Alle Halaqaat
DA

Halaqa 20

Taqlid og muqallidun

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 20: Taqlid og muqallidun

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 20. november 2017 — 2. rabi al-awwal 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning

I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige. Lovprisning tilkommer Allah, og må velsignelse og fred være over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der støtter ham.

Velkommen, kære brødre, til en ny episode af jeres program, Halaqa Online. I disse halaqaat taler vi fortsat om shari’ah-loven og emner knyttet til den. Vi har talt om shari’ah-lovenes forskellige typer og grader, og vi har talt om dem, der udleder shari’ah-love fra deres kilder—Bogen og Sunnahen—nemlig mujtahid’erne.

Halaqaens emne: Taqlid og muqallid’erne

I dag skal vi tale om taqlid og muqallid’erne.

Enhver muslim er tiltalt af Shari’ahs love

Det er velkendt for os muslimer, at enhver muslim er tiltalt af Shari’ahs love. Enhver muslim er pålagt de pligter, som Allah, ophøjet er Han, har befalet: Han er påbudt at udføre obligatoriske og anbefalede handlinger, forbudt at udføre forbudte og misbilligede handlinger og har valgfrihed mellem de tilladte handlinger.

For at muslimens handlinger kan være i overensstemmelse med Allahs, ophøjet er Han, befalinger og forbud—for at han kan følge Allahs, den Mægtiges og Majestætiskes, lov, adlyde Ham og leve dette liv på den måde, som Allah, priset og ophøjet er Han, har godkendt for ham—må han kende Allahs love, især dem, der vedrører hans egne handlinger.

At søge viden: individuel og kollektiv pligt

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «طَلَبُ الْعِلْمِ فَرِيضَةٌ عَلَى كُلِّ مُسْلِمٍ» — »At søge viden er en pligt for enhver muslim.« [Ibn Majah, 224] Det fremgår tydeligt af denne hadith, at der her menes den obligatoriske Shari’ah-viden, som vedrører menneskets handlinger.

At søge anden viden end Shari’ah-viden er ikke en individuel pligt. I nogle tilfælde kan det være tilladt, mens det i andre tilfælde kan være en kollektiv pligt. Noget af Shari’ah-videnen er en kollektiv pligt, og noget er en individuel pligt. Den kollektive pligt—den kollektive pligt ved at søge viden—er den viden, der rækker ud over det, som vedrører hver enkelt af vores handlinger.

Tilstedeværelsen—tilstedeværelsen—af lærde, som kender Shari’ahs anliggender generelt, er derfor en kollektiv pligt, så de kan give fatwaer til mennesker, der ønsker at lære Shari’ah-loven. Der skal blandt muslimerne findes nogen, som lærer de Shari’ah-love, der rækker ud over det, som vedrører den lærde personligt og individuelt. Der skal findes lærde med generelt kendskab til Shari’ah-videnskaberne, så de kan give mennesker fatwaer. Hvis et samfund eller en tidsalder var uden nogen, der kunne give fatwaer om Shari’ahs love, ville mennesker ikke kunne kende Allahs love og dermed heller ikke overholde dem. Denne viden om Shari’ah-videnskaberne er en kollektiv pligt.

Der findes også viden, som er en individuel pligt for enhver muslim personligt: de Shari’ah-forhold, han har brug for at kende for i sit liv, sin adfærd og sine handlinger at overholde Allahs, ophøjet er Han, befalinger og forbud.

Den viden, som er obligatorisk for enhver muslim

Enhver muslim skal lære lovene for salah, og enhver muslim skal lære lovene for renhed og urenhed. Enhver muslim, der er i stand til at faste, skal lære lovene for fasten. Enhver, der står over for at skulle giftes, skal lære lovene for ægteskab. Enhver muslim, der har til hensigt at foretage hajj til Allahs Hellige Hus, skal lære lovene for hajj.

Enhver muslim, der for eksempel har til hensigt at begynde at handle med guld og sølv, skal lære de shari’ah-love, der gælder for handel med guld og sølv. Enhver muslim, der beslutter at etablere et selskab og indgå partnerskab med en anden inden for handel, industri eller lignende, skal lære de shari’ah-love, der vedrører denne transaktion, så hans handlinger forbliver retskafne og i overensstemmelse med Allahs, priset og ophøjet er Han, lov.

Den uvidende er ikke undskyldt på grund af sin uvidenhed, for en muslim må ikke foretage en handling, før han kender Allahs lov om den. At søge viden i denne betydning—den konkrete viden, der er en individuel pligt—er derfor obligatorisk for enhver muslim. Det er obligatorisk: Den, der forsømmer det, synder, og den, der ikke søger den viden, som direkte vedrører hans handlinger, synder.

Muslimer er enten mujtahid’er eller muqallid’er

Som vi tidligere har sagt, falder mennesker i to kategorier. Den første består af dem, der kan udlede shari’ah-love direkte fra deres kilder—det vil sige Bogen, Sunnahen og det, de henviser til. Det er mujtahid’erne, som vi behandlede indgående i to tidligere halaqaat.

Den anden gruppe består af dem, der ikke har evnen til at foretage ijtihad. Det vil sige, at de ikke besidder den evne og viden, som gør dem kvalificerede til at forstå Shari’ah-teksterne lovgivningsmæssigt og sprogligt og derfra udlede Allahs love direkte. Ikke alle kan arabisk; ikke alle kender de fine detaljer i den arabiske grammatik; og ikke alle kender principperne i usul al-fiqh. Derfor er det kun få mennesker, der kan udlede shari’ah-love fra deres kilder. Dem kalder vi mujtahid’er.

Manglende evne til ijtihad er ingen undskyldning

Kan en person, der mangler denne evne—som ikke har kapaciteten og ikke er kvalificeret til at udlede shari’ah-love fra Bogen og Sunnahen—bruge det som undskyldning for at frigøre sig fra pligten til at overholde Shari’ahs love? Naturligvis ikke. Allah, priset og ophøjet er Han, tiltalte alle mennesker—alle troende—med kravet om at overholde Shari’ahs love.

Allah, ophøjet er Han, siger:

﴿ يَـٰٓأَيُّهَا ٱلَّذِينَ ءَامَنُوا۟ ٱتَّقُوا۟ ٱللَّهَ ﴾
»O I, som har iman! Frygt Allah.« [2:278; 3:102; 5:35; 9:119; 33:70; 59:18]

At frygte Allah består i at overholde pligterne, udføre så mange anbefalede handlinger, som man ønsker, undgå alle forbud og undgå så mange misbilligede handlinger, som den troende ønsker. Efter iman består gudsfrygt i at overholde det tilladte og det forbudte. Enhver troende er naturligvis pålagt at frygte Allah.

Da Allah, ophøjet er Han, tiltalte de troende med Shari’ahs love, tiltalte Han alle troende uden at skelne mellem den lærde og den ulærde eller mellem en mujtahid og en ikke-mujtahid.

Hvis en muslim ikke er i stand til at foretage ijtihad—det vil sige, at han ikke kan udlede shari’ah-love direkte fra deres kilder—skal han tage dem fra mujtahid’erne. Det er dette, der kaldes taqlid.

Taqlids betydning og lov

Taqlid er at tage en shari’ah-lov fra en mujtahid uden et bindende bevis. Det betyder, at personen ikke selv kan argumentere for den shari’ah-lov, han har taget fra mujtahiden. Han kan ikke underbygge den med bevis ved at sige, at Allah sagde sådan, og at Allahs Sendebud sagde sådan, fordi han ikke besidder denne evne.

Er det tilladt for et menneske—er det tilladt for en muslim—at følge en mujtahid og tage shari’ah-love fra ham? Ja, det er tilladt.

Beviset for, at taqlid er tilladt

Allah, ophøjet er Han, siger:

﴿ فَسْـَٔلُوٓا۟ أَهْلَ ٱلذِّكْرِ إِن كُنتُمْ لَا تَعْلَمُونَ ﴾
»Spørg dem, der besidder påmindelsen, hvis I ikke ved.« [16:43; 21:7].

De, der besidder påmindelsen, er dem, som kender Allahs bog, hvad enten de tilhørte de tidligere nationer—som ayahens anledning omhandler—eller er muslimer. Eftersom muslimer også hører til dem, der besidder påmindelsen, fastslår denne ayah tydeligt, at den, som ikke ved, skal spørge den, som ved:

﴿ فَسْـَٔلُوٓا۟ أَهْلَ ٱلذِّكْرِ إِن كُنتُمْ لَا تَعْلَمُونَ ﴾
»Spørg dem, der besidder påmindelsen, hvis I ikke ved.« [16:43; 21:7].

Hadithen: »Uvidenhedens kur er at spørge«

Det er berettet i Profetens Sunnah, at en mand blev ramt af en sten, som flængede hans hoved. Derefter fik han en våd drøm og spurgte: »Har jeg en undskyldning for at foretage tayammum, fordi mit hoved er såret?« De adspurgte svarede: »Vi finder ingen undskyldning for dig.« Manden foretog ghusl og døde. Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hørte det, sagde han: «ألا سألوا؟ ألا سألوا إذ لم يعلموا؟ ألا إن شفاء العي السؤال» — »Hvorfor spurgte de ikke? Hvorfor spurgte de ikke, når de ikke vidste? Uvidenhedens kur er sandelig at spørge.« [Abu Dawud, 336; Ibn Majah, 572] De skulle have spurgt i stedet for selv at afgøre sagen uden viden. Eftersom de ikke kunne foretage ijtihad i dette spørgsmål og udlede det direkte af Bogen og Sunnahen, var de forpligtet til at spørge nogen, som vidste: «ألا سألوا إذ لم يعرفوا» — »Hvorfor spurgte de ikke, når de ikke vidste?« Eller som han, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «ألا إن شفاء العي السؤال» — »Uvidenhedens kur er sandelig at spørge.« [Abu Dawud, 336; Ibn Majah, 572].

At afgive og indhente fatwaer på sahabas tid

På sahabas tid, må Allah være tilfreds med dem, var det velkendt, at én gruppe blandt sahaba afgav fatwaer, mens en anden gruppe indhentede fatwaer. I en tidligere halaqa berettede vi fra al-Sha‘bi, at seks af Allahs Sendebuds sahaba, må Allah velsigne ham og give ham fred, afgav fatwaer til folk, og at tre af dem forlod deres egen mening til fordel for de tre andres mening. Nogle afgav således fatwaer, mens andre indhentede dem—det vil sige, at de modtog en fatwa og handlede efter den. De sahaba, der afgav fatwaer, gjorde det, fordi de var mujtahid’er. Men det udelukker ikke, som vi snart skal behandle, at en person, der ikke selv har foretaget ijtihad i et spørgsmål, kan afgive en fatwa om det, når han har taget den fra en mujtahid. Enhver mujtahid er mufti, men ikke enhver mufti er mujtahid.

Taqlids Shari’ah-mæssige betydning, ikke den sproglige

Dette er altså beviser for, at den, der ikke har evnen til at foretage ijtihad, må følge mujtahid’erne. Vores emne her er ikke ordet taqlids betydning—dets sproglige betydning—men dets Shari’ah-mæssige betydning. Nogen kan sige: »Taqlid er det, aber gør; det er det, dyr gør,« og lignende. Det afvises, fordi vi ikke behandler ordet taqlids sproglige betydning eller dets sproglige anvendelser. Vi behandler udtrykkets Shari’ah-mæssige betydning: En gruppe, som ikke har evnen til at foretage ijtihad, spørger mujtahid’erne eller tager love fra dem, så dens handlinger er i overensstemmelse med Shari’ahs love.

Hvornår bliver taqlid obligatorisk?

Shari’ah-beviserne fastslår således, at taqlid er tilladt. Sagen går endda videre end tilladelse og bliver obligatorisk. Hvornår? Når det drejer sig om en handling, som muslimen skal udføre i overensstemmelse med Allahs befalinger og forbud—det vil sige efter Allahs, den Mægtiges og Majestætiskes, lov. Hvis han ikke spørger, kan han ikke overholde Allahs, priset og ophøjet er Han, lov, for viden går forud for handling.

Allah, ophøjet er Han, siger:

﴿ وَٱتَّقُوا۟ ٱللَّهَ ۖ وَيُعَلِّمُكُمُ ٱللَّهُ ﴾
»Frygt Allah, og Allah lærer jer.« [2:282]

﴿ وَٱتَّقُوا۟ ٱللَّهَ ۖ وَيُعَلِّمُكُمُ ٱللَّهُ ﴾
»Frygt Allah, og Allah lærer jer.« [2:282]

Meningen, o I troende, er: Frygt Allah. Det vil sige: Overhold det, som Allah, ophøjet er Han, har påbudt jer, og hold jer fra det, som Allah, mægtig og majestætisk er Han, har forbudt jer.

Det er, som om denne tiltale krævede, at den troende spurgte: »Hvordan frygter jeg Allah?« Derfor lød ayahens afslutning—eller fortsættelse:

﴿ وَٱتَّقُوا۟ ٱللَّهَ ۖ وَيُعَلِّمُكُمُ ٱللَّهُ ﴾
»Frygt Allah, og Allah lærer jer.« [2:282]

Det vil sige, at Allah, priset og ophøjet er Han, lærer jer Shari’ahs love. Gennem det, Han har lært jer, gør Han jer i stand til at frygte Ham. I lærer derfor for at kunne frygte Ham, for viden går både rationelt og praktisk forud for handling.

Når Allah, ophøjet er Han, siger:

﴿ وَٱتَّقُوا۟ ٱللَّهَ ۖ وَيُعَلِّمُكُمُ ٱللَّهُ ﴾
»Frygt Allah, og Allah lærer jer.« [2:282]

betyder det: Frygt Allah, ophøjet er Han, i overensstemmelse med de Shari’ah-love, Han har lært jer. Hvis I ikke kan foretage ijtihad og udlede direkte af Bogen og Sunnahen, hvad bliver da obligatorisk? I skal spørge de lærde.

Når en muslim står over for at skulle udføre en handling og ønsker at overholde Allahs, priset og ophøjet er Han, lov i den, men ikke kan udlede loven direkte fra Bogen og Sunnahen, skal han spørge de lærde. Derved bliver han muqallid—det vil sige, at han tager shari’ah-loven fra en anden mujtahid.

Shari’ah-princippet fastslår, at det, uden hvilket en pligt ikke kan opfyldes, selv er obligatorisk. Du kan ikke overholde Allahs, ophøjet er Han, lov uden at tage fra mujtahid’erne. Derfor er du forpligtet til at tage fra mujtahid’erne.

Det er ikke tilladt—det er ikke acceptabelt—for den, som ikke kan foretage ijtihad, at frigøre sig fra Shari’ahs love under påskud af, at han ikke kan forstå Bogen og Sunnahen:

﴿ فَسْـَٔلُوٓا۟ أَهْلَ ٱلذِّكْرِ إِن كُنتُمْ لَا تَعْلَمُونَ ﴾
»Spørg dem, der besidder påmindelsen, hvis I ikke ved.« [16:43; 21:7]

Dette er muqallid’ernes realitet, og det er dette, der menes med taqlid.

Muqallid’ernes grader

Disse muqallid’er har ikke alle samme grad. Den ene muqallid er ikke nødvendigvis som den anden. Ligesom mujtahid’erne har grader, som vi opregnede i en tidligere halaqa, er muqallid’erne heller ikke ens. Vi kan som minimum opdele dem i to grupper—opdele dem i to grupper.

Muttabi’ og ‘ammi

Den bevidste imitator—muttabi’en. Der findes den bevidste imitator, og der findes den menige imitator. Hvad er forskellen mellem dem?

I usul-lærdes terminologi er muttabi’en den, som tager en Shari’ah-lov fra en mujtahid efter at have lært dens Shari’ah-bevis at kende. Antag, at muqalliden lærer, at gravbesøg er tilladt eller anbefalet, og at beviset for denne lov, sådan som han modtog den fra mujtahiden, er Allahs Sendebuds ord, må Allah velsigne ham og give ham fred: «كنت قد نهيتكم عن زيارة القبور، ألا فزوروها» — »Jeg havde forbudt jer at besøge gravene; besøg dem nu.« [Muslim, 977] Hvis han tager Shari’ah-loven fra en mujtahid sammen med det bevis, mujtahiden anvendte, er han muttabi’: Han har taget Shari’ah-loven fra mujtahiden sammen med dens bevis.

Den menige imitator, ‘ammi, er derimod den muqallid, som tager en shari’ah-lov fra en mujtahid uden at kende dens bevis—uden at kende den aya, hadith eller samling af ayaat og ahadith, som shari’ah-loven er udledt af. En sådan person kaldes en menig imitator. Ingen bør fordømme denne gruppe mennesker.

Det reelle behov for taqlid

Vi ved, at et stort antal muslimer slet ikke kan arabisk. Hvis vi talte de ikke-arabiske muslimer, der intet forstår af arabisk, og sammenlignede dem med de arabiske muslimer, der forstår arabisk eller noget af det—dem, der i dag kaldes arabere på grund af deres sprog—ville vi finde, at andelen af ikke-arabere, der intet forstår af arabisk, er langt større.

Selv blandt dem, der i dag kaldes arabere—dem, der taler det, som er tilbage af det arabiske sprog, og taler dagligdags dialekter—hører folk mange ayaat og ahadith og kan måske lære mange af dem udenad uden at forstå deres betydning. Vi bør ikke gøre det vanskeligt for sådanne mennesker ved at sige til dem: »I skal lære arabisk, så I kan forstå ayaen og dens betydning eller hadithen og dens betydning.« Nogle mennesker er kun i stand til at tage shari’ah-loven: De beder om en fatwa, modtager den og handler efter den.

Fordelen ved at kende beviset

Dette er menneskers realitet. Der er dog ingen tvivl om, at den, der tager en shari’ah-lov sammen med dens bevis—og dermed er muttabi’—har en højere grad og er mere elsket af Allah, ophøjet er Han, fordi han følger beviset tættere. Allah, ophøjet er Han, har befalet os at følge sandheden, og sandheden ligger i beviset. Jo bedre den troende kender beviset, desto tættere er han på at kende sandheden. Hvis en muslim er i stand til at tage shari’ah-loven sammen med dens bevis, bør han gøre det frem for at nøjes med selve loven—at bede om en fatwa, modtage den og handle efter den uden at spørge om Shari’ah-beviset.

Gør kendskab til beviset muttabi’en til mujtahid?

Dette er altså muttabi’en, og dette er ‘ammi’en. Nogen vil måske sige: »Den, der tager shari’ah-loven sammen med dens bevis, er ikke muqallid. Hvordan kan han være muqallid, når han har taget loven sammen med dens bevis?« Jeg svarer: Det afgørende er ikke blot, at han kender beviset for shari’ah-loven.

Hvis en person indhenter en fatwa om shari’ah-loven i et spørgsmål og lærer dens bevis at kende, betyder det ikke, at han er mujtahid, og det bringer ham ikke uden for taqlid. Ijtihad betyder, at man selv udleder shari’ah-loven direkte fra Shari’ah-beviserne, ikke blot at man kender loven og dens bevis.

Der er stor forskel på selv at udlede en shari’ah-lov fra dens bevis—selv efter at have læst de retslærdes og mujtahid’ernes meninger, undersøgt deres beviser og argumenter, foretrukket en bestemt mening og således selv udledt shari’ah-loven efter at have overvejet beviserne og vurderet argumenterne—og på at henvende sig til en mujtahid og tage en shari’ah-lov fra ham sammen med det bevis, han giver dig. I det første tilfælde har du foretaget ijtihad, selv om det kun er i ét spørgsmål. I det andet tilfælde har du ikke selv udledt shari’ah-loven direkte fra Shari’ah-beviset. Det er ikke ijtihad; du forbliver inden for taqlid. Du er muttabi’, ikke ‘ammi.

Der findes ingen tredje kategori ud over mujtahid og muqallid

Det står således klart for os, mine brødre, at en muslim er én af to: enten mujtahid eller muqallid. Der findes ingen tredje mulighed. Enten har du taget Shari’ah-loven direkte fra Bogen og Sunnahen gennem din egen udledning og ijtihad, og så er du mujtahid; eller også har du taget Shari’ah-loven fra en mujtahid. Tog du den sammen med dens bevis, er du muttabi’. Tog du den uden dens bevis, er du ‘ammi. I begge tilfælde er du muqallid.

En person kan forene ijtihad og taqlid

En muslim er derfor én af to: enten mujtahid eller muqallid. Han behøver dog ikke at være mujtahid i enhver situation, og derfor behøver han heller ikke at være muqallid i enhver situation. Han kan være mujtahid i nogle spørgsmål og muqallid i andre.

Nogle muslimer kan foretage ijtihad i ethvert spørgsmål. De er altid mujtahid’er og accepterer ikke at følge en anden mujtahid. Andre kan være i stand til at foretage ijtihad i ethvert spørgsmål, men have større tillid til bestemte mujtahid’er end til deres egen evne. Det behandlede vi i en tidligere halaqa. I den situation må de følge en person, hvis evne til ijtihad de har større tillid til end deres egen evne—større tillid til end deres egen ijtihad.

En mujtahid kan således være mujtahid i nogle situationer og muqallid i andre. Men i hvert enkelt spørgsmål er han enten mujtahid eller muqallid; der findes ingen tredje tilstand. Dette er emnet taqlid.

Mujtahidens lov i det, han har udledt

Vi sagde tidligere—og vi gentager og understreger—at hvis en person må foretage ijtihad i bestemte spørgsmål, betyder det ikke, at han derefter er forpligtet til at foretage ijtihad i ethvert spørgsmål, uanset om han er i stand til det eller ej.

Hvis en mujtahid foretager ijtihad og når frem til en bestemt lov, bliver denne lov Allahs lov for ham. Han må ikke tage en andens ijtihad, fordi den andens ijtihad er Allahs lov for den, som udledte den, ikke for ham. Undtagelserne er de omstændigheder, vi nævnte i en tidligere halaqa, hvor en mujtahid kan forlade sin egen mening til fordel for en andens mening: i ord og handling, i ord men ikke handling eller i handling men ikke ord. Den, der ønsker detaljerne om dette spørgsmål, kan vende tilbage til den tidligere halaqa.

Allahs lov for muqalliden

Hvad angår muqalliden: Hvis han følger en mujtahid i et bestemt spørgsmål, bliver den lov, hvori han har fulgt denne mujtahid, Allahs lov for ham, fordi han har handlet efter den. Da Allahs lov i spørgsmålet er én, kan Allahs lov for ham kun være én.

Hvis han følger den shafi‘itiske madhhab i lovene for salah, bliver al-Shafi‘is ijtihad om salah Allahs lov for denne muqallid. Han må derefter ikke vælge mellem al-Shafi‘is og Abu Hanifas ijtihad, fordi Allahs lov er én, og han derfor må holde sig til én lov. Når han først følger en bestemt mujtahids ijtihad, bliver denne ijtihad og denne taqlid—hans taqlid af den ijtihad—Allahs lov for ham. Den anden mujtahids ijtihad er en shari’ah-lov for denne anden mujtahid og for dem, der følger ham.

At skifte fra én mujtahid til en anden

Findes der omstændigheder, hvor en muqallid må gå fra at følge én mujtahid til at følge en anden? Ja. Der findes omstændigheder, hvor det er tilladt; til tider er det endda anbefalet—foretrukket—for ham at forlade taqlid af den ene mujtahid til fordel for den anden. Dette spørgsmål kræver en nærmere redegørelse.

Med hjælp fra Allah, priset og ophøjet er Han, vil vi gemme disse detaljer til en kommende halaqa, hvor vi behandler muqallidens overgang mellem mujtahid’er. Jeg siger dette og beder Allah om tilgivelse for mig og jer.

Spørgsmål og drøftelse

Jeg går nu videre sammen med jer til de spørgsmål, som måske er blevet indsendt under denne halaqa. Søster Hajar Belhaj Hassan: »Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.« Og må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.

At skifte mellem mujtahid’er i samme spørgsmål

Må Allah velsigne jer. Mit spørgsmål er: Må en muqallid i det samme spørgsmål gå fra at følge én lærd til at følge en anden, når de befinder sig på samme niveau?

Ja, kære søster. Jeg afsluttede min halaqa med at sige, at en muqallid under visse betingelser og i bestemte situationer må gå fra at følge én mujtahid til at følge en anden.

Jeg vil ikke behandle disse omstændigheder nu. I stedet vil jeg behandle det, der ikke er tilladt ved skiftet fra én mujtahid til en anden. Der findes Shari’ah-mæssige hensyn—Shari’ah-mæssige hensyn—som muqalliden anvender til at foretage de prioriteringer, han er i stand til. Det er ikke den type prioriteringer, som en mujtahid foretager. Vi vil behandle dem i en senere halaqa, hvis Allah vil. På grundlag af dem er det tilladt at skifte fra én madhhab til en anden.

Det, der kategorisk ikke er tilladt, er at gå fra at følge én madhhab eller mujtahid til at følge en anden på grundlag af lyst eller begær.

En person kan for eksempel følge al-Shafi‘is mening om, at berøring af en kvinde bryder wudu. Derefter lærer han, at Abu Hanifa mener, at berøring af en kvinde ikke bryder wudu, og siger: »Dette er lettere, og jeg står frit til at følge enhver mujtahid.« Han forlader således den første taqlid til fordel for den anden alene for at følge det, der er lettere—de meninger, der behager ham.

Dette kaldes at følge sine lyster. Allah, priset og ophøjet er Han, har forbudt at følge lyster, befalet os at følge beviset, befalet os at følge sandheden og forbudt os at følge lyster.

Det er ikke tilladt at skifte mellem mujtahid’er på grundlag af begær eller ved at vælge det, der er lettest, fordi Allahs lov i spørgsmålet er én.

Når han først har bundet sin handling til en shari’ah-lov, bliver den Allahs lov for ham. Han må ikke gå over til en anden mujtahid, medmindre det sker på grundlag af Shari’ah-mæssige præferencer, som han er i stand til at anvende i sin egenskab af muqallid.

Lempelsen, den bindende grundregel og jagten på det letteste

Nogen vil måske sige: »Har Shari’ahen ikke tilladt os at benytte lempelser?« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «إن الله يحب أن تؤتى رخصه كما يحب أن تؤتى عزائمه» — »Allah elsker, at Hans lempelser benyttes, ligesom Han elsker, at Hans bindende grundregler efterleves.« [Ahmad, 5866; Ibn Hibban, 3568] Og sagde han, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke: «ما خُيِّرت بين أمرين إلا اخترت، إلا اخترت أيسرهما» — »Når jeg blev stillet over for et valg mellem to forhold, valgte jeg—valgte jeg—det letteste af dem«? [meningsbaseret henvisning; al-Bukhari, 3560; Muslim, 2327].

Vi siger, at dette er et andet emne, som intet har med taqlid at gøre. Emnet om lempelsen og den bindende grundregel vedrører en situation, hvor Shari’ah-beviset viser, at muslimen kan vælge mellem to handlinger—mellem to forhold.

Spørgsmålet her er ikke, at de retslærde og mujtahid’erne var uenige, så den ene mujtahid nåede frem til én lov, mens den anden var uenig og nåede frem til en anden. Nej. Da den første mujtahid nåede frem til sin lov, sagde han: »Dette er Allahs lov for mig. Den er korrekt, men kan være forkert.« Den anden sagde ligeledes: »Dette er Allahs lov for mig. Den er korrekt, men kan være forkert.« Begge søger det korrekte.

Én af disse to meninger er Allahs lov. Hvad angår lempelser og bindende grundregler, viser Shari’ah-beviset, at … for her er tale om to shari’ah-love, som Shari’ahen har givet muslimen valget imellem. Under en rejse, der hverken er trættende eller anstrengende, kan muslimen for eksempel vælge mellem at faste i Ramadan og at bryde fasten. At faste under en ikke-anstrengende rejse er den bindende grundregel, mens det at bryde fasten er lempelsen.

På samme måde giver Shari’ahen på en regnvejrsdag muslimen valget mellem at bede bønnerne på deres fastsatte tidspunkter og at kombinere dhuhr med ‘asr og maghrib med ‘isha’. Den bindende grundregel er at bede hver bøn på dens tidspunkt, mens lempelsen er at kombinere dhuhr med ‘asr og maghrib med ‘isha’ på en regnfuld dag eller nat. Her har Shari’ahen fastlagt både lempelsen og den bindende grundregel og givet dig valget mellem dem. Her gælder følgende udsagn af Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred:

«إن الله يحب أن تؤتى رخصه كما يحب أن تؤتى عزائمه» — »Allah elsker, at Hans lempelser benyttes, ligesom Han elsker, at Hans bindende grundregler efterleves.« [Ahmad, 5866; Ibn Hibban, 3568] Det samme gælder valget mellem tilladte ting. Shari’ahen viser, at dette er tilladt, og at det andet er tilladt. Her gælder det—her kan vi handle efter Allahs Sendebuds ord, må Allah velsigne ham og give ham fred: «ما خُيِّرت بين أمرين إلا اخترت أيسرهما» — »Når jeg blev stillet over for et valg mellem to forhold, valgte jeg det letteste af dem.« [meningsbaseret henvisning; al-Bukhari, 3560; Muslim, 2327].

Du kan få valget mellem at gå til denne moské eller den anden. Det er tilladt at gå til denne moské, og det er tilladt at gå til den anden, så du kan vælge den lettere vej, den nærmeste moské eller den, som er lettest at komme til. Du kan også få valget mellem at søge forsørgelse på én måde eller en anden. Hvis du finder den ene måde lettere og vælger den, må du gøre det. Dette har intet at gøre med valget mellem mujtahid’er.

Tager du denne eller den anden mujtahids mening? Når din handling først følger din taqlid af en bestemt mujtahid, bliver dette Allahs lov for dig, fordi du har handlet efter det. Derefter må du ikke gå over til at følge en anden mujtahid alene på grund af en lyst i dig selv eller et ønske om fysisk bekvemmelighed. Det ville være at følge sine lyster, og det er ikke tilladt. Hvilke situationer er så tilladte? Jeg gentager: Vi skal behandle de situationer, hvor man må skifte mellem mujtahid’er, i den næste halaqa, hvis Allah vil.

Forskellen mellem en mufti og en mujtahid

Her vil jeg tilføje en vigtig pointe: forskellen mellem en mufti og en mujtahid. Jeg nævnte den kort, og nu vender jeg tilbage til den og forklarer den.

En mujtahid er en person, der selv udleder shari’ah-loven fra Bogen og Sunnahen, fordi han har evnen til det. Han afgiver også fatwaer til mennesker på grundlag af denne shari’ah-lov.

En person behøver ikke at være mujtahid for at afgive en fatwa om et spørgsmål. Vi ved, at mange retslærde ikke er mujtahid’er, men de har lært shari’ah-love og taget dem fra mujtahid’er eller fra muftier, der tog dem fra mujtahid’er. Derfor må de afgive fatwaer på grundlag af disse love.

Enhver, der har lært Shari’ahs love korrekt og er troværdig, retskaffen og præcis i sin overlevering, må afgive fatwaer. Derfor indhenter vi fatwaer fra mennesker, hvis gudsfrygt, nøjagtighed, korrekte læsning af fiqh-bøgerne og pålidelige overlevering fra de retslærde vi har tillid til. Vi spørger dem, fordi vi har tillid til deres viden. En mufti kan således afgive fatwaer uden at være mujtahid.

Når du indhenter en fatwa fra en bestemt mufti, betyder det ikke, at du har fulgt muftien. Du har derimod fulgt den mujtahid, som muftien tog loven i spørgsmålet fra. Dette er forskellen mellem fatwa og ijtihad.

Betydningen af »Spørg dit hjerte til råds«

Min bror Wael al-Sultan spørger: Hvad menes der med hans ord, må Allah velsigne ham og give ham fred: «استفت قلبك، وإن أفتاك الناس» — »Spørg dit hjerte til råds, selv om mennesker giver dig fatwaer«? [Ahmad, 18028; al-Darimi, 2533] Tillader denne hadith en muqallid at forlade en mujtahids fatwa, blot fordi han ikke føler sig tryg ved den?

Denne hadith betyder bestemt ikke—hvilket alle lærde er enige om—at en muslim må spørge sig selv og sit hjerte uden at vende tilbage til beviset, hvad enten han går direkte til beviset, fordi han er mujtahid, eller indirekte gennem mujtahid’erne ved at følge en mujtahid. Udgangspunktet er, at en shari’ah-lov skal tages fra sin kilde: fra Bogen og Sunnahen, hvis personen er mujtahid, eller fra en mujtahid, hvis personen er muqallid.

Dette fjerner dog ikke muslimens rolle i at genkende og foretrække den mening, som han har størst tillid til. Du kan modtage én fatwa fra én person og en anden fatwa fra en anden. Du ved, at den første er en troværdig lærd, og at den anden også er en troværdig lærd. Du mangler evnen til at foretage ijtihad eller foretrække den ene fatwa frem for den anden, men du finder noget i dig selv, som giver dig større tillid til den ene mening.

Du føler da, at dit ansvar i højere grad er opfyldt, og at du i højere grad er fri for skyld over for Allah, ophøjet er Han, hvis du tager denne mening. I dette tilfælde har du spurgt dit hjerte efter at have spurgt de lærde og fået shari’ah-loven gennem dens korrekte Shari’ah-mæssige vej. At spørge hjertet kan aldrig erstatte det at tage shari’ah-loven gennem dens korrekte Shari’ah-mæssige vej, hvad enten det sker gennem ijtihad eller taqlid.

At løfte muqallid’erne mod mujtahid’ernes grader

Bror al-Abid siger: I en tidligere halaqa sagde du, at et stort antal mujtahid’er i Ummah betyder, at Ummah er højtstående, og omvendt. Hvordan kan vi da løfte muqallid’erne, så de kommer tættere på mujtahid’ernes grader?

Vejen til dette er, at vi lever et islamisk liv under en islamisk stat, som implementerer Allahs lov, og hvor alle uden undtagelse uddannes på skoler med islamiske undervisningsplaner.

Se den store forskel mellem skolerne under de sekulære systemer, som retter hele elevens indsats mod studiet af ikke-islamiske fag og vidensområder, mens de kun afsætter meget lidt tid og opmærksomhed til islamisk viden og alene beskæftiger sig med perifere, underordnede og marginale islamiske spørgsmål. Uden at stræbe efter at forme islamiske mentaliteter, etablere grundlaget for islamisk tænkning og udvikle elevernes juridiske evne—den juridiske evne—under en islamisk stat.

Undervisningsplanerne ville blive fordelt rimeligt mellem de islamiske discipliner, som frembringer en islamisk personlighed med en mentalitet—en mentalitet, der tænker efter den islamiske metode. Og en islamisk disposition, som tænker—eller handler—og frembringer islamisk adfærd for os, og desuden …

Denne kultur—denne undervisning og dannelse—ville tage sig af eleverne og udvikle deres juridiske evne ved at undervise dem. Grundlæggende emner i usul al-fiqh, grundlæggende emner i hadith-terminologi, grundlæggende emner i tafsir, grundlæggende emner i hadith-videnskaberne og grundlæggende emner i sprogvidenskaberne—ja, mere end blot grundlæggende emner i sprogvidenskaberne—ville dermed frembringe for os …

Disse discipliner ville naturligvis blive undervist side om side med ikke-islamiske vidensområder såsom naturvidenskaberne og beslægtede fag, så elevernes evner viser sig i grundskolen og på de efterfølgende uddannelsestrin.

Nogle af dem ville derefter specialisere sig ud fra de grundlæggende Shari’ah-videnskaber, som de udmærkede sig i. De ville specialisere sig i islamiske studier på de videregående uddannelsestrin, og vi ville frembringe generationer af mujtahid’er på forskellige niveauer.

Dette kræver naturligvis en islamisk stat, som giver de unge en islamisk opdragelse og opdrager dem med den islamiske kultur. Disse evner ville blive udviklet i dem og kvalificere dem til at blive lærde. Det er sagens realitet.

I den nuværende virkelighed er der derimod kun få, som har tid til at hellige sig studiet af Shari’ah-videnskaberne og opnå en dyb forståelse af dem.

Hvis man undersøgte nutidens islamiske universiteter nøje, ville man se, at regimernes fordærv, indblanding, nedvurdering af deres status og sænkning af deres niveau har påvirket dem.

Man ville se, at de uddanner mennesker, som ikke fortjener at blive kaldt lærde, khutaba eller undervisere. Når vi desværre går ind i moskéerne for at udføre fredagsbønnen og opfylde dens pligt, hører vi khutaba—og jeg mener ikke alle khutaba: Vi hører fra mange khutaba ting, som får ørerne til at krympe sig på grund af de mange sproglige og grammatiske fejl, overgrebene mod sproget og forvanskningerne af det, for slet ikke at tale om det overfladiske niveau, som de islamiske og Shari’ah-mæssige spørgsmål behandles på.

Hvorfor? Fordi selv de islamiske universiteter og skoler styres af disse sekulære regimer, som ikke tillægger Allahs Bog, Allahs Sendebuds Sunnah, Allahs Shari’ah eller Islam som helhed nogen værdi.

Vejen frem er derfor at gå over til et højtstående islamisk liv, som omfatter højtstående islamiske undervisningsplaner, der frembringer generationer af lærde inden for alle områder.

At efterligne magthavernes lærde

Bror Abdullah siger og spørger: Mange muslimer følger deres sheikher. Nogle af disse sheikher støtter undertrykkerne, er herskernes sheikher eller gør renter til en kilde for lovgivning.

Hvordan kan vi da bebrejde de mennesker, der følger deres meninger, når de ikke har evnen til at foretage ijtihad eller i det mindste undersøge beviserne? Vil disse muqallid’ers taqlid være tilstrækkelig over for Allah?

Tak for dette spørgsmål. Det kan have lukket et hul i vores halaqa, kære bror—kære brødre.

Når man tager viden fra en mujtahid eller en mufti, er det ikke nok, at man har tillid til hans viden og hans niveau i forståelsen af beviserne eller læsningen af fiqh-teksterne. Ijtihad og afgivelse af fatwaer hører til de højeste former for vidnesbyrd.

Én person vidner om, at en bestemt person blev gift; en anden om, at en person dræbte; en tredje om, at en person stjal; og en fjerde om, at en person blev skilt. Dernæst findes den, der vidner om, at Allah, ophøjet er Han, i Sin Shari’ah har lovgivet, at dette er tilladt, og at dette er forbudt.

Han vidner over for mennesker om, at Allah, priset og ophøjet er Han, har forbudt dette, tilladt dette, gjort denne pligt obligatorisk, anbefalet dette og misbilliget noget andet og så videre. Denne mujtahid og denne mufti bærer en af de største former for vidnesbyrd.

Hvis et vidne skal være retskaffent, når han vidner om livets underordnede forhold, menneskers handlinger og deres kontrakter, er det så meget desto vigtigere, at den mujtahid, som følges, og den mufti, som spørges, er kendt for retskaffenhed og gudsfrygt. Han overleverer fra Allah, ophøjet er Han, eller fra en, som har overleveret fra Allah, den Mægtige og Majestætiske, og Hans Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Hvis vi derfor ved, at denne mufti arbejder for herskeren, slår med hans sværd og afgiver fatwaer for hans penge, afgiver fatwaer af frygt for ham eller søger at behage ham gennem sine fatwaer, er ingen muslim undskyldt for at tage en fatwa fra ham.

Nogen vil måske sige: »Hvordan skulle jeg vide det? Han påtog sig ansvaret for fatwaen, der tillod investeringscertifikater, og lagde den på sin egen hals.« Nej. Du ved, at denne mufti afgav fatwaen for herskeren og gav den lov, som herskeren krævede. Hans retskaffenhed er derfor blevet svækket, hvis den ikke er gået helt tabt.

Du vil derfor ikke have nogen undskyldning over for Allah, ophøjet er Han, for at følge ham. Ingen muslim, heller ikke en ‘ammi, er undskyldt for at tage en fatwa fra en officiel mufti, som tillader forsoning med jøderne, at dømme efter andet end det, Allah har åbenbaret, eller gradvis implementering af Shari’ahen under påskud af gradualisme—eller at dette skulle være tilladt.

En hersker må ikke dømme efter andet end det, Allah har åbenbaret, under påskud af gradvist at implementere Shari’ahs love. Han må heller ikke adlydes, når han afgiver en fatwa, som tillader renter fra rentebanker, såkaldte investeringscertifikater eller opsparingsobligationer, eller når hans fatwa, som tillader tjeneste i de vantros hær, følges. Vi hørte en sådan fatwa for flere år siden: Muslimer i Vesten fik under overskriften nødvendigheden af integration at vide, at de må kæmpe under et blindt banner—ja, at de må kæmpe mod muslimer, hvis deres hær, den hær de har sluttet sig til, bekæmper de vantro. Eller en pige i Europa får at vide, at hun må tage sin Shari’ah-mæssige påklædning af under påskud af, at hun er nødt til at studere på en bestemt skole, og så videre. I alle disse tilfælde kan man ikke sige, at ‘ammi’en er undskyldt, fordi han tog loven fra en lærd. Det er ikke tilstrækkeligt at følge denne lærde—at indhente hans fatwa fritager ikke én for ansvar—fordi du ved, at han er blandt herskernes lærde: herskerens lærde, herskerens faqih, som afgiver fatwaer på herskerens anmodning. En sådan person er ikke troværdig, og du må ikke tage fatwaer fra ham. Ærens Vej.

Er oversættelser af Qur’anen og Sunnahen tilstrækkelige til ijtihad?

Et spørgsmål fra Ærens Vej: »Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.« Og må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer. »Må Allah give dig fremgang, vores ærede bror Ahmad al-Qasas, og hædre dig. Jeg spurgte tidligere, men du fik ikke mulighed for at svare. Måske når mit spørgsmål frem til dig i dag.«

»Du sagde tidligere, at forståelse af arabisk er nødvendig for ijtihad. Hvad med ikke-arabiske folk, såsom dem, der bor i Europa? Betragtes ijtihad på grundlag af en oversættelse af Qur’anen eller oversættelser af hadith og fiqh som gyldig?« Nej, naturligvis ikke. En mujtahid kan aldrig blive mujtahid gennem oversatte tekster fra Bogen og Sunnahen. Det, der kaldes oversættelser af Qur’anen, er slet ikke Qur’anen. Det meste, man kan sige, er, at de er oversættelser af betydninger fra Qur’anen; de kan ikke engang kaldes oversættelser af Qur’anens betydninger.

Qur’anens betydninger er alt for omfattende til at kunne rummes af bogstavelige oversættelser, der oversætter ord for ord. Disse værker er oversættelser af Qur’aniske betydninger. Det er tilladt—det er tilladt—at oversætte grundlæggende, umiddelbare betydninger fra Qur’anen til andre sprog og derved frembringe de bøger, som folk kalder oversatte mushaf’er.

Men et sådant værk er under ingen omstændigheder Qur’anen. Man kan ikke sige, at en ikke-araber, der læser disse oversatte tekster fra Qur’anen eller Sunnahen, er mujtahid. Naturligvis ikke. En mujtahid skal besidde mere end et almindeligt kendskab til arabisk. Blot at tale arabisk på et vist niveau, sådan som jeg taler det nu, er ikke nok til at gøre en person til mujtahid.

Han skal have en dyb viden om arabisk, som kvalificerer ham til at udlede love fra Bogen og Sunnahen—en dyb viden om arabisk, som gør ham i stand til at forstå betydningens fine nuancer.

Denne drøftelse vedrører naturligvis den absolutte mujtahid, madhhab-mujtahiden og den spørgsmålsspecifikke mujtahid, hvis hans ijtihad i det pågældende spørgsmål kræver kendskab til sproget.

Men jeg har tidligere sagt, at en person kan være i stand til at foretage ijtihad i et bestemt spørgsmål, hvis han besidder det, som kvalificerer ham til at foretage ijtihad i netop dette spørgsmål.

Præferencen i dette spørgsmål kan afhænge af at vide, hvilken af de ahadith, som de to uenige parter bruger som bevis, der er mest autentisk. I så fald afhænger spørgsmålet ikke nødvendigvis af sproglige forhold.

Eller han kan have studeret sproget og specialiseret sig i arabisk og anse sig selv for specifikt i dette spørgsmål at være i stand til at foretrække den ene af de to ijtihad’er, når uenigheden bygger på en forskel i den sproglige forståelse af teksten i en aya eller hadith.

I det omfang han besidder evne inden for sproget eller et andet område, kan han således foretrække mellem mujtahid’ernes ijtihad’er og derved være mujtahid i det konkrete spørgsmål.

Hvad angår påstanden om, at nogle ikke-arabere har læst oversættelser af Qur’anen og hadith og foretaget ijtihad gennem dem, er dette på ingen måde ijtihad.

Afslutning

Dette er de spørgsmål, vi modtog i dag. Vi beder Allah, priset og ophøjet er Han, om at tage imod fra os og jer, lære os det, der gavner os, gavne os gennem det, Han har lært os, øge os i viden, gøre vores viden til handling og lade den være for Hans Ædle Ansigt. Jeg siger dette og beder Allah om tilgivelse for mig og jer.

Jeg nedbeder velsignelse og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans sahaba og dem, der støtter ham. Må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser være med jer.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del