendelsen af shari’ah-love på lignende spørgsmål af samme type er en form for ijtihad eller måske analogisk slutning. Nej.
Hvis en muslim—en retslærd, en studerende eller en muqallid—modtager en shari’ah-lov, som en mujtahid har udledt, og anvender den på lignende tilfælde, er dette anvendelse af lovene på konkrete tilfælde og ikke ijtihad.
Det er eksempelvis ikke ijtihad at undersøge kødkonserves for at afgøre, om de er halal eller haram.
Shari’ah-loven er nemlig fastlagt. De lærde har udledt, at svinekød er haram, at kød fra selvdøde dyr er haram, og at kød fra et dyr slagtet af en afgudsdyrker er haram.
Når vi anvender disse love på kødkonserves og eksempelvis siger, at dette er halal, mens dette er haram, er det ikke ijtihad. Det er anvendelse af de allerede udledte love på tilsvarende tilfælde.
Udledning fra Qur’anen og Sunnah
Ijtihad består i at udlede en shari’ah-lov direkte fra Bogen og Sunnah. Udledning af Shari’ahs love fra andet end Allahs Bog og Allahs Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, er derfor ikke ijtihad. Det gælder eksempelvis, hvis nogen forsøger at udlede Shari’ahs love fra en Sahabis, en Tabi’is eller en anden mujtahids udsagn. Det, der tages herfra, er ikke en shari’ah-lov. Shari’ah-loven må kun udledes af åbenbaringens tekster: Allahs Bog og Allahs Sendebuds Sunnah.
Den, der imiterer en Sahabi, en Tabi’i eller en mujtahid fra en hvilken som helst tid, imiterer derimod en shari’ah-lov, som en anden mujtahid tidligere har udledt gennem ijtihad. Han udleder ikke shari’ah-loven af den pågældende persons udsagn. Der er forskel.
Der er altså forskel på, at mujtahiden udøver ijtihad for at udlede en shari’ah-lov—som kun kan udledes af Allahs og Allahs Sendebuds ord, må Allah velsigne ham og give ham fred—og at en studerende, en følger eller en lægmand imiterer en shari’ah-lov, som en Sahabi, en Tabi’i eller en mujtahid fra en hvilken som helst tid har udledt. Det sidste er på ingen måde ijtihad; personen er derimod muqallid. Den, der ikke opfylder betingelserne for ijtihad, må støtte sig til en sådan lov. Ja, han skal gøre det, så længe han ikke selv er i stand til at foretage ijtihad.
Dette er loven. Dette er ijtihads realitet. Dette er definitionen af ijtihad. Dette er mujtahidens realitet.
Hukm Shar’i for ijtihad i islam
Hvad er Hukm Shar’i for ijtihad i islam? Er ijtihad obligatorisk eller tilladt? Eller er det obligatorisk i nogle tidsaldre og tilladt i andre?
Dette spørgsmål har forvirret mange mennesker; Hukm Shar’i for ijtihad er, at det er fard kifaya i enhver tidsalder. Ingen tidsalder må være uden en mujtahid. Hvorfor?
Fordi de troende er blevet påbudt at følge Allahs Shari’ah.
Allah den Mægtige har fastsat shari’ah-love for alle spørgsmål, og disse spørgsmål kan opstå dagligt.
På enhver given dag kan der opstå et nyt spørgsmål, som tidligere mujtahider ikke har givet en shari’ah-lov for.
Ingen tid eller tidsalder må derfor være uden en mujtahid, som udleder shari’ah-loven fra Bogen og Sunnah.
Der skal således findes mindst én mujtahid—og dette er det absolutte minimum. Det naturlige er, at der findes langt flere.
Det er derfor obligatorisk, at der i enhver tidsalder findes mindst én mujtahid. Ijtihad er dermed en vedvarende fard kifaya, som aldrig må ophøre.
Ugyldigheden af lukningen af ijtihad-porten
Derfor tog de fejl, som for flere hundrede år siden sagde, at tiden var kommet til at lukke døren til ijtihad i en bestemt tidsalder.
Nogle lærde konkluderede—eller forestillede sig—at der ikke længere fandtes noget spørgsmål, som mujtahiderne ikke allerede havde udledt en lov for; at alle spørgsmål var blevet dækket og undersøgt fuldt ud; og at fiqh var fuldendt.
De sagde derfor, at der ikke længere var behov for at fortsætte ijtihad. Nogle hævdede, at døren til ijtihad skulle lukkes. Denne påstand har intet grundlag og er under ingen omstændigheder tilladt i Shari’ah.
Modtagelsen af Shari’ahs love forbliver obligatorisk indtil Dommedag. Så længe nye spørgsmål kan opstå når som helst, kan et sådant spørgsmål opstå.
Der findes nye hændelser og nye spørgsmål. I vores tidsalder har vi set mange spørgsmål opstå som følge af nye opfindelser, kontrakter, sager, relationer og transaktioner. De kræver ijtihad om forhold, som de tidligere mujtahider og retslærde ikke behandlede.
Ijtihad og Ummahs intellektuelle højnelse
Hukm Shar’i for ijtihad er således, at det er fard kifaya. Der skal findes mindst én mujtahid i enhver tidsalder.
Den naturlige tilstand er, at der altid findes en overflod af mujtahider i Ummah.
Når Ummah højnes—og det er velkendt, at en ummah højnes intellektuelt—sker den islamiske Ummahs højnelse gennem en højnelse af dens tænkning og dens forståelse af den islamiske ’aqida og den islamiske Shari’ah.
Der er derfor en uløselig sammenhæng mellem Ummahs højnelse og dens overflod af mujtahider.
Ligeledes er der en uløselig sammenhæng mellem Ummahs tilbagegang og dens mangel på mujtahider. Gennemgå historien, og I vil se denne sammenhæng.
Ærede brødre, dette er lovens realitet; dette er Hukm Shar’i for ijtihad.
Mujtahidernes grader
Vi går nu videre til et andet emne: mujtahidernes realitet og deres betingelser. Mujtahiderne har tre grader—tre grader.
Den fuldkompetente mujtahid
Der findes mujtahider, hvis evne gør dem kvalificerede til at foretage ijtihad i alle spørgsmål og alle sager. De opfylder samtlige betingelser for ijtihad og er derfor i stand til at foretage ijtihad i alle spørgsmål inden for den islamiske Shari’ah. Denne gruppe eller grad af mujtahider kaldes mujtahid mutlaq (fuldkompetente jurakyndige).
Den fuldkompetente mujtahid er den, der opfylder alle kravene til ijtihad.
Betingelser for ijtihad
Betingelserne for ijtihad kan overordnet og uden mange detaljer deles i to aspekter. Det første er mujtahidens kendskab til shari’ah-beviserne: teksterne fra Bogen og Sunnah, som vedrører praktiske shari’ah-spørgsmål. Mujtahiden kan ikke foretage ijtihad uden at bygge på de shari’ah-beviser, som angiver Shari’ahs love. Det første fundament er derfor mujtahidens kendskab til de relevante tekster fra Bogen og Sunnah, som lovene udledes af.
Overdrivelse af betingelserne for ijtihad
Vi bør påpege de overdrivelser, som nogle mennesker fremfører: at en mujtahid skal have titusinder af hadither udenad, kunne hele Qur’anen udenad og være en usædvanlig stor sprogekspert, og så videre—som om dette endnu en gang skulle lukke døren til ijtihad.
Ijtihad er en handling, der kræver bestemte betingelser. Hvis disse betingelser er opfyldt, så er ijtihad muligt.
Nogle lærde siger endda—og jeg husker at have læst dette i en bog af Abu Hamid al-Ghazali—at en mujtahid ikke behøver at have alle de ayaer, der indeholder love, udenad. Det er nok, at han ved, hvor de findes, så han kan slå dem op ved behov, studere dem grundigt og læse dem. Tilsvarende skal han kunne slå de hadither op, som vedrører de spørgsmål, han foretager ijtihad om.
Den første betingelse er således hans viden og evne til at henvise til beviser og tekster, hvoraf shari’ah-love kan udledes.
Den moderne tidsalders lettere adgang til teksterne
På dette område er vi alle klar over, at vores tidsalder har gjort det meget let for dem, der er kvalificerede til ijtihad, at slå disse tekster op.
I årtier har vi haft et leksikon, som gør det let for mujtahiden at finde den aya, han søger: Al-Mu’jam al-Mufahras li-Alfadh al-Qur’an al-Karim.
Nu er det endnu lettere. Moderne teknologi gør det muligt for læseren, den, der følger med, og mujtahiden hurtigt at finde de tekster fra Bogen og Sunnah, som de søger.
Indsamlingen af de oprindelige hadithkilder og den lette adgang til dem i dag har gjort ijtihad lettere. Denne mulighed manglede selv fortidens store mujtahider.
De tidlige mujtahiders værktøjer og begrænsede adgang til hadith
Vi ved, at fremragende mujtahider som Abu Hanifah, Sufyan al-Thawri, al-Shafi’i, al-Awza’i og Malik havde adgang til en del af de hadither, der var overleveret fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, men ikke dem alle. Dengang var indsamlingen af den profetiske Sunnah endnu ikke fuldendt.
Derfor gentog nogle af dem ofte: »Hvis hadithen er autentisk, er den min retsskole; kast min mening til side.« Det vil sige: Hvis en af jer finder en hadith, som ikke nåede mig, og som jeg hverken fandt eller hørte om, og denne hadith strider mod mit udsagn, så er hadithen min retsskole—hvis den reelt underkender denne mujtahids ijtihad.
I dag har vi derimod de oprindelige hadithkilder: alle de bøger, som Allahs Sendebuds hadither, må Allah velsigne ham og give ham fred, er samlet i. Desuden er der ydet en enorm indsats for at undersøge disse hadither, bekræfte de autentiske som autentiske og klassificere de svage som svage. Vi har bøger om overlevererne, hadithterminologi og så videre. Alt dette har gjort ijtihads værktøjer langt lettere tilgængelige for mujtahiderne, end de var for de tidligere mujtahider. Må Allah forbarme sig over dem og belønne dem på vores vegne med alt godt.
Kendskab til beviser og forståelse af tekster
Dette er altså det første fundament: kendskab til beviserne—de praktiske shari’ah-beviser, som angiver praktiske spørgsmål, og som de praktiske shari’ah-love udledes af.
Det andet fundament er evnen til at forstå disse tekster. Denne evne bygger på to grundlæggende elementer: kendskab til den shari’ah-mæssige betydning af teksternes ord og evnen til at forstå både den shari’ah-mæssige og den sproglige betydning af Bogen og Sunnah.
Det skyldes, at Bogen og Sunnah er kommet med arabiske ord. Disse arabiske ord—uanset om de står i Qur’anen eller Sunnah—har shari’ah-mæssige betydninger.
Det vil sige, at Shari’ah har givet visse ord shari’ah-mæssige betydninger, som ikke tidligere fandtes i arabernes sprog eller sprogbrug.
Den er også kommet med arabiske tekster, hvis betydning forblev knyttet til den arabiske betydning, som araberne brugte i deres sprog og sprogbrug.
Denne mujtahid skal derfor have et indgående kendskab til teksternes shari’ah-mæssige og sproglige betydninger. Dette bygger på to videnskaber: usul al-fiqh, som blandt andet omfatter reglerne for udledning og forståelsen af ordenes betydning, samt det arabiske sprog.
Metoden for den fuldkompetente jurakyndige
Disse betingelser skal være opfyldt hos mujtahiden, navnlig hos en mujtahid mutlaq. Med mujtahid mutlaq mener vi, som tidligere nævnt, en mujtahid, der kan foretage ijtihad i alle spørgsmål uden undtagelse. Han har evnen til at gøre det i alle spørgsmål, selv om han ikke faktisk har foretaget ijtihad om dem alle. Han har desuden fastlagt sin egen metode for udledning, som han selv er nået frem til gennem ijtihad.
Forskelle i retsskolernes grundlæggende metoder
Vi ved, at retsskolernes grundlæggere—som opfylder beskrivelsen mujtahid mutlaq—var uenige om shari’ah-beviserne, dog naturligvis ikke om dem alle. De var uenige om de sekundære, detaljerede og supplerende beviser samt om reglerne for udledning.
De fleste var enige om, at lovgivningens beviser er Bogen, Sunnah, konsensus og qiyas. Derefter var de uenige om de beviser, som Bogen og Sunnah henviser til.
Nogle byggede på istihsan, andre på al-masalih al-mursala, nogle på tidligere åbenbarede lovgivninger, så længe ingen tekst i vores Shari’ah ophæver dem, og andre på Medinas beboeres praksis.
Vi ser således forskelle mellem metoderne hos de mujtahider, som grundlagde retsskolerne. De var også uenige om reglerne for udledning: deres vurdering af ophævende og ophævede tekster, ubetingede og betingede tekster, generelle og specifikke tekster og så videre samt deres forskellige metoder og former for begrundelse i disse spørgsmål.
Vi ser, at hver mujtahid har sin egen metode for udledning af Shari’ahs love, som adskiller sig fra de andres.
Derfor finder vi usul al-fiqh, som tilskrives den shafi’itiske retsskole, usul al-fiqh, som tilskrives den hanafitiske retsskole, usul al-fiqh, som tilskrives den malikitiske retsskole, og så videre.
Den mujtahid, som bygger på usul al-fiqh for at udlede Shari’ahs love, beskrives som mujtahid mutlaq.
Jurakyndig inden for en retsskole
I virkeligheden grundlagde denne mujtahid mutlaq en retsskole, uanset om retsskolen fortsatte eller ej.
Han havde elever, som nåede graden af ijtihad. Men de forblev—de forblev—disse mujtahider, som var hans elever, fortsatte med at bygge på hans metode for udledning.
De kunne være uenige med ham om bestemte shari’ah-love og selv foretage ijtihad om dem, fordi de var mujtahider. Men de byggede på hans metode for udledning.
Det vil sige, at de byggede på den samme usul al-fiqh, som han byggede på, uanset om denne mujtahid havde nedskrevet disse principper eller ej.
Al-Shafi’i nedskrev den usul al-fiqh, som han byggede på. Han var endda den første til at nedskrive usul al-fiqh og følge den. Hans elever efter ham fulgte de samme principper.
Abu Hanifah byggede på bestemte principper, som han havde i tankerne, men ikke nedskrev. De, der kom efter ham, fulgte hans metode og nedskrev disse principper ved at udlede eller uddrage dem af hans ijtihader.
De, der fulgte al-Shafi’is metode for udledning, blev mujtahider inden for den shafi’itiske retsskole. De, der fulgte Abu Hanifahs metode for udledning og ijtihad, blev mujtahider inden for den hanafitiske retsskole, og så videre.
Denne gruppe kaldes—eller denne grad betegnes som—mujtahider inden for en retsskole. En mujtahid inden for en retsskole foretager ijtihad om Shari’ahs love i konkrete spørgsmål. Han kan være uenig med sin lærer, som grundlagde retsskolen, men bygger på de samme principper.
Blandt de mest kendte mujtahider inden for den shafi’itiske retsskole har vi eksempelvis imam al-Nawawi og Abu Hamid al-Ghazali.
Blandt de berømte mujtahider inden for den hanafitiske retsskole har vi Abu Yusuf og al-Sarakhsi, forfatteren til al-Mabsut, og andre. Disse kaldes mujtahider inden for en retsskole.
Jurakyndig i et bestemt spørgsmål
Den tredje rang er at være en mujtahid i et bestemt spørgsmål.
En muslim kan mangle nogle af betingelserne for ijtihad. Han har måske ikke kendskab til alle lovgivningens beviser, behersker ikke hele usul al-fiqh og kender ikke alle de sproglige spørgsmål, der gør ham i stand til at forstå teksterne.
Men i et bestemt spørgsmål kan han være i stand til at undersøge de forskellige meninger, deres beviser og argumentationsmåder. Han identificerer og præciserer stridspunktet og finder derefter, at han kan foretrække én opfattelse efter at have undersøgt netop dette stridspunkt, eksempelvis fordi han har indgående kendskab til det pågældende område.
Uenigheden mellem retsskolerne om et spørgsmål kan skyldes, at de vurderer en hadiths autenticitet forskelligt, eller at den ene retsskole ikke tager hadithen som bevis, mens den anden gør.
Han kan have de nødvendige redskaber til at vurdere, om hadithen er autentisk eller svag. Når uenigheden afhænger af hadithens autenticitet, og han er i stand til at bedømme den, giver dette ham mulighed for at foretrække én mening frem for en anden i dette spørgsmål. Dette kaldes ijtihad i et bestemt spørgsmål.
Eller personen kan have indgående kendskab til grammatik og være specialist i sprog. I dag har vi dygtige sprogeksperter inden for grammatik, retorik og andre sprogfag.
Han kan støde på et spørgsmål, som mujtahiderne er uenige om. Når han præciserer stridspunktet, finder han, at uenigheden skyldes et sprogligt, grammatisk eller retorisk spørgsmål, og så videre. Han vurderer, at han kan foretrække én opfattelse, gør dette og bliver dermed mujtahid i et bestemt spørgsmål.
Det naturlige er, at Ummah rummer mange mujtahider i bestemte spørgsmål. Denne form for ijtihad kræver nemlig ikke den samme omfattende viden eller dybe beherskelse af usul al-fiqh, sprogvidenskab og så videre.
Sammenfatning af mujtahidernes grader
Dette er mujtahidernes typer—eller deres grader: fra mujtahid mutlaq over mujtahiden inden for en retsskole til mujtahiden i et bestemt spørgsmål.
Når mujtahiden rammer rigtigt eller tager fejl
Til sidst, ærede brødre: I denne halaqa kan vi ikke nå at behandle alle spørgsmål vedrørende mujtahiderne. Jeg vil derfor lade en del af emnet vente til næste halaqa. Men det, jeg vil afslutte dagens halaqa med, er spørgsmålet om mujtahiden.
Er mujtahidens mening altid korrekt? Eller kan mujtahidens mening være forkert? I virkeligheden, hvis hans mening altid var korrekt, ville det ikke være ijtihad, og mujtahiderne ville ikke være uenige med hinanden. Alene det, at vi taler om ijtihad, betyder, at mujtahidens mening kan være korrekt og kan være forkert. Han kan ramme sandheden, og han kan undlade at ramme den.
Man kan ikke sige, at alle mujtahider ramte sandheden—ramte det, Allah tilsigtede—for Allahs tilsigtede betydning i Hans tale er én. Allah og Hans Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, kan ikke have tilsigtet to modstridende love i deres tale.
Tekstens angivelse af det, Allah den Ophøjede tilsigtede—eller det, Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tilsigtede—kan imidlertid være dhanni. Derfor opstår uenigheden mellem mujtahiderne.
Uenigheden kan desuden opstå ved bedømmelsen af Allahs Sendebuds hadither, må Allah velsigne ham og give ham fred, med hensyn til deres autenticitet eller svaghed. I mange tilfælde opstår uenigheden på grund af forskellige forståelser af tekstens betydning—enten en ayas eller Allahs Sendebuds hadiths betydning. Mujtahiden udtømmer derfor sin kapacitet for at ramme det korrekte og nå frem til det, Allah den Ophøjede tilsigtede.
Den korrekte mening er én, men begge meninger er shari’ah-mæssige
Man kan ikke sige, at begge mujtahiders meninger er korrekte. Nej, den korrekte mening er én, men begge meninger er shari’ah-mæssige.
Eksempel: Recitation af al-Fatihah bag imamen
Når al-Shafi’i er uenig med Abu Hanifah, siger al-Shafi’i, at recitation af al-Fatihah er en søjle i bønnen, og at bønnen ikke er gyldig uden recitation af al-Fatihah i hver rak’ah—selv bag imamen og selv når imamen reciterer højt. Abu Hanifah siger derimod, at recitation af al-Fatihah ikke er en søjle, men kun obligatorisk i den individuelle bøn, og at den bedende ikke må recitere al-Fatihah bag imamen. Dette er to modstridende meninger, og én af dem må være korrekt: enten al-Shafi’is eller Abu Hanifahs mening.
Men kan nogen med sikkerhed fastslå, hvilken af de to meninger der er korrekt? Nej. Hvis nogen kunne fastslå det, ville det ikke være ijtihad, og spørgsmålet ville ikke være dhanni. Enten er den første mening korrekt, eller også er den anden korrekt.
Min mening er korrekt, men kan være forkert
Reglen er derfor, at mujtahiden siger: »Min mening er korrekt, men kan være forkert, mens den andens mening er forkert, men kan være korrekt.«
Hvis jeg rammer det korrekte, og min mening er korrekt—det vil sige, at min ijtihad er korrekt—modtager jeg to belønninger.
Hvis min mening derimod ikke stemmer overens med det, Allah den Ophøjede tilsigtede—det vil sige, hvis jeg ikke nåede frem til den korrekte shari’ah-lov, og min ijtihad dermed var forkert—modtager jeg én belønning.
Belønningen for den jurakyndige
Dette fremgår af Allahs Sendebuds hadith, må Allah velsigne ham og give ham fred: «إِذَا حَكَمَ الْحَاكِمُ فَاجْتَهَدَ ثُمَّ أَصَابَ فَلَهُ أَجْرَانِ، وَإِذَا حَكَمَ فَاجْتَهَدَ ثُمَّ أَخْطَأَ فَلَهُ أَجْرٌ» — »Når en dommer afsiger dom efter at have foretaget ijtihad og rammer rigtigt, får han to belønninger. Når han afsiger dom efter at have foretaget ijtihad og tager fejl, får han én belønning« [Sahih al-Bukhari 7352].
I alle tilfælde har mujtahiden handlet korrekt, idet han ikke har overtrådt Shari’ah, og idet det, han har udledt, er en shari’ah-lov—uanset om loven er korrekt og stemmer overens med det, Allah tilsigtede, eller er forkert og strider mod det, Allah og Hans Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tilsigtede.
Sahabahs ijtihad ved Banu Qurayza
Her vil jeg give et praktisk eksempel fra Allahs Sendebuds sirah, må Allah velsigne ham og give ham fred: Efter Slaget ved Graven gav Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sine Sahabah følgende befaling: «من كان سامعاً مطيعاً فلا يصلين العصر إلا في بني قريظة» — »Den, der hører og adlyder, må ikke bede ’asr andre steder end hos Banu Qurayza« [se Sahih al-Bukhari 4119]. Dette var en befaling om at angribe Banu Qurayza, fordi de havde sammensvoret sig med afgudsdyrkerne mod Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og mod muslimerne. De havde haft en pagt, men havde brudt den. «من كان سامعاً مطيعاً فلا يصلين العصر إلا في بني قريظة» — »Den, der hører og adlyder, må ikke bede ’asr andre steder end hos Banu Qurayza.« Sahabah drog derfor af sted mod Banu Qurayza.
Mens de var på vej, var de tæt på at gå glip af tidspunktet for ’asr-bønnen, og måske ville de også gå glip af tidspunktet for maghrib-bønnen.
Her blev Sahabah uenige. Den ene gruppe sagde, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke havde tilsigtet, at de skulle gå glip af ’asr-bønnen. Han ville blot have dem til at skynde sig; derfor skulle de bede og fortsætte. Den anden gruppe sagde, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde beordret dem til at bede ’asr hos Banu Qurayza. Derfor skulle de bede ’asr dér, selv efter at tiden for ’asr var udløbet, efter maghrib eller endda efter tidspunktet for ’isha.
Sahabah blev altså uenige om deres forståelse af det, Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, tilsigtede. Nogle forstod, at han ville have dem til at skynde sig og ikke tilsigtede, at de skulle udsætte ’asr-bønnen. Andre forstod, at Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde beordret dem til at bede ’asr hos Banu Qurayza, uanset hvornår de nåede frem.
Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, tilsigtede naturligvis den ene af disse to betydninger, ikke begge på samme tid. Det, han tilsigtede, var én betydning, men Sahabah forstod hans hensigt forskelligt. Den ene gruppe handlede efter sin forståelse, og den anden gruppe handlede efter sin.
Den ene gruppe bad ’asr på vejen og fortsatte rejsen, mens den anden udsatte ’asr-bønnen, til de nåede Banu Qurayza.
Da de vendte tilbage til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og fortalte ham, hvad der var sket, godkendte han begge grupper—han godkendte begge. Det var ikke, fordi begge grupper havde forstået præcis det, Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, tilsigtede, men fordi begge havde foretaget ijtihad, og deres ijtihad var shari’ah-mæssig. Begge grupper blev belønnet, og begge handlede efter en shari’ah-lov i overensstemmelse med deres forståelse.
Allahs lov for mujtahiden
Hukm Shar’i for mujtahiden er derfor det, hans ijtihad fører ham frem til. Eller mere præcist: Allahs lov for mujtahiden er det, hans ijtihad fører ham frem til. Tilsvarende er Allahs lov for en anden mujtahid det, hans ijtihad fører ham frem til.
Allahs lov for al-Shafi’i er, at recitation af al-Fatihah er en obligatorisk søjle i enhver bøn og i hver rak’ah bag imamen, uanset om imamen reciterer højt eller stille. Dette er Allahs lov for al-Shafi’i, fordi hans ijtihad førte ham frem til den, og det er Allahs lov for dem, der imiterer al-Shafi’i.
Allahs lov for Abu Hanifah er, at al-Fatihah er obligatorisk, men ikke må reciteres bag imamen, uanset om imamen reciterer højt eller stille.
Allahs lov for imam Malik er det, hans ijtihad førte ham frem til: Al-Fatihah er obligatorisk i bønnen, og den bedende reciterer den bag imamen, når imamen reciterer stille. Hvis imamen reciterer højt, forbliver den bedende tavs. Det er ligeledes Allahs lov for dem, der imiterer imam Malik—må Allah forbarme sig over ham.
Sammenfatning om at ramme rigtigt og tage fejl
Dette er altså mujtahidernes realitet med hensyn til at ramme rigtigt eller tage fejl. Alt, hvad mujtahiderne udleder gennem ijtihad, er Shari’ahs love, selv om de er uenige. Al-Shafi’is mening er en shari’ah-lov, og Abu Hanifahs mening er en shari’ah-lov. Men den korrekte mening—den korrekte mening—er den, som stemmer overens med det, Allah tilsigtede. Ingen kan fastslå dette med sikkerhed, fordi spørgsmålet bygger på dhanni ijtihad.
Den, der rammer rigtigt, får to belønninger, og den, der tager fejl, får én. I alle tilfælde bliver mujtahiderne belønnet. De har handlet korrekt, fordi de handlede i overensstemmelse med Allahs Shari’ah, selv hvis de ikke præcist ramte det, Allah den Ophøjede tilsigtede, i enhver lov, de foretog ijtihad om.
Emnet for næste halaqa
Der er ét spørgsmål tilbage, som vi udsætter til næste halaqa. Vi har sagt, at Allahs lov for mujtahiden er det, hans ijtihad fører ham frem til. Men findes der undtagelser, hvor en mujtahid forlader sin egen mening til fordel for en andens? Dette spørgsmål taler vi om i næste halaqa, om Allah vil.
Lovprisning tilkommer Allah, og fred og velsignelser være med Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahabah og dem, der er loyale over for ham.
Hvordan skelner en muslim mellem spørgsmål om ijtihad?
Jeg går nu sammen med jer videre til de spørgsmål, der måtte være kommet under denne halaqa.
Broder Abu Qusay spørger, hvordan en almindelig muslim kan afgøre, om et bestemt spørgsmål falder ind under ijtihad, og hvordan han kan skelne ijtihad fra almindelige meninger, påståede interesser eller fatwaer, som nogle sheikher eksempelvis udsteder for at vinde magthavernes gunst.
Afgørende spørgsmål er ikke genstand for ijtihad
Først og fremmest: Når det gælder spørgsmål om ijtihad i modsætning til andre emner, er der klare og afgørende tekster. Enhver med den mindste viden om arabisk kan forstå dem og vide, at de ikke falder under ijtihad.
Hvis personen ikke har kendskab til Shari’ahs love eller til arabisk—undskyld—kan han stadig tydeligt erkende, at Islams pålidelige lærde er enige om, at spørgsmålet ikke er genstand for ijtihad. Alle Ummahs lærde er enige om, at bønnen er obligatorisk, fasten er obligatorisk, tyveri er haram, bagtalelse er haram, og zina er haram. Ingen undskyldes for at være uvidende om disse spørgsmål eller for at hævde, at han ikke kan fastslå, at de er absolutte og ikke genstand for ijtihad.
Sådan kendes den pålidelige lærde
Hvad Islams grundfæstede og pålidelige lærde angår, må vi, ærede brødre, være enige om, at det er muligt at skelne den gudfrygtige og pålidelige person fra andre gennem hans adfærd og hele hans liv.
Der kan eksempelvis ikke være tvivl om, at en lærd, som arbejder for en magthaver og altid opholder sig ved hans dør, ikke hører til de pålidelige og grundfæstede lærde.
En lærd, som er vant til at opholde sig hos en uretfærdig og tyrannisk magthaver—en taghut—udsteder måske fatwaer til hans fordel, som tillader rentebærende banklån eller de såkaldte opsparingsbeviser med renter.
Han udsteder måske også fatwaer, som tillader forsoning med den jødiske stat, kamp mod muslimer, alliance med de vantro eller at dømme med andet end det, Allah har åbenbaret. Dette er klare og utvetydige beviser på, at denne lærde ikke er pålidelig og ikke må følges i fatwaer om Shari’ahs love.
Selv en ikke-araber, der ikke kan læse arabisk ordentligt, kan således undersøge den lærde: Har denne lærde viet sin viden og gjort sig selv til tjener for denne Shari’ah, langt fra alle verdens flygtige og falske goder, som strider mod Allahs Shari’ah? Eller hører han til dem, der har solgt Allahs ayaer for en ringe pris [se 9:9] og søgt at behage magthaveren gennem ulydighed mod Allah? I dette spørgsmål må den troende bygge fuldstændigt på gudsfrygt for at nå frem til en konklusion.
Afslutning
Ærede brødre, jeg vil stoppe her. Vi beder Allah den Ophøjede om at tage imod dette fra os, lede vores ord og handlinger, gøre dem oprigtige for Hans ædle ansigt, hjælpe os med at bære denne betroede opgave og dette budskab samt øge os i viden, handling og lydighed. Han er den Althørende, den, som besvarer bønner. Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.
