Alle Halaqaat
DA

Halaqa 28

Islams metode til behandling af menneskelige problemer

Om denne Halaqa

Fuld titel: Islams system — Halaqa 28: Islams metode til behandling af menneskelige problemer

Underviser: Sheikh Ahmad al-Qasas
Serie: Gennemgang af Islams system
Dato: 29. januar 2018 — 12. jumada al-awwal 1439 AH

Video med undertekster

Fuld transskription

Indledning

I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige. Fred, Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser være med jer. Velkommen, kære brødre, til en ny episode af jeres program Halaqa Online. Vi beskæftiger os fortsat med kapitler fra bogen Islams system og med emner om, hvordan Allahs, den Ophøjedes, shari’ah skal følges.

I dag vil jeg berøre et afgørende emne: Islams metode til behandling af menneskelige problemer. Hvordan opfordrer Islam muslimer til at håndtere disse udfordringer? Og hvordan løses de?

Det er velkendt, at alle mennesker er enige om, at menneskelig adfærd fører til problemer, som må behandles. Mennesket søger nemlig af natur at nå sine mål ved at tilfredsstille sine ønsker, organiske behov og instinkter, og så videre. For at nå sine mål og tilfredsstille sine behov samledes mennesker i samfund og etablerede varige relationer, hvor de udvekslede interesser. Samfund opstod derfor, og efter samfundenes opståen opstod behovet for at regulere relationerne mellem mennesker. En relation, der kræver regulering, er et menneskeligt problem, som kræver en løsning.

Derfor enedes mennesker om nødvendigheden af lovgivning og love, som samfundet anerkender, og som myndigheden, staten eller styret håndhæver, anvender og varetager menneskers anliggender efter—kald det, hvad I vil. Mennesker er enige om, at menneskelig adfærd og menneskelige relationer i samfundet kræver regulering. Relationer kræver regulering, og de problemer, der opstår, kræver behandling. Fordi relationernes karakter hele tiden fornyes, opstår der hele tiden nye problemer, som derfor altid kræver behandlinger.

Forskellige metoder til behandling af problemer

Hvordan behandler mennesker disse problemer? Samfundene behandler deres problemer forskelligt, fordi deres livsanskuelser er forskellige. Hvilken levevis har et samfund valgt? Den levevis, som samfundet har valgt, og som hænger sammen med dets livsanskuelse, nødvendiggør en bestemt type behandling af menneskelige problemer. Det vil sige, at den nødvendiggør en bestemt type love og lovgivning. Love, lovgivning og systemer er derfor forskellige mellem menneskelige samfund, fordi deres levevis, deres opfattelser om livet og deres livsanskuelser er forskellige.

I samfund opstår der normalt specialiserede organer, som udarbejder lovgivning, de mener stemmer overens med den levevis, samfundet har valgt eller accepteret—eller i det mindste den levevis, som den stærkeste, herskende gruppe i samfundet har valgt. Derfor er systemer og lovgivning, som vi sagde, forskellige.

Hvordan udarbejder lovgivere lovgivning? Som vi sagde, fastlægger de regler og grundlag for lovgivningen. Disse regler og grundlag skal sikre, at samfundet opnår sin valgte levevis eller i det mindste—som jeg nævnte—den levevis, som magthaverne, den herskende gruppe, har accepteret.

Hvilket mål søger den gruppe, der påtvinger lovgivningen, da at opnå? Uanset om den repræsenterer samfundet eller påtvinger sig selv samfundet, udarbejder den lovgivning på grundlag af det mål, den har fastlagt. Sådan er det i menneskeskabte systemer, og jeg vil give eksempler på det.

Grundlaget for lovgivningen i den vestlige civilisation

Det nærmeste er at tage eksempler fra den civilisation, der dominerer verden i dag: den vestlige civilisation – en civilisation, hvor religionen er adskilt fra livet og som har skabt det demokratiske system. Dette system overførte suveræniteten til folket efter at have afskaffet kirkens og kongens suverænitet, der tidligere herskede ved guddommelig delegation.

Suveræniteten i det vestlige samfund er overgået til folket – selv om blot teoretisk. For suveræniteten tilhører folket, og dermed har de retten til at vedtage love.

Som reaktion på et system, der underlagde mennesker kirkens lære, overgik det vestlige samfund til ideen om offentlige frihedsrettigheder og vendte sig imod det feudale system. I dette system var økonomien underlagt kongen – han ejede alle produktionsmidler, særligt den dyrkbare jord.

Det vestlige samfund overgik til kapitalismen; disse grundlæggende principper er netop dem, der har dannet grundlag for lovgivningen i Vesten.

Da det vestlige samfund besluttede at adskille religionen fra livet og lade suveræniteten tilhøre folket, skabte det det demokratiske system. Dette princip styrede udformningen af dets styresystem. Styresystemet blev fastlagt for at opnå det mål, at suveræniteten tilhører folket. Ud over at folket vælger den herskende myndighed, vælger det—selv om det kun er i teorien—også den lovgivning, det ønsker. Hvordan vælger folket lovgivningen? Ved at vælge råd og organer, som repræsenterer det i lovgivningsarbejdet.

Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt

Derfor opstod det, de kalder den lovgivende myndighed, som består af parlamenter og undertiden et parlament ved siden af et senat, og så videre. De sagde, at disse råd, som udgør lovgivende myndigheder, skal repræsentere folket og ikke den herskende myndighed, der kan monopolisere magten, blive tyrannisk eller handle vilkårligt. Derfor krævede de, at den udøvende og den lovgivende myndighed skulle adskilles. Den lovgivende myndighed er adskilt fra den udøvende myndighed og er ikke underlagt den.

De sagde også, at der må findes ét eller flere retslige organer, som afgør tvister mellem mennesker, hvad enten tvisten er mellem individer i samfundet eller mellem mennesker i samfundet og myndigheden. Den dømmende myndighed må derfor også være adskilt fra den lovgivende og den udøvende myndighed. Sådan opstod ideen om de tre adskilte myndigheder: den udøvende, den lovgivende og den dømmende. Denne opfattelse af styret udsprang af den grundlæggende livsanskuelse—den ideologi, som det moderne vestlige samfund blev bygget på—nemlig adskillelsen af religionen fra livet.

Den personlige frihed

I de vestlige samfunds sociale system blev den personlige frihed gjort til grundlaget. Den lovgivning, som lovgiveren udarbejder, og som vedkommende eller den lovgivende myndighed vedtager, skal opnå det brede mål, samfundet har fastlagt for sig selv: den personlige frihed. Lovgivningen må derfor ikke påtvinge mennesker eller individer en bestemt levevis eller adfærd. De må spise og drikke, hvad de vil, uden at nogen påtvinger dem noget, eller myndigheden forbyder dem noget. En person må gifte sig eller lade være, bo sammen med en anden, begå zina, udføre homoseksuelle handlinger, drikke alkohol, indtage narkotika og så videre. Dette er et privatliv bygget på ideen om personlig frihed, som ingen må krænke. Der udarbejdes derfor lovgivning, som garanterer dette princip. Der opstod et princip og en teori, som det sociale system blev bygget på.

Frihed til ejerskab

Også i det økonomiske system blev individets frihed til ejerskab gjort til grundlaget. Individet må eje, som det vil, udvikle sin ejendom, som det vil, og disponere over den, som det vil. Som de udtrykker det, stopper eller slutter individets frihed først dér, hvor et andet individs frihed begynder.

Derfor er det eneste forbudte i økonomiske og finansielle relationer den direkte overtrædelse af andres ejendom: tyveri, røveri, plyndring eller underslæb. Alt dette kan måske samles under begrebet at tage andres ejendom uden deres samtykke.

Alt andet er tilladt. En person har ret til at tjene sin formue og udvide den gennem alle midler – rente, spil eller prostitution. Alt dette er tilladt; de kontrakter, som mennesker opfinder, kender ingen grænser, fordi det centrale princip er, at folk enes om disse kontrakter og relationer imellem sig selv. Det grundlæggende i den vestlige økonomiske lovgivning er ejendomsfrihed – friheden til at eje.

Den vestlige økonomiske lovgiver gjorde systemets eneste anliggende til udviklingen af rigdommen. Systemet har intet andet anliggende end at udvikle rigdommen, mens individerne i samfundet selv fordeler den mellem sig efter det, der kaldes fri konkurrence. Staten griber ikke ind i fordelingen af denne formue og garanterer ingen balance i dens fordeling. Dette er deres økonomiske frihed.

Så har disse samfund selv fastsat deres mål og vedtaget love baseret på dem.

Statens funktion: Beskyttelse af frihederne

Der blev opstillet en teori om styresystemet: Myndighedens eneste funktion er at beskytte frihederne. Den udøvende myndigheds funktion er at beskytte de offentlige friheder. Herskeren er ansat af folket, og hans opgave er at anvende loven, som efter sin natur blev til for at beskytte de offentlige friheder. Staten har derfor ingen anden funktion, siger de.

Lovgivningen om regeringsformen er bygget på dette grundlag. I økonomien blev ejendomsfriheden lagt til grund; derfor udarbejdes økonomiske love baseret herpå. På det sociale område blev personlig frihed gjort til fundament for lovgivningen, og de menneskeskabte love formuleres således, at de fører til realiseringen af dette samfunds mål – som vi har beskrevet. Jeg vil ikke nu udvide med eksempler fra andre civilisationer eller systemer, da det ville blive for omfattende.

Islams metode til behandling af menneskelige problemer

Vi afsætter nu denne halaqa til at tale om Islams metode til behandling af problemer. Jeg begyndte med dette eksempel for at fremhæve den tydelige forskel mellem Islams metode til behandling af menneskelige problemer og den metode, som lovgiverne i de menneskeskabte systemer anvender.

Islam er bygget på den islamiske ’aqida. Den islamiske shari’ah, som kom for at behandle menneskers problemer, udspringer af den islamiske ’aqida: af muslimernes iman; af deres vidnesbyrd om, at der ingen anden guddom findes end Allah, og at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, er Allahs Sendebud; og af deres iman på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude, den Yderste Dag og qadar. Den islamiske lovgivning udspringer altså af Islams grundlag, nemlig ’aqida. Dens kilde er derfor det, den islamiske ’aqida kræver, mens den kilde, som den islamiske ’aqida selv kom fra, er åbenbaringen.

At vidne om »der ingen gud er undtagen Allah« indebærer afgørende betydninger: at den, der ordner folks anliggender og vejleder dem, som giver dem love til at organisere deres liv, kun kan være Allah, den Højeste.

En af betydningerne af »der findes ingen anden guddom end Allah« er, at der ingen lovgiver og ingen vejleder findes for mennesker undtagen Allah, den Ophøjede. Det andet vidnesbyrd, at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, er Allahs Sendebud, fuldender svaret og betydningen: Den lovgivning, som Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, bragte, er den praktiske anvendelse af vidnesbyrdet om, at der ingen anden guddom findes end Allah.

Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, kom med en shari’ah fra Allah, den Almægtige og Ophøjede. Hvis folk overholder og anvender den i deres liv, har de behandlet alle deres problemer—alle deres problemer. Allah, den Ophøjede, siger:

﴿ ثُمَّ جَعَلْنَـٰكَ عَلَىٰ شَرِيعَةٍ مِّنَ ٱلْأَمْرِ فَٱتَّبِعْهَا وَلَا تَتَّبِعْ أَهْوَآءَ ٱلَّذِينَ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Derefter satte Vi dig på en foreskrevet vej i sagen. Følg den, og følg ikke ønskerne hos dem, der ikke ved« [45:18].

Allahs shari’ah og menneskers luner

Bemærk her, at Allah, den Ophøjede, over for Allahs shari’ah ikke sagde: »Følg ikke menneskers forstand.« Han sagde ikke: »Følg ikke menneskers tanker og menneskers lovgivning.« Allah, den Ophøjede, kaldte—kaldte—Sin shari’ah for en shari’ah:

﴿ ثُمَّ جَعَلْنَـٰكَ عَلَىٰ شَرِيعَةٍ مِّنَ ٱلْأَمْرِ فَٱتَّبِعْهَا وَلَا تَتَّبِعْ أَهْوَآءَ ٱلَّذِينَ لَا يَعْلَمُونَ ﴾
»Derefter satte Vi dig på en foreskrevet vej i sagen. Følg den, og følg ikke ønskerne hos dem, der ikke ved« [45:18].

Dette viser, at når mennesker lovgiver, kan deres lovgivning ikke beskrives som forstandens tale, for lovgivning ligger uden for forstandens område.

Lovgivning er nemlig ikke opfattelsen af en virkelighed. Lovgivning er behandling af et problem—et menneskeligt problem, som hverken kan sanses eller berøres. Problemet viser sig i noget skjult: menneskets natur, dets organiske behov og dets instinkter, som frembringer menneskelig adfærd. Disse forhold falder ikke inden for menneskets sanser, så det kan opfatte dem, endsige opfatte, hvordan deres problemer skal behandles.

Når lovgivere lovgiver, følger de derfor kun deres luner. Kapitalistisk, socialistisk og tidligere feudal lovgivning fra menneskelige lovgivere er i virkeligheden ikke viden eller videnskab, sådan som de hævder. Den er heller ikke korrekt tænkning eller en bedømmelse af en sanselig virkelighed. Den er ikke en bedømmelse af en sanselig virkelighed, men blot luner. Nogen opstiller teorier—nogen opstiller teorier—og bygger lovgivning på dem. Derfor ender mennesker med vidt forskellige lovgivninger.

Sandheden er, at Den, der skabte mennesket, den Ophøjede, er Den, der ved, hvad der gavner mennesket. Han skabte menneskets selv, natur, instinkter og organiske behov. Denne Skaber, den Ophøjede, kender menneskets inderste og det endnu mere skjulte. Han, den Almægtige og Ophøjede, ved derfor, hvilke behandlinger af menneskets problemer der gavner det—det vil sige, hvilken lovgivning der gavner det.

Ingen lovgivere og ingen lovgivende myndighed i Islam

Derfor findes der i Islam ikke noget, der hedder lovgivere eller juridiske teoretikere, sådan som nogle i dag ynder at sige.

Der findes ingen lovgivende myndighed i Islam, fordi ingen har ret til at lovgive. Ja.

I den islamiske stat findes—og skal der findes—et Ummah-råd og ahl al-hall wa-al-‘aqd, personer med indflydelse og repræsentation. De udtrykker menneskers meninger, krav og klager og står for udpegningen af statsoverhovedet eller en del af denne proces, og så videre. De er imidlertid under ingen omstændigheder en lovgivende myndighed. Der findes ingen lovgivere, ingen lovgivende myndighed og ingen indehavere af lovgivningsteorier.

Islams fuqaha og mujtahider er ikke indehavere af teorier. I dag udbredes det i visse kulturelle kredse blandt nogle intellektuelle, hvoraf nogle fremstår, som om de bærer den islamiske tanke, at fuqaha havde teorier til at skabe lovgivning. De forsøger at tale om Abu Hanifas lovgivningsteorier, al-Shafi‘is teorier, Maliks teorier, senere lærdes teorier og al-Shatibis teori. Vi hører det ofte: De siger, at fuqaha havde teorier, som skabte deres retslærde skoler. Denne påstand har intet grundlag i sandheden.

Ja, de islamiske retslærde skolers grundlæggere var absolutte mujtahider.

Usul al-fiqhs faggrene

De fastlagde grundprincipper, ikke teorier, for frembringelsen af lovgivning. De fastlagde grundprincipper for fiqh, men fandt dem ikke selv på. Deres indsats var rettet mod at forstå de shari’ah-mæssige og sproglige teksters betydningsangivelser. Det vil sige, at det, der kaldes usul al-fiqh, grundlæggende er opdelt i tre faggrene.

Den første gren undersøger beviserne for shari’ah-love. De var enige om at bruge Qur’an og Sunnah som kilder, men uenige om, hvad disse to henviser til. Flertallet af dem enedes om Qur’an, Sunnah, ijma‘ og qiyas. Derefter var de uenige om andre kilder – ikke baseret på teorier, de selv opfandt, men på grundlag af de shari’ah-mæssige beviser, som de mente, at Qur’an og Sunnah henviste til. Dette kan vi behandle i en senere halaqa, om Allah vil.

Den anden faggren af usul al-fiqh beskæftiger sig med, hvordan shari’ah-love uddrages—udledes—fra deres shari’ah-mæssige beviser: Bogen, Sunnah og det, de henviser til. Det er udledningsregler, ikke regler for lovgivning.

Udledningsregler, ikke regler for lovgivning

Fuqaha og mujtahider lovgiver ikke. De bruger derimod alle deres kræfter—alle deres kræfter—på at udlede de praktiske shari’ah-love, som de detaljerede beviser angiver.

Deres indsats går ikke ud på at skabe teorier eller opstille teoretiske konstruktioner for derefter at bygge shari’ah-love på dem. Nej, deres indsats består i at forstå teksterne så præcist som muligt – de følger teksternes betydningsangivelser derhen, hvor de fører, og ikke derhen, hvor de selv ønsker at tolke dem hen.

Uenighederne mellem dem opstår på grund af forskelle i forståelse eller uoverensstemmelser om betydningen af tekster med tvetydige implikationer, der kan have flere meninger. Eller de skyldes uenighed om autenticiteten af de beviser, de anvender – især når det gælder hadither overleveret fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Den tredje gren af usul al-fiqh beskæftiger sig med forholdet mellem mujtahid og muqallid, et emne vi tidligere har behandlet i særskilte halaqaer. Der findes ingen lovgivningsteorier hos de muslimske fuqaha, sådan som nogle påstår. Der eksisterede ikke en teori om styresystemet, som fuqaha byggede en styreform på og som blev anvendt i den islamiske historie. Nej. Der eksisterede ingen teori om det økonomiske system, som fuqaha og mujtahid udledte shari’ah-love om formue og økonomi fra. Nej. Der eksisterede ingen social teori om forholdet mellem mand og kvinde, som fuqaha byggede det sociale system på – eller det, man i dag kalder personstatuslovgivning. Nej. Ligeledes fandtes der ingen teori, som fuqaha opstillede eller anvendte for at bygge Islams udenrigspolitik på. Fuqaha udledte ikke shari’ah-love fra teorier – hverken skabte de selv sådanne eller tog dem fra shari’ah-beviser og byggede love på dem. Nej. Ideen om en lovgivningsteori eksisterer simpelthen ikke i Islam.

En shari’ah-lov for hver enkelt handling

Hvilken metode har Islam da gjort obligatorisk til behandling af menneskelige problemer? Islam har angivet følgende fremgangsmåde: Menneskets adfærd består af handlinger, og hver handling har en shari’ah-lov. Ingen handling er uden en shari’ah-lov. Islam—det vil sige de shari’ah-mæssige beviser, Bogen og Sunnah—har ikke klassificeret menneskets handlinger, sådan som mennesker gør, end ikke ved hjælp af fagudtryk. Shari’ah kom ikke for at sige: »Disse handlinger vedrører økonomien; behandl dem på følgende måde. Disse handlinger eller relationer vedrører styret; behandl dem efter den og den teori. Disse handlinger vedrører sociale forhold eller relationerne mellem mand og kvinde, familien og det, der følger deraf; behandl dem efter den og den teori, den og den retning eller det og det formål.« Islam kom heller ikke for at klassificere handlinger vedrørende udenrigspolitikken og sige: »Behandl dem på grundlag af den og den teori.« Nej.

Islams tekster kom for at give en shari’ah-lov til hver af menneskets handlinger, så hver handling får sin lov særskilt. Som jeg nævnte i den forrige halaqa, kan en handling være omfattet af en lov gennem det, teksten udtrykkeligt angiver, gennem det, der forstås ved tekstens implikation, eller gennem tekstens rationelt forståede betydning. Handlingen kan også være omfattet af et overordnet shari’ah-princip, som hverken er politisk, økonomisk eller socialt, men vedrører menneskets handlinger, eller af et generelt shari’ah-princip. Tekster omfatter altså handlinger, og hver handling behandles særskilt.

Hvis mennesker—muslimer, som ønsker at behandle problemet—står over for et nyt problem, en ny sag eller et nyopstået spørgsmål, betragtes det som en af menneskets handlinger og som et rent menneskeligt problem. Det betragtes ikke som politisk, økonomisk, socialt, tilbedelsesrelateret eller strafferetligt. Nej. Disse klassifikationer er faglige klassifikationer, som vi snart skal tale om. De er ikke shari’ah-mæssige klassifikationer, i den betydning at shari’ah ikke indførte dem. Det betyder ikke, at de ikke er tilladte, hvilket vi også skal tale om. Det betyder, at de ikke har nogen indflydelse på udledningen af shari’ah-love—det vil sige på udledningen eller uddragningen af behandlinger for menneskelige problemer.

Hver handling ses som et menneskeligt problem, der kræver en løsning. Man søger derfor i de shari’ah-mæssige beviser – Qur’an og Sunnah – efter beviser relateret til denne handling som handling alene, intet andet. Disse beviser undersøges derefter.

Beviserne bestemmer loven for en handling. Hvis de giver den loven om pligt, er handlingen fard; hvis de giver den loven om anbefaling, er den mandub; hvis de giver den loven om forbud, er den haram; hvis de giver den loven om frarådelse, er den makruh; og hvis de giver den loven om tilladelse, er den mubah. En shari’ah-lov, som er udledt fra et shari’ah-mæssigt bevis, anvendes på en menneskelig handling for at bestemme dens lov og løse eller behandle dens problem.

Når der for eksempel opstår et nyt spørgsmål inden for menneskers økonomiske og finansielle relationer, siger en faqih ikke: »Jeg vil slå op i Islams økonomiske teori eller i den islamiske økonomiske lovgivnings formål for at give denne handling en lov, som opnår dette formål eller bygger på, eller stemmer overens med, Islams økonomiske teori.« Dette findes ikke i Islams metode til behandling af problemer. Det er lovgivernes metode, ikke Islams mujtahiders og fuqahas metode. Islam har ingen lovgivere og ingen indehavere af lovgivningsteorier.

Eksempel: Aktieselskaber

Tag for eksempel det nye spørgsmål om aktieselskaber. Denne type selskab fandtes ikke tidligere, så tidligere fuqaha og mujtahider talte ikke om den. Der må udføres en ny ijtihad, som udleder dens lov fra lovgivningsbeviserne: Bogen, Sunnah og det, de henviser til. Handlingen undersøges alene som en handling. Hvilke shari’ah-mæssige beviser vedrører selskabslovene—ikke den økonomiske teori? Hvilke betingelser gælder for et selskab i Islam? Hvis selskabet opfylder disse betingelser og ikke indeholder nogen form for transaktion, som Islam har forbudt, er det tilladt. Hvis selskabet ikke opfylder betingelserne for et selskab i Islam, er det forbudt. Formål, nødvendigheder og tidens, samtidens eller virkelighedens krav spiller ingen rolle her.

Shari’ah-love udledes nemlig fra deres lovgivningsbeviser. De shari’ah-mæssige beviser har bragt en shari’ah, som skal forme virkeligheden og styre tid og sted. Tid, sted, skikke og virkeligheden skal ikke styre denne shari’ah.

Eksempler på nye medicinske spørgsmål

Ligeledes gælder det for nye medicinske spørgsmål – som kloning, testrørsbørn og bloddonation – problemer, der ikke eksisterede før. Hvordan løses de? Hvert emne behandles individuelt ved at undersøge shari’ah-beviser relateret til det specifikke område for at give en shari’ah-lov til denne sag som menneskeligt problem – ikke som et spørgsmål, der skal bygge på en generel retning inden for medicin og biologi i Islam, som lovgivere gør.

Hver sådan handling får derfor sin behandling gennem undersøgelse og gennemgang af de shari’ah-mæssige beviser og tekster, som vedrører spørgsmålet. En shari’ah-lov udledes fra dem, anvendes på virkeligheden og behandler den, uanset om problemet er økonomisk, socialt, medicinsk, statsligt eller noget andet. Dette er Islams metode.

Ingen skal derfor sige til os, at Islam—eller fuqaha og mujtahider—udleder love på ét område efter én metode og andre love på et andet område efter en anden metode. Nej.

Én udledningsmetode på alle områder

Mujtahiderne udleder ’ibadat-love efter den samme metode, som de bruger til at udlede love om formue, styret, sociale forhold og udenrigspolitik—om kamp, straffe og retsafgørelser. Metoden er én: Man undersøger den faktiske virkelighed, som usul al-fiqh-lærde kalder shari’ah-lovens faktiske genstand (manat al-hukm), altså den virkelighed, man ønsker en behandling for. Hvordan skal problemet behandles? Man identificerer manat al-hukm og vender derefter tilbage til åbenbaringens tekster, Bogen og Sunnah. Her søger man efter tekster om emnet. De forstås lovgivningsmæssigt og sprogligt efter deres shari’ah-mæssige og sproglige betydningsangivelser. Loven udledes derfra og anvendes på virkeligheden. Sådan bliver virkeligheden behandlet.

’Ibadat, mu’amalat og fastlæggelse af ‘illa

Nogen kan spørge: Hvad med udsagnet om, at ’ibadat er tawqifiyyah, mens mu’amalat er tawfiqiyyah? Denne formulering findes i øvrigt ikke hos de tidlige lærde og mujtahider. Det er nye fagudtryk, og vi skal ikke nu gå ind i, hvad de, der bruger disse udtryk, mener med dem.

Det korrekte er imidlertid, at lovene for alle menneskets handlinger udledes fra de shari’ah-mæssige beviser—ja, efter den samme metode.

Da vi foretog en induktiv gennemgang af de shari’ah-mæssige beviser og love, efter at lovene var fremkommet—efter at de var blevet udledt og uddraget—så vi, at ’ibadat-love for det meste ikke bygger på en ‘illa. Det gælder for det meste, ikke altid, for shari’ah indeholder oprindeligt ingen klassifikation af shari’ah-love som ’ibadat og skikke. Det er en tilladt, terminologisk klassifikation, men den kommer ikke fra shari’ah. Shari’ah har altså ikke selv opdelt lovene sådan, at der findes særlige grundprincipper og regler for ’ibadat-love og andre for mu’amalat-love, straffe og så videre.

Nej. Disse inddelinger er ikke inddelinger, som shari’ah har angivet; de er tilladte terminologiske klassifikationer. Vi kan endda se love, som fuqaha har klassificeret under ’ibadat, men som i høj grad overlapper med mu’amalat. Er zakat ikke klassificeret blandt ’ibadat-love? Samtidig er den en del af de økonomiske love. Staten fører tilsyn med de økonomiske relationer, og den islamiske stat varetager dem. Zakat er derfor en del af formuens cirkulation i det islamiske liv.

På hvilket grundlag kan det da siges, at ’ibadat har én metode til udledning af love, mens mu’amalat har en anden? Nej. Metoden er den samme. Som vi sagde, viser en induktiv gennemgang, at de fleste ’ibadat ikke bygger på en ‘illa. Men hvis et shari’ah-mæssigt bevis fastlægger en ‘illa for et forhold, der er klassificeret under ’ibadat, følger vi beviset. En ‘illa angives kun af et shari’ah-mæssigt bevis. Qiyas kan derfor også anvendes på forhold, der er klassificeret under ’ibadat.

Ved en induktiv gennemgang har vi fundet, at mange af shari’ahs love om mu’amalat – eller endda en stor del af dem – bygger på en ‘illa, men ikke alle. Hvis en ‘illa er angivet i et shari’ah-mæssigt bevis, anvendes den. Er der ingen ‘illa angivet i et shari’ah-mæssigt bevis, må man ikke fastlægge en gennem fornuften. Dette betyder dog ikke, at der findes én metode til udledning af love om ’ibadat og en anden til mu’amalat – metoden er den samme.

Se på bøgerne om usul al-fiqh fra begyndelsen med Imam al-Shafi‘is Al-Risala – må Allah være ham nådig – og frem til de mange bøger, der fulgte århundreder senere. Finder I i disse værker regler for udledning eller shari’ah-mæssige beviser, der kun gælder ’ibadat, mens andre kun gælder mu’amalat? Nej, en sådan opdeling findes ikke. Der er generelle regler for at forstå lovgivningstekster og udlede love fra dem – uden at nogle regler tilskrives ’ibadat, mens andre tilskrives mu’amalat, straffe eller lignende. Denne forskel findes ganske enkelt ikke.

Den terminologiske inddeling af fiqh-emner

Dette, mine brødre, er altså Islams metode til behandling af menneskelige problemer. Nogen kan spørge—og har ret til at spørge—hvorfra klassifikationen af islamisk lovgivning i emner og typer kommer: emner om ’ibadat, andre om mu’amalat med yderligere underinddelinger, straffe og moral. Hvorfra kommer denne opdeling? Jeg siger, at den hverken er qur’anisk eller profetisk. Den kommer ikke fra shari’ah. Den er en af de tilladte konventioner, som mennesker kan anvende til at klassificere og organisere shari’ah-love, så de er lette at slå op. Det er derfor naturligt, at fiqh-bøger klassificerer love under ’ibadat med særskilte emner om renhed, bøn, faste, zakat og Hajj og derefter placerer mange klassifikationer under mu’amalat. Det er terminologiske klassifikationer, som organiserer lovene, så de er lette at slå op. De har ingen indflydelse på, hvordan love udledes, og ingen forbindelse til det, der hævdes at være fuqahas lovgivningsteorier.

Styresystemets principper er udledt af dets love

En spørger har ligeledes ret til at spørge: Har vi ikke med rette sagt, at styresystemet i Islam bygger på fire principper—på fire principper? Har vi ikke sagt, at styresystemet i Islam bygger på fire principper? Det første er, at suveræniteten tilkommer shari’ah. Det andet er, at magten tilhører ummah. Det tredje er pligten til at udpege en khalifah, som alene vedtager lovene—pligten til at udpege en khalifah for muslimerne, det vil sige pligten til at udpege en khalifah for muslimerne—og at kun khalifah har ret til vedtagelse af shari’ah-love og administrative love.

Hvor kommer disse grundprincipper fra, hvis de ikke stammer fra en teori eller et fundament? Jeg svarer: De stammer ikke derfra.

Fuqaha udledte ikke disse principper for derefter at bygge Islams styresystem på dem. Sådan foregik det ikke. Det, der skete, var, at lovene om styresystemet, myndighedens form i Islam og statsapparatet i Islam først blev udledt. Lovene blev derefter samlet og undersøgt, og det viste sig, at de var bygget på disse grundlag og styrende principper.

Det skete i overensstemmelse med det, som Allah, den Ophøjede, har lovgivet—ikke det, som fuqaha har »lovgivet«, i anførselstegn, for fuqaha har ikke lovgivet. Vi lærte først disse principper at kende, efter at vi havde læst lovene om styret og statsapparatet i Islam. Vi fandt, at lovene var bygget og grundlagt på disse principper: at suveræniteten tilkommer shari’ah; at magten tilhører ummah; at det er obligatorisk at udpege en khalifah; og at kun khalifah har ret til vedtagelse af shari’ah-love.

En faqih kom altså ikke og udledte disse principper for derefter at bygge lovgivning på dem. Nej. De shari’ah-mæssige beviser angav disse love, og da lovene senere blev undersøgt, viste det sig, at de var bygget på disse principper.

Politikken for økonomisk lovgivning er udledt af dens love

Ligeledes, når vi siger, at den økonomiske lovgivningspolitik i Islam – det vil sige dens formål – er at sikre, at grundlæggende behov bliver dækket: at alle menneskers grundlæggende behov sikres for hver enkelt person. Derefter skal hver enkelt få mulighed for at opfylde sine supplerende behov i overensstemmelse med en bestemt livsstil, som Islam har indført som et specifikt mønster for livet.

Dette er ikke en teori, som fuqaha byggede Islams økonomiske system eller økonomiske lovgivning på.

Men først efter at have udledt de shari’ah-mæssige love vedrørende finansielle og økonomiske forhold – ejerskab af penge, deres udvikling og anvendelse, statens indtægter og udgifter samt forskellige former for ejendom – efter at have udledt disse love om menneskets handlinger med økonomisk karakter gennemførte vi en induktiv undersøgelse. Vi fandt, at de alle peger i denne retning: Den økonomiske lovgivningspolitik i Islam er at sikre, at grundlæggende behov opfyldes for hvert enkelt menneske på nødvendig vis – og give mulighed for, at hver enkelt kan opfylde sine supplerende behov, alt efter en bestemt livsstil, som Islam har indført.

Dette er altså ikke en økonomisk teori, men noget vi har afdækket og erkendt efter at have undersøgt de økonomiske love i Islam – udledt som shari’ah-love for menneskelige handlinger. Hver enkelt handling har sin shari’ah-lov. Jeg vil ikke nu gå nærmere ind på dette emne eller uddybe det yderligere; jeg vil derimod give eksempler.

Shari’ahs formål og deres korrekte placering

Generelt set findes der ingen plads for påstande som: »De shari’ah-mæssige beviser siger, at dette er shari’ahs formål – så gå nu, juristerne, og realiser disse formål på den måde I finder passende efter teorier, I selv udtænker.« Dette eksisterer absolut ikke.

Det siges, at Islam—at lovgivningens love generelt—kom for at opnå formål, som kaldes shari’ahs formål, og det er korrekt. Enhver lovgivning har mål og formål, som den opnår, og den islamiske shari’ah har mål og formål, som den generelt opnår. Det overordnede formål sammenfattes i Allahs, den Ophøjedes, ord:

﴿ وَمَآ أَرْسَلْنَـٰكَ إِلَّا رَحْمَةً لِّلْعَـٰلَمِينَ ﴾
»Og Vi sendte dig kun som en barmhjertighed for alverdens skabninger« [21:107].

Og i Hans, den Ophøjedes, ord:

﴿ وَنُنَزِّلُ مِنَ ٱلْقُرْءَانِ مَا هُوَ شِفَآءٌ وَرَحْمَةٌ لِّلْمُؤْمِنِينَ ﴾
»Og Vi nedsender af Koranen det, som er helbredelse og barmhjertighed for de troende« [17:82].

Shari’ahs formål generelt—shari’ahs hensigt generelt—er altså at sikre menneskers interesser.

Da disse formål, som shari’ah-lovene fører til, blev undersøgt, sagde man, at shari’ahs formål er fem: bevarelse af religionen, forstanden, livet, formuen og æren. Angav de shari’ah-mæssige beviser disse formål direkte? Nej. Først efter at de lærde og fuqaha havde undersøgt shari’ah-lovene og det, de fører til—det vil sige efter at shari’ah-lovene var blevet udledt, og alle disse love og det, de fører til, var blevet undersøgt—konkluderede de, at dette er shari’ahs formål.

Shari’ah-love forud for klassificeringen af formål

Og bemærk: shari’ah-love blev udledt, fastsat og praktiseret i århundreder af mennesker, før der overhovedet opstod en idé om shari’ahs formål.

Jeg er ikke her for at sige, at dette ikke er tilladt—at det ikke er tilladt at undersøge, hvad shari’ahs formål er. Nej. Ja, vi undersøger shari’ah og lærer dens formål at kende. Disse formål styrede imidlertid ikke udledningen af lovene, da fuqaha og mujtahider uddrog dem fra deres kilder.

Beviset er, at de store retslærde skoler, der opstod i Islam—og før dem Sahabas ijtihader—eksisterede uden noget, der blev kaldt shari’ahs formål. Sahaba, Tabi‘un og Tabi‘ al-Tabi‘in udførte ijtihad og udledte shari’ah-love fra shari’ah-mæssige beviser flere århundreder før nogen talte om eller undersøgte det, der kaldes shari’ahs formål.

Ideen om shari’ahs formål var ikke kendt – hverken i sahabas tid. Denne detaljerede opdeling, vi nævnte, altså de fem formål: disse specifikke formål blev aldrig drøftet eller diskuteret med denne præcision hos sahaba, tabi’un, tabi‘ al-tabi’un eller dem, der fulgte efter.

Se for eksempel på den usul al-fiqh, som Imam al-Shafi‘i først nedskrev i sin bog Al-Risala—må Allah være ham nådig. I finder intet spor af dette emne. Hele bogen handler i stedet om, hvordan love uddrages fra deres beviser: hvordan beviserne bringes til at udtrykke deres betydning, så at sige; hvordan love forstås ud fra shari’ah-mæssige beviser og teksternes betydningsangivelser; og hvordan love for menneskets handlinger udledes fra Bogen, Sunnah og det, de henviser til.

Forskningen i formålenes opståen og udvikling

Ideen om formål opstod første gang i denne detaljerede form i det femte århundrede efter hijrah. Imam al-Haramayn al-Juwayni, som levede i det femte århundrede efter hijrah, tilskrives begyndelsen på diskussionen om lovgivningens formål, de fem nødvendigheder og så videre. Hans berømte elev, Imam Abu Hamid al-Ghazali—må Allah være ham nådig—videreudviklede derefter ideen. Andre udvidede den senere, og den bedst kendte for at udvide dette emne er Imam al-Shatibi—må Allah, den Ophøjede, være ham nådig.

Selv da de første, der udviklede ideen, talte om disse formål—fra al-Juwayni til al-Ghazali og dem, der fulgte—gjorde de dem da til et grundlag, som love blev udledt og uddraget fra, så vi fik en såkaldt teori om formål, som shari’ah-love kunne udledes og uddrages fra? Nej. Usul al-fiqh fortsatte med at være rettet mod, hvordan shari’ah-love uddrages fra deres shari’ah-mæssige beviser. Det var blot en terminologisk undersøgelse af, hvad shari’ah-lovene fører til. De sagde, at shari’ah-lovene fører til opnåelsen af de fem nødvendige formål, som jeg nævnte før.

De fem formål og hvad der er tilføjet dem

Derfor accepterer ikke alle, at dette er samtlige formål. Al-Shawkani—må Allah være ham nådig—foreslog for eksempel at tilføje endnu et formål. Han sagde: Ja, vi finder, at love såsom straffen for frafald fører til bevarelse af religionen; gengældelsesstraffen fører til bevarelse af livet; straffen for at drikke alkohol fører til bevarelse af forstanden; og straffen for tyveri—amputation—fører til bevarelse af formuen, og så videre.

Han tilføjede imidlertid: Blandt vores love findes der—først og fremmest straffen for falsk anklage—en lov, som fører til bevarelse af æren. De sagde, at de fem formål er de fem nødvendige formål: bevarelse af religionen, som de underbyggede med straffen for frafald; bevarelse af forstanden, som de underbyggede med straffen for at drikke alkohol; bevarelse af formuen; bevarelse af livet, som de underbyggede med gengældelsesstraffen—morderen dræbes; og det, der kaldes bevarelse af slægten, som de underbyggede med straffen for zina, og så videre. Al-Shawkani sagde så: Vi kan tilføje bevarelse af æren, det vil sige menneskelig værdighed. Det blev underbygget med straffen for falsk anklage: Den, der uden shari’ah-mæssigt bevis anklager ærbare personer for utugt, piskes med firs piskeslag.

Bevarelse af sikkerheden og staten

Og nu, efter denne gennemgang fra vores side, kan vi konkludere: «Der findes yderligere love, der fører til andre formål.»

Der findes love, som fører til bevarelse af sikkerheden. En af hudud-straffene er straffen for landevejsrøveri, som fuqaha kalder hadd al-hirabah. Denne straf fører til bevarelse af sikkerheden.

Der findes også love, som blev lovgivet for at bevare staten, og som undertiden krævede en foranstaltning for at beskytte den: døden; det nødvendiggjorde drab. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «إذا بويع لخليفتين فاقتلوا الآخر منهما» — »Hvis der gives bay’ah til to kaliffer, så dræb den sidste af dem« [Sahih Muslim, 1853]. Dette er for at bevare staten og dens enhed. Den, der gør oprør mod denne stat, må bekæmpes. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «لا يحل دم امرئ مسلم إلا بإحدى ثلاث النفس بالنفس والثيب الزاني والتارك لدينه المفارق للجماعة المفارق، مفارقة الجماعة» — »Det er ikke tilladt at udgyde en muslims blod undtagen i ét af tre tilfælde: et liv for et liv, den gifte person, der begår zina, og den, der forlader sin Deen og skiller sig fra fællesskabet—den, der skiller sig, adskillelse fra fællesskabet« [al-Bukhari, 6878; Muslim, 1676a]. Han mener, at den, der gør oprør, må bekæmpes. Fuqaha kender loven om oprørere: De må bekæmpes. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: «إذا جاءكم وأنتم على قلب رجل منكم من يريد شق عصاكم وتفريق كلمتكم فاضربوا عنقه أو فاقتلوه كائناً من كان» — »Hvis nogen kommer til jer, mens I er som ét hjerte, og ønsker at bryde jeres enhed og splitte jeres fællesskab, så slå hans hals eller dræb ham, hvem han end er« [se Sahih Muslim, 1852c].

Disse love blev altså lovgivet for at bevare staten. Derfor har vi ret til at sige, at lovgivningens formål i Islam er otte: bevarelse af religionen, forstanden, livet, formuen, slægten, menneskelig værdighed, staten og sikkerheden.

En terminologisk klassifikation, ikke en lovgivningsteori

Dette er en terminologisk klassifikation, og uenighed om den har ingen væsentlig konsekvens. Så længe shari’ah-love udledes fra deres shari’ah-mæssige beviser—Bogen, Sunnah og det, de henviser til—vil overholdelse og anvendelse af lovene i livet opnå shari’ahs formål, uanset om vi tæller fire, fem eller otte. Det er ikke et spørgsmål af betydning.

Disse formål blev ikke fastlagt eller udledt for at blive en teori, som nogle hævder, og som lovgivning eller love skulle bygges på. Love udledes; de lovgives ikke. Love uddrages; de bygges ikke på teorier. De uddrages, hentes og forstås fra de shari’ah-mæssige beviser: Det, Allah har sagt, og det, Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, har sagt.

Dette er, hvad jeg ønskede at forklare i denne halaqa under titlen Islams metode til behandling af menneskelige problemer. Jeg beder Allah, den Ophøjede, om at gavne os gennem det, Han har lært os, øge vores viden og gøre vores viden og handlinger oprigtige for Hans ædle åsyn. O Allah, velsign Muhammad, Muhammads familie og Muhammads ledsagere samt dem, der følger hans retledning på bedste vis indtil Dommedag.

Seernes spørgsmål

Jeg vender mig nu sammen med jer mod de spørgsmål, som vi muligvis har modtaget under denne halaqa.

Det, som shari’ah har været tavs om

Bror Abu al-Bara’ Muhammad Ali spørger: »Men der findes forhold, som shari’ah har været tavs om. Hvordan forener vi nye forhold med de forhold, som den har været tavs om? Må Allah velsigne jer.«

Vi talte tidligere om det, der kaldes »det, som shari’ah har været tavs om«. En hadith fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, fortæller, at Allah, den Ophøjede, har været tavs om visse forhold. Vi forklarede, at denne tavshed ikke betyder, at den islamiske shari’ah indeholder et tomrum eller en mangel. Den betyder heller ikke, at der findes menneskelige handlinger, som ingen shari’ah-love, angivet af shari’ah-mæssige beviser, gælder for. Islams lærde—både lærde i usul al-fiqh og fuqaha—er enige om, at hver menneskelig handling har en shari’ah-lov, som udledes og forstås fra et shari’ah-mæssigt bevis.

Tavshed betyder derimod tilladelse her. Da åbenbaringen kom, og Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, levede blandt mennesker, så han dem udføre bestemte handlinger uden at stoppe eller forbyde dem. Det udgjorde hans stiltiende godkendelse af handlingerne. Profetens tavshed om handlinger, ting eller praksisser er derfor et shari’ah-mæssigt bevis, ikke et tomrum i de shari’ah-mæssige beviser.

Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, var tavs om handlinger, som mennesker udførte, og som de måske havde bevaret fra tiden før Islam. Hans tavshed var hans stiltiende godkendelse af dem. Vi ved, at Sunnah omfatter alt, der er overleveret fra Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, i form af en udtalelse, handling eller stiltiende godkendelse. Shari’ah kom og lod mennesker fortsætte med bestemte handlinger. Denne tilladelse og godkendelse viste sig gennem Profetens tavshed, så hans tavshed om dem udgjorde en godkendelse. Det kan derfor ikke siges, at shari’ah mangler love for handlinger, som allerede fandtes, eller som vil opstå i fremtiden. Ingen menneskelig handling er uden forbindelse til et shari’ah-mæssigt bevis, som angiver dens shari’ah-lov.

Fordrejning af tekster om lethed og fjernelse af vanskelighed

Søster Munabah al-Hajj spørger—det ser ud til at være et indlæg, som vi læser: Nogle shari’ah-mæssige tekster er blevet fordrejet, såsom:

﴿ يُرِيدُ ٱللَّهُ بِكُمُ ٱلْيُسْرَ وَلَا يُرِيدُ بِكُمُ ٱلْعُسْرَ ﴾
»Allah ønsker lethed for jer og ønsker ikke vanskelighed for jer« [2:185].

Og Hans, den Ophøjedes, ord:

﴿ وَمَا جَعَلَ عَلَيْكُمْ فِى ٱلدِّينِ مِنْ حَرَجٍ ﴾
»og Han har ikke pålagt jer nogen vanskelighed i religionen« [22:78].

De bruger dem til at lovgive det, som Allah ikke har lovgivet, med hensigten at fjerne vanskelighed og gøre livet lettere under disse vildledte systemer. Hvad er jeres svar til dem, der hævder at udføre ijtihad og har ledt mennesker på afveje?

Må Allah velsigne dig for denne bemærkning. Vi har mange gange tidligere sagt, at dette ikke er tilladt. Denne halaqa forklarede især udførligt, at en faqih, en person, der hævder at have viden om fiqh, eller en person, der hævder ijtihad, ikke må hævde at have en teori, som han bygger love på.

Når Allah, den Ophøjede, siger:

﴿ وَمَا جَعَلَ عَلَيْكُمْ فِى ٱلدِّينِ مِنْ حَرَجٍ ﴾
»og Han har ikke pålagt jer nogen vanskelighed i religionen« [22:78],

er dette ikke et princip, som love—shari’ah-love—bygges på. Shari’ah-love udledes ikke heraf. Det er derimod Allah, den Ophøjede, der oplyser os om, at Hans shari’ah ikke har pålagt os vanskelighed, ikke har skabt vanskelighed for os og ikke har tvunget vanskelighed ned over os. Allah, den Ophøjede, har ikke pålagt os vanskelighed gennem den. Det vil sige, at det, Allah har lovgivet—disse love, som Allah har lovgivet, og som de shari’ah-mæssige beviser angiver—ikke udgør en vanskelighed for os.

Den vanskelighed, som mennesker undertiden oplever ved at overholde shari’ah-love, stammer ikke fra Allahs, den Almægtige og Ophøjedes, shari’ah. Den stammer fra handlinger begået af mennesker, som har fjernet sig fra Allahs shari’ah og har underkastet sig—og accepteret at underkaste sig—menneskeskabte systemer, der gør det vanskeligt at overholde Allahs shari’ah. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Der kommer en tid over min Ummah, hvor den, der holder fast ved sin Deen, vil være som den, der holder om en glødende kul« [se Jami‘ al-Tirmidhi, 2260]. Ja, dette er ikke særligt for Islam. I ethvert samfund vil mennesker finde det vanskeligt og besværligt at overholde det, de er overbeviste om, når systemet—når staten eller myndigheden—påtvinger dem et system, som strider mod deres overbevisninger og skikke. Systemet påtvinger dem nemlig en anden retning og andre regler.

Den islamiske lovgivning pålægger efter sin natur ikke mennesker vanskelighed. Hvis mennesker levede et islamisk liv, hvor Allahs shari’ah blev anvendt, ville de se, at overholdelse af shari’ah-lovene giver dem lethed, stemmer overens med deres natur og løser og behandler deres problemer. Men da mennesker accepterede at blive styret efter andet end det, Allah har nedsendt, blev de påtvunget lovgivning, som driver dem mod at overtræde Allahs shari’ah. Den, der overholder shari’ah-lovene, oplever derfor vanskelighed.

Undskylder dette ham og giver ham en undskyldning for at opgive shari’ahs love? Nej. Nej, under ingen omstændigheder. Den troende skal overholde shari’ahs love, så længe han har evnen—så længe han har evnen til det—uanset hvor stor vanskeligheden er. Allah, den Ophøjede, siger:

﴿ فَٱتَّقُوا۟ ٱللَّهَ مَا ٱسْتَطَعْتُمْ ﴾
»Så frygt Allah så meget, som I formår« [64:16].

Så længe vi er i stand til at overholde shari’ahs love, overholder vi dem, selv om det kræver en vis anstrengelse og tålmodighed.

Han er derfor ikke undskyldt, sådan som nogle siger i dag: Når du ikke kan købe en lejlighed for et kontant beløb—købe den kontant—og ingen vil sælge den til dig på langsigtede afdrag, er der ingen bebrejdelse over dig, for Allah, den Ophøjede, siger:

﴿ وَمَا جَعَلَ عَلَيْكُمْ فِى ٱلدِّينِ مِنْ حَرَجٍ ﴾
»og Han har ikke pålagt jer nogen vanskelighed i religionen« [22:78].

Der er derfor ingen bebrejdelse over dig, hvis du går til en bank eller en rentebaseret bank for at tage et boliglån, fordi du er tvunget, og der er ingen vanskelighed i religionen. Dette synspunkt har intet med religionen og intet med fiqh at gøre. Her kan en person overholde shari’ah, selv om han ser en materiel interesse i at optage et rentebaseret lån for at købe et hus på afbetaling og dermed eje det. Ligesom han kan betale afdrag til banken, kan han i stedet betale husleje. Eje det? Hvem har sagt, at han skal eje det? Intet tillader et menneske at overtræde shari’ah, selv om der er tale om det, de kalder en tvingende interesse eller en sag … Dette har intet med religionen at gøre. En person opstiller en teori og henviser til Allahs, den Ophøjedes, ord:

﴿ وَمَا جَعَلَ عَلَيْكُمْ فِى ٱلدِّينِ مِنْ حَرَجٍ ﴾
»og Han har ikke pålagt jer nogen vanskelighed i religionen« [22:78],

og til Hans ord:

﴿ إِلَّا مَا ٱضْطُرِرْتُمْ ﴾
»undtagen det, som I er tvunget til« [6:119].

Med henvisning til Allahs, den Ophøjedes, ord:

﴿ إِلَّا مَا ٱضْطُرِرْتُمْ ﴾
»undtagen det, som I er tvunget til« [6:119].

Det, I er tvunget til, her—tvangen vedrører … Det betyder ikke, at et menneske har behov for et sted at bo og for at eje en bolig. Tvangen her er død eller overhængende fare. Det vil sige Hans, den Ophøjedes, ord:

﴿ حُرِّمَتْ عَلَيْكُمُ ٱلْمَيْتَةُ وَٱلدَّمُ وَلَحْمُ ٱلْخِنزِيرِ وَمَآ أُهِلَّ لِغَيْرِ ٱللَّهِ بِهِۦ ﴾
»Forbudt for jer er selvdøde dyr, blod, svinekød og det, som et andet navn end Allahs er blevet påkaldt over« [5:3].

﴿ فَمَنِ ٱضْطُرَّ غَيْرَ بَاغٍ وَلَا عَادٍ ﴾
»Men den, der er tvunget, uden at ønske det og uden at overskride grænsen« [2:173].

Tvangen her gælder den, der er ved at dø af sult eller tørst. Han må da spise svinekød, hvis han intet andet finder, og drikke vin—drikke vin—hvis han intet andet finder. Dette er den tvingende nød, hvor han ikke kan afværge døden eller en overvældende, overhængende fare uden det.

Kan man udlede love uden at overveje shari’ahs formål?

Dette er et helt andet emne. Den fromme bror spørger: Du nævnte shari’ahs formål – kan man forestille sig at udlede de detaljerede shari’ah-love, der løser menneskelige problemer uden at tage hensyn til disse formål under udledningen? Og det andet spørgsmål: Kan man forestille sig en modstrid mellem disse formål i én og samme lov – og dermed behov for at veje et formål op mod et andet? Jeg starter med det første spørgsmål: Kan man forestille sig at udlede de detaljerede shari’ah-love, der løser menneskelige problemer uden at overveje disse formål under udledningen? Ja, det kan man forestille sig.

Ja, det kan man forestille sig. Beviset er, at islamisk fiqh opstod og nåede sit højdepunkt, og de største retslærde skoler i den islamiske historie opstod, uden at det, der kaldes formålene, fandtes. De tidlige skolers grundlæggere—al-Shafi‘i, Abu Hanifah, Malik, Ahmad, Sufyan al-Thawri, al-Awza‘i og Zayd—talte ikke om noget, der hed shari’ahs formål: bevarelse af livet, formuen, forstanden og så videre. Disse klassifikationer fandtes ikke, fordi shari’ah-love ikke uddrages fra formålene, men fra beviserne. Beviserne er grundlaget. Formålene er de resultater, som overholdelse af shari’ah-love fører til. Anvendelsen af shari’ah-love og etableringen af shari’ah opnår disse formål, uanset om vi kender dem eller ej, klassificerer dem eller ej eller opdager dem eller ej. I sidste ende kom shari’ah for at sikre menneskers interesser på en måde, der bringer dem lykke.

Et formål kan udeblive i et enkelt tilfælde

Og dit andet spørgsmål besvarer jeg straks: Kan man forestille sig, at et formål ikke opfyldes i visse tilfælde? Ja, det kan selvfølgelig.

Når shari’ah anvendes som helhed, opnår den sine formål. Individets overholdelse af en lov opnår imidlertid ikke nødvendigvis formålet hver gang. Betragt muslimer, der overholder forbuddet mod riba, mens de lever i et samfund, som anvender det kapitalistiske system. Individernes overholdelse af shari’ah-love opnår ikke de ønskede formål for dem hver gang. Hvorfor? Fordi det system, som påtvinges mennesker, er det kapitalistiske system, der strider mod shari’ah-love. Som jeg sagde, kan en muslim lide på grund af at overholde en shari’ah-lov i den virkelighed, vi lever i—som den, der holder om en glødende kul—fordi systemet, som myndigheden og herskeren anvender, ikke er Islams system. Derfor forventes eller tages det ikke i betragtning, at en lov opnår sit formål hver gang. Hvis den ikke opnår sit formål, opgiver vi den så?

Forskellen mellem et formål og en shari’ah-mæssig årsag

Et shari’ah-mæssigt formål—formålet med en shari’ah-lov—er ikke dens ‘illa, den shari’ah-mæssige årsag. Der er stor forskel. Lovgiveren byggede loven på dens ‘illa, så loven følger den, når den findes og er fraværende. Når ‘illa findes, findes loven; når ‘illa bortfalder, bortfalder loven. Loven findes kun, når dens ‘illa findes, og når ‘illa er fraværende, er loven fraværende.

Med et formål siger man derimod ikke: »Jeg vil se, om denne lov opnår det shari’ah-mæssige formål, og hvis den gør, vil jeg overholde den.« Så ville man behandle formålet, som om det var en ‘illa, der skal opnås, eller som loven skal bygges på. Nej. Jeg overholder shari’ah-loven uanset resultatet. Jeg overholder den, selv om den strider mod min verdslige interesse, det, jeg begærer, eller det, jeg ønsker, og selv om den skader mig. Heri ligger betydningen af at overholde shari’ah.

Se ellers på Sahabas situation, da de var svækkede. Fik det dem til at opgive at overholde shari’ah-lovene? Under ingen omstændigheder. Se på profeterne og deres følgere. Hvad påførte deres iman og overholdelse af shari’ah-lovene dem? Det påførte dem trængsel, mishandling og forfølgelse.

Vi overholder altså shari’ah-love, uanset om formålet opnås eller ej. Formålet kan udeblive. Vi kan altså overholde en shari’ah-lov, uden at formålet opnås. Det er derfor aldrig og under ingen omstændigheder tilladt at gøre shari’ah-loven afhængig af dens formål.

Afslutning

Jeg beder Allah, den Ophøjede, om at skænke os en dag, hvor muslimernes anliggender varetages efter shari’ah-love; hvor ingen lov har overherredømmet på jorden undtagen Allahs, den Ophøjedes, lov—Allahs, den Almægtige og Ophøjedes, lov; og hvor mennesker gennem overholdelse af shari’ah-love opnår shari’ahs formål, så deres sjæle finder ro, mens Islam bærer et budskab til verden. Han er sandelig vores Beskytter, den Althørende, den, der besvarer bønner. Jeg beder om velsignelse og fred over Allahs Sendebud, hans familie, hans ledsagere og dem, der er loyale mod ham. Fred, Allahs barmhjertighed og Hans velsignelser være med jer.

I denne Halaqa

Sprog og visning

Tekstsprog
Undertekster
Tekststørrelse
Tema
Afspilningshastighed
Hent SRT-undertekster

Kopiér og del