Indledning
I Allahs navn. Lovprisningen tilhører Allah, og fred og velsignelser være med Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahaba og dem, der følger ham.
Velkommen, mine kære brødre, til en ny udgave af Halaqa Online.
I disse halaqaat, som vi begyndte for flere uger siden, tog vi hul på en serie om, hvordan man følger shari’ah, efter at vi havde afsluttet emnerne om troens vej og det, der knytter sig til den. Vi talte om Hukm Shar’i, typerne af Hukm Shar’i og rangordningen af Hukm Shar’i. I den forrige halaqa talte vi om dem, der er kvalificerede til at udlede shari’ah-love fra Allahs Bog, Sunnah og det, som de henviser til: mujtahiderne. Vi gik lidt mere i dybden med ijtihad.
Halaqaens emne: Hvornår forlader mujtahiden sin ijtihad?
I dag tager vi fat på et emne, der vedrører mujtahiderne: Hvornår må eller skal en mujtahid tilsidesætte sin egen opfattelse til fordel for en anden mujtahids opfattelse?
Ijtihad i dhanni shari’ah-love
Vi har tidligere talt om en mujtahid, der udleder en Hukm Shar’i efter at have gjort sit yderste, udtømt sin evne i udledningen og søgt en sandsynlig og derefter den overvejende sandsynlige opfattelse af shari’ah-loven i et bestemt spørgsmål.
Når vi taler om ijtihad, taler vi naturligvis om dhanni shari’ah-love, hvor der kan være mere end én opfattelse, dvs. mere end én forståelse af det shari’ah-bevis, som angiver dem.
De absolutte shari’ah-love, som udvindes fra tekster, der ikke rummer ijtihad eller tillader mere end én betydning, er ikke genstand for ijtihad – og dermed heller ikke for uenighed.
Man siger ikke: »For eksempel mener Abu Hanifa, at bønnen er obligatorisk (wajib), mens en anden mener, at den ikke er det.« Den, der tvivler på bønnen som værende obligatorisk eller benægter dens obligatoriske karakter, er ikke muslim. Det samme gælder de absolutte shari’ah-love – såsom faste, hajj, zakat og jihad; forbuddet mod at dømme efter andet end Allahs åbenbaring; samt forbuddene mod utroskab, tyveri og renter.
Disse er alle shari’ah-love. Der findes mange andre absolutte shari’ah-love, som ikke er genstand for ijtihad og derfor heller ikke for uenighed blandt mujtahiderne.
Ijtihad finder kun sted i spørgsmål, der udledes fra tekster, som rummer flere mulige betydninger og aspekter. I tidligere halaqaat gav vi eksempler på shari’ah-love, som er genstand for ijtihad, og hvor mujtahiderne derfor var uenige. Vi forklarede også årsagerne til denne uenighed og årsagerne til, at en shari’ah-lov kan være dhanni.
Uenighed om dhanni shari’ah-love
Vi sagde, at enhver shari’ah-lov, som en mujtahid udleder gennem en korrekt shari’ah-metode, er en shari’ah-lov, selv om en anden mujtahid når frem til en anden lov. Abu Hanifas opfattelse, at recitationen af al-Fatiha er obligatorisk i bønnen uden at være en søjle, og at den bedende bag imamen ikke må recitere al-Fatiha, er derfor en shari’ah-lov. Ash-Shafi’is opfattelse, at recitationen af al-Fatiha er en søjle, uden hvilken bønnen ikke er gyldig, selv bag imamen og selv når imamen reciterer højt, er også en shari’ah-lov. Dette er en shari’ah-lov, og dette er en shari’ah-lov, fordi de begge blev udledt fra shari’ah-beviserne gennem en korrekt shari’ah-metode.
Men vi sagde, at Allahs Hukm Shar’i er én. Én af disse to love er korrekt og rammer sandheden. Allah, Den Ophøjede, har foreskrevet os én af de to love. Da teksterne har en dhanni betydning, nåede én mujtahid frem til denne mulige betydning, mens en anden mujtahid nåede frem til en anden dhanni betydning. Begge udledninger var tilladte, og derfor var hver af dem en shari’ah-lov, mens Allahs korrekte lov var én af dem.
Da ingen med sikkerhed kan fastslå, at hans opfattelse er korrekt, er mujtahidens faktiske standpunkt og udsagn: »Min opfattelse er korrekt, men kan være forkert; en andens opfattelse er forkert, men kan være korrekt.«
Allahs lov vedrørende mujtahiden
Her, mine kære brødre, skal vi være opmærksomme på, at det, som en mujtahid udleder gennem ijtihad, er Allahs Hukm Shar’i for ham. Allahs Hukm Shar’i for ash-Shafi’i er, at recitationen af al-Fatiha er en af bønnens søjler. Bønnen er derfor ikke gyldig uden recitation af al-Fatiha i hver rak’ah, selv hvis en mand beder bag en imam, der reciterer højt. Dette er Allahs Hukm Shar’i for ash-Shafi’i og enhver, der følger ham gennem taqlid.
Allahs Hukm Shar’i for Abu Hanifa er, at al-Fatiha er obligatorisk, men ikke en søjle, og at man ikke må recitere den bag imamen, selv hvis imamen reciterer stille i bønnen. Allahs lov for enhver mujtahid er således det, som hans ijtihad fører ham frem til.
Men må mujtahiden, efter at hans ijtihad har ført ham frem til en opfattelse eller en shari’ah-lov, som han anser for Allahs lov vedrørende sig selv, tilsidesætte sin egen ijtihad til fordel for en andens? Det er emnet for dagens halaqa.
Udgangspunktet er, at mujtahiden skal fastholde sin ijtihad
Udgangspunktet er, at en mujtahid ikke må overlade sin egen ijtihad til en andens. Det drejer sig ikke om, at Allah har fastsat to meninger, så mennesket frit kan vælge den ene eller den anden. Det er heller ikke, at Allah har valgt mellem to shari’ah-love, så vi må tage den ene og undlade den anden uden problemer. Derfor må en mujtahid aldrig – absolut – give afkald på sin egen ijtihad for at følge andres juridiske udlægning.
Nej, Allahs lov i dette spørgsmål er én. Dette er et helt andet emne end rukhsah, dvs. lempelsen, og ‘azimah, dvs. den bindende grundregel. I spørgsmålet om rukhsah og ‘azimah viser beviset, at den troende kan vælge mellem dem. Allah har foreskrevet lempelsen som en lempelse og den bindende grundregel som en bindende grundregel.
Når mujtahider er uenige om en shari’ah-lov, siger den ene: »Dette er min ijtihad, og jeg anser den for korrekt«, mens den anden siger: »Dette er min ijtihad, og jeg anser den for korrekt.« Én af de to ijtihader må være korrekt. Det, som en mujtahid når frem til gennem sin ijtihad, er derfor Allahs lov vedrørende ham og dem, der følger ham gennem taqlid. Vi vil tale om taqlid i en senere halaqa, hvis Allah vil.
En mujtahid må derfor ikke tilsidesætte sin egen ijtihad til fordel for en andens. Det er hovedreglen. Men vi ved, at enhver hovedregel og regel har en undtagelse. Hvad er undtagelsen her? Hvornår gælder den? Hvad er undtaget fra forbuddet mod, at en mujtahid tilsidesætter sin egen forståelse til fordel for en andens?
Fire tilfælde hvor en mujtahid opgiver sin ijtihad
Hvornår tillader shari’ah, at en mujtahid tilsidesætter sin egen ijtihad og følger en andens? Vi siger, med Allahs hjælp: Der er fire situationer.
Vi vil se, at mujtahiden i én eller måske to af disse fire situationer skal tilsidesætte sin egen ijtihad til fordel for en anden, mens han i de to andre situationer må gøre det.
De fire situationer kan også inddeles på en anden måde. I nogle tilsidesætter mujtahiden handling efter sin egen opfattelse uden at ophøre med at fremføre den. I andre tilsidesætter han både sin opfattelse i ord og handling. Vi tager situationerne én ad gangen.
Situation 1: Et andet bevis viser sig at være stærkere
Hvad er den første situation, hvor mujtahiden skal tilsidesætte sin egen opfattelse og ijtihad til fordel for en anden ijtihad?
Hvis en mujtahid efter at have foretaget ijtihad om et eller flere spørgsmål senere fastslår, at hans beviser var svage, mens et andet synspunkt og dets ijtihad bygger på stærkere beviser, så er den obligatoriske handling at følge det stærkeste bevisgrundlag.
Man kan ikke sige, at når en mujtahid først har foretaget en shari’ah-mæssig ijtihad, behøver han aldrig senere at ændre eller genoverveje sin opfattelse. Nej. Ligesom hans første ijtihad førte ham til den overvejende sandsynlige opfattelse, at en bestemt shari’ah-lov var korrekt, skal han tilsidesætte sin tidligere opfattelse, hvis det senere bliver overvejende sandsynligt for ham, at den var forkert, og at en anden opfattelse med et stærkere bevis er korrekt eller mere korrekt. Han skal da gå over til den opfattelse, hvis bevis han har fundet stærkere.
I denne situation kan man sige, at mujtahiden ikke tilsidesætter sin opfattelse til fordel for en andens. Han har derimod ændret sin egen opfattelse og fået en ny. Han er således fortsat bundet af sin egen opfattelse.
Ash-Shafi’is gamle og nye skole
Det er velkendt i den islamiske fiqhs historie, at ash-Shafi’i, må Allah have barmhjertighed med ham, havde to madhahib: en gammel og en ny. Hvorfor havde ash-Shafi’i en gammel og en ny madhhab?
Ash-Shafi’i, må Allah have barmhjertighed med ham, brugte sit liv på at genoverveje sine opfattelser og ijtihader og søgte altid det stærkeste bevis. Vi ved, at imam ash-Shafi’i, må Allah have barmhjertighed med ham, voksede op i hadith-skolen i Madinah og var elev af imam Malik ibn Anas, må Allah have barmhjertighed med ham. Han tilhørte dermed hadith-skolen, hvis mest fremtrædende lærde var imam Malik, må Allah have barmhjertighed med ham, en af grundlæggerne af de fire kendte madhahib.
Imam ash-Shafi’i udvidede derefter sine studier og sin undersøgelse. Han rejste til Irak, hvor han lærte ra’y-skolen at kende: Abu Hanifas, Sufyan al-Thawris og andre irakiske juristers skole. Den blev kaldt ra’y-skolen, dvs. skolen for juridisk ræsonnement. Maliks madhhab, må Allah have barmhjertighed med ham, og lignende madhahib var kendt som overleveringens skole eller hadith-skolen.
Ash-Shafi’i, må Allah have barmhjertighed med ham, studerede begge skoler og drog nytte af dem begge. Han udviklede sin egen metode og fulgte derefter hverken imam Maliks skole eller den irakiske ra’y-skole.
Det er velkendt, at imam ash-Shafi’i, må Allah have barmhjertighed med ham, lagde grundlaget for sin nye madhhab. Han var den første, der nedskrev disciplinen usul al-fiqh i sit berømte værk al-Risalah. Han fremlagde også regler inden for usul al-fiqh i andre bøger, især sit berømte fiqh-værk al-Umm.
Det var velkendt, at da han flyttede til Egypten, udviklede han en ny retsskole. Hvorfor? Fordi han gennemgik beviserne på ny og fik adgang til flere hadither om Sendebuddet – må Allah velsigne ham og give ham fred. Denne periode var præget af intensiv indsamling af hadith, så han opdagede nye profetiske overleveringer. Han genvurderede principperne for juridisk udledning og fastsatte sin metode i al-Risala. Dermed skabte han en ny fiqh bygget på frisk forskning, dybere indsigt i beviserne og en ny analyse af dem.
Misforståelsen om, at fiqh påvirkes af miljøet
Lad mig gøre en kort afstikker for at tilbagevise en misforståelse, som desværre længe har været udbredt blandt lærde.
Mange studerende og lærde bruger det, der skete med imam ash-Shafi’i, må Allah have barmhjertighed med ham, som bevis for, at miljøet påvirker juristen: Han havde én madhhab før sin ankomst til Egypten og en ny madhhab efter sin ankomst.
De påstår uden bevis eller tøven ved domfældelse, at Imam ash-Shafi’is fiqh var præget af miljøet mellem Hijaz og Irak. Derefter flyttede han til Egypten, hvor de hævder, at det egyptiske samfunds miljø påvirkede hans tænkning. Han udviklede så en fiqh i overensstemmelse med den nye virkelighed, det nye miljø og det nye samfund, som han levede i under sit ophold i Egypten.
Mine kære brødre, denne påstand er uværdig for fiqh og uværdig for imam ash-Shafi’i, den store mester inden for fiqh og usul, må Allah have barmhjertighed med ham.
De store og fremragende jurister, de sande lærde og mujtahider, lader ikke virkeligheden påvirke udledningen af shari’ah-love. Virkeligheden er ikke en kilde til lovene og må under ingen omstændigheder påvirke deres udledning.
Hukm Shar’i er Lovgiverens tale vedrørende menneskets handlinger: Lovgiverens tale, Allahs tale, Den Ophøjedes tale. Fiqh ved dette fuldt ud, og en mujtahid som ash-Shafi’i ved fuldt ud, at miljøet hverken har ret til eller må påvirke udledningen af shari’ah-love.
Islamsk fiqh må ikke påvirkes af virkelighedens skikke, traditioner eller tidligere lovsystemer. Det er fiqh og shari’ah-love, der skal forme virkeligheden – ikke den modsatte vej.
Det er rigtigt, at nye spørgsmål kan opstå i en ny virkelighed og kræve udledning af shari’ah-love. Men loven udledes fra dens shari’ah-beviser, Allahs Bog, Sunnah og det, som de henviser til, så den kan anvendes på virkeligheden og behandle den. Det er shari’ah-loven, der behandler virkeligheden; virkeligheden må ikke påvirke shari’ah-loven eller mujtahidens ijtihad.
Dette er ikke sandt under nogen omstændigheder. Med et nutidigt udtryk skete det – det skete blot ved et tilfælde – at ash-Shafi’is nye madhhab opstod i Egypten. I Egypten genovervejede han spørgsmålene, ligesom han altid havde genovervejet sine ijtihader før Egypten. Han ændrede sine ijtihader efter det, der blev klart for ham, og efter nye beviser, som nåede ham, herunder hadither fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Han genovervejede også den måde, hvorpå han havde brugt de beviser, som hans tidligere ijtihader byggede på. Han nåede derfor frem til nye ijtihader. Disse nye ijtihader blev Allahs lov vedrørende ash-Shafi’i, må Allah have barmhjertighed med ham, og enhver, der fulgte ham gennem taqlid. Ingen må sige: »Jeg følger ash-Shafi’i gennem taqlid, men jeg tager hans gamle madhhab og ikke hans nye.« Så længe du har tillid til ash-Shafi’i, tager du shari’ah-love fra ham som mujtahid, fordi du ikke selv er kvalificeret til ijtihad og har lagt din tillid hos ham. Allahs lov vedrørende ham er derfor Allahs lov vedrørende dig, når du følger ham gennem taqlid. Det handler ikke om personligt begær eller om at vælge frit mellem to opfattelser. Spørgsmålet er, hvad der er den overvejende sandsynlige korrekte opfattelse. Efter sin genovervejelse blev det overvejende sandsynligt for ash-Shafi’i, at hans nye madhhab var korrekt, og den blev derfor Allahs lov vedrørende ham.
Den første situation, hvor mujtahiden skal tilsidesætte sin opfattelse til fordel for en anden, er altså, når det bliver klart for ham, at hans opfattelse er svag, fordi dens bevis er svagt, og at den anden ijtihads bevis er korrekt. Han ændrer dermed sin opfattelse og går fra én opfattelse til en anden.
Situation 2: Tillid til en stærkere mujtahids ijtihad
Den anden situation, hvor en mujtahid må tilsidesætte sin opfattelse til fordel for en andens, er, når han er overbevist om, at en bestemt mujtahid er stærkere i ijtihad end ham selv, og han har større tillid til dennes ijtihad end til sin egen. Det er naturligvis ikke en almindelig eller udbredt situation. Udgangspunktet er, at mujtahiden har tillid til sin egen ijtihad; ellers ville han ikke foretage den. Men i særlige situationer føler han inderst inde og bliver overbevist om, at en bestemt person er stærkere i ijtihad end ham selv, og at han har større tillid til denne mujtahids ijtihad end til sin egen. I så fald må han tilsidesætte sin egen ijtihad til fordel for den mujtahid, som han har tillid til og anser for stærkere i ijtihad.
Al-Sha‘bis beretning om Sahabas jurister
Hvad er beviset for dette? Beviset er en beretning overleveret af al-Sha‘bi, må Allah have barmhjertighed med ham. Han sagde:
Al-Sha‘bi berettede: »Seks af Allahs Sendebuds Sahaba, må Allah velsigne ham og give ham fred, plejede at udstede fatwaer til folk: Ibn Mas‘ud, Umar ibn al-Khattab, Ali ibn Abi Talib, Zayd ibn Thabit, Ubayy ibn Ka‘b og Abu Musa.« Abu Musa betyder her Abu Musa al-Ash‘ari. Må Allah være tilfreds med dem alle.
Tre af dem plejede at tilsidesætte deres opfattelser til fordel for tre andres opfattelser. Abdullah – det vil sige Abdullah ibn Mas’ud – plejede at tilsidesætte sin opfattelse til fordel for Umars opfattelse. Abdullah ibn Mas’ud plejede at tilsidesætte sin opfattelse til fordel for Umars opfattelse, Abu Musa plejede at tilsidesætte sin opfattelse til fordel for Alis opfattelse, og Zayd plejede at tilsidesætte sin opfattelse til fordel for Ubayy ibn Ka’bs opfattelse. [se al-Shakhsiyyah al-Islamiyyah, bd. 1, s. 218].
Disse store Sahaba gjorde dette indbyrdes og for øjnene af de øvrige Sahaba. Hvis det havde været forbudt, ville de øvrige Sahaba have fordømt deres handling.
Når deres handling blev accepteret, viser det, at Sahaba gennem stiltiende konsensus (ijma‘ sukuti) var enige om, at en mujtahid må tilsidesætte sin egen ijtihad til fordel for en anden, hvis ijtihad han har tillid til.
Dette er altså en situation, hvor en person må tilsidesætte sin egen ijtihad til fordel for en andens, så længe han anser den anden mujtahids ijtihad for mere pålidelig end sin egen.
I denne situation siger vi: At overlade sin egen udledning og følge en andens ijtihad er tilladt – i modsætning til den første situation, hvor mujtahiden må opgive sin egen udledning for en andens, fordi han har konstateret, at det alternative bevis er stærkere. Her gælder det om tilladelse, ikke pligt. Dette er således den anden situation.
Situation 3: At samle muslimernes ord
Den tredje situation opstår, når man ønsker at samle muslimernes ord om en bestemt opfattelse af hensyn til deres enhed. En person kan opleve, at fastholdelse af hans egen ijtihad kan føre til splittelse blandt muslimerne eller forhindre deres enhed, og at splittelsen eller uenigheden kan undgås, hvis han tilsidesætter sin opfattelse eller ijtihad til fordel for en andens. Han tilsidesætter da sin opfattelse af hensyn til at samle muslimernes ord om én opfattelse.
Hvad er beviset for dette? Beviset er det, som Uthman ibn Affan, må Allah være tilfreds med ham, gjorde, da han modtog bay’ah for øjnene af de forsamlede Sahaba og Madinahs befolkning og med Sahabas godkendelse. Dette udgjorde en stiltiende konsensus (ijma‘ sukuti) blandt Sahaba om spørgsmålet.
Bay’ah til Uthman ibn Affan
Forløbet var følgende. Da Amir al-Mu’minin Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, lå på sit dødsleje, bad Sahaba ham om at udpege en efterfølger. Han afviste at gøre det samme som Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, der med den myndighed, Sahaba havde givet ham, havde valgt Umar ibn al-Khattab som muslimernes kalif efter sin død.
Sahaba ønskede at gentage dette med Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, efter at han var blevet stukket og lå for døden nogle dage før sin død. De sagde: »Vælg for os, Amir al-Mu’minin. Udpeg en efterfølger.«
Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, afviste at vælge én person. I stedet begrænsede han nomineringen til de seks tilbageværende mænd, som var blevet lovet Paradiset.
Da han døde, samledes fem mænd; en af dem, Talha, var fraværende på rejse.
Abd al-Rahman ibn Awf – må Allah være tilfreds med ham – trådte ud af kandidaturet efter at have sikret de øvrige kandidaters samtykke til at underkaste sig hans valg og acceptere, hvem han måtte vælge. Han fjernede sig helt fra konkurrencen og fik deres løfte om at følge den person, han valgte.
Abd al-Rahman spurgte først de andre kandidater til råds og rådførte sig derefter med Medinas indbyggere. Alle opfattelser samlede sig om kun to navne: Ali ibn Abi Talib og Uthman ibn Affan – må Allah være tilfreds med dem begge.
Efter at have fuldført sine bestræbelser på rådslagning samlede han de muslimske borgere af Medina i moskeen.
Derpå kaldte han Ali ibn Abi Talib, må Allah være tilfreds med ham, tog hans hånd og sagde: »O Ali, vil du give mig løfte om at handle efter Allahs Bog, Allahs Sendebuds Sunnah, må Allah velsigne ham og give ham fred, og de to shaykhers praksis, dvs. Abu Bakrs og Umars praksis?«
Ali ibn Abi Talib afviste at binde sig til eller forpligte sig på Abu Bakrs og Umars praksis, må Allah være tilfreds med dem begge. Han sagde: »Jeg vil dømme efter Allahs Bog og Hans Sendebuds Sunnah og udøve min egen ijtihad. Jeg vil udøve ijtihad i de spørgsmål, hvor Abu Bakr og Umar udøvede ijtihad, men jeg forpligter mig ikke på Abu Bakrs og Umars opfattelse.«
Abd al-Rahman forlod Ali og vendte sig mod Uthman.
Abd al-Rahman opfattede dette som et middel til at forene muslimernes holdning.
Da Ali afslog, vendte Abd al-Rahman sig mod Uthman og spurgte ham: »Vil du give mig løfte om at handle efter Allahs Bog, Allahs Sendebuds Sunnah og de to shaykhers praksis?« Han svarede: »Det lover jeg.« Abd al-Rahman ibn Awf gav derpå Uthman troskabsløftet. Sahaba samledes og gav Uthman troskabsløftet, og Ali, må Allah være tilfreds med ham, banede sig vej gennem rækkerne og gav også Uthman troskabsløftet. [se al-Shakhsiyyah al-Islamiyyah, bd. 1, s. 222–223].
Dette er et bevis fra Sahabas konsensus for, at en mujtahid må tilsidesætte sin egen ijtihad til fordel for en andens.
Denne situation opstod, fordi man ønskede at samle muslimerne om én opfattelse, især i spørgsmålet om bay’ah til kalifatet og om at samle muslimernes rækker om én opfattelse.
Her blev både Alis og Uthmans standpunkter godkendt. Det betyder, at en person må fastholde sin egen ijtihad og undlade at tilsidesætte den til fordel for en andens, og at han i denne situation også må tilsidesætte sin ijtihad til fordel for en andens. Det var således tilladt, ikke obligatorisk.
Den tredje situation er denne: En mujtahid må opgive sin egen udledning til fordel for en anden mujtahids ijtihad, såfremt hensigten er at samle muslimerne om én enkelt opfattelse.
Situation 4: Kaliffens vedtagelse af en shari’ah-lov
Der er én sidste situation tilbage. Hvad er den?
Den opstår, når muslimernes kalif, lederen af den islamiske stat, vedtager én bestemt ijtihad blandt de mulige ijtihader. Vi ved, at den islamiske stat i spørgsmål, hvor der ikke findes en absolut shari’ah-lov, må vedtage én dhanni shari’ah-lov og gøre den bindende for borgerne. Dette er nødvendigt for, at relationerne mellem mennesker kan fungere korrekt, og for at forhindre indbyrdes konflikter.
Det, der ikke kræver statens vedtagelse
Det er hverken passende eller nødvendigt, at staten eller kaliffen vedtager en ijtihad om, hvordan bønnen udføres, fastens love, lovene om at omdanne noget til faste, hajjens love og så videre.
Den islamiske stat bør generelt ikke vedtage en ijtihad og gøre den bindende for folk inden for ‘ibadat. Der findes dog undtagelser, når spørgsmålet vedrører menneskers relationer, statens styre eller samlingen af muslimerne om én opfattelse.
Der er shari’ah-love, hvor den islamiske stat ikke har brug for at vedtage en bestemt mening gennem ijtihad.
Shari’ah-lovene for menneskers relationer
Der findes imidlertid også områder, der vedrører folks relationer, det shari’ah-mæssige styresystem i den islamiske stat, dens økonomiske system, udenrigspolitikken, straffelove, samt sociale og familiemæssige forhold – for eksempel.
Eksemplet med skilsmisse under Abu Bakr og Umar
Under Abu Bakrs tid, må Allah være tilfreds med ham, havde han ijtihader, hvis efterlevelse han gjorde bindende for staten, muslimerne, borgerne og dommerne.
Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, mente eksempelvis, at tre skilsmisseerklæringer i samme møde ikke talte som tre skilsmisser, men som én. Hvis en mand i samme møde sagde til sin hustru: »Du er skilt, du er skilt, du er skilt, du er skilt«, mente Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, at dette ikke var tre skilsmisser, men én. Manden kunne derfor tage sin hustru tilbage, føre hende tilbage til sig eller gifte sig med hende igen efter ventetiden – efter ventetiden.
Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, havde en anden ijtihad. Han mente, at tre skilsmisseerklæringer i samme møde talte som tre. Hvis en mand i samme møde sagde til sin hustru: »Du er skilt, du er skilt, du er skilt, du er skilt«, var dette en uigenkaldelig skilsmisse med fuldstændig adskillelse. Han kunne derefter hverken tage sin hustru tilbage eller gifte sig med hende igen, hverken før eller efter ventetiden, medmindre hun giftede sig med en anden mand, og denne mand skilte sig fra hende eller døde, og så videre.
Abu Bakr fastholdt sin ijtihad og gjorde den bindende for muslimerne. Dommerne under Abu Bakr dømte derfor efter denne opfattelse. Under Umar, må Allah være tilfreds med ham, fastholdt Umar sin egen ijtihad og gjorde den bindende for dommerne og folket.
Regler om imamens vedtagelse
Dette er et spørgsmål, hvor det ikke blot er tilladt, men i visse tilfælde endda nødvendigt af hensyn til at iværksætte folks anliggender, at kaliffen vedtager en bestemt shari’ah-lov og binder folk til den.
De lærde har maksimer om dette: »Imamens opfattelse ophæver uenigheden.« Der findes også en anden maksime: »Imamens opfattelse er gældende udadtil og indadtil.« Og der findes en maksime: »Imamen kan indføre blandt lovene det, som han indfører blandt domsafgørelserne«; »han kan indføre blandt domsafgørelserne det, som han indfører blandt spørgsmålene.«
Staten må nødvendigvis vedtage shari’ah-love i mange anliggender.
Eksempel på leje af landbrugsjord
Hvad siger shari’ah-loven for eksempel om jordbrugsjord? Juristerne var uenige: Er det tilladt at udleje landbrugsjord, således at en mand kan leje sin dyrkede jord ud til en anden? De var uenige. Nogle – heriblandt al-Shafi’i – sagde: Ja, det er tilladt at udleje jordbrugsjord; den der ejer landbrugsjord må leje den ud. Andre – heriblandt hanafitterne – sagde: Nej, det er ikke tilladt at udleje jordbrugsjord. Dette er en shari’ah-lov og dette er en anden shari’ah-lov; én af dem er den korrekte.
I alle omstændigheder må den islamiske stat, så længe den står for at organisere undersåtternes anliggender og opretholde sunde og rette relationer imellem dem, vedtage shari’ah-love.
Hvis den islamiske stat — hvis shari’ah-love vedtages af dens leder og kalif — fastslår, at jordbrugsland ikke må lejes, er det forbudt for folk at udleje sådant land, selv om deres egen opfattelse adskiller sig.
Pligten til at handle i overensstemmelse med det, kaliffen har vedtaget
Hvis kaliffen, imamen og lederen af den islamiske stat, vedtager en bestemt ijtihad blandt de mulige ijtihader, skal alle, herunder mujtahiderne, ophøre med at handle efter deres egne opfattelser og i stedet følge det, som Amir al-Mu’minin og den islamiske stat har vedtaget. Her er tilsidesættelsen obligatorisk og ikke blot tilladt. Den er omfattet af pligten til at adlyde den legitime myndighed.
﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوٓا۟ أَطِيعُوا۟ ٱللَّهَ وَأَطِيعُوا۟ ٱلرَّسُولَ وَأُو۟لِى ٱلْأَمْرِ مِنكُمْ ﴾
»I, som tror! Adlyd Allah, adlyd Sendebudet og dem blandt jer, som har myndighed.« [4:59]
At følge det, som kaliffen har adopteret, falder således ind under Hans, den Ophøjedes, befaling om at adlyde den, der har myndighed, dvs. lederen af den islamiske stat.
At ophøre med at handle efter opfattelsen, ikke med at fremføre den
Her skal det imidlertid bemærkes, at mujtahidens tilsidesættelse ikke betyder, at han opgiver sin opfattelse eller ophører med at fremføre den. Han ophører kun med at handle efter den.
Antag, at ash-Shafi’i siger – og det er faktisk hans opfattelse – at udlejning af landbrugsjord er tilladt. Efter hans opfattelse og ijtihad må landbrugsjord udlejes. Hvis kaliffen derefter vedtager, at den ikke må udlejes, må ash-Shafi’i ikke udleje sin jord, hvis han ejer landbrugsjord. Han skal følge statens og kaliffens vedtagelse. I praksis må han ikke handle imod det, som staten har vedtaget. Men det forpligter ham ikke til at fortælle folk, at kaliffens opfattelse er den korrekte. Det forhindrer ham heller ikke i at undervise i lærde forsamlinger eller skrive i sine bøger og artikler, at den korrekte opfattelse er, at udlejning af landbrugsjord er tilladt.
At tilsidesætte ijtihad betyder her at ophøre med at handle efter den. Det betyder ikke at opgive sin opfattelse eller ophøre med at fremføre den. Han må altid opfordre staten til at vedtage hans opfattelse og forsøge at overbevise den om at tilsidesætte sin opfattelse til fordel for hans, fordi han mener, at hans egen opfattelse er korrekt.
Han fastholder sin opfattelse i ord, undervisning og skrift, men i praksis følger han det, som staten har vedtaget. Han opfordrer også folk til i deres handlinger og dispositioner at følge det, som staten har vedtaget.
Han må ikke sige til folk: »Kaliffens opfattelse er forkert, og jeg opfordrer jer til at følge hans opfattelse.« Han siger: »Ja, den opfattelse, som staten har vedtaget, er forkert og rummer sandsynlighed, men I skal… forkert, men kan være korrekt – undskyld.« Han siger: »Den opfattelse, som kaliffen har vedtaget, er forkert, men kan være korrekt. Men I skal alle, selv hvis I følger mig gennem taqlid, i praksis følge det, som den islamiske stat har vedtaget.«
Sammenfatning af de fire tilfælde
Dette er altså de fire situationer, hvor shari’ah tillader, at en mujtahid tilsidesætter sin egen ijtihad til fordel for en andens.
Vi beder Allah, Den Ophøjede, om at skænke os en islamisk stat, som ophæver uenigheden, vedtager shari’ah-love i de lovgivningsmæssige spørgsmål, der regulerer menneskers relationer, og befrier os fra underkastelse under taghuts styre og de menneskeskabte love, som har gjort livet vanskeligt for mennesker og ført dem til forfald.
Vi beder Allah, Den Ophøjede, om snart at skænke os den og hjælpe os med at etablere den. Han er sandelig Den Althørende, Som besvarer bønner.
Spørgsmål og diskussioner
Jeg går nu videre til de spørgsmål, der kan være kommet under halaqaen. I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige.
Shari’ah-loven for en muslim ved uenighed mellem mujtahider
Bror Abu Ghazi al-Zayn: Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. Og med jer være Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser.
Må Allah velsigne jer og belønne jer med godt. Spørgsmål: Hvad er shari’ah-loven for en muslim i spørgsmål, hvor lærde og mujtahider er uenige, eksempelvis loven om rygning, om at lade skægget vokse, om at lytte til musik og lignende shari’ah-love, som mujtahiderne er uenige om? Må Allah velsigne jer og belønne jer med godt.
Min kære bror, i spørgsmål, hvor mujtahiderne er uenige, og uanset eksemplerne i dette spørgsmål, findes der mange andre eksempler. En muslim må følge enhver mujtahid gennem taqlid, hvis han har tillid til ham. Hvis han følger denne opfattelse, har han opfyldt sin pligt, og hvis han følger den anden opfattelse, har han også opfyldt sin pligt. Det vil sige, at han tager shari’ah-loven fra en af mujtahiderne. Emnet taqlid er under alle omstændigheder emnet for næste halaqa, hvor vi vil gå i dybden med det, hvis Allah vil.
At modtage en fatwa fra en lærd, der hykler over for herskerne
Hajar Bilhajj Hassan spørger:
Må Allahs fred være med jer. Og med jer være Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser. Må Allah belønne jer med godt.
Mit spørgsmål er: Hvad er loven om, at jeg følger og vedtager shari’ah-mæssige ijtihader fra nogle muslimske lærde i detaljerne af visse fiqh-spørgsmål?
Det ser ud til at være det samme spørgsmål: visse fiqh-spørgsmål som bøn, faste og shari’ah-påklædning, mens denne lærde… Ah, nej, spørgsmålet er et andet. Denne lærde hykler over for herskerne, påbyder ikke det rette og forbyder ikke det forkastelige i politiske spørgsmål og går undertiden så langt som til at benægte loven om kalifatet. Må en muslim vedtage hans opfattelser i andre spørgsmål?
Forskellen mellem muftien og mujtahiden
Først, mine kære brødre, lad os skelne mellem en mufti og en mujtahid. En mufti er ikke nødvendigvis en mujtahid. Enhver mujtahid er mufti, men ikke enhver mufti er mujtahid. Hvis en mufti ikke har evnen til at udøve ijtihad, har han ikke ret til at sige – en mufti, der ikke er kvalificeret til ijtihad, har ikke ret til at sige: »Jeg har modsagt alle mujtahiderne, dannet mig en ny opfattelse og giver jer nu en ny fatwa i overensstemmelse med tidens nye udviklinger« eller lignende sludder.
Derfor må en mufti – uanset om han hører til sultanens lærde eller ej – kun udstede fatwaer baseret på de absolutte shari’ah-love, som han allerede kender, eller på ijtihaden fra anerkendte mujtahider, der er vidnet for deres evne til at udføre ijtihad.
Hvis han derimod hævder at udøve ijtihad – og nogle hævder endda at have visse kvalifikationer til det – men tilsidesætter shari’ah-love fra religionen, som når nogle af disse muftier tillader rentebaserede lån, bliver deres fatwaer afvist og rammer dem selv. Allah vil stille dem til ansvar og straffe dem hårdt for det.
﴿ فَوَيْلٌ لِّلَّذِينَ يَكْتُبُونَ ٱلْكِتَـٰبَ بِأَيْدِيهِمْ ثُمَّ يَقُولُونَ هَـٰذَا مِنْ عِندِ ٱللَّهِ لِيَشْتَرُوا۟ بِهِۦ ثَمَنًا قَلِيلًا ۖ فَوَيْلٌ لَّهُم مِّمَّا كَتَبَتْ أَيْدِيهِمْ وَوَيْلٌ لَّهُم مِّمَّا يَكْسِبُونَ ﴾
»Ve dem, der skriver Skriften med deres egne hænder og derefter siger: ›Dette er fra Allah‹, for at opnå en ringe pris for den. Ve dem for det, deres hænder har skrevet, og ve dem for det, de tjener.« [2:79]
Den, der udsteder fatwaer til herskerne om rentebaserede lån under betegnelser som investeringscertifikater, opsparingsbeviser, opsparingspapirer og lignende, er ikke undskyldt for disse fatwaer. Ingen er heller undskyldt for at følge ham gennem taqlid i disse spørgsmål.
Hvis han tilhører sultanens lærde, er han slet ikke troværdig. Selv hvis man siger: »Hvad ved den muqallid?«, er det nok at sige til muqalliden: Du fulgte en muftis opfattelse for den sultan, som dømmer efter andet end det, Allah har åbenbaret. Derfor er du ikke undskyldt.
Dette er den, der udstedte en fatwa om, at rentebaserede lån er tilladte, om at slutte fred med en jødisk enhed, om at hjælpe de vantro med at bekæmpe muslimerne i Afghanistan og Irak, om at kvinder og piger må tage deres shari’ah-påklædning af for at komme ind på europæiske skoler, og om at dømme efter andet end det, Allah har åbenbaret, under påskud af en gradvis anvendelse af shari’ah-lovene og en blanding af shari’ah-lovene med kufrs love. Hverken den, der udsteder disse fatwaer, eller den, der følger dem, kan på nogen måde undskyldes.
Fordi det ikke er en sag for ijtihad, har de absolutte beviser fastslået absolutte shari’ah-love, som ingen under nogen omstændigheder må krænke eller modarbejde.
Følger muqalliden mujtahidens nye ijtihad?
Min kære bror Wael al-Sultan spørger: Når en mujtahid skal ændre sin gamle opfattelse til en ny, gælder dette da også muqalliden, eller må muqalliden følge en af de to opfattelser, eftersom de begge stammer fra samme mujtahid?
Jeg tror, at min bror Wael sendte sit spørgsmål, før jeg nåede at forklare dette punkt. Under mit oplæg nævnte jeg, at hvis en person følger ash-Shafi’i gennem taqlid og bliver klar over, at ash-Shafi’i har ændret sin ijtihad, skal han ændre sin taqlid fra ash-Shafi’is tidligere opfattelse til hans senere. Han fulgte ash-Shafi’is opfattelse på grund af sin tillid til ham. På grundlag af denne tillid skal han derfor følge ash-Shafi’i i det, som ash-Shafi’i gik over til, fordi ændringen byggede på, at han fandt et stærkere bevis, og ikke på frit valg eller personligt begær.
Ja, mujtahiden skal… muqalliden skal, hvis han følger en bestemt mujtahid gennem taqlid, gå over til denne mujtahids nye ijtihad, når han bliver klar over, at mujtahiden er gået over til en anden ijtihad.
Shari’ah-love for metoden til etablering af kalifatet
Søster Aisha Zatari.
Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. Og med jer være Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser.
Er Hizb ut-Tahrirs metode til at etablere kalifatet en opfattelse baseret på ijtihad, eller er den en absolut shari’ah-lov?
Min kære søster, metoden til at etablere kalifatet er ikke én shari’ah-lov. Den er en proces fra den første dannelse af partiblokken til etableringen af den islamiske stat – vi beder Allah, Den Ophøjede, om at fremskynde den. Den består af en række shari’ah-love med både pligter og forbud. Pligterne omfatter dannelsen af partiblokken, den åbne forkyndelse af da’wahen, den intellektuelle kamp og den politiske kamp. Forbuddene omfatter, at den vantro ikke må deltage i styret efter andet end det, Allah har åbenbaret, at man ikke må føje sig, og at man ikke må svigte sandhedens ord, og så videre. Denne samling af shari’ah-love udgør metoden til at etablere den islamiske stat.
Man kan ikke sige, at alle disse love er absolutte, og man kan heller ikke sige, at de alle er dhanni.
Nogle er absolutte, eksempelvis pligten til at bære da’wahen, forbuddet mod at dømme efter andet end det, Allah har åbenbaret, og forbuddet mod at tage en hersker, der dømmer efter andet end det, Allah har åbenbaret, og så videre.
Andre spørgsmål kan beskrives som baseret på ijtihad. Det er ikke korrekt at sige – det er ikke korrekt at sige – at hele metoden er absolut, og det er heller ikke korrekt at sige, at hele metoden er dhanni. Det, der udledes fra absolutte beviser, er absolut, og det, der udledes fra dhanni beviser, er dhanni. Derfor er uenighed tilladt i spørgsmål, som er genstand for ijtihad.
Er alle muslimer mujtahider?
Bror Abdullah Khamis spørger:
Kan alle muslimer være mujtahider under kalifatets stat?
Eller vil de kun være muqallider? Det er naturligvis utænkeligt, at alle muslimer kan være mujtahider. Vi ved, at mennesker har forskellige evner. Nogle er i stand til at udøve ijtihad, mens andre ikke er det.
Selv blandt Sahaba var der nogle, som spurgte andre Sahaba om fatwaer. Vi nævnte seks; for lidt siden citerede vi en beretning fra al-Sha‘bi, må Allah være tilfreds med ham: »Seks af Allahs Sendebuds Sahaba, må Allah velsigne ham og give ham fred, plejede at udstede fatwaer til folk.« Selv under Sahaba var der således nogle, som bad om fatwaer, og andre, som udstedte dem.
Rækkevidden af imamens opfattelse
Et andet spørgsmål fra min bror Wael al-Sultan.
Imamens opfattelse er gældende udadtil og indadtil. På hvilke områder af fiqh gælder denne regel? Omfatter den ‘ibadat eller kun mu‘amalat? Hvis imamen vedtager en lov inden for ‘ibadat, gælder det da enhver lov eller kun visse love?
Jeg har tidligere talt om dette emne og vil nu genoptage nogle af dets detaljer.
Fiqh-kapitler som en terminologisk opdeling
Først, mine kære brødre, skal vi være opmærksomme på, at inddelingen af shari’ah-love i kapitler ikke er en inddeling fastlagt af shari’ah, men en terminologisk inddeling. Den er naturligvis tilladt, men shari’ah har ikke indført den. Shari’ah inddelte ikke lovene; den inddelte ikke shari’ah-lovene i ‘ibadat, mu‘amalat og moral. Denne inddeling blev udarbejdet af juristerne.
Juristerne udarbejdede denne inddeling for at gøre det lettere at klassificere fiqh-lovene og slå dem op. Der følger derfor ingen shari’ah-mæssige hensyn, ingen shari’ah-mæssige inddelinger, ingen usul-love og ingen usul-regler af denne terminologi.
Man siger derfor ikke, at der findes særlige usul-regler for ‘ibadat og andre særlige regler for mu‘amalat. Efter at have undersøgt shari’ah-lovene og lovene om ‘ibadat kan man derimod som en overvejende hovedregel sige, at det er blevet klart, at lovene om ‘ibadat ikke begrundes, fordi vi har fundet dem uden begrundelse. Men dette er ikke en shari’ah-regel.
Zakat mellem ‘ibadat og mu‘amalat
Der findes intet shari’ah-bevis, som fastlægger, hvad der klassificeres som ‘ibadat, og hvad der ikke gør. Lad mig give et eksempel. Zakat klassificeres terminologisk som ‘ibadat, men er den ikke samtidig en af det islamiske økonomiske systems love, dvs. en del af mu‘amalat? Zakat er en relation mellem mennesker, mellem det ene menneske og det andet.
Nogle betaler, og andre modtager. En muslim kan give sin zakat til en fattig, en gældsat, jihad for Allahs sag eller dem, hvis hjerter skal forsones. Han kan selv bruge og udbetale den, eller han kan give den til staten, som derefter beslutter og udbetaler den. Klassificeringen afhænger derfor ikke af, hvad der er ‘ibadat, og hvad der ikke er ‘ibadat.
Målestokken for det, staten vedtager
Målestokken for, hvad staten skal vedtage love om, og hvad den ikke behøver at vedtage love om, afhænger af, hvilke relationer mellem mennesker i den islamiske stat og det islamiske liv der kan fungere korrekt uden en vedtagelse, og hvilke der kun kan fungere korrekt med en vedtagelse. Det, der kan overlades til folk uden at skabe problemer i samfundet, hvis kaliffen ikke vedtager en lov om det, overlades til dem. Kaliffen og den islamiske stat har ingen grund til at pålægge muslimerne en bestemt madhhab i bønnen, fasten eller lignende. Men kaliffen må fastsætte en bestemt lov om zakat og dens detaljer. Ser I ikke, at Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, suspenderede andelen til dem, hvis hjerter skulle forsones? Det skyldtes ikke, at Umar ibn al-Khattab gennem ijtihad havde fastslået, at denne kategori ikke fandtes eller ikke var blandt zakats modtagere. Han fandt derimod, at de personer, som fik denne andel på Profetens tid, må Allah velsigne ham og give ham fred, dengang passede på beskrivelsen, mens beskrivelsen ikke længere passede på dem i hans egen tid. Derfor suspenderede han andelen. Kaliffen kan afgøre, hvem der tilhører denne kategori, og hvem der ikke gør. Han kan også afgøre, om kategorien skal modtage zakat i et bestemt år. Han kan fordele zakat blandt dens otte kategorier af modtagere eller give til nogle og ikke andre. Zakat behøver ikke at blive fordelt til alle otte kategorier. Kaliffen vælger det, der er mest hensigtsmæssigt og påkrævet i situationen.
Når muslimernes relationer og varetagelsen af deres anliggender kun kan fungere korrekt, hvis kaliffen vedtager en lov, skal han gøre det, uanset om spørgsmålet hører under ‘ibadat eller mu‘amalat.
Ensretning af fastens begyndelse og afslutning
Fasten er eksempelvis en del af ‘ibadat. Det passer sig ikke for den islamiske ummah at være uenig om fastens begyndelse og afslutning.
Uanset hvor uenige de lærde er, og selv om den tidligere uenighed om forskellige eller fælles måneopgange var berettiget, var alle jurister – trods deres uenighed om måneopgangene – enige om, at hvis kaliffen vedtager én dag for fastemånedens begyndelse og afslutning, skal alle muslimer følge den.
Én gruppe muslimer skal derfor ikke faste på én dag og en anden gruppe på en anden dag. Dette hører under kaliffens beføjelser.
Ensretning af adhan-tiderne
Hvis kaliffen siger: »Jeg har besluttet at ensrette adhan-tiderne«, ved vi, at juristerne eksempelvis var uenige om tidspunktet for asr: Begynder det, når en genstands skygge svarer til dens højde uden middagsskyggen, eller med middagsskyggen? Juristerne var uenige om asr-tidspunktet på denne måde.
Staten kan vurdere, at hver moské ikke bør give adhan på et andet tidspunkt end de øvrige. Den siger derfor: »I skal alle give adhan til asr-bønnen på dette bestemte tidspunkt«, og alle følger det.
Hvornår relationernes rette orden kræver vedtagelse
Dette vedrører det offentlige liv og relationerne mellem mennesker. Hvor relationerne kun kan fungere korrekt, hvis kaliffen vedtager en lov, skal han vedtage den. Under denne halaqa gav jeg eksemplet med landbrugsjord.
Må landbrugsjord udlejes, eller må den ikke udlejes? Dette er økonomiske og finansielle relationer, hvor mennesker kan blive nødt til at møde for en dommer. Hvis de er uenige, dømmer dommeren efter den shari’ah-lov, som Amir al-Mu’minin har vedtaget.
Jeg gav også eksemplet med skilsmisse: det, Abu Bakr vedtog, det, Umar vedtog, og de mange spørgsmål, hvor kalifferne var uenige. Det, som hver af dem vedtog, er for omfattende til, at vi kan opregne det nu i denne halaqa.
Afslutning
Dette er de spørgsmål, vi har modtaget indtil nu, mine kære brødre. Vi beder Allah, Den Ophøjede, om at gavne os med det, Han har lært os, øge os i viden og gøre vores viden og handlinger oprigtige for Hans Ædle Ansigt. O Allah, vi beder Dig om belønning og løn og om at gøre det, vi fremlægger og vil fremlægge, oprigtigt for Hans Ædle Ansigt. Jeg sender fred og velsignelser over Allahs Sendebud, hans familie, hans Sahaba og dem, der følger ham. Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.
